Har du overværet Jehovas vidners møder?
JEHOVAS VIDNER ledede i 1966 gennemsnitlig 802.473 bibelstudier om måneden, og i de fleste tilfælde blev studierne holdt en gang om ugen. Langt de fleste af disse studier blev holdt i de interesseredes eget hjem, på et tidspunkt som de selv havde valgt. Da mange af studierne holdes med familier på flere medlemmer, vil det sige at over en million mennesker regelmæssigt deltager i disse ugentlige bibelske drøftelser. Måske er du en af dem?
Hvis det er tilfældet, har du forhåbentligt fundet stor glæde i at blive mere kendt med Bibelen. Uden tvivl har disse studier fået dig til bedre at forstå og værdsætte den inspirerede bibelske vejledning om hvordan man bør leve. Du har opdaget at livet kan være dejligt når man lytter til Guds ord. Måske har du erfaret at dit ægteskab er blevet bedre efter at du har læst Bibelens formaning til ægtemænd om at de skal „elske deres hustruer som deres egne legemer“, og til hustruerne om at de skal ’underordne sig under deres mænd’. (Ef. 5:21-25, 28, 33) Måske har Bibelens råd om hvordan man skal opdrage børn og om hvordan børn skal vise respekt for deres forældre, også haft en gavnlig virkning, på din familie. — Ef. 6:1-4.
Men foruden denne udmærkede bibelske vejledning og belæring som du er blevet bekendt med, har dit studium af Guds ord også givet dig et vidunderligt håb for fremtiden. Du er ikke længere i tvivl om årsagen til de krige og ulykker der har hjemsøgt verden i denne generation. Du har i begivenhederne set en opfyldelse af Bibelens profetier og er kommet til at forstå at vi lever i denne tingenes ordnings sidste dage. (Matt. 24:3-14; 2 Tim. 3:1-5) Dit studium af Bibelen har givet dig forståelse af at vi der lever i dag står på tærskelen til en ny tingenes ordning, hvor „retfærdighed bor.“ — 2 Pet. 3:13.
Som følge af dette studium af Bibelen sammen med Jehovas vidner er din tillid til Gud og hans løfter uden tvivl vokset. Din tro på Bibelens profetier er blevet stærkere, for eksempel den profeti der blev nedskrevet af apostelen Johannes: „Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere.“ (Åb. 21:3, 4) Gud har vidunderlige velsignelser i beredskab til dem der tjener ham. — Se også Esajas 11:6-9; 65:21-24.
Pligten til at samles med andre kristne
Skal vi få del i disse velsignelser må vi imidlertid rette os efter de guddommelige krav som Guds ord indeholder, deriblandt det der er nedskrevet i Hebræerbrevets tiende kapitel, versene fireogtyve og femogtyve: „Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ Det vil sige at vi over for Gud er forpligtet til at samles med andre kristne ved menighedens møder.
Måske dette guddommelige krav rejser et spørgsmål hos dig, for samtidig med at du har været glad for at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner er du måske også medlem af en eller anden kirke. Derfor spørger du måske: „Hvilken menighedsforsamling skal jeg komme i for at opfylde min kristne pligt? Skal jeg gå til Jehovas vidner på deres lokale mødested, eller skal jeg gå til den kirke som jeg før er kommet i? Gør det nogen forskel?“ Hvordan kan man afgøre hvad der vil have Guds godkendelse?
Det almindelige syn på den sag er at man går i den kirke som man synes bedst om — hvilken kirke det er, regnes i almindelighed for at være uden betydning. Men ved dit studium af Bibelen er du sikkert kommet til at forstå at Gud ikke godkender enhver religiøs praksis og lære. I Bjergprædikenen sagde Jesus jo selv: „Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.“ — Matt. 7:13, 14.
Åbenbart er det ikke enhver vej der behager Gud. „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget,“ sagde Jesus, „men den, der gør min himmelske Faders vilje.“ Til dem der ikke vil give slip på en falsk religiøs praksis og lære sagde Jesus: „Vig bort fra mig, I, som øver uret.“ (Matt. 7:21-23) Men hvordan afgør man hvilken religion eller hvilken kirke der virkelig gør Guds vilje og derfor er den man bør samles med?
Hvordan man afgør hvem man bør samles med
Hvis en religion skal kunne gøre Guds vilje, må den nødvendigvis lære det rette om Gud. Lad os derfor spørge om den kirke eller religion som du før har været tilsluttet, lærer treenighedsdogmet, den lære der ifølge den athanasianske trosbekendelse lyder: „På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud. . . . Og i denne trehed er der intet, som er tidligere eller senere — intet, som er større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store.“
Hvis en religion lærer dette ubibelske dogme, leder den dig ikke til den sande Gud. Den lærer dig ikke at tilbede Jesu Kristi Fader, som Jesus Kristus rettede følgende bøn til: „Ske ikke min vilje, men din!“ og om hvem Jesus sagde: „Faderen er større end jeg.“ (Luk. 22:42; Joh. 14:28) Jesus viste tydeligt at han og hans Fader ikke er „lige evige“ og „lige store“, sådan som treenighedsdogmet hævder. Måske mener du ikke at den kirke du er tilsluttet, lærer dette dogme, men det er højst tænkeligt at den gør, for Kirkernes Verdensråd, som de fleste større kirker i kristenheden er tilsluttet, kræver at kirken, for at blive medlem, har troen på treenigheden som en del af sin lære. Er din kirke medlem af Kirkernes Verdensråd?
Endnu et spørgsmål: Hvad lærer den kirke som du er tilsluttet om menneskets fremtidshåb? Hvis den, ligesom andre trossamfund i kristenheden, lærer at håbet om fremtidigt liv er grundlagt på at man har en udødelig sjæl, hvordan kan denne kirke da være den sande i betragtning af at Bibelen tydeligt siger: „Den sjæl, der synder, den skal dø“? (Ez. 18:4) Disse spørgsmål angår selve religionens kerne. Er det derfor ikke tydeligt at hvis gudsopfattelsen ikke er rigtig og det håb der fremholdes ikke er rigtigt, så kan religionen selv heller ikke være den rigtige?
Jesus Kristus understregede nødvendigheden af sand kundskab når man skulle gå på den trange vej der fører til livet. Han sagde: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NW) Når sand kundskab om Gud og hans søn er en betingelse for evigt liv, er det klart at hvis man fortsat slutter sig til en religion der fører falsk lære, befinder man sig på den brede vej der fører til fortabelsen.
Derfor spørger vi nu: Kan man opfylde Bibelens krav om at samles med andre kristne, sådan som det siges i Hebræerbrevet 10:24, 25, ved at samles med mennesker der tilbeder Gud på en måde der ikke er i overensstemmelse med Bibelen? Naturligvis ikke! Vi har talt frit ud om dette spørgsmål, fordi det er livet det gælder. Ja, den sande tilbedelse af Gud er en sag der drejer sig om liv og død!
Jehovas vidners møder
Det er grunden til at Jehovas vidner gerne vil hjælpe dig til at få en nøjagtig bibelkundskab. Hvis de regelmæssigt leder et bibelstudium i dit hjem, er det fordi de gerne vil se dig opnå evigt liv. Men som vi har gjort opmærksom på, er det også vigtigt at samles med andre der tilegner sig denne livgivende kundskab.
Du er bekendt med den bibelstudiemetode der anvendes ved dit hjemmebibelstudium. Samme metode med spørgsmål og svar anvendes ved et møde midt i ugen, som regel tirsdag aften klokken 20.00, hvor en lille gruppe Jehovas vidner samles i et privathjem til et studium der varer en time. Da gruppen er lille, som regel på en halv snes deltagere, giver det alle lejlighed til at udtale sig under drøftelsen. Hvis man kan lide hjemmebibelstudiet, vil man også kunne lide at overvære dette ugentlige bibelstudium.
Et andet af Jehovas vidners møder som man med fordel kan overvære, afholdes om søndagen i den lokale rigssal. Her holder en egnet taler et 55-minutters foredrag over et aktuelt bibelsk emne. I den kommende tid vil der blive holdt foredrag om hvordan arkæologien bekræfter Bibelens beretning, om bønnens betydning, om beviserne for at Bibelen ikke modsiger sig selv, samt mange andre emner der er af interesse for den der vil lære Bibelen bedre at kende. Om søndagen holdes også et bibelstudium på en time på grundlag af en studieartikel i bladet Vagttårnet. (Den pågældende uges pensum ses på den sidste side i Vagttårnet, det nederste højre hjørne.) Ved dette studium anvendes også den livlige spørgsmål-og-svar-metode. Man kan være sikker på ved disse møder at lære noget der vil udruste én til at tjene Gud på en antagelig måde.
Det samme kan siges om det man lærer på den teokratiske skole, et møde der varer en time og holdes i rigssalen — som regel torsdag eller fredag aften klokken 19.30. Her får man undervisning i hvordan forkyndergerningen udføres, og de tilmeldte elever, både de mandlige og de kvindelige, får tildelt 6-8 minutters opgaver, der holdes i form af små foredrag eller prædikener. Samme aften holdes et tjenestemøde på en time, og her får man praktiske forslag til hvordan man kan dele Guds ord med andre, på samme måde som Jesus og apostlene gjorde det. Vi kan anbefale dig at overvære disse møder og tage imod den opbyggende undervisning fra Guds ord.
Ved ingen af disse møder forventes det at man udtaler sig under drøftelsen, medmindre man rækker hånden op. Der optages heller ikke kollekt ved disse møder. Selv om man overværer møderne, betyder det ikke at man nu er et af Jehovas vidner, men man får her en lejlighed til at se hvordan organisationen arbejder. Man vil opdage at de der kommer der, er mennesker der ønsker at gøre Guds vilje, ligesom én selv. Vi er sikre på at du vil føle dig hjemme iblandt dem.
Vi vil derfor gerne benytte denne lejlighed til hjerteligt at indbyde dig til at overvære Jehovas vidners møder. Ved at samles med dem vil du kunne opfylde det bibelske krav om ’ikke at svigte menighedsforsamlingen’. — Hebr. 10:24, 25.