Forfulgt for at sige sandheden
JEHOVAS VIDNER følger ikke Kimbilikiti-kultens tro og ritualer, som står i skarp kontrast til Bibelens principper. De kristne vidner er blevet frigjort af den sandhed der findes i Guds ord, Bibelen. (Johannes 8:31, 32) De udsætter derfor ikke deres sønner for Kimbilikiti-kultens optagelsesceremonier med omskærelse og så videre. De nægter også at give mad, penge og andet til dem der deltager i ritualerne, og kvinderne iblandt dem deltager ikke i de rituelle fiskefangster der organiseres med samme formål.
Ved den retssag der afholdtes efter mordet på de otte Jehovas vidner, sagde statsadvokaten meget interessant: ’Nogle af de warenga-folk som tidligere deltog i Kimbilikiti-ritualerne og kender kultens hemmeligheder, er nu tilsluttet Jehovas Vidner. De har afsløret hemmelighederne, især dét at der ikke findes nogen ånd som hedder Kimbilikiti. På den måde har de påvist at der ikke er noget hold i de krav om ofre „ånden“ siges at stille — den ånd der ifølge Jehovas vidner er et storstilet bedrag iscenesat af stammens gamle mænd, som fører an i ceremonierne.’
Når nogle af rega-stammens folk begynder at forstå Bibelens sande lære, bliver overtro og frygt for døden erstattet med sandhed og håb om en opstandelse. (Johannes 5:28, 29) I stedet for at overdænge deres mødre, hustruer og søstre med obskøne udtryk, begynder de at vise respekt. — Efeserne 5:21 til 6:4; 1 Timoteus 5:1, 2.
Som en kontrast hertil lader mange af kristenhedens kirker og missioner deres medlemmer blive ved med at praktisere deres stammereligion under et tyndt lag af „kristendom“. Mange af Kimbilikiti-kultens præster og ypperstepræster er faktisk „gode“ og ansete medlemmer af forskellige kirker. Apostelen Paulus havde en helt anden indstilling! Han skrev: „Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? . . . Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder?“ — 2 Korinter 6:14-16.
De der har givet Jehovas vidner vanskeligheder, har ofte været personer med stærk tilknytning til både Kimbilikiti-kulten og de etablerede kirker. Det leder tanken hen på de folk i det gamle Efesus der fremstillede afgudsbilleder og fandt at Paulus udgjorde en trussel mod deres indtjening, fordi han forkyndte at „de guder som er lavet med hænder, ikke er guder“. (Apostelgerninger 19:23-28) Af lignende grunde forfølges de der forkynder at Kimbilikiti er et bedrag.
Jehovas vidner føler det som en pligt at forkynde sandheden, også på dette område. De er ofte blevet forfulgt fordi de har fortalt sandheden. Hvad kan vi lære af deres trofaste udholdenhed?