Fjerde Mosebog (Numeri)

1 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses i Sinaj Ørken,*+ i mødeteltet,+ på den første dag i den anden måned i det andet år efter at de var gået ud af Ægyptens land,+ og han sagde: 2 „Foretag en optælling+ af hele Israels sønners forsamling efter deres slægter, efter deres fædrenehuse, efter antallet af [deres] navne, alle af mandkøn, hoved for hoved,* 3 fra tyveårsalderen og opefter,+ alle der udtages til hæren i Israel.+ I skal mønstre dem hærstyrke for hærstyrke, du og Aron.

4 Og der skal være nogle mænd sammen med jer, én mand for hver stamme; hver skal være overhoved for sit fædrenehus.+ 5 Og dette er navnene på de mænd der skal bistå jer: Af Ruben+ Eʹlizur,+ Sjeʹde’urs søn; 6 af Siʹmeon+ Sjeluʹmiel,+ Zurisjadʹdajs søn; 7 af Juda+ Nahʹsjon,+ Amminaʹdabs søn; 8 af Isʹsakar+ Netanʹel,+ Zuʹars søn; 9 af Zeʹbulon+ Eʹliab,+ Heʹlons søn; 10 af Josefs+ sønner: af Eʹfraim+ Elisjaʹma, Amʹmihuds søn; af Manasʹse+ Gamaʹliel, Peʹdazurs søn; 11 af Benjamin+ Aʹbidan,+ Gideoʹnis søn; 12 af Dan+ Ahi’eʹzer,+ Ammisjadʹdajs søn; 13 af Aʹser+ Paʹgiel,+ Okʹrans søn; 14 af Gad+ Elʹjasaf,+ Deʹuels* søn;+ 15 af Nafʹtali+ Ahiʹra,+ Eʹnans søn. 16 Det er dem der er indkaldt fra forsamlingen, høvdinger+ for deres fædrenestammer. Det er overhovederne for Israels tusinder.“+

17 Så tog Moses og Aron disse mænd som var blevet udpeget ved navn. 18 Og de lod hele forsamlingen kalde sammen på den første dag i den anden måned, så de kunne få deres afstamning+ registreret efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter,+ hoved for hoved, 19 sådan som Jehova havde påbudt Moses; og således mønstrede+ han dem i Sinaj Ørken.

20 Og Rubens, Israels førstefødtes,+ sønner, [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, udgjorde da, efter antallet af navne, hoved for hoved, alle af mandkøn fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren, 21 de som blev mønstret af dem, af Rubens stamme, seksogfyrre tusind og fem hundrede.+

22 Af Siʹmeons sønner,+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse: de som blev mønstret af ham efter antallet af navne, hoved for hoved, alle af mandkøn fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren, 23 de som blev mønstret af dem, af Siʹmeons stamme, udgjorde nioghalvtreds tusind og tre hundrede.+

24 Af Gads sønner,+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 25 de som blev mønstret af dem, af Gads stamme,+ udgjorde femogfyrre tusind seks hundrede og halvtreds.+

26 Af Judas sønner,+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 27 de som blev mønstret af dem, af Judas stamme, udgjorde fireoghalvfjerds tusind og seks hundrede.+

28 Af Isʹsakars sønner,+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 29 de som blev mønstret af dem, af Isʹsakars stamme, udgjorde fireoghalvtreds tusind og fire hundrede.+

30 Af Zeʹbulons+ sønner, [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 31 de som blev mønstret af dem, af Zeʹbulons stamme, udgjorde syvoghalvtreds tusind og fire hundrede.+

32 Af Josefs sønner: af Eʹfraims sønner,+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 33 de som blev mønstret af dem, af Eʹfraims+ stamme, udgjorde fyrre tusind og fem hundrede.+

34 Af Manasʹses sønner,+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 35 de som blev mønstret af dem, af Manasʹses stamme, udgjorde toogtredive tusind og to hundrede.+

36 Af Benjamins sønner,+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 37 de som blev mønstret af dem, af Benjamins stamme, udgjorde femogtredive tusind og fire hundrede.+

38 Af Dans sønner,+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 39 de som blev mønstret af dem, af Dans stamme, udgjorde toogtres tusind og syv hundrede.+

40 Af Aʹsers sønner,+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 41 de som blev mønstret af dem, af Aʹsers stamme, udgjorde enogfyrre tusind og fem hundrede.+

42 Af Nafʹtalis sønner,*+ [med] deres afstamning [angivet] efter deres slægter, i deres fædrenehuse, efter antallet af navne, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren: 43 de som blev mønstret af dem, af Nafʹtalis stamme, udgjorde treoghalvtreds tusind og fire hundrede.+

44 Det er dem som blev mønstret, dem som Moses mønstrede sammen med Aron og Israels høvdinger, tolv mænd. De repræsenterede hver sit fædrenehus. 45 Og alle de mønstrede af Israels sønner efter deres fædrenehuse, fra tyveårsalderen og opefter, enhver som blev udtaget til hæren i Israel, udgjorde da, 46 ja, alle de mønstrede udgjorde da seks hundrede og tre tusind fem hundrede og halvtreds.+

47 Men levitterne+ efter deres fædrenestamme blev ikke mønstret sammen med dem.+ 48 Så talte Jehova til Moses og sagde: 49 „Kun Leʹvis stamme må du ikke mønstre, og du må ikke foretage en optælling af dem sammen med Israels sønner.+ 50 Og du skal sætte levitterne over Vidnesbyrdets+ teltbolig og over alle dens redskaber og over alt hvad der hører til den.*+ De alene må bære teltboligen og alle dens redskaber,+ og de alene må forrette tjeneste+ ved den; og de skal slå lejr rundt om teltboligen.+ 51 Og når man bryder op med teltboligen, skal levitterne tage den ned;+ og når man slår lejr med teltboligen, skal levitterne rejse den; men enhver uvedkommende* der nærmer sig [den], skal lide døden.+

52 Og Israels sønner skal lejre sig, hver i sin lejr,* og hver i sin afdeling,*+ hærstyrke for hærstyrke. 53 Men levitterne skal slå lejr rundt om Vidnesbyrdets teltbolig, for at [min] harme+ ikke skal komme over Israels sønners forsamling; og levitterne skal tage vare på pligterne ved Vidnesbyrdets teltbolig.“+

54 Og Israels sønner gjorde da nøjagtig som Jehova havde påbudt Moses. Sådan gjorde de.+

2 Derpå talte Jehova til Moses og Aron og sagde: 2 „Israels sønner skal slå lejr, hver i sin afdeling,+ ved tegnene* for deres fædrenehuse. De skal slå lejr rundt om mødeteltet, med front imod det.

3 Og mod øst, mod solopgangen, skal Judas lejrafdeling slå lejr, hærstyrke for hærstyrke; og Judas sønners høvding er Nahʹsjon,+ Amminaʹdabs søn. 4 Og hans hær og deres mønstrede udgør fireoghalvfjerds tusind og seks hundrede.+ 5 Og ved siden af ham skal Isʹsakars+ stamme slå lejr; og høvdingen for Isʹsakars sønner er Netanʹel,+ Zuʹars søn. 6 Og hans hær og hans mønstrede udgør fireoghalvtreds tusind og fire hundrede.+ 7 Og Zeʹbulons stamme; og høvdingen for Zeʹbulons sønner er Eʹliab,+ Heʹlons søn. 8 Og hans hær og hans mønstrede udgør syvoghalvtreds tusind og fire hundrede.+

9 Alle de mønstrede i Judas lejr udgør et hundrede og seksogfirs tusind og fire hundrede, efter deres hære. De skal bryde op først.+

10 Rubens lejrafdeling+ skal ligge mod syd, hærstyrke for hærstyrke; og høvdingen for Rubens sønner er Eʹlizur,+ Sjeʹde’urs søn. 11 Og hans hær og hans mønstrede udgør seksogfyrre tusind og fem hundrede.+ 12 Og ved siden af ham skal Siʹmeons stamme slå lejr; og høvdingen for Siʹmeons sønner er Sjeluʹmiel,+ Zurisjadʹdajs søn. 13 Og hans hær og deres mønstrede udgør nioghalvtreds tusind og tre hundrede.+ 14 Og Gads stamme; og høvdingen for Gads sønner er Elʹjasaf,+ Reʹuels* søn. 15 Og hans hær og deres mønstrede udgør femogfyrre tusind seks hundrede og halvtreds.+

16 Alle de mønstrede i Rubens lejr udgør et hundrede og enoghalvtreds tusind fire hundrede og halvtreds, efter deres hære, og de skal bryde op som nummer to.+

17 Når mødeteltet+ skal bryde op, vil levitternes+ lejr være midt i lejrene.

Som de slår lejr, sådan skal de bryde op,+ hver på sin plads, efter deres afdelinger.

18 Eʹfraims lejrafdeling+ skal ligge mod vest, hærstyrke for hærstyrke; og høvdingen for Eʹfraims sønner er Elisjaʹma,+ Amʹmihuds søn. 19 Og hans hær og deres mønstrede udgør fyrre tusind og fem hundrede.+ 20 Og ved siden af ham skal Manasʹses+ stamme ligge; og høvdingen for Manasʹses sønner er Gamaʹliel,+ Peʹdazurs søn. 21 Og hans hær og deres mønstrede udgør toogtredive tusind og to hundrede.+ 22 Og Benjamins stamme;+ og høvdingen for Benjamins sønner er Aʹbidan,+ Gideoʹnis søn. 23 Og hans hær og deres mønstrede udgør femogtredive tusind og fire hundrede.+

24 Alle de mønstrede i Eʹfraims lejr udgør et hundrede og otte tusind og et hundrede, efter deres hære, og de skal bryde op som nummer tre.+

25 Dans lejrafdeling skal ligge mod nord, hærstyrke for hærstyrke; og høvdingen for Dans sønner er Ahi’eʹzer,+ Ammisjadʹdajs søn. 26 Og hans hær og deres mønstrede udgør toogtres tusind og syv hundrede.+ 27 Og ved siden af ham skal Aʹsers stamme slå lejr; og høvdingen for Aʹsers sønner er Paʹgiel,+ Okʹrans søn. 28 Og hans hær og deres mønstrede udgør enogfyrre tusind og fem hundrede.+ 29 Og Nafʹtalis stamme;+ og høvdingen for Nafʹtalis sønner er Ahiʹra,+ Eʹnans søn. 30 Og hans hær og deres mønstrede udgør treoghalvtreds tusind og fire hundrede.+

31 Alle de mønstrede i Dans lejr udgør et hundrede og syvoghalvtreds tusind og seks hundrede. De skal bryde op sidst+ — efter deres* afdelinger.“

32 Dette var de mønstrede af Israels sønner efter deres fædrenehuse; alle de mønstrede i lejrene udgjorde efter deres hære seks hundrede og tre tusind fem hundrede og halvtreds.+ 33 Men i overensstemmelse med hvad Jehova havde påbudt Moses, blev levitterne ikke mønstret+ sammen med Israels sønner. 34 Derpå handlede Israels sønner efter alt hvad Jehova havde påbudt Moses.+ Sådan slog de lejr i deres afdelinger,+ og sådan brød de op,+ hver efter sin slægt, efter deres fædrenehuse.

3 Og dette var Arons og Moses’ slægtsfortegnelse* på den dag Jehova talte med Moses på Sinaj Bjerg.+ 2 Og dette var navnene på Arons sønner: Naʹdab, den førstefødte, og Aʹbihu,+ Eleaʹzar+ og Iʹtamar.+ 3 Dette var navnene på Arons sønner, de salvede præster hvis hænder var blevet fyldt med myndighed så de kunne virke som præster.+ 4 Men Naʹdab og Aʹbihu døde for Jehovas ansigt da de frembar ulovlig ild+ for Jehova i Sinaj Ørken, og de havde ingen sønner. Men Eleaʹzar+ og Iʹtamar+ fortsatte med at virke som præster sammen med deres fader Aron.

5 Jehova talte så til Moses og sagde: 6 „Før Leʹvis stamme+ frem og stil den foran præsten Aron, og de skal gøre tjeneste+ for ham. 7 Og de skal tage vare på deres pligter over for ham og deres pligter over for hele forsamlingen foran mødeteltet ved at udføre tjenesten ved teltboligen. 8 Og de skal tage vare på alle mødeteltets redskaber+ og Israels sønners pligter ved at udføre tjenesten ved teltboligen.+ 9 Og du skal overgive levitterne til Aron og hans sønner. Af Israels sønner er det dem der er givet* [til tjenesten], givet til ham.+ 10 Og du skal indsætte Aron og hans sønner, og de skal tage vare på deres præsteembede;+ og enhver uvedkommende* der nærmer sig [det], skal lide døden.“+

11 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 12 „Se, jeg udtager hermed selv levitterne af Israels sønner i stedet for alle de førstefødte+ der åbner moders liv blandt Israels sønner; og levitterne skal tilhøre mig. 13 For mig tilhører hver førstefødt.+ På den dag jeg slog hver førstefødt i Ægyptens land ihjel,+ helligede jeg mig hver førstefødt i Israel, både af mennesker og husdyr.+ De skulle tilhøre mig. Jeg er Jehova.“

14 Og Jehova talte videre til Moses i Sinaj Ørken+ idet han sagde: 15 „Du skal mønstre Leʹvis sønner efter deres fædrenehuse, efter deres slægter. Enhver af mandkøn fra en alder af en måned og opefter skal du mønstre.“+ 16 Og Moses gav sig til at mønstre dem på Jehovas befaling, sådan som han havde fået påbud om. 17 Og dette var så Leʹvis sønner+ efter deres navne: Gerʹsjon og Keʹhat og Meraʹri.+

18 Og dette var navnene på Gerʹsjons sønner efter deres slægter: Libʹni og Sjimʹi.+

19 Og Keʹhats sønner+ efter deres slægter var Amʹram og Jizʹhar,+ Heʹbron og Uzʹziel.

20 Og Meraʹris sønner+ efter deres slægter var Maʹli+ og Muʹsji.+

Dette var levitternes slægter efter deres fædrenehuse.

21 Til Gerʹsjon hørte libnitternes+ slægt og sjim’itternes+ slægt. Dette var gersjonitternes slægter. 22 De som mønstredes af dem blev optalt efter alle af mandkøn fra en alder af en måned og opefter;+ de som mønstredes af dem udgjorde syv tusind og fem hundrede.+ 23 Gersjonitternes slægter lå bag ved teltboligen.+ De lå lejrede mod vest. 24 Og høvdingen for gersjonitternes fædrenehus var Elʹjasaf, Laʹels søn. 25 Og Gerʹsjons sønners+ pligter i mødeteltet omfattede teltboligen og teltet,+ dens dække+ og afskærmningen+ for indgangen til mødeteltet, 26 og forgårdens omhæng+ og afskærmningen+ for indgangen til forgården som er rundt om teltboligen og alteret, og dens teltreb;+ [hvad der hørte] til hele tjenesten med det.

27 Og til Keʹhat hørte amramitternes slægt og jizharitternes slægt, samt hebronitternes slægt og uzzielitternes slægt. Dette var kehatitternes slægter.+ 28 Efter tallet på alle af mandkøn fra en alder af en måned og opefter var der otte tusind og seks* hundrede, som tog vare på pligterne ved helligdommen.+ 29 Keʹhats sønners slægter lå lejrede ved teltboligens sydside.+ 30 Og høvdingen for kehatitternes slægters fædrenehus var Elizaʹfan, Uzʹziels søn.+ 31 Og deres pligter+ omfattede arken+ og bordet+ og lampestanderen+ og altrene+ og helligdommens redskaber+ hvormed man skulle forrette tjenesten, og afskærmningen,+ og hele tjenesten med det.

32 Og høvdingen over levitternes høvdinger var Eleaʹzar,+ præsten Arons søn, som havde tilsyn med dem der tog vare på pligterne ved helligdommen.

33 Til Meraʹri hørte malitternes+ slægt og musjitternes+ slægt. Dette var Meraʹris+ slægter. 34 Og de som mønstredes af dem, efter tallet på alle af mandkøn fra en alder af en måned og opefter, udgjorde seks tusind og to hundrede.+ 35 Og høvdingen for Meraʹris slægters fædrenehus var Zuʹriel, Abihaʹjils søn. De lå lejrede ved teltboligens nordside.+ 36 Og det som Meraʹris sønner havde pligt til at føre tilsyn med, var panelrammerne+ til teltboligen og dens tværstænger+ og dens søjler+ og dens fodstykker og alle dens redskaber+ og hele tjenesten+ med det, 37 og søjlerne+ til forgården hele vejen rundt, og deres fodstykker+ og deres teltpløkke og deres teltreb.

38 Og foran teltboligen, mod øst, foran mødeteltet, mod solopgangen, lå Moses og Aron og hans sønner lejrede. Det var dem der tog vare på pligterne ved helligdommen,+ som pligter for Israels sønner. Og enhver uvedkommende* som nærmede sig, ville lide døden.+

39 Alle de mønstrede af levitterne, som Moses og Aron* havde mønstret på Jehovas befaling efter deres slægter, alle af mandkøn fra en alder af en måned og opefter, udgjorde toogtyve tusind.

40 Så sagde Jehova til Moses: „Du skal mønstre alle førstefødte af mandkøn af Israels sønner fra en alder af en måned og opefter,+ og tag tallet på deres navne. 41 Og du skal udtage levitterne til mig — jeg er Jehova — i stedet for alle de førstefødte blandt Israels sønner,+ og levitternes husdyr i stedet for alle de førstefødte blandt Israels sønners husdyr.“+ 42 Derpå mønstrede Moses alle de førstefødte blandt Israels sønner, sådan som Jehova havde påbudt ham. 43 Og alle de førstefødte af mandkøn, fra en alder af en måned og opefter, udgjorde da — efter antallet af navnene på dem der mønstredes af dem — toogtyve tusind to hundrede og treoghalvfjerds.

44 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 45 „Tag levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt Israels sønner, og levitternes husdyr i stedet for deres husdyr; og levitterne skal tilhøre mig.+ Jeg er Jehova. 46 Og til løskøbelse+ af de to hundrede og treoghalvfjerds af Israels sønners førstefødte som er i overskud, [det vil sige] ud over levitterne,+ 47 skal du tage fem sekel for hver person.+ I helligdommens sekel skal du tage dem. En sekel er tyve gera.+ 48 Og du skal give pengene til Aron og hans sønner til løskøbelse af dem der er i overskud af dem.“ 49 Så tog Moses løsepengene fra dem der var i overskud, [det vil sige] ud over dem der var løskøbt med levitterne. 50 Af Israels sønners førstefødte modtog han pengene, et tusind tre hundrede og femogtres sekel,* i helligdommens sekel. 51 Derpå gav Moses pengene for dem der var blevet løskøbt, til Aron og hans sønner efter Jehovas befaling, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

4 Så talte Jehova til Moses og Aron og sagde: 2 „Foretag* en optælling af Keʹhats sønner+ blandt Leʹvis sønner, efter deres slægter, i deres fædrenehuse, 3 fra trediveårsalderen*+ og opefter, indtil halvtredsårsalderen,+ alle som indtræder i tjenestestyrken*+ for at udføre arbejde i mødeteltet.

4 Dette er Keʹhats sønners tjeneste i mødeteltet.+ Det er noget højhelligt: 5 Og Aron og hans sønner skal gå derind når lejren bryder op, og de skal tage det skærmende forhæng+ ned og tildække Vidnesbyrdets ark+ med det. 6 Og de skal lægge et dække af sælskind+ over den og brede et ensfarvet blåt klæde ud derover og sætte dens bærestænger+ i.

7 Og over skuebrødsbordet+ skal de brede et blåt klæde og sætte fadene+ og bægrene og skålene+ og kanderne til drikofferet på det; og det stadige brød+ skal blive liggende på det. 8 Og de skal brede et karmoisinrødt+ klæde ud over dem og dække det til med et dække af sælskind+ og sætte dets bærestænger+ i. 9 Og de skal tage et blåt klæde og tildække lampestanderen+ til belysningen og dens lamper+ og dens lampesakse+ og dens ildbækkener+ og alle dens oliekar+ hvormed de forretter tjenesten ved den. 10 Og de skal anbringe den og alle dens redskaber i et dække af sælskind+ og lægge den på et bærestativ. 11 Og over det gyldne alter+ skal de brede et blåt klæde og dække det til med et dække af sælskind+ og sætte dets bærestænger+ i. 12 Og de skal tage alle tjenesteredskaberne+ hvormed de forretter tjenesten i helligdommen, og lægge dem i et blåt klæde og dække dem til med et dække af sælskind+ og lægge dem på et bærestativ.

13 Og de skal fjerne fedtasken fra alteret+ og brede et klæde af purpurfarvet uld ud over det. 14 Og de skal lægge alle dets redskaber hvormed de forretter tjenesten ved det, oven på det, ildbækkenerne, gaflerne og skovlene og skålene, alle alterets redskaber;+ og de skal brede et dække af sælskind ud over det og sætte dets bærestænger* i.+

15 Og Aron og hans sønner skal være færdige med at tildække helligdommen+ og alle helligdommens redskaber+ når lejren bryder op, og derefter kan Keʹhats sønner gå ind for at bære dem,+ men de må ikke røre+ ved helligdommen; i så fald skal de dø. Dette er hvad Keʹhats sønner skal bære ved mødeteltet.+

16 Og Eleaʹzar, præsten Arons søn, har tilsyn+ med olien+ til belysningen og den vellugtende røgelse+ og det stadige kornoffer+ og salveolien,+ tilsyn med hele teltboligen og alt hvad der er i den, nemlig helligdommen og dens redskaber.“

17 Og Jehova talte videre til Moses og Aron idet han sagde: 18 „Lad ikke kehatitternes slægters+ stamme blive udryddet af levitternes midte. 19 Men gør dette for dem; så skal de blive i live og ikke dø fordi de nærmer sig de højhellige ting.+ Aron og hans sønner skal gå derind, og de skal tildele dem hver sin tjeneste og sin byrde. 20 Og de må ikke gå ind for at se de hellige ting det mindste øjeblik;* i så fald skal de dø.“+

21 Så talte Jehova til Moses og sagde: 22 „Foretag* også en optælling af Gerʹsjons sønner+ efter deres fædrenehuse, efter deres slægter. 23 Fra trediveårsalderen og opefter, indtil halvtredsårsalderen, skal du mønstre dem,+ alle som indtræder i tjenestestyrken for at udføre tjeneste ved mødeteltet. 24 Dette er den tjeneste gersjonitternes slægter har med at tjene og at bære.+ 25 Og de skal bære teltboligens teltduge+ og mødeteltet,+ dets dække+ og sælskindsdækket+ som ligger oven på det, og afskærmningen+ til mødeteltets indgang, 26 og forgårdens omhæng+ og afskærmningen+ for indgangen, porten til forgården som er rundt om teltboligen og alteret, og deres teltreb og alle redskaberne til deres tjeneste, og alle de ting hvormed* arbejdet almindeligvis udføres. Sådan skal de tjene. 27 Hele den tjeneste som gersjonitternes sønner+ har, alt hvad de skal bære og alt hvad de skal tjene med, skal foregå på Arons og hans sønners+ befaling, og I skal tildele dem alle de ting som de skal bære, som [deres] pligt.* 28 Dette er gersjonitternes sønners slægters+ tjeneste i mødeteltet; og deres pligter hører under præsten Arons søn Iʹtamars+ ledelse.

29 Meraʹris sønner+ skal du mønstre efter deres slægter, i deres fædrenehuse. 30 Fra trediveårsalderen og opefter, indtil halvtredsårsalderen, skal du mønstre dem, alle som indtræder i tjenestestyrken for at udføre tjeneste ved mødeteltet.+ 31 Og dette er deres pligter, det de skal bære,+ i forbindelse med hele deres tjeneste i mødeteltet: teltboligens panelrammer+ og dens tværstænger,+ søjler+ og fodstykker,+ 32 og søjlerne+ til forgården hele vejen rundt, med deres fodstykker,+ teltpløkke+ og teltreb, samt alle redskaberne dertil og hvad der hører til hele tjenesten dermed. Og med navns nævnelse skal I tildele [dem] det udstyr som de har pligt til at tage vare på, det de skal bære.+ 33 Dette er den tjeneste som påhviler Meraʹris sønners slægter+ i forbindelse med hele deres tjeneste i mødeteltet, under præsten Arons søn Iʹtamars ledelse.“+

34 Derpå mønstrede Moses og Aron og forsamlingens høvdinger+ kehatitternes sønner+ efter deres slægter og efter deres fædrenehuse, 35 fra trediveårsalderen+ og opefter, indtil halvtredsårsalderen,+ alle som indtrådte i tjenestestyrken til tjenesten i mødeteltet.+ 36 Og de som mønstredes af dem efter deres slægter udgjorde to tusind syv hundrede og halvtreds.+ 37 Det er dem der mønstredes+ af kehatitternes slægter, alle som tjente i mødeteltet, som Moses og Aron mønstrede på Jehovas befaling ved Moses.

38 Og de som mønstredes af Gerʹsjons sønner+ efter deres slægter og efter deres fædrenehuse, 39 fra trediveårsalderen og opefter, indtil halvtredsårsalderen, alle som indtrådte i tjenestestyrken til tjenesten i mødeteltet,+ 40 de som mønstredes af dem efter deres slægter, efter deres fædrenehuse, udgjorde to tusind seks hundrede og tredive.+ 41 Det var dem der mønstredes af Gerʹsjons sønners slægter, alle som tjente i mødeteltet, som Moses og Aron mønstrede på Jehovas befaling.+

42 Og de som mønstredes af Meraʹris sønners slægter, slægt for slægt, efter deres fædrenehuse, 43 fra trediveårsalderen og opefter, indtil halvtredsårsalderen, alle som indtrådte i tjenestestyrken til tjenesten i mødeteltet,+ 44 de som mønstredes af dem efter deres slægter udgjorde tre tusind og to hundrede.+ 45 Det var dem der mønstredes af Meraʹris sønners slægter, som Moses og Aron mønstrede på Jehovas befaling ved Moses.+

46 Alle som blev mønstret, som Moses og Aron og Israels høvdinger mønstrede af levitterne efter deres slægter og efter deres fædrenehuse, 47 fra trediveårsalderen og opefter, indtil halvtredsårsalderen,+ alle som kom for at udføre arbejdet med at tjene og arbejdet med at bære byrder ved mødeteltet,+ 48 de som mønstredes af dem udgjorde otte tusind fem hundrede og firs.+ 49 På Jehovas befaling blev de mønstret af Moses,* hver især efter sin tjeneste og sin byrde; og de blev mønstret sådan som Jehova havde påbudt Moses.+

5 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 2 „Giv Israels sønner påbud om at sende enhver der er spedalsk+ og enhver der har udflåd+ og enhver der er uren ved en [død] sjæl,*+ bort fra lejren. 3 Hvad enten det er mænd eller kvinder skal I sende dem bort. I skal sende dem ud uden for lejren,+ for at de ikke skal besmitte+ deres lejre, hvor jeg har min bolig i deres midte.“+ 4 Da gjorde Israels sønner således og sendte dem ud uden for lejren. Sådan som Jehova havde sagt til Moses, sådan gjorde Israels sønner.

5 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 6 „Tal til Israels sønner [og sig]: ’I det tilfælde at en mand eller en kvinde begår en af alle de synder som mennesker kan gøre sig skyldige i, og således begår en troløs handling mod Jehova, da har den sjæl pådraget sig skyld.+ 7 Og man skal bekende+ den synd man har begået, og tilbagebetale et beløb der svarer til skylden, nemlig hovedsummen med en femtedel føjet til,+ og man skal give det til den man har gjort uret. 8 Men hvis denne ikke har nogen slægtning* som man kan tilbagebetale skyldbeløbet til, skal beløbet der da betales tilbage til Jehova, tilhøre præsten,* undtagen soningsvædderen hvormed han skaffer vedkommende soning.+

9 Og ethvert bidrag+ af alle de hellige ting+ som Israels sønner frembærer for præsten, tilfalder ham.+ 10 Og de hellige ting fra enhver mand forbliver hans. Hvad enhver måtte give præsten, det bliver hans.’“

11 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 12 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’I det tilfælde at en mands hustru kommer på afveje og begår en troløs handling mod ham,+ 13 og en anden mand har samleje med hende,+ og det har været skjult for hendes mands øjne+ og det er forblevet uopdaget, men hun har besmittet sig uden at der er noget vidne imod hende og uden at hun er blevet grebet [på fersk gerning], 14 og skinsygens+ ånd er kommet over ham og han har fået mistanke om at hans hustru har været ham utro og hun virkelig har besmittet sig, eller skinsygens ånd er kommet over ham og han har fået mistanke om at hans hustru har været ham utro men hun i virkeligheden ikke har besmittet sig, 15 så skal manden bringe sin hustru til præsten+ og sammen med hende bringe hendes offergave, en tiendedel efa* bygmel. Han må ikke hælde olie over det og ikke komme virak+ på det, for det er et skinsygens kornoffer, et mindekornoffer som bringer brøde i erindring.

16 Og præsten skal føre hende frem og stille hende foran Jehova.+ 17 Og præsten skal tage helligt vand* i et lerkar, og præsten skal endvidere tage noget af støvet som er på gulvet i teltboligen, og han skal komme det i vandet. 18 Og præsten skal stille kvinden foran Jehova og løsne håret på kvindens hoved og lægge mindekornofferet, det er skinsygens kornoffer,+ på hendes håndflader, mens det bitre vand som bringer forbandelse,+ skal være i præstens hånd.

19 Og præsten skal lade hende sværge, og han skal sige til kvinden: „Hvis ingen mand har ligget hos dig, og hvis du ikke har været på afveje i urenhed mens du har stået under din mand,+ skal du være fri for virkningen af dette bitre vand som bringer forbandelse. 20 Men i det tilfælde at du har været på afveje mens du har stået under din mand,+ og du har besmittet dig og en mand har haft kønslig omgang med dig,*+ en anden end din egen mand“ — 21 præsten skal her lade kvinden sværge med forbandelsens ed,+ og præsten skal sige til kvinden — „måtte Jehova da gøre dig til en forbandelse og en ed midt iblandt dit folk, idet Jehova lader din lænd+ visne og din mave svulme op. 22 Og dette forbandelsens vand skal komme ind i dit indre og få din mave til at svulme op og din lænd til at visne.“ Hertil skal kvinden sige: „Amen! Amen!“*

23 Og præsten skal skrive disse forbandelser i bogen+ og vaske+ dem ud i det bitre vand. 24 Og han skal lade kvinden drikke forbandelsens bitre vand,+ og forbandelsens vand skal komme ind i hende som noget bittert. 25 Og præsten skal tage skinsygens kornoffer+ af kvindens hånd og svinge kornofferet frem og tilbage for Jehovas ansigt, og han skal bringe det hen til alteret. 26 Og præsten skal tage en håndfuld af kornofferet som en repræsentativ del+ deraf og bringe det som røgoffer på alteret, og bagefter skal han lade kvinden drikke vandet. 27 Når han har ladet hende drikke vandet, så skal forbandelsens vand, hvis hun har besmittet sig idet hun har begået en troløs handling mod sin mand,+ komme ind i hende som noget bittert, og hendes mave skal svulme op, og hendes lænd skal visne, og kvinden skal blive en forbandelse midt iblandt sit folk.+ 28 Men hvis kvinden ikke har besmittet sig og hun er ren, så skal hun være fri for straf;+ og hun skal blive befrugtet.

29 Dette er loven angående skinsyge,+ når en kvinde kommer på afveje+ mens hun står under sin mand+ og hun besmitter sig, 30 eller når skinsygens ånd kommer over en mand og han mistænker sin hustru for utroskab; og han skal stille hustruen foran Jehova, og præsten skal bringe hele denne lov i anvendelse på hende. 31 Og manden skal være fri for brøde, men hustruen må undgælde for sin brøde.’“

6 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’I det tilfælde at en mand eller en kvinde aflægger et særligt løfte om at leve som nasiræer*+ for Jehova, 3 skal han holde sig fra vin og stærke drikke. Han må ikke drikke eddike af vin eller eddike af stærke drikke,+ eller drikke nogen som helst slags druesaft, og han må ikke spise hverken friske eller tørrede druer. 4 Så længe hans nasiræerstand varer, må han ikke spise noget som helst der er lavet af vinstokken, fra de umodne druer til skallen.*

5 Så længe hans nasiræerløfte varer, må ingen barberkniv gå over hans hoved;+ indtil de dage hvori han holder sig adskilt for Jehova, er udløbet, skal han være hellig ved at lade sit hovedhårs lokker+ vokse. 6 Så længe han holder sig adskilt for Jehova, må han ikke komme hen til nogen død sjæl.*+ 7 Han må end ikke gøre sig uren ved sin fader eller sin moder eller sin broder eller sin søster når de dør,+ for tegnet på at han er nasiræer for sin Gud er på hans hoved.

8 Så længe hans nasiræerstand varer, er han hellig for Jehova. 9 Men i det tilfælde at én dør ganske pludseligt i nærheden af ham,+ så han gør sit hoved med nasiræertegnet urent, da skal han barbere+ sit hoved den dag hans renselse stadfæstes. På den syvende dag skal han barbere det. 10 Og på den ottende dag skal han bringe to turtelduer eller to dueunger* til præsten ved indgangen til mødeteltet.+ 11 Og præsten skal tilberede den ene som et syndoffer+ og den anden som et brændoffer+ og skaffe ham soning, eftersom han har syndet på grund af den [døde] sjæl.* Og han skal hellige sit hoved samme dag. 12 Og han skal [på ny] leve som nasiræer+ for Jehova så længe hans nasiræerstand skal vare, og han skal bringe et vædderlam i dets første år som et skyldoffer;+ men de tidligere dage medregnes ikke fordi hans nasiræerstand er blevet uren.

13 Og dette er loven om nasiræeren: Den dag hans dage som nasiræer udløber,+ skal man føre ham* hen til indgangen til mødeteltet. 14 Og han skal som sin offergave til Jehova frembære et sundt vædderlam i dets første år som brændoffer+ og et sundt hunlam i dets første år som syndoffer+ og en sund vædder som fællesskabsoffer,+ 15 og en kurv med usyrede ringformede kager af fint mel+ tilsat olie,+ og usyrede fladbrød smurt med olie,+ og deres kornoffer+ og deres drikofre.+ 16 Og præsten skal frembære det for Jehova og ofre hans syndoffer og hans brændoffer.+ 17 Og vædderen skal han ofre som et fællesskabsoffer+ til Jehova sammen med kurven med de usyrede brød; og præsten skal ofre dens kornoffer+ og dens drikoffer.

18 Og nasiræeren skal barbere+ sit hoved med nasiræertegnet ved indgangen til mødeteltet, og han skal tage sin nasiræerstands hovedhår og komme det på ilden under fællesskabsofferet. 19 Og præsten skal tage en kogt+ bov af vædderen og én usyret ringformet kage fra kurven og ét usyret fladbrød+ og lægge det på nasiræerens hænder efter at han har fået tegnet på sin nasiræerstand barberet af. 20 Og præsten skal svinge det frem og tilbage som et svingningsoffer for Jehovas ansigt.+ Det er noget helligt som tilfalder præsten, sammen med svingningsbrystet+ og den hellige ydelses kølle.+ Og bagefter må nasiræeren drikke vin.+

21 Dette er loven om nasiræeren+ der aflægger løfte — om hans offergave til Jehova i forbindelse med sin nasiræerstand, foruden det han har råd til. I overensstemmelse med det løfte han aflægger, sådan skal han gøre ifølge loven om hans nasiræerstand.’“

22 Derpå talte Jehova til Moses, idet han sagde: 23 „Tal til Aron og hans sønner og sig: ’Sådan skal I velsigne+ Israels sønner, idet I siger* til dem:

24 „Måtte Jehova velsigne dig+ og bevare dig.+

25 Måtte Jehova lade sit ansigt lyse mod dig+ og vise dig sin gunst.+

26 Måtte Jehova løfte sit ansigt mod dig+ og give dig fred.“’+

27 Og de skal lægge mit navn+ på Israels sønner, så jeg selv kan velsigne dem.“+

7 Og den dag Moses var færdig med at rejse teltboligen+ salvede+ han den og helligede den og hele dens udstyr* og alteret og alle dets redskaber. Således salvede han dem og helligede dem.+ 2 Derpå frembar Israels høvdinger,+ overhovederne for deres fædrenehuse, [deres offergave],+ idet de var stammernes høvdinger og stod over de mønstrede, 3 og de bragte deres offergave frem for Jehova — seks overdækkede transportvogne og tolv stykker hornkvæg, en transportvogn for hver to høvdinger og en okse for hver én — og førte dem frem foran teltboligen. 4 Da sagde Jehova til Moses: 5 „Modtag det af dem, da det skal bruges til udførelse af tjenesten ved mødeteltet, og giv det til levitterne i forhold til hver enkelts tjeneste.“

6 Så modtog Moses transportvognene og hornkvæget og gav dem til levitterne. 7 To transportvogne og fire stykker hornkvæg gav han til Gerʹsjons sønner i forhold til deres tjeneste,+ 8 og fire transportvogne og otte stykker hornkvæg gav han til Meraʹris sønner i forhold til deres tjeneste,+ under præsten Arons søn Iʹtamars ledelse.+ 9 Men Keʹhats sønner gav han ikke noget, for tjenesten ved helligdommen påhvilede dem.+ De skulle bære [tingene] på skulderen.+

10 Så frembar høvdingerne [deres offergave] ved* indvielsen+ af alteret den dag det blev salvet, og høvdingerne bar deres offergave frem foran alteret. 11 Da sagde Jehova til Moses: „Én høvding den ene dag, og én høvding den næste dag, sådan skal de frembære deres offergave til alterets indvielse.“+

12 Og den der frembar sin offergave den første dag var Amminaʹdabs søn Nahʹsjon+ af Judas stamme. 13 Og hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel,* en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 14 et guldbæger* på ti sekel, fyldt med røgelse;+ 15 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 16 en gedebuk til syndoffer;+ 17 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Amminaʹdabs søn Nahʹsjons+ offergave.

18 Den anden dag frembar Zuʹars søn Netanʹel,+ Isʹsakars høvding, [sin offergave]. 19 Han frembar som sin offergave et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 20 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse; 21 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 22 en gedebuk til syndoffer;+ 23 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Zuʹars søn Netanʹels offergave.

24 Den tredje dag [kom] høvdingen for Zeʹbulons sønner, Heʹlons søn Eʹliab.+ 25 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer; 26 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse; 27 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 28 en gedebuk til syndoffer;+ 29 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Heʹlons søn Eʹliabs+ offergave.

30 Den fjerde dag [kom] høvdingen for Rubens sønner, Sjeʹde’urs søn Eʹlizur.+ 31 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 32 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse; 33 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 34 en gedebuk til syndoffer;+ 35 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Sjeʹde’urs søn Eʹlizurs+ offergave.

36 Den femte dag [kom] høvdingen for Siʹmeons sønner, Zurisjadʹdajs søn Sjeluʹmiel.+ 37 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 38 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse; 39 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 40 en gedebuk til syndoffer;+ 41 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Zurisjadʹdajs søn Sjeluʹmiels+ offergave.

42 Den sjette dag [kom] høvdingen for Gads sønner, Deʹuels søn Elʹjasaf.+ 43 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 44 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse;+ 45 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 46 en gedebuk til syndoffer;+ 47 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Deʹuels søn Elʹjasafs+ offergave.

48 Den syvende dag [kom] høvdingen for Eʹfraims sønner, Amʹmihuds søn Elisjaʹma.+ 49 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 50 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse; 51 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 52 en gedebuk til syndoffer;+ 53 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Amʹmihuds søn Elisjaʹmas+ offergave.

54 Den ottende dag [kom] høvdingen for Manasʹses sønner, Peʹdazurs søn Gamaʹliel.+ 55 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 56 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse;+ 57 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 58 en gedebuk til syndoffer;+ 59 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Peʹdazurs søn Gamaʹliels+ offergave.

60 Den niende dag [kom] høvdingen+ for Benjamins sønner, Gideoʹnis søn Aʹbidan.+ 61 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 62 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse; 63 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 64 en gedebuk til syndoffer;+ 65 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Gideoʹnis søn Aʹbidans+ offergave.

66 Den tiende dag [kom] høvdingen for Dans sønner, Ammisjadʹdajs søn Ahi’eʹzer.+ 67 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 68 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse; 69 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 70 en gedebuk til syndoffer;+ 71 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Ammisjadʹdajs søn Ahi’eʹzers+ offergave.

72 Den ellevte dag [kom] høvdingen for Aʹsers sønner, Okʹrans søn Paʹgiel.+ 73 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 74 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse;+ 75 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 76 en gedebuk til syndoffer;+ 77 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Okʹrans søn Paʹgiels+ offergave.

78 Den tolvte dag [kom] høvdingen for Nafʹtalis sønner, Eʹnans søn Ahiʹra.+ 79 Hans offergave var et sølvfad hvis vægt var et hundrede og tredive sekel, en sølvskål på halvfjerds sekel efter helligdommens sekel, begge fyldt med fint mel tilsat olie, til et kornoffer;+ 80 et guldbæger på ti sekel, fyldt med røgelse;+ 81 en ung tyr, en vædder, et vædderlam i dets første år, til brændoffer;+ 82 en gedebuk til syndoffer;+ 83 og til et fællesskabsoffer+ to stykker hornkvæg, fem væddere, fem bukke, fem vædderlam, ét år gamle. Dette var Eʹnans søn Ahiʹras+ offergave.

84 Dette var indvielsesoffergaven+ til alteret fra Israels høvdinger+ den dag det blev salvet: tolv sølvfade, tolv sølvskåle,+ tolv guldbægre; 85 hvert sølvfad var på et hundrede og tredive sekel, og hver skål på halvfjerds, så alt sølvet i karrene udgjorde to tusind og fire hundrede sekel efter helligdommens sekel;+ 86 de tolv guldbægre+ fyldt med røgelse var på hver ti sekel efter helligdommens sekel, så alt guldet i bægrene udgjorde et hundrede og tyve sekel; 87 hornkvæget til brændofferet+ var på i alt tolv tyre, tolv væddere, tolv årgamle vædderlam og deres kornofre,+ og der var tolv gedebukke til syndoffer;+ 88 og hornkvæget til fællesskabsofferet+ var på i alt fireogtyve tyre, tres væddere, tres bukke, tres årgamle vædderlam. Dette var indvielsesoffergaven+ til alteret efter at det var blevet salvet.+

89 Og når Moses gik ind i mødeteltet for at tale med ham,+ hørte han stemmen* samtale med sig fra [stedet] oven over låget+ som var på Vidnesbyrdets ark, fra [stedet] mellem de to keruber;+ og han talte til ham.

8 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Aron og sig til ham: ’Når du tænder lamperne, skal de syv lamper oplyse området foran lampestanderen.’“+ 3 Da gjorde Aron sådan. Han tændte lampestanderens+ lamper [så de oplyste] området foran den, sådan som Jehova havde påbudt Moses. 4 Og sådan var lampestanderen udført: Den var i drevet arbejde af guld. Fra fodstykket til blomsterkronerne var den i drevet arbejde.+ I overensstemmelse med det syn+ som Jehova havde ladet Moses se, sådan havde han lavet lampestanderen.

5 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 6 „Udtag levitterne af Israels sønner og rens dem.+ 7 Og sådan skal du gøre med dem for at rense dem: Stænk vand der renser for synd på dem,+ og de skal gå hele deres legeme over med en barberkniv+ og vaske deres klæder+ og rense sig.+ 8 Så skal de tage en ung tyr+ og dens kornoffer+ af fint mel tilsat olie, og du skal tage en anden ung tyr til syndoffer.+ 9 Og du skal føre levitterne frem foran mødeteltet og kalde hele forsamlingen af Israels sønner sammen.+ 10 Og du skal føre levitterne frem for Jehova, og Israels sønner skal lægge deres hænder+ på levitterne.+ 11 Og Aron skal lade levitterne bevæge sig frem og tilbage for Jehovas ansigt som et svingningsoffer+ fra Israels sønner, og de skal være med til at udføre tjenesten for Jehova.+

12 Levitterne skal så lægge deres hænder på tyrenes hoveder.+ Bring derpå den ene som syndoffer og den anden som brændoffer til Jehova for at skaffe levitterne soning.+ 13 Og du skal stille levitterne foran Aron og hans sønner og lade dem bevæge sig frem og tilbage som et svingningsoffer til Jehova. 14 Og du skal skille levitterne ud fra Israels sønner, og levitterne skal tilhøre mig.+ 15 Og derefter kan levitterne gå ind for at tjene ved mødeteltet.+ Således skal du rense dem og lade dem bevæge sig frem og tilbage som et svingningsoffer.+ 16 For de er givet* [til tjenesten], givet mig ud af Israels sønners midte.+ I stedet for alle der åbner moders liv, alle de førstefødte af Israels sønner,+ udtager jeg dem til mig selv. 17 For mig tilhører hver førstefødt blandt Israels sønner, blandt mennesker og husdyr.+ Den dag jeg slog hver førstefødt i Ægyptens land,+ helligede jeg dem til mig selv.+ 18 Og jeg tager levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt Israels sønner.+ 19 Og som nogle der er givet [til tjenesten], giver jeg levitterne til Aron og hans sønner ud af Israels sønners midte,+ til at udføre Israels sønners tjeneste i mødeteltet+ og skaffe Israels sønner soning, for at der ikke skal komme nogen plage blandt Israels sønner+ fordi Israels sønner nærmer sig helligdommen.“

20 Da gjorde Moses og Aron og hele Israels sønners forsamling sådan med levitterne. Nøjagtig som Jehova havde påbudt Moses med hensyn til levitterne, sådan gjorde Israels sønner med dem. 21 Altså rensede levitterne sig for synd+ og vaskede deres klæder, hvorpå Aron lod dem bevæge sig frem og tilbage som et svingningsoffer for Jehovas ansigt.+ Og Aron skaffede dem soning for at rense dem.+ 22 Og derefter gik levitterne ind for at udføre deres tjeneste ved mødeteltet for Arons og hans sønners ansigt.+ Sådan som Jehova havde påbudt Moses vedrørende levitterne, sådan gjorde de med dem.

23 Derpå talte Jehova til Moses, idet han sagde: 24 „Følgende gælder for levitterne:* Fra femogtyveårsalderen og opefter træder man ind i styrken der gør tjeneste ved mødeteltet. 25 Men efter halvtredsårsalderen skal man trække sig tilbage fra tjenestestyrken og ikke tjene mere. 26 Dog kan man betjene sine brødre i mødeteltet når pligterne varetages, men man skal ikke selv udføre nogen tjeneste. Sådan skal du gøre med levitterne med hensyn til deres pligter.“+

9 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses i Sinaj Ørken i det andet år efter at de var gået ud af Ægyptens land, i den første måned,+ idet han sagde: 2 „Israels sønner skal nu forberede påskeofferet+ til dets fastsatte tid.+ 3 På den fjortende dag i denne måned mellem de to aftener*+ skal I tilberede det til dets fastsatte tid. I skal tilberede det i overensstemmelse med alle forskrifter for det og hele den sædvanlige fremgangsmåde med det.“+

4 Så talte Moses til Israels sønner om at tilberede påskeofferet. 5 Og de tilberedte påskeofferet i den første måned, på den fjortende dag i måneden, mellem de to aftener, i Sinaj Ørken. Nøjagtig som Jehova havde påbudt Moses, sådan gjorde Israels sønner.+

6 Nu var der nogle mænd som var blevet urene ved en menneskesjæl,*+ så de ikke kunne tilberede påskeofferet den dag. Derfor trådte de frem for Moses og Aron den dag.+ 7 Og disse mænd sagde til ham:* „Vi er urene ved en menneskesjæl. Hvorfor skal vi være afskåret fra at frembære offergaven+ til Jehova til dens fastsatte tid blandt Israels sønner?“ 8 Da sagde Moses til dem: „Bliv stående, så vil jeg høre hvilket påbud Jehova giver vedrørende jer.“+

9 Så talte Jehova til Moses og sagde: 10 „Tal til Israels sønner og sig: ’Når nogen af jer eller jeres efterkommere bliver uren ved en sjæl*+ eller er ude på en lang* rejse, skal han alligevel tilberede påskeofferet til Jehova. 11 De skal tilberede det på den fjortende dag i den anden måned,+ mellem de to aftener. De skal spise det sammen med usyrede brød og bitre urter.+ 12 De må ikke levne noget af det til om morgenen,+ og de må ikke bryde en knogle på det.+ De skal tilberede det i overensstemmelse med hele ordningen for påsken.+ 13 Men den mand som er ren eller som ikke har været på rejse og som har forsømt at tilberede påskeofferet, den sjæl skal udryddes af sit folk,+ for han har ikke frembåret Jehovas offergave til dens fastsatte tid. Den mand vil komme til at undgælde for sin synd.+

14 Og når en fastboende udlænding opholder sig hos jer, skal også han tilberede påskeofferet for Jehova.+ Han skal gøre sådan som ordningen for påsken og den sædvanlige fremgangsmåde for den er.+ Én og samme ordning gælder for jer, både for den fastboende udlænding og for den indfødte i landet.’“+

15 Og den dag teltboligen blev rejst,+ dækkede skyen teltboligen, Vidnesbyrdets telt,+ og om aftenen var der noget der så ud som ild+ over teltboligen, indtil om morgenen. 16 Sådan var det til stadighed: Skyen dækkede den om dagen,* og noget der så ud som ild, om natten.+ 17 Og hver gang skyen løftede sig fra teltet, brød Israels sønner op* umiddelbart efter,+ og på det sted hvor skyen så tog bolig, dér slog Israels sønner lejr.+ 18 På Jehovas befaling brød Israels sønner op, og på Jehovas befaling slog de lejr.+ Så længe skyen hvilede over teltboligen, forblev de lejrede. 19 Og når skyen opholdt sig længe over boligen, i mange dage, overholdt Israels sønner deres forpligtelse over for Jehova og brød ikke op.+ 20 Undertiden* blev skyen nogle få dage over teltboligen: På Jehovas befaling+ forblev de lejrede, og på Jehovas befaling brød de op. 21 Og undertiden blev skyen+ der fra aften til morgen; når skyen så løftede sig om morgenen, brød de op. Uanset om det var ved dag eller ved nat skyen løftede sig, brød de op.+ 22 Uanset om det var to dage eller en måned eller endnu flere dage* — så længe skyen opholdt sig over teltboligen idet den hvilede over den, forblev Israels sønner lejrede og brød ikke op; men når den løftede sig, brød de op.+ 23 På Jehovas befaling slog de lejr, og på Jehovas befaling brød de op. De overholdt deres forpligtelse+ over for Jehova, efter Jehovas befaling ved Moses.+

10 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Lav dig to sølvtrompeter.*+ Du skal lave dem i drevet arbejde, og du skal bruge dem når du indkalder+ forsamlingen og når du lader lejrene bryde op. 3 Blæses der i dem begge, skal hele forsamlingen møde hos dig ved indgangen til mødeteltet.+ 4 Men hvis der kun blæses i den ene, skal høvdingerne, overhovederne for Israels tusinder, møde hos dig.+

5 Blæser I med vekslende trompetstød, skal de lejre der ligger mod øst+ bryde op. 6 Og blæser I med vekslende trompetstød for anden gang, skal de lejre der ligger mod syd+ bryde op.* Hver gang en af dem skal bryde op, skal der blæses med vekslende trompetstød.

7 Også når I kalder menigheden sammen, skal I blæse,+ men I må ikke blæse med vekslende trompetstød. 8 Og Arons sønner, præsterne, skal blæse i trompeterne,+ og brugen af dem skal tjene som en varig ordning for jer, i denne og kommende generationer.

9 Og i det tilfælde at I går i krig i jeres land mod undertrykkeren der modstår jer,+ skal I også kalde til våben med trompeterne,+ og I skal blive husket af Jehova jeres Gud og blive frelst fra jeres fjender.+

10 Og på dagen hvor I fryder jer+ og til jeres festtider+ og ved begyndelsen af jeres måneder+ skal I blæse i trompeterne over jeres brændofre+ og jeres fællesskabsofre;+ og brugen af dem skal tjene jer til minde* for jeres Guds ansigt. Jeg er Jehova jeres Gud.“+

11 Det skete så i det andet år, i den anden måned, på den tyvende dag i måneden,+ at skyen løftede sig fra Vidnesbyrdets teltbolig.+ 12 Israels sønner brød da op fra Sinaj Ørken i den orden de skulle bryde op i,+ og skyen lagde sig derpå til hvile i Paʹrans Ørken.+ 13 Og således brød de op for første gang, efter Jehovas befaling ved Moses.+

14 Og Judas sønners lejrafdeling* brød op først, hærstyrke for hærstyrke,+ og Amminaʹdabs søn Nahʹsjon+ stod over dens hær. 15 Og over den hær som bestod af Isʹsakars sønners stamme, stod Zuʹars søn Netanʹel.+ 16 Og over den hær som bestod af Zeʹbulons sønners stamme, stod Heʹlons søn Eʹliab.+

17 Og teltboligen blev taget ned,+ og Gerʹsjons sønner+ og Meraʹris sønner,+ som bar teltboligen, brød op.

18 Og Rubens lejrafdeling+ brød op, hærstyrke for hærstyrke, og Sjeʹde’urs søn Eʹlizur+ stod over dens hær. 19 Og over den hær som bestod af Siʹmeons sønners stamme,+ stod Zurisjadʹdajs søn Sjeluʹmiel.+ 20 Og over den hær som bestod af Gads sønners stamme, stod Deʹuels søn Elʹjasaf.+

21 Og kehatitterne, som bar helligdommen[s ting],+ brød op, og man rejste teltboligen før deres ankomst.

22 Og Eʹfraims sønners lejrafdeling+ brød op, hærstyrke for hærstyrke, og Amʹmihuds søn Elisjaʹma+ stod over dens hær. 23 Og over den hær som bestod af Manasʹses sønners stamme,+ stod Peʹdazurs søn Gamaʹliel.+ 24 Og over den hær som bestod af Benjamins sønners stamme,+ stod Gideoʹnis søn Aʹbidan.+

25 Og Dans sønners lejrafdeling+ brød op som bagtrop+ for alle lejrene, hærstyrke for hærstyrke, og Ammisjadʹdajs søn Ahi’eʹzer+ stod over dens hær. 26 Og over den hær som bestod af Aʹsers sønners stamme,+ stod Okʹrans søn Paʹgiel.+ 27 Og over den hær som bestod af Nafʹtalis sønners stamme,+ stod Eʹnans søn Ahiʹra.+ 28 I denne orden brød Israels sønner op, hærstyrke for hærstyrke, når de drog bort.+

29 Så sagde Moses til Hoʹbab, søn af midjanitten Reʹuel,+ Moses’ svigerfader:* „Vi drager nu bort til det sted hvorom Jehova har sagt: ’Det vil jeg give jer.’+ Tag med os; så vil vi gøre godt mod dig,+ for Jehova har talt om gode ting for Israel.“+ 30 Men han sagde til ham: „Jeg tager ikke med, men jeg tager til mit eget land+ og mine slægtninge.“ 31 Hertil sagde han: „Jeg beder dig, forlad os ikke, for du skal være som øjne for os, da du ved hvor vi kan slå lejr i ørkenen. 32 Og hvis du tager med os,+ ja, så vil vi gøre godt mod dig med de gode ting som Jehova vil gøre godt med mod os.“

33 Så drog de tre dagsrejser bort fra Jehovas bjerg,+ og Jehovas pagts ark+ drog af sted foran dem [på disse] tre dagsrejser for at udsøge et sted til dem at holde hvil.+ 34 Og Jehovas sky+ var over dem om dagen når de brød op fra lejrpladsen.

35 Og hver gang arken brød op, sagde Moses: „Rejs dig, Jehova, og lad dine fjender spredes;+ og lad dem der hader dig, flygte for dig.“+ 36 Og når den hvilede, sagde han: „Vend tilbage, Jehova, til* Israels titusinder af tusinder.“*+

11 Derpå blev folket som dem der i Jehovas påhør beklager sig over hvor dårligt de har det;+ og da Jehova hørte det, blussede hans vrede op, og en ild fra Jehova flammede op imod dem og fortærede nogle i yderkanten af lejren.+ 2 Men da folket råbte til Moses, bad han til Jehova,+ og ilden døde hen. 3 Herefter gav man stedet navnet* Tabeʹra,*+ fordi Jehovas ild var flammet op imod dem.

4 Men den sammenløbne hob*+ der var iblandt dem gav udtryk for en stærk længsel [efter kød],+ og også Israels sønner begyndte at græde igen og sige: „Hvem giver os kød at spise?+ 5 Vi husker fiskene som vi fik at spise i Ægypten for ingenting,+ agurkerne og vandmelonerne og porrerne og løgene og hvidløgene! 6 Men nu er vor sjæl udtørret. Vi ser ikke andet end manna.“+

7 For øvrigt var mannaen+ som korianderfrø,+ og den så ud* som bdelliumharpiks.+ 8 Folket spredtes og samlede den op+ og malede den i håndkværne eller stødte den i mortere, og de kogte den i gryder+ eller lavede den til runde kager, og dens smag var som smagen af sød oliekage.+ 9 Og når duggen faldt over lejren om natten, faldt mannaen [også] over den.+

10 Moses hørte da folket græde, familie efter familie, hver mand ved indgangen til sit telt. Og Jehovas vrede blussede stærkt op,+ og i Moses’ øjne var det ondt.+ 11 Så sagde Moses til Jehova: „Hvorfor har du voldt din tjener* ondt, og hvorfor har jeg ikke fundet yndest i dine øjne, siden du har lagt hele dette folk som en byrde på mig?+ 12 Er det mig der har undfanget hele dette folk? Er det mig der har født det, siden du siger til mig: ’Bær det i din favn,+ som en plejefader bærer et spædbarn,’+ til den jord som du har tilsvoret dets forfædre?+ 13 Hvor får jeg kød fra til at give hele dette folk? De bliver jo ved med at græde over for mig og sige: ’Giv os kød så vi kan spise!’ 14 Jeg alene kan ikke bære hele dette folk, for det er for tungt for mig.+ 15 Og hvis det er sådan du handler med mig, så dræb mig* hellere med det samme,+ hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, og lad mig ikke se på min ulykke.“*

16 Da sagde Jehova til Moses: „Saml mig halvfjerds mænd af Israels ældste,+ om hvem du ved at de er folkets ældste og forstandere,+ og tag dem med til mødeteltet og lad dem tage opstilling hos dig dér. 17 Så vil jeg stige ned+ og tale med dig dér;+ og jeg vil tage noget af den ånd+ der er over dig og lægge den på dem, og de skal hjælpe dig med at bære folkets byrde, så du ikke skal bære den alene.+ 18 Og til folket siger du: ’I skal hellige jer til i morgen;+ så skal I få kød at spise, for I har grædt for Jehovas ører+ og sagt: „Hvem giver os kød at spise? Vi havde det jo godt i Ægypten.“+ Og Jehova skal give jer kød, og I skal spise.+ 19 I kommer ikke til at spise én dag eller to dage eller fem dage eller ti dage eller tyve dage, 20 men op til en hel måned, indtil det står jer ud af næsen og I har fået kvalme af det,+ fordi I har vraget Jehova, som er midt iblandt jer, og I gav jer til at græde for hans ansigt og sige: „Hvorfor er vi dog gået ud af Ægypten?“’“+

21 Da sagde Moses: „Det folk jeg er iblandt, er på seks hundrede tusind mand+ til fods, og dog har du sagt: ’Jeg vil give dem kød, og de skal spise kød en hel måned’! 22 Kan man slagte småkvæg og hornkvæg til dem, så der vil være nok til dem?+ Eller kan man fange alle havets fisk til dem, så der vil være nok til dem?“

23 Hertil sagde Jehova til Moses: „Er Jehovas hånd for kort?+ Nu skal du få at se om det jeg siger vil indtræffe for dig eller ej.“+

24 Derpå gik Moses ud og talte Jehovas ord til folket. Og han samlede halvfjerds mænd af folkets ældste og lod dem stille sig rundt om teltet.+ 25 Så steg Jehova ned i en sky+ og talte til ham+ og tog noget af den ånd+ bort der var over ham og lagde den på hver af de halvfjerds ældste.* Og så snart ånden hvilede over dem, kom de i profetisk henrykkelse; men det skete aldrig for dem igen.*+

26 Nu var to af mændene imidlertid blevet tilbage i lejren. Den enes navn var Elʹdad, og den andens Meʹdad. Og ånden kom også over dem, eftersom de var blandt dem der var optegnet, men de var ikke gået ud til teltet. De kom så i profetisk henrykkelse i lejren. 27 Og en ung mand løb hen og fortalte Moses det og sagde: „Elʹdad og Meʹdad er i profetisk henrykkelse i lejren!“ 28 Da svarede Josua,* Nuns søn, der havde været Moses’ tjener+ fra han var en ung mand, og sagde: „Min herre Moses, stands dem!“+ 29 Men Moses sagde til ham: „Er du skinsyg på mine vegne? Gid* hele Jehovas folk var profeter, for så ville Jehova lægge sin ånd* på dem!“+ 30 Senere trak Moses sig tilbage til lejren, han og Israels ældste.

31 Og en vind*+ brød løs fra Jehova og drev vagtler ind fra havet+ og lod dem falde ned over lejren, omkring en dagsrejse til den ene og en dagsrejse til den anden side, hele vejen rundt om lejren, og omkring to alen over jordens overflade.* 32 Så stod folket op hele den dag og hele natten og hele den følgende dag og samlede vagtler. Den der samlede mindst, samlede ti homer;*+ og derpå bredte de dem ud til sig selv, vidt* omkring lejren. 33 Kødet var endnu mellem deres tænder+ — det var endnu ikke tygget — da Jehovas vrede blussede op+ mod folket, og Jehova rettede et meget stort slag mod folket.+

34 Herefter gav man stedet navnet Kibʹrot-Hattaʹava,*+ for dér begravede de dem af folket som havde vist et grådigt begær.+ 35 Fra Kibʹrot-Hattaʹava drog folket bort til Haʹzerot og blev så i Haʹzerot.+

12 Mirʹjam og Aron gav sig imidlertid til at tale imod Moses på grund af den kusjitiske* hustru som han havde taget; det var nemlig en kusjitisk hustru han havde taget.+ 2 Og de sagde: „Har Jehova kun talt ved Moses? Har han ikke også talt ved os?“+ Og Jehova hørte det.+ 3 Men manden Moses var langt den sagtmodigste*+ af alle de mennesker der var på jordens flade.

4 Da sagde Jehova pludselig til Moses og Aron og Mirʹjam: „Gå alle tre ud til mødeteltet.“ Så gik de alle tre derud. 5 Derpå steg Jehova ned i skysøjlen+ og stod ved indgangen til teltet og kaldte på Aron og Mirʹjam. Da gik de begge derud. 6 Og han fortsatte med at sige: „Hør nu mine ord. Hvis der er en profet for Jehova iblandt jer, vil jeg give mig til kende for ham i et syn.+ Jeg vil tale til ham i en drøm.+ 7 Sådan er det ikke med min tjener Moses!+ Han har fået hele mit hus betroet.*+ 8 Ham taler jeg med, mund til mund,+ idet jeg lader ham se [tydeligt] og ikke i gåder;+ og han ser Jehovas skikkelse.+ Hvorfor frygtede I da ikke for at tale imod min tjener, imod Moses?“+

9 Og Jehovas vrede blussede op imod dem, hvorpå han gik bort. 10 Og skyen fjernede sig fra [stedet] over teltet, og se! Mirʹjam var ramt af spedalskhed [og var hvid] som sne.+ Og da Aron vendte sig mod Mirʹjam, se, da var hun angrebet af spedalskhed.+ 11 Da sagde Aron til Moses: „Undskyld mig, herre! Tillæg os dog ikke den synd som vi i dårskab har begået!+ 12 Lad hende dog ikke være som en død+ hvis kød er halvt fortæret når han kommer ud af sin moders liv!“* 13 Så råbte Moses til Jehova og sagde: „Gud,* jeg beder dig, helbred hende dog!“+

14 Da sagde Jehova til Moses: „Hvis hendes fader havde spyttet+ hende lige i ansigtet, ville hun da ikke være blevet ydmyget i syv dage? Lad hende komme i karantæne+ i syv dage uden for lejren;+ derefter kan hun optages igen.“+ 15 Så blev Mirʹjam sat i karantæne uden for lejren i syv dage,+ og folket brød ikke op før Mirʹjam var optaget igen. 16 Men derefter brød folket op fra Haʹzerot+ og slog lejr i Paʹrans Ørken.+

13 Derpå talte Jehova til Moses, idet han sagde: 2 „Send nogle mænd ud, så de kan udspejde Kaʹna’ans land, som jeg vil give Israels sønner.+ I skal udsende én mand for hver fædrenestamme; hver skal være en høvding+ iblandt dem.“

3 Så sendte Moses dem ud fra Paʹrans Ørken+ på Jehovas befaling. Alle mændene var overhoveder for Israels sønner. 4 Og dette var deres navne: Af Rubens stamme Sjammuʹa, Zakʹkurs søn; 5 af Siʹmeons stamme Sjaʹfat, Hoʹris søn; 6 af Judas stamme Kaʹleb,+ Jefunʹnes søn; 7 af Isʹsakars stamme Jiʹgal, Josefs søn; 8 af Eʹfraims stamme Hosjeʹa,*+ Nuns søn; 9 af Benjamins stamme Palʹti, Raʹfus søn; 10 af Zeʹbulons stamme Gadʹdiel, Soʹdis søn; 11 af Josefs+ stamme, for Manasʹses+ stamme, Gadʹdi, Suʹsis søn; 12 af Dans stamme Amʹmiel, Gemalʹlis søn; 13 af Aʹsers stamme Seʹtur, Mikaels søn; 14 af Nafʹtalis stamme Naʹbi, Vofʹsis søn; 15 af Gads stamme Geʹuel, Maʹkis søn. 16 Dette var navnene på de mænd som Moses sendte ud for at udspejde landet. Men Moses kaldte fortsat Hosjeʹa, Nuns søn, for Josua.*+

17 Da Moses sendte dem ud for at udspejde Kaʹna’ans land, sagde han til dem: „Gå op her, ind i Neʹgeb,*+ og gå op i bjerglandet+ 18 og se hvordan landet er+ og befolkningen som bor i det, om de er stærke eller svage, om de er få eller mange; 19 og hvordan landet er som de bor i, om det er godt eller dårligt, og hvordan byerne er som de bor i, om [de bor] i lejre eller i befæstede byer; 20 og hvordan landet er, om det er fedt eller magert,+ om der er træer i det eller ikke. Og vis jer modige+ og tag noget af landets frugt.“ Det var netop i de dage de første vindruer var modne.+

21 Så drog de op og udspejdede landet fra Zins Ørken+ til Reʹhob,+ ved indgangen til Haʹmat.+ 22 Da de drog op i Neʹgeb,+ kom de til Heʹbron.+ Og dér var Aʹhiman, Sjeʹsjaj og Talʹmaj,+ Aʹnaks* efterkommere.+ For øvrigt var Heʹbron+ blevet bygget syv år før Zoʹan+ i Ægypten. 23 Da de kom til Esjʹkols Regnflodsdal,+ skar de en ranke med én vindrueklase af dér.+ Og de bar den af sted på en stang mellem to af mændene, og [de tog] også nogle af granatæblerne+ og fignerne. 24 Man* kaldte det sted for Esjʹkols* Regnflodsdal+ på grund af den klase som Israels sønner havde skåret af dér.

25 Til sidst, efter fyrre dages+ forløb, vendte de tilbage efter at have udspejdet landet. 26 Og de drog af sted og kom til Moses og Aron og hele forsamlingen af Israels sønner i Paʹrans Ørken, ved Kaʹdesj,+ og bragte bud tilbage til dem og hele forsamlingen og viste dem landets frugt. 27 Og de aflagde beretning for ham og sagde: „Vi kom ind i landet som du sendte os til, og det flyder virkelig med mælk og honning,+ og dette er dets frugt.+ 28 Imidlertid er det sådan at befolkningen der bor i landet er stærk, og de befæstede byer er meget store;+ og desuden så vi Aʹnaks efterkommere dér.+ 29 Amalekitterne+ bor i Neʹgebs land,+ og hetitterne og jebusitterne+ og amoritterne+ bor i bjerglandet, og kana’anæerne+ bor ved havet og langs Jordan.“

30 Da prøvede Kaʹleb+ at tysse på folket over for Moses, og han sagde: „Lad os straks tage derop og tage det i besiddelse, for vi kan sagtens få det i vor magt.“+ 31 Men de mænd som var taget derop sammen med ham sagde: „Vi kan ikke drage op mod befolkningen, for den er stærkere end vi.“+ 32 Og de fortsatte med, over for Israels sønner, at aflægge en dårlig rapport+ om det land som de havde udspejdet, idet de sagde: „Det land som vi er gået igennem for at udspejde det, er et land der fortærer sine indbyggere; og hele det folk som vi så deri var mænd af en usædvanlig højde.+ 33 Og vi så neʹfilim dér, Aʹnaks sønner,+ som er af neʹfilim[slægten]; så vi var som græshopper i vore egne øjne, og det samme var vi i deres øjne.“+

14 Da løftede hele forsamlingen sin røst, og folket græd højlydt+ hele den nat. 2 Og alle Israels sønner gav sig til at knurre mod Moses og Aron,+ og hele forsamlingen sagde til dem: „Blot vi dog var døde i Ægyptens land, eller blot vi dog var døde i denne ørken! 3 Hvorfor fører Jehova os til dette land for at vi skal falde for sværdet?+ Vore hustruer og vore småbørn bliver til rov.+ Er det ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?“+ 4 De sagde endog til hinanden: „Lad os udpege en anfører og vende tilbage til Ægypten!“+

5 Da faldt Moses og Aron på deres ansigter+ foran hele menigheden af Israels sønners forsamling. 6 Og Josua, Nuns søn,+ og Kaʹleb, Jefunʹnes søn,+ der var blandt dem der havde udspejdet landet, sønderrev deres klæder+ 7 og sagde til hele Israels sønners forsamling: „Det land som vi gik igennem for at udspejde det, er et meget, meget godt land.+ 8 Hvis Jehova har fundet behag i os,+ så vil han føre os til dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning.+ 9 Gør blot ikke oprør mod Jehova;+ og frygt ikke for landets befolkning,+ for de er som brød for os. Deres værn er veget fra dem,+ og Jehova er med os.+ Frygt ikke for dem.“+

10 Hele forsamlingen talte imidlertid om at stene dem;+ men Jehovas herlighed viste sig over mødeteltet for alle Israels sønner.+

11 Da sagde Jehova til Moses: „Hvor længe+ vil dette folk handle respektløst over for mig,+ og hvor længe vil de undlade at tro på mig trods alle de tegn jeg har gjort iblandt dem?+ 12 Lad mig slå dem med pest og drive dem bort, og lad mig gøre dig til en nation, større og mægtigere end de.“+

13 Men da sagde Moses til Jehova: „Ikke alene har ægypterne hørt at du med din kraft har ført dette folk op fra deres midte.+ 14 Men de har også sagt det til dette lands indbyggere. De har hørt at du, Jehova, er iblandt dette folk,+ som du har vist dig for, ansigt til ansigt.*+ Du er Jehova, og din sky står over dem, og du går foran dem i en skysøjle om dagen og i en ildsøjle om natten.+ 15 Hvis du lader dette folk dø, alle som én,+ så vil nationerne som har hørt om dit ry, sige: 16 ’Fordi Jehova ikke kunne føre dette folk ind i det land han tilsvor det, dræbte han det i ørkenen.’+ 17 Lad derfor nu din magt* vise sig stor,+ Jehova,* sådan som du har sagt: 18 ’Jehova, sen til vrede+ og rig på loyal hengivenhed,+ som tilgiver misgerning og overtrædelse,+ men på ingen måde fritager for straf,+ idet han bringer straf for fædres misgerning over sønner, over tredje og fjerde generation.’+ 19 Tilgiv dog dette folks misgerning i din loyale hengivenheds storhed, og sådan som du har båret over med dette folk fra Ægypten og hertil.“+

20 Da sagde Jehova: „Jeg tilgiver dem hermed, efter dit ord.+ 21 Men — så sandt jeg lever og hele jorden skal fyldes med Jehovas herlighed+ — 22 ingen* af de mænd som har set min herlighed+ og mine tegn+ som jeg har gjort i Ægypten og i ørkenen og dog er blevet ved med at sætte mig på prøve,+ ti gange nu, og ikke har hørt på min røst,+ 23 skal nogen sinde komme til at se det land som jeg tilsvor deres fædre, nej, ingen af dem der handler respektløst over for mig skal komme til at se det.+ 24 Men min tjener Kaʹleb+ — eftersom der har vist sig at være en anden ånd i ham og han er blevet ved med helt og fuldt at følge mig,+ vil jeg føre ham til det land som han gik ind i, og hans afkom skal tage det i besiddelse.+ 25 Eftersom amalekitterne og kana’anæerne+ bor i lavningen, skal I i morgen vende om og drage bort i retning af ørkenen, ad vejen til Det Røde Hav.“+

26 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses og Aron idet han sagde: 27 „Hvor længe vil denne onde forsamling fortsat knurre imod mig?+ Jeg har hørt den knurren som Israels sønner retter imod mig.+ 28 Sig til dem: ’„Så sandt jeg lever,“ lyder Jehovas udsagn, „om ikke jeg gør sådan mod jer som I har talt i mine ører!+ 29 I denne ørken skal jeres døde kroppe falde,+ ja, alle som blev mønstret iblandt jer, det fulde antal af jer, fra tyveårsalderen og opefter, I som har knurret imod mig.+ 30 Ingen af jer skal komme ind i det land som jeg løftede min hånd på+ at ville lade jer bo i, med undtagelse af Kaʹleb, Jefunʹnes søn, og Josua, Nuns søn.+

31 Og jeres småbørn, som I sagde ville blive til rov,+ dem vil jeg også føre derind, og de skal komme til at kende det land som I har vraget.+ 32 Men jeres egne døde kroppe skal falde i denne ørken.+ 33 Og jeres sønner skal blive hyrder* i ørkenen+ i fyrre år og må undgælde for jeres utugtsgerninger,*+ indtil jeres døde kroppe er gået til grunde i ørkenen.+ 34 Efter det antal dage hvori I udspejdede landet, fyrre dage,+ en dag for et år, en dag for et år,+ kommer I til at undgælde for jeres misgerninger i fyrre år;+ og således skal I kende hvad det vil sige at støde mig bort.+

35 Jeg, Jehova, har talt: Sandelig, dette gør jeg mod hele denne onde forsamling+ der har rottet sig sammen imod mig: I denne ørken skal de gå til grunde, og dér kommer de til at dø.+ 36 Og de mænd som Moses udsendte for at de skulle udspejde landet, og som, da de vendte tilbage, fik hele forsamlingen til at knurre imod ham* ved at aflægge en dårlig rapport om landet,+ 37 ja, de mænd som aflagde den dårlige rapport om landet, skal dø ved plagen for Jehovas ansigt.+ 38 Men Josua, Nuns søn, og Kaʹleb, Jefunʹnes søn, skal blive i live af de mænd der drog af sted for at udspejde landet.“’“+

39 Da Moses overbragte alle Israels sønner disse ord, blev folket grebet af stor sorg.+ 40 Så stod de tidligt op om morgenen og ville drage op mod den øvre del af bjerglandet idet de sagde: „Her er vi, og nu drager vi op til det sted som Jehova har talt om, for vi har syndet.“+ 41 Da sagde Moses: „Hvorfor overtræder I dog Jehovas befaling?+ Det kommer der ikke noget godt ud af. 42 Drag ikke derop, for Jehova er ikke iblandt jer, at I ikke skal lide nederlag over for jeres fjender.+ 43 For amalekitterne og kana’anæerne er dér foran jer,+ og I skal falde for sværdet, for eftersom I har vendt jer bort fra Jehova, vil Jehova ikke være med jer.“+

44 Alligevel formastede de sig til at drage op mod den øvre del af bjerglandet,+ men Jehovas pagts ark og Moses fjernede sig ikke fra lejren.+ 45 Så drog amalekitterne+ og kana’anæerne, som boede i det bjergland, ned og slog dem og spredte dem helt til Horʹma.+

15 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’Når I kommer til det land som jeg vil give jer og som I skal bo i,+ 3 og I skal bringe et ildoffer til Jehova,+ et brændoffer+ eller et slagtoffer ved aflæggelsen af et særligt løfte eller som en frivillig gave*+ eller ved jeres festtider,+ for at berede Jehova en formildende duft,+ af hornkvæget eller af småkvæget, 4 så skal den der frembærer sin offergave for Jehova også frembære et kornoffer af fint mel,+ en tiendedel efa,* tilsat en fjerdedel hin olie. 5 Og du skal ofre vin som et drikoffer,+ en fjerdedel hin, sammen med brændofferet eller til slagtofferet, for hvert vædderlam. 6 Eller du skal til en vædder bringe et kornoffer af to tiendedele [efa] fint mel tilsat en tredjedel hin olie. 7 Og du skal frembære vin som et drikoffer, en tredjedel hin, til en formildende duft for Jehova.

8 Men i det tilfælde at du ofrer et handyr af hornkvæget* som et brændoffer+ eller et slagtoffer ved aflæggelsen af et særligt løfte+ eller som et fællesskabsoffer til Jehova,+ 9 skal der også sammen med handyret af hornkvæget frembæres et kornoffer+ af tre tiendedele [efa] fint mel tilsat en halv hin olie. 10 Og du skal frembære vin som et drikoffer,+ en halv hin, som et ildoffer til en formildende duft for Jehova. 11 Sådan skal man gøre for hver okse eller vædder eller for hvert stykke småkvæg af vædderlammene eller gederne. 12 Uanset det antal I ofrer, skal I gøre sådan for hvert enkelt [dyr], efter deres antal. 13 Enhver indfødt skal ofre dem på denne måde når han frembærer et ildoffer til en formildende duft for Jehova.+

14 Og i det tilfælde at der er en fastboende udlænding der opholder sig hos jer eller en som [har boet] iblandt jer gennem flere generationer, og han skal bringe et ildoffer som en formildende duft til Jehova, skal han gøre sådan som I gør.+ 15 For jer som tilhører menigheden og for den fastboende udlænding der opholder sig [hos jer], er der én og samme ordning.+ Det er en varig ordning i denne og kommende generationer. Den fastboende udlænding vil være ligestillet med jer* for Jehova.+ 16 Der vil være én og samme lov og én og samme ret for jer og for den fastboende udlænding der opholder sig hos jer.’“+

17 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 18 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’Når I kommer ind i det land som jeg fører jer til,+ 19 så skal I give et bidrag til Jehova når I spiser af landets brød.+ 20 I skal give et bidrag af førstegrøden+ af jeres groftmalede mel som ringformede kager. I skal give det ligesom bidraget fra tærskepladsen. 21 I skal give noget af førstegrøden af jeres groftmalede mel som et bidrag til Jehova, generation efter generation.

22 Men i det tilfælde at I begår en fejl og ikke følger alle disse bud+ som Jehova har udtalt til Moses, 23 alt hvad Jehova har påbudt jer ved Moses fra den dag Jehova gav påbudet og fremefter, generation efter generation, 24 så skal hele forsamlingen, hvis det er gjort af vanvare, borte fra forsamlingens øjne, bringe en ung tyr som et brændoffer til en formildende duft for Jehova, og dets kornoffer og dets drikoffer på den sædvanlige måde,+ og en gedebuk som et syndoffer.+ 25 Og præsten skal skaffe hele forsamlingen af Israels sønner soning,+ og det skal tilgives dem; for det var af vanvare,+ og de har som deres offergave bragt et ildoffer til Jehova samt deres syndoffer for Jehovas ansigt for deres fejl. 26 Og det skal tilgives+ hele forsamlingen af Israels sønner og den fastboende udlænding der opholder sig iblandt dem, for det var af vanvare for hele folkets vedkommende.

27 Og hvis en sjæl synder af vanvare,+ så skal han frembære en ged i dens første år som et syndoffer.+ 28 Og præsten skal skaffe soning for den sjæl som har fejlet ved [at begå] en synd af vanvare for Jehovas ansigt, og således skaffe soning for den, og den skal tilgives ham.+ 29 Hvad angår den indfødte blandt Israels sønner og den fastboende udlænding der opholder sig iblandt dem, så vil der være én og samme lov for jer med hensyn til at gøre noget af vanvare.+

30 Men den sjæl der gør noget med overlæg,*+ hvad enten han er en indfødt eller en fastboende udlænding, idet han spotter Jehova,+ den sjæl skal udryddes af sit folk.+ 31 Da det er Jehovas ord han har ringeagtet+ og hans bud han har brudt,+ skal den sjæl ubetinget udryddes.+ Hans egen misgerning hviler på ham.’“+

32 Mens Israels sønner var i ørkenen, fandt de engang en mand der samlede brænde på sabbatsdagen.+ 33 De der fandt ham i færd med at samle brænde, førte ham så hen til Moses og Aron og hele forsamlingen, 34 hvorpå de satte ham i forvaring,+ for der var ikke givet nogen tydelig kendelse om hvad der skulle gøres med ham.

35 Da sagde Jehova til Moses: „Manden skal ubetinget lide døden,+ idet hele forsamlingen skal stene* ham uden for lejren.“+ 36 Derpå førte hele forsamlingen ham ud uden for lejren og stenede ham til døde, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

37 Og Jehova sagde videre til Moses: 38 „Tal til Israels sønner og sig til dem at de skal lave sig frynser på sømmene af deres klæder i denne og kommende generationer, og de skal sætte en blå snor oven på frynsen på sømmen:+ 39 ’Og en sådan frynse skal I have, så I kan se den og huske alle Jehovas bud+ og handle efter dem, og I må ikke følge jeres hjerter og øjne,+ som forleder jer til utugt.*+ 40 Formålet er at I skal huske og således handle efter alle mine bud og være hellige for jeres Gud.+ 41 Jeg er Jehova jeres Gud, som har ført jer ud af Ægyptens land for at være jeres Gud.+ Jeg er Jehova jeres Gud.’“+

16 Men Koʹra,+ en søn af Jizʹhar,+ en søn af Leʹvis+ søn Keʹhat,+ rejste sig* sammen med Eʹliabs+ sønner Daʹtan+ og Aʹbiram,+ og Peʹlets søn On, [som tilhørte] Rubens+ sønner. 2 Og de stod frem foran Moses, de og to hundrede og halvtreds mænd af Israels sønner, høvdinger i forsamlingen, nogle der blev indkaldt til rådsforsamlingen, ansete mænd.* 3 De samlede sig mod+ Moses og Aron og sagde til dem: „Nu kan det være nok med jer, for hele forsamlingen er hellig,+ alle som én, og Jehova er i dens midte.+ Hvorfor ophøjer I jer da over Jehovas menighed?“+

4 Da Moses hørte det, faldt han straks på sit ansigt. 5 Så talte han til Koʹra og hele hans forsamling, idet han sagde: „I morgen tidlig vil Jehova give til kende hvem der tilhører ham+ og hvem der er hellig+ og skal nærme sig ham,+ og den han vælger,+ kan nærme sig ham. 6 Gør dette: Tag jer ildbækkener+ — Koʹra og hele hans forsamling+ — 7 og kom ild i dem og læg røgelse på dem for Jehovas ansigt i morgen, og den mand som Jehova da vælger,+ han er den som er hellig. Nu kan det være nok med jer, I Levisønner!“+

8 Og Moses sagde videre til Koʹra: „Hør nu, I Levisønner. 9 Er det for lidt for jer at Israels Gud har skilt jer ud+ fra Israels forsamling for at lade jer træde frem for ham så I kan udføre tjenesten ved Jehovas teltbolig og stå foran forsamlingen for at gøre tjeneste for den,+ 10 og at han lader dig og alle dine brødre, Leʹvis sønner, sammen med dig, nærme sig [ham]? Søger I nu også at opnå præsteembedet?+ 11 Det er derfor at du og hele din forsamling der har rottet sig sammen, er imod Jehova.+ Men Aron, hvad er han, siden I knurrer mod ham?“+

12 Derpå sendte Moses bud for at tilkalde Eʹliabs sønner Daʹtan og Aʹbiram,+ men de sagde: „Vi kommer ikke derop!+ 13 Er det for lidt at du har ført os op fra et land der flyder med mælk og honning for at lade os dø i ørkenen,+ siden du også ligefrem vil spille fyrste over os?+ 14 Du har jo ikke ført os ind i et land der flyder med mælk og honning,+ så du kunne give os mark og vingård i arv. Prøver du at stikke øjnene ud på disse mænd? Vi kommer ikke derop!“

15 Da blev Moses meget vred og sagde til Jehova: „Se ikke til deres kornoffer.+ Ikke et eneste æsel har jeg taget fra dem, eller skadet en eneste af dem.“+

16 Derpå sagde Moses til Koʹra:+ „Du og hele din forsamling skal i morgen træde frem for Jehova,+ du og de og Aron. 17 Og I skal tage hver sit ildbækken og komme røgelse på dem og frembære hver sit ildbækken for Jehova, to hundrede og halvtreds ildbækkener; og du og Aron [skal tage] hver sit ildbækken.“ 18 Så tog de hver sit ildbækken og kom ild på dem og lagde røgelse på dem og stillede sig ved indgangen til mødeteltet sammen med Moses og Aron. 19 Og da Koʹra fik hele forsamlingen*+ til at samle sig imod dem ved indgangen til mødeteltet, viste Jehovas herlighed sig for hele forsamlingen.+

20 Og Jehova talte til Moses og Aron, idet han sagde: 21 „Skil jer ud+ fra denne forsamling, så jeg kan gøre det af med dem på et øjeblik.“+ 22 Da faldt de på deres ansigter og sagde: „Gud,* Gud over* alt køds ånder,+ harmes du på hele forsamlingen når blot én mand synder?“+

23 Men Jehova talte til Moses og sagde: 24 „Tal til forsamlingen og sig: ’Træk jer tilbage fra [pladsen] omkring Koʹras, Daʹtans og Aʹbirams+ boliger!’“*

25 Derpå rejste Moses sig og gik hen til Daʹtan og Aʹbiram, og Israels ældste+ gik med ham. 26 Så talte han til forsamlingen, idet han sagde: „Fjern jer nu fra disse ugudelige mænds telte og rør ikke ved noget som helst af hvad der tilhører dem,+ for at I ikke skal blive revet bort ved al deres synd.“ 27 Så trak de sig tilbage fra Koʹras, Daʹtans og Aʹbirams boliger, hele vejen rundt, og Daʹtan og Aʹbiram kom ud og stillede sig op ved indgangen til deres telte,+ sammen med deres hustruer og deres sønner og deres småbørn.

28 Da sagde Moses: „Herpå skal I kende at Jehova har sendt mig for at gøre alle disse gerninger+ [og] at de ikke kommer fra mit eget hjerte:+ 29 Hvis disse dør som alle mennesker* dør, og de straffes som alle mennesker straffes,+ så er det ikke Jehova der har sendt mig.+ 30 Men hvis det er noget [usædvanligt] Jehova skaber,+ og jorden åbner sit gab og opsluger dem+ og alt hvad der tilhører dem, og de farer levende ned i Sheʹol,*+ så skal I vide at disse mænd har handlet respektløst over for Jehova.“+

31 Og så snart han var færdig med at tale alle disse ord, spaltedes jorden under dem.+ 32 Og jorden åbnede sit gab og opslugte dem og deres husstande og alle de mennesker som tilhørte Koʹra, og alle deres ejendele.*+ 33 Og de og alle som tilhørte dem, fór levende ned i Sheʹol, hvorpå jorden dækkede dem til,+ så de blev udryddet af menigheden.+ 34 Og alle israelitterne som var rundt om dem, flygtede ved deres skrig,* for de sagde: „Bare jorden ikke opsluger os!“+ 35 Og ild fór ud fra Jehova+ og fortærede de to hundrede og halvtreds mænd der havde frembåret røgelse.*+

36 Så talte Jehova til Moses, idet han sagde: 37 „Sig til Eleaʹzar, præsten Arons søn, at han skal tage ildbækkenerne+ ud af branden: ’Og spred ilden ud langt herfra, for de er hellige, 38 ildbækkenerne som har tilhørt disse mænd der har syndet mod deres egne sjæle.+ Og de skal lave dem til tynde metalplader som overtræk til alteret,+ for de frembar dem for Jehova, så de blev hellige; og de skal tjene til tegn for Israels sønner.’“+ 39 Så tog præsten Eleaʹzar kobberildbækkenerne+ som de der var blevet brændt op havde frembåret, og derpå hamrede man dem ud til overtræk på alteret, 40 som en påmindelse til Israels sønner om at ingen uvedkommende,+ ingen som ikke er af Arons afkom, må nærme sig for at brænde røgelse for Jehovas ansigt+ og blive som Koʹra og hans forsamling,+ sådan som Jehova havde talt til ham ved Moses.

41 Men den følgende dag gav hele forsamlingen af Israels sønner sig til at knurre mod Moses og Aron,+ idet den sagde: „Det er jer der har bragt død over Jehovas folk.“ 42 Da forsamlingen så var stimlet sammen imod Moses og Aron, vendte den sig mod mødeteltet; og se, skyen dækkede det, og Jehovas herlighed viste sig.+

43 Så gik Moses og Aron hen foran mødeteltet.+ 44 Og Jehova talte til Moses* og sagde: 45 „Fjern jer fra denne forsamling, så jeg kan gøre det af med den på et øjeblik.“+ Da faldt de på deres ansigter.+ 46 Og Moses sagde til Aron: „Tag ildbækkenet og kom ild i det fra alteret+ og læg røgelse på og gå hurtigt hen til forsamlingen og skaf den soning,+ for harmen er brudt frem fra Jehova.+ Plagen er begyndt!“ 47 Så tog Aron det, sådan som Moses havde sagt, og løb ind midt i menigheden; og se, plagen var begyndt blandt folket. Og han lagde røgelsen på og skaffede folket soning. 48 Og han blev stående mellem de døde og de levende.+ Til sidst var plagen standset.+ 49 Og de som var døde af plagen udgjorde fjorten tusind og syv hundrede, foruden dem der var døde på grund af Koʹra. 50 Da Aron omsider vendte tilbage til Moses ved indgangen til mødeteltet, var plagen blevet standset.

17 Derpå talte Jehova til Moses og sagde: 2 „Tal til Israels sønner og få af dem én stav+ for hvert fædrenehus, fra alle deres høvdinger,+ efter deres fædrenehuse, tolv stave. Du skal skrive hver enkelts navn på hans stav. 3 Og på Leʹvis stav skal du skrive Arons navn, for der skal være én stav for hvert overhoved for deres fædrenehuse. 4 Og du skal lægge dem i mødeteltet, foran Vidnesbyrdet,+ dér hvor jeg mødes med jer.+ 5 Og den stav der tilhører den mand som jeg udvælger,+ skal sætte knopper, og jeg vil skaffe mig af med Israels sønners knurren,+ som de lader lyde imod jer.“+

6 Så talte Moses til Israels sønner, og alle deres høvdinger gav ham derpå hver en stav, en stav for hver høvding, efter deres fædrenehuse, tolv stave;+ og Arons stav var iblandt deres stave.+ 7 Derpå lagde Moses stavene foran Jehova i Vidnesbyrdets telt.+

8 Og den følgende dag da Moses gik ind i Vidnesbyrdets telt, se, da havde Arons stav for Leʹvis hus sat knopper, ja, den havde sat knopper og blomstrede og bar modne mandler. 9 Så bragte Moses alle stavene fra [stedet] foran Jehova ud til alle Israels sønner, og de så [på dem] og tog så hver sin stav.

10 Derpå sagde Jehova til Moses: „Læg Arons stav+ tilbage foran Vidnesbyrdet til opbevaring, som et tegn+ for de opsætsige sønner,+ så deres knurren imod mig kan få en ende og de ikke skal dø.“ 11 Da gjorde Moses sådan som Jehova havde påbudt ham. Sådan gjorde han.

12 Og Israels sønner sagde til Moses: „Nu omkommer vi; vi går til grunde; vi går alle sammen til grunde.+ 13 Enhver der nærmer sig+ og kommer Jehovas teltbolig nær, vil dø!+ Skal det ende med at vi omkommer på den måde?“+

18 Derpå sagde Jehova til Aron: „Du og dine sønner og dit fædrenehus sammen med dig må bære ansvaret for [enhver] brøde mod helligdommen,+ og du og dine sønner sammen med dig må bære ansvaret for [enhver] brøde mod jeres præsteembede.+ 2 Og også dine brødre af Leʹvis stamme, din fædrenestamme, skal du lade træde frem sammen med dig, så de kan slutte sig til dig og gøre tjeneste for dig+ — såvel for dig som for dine sønner sammen med dig — foran Vidnesbyrdets telt.+ 3 Og de skal tage vare på deres pligter over for dig og deres pligter ved hele teltet.+ Blot må de ikke komme helligdommens redskaber og alteret nær, for at hverken de eller I skal dø.+ 4 Og de skal slutte sig til dig og tage vare på deres pligter ved mødeteltet i forbindelse med hele tjenesten ved teltet, men ingen uvedkommende må nærme sig jer.+ 5 Og I skal tage vare på jeres pligter ved helligdommen+ og jeres pligter ved alteret+ for at der ikke mere skal komme nogen harme+ over Israels sønner. 6 Og jeg, se, jeg har af Israels sønner udtaget jeres brødre levitterne+ som en gave til jer,+ som nogle der er givet til Jehova, for at de skal udføre tjenesten ved mødeteltet.+ 7 Men du og dine sønner sammen med dig skal tage vare på jeres præstegerning med hensyn til alt hvad der vedrører alteret og med hensyn til det der er inden for forhænget;+ og I skal yde tjeneste.+ Som en gave i form af tjeneste giver jeg jer præstegerningen, men enhver uvedkommende som nærmer sig, skal lide døden.“+

8 Og Jehova sagde videre til Aron: „Og jeg, se, jeg har givet dig bidragene til mig at tage vare på.+ Af alle Israels sønners hellige ting har jeg givet dig og dine sønner dem som en andel, som en retmæssig andel til fjerne tider.+ 9 Dette skal være dit af de højhellige ting, af ildofferet: enhver offergave fra dem, samt ethvert kornoffer+ og ethvert syndoffer+ og ethvert skyldoffer+ fra dem, som de giver tilbage til mig. Det er højhelligt for dig og for dine sønner. 10 På et højhelligt sted skal du spise det.+ Enhver af mandkøn må spise det.+ Det skal være helligt for dig.+ 11 Og dette tilhører også dig: det bidrag+ der tages af deres gave i forbindelse med alle Israels sønners svingningsofre.+ Dig og dine sønner og dine døtre hos dig har jeg givet dem,+ som deres retmæssige andel til fjerne tider. Enhver i dit hus der er ren, kan spise det.+

12 Alt det bedste* af olien og alt det bedste af den nye vin og kornet, deres førstegrøde+ som de giver Jehova, har jeg givet dig.+ 13 Den første modne afgrøde af alt hvad der er på deres jord [og] som de bringer Jehova, tilhører dig.+ Enhver i dit hus der er ren, kan spise det.

14 Alt hvad der er viet* [til helligdommen] i Israel tilhører dig.+

15 Alt hvad der åbner moders liv+ af al slags kød som de frembærer for Jehova, af mennesker og husdyr, tilhører dig. Dog skal du ubetinget løskøbe det førstefødte af mennesker;+ og det førstefødte af de urene husdyr skal du løskøbe.+ 16 Og fra en alder af en måned og opefter skal du løskøbe det med en løskøbelsessum svarende til vurderingssummen, fem sølvsekel efter helligdommens sekel.+ Den er tyve gera.+ 17 Dog skal du ikke løskøbe den førstefødte okse eller det førstefødte vædderlam eller den førstefødte ged.+ De er hellige. Deres blod+ skal du slynge mod alteret, og deres fedt skal du bringe som røgoffer, som et ildoffer til en formildende duft for Jehova.+ 18 Men deres kød tilhører dig. Ligesom svingningsbrystet og den højre kølle tilhører det dig.+ 19 Alle de hellige bidrag+ som Israels sønner giver Jehova, har jeg givet dig og dine sønner og dine døtre hos dig, som deres retmæssige andel til fjerne tider.+ Det er en saltpagt der gælder til fjerne tider for Jehovas ansigt, for dig og dit afkom hos dig.“+

20 Og Jehova sagde videre til Aron: „Du får ingen arvelod i deres land, og du får ingen andel iblandt dem.+ Jeg selv er din andel og din arvelod blandt Israels sønner.+

21 Og Leʹvis sønner, se, dem har jeg givet al tiende+ i Israel som arvelod, til gengæld for den tjeneste de udfører, tjenesten ved mødeteltet. 22 Og Israels sønner må ikke mere nærme sig mødeteltet og således pådrage sig synd og dø.+ 23 Men levitterne alene skal udføre tjenesten ved mødeteltet, og det er dem der må bære ansvaret for deres brøde.+ Det er en ordning der varer ved i denne og kommende generationer at de ikke får nogen arvelod i eje blandt Israels sønner.+ 24 For den tiende som Israels sønner yder Jehova som et bidrag, har jeg givet levitterne som arvelod. Derfor har jeg sagt til dem: ’Blandt Israels sønner får de ingen arvelod i eje.’“+

25 Så talte Jehova til Moses og sagde: 26 „Og du skal tale til levitterne og sige til dem: ’Når I af Israels sønner modtager den tiende som jeg har givet jer fra dem som jeres arvelod,+ skal I af den yde et bidrag til Jehova, en tiendedel af tienden.+ 27 Og den skal tilregnes jer som jeres bidrag, ligesom kornet fra tærskepladsen+ og ligesom det fulde udbytte fra vin- og oliepersen. 28 På denne måde kommer I også til at yde et bidrag til Jehova af hele den tiende I modtager fra Israels sønner, og I skal deraf give præsten Aron det bidrag der tilhører Jehova. 29 Af alle de gaver [der indkommer] til jer, skal I yde Jehova hele det bidrag han skal have, af det bedste af det,+ som noget helligt af det.’

30 Og du skal sige til dem: ’Når I har ydet det bedste af det,+ så skal det tilregnes levitterne ligesom udbyttet fra tærskepladsen og ligesom udbyttet fra vin- og oliepersen. 31 Og I kan spise [resten] på et hvilket som helst sted, I og jeres husstande, for det er jeres løn til gengæld for jeres tjeneste ved mødeteltet.+ 32 Og I pådrager jer ikke synd for det når I yder det bedste af det; og I vanhelliger ikke Israels sønners hellige ting og skal ikke dø.’“+

19 Og Jehova talte videre til Moses og Aron idet han sagde: 2 „Dette er en lovbestemmelse som Jehova har påbudt idet han siger: ’Sig til Israels sønner at de skal skaffe dig en sund rød ko* som ingen legemsfejl har+ [og] som man aldrig har lagt åg på.+ 3 Og I skal overgive den til præsten Eleaʹzar, og han skal føre den ud uden for lejren, og man* skal slagte den foran ham. 4 Og præsten Eleaʹzar skal med sin finger tage noget af dens blod og stænke dette blod hen imod mødeteltets forside syv gange.+ 5 Derpå skal koen brændes* i hans påsyn. Dens hud og dens kød og dens blod samt dens skarn skal brændes.*+ 6 Og præsten skal tage cedertræ+ og isop+ og karmoisinrødt+ garn og kaste det ind i bålet hvor koen brændes. 7 Og præsten skal vaske sine klæder og bade sit legeme i vand, og derefter kan han gå ind i lejren; men præsten skal være uren til aften.

8 Og den der brændte den, skal vaske sine klæder i vand og bade sit legeme i vand,+ og han skal være uren til aften.

9 Og en mand der er ren skal samle koens aske+ og lægge den på et rent sted uden for lejren; og den skal opbevares for Israels sønners forsamling og bruges til renselsesvand.*+ Det er et syndoffer. 10 Og den der samler koens aske skal vaske sine klæder og være uren til aften.+

Og det skal være en ordning der varer ved for Israels sønner og den fastboende udlænding der opholder sig iblandt dem.+ 11 Den der rører ved det døde legeme af en hvilken som helst menneskesjæl*+ skal være uren i syv dage.+ 12 Han skal lade sig rense for synd med det på den tredje dag,+ og den syvende dag er han ren. Men hvis han ikke lader sig rense for synd på den tredje dag, så er han ikke ren den syvende dag. 13 Enhver der rører ved en død, ved en hvilken som helst menneskesjæl* der dør, og som ikke lader sig rense for synd, har besmittet Jehovas teltbolig,+ og den sjæl* skal udryddes af Israel.+ Da renselsesvandet+ ikke er blevet kastet på ham, er han fortsat uren. Hans urenhed er stadig på ham.+

14 Dette er den lov der gælder i tilfælde af at et menneske dør i et telt: Enhver der går ind i teltet, og enhver der er i teltet, er uren i syv dage. 15 Og ethvert åbent kar+ der ikke er tilbundet med noget låg,* er urent. 16 Og enhver der på åben mark rører ved en der er dræbt med sværd,+ eller ved en der er død [på anden måde], eller ved en menneskeknogle,+ eller ved en grav, er uren i syv dage. 17 Og man skal til den urene tage noget af støvet fra det brændte syndoffer og komme rindende vand på det i et kar. 18 Derpå skal en mand der er ren,+ tage isop+ og dyppe den i vandet og stænke det på teltet og alle karrene og de sjæle der har været i det og på den der har rørt ved knoglen eller den dræbte eller den [på anden måde] døde eller graven. 19 Og den rene skal stænke det på den urene på den tredje dag og den syvende dag og rense ham for synd den syvende dag;+ og han skal vaske sine klæder og bade sig i vand, og han skal være ren om aftenen.

20 Men den mand som er uren og som ikke lader sig rense for synd, den sjæl skal udryddes+ af menigheden, for det er Jehovas helligdom han har besmittet. Der er ikke kastet renselsesvand på ham. Han er uren.

21 Og det skal være en ordning der varer ved for dem, at den der stænker renselsesvandet skal vaske sine klæder;+ også den der rører ved renselsesvandet. Han er uren til aften. 22 Og alt hvad den urene rører ved, er urent,+ og den sjæl der rører ved det, er uren til aften.’“+

20 Derpå kom Israels sønner, hele forsamlingen, til Zins Ørken+ i den første måned, og folket blev i Kaʹdesj.+ Og Mirʹjam+ døde dér og blev begravet dér.

2 Nu viste det sig at der ikke var vand til forsamlingen,+ og de samlede sig derfor mod Moses og Aron.+ 3 Og folket gav sig til at strides+ med Moses* og sagde: „Bare vi var omkommet da vore brødre omkom for Jehovas ansigt!+ 4 Hvorfor har I ført Jehovas menighed ind i denne ørken for at vi og vore lastdyr skal dø her?+ 5 Og hvorfor har I ført os op fra Ægypten for at bringe os til dette elendige sted?+ Det er ikke et sted med sædekorn og figner og vinstokke og granatæbler,+ og der er intet vand at drikke.“ 6 Da gik Moses og Aron fra menigheden hen til mødeteltets indgang og faldt på deres ansigter,+ og Jehovas herlighed viste sig for dem.+

7 Så talte Jehova til Moses og sagde: 8 „Tag staven+ og kald forsamlingen sammen, du og din broder Aron; og I skal tale til klippen for øjnene af dem; så giver den vand;* og du skal få vand frem til dem fra klippen* og give forsamlingen og dens lastdyr noget at drikke.“+

9 Så tog Moses staven fra [dens plads] foran Jehova,+ sådan som han havde påbudt ham. 10 Og Moses og Aron kaldte menigheden sammen foran klippen, og han sagde til dem: „Hør nu, I opsætsige!+ Mon vi kan få vand til at strømme frem til jer fra denne klippe?“+ 11 Derpå løftede Moses hånden og slog to gange på klippen med sin stav; og så strømmede der en mængde vand ud, og forsamlingen og dens lastdyr drak.+

12 Senere sagde Jehova til Moses og Aron: „Fordi I ikke troede på mig og helligede+ mig for Israels sønners øjne, kommer I ikke til at føre denne menighed ind i det land som jeg vil give den.“+ 13 Dette er Meʹribas* vand,+ fordi Israels sønner yppede kiv med Jehova og han helligedes* iblandt dem.

14 Derpå sendte Moses sendebud fra Kaʹdesj til Eʹdoms konge:+ „Sådan har din broder Israel+ sagt: ’Du kender alle de besværligheder vi har været ude for;+ 15 at vore forfædre drog ned til Ægypten,+ og vi boede i Ægypten i mange dage;+ og ægypterne voldte os og vore forfædre ondt.+ 16 Til sidst råbte vi til Jehova+ og han hørte vor røst og sendte en engel+ og førte os ud af Ægypten; og nu er vi i Kaʹdesj, en by ved udkanten af dit område. 17 Vi beder dig, lad os drage igennem dit land. Vi drager ikke igennem mark eller vingård, og vi drikker ikke vand af nogen brønd. Vi går ad kongevejen.+ Vi bøjer ikke af til højre eller venstre+ før vi er igennem dit område.’“

18 Men Eʹdom sagde til ham: „Du må ikke drage igennem hos mig; gør du det, rykker jeg ud og møder dig med sværdet.“ 19 Da sagde Israels sønner til ham: „Vi drager op ad landevejen; og hvis jeg og mine hjorde drikker vand som tilhører dig, så skal jeg nok betale hvad det koster.+ Jeg vil ikke andet end drage igennem til fods.“+ 20 Alligevel sagde han: „Du må ikke drage igennem.“+ Derpå rykkede Eʹdom+ ud for at møde ham med en anselig mængde folk og med stærk hånd. 21 Således nægtede Eʹdom at lade Israel drage igennem sit område.+ Følgelig gik Israel uden om ham.+

22 Og Israels sønner, hele forsamlingen, brød derpå op fra Kaʹdesj+ og kom til bjerget Hor.+ 23 Da sagde Jehova til Moses og Aron ved bjerget Hor ved grænsen til Eʹdoms land: 24 „Aron skal samles til sit folk,+ for han kommer ikke ind i det land som jeg vil give Israels sønner, fordi I gik imod min befaling angående Meʹribas vand.+ 25 Tag Aron og hans søn Eleaʹzar og før dem op på bjerget Hor. 26 Og affør Aron hans klæder+ og ifør hans søn Eleaʹzar+ dem; og Aron skal samles [til sit folk] og dø dér.“+

27 Så gjorde Moses sådan som Jehova havde befalet; og for øjnene af hele forsamlingen gik de op på bjerget Hor. 28 Så afførte Moses Aron hans klæder og iførte hans søn Eleaʹzar dem, hvorpå Aron døde dér på toppen af bjerget.+ Derpå kom Moses og Eleaʹzar ned fra bjerget. 29 Og hele forsamlingen så således at Aron havde udåndet, og hele Israels hus græd over Aron i tredive dage.+

21 Imidlertid hørte kana’anæeren, kongen af Aʹrad,+ der boede i Neʹgeb,*+ at Israel kom ad Aʹtarimvejen, og han indlod sig i kamp med Israel og tog nogle af dem til fange. 2 Da aflagde Israel et løfte til Jehova og sagde:+ „Hvis du giver dette folk i min hånd, så vil jeg vie deres byer til udslettelse.“+ 3 Da hørte Jehova efter Israels røst og overgav kana’anæerne [til dem], og de viede dem og deres byer til udslettelse. Derfor gav man stedet navnet Horʹma.*+

4 Da de var på vej bort fra bjerget Hor+ ad vejen til Det Røde Hav for at gå rundt om Eʹdoms land,+ blev folkets sjæl utålmodig på grund af vejen. 5 Og folket gav sig til at tale imod Gud+ og imod Moses+ [og sagde]: „Hvorfor har I ført os op fra Ægypten for at vi skal dø i ørkenen?+ Her er jo intet brød og intet vand,+ og vores sjæl ledes ved dette elendige brød.“+ 6 Så sendte Jehova giftslanger*+ blandt folket, og de bed folket, så en mængde folk i Israel døde.+

7 Til sidst kom folket til Moses og sagde: „Vi har syndet,+ for vi har talt imod Jehova og imod dig. Gå i forbøn hos Jehova så han kan fjerne slangerne fra os.“+ Så gik Moses i forbøn for folket.+ 8 Da sagde Jehova til Moses: „Lav dig en ildslange* og sæt den på en signalstang. Når nogen da er blevet bidt og ser på den, skal vedkommende blive i live.“+ 9 Så lavede Moses en kobberslange+ og satte den på en signalstang;+ og når en slange havde bidt en mand og han rettede blikket+ mod kobberslangen, så forblev han i live.+

10 Derpå brød Israels sønner op og slog lejr i Oʹbot.+ 11 Så brød de op fra Oʹbot og slog lejr i Ijʹje-Ha’aʹbarim,*+ i ørkenen som ligger foran Moʹab, mod solopgangen. 12 Derfra brød de op og slog lejr ved Zeʹreds Regnflodsdal.+ 13 Derfra brød de op og slog lejr i egnen ved Arʹnon,+ som ligger i ørkenen der strækker sig fra amoritternes grænse; for Arʹnon er Moʹabs grænse, mellem Moʹab og amoritterne. 14 Det er derfor der siges i Bogen om Jehovas Krige:

„Vaʹheb* i Suʹfa og Arʹnons regnflodsdale,* 15 og regnflodsdalenes munding som bøjer sig mod Ars+ sæde og læner sig til Moʹabs grænse.“

16 Og derfra videre til Beʹer.*+ Dette er den brønd hvorom Jehova sagde til Moses: „Saml folket og lad mig give det vand.“+

Derpå fra ørkenen videre til Mattaʹna. 19 Og fra Mattaʹna videre til Nahaʹliel, og fra Nahaʹliel videre til Baʹmot.+ 20 Og fra Baʹmot videre til dalen der ligger i Moʹabs område,+ ved Pisʹgas top,+ og den vender over mod Jeʹsjimon.*+

21 Derpå sendte Israel sendebud til amoritterkongen Siʹhon+ og lod sige: 22 „Lad mig drage igennem dit land. Vi bøjer ikke af til mark eller vingård. Vi drikker ikke vand af nogen brønd. Vi går ad kongevejen indtil vi er igennem dit område.“+ 23 Men Siʹhon gav ikke Israel lov til at drage igennem sit område;+ derimod samlede Siʹhon alle sine folk og rykkede ud for at møde Israel i ørkenen, og da han kom til Jaʹhaz+ indlod han sig i kamp med Israel. 24 Og Israel slog ham med sværdets æg+ og tog hans land+ i besiddelse fra Arʹnon+ til Jabʹbok,+ nær Amʹmons sønner, for Jaʹzer*+ er grænsen til Amʹmons sønner.+

25 Så tog Israel alle disse byer, og Israel bosatte sig i alle amoritternes+ byer, i Hesjʹbon+ og alle dens småbyer.* 26 For Hesjʹbon var Siʹhons+ by. Han var amoritternes konge,+ og det var ham der tidligere havde kæmpet med Moʹabs konge og derpå havde taget hele hans land ud af hans hånd, helt til Arʹnon.+ 27 Det er grunden til at de som fremsiger spottevers* siger:

31 Så bosatte Israel sig i amoritternes land.+ 32 Derpå sendte Moses nogle ud for at udspionere Jaʹzer,+ hvorpå de indtog dens småbyer og fordrev amoritterne som var dér.+ 33 Derpå vendte de om og drog op ad vejen til Baʹsan.+ Da rykkede Og,+ Baʹsans konge, ud, han og alle hans folk, for at møde dem i kamp ved Eʹdre’i.+ 34 Men Jehova sagde til Moses: „Vær ikke bange for ham,+ for i din hånd giver jeg ham og alle hans folk og hans land;+ og du skal gøre ved ham som du gjorde ved amoritterkongen Siʹhon, der boede i Hesjʹbon.“+ 35 Så slog de ham og hans sønner og alle hans folk, indtil han ingen overlevende havde tilbage,+ og derpå tog de hans land i besiddelse.+

22 Så brød Israels sønner op og slog lejr på Moʹabs ørkensletter+ på den anden side af Jordan, over for Jeriko. 2 Baʹlak,+ Zipʹpors søn, så da alt hvad Israel havde gjort ved amoritterne, 3 og Moʹab blev grebet af stor gru for folket da det var talrigt; og Moʹab følte dyb rædsel for Israels sønner.+ 4 Da sagde Moʹab til Midʹjans ældste:+ „Nu vil denne menighed* opæde alt hvad der omgiver os, ligesom oksen opæder det grønne på marken.“

Og Baʹlak,+ Zipʹpors søn, var Moʹabs konge på den tid. 5 Han sendte derfor sendebud til Biʹleam,+ Beʹors søn, i Peʹtor,+ der ligger ved Floden*+ i hans folks sønners land, for at tilkalde ham, idet han sagde: „Se! Et folk er gået ud af Ægypten. Se! Det har dækket jorden så langt øjet rækker,*+ og er ved at bosætte sig lige foran mig. 6 Kom derfor nu og forband+ dette folk for mig, for det er mægtigere end jeg. Måske kan jeg slå det og drive det ud af landet, for jeg véd at den du velsigner, er velsignet, og den du forbander, er forbandet.“+

7 Så begav Moʹabs og Midʹjans ældste sig på vej medførende spådomsløn,+ og de kom til Biʹleam+ og sagde til ham hvad Baʹlak havde sagt. 8 Da sagde han til dem: „Bliv her i nat, og jeg skal bringe jer bud tilbage, efter hvad Jehova siger til mig.“+ Så blev Moʹabs fyrster hos Biʹleam.

9 Derpå kom Gud til Biʹleam og sagde:+ „Hvem er disse mænd der er hos dig?“ 10 Da sagde Biʹleam til den [sande] Gud: „Baʹlak,+ Zipʹpors søn, Moʹabs konge, har sendt bud til mig og sagt:* 11 ’Se, et folk er gået ud af Ægypten og dækker jorden så langt øjet rækker.+ Kom nu, udtal en forbandelse over det for mig.+ Måske kan jeg kæmpe imod det og drive det bort.’“ 12 Men Gud sagde til Biʹleam: „Du må ikke gå med dem. Du må ikke forbande folket,+ for det er velsignet.“+

13 Derpå stod Biʹleam op om morgenen og sagde til Baʹlaks fyrster: „Gå til jeres land, for Jehova har nægtet at lade mig gå med jer.“ 14 Så brød Moʹabs fyrster op, og de kom til Baʹlak og sagde: „Biʹleam nægtede at gå med os.“+

15 Men Baʹlak sendte igen fyrster af sted, flere og mere ansete end de forrige. 16 Og de kom til Biʹleam og sagde til ham: „Sådan har Baʹlak, Zipʹpors søn, sagt: ’Lad dig dog ikke afholde fra at komme til mig, 17 for jeg vil visselig vise dig stor ære,+ og jeg vil gøre alt hvad du siger til mig.+ Så kom nu. Udtal en forbandelse over dette folk for mig.’“ 18 Men Biʹleam svarede og sagde til Baʹlaks tjenere: „Om så Baʹlak giver mig sit hus fyldt med sølv og guld, kan jeg ikke overtræde Jehova min Guds befaling for at gøre noget, småt eller stort.+ 19 Men bliv dog også I her i nat, så jeg kan få at vide hvad Jehova yderligere vil sige til mig.“+

20 Så kom Gud* til Biʹleam om natten og sagde til ham: „Hvis det er for at tilkalde dig at mændene er kommet, så bryd op, gå med dem. Men kun det jeg siger dig, må du gøre.“+ 21 Så stod Biʹleam op om morgenen og sadlede sin æselhoppe og tog af sted med Moʹabs fyrster.+

22 Da blussede Guds* vrede op fordi han tog af sted, og Jehovas engel stillede sig på vejen for at stå ham imod.*+ Og han kom ridende på sin æselhoppe, og to af hans karle* var med ham. 23 Da æselet så Jehovas engel stå på vejen med sit dragne sværd i hånden,+ bøjede det af fra vejen og gik ind på marken, men Biʹleam slog æselet for at få det ind på vejen igen. 24 Derpå stillede Jehovas engel sig på den smalle vej mellem vingårdene, med en stenmur til den ene og en stenmur til den anden side. 25 Da æselhoppen så Jehovas engel, trykkede den sig op ad muren, hvorved den kom til at trykke Biʹleams fod mod muren; og så slog han den igen.

26 Jehovas engel gik så atter videre og stod stille på et snævert sted, hvor der ikke var plads til at gå udenom, hverken til højre eller venstre. 27 Da æselet nu fik øje på Jehovas engel, lagde det sig ned under Biʹleam, så Biʹleams vrede blussede op,+ og han slog æselet med sin stav. 28 Til sidst åbnede Jehova æselets mund,+ og det sagde til Biʹleam: „Hvad har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre gange?“+ 29 Da sagde Biʹleam til æselet: „Det er fordi du har behandlet mig dårligt. Hvis blot jeg havde et sværd i hånden, så havde jeg dræbt dig nu!“+ 30 Da sagde æselhoppen til Biʹleam: „Er jeg ikke din æselhoppe som du har redet på hele dit liv, indtil i dag? Har jeg nogen sinde haft for vane at gøre sådan mod dig?“+ Hertil sagde han: „Nej!“ 31 Derpå lukkede Jehova Biʹleams øjne op,+ så han kunne se Jehovas engel stå på vejen med sit dragne sværd i hånden. Så bøjede han sig og kastede sig på sit ansigt.

32 Da sagde Jehovas engel til ham: „Hvorfor har du slået din æselhoppe tre gange nu? Se! Jeg er selv gået ud for at stå [dig] imod, fordi du er gået direkte imod min vilje.*+ 33 Og æselhoppen så mig og prøvede at gå uden om mig disse tre gange.+ Sæt den ikke* var gået uden om mig! Så ville jeg nu have dræbt dig,+ men bevaret den i live.“ 34 Da sagde Biʹleam til Jehovas engel: „Jeg har syndet;+ jeg vidste jo ikke det var dig der havde stillet dig på vejen for at møde mig. Men hvis det er ondt i dine øjne, så lad mig nu gå tilbage.“ 35 Da sagde Jehovas engel til Biʹleam: „Gå med mændene;+ men du må ikke sige andet end det jeg siger dig.“+ Så gik Biʹleam videre med Baʹlaks fyrster.

36 Da Baʹlak hørte at Biʹleam var kommet, gik han straks ud for at møde ham i Moʹabs by, som ligger ved bredden af Arʹnon, der løber i yderkanten af området.+ 37 Og Baʹlak sagde til Biʹleam: „Har jeg ikke udtrykkeligt sendt bud til dig og tilkaldt dig? Hvorfor kom du ikke til mig? Er jeg ikke virkelig i stand til at vise dig ære?“+ 38 Da sagde Biʹleam til Baʹlak: „Se, jeg er kommet til dig nu. Kan jeg i det hele taget sige noget?+ Det ord Gud lægger mig i munden, vil jeg tale.“+

39 Så gik Biʹleam med Baʹlak, og de kom til Kirʹjat-Huʹzot. 40 Og Baʹlak ofrede kvæg og får,+ hvorpå han sendte noget til Biʹleam og fyrsterne som var hos ham. 41 Og næste morgen tog Baʹlak så Biʹleam og førte ham op til Baʹmot-Baʹal,*+ så han kunne se* folket i sin helhed derfra.+

23 Så sagde Biʹleam til Baʹlak: „Byg syv altre+ til mig her, og gør syv tyre og syv væddere rede til mig her.“ 2 Og Baʹlak gjorde da sådan som Biʹleam havde sagt. Derpå ofrede Baʹlak og Biʹleam en tyr og en vædder på hvert alter.*+ 3 Og Biʹleam sagde videre til Baʹlak: „Stil dig ved dit brændoffer,+ så vil jeg gå dérover. Måske Jehova vil sætte sig i forbindelse med mig og mødes med mig.+ Hvad han viser mig, skal jeg fortælle dig.“ Så gik han hen til en nøgen høj.

4 Da Gud satte sig i forbindelse med Biʹleam,+ sagde denne til Ham: „Jeg har opstillet de syv altre på række, hvorpå jeg ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.“+ 5 Så lagde Jehova* Biʹleam et ord i munden+ og sagde: „Vend tilbage til Baʹlak, og sådan skal du tale.“+ 6 Derpå vendte han tilbage til ham, og se, han og alle Moʹabs fyrster stod ved hans brændoffer. 7 Så fremførte han sit fyndige udsagn+ og sagde:

11 Da sagde Baʹlak til Biʹleam: „Hvad er det du har gjort mod mig? Det var for at du skulle udtale en forbandelse over mine fjender jeg lod dig hente, og her har du velsignet dem i overmål.“+ 12 Hertil svarede han og sagde: „Bør jeg ikke tage vare på at sige det Jehova lægger mig i munden?“+

13 Da sagde Baʹlak til ham: „Kom dog med mig til et andet sted hvorfra du kan se dem. Det er blot det yderste af dem du vil se;+ du vil ikke kunne se dem alle. Og udtal en forbandelse over dem for mig derfra.“+ 14 Så tog han ham med til Zoʹfims mark, til toppen af Pisʹga,+ og byggede syv altre og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.+ 15 Derpå sagde han til Baʹlak: „Stil dig her ved dit brændoffer; så vil jeg søge forbindelse med ham dérovre.“ 16 Så satte Jehova* sig i forbindelse med Biʹleam og lagde ham et ord i munden og sagde:+ „Vend tilbage til Baʹlak,+ og dette skal du sige.“ 17 Så kom han til ham, og se, han stod ved sit brændoffer, og Moʹabs fyrster var hos ham. Da sagde Baʹlak til ham: „Hvad har Jehova sagt?“ 18 Så fremførte han sit fyndige udsagn og sagde:+

25 Da sagde Baʹlak til Biʹleam: „Hvis du ikke på nogen måde kan udtale en forbandelse over det, behøver du vel ikke ligefrem at velsigne det.“ 26 Hertil svarede Biʹleam og sagde til Baʹlak: „Sagde jeg ikke til dig: ’Alt hvad Jehova siger, det gør jeg’?“+

27 Da sagde Baʹlak til Biʹleam: „Kom nu. Lad mig tage dig med til endnu et sted. Måske det vil synes ret i den [sande] Guds øjne at du udtaler en forbandelse over det for mig derfra.“+ 28 Så tog Baʹlak Biʹleam med til toppen af Peʹor, der vender over mod Jeʹsjimon.+ 29 Og Biʹleam+ sagde derpå til Baʹlak: „Byg syv altre til mig her, og gør syv tyre og syv væddere rede til mig her.“+ 30 Så gjorde Baʹlak sådan som Biʹleam havde sagt, hvorpå han ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.+

24 Da Biʹleam så at det syntes godt i Jehovas øjne at velsigne Israel, gik han ikke som de øvrige gange+ hen for at søge varsler,*+ men han vendte sit ansigt mod ørkenen. 2 Da Biʹleam løftede sine øjne og så Israel ligge lejret i sine teltboliger, stamme for stamme,+ kom Guds ånd over ham.+ 3 Så fremførte han sit fyndige udsagn+ og sagde:

 5 Hvor ser dine telte godt ud, Jakob, dine teltboliger, Israel!+

10 Da blussede Baʹlaks vrede op mod Biʹleam og han slog hænderne sammen,+ og Baʹlak sagde til Biʹleam: „Jeg tilkaldte dig for at du skulle udtale en forbandelse+ over mine fjender, men se, du har vedholdende velsignet dem tre gange nu. 11 Og nu, forføj dig bort til dit sted. Jeg havde sagt til mig selv at jeg visselig ville vise dig ære,+ men nu har Jehova unddraget dig denne ære.“

12 Da sagde Biʹleam til Baʹlak: „Sagde jeg ikke også til de sendebud du sendte til mig: 13 ’Om så Baʹlak giver mig sit hus fyldt med sølv og guld, kan jeg ikke overtræde Jehovas befaling for at gøre noget, godt eller ondt, af mit eget hjerte. Hvad Jehova siger, det vil jeg sige’?+ 14 Men se nu, jeg tager af sted til mit folk. Kom derfor, lad mig underrette dig+ om hvad dette folk vil gøre mod dit folk i de sidste dage.“+ 15 Så fremførte han sit fyndige udsagn+ og sagde:

20 Da han så Aʹmalek fortsatte han med at fremføre sit fyndige udsagn idet han sagde:+

21 Da han så kenitterne+ fortsatte han med at fremføre sit fyndige udsagn idet han sagde:

„Varig er din bolig, og anbragt på klippen er din rede.

25 Derpå brød Biʹleam op og begav sig på vej og vendte tilbage til sit sted.+ Og Baʹlak drog også bort ad sin vej.

25 Mens Israel boede i Sjitʹtim+ begyndte folket at bedrive utugt med Moʹabs døtre.+ 2 Og kvinderne kom og indbød folket til deres guders slagtofre,+ og så spiste folket og bøjede sig for deres guder.+ 3 Således indlod Israel* sig med Baʹal-Peʹor,*+ og Jehovas vrede blussede derfor op mod Israel.+ 4 Og Jehova sagde til Moses: „Tag alle folkets overhoveder* og udstil* dem for Jehova,+ mod solen, så Jehovas brændende vrede kan vende sig fra Israel.“ 5 Derpå sagde Moses til Israels dommere:+ „Enhver af jer skal dræbe+ dem af sine mænd der har indladt sig med Baʹal-Peʹor.“

6 Men se, en mand+ af Israels sønner kom og bragte en midjanitisk kvinde+ hen til sine brødre* for øjnene af Moses og for øjnene af hele Israels sønners forsamling, mens disse græd ved indgangen til mødeteltet. 7 Da Piʹnehas,+ søn af præsten Arons søn Eleaʹzar, så det, rejste han sig straks fra forsamlingen og tog en lanse i hånden. 8 Så gik han efter den israelitiske mand ind i det hvælvede telt* og gennemborede dem begge, den israelitiske mand og kvinden, hende gennem underlivet.* Således blev plagen standset blandt Israels sønner.+ 9 Og de der døde som følge af plagen udgjorde fireogtyve tusind.+

10 Så talte Jehova til Moses og sagde: 11 „Piʹnehas,+ søn af præsten Arons søn Eleaʹzar, har vendt min forbitrelse+ fra Israels sønner ved ikke at tåle nogen som helst rivaliseren med mig iblandt dem,+ så jeg ikke gjorde det af med Israels sønner i mit krav om udelt hengivenhed.+ 12 Sig derfor: ’Her giver jeg ham min fredspagt. 13 Og den skal tjene som en pagt om et præstedømme til fjerne tider for ham og hans afkom efter ham,+ fordi han ikke tålte nogen rivaliseren med sin Gud+ og skaffede Israels sønner soning.’“+

14 For øvrigt var navnet på den israelitiske mand der blev slået ihjel — ham der blev slået ihjel sammen med den midjanitiske kvinde — Zimʹri, Saʹlus søn, en høvding+ for et fædrenehus blandt simeonitterne. 15 Og navnet på den midjanitiske kvinde der blev slået ihjel var Kozʹbi, en datter af Zur;+ han var overhoved for klanerne i et fædrenehus i Midʹjan.+

16 Senere talte Jehova til Moses og sagde: 17 „Gør et udfald* mod midjanitterne og slå dem,+ 18 for de gjorde udfald mod jer med de lumske planer+ de lagde mod jer i sagen med Peʹor+ og i sagen med Kozʹbi,+ en høvdingedatter i Midʹjan, deres søster, som blev slået ihjel+ den dag plagen kom på grund af sagen med Peʹor.“+

26 Og det skete efter plagen*+ at Jehova sagde til Moses og Eleaʹzar, præsten Arons søn: 2 „Foretag en optælling af hele Israels sønners forsamling fra tyveårsalderen og opefter, efter deres fædrenehuse, alle som kan udtages til hæren i Israel.“+ 3 Og Moses og præsten Eleaʹzar+ talte så med dem på Moʹabs ørkensletter+ ved Jordan, over for Jeriko,+ idet de sagde: 4 „[Foretag en optælling af dem] fra tyveårsalderen og opefter, sådan som Jehova har påbudt Moses.“+

Og Israels sønner som gik ud af Ægyptens land, var: 5 Ruben, Israels førstefødte;+ Rubens sønner: Af Haʹnok,+ hanokitternes slægt; af Palʹlu,+ palluitternes slægt; 6 af Hezʹron,+ hezronitternes slægt; af Karʹmi,+ karmitternes slægt. 7 Dette var rubenitternes slægter, og de mønstrede af dem udgjorde treogfyrre tusind syv hundrede og tredive.+

8 Og Palʹlus søn* var Eʹliab. 9 Og Eʹliabs sønner: Neʹmuel og Daʹtan og Aʹbiram. Det var den Daʹtan+ og Aʹbiram+ som var indkaldte fra forsamlingen, dem som havde sat sig op imod Moses og Aron i Koʹras forsamling,+ da disse satte sig op imod Jehova.

10 Så åbnede jorden sit gab og opslugte dem.+ Koʹra selv [døde] ved forsamlingens død, da ilden fortærede to hundrede og halvtreds mænd.*+ Og de blev et advarende tegn.+ 11 Men Koʹras sønner døde ikke.+

12 Siʹmeons sønner+ efter deres slægter: Fra Neʹmuel,*+ nemuelitternes slægt; fra Jaʹmin,+ jaminitternes slægt; fra Jaʹkin,+ jakinitternes slægt; 13 fra Zeʹra,* zeraitternes slægt; fra Sjaʹul,+ sja’ulitternes slægt. 14 Dette var simeonitternes slægter: toogtyve tusind og to hundrede.+

15 Gads+ sønner efter deres slægter: Fra Zeʹfon,* zefonitternes slægt; fra Hagʹgi, haggitternes slægt; fra Sjuʹni, sjunitternes slægt; 16 fra Ozʹni,* oznitternes slægt; fra Eʹri, eritternes slægt; 17 fra Aʹrod,* aroditternes slægt; fra Aʹreli,+ arelitternes slægt. 18 Dette var Gads sønners slægter efter dem som mønstredes af dem: fyrre tusind og fem hundrede.+

19 Judas+ sønner var Er+ og Oʹnan.+ Men Er og Oʹnan døde i Kaʹna’ans land.+ 20 Og Judas sønner var, efter deres slægter: Fra Sjeʹla,+ sjelanitternes slægt; fra Peʹrez,+ perezitternes slægt; fra Zeʹra,+ zeraitternes slægt. 21 Og Peʹrez’ sønner var: Fra Hezʹron,+ hezronitternes slægt; fra Haʹmul,+ hamulitternes slægt. 22 Dette var Judas+ slægter efter dem som mønstredes af dem: seksoghalvfjerds tusind og fem hundrede.+

23 Isʹsakars sønner+ efter deres slægter var: Fra Toʹla,+ tolaitternes slægt; fra Puʹva, punitternes slægt; 24 fra Jaʹsjub,* jasjubitternes slægt; fra Sjimʹron,+ sjimronitternes slægt. 25 Dette var Isʹsakars slægter efter dem som mønstredes af dem: fireogtres tusind og tre hundrede.+

26 Zeʹbulons+ sønner efter deres slægter var: Fra Seʹred, sereditternes slægt; fra Eʹlon, elonitternes slægt; fra Jaʹle’el,+ jale’elitternes slægt. 27 Dette var zebulonitternes slægter efter dem som mønstredes af dem: tres tusind og fem hundrede.+

28 Josefs+ sønner efter deres slægter var Manasʹse og Eʹfraim.+ 29 Manasʹses+ sønner var: Fra Maʹkir,+ makiritternes slægt. Og Maʹkir blev fader til Giʹlead.+ Fra Giʹlead, gileaditternes slægt. 30 Dette var Giʹleads sønner: Fra I’eʹzer,+ i’ezritternes slægt; fra Heʹlek, helekitternes slægt; 31 fra Asʹriel, asrielitternes slægt; fra Sjeʹkem, sjekemitternes slægt; 32 fra Sjemiʹda,+ sjemidaitternes slægt; fra Heʹfer,+ heferitternes slægt. 33 Men Zeʹlofhad, Heʹfers søn, havde ingen sønner, kun døtre,+ og navnene på Zeʹlofhads døtre var Maʹla og Noʹa, Hogʹla, Milʹka og Tirʹza.+ 34 Dette var Manasʹses slægter, og de mønstrede af dem var tooghalvtreds tusind og syv hundrede.+

35 Dette var Eʹfraims+ sønner efter deres slægter: Fra Sjuteʹla,+ sjutelaitternes slægt; fra Beʹker, bekeritternes slægt; fra Taʹhan,+ tahanitternes slægt. 36 Og dette var Sjuteʹlas sønner: Fra Eʹran, eranitternes slægt. 37 Dette var Eʹfraims sønners slægter+ efter dem som mønstredes af dem: toogtredive tusind og fem hundrede. Dette var Josefs sønner efter deres slægter.+

38 Benjamins+ sønner efter deres slægter var: Fra Beʹla,+ belaitternes slægt; fra Asjʹbel,+ asjbelitternes slægt; fra Aʹhiram,* ahiramitternes slægt; 39 fra Sjefuʹfam,* sjufamitternes slægt; fra Huʹfam,*+ hufamitternes slægt. 40 Og Beʹlas sønner var Ard og Na’aʹman:+ [Fra Ard],* arditternes slægt; fra Na’aʹman, na’amitternes slægt. 41 Dette var Benjamins sønner+ efter deres slægter, og de som mønstredes af dem var femogfyrre tusind og seks hundrede.+

42 Dette var Dans+ sønner efter deres slægter: Fra Sjuʹham,* sjuhamitternes slægt. Dette var Dans slægter,+ slægt for slægt. 43 Alle sjuhamitternes slægter efter dem som mønstredes af dem, udgjorde fireogtres tusind og fire hundrede.+

44 Aʹsers+ sønner efter deres slægter var: Fra Jimʹna,+ jimnitternes slægt; fra Jisjʹvi,+ jisjvitternes slægt; fra Beriʹa, beriaitternes slægt; 45 fra Beriʹas sønner: Fra Heʹber, hebritternes slægt; fra Malʹkiel,+ malkielitternes slægt. 46 Og navnet på Aʹsers datter var Seʹra.+ 47 Dette var Aʹsers+ sønners slægter efter dem som mønstredes af dem: treoghalvtreds tusind og fire hundrede.+

48 Nafʹtalis+ sønner efter deres slægter var: Fra Jaʹze’el,+ jaze’elitternes slægt; fra Guʹni,+ gunitternes slægt; 49 fra Jeʹzer,+ jezeritternes slægt; fra Sjilʹlem,+ sjillemitternes slægt. 50 Dette var Nafʹtalis+ slægter, slægt for slægt, og de som mønstredes af dem var femogfyrre tusind og fire hundrede.+

51 Dette var dem som mønstredes af Israels sønner: seks hundrede og et tusind syv hundrede og tredive.+

52 Derpå talte Jehova til Moses og sagde: 53 „Dem skal landet tildeles som en arvelod efter antallet af navne.+ 54 Til dem der er mange, skal du give en stor arvelod, og til dem der er få, skal du give en lille arvelod.+ Enhver skal der gives en arvelod i forhold til dem der blev mønstret af ham. 55 Men kun ved lodkastning+ skal landet fordeles. Efter navnene på deres fædrenestammer får de en arvelod. 56 Efter hvordan loddet falder, skal en arvelod tildeles de mange og de få.“

57 Og dette var dem der blev mønstret af levitterne,+ efter deres slægter: Fra Gerʹsjon,+ gersjonitternes slægt; fra Keʹhat,+ kehatitternes slægt; fra Meraʹri,+ meraritternes slægt. 58 Dette var levitternes* slægter: libnitternes+ slægt, hebronitternes+ slægt, malitternes+ slægt, musjitternes+ slægt, koraitternes+ slægt.

Og Keʹhat+ blev fader til Amʹram.+ 59 Og navnet på Amʹrams hustru var Joʹkebed,+ en datter af Leʹvi, som hans hustru fødte Leʹvi* i Ægypten. Med tiden fødte hun Amʹram [sønnerne] Aron og Moses og deres søster Mirʹjam.+ 60 Så fødtes der Aron [sønnerne] Naʹdab og Aʹbihu,+ Eleaʹzar og Iʹtamar.+ 61 Men Naʹdab og Aʹbihu døde fordi de frembar ulovlig ild for Jehova.+

62 Og de som blev mønstret af dem udgjorde treogtyve tusind, alle af mandkøn fra en alder af en måned og opefter.+ De blev nemlig ikke mønstret blandt Israels sønner,+ da der ikke skulle gives dem nogen arvelod blandt Israels sønner.+

63 Det var dem der blev mønstret af Moses og præsten Eleaʹzar da de mønstrede Israels sønner på Moʹabs ørkensletter ved Jordan over for Jeriko.+ 64 Og blandt dem var der ingen af dem der blev mønstret af Moses og præsten Aron da de mønstrede Israels sønner i Sinaj Ørken.+ 65 Jehova havde jo sagt om dem: „De vil visselig dø i ørkenen.“+ Så der var ingen tilbage af dem, undtagen Kaʹleb, Jefunʹnes søn, og Josua, Nuns søn.+

27 Så trådte Zeʹlofhads døtre+ frem, [hvis fader var] en søn af Heʹfer, en søn af Giʹlead, en søn af Maʹkir, en søn af Manasʹse,+ af Josefs søn Manasʹses slægter. Og dette var navnene på hans døtre: Maʹla, Noʹa og Hogʹla samt Milʹka og Tirʹza.+ 2 De stillede sig foran Moses og præsten Eleaʹzar+ og høvdingerne og hele forsamlingen ved indgangen til mødeteltet og sagde: 3 „Vores fader døde i ørkenen,+ men han var ikke med i den forsamling der rottede sig sammen mod Jehova, Koʹras forsamling,+ men han døde for sin egen synd;+ og han havde ingen sønner. 4 Hvorfor skulle vores faders navn tages bort fra hans slægt fordi han ingen søn havde?+ Giv os en ejendom blandt vores faders brødre.“+ 5 Da fremlagde Moses deres sag for Jehova.+

6 Så sagde Jehova til Moses: 7 „Zeʹlofhads døtre har ret i det de siger. I skal sandelig give dem en arvelod som ejendom blandt deres faders brødre og således lade deres faders arvelod gå videre til dem.+ 8 Og I skal sige til Israels sønner: ’I det tilfælde at en mand dør og han ingen søn har, så skal I lade hans arvelod gå videre til hans datter. 9 Og hvis han ingen datter har, så skal I give hans arvelod til hans brødre. 10 Og hvis han ingen brødre har, så skal I give hans arvelod til hans faders brødre. 11 Og hvis hans fader ingen brødre har, så skal I give hans arvelod til den slægtning+ der er nærmest til ham i hans slægt, og han skal tage den i eje. Og det skal tjene som en lovfæstet bestemmelse for Israels sønner, sådan som Jehova har påbudt Moses.’“

12 Derpå sagde Jehova til Moses: „Gå op på Aʹbarimbjerget+ her* og se det land som jeg vil give Israels sønner.+ 13 Når du har set det, skal også du samles til dit folk,+ ligesom din broder Aron blev samlet [til det],+ 14 eftersom I satte jer op mod min befaling i Zins Ørken dengang forsamlingen yppede kiv [med mig]+ og I ikke helligede+ mig* ved vandet for øjnene af dem. Dette er Meʹribas vand+ ved Kaʹdesj+ i Zins Ørken.“+

15 Så talte Moses til Jehova og sagde: 16 „Måtte Jehova, Gud over alt køds* ånder,+ sætte en mand over forsamlingen+ 17 som kan gå ud i spidsen for dem og gå ind i spidsen for dem og som kan føre dem ud og føre dem ind,+ så Jehovas forsamling ikke skal blive som får der ingen hyrde har.“+ 18 Da sagde Jehova til Moses: „Tag dig Josua, Nuns søn, en mand i hvem der er ånd,+ og læg din hånd på ham;+ 19 og fremstil ham for præsten Eleaʹzar og hele forsamlingen og overdrag ham hvervet i deres påsyn.+ 20 Og du skal give ham noget af din værdighed,+ for at hele forsamlingen af Israels sønner kan høre på ham.+ 21 Og han skal træde frem for præsten Eleaʹzar, og denne skal spørge+ på hans vegne ved Uʹrims+ kendelse for Jehovas ansigt. På hans befaling vil de gå ud og på hans befaling vil de gå ind, han og alle Israels sønner med ham, ja hele forsamlingen.“

22 Så gjorde Moses sådan som Jehova havde påbudt ham. Han tog Josua og fremstillede ham for præsten Eleaʹzar+ og for hele forsamlingen 23 og lagde hænderne på ham og overdrog ham hvervet,+ sådan som Jehova havde sagt ved Moses.+

28 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Giv Israels sønner følgende påbud og sig til dem: ’I må tage vare på at frembære mine offergaver for mig, mit brød,+ som ildofre til mig, til en formildende duft for mig,+ til deres fastsatte tider.’*+

3 Og du skal sige til dem: ’Dette er det ildoffer som I skal frembære for Jehova: to sunde årgamle vædderlam om dagen som et stadigt brændoffer.+ 4 Det ene vædderlam skal du ofre om morgenen, og det andet vædderlam skal du ofre mellem de to aftener,*+ 5 og som et kornoffer+ en tiendedel efa+ fint mel tilsat en fjerdedel hin olie af stødte oliven+ — 6 det stadige brændoffer+ der blev ofret ved Sinaj Bjerg til en formildende duft, et ildoffer til Jehova+ — 7 sammen med dets drikoffer,+ en fjerdedel hin for hvert vædderlam.+ Udgyd den stærke drik på det hellige sted som et drikoffer+ for Jehova. 8 Og det andet vædderlam skal du ofre mellem de to aftener. Med det samme kornoffer som om morgenen og med det samme drikoffer skal du ofre det, som et ildoffer til en formildende duft for Jehova.+

9 Men på sabbatsdagen+ skal der være to sunde årgamle vædderlam og som et kornoffer to tiendedele [efa] fint mel tilsat olie, sammen med dets drikoffer, 10 et sabbatsbrændoffer på dets sabbat,* foruden det stadige brændoffer+ og dets drikoffer.+

11 Og ved begyndelsen af jeres måneder skal I som et brændoffer til Jehova frembære to unge tyre og én vædder [samt] syv sunde årgamle vædderlam;+ 12 desuden som et kornoffer+ tre tiendedele [efa] fint mel tilsat olie for hver tyr, og to tiendedele fint mel tilsat olie som et kornoffer for den ene vædder,+ 13 og en tiendedel fint mel tilsat olie som et kornoffer for hvert vædderlam, som et brændoffer, en formildende duft,+ et ildoffer til Jehova. 14 Og som de tilhørende drikofre skal der være en halv+ hin vin til hver tyr* og en tredjedel+ hin til vædderen og en fjerdedel+ hin til hvert vædderlam.* Dette er det månedlige brændoffer for hver af årets måneder.+ 15 Desuden skal der ofres en gedebuk+ som et syndoffer til Jehova foruden det stadige brændoffer med dets drikoffer.+

16 Og i den første måned, på den fjortende dag i måneden, er det påske for Jehova.+ 17 Og på den femtende dag i denne måned er det højtid. I syv dage skal der spises usyrede brød.+ 18 På den første dag skal der være et helligt stævne.+ I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde.+ 19 Og I skal som et ildoffer, et brændoffer+ til Jehova, frembære to unge tyre og én vædder og syv årgamle vædderlam.+ I skal sørge for at de er sunde.+ 20 Og som de tilhørende kornofre+ af fint mel tilsat olie skal I ofre tre tiendedele [efa] for hver tyr og to tiendedele+ for vædderen. 21 Du skal ofre en tiendedel+ for hvert af de syv vædderlam; 22 desuden en syndofferbuk for at skaffe jer soning.+ 23 Dette skal I ofre foruden morgenbrændofferet, som er til et stadigt+ brændoffer.+ 24 Sådanne [ofre] skal I bringe daglig i de syv dage, som brød,+ et ildoffer til en formildende duft for Jehova.+ Det skal bringes foruden det stadige brændoffer, med dets drikoffer. 25 Og på den syvende dag skal I holde et helligt stævne.+ I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde.+

26 Og på dagen for den første modne afgrøde,+ når I frembærer et nyt kornoffer for Jehova, under jeres ugefest,+ skal I holde et helligt stævne. I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde.+ 27 Og I skal, som et brændoffer til en formildende duft for Jehova, frembære to unge tyre, én vædder [og] syv årgamle vædderlam;+ 28 og som deres kornoffer af fint mel tilsat olie: tre tiendedele [efa] for hver tyr, to tiendedele+ for den ene vædder, 29 [og] en tiendedel+ for hvert af de syv vædderlam; 30 [desuden] en gedebuk til at skaffe jer soning.+ 31 Foruden det stadige brændoffer og dets kornoffer skal I ofre dem+ sammen med deres drikofre.+ I skal sørge for at de er sunde.+

29 Og i den syvende måned, på den første [dag] i måneden, skal I holde et helligt stævne.+ I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde.+ Det skal være en dag med trompetblæsning for jer.+ 2 Og som brændoffer til en formildende duft for Jehova skal I ofre en ung tyr, en vædder [og] syv sunde årgamle vædderlam+ 3 med deres kornoffer af fint mel tilsat olie: tre tiendedele [efa] for tyren, to tiendedele for vædderen+ 4 og én tiendedel for hvert af de syv vædderlam;+ 5 desuden en gedebuk som syndoffer til at skaffe jer soning,+ 6 foruden det månedlige brændoffer+ og dets kornoffer+ og det stadige brændoffer+ og dets kornoffer,+ med deres drikofre,+ efter den sædvanlige fremgangsmåde med dem, til en formildende duft, et ildoffer til Jehova.+

7 Og på den tiende [dag] i denne syvende måned skal I holde et helligt stævne,+ og I skal spæge jeres sjæle.+ I må ikke udføre noget som helst arbejde.+ 8 Og som brændoffer til Jehova, som en formildende duft, skal I frembære en ung tyr, en vædder [og] syv årgamle vædderlam.+ I skal sørge for at de er sunde.+ 9 Og som deres kornoffer af fint mel tilsat olie: tre tiendedele [efa] for tyren, to tiendedele for den ene vædder+ 10 [og] én tiendedel for hvert af de syv vædderlam;+ 11 [endvidere] en gedebuk som syndoffer, foruden soningssyndofferet+ og det stadige brændoffer og dets kornoffer, med deres drikofre.+

12 Og på den femtende dag i den syvende måned+ skal I holde et helligt stævne.+ I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde,+ og I skal holde højtid for Jehova i syv dage.+ 13 Og som brændoffer,+ et ildoffer til en formildende duft for Jehova, skal I frembære tretten unge tyre, to væddere [og] fjorten årgamle vædderlam. De skal være sunde.+ 14 Og som deres kornoffer af fint mel tilsat olie: tre tiendedele [efa] for hver af de tretten tyre, to tiendedele for hver af de to væddere+ 15 og én tiendedel* for hvert af de fjorten vædderlam;*+ 16 desuden en gedebuk som syndoffer, foruden det stadige brændoffer, dets kornoffer og dets drikoffer.+

17 Og på den anden dag tolv unge tyre, to væddere [og] fjorten sunde+ årgamle vædderlam 18 med tilhørende kornoffer+ og drikofre+ for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal [og] efter den sædvanlige fremgangsmåde;+ 19 desuden en gedebuk som syndoffer,+ foruden det stadige brændoffer og dets kornoffer, med deres drikofre.+

20 Og på den tredje dag elleve tyre, to væddere [og] fjorten sunde årgamle vædderlam+ 21 med tilhørende kornoffer+ og drikofre+ for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal [og] efter den sædvanlige fremgangsmåde; 22 desuden en buk som syndoffer,+ foruden det stadige brændoffer og dets kornoffer og dets drikoffer.

23 Og på den fjerde dag ti tyre, to væddere [og] fjorten sunde+ årgamle vædderlam 24 med tilhørende kornoffer+ og drikofre+ for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal [og] efter den sædvanlige fremgangsmåde;+ 25 desuden en gedebuk som syndoffer,+ foruden det stadige brændoffer,+ dets kornoffer og dets drikoffer.+

26 Og på den femte dag ni tyre, to væddere [og] fjorten sunde+ årgamle vædderlam 27 med tilhørende kornoffer+ og drikofre+ for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal [og] efter den sædvanlige fremgangsmåde;+ 28 desuden en buk som syndoffer,+ foruden det stadige brændoffer og dets kornoffer og dets drikoffer.+

29 Og på den sjette dag otte tyre, to væddere [og] fjorten sunde årgamle vædderlam+ 30 med tilhørende kornoffer+ og drikofre+ for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal [og] efter den sædvanlige fremgangsmåde;+ 31 desuden en buk som syndoffer,+ foruden det stadige brændoffer, dets kornoffer og dets drikofre.+

32 Og på den syvende dag syv tyre, to væddere [og] fjorten sunde+ årgamle vædderlam 33 med tilhørende kornoffer+ og drikofre+ for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal [og] efter den sædvanlige fremgangsmåde med dem;+ 34 desuden en buk som syndoffer,+ foruden det stadige brændoffer, dets kornoffer og dets drikoffer.+

35 Og på den ottende dag skal I holde et højtidsstævne.+ I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde.+ 36 Og som brændoffer, et ildoffer til en formildende duft for Jehova, skal I frembære en tyr, en vædder [og] syv sunde årgamle vædderlam+ 37 med tilhørende kornoffer+ og drikofre+ for tyren, vædderen og vædderlammene efter deres antal [og] efter den sædvanlige fremgangsmåde;+ 38 desuden en buk som syndoffer,+ foruden det stadige brændoffer og dets kornoffer og dets drikoffer.+

39 Disse skal I bringe Jehova ved jeres festtider,+ foruden jeres løfteofre+ og jeres frivillige gaver+ [der bringes] som brændofre,+ kornofre,+ drikofre+ eller fællesskabsofre.’“*+ 40 Derpå sagde Moses [dette] til Israels sønner, nøjagtig som Jehova havde påbudt Moses.+

30 Så talte Moses til overhovederne+ for Israels sønners stammer idet han sagde: „Dette er det ord som Jehova har påbudt: 2 I det tilfælde at en mand aflægger et løfte+ til Jehova eller med en ed+ sværger at ville forpligte sin sjæl til afholdenhed,+ må han ikke bryde sit ord.+ Han skal handle efter alt hvad der er gået ud af hans mund.+

3 Og i det tilfælde at en kvinde, mens hun er ung* [og er] i sin faders hus, aflægger et løfte til Jehova+ eller forpligter sig til afholdenhed, 4 og hendes fader hører om hendes løfte eller om den afholdenhed hun har forpligtet sin sjæl til, og hendes fader forholder sig tavs over for hende, da står alle hendes løfter ved magt; og enhver forpligtelse til afholdenhed+ som hun har bundet sin sjæl til, står ved magt. 5 Men hvis hendes fader forbyder hende det den dag han hører om det, står ingen af hendes løfter eller de forpligtelser til afholdenhed som hun har bundet sin sjæl til, ved magt, men Jehova vil tilgive hende, fordi hendes fader har forbudt hende det.+

6 Men hvis hun kommer til at tilhøre en mand, og hun har sine løfter på sig+ eller sine læbers tankeløse udtalelse som hun har forpligtet sin sjæl til, 7 og hendes mand hører det og forholder sig tavs over for hende den dag han hører det,* da står hendes løfter ved magt eller den forpligtelse til afholdenhed som hun har bundet sin sjæl til.+ 8 Men hvis hendes mand forbyder hende det+ den dag han hører det, da har han annulleret det løfte hun havde på sig eller hendes læbers tankeløse udtalelse som hun havde forpligtet sin sjæl til, og Jehova vil tilgive hende.+

9 Med hensyn til en enkes eller en fraskilt kvindes løfte — alt hvad hun har forpligtet sin sjæl til, står ved magt for hende.

10 Men hvis det er i sin mands hus hun aflægger et løfte eller med en ed forpligter sin sjæl til afholdenhed,+ 11 og hendes mand hører om det og forholder sig tavs over for hende, har han ikke forbudt hende det;* og alle hendes løfter skal stå ved magt, samt enhver forpligtelse til afholdenhed som hun har bundet sin sjæl til. 12 Men hvis hendes mand klart annullerer dem den dag han hører om det, står intet af det der er udgået fra hendes læber ved magt, hverken hendes løfter eller hendes sjæls forpligtelse til afholdenhed.+ Hendes mand har annulleret dem, og Jehova vil tilgive hende.+ 13 Ethvert løfte og enhver ed som forpligter [en kvinde] til at spæge sjælen,+ kan hendes mand enten stadfæste eller annullere. 14 Men hvis hendes mand tydeligt forholder sig tavs over for hende fra den ene dag til den anden, så har han stadfæstet alle hendes løfter eller alle de forpligtelser til afholdenhed som hviler på hende.+ Han har stadfæstet dem fordi han forholdt sig tavs over for hende den dag han hørte om dem. 15 Men hvis han klart annullerer dem [siden hen,] efter at han har hørt om dem, da må han bære ansvaret for hendes* brøde.+

16 Dette er de forordninger som Jehova gav Moses påbud om [angående forholdet] mellem en mand og hans hustru,+ mellem en fader og hans datter mens hun er ung [og er] i sin faders hus.“+

31 Derpå talte Jehova til Moses idet han sagde: 2 „Tag hævn+ over midjanitterne for Israels sønner.+ Bagefter vil du blive samlet til dit folk.“+

3 Så talte Moses til folket og sagde: „Udrust* mænd iblandt jer til hæren, så de kan gå imod Midʹjan og eksekvere Jehovas hævn over Midʹjan.+ 4 Et tusind af hver stamme af alle Israels stammer skal du sende af sted på felttoget.“ 5 Da blev et tusind af hver stamme af Israels tusinder+ udtaget, tolv tusind udrustede til hæren.+

6 Så sendte Moses dem af sted på felttoget, et tusind af hver stamme, og sammen med dem præsten Eleaʹzars søn Piʹnehas,+ og han havde de hellige redskaber og alarmtrompeterne+ med. 7 Og de drog så i krig mod Midʹjan, sådan som Jehova havde påbudt Moses, og dræbte alle af mandkøn.+ 8 Og foruden de andre slagne dræbte de også Midʹjans konger, Eʹvi, Reʹkem, Zur, Hur og Reʹba, Midʹjans fem konger;+ og de dræbte Biʹleam,+ Beʹors søn, med sværdet. 9 Men Israels sønner førte Midʹjans kvinder og deres småbørn bort som fanger;+ og alle deres husdyr og alle deres hjorde og alt deres forråd tog de som plyndringsgods. 10 Og alle deres byer som de havde bosat sig i,* og alle deres indhegnede lejre brændte de med ild.+ 11 Og alt byttet+ og alt hvad der var taget [levende] i form af mennesker* og husdyr tog de med. 12 Og de bragte det til Moses og præsten Eleaʹzar og Israels sønners forsamling* — fangerne og hvad der ellers var taget [levende], samt byttet — til lejren på Moʹabs ørkensletter,+ som ligger ved Jordan, over for Jeriko.

13 Så gik Moses og præsten Eleaʹzar og alle høvdingerne i forsamlingen ud for at møde dem uden for lejren. 14 Og Moses harmedes på dem der var sat over kampstyrkerne,+ tusindførerne* og hundredførerne, som vendte hjem fra krigstogtet. 15 Og Moses sagde til dem: „Har I bevaret alle kvinderne i live?+ 16 Det var jo dem der på Biʹleams ord forledte Israels sønner til at handle troløst*+ mod Jehova i sagen med Peʹor,+ så plagen kom over Jehovas forsamling.+ 17 Så dræb nu alle af mandkøn blandt småbørnene, og dræb enhver kvinde som har kendt mand ved at have samleje med en mand.+ 18 Men bevar alle de pigebørn i live som ikke har kendt til at have samleje med nogen mand.+ 19 Og selv skal I ligge lejrede uden for lejren i syv dage. Enhver som har dræbt en sjæl+ og enhver der har rørt ved nogen af de slagne+ skal rense sig+ for synd på den tredje dag og på den syvende dag, både I selv og jeres fanger. 20 Og enhver klædning og enhver ting af skind og alt hvad der er lavet af gedehår og ethvert redskab af træ skal I rense for synd.“+

21 Derpå sagde præsten Eleaʹzar til mændene i hæren som havde været med i kampen: „Dette er den lovbestemmelse som Jehova har påbudt Moses: 22 ’Kun guldet og sølvet, kobberet, jernet, tinnet og blyet, 23 alt hvad der kan komme i ild,*+ skal I lade gå gennem ild, og det skal være rent. Blot skal det renses for synd med renselsesvand.+ Men alt hvad der ikke kan komme i ild,* skal I lade gå gennem vand.+ 24 Og I skal vaske jeres klæder på den syvende dag og være rene, og bagefter kan I komme ind i lejren.’“+

25 Og Jehova sagde videre til Moses: 26 „Du og præsten Eleaʹzar og overhovederne for forsamlingens fædrenehuse* skal foretage en optælling af det der er taget [levende], de mennesker og husdyr der er bortført. 27 Og del det der er taget [levende] i to lige store dele mellem dem der tog del i kampen, dem der drog med på felttoget, og hele resten af forsamlingen.+ 28 Og som en afgift+ til Jehova skal du fra stridsmændene som drog med på felttoget tage én sjæl af hver fem hundrede, af mennesker og hornkvæg og æsler og småkvæg. 29 Af deres halvdel skal I* tage den, og du skal give den til præsten Eleaʹzar som et bidrag til Jehova.+ 30 Og af Israels sønners halvdel skal du tage én ud af hver halvtreds,* af mennesker, hornkvæg, æsler og småkvæg, af alle slags husdyr, og give dem til levitterne,+ som tager vare på pligterne ved Jehovas teltbolig.“+

31 Så gjorde Moses og præsten Eleaʹzar sådan som Jehova havde påbudt Moses. 32 Og det der var taget [levende], resten af hvad folkene der havde været med på felttoget, havde taget som plyndringsgods, udgjorde seks hundrede og femoghalvfjerds tusind stykker småkvæg 33 og tooghalvfjerds tusind stykker hornkvæg 34 og enogtres tusind æsler. 35 Med hensyn til menneskesjæle:+ af de kvinder som ikke havde kendt til at have samleje med nogen mand,+ udgjorde alle sjælene toogtredive tusind. 36 Og den halvdel der tilfaldt dem der drog med på felttoget, udgjorde i antal tre hundrede og syvogtredive tusind og fem hundrede stykker småkvæg. 37 Og afgiften+ til Jehova af småkvæget udgjorde seks hundrede og femoghalvfjerds. 38 Og der var seksogtredive tusind stykker hornkvæg, og afgiften af dem til Jehova var på tooghalvfjerds. 39 Og der var tredive tusind og fem hundrede æsler, og afgiften af dem til Jehova var på enogtres. 40 Og der var seksten tusind menneskesjæle, og afgiften af dem til Jehova var på toogtredive sjæle. 41 Så gav Moses afgiften, der var et bidrag til Jehova, til præsten Eleaʹzar,+ sådan som Jehova havde påbudt Moses.+

42 Og af Israels sønners halvdel, som Moses delte fra den der tilhørte mændene der havde været med på felttoget — 43 forsamlingens halvdel udgjorde tre hundrede og syvogtredive tusind og fem hundrede stykker småkvæg 44 og seksogtredive tusind stykker hornkvæg 45 og tredive tusind og fem hundrede æsler 46 og seksten tusind menneskesjæle — 47 af den halvdel som tilhørte Israels sønner tog Moses så den ene som skulle tages af hver halvtreds,* af mennesker og husdyr, og gav dem til levitterne,+ der tog vare på pligterne+ ved Jehovas teltbolig, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

48 Da trådte de som var sat over hærens tusinder,+ tusindførerne og hundredførerne,+ hen til Moses 49 og sagde til ham: „Dine tjenere har foretaget en optælling af de stridsmænd som står under os, og ikke en eneste iblandt os er meldt savnet.+ 50 Vi bringer derfor hver hvad vi har fundet, som en offergave til Jehova,+ guldting, ankelkæder og armbånd, signetringe,+ ørenringe og kvindesmykker,+ for at skaffe vore sjæle soning for Jehovas ansigt.“

51 Så modtog Moses og præsten Eleaʹzar guldet af dem,+ alt sammen forarbejdede ting. 52 Og alt guldet i det bidrag som de havde skænket Jehova, udgjorde seksten tusind syv hundrede og halvtreds sekel, fra tusindførerne og hundredførerne. 53 Mændene i hæren havde hver især taget plyndringsgods til sig selv.+ 54 Så modtog Moses og præsten Eleaʹzar guldet af tusindførerne og hundredførerne og bragte det til mødeteltet som et minde+ for Jehovas ansigt om Israels sønner.

32 Nu havde Rubens sønner+ og Gads sønner+ en talrig hjord, ja en stor mængde [kvæg]. Da de så Jaʹzers land+ og Giʹleads land, og se, stedet var et sted for hjorde, 2 kom Gads sønner og Rubens sønner og sagde til Moses og præsten Eleaʹzar og forsamlingens høvdinger: 3 „Aʹtarot,+ Diʹbon,+ Jaʹzer, Nimʹra,+ Hesjʹbon,+ El’aʹle,+ Seʹbam, Neʹbo+ og Beʹon,+ 4 det land Jehova har slået+ foran Israels forsamling, er et land for hjorde, og dine tjenere har hjorde.“+ 5 Og de sagde videre: „Hvis vi har fundet yndest i dine øjne, lad så dette land blive givet dine tjenere som ejendom. Tag os ikke med over Jordan.“+

6 Da sagde Moses til Gads sønner og Rubens sønner: „Skal jeres brødre gå i krig mens I bliver boende her?+ 7 Hvorfor vil I tage modet fra Israels sønner og afholde dem fra at drage over til det land som Jehova har givet dem? 8 Det var sådan jeres fædre gjorde+ da jeg sendte dem ud fra Kaʹdesj-Barneʹa+ for at se landet. 9 Da de drog op til Esjʹkols Regnflodsdal+ og så landet, tog de modet fra Israels sønner, så de ikke ville drage ind i det land som Jehova havde givet dem.+ 10 Derfor blussede Jehovas vrede op på den dag, og han svor+ og sagde: 11 ’De mænd der drog op fra Ægypten fra tyveårsalderen og opefter,+ kommer ikke til at se den jord som jeg tilsvor* Abraham, Isak og Jakob,+ fordi de ikke helt og fuldt har fulgt mig, 12 undtagen Kaʹleb,+ kenizzitten Jefunʹnes søn, og Josua,+ Nuns søn, fordi de har fulgt Jehova helt og fuldt.’ 13 Så blussede Jehovas vrede op mod Israel og han lod dem flakke om i ørkenen i fyrre år,+ indtil hele den generation som øvede ondt i Jehovas øjne var gået til grunde.+ 14 Og her har I rejst jer i jeres fædres sted, en yngel af syndige mennesker, for yderligere at øge* Jehovas brændende vrede+ mod Israel. 15 Hvis I vender jer bort fra ham,+ så vil han lade dem blive endnu længere i ørkenen,+ og I vil have handlet til ødelæggelse for hele dette folk.“+

16 Derpå kom de hen til ham og sagde: „Lad os bygge fårefolde med stengærder til vore hjorde her og byer til vore småbørn. 17 Men vi selv vil rustede drage af sted i kampformation+ i spidsen for Israels sønner indtil vi har bragt dem til deres sted; imens skal vore småbørn bo i befæstede byer, borte fra landets indbyggere. 18 Vi vender ikke tilbage til vore huse før Israels sønner hver har taget sin arvelod i eje.+ 19 Vi vil nemlig ikke tage nogen arvelod sammen med dem på den anden side af Jordan og videre frem, når vi har fået vores arvelod på denne side af Jordan, mod solopgangen.“+

20 Da sagde Moses til dem: „Hvis I gør dette; hvis I ruster jer til kamp for Jehovas ansigt,+ 21 og hver væbnet mand iblandt jer går over Jordan for Jehovas ansigt, indtil han har drevet sine fjender bort foran sig,+ 22 og landet bliver undertvunget for Jehovas ansigt,+ og I først bagefter vender tilbage,+ så skal I være fri for skyld over for Jehova og over for Israel; og dette land skal være jeres som ejendom for Jehovas ansigt.+ 23 Men hvis I ikke gør dette, da synder I mod Jehova.+ Og I skal vide at jeres synd vil indhente jer.+ 24 Byg jer byer til jeres småbørn og folde med stengærder til jeres fåreflokke, og gør det der er udgået af jeres mund.“+

25 Så sagde Gads sønner og Rubens sønner til Moses: „Dine tjenere vil gøre sådan som min herre befaler.+ 26 Vore småbørn, vore kvinder, vore hjorde og alle vore husdyr vil blive dér i Giʹleads byer,+ 27 men dine tjenere vil gå over, enhver som er udrustet til hæren,+ til kamp for Jehovas ansigt, sådan som min herre har sagt.“

28 Så gav Moses præsten Eleaʹzar og Josua, Nuns søn, og overhovederne for Israels sønners stammers fædrenehuse* befaling om dem. 29 Og Moses sagde til dem: „Hvis Gads sønner og Rubens sønner går med jer over Jordan, hver rustet til kamp+ for Jehovas ansigt, og landet bliver undertvunget foran jer, så skal I give dem Giʹleads land som ejendom.+ 30 Men hvis de ikke går rustede over sammen med jer,* skal der anvises dem ejendom iblandt jer i Kaʹna’ans land.“+

31 Da svarede Gads sønner og Rubens sønner: „Hvad Jehova har sagt til dine tjenere, det vil vi gøre.+ 32 Vi selv drager rustede over til Kaʹna’ans land+ for Jehovas ansigt, men den arvelod vi får til ejendom vil være her* på denne side af Jordan.“+ 33 Da gav Moses dem, det vil sige Gads sønner+ og Rubens sønner+ og Josefs søn Manasʹses halve stamme,+ amoritterkongen Siʹhons rige+ og Baʹsans konge Ogs rige,+ landet som hørte til dets byer i [deres] områder, og landets byer rundt om.*

34 Så byggede Gads sønner Diʹbon,+ Aʹtarot+ og Aʹroer,+ 35 Atʹrot-Sjoʹfan, Jaʹzer+ og Jogʹbeha,+ 36 Bet-Nimʹra+ og Bet-Haʹran,+ befæstede byer,+ og fårefolde med stengærder.+ 37 Og Rubens sønner byggede Hesjʹbon,+ El’aʹle+ og Kirjataʹjim,+ 38 Neʹbo,+ Baʹal-Meʹon+ — idet deres navne ændredes — og Sibʹma; og herefter kaldte de byerne som de byggede, med deres egne navne.*

39 Og Manasʹses søn Maʹkirs sønner+ drog mod Giʹlead og indtog det og drev amoritterne som var dér, bort. 40 Derpå gav Moses Giʹlead til Manasʹses søn Maʹkir, og han bosatte sig dér.+ 41 Og Manasʹses søn Jaʹir drog hen og indtog deres teltbyer, og herefter kaldte han dem Havʹvot-Jaʹir.+ 42 Og Noʹba drog hen og indtog Keʹnat+ og dens småbyer;* og herefter kaldte han den med sit eget navn, Noʹba.

33 Dette er de strækninger Israels sønner tilbagelagde da de gik ud af Ægyptens land,+ hærstyrke for hærstyrke,+ under Moses’ og Arons ledelse.+ 2 Og Moses optegnede på Jehovas befaling de steder de drog ud fra, strækning for strækning; og dette er de strækninger de tilbagelagde efter de steder de drog ud fra:+ 3 De brød altså op fra Raʹmeses+ i den første måned, på den femtende dag i den første måned.+ Dagen efter påsken+ gik Israels sønner ud med løftet hånd for øjnene af alle ægypterne.+ 4 Imens var ægypterne i færd med at begrave dem som Jehova havde slået ihjel iblandt dem, det vil sige alle de førstefødte;+ og over deres guder havde Jehova eksekveret straffedomme.+

5 Så brød Israels sønner op fra Raʹmeses+ og slog lejr i Sukʹkot.+ 6 Derpå brød de op fra Sukʹkot og slog lejr i Eʹtam,+ som ligger ved randen af ørkenen. 7 Dernæst brød de op fra Eʹtam og vendte om mod Pi-Haʹkirot,+ som ligger over for Baʹal-Zeʹfon,+ og slog lejr foran Migʹdol.+ 8 Derpå brød de op fra Pi-Haʹkirot* og gik midt igennem havet+ til ørkenen+ og vandrede tre dagsrejser i Eʹtams Ørken,+ hvorpå de slog lejr i Maʹra.+

9 Så brød de op fra Maʹra og kom til Eʹlim.+ Og i Eʹlim var der tolv vandkilder og halvfjerds palmetræer. Så slog de lejr dér. 10 Dernæst brød de op fra Eʹlim og slog lejr ved Det Røde Hav. 11 Derpå brød de op fra Det Røde Hav og slog lejr i Sins Ørken.+ 12 Så brød de op fra Sins Ørken og slog lejr i Dofʹka. 13 Derpå brød de op fra Dofʹka og slog lejr i Aʹlusj. 14 Dernæst brød de op fra Aʹlusj og slog lejr i Reʹfidim.+ Men dér var der intet vand folket kunne drikke. 15 Så brød de op fra Reʹfidim og slog lejr i Sinaj Ørken.+

16 Derpå brød de op fra Sinaj Ørken og slog lejr i Kibʹrot-Hattaʹava.+ 17 Så brød de op fra Kibʹrot-Hattaʹava og slog lejr i Haʹzerot.+ 18 Derpå brød de op fra Haʹzerot og slog lejr i Ritʹma. 19 Dernæst brød de op fra Ritʹma og slog lejr i Rimʹmon-Peʹrez. 20 Så brød de op fra Rimʹmon-Peʹrez og slog lejr i Libʹna. 21 Derpå brød de op fra Libʹna og slog lejr i Risʹsa. 22 Dernæst brød de op fra Risʹsa og slog lejr i Kehelaʹta. 23 Så brød de op fra Kehelaʹta og slog lejr ved Sjeʹfers Bjerg.

24 Derpå brød de op fra Sjeʹfers Bjerg og slog lejr+ i Haraʹda. 25 Så brød de op fra Haraʹda og slog lejr i Makʹhelot. 26 Dernæst brød de op+ fra Makʹhelot og slog lejr i Taʹhat. 27 Derpå brød de op fra Taʹhat og slog lejr i Taʹra. 28 Så brød de op fra Taʹra og slog lejr i Mitʹka. 29 Derpå brød de op fra Mitʹka og slog lejr i Hasjmoʹna. 30 Dernæst brød de op fra Hasjmoʹna og slog lejr i Moʹserot. 31 Så brød de op fra Moʹserot og slog lejr i Beʹne-Jaʹakan.+ 32 Derpå brød de op fra Beʹne-Jaʹakan og slog lejr i Hor-Haggidʹgad. 33 Dernæst brød de op fra Hor-Haggidʹgad og slog lejr i Jotbaʹta.+ 34 Derpå brød de op fra Jotbaʹta og slog lejr i Abroʹna. 35 Så brød de op fra Abroʹna og slog lejr i Ezʹjon-Geʹber.+ 36 Derpå brød de op fra Ezʹjon-Geʹber og slog lejr i Zins Ørken,+ det er Kaʹdesj.

37 Dernæst brød de op fra Kaʹdesj og slog lejr ved bjerget Hor+ i grænseområdet til Eʹdoms land. 38 Da gik præsten Aron op på bjerget Hor på Jehovas befaling og døde dér i det fyrretyvende år efter at Israels sønner var gået ud af Ægyptens land, i den femte måned, på den første [dag] i måneden.+ 39 Og Aron var et hundrede og treogtyve år gammel da han døde på bjerget Hor.

40 Imidlertid hørte kana’anæeren, kongen af Aʹrad,+ som boede i Neʹgeb+ i Kaʹna’ans land, om Israels sønners komme.

41 De brød så op fra bjerget Hor+ og slog lejr i Zalmoʹna. 42 Derpå brød de op fra Zalmoʹna og slog lejr i Puʹnon. 43 Dernæst brød de op fra Puʹnon og slog lejr i Oʹbot.+ 44 Så brød de op fra Oʹbot og slog lejr i Ijʹje-Ha’aʹbarim* ved grænsen til Moʹab.+ 45 Dernæst brød de op fra Ijʹjim og slog lejr i Diʹbon-Gad.+ 46 Derpå brød de op fra Diʹbon-Gad og slog lejr i Alʹmon-Diblataʹjim. 47 Så brød de op fra Alʹmon-Diblataʹjim+ og slog lejr i Aʹbarimbjergene*+ foran Neʹbo.+ 48 Til sidst brød de op fra Aʹbarimbjergene og slog lejr på Moʹabs ørkensletter+ ved Jordan, over for Jeriko. 49 Og de lå lejrede ved Jordan fra Bet-Jeʹsjimot+ til Aʹbel-Sjitʹtim+ på Moʹabs ørkensletter.

50 Og Jehova talte da til Moses på Moʹabs ørkensletter ved Jordan, over for Jeriko,+ idet han sagde: 51 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’I står nu i begreb med at gå over Jordan, ind i Kaʹna’ans land.+ 52 Og I skal drive alle landets indbyggere bort* foran jer og ødelægge alle deres stenfigurer,*+ og I skal ødelægge alle deres støbte billeder+ og tilintetgøre alle deres offerhøje.+ 53 Og I skal tage landet i besiddelse og bo i det, for jer giver jeg landet i eje.+ 54 Og I skal fordele landet mellem jer ved lodkastning,+ efter jeres slægter.+ Den [slægt] der er stor, skal I give en større arvelod, og den der er lille, skal I give en mindre arvelod.+ Hvor loddet falder for ham, dér er hans [arvelod].+ Efter jeres fædrenestammer skal I fordele arvelodderne mellem jer.+

55 Men hvis I ikke driver landets indbyggere bort foran jer,+ da skal de som I levner af dem, blive som pigge i jeres øjne og torne i jeres sider, og de skal modstå jer i det land I bor i.+ 56 Og sådan som jeg havde tænkt at gøre ved dem, vil jeg gøre ved jer.’“+

34 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 2 „Giv Israels sønner følgende påbud og sig til dem: ’I står nu i begreb med at gå ind i Kaʹna’ans land.+ Dette er det land der* vil tilfalde jer som arvelod,+ Kaʹna’ans land, efter dets grænser.+

3 Og jeres sydside skal strække sig fra Zins Ørken langs med Eʹdom,+ og jeres sydgrænse skal mod øst strække sig fra den yderste ende af Salthavet.+ 4 Og jeres grænse skal ændre retning syd om Akrabʹbimpasset*+ og gå over til Zin, og dens endepunkt* skal være syd for Kaʹdesj-Barneʹa;+ og den skal nå ud til Haʹzar-Adʹdar+ og gå over til Azʹmon. 5 Og grænsen skal ændre retning ved Azʹmon mod Ægyptens Regnflodsdal,+ og dens endepunkt skal være ved havet.*+

6 Med hensyn til vestgrænsen,+ så skal den for jer være Det Store Hav og kysten. Dette skal være jeres vestgrænse.

7 Og dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække jer en linje til bjerget Hor.*+ 8 Fra bjerget Hor skal I trække en linje til indgangen til Haʹmat,+ og grænsens endepunkt skal være ved Zeʹdad.+ 9 Og grænsen skal nå ud til Zifʹron,* og dens endepunkt skal være Haʹzar-Eʹnan.+ Dette skal være jeres nordgrænse.

10 Og I skal som grænse for jer mod øst trække en linje fra Haʹzar-Eʹnan til Sjeʹfam. 11 Og fra Sjeʹfam* skal grænsen gå ned til Ribʹla* øst for Aʹjin, og grænsen skal gå ned og støde til højdedragene øst for Kinʹnerethavet.*+ 12 Og grænsen skal gå ned til Jordan, og dens endepunkt skal være Salthavet.+ Dette bliver jeres land+ efter dets grænser hele vejen rundt.’“

13 Derpå gav Moses Israels sønner følgende påbud: „Dette er det land som I skal fordele mellem jer ved lodkastning+ [og] som Jehova har påbudt at give de ni og en halv stamme.+ 14 For rubenitternes sønners stamme, efter deres fædrenehuse, og gaditternes sønners stamme, efter deres fædrenehuse, har allerede modtaget deres arvelod, og Manasʹses halve stamme har også modtaget sin.+ 15 De to og en halv stamme har allerede modtaget deres arvelod på denne side af Jordan, over for Jeriko, mod øst, mod solopgangen.“+

16 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 17 „Dette er navnene på de mænd der skal uddele landet som arvelodder til jer: præsten Eleaʹzar+ og Josua, Nuns søn.+ 18 Og I skal tage én høvding af hver stamme til at uddele landet som arvelodder.+ 19 Og dette er navnene på mændene: Af Judas stamme+ Kaʹleb, Jefunʹnes søn;+ 20 og af Siʹmeons sønners stamme+ Sjeʹmuel, Amʹmihuds søn; 21 af Benjamins stamme+ Eʹlidad, Kisʹlons søn; 22 og af Dans sønners stamme+ en høvding, Bukʹki, Jogʹlis søn; 23 af Josefs sønner:+ af Manasʹses sønners stamme+ en høvding, Hanʹniel, Eʹfods søn; 24 og af Eʹfraims sønners stamme+ en høvding, Keʹmuel, Sjifʹtans søn; 25 og af Zeʹbulons sønners stamme+ en høvding, Elizaʹfan, Parʹnaks søn; 26 og af Isʹsakars sønners stamme+ en høvding, Palʹtiel, Azʹzans søn; 27 og af Aʹsers sønners stamme+ en høvding, Aʹhihud, Sjeloʹmis søn; 28 og af Nafʹtalis sønners stamme+ en høvding,* Peʹdael, Amʹmihuds søn.“ 29 Det er dem som Jehova påbød at tildele Israels sønner deres arvelod i Kaʹna’ans land.+

35 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses på Moʹabs ørkensletter ved Jordan,+ over for Jeriko, idet han sagde: 2 „Giv Israels sønner påbud om at de, af den arvelod de får til ejendom, skal give levitterne byer+ at bo i, og de skal give levitterne den græsgang der hører til byerne rundt om dem.+ 3 Og de skal have byerne at bo i, mens græsgangene skal være til deres husdyr og de [hjorde] de har samlet sig, og hele deres øvrige dyrebestand. 4 Og græsgangene om de byer I giver levitterne, skal strække sig fra bymuren og tusind* alen udefter, hele vejen rundt. 5 Og uden for byen skal I på østsiden måle to tusind alen og på sydsiden to tusind alen og på vestsiden to tusind alen og på nordsiden to tusind alen, med byen i midten. Dette skal tilhøre dem som byernes græsgange.

6 Dette er de byer I skal afgive til levitterne: seks tilflugtsbyer,+ som I skal afgive for at manddraberen* kan flygte dertil,+ og foruden dem skal I afgive toogfyrre andre byer. 7 De byer som I afgiver til levitterne bliver da i alt otteogfyrre byer, med tilhørende græsgange.+ 8 De byer I afgiver, skal være af Israels sønners ejendom.+ Fra dem der er mange, skal I tage mange, og fra dem der er få, skal I tage få.+ Hver [stamme] skal i forhold til den arvelod den får i eje, afgive nogle af sine byer til levitterne.“

9 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 10 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’I står nu i begreb med at gå over Jordan til Kaʹna’ans land.+ 11 Og I skal vælge byer som ligger bekvemt for jer. De skal tjene som tilflugtsbyer for jer, og den manddraber der af vanvare slår en sjæl ihjel, skal flygte dertil.+ 12 Og byerne skal tjene jer som tilflugt for blodhævneren,*+ for at manddraberen ikke skal dø før han har stået til doms for forsamlingen.+ 13 Og de byer som I afgiver, de seks tilflugtsbyer, skal stå til jeres tjeneste. 14 I skal afgive tre byer på denne side af Jordan,+ og I skal afgive tre byer i Kaʹna’ans land.+ De skal tjene som tilflugtsbyer. 15 For Israels sønner og for den fastboende udlænding+ og for indvandreren iblandt dem skal disse seks byer tjene som en tilflugt, så enhver der af vanvare slår en sjæl ihjel, kan flygte dertil.+

16 Men hvis han har slået ham med et jernredskab og han dør, er vedkommende en morder.+ Morderen skal ubetinget lide døden.+ 17 Og hvis han har slået ham med en sten man kan have i hånden* [og] hvormed man kan forårsage død, og han dør, er vedkommende en morder. Morderen skal ubetinget lide døden. 18 Og hvis* han har slået ham med et træredskab man kan have i hånden [og] hvormed man kan forårsage død, og han dør, er vedkommende en morder. Morderen skal ubetinget lide døden.

19 Det er blodhævneren+ der skal lade morderen lide døden. Når han træffer ham, skal han lade ham dø. 20 Og hvis en i had har skubbet til nogen+ eller mens han lå på lur*+ har kastet [noget] mod nogen og vedkommende dør, 21 eller en i fjendskab har slået nogen med hånden og vedkommende dør, skal den der slog, ubetinget lide døden. Han er en morder. Blodhævneren skal lade morderen lide døden når han træffer ham.+

22 Men hvis det er uforvarende, uden at nære fjendskab, han har skubbet til ham, eller han har kastet et eller andet redskab mod ham uden at ligge på lur,*+ 23 eller [han har kastet] en sten som kan forårsage død, uden at have set ham, eller han forårsager at den falder ned på ham og han dør, og han ikke har næret fjendskab til ham eller søgt hans ulykke, 24 så skal forsamlingen dømme mellem den der voldte slaget og blodhævneren efter disse retsbestemmelser.+ 25 Og forsamlingen+ skal udfri manddraberen af blodhævnerens hånd, og forsamlingen skal føre ham tilbage til den tilflugtsby som han var flygtet til, og han skal bo i den indtil ypperstepræsten som er salvet med den hellige olie,+ dør.

26 Men hvis manddraberen vover at gå uden for grænsen til den tilflugtsby hvortil han er flygtet, 27 og blodhævneren+ da finder ham uden for hans tilflugtsbys grænse, og blodhævneren dræber manddraberen, har han ingen blodskyld. 28 For han skal bo i sin tilflugtsby indtil ypperstepræstens død;+ først efter ypperstepræstens død kan manddraberen vende tilbage til den jord der er hans ejendom. 29 Og dette skal tjene som en retslig ordning for jer i denne og kommende generationer, overalt hvor I bor.

30 Enhver der slår en sjæl ihjel skal dræbes som morder+ på vidners udsagn;*+ men ét vidne kan ikke aflægge vidnesbyrd imod en sjæl og forårsage vedkommendes død. 31 Og I må ikke tage imod en løsesum for en morders sjæl som er skyldig til døden,+ for han skal visselig lide døden.+ 32 Og I må ikke tage imod en løsesum for en som er flygtet til sin tilflugtsby, for at han kan vende tilbage og bosætte sig i landet inden ypperstepræstens* død.

33 Og I må ikke besudle landet I er i;* for det er blod der besudler landet,+ og der fås ingen soning for landet for det blod der er blevet udgydt i det, uden ved blodet af den der har udgydt det.+ 34 Og du må ikke besmitte det land I bor i, i hvis midte jeg har min bolig; for jeg, Jehova, har min bolig midt iblandt Israels sønner.’“+

36 Da trådte overhovederne for fædrenehusene* i Giʹleads sønners slægt — [Giʹlead var] en søn af Manasʹses søn Maʹkir,+ af Josefs sønners slægter — frem og talte foran Moses* og høvdingerne, overhovederne for Israels sønners fædrenehuse,* 2 og sagde: „Jehova gav min herre påbud om at give landet i arv til Israels sønner ved lodkastning,+ og min herre fik af Jehova påbud om at give vor broder Zeʹlofhads arv til hans døtre.+ 3 Hvis de nu bliver gift med sønner* af de andre af Israels sønners stammer, så vil deres arvelod blive taget bort fra vore fædres arvelod og lagt til den stammes arvelod som de kommer til at tilhøre, så den bliver taget bort fra den arvelod der tilfaldt os ved lodkastning.+ 4 Og når jubelåret+ kommer for Israels sønner, så vil deres arvelod blive lagt til den stammes arvelod som de kommer til at tilhøre, så deres arvelod vil blive taget bort fra vor fædrenestammes arvelod.“

5 Så gav Moses på Jehovas befaling Israels sønner følgende påbud idet han sagde: „Josefs sønners stamme har ret i det de siger. 6 Følgende har Jehova påbudt angående Zeʹlofhads døtre:+ ’De kan gifte sig med hvem det synes godt i deres øjne. Kun skal de gifte sig inden for deres faders stammes slægt.+ 7 Og ingen af Israels sønners arvelod må overdrages fra stamme til stamme, for Israels sønner skal hver især holde fast ved sin fædrenestammes arvelod. 8 Og enhver datter som får en arvelod i eje blandt Israels sønners stammer, skal gifte sig med en af sin faders stammes slægt,+ for at Israels sønner hver kan få sine forfædres arvelod i eje. 9 Ingen arvelod må overdrages fra én stamme til en anden, for Israels sønners stammer bør hver holde fast ved sin egen arvelod.’“

10 Som Jehova havde påbudt Moses, sådan gjorde Zeʹlofhads døtre.+ 11 Og Maʹla, Tirʹza og Hogʹla og Milʹka og Noʹa, Zeʹlofhads døtre,+ giftede sig så med sønner af deres faders brødre.* 12 De giftede sig med nogle i Josefs søn Manasʹses sønners slægter, så deres arvelod fortsat blev i deres faders slægts stamme.

13 Det er de bud+ og lovbud som Jehova gav Israels sønner ved Moses på Moʹabs ørkensletter ved Jordan, over for Jeriko.+