13.-19. JULI 2026
SANG NR. 127 Det menneske jeg bør være
Brug Bibelens principper til at oplære din samvittighed
“Enhver skal ... bære sin egen ansvarsbyrde.” – GAL. 6:5.
FOKUS
At vise hvordan Bibelens principper kan hjælpe os til at oplære samvittigheden til at blive en god guide.
1-2. (a) Hvilken gave fik Adam og Eva? (b) Hvordan skulle de have vist at de var taknemmelige for gaven?
DYR handler ud fra instinkter. Mange maskiner kan programmeres til at gøre det man gerne vil have dem til. Men mennesker er anderledes. Vi er skabt med en helt særlig gave – en vi er meget glade for. Den gave er den frie vilje, altså evnen til at træffe vores egne beslutninger. Bibelen viser at det første menneske, Adam, blev skabt i Guds billede, så han lignede ham. (1. Mos. 1:26, 27) Den måde Adam og hans hustru, Eva, blev skabt på, gav dem mulighed for at træffe deres egne valg.
2 Jehova gav ikke Adam og Eva en lang liste med love. Det eneste han sagde til dem, var at de skulle tage sig af jorden, fylde den med deres efterkommere og respektere hans ret til at sætte nogle rimelige grænser for dem. (1. Mos. 1:28; 2:16, 17) Hvordan skulle Adam og Eva have vist at de var taknemmelige for at Jehova havde givet dem den frie vilje? Deres kærlighed til ham, deres ønske om at gøre ham glad og deres taknemmelighed for alt det han havde gjort for dem, skulle have motiveret dem til at følge de enkle bud han havde givet dem. – Ordsp. 23:15.
3. Hvordan brugte Adam og Eva deres frie vilje?
3 Bibelen fortæller at Adam og Eva ikke brugte deres frie vilje klogt. I stedet for at lade sig lede af kærlighed og taknemmelighed lod de sig lede af selviskhed. Det fik dem til at være ulydige mod Jehova. (1. Mos. 3:1-7) Alle de svære ting vi kommer ud for i dag, er en konsekvens af det valg de traf. – Rom. 5:12.
4. (a) Hvad skal alle ifølge Galaterne 6:5? (b) Hvilken anden gave vil vi se på i den her artikel?
4 I dag er vores liv meget kompliceret. Hver eneste dag er vi nødt til at træffe mange forskellige beslutninger. Nogle er relativt enkle, men andre er mere krævende. (Læs Galaterne 6:5). Hvordan kan vi sikre os at vores beslutninger glæder Jehova? Først og fremmest må vi erkende at vi har brug for Jehovas hjælp. (Ordsp. 16:3; Jer. 10:23) Selv Jesus, der var fuldkommen, vidste at han havde behov for hjælp fra Jehova. (Hebr. 5:7) Så det er klart at vi har endnu mere brug for den hjælp han kan give. Ud over at Jehova har givet os den gave at vi kan træffe vores egne beslutninger, har han også givet os en gave der kan guide os i det – nemlig vores samvittighed. Den vil vi se nærmere på nu.
HVAD ER SAMVITTIGHEDEN?
5. (a) Hvad er samvittigheden? (b) Hvordan hjælper samvittigheden os? (Romerne 2:14, 15)
5 Samvittigheden er vores indre fornemmelse af hvad der er rigtigt og forkert. Selv et menneske der ikke kender Guds love, har en samvittighed. (2. Kor. 4:2) Vores samvittighed er som en dommer inden i os der bedømmer vores tanker og handlinger og enten anklager eller frikender os. (Læs Romerne 2:14, 15). Vores samvittighed kan advare os mod at gøre noget vi ved er forkert. (1. Sam. 26:8-11) Den kan også motivere os til at gøre det vi ved er rigtigt. Det at vi har muligheden for at træffe beslutninger, betyder ikke at vi automatisk træffer gode beslutninger der glæder Jehova, og derfor har vi brug for samvittigheden. Den skal hjælpe os til at se forskel på en god og en dårlig beslutning.
6. Hvad er problemet med vores samvittighed?
6 Men samvittigheden virker ikke altid som den skal. Ligesom vi er ufuldkomne på alle andre områder, er vores samvittighed også ufuldkommen. Den kan blive negativt påvirket af vores opvækst, vores kultur og forkerte ønsker. Bibelen siger at en samvittighed kan blive følsom, uren eller “ufølsom som var den brændt med et brændejern”. (1. Kor. 8:12; Tit. 1:15; 1. Tim. 4:2) Sådan en samvittighed er ikke længere en god guide for os. Den er ligesom en unøjagtig vægt der har brug for at blive justeret så den måler korrekt igen. Det er altså vigtigt at vi holder vores samvittighed ved lige hvis den skal kunne blive ved med at virke rigtigt. (1. Pet. 3:16) Hvordan kan vi gøre det?
HVORDAN KAN VI OPLÆRE VORES SAMVITTIGHED?
7-8. (a) Hvad vil hjælpe os til at oplære vores samvittighed? (b) Hvordan er Bibelens principper med til at guide os? Brug en illustration. (Se også billedet).
7 Hvordan kan vi oplære vores samvittighed? Vi må regelmæssigt læse i Bibelen og finde ud af hvad Jehova siger er rigtigt og forkert. Når vi studerer Guds love, vil det hjælpe os til at forstå hvordan han tænker. Men som vi var inde på i den foregående artikel, kan specifikke love have nogle begrænsninger. Derfor er det vigtigt at vi også er på udkig efter principper. De giver os nemlig en meget dybere forståelse af hvordan Jehova tænker og føler. – Esa. 55:9.
8 Vores rejse i livet kan sammenlignes med en vandretur gennem en ørken. Prøv at forestille dig at gå i en ørken hvor der ikke er nogen tydeligt afmærkede veje eller stier eller nogen vejskilte. Solens og stjernernes placering på himlen kan måske give en idé om hvilken retning man skal gå for at nå sin destination. Men et kort der viser nogle pejlemærker i landskabet, ville være en endnu større hjælp. Med sådan et kort vil man kunne sikre sig at man går i den rigtige retning, og man vil opdage det hvis man er ved at komme væk fra ruten. Vores destination, eller mål i livet, er at glæde Jehova. Bibelen er som et kort der viser os hvilken retning vi skal gå, og Bibelens principper er som pejlemærkerne langs ruten. Når vi følger principperne, kan vi være sikre på at vi vil nå vores destination.
Bibelens principper er som pejlemærker i landskabet der viser os at vi går i den rigtige retning. (Se paragraf 8)
9. Hvilken anden hjælp har Jehova givet os så vi kan oplære vores samvittighed?
9 For at kunne oplære vores samvittighed til at virke rigtigt har vi brug for Jehovas hellige ånd. (Rom. 9:1, 2) Den hellige ånd vil hjælpe os til at forstå hvordan Jehova tænker. Den kan også give os lyst og energi til at gøre det han synes om. (Flp. 2:13) Men vi skal selvfølgelig selv gøre noget for at få af den hellige ånd. Hvad er det?
10. Hvordan kan vi få hjælp fra den hellige ånd? (Lukas 11:10, 13)
10 Bed om hellig ånd. (Læs Lukas 11:10, 13). Vi kan være sikre på at Jehova hellere end gerne vil give os af sin hellige ånd. (Joh. 3:34) Han giver gavmildt af den til alle der ønsker at adlyde ham. (Ordsp. 1:23; Jak. 1:5) Men hvad kan vi ellers gøre for at oplære vores samvittighed?
11. (a) Hvad skal være vores mål i livet? (b) Hvorfor må vi sikre os at vores samvittighed er godt oplært og virker rigtigt?
11 Hav altid som mål at gøre det Jehova kan godkende. (Ordsp. 8:34, 35) Det skal være det vigtigste for os. Hvis vi i alle situationer husker det mål, kan det være en hjælp til at oplære samvittigheden. En godt oplært samvittighed er en kombination af et sind der tænker som Jehova tænker, og et hjerte der lader sig påvirke af hvad han føler. Det er meget vigtigt at vi har en godt oplært samvittighed fordi vores liv i dag er meget kompliceret. Vi står ofte i nogle situationer der ikke er specifikt nævnt i Bibelen. Det kunne have at gøre med underholdning, arbejde, uddannelse eller vores forhold til andre. Hvordan kan vi sikre os at Jehova kan godkende de beslutninger vi træffer? – 2. Kor. 1:12.
12. Hvordan kan vi finde ud af om vores samvittighed fører os i den rigtige retning? (Efeserne 5:10)
12 Meditér over det du læser i Bibelen. (Sl. 49:3) Mens du læser, så vær på udkig efter principper der kan lære dig hvordan Jehova tænker. (Læs Efeserne 5:10). Det vil hjælpe dig til at finde ud af om din samvittighed er en god guide der får dig til at træffe de rigtige beslutninger, også når det ikke er så enkelt. (Ordsp. 2:4-9, 11-13) Principperne vil også kunne hjælpe dig til at korrigere eller finjustere din samvittighed så du kan blive på den rette vej. – Hebr. 5:14.
13. Hvad skal vi undgå?
13 Træf ikke først en beslutning for så bagefter at lede efter principper der kan forsvare den. Vi har ikke lyst til at reagere ligesom de israelitter der var tilbage i Juda efter at Jerusalem var blevet ødelagt i 607 f.v.t. De sagde til Jeremias: “Må Jehova din Gud fortælle os hvilken vej vi skal gå, og hvad vi skal gøre.” (Jer. 42:3-6) Men de havde allerede besluttet sig for hvad de ville gøre. Og da Jehova sagde noget de ikke brød sig om, holdt de fast ved det de havde bestemt sig for. Det fik katastrofale følger for dem. (Jer. 42:19-22; 43:1, 2, 4) Så inden vi tager en beslutning, er det vigtigt at vi leder efter nogle bibelske principper der viser hvad Jehova tænker, og hvad han vil have os til at gøre – og at vi så gør det.
14. Hvorfor er det vigtigt at vi bruger Bibelens principper når vi træffer beslutninger?
14 Træf beslutninger baseret på Bibelens principper. (Matt. 7:24-29; Jak. 1:23-25) Når vi gør det, lader vi den hellige ånd guide os, og det vil få Jehova til at blive ved med at give os af sin ånd. (Ap.G. 5:32) Men hvis vi ignorerer den hjælp Jehova giver os, kunne vi komme til at gøre den hellige ånd “bedrøvet”, altså modarbejde den. (Ef. 4:30; Esa. 63:10; Ap.G. 7:51) Og måske vil Jehova endda tage sin ånd fra os. (Sl. 51:11; 1. Thess. 5:19) Det ville være forfærdeligt, for vi er helt afhængige af kraften fra hans ånd. – Ef. 3:16.
HVORDAN MAN FINDER FREM TIL PRINCIPPERNE
15-16. (a) Hvordan kan man finde relevante bibelske principper? (b) Hvilke principper kan motivere en bibelstudieelev til at stoppe med at ryge?
15 Brug studieredskaberne. Hvis man skal kunne bruge principperne fra Bibelen, må man selvfølgelig først finde frem til dem. Hvad hvis en du studerer med, for eksempel ikke kan se at det skulle være et problem at ryge? Måske siger han: “Rygning er jo ikke nævnt i Bibelen, så hvordan kan man vide at det er forkert?” Hvordan kan du hjælpe ham til at finde nogle principper som han kan tænke over i den situation? Et rigtig godt værktøj er Researchguide for Jehovas Vidner. Du kunne hjælpe din elev til at finde overskriften “Tobak og rygning”. Der er der en henvisning til artiklen “Hvad er Guds syn på rygning?” (Se Vagttårnet for 1. juni 2014). Hvilke bibelvers og principper vil han finde i den artikel?
16 Her kommer fem principper der er nævnt i artiklen. (1) Vi skal ikke være afhængige af noget der kunne koste os livet. (Rom. 6:16) (2) Vi skal undgå alt hvad der kan skade vores krop. (2. Kor. 7:1) (3) Jehova ønsker at vi tjener ham af hele vores hjerte. (Matt. 22:37) (4) Vi skal undgå at gøre noget der kan skade andre. (Matt. 22:39; 1. Kor. 10:24) (5) Jehova kan give os den styrke der skal til for at gøre det rigtige. (Flp. 4:13) Så selvom rygning ikke specifikt er nævnt i Bibelen, kan de principper den indeholder, hjælpe din elev til at forstå hvordan Jehova tænker.
17. Hvordan kan et par der planlægger bryllup, finde nogle principper der kan hjælpe dem?
17 Hvordan kan et par der planlægger bryllup, finde nogle relevante principper der vil hjælpe dem til at tage nogle gode beslutninger? Her er Researchguide også en god hjælp. Under overskriften “Bryllupper og receptioner” er der en liste over artikler der indeholder nogle grundlæggende principper fra Bibelen. Her kommer seks principper som et par kan tænke over. (1) Alt hvad der foregår, skal ære Jehova. (1. Kor. 10:31, 32) (2) Det tøj man vælger, skal være passende og ikke udfordrende eller på nogen måde ekstremt. (1. Tim. 2:9; 1. Pet. 3:3, 4) (3) Vi skal ikke prøve at imponere andre med hvor meget vi har råd til, som det er normalt at gøre i verden. (Joh. 17:14; Jak. 1:27; 1. Joh. 2:15, 16) (4) Brylluppet og festen skal være godt planlagt. (1. Kor. 14:40) (5) Festen skal ikke udvikle sig til en vild fest hvor der bliver drukket for meget. (Gal. 5:21) (6) En skal udpeges til at have ansvaret for det der foregår ved brylluppet. – Joh. 2:8, 9.
18-19. (a) Hvilket andet studieredskab kan være en stor hjælp? (b) Hvordan kan man bruge publikationen hvis man skal beslutte om man vil være med til en bestemt fejring? (Se boksen “Kan du finde principperne?”).
18 Et andet redskab mange er glade for, er publikationen Brug Bibelen i dit liv. Den er inddelt i emner, og når du går ind under et emne, vil du se nogle spørgsmål og bibelhenvisninger som gør det nemmere at finde frem til principperne. Lad os tage et eksempel. Måske vil man gerne finde nogle principper der kan hjælpe en til at afgøre om man vil deltage i en bestemt fejring. Hvis man går ind under emnet “Højtider og fejringer”, finder man overskriften “Højtider Jehovas tjenere ikke deltager i”.
19 Her kan du se nærmere på det der findes under spørgsmålet: “Hvorfor er det forkert at deltage i højtider der har forbindelse til falsk religion? (1Kt 10:21; 2Kt 6:14-18; Ef 5:10, 11)”. Derefter kommer der nogle eksempler på den slags højtider. Under overskriften “Nationalistiske fejringer” kan man finde principper der kan hjælpe en til at træffe en god beslutning hvis nogen spørger om man vil være med til at fejre noget der har med et lands politiske historie at gøre, mindes et lands krige eller deltage i en fejring der giver mennesker upassende ære. Hvor er det en stor hjælp at Jehovas organisation har givet os nogle redskaber der gør det lettere for os at oplære vores samvittighed.
SØRG FOR AT DIN SAMVITTIGHED ER GODT OPLÆRT
20. Hvordan kan man vide at ens samvittighed fungerer som den skal?
20 Den frie vilje er en gave vi er meget taknemmelige for. Men for at kunne bruge den på den måde Jehova ønsker, er vi nødt til at oplære vores samvittighed. Noget der kan hjælpe os til det, er Jehovas hellige ånd. Derfor må vi blive ved med at bede om hellig ånd og så følge dens ledelse. Bibelens principper vil også kunne hjælpe os til at oplære vores samvittighed så vi kan træffe beslutninger der ærer og glæder Jehova. Når vi bruger de her gaver på en god måde, vil vi opleve hvor stor kraft Guds ord kan have i vores liv. – 2. Tim. 3:16, 17; Hebr. 4:12.
SANG NR. 135 Jehovas kærlige opfordring: “Vær vis, min søn”