Femte Mosebog (Deuteronomium)

1 Dette er de ord* som Moses overbragte hele Israel i egnen ved Jordan,+ i ørkenen, på ørkensletterne* over for Suf,* mellem Paʹran+ og Toʹfel, Laʹban, Haʹzerot+ og Di-Zaʹhab, 2 elleve dagsrejser fra Hoʹreb ad vejen til Seʹirs bjergland, til Kaʹdesj-Barneʹa.+ 3 Og i det fyrretyvende+ år, i den ellevte måned, på den første [dag] i måneden, overbragte Moses Israels sønner alt hvad Jehova havde givet ham påbud om til dem, 4 efter at han havde slået amoritterkongen Siʹhon,+ der boede i Hesjʹbon, og Baʹsans konge Og,+ der boede i Asjʹtarot,+ i Eʹdre’i.+ 5 I egnen ved Jordan i Moʹabs land tog Moses fat på at forklare denne lov,+ idet han sagde:

6 „Jehova vor Gud talte til os ved Hoʹreb,+ idet han sagde: ’I har boet længe nok i dette bjergland.+ 7 Vend om og drag bort og gå ind i amoritternes bjergland+ og til alle deres naboer i Aʹraba,*+ bjerglandet+ og Sjefeʹla* og Neʹgeb*+ og ved havets kyst,+ kana’anæernes land+ og Libanon,+ indtil den store flod, Euʹfratfloden.+ 8 Se, jeg lægger landet foran jer. Drag ind og tag det land i besiddelse som Jehova svor over for jeres fædre, Abraham, Isak+ og Jakob,+ at ville give dem og deres afkom* efter dem.’+

9 Og jeg sagde på det tidspunkt til jer: ’Jeg kan ikke bære jer alene.+ 10 Jehova jeres Gud har gjort jer talrige, og se, I er i dag så talrige som himmelens stjerner.+ 11 Måtte Jehova, jeres forfædres Gud, lægge tusind gange så mange til jer som I er,+ og måtte han velsigne+ jer, sådan som han har lovet jer.+ 12 Hvordan kan jeg alene bære den belastning I er, og den byrde I er, og jeres stridigheder?+ 13 Tag vise og forstandige+ og erfarne+ mænd fra jeres stammer, så jeg kan sætte dem som overhoveder over jer.’+ 14 Hertil svarede I mig og sagde: ’Det du har talt om at gøre er godt.’ 15 Så tog jeg overhovederne for jeres stammer, vise og erfarne mænd, og indsatte dem som overhoveder over jer, som øverster* over tusind og øverster over hundrede og øverster over halvtreds og øverster over ti og som forstandere for jeres stammer.+

16 Og videre gav jeg på det tidspunkt jeres dommere følgende påbud idet jeg sagde: ’Når I hører på en sag* mellem jeres brødre, skal I dømme med retfærdighed+ mellem en mand og hans broder eller udlændingen der bor hos ham.+ 17 I må ikke være partiske* ved en domsafsigelse.+ I skal høre på den mindste såvel som på den største.+ I skal ikke lade jer skræmme af nogen,*+ for dommen hører Gud til;+ og den sag der er for vanskelig for jer, forelægger I mig, så skal jeg høre på den.’+ 18 Og videre gav jeg jer på det tidspunkt påbud om alt det I skulle gøre.

19 Så brød vi op fra Hoʹreb og begav os på vej gennem hele den store og frygtindgydende ørken,+ som I har set, ad vejen til amoritternes bjergland,+ sådan som Jehova vor Gud havde påbudt os; og vi kom omsider til Kaʹdesj-Barneʹa.+ 20 Jeg sagde da til jer: ’I er kommet til amoritternes bjergland, som Jehova vor Gud vil give os.+ 21 Se, Jehova din Gud har overgivet landet til dig.+ Drag op, tag det i besiddelse, sådan som Jehova, dine forfædres Gud, har lovet dig.+ Vær ikke bange og vær ikke skrækslagen.’+

22 Men så kom I alle sammen hen til mig og sagde: ’Lad os sende nogle mænd i forvejen så de kan udforske landet for os og bringe os bud tilbage om den vej vi skal følge derop og de byer vi kommer til.’+ 23 Og forslaget var godt i mine øjne, så jeg udtog tolv mænd iblandt jer, én for hver stamme.+ 24 Så tog de af sted og drog op i bjerglandet+ og nåede til Esjʹkols Regnflodsdal+ og udspionerede den. 25 Og de tog noget af landets frugt+ med sig og bragte det ned til os, og de bragte os bud tilbage og sagde: ’Det land som Jehova vor Gud vil give os, er godt.’+ 26 I ville imidlertid ikke drage derop,+ men satte jer op imod Jehova jeres Guds befaling.+ 27 Og I blev ved med at murre i jeres telte og sige: ’Det er fordi Jehova hader+ os at han har ført os ud af Ægyptens land+ for at give os i amoritternes hånd og således tilintetgøre os.+ 28 Hvor skal vi drage op? Vore brødre har fået vort hjerte til at smelte+ ved at sige: „Vi så dér et folk der er større og højere end vi,+ store byer, befæstede til himmelen,+ ja også anakitternes sønner.“’+

29 Da sagde jeg til jer: ’Bliv ikke opskræmte og vær ikke bange for dem.+ 30 Jehova jeres Gud er den der går foran jer. Han vil kæmpe for jer+ nøjagtig som han gjorde for jer i Ægypten for øjnene af jer,+ 31 og i ørkenen,+ hvor du har set hvordan Jehova din Gud bar dig+ som en mand bærer sin søn, hele den vej I har vandret, indtil I kom til dette sted.’+ 32 Men trods dette troede I ikke på Jehova jeres Gud,+ 33 som gik foran jer på vejen for at udsøge et sted til jer hvor I kunne slå lejr+ — i ilden om natten for at I kunne se hvilken vej I skulle gå, og i skyen om dagen.+

34 Og da Jehova hørte hvordan jeres ord lød, harmedes han og svor,+ idet han sagde: 35 ’Ikke én blandt disse mænd i denne onde generation skal se det gode land som jeg svor at ville give jeres fædre,+ 36 undtagen Kaʹleb, Jefunʹnes søn.+ Han skal se det, og ham og hans sønner vil jeg give det land som han har betrådt, fordi han har fulgt Jehova helt og fuldt.+ 37 (Selv mig vrededes Jehova på for jeres skyld, idet han sagde: ’Heller ikke du skal komme derind.+ 38 Josua,* Nuns søn, som står foran dig, han skal komme derind.’+ Ham har han gjort stærk,+ for han skal give Israel det i eje.) 39 Og jeres små børn, om hvem I sagde: „De bliver til rov!“+ og jeres sønner, som i dag ikke kender godt eller ondt, de skal komme derind, og dem vil jeg give det, og de skal tage det i besiddelse. 40 Men I selv, vend om og drag bort i retning af ørkenen, ad vejen til Det Røde Hav.’+

41 Hertil svarede I og sagde til mig: ’Vi har syndet mod Jehova.+ Vi vil drage op og kæmpe nøjagtig som Jehova vor Gud har påbudt os!’ Så spændte I hver jeres stridsvåben om jer og mente det var let at drage op i bjerglandet.+ 42 Men Jehova sagde til mig: ’Sig til dem: „I må ikke drage op og kæmpe, for jeg er ikke iblandt jer;+ at I ikke skal lide nederlag foran jeres fjender.“’+ 43 Da jeg så talte til jer, hørte I ikke efter, men satte jer op imod+ Jehovas befaling og handlede overmodigt og drog op i bjergene.+ 44 Da kom amoritterne, der bor i det bjergland, ud for at møde jer og satte efter jer+ ligesom bier og spredte jer i Seʹir,* helt til Horʹma.+ 45 Derpå vendte I tilbage og græd for Jehovas ansigt, men Jehova hørte ikke på jeres røst+ og lyttede ikke til jer.+ 46 Så blev I boende i Kaʹdesj i mange dage, så mange dage som I nu boede der.+

2 Derpå vendte vi om og drog bort i retning af ørkenen, ad vejen til Det Røde Hav, sådan som Jehova havde sagt til mig,+ og i mange dage gik vi rundt om Seʹirs bjergland. 2 Da sagde Jehova til mig: 3 ’I har længe nok gået rundt om dette bjergland.+ Vend jer mod nord. 4 Og giv folket følgende befaling: „I passerer nu forbi langs grænsen til jeres brødre,+ Esaus sønner,+ som bor i Seʹir,+ og de vil blive bange for jer,+ og I skal passe meget på. 5 Indlad jer ikke i strid med dem, for jeg vil ikke give jer så meget som en fodsbred af deres land, eftersom jeg har givet Esau Seʹirs bjergland i eje.+ 6 Mad kan I købe af dem for penge og spise; og også vand kan I købe af dem for penge og drikke.+ 7 For Jehova din Gud har velsignet dig i alt hvad din hånd gør.+ Han kender til din vandring gennem denne store ørken. I disse fyrre+ år har Jehova din Gud været med dig. Du har intet manglet.“’+ 8 Så gik vi videre, bort fra vore brødre, Esaus sønner,+ som bor i Seʹir, bort fra Aʹrabavejen,+ fra Eʹlat og fra Ezʹjon-Geʹber.+

Derpå drejede vi af og gik videre ad vejen til Moʹabs Ørken.+ 9 Jehova sagde da til mig: ’Du må ikke forulempe Moʹab eller indlade dig i kamp med dem, for jeg vil ikke give dig noget af dets land i eje, eftersom jeg har givet Lots sønner+ Ar+ i eje. 10 (Emitterne*+ boede der før i tiden, et stort og talrigt folk, og høje som anakitterne.+ 11 Refaitterne+ regnedes også for at være anakitter,+ men moabitterne kaldte dem emitter. 12 Og i Seʹir boede før i tiden horitterne,+ men så fordrev Esaus sønner+ dem og tilintetgjorde dem foran sig og bosatte sig der i stedet for dem,+ sådan som Israel må gøre ved sit ejendomsland, som Jehova vil give det.) 13 Bryd nu op og gå over Zeʹreds Regnflodsdal.’ Så gik vi over Zeʹreds Regnflodsdal.+ 14 Og de dage vi vandrede fra Kaʹdesj-Barneʹa indtil vi gik over Zeʹreds Regnflodsdal var otteogtredive år, indtil der ikke var flere af hele den generation af krigsduelige mænd i lejren, sådan som Jehova havde svoret over for dem.+ 15 Og Jehovas hånd+ var også over dem for at rive dem bort fra lejren, indtil der ikke var flere af dem.+

16 Men så snart alle stridsmændene var uddøde af folket,+ 17 talte Jehova til mig og sagde: 18 ’Du passerer i dag forbi Moʹabs område, det er Ar,+ 19 og kommer derved nær til Amʹmons sønner. Du må ikke forulempe dem eller indlade dig i strid med dem, for jeg vil ikke give dig noget af Amʹmons sønners land i eje, eftersom jeg har givet det i eje til Lots sønner.+ 20 Det regnedes også for at være Refaitternes Land.+ (Refaitterne boede der før i tiden, og ammonitterne kaldte dem zamzummitter. 21 De var et stort og talrigt folk, høje som anakitterne;+ og Jehova tilintetgjorde+ dem foran dem, så de fordrev dem og bosatte sig der i stedet for dem; 22 sådan som han gjorde for Esaus sønner, der bor i Seʹir,+ da han tilintetgjorde horitterne+ foran dem, så de fordrev dem og bosatte sig der i stedet for dem, [og de bor der] den dag i dag. 23 Og avvitterne,+ som boede i bebyggelser helt til Gaʹza,+ dem tilintetgjorde kaftorerne,+ der kom fra Kafʹtor+ og bosatte sig der i stedet for dem.)

24 Bryd op, drag bort og gå over Arʹnons Regnflodsdal.+ Se, jeg har givet amoritten Siʹhon,+ Hesjʹbons konge, i din hånd. Så begynd at tage hans land i besiddelse og indlad dig i kamp med ham. 25 I dag begynder jeg at lade rædsel og frygt for dig komme over alle folkeslag under himmelen når de hører rygtet om dig, og de skal bæve og gribes af veer på grund af dig.’+

26 Så sendte jeg sendebud fra Keʹdemots+ Ørken til Siʹhon,+ Hesjʹbons konge, med fredelige ord,+ idet jeg sagde: 27 ’Lad mig drage igennem dit land. Jeg vandrer udelukkende på vejen.* Jeg viger hverken til højre eller venstre.+ 28 Den mad jeg skal spise, kan du sælge mig for penge, og det vand jeg skal drikke, kan du give mig for penge. Lad mig blot drage igennem til fods,+ 29 sådan som Esaus sønner, der bor i Seʹir,+ og moabitterne,+ der bor i Ar, lod mig gøre, indtil jeg går over Jordan, ind i det land Jehova vor Gud vil give os.’+ 30 Men Siʹhon, Hesjʹbons konge, ville ikke lade os drage igennem, for Jehova din Gud havde ladet hans ånd forhærdes+ og havde gjort hans hjerte hårdt for at give ham i din hånd, sådan som det er sket i dag.+

31 Da sagde Jehova til mig: ’Se, jeg er begyndt at overgive Siʹhon og hans land til dig. Begynd at tage hans land i besiddelse.’+ 32 Da Siʹhon rykkede ud, han og alle hans folk, for at møde os i kamp ved Jaʹhaz,+ 33 overgav Jehova vor Gud ham til os,+ så vi slog ham+ og hans sønner* og alle hans folk. 34 Og vi indtog på det tidspunkt alle hans byer og viede hver by til udslettelse,+ mænd, kvinder og småbørn. Vi efterlod ingen overlevende. 35 Kun husdyrene tog vi som plyndringsgods til os selv, sammen med byttet fra de byer vi havde indtaget.+ 36 Fra Aʹroer,+ som ligger ved bredden af Arʹnons Regnflod, og byen som ligger i regnflodsdalen, og til Giʹlead var der ikke en stad [med en mur] der var for høj for os.+ Jehova vor Gud overgav dem alle til os. 37 Blot Amʹmons sønners land kom du ikke nær,+ intet af hvad der lå langs Jabʹboks Regnflod,+ heller ikke byerne i bjerglandet, nej, intet som helst af hvad Jehova vor Gud havde givet påbud om.

3 Så vendte vi om og drog op ad vejen til Baʹsan. Da rykkede Og,+ Baʹsans konge, ud, han og alle hans folk, for at møde os i kamp ved Eʹdre’i.+ 2 Men Jehova sagde til mig: ’Vær ikke bange for ham,+ for i din hånd giver jeg ham og alle hans folk og hans land; og du skal gøre ved ham som du gjorde ved amoritterkongen Siʹhon,+ der boede i Hesjʹbon.’ 3 Så gav Jehova vor Gud også Baʹsans konge Og og alle hans folk i vor hånd, og vi slog ham indtil han ingen overlevende havde tilbage.+ 4 Og vi indtog på det tidspunkt alle hans byer. Der var ikke en stad som vi ikke tog fra dem, tres byer,+ hele området Arʹgob,+ Ogs rige i Baʹsan.+ 5 Alle disse byer var befæstede med en høj mur, døre og slåer, og desuden var der overmåde mange byer i det åbne land. 6 Og vi viede dem til udslettelse,+ sådan som vi havde gjort ved Siʹhon, Hesjʹbons konge, idet vi viede hver by til udslettelse, mænd, kvinder og småbørn.+ 7 Men alle husdyrene og byttet fra byerne tog vi som plyndringsgods til os selv.+

8 Og vi tog på det tidspunkt landet fra de to amoritterkonger+ i egnen ved Jordan, fra Arʹnons Regnflodsdal+ indtil Herʹmons Bjerg;+ 9 (zidonierne kalder Herʹmon for Sirʹjon,+ og amoritterne kalder det Seʹnir,)*+ 10 alle byerne på højsletten og hele Giʹlead og hele Baʹsan indtil Salʹka+ og Eʹdre’i,+ byer i Ogs rige i Baʹsan. 11 For kun Baʹsans konge Og var tilbage af dem der var levnet af refaitterne.+ Se, hans båre var en båre af jern.* Den står jo i Amʹmons sønners Rabʹba.+ Den er ni alen* lang og fire alen bred, efter en mands alen. 12 Og vi tog dette land i besiddelse på det tidspunkt; [landet] fra Aʹroer,+ som ligger ved Arʹnons Regnflodsdal, og* halvdelen af Giʹleads bjergland og dets byer har jeg givet rubenitterne og gaditterne.+ 13 Og resten af Giʹlead+ og hele Baʹsan,+ Ogs rige, har jeg givet Manasʹses halve stamme. Hele området Arʹgob,+ hele Baʹsan — det kaldes Refaitternes Land.+

14 Manasʹses søn Jaʹir+ tog hele Arʹgob-området+ indtil gesjuritternes+ og ma’akatitternes grænse+ og kaldte derpå disse landsbyer i Baʹsan* med sit eget navn, Havʹvot-Jaʹir,*+ [og det hedder de] den dag i dag. 15 Og Maʹkir+ har jeg givet Giʹlead.+ 16 Og rubenitterne+ og gaditterne har jeg givet [landet] fra Giʹlead+ til Arʹnons Regnflodsdal, idet midten af regnflodsdalen danner grænse, og indtil Jabʹbok, regnflodsdalen som er Amʹmons sønners grænse;+ 17 og Aʹraba* og Jordan og det tilgrænsende område, fra Kinʹneret+ til Aʹrabahavet, Salthavet,+ ved foden af Pisʹgas+ skråninger, mod solopgangen.

18 Så gav jeg jer på det tidspunkt følgende påbud, idet jeg sagde: ’Jehova jeres Gud har givet jer dette land at tage i besiddelse. I skal gå rustede over, foran jeres brødre, Israels sønner, alle de brave mænd.*+ 19 Kun jeres hustruer og jeres små børn og jeres hjorde (jeg ved at I har mange hjorde) vil blive boende i de byer som jeg har givet jer,+ 20 indtil Jehova giver jeres brødre hvile ligesom jer, og de også har taget det land i besiddelse som Jehova jeres Gud vil give dem på den anden side af Jordan; så skal I vende tilbage, hver især til den ejendom som jeg har givet jer.’+

21 Og jeg gav på det tidspunkt Josua+ følgende påbud, idet jeg sagde: ’Med egne øjne ser du alt hvad Jehova jeres Gud har gjort ved disse to konger. Det samme vil Jehova gøre ved alle de riger som du drager over til.+ 22 I skal ikke være bange for dem, for det er Jehova jeres Gud der vil kæmpe for jer.’+

23 Og jeg bad på det tidspunkt Jehova være mig gunstigt stemt, idet jeg sagde: 24 ’Suveræne Herre Jehova, du selv begyndte at lade din tjener se din storhed+ og din stærke hånd;+ for hvilken gud* er der i himmelen eller på jorden som øver sådanne værker og vældige gerninger som du?+ 25 Lad mig dog drage over og se det gode land+ som ligger på den anden side af Jordan, dette gode bjergland+ og Libanon.’+ 26 Men på grund af jer var Jehova fortsat stærkt vred* på mig+ og hørte ikke på mig; og Jehova sagde til mig: ’Det er nok med dig! Tal aldrig til mig mere om denne sag. 27 Gå op på toppen af Pisʹga+ og løft dine øjne mod vest og nord og syd og øst og se med dine øjne, for du kommer ikke til at gå over Jordan her.+ 28 Og overdrag Josua hvervet+ og sæt mod i ham og styrk ham, for det er ham der skal drage over+ foran dette folk og ham der skal give dem det land som du vil se, i eje.’+ 29 Vi blev så boende i dalen over for Bet-Peʹor.+

4 Og nu, Israel, hør de forordninger og lovbud som jeg vil lære jer at følge, for at I kan leve+ og gå ind og tage det land i besiddelse som Jehova, jeres forfædres Gud, vil give jer. 2 I må ikke lægge noget til det ord jeg pålægger jer, eller trække noget fra,+ for at I kan holde Jehova jeres Guds bud som jeg pålægger jer.

3 I har med egne øjne set hvad Jehova gjorde i anledning af Baʹal-Peʹor,*+ at det var hver mand der vandrede efter Baʹal-Peʹor som Jehova din Gud tilintetgjorde [og fjernede] fra din midte.+ 4 Men I der holder fast+ ved Jehova jeres Gud er alle i live i dag. 5 Se, jeg har lært jer forordninger+ og lovbud,+ sådan som Jehova min Gud gav mig påbud om, for at I kan handle efter dem i det land I drager ind for at tage i besiddelse. 6 Og I skal holde dem og følge dem, for det vil være [tegn på] visdom+ og forstand+ hos jer i de andre folkeslags øjne når de hører om alle disse forordninger, og de vil sige: ’Denne store nation er virkelig et víst og forstandigt folk.’+ 7 For hvor findes der en stor nation+ som har guder* der er den så nær som Jehova vor Gud [er os] hver gang vi kalder på ham?+ 8 Og hvor findes der en stor nation der har så retfærdige forordninger og lovbud som hele denne lov jeg forelægger jer i dag?+

9 Kun skal du vogte dig og tage omhyggeligt vare på din sjæl,+ at du ikke glemmer de ting du med egne øjne har set,+ og at de ikke viger fra dit hjerte alle dit livs dage;+ og du skal gøre dem kendt for dine sønner og dine sønnesønner,+ 10 den dag du stod foran Jehova din Gud ved Hoʹreb,*+ da Jehova sagde til mig: ’Kald folket sammen* foran mig, at jeg kan lade dem høre mine ord,+ så de kan lære at frygte+ mig alle de dage de lever på jorden og de kan lære deres sønner det.’+

11 Så nærmede I jer og stod neden for bjerget, og bjerget brændte med ild højt op mod himmelen;* der var mørke, skyer og tykt mulm.+ 12 Og Jehova gav sig til at tale til jer ud fra ilden.+ I hørte lyden af ordene, men I så ingen skikkelse+ — intet andet end en stemme.+ 13 Og han meddelte jer sin pagt,+ som han gav jer påbud om at handle efter, De Ti Ord,*+ hvorefter han skrev dem på to stentavler.+ 14 Og mig gav Jehova på det tidspunkt påbud om at lære jer forordninger og lovbud, for at I kunne følge dem i det land som I nu skal over og tage i besiddelse.+

15 Og I skal tage omhyggeligt vare på jeres sjæle,+ da I ikke så nogen skikkelse+ den dag Jehova talte til jer ved Hoʹreb ud fra ilden, 16 for at I ikke skal handle ødelæggende+ og lave jer et udskåret billede, et afbillede af noget som helst symbol i form af en mand eller en kvinde,+ 17 i form af noget som helst dyr der er på jorden,+ i form af nogen som helst vinget fugl der flyver på himmelen,+ 18 i form af noget som helst af hvad der myldrer omkring på jorden, i form af nogen som helst fisk+ der er i vandene under jorden; 19 og for at du ikke skal løfte dine øjne mod himmelen og se solen og månen og stjernerne, hele himmelens hær, og blive forledt til at bøje dig for dem og dyrke dem,*+ da Jehova din Gud har tildelt alle de andre folk under hele himmelen dem.+ 20 Men jer har Jehova taget, idet han har ført jer ud af jernovnen,+ ud af Ægypten, til at være et folk som er hans personlige ejendom,*+ sådan som [I er] i dag.

21 Og Jehova vrededes på mig for jeres skyld,+ så han svor at jeg ikke skulle gå over Jordan og ikke skulle gå ind i det gode land som Jehova din Gud vil give dig som arvelod,+ 22 for jeg dør i dette land.+ Jeg går ikke over Jordan, men I går over og skal tage dette gode land i besiddelse. 23 Vogt jer at I ikke glemmer Jehova jeres Guds pagt som han sluttede med jer,+ og at I ikke laver jer et udskåret billede i skikkelse af noget som helst Jehova din Gud har forbudt dig.+ 24 For Jehova din Gud er en fortærende ild,+ en Gud der kræver udelt hengivenhed.*+

25 Såfremt du* bliver fader til sønner og sønnesønner og I har boet længe i landet og I da handler ødelæggende+ og laver et udskåret billede+ i en eller anden skikkelse og gør hvad der er ondt i Jehova din Guds øjne+ så I krænker ham, 26 [så] tager jeg i dag himmelen og jorden til vidne mod jer+ på at I visselig vil blive udryddet i hast fra det land I går over Jordan for at tage i besiddelse. I vil ikke få en lang række dage i det, for I vil visselig blive tilintetgjort.+ 27 Og Jehova skal sprede jer blandt folkeslagene,+ og der vil kun være et fåtal tilbage+ af jer blandt de nationer som Jehova vil føre jer bort til. 28 Og dér skal I tjene guder,+ værk af menneskehænder, træ og sten,+ som ikke kan se eller høre eller spise eller lugte.+

29 Hvis I da søger Jehova din Gud derfra, så skal du finde ham,+ når du tyr til ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl.+ 30 Når du er hårdt trængt og alle disse ting har ramt dig i de sidste dage, da skal du vende om til Jehova din Gud+ og adlyde hans røst.+ 31 For Jehova din Gud er en barmhjertig Gud.+ Han vil ikke slippe dig eller ødelægge dig eller glemme den pagt+ med dine forfædre som han tilsvor dem.

32 For spørg dog om de tidligere dage+ som var før dig, fra den dag Gud skabte mennesket* på jorden,+ og [spørg] fra den ene ende af himmelen til den anden: Er der sket noget så stort som dette, eller har man hørt noget som dette?+ 33 Har noget andet folk hørt Guds* røst tale ud fra ilden, sådan som du har hørt det, og er blevet i live?+ 34 Eller har Gud prøvet at komme og tage en nation til sig ud af en anden nations midte, med prøvelser,+ tegn+ og mirakler+ og med krig+ og med stærk hånd+ og med udrakt arm+ og med store, frygtindgydende gerninger,+ i lighed med alt det Jehova jeres Gud gjorde for jer i Ægypten for øjnene af dig? 35 Det har du fået at se, for at du kan vide at Jehova er den [sande] Gud;+ der er ingen uden ham.+ 36 Fra himmelen lod han dig høre sin røst for at tugte dig; og på jorden lod han dig se sin store ild, og hans ord hørte du ud fra ilden.+

37 Og [dog er du i live,] fordi* han elskede dine forfædre, så han udvalgte deres afkom efter dem*+ og i egen person førte dig ud af Ægypten ved sin store magt,+ 38 for at drive nationer der er større og mægtigere end du, bort foran dig og føre dig ind og give dig deres land som arvelod, sådan som [det ses] i dag.+ 39 Og du skal vide i dag og igen tage dig til hjerte* at Jehova er den [sande] Gud i himmelen oventil og på jorden nedentil.+ Der er ingen anden.+ 40 Og du skal overholde hans forordninger+ og hans bud som jeg pålægger dig i dag, for at det kan gå dig og dine sønner efter dig godt,+ og for at du kan få en lang række dage på den jord som Jehova din Gud vil give dig,+ for altid.“

41 Dengang skilte Moses tre byer ud på denne side af Jordan, mod solens opgang,+ 42 for at den manddraber der dræbte sin næste uden at vide af det og uden i forvejen at have hadet ham,+ kunne flygte dertil+ — og flygter han til en af disse byer, skal han blive i live+ — 43 nemlig Beʹzer+ i ørkenen på højsletten for rubenitterne, og Raʹmot+ i Giʹlead for gaditterne, og Goʹlan+ i Baʹsan for manassitterne.+

44 Og dette er den lov+ som Moses forelagde Israels sønner. 45 Dette er de vidnesbyrd*+ og forordninger+ og lovbud+ som Moses fremholdt for Israels sønner da de gik ud af Ægypten, 46 i egnen ved Jordan, i dalen over for Bet-Peʹor,+ i det land der havde tilhørt amoritterkongen Siʹhon, som boede i Hesjʹbon+ og som Moses og Israels sønner havde slået da de gik ud af Ægypten.+ 47 Og de tog hans land og Baʹsans konge Ogs+ land i besiddelse, de to amoritterkonger i egnen ved Jordan, mod solens opgang, 48 fra Aʹroer,+ der ligger ved bredden af Arʹnons Regnflod, og indtil Siʹons* Bjerg, det er Herʹmon,+ 49 og hele Aʹraba+ i egnen ved Jordan, mod øst, og indtil Aʹrabahavet+ ved foden af Pisʹgas+ skråninger.

5 Derpå tilkaldte Moses hele Israel+ og sagde til det: „Hør, Israel, de forordninger og lovbud+ jeg fremholder i jeres påhør i dag, og lær dem og tag vare på at handle efter dem.+ 2 Jehova vor Gud sluttede en pagt med os ved Hoʹreb.+ 3 Det var ikke med vore forfædre Jehova sluttede denne pagt, men med os, alle dem af os der er i live her i dag. 4 Ansigt til ansigt talte Jehova med jer på bjerget ud fra ilden.+ 5 Jeg stod på det tidspunkt mellem Jehova og jer+ for at meddele jer Jehovas ord,* (for I var bange for ilden og gik ikke op på bjerget,)+ og det lød:

6 ’Jeg er Jehova din Gud,+ som førte dig ud af Ægyptens land, af trællehuset.+ 7 Du må ikke have andre guder i trods mod mig.*+

8 Du må ikke lave dig noget udskåret billede,+ noget som helst afbillede*+ af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil eller det der er i vandene under jorden. 9 Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem,*+ for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed,*+ der for fædres misgerning bringer straf over sønner* og* over tredje og fjerde generation* af dem der hader mig;+ 10 men viser loyal hengivenhed mod endog den tusinde generation af dem der elsker mig og holder mine bud.+

11 Du må ikke bruge* Jehova din Guds navn til noget som er uden værdi,*+ for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn til noget som er uden værdi.+

12 Overhold* sabbatsdagen idet du holder den hellig, sådan som Jehova din Gud har påbudt dig.+ 13 I seks dage skal du yde tjeneste* og gøre alt dit arbejde.+ 14 Men den syvende dag er en sabbat for Jehova din Gud.+ Du må ikke gøre noget som helst arbejde,+ hverken du eller din søn eller din datter eller din træl eller din trælkvinde eller din okse eller dit æsel eller noget andet husdyr hos dig eller den fastboende udlænding som er hos dig, inden for dine porte,+ for at din træl og din trælkvinde kan hvile ligesom du selv.+ 15 Og du skal huske på at du var træl i Ægyptens land+ og at Jehova din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udrakt arm.+ Det er derfor Jehova din Gud har påbudt dig at fejre sabbatsdagen.+

16 Ær din fader og din moder,+ sådan som Jehova din Gud har påbudt dig, for at du kan få en lang række dage, og for at det kan gå dig godt+ på den jord som Jehova din Gud vil give dig.

17 Du må ikke myrde.+

18 Og du må ikke* begå ægteskabsbrud.+

19 Og du må ikke stjæle.+

20 Og du må ikke aflægge et usandt vidnesbyrd mod din næste.*+

21 Og du må ikke begære din næstes hustru.+ Og du må ikke tragte efter* at få din næstes hus, hans mark eller hans træl eller hans trælkvinde, hans okse eller hans æsel eller noget som helst der tilhører din næste.’+

22 Disse Ord* talte Jehova til hele jeres menighed på bjerget ud fra ilden,+ skyen og det tykke mulm med høj røst, og han føjede intet til; derpå skrev han dem på to stentavler og gav mig dem.+

23 Men så snart I hørte røsten ud fra mørket, mens bjerget brændte med ild,+ kom I hen til mig, alle jeres stammeoverhoveder og jeres ældste.* 24 Og I sagde: ’Jehova vor Gud har her vist os sin herlighed og sin storhed, og vi har hørt hans røst ud fra ilden.+ I dag har vi set at Gud kan tale med mennesker og de bliver i live.+ 25 Hvorfor skal vi da dø nu? Denne vældige ild vil jo fortære os.+ Hvis vi hører Jehova vor Guds røst igen, dør vi.+ 26 For hvem er der af alt kød som har hørt den levende Guds* røst+ tale ud fra ilden, sådan som vi har, og er blevet i live? 27 Gå du hen og hør alt hvad Jehova vor Gud vil sige; og du skal så overbringe os alt hvad Jehova vor Gud taler til dig;+ vi vil så høre og gøre [derefter].’

28 Da Jehova hørte hvordan jeres ord lød da I talte til mig, sagde Jehova til mig: ’Jeg har hørt hvordan dette folks ord lød da de talte til dig. De har talt vel i alt hvad de har sagt.+ 29 Hvis blot* de ville have et hjerte som dette, så de frygter mig+ og holder alle mine bud,+ altid, for at det kan gå dem og deres sønner godt i al fremtid!+ 30 Gå hen og sig til dem: „Vend tilbage til jeres telte.“ 31 Men bliv du stående her hos mig og lad mig sige dig hele budet samt de forordninger og lovbud som du skal lære dem+ og som de skal følge i det land jeg vil give dem for at de kan tage det i besiddelse.’ 32 Og I må tage vare på at gøre sådan som Jehova jeres Gud har påbudt jer.+ I må ikke vige hverken til højre eller venstre.+ 33 I skal vandre ad hele den vej som Jehova jeres Gud har påbudt jer,+ for at I kan blive i live og det kan gå jer godt+ og I kan få en lang række dage i det land som I skal tage i besiddelse.

6 Og dette er budet, forordningerne og lovbudene som Jehova jeres Gud har givet påbud om at lære jer,+ så I kan handle efter dem i det land som I drager over for at tage i besiddelse, 2 for at du kan frygte+ Jehova din Gud og overholde alle hans forskrifter og bud som jeg pålægger dig, du og din søn og din sønnesøn,+ alle dine levedage, og for at du kan få en lang række dage.+ 3 Og du må høre efter, Israel, og tage vare på at handle+ [efter dem], for at det kan gå dig godt+ og I kan blive overmåde talrige, sådan som Jehova, dine forfædres Gud, har lovet dig+ vedrørende landet* der flyder med mælk og honning.

4 Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.*+ 5 Og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte+ og hele din sjæl+ og hele din virkekraft.+ 6 Og disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte,+ 7 og du skal indprente din søn dem+ og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig+ og når du står op. 8 Og du skal binde dem som et tegn på din hånd,+ og de skal tjene som et pandesmykke mellem dine øjne,+ 9 og du skal skrive dem på dørstolperne* af dit hus og på dine porte.+

10 Og når Jehova din Gud fører dig ind i det land som han svor over for dine forfædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig+ — store og gode byer som du ikke har bygget,+ 11 og huse fyldt med alt godt som du ikke har fyldt dem med, og udhuggede cisterner som du ikke har hugget ud, vingårde og oliventræer som du ikke har plantet, og du spiser og bliver mæt+ — 12 så skal du tage dig i agt for at glemme+ Jehova, som førte dig ud af Ægyptens land, af trællehuset. 13 Jehova din Gud skal du frygte,+ og ham skal du tjene,*+ og ved hans navn skal du sværge.+ 14 I må ikke vandre efter andre guder, nogen af de guder som dyrkes af de folkeslag der befinder sig rundt om jer,+ 15 (for Jehova din Gud i din midte er en Gud der kræver udelt hengivenhed,)+ at ikke Jehova din Guds vrede skal blusse op imod dig+ og han skal tilintetgøre dig [og fjerne dig] fra jordens flade.+

16 I må ikke sætte Jehova jeres Gud på prøve,+ sådan som I satte ham på prøve ved Masʹsa.*+ 17 I skal omhyggeligt holde Jehova jeres Guds bud+ og hans vidnesbyrd+ og forordninger+ som han har pålagt jer.+ 18 Og du skal gøre hvad der er ret og godt i Jehovas øjne, for at det kan gå dig godt+ og du kan gå ind og tage det gode land i besiddelse som Jehova har tilsvoret dine forfædre,+ 19 idet han støder alle dine fjender bort foran dig, sådan som Jehova har lovet.+

20 Når din søn engang i fremtiden spørger dig:+ ’Hvad betyder de vidnesbyrd og forordninger og lovbud som Jehova vor Gud har pålagt jer?’ 21 da skal du sige til din søn: ’Vi var engang trælle for Farao i Ægypten, men Jehova førte os ud af Ægypten med stærk hånd.+ 22 Og Jehova sendte tegn og mirakler,+ store og katastrofale, over Ægypten, over Farao og over hele hans hus for øjnene af os.+ 23 Og han førte os ud derfra for at bringe os hertil og give os det land som han havde tilsvoret vore forfædre.+ 24 Derfor gav Jehova os påbud om at følge alle disse forordninger,+ altid at frygte Jehova vor Gud til vort bedste,+ for at vi kunne blive i live, som [vi er] i dag.+ 25 Og det vil betyde retfærdighed for os+ at vi tager vare på at følge hele dette bud for Jehova vor Guds ansigt, sådan som han har pålagt os.’+

7 Når Jehova din Gud fører dig ind i det land som du er på vej til for at tage det i besiddelse,+ da skal han rydde folkerige nationer bort foran dig:+ hetitterne+ og girgasjitterne+ og amoritterne+ og kana’anæerne+ og perizzitterne+ og hivvitterne+ og jebusitterne,+ syv nationer der er talrigere og mægtigere end du.+ 2 Og Jehova din Gud vil overgive dem til dig, og du skal slå dem.+ Du skal helt og holdent vie dem til udslettelse.+ Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem nogen skånsel.+ 3 Og du må ikke besvogre dig med dem. Din datter må du ikke give til hans søn, og hans datter må du ikke tage til din søn.+ 4 For han vil vende din søn bort fra mig, og de vil tjene andre guder,+ og Jehovas vrede vil blusse op imod jer, og han vil tilintetgøre dig i hast.+

5 Derimod skal I gøre sådan med dem: I skal nedbryde deres altre+ og knuse deres hellige støtter+ og omhugge+ deres hellige pæle*+ og brænde deres billedstøtter i ild.+ 6 For du er et helligt folk for Jehova din Gud.+ Det er dig Jehova din Gud har udvalgt til at være hans folk, en særlig ejendom blandt alle de folk der er på jordens flade.+

7 Det var ikke fordi I var det talrigeste af alle folkene at Jehova fattede hengivenhed for jer så han udvalgte jer,+ for I var det mindste af alle folkene.+ 8 Nej, det var fordi Jehova elskede jer+ og fordi han holdt den ed som han svor over for jeres forfædre,+ at Jehova førte jer ud med stærk hånd+ og løskøbte dig fra trællehuset,+ fra Faraos, Ægyptens konges, hånd. 9 Og du ved at Jehova din Gud er den [sande] Gud,+ den trofaste Gud,*+ der holder fast ved sin pagt+ og sin loyale hengivenhed i tusind generationer over for dem der elsker ham og holder hans bud,+ 10 men som direkte gengælder den der hader ham, ved at udrydde ham.+ Han vil ikke tøve over for den der hader ham; han vil gengælde ham direkte. 11 Og du skal holde budet og forordningerne og lovbudene som jeg pålægger dig i dag, og følge dem.+

12 Og det skal være sådan at når I stadig hører efter disse lovbud og holder dem og følger dem,+ så vil Jehova din Gud over for dig holde fast ved den pagt+ og den loyale hengivenhed som han tilsvor dine forfædre.+ 13 Og han vil elske dig og velsigne+ dig og gøre dig talrig+ og velsigne din livsfrugt+ og din jords frugt,+ dit korn og din nye vin og din olie, afkommet af dit hornkvæg og tilvæksten af dit småkvæg+ på den jord som han svor over for dine forfædre at ville give dig.+ 14 Du vil blive velsignet frem for alle de andre folk.+ Der vil ikke være nogen blandt dine mænd eller dine kvinder som er uden afkom, heller ikke blandt dine husdyr.+ 15 Og Jehova vil fjerne al sygdom fra dig; og ingen af Ægyptens ondartede lidelser, som du jo kender,+ vil han påføre dig, men han vil lægge dem på alle dem der hader dig. 16 Og du skal fortære alle de folkeslag som Jehova din Gud giver dig.+ Dit øje må ikke ynkes over dem,+ og du må ikke dyrke deres guder,+ for det vil være en snare for dig.+

17 Hvis du siger i dit hjerte: ’Disse nationer er for talrige for mig. Hvordan skal jeg kunne drive dem bort?’+ 18 så må du ikke frygte for dem.+ Du skal visselig huske hvad Jehova din Gud gjorde ved Farao og hele Ægypten,+ 19 de store prøvelser dine øjne så,+ og de tegn og mirakler+ og den stærke hånd+ og den udrakte arm+ hvormed Jehova din Gud førte dig ud.+ Sådan vil Jehova din Gud gøre ved alle de folkeslag som du frygter for.+ 20 Og Jehova din Gud vil også sende en følelse af mismod*+ over dem, indtil de der er tilbage+ og som skjuler sig for dig, er gået til grunde. 21 Bliv ikke opskræmt på grund af dem, for Jehova din Gud er i din midte,+ en stor og frygtindgydende Gud.+

22 Og Jehova din Gud vil rydde disse nationer bort foran dig lidt efter lidt.+ Du vil ikke få lov til hurtigt at gøre det af med dem, for at markens vilde dyr ikke skal blive for mange for dig. 23 Og Jehova din Gud vil overgive dem til dig og bringe dem i vild forvirring indtil de er tilintetgjort.+ 24 Og han vil give deres konger i din hånd,+ og du skal udslette deres navn under himmelen.+ Ingen vil kunne holde stand over for dig,+ lige til du har tilintetgjort dem.+ 25 Deres gudebilleder skal du brænde i ild.+ Du må ikke begære sølvet eller guldet på dem+ eller tage det til dig selv,+ at du ikke skal blive fanget i en snare af det,+ for det er en vederstyggelighed+ for Jehova din Gud. 26 Og du må ikke bringe en vederstyggelighed ind i dit hus og derved blive noget som er viet til udslettelse* som den. Du skal helt og holdent betragte den som ækel og absolut afsky den,+ for den er noget som er viet til udslettelse.+

8 Hvert bud som jeg pålægger dig i dag skal I tage vare på at følge,+ for at I kan blive i live+ og blive talrige og gå ind og tage det land i besiddelse som Jehova tilsvor jeres forfædre.+ 2 Og du skal huske på hele den vej som Jehova din Gud lod dig vandre i disse fyrre år i ørkenen+ for at ydmyge dig+ og sætte dig på prøve+ og for at få at vide hvad der boede i dit hjerte,+ om du ville holde hans bud eller ej. 3 Derfor ydmygede han dig og lod dig sulte+ og gav dig manna at spise,+ som hverken du eller dine fædre kendte til, for at lade dig vide at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket.+ 4 Din kappe blev ikke slidt på dig, og din fod svulmede ikke op i disse fyrre år.+ 5 Og du véd i dit hjerte at som en mand tugter sin søn, sådan tugtede Jehova din Gud dig.+

6 Og du skal holde Jehova din Guds bud ved at vandre på hans veje+ og frygte ham.+ 7 For Jehova din Gud fører dig ind i et godt land,+ et land med regnflodsdale med vand, med kilder og vand dybt nede,* som vælder frem på slette+ og bjerg, 8 et land med hvede og byg og vinstokke og figentræer og granatæbler,+ et land med olieoliven og honning,+ 9 et land hvor du ikke kommer til at spise sparsomt med brød, hvor du intet vil mangle, et land hvis sten er jern og af hvis bjerge du vil bryde kobber.

10 Når du har spist og er blevet mæt,+ skal du velsigne+ Jehova din Gud for det gode land han har givet dig.+ 11 Tag dig i agt for at glemme+ Jehova din Gud, så du ikke holder hans bud og hans lovbud og hans bestemmelser som jeg pålægger dig i dag,+ 12 at ikke — når du spiser og bliver mæt, og du bygger gode huse og bor i dem,+ 13 og dit hornkvæg og dit småkvæg øges, og sølv og guld øges for dig, og alt hvad der er dit, øges — 14 dit hjerte da bliver stolt+ og du glemmer Jehova din Gud — han som førte dig ud af Ægyptens land, af trællehuset;+ 15 som lod dig vandre gennem den store og frygtindgydende ørken+ med giftslanger*+ og skorpioner* og med tørstig jord hvor der ikke var vand; som bragte vand frem til dig af den flinthårde klippe;+ 16 som i ørkenen gav dig manna+ at spise som dine fædre ikke kendte til, for at ydmyge dig+ og sætte dig på prøve for senere hen at gøre godt mod dig+ — 17 og du siger i dit hjerte: ’Min egen kraft og min egen hånds vælde har skaffet mig denne velstand.’+ 18 Men du skal huske Jehova din Gud, for det er ham der giver dig kraft til at skaffe dig velstand,+ for at holde sin pagt, den han tilsvor dine forfædre, som [det er sket] i dag.+

19 Men hvis du på nogen måde glemmer Jehova din Gud og vandrer efter andre guder og tjener dem og bøjer dig for dem, så advarer jeg jer i dag om at I visselig skal gå til grunde.+ 20 Som de nationer Jehova vil udrydde foran jer, sådan vil I gå til grunde, fordi I ikke ville adlyde Jehova jeres Guds røst.+

9 Hør, Israel, du går i dag over Jordan+ for at gå ind og drive nationer der er større og mægtigere end du, bort,+ [og indtage] byer der er store og befæstede til himmelen,+ 2 et stort folk, og høje er de, anakitternes sønner,+ som du selv kender og om hvem du har hørt sige: ’Hvem kan holde stand over for Aʹnaks sønner?’ 3 Og du ved i dag at Jehova din Gud går over foran dig.+ En fortærende ild er han.+ Han vil tilintetgøre+ dem, og han vil underkue dem foran dig; og du skal drive dem bort og udrydde dem i hast, sådan som Jehova har lovet dig.+

4 Sig ikke i dit hjerte, når Jehova din Gud støder dem bort foran dig: ’Det er for min egen retfærdigheds skyld at Jehova har ladet mig gå ind for at tage dette land i besiddelse,’+ men det er for disse nationers ugudeligheds skyld at Jehova driver dem bort foran dig.+ 5 Det er ikke for din retfærdigheds+ skyld eller for dit retskafne hjertes+ skyld at du går ind for at tage deres land i besiddelse; nej, det er for disse nationers ugudeligheds skyld at Jehova din Gud driver dem bort foran dig,+ og for at holde det ord som Jehova tilsvor dine forfædre, Abraham,+ Isak+ og Jakob.+ 6 Og du skal vide at det ikke er for din retfærdigheds skyld at Jehova din Gud giver dig dette gode land at tage i besiddelse; for du er et stivnakket folk.+

7 Husk: Glem ikke hvordan du vakte Jehova din Guds harme i ørkenen.+ Fra den dag da du gik ud af Ægyptens land, til I kom til dette sted, har I vist jer opsætsige over for Jehova.+ 8 Selv ved Hoʹreb vakte I Jehovas harme, så Jehova vrededes på jer og ville tilintetgøre jer.+ 9 Da jeg gik op på bjerget for at modtage stentavlerne,+ tavlerne med den pagt som Jehova havde sluttet med jer,+ og jeg blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter,+ (jeg hverken spiste brød eller drak vand,) 10 gav Jehova mig de to stentavler beskrevet med Guds finger;+ og på dem stod alle de ord* som Jehova havde talt til jer på bjerget ud fra ilden den dag I var forsamlet.*+ 11 Og efter de fyrre dages og de fyrre nætters forløb gav Jehova mig så de to stentavler, pagtstavlerne;+ 12 og Jehova sagde derpå til mig: ’Bryd op, gå hurtigt ned herfra, for dit folk som du førte ud af Ægypten har handlet ødelæggende.+ De har hastigt vendt sig bort fra den vej som jeg gav dem påbud om at følge. De har lavet sig et støbt billede.’+ 13 Og Jehova sagde videre til mig: ’Jeg har iagttaget dette folk, og se, det er et stivnakket folk.+ 14 Lad mig være, så jeg kan tilintetgøre+ dem og udslette deres navn under himmelen,+ og lad mig gøre dig til en nation, mægtigere og talrigere end de.’+

15 Så vendte jeg mig og gik ned fra bjerget, mens bjerget brændte med ild;+ og pagtens to tavler havde jeg i begge hænder.+ 16 Da så jeg, og se, I havde syndet mod Jehova jeres Gud! I havde lavet jer en støbt kalv.+ I havde hastigt vendt jer bort fra den vej som Jehova havde påbudt jer at følge.+ 17 Så greb jeg fat om de to tavler og kastede dem fra mig med begge hænder og knuste dem for øjnene af jer.+ 18 Og jeg kastede mig ned for Jehova i fyrre dage og fyrre nætter som forrige gang. Jeg spiste ikke brød og drak ikke vand,+ på grund af hele den synd som I havde begået ved at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne, og således krænket ham.+ 19 Jeg gruede nemlig for den vrede og forbitrelse hvormed Jehova harmedes på jer, så han ville tilintetgøre jer.+ Imidlertid hørte Jehova på mig også denne gang.+

20 Selv Aron vrededes Jehova så meget på at han ville tilintetgøre ham;+ men jeg bad+ også for Aron på det tidspunkt. 21 Og jeres syndige værk som I havde lavet, kalven,+ tog jeg, og jeg brændte den i ild og knuste den, idet jeg malede den grundigt til den var blevet som fint støv, hvorpå jeg kastede støvet i regnfloden der løb ned ad bjerget.+

22 Også ved Tabeʹra+ og ved Masʹsa+ og ved Kibʹrot-Hattaʹava+ vakte I Jehovas harme.+ 23 Og da Jehova sendte jer fra Kaʹdesj-Barneʹa,+ idet han sagde: ’Drag op og tag det land i besiddelse som jeg vil give jer!’ satte I jer op imod Jehova jeres Guds befaling,+ og I troede ikke+ på ham og adlød ikke hans røst.+ 24 I har sat jer op imod Jehova+ så længe jeg har kendt jer.

25 Så jeg kastede mig ned for Jehova i fyrre dage og fyrre nætter;+ for jeg kastede mig således ned fordi Jehova sagde* at han ville tilintetgøre jer.+ 26 Og jeg bad+ til Jehova og sagde: ’Suveræne Herre Jehova,* ødelæg ikke dit folk, ja din personlige ejendom,*+ som du i din storhed løskøbte, som du førte ud af Ægypten+ med stærk hånd.+ 27 Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Jakob.+ Vend ikke dit ansigt mod dette folks hårdhed og dets ugudelighed og dets synd,+ 28 at ikke det land*+ som du førte os ud af, skal sige: „Fordi Jehova ikke formåede at føre dem til det land han havde lovet dem, og fordi han hadede dem, førte han dem ud for at lade dem dø i ørkenen.“+ 29 De er dog dit folk og din personlige ejendom+ som du har ført ud ved din store kraft og din udrakte arm.’+

10 På det tidspunkt sagde Jehova til mig: ’Tilhug dig to stentavler ligesom de første+ og kom op til mig på bjerget; lav dig også en ark af træ.+ 2 Så vil jeg på tavlerne skrive de ord der stod på de første tavler, som du knuste, og du skal lægge dem i arken.’ 3 Så lavede jeg en ark af akacietræ og tilhuggede to stentavler ligesom de første+ og gik op på bjerget med de to tavler i hånden. 4 Så skrev han på tavlerne det samme som først stod skrevet,+ De Ti Ord,*+ som Jehova havde talt til jer på bjerget ud fra ilden+ den dag I var forsamlet,+ hvorpå Jehova gav mig dem. 5 Så vendte jeg om og gik ned fra bjerget+ og lagde tavlerne i den ark som jeg havde lavet, og dér er de blevet, sådan som Jehova havde påbudt mig.+

6 Og Israels sønner drog fra Beʹerot Beʹne-Jaʹakan+ til Moseʹra. Dér døde Aron, og han blev begravet dér;+ og hans søn Eleaʹzar blev præst i hans sted.+ 7 Derfra drog de til Gudgoʹda, og fra Gudgoʹda til Jotbaʹta,+ et land med regnflodsdale fyldt med vand.

8 På den tid skilte Jehova Leʹvis stamme ud+ til at bære Jehovas pagts ark,+ til at stå foran Jehova for at gøre tjeneste for ham,+ og til at velsigne i hans navn, [som de har gjort] til den dag i dag.+ 9 Det er derfor Leʹvi ikke har fået nogen andel og arvelod+ sammen med sine brødre. Jehova er hans arvelod, sådan som Jehova din Gud har sagt ham.+ 10 Og jeg blev* på bjerget samme [antal] dage som første gang, fyrre dage og fyrre nætter,+ og Jehova hørte på mig også denne gang.+ Jehova ville ikke ødelægge dig.+ 11 Så sagde Jehova til mig: ’Rejs dig, sæt dig i spidsen for folket til opbrud, så de kan gå ind og tage det land i besiddelse som jeg har svoret over for deres forfædre at ville give dem.’+

12 Og nu, Israel, hvad beder Jehova din Gud dig om+ andet end at frygte+ Jehova din Gud, så du vandrer på alle hans veje+ og elsker ham+ og tjener Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl;+ 13 at holde Jehovas bud og hans forskrifter+ som jeg pålægger dig i dag, til dit bedste?+ 14 Se, himmelen,+ ja himlenes himle, jorden+ og alt hvad der er på den, tilhører Jehova din Gud. 15 Kun dine forfædre fattede Jehova hengivenhed for, så han elskede dem og udvalgte deres afkom efter dem,+ ja jer, ud af alle folkene, som det er den dag i dag. 16 Og I må omskære jeres hjerters forhud+ og ikke gøre jeres nakker stive mere.+ 17 For Jehova jeres Gud er gudernes Gud*+ og herrernes Herre,*+ den store, vældige og frygtindgydende Gud,*+ der ikke behandler nogen med partiskhed+ eller tager imod bestikkelse,*+ 18 som skaffer den faderløse og enken ret+ og elsker den fastboende udlænding+ så han giver ham brød og en kappe. 19 I må også elske den fastboende udlænding,+ for I var selv fastboende udlændinge i Ægyptens land.+

20 Jehova din Gud skal du frygte.+ Ham skal du tjene,+ og ham skal du holde dig til,+ og ved hans navn skal du sværge.+ 21 Han er din lovsang,*+ og han er din Gud, som over for dig har gjort disse store og frygtindgydende gerninger som dine øjne har set.+ 22 Med halvfjerds sjæle drog dine forfædre ned til Ægypten,+ og nu har Jehova din Gud gjort dig så talrig som himmelens stjerner.+

11 Og du skal elske Jehova din Gud+ og overholde hvad du er forpligtet til over for ham: hans forskrifter og hans lovbud+ og hans bud, altid. 2 Og I kender i dag — [jeg taler] nemlig ikke til jeres sønner som ikke kender og som ikke har oplevet — Jehova jeres Guds optugtelse,+ hans storhed,+ hans stærke hånd+ og hans udrakte arm,+ 3 og de tegn og gerninger han øvede i Ægyptens midte+ for Farao, Ægyptens konge, og hele hans land; 4 og hvad han gjorde mod Ægyptens styrker, mod dets heste og dets stridsvogne, som han lod Det Røde Havs vande strømme ind over da de forfulgte jer,+ og Jehova udryddede dem, [som det er] indtil den dag i dag;+ 5 og hvad han gjorde mod jer i ørkenen indtil I kom til dette sted; 6 og hvad han gjorde ved Daʹtan og Aʹbiram,+ Rubens søn Eʹliabs sønner, da jorden åbnede sit gab og opslugte dem og deres husstande og deres telte og alt eksisterende som fulgte dem, i hele Israels midte;+ 7 for det er jeres øjne der har set alle de store gerninger som Jehova øvede.+

8 Og I skal holde hele det bud+ som jeg pålægger dig i dag, for at I kan blive stærke og gå ind og tage det land i besiddelse som I går over for at tage i besiddelse,+ 9 og for at I kan få en lang række dage+ på den jord som Jehova svor over for jeres forfædre at ville give dem og deres afkom,+ et land der flyder med mælk og honning.+

10 For det land I er på vej til for at tage det i besiddelse, er ikke som Ægyptens land, som I drog ud fra, hvor du såede din sæd og måtte sørge for overrisling med foden,* som i en urtehave. 11 Men det land I går over for at tage i besiddelse, er et land med bjerge og sletter.+ Af regnen fra himmelen drikker det vand; 12 et land som Jehova din Gud har omsorg for. Jehova din Guds øjne+ hviler til stadighed på det, fra årets begyndelse til årets slutning.

13 Og hvis I nøje adlyder mine bud+ som jeg pålægger jer i dag, så I elsker Jehova jeres Gud og tjener ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl,+ 14 da vil jeg* give regn til jeres land i rette tid,+ efterårsregn og forårsregn,*+ og du skal indsamle dit korn og din nye vin og din olie. 15 Og jeg vil give planter på din mark til dine husdyr,+ og du skal spise og blive mæt.+ 16 Vogt jer at jeres hjerte ikke forføres,+ så I vender jer bort og dyrker andre guder og bøjer jer for dem;+ 17 så vil Jehovas vrede blusse op imod jer, og han vil lukke himmelen så der ikke kommer regn+ og jorden ikke giver sin afgrøde, og I vil i hast blive udryddet fra det gode land som Jehova vil give jer.+

18 Og I skal fæste disse mine ord til jeres hjerte+ og jeres sjæl og binde dem som et tegn på jeres hånd, og de skal tjene som et pandesmykke mellem jeres øjne.+ 19 Og I skal lære jeres sønner dem, idet du skal tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.+ 20 Og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte,+ 21 for at jeres dage og jeres sønners dage kan blive mange+ på den jord som Jehova svor over for jeres forfædre at ville give dem,+ som himmelens dage over jorden.+

22 For hvis I nøje overholder hele dette bud+ som jeg pålægger jer at følge, idet I elsker Jehova jeres Gud,+ vandrer på alle hans veje+ og holder jer til ham,+ 23 så vil Jehova drive alle disse nationer bort for jeres skyld,+ og I skal fordrive nationer der er større og talrigere end I.+ 24 Hvert sted som jeres fod betræder, skal tilhøre jer.+ Fra ørkenen til* Libanon, fra Floden, Euʹfratfloden, til havet i vest* skal jeres grænse gå.+ 25 Ingen kan holde stand over for jer.+ Rædsel for jer og frygt for jer vil Jehova jeres Gud lade komme over hele det land+ I vil betræde, sådan som han har lovet jer.

26 Se, jeg forelægger jer i dag velsignelse og forbandelse:+ 27 velsignelsen, forudsat I adlyder Jehova jeres Guds bud+ som jeg pålægger jer i dag; 28 og forbandelsen,+ hvis I ikke adlyder Jehova jeres Guds bud+ men vender jer bort fra den vej som jeg giver jer påbud om i dag, for at vandre efter andre guder, som I ikke kender til.

29 Og når Jehova din Gud fører dig ind i det land du er på vej til, for at tage det i besiddelse,+ så skal du fremholde* velsignelsen på Gaʹrizims Bjerg+ og forbandelsen på Eʹbals Bjerg.+ 30 De ligger jo på den anden side af Jordan, i retning af solnedgangen, i de kana’anæeres land som bor i Aʹraba,+ over for Gilʹgal,+ ved Moʹres store træer.*+ 31 For I går nu over Jordan for at gå ind og tage det land i besiddelse som Jehova jeres Gud vil give jer, og I skal tage det i besiddelse og bo i det.+ 32 Og I skal tage vare på at følge alle de forordninger og lovbud+ som jeg forelægger jer i dag.+

12 Dette er de forordninger+ og lovbud+ som I skal tage vare på at følge+ i det land som Jehova, dine forfædres Gud, vil give dig at tage i besiddelse, alle de dage I lever på den jord.+ 2 I skal ubetinget ødelægge+ alle de steder hvor de nationer som I driver bort, har dyrket deres guder, på de høje bjerge og på højene og under hvert frodigt træ.+ 3 Og I skal nedbryde deres altre+ og knuse deres hellige støtter,+ og I skal brænde deres hellige pæle*+ i ild og omhugge deres gudebilleder+ og således udrydde deres navn fra det sted.+

4 I må ikke gøre sådan over for Jehova jeres Gud,+ 5 men det sted som Jehova jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer for at knytte sit navn dertil for at det kan bo [dér],* skal I søge til, og dér skal du gå hen.+ 6 Og derhen skal I bringe jeres brændofre+ og jeres slagtofre og jeres tiender+ og bidraget fra jeres hånd+ og jeres løfteofre+ og jeres frivillige gaver+ og de førstefødte af jeres hornkvæg og af jeres småkvæg.+ 7 Og dér skal I spise for Jehova jeres Guds ansigt+ og fryde jer over alt hvad I tager jer for,*+ I og jeres husstande, fordi Jehova din Gud har velsignet dig.

8 I må ikke handle sådan som vi gør her i dag, idet enhver [gør] alt hvad der synes ret i hans egne øjne,+ 9 fordi I endnu ikke er kommet til det hvilested+ og den arvelod som Jehova din Gud vil give dig. 10 Og I skal gå over Jordan+ og bo i det land som Jehova jeres Gud vil give jer i eje,+ og han vil give jer hvile for alle jeres fjender rundt om, og I skal bo trygt.+ 11 Og det skal være sådan at det sted+ som Jehova jeres Gud udvælger for at lade sit navn bo dér, dertil skal I bringe alt det som jeg giver jer påbud om, jeres brændofre+ og jeres slagtofre, jeres tiender+ og bidraget+ fra jeres hånd og alle jeres udvalgte løfteofre+ som I giver Jehova løfte om. 12 Og I skal fryde jer for Jehova jeres Guds ansigt,+ I og jeres sønner og jeres døtre og jeres trælle og jeres trælkvinder og levitten som er inden for jeres porte,* for han har ingen andel og arvelod sammen med jer.+ 13 Vogt dig at du ikke ofrer dine brændofre noget andet sted du måtte se.+ 14 Men på det sted som Jehova udvælger i en af dine stammer, dér skal du ofre dine brændofre, og dér skal du gøre alt hvad jeg giver dig påbud om.+

15 Men når som helst din sjæl længes efter kød, kan du slagte+ og spise det, efter den velsignelse som Jehova din Gud har givet dig, inden for alle dine porte.* Den urene+ og den rene kan spise det, ligesom [de spiser kød af] gazelle og hjort.+ 16 Kun blodet må I ikke spise.+ Du skal hælde det ud på jorden som vand.+ 17 Du har ikke lov til, inden for dine porte, at spise tienden af dit korn+ eller af din nye vin eller af din olie eller de førstefødte af dit hornkvæg eller af dit småkvæg+ eller nogen af dine løfteofre som du giver løfte om, eller dine frivillige gaver+ eller bidraget fra din hånd.+ 18 Men for Jehova din Guds ansigt kan du spise det, på det sted som Jehova din Gud udvælger,+ du og din søn og din datter og din træl og din trælkvinde og levitten som er inden for dine porte; og du skal fryde dig+ for Jehova din Guds ansigt over alt hvad du tager dig for. 19 Vogt dig at du ikke lader levitten i stikken+ alle dine dage på din jord.

20 Når Jehova din Gud udvider dit område,*+ sådan som han har lovet dig,+ og du siger: ’Lad mig spise kød,’ fordi din sjæl længes efter at spise kød, kan du spise kød,+ når som helst din sjæl længes efter det. 21 Når det sted som Jehova din Gud udvælger for at knytte sit navn dertil,+ ligger langt borte fra dig, så må du slagte noget af dit hornkvæg eller dit småkvæg som Jehova har givet dig, sådan som jeg har givet dig påbud om, og spise det inden for dine porte når som helst din sjæl længes efter det.+ 22 Blot skal du spise det på den måde som gazelle og hjort spises:+ såvel den urene+ som den rene kan spise det. 23 Kun må du være fast besluttet på ikke at spise blodet,+ for blodet er sjælen,+ og du må ikke spise sjælen sammen med kødet. 24 Du må ikke spise det. Du skal hælde det ud på jorden som vand.+ 25 Du må ikke spise det, for at det kan gå dig og dine sønner efter dig godt,+ fordi du gør hvad der er ret i Jehovas øjne.+ 26 Kun de hellige ting+ som bliver dine, og dine løfteofre,+ skal du tage med til det sted som Jehova udvælger.+ 27 Og du skal ofre dine brændofre,+ kødet og blodet,+ på Jehova din Guds alter; og blodet af dine slagtofre skal hældes ud på Jehova din Guds alter,+ men kødet kan du spise.

28 Giv agt på og adlyd alle disse ord som jeg pålægger dig,+ for at det kan gå dig og dine sønner efter dig godt+ for altid, fordi du gør hvad der er godt og ret i Jehova din Guds øjne.+

29 Når Jehova din Gud udrydder de nationer foran dig som du er på vej hen for at drive bort,+ så skal du drive dem bort og bo i deres land.+ 30 Vogt dig for at blive fanget i snaren efter dem,+ efter at de er blevet tilintetgjort foran dig, og for at spørge angående deres guder: ’Hvordan var det disse nationer plejede at dyrke* deres guder? Sådan vil jeg også gøre.’ 31 Sådan må du ikke gøre over for Jehova din Gud,+ for alt hvad der er vederstyggeligt for Jehova og som han hader, har de gjort over for deres guder, for endog deres sønner og deres døtre brænder de i ilden for deres guder.*+ 32 Hvert ord som jeg pålægger jer, skal I tage vare på at følge.+ Du må hverken lægge noget til eller trække noget fra.+

13 Såfremt en profet+ eller en der drømmer+ en drøm fremstår i din midte og giver dig et tegn eller et varsel,+ 2 og det tegn eller varsel som han talte til dig om går i opfyldelse,+ og han siger: ’Lad os vandre efter andre guder, som du ikke kender, og lad os dyrke dem,’ 3 må du ikke høre på den profets ord eller på den der har drømt den drøm,+ for Jehova jeres Gud prøver jer+ for at få at vide om I elsker Jehova jeres Gud af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl.+ 4 Det er Jehova jeres Gud I skal vandre efter, og ham I skal frygte, og det er hans bud I skal holde, og hans røst I skal adlyde, og ham I skal tjene, og ham I skal holde jer til.+ 5 Og den profet+ eller den der har drømt drømmen skal lide døden,+ fordi han har opfordret til genstridighed mod Jehova jeres Gud, som har ført jer ud af Ægyptens land og løskøbt dig fra trællehuset, for at drage dig bort fra den vej som Jehova din Gud har påbudt dig at vandre;+ og du skal fjerne det onde fra din midte.+

6 Såfremt din broder, din moders søn, eller din søn eller din datter eller din hustru som du tager i favn,* eller din ven der er som din egen sjæl,+ i det skjulte vil forlede dig og siger: ’Lad os gå hen og dyrke andre guder,’+ som hverken du eller dine forfædre har kendt til, 7 nogle af de guder som dyrkes af de folkeslag der befinder sig rundt om jer, der er nær ved dig eller fjernt fra dig, fra den ene ende af landet til den anden, 8 må du ikke give efter for hans ønske eller høre på ham,+ og dit øje må ikke ynkes over ham, og du må ikke have medlidenhed med ham+ eller dække over ham; 9 men du skal ubetinget dræbe ham.+ Din hånd skal som den første komme over ham for at lade ham dø, og derefter hele folkets hånd.+ 10 Og du skal dænge ham til med sten, og han skal dø,+ fordi han søgte at drage dig bort fra Jehova din Gud, som førte dig ud af Ægyptens land, ud af trællehuset.+ 11 Og hele Israel vil høre det og frygte, og de vil ikke igen gøre noget så ondt som dette i din midte.+

12 Såfremt du hører nogen sige i en af de byer som Jehova din Gud giver dig at bo i: 13 ’Nogle mænd som er uslinge* er udgået fra dig+ og vil drage dem der bor i deres by bort,+ idet de siger: „Lad os gå hen og dyrke andre guder,“ som du ikke kender til,’ 14 så skal du omhyggeligt undersøge sagen, efterforske og udspørge,+ og hvis den står fast som sandhed — denne vederstyggelighed er øvet i din midte — 15 skal du ubetinget slå dem der bor i den by ihjel med sværdets æg.+ Lad den og alt hvad der er i den, også dens husdyr, vie til udslettelse+ ved sværdets æg. 16 Og alt byttet i den skal du samle sammen midt på dens torv, og du skal brænde byen+ og alt byttet i den som et heloffer til Jehova din Gud, og den skal blive en ruinhøj for stedse.+ Den skal aldrig genopbygges. 17 Og intet som helst af det der er viet til udslettelse* må blive hængende ved din hånd,+ at Jehova kan vende sig fra sin brændende vrede+ og have barmhjertighed med dig og vise dig barmhjertighed+ og gøre dig talrig, sådan som han har svoret over for dine forfædre.+ 18 For du skal adlyde Jehova din Guds røst ved at holde alle hans bud+ som jeg pålægger dig i dag, så du gør hvad der er ret i Jehova din Guds øjne.+

14 I er sønner af Jehova jeres Gud.+ I må ikke rive flænger+ i jer eller rage jer skaldede+ på panden* for en død. 2 Du er nemlig et helligt folk+ for Jehova din Gud, og Jehova har udvalgt dig til at være hans folk, en særlig ejendom+ blandt alle de folk der er på jordens flade.

3 Du må ikke spise noget som helst der er en vederstyggelighed.+ 4 Dette er de dyr du må spise:+ okse, får og ged, 5 hjort og gazelle, rådyr,+ vildged, antilope,* vildfår og gemse;* 6 og ethvert dyr der har spaltede klove og har en fuld kløft der deler klovene i to, [og som] tygger drøv* blandt dyrene.+ Det må I spise. 7 Kun disse må I ikke spise af dem der tygger drøv eller som har kløftede, spaltede klove: kamelen,+ haren+ og klippegrævlingen,+ for de tygger nok drøv, men har ikke spaltede klove. De er urene for jer. 8 Også svinet,+ for det har spaltede klove, men [tygger] ikke drøv. Det er urent for jer. I må ikke spise noget af deres kød, og I må ikke røre ved døde dyr af deres slags.+

9 Dette kan I spise af alt hvad der er i vandet: Alt hvad der har finner og skæl kan I spise.+ 10 Men alt hvad der ikke har finner og skæl, må I ikke spise.+ Det er urent for jer.

11 Alle rene fugle må I spise. 12 Men dette er dem I ikke må spise af: ørnen, fiskeørnen* og den grå grib,*+ 13 den røde glente,* den sorte glente+ og glenten* efter dens art;* 14 og alle ravne+ efter deres art; 15 samt strudsen,*+ uglen,* mågen og falken efter dens art; 16 den lille ugle,* skovhornuglen+ og svanen,* 17 pelikanen,+ ådselgribben og skarven, 18 storken og hejren efter dens art, hærfuglen og flagermusen.+ 19 Og alle vingede vrimlende smådyr er urene for jer.+ De må ikke spises. 20 Alle rene flyvende skabninger må I spise.

21 I må ikke spise noget som helst der er selvdødt.*+ Du kan give det til udlændingen der bor fast inden for dine porte, så han kan spise det, eller det kan sælges* til en fremmed; for du er et helligt folk for Jehova din Gud.

Du må ikke koge et kid i dets moders mælk.+

22 Du skal uden undtagelse give tiende* af hele udbyttet af din sæd, det som vokser frem på marken år efter år.+ 23 Og foran Jehova din Gud, på det sted han* udvælger for at lade sit navn bo dér, skal du spise tienden af dit korn,+ din nye vin og din olie og de førstefødte af dit hornkvæg og dit småkvæg,+ for at du kan lære at frygte Jehova din Gud alle dage.+

24 Og hvis rejsen er for lang for dig,+ så du ikke kan tage det med, da det sted som Jehova din Gud udvælger for at knytte sit navn dertil,+ er for langt borte fra dig, (fordi Jehova din Gud velsigner dig,)+ 25 så skal du omsætte det i penge og pakke pengene ind [og tage dem med] i din hånd og rejse til det sted som Jehova din Gud udvælger. 26 Og du skal give pengene for hvad din sjæl end måtte ønske+ af hornkvæg og småkvæg og vin og stærke drikke+ og hvad din sjæl end måtte forlange af dig; og du skal spise dér foran Jehova din Gud og fryde dig,+ du og din husstand. 27 Og levitten som er inden for dine porte, ham må du ikke svigte,+ for han har ingen andel og arvelod sammen med dig.+

28 Efter tre års forløb skal du bringe hele tienden af din afgrøde i det år ud+ og lægge den inden for dine porte. 29 Og levitten+ skal komme — for han har ingen andel og arvelod sammen med dig — og den fastboende udlænding+ og den faderløse og enken,+ som er inden for dine porte, og de skal spise og blive mætte, for at Jehova din Gud kan velsigne+ dig i alt+ hvad din hånd gør.

15 Efter hvert syvende år skal du eftergive [gæld]. 2 Og dette er måden for eftergivelsen:+ enhver kreditor skal eftergive* det lån* som han har ydet sin næste. Han må ikke presse sin næste eller sin broder for betaling,+ for der er udråbt* eftergivelse for Jehova.+ 3 Udlændingen+ kan du presse for betaling; men hvad der end er af dit hos din broder, skal du lade din hånd eftergive. 4 Dog skal ingen blive fattig hos dig, for Jehova vil visselig velsigne+ dig i det land som Jehova din Gud vil give dig at tage i besiddelse som arvelod,+ 5 [men] kun hvis du ubetinget adlyder Jehova din Guds røst, så du tager vare på at følge hele dette bud som jeg pålægger dig i dag.+ 6 For Jehova din Gud vil velsigne dig, sådan som han har lovet dig, og du skal låne ud* til mange nationer, men selv skal du ikke låne;*+ og du skal herske over mange nationer, men over dig skal de ikke herske.+

7 Såfremt en bliver fattig hos dig, en af dine brødre, i en af dine byer,* i det land som Jehova din Gud vil give dig, må du ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke hånden for din fattige broder.+ 8 Men du skal gavmildt åbne din hånd for ham+ og villigt låne ham* så meget som han trænger til [og] som han mangler. 9 Vogt dig at der ikke i dit hjerte+ dukker et nedrigt ord* op som siger: ’Det syvende år, eftergivelsesåret,* er nær,’+ så dit øje bliver nærigt over for din fattige broder+ og du intet giver ham og han må råbe til Jehova over dig,+ og der vil være synd hos dig.+ 10 Du skal give ham villigt,+ og dit hjerte må ikke være nærigt når du giver ham; da vil Jehova din Gud velsigne dig i al din gerning og i alt hvad du tager dig for.+ 11 Der vil nemlig aldrig ophøre med at være fattige i landet.+ Derfor byder jeg dig: ’Du skal gavmildt åbne din hånd for din nødlidende og fattige broder* i dit land.’+

12 Såfremt din broder, en hebraisk mand eller en hebraisk kvinde, bliver solgt til dig,+ og han har tjent dig i seks år, så skal du i det syvende år sende ham bort fra dig som frigiven.+ 13 Og når du sender ham bort fra dig som frigiven, må du ikke sende ham tomhændet bort.+ 14 Du skal forsyne ham rigeligt med noget af dit småkvæg og med noget fra din tærskeplads og fra din olie- og vinperse. Efter hvordan Jehova din Gud har velsignet dig, skal du give ham.+ 15 Og du skal huske at du var træl i Ægyptens land, og at Jehova din Gud løskøbte dig.+ Det er grunden til at jeg giver dig dette påbud i dag.

16 Men såfremt han siger til dig: ’Jeg vil ikke drage bort fra dig!’ fordi han elsker dig og din husstand, da han har haft det godt hos dig,+ 17 så skal du tage en syl og stikke den gennem hans øre og ind i døren, og han skal blive din træl for altid.+ Og sådan skal du også gøre med din trælkvinde. 18 Det må ikke synes hårdt i dine øjne at du skal sende ham bort fra dig som frigiven;+ for han har tjent dig i seks år og været det dobbelte af en daglejers løn+ værd, og Jehova din Gud har velsignet dig i alt hvad du gjorde.+

19 Hver førstefødt af hankøn der fødes i dit hornkvæg og i dit småkvæg, skal du hellige Jehova din Gud.+ Du må ikke udføre arbejde med det førstefødte af din okse, og du må ikke klippe det førstefødte af dit småkvæg.+ 20 For Jehova din Guds ansigt skal du spise det år efter år på det sted som Jehova udvælger,+ du og din husstand. 21 Men såfremt det har en legemsfejl, er halt eller blindt eller har nogen anden alvorlig legemsfejl, må du ikke ofre det til Jehova din Gud.+ 22 Inden for dine porte kan du spise det, den urene såvel som den rene,+ ligesom [du spiser kød af] gazelle og hjort.+ 23 Kun blodet må du ikke spise.+ Du skal hælde det ud på jorden som vand.+

16 Giv agt* på aʹbib måned+ og hold påske for Jehova din Gud,+ for i aʹbib måned førte Jehova din Gud dig ud af Ægypten ved nat.+ 2 Og du skal ofre påske[offeret] for Jehova din Gud,+ af småkvæg og hornkvæg,+ på det sted som Jehova vil udvælge for at lade sit navn bo dér.+ 3 Du må ikke spise noget syret sammen med det i syv dage.+ Du skal spise usyrede brød sammen med det, trængselsbrød — for i hast gik du ud af Ægyptens land+ — for at du alle dine levedage kan huske den dag da du drog ud af Ægyptens land.+ 4 Og i syv dage må ingen surdej* ses hos dig i hele dit område,+ og heller ikke må noget af det kød du bringer som slagtoffer om aftenen den første dag, blive liggende natten over, til om morgenen.+ 5 Du har ikke lov til at ofre påske[offeret] i nogen af de byer* som Jehova din Gud giver dig. 6 Men på det sted som Jehova din Gud udvælger for at lade sit navn bo dér,+ skal du ofre påske[offeret] om aftenen så snart solen går ned,+ på det tidspunkt da du gik ud af Ægypten. 7 Og du skal tilberede det og spise det+ på det sted som Jehova din Gud udvælger,+ og om morgenen skal du vende om og gå til dine telte. 8 I seks dage skal du spise usyrede brød, og på den syvende dag skal der være højtidsstævne* for Jehova din Gud.+ Du må intet arbejde udføre.

9 Du skal tælle dig syv uger frem. Fra det øjeblik da seglen sættes til det uhøstede korn, skal du begynde at tælle syv uger frem.+ 10 Da skal du fejre ugefesten for Jehova din Gud+ med det mål af frivillige gaver som din hånd vil give, alt efter hvordan Jehova din Gud velsigner dig.+ 11 Og du skal fryde dig for Jehova din Guds ansigt,+ du og din søn og din datter og din træl og din trælkvinde og levitten som er inden for dine porte,* og den fastboende udlænding+ og den faderløse+ og enken,+ som er i din midte, på det sted som Jehova din Gud udvælger for at lade sit navn bo dér.+ 12 Og du skal huske at du var træl i Ægypten,+ og du skal overholde og følge disse forordninger.+

13 Løvhyttefesten+ skal du fejre i syv dage når du indsamler [afgrøden] fra din tærskeplads og din olie- og vinperse. 14 Og du skal fryde dig under din højtid,+ du og din søn og din datter og din træl og din trælkvinde og levitten og den fastboende udlænding og den faderløse og enken, som er inden for dine porte. 15 I syv dage skal du holde højtid+ for Jehova din Gud på det sted som Jehova udvælger, fordi Jehova din Gud vil velsigne+ dig i hele din afgrøde og i alt hvad din hånd gør, og du skal ikke andet end fryde dig.+

16 Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for Jehova din Gud på det sted som han udvælger:+ ved de usyrede brøds højtid+ og ved ugefesten+ og ved løvhyttefesten,+ og man må ikke vise sig tomhændet for Jehova.+ 17 Enhver skal komme med en gave som svarer til den velsignelse Jehova din Gud har givet dig.+

18 Du skal sætte dommere+ og forstandere+ over dig inden for alle dine porte, som Jehova din Gud giver dig, efter dine stammer, og de skal dømme folket med retfærdig dom. 19 Du må ikke bøje retten.+ Du må ikke være partisk+ eller tage imod bestikkelse, for bestikkelsen gør vises øjne blinde+ og fordrejer retfærdiges ord. 20 Ret — ret skal du jage efter,+ for at du kan blive i live og tage det land i besiddelse som Jehova din Gud vil give dig.+

21 Du må ikke plante dig noget træ som en hellig pæl* nær Jehova din Guds alter som du skal lave dig.+

22 Du må heller ikke rejse dig en hellig støtte,+ noget som Jehova din Gud hader.+

17 Du må ikke til Jehova din Gud ofre en okse eller et får som har en legemsfejl, noget som helst der er dårligt, for det er en vederstyggelighed for Jehova din Gud.+

2 Såfremt der i din midte, i en af dine byer som Jehova din Gud giver dig, findes en mand eller en kvinde som øver hvad der er ondt i Jehova din Guds øjne og derved overtræder hans pagt,+ 3 og vedkommende går hen og dyrker andre guder og bøjer sig for dem eller for solen eller månen eller hele himmelens hær,+ noget som jeg ikke har påbudt,+ 4 og det bliver fortalt dig og du hører det og undersøger sagen omhyggeligt, og se, den står fast som sandhed+ — denne vederstyggelighed er øvet i Israel! — 5 så skal du føre den mand eller den kvinde som har øvet denne ugerning, ud til dine porte, ja, manden eller kvinden, og dænge dem til med sten, og de skal dø.+ 6 På to eller tre vidners udsagn*+ skal den dødsdømte lide døden. Han skal ikke lide døden på ét vidnes udsagn.+ 7 Vidnernes hånd skal først af alle løftes imod ham for at lade ham lide døden, og bagefter hele folkets hånd;+ og du skal fjerne det onde fra din midte.+

8 Såfremt en sag der bringes for retten er for usædvanlig for dig,+ en hvori der er udgydt blod,+ hvori der er rejst et retskrav+ eller som drejer sig om vold* — sager der er strid om+ inden for dine porte — så skal du bryde op og drage op til det sted som Jehova din Gud udvælger,+ 9 og du skal gå til præsterne,+ levitterne, og til den der virker som dommer+ i de dage, og rådspørge [dem], og de skal meddele dig retskendelsens ord.+ 10 Derpå skal du handle i overensstemmelse med det ord som de meddeler dig fra det sted som Jehova udvælger; og du må tage vare på at handle nøjagtig som de giver dig besked om. 11 Du skal handle i overensstemmelse med den lov som de påpeger over for dig, og efter den dom som de afsiger over for dig.+ Du må ikke afvige fra det ord som de meddeler dig, hverken til højre eller til venstre.+ 12 Og den mand der handler formasteligt og ikke hører på præsten som står dér og forretter tjeneste for Jehova din Gud, eller på dommeren+ — den mand skal dø;+ og du skal fjerne det onde fra Israel.+ 13 Og hele folket vil høre det og frygte,+ og de vil ikke handle formasteligt mere.

14 Når du kommer ind i det land som Jehova din Gud giver dig, og du tager det i besiddelse og bosætter dig i det,+ og du så siger: ’Jeg vil sætte en konge over mig, ligesom alle nationerne der er rundt om mig,’+ 15 da må du kun sætte den konge over dig som Jehova din Gud udvælger.+ En ud af dine brødres midte skal du sætte til konge over dig. Du har ikke lov til at sætte en fremmed som ikke er din broder, over dig. 16 Blot må han ikke skaffe sig mange heste+ eller lade folket vende tilbage til Ægypten for at skaffe sig mange heste,+ da Jehova har sagt til jer: ’I må aldrig mere vende tilbage ad denne vej.’ 17 Han må heller ikke tage sig mange hustruer, for at hans hjerte ikke skal vende sig bort,+ og han må ikke skaffe sig sølv og guld i stor mængde.+ 18 Og når han sætter sig på sit riges trone, skal han i en bog skrive en afskrift til sig selv af denne lov efter den der er i præsternes, levitternes, varetægt.*+

19 Og den skal forblive hos ham, og han skal læse i den alle sine levedage,+ for at han kan lære at frygte Jehova sin Gud, så han overholder alle denne lovs ord og disse forordninger og følger dem,+ 20 så hans hjerte ikke skal ophøje sig over hans brødre+ og han ikke skal afvige fra budet, hverken til højre eller til venstre,+ for at han kan have en lang række dage i sit kongedømme+ — han og hans sønner — i Israel.

18 Præsterne, levitterne, hele Leʹvis stamme, vil ikke få nogen andel eller arvelod sammen med [det øvrige] Israel.+ De skal spise Jehovas ildofre, ja hans* arvelod.+ 2 Så han vil ikke få nogen arvelod blandt sine brødre. Jehova er hans arvelod,+ sådan som han har lovet ham.

3 Og dette skal fortsat være præsternes lovlige ret fra folket, fra dem som bringer et slagtoffer, enten det er en okse eller et får: Man skal give præsten boven og kæberne og maven. 4 Det første af dit korn, din nye vin og din olie og det første af den afklippede uld af din hjord skal du give ham.+ 5 For han er den som Jehova* din Gud har udvalgt af alle dine stammer til at stå og forrette tjeneste i Jehovas* navn, han og hans sønner, altid.+

6 Og såfremt der kommer en levit fra en eller anden by i Israel hvor han har opholdt sig,+ og han, på grund af et ønske hans sjæl nærer, kommer til det sted som Jehova udvælger,+ 7 så skal han forrette tjeneste i Jehova* sin Guds navn ligesom alle sine brødre, levitterne, som står dér for Jehovas ansigt.+ 8 Han skal have en ligelig andel at spise med dem,+ ud over det han får ved at sælge af sin fædrene [ejendom].*

9 Når du er kommet ind i det land som Jehova din Gud giver dig, må du ikke lære at efterligne disse nationers vederstyggeligheder.+ 10 Der må ingen findes hos dig som lader sin søn eller datter gå gennem ilden,+ ingen som driver spådomskunst,+ øver magi,+ tager varsler+ eller er troldmand,+ 11 eller som binder andre med en besværgelse+ eller som spørger et åndemedium*+ eller en spåkyndig+ til råds eller som henvender sig til de døde.+ 12 For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova, og på grund af disse vederstyggeligheder driver Jehova din Gud dem bort foran dig.+ 13 Du skal være uangribelig for Jehova din Gud.+

14 For disse nationer som du driver bort, plejede at høre på dem der øver magi+ og dem som driver spådomskunst;+ men dig har Jehova din Gud ikke givet lov til* sådan noget.+ 15 En profet som mig vil Jehova* din Gud oprejse for dig af din midte, af dine brødre — ham skal I høre på+ — 16 nøjagtig som du bad Jehova* din Gud om på Hoʹreb den dag I var forsamlet,+ og du sagde: ’Lad mig ikke igen høre Jehova min Guds røst, og lad mig ikke mere se denne vældige ild, at jeg ikke skal dø.’+ 17 Og Jehova sagde til mig: ’De har talt vel i det de har sagt.+ 18 En profet som dig+ vil jeg oprejse for dem af deres brødres midte; og jeg vil lægge mine ord i hans mund,+ og alt hvad jeg giver ham påbud om, skal han tale til dem.+ 19 Og den mand som ikke vil høre på mine ord som han taler i mit navn, ham vil jeg selv kræve til ansvar.+

20 Men den profet som formaster sig til i mit navn at tale et ord som jeg ikke har påbudt ham at tale,+ eller som taler i andre guders navn,+ den profet skal dø.+ 21 Og såfremt du siger i dit hjerte: „Hvordan skal vi kende det ord som Jehova ikke har talt?“+ [er svaret:] 22 Når det som profeten taler i Jehovas navn ikke sker eller går i opfyldelse, da er det et ord som Jehova ikke har talt. Profeten har talt formasteligt.+ Du skal ikke lade dig skræmme af ham.’+

19 Når Jehova din Gud udrydder de nationer+ hvis land Jehova din Gud giver dig, og du har drevet dem bort og har bosat dig i deres byer og deres huse,+ 2 skal du skille tre byer ud midt i dit land, som Jehova din Gud giver dig i eje.+ 3 Du skal sætte vejen i stand, og du skal dele dit landområde, som Jehova din Gud giver dig i arv, i tre dele, og det skal tjene det formål at enhver manddraber kan flygte derhen.+

4 Og sådan forholder det sig med manddraberen som kan flygte derhen og blive i live: Når han slår sin næste ihjel uden at vide af det og ikke i forvejen har hadet ham,+ 5 eller når han går med sin næste i skoven for at samle* brænde, og hans hånd er løftet for at hugge med øksen for at fælde træet og jernet glider af træskaftet+ og rammer hans næste og han dør, så skal han flygte til en af disse byer og blive i live.+ 6 Ellers kan blodhævneren*+ — fordi hans hjerte er forbitret — sætte efter manddraberen og indhente ham fordi vejen er lang, og slå hans sjæl ihjel,* selv om han ikke er hjemfalden til nogen dødsdom,+ eftersom han ikke hadede ham i forvejen. 7 Det er grunden til at jeg giver dig dette påbud: ’Tre byer skal du skille ud.’+

8 Og hvis Jehova* din Gud udvider dit område, sådan som han svor over for dine forfædre,+ og giver dig hele det land som han lovede at give dine forfædre,+ 9 fordi du holder hele dette bud og gør det som jeg pålægger dig i dag, ved at elske Jehova din Gud og altid vandre på hans veje,+ så skal du føje tre andre byer til disse tre,+ 10 for at der ikke skal udgydes uskyldigt blod+ i dit lands midte, det som Jehova din Gud vil give dig som arvelod, og der skal hvile blodskyld* på dig.+

11 Men såfremt der er en mand som hader+ sin næste, og han ligger på lur efter ham og rejser sig imod ham og giver hans sjæl et slag så han dør,+ og han flygter til en af disse byer, 12 så skal de ældste i hans by sende bud og hente ham derfra og overgive ham i blodhævnerens* hånd, og han skal dø.+ 13 Dit øje må ikke ynkes over ham,+ men du skal fjerne skylden for det uskyldige blod fra Israel,+ for at det kan gå dig godt.

14 Du må ikke flytte din næstes markskel,+ når stamfædrene har fastsat grænserne, i den arvelod som du får overdraget i det land som Jehova* din Gud giver dig i eje.

15 Intet enkelt vidne må stå op mod en mand for nogen som helst brøde eller synd,+ uanset hvilken synd han måtte begå. Efter to vidners udsagn,* eller efter tre vidners udsagn, står en sag fast.+ 16 Såfremt et vidne der planlægger vold, står op mod en mand for at rejse anklage imod ham for oprør,+ 17 så skal de to mænd som har striden, træde frem for Jehova, for de præster og dommere som virker i de dage.+ 18 Og dommerne skal foretage en grundig undersøgelse,+ og hvis vidnet er et falsk vidne som har rejst en falsk anklage mod sin broder, 19 så skal I gøre mod ham sådan som han har haft i sinde at gøre mod sin broder,+ og du skal fjerne det onde fra din midte.+ 20 Og de øvrige vil høre det og frygte og vil aldrig mere gøre noget ondt som dette i din midte.+ 21 Og dit øje må ikke ynkes:+ Det er sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.+

20 Såfremt du drager ud til kamp mod dine fjender og ser heste og stridsvogne,+ et folk som er talrigere end du, skal du ikke frygte for dem, for Jehova din Gud, som førte dig op fra Ægyptens land,+ er med dig.+ 2 Og når I rykker frem til kamp, så skal præsten træde frem og tale til folket.+ 3 Og han skal sige til det: ’Hør, Israel, I rykker i dag frem til kamp mod jeres fjender. Lad ikke jeres hjerter være forsagte.+ Vær ikke bange og løb ikke i panik og bliv ikke opskræmte på grund af dem,+ 4 for Jehova* jeres Gud drager med jer for at kæmpe for jer mod jeres fjender for at frelse jer.’+

5 Forstanderne+ skal også tale til folket og sige: ’Er der nogen som har bygget sig et nyt hus og ikke indviet det? Han kan tage tilbage til sit hus, for at han ikke skal dø i kampen og en anden mand skal indvi det.+ 6 Og er der nogen som har plantet en vingård og ikke taget den i brug? Han kan tage tilbage til sit hus, for at han ikke skal dø i kampen og en anden mand skal tage den i brug.+ 7 Og er der nogen som har forlovet sig med en kvinde og ikke taget hende til ægte? Han kan tage tilbage til sit hus,+ for at han ikke skal dø i kampen og en anden mand skal tage hende til ægte.’ 8 Og forstanderne skal yderligere tale til folket og sige: ’Er der nogen som er bange og forsagt af hjertet?+ Han kan tage tilbage til sit hus, for at han ikke skal få sine brødres hjerte til at smelte ligesom sit eget.’+ 9 Og når forstanderne er færdige med at tale til folket, så skal de sætte hærførere* i spidsen for folket.*

10 Når du rykker frem til en by for at kæmpe imod den, skal du [først] tilbyde den fred.+ 11 Og hvis den svarer dig med fred og åbner [portene] for dig, så skal hele befolkningen som findes i den, være din til tvangsarbejde, og den skal tjene dig.+ 12 Men hvis den ikke vil slutte fred med dig+ og fører krig imod dig, og du belejrer den, 13 så vil Jehova* din Gud give den i din hånd, og du skal slå enhver af mandkøn i den ihjel med sværdets æg.+ 14 Kun kvinderne og småbørnene+ og husdyrene+ og alt hvad der er i byen, alt dens bytte, må du tage som plyndringsgods til dig selv;+ og du skal gøre dig til gode med byttet fra dine fjender, som Jehova din Gud har overgivet til dig.+

15 Sådan skal du gøre med alle de byer som ligger meget langt fra dig, som ikke er byer der tilhører disse nationer her. 16 Det er kun i de byer der tilhører de folkeslag som Jehova din Gud giver dig som arvelod, at du ikke må bevare noget som helst der trækker vejret,* i live,+ 17 for du skal ubetinget vie dem til udslettelse, hetitterne og amoritterne, kana’anæerne og perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne,+ sådan som Jehova din Gud har påbudt dig; 18 for at de ikke skal lære jer at handle efter alle de vederstyggeligheder som de har øvet over for deres guder, så I synder mod Jehova* jeres Gud.+

19 Når du belejrer en by i mange dage og kæmper imod den for at indtage den, må du ikke ødelægge dens træer ved at svinge en økse imod dem; for du skal spise af dem, og du må ikke fælde dem;+ for er markens træer mennesker som skal belejres af dig?* 20 Kun et træ som du ved ikke er et træ til føde, kan du ødelægge og fælde og således bygge belejringsværker+ imod den by som fører krig mod dig, indtil den falder.*

21 Såfremt nogen findes dræbt, liggende på marken, på den jord som Jehova* din Gud giver dig i eje, og man ikke ved hvem der har slået ham ihjel,+ 2 så skal dine ældste og dine dommere+ gå ud og måle afstanden til de byer der er rundt om den dræbte. 3 Og de ældste i den by der er nærmest den dræbte, skal af hornkvæget tage en kvie som ikke har været brugt til arbejde* og som ikke har trukket i åg, 4 og de ældste i den by skal føre kvien ned i en regnflodsdal som altid løber med vand og som ikke dyrkes eller tilsås, og de skal brække halsen på kvien dér i regnflodsdalen.+

5 Og præsterne, Leʹvis sønner, skal træde frem, for dem har Jehova din Gud udvalgt til at forrette tjeneste for sig+ og til at velsigne+ i Jehovas navn, og ved deres mund skal enhver strid om enhver voldshandling* afgøres.+ 6 Så skal alle de ældste i den by som er nærmest den dræbte, vaske deres hænder+ over kvien som man brækkede halsen på i regnflodsdalen; 7 og de skal tage til orde og sige: ’Vore hænder har ikke udgydt dette blod, og vore øjne har heller ikke set det [blive udgydt].+ 8 Drag ikke dit folk Israel, som du har løskøbt,+ Jehova,* til ansvar derfor, og læg ikke skylden for det uskyldige blod+ i dit folk Israels midte.’ Og de skal ikke drages til ansvar for det udgydte blod. 9 Og du vil fjerne skylden for det uskyldige blod fra din midte,+ fordi du gør det der er ret i Jehovas øjne.+

10 Når du drager ud til kamp mod dine fjender og Jehova din Gud giver dem i din hånd+ og du tager dem til fange,+ 11 og du blandt fangerne ser en kvinde med en smuk skikkelse, og du fatter hengivenhed for hende+ og du tager hende til hustru, 12 så skal du bringe hende ind i dit hus. Og hun skal barbere sit hoved+ og pleje sine negle 13 og tage den kappe af hun bar ved sin tilfangetagelse, og bo i dit hus og græde over sin fader og sin moder en hel månemåned;*+ og derefter kan du gå ind til hende og tage hende i eje som din brud, så hun bliver din hustru. 14 Men hvis du ikke finder behag i hende, skal du sende hende bort,+ efter hendes sjæls ønske;* men du må under ingen omstændigheder sælge hende for penge. Du må ikke behandle hende hensynsløst+ når du nu har ydmyget hende.

15 Såfremt en mand har to hustruer, en som han elsker og en som han hader, og både den han elsker og den han hader, føder ham sønner, og den førstefødte søn er med den han hader,+ 16 så må han ikke, den dag han giver sine sønner en arv af hvad han har, behandle sønnen af den han elsker, som den førstefødte på bekostning af sønnen af den han hader, [som er] den førstefødte,+ 17 for han skal anerkende sønnen af den han hader, som den førstefødte ved at give ham dobbelt del af alt hvad der findes hos ham,+ fordi han er hans manddoms første [frugt].+ Ham tilhører førstefødselsretten.+

18 Såfremt en mand har en genstridig og opsætsig søn+ som ikke adlyder sin faders eller sin moders røst,+ og de har tugtet ham, men han ikke vil adlyde dem,+ 19 så skal hans fader og hans moder tage fat i ham og føre ham ud til byens ældste og til stedets port,+ 20 og de skal sige til byens ældste: ’Denne søn som vi har, er genstridig og opsætsig; han adlyder ikke vores røst+ og er en frådser*+ og drukkenbolt.’+ 21 Så skal alle mændene i hans by stene ham, og han skal dø. Sådan skal du fjerne det onde fra din midte, og hele Israel vil høre det og frygte.+

22 Og såfremt der hos en mand forekommer en synd der fortjener en dødsdom, og han lider døden+ og du hænger ham på en pæl,*+ 23 da må hans lig ikke blive natten over på pælen,+ men du skal ubetinget sørge for at begrave ham samme dag, for en hængt er en Guds forbandelse,*+ og du må ikke besmitte din jord, den som Jehova din Gud giver dig som arvelod.+

22 Når du ser at din broders okse eller får er faret vild, må du ikke undlade at tage dig af dem.*+ Du skal ubetinget føre dem tilbage til din broder.+ 2 Og hvis din broder ikke befinder sig i nærheden af dig og du ikke ved hvem han er, så skal du tage det ind i dit hus. Og det skal blive hos dig indtil din broder forhører sig om det. Så skal du give ham det tilbage.+ 3 Sådan skal du også gøre med hans æsel, og sådan skal du gøre med hans kappe, og sådan skal du gøre med hvad som helst din broder mister og som du finder. Du har ikke lov til at undlade at tage dig af det.

4 Når du ser din broders æsel eller hans okse falde om på vejen, må du ikke undlade at tage dig af [dyret]. Du skal ubetinget hjælpe ham med at rejse det op.+

5 Ingen kvinde må have mandsklæder på, og ingen mand må klæde sig i en kvindes kappe,+ for enhver der gør dette, er en vederstyggelighed for Jehova din Gud.

6 Hvis du træffer på en fuglerede på vejen, i et eller andet træ eller på jorden, med unger+ eller æg, og moderen ligger på ungerne eller æggene, må du ikke tage moderen sammen med afkommet.+ 7 Du skal ubetinget lade moderen flyve bort, men du kan tage afkommet til dig selv — for at det kan gå dig godt og du kan få en lang række dage.+

8 Hvis du bygger et nyt hus skal du lave et rækværk til taget,+ så du ikke bringer blodskyld over huset fordi nogen falder ned fra det.

9 Du må ikke så to slags sæd i din vingård;+ ellers vil udbyttet af sæden som du sår og afgrøden fra vingården tilfalde helligdommen.*

10 Du må ikke pløje med en okse og et æsel sammen.+

11 Du må ikke klæde dig i stof som er blandet af uld og hør.+

12 Du skal lave dig kvaster i de fire hjørner af din klædning som du dækker dig med.+

13 Hvis en mand tager en hustru og går ind til hende og kommer til at hade hende,+ 14 og han beskylder hende for skammelige gerninger og bringer ondt rygte*+ ud om hende og siger: ’Denne kvinde har jeg taget, og da jeg nærmede mig hende, fandt jeg ikke tegn på jomfruelighed hos hende’,+ 15 så skal pigens fader og moder tage tegnet på pigens jomfruelighed og fremlægge det for byens ældste i porten,+ 16 og pigens fader skal sige til de ældste: ’Jeg gav denne mand min datter til hustru, men han har fattet had+ til* hende. 17 Og nu beskylder han hende for skammelige gerninger+ idet han siger: „Jeg har ikke hos din datter fundet tegn på jomfruelighed.“+ Men her er tegnet på min datters jomfruelighed.’ Og de skal brede kappen ud foran byens ældste. 18 Så skal de ældste+ i den by tage manden og tugte ham.+ 19 Og de skal idømme ham en bøde på et hundrede sekel sølv* og give dem til pigens fader, fordi han har bragt ondt rygte* ud om en jomfru i Israel;+ og hun skal fortsat være hans hustru. Han kan aldrig skille sig fra hende.*

20 Men hvis det viser sig at være sandt — der fandtes intet tegn på jomfruelighed hos pigen+ — 21 så skal de føre pigen ud til indgangen til hendes faders hus, og mændene i hendes by skal dænge hende til med sten, og hun skal dø, for hun har øvet en skændig og tåbelig handling+ i Israel ved at bedrive utugt i sin faders hus.+ Sådan skal du fjerne det onde fra din midte.+

22 Hvis en mand findes liggende hos en kvinde der er gift med en anden mand,*+ så skal de begge to dø: manden der lå hos kvinden, og kvinden.+ Sådan skal du fjerne det onde fra Israel.+

23 Hvis en pige der er jomfru, er forlovet med en mand,+ og en anden mand finder hende i byen og ligger hos hende,+ 24 så skal I føre dem begge ud til den bys port og dænge dem til med sten, og de skal dø — pigen fordi hun ikke skreg i byen, og manden fordi han ydmygede sin næstes hustru.+ Sådan skal du fjerne det onde fra din midte.+

25 Men hvis det er på marken manden finder pigen der er forlovet, og manden griber fat i hende og ligger hos hende, så skal manden som lå hos hende, alene dø, 26 men pigen må du ikke gøre noget. Pigen har ikke [begået] nogen synd der fortjener døden, for ligesom når en mand rejser sig mod sin næste og myrder ham,+ en sjæl, sådan forholder det sig her. 27 Det var jo på marken han fandt hende. Pigen der var forlovet, skreg, men der var ingen som kom hende til undsætning.

28 Hvis en mand finder en pige der er jomfru [og] som ikke er forlovet, og griber fat i hende og ligger hos hende,+ og de bliver opdaget,+ 29 så skal manden som lå hos hende, give pigens fader halvtreds sekel sølv,*+ og hun skal blive hans hustru fordi han har ydmyget hende. Han kan aldrig i sine [leve]dage skille sig fra hende.*+

30 Ingen må tage sin faders hustru til ægte, for at han ikke skal løfte sin faders kappeflig.*+

23 Ingen mand som er kastreret+ ved at testiklerne er blevet knust+ eller det mandlige lem skåret af, må komme ind i Jehovas menighed.*

2 Ingen uægte+ søn må komme ind i Jehovas menighed. Selv i tiende generation må ingen af hans komme ind i Jehovas menighed.

3 Ingen ammonit eller moabit* må komme ind i Jehovas menighed.+ Selv i tiende generation må ingen af deres nogen sinde komme ind i Jehovas menighed, 4 fordi de ikke kom jer i møde+ med brød og vand på vejen dengang I gik ud af Ægypten,+ og fordi de lejede* Biʹleam, Beʹors søn fra Peʹtor i Mesopotaʹmien,* imod dig, til at nedkalde ondt over dig.+ 5 Men Jehova* din Gud ville ikke høre på Biʹleam;+ og Jehova din Gud ændrede for din skyld forbandelsen til en velsignelse,+ fordi Jehova din Gud elskede dig.+ 6 Du må aldrig, i alle dine [leve]dage, arbejde for* deres fred og deres fremgang.+

7 Du må ikke afsky en edomit,* for han er din broder.+

Du må ikke afsky en ægypter, for du har været fastboende udlænding i hans land.+ 8 De sønner der fødes dem som tredje generation,* kan komme ind i Jehovas menighed.

9 Når du drager ud mod dine fjender og ligger i lejr, skal du holde dig fra alt hvad der er ondt.+ 10 Hvis der hos dig er en mand som ikke er ren på grund af ufrivillig sædafgang om natten,+ skal han gå ud uden for lejren. Han må ikke komme ind i lejren.+ 11 Og når aftenen falder på, skal han vaske sig i vand, og ved solnedgang må han komme ind i lejren.+ 12 Du skal også have et afsides sted* uden for lejren, og dér skal du gå ud. 13 Og du skal have en pind sammen med dine redskaber,* og når du sætter dig derude, skal du grave et hul med den og vende dig om og dække din afføring til.+ 14 For Jehova din Gud vandrer omkring i din lejr for at udfri dig+ og overgive dine fjender til dig;+ og din lejr skal være hellig,+ så han intet anstødeligt ser hos dig* og vender sig bort og ikke følger dig.+

15 Du må ikke udlevere en træl til hans herre* når han undviger fra sin herre [og kommer] til dig.+ 16 Han skal blive boende hos dig, i din midte, på det sted han vælger i en af dine byer,*+ hvor han end vil. Du må ikke behandle ham dårligt.+

17 Der må ingen tempelprostitueret være blandt Israels døtre,+ og der må ingen mandlig tempelprostitueret* være blandt Israels sønner.+ 18 Det en skøge* har modtaget i løn,+ og det ’en hund’*+ har fået i betaling, må du ikke bringe ind i Jehova din Guds hus for noget som helst løfte, for de er begge en vederstyggelighed for Jehova din Gud.

19 Du må ikke lade din broder betale rente,+ rente af penge, rente af fødevarer,+ rente af noget som helst man kan kræve rente af. 20 Du kan lade en fremmed+ betale rente, men din broder må du ikke lade betale rente;+ for at Jehova din Gud kan velsigne dig i alt hvad du tager dig for i det land som du er på vej til for at tage det i besiddelse.+

21 Når du giver Jehova din Gud et løfte,+ må du ikke tøve med at holde det;+ ellers vil Jehova din Gud visselig kræve det af dig, og der vil være synd hos dig.+ 22 Men hvis du lader være med at give et løfte, vil der ikke være synd hos dig.+ 23 Hvad der udgår fra dine læber skal du holde,+ og du skal gøre sådan som du har lovet Jehova din Gud som en frivillig gave du har givet løfte om med din mund.+

24 Hvis du går ind i din næstes vingård, må du kun spise druer nok til at mætte din sjæl,* men du må ikke komme nogen i en beholder du har.+

25 Hvis du går ind i din næstes uhøstede korn, må du kun plukke de modne aks med hånden, men seglen må du ikke svinge over din næstes uhøstede korn.+

24 Såfremt en mand tager en kvinde til ægte og tager hende i eje som hustru, og det sker at hun ikke finder yndest i hans øjne fordi han har fundet noget anstødeligt* hos hende,+ og han skriver en skilsmisseattest+ til hende og giver hende den i hånden og sender hende bort fra sit hus,+ 2 og hun går ud af hans hus og går hen og bliver en anden mands,+ 3 og hvis sidstnævnte mand også fatter had til hende og skriver en skilsmisseattest til hende og giver hende den i hånden og sender hende bort fra sit hus, eller hvis sidstnævnte mand som tog hende til hustru, dør, 4 så har den første som ejede hende og som sendte hende bort, ikke lov til at tage hende tilbage igen for at hun kan blive hans hustru, efter at hun er blevet besmittet;+ det er nemlig en vederstyggelighed for Jehova, og du må ikke føre det land som Jehova* din Gud giver dig som arvelod, i synd.

5 Hvis en mand nylig har taget en hustru,+ skal han ikke drage ud med hæren, og der skal heller ikke pålægges ham noget som helst andet. Han kan forblive fritaget hjemme i et år og glæde den hustru som han har taget.+

6 Ingen må* tage en håndkværn eller den øverste møllesten som pant,+ for det er selve sjælen* man tager som pant.

7 Såfremt man finder at en mand har kidnappet+ en sjæl blandt sine brødre, blandt Israels sønner, og han har behandlet ham hensynsløst og solgt ham,+ da skal kidnapperen dø, og du skal fjerne det onde fra din midte.+

8 Tag dig i agt ved angreb af spedalskhed,+ at du passer meget på og gør nøjagtig som præsterne, levitterne, giver dig besked om.+ Sådan som jeg har påbudt dem, skal I tage vare på at gøre.+ 9 Husk* hvad Jehova* din Gud gjorde ved Mirʹjam på vejen, dengang I gik ud af Ægypten.+

10 Såfremt du låner din næste et eller andet,+ må du ikke gå ind i hans hus for at hente hans pant.+ 11 Du skal blive stående udenfor, og den mand som du låner noget til, skal bringe pantet ud til dig. 12 Og hvis manden er i nød, må du ikke lægge dig til at sove med hans pant.+ 13 Du må sørge for at give ham pantet tilbage så snart solen går ned,+ så han kan lægge sig i sit klædningsstykke,+ og han skal velsigne+ dig; og det vil betyde retfærdighed for dig over for Jehova din Gud.+

14 Du må ikke besvige en daglejer som er nødstedt og fattig, hverken af dine brødre eller af de fastboende udlændinge som er i dit land, inden for dine porte.+ 15 Samme dag skal du give ham hans løn,+ og solen må ikke gå ned over den, for han er i nød og hans sjæl længes efter den; at han ikke skal råbe til Jehova over dig,+ og der skal være synd hos dig.+

16 Fædre skal ikke lide døden* på grund af [deres] børn, og børn skal ikke lide døden på grund af [deres] fædre.+ Enhver skal lide døden* for sin egen synd.+

17 Du må ikke bøje retten for den fastboende udlænding+ eller den faderløse,+ og du må ikke tage en enkes klædning som pant;+ 18 men du skal huske at du har været træl i Ægypten, og Jehova din Gud løskøbte dig derfra.+ Det er grunden til at jeg giver dig påbud om at gøre dette.

19 Når du høster din høst på marken+ og du glemmer et neg på marken, må du ikke gå tilbage for at hente det. Det skal være til den fastboende udlænding, til den faderløse og til enken,+ for at Jehova din Gud kan velsigne dig i alt hvad din hånd gør.+

20 Når du slår [frugten] af dit oliventræ ned, må du ikke bagefter gennemgå grenene.* Det [som er tilbage] skal være til den fastboende udlænding, til den faderløse og til enken.+

21 Når du indsamler druerne i din vingård, må du ikke bagefter samle dem der levnes. De skal være til den fastboende udlænding, til den faderløse og til enken. 22 Og du skal huske at du har været træl i Ægyptens land.+ Det er grunden til at jeg giver dig påbud om at gøre dette.+

25 Såfremt der opstår strid mellem mænd,+ og de møder for retten,+ så skal man dømme dem og erklære den retfærdige retfærdig og den ugudelige ugudelig.+ 2 Og hvis den ugudelige skal have prygl,*+ så skal dommeren lade ham lægge sig fladt ned og lade ham prygle+ foran sig med det antal [slag] der svarer til hans ugudelige gerning. 3 Fyrre slag kan han lade ham få. Han skal ikke føje nogen til, for at man ikke skal blive ved med at give ham mange slag ud over disse+ og din broder skal blive vanæret i dine øjne.

4 Du må ikke binde munden til på en okse når den tærsker.+

5 Når flere brødre bor sammen og en af dem dør uden at have en søn, skal den afdødes hustru ikke blive en fremmed mands, uden for [slægten]. Hendes svoger skal komme til hende og tage hende til hustru og indgå svogerægteskab med hende.*+ 6 Og den første som hun føder, skal da have den afdøde broders navn,+ for at hans navn ikke skal blive udslettet af Israel.+

7 Men hvis manden ikke har lyst til at tage sin svigerinde* til ægte, så skal svigerinden gå op til porten, til de ældste,+ og sige: ’Min svoger har nægtet at bevare sin broders navn i Israel. Han vil ikke indgå svogerægteskab med mig.’ 8 Så skal de ældste i hans by tilkalde ham og tale til ham, og han skal træde frem og sige: ’Jeg har ikke lyst til at tage hende til ægte.’+ 9 Da skal svigerinden træde hen til ham for øjnene af de ældste og tage hans sandal af hans fod+ og spytte ham i ansigtet+ og svare og sige: ’Sådan gør man ved den mand der ikke vil opbygge sin broders hus.’+ 10 Og hans navn i Israel skal være: ’Den sandalløses hus.’

11 Såfremt to mænd kommer i slagsmål med hinanden, og den enes hustru kommer til for at befri sin mand fra den som slår ham, og hun rækker hånden ud og griber fat i hans kønsdele,+ 12 så skal du hugge hendes hånd* af. Dit øje må ikke ynkes.+

13 Du må ikke i din pung have to slags vægtlodder,*+ et stort og et lille. 14 Du må ikke i dit hus have to slags efaer,*+ en stor og en lille. 15 Du skal have et vægtlod som er fuldstændigt og nøjagtigt. Du skal have en efa som er fuldstændig og nøjagtig, for at du kan få en lang række dage på den jord som Jehova* din Gud giver dig.+ 16 For enhver der gør dette, enhver der øver uret, er en vederstyggelighed for Jehova* din Gud.+

17 Husk* hvad Aʹmalek gjorde mod dig på vejen da I gik ud af Ægypten,+ 18 hvordan han mødte dig på vejen og i din bagtrop angreb alle efternølerne bag dig, da du var træt og udmattet, og han frygtede ikke Gud.+ 19 Og når Jehova din Gud har givet dig hvile for alle dine fjender rundt om, i det land som Jehova din Gud giver dig som arvelod for at du kan tage det i besiddelse,+ skal du udslette Aʹmaleks minde under himmelen.+ Du må ikke glemme det.

26 Og når du til sidst kommer ind i det land som Jehova din Gud giver dig som arvelod og du har taget det i besiddelse og bosat dig i det,+ 2 så skal du tage noget af førstegrøden+ af al jordens frugt som du henter ind fra det land som Jehova din Gud giver dig, og lægge det i en kurv og gå til det sted som Jehova* din Gud udvælger for at lade sit navn bo dér.+ 3 Og du skal komme til den præst+ som virker i de dage og sige til ham: ’Jeg meddeler i dag Jehova din* Gud at jeg er kommet ind i det land som Jehova svor over for vore forfædre at ville give os.’+

4 Og præsten skal tage kurven af din hånd og sætte den foran Jehova din Guds alter. 5 Og du skal svare og sige foran Jehova din Gud: ’Min fader var en aramæer der var ved at gå til grunde,*+ og han drog ned til Ægypten+ og tog ophold dér med meget få folk;+ men dér blev han til en stor nation, mægtig og talrig.+ 6 Da ægypterne så gav sig til at handle ilde mod os og underkuede os og lagde hårdt trællearbejde på os,+ 7 råbte vi til Jehova,* vore forfædres Gud,+ og Jehova hørte vor røst+ og så til vor nød og vor elendighed og vor undertrykkelse.+ 8 Til sidst førte Jehova* os ud af Ægypten med stærk hånd+ og udrakt arm+ og med frygtindgydende vælde+ og med tegn og mirakler.+ 9 Og han førte os derpå til dette sted og gav os dette land, et land der flyder med mælk og honning.+ 10 Og nu har jeg her bragt førstegrøden af frugten af den jord som du, Jehova, har givet mig.’+

Så skal du sætte det foran Jehova din Gud og bøje dig foran Jehova din Gud.+ 11 Og du skal fryde dig+ over alt det gode som Jehova din Gud har givet dig og dit hus, du og levitten og den fastboende udlænding som er i din midte.+

12 Når du er færdig med at aflevere hele tienden+ af din afgrøde i det tredje år,+ tiendens år, så skal du give den* til levitten, den fastboende udlænding, den faderløse og enken, og de skal spise den inden for dine porte og blive mætte.+ 13 Og du skal sige foran Jehova din Gud: ’Jeg har fjernet det der er helligt fra huset, og jeg har også givet det til levitten og den fastboende udlænding, den faderløse og enken+ i overensstemmelse med hele dit bud som du har pålagt mig. Jeg har ikke overtrådt noget af dine bud og heller ikke glemt noget.+ 14 Jeg har ikke spist noget af det mens jeg havde sorg,* eller fjernet noget af det mens jeg var uren, eller givet noget af det til en død. Jeg har hørt efter Jehova* min Guds røst. Jeg har gjort nøjagtig som du har påbudt mig. 15 Se ned fra din hellige bolig,+ himmelen, og velsign dit folk Israel+ og den jord som du har givet os, sådan som du svor over for vore forfædre,+ landet der flyder med mælk og honning.’+

16 I dag giver Jehova din Gud dig påbud om at følge disse forordninger og lovbud;+ og du skal overholde og følge dem af hele dit hjerte+ og hele din sjæl.+ 17 Du har i dag ladet Jehova sige at han vil være din Gud når du vandrer på hans veje og overholder hans forordninger+ og hans bud+ og hans lovbud+ og hører efter hans røst.+ 18 Og Jehova har i dag ladet dig sige at du vil være hans folk, en særlig ejendom,+ sådan som han har lovet dig,+ og at du vil holde alle hans bud, 19 og [han har sagt] at han vil sætte dig højt over alle de andre nationer som han har frembragt,+ til pris og berømmelse og hæder, når du viser at du er et folk der er helligt for Jehova din Gud,+ sådan som han har lovet.“

27 Derpå gav Moses, sammen med Israels ældste, folket følgende påbud: „Overhold* ethvert bud som jeg pålægger jer i dag.+ 2 Og den dag I går over Jordan+ ind i det land som Jehova* din Gud giver dig, skal du rejse dig nogle store sten og stryge dem over med kalk. 3 Og du skal skrive alle denne lovs ord på dem,+ når du er gået over,+ for at du kan gå ind i det land som Jehova* din Gud giver dig, et land der flyder med mælk og honning, sådan som Jehova, dine forfædres Gud, har lovet dig.+ 4 Og når I er gået over Jordan, skal I rejse disse sten som jeg giver jer påbud om i dag, på Eʹbals* Bjerg,+ og du skal stryge dem over med kalk.+ 5 Du skal også bygge et alter dér for Jehova din Gud, et alter af sten. Du må ikke svinge et jern over dem.+ 6 Af hele sten skal du bygge Jehova din Guds alter, og du skal ofre brændofre til Jehova din Gud på det.+ 7 Og du skal ofre fællesskabsofre+ og spise dem dér,+ og du skal fryde dig for Jehova* din Guds ansigt.+ 8 Og du skal på stenene skrive alle denne lovs ord,+ idet du gør dem ganske tydelige.“*+

9 Så talte Moses og præsterne, levitterne, til hele Israel og sagde: „Vær stille og hør efter, Israel. I dag er du blevet* Jehova din Guds folk.+ 10 Og du skal høre efter Jehova* din Guds røst og følge hans bud+ og hans forordninger,+ som jeg pålægger dig i dag.“

11 Endvidere gav Moses den dag folket dette påbud: 12 „Når I er gået over Jordan skal følgende stå på Gaʹrizims Bjerg+ for at velsigne folket: Siʹmeon og Leʹvi og Juda og Isʹsakar og Josef og Benjamin. 13 Og disse skal stå på Eʹbals Bjerg+ for [at fremsige] forbandelsen:+ Ruben, Gad og Aʹser og Zeʹbulon, Dan og Nafʹtali. 14 Og levitterne skal tage til orde og med høj røst sige til hver mand i Israel:+

15 ’Forbandet er den mand som laver et udskåret+ eller et støbt billede+ — en vederstyggelighed for Jehova,*+ noget som er fremstillet af en håndværkers hænder+ — og stiller det op i det skjulte.’ (Og hele folket skal svare og sige: ’Amen!’*)+

16 ’Forbandet er den der behandler sin fader eller moder med foragt.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

17 ’Forbandet er den der flytter sin næstes markskel.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

18 ’Forbandet er den der får den blinde til at fare vild på vejen.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

19 ’Forbandet er den der bøjer+ retten+ for en fastboende udlænding,+ en faderløs og en enke.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

20 ’Forbandet er den der ligger hos sin faders hustru, for han har løftet sin faders kappeflig.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

21 ’Forbandet er den der ligger hos noget som helst dyr.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

22 ’Forbandet er den der ligger hos sin søster, sin faders datter eller sin moders datter.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

23 ’Forbandet er den der ligger hos sin svigermoder.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

24 ’Forbandet er den der slår sin næste ihjel i det skjulte.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

25 ’Forbandet er den der tager imod bestikkelse for at slå en sjæl ihjel, når det er uskyldigt blod.’*+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

26 ’Forbandet er den som ikke holder denne lovs ord i hævd ved at følge dem.’+ (Og hele folket skal sige: ’Amen!’)

28 Og hvis du virkelig vil adlyde Jehova* din Guds røst og tage vare på at følge alle hans bud som jeg pålægger dig i dag,+ så vil Jehova* din Gud sætte dig højt over alle jordens nationer.+ 2 Og alle disse velsignelser skal komme over dig og nå dig,+ fordi du adlyder Jehova din Guds røst:

3 Velsignet vil du være i byen,+ og velsignet vil du være på marken.+

4 Velsignet vil din livsfrugt+ være, og din jords frugt og dit husdyrs frugt,+ afkommet af dit hornkvæg og tilvæksten af dit småkvæg.+

5 Velsignet vil din kurv+ og dit dejtrug+ være.

6 Velsignet vil du være når du går ind, og velsignet vil du være når du går ud.+

7 Jehova* vil lade dine fjender som rejser sig imod dig, lide nederlag foran dig.+ Ad én vej vil de drage ud imod dig, men ad syv veje vil de flygte for dig.+ 8 Jehova* vil give påbud om velsignelse for dig, i dine forrådslagre+ og i alt hvad du tager dig for,+ og han vil velsigne dig i det land som Jehova din Gud giver dig. 9 Jehova vil oprejse dig som sit hellige folk,+ sådan som han har tilsvoret dig,+ når du holder Jehova* din Guds bud+ og vandrer på hans veje. 10 Og alle jordens folk skal se at Jehovas navn er nævnt over dig,+ og de skal frygte dig.+

11 Jehova vil også lade dig opnå velstand i overmål af din livsfrugt+ og af dine husdyrs frugt og af din jords frugt,+ på den jord som Jehova svor over for dine forfædre at ville give dig.+ 12 Jehova vil åbne sit gode forrådshus, himmelen, for dig, for at give regn over dit land til tiden+ og velsigne alt hvad din hånd gør;+ og du skal låne ud til mange nationer, men selv skal du ikke låne.+ 13 Og Jehova skal sætte dig til hoved og ikke til hale; og du skal udelukkende være oppe+ og ikke nede, fordi du adlyder Jehova* din Guds bud,+ som jeg i dag giver dig påbud om at holde og følge. 14 Og du må ikke vige fra nogen af de ord som jeg pålægger jer i dag, hverken til højre eller til venstre,+ for at vandre efter andre guder og dyrke dem.+

15 Men hvis du ikke adlyder Jehova din Guds røst og tager vare på at følge alle hans bud og forskrifter som jeg pålægger dig i dag, så skal alle disse forbandelser komme over dig og indhente dig:+

16 Forbandet vil du være i byen,+ og forbandet vil du være på marken.+

17 Forbandet vil din kurv+ og dit dejtrug+ være.

18 Forbandet vil din livsfrugt+ være og din jords frugt,+ afkommet af dit hornkvæg og tilvæksten af dit småkvæg.+

19 Forbandet vil du være når du går ind, og forbandet vil du være når du går ud.+

20 Jehova vil sende forbandelse over dig,+ forvirring+ og revselse+ i alt hvad du tager dig for [og] som du vil gøre, indtil du er blevet tilintetgjort og udryddet i hast, på grund af dine slette handlinger, eftersom du har forladt mig.+ 21 Jehova vil lade pesten hænge ved dig indtil han har udslettet dig fra den jord som du er på vej hen for at tage i besiddelse.+ 22 Jehova vil slå dig med tuberkulose+ og brændende feber og betændelse og feberhede og sværd*+ og afsvidning [af kornet]+ og meldug,+ og de vil forfølge dig indtil du er gået til grunde. 23 Og din himmel, der er over dit hoved, skal blive som kobber, og jorden, der er under dig, som jern.+ 24 Jehova vil som regn over dit land give fint sand og støv. Fra himmelen vil det komme ned over dig, indtil du er tilintetgjort. 25 Jehova vil lade dig lide nederlag foran dine fjender.+ Ad én vej vil du drage ud imod dem, men ad syv veje vil du flygte for dem; og du skal blive til noget skrækkeligt for alle jordens riger.+ 26 Og dit lig skal blive til føde for alle himmelens flyvende skabninger og jordens dyr uden at nogen skræmmer [dem] bort.+

27 Jehova vil slå dig med Ægyptens bylder+ og med hæmorroider og eksem og hududslæt, som du ikke vil kunne helbredes for. 28 Jehova vil slå dig med vanvid+ og tab af synet+ og forvirring af hjertet[s tanker].+ 29 Og du skal famle om ved middag, som den blinde famler om i mulmet,+ og du vil ikke have lykken med dig på dine veje; og du skal kun være en der alle dage bliver udbyttet og udplyndret, og der vil ingen være til at frelse dig.+ 30 Du bliver forlovet med en kvinde, men en anden mand vil voldtage hende.+ Du bygger et hus, men du kommer ikke til at bo i det.+ Du planter en vingård, men du tager den ikke i brug.+ 31 Din okse vil blive slagtet for øjnene af dig, men du kommer ikke til at spise noget af den. Dit æsel vil blive røvet lige for dit ansigt, og det vender ikke tilbage til dig. Dine får vil blive givet til dine fjender, og der vil ingen være til at frelse dig.+ 32 Dine sønner og dine døtre vil blive givet til et andet folk,+ og dine øjne vil se det og længes efter dem dagen lang, men din hånd* er magtesløs.+ 33 Din jords frugt og alt hvad du har frembragt ved dit slid, vil et folk som du ikke kender, fortære,+ og du skal kun være en som alle dage bliver udbyttet og undertrykt.+ 34 Og du skal blive vanvittig over det syn som dine øjne får at se.+

35 Jehova vil slå dig på begge knæ og begge ben med ondartede bylder som du ikke vil kunne helbredes for, fra fodsål til isse.+ 36 Jehova vil lade dig+ og din konge+ som du vil sætte over dig, vandre til en nation som du ikke kender, hverken du eller dine forfædre; og dér skal du dyrke andre guder, af træ og sten.+ 37 Og du skal blive til noget man forfærdes over,+ et mundheld+ og en spotteglose blandt alle de folk som Jehova fører dig bort til.

38 En mængde såsæd vil du bringe ud på marken, men kun lidt vil du samle ind,+ for græshopperne vil fortære den.+ 39 Vingårde vil du plante og dyrke, men du kommer ikke til at drikke vin eller indsamle [nogen frugt],+ for ormene vil opæde den.+ 40 Du vil få oliventræer i hele dit område, men du kommer ikke til at indgnide dig med olie, for dine oliven vil falde af.+ 41 Du vil blive fader til sønner og døtre, men de vil ikke forblive dine, for de vil gå i fangenskab.+ 42 Alle dine træer og din jords frugt vil surrende insekter* tage i besiddelse. 43 Den fastboende udlænding som er i din midte vil hæve sig højere og højere op over dig — mens du vil synke dybere og dybere.+ 44 Det vil være ham der låner ud til dig, og ikke dig der låner ud til ham.+ Han bliver hoved, mens du bliver hale.+

45 Og alle disse forbandelser+ skal komme over dig og forfølge dig og indhente dig indtil du er blevet tilintetgjort,+ fordi du ikke har adlydt Jehova din Guds røst og holdt hans bud og hans forskrifter som han pålagde dig.+ 46 Og de skal forblive over dig og dit afkom som et tegn og et varsel til fjerne tider,+ 47 fordi du ikke har tjent Jehova din Gud med fryd og hjertets glæde*+ over [at have] en overflod af alt.+ 48 Og du skal tjene dine fjender+ som Jehova vil sende imod dig med sult+ og tørst og nøgenhed og mangel på alt; og han skal lægge et jernåg på din hals indtil han har tilintetgjort dig.+

49 Jehova vil føre en nation imod dig fra det fjerne,+ fra jordens ende, som ørnen slår ned,+ en nation hvis tungemål du ikke forstår,+ 50 en nation med bistre ansigter,+ som ikke vil tage hensyn til en gammel mand eller vise en ung mand skånsel.+ 51 Og den skal fortære dine husdyrs frugt og din jords frugt indtil du er blevet tilintetgjort,+ og den vil ikke lade noget korn blive tilbage til dig, ingen ny vin eller olie, intet af dit hornkvægs afkom eller af dit småkvægs tilvækst, indtil den har udryddet dig.+ 52 Og den skal belejre dig i alle dine byer indtil dine høje og befæstede mure som du stoler på, styrter ned i hele dit land, ja den skal belejre dig i alle dine byer i hele dit land, som Jehova din Gud har givet dig.+ 53 Da skal du spise din livsfrugt, kødet af dine sønner og dine døtre,+ som Jehova din Gud har givet dig, på grund af den belejring og den trængsel hvormed din fjende sætter ind på dig.

54 Den mest forfinede og forvænte mand hos dig vil se med nærighed+ på sin broder og på sin hustru som han tager i favn, og på resten af sine sønner som han har tilbage, 55 så han ikke giver en eneste af dem noget af det kød af sine sønner som han vil spise, fordi han intet som helst har tilbage på grund af den belejring og den trængsel hvormed din fjende sætter ind på dig i alle dine byer.+ 56 Den forfinede og forvænte kvinde hos dig som aldrig har prøvet at sætte sin fod på jorden af forvænthed og forfinelse,+ vil se med nærighed på sin mand som hun tager i favn, og på sin søn og sin datter, 57 og på efterbyrden som kommer frem mellem hendes ben, og på sine sønner som hun føder,+ for hun vil spise dem i det skjulte af mangel på alt, på grund af den belejring og den trængsel hvormed din fjende sætter ind på dig i dine byer.+

58 Hvis du ikke tager vare på at følge alle denne lovs ord som er skrevet i denne bog,+ så du frygter dette herlige+ og frygtindgydende+ navn, ja, Jehova,+ din Gud, 59 så vil Jehova gøre dine plager og dit afkoms plager særlig strenge, store og langvarige plager+ og ondartede og langvarige sygdomme.+ 60 Og han vil bringe alle Ægyptens lidelser som du gruede for, over dig igen, og de skal hænge ved dig.+ 61 Også enhver sygdom og enhver plage der ikke er skrevet om i denne lovbog, vil Jehova* bringe over dig indtil du er tilintetgjort. 62 Og I vil blive ladt tilbage meget få i antal,+ skønt I er blevet så talrige som himmelens stjerner,+ fordi du ikke har adlydt Jehova* din Guds røst.

63 Og det skal være sådan, at som Jehova glædede sig over jer ved at gøre godt mod jer og gøre jer talrige,+ således vil Jehova glæde sig over jer ved at ødelægge jer og tilintetgøre jer;+ og I vil blive revet bort fra den jord som I er på vej hen for at tage i besiddelse.+

64 Og Jehova* vil sprede dig blandt alle folkene, fra den ene ende af jorden til den anden,+ og dér skal du dyrke andre guder som hverken du eller dine forfædre har kendt, træ og sten.+ 65 Og blandt de nationer får du ingen ro,+ og der vil intet sted være hvor din fod kan finde hvile; og Jehova* vil dér give dig et bævende hjerte+ og svigtende øjne+ og en fortvivlet sjæl. 66 Og dit liv skal være i den største fare,* og du skal nære rædsel nat og dag, og du vil ikke være sikker på dit liv.+ 67 Om morgenen vil du sige: ’Bare det var aften!’* og om aftenen vil du sige: ’Bare det var morgen!’* på grund af den hjertets rædsel som du nærer, og på grund af det syn som dine øjne får at se.+ 68 Og Jehova skal føre dig tilbage til Ægypten på skibe ad den vej om hvilken jeg sagde til dig: ’Du kommer aldrig til at se den igen,’+ og dér skal I byde jer til salg for jeres fjender som trælle og tjenestepiger,+ men der vil ingen køber være.“

29 Dette er den pagts ord som Jehova bød Moses slutte med Israels sønner i Moʹabs land, foruden den pagt han havde sluttet med dem ved Hoʹreb.*+

2 Og Moses tilkaldte hele Israel og sagde til det: „I har selv set alt hvad Jehova gjorde for øjnene af jer i Ægyptens land, mod Farao og alle hans tjenere og hele hans land,+ 3 de store prøvelser som dine øjne så,+ disse store tegn+ og mirakler.+ 4 Og dog har Jehova,* frem til denne dag, ikke givet jer et hjerte* der kan erkende, og øjne der kan se, og ører der kan høre.+ 5 ’Mens jeg førte jer fyrre år i ørkenen,+ blev jeres klæder ikke slidt på jer, og dine sandaler blev ikke slidt på dine fødder.+ 6 Brød spiste I ikke,+ og vin og stærke drikke drak I ikke, for at I kunne vide at jeg er Jehova jeres Gud.’ 7 Til sidst kom I til dette sted, og Siʹhon, Hesjʹbons konge,+ og Og,+ Baʹsans konge, rykkede ud for at møde os i kamp, men vi slog dem.+ 8 Derpå tog vi deres land og gav det som arvelod til rubenitterne og gaditterne og halvdelen af manassitternes stamme.+ 9 Derfor må I overholde denne pagts ord og handle efter dem, for at det kan gå jer godt i alt hvad I gør.+

10 I står i dag alle sammen over for Jehova* jeres Gud — jeres stammeoverhoveder,* jeres ældste og jeres forstandere, hver mand i Israel,+ 11 jeres småbørn, jeres hustruer+ og den fastboende udlænding+ hos dig, som er i din lejr, fra den der samler* dit brænde, til den der trækker dit vand op+ — 12 for at du kan træde ind i Jehova din Guds pagt+ og det edsforbund som Jehova din Gud slutter med dig i dag,+ 13 for at han i dag kan oprejse dig som sit folk+ og han kan være din Gud,+ sådan som han har lovet dig og som han har tilsvoret dine forfædre, Abraham,+ Isak+ og Jakob.+

14 Men det er ikke med jer alene jeg slutter denne pagt og dette edsforbund;*+ 15 det er nemlig [både] med ham som står her sammen med os i dag foran Jehova vor Gud, og med dem som ikke er sammen med os her i dag;+ 16 (selv véd I jo hvordan vi boede i Ægyptens land og hvordan vi drog midt igennem de nationer som I drog igennem.+ 17 Og I så deres afskyeligheder og deres uhumske guder,+ træ og sten, sølv og guld, som var hos dem;) 18 for at der ikke iblandt jer skal være en mand eller kvinde eller slægt eller stamme hvis hjerte i dag vender sig bort fra Jehova vor Gud for at gå hen og dyrke disse nationers guder;+ for at der ikke iblandt jer skal være en rod der bærer giftplanters og malurts frugt.+

19 Men når nogen hører denne eds ord+ og velsigner sig selv i sit hjerte og siger: ’Jeg vil opleve fred,+ selv om jeg vandrer i mit hjertes trods,’+ — så det vandrige bortrives sammen med det tørstige — 20 da vil Jehova ikke nære ønske om at tilgive ham,+ men Jehovas* vrede+ og nidkærhed+ vil slå ud i røg mod den mand,+ og hele den forbandelse der står skrevet i denne bog+ skal hvile på ham, og Jehova vil udslette hans navn under himmelen. 21 Og Jehova vil skille ham ud+ fra alle Israels stammer, til ulykke, i overensstemmelse med alle de pagtens forbandelser* der står skrevet i denne lovbog.

22 Og den kommende generation, jeres sønner som vil fremstå efter jer, og den fremmede som kommer fra et fjernt land, skal sige, når de ser plagerne over dette land, og de sygdomme hvormed Jehova har ramt det+ — 23 svovl og salt+ og brand,+ så hele dets land ikke bliver tilsået eller frembringer spirer, eller nogen planter vokser op i det, [og det bliver] som da Soʹdoma og Gomorʹra,+ Adʹma+ og Zeʹbojim+ omstyrtedes, [byer] som Jehova omstyrtede i sin vrede og forbitrelse+ — 24 ja, alle nationerne skal sige: ’Hvorfor har Jehova handlet sådan mod dette land?+ Hvorfor denne vældige vredesglød?’ 25 Så skal man sige: ’Det var fordi de svigtede Jehovas, deres forfædres Guds, pagt,+ som han sluttede med dem da han førte dem ud af Ægyptens land.+ 26 Og de gik hen og dyrkede andre guder og bøjede sig for dem, guder som de ikke kendte og som han ikke havde tildelt dem.+ 27 Da blussede Jehovas vrede op mod det land idet han bragte hele den forbandelse der står skrevet i denne bog, over det.+ 28 Derfor rykkede Jehova dem op fra deres jord i vrede+ og forbitrelse og stor harme og kastede dem ind i et andet land, sådan som det er i dag.’+

29 De skjulte ting+ tilhører Jehova* vor Gud, men de åbenbarede+ tilhører os og vore sønner til fjerne tider, at vi må følge alle denne lovs ord.*+

30 Når så alle disse ting kommer over dig, velsignelsen+ og forbandelsen+ som jeg har forelagt dig, og du genkalder dig dem i dit hjerte*+ blandt alle de nationer som Jehova din Gud har drevet dig bort til,+ 2 og du vender om til Jehova din Gud+ og adlyder hans røst i overensstemmelse med alt hvad jeg pålægger dig i dag, du og dine sønner, af hele dit hjerte og hele din sjæl,+ 3 da vil Jehova din Gud bringe dine fangne* tilbage+ og vise dig barmhjertighed+ og samle dig igen fra alle de folk hvortil Jehova din Gud har spredt dig.+ 4 Om så dit fordrevne folk er ved himmelens rand, vil Jehova din Gud samle dig og hente dig derfra.+ 5 Og Jehova din Gud vil føre dig til det land som dine fædre tog i besiddelse, og du skal tage det i besiddelse; og han vil gøre godt mod dig og gøre dig mere talrig end dine fædre.+ 6 Og Jehova din Gud skal omskære dit hjerte+ og dit afkoms hjerte,+ at du kan elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og hele din sjæl for dit livs skyld.+ 7 Og Jehova din Gud skal lægge alle disse forbandelser på dine fjender og på dem som hader dig, som har forfulgt dig.+

8 Og du selv vil vende om og adlyde Jehovas røst og følge alle hans bud som jeg pålægger dig i dag.+ 9 Og Jehova din Gud vil lade dig få mere end nok af alt hvad din hånd frembringer,+ af din livsfrugt og dine husdyrs frugt+ og din jords frugt,+ med velstand til følge,+ for Jehova* vil igen glæde sig over dig til det gode, som han glædede sig over dine forfædre;+ 10 for du vil adlyde Jehova din Guds røst så du holder hans bud og hans forskrifter der er skrevet i denne lovbog,+ fordi du vil vende om til Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl.+

11 For dette bud som jeg pålægger dig i dag, er ikke for vanskeligt for dig og heller ikke for langt borte.+ 12 Det er ikke i himmelen, så man ville sige: ’Hvem vil stige op til himmelen for os og hente det til os, så han kan lade os høre det og vi kan følge det?’+ 13 Det er heller ikke på den anden side af havet, så man ville sige: ’Hvem vil drage over til den anden side af havet for os og hente det til os, så han kan lade os høre det og vi kan følge det?’ 14 For ordet er dig meget nær, i din egen mund og i dit eget hjerte,+ så du kan følge det.+

15 Se, jeg har i dag forelagt dig livet og lykken, og døden og ulykken.+ 16 [Hvis du vil adlyde Jehova din Guds bud]* som jeg pålægger dig i dag, så du elsker Jehova din Gud,+ vandrer på hans veje og holder hans bud+ og hans forskrifter og hans lovbud,+ da skal du blive i live+ og blive talrig, og Jehova din Gud skal velsigne dig i det land som du er på vej hen for at tage i besiddelse.+

17 Men hvis dit hjerte vender sig bort og du ikke adlyder,+ og du bliver forledt til at bøje dig for andre guder og dyrke dem,+ 18 meddeler jeg jer i dag at I visselig vil gå til grunde.+ I vil ikke få en lang række dage på den jord som I går over Jordan for at drage hen og tage i besiddelse. 19 Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer+ på at jeg har forelagt dig livet og døden,+ velsignelsen+ og forbandelsen;+ og du skal vælge livet for at du kan blive i live,+ du og dit afkom,+ 20 ved at elske Jehova* din Gud,+ ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham;+ for han er dit liv og rækken af dine dage,+ at du kan bo på den jord som Jehova svor over for dine forfædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dem.“+

31 Så gik Moses hen og overbragte disse ord til hele Israel 2 og sagde til dem: „Et hundrede og tyve år gammel er jeg i dag.+ Jeg vil ikke længere få lov til at gå ud og ind,+ da Jehova har sagt til mig: ’Du vil ikke komme til at gå over Jordan dér.’+ 3 Det er Jehova* din Gud der går over foran dig.+ Han selv vil tilintetgøre disse nationer foran dig, og du skal drive dem bort.+ Det er Josua* der kommer til at gå over i spidsen for dig,+ sådan som Jehova har sagt. 4 Og Jehova skal gøre ved dem som han gjorde ved amoritternes konger, Siʹhon+ og Og,+ og ved deres land, da han tilintetgjorde dem.+ 5 Og Jehova har overgivet dem til jer,+ og I skal handle med dem i overensstemmelse med hele det bud som jeg har pålagt jer.+ 6 Vær modige og stærke.+ Vær ikke bange og bliv ikke opskræmte på grund af dem,+ for Jehova din Gud drager selv med dig. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“+

7 Så tilkaldte Moses Josua og sagde til ham for øjnene af hele Israel: „Vær modig og stærk,+ for du skal føre* dette folk ind i det land som Jehova svor over for deres forfædre at ville give dem, og du skal give dem det i arv.+ 8 Og det er Jehova der går foran dig. Han vil blive hos dig.+ Han vil ikke slippe dig eller forlade dig. Vær ikke bange og vær ikke skrækslagen.“+

9 Så nedskrev Moses denne lov+ og gav den til præsterne, Leʹvis sønner,+ dem som bar Jehovas pagts ark,+ og til alle Israels ældste. 10 Og Moses gav dem følgende påbud idet han sagde: „Efter hvert syvende år, til den fastsatte tid for eftergivelsesåret,+ ved løvhyttefesten,+ 11 når hele Israel kommer for at se* Jehova din Guds ansigt+ på det sted han udvælger,+ skal du oplæse denne lov for hele Israel, i dets påhør.*+ 12 Kald folket sammen,+ mændene og kvinderne og småbørnene og den fastboende udlænding hos dig, som er inden for dine porte, for at de kan høre og for at de kan lære,+ og således frygte Jehova jeres Gud+ og tage vare på at følge alle denne lovs ord. 13 Og deres sønner som ikke kender [den] skal høre efter,+ og de skal lære at frygte Jehova jeres Gud alle de dage I lever på den jord som I går over Jordan for at tage i besiddelse.“+

14 Derpå sagde Jehova til Moses: „Se! De dage er kommet nær da du skal dø.+ Kald på Josua og stil jer op ved mødeteltet så jeg kan overdrage ham hvervet.“+ Da gik Moses og Josua hen og stillede sig op ved mødeteltet,+ 15 hvorpå Jehova kom til syne ved teltet i en skysøjle, og skysøjlen blev stående ved indgangen til teltet.+

16 Da sagde Jehova til Moses: „Se! Du lægger dig til hvile hos dine fædre,+ og dette folk vil rejse sig+ og bedrive utugt med fremmede guder i det land som de drager ind i,+ i deres egen midte, og de vil forlade mig+ og bryde min pagt som jeg har sluttet med dem.+ 17 Da skal min vrede blusse op imod dem på den dag,+ og jeg vil forlade dem+ og skjule mit ansigt for dem,+ og de skal blive fortæret, og mange ulykker og trængsler skal komme over dem,+ og de skal sige på den dag: ’Er det ikke fordi vor Gud ikke er i vor midte* at disse ulykker er kommet over os?’*+ 18 Jeg selv vil ubetinget skjule mit ansigt på den dag på grund af alt det onde de har gjort, for de har vendt sig til andre guder.+

19 Men skriv I nu denne sang+ ned og lær Israels sønner den.+ Læg den i deres mund, så denne sang kan være mit vidne mod Israels sønner.+ 20 For jeg vil føre dem til den jord som jeg har tilsvoret* deres forfædre+ [og] som flyder med mælk og honning,+ og de skal spise+ og blive mætte og blive fede+ og vende sig til andre guder,+ og de skal dyrke dem og handle respektløst over for mig og bryde min pagt.+ 21 Og når der så kommer mange ulykker og trængsler over dem,+ skal denne sang afgive vidnesbyrd over for dem — som vidne; for den skal ikke glemmes [og forsvinde] fra deres afkoms mund; jeg kender jo den tilbøjelighed+ som de er i færd med at udvikle i dag, før jeg fører dem ind i det land jeg har tilsvoret [dem].“*

22 Så nedskrev Moses på den dag denne sang, så han kunne lære Israels sønner den.+

23 Derpå overdrog han Josua, Nuns søn, hvervet+ og sagde: „Vær modig og stærk,+ for det er dig der skal føre Israels sønner ind i det land som jeg har tilsvoret dem,+ og jeg selv vil være med dig.“

24 Og så snart Moses var færdig med at skrive denne lovs ord i en bog, helt til deres slutning,+ 25 gav Moses levitterne, som bar Jehovas pagts ark,+ følgende påbud idet han sagde: 26 „Tag* denne lovbog+ og læg den ved siden af Jehova* jeres Guds pagts ark.+ Så skal den tjene som et vidne mod dig dér.+ 27 Jeg kender jo selv jeres opsætsighed+ og stivnakkethed.+ Hvis I har været opsætsige mod Jehova* endnu mens jeg er i live og er hos jer i dag,+ hvor meget mere da ikke efter min død! 28 Lad alle jeres stammeældste og jeres forstandere+ kalde sammen hos mig, og lad mig fremføre disse ord i deres påhør og tage himmelen og jorden til vidne mod dem.+ 29 Jeg ved jo at I efter min død helt sikkert vil handle ødelæggende+ og at I vil vende jer bort fra den vej jeg har givet jer påbud om; og ulykken+ skal ramme jer i de sidste dage, fordi I vil gøre hvad der er ondt i Jehovas* øjne, så I krænker ham med jeres hænders værk.“+

30 Så fremførte Moses i påhør af hele Israels menighed* denne sangs ord, helt til deres slutning:+

29 Åh, blot de var vise!+ Så ville de tage ved lære af dette.+

De ville tænke på hvordan det til sidst ville gå dem.+

35 Hævnen er min, og gengældelsen.+

44 Således kom Moses og fremførte alle denne sangs ord i folkets påhør,*+ han og Hosjeʹa,* Nuns søn.+ 45 Og da Moses var færdig med at fremføre alle disse ord for hele Israel, 46 sagde han til dem: „Ret jeres hjerte mod alle de ord som jeg har advaret jer med* i dag,+ så I kan give jeres sønner påbud om at tage vare på at følge alle denne lovs ord.+ 47 For det er ikke et ord uden værdi for jer;+ men det betyder livet for jer,+ og ved dette ord kan I få en lang række dage på den jord som I går over Jordan for at tage i besiddelse.“+

48 Og Jehova sagde videre til Moses denne samme dag: 49 „Gå op på Aʹbarimbjerget*+ dér, Neʹbo Bjerg,+ som ligger i Moʹabs land, der ligger over for Jeriko, og se Kaʹna’ans land, som jeg giver Israels sønner som ejendom.+ 50 Derpå må du dø på det bjerg du går op på, og samles til dit folk,+ sådan som din broder Aron døde på bjerget Hor+ og samledes til sit folk, 51 fordi I handlede troløst over for mig+ midt blandt Israels sønner ved Meʹribas vand+ i Kaʹdesj i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig* midt blandt Israels sønner.+ 52 Derfor skal du se landet på afstand, men du kommer ikke til at gå derind, ind i det land som jeg giver Israels sønner.“+

33 Og dette er den velsignelse+ hvormed den [sande] Guds mand+ Moses velsignede Israels sønner før sin død. 2 Han sagde da:

7 Og dette var [velsignelsen]* over Juda,+ da han sagde:

8 Og om Leʹvi sagde han:+

12 Om Benjamin sagde han:+

13 Og om Josef sagde han:+

18 Og om Zeʹbulon sagde han:+

20 Og om Gad sagde han:+

22 Og om Dan sagde han:+

23 Og om Nafʹtali sagde han:+

24 Og om Aʹser sagde han:+

29 Lykkelig er du, Israel!+

34 Så gik Moses fra Moʹabs ørkensletter op på Neʹbo Bjerg,+ til toppen af Pisʹga,+ som ligger over for Jeriko,+ hvorpå Jehova viste ham hele landet: Giʹlead indtil Dan,+ 2 og hele Nafʹtali og Eʹfraims og Manasʹses land og hele Judas land, helt til havet i vest,+ 3 og Neʹgeb+ og [Jordan]egnen,*+ sletten ved Jeriko, Palmebyen,+ indtil Zoʹar.*+

4 Så sagde Jehova til ham: „Dette er det land som jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob da jeg sagde: ’Dit afkom giver jeg det.’+ Jeg har ladet dig se det med egne øjne, men du kommer ikke derover.“+

5 Derpå døde Jehovas tjener* Moses+ dér i Moʹabs land på Jehovas befaling,+ 6 og han begravede ham i dalen i Moʹabs land over for Bet-Peʹor,+ og ingen kender hans grav den dag i dag.+ 7 Og Moses var ved sin død et hundrede og tyve år gammel.+ Hans øje var ikke svækket,+ og hans livskraft ikke svundet.+ 8 Israels sønner græd da over Moses på Moʹabs ørkensletter i tredive dage.+ Så var dagene da man græd og holdt sorg over Moses til ende.

9 Og Josua, Nuns søn, var fuld af visdoms ånd,+ for Moses havde lagt sin hånd på ham;+ og Israels sønner hørte på ham og gjorde sådan som Jehova havde påbudt Moses.+ 10 Men der er endnu aldrig fremstået en profet i Israel som Moses,+ hvem Jehova kendte ansigt til ansigt,+ 11 med hensyn til alle de tegn og mirakler som Jehova sendte ham for at gøre i Ægyptens land for Farao og alle hans tjenere og hele hans land,+ 12 og med hensyn til hele den styrke der lå i hans hånd, og hele den store, frygtindgydende gerning som Moses øvede for øjnene af hele Israel.+