Jehova har hjulpet os til at træffe gode beslutninger

Jeg blev født i 1952 i Karlovy Vary,a en by der ligger i den vestligste del af det tidligere Tjekkoslovakiet, nær grænsen til Tyskland. Fordi vi var etniske tyskere, blev min storebror, Milan, og jeg dårligt behandlet i skolen, og derfor besluttede min familie i 1966 at flytte til Frankfurt i Tyskland.

Da jeg var helt lille, havde mine forældre været Jehovas Vidner, men de blev fjernet fra menigheden mens jeg stadig var dreng, og derfor voksede jeg desværre ikke op i sandheden.

På et tidspunkt vendte mine forældre tilbage til Jehova. Milan blev begejstret for sandheden og besluttede at blive døbt ved et stævne i Hannover. Jeg valgte at blive døbt samme dag, i en alder af 15. Kort efter min dåb overtalte jeg dog mine forældre til at lade mig flytte til Berlin og gå på en kunstskole.

Mens jeg gik der, havde jeg tid til at tænke dybere over to spørgsmål der faktisk stadig plagede mig: Er der virkelig en Skaber? Og er Bibelen virkelig Guds ord? Mens jeg malede og lærte mere om kunst, gik det op for mig at den harmoni og kompleksitet der kan være i et billede, intet er i forhold til den store skønhed man finder i virkeligheden i naturen. Jeg nåede frem til at hvis kunstværker ikke opstod af sig selv, så kunne de smukke ting i naturen heller ikke være et tilfælde. Der måtte være en Skaber.

Det andet spørgsmål fik jeg svar på ved at undersøge hvordan historiske kilder bekræfter at Bibelens profetier er gået i opfyldelse. Lidt efter lidt fik jeg opbygget min tro og blev fuldstændigt overbevist om at Bibelen er Guds ord. – 1. Thessaloniker 2:13.

Ud over mit personlige studie havde jeg også lange åndelige samtaler med en ældstebror der tog mig under sine vinger. Efterhånden som min tro voksede, fik kunsten ikke længere førstepladsen i mit liv. I 1972 traf jeg en af mit livs bedste beslutninger – jeg startede som pioner. Til at begynde med var mit mål at være pioner i tre måneder.

Nye opgaver

Det var en udfordring at være pioner i Berlin. Den gode nyhed var blevet forkyndt i byen i næsten et århundrede, men der virkede ikke til at være den store interesse. Da det endelig lykkedes mig at oprette det første bibelstudie, føltes det som et mirakel! Nu var jeg overbevist om at jeg ville kunne forkynde hvor som helst med Jehovas hjælp, så jeg fortsatte med pionertjenesten.

Efter cirka et år spurgte afdelingskontoret mig om jeg ville være interesseret i at lære serbokroatiskb så jeg kunne forkynde for jugoslavere der arbejdede i Tyskland. Det sagde jeg med glæde ja til, og snart fik jeg til opgave at tjene i Frankfurt. Her lærte jeg serbokroatisk sammen med Hans og Sonja Smode, der lige var kommet til fra Gileadskolen. Efter at have tilbragt tre måneder sammen med dem blev jeg sendt til Stuttgart hvor jeg skulle være specialpioner. Hen over de næste to år, fra 1973 til 1975, flyttede jeg adskillige gange og havde fem forskellige forkyndermakkere.

Senere kom jeg til at tjene i en serbokroatisk gruppe i Karlsruhe. Her mødte jeg min livsledsager, en flittig specialpioner der hed Lenka. Jeg faldt hurtigt for hende, og vi blev gift. Kort efter, i 1978, blev vi indbudt til at være i kredstjenesten i det jugoslaviske distrikt.

En svær beslutning

Igennem de næste 10 år besøgte vi grupper og menigheder rundt om i hele Europa. Det var en spændende og glædebringende opgave, men med tiden begyndte den omrejsende livsstil alligevel at tære på os. Når Lenka følte sig udbrændt, pressede hun bare sig selv endnu hårdere. Det var ikke en særlig god tilgang, men vi vidste ikke hvad vi ellers skulle gøre. Vi bad inderligt Jehova om at lede os.

Svaret på vores bønner kom ved en samtale med en læge. Han hjalp os venligt til at forstå at vi var nødt til at tage hensyn til vores fysiske og følelsesmæssige begrænsninger. (Mika 6:8) Vi indså at det betød vi måtte opgive rejsetjenesten, men det var en meget svær beslutning for os. Da vi talte situationen igennem med nogle erfarne tilsynsmænd fra Betel, havde de et forslag der kom bag på os. De tilbød at vi kunne fortsætte i heltidstjenesten som oversættere til serbokroatisk på afdelingskontoret i Østrig. Den løsning betød at Lenka lige så stille kom til kræfter igen. Det var tydeligt for os at Jehova igennem deres råd havde hjulpet os til ikke at træffe en overilet beslutning. – Ordsprogene 15:22.

Beslutninger i krigstid

Efter at have tjent i Wien i to år blev Lenka og jeg flyttet til afdelingskontoret i Zagreb i Kroatien, som på det tidspunkt førte tilsyn med arbejdet i det der dengang var Jugoslavien. De fleste jugoslavere levede, på trods af kulturelle og religiøse forskelle, i fred og harmoni med hinanden – indtil borgerkrigen brød ud i 1991. Nogle måneder før konflikten begyndte, var vores landsudvalg gået i gang med at forberede et internationalt stævne der skulle samle brødre og søstre fra alle dele af Jugoslavien.

Vi bad, talte situationen grundigt igennem og besluttede at fortsætte med forberedelserne af stævnet. Samtidig arbejdede vi tæt sammen med de lokale myndigheder for at sikre at vores gæster fra udlandet ikke ville blive bragt i fare. Hvor var det en stor glæde at kunne holde stævnet og få besøg af fem medlemmer af Det Styrende Råd! Stævneprogrammet var lige det vennerne havde brug for.

Omkring et år inde i krigen fik landsudvalget meldinger om at vores brødre og søstre i Sarajevo og andre steder i Bosnien var ved at løbe tør for mad, brænde og medicin. Serbiske tropper havde belejret deres byer så ingen forsyninger kunne komme ind. Hvad skulle vi gøre? Vi bad inderligt Jehova om at lede os til den rette beslutning.

Med hjælp fra afdelingskontoret i Østrig fik vi organiseret en nødhjælpsaktion på trods af den risiko den indebar. Den 26. oktober 1993 kørte en konvoj af lastbiler afsted fra Wien med 16 tons nødhjælp til vores trosfæller i Bosnien.c

Mens vi bevægede os igennem krigszonen, så vi med egne øjne at Jehovas hånd aldrig er “for kort til at frelse”. (Esajas 59:1) Den anstrengende og farefulde rejse fra Zenica til Sarajevo glemmer vi sent. Og på et tidspunkt hvor vi var kun 40 kilometer fra Sarajevo, blev vi nødt til at køre en 140 kilometer lang omvej gennem skovene.

Da vi endelig ankom til udkanten af byen, bad jeg om at komme til at tale med en ledende officer, som viste sig at være general. Han tvivlede meget på at vores mission ville kunne lade sig gøre. Men da han hørte at vi var Jehovas Vidner, spurgte han mig om jeg kendte en bestemt bror ved navn Hajrudin. Jeg svarede at han var en af vores venner, og så sagde generalen: “Han er også min ven. Vi gik i skole sammen. Efter at han er blevet et Jehovas Vidne, sætter jeg faktisk endnu mere pris på ham.”

Generalen stillede os flere spørgsmål om vores tro og gav os senere tilladelse til at bruge en hemmelig tunnel til at få nødhjælpen ind til vores brødre i den belejrede by. Han satte endda pause på nogle militære leverancer så hans soldater i stedet to nætter i træk kunne bære kasser med forsyninger igennem den trange tunnel – kasser der vejede omkring 27 kilo stykket. Det kunne vi aldrig have klaret selv!

På den anden side af tunnelen hjalp soldaterne vores brødre med at få kasserne til et sikkert sted og få delt maden ud til de lokale brødre og deres naboer. Nogle naboer blev så rørt at de lagde sig på knæ sammen med brødrene for at takke Jehova i bøn. – 2. Korinther 9:13.

I mange situationer var vores neutralitet en beskyttelse for os når vi skulle igennem militære kontrolposter. Men neutralitet indebar mere end blot de reversmærker vi havde taget på for at vise at vi var Jehovas Vidner. Vi måtte også virkelig gøre en bevidst indsats for at holde vores tanker og følelser politisk neutrale. Noget der hjalp os, var en beslutning vi traf om at lytte mindre til nyhederne. Vi vidste at de foruroligende rapporter, uanset hvilken side af konflikten de kom fra, potentielt kunne vække fordomme eller endda had i os.

Siden 1990’erne har jeg tjent som medlem af Afdelingskontorets Udvalg først i Kroatien og senere på Afdelingskontoret for Tjekkiet og Slovakiet. Hvad har den erfaring jeg har samlet mig i mine forskellige opgaver, lært mig vedrørende beslutninger? Jo, Jehova kan bruge hvem som helst, selv en militær befalingsmand, til at løse et problem. Jeg har også lært ikke at stole for meget på mig selv og min egen erfaring, men i stedet på Jehovas ledelse og hans organisation.

Uventede helbredsproblemer

I forbindelse med en rutineundersøgelse i 2023 blev jeg diagnosticeret med en aggressiv form for kræft. Jeg havde aldrig før været alvorligt syg, og frygten og usikkerheden slog os begge noget ud. Lenka og jeg bad igen og igen Jehova om hjælp til at træffe kloge beslutninger. Vi handlede også i overensstemmelse med vores bønner ved at undersøge tingene grundigt og konsultere flere læger. Da vi nåede frem til en beslutning omkring behandling, gav det os mere ro indeni.

En anden beslutning vi traf, var at vi ikke ville bekymre os for meget om morgendagen. (Matthæus 6:34) Vi har stadig mange grunde til at være glade. Da vi for eksempel måtte rejse til Tyskland for at jeg kunne få behandling, skrev vi et brev til betelfamilien i Bratislava, hvori vi forklarede situationen. Vi modtog mange hjertevarmende beskeder fra vores kære venner. De forsikrede os om at de elskede os højt og bad for os. Jehova kan holde os oppe ved at bruge vores trosfæller, og han giver os en fred “som overgår al forstand”. – Filipperne 4:7.

Ingen af os ved om vi pludselig vil blive ramt af en livstruende sygdom eller endda miste livet. (Prædikeren 9:11; Jakob 4:14) Så jeg er meget taknemmelig for at Jehova hjalp mig til allerede fra min ungdom af at træffe den gode beslutning at tjene ham så godt jeg overhovedet kan. Intet kunne have givet mit liv mere mening!d