Gudsdyrkelsen i Nigeria renses
Afguderne ødelægges
SEKTIONSTJENEREN i Nigeria skriver følgende til os: „Vi rejste til vort næste stævne med jernbanen gennem bush’en og kom igennem mange små landsbyer. Ikke mange landsbyer i den vestlige verden kan prale med at være så religiøse som disse. Ved indgangen til hver landsby hænger ju-ju’en for at holde det onde borte; men det er kun begyndelsen. Kan I se denne stang med kæden omkring? Det er Awosi, livets gud. Hvad er det der ved indgangen til hytten? En jordhøj med en gryde på toppen. Det er Umumogo, familiens ju-ju. Denne lerfugl er Ugo, ju-ju’en for spådom. Det legemsstore billede af en mand og hans hustru er Ovugure, og den lille udskårne træbuste af en mand er Obo, guden for fremgang. Heller ikke mangler Oghene, en over tolv meter høj stang med et hvidt stykke tøj for oven. Og der er de små huse på pæle til ofringer. Inde i dem kan man se muslingeskaller, knogler, bananer, yams, kokosnødder, flasker o.s.v.
Efter at vi havde afsluttet stævnet kom en ung mand hen til os og sagde: „Min fader er lige død og har efterladt mig sin hytte og jord. Der er mange juj-u’er der. Vil I komme og ødelægge dem?“ Dette stykke arbejde blev udført grundigt og omhyggeligt.“
En anden sektionstjener skriver: „Klokken 21 var det offentlige møde forbi, og den falske religion var blevet heftigt angrebet med åndens sværd, men nu skulle den snart føle den bogstavelige økse og ild. En mand, der tidligere havde været opslugt af dæmontilbedelse, ønskede at blive frigjort. Da han var bange for selv at ødelægge sine afguder, kom han nu til vidnerne sent om aftenen og bad dem gøre arbejdet. En hær på 100 vidner drog bort i natten for at rette et tilintetgørende slag mod den falske gudsdyrkelse. Døden ramte afguderne ved midnatstid! Et stort ju-ju-hus blev tændt i brand, og utallige afguder blev kastet ind i de knitrende flammer — amuletter, slangehoveder, trommer, kar, krukker, særlige klædedragter, „hellige“ fjer og den slags. Mange af naboerne sluttede sig til vidnerne og gav deres bifald til kende, efterhånden som arbejdet skred frem. Dæmonguderne bukkede under for de rasende, knitrende flammer og gik op i røg. Mens ilden buldrede, dansede vidnerne rundt, mens de sang Rigets sange. Ju-ju-træet og gærdet, der omgav det, blev hugget om og brændt. Selv amuletten, der sad i håret på mandens hustru, blev skåret af og brændt. Igennem orakler havde disse ju-ju’er hele tiden forbudt dem at spise og gøre visse ting, og de havde altid krævet ofre i form af kyllinger og geder. Manden havde brugt alle sine penge på at ofre til sine dæmonguder til ingen nytte.“
Et stævne midt iblandt tyve
Imo River er en velkendt lille by — ikke kendt for noget godt, men derimod berygtet som et tilholdssted for de værste kæltringe. Her har de værste røvere og tyve i hele landsdelen deres hovedkvarter. Jehovas vidner begyndte nu at ankomme til denne by for at holde deres zonestævne. Hovedmanden for forbryderne henvendte sig til zonetjeneren og tilbød, at nogle af vidnerne måtte bo i hans hus. Var han oprigtig, eller søgte han at få lejlighed til at udøve sin lyssky håndtering? Han lagde mærke til, at zonetjeneren tøvede med at svare, og derfor sagde han: „Jeg ønsker, at Jehovas vidner skal bo i mit hjem. Det kan måske hjælpe mig til at se sandheden. Jeg forsikrer jer for, at de ikke skal miste så meget som en knappenål. Jeg mener det. I ved, vi har vor sammenslutning, og alle må overholde reglerne.“ Sytten venner kom til at bo i hans hus. I denne berygtede forbryderby, som ingen ville vove at gå igennem om natten, var der ikke een stævnedeltager, der mistede det mindste af sine ejendele. Beboerne sagde, at de var lykkelige over at være sammen med et rent folk. Jesus sagde, at toldere og skøger ville gå ind i Riget forud for det selvretfærdige præsteskab. Vi bliver mindet om en anden tyv, der døde ved siden af Jesus og fik løfte om en opstandelse. Tiden vil vise, hvor mange fra denne tyvenes by der vil forlade den gamle verden.
Kristnes opførsel gør indtryk på muhammedaner
I Oshogbo blev der lejet en ny biograf til zonestævnet. Ejeren, en muhammedaner, forlangte 2 £ (40 kr.) Efter stævnet kom han hen til os og sagde, at han havde troet, at vi var, som folk er flest, og havde ødelagt et par stole, ramponeret lokalet og fortsat til langt ud på morgenens små timer. Men hvilken forskel! Ville vi blive stødt, hvis han betalte pengene tilbage? „Lad mig det vide, når som helst I ønsker biografen igen. Jeg skal selv bringe den i orden til jer. Det vil være mig en ære.“