Jehova skaber altid en udvej

Min familie vil altid være taknemmelig for et helt særligt besøg der var med til at ændre vores liv. Det var i 1976, og dem der kom på besøg, var min morbror og tante. Min morbror, der studerede med Jehovas Vidner, fortalte mine forældre at han havde lært noget nyt om Bibelen. Først fortalte han hvad Jesus sagde om de religiøse ledere på sin tid i Matthæus, kapitel 23. Og så pegede han på de mange ligheder der var mellem de religiøse ledere på Jesus’ tid og dem der var i kirken. Min mor, der var en loyal katolik, kunne ikke tro at Jesus så åbent og direkte havde kritiseret de religiøse ledere, så hun besluttede sig for selv at undersøge hvad Bibelen sagde.

Vi boede i Litauen, som dengang var en del af Sovjetunionen. Myndighederne havde kraftigt indskrænket religionsfriheden, og derfor var der ikke ret mange der havde en bibel. Så mor lånte en bibel fra kirken, læste i den og så med egne øjne at Jesus virkelig havde fordømt de religiøse ledere på sin tid for deres hykleri. Det vakte min mors nysgerrighed. Hun spekulerede over hvilke andre sandheder der var i Bibelen, og derfor fik hun fat i noget litteratur fra det Jehovas Vidne der studerede med min morbror.

Vores familie begyndte hurtigt at overvære Jehovas Vidners møder. Fordi deres arbejde var forbudt, blev møderne holdt et nyt sted hver gang, nogle gange i en skov i nærheden. Min mor blev døbt i 1978. Det gjorde min tvillingesøster, Danguolė, og jeg også. Vi var 15 år på det tidspunkt. Min far blev døbt et par år senere.

Jehova skabte en udvej da jeg var ung

En måned efter vores dåb begyndte Danguolė og jeg at møde modstand i skolen. Vi var besluttet på at være neutrale, og under et særligt arrangement i skolens auditorium lagde nogle lærere mærke til at vi ikke rejste os op mens den sovjetiske nationalsang blev spillet. Lærerne fortalte det til rektor, og han anmeldte det til det hemmelige politi, også kendt som KGB, som kort efter dukkede op hjemme hos os for at afhøre os og vores familie.

Danguolė og jeg blev også konstant udsat for ateistisk propaganda. Da vi var 16, fik vores klasse for eksempel til opgave at skrive et essay over emnet “Hvorfor jeg ikke tror på Gud”. Jeg var selvfølgelig dybt uenig i oplægget, og derfor skrev jeg “Jeg tror på Gud” på et stykke papir og lagde det på mit skolebord. Da min lærerinde så papiret, blev hun meget vred og råbte: “Så skriv hvorfor du tror!” Jeg var glad for at få lov til at skrive et essay der handlede om min tro, og min søster begyndte at skrive om det samme. Da to piger i klassen så hvad vores essays handlede om, ville de også skrive om hvorfor de troede på Gud. Det er bare en af de mange gange Jehova har skabt en vej ud af en svær situation. – 1. Korinther 10:13.

På et tidspunkt lånte nogle brødre os bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis, som var udgivet af Jehovas Vidner. Vi fik lov til at beholde den i en måned. Så vidt jeg ved, var der på det tidspunkt ikke mere end fire eller fem eksemplarer i hele Litauen. Danguolė og jeg talte med hinanden om hvor fantastisk det ville være hvis vi kunne få lov til at beholde bogen. Men det kunne vi ikke, så vi gjorde det næstbedste – vi afskrev hele bogen i hånden. Vores fingre gjorde ondt af at skrive, men vi var overlykkelige over nu at have det værdifulde indhold af publikationen så vi kunne styrke vores tro.

I 1982, kort efter at jeg var fyldt 19, blev jeg dømt til to år i fængsel for at nægte at gå ind i militæret. Det var svært for mig at være i fængslet, omgivet af kriminelle. Men jeg er taknemmelig for at jeg en gang imellem kunne mødes med en anden bror der befandt sig i samme straffelejr. Jeg afsonede min dom, men det blev ikke sidste gang jeg endte bag tremmer.

Jeg finder en dejlig hustru

Efter at jeg var blevet løsladt i 1984, mødte jeg Lidija, en smuk søster der boede i Ukraine, og som elskede Jehova. Vi blev gift, og Lidija flyttede til Litauen. Fordi hun og hendes familie var Jehovas Vidner, havde hun også mødt hård modstand mens hun gik i skole. I den svære tid var hun blevet meget opmuntret af at læse om trofaste brødre og søstre der havde udholdt nazisternes koncentrationslejre eller eksil i Sibirien.

I 1980’erne var Jehovas Vidner stadig forbudt i Litauen. Så når der var bryllup, udnyttede man ofte muligheden for også at holde hemmelige todagesstævner. Det var også det der skete da vi blev gift. Vores gæster fejrede vores bryllup, men vi lyttede også til flere foredrag, sang mange sange og så endda fire bibelske skuespil opført af skuespillere i fuldt kostume. Jeg mindes at der var omkring 450 til stede, deriblandt familiemedlemmer fra hele Sovjetunionen. Nogle af brødrene genkendte endda nogle KGB-agenter der havde sneget sig ind.

Tilbage i retssalen

Hvis et Jehovas Vidne efter sin første fængselsdom ikke havde taget den sovjetiske ideologi til sig, sendte myndighederne ham nogle gange tilbage i fængsel i et forsøg på at “genopdrage” ham. Så mindre end et år efter at Lidija og jeg var blevet gift, stod jeg i retssalen igen. Jeg var for retten hele dagen mens Lidija, der var gravid, var indlagt på et hospital i nærheden. Jeg fik ikke lov til at besøge hende mens retssagen stod på. Men i en af pauserne under retssagen fik jeg mulighed for at gå hen til hospitalet. Jeg stod neden for hendes åbne vindue og kunne se hende og tale lidt med hende. Jeg var taknemmelig for den korte men dyrebare tid hvor vi kunne opmuntre hinanden. Senere samme dag fik jeg en dom på tre års fængsel.

To dage senere skete der noget forfærdeligt. Lidija mistede vores ufødte barn. Hun siger at den følelsesmæssige smerte var overvældende, og hun havde det som om hun var blevet revet midt over. Ikke nok med at hun skulle gennemleve den dybe sorg, så var alt i hendes liv også nyt og ukendt. Hun skulle vænne sig til et nyt land og en ny kultur og til at bo sammen med mine forældre, der kun talte meget lidt ukrainsk og russisk, som var de sprog Lidija talte. Men Lidija støttede sig helt og fuldt til Jehova, og mine forældre gjorde hvad de kunne for at trøste og hjælpe hende i den her svære tid.

Jehova blev ved med at skabe en udvej

Det jeg havde lært første gang jeg sad fængslet, gavnede mig meget her anden gang. En ting der virkelig hjalp mig til at holde ud, var at forkynde for andre. For eksempel forkyndte jeg i fangetransporten. Når indsatte skulle fragtes til fængslet, blev de stoppet ind i biler og tog. Nogle gange var der 15 til 20 mænd proppet ind på et sted der kun var beregnet til fem eller seks. Jeg udnyttede muligheden for at fortælle de andre om Bibelens budskab. Jeg forklarede hvorfor jeg var neutral når det kom til krig og politik, og hvordan mit standpunkt havde ført til at jeg var blevet anholdt og fængslet. Jeg talte også med dem om hvorfor jeg syntes det var fornuftigt at tro på Gud.

Jeg afsonede min dom i fængslet i Marijampolė.a Så vidt jeg ved, var jeg det eneste Jehovas Vidne der sad fængslet dér, omgivet af 2.000 hårdkogte kriminelle. Det var desværre hverdag at indsatte blev truet, tæsket og endda slået ihjel. Heldigvis blev jeg kun banket af de andre fanger én gang. Det var virkelig barske forhold, men jeg prøvede at opmuntre de andre indsatte og vise medfølelse. Den behandling var de ikke vant til at møde i fængslet.

I fængslet oplevede vi også et stort psykisk pres fra KGB-agenter der prøvede at så tvivl om hvad der var rigtigt og forkert. På en eller anden måde var de klar over hvad min familie talte om inden for hjemmets fire vægge, og de fortalte mig om deres samtaler. Men agenterne fordrejede det min familie sagde, og fik det til at lyde som om de var uenige og skændtes. Jeg troede aldrig på agenterne, men det var først da jeg blev løsladt, at jeg kunne sammenligne KGB’s påstande med det min familie virkelig havde sagt. – Matthæus 10:16.

På et tidspunkt fik en søster sin nabo, en fængselsvagt hun kendte rigtig godt, til diskret at give mig en lille russisk bibel. Om natten plejede jeg at skrive nogle vers fra Jesus’ bjergprædiken af på et lille stykke papir. Den efterfølgende dag mens jeg arbejdede på fængslets fabrik, læste jeg så versene igen og igen når ingen kiggede. På den måde lærte jeg Bjergprædikenen udenad på russisk, og det selvom russisk ikke er mit modersmål. Desværre fandt vagterne til sidst min bibel og tog den fra mig. Men på det tidspunkt havde jeg allerede gemt Jesus’ ord dybt i mit hjerte.

Den støtte jeg fik fra Lidija, var uvurderlig. Næsten hver dag fik jeg et opmuntrende brev fra hende. Jeg fik kun lov til at skrive til hende to gange om måneden. Men alligevel sagde hun at mine breve forsikrede hende om tre vigtige ting: Jeg var i live, jeg var loyal mod Jehova, og jeg elskede hende stadig.

Jehova skabte en uventet udvej som svar på mine bønner

På et tidspunkt var der en gruppe af de indsatte der nedlagde arbejdet og forlangte at myndighederne gav dem bedre arbejdsforhold. Det blev ikke godt modtaget af fængslets ledelse, og de blev hårdt straffet. Så fik jeg at vide at jeg og nogle andre skulle udgøre en ny arbejdsgruppe der skulle erstatte rebellerne og udføre det arbejde de plejede at tage sig af.

Pludselig befandt jeg mig i en svær knibe. Hvis jeg nægtede at udføre arbejdet, ville jeg blive hårdt straffet af fængselsledelsen. Men hvis jeg påtog mig arbejdet, ville de andre fanger se mig som en forræder og prøve at få hævn. Og hævn i fængslet indebar ofte at blive tæsket eller stukket ihjel. Det var et enormt pres, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. (2. Krønikebog 20:12) Så jeg blev ved med at bede Jehova om at hjælpe mig.

Og så skete der noget meget uventet. En af fangerne fra den gruppe jeg normalt arbejdede sammen med, samlede hele vores arbejdsgruppe og tog os med hen for at tale med arbejdslederen. Den anden fange var ikke en af mine venner, vi arbejdede bare sammen. Men han krævede at jeg blev i min oprindelige gruppe. Det blev til et voldsomt skænderi mellem ham og arbejdslederen. Arbejdslederen var en type der normalt aldrig gav sig, men til sidst jagede han os ud af sit kontor og lod mig blive i den oprindelige gruppe. Det var en enorm lettelse! (2. Peter 2:9) Det var første og eneste gang i alle de år jeg var i fængsel, at jeg så en fange gøre så meget for at hjælpe en anden. Den her oplevelse lærte mig at Jehova kan bruge hvem som helst til at hjælpe os som et svar på vores bønner.

Jehova skabte en udvej for Lidija

Lad mig fortælle lidt om hvad Lidija var ude for mens jeg var fængslet. Hun havde brug for et job. Men fordi jeg var i fængsel, var de fleste tilbageholdende med at ansætte hende. De var nemlig bange for at få problemer med KGB. Til sidst lykkedes det hende at få et job hvor hun skulle arbejde 12 timer om dagen med at passe 30 børn. Det var meget udmattende! Men Jehova gav hende den styrke hun havde brug for for at gå på arbejde hver dag. Desuden kom der brødre og søstre fra hele Litauen for at besøge hende. De kørte hundreder af kilometer for at komme og trøste hende, være sammen med hende og forsyne hende med litteratur på russisk. Hun følte sig aldrig alene.

Vi tjener Jehova sammen som familie

Efter at jeg var blevet løsladt, hjalp jeg til med at organisere oversættelsen af vores publikationer til litauisk, som foregik i hemmelighed. Et par år senere brød Sovjetunionen sammen, og Jehovas Vidner blev nu juridisk anerkendt i Litauen. Med tiden blev der oprettet et officielt litauisk oversættelseskontor. Selvom vi boede halvanden times kørsel væk, tog jeg med glæde ind til kontoret for at hjælpe med oversættelsen. Det gjorde jeg hver uge i fem år.

I august 1997 blev Lidija og jeg inviteret til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Litauen. Vi blev ret overvældede. Vi havde to døtre, en på ni, der hed Oksana, og en på fem, der hed Svajūnė. Vi fik tre dage til at flytte ind i en lejlighed i nærheden af Betel og få Oksana meldt ind i en ny skole.

Det var vigtigt for os at have balancen mellem vores ansvar som forældre og vores opgave på Betel. Tidligt hver morgen tog jeg afsted til Betel. Lidija sendte børnene i skole og kom så til Betel for at udføre sin opgave. Hun sørgede for at være hjemme igen før pigerne fik fri fra skole så de ikke kom hjem til en tom lejlighed.

Fredag aften betød hygge i vores familie. Vi lavede mad sammen, gjorde rent, studerede sammen og fandt på en masse sjove ting. Vi gjorde meget for at vores piger kunne lære Jehova at kende gennem skaberværket. For eksempel tog vi ofte på ture ud i bjergene og til havet. Det var også vigtigt for os at de lærte vores internationale brodersamfund at kende, så vi tog rundt til forskellige betelhjem i Europa. Lidija og jeg er meget stolte af vores døtre, der begge begyndte som pionerer da de var 15. I dag tjener Oksana og hendes mand, Jean-Benoit, på Oversættelseskontoret i Litauen. Og Svajūnė og hendes mand, Nicolas, er på Betel i Frankrig.

Lidija og jeg er virkelig blevet ét, først og fremmest fordi tjenesten for Jehova altid har været det vigtigste for os. (Prædikeren 4:12; Efeserne 5:31) Selvom vi har oplevet modstand i mange år og har været “presset fra alle sider”, har vi ikke haft “så lidt plads at vi slet ikke … [kunne] røre os”. (2. Korinther 4:8, 9) Jehova har aldrig forladt os. Igen og igen har vi set hvordan han har skabt en udvej, og det er vi sikre på at han også vil gøre fremover når der opstår vanskelige situationer.