Spørgsmål fra læserne

● Hvordan kan vi bringe harmoni imellem Ezekiel 18:20, som siger, at søn ikke skal bære faders misgerning, og 2 Mosebog 20:5, der siger, at Gud straffer fædres brøde på deres børn indtil tredje og fjerde led? — M. L., Tyskland.

Ezekiel 18:20 viser, at hvert enkelt individ, der har nået den alder, da det må stå til ansvar for sine handlinger, dømmes på grundlag af sin egen indstilling og opførsel. Barnets opdragelse og familieforhold kan være en stor hjælp eller hemsko for det, og som regel fortsætter børn ad den vej, de er blevet ledt ind på i deres første og mest modtagelige år. (Ordsp. 22:6) Det går imidlertid ikke altid sådan, og når vedkommende bliver voksen, handler han helt efter eget valg, hvad enten dette valg er påvirket lidt eller meget af hans opdragelse og levevilkår. Han slår ind på en bestemt livsførelse, og han bliver dømt efter sine egne handlinger. „Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.“ „Han skal gengælde enhver efter hans gerninger.“ Jesus viste, at familier ville blive delt for hans skyld ved, at nogle valgte at følge ham i Jehovas tjeneste, mens andre i familien modstod ham: „Jeg er kommen for at volde splid mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder.“ En vantro faders kristne søn skal ikke undgælde for faderens misgerning, men vil få en gunstig dom på grundlag af sine egne, kristne gerninger. — Gal. 6:7; Rom. 2:6; Matt. 10:35.

Ezekiel 18:20 omtaler dødsstraf: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Hvis den onde vender om og bliver retfærdig, „skal han visselig leve og ikke dø“. Hvis den retfærdige vender sig til ondskab, „skal han dø“ „for den troløshed, han øvede, og den synd, han gjorde“. Derfor sagde Jehova: „Hvorfor vil I dø, Israels hus? . . . Omvend jer derfor, så skal I leve!“ (Ez. 18:21, 24, 31, 32) Ezekiel 18:20 er således i overensstemmelse med 5 Mosebog 24:16 i spørgsmålet om, hvem der skal lide dødsstraf: „Fædre skal ikke lide døden for børns skyld, og børn skal ikke lide døden for fædres skyld. Enhver skal lide døden for sin egen synd.“

Sagen stiller sig anderledes i forbindelse med 2 Mosebog 20:5. Gennem Moses sagde Jehova til Israel: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ De ældste, der repræsenterede nationen, gav Moses folkets svar til Gud: „Alt, hvad Jehova har sagt, vil vi gøre!“ Pagten blev sluttet med nationen, ikke med enkeltpersoner. Pagtens indledningsord understregede, at Jehova var deres Gud, at de ikke måtte have andre Guder i trods mod ham, og at de aldrig måtte lave sig billeder for at tilbede dem. Derpå angav Gud sin grund til disse forbud mod afgudsdyrkelse: „Thi jeg Jehova din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!“ — 2 Mos. 19:3-8; 20:1-6.

Disse ord viser det princip, hvorefter Gud gengælder troskab og utroskab, og dette princip kan anvendes såvel på enkelte individer som på en nation, når der foreligger overtrædelse af forbudet mod afgudsdyrkelse eller andre synder. Israels historie, som den senere udformede sig, viser det berettigede i Jehovas advarsel. Når nationen vendte sig til afgudsdyrkelse, led den under de uheldsvangre følger gennem flere generationer. Der var altid nogle, der bevarede deres retskaffenhed, og til tider talte de, der elskede Jehova og holdt hans bud, flere tusinde, selv om nationen som helhed var faldet i afgudsdyrkelsens snare. (1 Kong. 19:14, 18) De trofaste blev ikke straffet for nationens synder, og selv om de også blev udsat for virkningerne af straffen, nød de dog hele tiden gavn af Guds miskundhed. Skønt de enkelte kunne undgå at hildes i nationens afgudsdyrkelse og også undgik det, var det dog vanskeligt for dem at gå imod den stormflod af religiøse forseelser, der skyllede over nationen.

Når nationens ledere faldt i afgudsdyrkelsens snare, fulgte folket som helhed dem, og nationen blev åndeligt syg. Den nye generation voksede op i disse uheldige omgivelser, og tendensen blandt disse unge til at følge i deres fædres spor og dyrke afguder var stor. Undertiden var det først flere generationer senere, at de ulykker, som deres afgudsdyrkelse havde samlet sammen til dem, kom til udbrud i en national krise, hvilket sædvanligvis resulterede i en hel eller delvis genoprettelse af den rene gudsdyrkelse.

I hvert fald led nationen i flere generationer efter sit fald, hvis ikke disse efterfølgende generationer angrede deres overtrædelse af Jehova Guds pagt og omvendte sig. Dommerbogen er fuld af beretninger om nationens fald og de forfærdelige følger. (Dom. 2:11-19) Samme situation opstod i den tid, kongerne regerede. For eksempel besluttede Jehova at straffe nationen for dens afgudsdyrkelse under Manasses regering, og end ikke en efterfølgende god tid under kong Josias fik Gud til at opgive denne hensigt. (2 Kong. 22:13-20; 23:25-27) Trods den midlertidige genrejsning under Josias’ regering gik nationen fra ondt til værre, indtil den blev ført i fangenskab i Babylon, hvor den var i halvfjerds år. Det var et eksempel på, at nationen blev straffet for fædrenes misgerninger over en periode på tre, fire eller flere generationer. På Jesu tid ophidsede nationens ledere folket til at kræve Jesu liv, og da Pilatus erklærede, at han var uskyldig i mordet på Jesus, svarede folket: „Hans blod komme over os og vore børn!“ (Matt. 27:25) Den jødiske nation forkastede Messias og vendte sig i stedet til det afgudsdyrkende romerske verdensrige, og det har hovedsagelig været disse jødiske afgudsdyrkeres børn, der udgjorde folket, da nationen blev straffet for denne fædrenes brøde, ved at romerne kom i året 70 e. Kr.

At fædres brøde hjemsøges på børnene, behøver ikke at betyde, at de straffes med døden, for hvis det var tilfældet, kunne den forfader, der havde begået misgerningen, jo ikke have oldebørn. Et tilfælde, hvor Jehova anvendte dette princip på en enkeltperson, er Eli, der på grund af sin forsømmelse mistede præsteværdigheden for sin familie, hvilket blev virkeliggjort på Ebjatars, Elis oldebarns, tid. (1 Sam. 2:27-36; 3:11-14; 14:3; 22:20; 1 Kong. 2:26, 27) Et andet eksempel er Gehazi, der blev spedalsk, fordi han løb ud for at få en belønning af den helbredte syriske hærfører Na’aman i modstrid med Elisas ønske, og til hvem Elisa sagde: „Na’amans spedalskhed skal hænge ved dig og dit afkom til evig tid.“ (2 Kong. 5:1-27) Dermed var deres børn og efterkommere ikke dømt til døden, men der blev påført dem visse ufordelagtige virkninger af deres forfædres overtrædelser. Enkeltpersoner blandt disse efterkommere kunne vende sig til Jehova og modtage et vist mål af lindring og barmhjertighed.