6.-12. JULI 2026
SANG NR. 98 Bibelen – inspireret af Gud
Bliv god til at identificere Bibelens principper
“Få en klar forståelse af hvad der er Guds gode og fuldkomne vilje, og hvad han godkender.” – ROM. 12:2.
FOKUS
At forklare hvad principper er, og hvordan vi kan identificere dem når vi læser i Bibelen.
1-2. (a) Hvornår blev Bibelen skrevet? (b) Hvorfor er Bibelen stadig relevant i dag?
BIBELEN er en meget gammel bog. De første dele af den blev skrevet for omkring 3.500 år siden, og den blev færdiggjort for næsten 2.000 år siden. Men det budskab den indeholder, er stadig levende og har kraft. (Hebr. 4:12; 2. Tim. 3:16, 17) Millioner af mennesker kan skrive under på at Bibelen har hjulpet dem til at tackle de udfordringer livet i dag giver.
2 Men hvordan kan sådan en gammel bog stadig være relevant i dag? Det er der to grundlæggende årsager til. For det første kommer Bibelens budskab fra den “levende Gud”, ham der har skabt alting, og som ved alt. (1. Tim. 4:10; Rom. 16:26, 27) For det andet indeholder den principper der ikke ændrer sig over tid. De er aktuelle uanset hvilken tidsperiode man lever i, og hvilke problemer man kæmper med.
3. Hvilke spørgsmål vil vi få svar på i den her artikel?
3 Hvad er et bibelsk princip? Hvorfor er det vigtigt at vi lever efter Bibelens principper i dag? Hvordan kan vi identificere principperne når vi læser i Bibelen? De spørgsmål vil vi få svar på i artiklen her. Vi vil også se på hvordan Jesus hjalp andre til at se værdien af principper.
HVAD ER ET BIBELSK PRINCIP?
4. Hvad er et bibelsk princip?
4 Et bibelsk princip er en grundlæggende sandhed fra Gud. Lovene i Bibelen er baseret på principper, og nogle gange er et princip formuleret som en lov. (Matt. 22:37) Men principper er bedre end love, der kan være begrænsede på den ene eller den anden måde. En lov kan nemlig være givet til en specifik tid eller situation. Principper derimod giver et større indblik i Jehovas måde at tænke på. Man kan sige at princippet er selve ræsonnementet bag loven. Der er altid en god grund til hver eneste af Jehovas love, men principperne som de er baseret på, kan bruges i mange forskellige situationer og til alle tider. (Sl. 119:111) Det kan af og til være nødvendigt at ændre en lov, men principper har ingen udløbsdato og bliver aldrig forældede. – Esa. 40:8.
5. Hvordan kan man illustrere forskellen på en lov og et princip? (Se også billederne).
5 Lad os se på en illustration der kan hjælpe os til at forstå forskellen på en lov og et princip. En mor siger måske til sin lille søn: “Du må ikke røre ved komfuret.” Det er en regel, eller en lov. Men princippet, eller tanken, bag loven er: Du kommer til skade hvis du rører ved noget der er meget varmt. Det princip gælder ikke kun komfuret; det kan også gælde i forbindelse med et strygejern, en brændeovn eller andre ting man kan brænde sig på. Princippet gælder heller ikke kun i familiens hjem, men også andre steder. Efterhånden som barnet bliver ældre, vil han sikkert begynde at bruge komfuret. Han vil dog stadig passe på at han ikke brænder sig på det. Så loven ændrer sig, men princippet bag forbliver det samme.
En lov kan ændre sig, men princippet bag er det samme. (Se paragraf 5)
HVORFOR ER PRINCIPPER VIGTIGE?
6. (a) Hvordan guider Jehova os? (b) Hvordan viser Jehova os tillid?
6 Fordi Jehova elsker os, har han givet os nogle love som kan hjælpe os til at undgå en masse problemer. (Jak. 2:11) Men ikke nok med det, han har også hjulpet os til at forstå principperne bag lovene. Ved hjælp af sit ord, Bibelen, guider han os på mange forskellige områder af livet hvor der måske ikke lige er en specifik lov. Bibelens principper kan hjælpe os til at træffe gode beslutninger i livet og gøre det der glæder Jehova. Det at Jehova har givet os principper, er et udtryk for at han har stor tillid til os, og at han har givet os frihed til at træffe beslutninger der viser at vi elsker ham og hans normer. – Gal. 5:13.
7. Hvordan kan man illustrere værdien af Bibelens principper? (Se også billedet).
7 For at illustrere hvordan Bibelens principper kan hjælpe os, kan vi tænke på de skilte der er langs vejene. Mange af dem informerer os om nogle love som man kan blive straffet for at overtræde. Det kunne for eksempel være stopskilte eller hastighedsskilte. Men andre skilte informerer bilisterne om at der er en mulig fare. Måske fortæller de at vejen kan være glat, eller at der kan være dyr på vejen. En erfaren bilist vil bruge sin dømmekraft og køre forsigtigt når han ser sådan nogle skilte. Hvis det regner eller sner, vil han tilpasse sin kørsel til forholdene. På samme måde indeholder Bibelen nogle love der viser hvilke ting Jehova hader, og som vi må gøre alt for at undgå. Derudover giver Bibelen os nogle principper der kan hjælpe os til at undgå tanker og handlinger der kunne få os til at bryde en af Guds love. Det er noget der kræver at vi bruger vores dømmekraft.
Mange vejskilte advarer bilister mod mulige farer. Bibelens principper kan gøre noget lignende. (Se paragraf 7)
8. Hvad bliver vi bedre til når vi er på udkig efter principper i Bibelen? (Romerne 12:1, 2)
8 Men der er også noget andet vigtigt vi får ud af at lede efter principper i Bibelen og leve efter dem. For eksempel bliver vi bedre til at forstå Jehovas måde at tænke på. Vi lærer at tænke over hvordan vi kan bruge det vi læser i Bibelen, i vores liv. Vi spørger os selv hvorfor Jehova har taget det vi læser, med i sit ord, og hvordan vi kan få gavn af det. På den måde bliver vi oplært til at tjene Jehova med “sund fornuft”. Vi får “en klar forståelse af hvad der er Guds gode og fuldkomne vilje, og hvad han godkender”. – Læs Romerne 12:1, 2.a
9. Hvorfor er det ellers godt for os at leve efter Bibelens principper? (Hebræerne 5:13, 14)
9 Bibelens principper hjælper os til at blive modne tjenere for Jehova. Når vi lever efter Bibelens principper, styrker vi vores venskab med Jehova. (Læs Hebræerne 5:13, 14). Små børn har måske brug for en lang liste med love, eller regler, så de ved hvordan de skal opføre sig i forskellige situationer. Og måske følger de kun reglerne af frygt for konsekvenserne ved ikke at gøre det. Jehova behandler os ikke som små børn, men som modne voksne. Han har tillid til at vi kan træffe beslutninger der stemmer med det han ønsker, og når vi gør det, bliver han meget glad. – Sl. 147:11; Ordsp. 23:15, 26; 27:11.
HVORDAN KAN VI IDENTIFICERE BIBELENS PRINCIPPER?
10. Hvordan kan vi identificere principperne i Bibelen?
10 Når vi læser i Bibelen og leder efter principper, vil det hjælpe os til bedre at forstå hvordan Jehova tænker og føler. Vi kan identificere principper når vi er på udkig efter ræsonnementet bag en lov. Jo bedre vi forstår ræsonnementet, jo bedre vil vi forstå Jehova. Men for at kunne forstå Jehovas måde at tænke på må vi bede ham om at hjælpe os og selv gøre noget for at udvikle vores evne til at tænke. (Ordsp. 2:10-12) Det kan vi gøre ved at stille os selv spørgsmål som: “Hvorfor har Jehova givet den her lov? Er der andre handlinger som loven kunne antyde at Jehova ikke synes om? Hvad kan jeg personligt lære af den beretning jeg lige har læst, og hvordan kan jeg bruge det i mit liv?” Når vi har lært at identificere principperne bag Bibelens love og beretninger, vil vi kunne træffe gode beslutninger i livet – beslutninger som vil glæde Jehova.
11. Hvordan hjalp Jesus os til at identificere principperne i Bibelen? (Se også billedet).
11 I sin bjergprædiken viste Jesus os hvordan vi kan identificere principperne i Bibelen. Lad os se på tre eksempler. I hvert tilfælde nævnte Jesus først loven. Derefter forklarede han hvad der var tanken, eller princippet, bag loven. Mens vi nu går i dybden med de principper Jesus identificerede, vil vi finde ud af hvordan de kan hjælpe os til at træffe kloge beslutninger i dag.
I Bjergprædikenen viste Jesus os hvordan vi kan identificere principperne bag Guds love. (Se paragraf 11)
12. Hvilket princip kan man udlede af loven i Matthæus 5:21, 22? (Se også billedet).
12 Læs Matthæus 5:21, 22. Hvilket princip kan man udlede af loven “du må ikke myrde”? Jehova vil ikke have at vi hader andre, og det må hverken komme til udtryk i vores handlinger, ord eller tanker. Jesus sagde at selvom en person ikke ligefrem begår mord, ville han stadig tilsidesætte selve princippet bag loven hvis han hadede sin bror. Man skal “stå til ansvar” over for Jehova hvis man “bliver ved med at være vred på sin bror” og taler grimt om ham. I virkeligheden er det netop den indstilling og de følelser der i sidste ende kan føre til mord. – 1. Joh. 3:15.
13. Hvordan kan vi anvende princippet i Matthæus 5:21, 22 i vores liv? (Se også billedet).
13 Hvordan kan vi anvende princippet i Matthæus 5:21, 22 i dag? Vi må undgå at blive bitre og bære nag. (3. Mos. 19:18; Job 36:13) Hvorfor? Fordi den slags følelser kan føre til had. (Ordsp. 10:12) Vi kan komme til at sprede sladder og skade eller ødelægge andres omdømme. (Ordsp. 20:19; 25:23) Så allerede før der fandtes computere og smartphones, kom Jesus med et princip der advarer os der lever i dag, om de farer der kan være ved at bruge sådan noget som beskedapps og sociale medier. Ligesom vi aldrig kunne finde på at myrde nogen helt bogstaveligt, har vi heller ikke lyst til at sige, skrive eller gøre noget der faktisk kunne betragtes som karaktermord.
(Se paragraf 12-13)
14. Hvilket princip kan man udlede af loven i Matthæus 5:27, 28? (Se også billedet).
14 Læs Matthæus 5:27, 28. Hvilket princip kan man udlede af loven “du må ikke begå ægteskabsbrud”? Jehova hader både seksuel umoral og de tanker der kunne føre til det. Jesus forklarede at hvis en mand bliver ved med at se på en kvinde (som han ikke er gift med) på en måde der gør at han får lyst til hende, er det en synd. Så umoralske tanker er noget vi må gøre alt hvad vi kan, for at undgå, også selvom det kan kræve en meget stor indsats af os. (Matt. 5:29, 30) Princippet gælder selvfølgelig også singler i menigheden.
15. Hvordan kan vi anvende princippet i Matthæus 5:27, 28 i dag? (Se også billedet).
15 Hvordan kan vi anvende princippet i Matthæus 5:27, 28 i dag? Vi skal undgå at dvæle ved umoralske tanker. (2. Sam. 11:2-4; Job 31:1-3) Derfor vil en moden tjener for Jehova selvfølgelig holde sig fra alle former for pornografi. Han vil ikke føre sig selv bag lyset ved at tænke at han jo bare kigger på noget umoralsk og derfor ikke gør noget forkert. Han vil heller ikke prøve at undskylde sig selv ved at sige at han jo bare ser på “blød porno”, hvilket nogle betragter som mindre slemt end mere eksplicitte former for pornografi. På Jesus’ tid fandtes der hverken elektroniske enheder, film eller fotografier. Alligevel lærte han os et princip der viser hvad Jehova tænker om billeder og videoer der indeholder noget umoralsk. Det hjælper os til at forstå at Jehova bestemt ikke synes om at man sender billeder, videoer eller beskeder med seksuelt indhold, eller at man imiterer seksuelt umoralske handlinger i en virtuel verden på internettet. Princippet vil hjælpe en der er gift, til at undgå at gøre noget illoyalt mod sin ægtefælle. (Mal. 2:15) Og det vil hjælpe os alle sammen – uanset om vi er gift eller single – til at holde os fra alt hvad der kunne føre til seksuel umoral. – Ordsp. 5:3-14.
(Se paragraf 14-15)
16. Hvilket princip kan man udlede af loven i Matthæus 5:43, 44? (Se også billedet).
16 Læs Matthæus 5:43, 44. Hvilket princip kan man udlede af loven “du skal elske dit medmenneske”? Jehova ønsker at vi skal betragte alle som vores medmennesker og elske dem. På Jesus’ tid havde jøderne desværre fejlfortolket loven og sagde at det var okay at hade sine fjender. Men Jesus vidste at det ikke var sådan loven skulle opfattes. Han var klar over at hans kærlige Far forventer at vi betragter alle som vores medmennesker, uanset hvilken etnicitet eller nationalitet de har. – Matt. 5:45-48.
17. Hvorfor er det godt for os at følge princippet i Matthæus 5:43, 44 i vores liv? (Se også billedet).
17 Hvordan kan vi anvende princippet i Matthæus 5:43, 44 i dag? På grund af vores kærlighed til vores medmennesker nægter vi at involvere os i verdens krige og konflikter. (Esa. 2:4; Mika 4:3) Vi vil behandle alle venligt, også dem der har en anden etnicitet, nationalitet eller religiøs baggrund. (Ap.G. 10:34, 35) Princippet vil også hjælpe os til at tilgive dem der har såret os eller en af vores nærmeste. – Matt. 18:21, 22; Mark. 11:25; Luk. 17:3, 4.
(Se paragraf 16-17)
BLIV VED MED AT LEVE EFTER BIBELENS PRINCIPPER
18. (a) Hvad må vi fortsætte med at gøre? (b) Hvad skal vi se på i den næste artikel?
18 Hvor er vi taknemmelige for at Jehova ikke behandler os som små børn, men som voksne der kan tænke selv. Han vil gerne have at vi bruger Bibelens principper når vi skal træffe beslutninger i livet. (1. Kor. 14:20) Derfor må vi fortsætte med at prøve “at forstå hvad der er Jehovas vilje”. (Ef. 5:17) Det er vores kærlighed til Jehova, ikke frygten for at blive straffet, der giver os lyst til at træffe beslutninger som han synes om. Ud over principperne i Bibelen er der en anden gave Jehova har givet os som kan hjælpe os til at træffe gode beslutninger, nemlig vores samvittighed. Den vil vi se nærmere på i den næste artikel.
SANG NR. 95 Lyset vokser!
a Jehovas tjenere bliver ofte tilskyndet til at tænke grundigt over bibelske principper. Vi må lære at holde bibelske principper op mod hinanden og træffe velovervejede beslutninger baseret på dem. Med vores sunde fornuft, eller evne til at tænke, som Jehova har givet os, kan vi tage afbalancerede beslutninger som han kan godkende og velsigne. I det første århundrede var den måde at tilbede på en stor forandring for mange jøder der var blevet kristne. De havde tidligere levet efter en masse regler der var baseret på traditioner.