Jehova hjalp mig til at oplære mine fem børn

Jeg voksede op på en lille selvforsynende gård med min mor, far, to brødre og to søstre. Vi havde høns, grise og køer, og det at bo på en gård er jo ofte ensbetydende med hårdt arbejde. Men vi havde det godt og var glade.

Vi kom i metodistkirken. Min far sang virkelig smukt, og derfor var han med i koret og tog rundt til andre kirker i nærheden for at synge. Jeg var ofte med ham. Kirkerne var store og bygget af sten og derfor også meget kolde om vinteren. Far stod oppe foran i kirken når han sang. De forreste pladser var reserveret til vigtige og fremtrædende personer, så jeg måtte sidde nede bagved. Men jeg elskede at høre ham synge.

Min fars mor, som jeg plejede at kalde bedste, besøgte os hver søndag. Desværre døde hun da jeg var omkring 16, og jeg var helt knust. Jeg ville gerne vide hvor hun var, og om jeg mon nogensinde ville få hende at se igen. For at få svar besøgte jeg et åndemedium flere gange. Der var koldt og beskidt hjemme hos hende, og jeg synes det var så uhyggeligt. Jeg ville bare gerne vide hvor min bedstemor var, men åndemediet kunne ikke fortælle mig det.

Nogle få år senere inviterede en af min fars slægtninge mig med til et møde, han var nemlig et af Jehovas Vidner. Jeg besluttede mig for at tage med, selvom jeg havde hørt at de havde en mærkelig religion. Ved mødet var der en sød kvinde der spurgte om vi skulle studere Bibelen sammen. Og det var sådan det hele begyndte. I starten brugte jeg min egen King James-oversættelse fordi jeg troede på det min mor havde fortalt mig om at Vidnernes bibel var upålidelig. Men jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var sandt.

Jeg var meget begejstret for alt det jeg lærte under mit bibelstudie, især det med at bedste bare sov i døden og at jeg kunne få hende at se igen i opstandelsen.a Det gik efterhånden op for mig at jeg stort set ingenting vidste om Gud eller Bibelen. Og far, som havde kommet i kirken i alle de år, vidste stort set heller ingenting om Gud. Vi havde sunget den salme der hedder “Guide Me, O Thou Great Jehovah” (dansk: “Led os, o du vor Jehova”) mange gange, men vi anede ikke hvem det var vi sang om.

Ægteskab og modstand

Min kæreste, Ian, var interesseret i det jeg lærte, og begyndte også at studere Bibelen. Han begyndte at gøre fremskridt og holdt endda op med at ryge. Vi blev gift i september 1971. Men kort tid efter blev vores tro sat på prøve da min svigermor pludselig døde. Familie og nære venner ville gerne have os med til forskellige sammenkomster som de arrangerede i tiden omkring begravelsen. Og ved de her sammenkomster var der mange af dem der røg og drak rigtig meget. Det var svært for Ian, og han følte sig fristet til at vende tilbage til sine gamle vaner.

Desværre endte det med at Ian gav efter, og det blev sværere og sværere for ham at leve efter det han lærte. Han blev væk fra mange møder og sit studie. Men jeg elskede at studere Bibelen, at komme til møderne og at gå i forkyndelsen. Jeg blev døbt den 9. marts 1972. Ian kom for at se mig blive døbt. Men lige så langsomt begyndte han at være imod sandheden. Til at begynde med ville han ikke se vores publikationer. Senere var han imod at jeg gik ud og forkyndte. Og til sidst insisterede han på at jeg tog med ham ned på den lokale pub i forbindelse med jul og fødselsdage. Nogle gange tog jeg med ham for at vise respekt for ham som mit overhoved, men jeg var meget opmærksom på ikke at komme til at deltage i noget der er imod det Bibelen lærer.b Jeg plejede at gå ud på dametoilettet for at bede igen og igen om at Jehova måtte hjælpe mig til at være loyal og kunne bevare en god samvittighed over for ham. Jeg mærkede at Jehova altid støttede mig.

Ian og jeg havde tre drenge: Philip, Nigel og Andrew. Min mand var langturschauffør, så i løbet af en uge var han væk det meste af tiden. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at være en god hustru for ham og samtidig gøre så meget som muligt for Jehova. Når han var væk, var jeg med i forkyndelsen, og så brugte jeg tid sammen med ham i weekenderne. Jeg var også meget opmærksom på aldrig at tale dårligt om ham til vores børn.

I menigheden fik jeg mange gode venner, og nogle af dem tog jeg med hen for at besøge min mor og far. Mine forældre blev efterhånden rigtig glade for mine nye venner, og da en bror vi holdt meget af, døde, var min mor med til hans begravelse i rigssalen. Der gik ikke længe før min mor, far, min bror Stanley og hans kone, Averil, begyndte at studere Bibelen og blev døbt.

Stanley og Averil fik en søn og en datter. Min svigerinde og jeg nød at være i forkyndelsen sammen med vores børn. Hverken Averil eller jeg havde bil, så for at komme i forkyndelsen gik vi mange kilometer med hver vores barnevogn, og vi var så glade. Andrew sad i barnevognen, Nigel sad ovenpå, og Philip gik ved siden af og holdt fast i styret.

Oplæring af børnene

Senere fik Ian og jeg to børn mere: Caroline og Debbie. Mit mål var at oplære mine børn til at kende og tjene Jehova. Jeg ville gerne gøre mit bedste for at bruge alle de gode råd der er til forældre i Bibelen. Jeg havde jo lovet at tjene Jehova for altid, og ved at gøre tingene på Jehovas måde kunne jeg vise mine børn at jeg holdt det løfte.

Et af de første vers i Bibelen jeg lærte udenad, var 1. Korinther 15:33, hvor der står: “Dårligt selskab ødelægger gode vaner.” Ved et stævne fortalte en søster at hun prøvede at lære sine børn ikke at bruge tid sammen med deres klassekammerater efter skole. Det var noget jeg tog til mig og som jeg også gerne ville lære mine børn, men det var ikke let. Nogle gange sneg drengene sig ud for at spille fodbold med de lokale drenge. Mange af deres skolekammerater var søde, men de tjente jo ikke Jehova, og det påvirkede den måde de talte og opførte sig på.

Engang sagde jeg til mine drenge at hvis de gerne ville spille fodbold efter skole, ville jeg gerne spille med dem. Men jeg var frygtelig dårlig til fodbold, så det gik ikke så godt. Alligevel blev jeg ved med at prøve at hjælpe dem til at forstå at de måtte være forsigtige i deres valg af venner, og med tiden fandt de måder at have det sjovt på uden at bruge for meget tid sammen med nogle der ikke tjener Jehova.

Et andet vers jeg tænkte meget over, var 1. Johannes 2:17, hvor der står: “Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje, vil leve til evig tid.” Jeg vidste at Satans verden vil forsvinde, og derfor ville jeg gerne hjælpe mine børn til at sætte sig åndelige mål så de kunne glæde Jehova for evigt. Jeg bad Jehova om hjælp når der var problemer, selv helt små, og det lykkedes altid at finde råd og hjælp i Bibelen. Og når jeg så viste børnene hvad Bibelen sagde om det, forstod de at det var Jehova og ikke mig der ledte dem. Jeg prøvede at hjælpe dem gennem både det jeg sagde og gjorde, og det reagerede de positivt på. For eksempel har de alle fra de var meget unge, haft stor glæde af at have deres egne genbesøg i forkyndelsen.

Jeg vidste at det at komme til møderne var meget vigtigt. På et tidspunkt lagde jeg mærke til at børnene var trætte under midtugemøderne. Så på mødedage hentede jeg dem når skolen var slut, og gav dem et let måltid, og så fik vi os en lur. Det løste problemet! Det var kun hvis en af os var syge at vi ikke kom afsted til møde. Når det skete, gennemgik vi programmet hjemme, og fjernsynet blev ikke tændt før vi var færdige med det. Men nogle gange kom Ian hjem før tid, og så skyndte vi os at gemme vores bøger og tænde for fjernsynet.

Vi prioriterede også vores familiestudie. Nogle gange talte vi om Betel og om hvilken afdeling børnene kunne tænke sig at være i.

Målet var at blive pioner

Da min ældste søn, Philip, var 16, blev han tilbudt et fuldtidsjob som automekaniker. Han havde også mulighed for at få et deltidsjob som vinduespudser. Men han havde ikke lyst til at pudse vinduer og sagde at hvis han arbejdede fuldtid, kunne han hjælpe med udgifterne derhjemme. Jeg hjalp ham til at forstå at det var hans fars ansvar at sørge for familien økonomisk, ikke hans. Og så fortalte jeg ham at vi altid havde haft nok til at klare os. Jeg nævnte at hvis han arbejdede deltid med at pudse vinduer, kunne han begynde som pioner med det samme.

Så snart Philip var færdig med skolen, begyndte han som pioner, og jeg blev fast hjælpepioner. Da min anden søn, Nigel, begyndte som pioner efter skolen, gjorde jeg også. Jeg tænkte at hvis jeg kunne være pioner, også selvom det måske bare var i et år, kunne jeg støtte mine drenge i tjenesten og få lov til at komme på pionerskole. Senere kom jeg på pionerskole sammen med Nigel.

Jeg elskede pionertjenesten lige fra første dag, og jeg vidste at det at tjene Jehova på den måde ville være et godt eksempel for mine børn. Med Jehovas hjælp har jeg kunnet være pioner de sidste 35 år. Hvis Ian havde vidst det, ville han have prøvet at hindre mig. Men jeg sørgede altid for at være i forkyndelsen i løbet af ugen mens han var afsted, så jeg kunne være sammen med ham når han var hjemme.

På et tidspunkt kom min søn Nigel på Betel. Der fik han mange gode venner og en masse oplæring der hjalp ham til at blive en åndeligt moden bror. Philip og Andrew kom på Skolen for Udnævnte Tjenere.c I mine øjne tog de afsted på skolen som drenge men kom hjem som mænd. (1. Peter 5:10) Jehova sørger for fantastisk oplæring til sit folk. Jeg er meget taknemmelig mod Jehova for alt det mine drenge har lært gennem hans organisation.

Svære udfordringer

I løbet af årene har jeg oplevet flere svære udfordringer. Noget der var særligt svært, var at min mand var utro. Efter 33 år forlod han mig for en anden. Det var heller ikke let at se mine forældre blive gamle. Desværre døde min far i marts 1997 og efterlod min mor alene. Hun kunne ikke køre bil, og uden far følte hun sig ked af det og ensom. Så jeg ringede tit til hende og spurgte: “Vil du med mig ud at køre og tage nogle genbesøg?” Efter en del år startede hun også som pioner, og det gav hende nyt mod og en følelse af at der var brug for hende. Hun fortsatte trofast som pioner i ti år indtil sin død.

Det har ikke altid været let at oplære fem børn i sandheden. Jeg har hele tiden været klar over at mine børn selv skulle vælge om de ville tjene Jehova eller ej. Jeg kunne ikke bestemme hvad de skulle gøre, men jeg kunne bestemme hvad jeg selv ville gøre. Så jeg har fulgt Jehovas råd og vejledning og gjort alt hvad jeg kunne, for at oplære mine børn gennem det jeg har sagt og gjort. Jeg er så lykkelig over at mine børn har valgt at tjene Jehova.d Jehova har virkelig hjulpet mig til at oplære dem.