Josua

1 Og efter Jehovas tjener* Moses’ død sagde Jehova så til Josua,*+ Nuns søn, som gjorde tjeneste*+ for Moses: 2 „Min tjener Moses er død;+ så bryd nu op; gå over Jordan dér, du og hele dette folk, ind i det land som jeg giver dem, Israels sønner.+ 3 Hvert sted jeres fod betræder, giver jeg jer, sådan som jeg lovede Moses.+ 4 Fra ørkenen og* Libanon dér og til den store flod, Euʹfratfloden, det vil sige hele hetitternes land,+ og til Det Store Hav mod solnedgangen skal jeres område strække sig.+ 5 Ingen vil kunne holde stand over for dig alle dit livs dage.+ Som jeg var med Moses, vil jeg være med dig.+ Jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.+ 6 Vær modig og stærk,+ for det er dig der skal lade dette folk tage det land i eje+ som jeg svor over for deres forfædre at ville give dem.+

7 Vær blot modig* og meget stærk så du kan tage vare på at handle efter hele den lov som min tjener Moses pålagde dig.+ Afvig ikke fra den, hverken til højre eller til venstre,+ for at du kan handle med indsigt overalt hvor du færdes.+ 8 Denne lovbog skal ikke vige fra din mund,+ og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den;+ for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt.+ 9 Har jeg ikke overdraget dig hvervet?+ Vær modig og stærk. Bliv ikke opskræmt og vær ikke skrækslagen,+ for Jehova din Gud er med dig overalt hvor du færdes.“+

10 Derpå gav Josua folkets forstandere følgende påbud idet han sagde: 11 „Gå midt igennem lejren og giv folket følgende påbud: ’Gør proviant klar til jer, for om tre dage går I over Jordan dér og går ind og tager det land i besiddelse som Jehova jeres Gud giver jer i eje.’“+

12 Og til rubenitterne og gaditterne og Manasʹses halve stamme sagde Josua: 13 „Husk* på det ord som Jehovas tjener Moses pålagde jer+ da han sagde: ’Jehova jeres Gud giver jer nu hvile, og han har givet jer dette land. 14 Jeres hustruer, jeres småbørn og jeres hjorde skal blive i det land som Moses har givet jer på denne side af Jordan;+ men I selv skal drage over i kampformation+ foran jeres brødre, alle de dygtige krigere,+ og I skal hjælpe dem. 15 Først når Jehova giver jeres brødre hvile ligesom jer og de også har taget det land i besiddelse som Jehova jeres Gud giver dem,+ kan I vende tilbage til jeres ejendomsland og tage det i besiddelse,+ det som Jehovas tjener Moses har givet jer på denne side af Jordan, mod solopgangen.’“+

16 Da svarede de Josua og sagde: „Alt hvad du har givet os påbud om, vil vi gøre, og hvor som helst du sender os hen, vil vi gå.+ 17 Som vi adlød Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte Jehova din Gud blot være med dig,+ som han var med Moses.+ 18 Enhver der sætter sig op imod din befaling+ og ikke adlyder dine ord i alt hvad du giver ham påbud om, skal lide døden.+ Vær blot modig og stærk.“+

2 Så udsendte Josua, Nuns søn, hemmeligt to mænd som spioner fra Sjitʹtim*+ idet han sagde: „Tag hen og se på landet og Jeriko.“ Så tog de af sted og gik ind i huset hos en skøge hvis navn var Raʹhab,+ og dér fik de husly. 2 Da blev der sagt til kongen af Jeriko: „Se! Der er kommet nogle mænd af Israels sønner herind i nat for at udforske landet.“ 3 Derpå sendte kongen af Jeriko bud til Raʹhab og sagde: „Udlevér de mænd som kom til dig, dem som er gået ind i dit hus, for de er kommet for at udforske hele landet.“+

4 Så tog kvinden de to mænd og skjulte dem. Derpå sagde hun: „Mændene kom ganske rigtigt til mig, men jeg vidste ikke hvor de var fra. 5 Og da porten skulle lukkes+ i mørkningen, gik mændene bort. Jeg véd ikke hvor mændene er taget hen. Sæt hurtigt efter dem; så kan I indhente dem.“ 6 (Hun havde imidlertid ført dem op på taget+ og gemt dem mellem nogle hørstængler som hun havde liggende i rækker på taget.) 7 Og mændene satte efter dem ad vejen til Jordan, mod vadestederne,+ og man lukkede straks porten efter at forfølgerne var gået ud.

8 Men mændene havde endnu ikke lagt sig til at sove før hun kom op på taget til dem 9 og sagde til dem: „Jeg véd at Jehova vil give jer landet,+ og at der er kommet skræk for jer over os,+ og at alle landets indbyggere har mistet modet på grund af jer.+ 10 For vi har hørt hvordan Jehova udtørrede Det Røde Havs vande foran jer da I gik ud af Ægypten,+ og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger på den anden side af Jordan, Siʹhon+ og Og,+ som I viede til udslettelse.+ 11 Da vi hørte om det, smeltede vore hjerter,+ og der er intet mod* tilbage i nogen på grund af jer,+ for Jehova jeres Gud er Gud oppe i himmelen og nede på jorden.+ 12 Så sværg da nu over for mig ved Jehova,+ at eftersom jeg har vist jer loyal hengivenhed, vil I også vise min faders hus loyal hengivenhed+ og give mig et pålideligt tegn+ 13 og bevare min fader og moder+ og mine brødre og søstre og alle som hører dem til, i live, og udfri vore sjæle fra døden.“+

14 Da sagde mændene til hende: „Vore sjæle skal dø i stedet for jer [om ikke vi gør det]!+ Hvis I lader være med at fortælle om dette vort ærinde, vil vi vise dig loyal hengivenhed og troskab* når Jehova giver os landet.“+ 15 Så hejsede hun dem ned med et reb gennem vinduet, for hendes hus lå på siden af muren, og hun boede på selve muren.+ 16 Og hun sagde til dem: „Begiv jer til bjerglandet, så forfølgerne ikke træffer jer; og hold jer skjult dér i tre dage indtil forfølgerne er vendt tilbage; derefter kan I gå den vej I skal.“

17 Så sagde mændene til hende: „Vi vil være fri for skyld med hensyn til denne din ed som du har ladet os sværge.+ 18 Se, når vi går ind i landet skal du binde denne snor af skarlagenrød tråd til det vindue som du hejsede os ned igennem, og din fader og din moder og dine brødre og hele din faders hus skal du samle hos dig i huset.+ 19 Og for enhver der går uden for dørene til dit hus,+ gælder det at hans blod skal komme over hans eget hoved, og vi vil være fri for skyld; men for enhver der bliver hos dig i huset, gælder det at hans blod skal komme over vore hoveder hvis der lægges hånd på ham. 20 Og hvis du fortæller om dette vort ærinde,+ vil vi også være fri for skyld med hensyn til denne ed som du lod os sværge.“ 21 Hertil sagde hun: „Lad det være sådan som I har sagt.“

Derpå sendte hun dem bort, og de gik deres vej. Og hun bandt den skarlagenrøde snor til vinduet. 22 De begav sig altså på vej og kom til bjerglandet og blev der i tre dage, indtil forfølgerne var vendt tilbage. Og forfølgerne søgte efter dem overalt på vejen, men de fandt dem ikke. 23 Så vendte de to mænd om og gik ned fra bjerglandet og over [Jordan] og kom til Josua, Nuns søn, og de aflagde beretning for ham om alt hvad der var hændt dem. 24 Derpå sagde de til Josua: „Jehova har givet hele landet i vor hånd,+ og desuden har alle landets indbyggere mistet modet på grund af os.“+

3 Så stod Josua tidligt op om morgenen, hvorpå han og alle Israels sønner brød op fra Sjitʹtim+ og kom til Jordan; og dér slog de lejr for natten før de gik over.

2 Og efter tre dages+ forløb gik forstanderne+ midt igennem lejren 3 og bød folket: „Så snart I ser Jehova jeres Guds pagts ark og præsterne, levitterne, bære den af sted,+ skal I selv bryde op fra jeres plads og følge efter den, 4 — blot skal der være en afstand mellem jer og den på omkring to tusind alen* i mål;+ kom den ikke nær — for at I kan vide hvilken vej I skal gå, eftersom I ikke før er gået over ad den vej.“

5 Josua sagde derpå til folket: „Sørg for at hellige+ jer, for i morgen vil Jehova gøre undere midt iblandt jer.“+

6 Så sagde Josua til præsterne: „Løft pagtens ark+ op og gå over foran folket.“ Så løftede de pagtens ark op og gik foran folket.

7 Derpå sagde Jehova til Josua: „I dag begynder jeg at gøre dig stor i hele Israels øjne,+ for at de kan vide at som jeg var med Moses,+ vil jeg være med dig.+ 8 Og du skal give præsterne som bærer pagtens ark følgende påbud:+ ’Når I er kommet helt hen til kanten af Jordans vand, skal I stå stille+ ved Jordan.’“

9 Og Josua sagde videre til Israels sønner: „Træd nærmere herhen og hør Jehova jeres Guds ord.“ 10 Derpå sagde Josua: „Herpå skal I kende at en levende Gud* er i jeres midte+ og at han visselig vil drive kana’anæerne og hetitterne og hivvitterne og perizzitterne og girgasjitterne og amoritterne og jebusitterne bort foran jer.+ 11 Se, pagtens ark, som tilhører al jordens Herre,* går nu over foran jer, ud i Jordan. 12 Tag jer derfor nu tolv mænd af Israels stammer, én mand for hver stamme.+ 13 Og i det øjeblik præsternes fødder — de som bærer Jehovas, al jordens Herres, ark — hviler i Jordans vand, vil vandet i Jordan blive afskåret, det vand som kommer ovenfra, og det vil blive stående som en dæmning.“+

14 Og da folket brød op fra deres telte for at gå over Jordan, med præsterne der bar pagtens ark+ foran folket, 15 og i det øjeblik da de som bar arken, kom til Jordan, og præsterne som bar arken dyppede fødderne i vandkanten (Jordan løber nemlig over alle sine bredder+ i alle høstens dage), 16 stod vandet som kom ovenfra stille. Det rejste sig som en dæmning+ meget langt borte, ved Adam,* byen som ligger ved siden af Zarʹetan,+ mens det der løb ned mod Aʹrabahavet, Salthavet,+ tømtes ud. Det blev afskåret, og folket gik over, lige over for Jeriko. 17 Og præsterne som bar Jehovas pagts ark blev stående ubevægelige på tør grund+ midt i Jordan, mens hele Israel gik over på tør grund,+ indtil hele nationen var færdig med at gå over Jordan.

4 Og så snart hele nationen var færdig med at gå over Jordan,+ sagde Jehova til Josua: 2 „Tag jer tolv mænd af folket, én mand fra hver stamme,+ 3 og giv dem følgende påbud: ’Tag tolv sten+ op midt ude i Jordan, fra det sted hvor præsterne stod med deres fødder uden at røre sig,+ og tag dem med jer over og læg dem på det sted hvor I gør holdt+ i nat.’“

4 Så kaldte Josua på de tolv mænd+ som han havde udpeget af Israels sønner, én mand fra hver stamme; 5 og Josua sagde derpå til dem: „Gå hen foran Jehova jeres Guds ark, midt ud i Jordan, og løft hver især en sten op på skulderen, svarende til antallet af Israels sønners stammer, 6 for at dette kan tjene som et tegn midt iblandt jer.+ Når jeres sønner engang i fremtiden spørger: ’Hvorfor har I disse sten?’+ 7 skal I sige til dem: ’Fordi Jordans vand blev afskåret foran Jehovas pagts ark.+ Da den gik igennem Jordan, blev Jordans vand afskåret, og disse sten skal tjene som et minde for Israels sønner til fjerne tider.’“+

8 Følgelig gjorde Israels sønner sådan som Josua havde påbudt og tog tolv sten op midt ude i Jordan, sådan som Jehova havde sagt til Josua, svarende til antallet af Israels sønners stammer;+ og derpå tog de dem med sig over til overnatningsstedet+ og lagde dem dér.

9 Desuden rejste Josua tolv sten midt i Jordan på det sted hvor præsterne der bar pagtens ark havde stået med deres fødder,+ og de er der endnu den dag i dag.

10 Og præsterne som bar arken blev stående midt+ i Jordan indtil alt hvad Jehova havde påbudt Josua at sige til folket, var fuldført, nøjagtig som Moses havde påbudt Josua.+ Imens skyndte folket sig+ at gå over. 11 Og så snart hele folket var færdigt med at gå over, gik Jehovas ark+ over, og præsterne, foran folket. 12 Og Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme+ gik over i kampformation+ foran Israels sønner, sådan som Moses havde sagt til dem.+ 13 Omkring fyrre tusind udrustede til hæren gik over foran Jehova til Jerikos ørkensletter, til kampen.

14 Den dag gjorde Jehova Josua stor i hele Israels øjne,+ og fra da af frygtede de ham, sådan som de havde frygtet Moses, alle hans livs dage.+

15 Da sagde Jehova til Josua: 16 „Giv præsterne som bærer Vidnesbyrdets ark+ påbud om at de skal gå op fra Jordan.“ 17 Så bød Josua præsterne: „Gå op fra Jordan.“ 18 Og da præsterne som bar Jehovas pagts ark+ gik op fra Jordan, og præsterne havde trukket fødderne+ op og stod på tør grund, vendte Jordans vand tilbage til sit sted og gik som før over alle sine bredder.+

19 Og folket gik op fra Jordan den tiende i den første måned og slog lejr i Gilʹgal+ i Jerikos grænseområde mod øst.

20 Og de tolv sten som de havde taget fra Jordan, rejste Josua i Gilʹgal.+ 21 Derpå sagde han til Israels sønner: „Når jeres sønner engang i fremtiden spørger deres fædre: ’Hvad betyder disse sten?’+ 22 så skal I lade jeres sønner det vide idet I siger: ’Det var på tør bund Israel gik over Jordan dér,+ 23 da Jehova jeres Gud udtørrede Jordans vand foran dem* indtil de* var gået over, sådan som Jehova jeres Gud havde gjort ved Det Røde Hav, dengang han udtørrede det foran os indtil vi var gået over;+ 24 for at alle jordens folk kan kende Jehovas hånd+ [og vide] at den er stærk;+ for at I altid kan frygte Jehova jeres Gud.’“+

5 Da nu alle amoritterkongerne+ som var på den side af Jordan der vender mod vest,* og alle kana’anæerkongerne+ som var ved havet, hørte at Jehova havde udtørret Jordans vand foran Israels sønner indtil de var gået over, smeltede deres hjerter,+ og der var intet mod* i dem mere på grund af Israels sønner.+

2 På det tidspunkt sagde Jehova til Josua: „Lav dig nogle flintknive* og omskær+ Israels sønner igen, for anden gang.“ 3 Så lavede Josua sig nogle flintknive og omskar Israels sønner ved Giʹbeat-Ha’aʹralot.*+ 4 Og dette er grunden til at Josua foretog omskærelsen: hele folket som var gået ud af Ægypten, de af mandkøn, alle de krigsduelige mænd, var døde+ undervejs i ørkenen, dengang de gik ud af Ægypten. 5 For hele det folk der gik ud, var omskåret; men hele det folk der var født undervejs i ørkenen, dengang de gik ud af Ægypten, havde de ikke omskåret. 6 Israels sønner havde jo vandret i ørkenen i fyrre år,+ indtil der ikke var flere af hele den nation af krigsduelige mænd som gik ud af Ægypten [og] som ikke adlød Jehovas røst. Dem havde Jehova svoret over for at han aldrig ville lade dem se det land+ som Jehova havde tilsvoret deres forfædre at ville give os,+ et land der flyder med mælk og honning.+ 7 Men deres sønner oprejste han i deres sted.+ Dem omskar Josua, for de var uomskårne, eftersom man ikke havde omskåret dem undervejs.

8 Og da man så var færdig med at omskære hele nationen, blev de på deres plads i lejren indtil de var kommet sig.+

9 Så sagde Jehova til Josua: „I dag har jeg bortvæltet Ægyptens forsmædelse fra jer.“+ Derfor gav man det sted navnet Gilʹgal,*+ som det hedder den dag i dag.

10 Mens Israels sønner lå lejrede i Gilʹgal, fejrede de påsken den fjortende dag i måneden,+ om aftenen, på Jerikos ørkensletter. 11 Derpå spiste de af landets afgrøde dagen efter påsken: usyrede brød+ og ristede kerner, samme dag. 12 Så hørte mannaen op dagen efter at de havde spist af landets afgrøde, og der kom ikke manna mere til Israels sønner,+ men de gav sig i det år til at spise af det som var høstet i Kaʹna’ans land.+

13 Engang, mens Josua befandt sig ved Jeriko, løftede han sine øjne og så at der foran ham stod en mand+ med sit dragne sværd i hånden.+ Josua gik da hen til ham og sagde til ham: „Er du for os eller for vore modstandere?“ 14 Hertil sagde han: „Ingen af delene; men* som fyrsten over Jehovas hær* er jeg lige kommet.“+ Da faldt Josua til jorden på sit ansigt,+ bøjede sig og sagde til ham: „Hvad har min herre at sige sin tjener?“ 15 Og fyrsten over Jehovas hær sagde til Josua: „Tag dine sandaler af fødderne, for det sted du står på, er helligt.“ Og straks gjorde Josua det.+

6 Nu var Jeriko tæt tillukket på grund af Israels sønner; ingen gik ud og ingen gik ind.+

2 Og Jehova sagde videre til Josua: „Se, jeg har givet Jeriko og dets konge, de dygtige krigere, i din hånd.+ 3 Og alle I stridsmænd skal marchere rundt om byen, idet I går rundt* om byen én gang. Sådan skal du gøre i seks dage. 4 Og syv præster skal bære syv vædderhorn foran arken, og på den syvende dag skal I marchere rundt om byen syv gange, og præsterne skal blæse i hornene.+ 5 Og når de lader vædderhornet lyde og I hører lyden af hornet,* skal hele folket udstøde et højt krigsråb,+ og byens mur skal falde sammen,+ og folket skal gå derop, hver mand lige frem for sig.“

6 Så tilkaldte Josua, Nuns søn, præsterne+ og sagde til dem: „Løft pagtens ark op,+ og syv præster skal bære syv vædderhorn foran Jehovas ark.“+ 7 Og han* sagde videre til folket: „Gå frem og marchér rundt om byen, og den væbnede styrke+ skal gå frem foran Jehovas ark.“ 8 Og det skete sådan som Josua havde sagt til folket; og syv præster der bar syv vædderhorn foran Jehova gik frem og blæste i hornene, og Jehovas pagts ark fulgte bag efter dem. 9 Og den væbnede styrke gik foran præsterne som blæste i hornene, mens bagtroppen+ fulgte efter arken, mens man fortsat blæste* i hornene.

10 Og Josua havde påbudt folket:+ „I må hverken råbe eller lade jeres stemmer høre eller lade et ord komme ud af jeres mund før den dag jeg siger til jer: ’Råb!’ Så skal I råbe.“+ 11 Og han lod Jehovas ark føre rundt om byen, idet man gik én gang rundt, hvorpå de gik hjem til lejren og blev i lejren om natten.

12 Derpå stod Josua tidligt op om morgenen,+ og præsterne løftede Jehovas ark+ op, 13 og syv præster der bar syv vædderhorn foran Jehovas ark marcherede af sted, mens de stadig blæste i hornene, og den væbnede styrke gik foran dem, mens bagtroppen fulgte efter Jehovas ark og man fortsat blæste i hornene.+ 14 Og de marcherede rundt om byen den anden dag én gang, hvorpå de vendte tilbage til lejren. Sådan gjorde de i seks dage.+

15 Og den syvende dag stod de tidligt op, så snart daggryet brød frem, og marcherede rundt om byen syv gange på den foreskrevne måde. Kun den dag marcherede de rundt om byen syv gange.+ 16 Og da præsterne den syvende gang blæste i hornene, sagde Josua til folket: „Råb;+ for Jehova har givet jer byen.+ 17 Og byen skal være viet til udslettelse;*+ den og alt hvad der er i den tilhører Jehova. Kun skøgen Raʹhab+ må blive i live, hun og alle som er i huset hos hende, fordi hun skjulte sendebudene som vi sendte ud.+ 18 Blot skal I holde jer fra det der er viet til udslettelse,+ for at der ikke skal opstå et begær+ hos jer* og I skal tage noget af det der er viet til udslettelse+ og derved gøre Israels lejr hjemfalden til udslettelse og således styrte den i ulykke.+ 19 Men alt sølvet og guldet og tingene af kobber og jern er noget helligt som tilhører Jehova.+ Det skal gå til Jehovas skatkammer.“+

20 Så råbte folket da man blæste i hornene.+ Ja, så snart folket hørte lyden af hornet, udstødte de et højt krigsråb, og muren faldt sammen.+ Derpå gik folket op til byen, hver mand lige frem for sig, og indtog byen. 21 Og de viede alt hvad der var i byen, både mand og kvinde, både ung mand og gammel, og okse, får og æsel, til udslettelse ved sværdets æg.+

22 Og til de to mænd som havde udspioneret landet, sagde Josua: „Gå ind i kvindens, skøgens, hus, og før kvinden og alle som tilhører hende, ud, sådan som I har svoret over for hende.“+ 23 Så gik de unge mænd som havde været spioner ind og førte Raʹhab og hendes fader og hendes moder og hendes brødre og alle som tilhørte hende, ud, ja alle medlemmerne af hendes familie førte de ud,+ hvorpå de efterlod dem uden for Israels lejr.

24 Og de brændte byen og alt hvad der var i den med ild.+ Kun sølvet og guldet og tingene af kobber og jern gav de til Jehovas hus’ skatkammer.+ 25 Og skøgen Raʹhab og hendes faders hus og alle som tilhørte hende, bevarede Josua i live,+ og hun bor i Israel den dag i dag,+ fordi hun skjulte sendebudene som Josua havde sendt ud for at udspionere Jeriko.+

26 På den tid lod Josua [folket] sværge: „Forbandet for Jehovas ansigt være den mand som giver sig i kast med at bygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge grunden til den, og det skal koste ham hans yngste at sætte dens døre i.“+

27 Og Jehova var med Josua,+ og hans ry nåede ud over hele jorden.*+

7 Israels sønner handlede imidlertid troløst i forbindelse med det der var viet til udslettelse, idet Aʹkan,*+ en søn af Karʹmi, en søn af Zeʹras søn Zabʹdi, af Judas stamme, tog noget af det der var viet til udslettelse,+ og Jehovas vrede blussede op mod Israels sønner.+

2 Så udsendte Josua nogle mænd fra Jeriko til Aj,+ som ligger nær ved Bet-Aʹven,+ øst for Beʹtel,+ og sagde til dem: „Drag op og udspionér landet.“ Så drog mændene op og udspionerede Aj.+ 3 Derpå vendte de tilbage til Josua og sagde til ham: „Lad ikke hele folket drage derop. Lad omkring to tusind eller tre tusind mand drage derop og slå Aj. Udmat ikke hele folket med at skulle drage derop, for de er få.“

4 Så drog omkring tre tusind mand af folket derop, men de flygtede for mændene fra Aj.+ 5 Og mændene fra Aj slog omkring seksogtredive mand ihjel af dem, idet de forfulgte+ dem fra porten helt til Sjeʹbarim* og slog dem ihjel på vejen ned. Da smeltede folkets hjerte og blev som vand.+

6 Og Josua sønderrev sin kappe og faldt til jorden på sit ansigt+ foran Jehovas ark, og blev liggende til aften, han og Israels ældste,* og de kom støv på deres hoveder.+ 7 Og Josua sagde: „Ak, suveræne Herre Jehova, hvorfor har du ført dette folk hele vejen over Jordan, blot for at give os i amoritternes hånd så de kan ødelægge os? Havde vi dog blot besluttet os til at blive boende på den anden side af Jordan!+ 8 Undskyld, Jehova,* men hvad kan jeg sige efter at Israel har vendt om foran sine fjender? 9 Og kana’anæerne og alle landets indbyggere vil høre om det og omringe os og udslette vort navn af jorden.+ Hvad vil du gøre for dit store navn?“+

10 Da sagde Jehova til Josua: „Rejs dig! Hvorfor er du faldet på dit ansigt? 11 Israel har syndet; ja, de har overtrådt min pagt+ som jeg gav dem påbud om at holde; ja, de har taget af det der var viet til udslettelse,+ ja stjålet+ og holdt det skjult+ og lagt det mellem deres egne ting.+ 12 Og Israels sønner vil ikke kunne rejse sig mod deres fjender.+ De vil vende om foran deres fjender, for de er selv blevet hjemfaldne til udslettelse. Jeg vil ikke være med jer igen, medmindre I tilintetgør det som er viet til udslettelse [og fjerner det] fra jeres midte.+ 13 Rejs dig! Du skal hellige folket+ og sige: ’Sørg for at hellige jer til i morgen, for sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: „Noget som er viet til udslettelse er i din midte, Israel.+ Du vil ikke kunne rejse dig mod dine fjender før I har fjernet det der er viet til udslettelse fra jeres midte. 14 Og I skal fremstille jer i morgen, stamme for stamme, og den stamme som Jehova udpeger,* skal træde frem, slægt for slægt, og den slægt som Jehova udpeger,+ skal træde frem, husstand for husstand, og den husstand som Jehova udpeger, skal træde frem, våbenfør mand for våbenfør mand. 15 Og den der udpeges som værende i besiddelse af det der er viet til udslettelse, skal derpå opbrændes i ild,+ han og alt hvad der tilhører ham, fordi han har overtrådt Jehovas pagt+ og fordi han har begået en skændig og tåbelig handling i Israel.“’“+

16 Så stod Josua tidligt op om morgenen og lod Israel træde frem, stamme for stamme, og Judas stamme blev udpeget. 17 Derpå lod han Judas slægter træde frem, og han udpegede zeraitternes slægt,+ hvorpå han lod zeraitternes slægt træde frem, våbenfør mand for våbenfør mand,* og Zabʹdi blev udpeget. 18 Til sidst lod han hans husstand træde frem, våbenfør mand for våbenfør mand, og Aʹkan, søn af Karʹmi, søn af Zeʹras søn Zabʹdi, af Judas stamme, blev udpeget.+ 19 Da sagde Josua til Aʹkan: „Min søn,* giv nu Jehova, Israels Gud, ære,+ og aflæg bekendelse for ham,+ og fortæl mig+ hvad du har gjort! Skjul+ det ikke for mig.“

20 Da svarede Aʹkan Josua og sagde: „Det er sandt at jeg har syndet mod Jehova, Israels Gud;+ sådan har jeg gjort: 21 Da jeg blandt byttet så+ en embedsklædning fra Siʹnear+ der så godt ud, og to hundrede sekel* sølv og en guldbarre på halvtreds sekels vægt, fik jeg lyst til det,+ og så tog jeg det;+ se, det ligger gemt i jorden, midt i mit telt, med pengene* nederst.“*+

22 Straks sendte Josua sendebud af sted, og de løb hen til teltet, og se, det lå gemt i hans telt med pengene nederst. 23 Så tog de det ud af teltet og bragte det til Josua og alle Israels sønner og tømte det ud foran Jehova. 24 Så tog Josua, sammen med hele Israel, Aʹkan,+ Zeʹras søn, og sølvet og embedsklædningen og guldbarren+ og hans sønner og hans døtre og hans okse og hans æsel og hans småkvæg og hans telt og alt hvad der var hans og bragte det op til Aʹkors Lavning.+ 25 Da sagde Josua: „Hvorfor har du styrtet os i ulykke?+ I dag vil Jehova styrte dig i ulykke.“ Derpå stenede hele Israel ham til døde,+ hvorpå de brændte dem i ild.+ Således dængede de dem til med sten. 26 Derpå rejste de en stor stendysse over ham, som er der den dag i dag.+ Da vendte Jehova sig fra sin brændende vrede.+ Det er grunden til at man har givet det sted navnet Aʹkors* Lavning,+ som det hedder den dag i dag.

8 Derpå sagde Jehova til Josua: „Vær ikke bange og vær ikke skrækslagen.+ Tag alle krigsfolkene med dig og bryd op, drag op til Aj. Se, jeg har givet kongen af Aj og hans folk og hans by og hans land i din hånd.+ 2 Og du skal gøre ved Aj og dens konge som du gjorde ved Jeriko og dens konge.+ Blot må I tage byttet og husdyrene som plyndringsgods til jer selv.+ Læg jer i baghold mod byen bag ved den.“+

3 Så brød Josua og alle krigsfolkene+ op for at drage op til Aj, og Josua valgte tredive tusind mænd, dygtige krigere,+ og sendte dem af sted om natten. 4 Og han gav dem følgende påbud: „Se, I lægger jer i baghold+ mod byen bag ved den. Gå ikke ret langt bort fra den, men hold jer alle parate. 5 Så vil jeg og alle de folk der er hos mig, nærme os byen. Og hvis de kommer ud for at møde os ligesom første gang,+ flygter vi for dem. 6 Og de vil rykke ud efter os indtil vi har trukket dem bort fra byen, for de vil sige: ’De flygter for os som første gang.’+ Og vi flygter for dem. 7 Men så skal I rejse jer fra bagholdet og tage byen i besiddelse; og Jehova jeres Gud vil give den i jeres hånd.+ 8 Og så snart I har erobret byen, skal I sætte ild på den.+ I skal handle efter Jehovas ord. Se, jeg har givet jer dette påbud.“+

9 Derpå sendte Josua dem af sted, og de gik til stedet for bagholdet og lagde sig mellem Beʹtel og Aj, vest for Aj, mens Josua den nat blev iblandt folket.

10 Derpå stod Josua tidligt op om morgenen+ og inspicerede folket, hvorpå han og Israels ældste drog op til Aj i spidsen for folket. 11 Og alle de krigsfolk+ som var hos ham drog op, og de nærmede sig og rykkede hen foran byen, hvorpå de slog lejr nord for Aj, med dalen mellem sig og Aj. 12 Og han tog omkring fem tusind mand og lagde dem i baghold+ mellem Beʹtel+ og Aj, vest for byen. 13 Så opstillede folket hovedlejren, som var nord for byen,+ og dens bagerste bagtrop vest for byen,+ hvorpå Josua den nat gik ind midt i lavningen.*

14 Og så snart kongen af Aj så det, fik mændene i byen travlt, og de stod tidligt op og rykkede ud for at møde Israel i kamp, han og alle hans folk, til den fastsatte tid, foran ørkensletten. Men han vidste ikke at der var et baghold mod ham bag ved byen.+ 15 Da så Josua og hele Israel lod sig slå foran dem+ og flygtede ad vejen til ørkenen,+ 16 blev alle de folk som var i byen kaldt ud for at sætte efter dem, hvorpå de satte efter Josua og blev trukket bort fra byen.+ 17 Og der var ikke en mand tilbage i Aj og Beʹtel* som ikke rykkede ud efter Israel, så de efterlod byen vidt åben idet de satte efter Israel.

18 Jehova sagde nu til Josua: „Ræk kastespyddet som du har i hånden, ud mod Aj,+ for i din hånd giver jeg den.“+ Så rakte Josua kastespyddet som han havde i hånden, ud mod byen. 19 Og bagholdet brød hurtigt op fra sin plads og satte i løb i det øjeblik han rakte hånden ud, og rykkede ind i byen og indtog den.+ Så skyndte de sig at sætte ild på byen.+

20 Da mændene fra Aj vendte sig om og så, se, da steg røgen fra byen op mod himmelen, men det var ikke muligt for dem at flygte,* hverken i den ene eller den anden retning. Og de folk der var på flugt mod ørkenen, vendte sig mod forfølgerne. 21 Og da Josua og hele Israel så at bagholdet+ havde indtaget byen og at der steg røg op fra byen, vendte de om og slog mændene fra Aj. 22 Og de andre rykkede ud fra byen for at møde dem, så de kom til at være midt imellem israelitterne, med nogle på den ene side og nogle på den anden side, og de slog dem ihjel indtil der ikke var nogen tilbage, hverken overlevende eller undslupne.+ 23 Men kongen+ af Aj tog de til fange levende, og de førte ham hen til Josua.

24 Da Israel til sidst havde dræbt alle indbyggerne i Aj på åben mark, i ørkenen hvor de havde forfulgt dem, og de var faldet, alle som én, ved sværdets æg, og der ikke var flere af dem, vendte hele Israel tilbage til Aj og slog den med sværdets æg. 25 Og alle som faldt den dag, både mænd og kvinder, udgjorde tolv tusind, alle folkene* i Aj. 26 Og Josua trak ikke sin hånd tilbage hvormed han havde udrakt kastespyddet,+ før han havde viet alle indbyggerne i Aj til udslettelse.+ 27 Kun husdyrene og byttet i den by tog Israel som plyndringsgods til sig selv, i overensstemmelse med det ord som Jehova havde pålagt Josua.+

28 Derpå brændte Josua Aj og gjorde den til en ruinhøj for stedse,+ en ødemark indtil den dag i dag. 29 Og kongen af Aj+ hængte han på en pæl til aftenstid,+ og ved solnedgang gav Josua befaling, og så tog de hans lig ned+ fra pælen* og kastede det ved indgangen til byens port og rejste en stor stendysse over ham; den er der den dag i dag.

30 Det var på det tidspunkt Josua byggede et alter+ for Jehova, Israels Gud, på Eʹbals Bjerg,+ 31 sådan som Jehovas tjener Moses havde påbudt Israels sønner, som der står skrevet i bogen med Mose lov:+ „Et alter af hele sten, hvorover der ikke er svunget noget jern“;+ og derpå bragte de brændofre til Jehova på det og ofrede fællesskabsofre.+

32 Så skrev han dér på stenene en afskrift*+ af den lov som Moses havde skrevet for Israels sønners ansigt.+ 33 Og hele Israel og dets ældste+ og forstanderne og dets dommere stod på den ene side og på den anden side af arken foran præsterne,+ levitterne, som bar Jehovas pagts ark,+ den fastboende udlænding såvel som den indfødte,+ halvdelen af dem foran Gaʹrizims Bjerg+ og halvdelen af dem foran Eʹbals Bjerg,+ (sådan som Jehovas tjener Moses havde påbudt,)+ for først at velsigne+ Israels folk. 34 Og efter dette oplæste han alle lovens ord,+ velsignelsen+ og forbandelsen,+ nøjagtig som der stod skrevet i lovbogen. 35 Der var ikke et ord af alt det Moses havde givet påbud om, som Josua ikke læste op for hele Israels menighed,*+ med kvinderne+ og småbørnene+ og de fastboende udlændinge+ der vandrede med iblandt dem.

9 Og så snart alle kongerne+ som var på denne side af Jordan, i bjerglandet og i Sjefeʹla* og langs hele Det Store Havs kyst+ og* foran Libanon,+ hetitterne+ og amoritterne, kana’anæerne,+ perizzitterne,+ hivvitterne og jebusitterne,+ hørte om det, 2 samlede de sig alle for i forening at føre krig mod Josua og Israel.+

3 Da indbyggerne i Giʹbeon+ hørte hvad Josua havde gjort ved Jeriko+ og Aj,+ 4 greb de på eget initiativ til at handle med list.+ Så de gik hen og forsynede sig med proviant og tog slidte sække til deres æsler og slidte og sprukne og sammenrimpede læderflasker til vin+ 5 og slidte og lappede sandaler på fødderne og slidte klæder på, og alt brødet i deres proviant var tørt og smuldret. 6 Så gik de til Josua i lejren i Gilʹgal+ og sagde til ham og Israels mænd: „Det er et fjernt land vi er kommet fra; slut derfor nu pagt+ med os.“ 7 Da sagde Israels mænd til hivvitterne:+ „I bor måske i nærheden af os. Så hvordan kan vi slutte pagt med jer?“*+ 8 Da sagde de til Josua: „Vi er dine tjenere.“*+

Så sagde Josua til dem: „Hvem er I, og hvor kommer I fra?“ 9 Da sagde de til ham: „Fra et meget fjernt land+ er dine tjenere kommet for Jehova din Guds navns skyld,+ for vi har hørt om hans ry og om alt hvad han har gjort i Ægypten,+ 10 og om alt hvad han gjorde ved de to amoritterkonger som var på den anden side af Jordan, Siʹhon,+ Hesjʹbons konge, og Og,+ Baʹsans konge, som var i Asjʹtarot.+ 11 Derfor sagde vore ældste og alle indbyggerne i vort land til os:+ ’Tag proviant med jer til rejsen og gå hen for at møde dem, og sig til dem: „Vi er jeres tjenere.+ Slut derfor nu pagt med os.“’+ 12 Vores brød her var varmt da vi tog det med os hjemmefra som proviant den dag vi tog af sted for at rejse herhen til jer, og se nu! Det er tørt og smuldret.+ 13 Og her er de læderflasker til vin som vi fyldte da de var nye, og se, de er sprukne,+ og her er vore klæder og vore sandaler; de er blevet slidt op på grund af den meget lange rejse.“

14 Derpå tog mændene noget af deres proviant, men Jehova spurgte de ikke.+ 15 Og Josua sluttede fred med dem+ og indgik en pagt med dem om at lade dem leve, hvorpå forsamlingens høvdinger+ svor over for dem.+

16 Så skete det efter tre dages forløb, efter at de havde indgået pagt med dem, at de hørte at de var tæt ved dem og boede lige i nærheden af dem. 17 Da brød Israels sønner op og kom til deres byer på den tredje dag; og deres byer var Giʹbeon,+ Kefiʹra,+ Beʹerot+ og Kirʹjat-Jeʹarim.+ 18 Men Israels sønner slog dem ikke ihjel, da forsamlingens høvdinger havde svoret+ over for dem ved Jehova, Israels Gud.+ Da knurrede hele forsamlingen mod høvdingerne.+ 19 Men alle høvdingerne sagde til hele forsamlingen: „Vi har selv svoret over for dem ved Jehova, Israels Gud, og nu kan vi ikke røre dem.+ 20 Dette vil vi gøre ved dem mens vi lader dem leve,* for at der ikke skal komme harme over os på grund af den ed som vi har svoret over for dem.“+ 21 Derpå sagde høvdingerne til dem: „Lad dem leve og lad dem samle* brænde og trække vand op til hele forsamlingen,+ sådan som høvdingerne har lovet dem.“+

22 Derpå kaldte Josua på dem og sagde til dem: „Hvorfor narrede I os og sagde: ’Vi [bor] meget langt borte fra jer,’+ mens I bor lige i nærheden af os?+ 23 Nu er I forbandede,+ og I vil aldrig slippe for at være trælle+ og samle brænde og trække vand op* ved min Guds hus.“+ 24 Da svarede de Josua og sagde: „Det var fordi det udtrykkeligt var blevet fortalt dine tjenere at Jehova din Gud havde givet sin tjener Moses påbud om at give jer hele landet og at [I skulle] tilintetgøre alle landets indbyggere foran jer,+ og da frygtede vi meget for vore sjæle* på grund af jer.+ Derfor gjorde vi dette.+ 25 Og nu, se, vi er i din hånd. Gør hvad det er godt og rigtigt i dine øjne at gøre med os.“+ 26 Så gjorde han sådan med dem og udfriede dem af Israels sønners hånd, og de dræbte dem ikke.+ 27 Og den dag satte Josua dem til*+ at samle brænde og trække vand op til forsamlingen+ og til Jehovas alter på det sted som han ville udvælge,+ og det gør de den dag i dag.

10 Så snart Adoʹni-Zeʹdek, kongen i Jerusalem, hørte at Josua havde indtaget Aj+ og derpå viet den til udslettelse+ — at han havde gjort ved Aj og dens konge,+ som han havde gjort ved Jeriko+ og dens konge+ — og at indbyggerne i Giʹbeon havde sluttet fred med Israel+ og fortsat var midt iblandt dem, 2 blev han* meget bange,+ for Giʹbeon var en stor by, som en af kongebyerne,* og var større end Aj,+ og alle dens mænd var vældige krigere. 3 Og Adoʹni-Zeʹdek, kongen i Jerusalem,+ sendte da bud til Hoʹham, kongen i Heʹbron,+ og til Piʹram, kongen i Jarʹmut,+ og til Jafiʹa, kongen i Laʹkisj,+ og til Deʹbir, kongen i Egʹlon,+ og sagde: 4 „Kom op til mig og hjælp mig og lad os slå Giʹbeon, for den har sluttet fred med Josua og Israels sønner.“+ 5 Så samledes de fem amoritterkonger+ og drog op — kongen i Jerusalem, kongen i Heʹbron, kongen i Jarʹmut, kongen i Laʹkisj, kongen i Egʹlon — de og alle deres lejre, hvorpå de slog lejr mod Giʹbeon og indledte kampen mod den.

6 Da sendte mændene i Giʹbeon bud til Josua i lejren ved Gilʹgal+ og sagde: „Slå ikke hånden af dine trælle.+ Kom hurtigt op til os og frels os og hjælp os, for alle amoritterkongerne der bor i bjerglandet har samlet sig imod os.“ 7 Så drog Josua op fra Gilʹgal, han og alle krigsfolkene med ham+ og alle de dygtige krigere.+

8 Da sagde Jehova til Josua: „Frygt ikke for dem,+ for jeg har givet dem i din hånd.+ Ikke en* af dem vil kunne stå sig imod dig.“+ 9 Og Josua kom så pludselig imod dem. Hele natten havde han været på vej op fra Gilʹgal. 10 Og Jehova skabte forvirring iblandt dem foran Israel,+ og de* tilføjede dem et stort tab ved Giʹbeon+ og forfulgte dem i retning af vejen op til Bet-Hoʹron og slog dem helt til Azeʹka+ og Makkeʹda.+ 11 Og mens de flygtede for Israel og befandt sig på vejen ned fra Bet-Hoʹron, kastede Jehova store sten+ fra himmelen ned over dem, helt til Azeʹka, så de døde. De der døde som følge af haglstenene var flere end dem Israels sønner dræbte med sværdet.

12 Det var dengang Josua talte til Jehova, den dag Jehova overgav amoritterne til Israels sønner, og han sagde for øjnene af Israel:

13 Så stod solen stille, og månen blev stående, indtil nationen havde taget hævn over sine fjender.+ Står det ikke skrevet i Jaʹsjars* Bog?+ Og solen blev stående midt på himmelen og hastede ikke med at gå ned hen ved en hel dag.+ 14 Og der har ingen dag været som denne, hverken før eller siden, hvor Jehova hørte efter en mands røst;+ for Jehova selv kæmpede for Israel.+

15 Derpå vendte Josua og hele Israel med ham tilbage til lejren i Gilʹgal.+

16 I mellemtiden flygtede+ disse fem konger og skjulte sig i hulen ved Makkeʹda.+ 17 Det blev så meddelt Josua: „De fem konger er blevet fundet skjult i hulen ved Makkeʹda.“+ 18 Da sagde Josua: „Rul nogle store sten hen for hulens åbning og sæt nogle mænd over den til at holde vagt ved dem. 19 Men I andre må ikke standse op. Sæt efter jeres fjender og angrib deres bagtrop.+ Lad dem ikke komme ind i deres byer, for Jehova jeres Gud har givet dem i jeres hånd.“+

20 Og da Josua og Israels sønner til sidst havde tilføjet dem et meget stort tab og der ikke var flere af dem,+ og de af dem som overlevede, var undsluppet og kommet ind i de befæstede byer,+ 21 vendte hele folket tilbage til Josua i lejren ved Makkeʹda i fred. Ikke en [hund] gøede ad Israels sønner.+ 22 Derpå sagde Josua: „Luk op for hulens åbning og før disse fem konger ud af hulen til mig.“ 23 Så gjorde de det og førte disse fem konger ud af hulen til ham, Jerusalems konge,+ Heʹbrons+ konge, Jarʹmuts konge, Laʹkisj’ konge,+ Egʹlons konge.+ 24 Og så snart de havde ført disse konger ud til Josua, kaldte Josua på alle Israels mænd og sagde til anførerne for stridsmændene der var draget med ham: „Træd frem. Sæt jeres fødder på disse kongers nakke.“+ Så trådte de frem og satte deres fødder på deres nakke.+ 25 Og Josua sagde videre til dem: „Vær ikke bange eller skrækslagne.+ Vær modige og stærke, for sådan vil Jehova gøre ved alle jeres fjender som I fører krig imod.“+

26 Derefter huggede Josua dem ned og lod dem dø og hængte dem op på fem pæle,* og de blev hængende på pælene til aften.+ 27 Og ved den tid solen gik ned, gav Josua befaling, og de tog dem ned af pælene+ og kastede dem ind i hulen hvor de havde skjult sig. Så anbragte de nogle store sten for hulens åbning — og de er der den dag i dag.

28 Og Josua indtog Makkeʹda+ samme dag og slog den med sværdets æg. Og dens konge og hver sjæl* der var i den, viede han til udslettelse.+ Han lod ingen overlevende blive tilbage, men gjorde det samme ved Makkeʹdas konge+ som han havde gjort ved Jerikos konge.

29 Derpå drog Josua og hele Israel med ham videre fra Makkeʹda til Libʹna og gik i krig mod Libʹna.+ 30 Og Jehova gav også den og dens konge i Israels hånd, og de slog den og hver sjæl der var i den, med sværdets æg. De lod ingen overlevende blive tilbage i den, men gjorde det samme ved dens konge som de havde gjort ved Jerikos konge.+

31 Dernæst drog Josua og hele Israel med ham videre fra Libʹna til Laʹkisj+ og slog lejr imod den og gik i krig mod den. 32 Og Jehova gav Laʹkisj i Israels hånd så de indtog den på den anden dag, og de slog den og hver sjæl der var i den, med sværdets æg,+ nøjagtig som de havde gjort ved Libʹna.

33 Det var på det tidspunkt Geʹzers+ konge Hoʹram drog op for at hjælpe Laʹkisj. Så slog Josua ham og hans folk, til der ikke var nogen overlevende tilbage af hans.+

34 Så drog Josua og hele Israel med ham videre fra Laʹkisj til Egʹlon+ og slog lejr imod den og gik i krig mod den. 35 Og de indtog den samme dag og slog den med sværdets æg, og de viede hver sjæl som var i den, til udslettelse samme dag, nøjagtig som de havde gjort ved Laʹkisj.+

36 Så drog Josua og hele Israel med ham op fra Egʹlon til Heʹbron+ og gik i krig mod den. 37 Og de indtog den og slog den og dens konge og alle dens byer og hver sjæl der var i den, med sværdets æg. Han lod ingen overlevende blive tilbage, [men gjorde ved den] nøjagtig som han havde gjort ved Egʹlon. Så han viede den og hver sjæl der var i den, til udslettelse.+

38 Til sidst vendte Josua og hele Israel med ham tilbage til Deʹbir+ og gik i krig mod den. 39 Og han indtog den med dens konge og alle dens byer, hvorpå de slog dem med sværdets æg og viede hver sjæl der var i den, til udslettelse.+ Han lod ingen overlevende blive tilbage.+ Det samme som han havde gjort ved Heʹbron, og det samme som han havde gjort ved Libʹna og dens konge, gjorde han ved Deʹbir og dens konge.+

40 Derpå slog Josua hele landet: bjerglandet+ og Neʹgeb+ og Sjefeʹla*+ og skråningerne+ og alle kongerne dér. Han lod ingen overlevende blive tilbage, og alt hvad der trækker vejret*+ viede han til udslettelse,+ sådan som Jehova, Israels Gud, havde påbudt.+ 41 Og Josua slog dem fra Kaʹdesj-Barneʹa+ til Gaʹza+ og hele Goʹsjens land+ til Giʹbeon.+ 42 Og alle disse konger og deres land indtog Josua på én gang,+ fordi det var Jehova, Israels Gud, der kæmpede for Israel.+ 43 Derpå vendte Josua og hele Israel med ham tilbage til lejren i Gilʹgal.+

11 Så snart Jaʹbin, kongen i Haʹzor, nu hørte om det, sendte han bud til Joʹbab, kongen i Maʹdon,+ og til kongen i Sjimʹron og til kongen i Akʹsjaf+ 2 og til kongerne der var mod nord i bjerglandet og på ørkensletten syd for Kinʹneret+ og i Sjefeʹla+ og på bjergryggene ved Dor+ mod vest, 3 kana’anæerne+ mod øst og vest og amoritterne+ og hetitterne+ og perizzitterne+ og jebusitterne+ i bjerglandet og hivvitterne+ neden for Herʹmon+ i Mizʹpas land.+ 4 De drog så ud, de og alle deres lejre med dem, et talrigt folk, så talrigt som sandskornene ved havets bred,+ og en stor mængde heste+ og stridsvogne. 5 Og alle disse konger mødtes som aftalt, og de kom og slog alle sammen lejr ved Meʹroms vand for at kæmpe mod Israel.+

6 Da sagde Jehova til Josua: „Frygt ikke for dem,+ for i morgen ved denne tid overgiver jeg dem alle slagne til Israel. Du skal skære haserne over på deres heste,+ og du skal brænde deres vogne i ild.“+ 7 Josua og alle krigsfolkene med ham kom så pludselig imod dem langs Meʹroms vand og faldt over dem. 8 Og Jehova overgav dem i Israels hånd,+ og de slog dem og forfulgte dem helt til det folkerige Ziʹdon+ og Misʹrefot-Maʹjim+ og Mizʹpesletten+ mod øst; og de huggede dem ned indtil der ikke var nogen overlevende tilbage af dem.+ 9 Derpå gjorde Josua dét ved dem som Jehova havde sagt til ham: han skar haserne over på deres heste+ og brændte deres vogne i ild.+

10 Så vendte Josua på det tidspunkt om+ og indtog Haʹzor;+ og dens konge slog han ihjel med sværdet,+ for Haʹzor havde hidtil været alle disse rigers overhoved. 11 Og de* slog hver sjæl i den ihjel med sværdets æg og viede dem til udslettelse.*+ Intet som helst af hvad der trækker vejret, blev ladt tilbage,+ og han afbrændte Haʹzor med ild. 12 Og alle disse kongers byer med alle deres konger indtog Josua, hvorpå han slog dem med sværdets æg.+ Han viede dem til udslettelse,+ sådan som Jehovas tjener Moses havde påbudt.+ 13 Men ingen af de andre byer, som lå på hver deres høj, afbrændte Israel; kun Haʹzor alene afbrændte Josua. 14 Og alt byttet fra disse byer og husdyrene tog Israels sønner som plyndringsgods til sig selv.+ Men alle menneskene slog de ihjel med sværdets æg indtil de havde tilintetgjort dem.+ De lod intet som helst af hvad der trækker vejret, blive tilbage.+ 15 Som Jehova havde påbudt sin tjener Moses, sådan påbød Moses Josua,+ og sådan gjorde Josua. Han undlod intet som helst af hvad Jehova havde påbudt Moses.+

16 Og Josua tog derpå hele dette land: bjerglandet og hele Neʹgeb+ og hele Goʹsjens land,+ samt Sjefeʹla,+ Aʹraba+ og Israels bjergland og dets Sjefeʹla,+ 17 fra Haʹlaks Bjerg,+ som går op mod Seʹir,+ og til Baʹal-Gad+ på Libanons Slette neden for Herʹmons Bjerg,+ og han tog alle deres konger til fange og huggede dem ned og lod dem dø.+ 18 I mange dage førte Josua krig mod alle disse konger. 19 Der var ikke en by der sluttede fred med Israels sønner undtagen hivvitterne+ der boede i Giʹbeon.+ Alle de andre tog de i kamp.+ 20 For det viste sig at Jehova lod deres hjerte forhærdes+ så de erklærede Israel krig, for at han kunne vie dem til udslettelse, så de ikke fandt nåde,+ men han kunne tilintetgøre dem, sådan som Jehova havde påbudt Moses.+

21 Endvidere drog Josua på den tid hen og udryddede anakitterne+ af bjerglandet, af Heʹbron, Deʹbir, Aʹnab+ og hele Judas bjergland og hele Israels bjergland.+ Sammen med deres byer viede Josua dem til udslettelse.+ 22 Der blev ingen anakitter ladt tilbage i Israels sønners land. Det var kun i Gaʹza,+ Gat+ og Asʹdod+ nogle var tilbage.+ 23 Således tog Josua hele landet, nøjagtig som Jehova havde lovet Moses,+ og Josua gav det derpå til Israel som arvelod, efter deres andele, svarende til deres stammer.+ Og der var ingen uro i landet som følge af krig.+

12 Og dette er landets konger som Israels sønner slog og hvis land de tog i besiddelse på den side af Jordan der vender mod solens opgang,+ fra Arʹnons Regnflodsdal+ til Herʹmons Bjerg+ og hele Aʹraba+ mod [solens] opgang:* 2 amoritterkongen Siʹhon,+ som boede i Hesjʹbon+ og herskede fra Aʹroer,+ som lå ved bredden af Arʹnons Regnflod,+ og fra midten af regnflodsdalen, og over halvdelen af Giʹlead indtil regnflodsdalen Jabʹbok,+ Amʹmons sønners grænse, 3 og over Aʹraba+ indtil Kinʹnerethavet+ mod øst og indtil Aʹrabahavet, Salthavet,+ mod øst i retning af Bet-Jeʹsjimot,+ og mod syd, til foden af Pisʹgas+ skråninger.

4 Og Baʹsans konge Ogs+ område [tog de]. Han hørte til dem der var tilbage af refaitterne+ og boede i Asjʹtarot+ og Eʹdre’i+ 5 og herskede over Herʹmons Bjerg+ og Salʹka og hele Baʹsan,+ indtil gesjuritternes+ og ma’akatitternes grænse,+ og halvdelen af Giʹlead, indtil Hesjʹbons+ konge Siʹhons+ område.

6 Det var Jehovas tjener Moses og Israels sønner der havde slået dem,+ hvorpå Jehovas tjener Moses havde givet det i eje til rubenitterne+ og gaditterne+ og Manasʹses halve stamme.+

7 Og dette er de konger i landet som Josua og Israels sønner slog på den side af Jordan der vender mod vest, fra Baʹal-Gad+ på Libanons Slette+ og til Haʹlaks Bjerg,+ som går op mod Seʹir,+ hvorpå Josua gav det i eje til Israels stammer efter deres andele,+ 8 i bjerglandet og i Sjefeʹla og i Aʹraba og på skråningerne og i ørkenen og i Neʹgeb+ — hetitterne, amoritterne+ og kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne:+

13 Da Josua var gammel og var kommet højt op i årene,*+ sagde Jehova til ham: „Du er blevet gammel og er kommet højt op i årene, og der er endnu ret meget tilbage af landet at tage i besiddelse.+ 2 Dette er det land der endnu er tilbage:+ alle filistrenes egne+ og alle [som tilhører] gesjuritterne+ 3 (fra den gren af Nilen* som ligger foran Ægypten, og til Eʹkrons grænse mod nord;+ sædvanligvis regnedes det for hørende til kana’anæerne);+ fem af filistrenes forbundsfyrster,*+ gazaitterne+ og asdoditterne,+ askalonitterne,+ gittitterne*+ og ekronitterne,+ samt avvitterne.+ 4 Mod syd hele kana’anæernes land; og Meaʹra* som tilhører zidonierne,+ indtil Aʹfek, til amoritternes grænse; 5 og gebalitternes*+ land og hele Libanon mod solens opgang, fra Baʹal-Gad,+ neden for Herʹmons Bjerg, indtil indgangen til Haʹmat;*+ 6 alle indbyggerne i bjerglandet, fra Libanon+ til Misʹrefot-Maʹjim,+ alle zidonierne;+ jeg vil selv drive dem bort foran Israels sønner.+ Lad det blot tilfalde Israel som arvelod, sådan som jeg har påbudt dig.+ 7 Og nu, tildel de ni stammer og Manasʹses halve stamme dette land som arvelod.“+

8 Sammen med den anden halve stamme modtog rubenitterne og gaditterne deres arvelod, som Moses gav dem på den side af Jordan der vender mod øst, sådan som Jehovas tjener Moses havde givet dem,+ 9 fra Aʹroer,+ som ligger ved bredden af Arʹnons Regnflod,+ og byen der ligger midt i regnflodsdalen, og hele Meʹdebas+ højslette indtil Diʹbon;+ 10 og alle byerne som tilhørte amoritterkongen Siʹhon, der regerede i Hesjʹbon, indtil Amʹmons sønners grænse;+ 11 og Giʹlead og gesjuritternes+ og ma’akatitternes område og hele Herʹmons Bjerg+ og hele Baʹsan+ indtil Salʹka;+ 12 i Baʹsan hele det rige som tilhørte Og,+ der regerede i Asjʹtarot og Eʹdre’i+ — det var ham der var tilbage af resten af refaitterne+ — og Moses slog dem og fordrev dem.+ 13 Men Israels sønner fordrev ikke+ gesjuritterne og ma’akatitterne, så Geʹsjur+ og Maʹakat bor den dag i dag blandt Israel.

14 Det var blot levitternes stamme han ikke gav en arvelod.+ Jehovas, Israels Guds, ildofre+ er deres arvelod,+ sådan som han lovede dem.+

15 Så gav Moses Rubens sønners stamme [deres land], efter deres slægter, 16 og deres område strakte sig fra Aʹroer,+ som ligger ved bredden af Arʹnons Regnflod, og byen der ligger midt i regnflodsdalen, og [omfattede] hele højsletten ved Meʹdeba;+ 17 Hesjʹbon+ og alle dens byer+ der ligger på højsletten, Diʹbon,+ Baʹmot-Baʹal+ og Bet-Baʹal-Meʹon,+ 18 og Jaʹhaz,+ Keʹdemot+ og Meʹfa’at,+ 19 og Kirjataʹjim,+ Sibʹma+ og Zeʹret-Sjaʹhar på bjerget i lavningen, 20 og Bet-Peʹor og Pisʹgas+ skråninger og Bet-Jeʹsjimot,+ 21 samt alle byerne på højsletten+ og hele det rige som tilhørte amoritterkongen Siʹhon, der regerede i Hesjʹbon+ og som Moses slog,+ tillige med Midʹjans høvdinger, Eʹvi, Reʹkem, Zur, Hur og Reʹba,+ Siʹhons stammehøvdinger, som boede i landet. 22 Og foruden de andre slagne dræbte Israels sønner spåmanden+ Biʹleam, Beʹors søn,+ med sværdet. 23 Og Rubens sønners grænse blev Jordan; og dette var som område Rubens sønners arvelod+ efter deres slægter, med byerne og deres fritliggende bebyggelser.

24 Endvidere gav Moses Gads stamme, Gads sønner efter deres slægter,+ [deres land], 25 og deres område blev Jaʹzer+ og alle byerne i Giʹlead+ og halvdelen af Amʹmons sønners+ land, indtil Aʹroer,+ som ligger foran Rabʹba;+ 26 og fra Hesjʹbon+ til Raʹmat-Mizʹpe og Beʹtonim, og fra Mahanaʹjim+ til Deʹbirs+ grænse; 27 og i lavningen Bet-Haʹram,+ Bet-Nimʹra,+ Sukʹkot+ og Zaʹfon, resten af Hesjʹbons+ konge Siʹhons rige, med Jordan som grænse indtil Kinʹnerethavets*+ yderste ende på den side af Jordan der vender mod øst. 28 Dette var Gads sønners arvelod+ efter deres slægter, med byerne og deres fritliggende bebyggelser.

29 Endvidere gav Moses Manasʹses halve stamme* [dens land], og det kom til at tilhøre Manasʹses sønners halve stamme* efter deres slægter.+ 30 Og deres område strakte sig fra Mahanaʹjim+ over hele Baʹsan, hele Baʹsans konge Ogs rige,+ og alle Jaʹirs teltbyer,+ som ligger i Baʹsan, tres byer. 31 Og halvdelen af Giʹlead, samt Asjʹtarot+ og Eʹdre’i,+ byer i Ogs rige i Baʹsan, gik til Manasʹses søn Maʹkirs sønner,+ til halvdelen af Maʹkirs sønner, efter deres slægter.

32 Dette var hvad Moses uddelte som arvelod på Moʹabs ørkensletter på den anden side af Jordan, over for Jeriko, mod øst.+

33 Men levitternes stamme gav Moses ingen arvelod.+ Jehova, Israels Gud, er deres arvelod, sådan som han lovede dem.+

14 Og dette er hvad Israels sønner fik i eje i Kaʹna’ans land,+ det som præsten Eleaʹzar og Josua, Nuns søn, og overhovederne for Israels sønners stammers fædrenehuse* tildelte dem som arvelod.+ 2 [Tildelingen af] deres arvelod foregik ved lodkastning,+ sådan som Jehova havde påbudt ved Moses for de ni og en halv stammes vedkommende.+ 3 Moses havde jo givet de to og en halv stamme en arvelod på den anden side af Jordan;+ og levitterne gav han ingen arvelod iblandt dem.+ 4 For Josefs sønner var blevet til to stammer,+ Manasʹse+ og Eʹfraim;+ og man havde ikke givet levitterne nogen andel i landet, undtagen byer+ at bo i og græsgange til deres hjorde og til deres ejendom.+ 5 Som Jehova havde påbudt Moses, sådan gjorde Israels sønner; og de gik i gang med at fordele landet.

6 Da trådte Judas sønner frem for Josua i Gilʹgal,+ og Kaʹleb,+ kenizzitten+ Jefunʹnes søn, sagde til ham: „Du ved hvad Jehova sagde+ til den [sande] Guds* mand Moses+ med hensyn til mig og med hensyn til dig selv i Kaʹdesj-Barneʹa.+ 7 Fyrre år gammel var jeg da Jehovas tjener Moses sendte mig ud fra Kaʹdesj-Barneʹa for at udspionere landet,+ og jeg bragte ham bud tilbage i overensstemmelse med hvad der var i mit hjerte.+ 8 Og mine brødre som drog op sammen med mig, fik folkets hjerter til at smelte,+ men jeg fulgte Jehova min Gud helt og fuldt.+ 9 Derfor svor Moses den dag og sagde: ’Sandelig, det land som din fod har betrådt,+ skal være dit og dine sønners som arvelod til fjerne tider, for du har fulgt Jehova min Gud helt og fuldt.’+ 10 Og se, nu har Jehova bevaret mig i live,+ sådan som han har lovet,+ i de femogfyrre år der er gået siden Jehova gav Moses dette løfte, dengang Israel vandrede i ørkenen,+ og se, nu er jeg i dag femogfirs år gammel. 11 Dog er jeg i dag lige så stærk som den dag Moses sendte mig ud.+ Som min kraft var dengang, sådan er min kraft nu til krigen, både til at gå ud og til at gå ind.+ 12 Så giv mig nu dette bjergland som Jehova gav løfte om den dag,+ for du hørte selv den dag at der er anakitter+ dér og store befæstede byer.+ Jehova vil sikkert være med mig,+ så jeg kan drive dem bort, sådan som Jehova har lovet.“+

13 Da velsignede Josua Kaʹleb, Jefunʹnes søn, og gav ham Heʹbron som arvelod.+ 14 Det er grunden til at Heʹbron har tilhørt Kaʹleb, kenizzitten Jefunʹnes søn, som arvelod indtil den dag i dag, fordi han fulgte Jehova, Israels Gud, helt og fuldt.+ 15 Navnet på Heʹbron var tidligere Kirʹjat-Arʹba+ ([denne Arʹba+ var] den største mand* blandt anakitterne).* Og der var ingen uro i landet som følge af krig.+

15 Og loddet+ for Judas sønners stamme efter deres slægter faldt* [så deres område kom til at strække sig] indtil Eʹdoms+ grænse, Zins Ørken,+ mod Neʹgeb+ ved dets yderste ende mod syd. 2 Og deres sydgrænse kom til at strække sig fra den yderste ende af Salthavet,+ fra bugten der vender mod syd. 3 Og den gik mod syd ud til Akrabʹbimpasset*+ og over til Zin+ og op syd for Kaʹdesj-Barneʹa+ og over til Hezʹron og op til Adʹdar og gik rundt til Karʹka. 4 Og den gik videre til Azʹmon+ og ud til Ægyptens Regnflodsdal;+ og grænsens endepunkt var ved havet. Dette skulle være deres* sydgrænse.

5 Og østgrænsen var Salthavet indtil Jordans udløb,* og grænsen på nordsiden gik fra havbugten, ved Jordans udløb.+ 6 Og den gik op til Bet-Hogʹla+ og gik videre nord for Bet-Aʹraba,+ og grænsen gik op til Rubens søn Boʹhans sten.+ 7 Og grænsen gik ved Aʹkors Lavning+ op til Deʹbir og drejede så mod nord til Gilʹgal,+ som ligger over for Adumʹmimpasset, syd for regnflodsdalen; og grænsen gik videre over til En-Sjeʹmesj’+ vand, og dens endepunkt var En-Roʹgel.+ 8 Og grænsen gik op til Hinʹnoms Søns Dal,+ til jebusitternes*+ skråning mod syd, det er Jerusalem;+ og grænsen gik op til toppen af bjerget der vender over mod Hinʹnoms Dal* mod vest, ved Reʹfa’imlavningens+ yderste ende mod nord. 9 Og grænsen blev afmærket fra toppen af bjerget til Neftoʹas Vandkilde,+ og gik ud til byerne på Eʹfrons Bjerg; og grænsen blev afmærket til Baʹala,+ det er Kirʹjat-Jeʹarim.+ 10 Og grænsen ændrede retning fra Baʹala mod vest til Seʹirs Bjerg og gik over til Jeʹarimbjergets skråning mod nord, det er Keʹsalon; og den gik ned til Bet-Sjeʹmesj+ og over til Timʹna.+ 11 Og grænsen gik ud til Eʹkrons+ skråning mod nord, og den blev afmærket til Sjikʹkeron og gik over til Baʹalas Bjerg og ud til Jabʹne’el; og grænsens endepunkt var ved havet.

12 Og vestgrænsen var ved Det Store Hav+ og kysten. Dette var Judas sønners grænse hele vejen rundt, efter deres slægter.

13 Og Kaʹleb,+ Jefunʹnes søn, gav man efter Jehovas befaling til Josua en andel blandt Judas sønner, nemlig Kirʹjat-Arʹba ([denne Arʹba var] Aʹnaks stamfader), det er Heʹbron.+ 14 Og Kaʹleb drev de tre anaksønner+ bort derfra, nemlig Sjeʹsjaj,+ Aʹhiman og Talʹmaj,+ efterkommere af Aʹnak.*+ 15 Så drog han derfra op mod indbyggerne i Deʹbir.+ (For øvrigt var Deʹbirs navn tidligere Kirʹjat-Seʹfer.)+ 16 Og Kaʹleb sagde da: „Den der slår Kirʹjat-Seʹfer og indtager den, ham giver jeg min datter Akʹsa+ til hustru.“ 17 Så indtog Otʹniel,+ søn af Keʹnaz,+ Kaʹlebs broder, den. Og så gav han ham sin datter Akʹsa+ til hustru. 18 Men da hun var på vej hjem, æggede hun ham til at bede hendes fader om en mark. Så klappede hun i hænderne mens [hun sad] på æselet.* Da sagde Kaʹleb til hende: „Hvad vil du?“+ 19 Så sagde hun: „Giv mig en velsignelse, for det er et stykke sydland du har givet mig, så du må give mig Gulʹlot-Maʹjim.“* Så gav han hende Øvre Gulʹlot og Nedre Gulʹlot.*+

20 Dette var den arvelod+ som Judas+ sønners stamme fik efter deres slægter.

21 Og byerne i udkanten af Judas sønners stamme ved Eʹdoms+ grænse i syd var Kabʹze’el,+ Eʹder og Jaʹgur, 22 og Kiʹna, Dimoʹna og Adaʹda, 23 og Keʹdesj, Haʹzor og Jitʹnan, 24 Zif, Teʹlem+ og Beʹalot, 25 og Haʹzor-Hadatʹta og Keʹrijot-Hezʹron, det er Haʹzor, 26 Aʹmam, Sjeʹma og Molaʹda,+ 27 og Haʹzar-Gadʹda, Hesjʹmon og Bet-Peʹlet,+ 28 og Haʹzar-Sjuʹal,+ Beʹer-Sjeʹba+ og Bizjotʹja, 29 Baʹala,+ Ijʹjim og Eʹzem,+ 30 og Eltoʹlad, Keʹsil og Horʹma,+ 31 og Zikʹlag,+ Madmanʹna og Sansanʹna, 32 og Leʹbaot, Sjilʹhim, Aʹjin+ og Rimʹmon;+ i alt niogtyve byer med deres fritliggende bebyggelser.

33 I Sjefeʹla+ var der Esjʹtaol,+ Zoʹra+ og Asjʹna, 34 og Zanoʹa+ og En-Ganʹnim, Tapʹpua og Eʹnam, 35 Jarʹmut+ og Adulʹlam,+ Soʹko+ og Azeʹka,+ 36 og Sja’araʹjim,+ Aditaʹjim, Gedeʹra og Gederotaʹjim; fjorten byer med deres fritliggende bebyggelser.

37 Zeʹnan, Hadaʹsja og Migʹdal-Gad, 38 og Dilʹan, Mizʹpe og Jokʹte’el, 39 Laʹkisj,+ Bozʹkat+ og Egʹlon,+ 40 og Kabʹbon, Lahʹmam og Kitʹlisj, 41 og Geʹderot, Bet-Daʹgon, Na’aʹma og Makkeʹda;+ seksten byer med deres fritliggende bebyggelser.

42 Libʹna,+ Eʹter+ og Aʹsjan, 43 og Jifʹta, Asjʹna og Neʹzib, 44 og Ke’iʹla,+ Akʹzib+ og Mareʹsja;+ ni byer med deres fritliggende bebyggelser.

45 Eʹkron+ og dens småbyer* og dens fritliggende bebyggelser. 46 Fra Eʹkron og vestpå alt hvad der lå over mod Asʹdod, og deres fritliggende bebyggelser.

47 Asʹdod,+ dens småbyer og dens fritliggende bebyggelser; Gaʹza,+ dens småbyer og dens fritliggende bebyggelser, indtil Ægyptens Regnflodsdal og Det Store Hav* og det tilgrænsende område.+

48 Og i bjerglandet Sjaʹmir, Jatʹtir+ og Soʹko, 49 og Danʹna og Kirʹjat-Sanʹna, det er Deʹbir, 50 og Aʹnab, Esjʹtemo+ og Aʹnim, 51 og Goʹsjen,+ Hoʹlon og Giʹlo;+ elleve byer med deres fritliggende bebyggelser.

52 Aʹrab, Duʹma og Eʹsjan, 53 og Jaʹnim, Bet-Tapʹpua og Afeʹka, 54 og Humʹta, Kirʹjat-Arʹba, det er Heʹbron,+ og Ziʹor; ni byer med deres fritliggende bebyggelser.

55 Maʹon,+ Karʹmel, Zif+ og Jutʹta, 56 og Jizʹre’el, Jokʹdeam og Zanoʹa, 57 Kain, Giʹbea og Timʹna;+ ti byer med deres fritliggende bebyggelser.

58 Halʹhul, Bet-Zur og Geʹdor, 59 og Maʹarat, Bet-Aʹnot og Elʹtekon; seks byer med deres fritliggende bebyggelser.

60 Kirʹjat-Baʹal,+ det er Kirʹjat-Jeʹarim,+ og Rabʹba; to byer med deres fritliggende bebyggelser.

61 I ørkenen Bet-Aʹraba,+ Midʹdin og Sekaʹka, 62 og Nibʹsjan, Saltbyen og En-Geʹdi;+ seks byer med deres fritliggende bebyggelser.

63 Men jebusitterne,+ som boede i Jerusalem,+ kunne Judas sønner ikke drive bort;+ så jebusitterne bor den dag i dag i Jerusalem sammen med Judas sønner.

16 Og loddet+ faldt* for Josefs+ sønner [så deres grænse kom til at strække sig] fra Jordan+ ved Jeriko til Jerikos vand mod øst, [gennem] ørkenen som stiger op fra Jeriko til bjerglandet ved Beʹtel.+ 2 Og den strakte sig fra Beʹtel, som hører til Luz,+ og gik videre over til arkitternes+ grænse ved Aʹtarot 3 og gik ned mod vest til jafletitternes grænse, indtil grænsen til Nedre Bet-Hoʹron+ og Geʹzer,+ og dens endepunkt var ved havet.+

4 Og Josefs sønner,+ Manasʹse og Eʹfraim,+ fik så deres arvelod.+ 5 Og Eʹfraims sønners grænse efter deres slægter blev — ja deres arvelods grænse mod øst blev — Aʹtarot-Adʹdar+ indtil Øvre Bet-Hoʹron;+ 6 og grænsen gik ud til havet. Mikʹmetat+ lå mod nord, og grænsen gik rundt mod øst til Taʹanat-Sjiʹlo og gik videre mod øst til Janoʹa. 7 Og den gik fra Janoʹa ned til Aʹtarot og Na’aʹra og nåede til Jeriko+ og gik ud til Jordan. 8 Fra Tapʹpua+ gik grænsen mod vest til Kaʹnas Regnflodsdal,+ og dens endepunkt var ved havet.+ Dette er den arvelod som Eʹfraims sønners stamme fik, efter deres slægter, 9 foruden de byer som Eʹfraims sønner fik som enklaver*+ midt i Manasʹses sønners arvelod, alle byerne og deres fritliggende bebyggelser.

10 Men de fordrev ikke kana’anæerne+ som boede i Geʹzer,+ så kana’anæerne bor den dag i dag blandt Eʹfraim,+ og de blev underlagt tvangsarbejde som trælle.+

17 Og loddet+ faldt* for Manasʹses+ stamme — han var nemlig Josefs førstefødte+ — for Maʹkir,+ Manasʹses førstefødte, Giʹleads fader;+ han var nemlig en stridsmand,+ og Giʹlead+ og Baʹsan kom til at tilhøre ham. 2 Og der faldt [et lod]* for de øvrige af Manasʹses sønner, efter deres slægter, for Abi’eʹzers sønner,+ Heʹleks sønner,+ Asʹriels sønner, Sjeʹkems sønner,+ Heʹfers sønner og Sjemiʹdas sønner.+ Dette var Josefs søn Manasʹses sønner, dem af mandkøn, efter deres slægter. 3 Men Zeʹlofhad,+ søn af Heʹfer, søn af Giʹlead, søn af Maʹkir, søn af Manasʹse, havde ingen sønner, kun døtre; og dette var navnene på hans døtre: Maʹla og Noʹa, Hogʹla, Milʹka og Tirʹza.+ 4 De trådte så frem for præsten Eleaʹzar+ og Josua, Nuns søn, og høvdingerne og sagde: „Jehova har selv givet Moses påbud om at give os en arvelod blandt vore brødre.“+ Så gav han dem på Jehovas befaling en arvelod blandt deres faders brødre.+

5 Således tilfaldt der Manasʹse ti dele foruden Giʹleads og Baʹsans land, der lå på den anden side af Jordan;+ 6 for Manasʹses døtre fik en arvelod i eje blandt hans sønner, og Giʹleads land havde Manasʹses øvrige sønner fået.

7 Og Manasʹses grænse kom til at strække sig fra Aʹser til Mikʹmetat,+ som ligger foran Siʹkem;+ og grænsen gik til højre, til indbyggerne i En-Tapʹpua. 8 Landet ved Tapʹpua+ blev Manasʹses, men Tapʹpua selv, ved grænsen til Manasʹse, tilhørte Eʹfraims sønner. 9 Og grænsen gik ned til Kaʹnas Regnflodsdal, til syd for regnflodsdalen — disse byer+ tilhørte Eʹfraim midt blandt Manasʹses byer — og Manasʹses grænse var nord for regnflodsdalen, og dens endepunkt var ved havet.+ 10 Mod syd var det Eʹfraims og mod nord Manasʹses, og havet var grænsen;*+ og mod nord nåede de til Aʹser, og mod øst til Isʹsakar.

11 Og i Isʹsakar og i Aʹser fik Manasʹse+ Bet-Sjeʹan+ og dens småbyer og Jibʹleam+ og dens småbyer og indbyggerne i Dor+ og dens småbyer og indbyggerne i En-Dor+ og dens småbyer og indbyggerne i Taʹanak+ og dens småbyer og indbyggerne i Megidʹdo+ og dens småbyer, tre af højdedragene.

12 Manasʹses sønner formåede dog ikke at tage disse byer i besiddelse,+ og kana’anæerne blev ufortrødent boende i dette land.+ 13 Men da Israels sønner var blevet stærke,+ satte de kana’anæerne til at udføre tvangsarbejde,+ og de fordrev dem ikke fuldstændigt.+

14 Og Josefs sønner kom og talte med Josua og sagde: „Hvordan kan det være at du som arvelod har givet mig én lod+ og én del, skønt jeg er et talrigt folk idet Jehova har velsignet mig indtil nu?“+ 15 Da sagde Josua til dem: „Hvis du er et talrigt folk, så gå du selv op til skoven og ryd den dér i perizzitternes+ og refaitternes+ land, når Eʹfraims bjergland+ er for trangt for dig.“ 16 Så sagde Josefs sønner: „Bjerglandet er ikke nok til os, og der er stridsvogne+ med jernleer blandt alle kana’anæerne der bor i slettelandet, både dem der er i Bet-Sjeʹan+ og dens småbyer og dem der er på Jizʹre’elsletten.“+ 17 Derpå sagde Josua til Josefs hus, til Eʹfraim og Manasʹse: „Du er et talrigt folk og har stor kraft.+ Du skal ikke kun have én lod,+ 18 men bjerglandet skal være dit.+ Da det er skovklædt, må du imidlertid rydde det, og det skal være dit til dets yderste grænser. Du skal nemlig fordrive kana’anæerne, selv om de har stridsvogne med jernleer* og de er stærke.“+

18 Så samledes hele forsamlingen af Israels sønner i Siʹlo,+ og de gav sig til at sætte mødeteltet op dér,+ da landet nu var undertvunget foran dem.+ 2 Men der var blandt Israels sønner endnu nogle tilbage hvis arvelod man ikke havde delt ud, nemlig syv stammer. 3 Så Josua sagde til Israels sønner: „Hvor længe vil I undlade at gå ind og tage det land i besiddelse+ som Jehova, jeres forfædres Gud, har givet jer?+ 4 Kom med tre mand fra hver stamme; så vil jeg sende dem ud, og de skal bryde op og drage rundt i landet og kortlægge det, svarende til deres arvelod, og lad dem så komme til mig.+ 5 Og de skal dele det mellem sig i syv dele.+ Juda vil beholde sit område mod syd,+ og Josefs hus vil beholde sit område mod nord.+ 6 I for jeres vedkommende skal kortlægge landet i syv dele og bringe dem her til mig; så skal jeg kaste lod+ for jer her, for Jehova vor Guds ansigt. 7 Levitterne får jo ingen andel iblandt jer,+ da præstedømmet for Jehova er deres arvelod;+ og på den side af Jordan der vender mod øst, har Gad og Ruben+ og Manasʹses halve stamme+ modtaget deres arvelod, som Jehovas tjener Moses har givet dem.“+

8 Så brød mændene op for at begive sig på vej, og Josua gav dem der drog af sted for at kortlægge landet følgende påbud:+ „Tag af sted og drag rundt i landet og kortlæg det, og vend tilbage til mig, og jeg vil så kaste lod+ for jer her, for Jehovas ansigt i Siʹlo.“+ 9 Så drog mændene af sted og gik igennem landet, og i en bog kortlagde+ de det i syv dele efter byer. Derpå kom de til Josua i lejren i Siʹlo, 10 og Josua kastede lod for dem i Siʹlo, for Jehovas ansigt.+ Så dér tildelte Josua Israels sønner landet, efter deres andele.+

11 Og loddet+ faldt for Benjamins+ sønners stamme efter deres slægter, og området for deres lod kom til at ligge mellem Judas sønner+ og Josefs sønner.+ 12 Og deres grænse gik på nordsiden fra Jordan og op til Jerikos+ skråning mod nord og op på bjerget mod vest, og dens endepunkt var ved Bet-Aʹvens+ Ørken. 13 Og grænsen gik derfra over til Luz,+ ved Luz’ skråning mod syd, det er Beʹtel;+ og grænsen gik ned til Aʹtarot-Adʹdar+ på bjerget der ligger syd for Nedre Bet-Hoʹron.+ 14 Og grænsen blev afmærket og ændrede på vestsiden retning mod syd fra bjerget der ligger over for Bet-Hoʹron mod syd; og dens endepunkt var ved Kirʹjat-Baʹal, det er Kirʹjat-Jeʹarim,+ en by som tilhører Judas sønner. Dette var vestsiden.

15 Og sydsiden strakte sig fra udkanten af Kirʹjat-Jeʹarim, og grænsen udgik mod vest og gik til Neftoʹas Vandkilde.+ 16 Og grænsen gik ned til udkanten af bjerget der ligger over for Hinʹnoms Søns Dal,+ i Reʹfa’imlavningen+ mod nord, og gik ned til Hinʹnoms Dal,* til jebusitternes*+ skråning mod syd, og ned til En-Roʹgel.+ 17 Og den blev afmærket mod nord og gik ud til En-Sjeʹmesj og ud til Geʹlilot, som ligger foran Adumʹmimpasset;+ og den gik ned til Rubens søn Boʹhans sten.+ 18 Og den gik over til den nordlige skråning over for Aʹraba og gik ned til Aʹraba. 19 Og grænsen gik over til Bet-Hogʹlas+ nordlige skråning, og dens, grænsens, endepunkt var ved Salthavets+ nordlige bugt, ved Jordans sydlige ende. Dette var grænsen mod syd. 20 Og Jordan var dets grænse på østsiden. Dette var Benjamins sønners arvelod efter deres slægter, efter dens grænser hele vejen rundt.

21 Og de byer som tilhørte Benjamins sønners stamme efter deres slægter var Jeriko,+ Bet-Hogʹla og Eʹmek-Keʹziz, 22 og Bet-Aʹraba,+ Zemaraʹjim og Beʹtel,+ 23 og Avʹvim, Paʹra og Ofʹra,+ 24 og Keʹfar-Amʹmoni, Ofʹni og Geʹba;+ tolv byer med deres fritliggende bebyggelser.

25 Giʹbeon,+ Raʹma og Beʹerot, 26 og Mizʹpe,+ Kefiʹra+ og Moʹza, 27 og Reʹkem, Jirʹpe’el og Tar’aʹla, 28 og Zeʹla,+ Ha-Eʹlef og Jebuʹsi,* det er Jerusalem,+ Giʹbea+ og Kirʹjat; fjorten byer med deres fritliggende bebyggelser.

Dette var Benjamins sønners arvelod efter deres slægter.+

19 Og det andet lod+ faldt for Siʹmeon, for Siʹmeons sønners+ stamme efter deres slægter. Og deres arvelod kom til at ligge midt i Judas sønners arvelod.+ 2 Og de havde i deres arvelod Beʹer-Sjeʹba+ med Sjeʹba,* og Molaʹda,+ 3 og Haʹzar-Sjuʹal,+ Baʹla og Eʹzem,+ 4 og Eltoʹlad,+ Beʹtul og Horʹma, 5 og Zikʹlag,+ Bet-Marʹkabot og Haʹzar-Suʹsa,+ 6 og Bet-Leʹbaot+ og Sjaʹruhen; tretten byer med deres fritliggende bebyggelser. 7 Aʹjin,+ Rimʹmon,+ Eʹter og Aʹsjan;+ fire byer med deres fritliggende bebyggelser, 8 og alle de bebyggelser der var rundt om disse byer indtil Baʹalat-Beʹer,+ Raʹma+ i Neʹgeb.* Dette var Siʹmeons sønners stammes arvelod, efter deres slægter. 9 Siʹmeons sønners arvelod blev taget af den del der tilfaldt Judas sønner, fordi Judas sønners andel var for stor for dem.+ Derfor fik Siʹmeons sønner en arvelod midt i deres arvelod.+

10 Dernæst faldt det tredje lod+ for Zeʹbulons+ sønner efter deres slægter, og grænsen for deres arvelod kom til at gå til Saʹrid. 11 Og deres grænse gik opad mod vest til Mar’aʹla og nåede til Dabʹbesjet og videre til regnflodsdalen der ligger foran Jokʹneam.+ 12 Og den gik tilbage fra Saʹrid mod øst, mod solens opgang, til Kisʹlot-Taʹbors grænse og ud til Dabʹrat+ og op til Jafiʹa. 13 Og derfra gik den videre mod øst, mod solopgangen, til Gat-Heʹfer,+ til Et-Kaʹzin og ud til Rimʹmon og blev afmærket til Neʹa.* 14 Og grænsen gik rundt om den mod nord til Hanʹnaton, og dens endepunkt var ved Jifʹta-El-Dalen; 15 desuden [fik de] Katʹtat, Naʹhalal, Sjimʹron,+ Jid’aʹla og Betlehem;+ tolv byer med deres fritliggende bebyggelser. 16 Dette var Zeʹbulons sønners arvelod+ efter deres slægter.+ Dette var byerne og deres fritliggende bebyggelser.

17 Det fjerde lod faldt for Isʹsakar,+ for Isʹsakars sønner efter deres slægter. 18 Og deres grænse gik til Jizʹre’el,+ Kesulʹlot og Sjuʹnem,+ 19 og Hafaraʹjim, Sjiʹon og Anahaʹrat, 20 og Rabʹbit, Kisjʹjon og Eʹbez, 21 og Reʹmet, En-Ganʹnim,+ En-Hadʹda og Bet-Pazʹzez. 22 Og grænsen nåede til Taʹbor,+ Sjahazuʹma og Bet-Sjeʹmesj, og endepunktet for deres grænse var ved Jordan; seksten byer med deres fritliggende bebyggelser. 23 Dette var Isʹsakars sønners stammes arvelod efter deres slægter,+ byerne og deres fritliggende bebyggelser.

24 Derpå faldt det femte lod+ for Aʹsers+ sønners stamme efter deres slægter. 25 Og deres grænse var Helʹkat,+ Haʹli, Beʹten og Akʹsjaf,+ 26 og Allammeʹlek, Aʹmad og Miʹsjal.+ Og den nåede mod vest til Karʹmel+ og til Sjiʹhor-Libʹnat, 27 og den gik tilbage mod solens opgang til Bet-Daʹgon og nåede til Zeʹbulon+ og Jifʹta-El-Dalen mod nord, videre til Bet-Eʹmek og Neʹiel, og den gik ud til Kaʹbul på venstre hånd, 28 og til Eʹbron, Reʹhob, Hamʹmon og Kaʹna, indtil det folkerige Ziʹdon.+ 29 Og grænsen gik tilbage til Raʹma og indtil den befæstede by Tyʹrus.+ Og grænsen gik tilbage til Hoʹsa, og dens endepunkt var ved havet, i området ved Akʹzib;*+ 30 desuden [fik de] Umʹma, Aʹfek+ og Reʹhob;+ toogtyve byer med deres fritliggende bebyggelser. 31 Dette var Aʹsers sønners stammes arvelod efter deres slægter.+ Dette var byerne og deres fritliggende bebyggelser.

32 Det sjette lod+ faldt for Nafʹtalis+ sønner, for Nafʹtalis sønner efter deres slægter. 33 Og deres grænse kom til at gå fra Heʹlef, fra det store træ i Za’ananʹnim,+ og Aʹdami-Neʹkeb og Jabʹne’el indtil Lakʹkum; og dens endepunkt var ved Jordan. 34 Og grænsen gik tilbage vestpå til Azʹnot-Taʹbor og gik derfra ud til Hukʹkok og nåede mod syd til Zeʹbulon,+ og til Aʹser+ nåede den mod vest, og til Juda+ ved Jordan,* mod solens opgang. 35 Og de befæstede byer var Zidʹdim, Zer og Hamʹmat,+ Rakʹkat og Kinʹneret,+ 36 og Adaʹma, Raʹma og Haʹzor,+ 37 og Keʹdesj,+ Eʹdre’i og En-Haʹzor, 38 og Jiʹron og Migʹdal-El, Hoʹrem, Bet-Aʹnat og Bet-Sjeʹmesj;+ nitten byer med deres fritliggende bebyggelser. 39 Dette var Nafʹtalis sønners stammes arvelod+ efter deres slægter,+ byerne og deres fritliggende bebyggelser.

40 Det syvende lod+ faldt for Dans+ sønners stamme, efter deres slægter. 41 Og grænsen til deres arvelod blev Zoʹra,+ Esjʹtaol og Ir-Sjeʹmesj, 42 og Sja’alabʹbin,+ Ajʹjalon+ og Jitʹla, 43 og Eʹlon, Timʹna+ og Eʹkron,+ 44 og Elʹteke, Gibʹbeton+ og Baʹalat,+ 45 og Jeʹhud,* Beʹne-Beʹrak og Gat-Rimʹmon,+ 46 og Me-Jarʹkon og Rakʹkon, med grænsen foran Jopʹpe.+ 47 Men Dans sønners område var for trangt+ for dem.* Så Dans sønner drog op og gik i krig mod Leʹsjem+ og indtog den og slog den med sværdets æg. Så tog de den i besiddelse og bosatte sig i den, og derpå kaldte de Leʹsjem Dan, efter navnet på deres stamfader Dan.+ 48 Dette var Dans sønners stammes arvelod efter deres slægter. Dette var byerne og deres fritliggende bebyggelser.

49 Således blev de færdige med at uddele landet i arvelodder, område for område, hvorpå Israels sønner gav Josua, Nuns søn, en arvelod iblandt sig. 50 På Jehovas befaling gav de ham den by han bad om,+ Timʹnat-Seʹra+ i Eʹfraims bjergland; og han gav sig til at opbygge byen og bosatte sig i den.

51 Dette var de arvelodder som præsten Eleaʹzar og Josua, Nuns søn, og overhovederne for Israels sønners stammers fædrenehuse* uddelte+ ved lodkastning i Siʹlo+ for Jehovas ansigt, ved indgangen til mødeteltet.+ Således blev de færdige med at uddele landet.

20 Så talte Jehova til Josua og sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig: ’Afgiv de tilflugtsbyer+ som jeg talte til jer om ved Moses, 3 for at den manddraber+ der af vanvare, uden at vide af det, slår en sjæl ihjel, kan flygte dertil; og de skal tjene jer som tilflugt for blodhævneren.*+ 4 Og han skal flygte+ til en af disse byer og stille sig ved indgangen til byens port+ og fremføre sin sag i påhør af de ældste+ i den by; og de skal tage ham ind til sig i byen og give ham et sted, og han skal bo hos dem. 5 Og hvis blodhævneren sætter efter ham, må de ikke overgive manddraberen til ham,+ for det var uden at vide af det at han slog sin næste ihjel, og uden i forvejen at have hadet ham.+ 6 Og han skal bo i den by indtil han har været stillet for forsamlingen til dom,+ indtil den som er ypperstepræst* i de dage, dør.+ Først da kan manddraberen vende hjem+ og gå ind i sin by og sit hus, den by som han flygtede fra.’“

7 Så helligede de* Keʹdesj+ i Galilæʹa* i Nafʹtalis bjergland, samt Siʹkem+ i Eʹfraims bjergland og Kirʹjat-Arʹba,+ det er Heʹbron, i Judas bjergland. 8 Og på den anden side af Jordan, over for Jeriko, mod øst, afgav de Beʹzer+ i ørkenen, på højsletten, af Rubens stamme,+ samt Raʹmot+ i Giʹlead af Gads stamme og Goʹlan+ i Baʹsan af Manasʹses stamme.

9 Det var de byer der blev fastsat for alle Israels sønner og for udlændingen som tog ophold iblandt dem, for at enhver der af vanvare slog en sjæl ihjel, kunne flygte dertil+ og ikke skulle dø for blodhævnerens hånd, før han havde været stillet for forsamlingen.+

21 Overhovederne for levitternes fædrenehuse* trådte nu frem for præsten Eleaʹzar+ og Josua,+ Nuns søn, og overhovederne for Israels sønners stammers fædrenehuse* 2 og talte til dem i Siʹlo+ i Kaʹna’ans land idet de sagde: „Jehova gav ved Moses påbud om at der skulle gives os byer at bo i med tilhørende græsgange til vore husdyr.“+ 3 Så gav Israels sønner, på Jehovas befaling, levitterne+ disse byer med tilhørende græsgange af deres arvelod.+

4 Så faldt loddet for kehatitternes slægter,+ og tretten byer fra Judas stamme+ og fra simeonitternes stamme+ og fra Benjamins stamme+ kom ved lodkastning til at tilhøre præsten Arons sønner blandt levitterne.

5 Og de øvrige af Keʹhats sønner+ tilfaldt der ved lodkastning ti byer af Eʹfraims stammes+ slægter* og af Dans stamme+ og af Manasʹses halve stamme.+

6 Og Gerʹsjons sønner+ tilfaldt der ved lodkastning tretten byer af Isʹsakars stammes slægter+ og af Aʹsers stamme+ og af Nafʹtalis stamme+ og af Manasʹses halve stamme i Baʹsan.+

7 Meraʹris sønner+ efter deres slægter tilfaldt der tolv byer af Rubens stamme+ og af Gads stamme+ og af Zeʹbulons stamme.+

8 Således gav Israels sønner levitterne disse byer og deres græsgange+ ved lodkastning,+ sådan som Jehova havde påbudt ved Moses.+

9 Af Judas sønners stamme og af Siʹmeons sønners stamme afgav de så følgende byer som nævnes ved navn,+ 10 og de tilfaldt Arons sønner af kehatitternes slægter, af Leʹvis sønner, for det første lod faldt for dem.+ 11 Og de gav dem Kirʹjat-Arʹba+ ([denne Arʹba var] Aʹnaks stamfader),+ det er Heʹbron,+ i Judas bjergland,+ og dens græsgange rundt om den; 12 men byens opland med dets fritliggende bebyggelser gav de Kaʹleb, Jefunʹnes søn, til ejendom.+

13 Og præsten Arons sønner gav de tilflugtsbyen+ for manddraberen:+ Heʹbron+ og dens græsgange, samt Libʹna+ og dens græsgange, 14 Jatʹtir+ og dens græsgange, og Esjtemoʹa+ og dens græsgange, 15 Hoʹlon*+ og dens græsgange, og Deʹbir+ og dens græsgange, 16 Aʹjin*+ og dens græsgange, og Jutʹta+ og dens græsgange, Bet-Sjeʹmesj+ og dens græsgange; ni byer fra disse to stammer.

17 Og fra Benjamins stamme: Giʹbeon+ og dens græsgange, Geʹba+ og dens græsgange, 18 Aʹnatot+ og dens græsgange, og Alʹmon*+ og dens græsgange; fire byer.

19 De byer som Arons sønner,+ præsterne, fik, udgjorde i alt tretten byer med tilhørende græsgange.+

20 Og Keʹhats sønners slægter, [det vil sige] de øvrige levitter af Keʹhats sønner, tilfaldt der ved deres lod byer fra Eʹfraims stamme.+ 21 Og de gav dem tilflugtsbyen+ for manddraberen:+ Siʹkem+ og dens græsgange+ i Eʹfraims bjergland, samt Geʹzer+ og dens græsgange, 22 Kibzaʹjim*+ og dens græsgange, og Bet-Hoʹron+ og dens græsgange; fire byer.

23 Og fra Dans stamme: Elʹteke og dens græsgange, Gibʹbeton+ og dens græsgange, 24 Ajʹjalon+ og dens græsgange, Gat-Rimʹmon+ og dens græsgange; fire byer.

25 Og fra Manasʹses halve stamme: Taʹanak+ og dens græsgange, og Gat-Rimʹmon og dens græsgange; to byer.

26 Det var i alt ti byer med tilhørende græsgange som tilfaldt de øvrige slægter af Keʹhats sønner.

27 Og Gerʹsjons sønner,+ af levitternes slægter, tilfaldt der fra Manasʹses halve stamme+ tilflugtsbyen for manddraberen: Goʹlan+ i Baʹsan og dens græsgange, samt Be’esjʹtera*+ og dens græsgange; to byer.

28 Og fra Isʹsakars stamme:+ Kisjʹjon+ og dens græsgange, Dabʹrat+ og dens græsgange, 29 Jarʹmut*+ og dens græsgange, En-Ganʹnim+ og dens græsgange; fire byer.

30 Og fra Aʹsers stamme:+ Miʹsjal+ og dens græsgange, Abʹdon+ og dens græsgange, 31 Helʹkat+ og dens græsgange, og Reʹhob+ og dens græsgange; fire byer.

32 Og fra Nafʹtalis stamme:+ tilflugtsbyen+ for manddraberen:+ Keʹdesj+ i Galilæʹa* og dens græsgange, samt Hamʹmot-Dor+ og dens græsgange, og Karʹtan* og dens græsgange; tre byer.

33 Gersjonitternes byer efter deres slægter udgjorde i alt tretten byer med tilhørende græsgange.

34 Og Meraʹris sønners slægter,+ de øvrige levitter, tilfaldt der fra Zeʹbulons stamme:+ Jokʹneam+ og dens græsgange, Karʹta og dens græsgange, 35 Dimʹna*+ og dens græsgange, Naʹhalal+ og dens græsgange; fire byer.

36 Og fra Rubens stamme:+ Beʹzer+ og dens græsgange, og Jaʹhaz+ og dens græsgange, 37 Keʹdemot+ og dens græsgange, og Meʹfa’at+ og dens græsgange; fire byer.*

38 Og fra Gads stamme:+ tilflugtsbyen for manddraberen: Raʹmot i Giʹlead+ og dens græsgange, samt Mahanaʹjim+ og dens græsgange, 39 Hesjʹbon+ og dens græsgange, Jaʹzer+ og dens græsgange; i alt fire byer.

40 De byer der tilfaldt Meraʹris sønner+ som deres lod, efter deres slægter, de øvrige af levitternes slægter, udgjorde i alt tolv byer.

41 Alle levitternes byer midt i Israels sønners ejendom udgjorde otteogfyrre byer,+ med tilhørende græsgange.+ 42 Disse byer lå hver med deres græsgange rundt omkring sig — sådan forholdt det sig med alle disse byer.+

43 Således gav Jehova Israel hele det land som han havde svoret at ville give deres forfædre,+ og de tog det i besiddelse+ og bosatte sig i det. 44 Desuden gav Jehova dem hvile+ hele vejen rundt, ganske som han havde tilsvoret+ deres forfædre, og ikke én af alle deres fjender holdt stand over for dem.+ Jehova gav alle deres fjender i deres hånd.+ 45 Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.+

22 På den tid tilkaldte Josua rubenitterne og gaditterne og Manasʹses halve stamme+ 2 og sagde til dem: „I har nu holdt alt det som Jehovas tjener Moses gav jer påbud om,+ og I har adlydt min røst i alt hvad jeg gav jer påbud om.+ 3 I har ikke ladt jeres brødre i stikken i dette lange tidsrum*+ frem til i dag, og I har holdt den forpligtelse som var pålagt jer ved Jehova jeres Guds bud.+ 4 Og nu har Jehova jeres Gud givet jeres brødre hvile, sådan som han lovede dem.+ Vend derfor nu om og drag bort til jeres telte i jeres ejendomsland, som Jehovas tjener Moses gav jer på den anden side af Jordan.+ 5 Kun skal I passe nøje på at handle efter det bud+ og den lov som Jehovas tjener Moses pålagde jer, ved at elske Jehova jeres Gud+ og vandre på alle hans veje+ og holde hans bud+ og holde jer nær til ham+ og tjene+ ham af hele jeres hjerte+ og hele jeres sjæl.“+

6 Derpå velsignede+ Josua dem og sendte dem af sted, og de drog bort til deres telte.* 7 Og Manasʹses halve stamme havde Moses givet [land] i Baʹsan,+ og den anden halve havde Josua givet [land] sammen med deres brødre på den side af Jordan der vender mod vest.+ Da Josua nu sendte dem af sted til deres telte, velsignede han dem også 8 og sagde til dem: „Vend tilbage til jeres telte med rigdomme i mængde og med en stor mængde kvæg, med sølv og guld og kobber og jern og klæder i massevis.+ Del byttet+ som er taget fra jeres fjender, med jeres brødre.“

9 Derpå vendte Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme om og drog bort fra de andre af Israels sønner, fra Siʹlo i Kaʹna’ans land, for at drage til Giʹleads land,+ deres ejendomsland, som de havde fået anvist efter Jehovas befaling ved Moses.+ 10 Da de kom til egnene ved Jordan i Kaʹna’ans land, byggede Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme et alter+ dér ved Jordan, et stort alter som kunne ses vidt omkring. 11 Senere hørte+ de andre af Israels sønner at der blev sagt: „Se! Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme har bygget et alter på grænsen til Kaʹna’ans land i egnene ved Jordan, på den side der tilhører Israels sønner.“ 12 Da Israels sønner hørte dette, samledes hele forsamlingen af Israels sønner+ i Siʹlo+ for at drage op på et felttog imod dem.+

13 Derpå sendte+ Israels sønner præsten Eleaʹzars søn Piʹnehas+ til Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme i Giʹleads land, 14 samt ti høvdinger med ham, én høvding for hvert fædrenehus af alle Israels stammer; og de var hver især overhoved for deres fædrenehus blandt Israels tusinder.+ 15 De kom så til Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme i Giʹleads land og talte med dem+ og sagde:

16 „Sådan har hele Jehovas forsamling+ sagt: ’Hvad er det for en troløshed+ I har vist mod Israels Gud ved i dag at vende jer bort+ fra Jehova, idet I har bygget jer et alter+ og således i dag gjort oprør mod Jehova? 17 Var misgerningen med Peʹor+ for lidt for os, [en misgerning] som vi den dag i dag ikke har renset os for, skønt plagen kom over Jehovas forsamling?+ 18 Og I — I ville i dag vende jer bort fra Jehova; og gjorde I i dag oprør mod Jehova, da ville han i morgen harmes på hele Israels forsamling.+ 19 Men hvis jeres ejendomsland virkelig er urent,+ så kom over til Jehovas ejendomsland+ hvor Jehovas bolig står,+ og slå jer ned iblandt os; men gør ikke oprør mod Jehova, og gør ikke os til oprørere ved at bygge jer selv et alter, ud over Jehova vor Guds alter.+ 20 Handlede Aʹkan,+ Zeʹras søn, ikke troløst med det der var viet til udslettelse, og kom der ikke harme over hele Israels forsamling?+ Og han var ikke den eneste der omkom som følge af den* misgerning.’“+

21 Da svarede+ Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses halve stamme og sagde til overhovederne for Israels tusinder:+ 22 „Guddommen,+ Gud,+ Jehova, Guddommen, Gud, Jehova*+ — han véd det;+ og Israel skal også vide det.+ Hvis det var i oprør*+ og hvis det var i troløshed mod Jehova,+ så frels os ikke på denne dag. 23 Om* det var for at bygge os selv et alter og således vende os bort fra Jehova, og om det var for at ofre brændofre og kornofre på det,+ og om det var for at bringe fællesskabsofre på det, vil Jehova selv udgranske;+ 24 eller om det ikke snarere var af ængstelse for noget andet vi gjorde dette, idet vi sagde: ’Engang i fremtiden vil jeres sønner sige til vore sønner: „Hvad har I med Jehova, Israels Gud, at gøre?* 25 Jehova har jo sat en grænse mellem os og jer, Rubens sønner og Gads sønner, nemlig Jordan. I har ingen andel i Jehova.“+ Og jeres sønner vil få vore sønner til at holde op med at frygte Jehova.’+

26 Derfor sagde vi: ’Lad os dog gøre noget selv og bygge et alter, ikke til brændoffer eller slagtoffer, 27 men for at det skal være vidne mellem os+ og jer og vore efterkommere efter os, om at vi vil gøre tjeneste* for Jehova, for hans ansigt, med vore brændofre og vore slagtofre og vore fællesskabsofre,+ så jeres sønner ikke engang i fremtiden skal sige til vore sønner: „I har ingen andel i Jehova.“’ 28 Og vi sagde: ’I det tilfælde at de siger sådan til os og vore efterkommere engang i fremtiden, da siger vi: „Se den efterligning af Jehovas alter som vore fædre lavede, ikke til brændoffer eller slagtoffer, men den skal være vidne mellem os og jer.“’ 29 Det kunne aldrig falde os ind at gøre oprør mod Jehova og i dag vende os bort fra Jehova+ ved at bygge et alter til brændoffer, kornoffer og slagtoffer ud over det alter for vor Gud Jehova som står foran hans bolig!“+

30 Da præsten Piʹnehas+ og forsamlingens høvdinger+ og overhovederne for Israels tusinder som var med ham, hørte hvad Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses sønner havde at fremføre, syntes de godt om det.* 31 Og Piʹnehas, præsten Eleaʹzars søn, sagde til Rubens sønner og Gads sønner og Manasʹses sønner: „I dag véd vi at Jehova er i vor midte,+ fordi I ikke har handlet troløst mod Jehova i denne sag. Nu har I udfriet Israels sønner af Jehovas hånd.“+

32 Derpå vendte Piʹnehas, præsten Eleaʹzars søn, og høvdingerne tilbage+ fra Rubens sønner og Gads sønner i Giʹleads land, til Kaʹna’ans land, til de andre af Israels sønner og bragte dem bud tilbage.+ 33 Og det de sagde syntes Israels sønner godt om, hvorpå Israels sønner velsignede Gud,+ og de talte ikke om at drage op på et felttog imod dem for at ødelægge det land som Rubens sønner og Gads sønner boede i.

34 Og Rubens sønner og Gads sønner gav herefter alteret navn,* for „det skal være vidne mellem os om at Jehova er den [sande] Gud“.+

23 Og længe efter at Jehova havde givet Israel hvile+ for alle sine fjender rundt om, da Josua var gammel og var kommet højt op i årene,+ 2 tilkaldte Josua hele Israel,+ dets ældste og dets overhoveder og dets dommere og dets forstandere,+ og sagde til dem: „Jeg er blevet gammel; jeg er kommet højt op i årene. 3 I har selv set alt hvad Jehova jeres Gud har gjort ved alle disse nationer for jeres skyld,+ for det var Jehova jeres Gud der kæmpede for jer.+ 4 Se, jeg har ved lodkastning+ tildelt jer* disse nationer der er tilbage, som en arvelod til jeres stammer, samt alle de nationer som jeg har udryddet,+ fra Jordan* til Det Store Hav mod solnedgangen.+ 5 Og det var Jehova jeres Gud der stødte dem bort foran jer+ og fordrev dem for jeres skyld, og I tog deres land i besiddelse, sådan som Jehova jeres Gud havde lovet jer.+

6 I skal derfor være fast besluttede*+ på at overholde og handle efter alt hvad der er skrevet i bogen+ med Mose lov, så I ikke afviger fra den, hverken til højre eller til venstre,+ 7 og ikke indlader jer med disse nationer,+ dem der er tilbage hos jer. Og I må ikke nævne navnene på deres guder+ eller sværge ved dem,+ og I må ikke dyrke dem eller bøje jer for dem.+ 8 Men I skal holde jer nær til Jehova jeres Gud,+ sådan som I har gjort frem til denne dag. 9 Og Jehova vil drive store og mægtige nationer bort foran jer.+ (Jer har ingen holdt stand over for, frem til denne dag.)+ 10 En eneste af jer skal forfølge et tusind,+ for det er Jehova jeres Gud der kæmper for jer,+ sådan som han har lovet jer.+ 11 Og I skal til stadighed, for jeres sjæles* skyld, give agt+ på at elske Jehova jeres Gud.+

12 Men hvis I nogen sinde vender om+ og holder jer til resten af disse nationer,+ dem der er tilbage hos jer, og indgår svogerskab+ med dem, og I indlader jer med dem, og de med jer, 13 så skal I visselig vide at Jehova jeres Gud ikke mere vil drive disse nationer bort for jeres skyld;+ og de skal blive jer som en fælde og som en snare og som en svøbe på jeres sider+ og som torne i jeres øjne indtil I er udryddet fra denne gode jord som Jehova jeres Gud har givet jer.+

14 Men se! jeg går i dag den vej hele jorden skal gå,+ og I véd med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl at ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.+ 15 Men ligesom alt det gode som Jehova jeres Gud har lovet jer, er gået i opfyldelse på jer,*+ sådan vil Jehova lade alt det onde komme over jer, indtil han har tilintetgjort jer [og fjernet jer] fra denne gode jord som Jehova jeres Gud har givet jer,+ 16 fordi I har overtrådt Jehova jeres Guds pagt som han har pålagt jer, og fordi I er gået hen og har dyrket andre guder og bøjet jer for dem.+ Og Jehovas vrede skal blusse op imod jer,+ og I skal i hast blive udryddet fra det gode land som han har givet jer.“+

24 Derpå samlede Josua alle Israels stammer i Siʹkem*+ og tilkaldte Israels ældste+ og dets overhoveder og dommere og forstandere, og de stillede sig op foran den [sande] Gud.+ 2 Og Josua sagde til hele folket: „Sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Det var på den anden side af Floden*+ jeres forfædre+ boede for længe siden, Abrahams og Naʹkors fader Taʹra,+ og de dyrkede* andre guder.*

3 Så tog jeg jeres forfader Abraham+ fra den anden side af Floden+ og lod ham vandre gennem hele Kaʹna’ans land og gjorde hans afkom* talrigt.+ Og jeg gav ham Isak.+ 4 Og Isak gav jeg Jakob og Esau.+ Senere gav jeg Esau Seʹirs bjergland at tage i eje;+ og Jakob og hans sønner drog ned til Ægypten.+ 5 Senere sendte jeg Moses og Aron,+ og jeg slog Ægypten med det* jeg gjorde i dets midte,+ og derefter førte jeg jer ud.+ 6 Da jeg førte jeres fædre ud af Ægypten+ og I kom til havet, satte ægypterne efter+ jeres fædre med stridsvogne og rytteri til Det Røde Hav. 7 Så råbte de til Jehova,+ og han lagde da et mørke mellem jer og ægypterne+ og førte havet over dem og dækkede dem,+ og jeres øjne så hvad jeg gjorde i Ægypten;+ og I boede så i ørkenen i lang tid.*+

8 Omsider førte jeg jer til landet som tilhørte amoritterne, der boede på den anden side af Jordan, og de kæmpede imod jer.+ Men jeg gav dem i jeres hånd, så I kunne tage deres land i besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran jer.+ 9 Og Baʹlak, Zipʹpors søn,+ Moʹabs konge, rejste sig og kæmpede mod Israel.+ Og han sendte bud og tilkaldte Biʹleam, Beʹors søn, for at han skulle nedkalde ondt over jer.+ 10 Men jeg ville ikke høre på Biʹleam,+ så han velsignede jer gang på gang.+ Således udfriede jeg jer af hans hånd.+

11 Derpå gik I over Jordan+ og kom til Jeriko.+ Og borgerne* i Jeriko, amoritterne og perizzitterne og kana’anæerne og hetitterne og girgasjitterne, hivvitterne og jebusitterne gik i kamp mod jer; men jeg gav dem i jeres hånd.+ 12 Så sendte jeg en følelse af mismod* foran jer, og den drev dem bort foran jer+ — to amoritterkonger — [du gjorde det] ikke med dit sværd eller din bue.+ 13 Således gav jeg jer et land som I ikke havde slidt for, og byer som I ikke havde bygget,+ og I bosatte jer i dem. Vingårde og olivenlunde som I ikke har plantet, spiser I af.’+

14 Så frygt nu Jehova+ og tjen ham i uangribelighed og sandhed,+ og fjern de guder som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Floden og i Ægypten,+ og tjen Jehova. 15 Men hvis I ikke synes om* at tjene Jehova, så vælg selv i dag hvem I vil tjene:+ enten de guder som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Floden,*+ eller amoritternes guder i hvis land I nu bor.+ Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“+

16 Da svarede folket og sagde: „Det kunne aldrig falde os ind at forlade Jehova for at dyrke andre guder. 17 Det er jo Jehova vor Gud der førte os og vore fædre op fra Ægyptens land,+ ud af trællehuset,+ og som gjorde disse store tegn for øjnene af os+ og som vogtede os på hele den vej vi vandrede ad og blandt alle de folk som vi gik midt igennem.+ 18 Og Jehova drev alle de folk der boede i landet, ja amoritterne, bort foran os.+ Også vi vil tjene Jehova, for han er vor Gud.“+

19 Så sagde Josua til folket: „I kan ikke tjene Jehova, for han er en hellig Gud;*+ han er en Gud* der kræver udelt hengivenhed.+ Han vil ikke tilgive jeres overtrædelser og jeres synder.+ 20 Såfremt I forlader Jehova+ og dyrker fremmede guder,*+ vil han vende om og volde jer ondt og gøre det af med jer, efter at han har gjort godt mod jer.“+

21 Da sagde folket til Josua: „Nej, det er Jehova vi vil tjene!“+ 22 Derpå sagde Josua til folket: „I er vidner mod jer selv+ på at I selv har valgt jer Jehova for at tjene ham.“+ Hertil sagde de: „Vi er vidner.“

23 „Så fjern nu de fremmede guder der er iblandt jer,+ og bøj jeres hjerter mod Jehova, Israels Gud.“ 24 Da sagde folket til Josua: „Vi vil tjene Jehova vor Gud, og vi vil adlyde hans røst!“+

25 Derpå sluttede Josua den dag en pagt med folket og fastsatte en forordning og en retsbestemmelse+ for dem i Siʹkem.* 26 Og Josua skrev disse ord op i Guds lovbog,+ hvorpå han tog en stor sten+ og rejste den dér under det vældige træ+ som står ved Jehovas helligdom.

27 Og Josua sagde videre til hele folket: „Se! Denne sten skal tjene som vidne mod os,+ for den har hørt alle de ord som Jehova har talt til os, og den skal tjene som vidne mod jer, at I ikke skal fornægte jeres Gud.“ 28 Derpå sendte Josua folket bort, hver til sin arvelod.+

29 Og efter disse begivenheder døde så Jehovas tjener Josua, Nuns søn, et hundrede og ti år gammel.+ 30 Og man begravede ham på hans arvelods område, i Timʹnat-Seʹra,+ som ligger i Eʹfraims bjergland, nord for bjerget Gaʹasj. 31 Og Israel vedblev med at tjene Jehova alle Josuas dage og alle de ældstes dage, de som levede længere end Josua+ og som kendte til hele den gerning som Jehova havde gjort for Israel.+

32 Og Josefs ben,+ som Israels sønner havde ført med op fra Ægypten, begravede de i Siʹkem på den marklod som Jakob havde købt af Siʹkems fader Haʹmors sønner+ for et hundrede pengestykker;*+ og Josefs sønner fik den* som arvelod.+

33 Også Arons søn Eleaʹzar døde.+ Og man begravede ham på hans søn Piʹnehas’+ høj,* som var blevet givet ham i Eʹfraims bjergland.