Få regelmæssig åndelig næring

DEN største lærer der nogen sinde har levet på jorden sagde ved en lejlighed at mennesket ikke lever af brød alene men også af åndelig føde fra Guds ord. Dette fortæller os at kristne bør have regelmæssige åndelige spisevaner, ligesom man jo også spiser regelmæssigt af den bogstavelige føde. (Matt. 4:4) Den åndelige føde indbefatter ikke blot Bibelen, men også læsestof der kan hjælpe os til at forstå Bibelen. Det er grunden til at Jehovas Vidners forlag og administrative organ, Vagttårnets selskab, ikke blot trykker bibler men også regelmæssigt udgiver bøger og blade som kan hjælpe interesserede læsere til at få en stadig større og dybere forståelse af Bibelen.

Nogle har sat spørgsmålstegn ved værdien af at læse disse bøger og blade regelmæssigt, eftersom det ofte er de samme emner der bliver behandlet igen og igen. Hertil kan man imidlertid sige at vi jo også spiser de samme bogstavelige fødemidler igen og igen — brød, kartofler, ris eller hvad det nu måtte være. Og apostelen Peter skrev at han ’altid ville være indstillet på at minde de kristne om disse ting, skønt de kendte dem og var befæstede i sandheden som var nærværende hos dem’. (2 Pet. 1:12) Desuden bør man bemærke at når et emne tages op igen, bliver der ofte anlagt nye synsvinkler, fremført nye synspunkter, givet et dybere indblik i emnet og bragt en bedre og grundigere behandling af stoffet. Det er som der står i Ordsprogene 4:18: „Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“

Bedre forståelse af samvittigheden

Som et eksempel på dette kan vi tage spørgsmålet om samvittigheden. I januar 1973 bragte Vagttårnet en række artikler om samvittighedens rolle som „vidne“. De viste at samvittigheden optræder som en indre stemme der vidner enten for eller imod os, og at den fungerede hos mennesket allerede før Jehova Gud gav det en skriftlig lov. Det blev også understreget i disse artikler at man må respektere andres samvittighed og at samvittigheden spiller en rolle i forbindelse med verdsligt arbejde. Det var første gang dette emne var blevet så klart belyst.

I juli 1975 blev der bragt endnu to artikler om samvittigheden. Heri blev det blandt andet klargjort at samvittigheden hovedsagelig virker på to måder. Den har hvad man kan kalde en dømmende funktion, idet den melder sig efter at vi har begået en forkert handling og dømmer os skyldige på grund af det vi har gjort. (2 Sam. 24:10) I de kristnes tilfælde bør den dog oftere have det der kan betegnes som en lovgivende funktion. Dermed være naturligvis ikke sagt at samvittigheden kan vedtage nye love for den kristne. Men på grundlag af Bibelens love og principper kan den tjene som en vejledning for ham. Den vil på forhånd sige ham om en bestemt handlemåde er rigtig eller forkert. Et velkendt bibelsk eksempel på dette er den situation hvor Jakobs søn Josef nægtede at lade sig friste af Potifars hustru. — 1 Mos. 39:9.

Senere bragte Vagttårnet (for 1. december 1976) endnu en artikel om samvittigheden, med titlen „Hvordan vi oplærer vor samvittighed til at gøre mere for os“. Når man bruger samvittigheden er det som regel for at afgøre om noget er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Men i denne artikel blev der lagt vægt på at Bibelen forbinder en god samvittighed med tro og kærlighed. (1 Tim. 1:5) Ja, samvittigheden bør ikke alene afholde os fra at overtræde Jehova Guds lov, men bør også tilskynde os til at benytte de muligheder vi har for at optræde venligt og kærligt, ædelt og uselvisk. — Jævnfør Lukas 10:29-37.

Lad os derfor aldrig tage for givet at en artikel i Vagttårnet kun er en repetition, blot fordi den handler om et emne der har været behandlet før. Det er sandt at der undertiden ikke føjes ret meget nyt til et emne, men det er dog alt sammen med til at give os et mere fyldestgørende billede af den bibelske sandhed, at åbenbare den for os i al sin skønhed og at understrege dens praktiske værdi for os.

Dette leder tanken hen på en anekdote der fortælles om Michelangelo. En ven havde beundret en smuk statue han havde skabt. Da vennen besøgte ham nogen tid senere, blev han overrasket over at se at han stadig arbejdede på den samme statue. Michelangelo pegede på alle de forbedringer han havde foretaget i mellemtiden, hvortil vennen svarede: ’Jamen det er jo kun bagateller.’ Michelangelo sagde: ’Ja, det er sandt. Men bagateller giver fuldkommenhed, og fuldkommenhed er ikke nogen bagatel!’ Så selv om det undertiden kan synes at være bagateller der føjes til forståelsen af et emne, er sådanne finjusteringer med til at gøre vor forståelse endnu mere fuldkommen eller fuldstændig.

For at holde os kampdygtige

Men det er ikke det hele. Bibelen og de bøger og blade der hjælper os til at forstå den bedre, er ikke blot en kilde til kundskab. Guds ord er også ’en lygte for vor fod, et lys på vor sti’. (Sl. 119:105) Desuden står der at Bibelen er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. (2 Tim. 3:16, 17) Men den vil kun tjene disse formål i det omfang vi efterlever dens principper. Og hvordan kan vi gøre det hvis vi har glemt hvad vi har læst?

At vi hele tiden bliver mindet om vejledningen i Guds ord er livsvigtigt fordi vi står over for tre stærke fjender. En af dem er verden, og venskab med verden er fjendskab med Gud. (Jak. 4:4) Angående den kamp vi må kæmpe mod verden skriver apostelen Johannes: „Dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro.“ (1 Joh. 5:4) Troen bygger på kundskab, det vil sige oplysninger man kan huske, ikke oplysninger man for længst har glemt. Fordi verden trænger os hårdt dag efter dag, må vi konstant mindes om ikke at elske verden eller det der er i den — for verden og alt det der er i den vil forsvinde, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt. — 1 Joh. 2:15-17.

Vi har også Djævelen og hans dæmoner som fjender. „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ (1 Pet. 5:8) Han og hans dæmoner fører krig imod os, og vi må derfor iføre os hele den åndelige rustning fra Gud som apostelen Paulus beskriver i Efeserbrevet 6:11-17. Om vi kan iføre os denne rustning og bruge den, afhænger af om vi til stadighed tilegner os den åndelige føde fra Guds ord. For at kunne svinge „åndens sværd, det vil sige Guds ord,“ på rette måde, er det klart at vi må have dette ord i frisk erindring.

Den tredje fjende er vore egne medfødte, nedarvede syndige tilbøjeligheder, som vi må kæmpe en hård og stadig kamp imod. Eftersom vi er ’undfanget i synd og født i misgerning’ er vor higen ond fra ungdommen af. (1 Mos. 8:21; Sl. 51:7) Vi kan derfor alle beklagende sige med apostelen Paulus: „Det gode jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg.“ (Rom. 7:19) På grund af denne arv erfarer vi at menneskehjertet er falsk og svigefuldt, ja bedragerisk. Men ved hjælp af Guds ord og bibelsk lekture som sætter os i stand til at forstå og efterleve Bibelens principper, kan vi overvinde denne fjende i os. Ligesom apostelen Paulus må vi imidlertid banke løs på vort legeme og behandle det som en træl. — Ordsp. 3:32; Jer. 17:9; 1 Kor. 9:27.

Hvordan får man tid til det?

Den kristne lever et travlt liv. Der skal være tid til at læse Bibelen samt et bibelsk blad hver uge, til at forberede sig til menighedens møder og overvære dem, og til at deltage i den storslåede gerning at gøre disciple af dem der lytter med glæde. Desuden er der de fysiske forpligtelser i hverdagen, idet man skal sørge for sig selv og sin familie. Her gør man vel i at standse op og spørge sig selv: Hvor megen tid bruger jeg til at læse verdslige tidsskrifter, aviser og ugeblade? Hvor megen tid bruger jeg til at se fjernsyn eller lytte til musik? Vi har naturligvis alle et behov for underholdning og adspredelse, og mange vil måske betragte forberedelsen til kristne møder og læsningen af kristne bøger og blade som ’strengt arbejde’. Men behøver man at se sådan på det? Salmisten sagde: „Jeg glæder mig over dit ord som en, der har gjort et vældigt bytte.“ (Sl. 119:162) Vi må derfor alvorligt overveje om vor livsform hører det åndelige eller det sjælelige menneske til. — 1 Kor. 2:14-16.

Alt dette leder tanken hen på Jesu ord om at de der erkender deres åndelige behov er lykkelige. (Matt. 5:3) De laverestående skabninger på jorden — fuglene, insekterne, pattedyrene, fiskene og så videre — har ikke noget åndeligt behov. Men det har mennesket. Og dét at mennesket har forsømt dette behov, er en af grundene til de sørgelige tilstande i verden i dag. Materialistiske filosofier og ideologier driver mennesker længere og længere bort fra Gud. Det fysiske — behovet for føde, klæder og husly, det seksuelle behov samt ønsket om nydelse og magt — bliver det altoverskyggende for dem. Men de der erkender deres åndelige behov vil regelmæssigt tilegne sig åndelig næring fra Guds ord, idet de finder tid til at gøre det og fuldt ud værdsætter studiet af Bibelen. Hvilken løn opnår de? De hjælpes til at leve i gudhengivenhed, som „er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. — 1 Tim. 4:8.