18.-24. MAJ 2026
SANG NR. 35 Vælg det vigtigste
Hvordan kan du undgå at blive distraheret?
“Prøv hele tiden at forstå hvad der er Jehovas vilje.” – EF. 5:17.
FOKUS
Hvordan vi kan blive ved med at sætte Jehova først i vores liv selvom der er meget der kunne distrahere os.
1-2. Hvordan kunne noget vigtigt faktisk komme til at distrahere os?
DER er hele tiden ting der kan distrahere os og stjæle vores opmærksomhed. Forestil dig for eksempel at du er ude at køre bil og får et opkald. Det kan være at det er et meget vigtigt opkald, men lige nu er det noget der kunne distrahere dig fordi du er nødt til at fokusere på trafikken. Sådan er der mange situationer i vores liv hvor vi er nødt til at afgøre hvad der er det vigtigste lige nu.
2 Der er mange ting i vores liv der er vigtige, og vi ved at det allervigtigste er vores forhold til Jehova og de åndelige aktiviteter.a (Matt. 6:33) Jehovas folk prøver ligesom opmærksomme bilister at identificere hvad der kunne distrahere dem så de ikke længere har fokus på vejen foran dem. – Ordsp. 4:25; Matt. 6:22.
3. Hvordan vil den her artikel hjælpe os?
3 Der er ikke nogen af os der planlægger at blive distraheret fra vores åndelige aktiviteter. Men vi kommer alle sammen ud for ting der kunne stjæle vores opmærksomhed. (Luk. 21:34-36) Så for at hjælpe os til at fokusere på vores tjeneste for Jehova vil vi nu se på (1) hvilke ting der kunne distrahere os, (2) hvordan Jesus undgik at blive distraheret, og (3) hvordan vi kan undgå at blive distraheret.
HVAD KAN DISTRAHERE OS?
4-6. Hvad kunne nemt komme til at distrahere os?
4 Vi har alle sammen noget i vores liv som kræver vores opmærksomhed. Det kan for eksempel være at vi kæmper med helbredet, eller at vores familie eller vi selv har nogle udfordringer vi må tage os af. Det er selvfølgelig vigtige ting som vi ikke bare kan ignorere, men kunne det ende med at blive noget der distraherer os? Det kunne det faktisk godt – hvis bekymringerne kom til at fylde så meget i vores tanker og tage så meget af vores tid og energi at det gik ud over vores tjeneste for Jehova.
5 Mange af os bliver også personligt berørt af den politiske uro, den økonomiske ustabilitet, de epidemier og de konstante konflikter der kendetegner den tid vi lever på. (2. Tim. 3:1) Den slags ting kan gøre os så bekymrede at det er det eneste der fylder i vores tanker.
6 Måske kender vi nogle der har været ude for noget forfærdeligt som har vendt op og ned på deres liv. Det er helt forståeligt hvis det har givet dem en masse svære følelser og ar på sjælen. Vi mennesker er ikke designet til at leve med det stress verden udsætter os for. Nogle føler at de ting de har været ude for, har frarøvet dem muligheden for at leve et normalt liv. Derfor bruger de måske en masse tid på at slappe af og have det sjovt for at glemme deres problemer og svære følelser. Kan du genkende dig selv i nogle af de situationer der er beskrevet her? Hvad kan du så gøre? Vi kan lære meget af Jesus, der var god til at holde fokus og ikke lade sig distrahere.
HVORDAN UNDGIK JESUS AT BLIVE DISTRAHERET?
7. Hvad kunne have distraheret Jesus?
7 Der var mange ting der kunne have stjålet Jesus’ fokus, for eksempel sociale og politiske problemer. På hans tid var der mange der var fattige og syge. (Matt. 14:14; Mark. 14:7) Og romerne og de religiøse ledere behandlede folket uretfærdigt. Da folk så at Jesus havde kraft til at udføre mirakler, ville de gøre ham til deres konge. (Joh. 6:14, 15) Desuden prøvede Satan at friste Jesus til at tage en genvej til at blive hersker over hele jorden. (Matt. 4:8, 9) Og en af Jesus’ nære venner, apostlen Peter, opfordrede ham engang til at vælge et lettere liv og sagde: “Vær god mod dig selv, Herre.” – Matt. 16:21, 22.
8. Hvad gjorde Jesus for ikke at blive distraheret?
8 Hvad hjalp Jesus til at blive ved med at sætte Jehova først? For det første havde han lært at tænke ligesom Jehova tænker. (Joh. 8:28; 14:9) For det andet holdt han sig travlt optaget af åndelige aktiviteter. (Matt. 9:35) Og for det tredje var han bevidst om hvilke ting der var de vigtigste. (Joh. 4:34) Resolut afviste han Satans fristelser og lod sig ikke påvirke af Peters velmente men dårlige råd. (Matt. 4:10; 16:23) Jesus lod ikke det andre tænkte, sagde eller gjorde, distrahere ham fra at gøre det Jehova ønskede. Det er rigtigt at det der potentielt kunne distrahere os, nok er noget andet end det Jesus kom ud for. Men hvis vi følger hans eksempel, er der ikke noget der vil kunne stjæle vores fokus fra tjenesten for Jehova.
HVORDAN KAN VI UNDGÅ AT BLIVE DISTRAHERET?
9. Hvad siger Efeserne 5:17 at vi må gøre?
9 Lær at tænke ligesom Jehova. Det vil hjælpe os til at “forstå hvad der er Jehovas vilje”. (Læs Efeserne 5:17). Vi kan finde ud af hvad der glæder Jehova, ved at læse i hans ord og tænke dybt over det. Selv hvis Bibelen ikke specifikt omtaler den situation vi står i, kan vi alligevel gøre det der glæder Jehova. Hvordan det? Ved at have en dyb forståelse af hvordan Jehova tænker, og være villige til at lade os lede af ham i vores liv.
10. Hvad kan vi gøre for at lære om Jehovas måde at tænke på?
10 Vi kan lære om Jehovas måde at tænke på ved at studere Bibelen og se nærmere på hvordan han kærligt har hjulpet mennesker, for eksempel til at justere deres tankegang. (Jer. 45:5) Når vi læser i Bibelen, kan vi stille os selv spørgsmål som: “Hvad lærer det her mig om Jehova? Er der noget jeg skal ændre ved min indstilling for at kunne se tingene ligesom Jehova gør?” Vi må huske at Jehovas tanker er højere end vores tanker. (Esa. 55:9) Så vi har brug for hans hjælp for virkelig at forstå dem. (Sl. 143:10) Vi kan have tillid til at når vi beder til ham, vil han hjælpe os til at forstå hvad han ønsker af os, og at gøre det. – 1. Joh. 5:14.
11. Hvad ønsker Jehova for os?
11 Jehova ønsker at vi undgår at blive distraheret så vi er klar til afslutningen for den her verden. (Matt. 24:44) Han ønsker ikke at vi skal blive helt overvældet af bekymringer. (Matt. 6:31, 32) Det er derfor han giver os så mange gode råd der kan hjælpe os til at tackle bekymringer angående vores helbred, job, bolig eller familie. Han opfordrer os til at stole på at han vil give os både visdom og styrke til at klare de udfordringer vi kommer ud for. – Sl. 55:22; Ordsp. 3:5-7.
12. Hvad kan hjælpe os til at være lykkelige trods det kaos der er i verden? (Matthæus 5:3)
12 Hav travlt med åndelige aktiviteter. Vi bliver alle sammen påvirket af de frygtelige ting der sker i verden, som vi slet ikke har nogen kontrol over. For at undgå at blive distraheret af noget vi alligevel ikke kan styre, fokuserer vi på vores åndelige aktiviteter. Vi kan være lykkelige når vi dækker vores åndelige behov – et behov Jehova har skabt os mennesker med. (Læs Matthæus 5:3). Det kan vi gøre ved at studere Bibelen og på den måde styrke vores venskab med Jehova og ved at fylde vores liv med det der har med tilbedelsen af ham at gøre. Det er noget Jehova lægger mærke til, og det vil glæde ham fordi vi bruger vores tid klogt. – Ordsp. 23:15.
13. Hvordan kan vi bruge vores tid klogt?
13 Efeserne 5:15, 16 opfordrer os: “Brug jeres tid klogt.” (Se studienoten til “Brug jeres tid klogt”). Det handler ikke bare om at optimere vores tid i hverdagen. Nej, det handler om at vi må prioritere rigtigt fordi Jehova meget snart fjerner den her onde verden. Så hvordan bruger vi vores tid klogt? Hvis vi bruger lang tid på at holde os opdateret med alle de dårlige nyheder der er, kunne vi blive distraheret, modløse og miste glæden i vores tjeneste. Det vil være meget bedre for os at begrænse hvor meget vi følger med i nyhederne. På den måde undgår vi at blive overvældet, og vi kan fokusere på de åndelige aktiviteter, som rent faktisk styrker os. Det vil også være en god idé at overveje om vi kan gøre mere i forkyndelsen, for eksempel blive bedre til at gå på genbesøg. Det er vigtigt at vi udnytter enhver mulighed vi får for at hjælpe mennesker til at blive frelst og få nøjagtig kundskab om sandheden. – 1. Tim. 2:4.
14. Hvordan hjælper det os ellers at have travlt med åndelige aktiviteter? (Se også billedet).
14 Når vi har travlt med det der har med tjenesten for Jehova at gøre, vil det hjælpe os til at have et afbalanceret syn på den tid vi lever i. Politisk uro, økonomiske kriser og epidemier vil ikke ryste os. Vi forstår at det vi ser, i virkeligheden er bibelprofetier der går i opfyldelse for øjnene af os. Vi vil ikke blive distraheret og lammet af frygt, for vi ved at Jehova meget snart vil fjerne alle problemerne og skabe en helt fantastisk ny verden. Og indtil det sker, kan vi være helt rolige fordi vi ved at han vil hjælpe os til at holde ud. – Sl. 16:8; 112:1, 6-8.
Fokusér på de åndelige aktiviteter uanset hvad der sker i verden. (Se paragraf 14)b
15. Hvad vil vi være i stand til hvis vi er “sunde i sindet”? (1. Peter 4:7)
15 Husk hvad der er det vigtigste. Vi kan alle sammen godt lide at slappe af og have det sjovt. Men for mange der ikke tjener Jehova, er det det eneste de fokuserer på, og de tænker slet ikke på at den her verden snart vil blive fjernet. For at undgå at blive påvirket af den indstilling må vi være “sunde i sindet”. (Læs 1. Peter 4:7). Hvad betyder det? Det betyder blandt andet at vi må have god dømmekraft så vi kan have et afbalanceret syn på afslapning og træffe nogle kloge beslutninger. På den måde viser vi at vi gerne vil gøre tingene på Jehovas måde, og at vi har forstået hvad der er det vigtigste. – 2. Tim. 1:7.
16. Hvad fokuserede Jesus på op til sin død?
16 Jesus huskede altid på hvad der var det vigtigste. Selv i de svære timer før sin død fokuserede han helt og fuldt på at være loyal mod Jehova og gøre det han ønskede af ham. Hvad hjalp ham til det? Han bad inderligt til Jehova flere gange. Disciplene fulgte desværre ikke hans eksempel men faldt i søvn. De var helt “udmattede af bedrøvelse”. – Luk. 22:39-46; Joh. 19:30.
17. Hvorfor er der mange der bruger sociale medier, men hvordan kunne det komme til at distrahere os? (Se også billedet).
17 Ligesom Jesus’ disciple kan vi nogle gange være helt drænede følelsesmæssigt. De ting der sker i verden, kan gøre os triste og bekymrede. Mange forsøger at slippe væk fra de følelser ved hjælp af sociale medier. Der kan de holde kontakten med familie og venner i hele verden og dele nyheder, billeder og meget andet. De sociale medier er en kilde til endeløs underholdning. Men hvis ikke man passer på, kunne man ende med at blive helt opslugt og bruge alt for meget tid og energi på at holde sig opdateret. Hvordan kan vi have et afbalanceret syn på de sociale medier? Vi kan spørge os selv: “Føler jeg at jeg får ny energi af at være på de sociale medier, eller slører de mit syn på hvad der er det vigtigste?”
God dømmekraft vil hjælpe os til ikke at blive distraheret af ting som sociale medier, underholdning og afslapning. (Se paragraf 17)
18. Hvorfor har vi brug for god dømmekraft når vi vælger underholdning?
18 Vi har også brug for god dømmekraft når vi ser film og serier på streamingtjenester, ser videoklip på internetplatforme eller spiller computerspil. Alt det kan være sjovt og hjælpe os til at koble af. Men vi er nødt til at tænke på hvad det er vi bruger tid på, og hvor meget det fylder i vores liv. Mange platforme i dag er lavet sådan at de bliver ved med at komme med nye forslag til videoer, og hvis vi ukritisk kigger på alt hvad der bliver præsenteret for os, kunne vi komme til at se noget der indeholder vold eller sex. Det skete for en bror i Asien. Han kunne godt lide at se uddrag af film på en bestemt platform. Han kiggede videre på de videoer der blev foreslået, og endte med at se nogle der indeholdt umoralske scener. På et tidspunkt begyndte han også at se pornografi. Heldigvis søgte han hjælp hos de ældste og fik støtte af nogle nære venner. Han tog en fast beslutning og slettede sine streamingapps og satte tidsbegrænsning på hvor lang tid han kunne bruge sin telefon. Det vores bror oplevede, viser hvor vigtigt det er at vi tænker os om når vi vælger underholdning.
19. Hvad kan der ske hvis vi fokuserer for meget på at have det sjovt og slappe af?
19 Vi har også brug for god dømmekraft i forbindelse med afslapning og ferie. Selvfølgelig er det nødvendigt at slappe af og tage en pause en gang imellem. Det er både godt og sundt for os. Men vi har ikke lyst til at det skal være det eneste vores liv handler om. Hvis vi bruger alt for meget tid på den slags, kunne vi risikere at miste fokus på hvad der er det vigtigste. (Flp. 1:10) Det er en personlig beslutning hvad man vil bruge sin tid på, men det vil være godt at have in mente hvor tæt vi lever på afslutningen. Spørg dig selv: “Viser den tid jeg bruger på afslapning og ferier, at jeg er afbalanceret? Er mine beslutninger et udtryk for at jeg husker hvad der er det vigtigste?”
20. Hvorfor er det godt for os at vi gør hvad vi kan for ikke at blive distraheret?
20 Der kommer meget godt ud af det når vi gør hvad vi kan for at holde fokus på vores åndelige aktiviteter og ikke blive distraheret. (Esa. 48:17) Det vil være nemmere for os at klare de udfordringer vi møder. Vi vil ikke blive rystet af de frygtelige ting der sker i verden. Og vi vil undgå at vores liv kun kommer til at handle om afslapning og underholdning. Vær derfor besluttet på at tænke på samme måde som Jehova, have travlt med åndelige aktiviteter og huske hvad der er det vigtigste. Så vil du få “et fast greb om det virkelige liv”. – 1. Tim. 6:19.
SANG NR. 129 Vi vil holde ud
a FORKLARING: Åndelige aktiviteter dækker over alt hvad der har at gøre med vores tilbedelse af Jehova, for eksempel at vi studerer Bibelen, overværer møderne, har familiestudie og går i forkyndelsen. Vi tilbeder også Jehova når vi er med til at vedligeholde og bygge rigssale, deltager i nødhjælpsarbejde, er frivillige ved vores stævner eller tjener på Betel.
b BILLEDBESKRIVELSE: Et ægtepar fokuserer på forkyndelsen i stedet for at blive distraheret af de ting der sker i verden.