Fra præsidentens rapport for tjenesteåret 1952-53
Uddrag af Selskabets Årbog 1954
Danmark
Antal forkyndere
1942: 2473
1947: 2977
1952: 6206
1953: 7176
JEHOVAS folk har så meget at være taknemmelige for. Først og fremmest at vi kender Jehova, fordi han har åbenbaret sig for os, og dernæst fordi han har givet sit folk så stor fremgang. Det er i høj grad også tilfældet i Danmark. Ligesom vore brødre alle andre steder er vore danske brødre taknemmelige for Jehovas miskundhed, der giver sig udtryk i, at han tilvejebringer bladene Vagttaarnet og Vaagn op!, stævner, breve, Budbringer og alt det andet, der måned efter måned yder dem hjælp og vejledning. Ved at følge Guds ord og Selskabets ledelse har man nået gode resultater, for vi ser en stadig forøgelse i de andre fårs antal i Danmark. Den danske landstjener giver os nogle meget interessante ting at tænke over, og her følger nogle uddrag af hans rapport.
Tidlig på tjenesteåret udnævnte Selskabet en broder i hver zone til at tage sig af forbindelsen mellem pressen og Jehovas folk. Det har ført til, at der er blevet aflagt et stort vidnesbyrd. I det sidste halve år har aviserne i alle egne af landet bragt over 100 artikler. Aviser, der tidligere ikke ville ofre en linie på os, skriver nu lange stykker om vort arbejde og vore stævner. En broder henvendte sig til den lokale avis med en artikel om zonestævnet, der skulle holdes den påfølgende week-end. Da broderen havde fortalt redaktøren om vort arbejde, blev denne meget elskværdig og tilbød endog at give broderen lidt vejledning i journalistik. Broderen modtog denne undervisning med taknemmelighed, og under stævnet bragte avisen hver dag en rapport. Både redaktøren og hans kone kom til det offentlige foredrag.
Zonestævner har spillet en vigtig rolle i forbindelse med vor forøgelse. Ved eet stævne var 100 procent af zonens tilsluttede til stede ved det første møde. Zonetjeneren havde i det forudgående halve år lagt vægt på, at zonestævner er tre-dages-stævner og ikke bare eendags- eller todages-stævner. Brødrene lagde sig dette på sinde og mødte alle op. Det blev til et enestående vidnesbyrd i den lille by, hvor stævnet blev holdt.
Et ægtepar i Sønderjylland håbede at få en søn, der kunne blive præst. De besluttede at lægge 1000 kroner til side om året, og når de fik en søn, og han voksede op, skulle han læse til præst for pengene. Dette ligger imidlertid mange år tilbage, og de har udelukkende fået døtre. De besluttede så at bruge pengene til et studielegat for en, der var værdig til det. En ung mand blev udvalgt og fik tildelt pengene, nu 12.000 kroner. Han kunne hver måned trække af beløbet, efter som han havde brug for det. Et par måneder efter, at den unge mand havde begyndt sine studier, fik han et brændende ønske om at fortælle andre, hvad han havde lært. Han gik ned på gaden en aften, og her så han, som han senere sagde, „et af de vildledte Jehovas vidner“. Da han kom hen til forkynderen, sagde han: „Er De klar over, hvad det er De gør?“ En uge efter denne første kontakt havde den unge studerende seks timer i forkynderarbejdet. Han opgav naturligvis sine studier og pengegaven og vendte hjem. Hans fader var også præst. Han var rasende på sin søn, men det standsede ikke dette nye vidne for Jehova. Mens han boede hjemme, fortsatte han med at arbejde som en Rigets forkynder og besøgte sin faders sognebørn med sandheden fra Guds ord. Efter en tids forløb blev han tvunget til at forlade sine forældres hjem. Han flyttede sammen med den lokale menighedstjener. Nu er han i heltidstjenesten.
Stævnet i New York var naturligvis årets højdepunkt. Det store spørgsmål, der spøgte i alle brødrenes sind, var: „Kan jeg samle penge nok til at komme til New York?“ Der kunne fortælles mange erfaringer om, hvordan det til sidst lykkedes de 180 delegerede at komme med på Yankee Stadium.
Den repræsentant, gennem hvem Selskabet ordnede chartringen af maskinerne til New York-rejsen, var meget interesseret i Jehovas vidners måde at organisere sig på. Flere gange efter de forskellige maskiners afgang sagde han: „Jeg kan ikke forstå det. De fleste større selskaber af rejsende giver os en umådelig mængde vanskeligheder. De glemmer enten deres pas, vaccinationspapirer eller billetter. Men disse mennesker har ikke glemt noget. De må have noget særligt for at kunne være så godt organiseret.“ Det gjorde så stærkt et indtryk på denne mand, at han nu er i gang med et bibelstudium sammen med en af de delegerede. Det er ikke altid gennem den direkte forkyndelse, vidnesbyrdet bliver aflagt. Somme tider taler handling højere end ord.