Nyheder på nært hold
Kirker under pres
„Spørgsmålet om homoseksualitet har vakt uro blandt religiøse grupper overalt i Amerika,“ meddeler The New York Times. „De presses udefra til at lempe deres traditionelle fjendtlighed og indefra til at foretage en revision af teologien.“ Dette pres skyldes den ændrede holdning til sex, og påstanden om at visse passager i Bibelen er blevet „misfortolket eller endda forkert oversat af homoseksualitetens modstandere“. Eksempelvis siger kritikerne af den traditionelle fortolkning at byen Sodoma blev udslettet for sin mangel på gæstfrihed, der var så vigtig for datidens rejsende, og for sin tilbøjelighed til at voldtage sine besøgende — ikke på grund af homoseksuelle handlinger. De fastholder også at ordene i Romerbrevet 1:26, 27, hvor apostelen Paulus henviser til at nogle mennesker „ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige“, blot beskriver handlinger som er „forskellige fra det kulturelle mønster og ikke homoseksualitet som en afvigelse fra det naturlige“. På dette grundlag har flere kirker ændret holdning til homoseksuelle, nogle har endog accepteret homoseksuelle præster.
Men er en sådan ’modernisering’ i harmoni med Guds vilje? Nej, for „jeg [Jehova] er ikke blevet en anden“, siger Skaberen i Malakias 3:6. Bibelen giver også klart udtryk for at „hverken . . . mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige“. (1 Korinter 6:9, 10; se også Tredje Mosebog 20:13.) I stedet for at opfordre de kristne til at anlægge et liberalt syn på dem der synder mod Gud, giver Bibelen følgende råd: „Aflæg derfor alt snavs og overfloden af slethed og tag med mildhed imod ordet der indplantes i jer og som er i stand til at frelse jeres sjæle.“ — Jakob 1:21.
Hungersnødens ofre
Hungersnød er et af tegnene på de sidste dage. Idet Jesus Kristus pegede frem til vor tid, forudsagde han at der skulle være „hungersnød . . . det ene sted efter det andet“. — Mattæus 24:3, 7.
Hungersnøden har nu ramt store befolkningsgrupper i et bredt bælte tværs over den nordlige del af Centralafrika og efterladt elendighed og millioner af døde i sit kølvand. Derimod har det ikke været almindeligt kendt at Kina, i årene 1958-1961, blev hjemsøgt af tørke, oversvømmelser og skadedyrsangreb som gjorde at et i forvejen lille høstudbytte blev til en alvorlig mangel på fødevarer. For første gang har embedsmænd fra Folkerepublikken Kina nu indrømmet at mere end ti millioner af landets indbyggere døde i løbet af denne fireårige periode. Associated Press-korrespondenten Jeff Bradley citerer talsmanden for det statistiske kontor, Xu Gang, for at have sagt at „mere end ti millioner mennesker“ døde en unaturlig død i de år „som følge af menneskeskabte forhold og voldsomme naturkatastrofer“.
Trods forsøg på at tilsløre kendsgerningerne kan det ikke skjules at hungersnøden har krævet mange dødsofre i dette århundrede. Alt dette forstærker yderligere den magtfulde opfyldelse af Jesu profeti om ’tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’. — Mattæus 24:3.
„Hvad er der galt med vort samfund?“
I dag bryder volden ofte frem på de mest uventede tidspunkter og steder. I en forstad til Sydney blev freden for eksempel pludselig brudt en tidlig søndag eftermiddag da rivaliserende rockerbander bevæbnet med jagtgeværer, rifler, knive, køller, skruetrækkere og kæder kom i åben kamp med hinanden. Da slaget var slut, omkring 15 minutter senere, lå seks medlemmer fra to motorcykelbander og en 14-årig pige der havde været tilskuer, døde på gaden. Mindst 20 andre var blevet såret, nogle alvorligt.
Et spørgsmål som mange i Australien såvel som i resten af verden stiller sig, blev passende formuleret i The Australian for 3. september 1984. Det lød: „Hvad er der galt med vort samfund?“ De der er „oplært af Jehova“ kender svaret. (Johannes 6:45) Det Australien for nylig var vidne til er blot en enkelt episode i den lange række af voldshandlinger der har præget verden siden 1914. Intet sted på jorden går fri af voldens dødbringende hærgen. Bibelen peger på dette som et vidnesbyrd om at menneskeheden nu lever i „de sidste dage“. Sådan som Guds profetiske ord har forudsagt, er vi nu vidne til en „tiltagende lovløshed“ og et samfund som er fyldt med mennesker der er ’uden selvbeherskelse, vilde og uden kærlighed til godhed’. — Mattæus 24:12; 2 Timoteus 3:1-3.