70 skønne år i tjenesten for Jehova i Cuba

Livet i vores lille landsby var stille og roligt. Vi boede i nærheden af meget af vores familie, blandt andet onkler, tanter og bedsteforældre. Vi havde hvad vi skulle bruge, og var glade.

Da jeg var omkring fem år, begyndte mine forældre at studere Bibelen med Walton Jones. Han var en flittig forkynder, der gik omkring ti timer for at komme ud til vores landsby. Hver gang han besøgte os, samledes mange i min familie i mine bedsteforældres hus, og så sad de der og talte med Walton i flere timer om Bibelen. Mine forældre, min farbror Pedro og min faster Ela elskede det de lærte, og der gik ikke lang tid før de blev døbt som Jehovas Vidner. Ela er nu næsten 100 år gammel og er stadig pioner.

Dengang kunne vi her i Cuba frit forkynde og mødes for at tilbede Jehova. Folk vidste altid hvem vi var når vi kom til deres dør, for Jehovas Vidner var kendt for at gå fra hus til hus slæbende på store tasker fyldt med bibelsk litteratur. Jeg kan huske at vi gik mange kilometer i forkyndelsen da jeg var barn og ung. Det var “gode tider”, og jeg har skønne minder fra tjenesten dengang. Men der var “svære tider” på vej. – 2. Tim. 4:2.

DE SVÆRE TIDER BEGYNDER

Samme år som mine forældre lærte sandheden at kende, tog min far og min farbror Pedro til et stævne på en anden del af øen. Desværre fik de begge to tyfus af noget forurenet vand de drak på turen. Jeg kan huske at Pedro mistede alt sit hår efter at de kom tilbage. Han kom sig heldigvis, men det gjorde min far ikke. Han var bare 32 år da han døde.

Efter at far døde, besluttede mor at vores lille familie skulle flytte ind hos hendes bror, der boede i landsbyen Lombillo. Det betød at vi skulle flytte væk fra min fars side af familien, som vi var tæt knyttet til, deriblandt vores bedsteforældre. Det var selvfølgelig en omvæltning, men min mor, mine søstre og jeg blev ved med at tjene Jehova.

Den 26. august 1957, da jeg var ti år gammel, blev jeg døbt i et vandreservoir lidt uden for Lombillo. Jeg var lykkeligt uvidende om at forholdene for Jehovas Vidner i Cuba ville ændre sig drastisk inden for de næste to år. I 1959 blev regeringen væltet, og et kommunistisk styre overtog magten.

Det nye styre lagde stor vægt på et stærkt militær og militærtjeneste. Det påvirkede selvfølgelig Jehovas Vidner, der overalt i verden forholder sig neutrale når det gælder politik og militære spørgsmål. På grund af vores neutralitet mistede vi gradvist den frihed som vi havde haft til at tilbede og tjene Jehova frit. Til sidst forbød regeringen vores religiøse aktiviteter, og hundredvis af brødre blev sat i fængsel. Der blev de ikke behandlet særligt godt. Nogle blev banket af fængselsvagterne og fik ikke mad nok. Og nogle gange indeholdt det mad der blev serveret, blod, som Bibelen siger vi skal holde os fra.

Selvom forholdene var vanskelige, blev vi ved med at mødes med vores brødre og søstre for at tilbede Jehova. (Hebr. 10:25) Vi holdt stævner på ret usædvanlige steder rundt omkring i landet, for eksempel på gårde. Jeg kan huske engang hvor en bror stillede sin lade til rådighed. Laden var normalt der hvor han havde sine får, og vi havde hverken tid til at gøre rent eller finde et nyt sted til de brægende får inden stævnet. Men vi fik trods alt det åndelige program – bogstavelige og symbolske får side om side. – Mika 2:12.

Vi var meget taknemmelige for det store arbejde brødrene gjorde for at vi kunne få åndelig mad. For eksempel blev stævneprogrammerne optaget på forhånd på kassettebånd og derefter sendt ud til vennerne rundt omkring i landet. Nogle gange var to brødre alene om opgaven med at udarbejde, holde og optage alle foredragene til hele programmet. Fordi brødrene optog foredragene i hemmelighed på steder hvor de ikke ville blive opdaget, kunne der være interessante baggrundslyde, for eksempel haner der galede. Der var ikke altid elektricitet der hvor stævnet skulle holdes. Så brugte man et system med en cykel der kunne generere strøm ved hjælp af en dynamo. Så længe nogen trådte i pedalerne, havde vi strøm til at afspille båndet og høre programmet. Vi havde måske ikke helt optimale forhold, og vi havde heller ikke alle de publikationer der var tilgængelige andre steder i verden. Men vi manglede aldrig åndelig mad, og vi var glade for at kunne tjene Jehova sammen. – Neh. 8:10.

ET NYT LIV SOM HELTIDSTJENER OG FAMILIEFAR

Da jeg blev 18, begyndte jeg som pioner i byen Florida. Et års tid senere blev jeg udnævnt som specialpioner i byen Camagüey, der var hovedby i provinsen. Det var der jeg mødte Emilia, en smuk søster fra Santiago de Cuba. Vi begyndte at komme sammen, og inden for et år blev vi gift.

Jeg fik et fuldtidsarbejde på en af de mange statsejede sukkermøller. Emilia og jeg kunne desværre ikke fortsætte som pionerer, men vi ville stadig gerne gøre så meget som muligt i tjenesten for Jehova. Jeg fik det arrangeret sådan at jeg kunne tage vagterne fra klokken 3 om natten til klokken 11 om formiddagen. Jeg må sige at jeg ikke ligefrem elskede at skulle op midt om natten. Men det var det der gjorde det muligt for mig at komme i tjenesten og komme til alle møderne sammen med Emilia.

I 1969 blev vores første søn, Gustavo, født. Jeg var blevet spurgt om jeg ville begynde i heltidstjenesten igen, den her gang i kredstjenesten. Dengang var det ikke så unormalt i Cuba at være i kredstjenesten mens man havde børn. Det blev starten på en af de lykkeligste men også travleste perioder i vores liv. Emilia og jeg var meget taknemmelige for at få lov til at hjælpe vores brødre og søstre på den måde. I løbet af den tid vi var i kredstjenesten, fik vi to sønner mere, Obed og Abner, og en datter, Mahely.

Det gør mig glad at se tilbage på vores tid i kredstjenesten, for det var så tydeligt for os at Jehova hjalp og støttede sit folk i Cuba. Og Emilia og jeg mærkede også at han hjalp os som forældre til at tage os af vores ansvar og hjælpe vores børn til at få et tæt venskab med ham. Men hvordan var det for os at være i kredstjenesten dengang? Det vil jeg gerne fortælle lidt mere om nu.

LIVET I KREDSTJENESTEN UNDER FORBUD

I 60’erne og 70’erne begyndte vi for alvor at mærke virkningerne af forbuddet. Vi kunne ikke længere komme i rigssalene, missionærerne blev udvist af landet, mange unge brødre blev anholdt og sat i fængsel, og afdelingskontoret i Havana blev lukket.

På grund af forbuddet kunne vi kun besøge menighederne i weekenderne. Så hver menighed fik besøg to weekender i træk. Vi pakkede let og tog ofte cyklen rundt, for det var det mindst opsigtsvækkende. Vores besøg var selvfølgelig hemmelige, og udadtil fik vi det til at ligne at vi bare var på familiebesøg. Det var ikke så svært. Faktisk hyggede vi os så meget sammen med vennerne – som om vi var en familie – at vi skulle passe på at vi ikke glemte hvorfor vi var der, nemlig for at styrke og opmuntre menighederne. (Mark. 10:29, 30) Men vi måtte stadig være forsigtige. Politiet holdt ofte øje med os og tog os med for at afhøre os. Dem vi boede hos, risikerede endda at blive anholdt hvis vi blev opdaget. – Rom. 16:4.

I den periode mødte vi mange brødre og søstre der var usædvanligt gavmilde selvom de havde meget få midler. I nogle områder kunne man næsten ikke se menneskene for bare myg, men tit var vennerne så søde at de gav os deres eneste myggenet så vi kunne sove godt om natten. Andre åbnede deres hjem for os selvom de havde meget lidt mad. Faktisk tog vi nogle gange selv mad med som vi delte med dem vi boede hos.

Vi kunne ikke have alle vores børn med os når vi besøgte menighederne, så vi rejste bare med ét barn, og så passede min mor og min søster de andre derhjemme. Det kunne ligefrem være en fordel at rejse med en baby. Nogle gange stoppede politiet os og gennemsøgte vores ting. Men de fandt ikke publikationerne, for dem havde vi gemt i posen med de beskidte bleer – et sted politiet aldrig ville lede.

Jeg beundrer Emilia for alt det hun gjorde for at tage sig af børnene samtidig med at hun støttede mig i min opgave. Jeg arbejdede stadig på møllen, og det lykkedes mig at finde en god balance mellem mit arbejde og min opgave som kredstilsynsmand. Hvordan? Nogle gange tog jeg to vagter i træk en eller to gange om ugen så jeg kunne have fri i weekenden. Men senere ændrede min arbejdsopgave sig, og jeg blev ansvarlig for et hold. Det betød at jeg skulle arbejde syv dage om ugen, og det var desværre ikke til forhandling. Men jeg fandt ud af at så længe jeg organiserede arbejdet godt og gav mit hold nok at lave, manglede de mig ikke i weekenderne når jeg besøgte menighederne. Så vidt jeg ved, lagde ingen af mine chefer mærke til at jeg var væk.

EN TID MED FORANDRINGER

En dag i 1994 indkaldte de brødre der førte an i arbejdet i Cuba, alle de rejsende tilsynsmænd – vi var 80 i alt – til et særligt møde i Havana. Det var så skønt endelig at møde hinanden efter alle de år! Ved mødet talte vi først om nogle organisatoriske justeringer. Og så blev der bragt en chokerende meddelelse! Brødrene havde tænkt sig at give myndighederne en liste med alle vores navne. Hvorfor ville de dog gøre det?

De forklarede at de havde haft en række møder med nogle myndighedspersoner med det formål at forbedre forholdet mellem staten og Jehovas Vidner. Myndighederne havde bedt om at få en liste med navnene på alle de rejsende tilsynsmænd. Alle os der var til stede, gik med til at oplyse vores navne. I tiden derefter begyndte vi at se de gode resultater af vores dialog med myndighederne.

Med tiden blev det muligt for os at mødes og forkynde frit, selvom vores trossamfund ikke blev juridisk anerkendt. Senere fandt vi ud af at myndighederne allerede var klar over hvem nogle af de rejsende tilsynsmænd var, men de ville have os til at bekræfte de navne de havde.

I september 1994 fik vi lov til at åbne et afdelingskontor igen. Utroligt nok viste det sig at vi kunne bruge den samme bygning som myndighederne havde lukket ned 20 år tidligere.

Og så i 1996 blev Emilia og jeg ringet op og spurgt om vi ville komme ind og tjene på Betel. Det kom fuldstændigt bag på os. Efter at det første chok havde lagt sig, mindede jeg brødrene om at vi jo stadig havde to hjemmeboende børn vi skulle tage os af. Kort efter vendte de tilbage og sagde at de stadig gerne ville have at vi kom, og at der selvfølgelig ville blive taget hensyn til vores situation. Så vi sagde ja til opgaven og begyndte at planlægge vores flytning til Havana.

For at være helt ærlig var jeg i begyndelsen ikke særligt begejstret for at være på Betel. Jeg havde svært ved bare at sidde på et kontor hele dagen. Jeg havde været så mange år i kredstjenesten at mit hjerte stadig bankede for den opgave, for vennerne og for distriktet. Men de andre betelitter og især min hustru, Emilia, hjalp mig til at få det rigtige perspektiv. Med tiden fik jeg glæden tilbage, og nu elsker jeg at være på Betel.

Emilia og jeg er ikke helt unge længere, men vi bliver varme om hjertet når vi tænker tilbage på alle de trofaste brødre og søstre der har været en del af vores liv i årenes løb. Noget der især gør os glade, er at se at vores børn og vores børnebørn elsker Jehova. Vi er helt enige i det apostlen Johannes gav udtryk for da han var kommet op i årene: “Der er ikke noget der gør mig mere glad end at høre at mine børn bliver ved med at følge sandhedens vej.” – 3. Joh. 4.

Nu har vi været på Betel i omkring 30 år, og selvom kræft og høj alder nogle gange gør hverdagen besværlig, er vi taknemmelige for at vi stadig kan gøre noget for vennerne hver dag. Der har selvfølgelig været perioder med udfordringer, men de blegner i forhold til de 70 år hvor vi har tjent “den lykkelige Gud” her på den smukke ø Cuba. – 1. Tim. 1:11; Sl. 97:1.