Spørgsmål fra læserne

● Er en kristen forpligtet til at underkaste sig en blodtransfusion blot fordi han af en domstol bliver dømt til det? — M. C., U.S.A.

For den sande kristne gælder det at han lader sig lede af Guds love. Han adlyder alle menneskelige love som ikke er i modstrid med Guds love. (Mark. 12:17) Af interesse for kristne er Guds lov til det gamle Israel: „Kun må du ufravigeligt afholde dig fra [være fast besluttet på ikke, NW] at nyde blodet; thi blodet er sjælen, og du må ikke nyde sjælen tillige med kødet.“ (5 Mos. 12:23) Gud forventede altså at israelitterne var „fast besluttet“ på ikke at spise blod, selv om nogen prøvede at tvinge dem til det. — Se også Første Mosebog 9:4; Tredje Mosebog 17:11, 12, 14.

Stiller sagen sig anderledes for dem der tilbeder Jehova i dag? Nej, for den guddommelige lov vedrørende blodet gælder stadig. Den lyder ifølge De kristne græske Skrifter: „Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt.“ (Ap. G. 15:28, 29, 20) Læg venligst mærke til at dette forbud mod at bruge blod til næring for det menneskelige legeme sidestilles med et forbud mod en handling der ville svare til afgudsdyrkelse. Ville man nu gå med til at gøre noget som var afgudsdyrkelse hvis en domstol krævede det? Ville man bøje sig for en afgud hvis en dommer befalede en at gøre det? Eller ville man ufravigeligt holde sig til Guds lov og adlyde Gud fremfor mennesker? (Ap. G. 5:29) De første kristne nægtede at foretage afguderiske handlinger, selv om det betød døden for dem i en romersk arena.

Indviede kristne i dag må være lige så fast besluttede på ufravigeligt at holde sig til Guds lov som de trofaste israelitter og de første kristne var. Imidlertid har der i nogle tilfælde hvori en domstol har afsagt kendelse om blodtransfusion, åbenbart ikke været nogen fast beslutning hos den der gav sig ud for at være kristen. Nogle har over for domstolen antydet at selv om de ikke selv ville gå med til en transfusion, ville de ikke modsætte sig den hvis domstolen afsagde en kendelse. I ét tilfælde vides det at dommeren — efter en sådan udtalelse — afsagde en kendelse om blodtransfusion, idet han stærkt understregede at patienten syntes at antyde at så længe han ikke selv gav tilladelse til en transfusion, var det i orden. Men hvordan mon Gud så på det? Kunne man sige at vedkommende havde været „fast besluttet“ på at holde sig til Guds lov vedrørende blodet?

Det er rigtigt at en domstol bærer ansvaret for hvad den gør hvis den afsiger kendelse om blodtransfusion; men hvis en kristen siger til en dommer at han, selv om han ikke vil gå med til en transfusion, dog ikke vil modsætte sig den hvis domstolen afsiger kendelse om det, så samarbejder han i virkeligheden med domstolen om at overtræde Guds lov. Mon det virkelig er hans ønske? Hvis en kristen er fast besluttet på ufravigeligt at overholde Guds lov om blodet, er det vanskeligt at se hvordan han kan forholde sig passiv. I hvor vid en udstrækning den kristne vil modsætte sig en blodtransfusion i sit eget eller en af sine pårørendes tilfælde er noget som den enkelte selv må afgøre og som menigheden må undersøge.

Den der er fast besluttet på at adlyde Gud kan som regel tage forskellige forholdsregler mod at nogen prøver at påtvinge én en blodtransfusion. Hvordan? Ved at drøfte spørgsmålet med sin læge før man lader sig indskrive som patient på et hospital. Man må også tænke på at det er nødvendigt at sikre sig at både kirurgen og narkoselægen vil respektere ens ønske. Endvidere kan man underskrive en erklæring om at man ikke ønsker blodtransfusion og at man fritager hospitalet for ethvert ansvar for ikke at give blod. Men det er ikke alt.

Når man lader sig indlægge på et hospital kan man [i nogle lande] blive anmodet om at underskrive en erklæring der giver hospitalet ret til at give patienten „den kirurgiske eller medicinske behandling som skønnes nødvendig eller tilrådelig“. Når man underskriver en sådan erklæring er det et almindeligt gældende samtykke man har givet. Hvis ikke man specielt nævner at blodtransfusion er undtaget, kan sætningen „den kirurgiske eller medicinske behandling som skønnes nødvendig“ fortolkes sådan at den også dækker blodtransfusion. Selv om en kontorfunktionær på hospitalet mener at det ikke er nødvendigt at gøre opmærksom på denne undtagelse, skal man alligevel gøre det.

Her i landet, hvor en sådan erklæring ikke gives, må man på anden måde før indlæggelsen sikre sig at lægerne på hospitalet vil respektere ens samvittighed og ønske.

I en tid da Guds lov vedrørende blodet tilsidesættes af verden i almindelighed, er det nødvendigt at de der vil behage Gud er på vagt og holder fast ved det der er ret.