Spørgsmål fra læserne
● Er det ønskeligt at indrette et lydisoleret rum i forbindelse med rigssalen, hvortil støjende børn kan henvises, og hvor deres forældre kan høre og eventuelt se, hvad der foregår på talerstolen, uden at børnene kan forstyrre menighedens møder? — G. E., Pennsylvania.
I menigheden bør børnene være sammen med deres forældre, og børnene bør opføre sig godt. Det påhviler forældrene at oplære dem, så de gør det. At indrette en slags børnehave eller legestue for uregerlige børn kan opfattes som om menigheden godkender uroen. Det ville berøve børnene den opdragelse, der skulle lære dem, at der er tidspunkter, da de må sidde stille og lytte til andre og ikke selv være midtpunktet. Et barn, der græder eller på anden måde forstyrrer mødet, kan for så langt et tidsrum det er nødvendigt for at berolige det føres uden for salen, og derefter igen tages med ind. Men hvis der findes et særligt værelse, vil nogle forældre misbruge det ved at dele deres opmærksomhed mellem børnene og det, de hører gennem højttaleren, med det resultat, at de hverken ofrer børnene eller mødet den nødvendige opmærksomhed. Det er bedst, at både forældre og børn er i mødesalen, og når det er nødvendigt, kan forældrene føre deres barn udenfor og hellige det hele deres opmærksomhed og så vende tilbage til salen, når problemet er løst. Forældre kan gøre det, hvis de sidder ved siden af deres børn, og de kan gøre det uden at forstyrre andre ret meget, hvis de sidder bagest i salen og yderst på en stolerække.
Vi er overbeviste om, at når forstyrrende børn er et problem, ligger dettes løsning hos forældrene og ikke i, at der indrettes et lydisoleret værelse. Uden tvivl forsømmer nogle forældre at se efter deres børn og opdrage dem til at opføre sig rigtigt ved møderne. Man har konstateret, at børnene i de mest civiliserede lande er de mest uordentlige, ulydige og vanskelige at styre, og ansvaret for at rette dette forhold hviler absolut på forældrene. I mange lande i verden, hvor børn overværer møderne i langt større antal end i de lande, der sædvanligvis anses for at være de mest civiliserede, volder de langt mindre forstyrrelse end børn i disse lande. Børn skal opdrages, ikke ødelægges. Vi tror, at man blot går uden om problemet uden at løse det ved at indrette et adskilt værelse eller „internat“ for forsømmelige forældre og deres støjende afkom. Et sådant værelse vil blot forøge forældrenes forsømmelighed og børnenes uopdragenhed.
● I hvilken udstrækning skal en hustru underordne sig sin mand? Lad os for eksempel sige, at en hustru har hele huset fyldt med planter, og hendes mand siger, at hvis hun underordnede sig på rette måde, så ville hun skaffe sig af med dem. En anden hustru inviterer en gæst til middag uden at rådføre sig med sin mand, og han gør indvendinger, fordi han ikke har fået noget at vide om det. Endnu et eksempel: en hustru irettesætter sin mand under et studium, og han gør indsigelse mod hendes fremgangsmåde. De jødiske kvinder, der levede under Talmuds påbud, må have følt sig meget ringe stillet. Skal vi søstre i sandheden nu føle det på samme måde? — M. M., Britisk Columbia, Canada.
Hvad der i videste forstand menes med, at en gift kvinde skal „underordne“ sig sin mand, er noget, som den pligtopfyldende gifte kvinde må erfare, og ikke noget, vi kan forklare hele rækkevidden af. Du nævner „Talmuds påbud“, og vi har netop søgt at undgå at samle en sådan detailleret fortegnelse over, hvad gifte kvinder eller ægtemænd må, skal eller ikke skal under den og den omstændighed. De to første tilfælde, du nævner i dit spørgsmål, er gode eksempler på, hvor endeløst det ville være at prøve på at opstille regler for alle omstændigheder, og viser også, hvordan vi ville indvikle os i temmelig barnagtige og ubetydelige skænderier, som ikke skulle indebære nogen vanskelighed for gifte mennesker, der er i sandheden, og som lader sig lede af guddommelige principper fremfor at ønske en særlig definition af, hvad der er deres nøjagtige rettigheder. Hvad en hustrus irettesættelse af sin mand under et møde angår, så er dette blevet besvaret i Vagttaarnet den 1. august 1949, især i paragraf 27. Der findes gode råd for både ægtemænd og hustruer i Efeserne 5:21-33, 1 Timoteus 2:9-15 og 1 Peter 3:1-12.
En hustru må selv finde ud af, i hvilke henseender hun skal underordne sig, idet hun holder sig for øje, hvad Paulus siger i Efeserne 5, nemlig, at hun skal vise „dyb respekt for sin mand“. I de apostolske skrifter roses kvinderne fra gammel tid, fordi de, på grund af deres mænds teokratiske stilling, viste dyb respekt for dem. Det kan somme tider virke ubehageligt for en hustru at skulle underordne sig, fordi det er en vis ydmygelse for hende, men hvis hun ikke desto mindre underordner sig, ikke for at behage sig selv eller bare for at behage sin mand, men som for Herren Jesus, hvis brud hun er et billede på, så kan hun bedre tage ydmygelsen og forstå, at der er en rimelig årsag til den, og så bliver det hende en dyd, som 1 Peter 3 siger.
Når en hustru føler sig såret i sin underordnede stilling, må hun huske på, at hun har bragt sig selv i denne stilling ved at sige „ja“ til sin mand. Den er en del af de „trængsler i kødet“, som Paulus advarede ægtepar om, at de ville udsætte sig for. (1 Kor. 7:28, NW) Apostlene siger, at vi, dersom vi er trælle, skal underordne os såvel urimelige som rimelige herrer, altsammen for at sandheden derved kan blive anbefalet til vore herrer såvel som til dem udenfor. Apostlene kæder til tider dette sammen med børns og hustruers lydighed, som Paulus gjorde det i sit brev til Efeserne, hvor han i rækkefølge omtaler, hvorledes hustruer, børn og trælle skal underordne sig. (Ef. 5:21–6:9) Men i denne forbindelse formaner Paulus også ægtemænd og viser dem, hvorledes de hver især skulle vogte sig for at være overlegne og ukærlige mod deres hustru, men behandle hende som deres eget kød. En hustru må derfor selv forstå at vide, hvordan hun skal underordne sig, og gøre det i harmoni med de guddommelige principper og i kærlighed.
● Er det rigtigt af et Jehovas vidne at have forretningsforbindelse med en, der er blevet udstødt af menigheden? — F. G., California.
Det afhænger af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. I almindelighed vil det være at foretrække, at vi ikke har nogen forbindelse med udstødte personer, hverken i forretningsmæssig, social eller åndelig henseende. Hvis det er muligt at knytte nye forretningsforbindelser, hvad enten det drejer sig om arbejdsgiver, arbejder, leverance af råmaterialer eller nødvendige tjenesteydelser i forskellige retninger, vil det være tilrådeligt at gøre det. Hvis omstændighederne imidlertid ikke tillader det, og afbrydelsen af en forbindelse vil gå ud over forsørgelsen af din familie og dig selv i materiel henseende, kan du fortsætte din forretningsforbindelse med den udstødte. Men hvis du mener, at dette er nødvendigt, må du passe meget på, at du ikke slutter dig til den udstødte og ikke diskuterer åndelige spørgsmål med ham. Husk altid på, at vore åndelige interesser er af langt større betydning for os end de materielle, og følg nøje menighedens anvisninger i forbindelse med den udstødte. Vi værner ikke alene vore egne åndelige interesser ved at gøre dette, men også vore brødres og særlig deres, som er svage eller nye, og som let kan blive stødt på grund af vor forbindelse med en udstødt.