Juni

Allerede nu gør løskøbelsen en stor forskel i vores liv. Det er for eksempel på baggrund af den at Jehova tilgiver vores synder. Han er ikke forpligtet til at tilgive os. Men han har et stærkt ønske om at gøre det. (Sl. 103:3, 10-13) Nogle føler slet ikke at de er værdige til at blive tilgivet af Jehova. Men faktisk er der ingen af os der fortjener Jehovas tilgivelse. Apostlen Paulus vidste udmærket at han ikke var værdig “til at blive kaldt apostel”. Men alligevel sagde han: “Takket være Guds ufortjente godhed er jeg det jeg er.” (1. Kor. 15:9, 10) Når vi angrer vores synder, tilgiver Jehova os. Hvorfor? Ikke fordi vi fortjener det, men fordi han elsker os. Hvis du føler at du ikke er værdig til Jehovas kærlighed, så husk at løskøbelsen er en gave til syndere der angrer, ikke til fuldkomne mennesker. – Luk. 5:32; 1. Tim. 1:15. w25.01 26 § 3-4

Vi kan ikke styre hvad andre siger eller gør, men vi kan prøve at styre den måde vi reagerer på. Som regel vil det bedste være at tilgive. Hvorfor? Fordi vi elsker Jehova, og han ønsker at vi skal være tilgivende. Hvis vi bliver ved med at være vrede og ikke tilgiver andre, er der større sandsynlighed for at vi træffer dårlige valg der går ud over vores helbred. (Ordsp. 14:17, 29, 30) Når vi giver slip på de negative følelser, lader vi ikke bitterhed ødelægge vores liv. Det er som en gave vi giver os selv – vi kan starte på en frisk og blive glade igen. Hvad kan hjælpe dig til at komme af med dine sårede følelser? Først og fremmest må du erkende at det tager tid. Hvis man har været ude for en alvorlig ulykke, har man brug for hjælp og tid til at komme sig fysisk. På samme måde kan det være at vi har brug for tid for at hele følelsesmæssigt før vi er klar til oprigtigt at tilgive en der har såret os. (Præd. 3:3; 1. Pet. 1:22) Bed Jehova om at hjælpe dig til at tilgive. w25.02 15-16 § 8-11

Noget af det første vi lærte om, var for eksempel anger, tro, dåb og opstandelsen. (Hebr. 6:1, 2) De ting udgør selve fundamentet for den kristne tro. Det var derfor apostlen Peter talte om det da han forkyndte for folkemængden på pinsedagen. (Ap.G. 2:32-35, 38) For at blive disciple af Kristus må vi anerkende de her grundlæggende lærdomme. Paulus advarede om at hvis man for eksempel afviser læren om opstandelsen, afviser man hele den kristne tro. (1. Kor. 15:12-14) Men vi må ikke være tilfredse med kun at kende de grundlæggende ting. I modsætning til grundlærdommen består den faste åndelige føde ikke kun af Jehovas love men også hans principper, som hjælper os til at forstå hvordan han tænker. For at få gavn af den føde må vi studere Bibelen, tænke dybt over det vi lærer, og så bruge det i vores liv. Når vi gør det, lærer vi at træffe beslutninger der glæder Jehova. w24.04 5 § 12-13

Gud måtte minde Jonas om at ninevitterne ‘ikke kunne kende forskel på rigtigt og forkert’. (Jon. 1:1, 2; 3:10; 4:9-11) Senere pegede Jesus på ninevitterne for at fremhæve Jehovas retfærdighed og barmhjertighed. Hvad mente Jesus da han sagde at ninevitterne ville ‘opstå ved dommen’? Han talte om “dommens opstandelse”. (Joh. 5:29) Den finder sted i tusindårsriget, hvor både retfærdige og uretfærdige vil blive oprejst fra døden. (Ap.G. 24:15) For de uretfærdige vil det være en “dommens opstandelse”. Det vil være en evalueringsperiode, hvor Jehova og Jesus ser den måde de opfører sig på, og hvordan de reagerer på den undervisning de får. Hvis en ninevit der får livet igen, nægter at tjene Jehova, vil han blive dømt som uværdig til at leve i Paradiset. (Esa. 65:20) Men de der elsker Jehova og vælger at tilbede ham trofast, vil få en positiv dom, og de vil få mulighed for at leve for evigt. – Dan. 12:2. w24.05 5 § 13-14

Jesus’ måde at være på afspejlede til fuldkommenhed hans Fars barmhjertighed. (Joh. 14:9) Med sine ord og handlinger viste han at hans barmhjertige og kærlige Far virkelig elsker mennesker og gerne vil hjælpe dem. Jesus gav mennesker lyst til at ændre deres måde at leve på og begynde at følge ham. (Luk. 5:27, 28) Jesus vidste hvad der ventede ham. Flere gange fortalte han sine disciple at han ville blive forrådt og henrettet på en pæl. (Matt. 17:22; 20:18, 19) Han vidste at hans offer ville tage “verdens synd bort”. Jesus lærte desuden sine disciple at han ville blive ved med at “drage alle slags mennesker” til sig efter sin død. (Joh. 12:32) Nu kunne ufuldkomne mennesker glæde Jehova ved at vise tro på Jesus og efterligne ham så godt de kunne. Hvis de gjorde det, ville de endelig blive “frigjort fra synden”. (Rom. 6:14, 18, 22; Joh. 8:32) Så Jesus gik villigt og modigt sin egen død i møde. – Joh. 10:17, 18. w24.08 5 § 11-12

Prøv at tænke tilbage på dengang du begyndte at lære sandheden fra Bibelen at kende. Du fandt ud af at du har en Far i himlen der elsker dig, at han meget gerne vil have at du er en del af hans store åndelige familie, at han vil fjerne smerte og uretfærdighed, at du kan få dem du har mistet i døden, at se igen i den nye verden – og meget mere. (Mark. 10:29, 30; Joh. 5:28, 29; Rom. 8:38, 39; Åb. 21:3, 4) De sandheder rørte virkelig dit hjerte. (Luk. 24:32) Du elskede det du lærte, og du havde lyst til at fortælle andre om det. (Se også tanken i Jeremias 20:9). Når vi har dyb kærlighed til sandheden fra Bibelen, kan vi ikke lade være med at dele den med andre. (Luk. 6:45) Vi har det ligesom Jesus’ disciple i det første århundrede der sagde: “Vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.” (Ap.G. 4:20) Vi elsker sandheden så meget at vi vil have at alle skal høre den. w24.05 15 § 5; 16 § 7

Vi forkynder fordi vi elsker Jehova og gerne vil have at andre lærer ham at kende. Men nogle er aldrig rigtig blevet glade for forkyndelsen. Hvordan kan det være? De er måske generte eller føler ikke at de er særligt gode til at undervise. Nogle bryder sig ikke om at komme til folks dør uden at de er inviteret. Det kan også være at de er bange for at blive afvist. Andre er måske blevet opdraget til at undgå konflikter for enhver pris. De her brødre og søstre har svært ved at henvende sig til fremmede for at forkynde. Kan du genkende nogle af de følelser vi lige har beskrevet? Hvis du kan, må du ikke miste modet. Det at du er tilbageholdende, kan være et tegn på at du er ydmyg og ikke har lyst til at tiltrække dig opmærksomhed eller at diskutere med folk. Og der er ingen der synes det er sjovt at blive afvist, særligt ikke hvis man prøver at gøre noget godt for andre. Jehova ved hvad du kæmper med, og vil meget gerne hjælpe dig. – Esa. 41:13. w24.04 14 § 1-2

Når du læser i Bibelen, så vær beskeden når du sætter dig mål i stedet for at prøve at gøre alting på én gang. Prøv for eksempel det her: Lav en liste med ting du skal arbejde på. Vælg så en eller to ting til at starte med, og gem resten til senere. Men hvordan skal du prioritere? Du kan beslutte dig for at begynde med et mål der er nemmere for dig at nå. Eller du kan vælge at begynde der hvor der er mest plads til forbedring. Når du har lagt dig fast på et mål, så studér om emnet i vores publikationer. Bed til Jehova om at give dig “både ønsket om og kraften til” at nå dit mål. (Flp. 2:13) Og anvend så det du har lært. Når du har gjort fremskridt i forbindelse med dit første mål, vil du sikkert være mere motiveret til at arbejde på det næste. Og det vil være lettere for dig at gøre fremskridt på andre områder når du har oplevet at det kan lade sig gøre. w24.09 6 § 13-14

Det kan gøre rigtig ondt hvis man ved at noget man har gjort, er gået ud over andre og har såret dem. Hvad kan hjælpe dig hvis du står i den situation? Gør hvad du kan for at gøre det godt igen, for eksempel ved oprigtigt at sige undskyld. Bed Jehova om at støtte og hjælpe dem der er blevet berørt af det du har gjort. Han kan give både dig og dem styrke til at holde ud og hjælpe jer til at få indre fred. Lær af de fejl du tidligere har begået, og giv Jehova lov til at bruge dig på den måde han ønsker. Vi kan lære meget af Jonas. I stedet for at rejse til Nineve som Jehova havde befalet ham, flygtede han og rejste i den stik modsatte retning. Jehova retledte Jonas, og han lærte af sin dårlige beslutning. (Jon. 1:1-4, 15-17; 2:7-10) Det er tydeligt at Jehova ikke mistede tilliden til Jonas. Han gav ham en ny mulighed for at tage til Nineve, og denne gang adlød Jonas straks. Han har sikkert haft skyldfølelse over det han havde gjort, men han lod det ikke forhindre ham i at tage imod opgaven fra Jehova. – Jon. 3:1-3. w24.10 8-9 § 10-11

Jehova annullerer faktisk ikke bare vores gæld, eller synder – han sletter dem helt når han tilgiver dem. Det græske ord der er oversat med “tilgivet”, betyder bogstaveligt “slettet ud”. Når en gæld bliver annulleret, forestiller man sig måske at der bliver sat et stort X hen over det beløb man skylder. Men man kan jo stadig se tallet selvom der er sat et X henover. At slette noget er noget helt andet. For rigtigt at forstå billedet må vi huske at det blæk man brugte på Bibelens tid, var en blanding der blandt andet bestod af kul, gummi og vand. Med en våd svamp kunne man fuldstændigt fjerne det der var skrevet. Så når en gæld blev slettet, kunne man ikke længere se hvor meget man tidligere havde skyldt. Optegnelserne fandtes ikke længere, og gælden var helt forsvundet. Det varmer os om hjertet at vide at Jehova ikke bare annullerer vores synder, men visker dem helt væk. – Sl. 51:9. w25.02 10 § 11

Hvis nogen beskylder os for noget vi ikke har gjort, eller på en anden måde behandler os uretfærdigt, stoler vi på at Jehova kender alle detaljer i sagen. Den tillid kan hjælpe os til at holde ud fordi vi er sikre på at Jehova til sin tid vil rette op på tingene. Når vi på den måde lægger sagen i Jehovas hænder, forhindrer vi vrede og bitterhed i at slå rod i vores hjerte. Sådan nogle følelser kan nemlig få os til at overreagere, de kan stjæle vores glæde, og de kan endda skade vores forhold til Jehova. Vi vil selvfølgelig aldrig kunne følge Jesus’ eksempel til fuldkommenhed. Nogle gange kommer vi måske til at sige eller gøre noget vi senere fortryder. (Jak. 3:2) Og nogle af de uretfærdige ting vi kan komme ud for i den her onde verden, kan efterlade os med fysiske eller følelsesmæssige ar. Hvis det er den situation du står i, må du ikke tvivle på at Jehova ved præcis hvad du gennemgår. Og Jesus, som jo også blev meget uretfærdigt behandlet, kan også sætte sig ind i dine svære følelser. (Hebr. 4:15, 16) Vi værdsætter virkelig de mange praktiske råd vi får af Jehova, som kan hjælpe os når vi kommer ud for svære ting. w24.11 6 § 12-13

At tro på Jesus er helt nødvendigt for at få evigt liv. (Joh. 3:16-18, 36; 17:3) Mange jøder var skeptiske over for det Jesus sagde om det Gud ønskede at de skulle gøre. De spurgte ham: “Hvilket tegn vil du vise os så vi kan få tro på dig?” (Joh. 6:30) De nævnte at deres forfædre på Moses’ tid havde fået manna, der var som brød. (Neh. 9:15; Sl. 78:24, 25) Det er tydeligt at de stadig kun tænkte på at få dækket deres behov for bogstaveligt brød. Og da Jesus talte om “det sande brød fra himlen”, der til forskel fra mannaen kunne give dem evigt liv, spurgte de ham ikke engang hvad han mente. (Joh. 6:32) De var så fokuserede på bogstavelig mad at de fuldstændigt ignorerede de åndelige sandheder som Jesus forsøgte at fortælle dem. w24.12 5-6 § 10-11

Efterhånden som dit barn lærer mere i naturfagene i skolen, vil han finde ud af at mange af de former vi ser i naturen, er styret af love. For eksempel er hvert eneste snefnug dannet ud fra nogle helt bestemte geometriske mønstre der kaldes fraktaler. Fraktalmønstre findes også i andre ting i naturen. Men hvem har skabt de love der resulterer i de her smukke mønstre? Hvem står bag den orden og det omhyggelige design der findes i naturen? Jo mere dit barn tænker over sådan nogle spørgsmål, jo mere sandsynligt er det at han vil få en stærk tro på at Gud har skabt alting. På et tidspunkt kunne du stille ham det her spørgsmål: “Hvis Gud har skabt os, er det så ikke også fornuftigt at tro at han bedst ved hvordan vi skal opføre os for at have det godt?” Og så kan du forklare at Gud har givet os Bibelen for at vise os hvordan vi kan blive lykkelige. w24.12 16 § 8

Apostlen Paulus skrev, under den hellige ånds ledelse, et brev med anvisninger om at en mand der ikke angrede, skulle fjernes fra menigheden. (1. Kor. 5:13) Hvordan skulle de kristne forholde sig til ham? Paulus fortalte dem at de skulle “holde op med at omgås” ham, og forklarede at de “ikke engang [skulle] spise sammen med sådan et menneske”. (1. Kor. 5:11) Når man spiser sammen med en, taler man sammen. Og det kan nemt udvikle sig til at man bruger endnu mere tid sammen med vedkommende. Så det Paulus mente, var at menigheden ikke skulle være socialt sammen med manden. Det ville beskytte dem mod hans dårlige indflydelse. (1. Kor. 5:5-7) Derudover kunne det få manden til at tænke over hvor langt han var kommet væk fra Jehova, blive oprigtigt ked af det og motiveret til at angre. w24.08 15 § 4-5

I Israel holdt man hvert år den årlige forsoningsdag. Den dag bragte ypperstepræsten dyreofre på folkets vegne. Dyreofre kunne selvfølgelig ikke fuldstændigt dække israelitternes synder, for et dyreliv svarer ikke til et menneskeliv. Alligevel var Jehova villig til at tilgive angrende israelitters synder når de bragte de ofre han havde bedt dem om. (Hebr. 10:1-4) Ordningen med forsoningsdagen mindede dem om at de var syndige. Men Jehova havde en permanent ordning i tanke som ville gøre det muligt for mennesker at få tilgivet deres synder. Han sørgede for at hans elskede Søn kunne blive “ofret én gang for alle så han kunne bære manges synder”. (Hebr. 9:28) Jesus gav sit liv “som en løsesum i bytte for mange”. – Matt. 20:28. w25.02 4 § 9-10

“Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.” (Matt. 26:41b) Med de ord viste Jesus at han forstod at vi er ufuldkomne og vil begå fejl. Men hans ord indeholdt også en advarsel: Pas på ikke at blive for selvsikker. Nogle få timer før Jesus sagde det, havde disciplene selvsikkert lovet at de aldrig ville forlade ham. (Matt. 26:35) Deres motiver var gode. Men de havde ikke erkendt hvor hurtigt deres beslutsomhed kunne blive svækket når de blev udsat for pres. Det var derfor Jesus advarede dem med ordene i dagens vers. Sørgeligt nok gjorde disciplene ikke det Jesus havde opfordret dem til. Hvordan reagerede de da Jesus blev arresteret? Blev de hos ham, eller gav de efter for fristelsen til at flygte? Fordi disciplene ikke var på vagt, gjorde de præcis det de havde sagt de aldrig ville gøre – de svigtede Jesus. – Matt. 26:56. w24.07 14 § 1-2

Adam og Eva mistede deres nære forhold til deres Far, Jehova. Til at begynde med hørte Adam og Eva til Guds familie. (Luk. 3:38) Men da de var ulydige mod Jehova, blev de udelukket fra hans familie, og det skete før de havde fået børn. (1. Mos. 3:23, 24; 4:1) Fordi vi er efterkommere af dem, har vi derfor behov for at blive forsonet med Jehova. (Rom. 5:10, 11) Med andre ord har vi brug for at få et godt forhold til ham. Et opslagsværk forklarer at det græske ord der her bruges for “forsone”, kan betyde “at ændre fjendskab til venskab”. Og det fantastiske er at det er Jehova der har taget initiativet. Hvad har han gjort? Jehova har sørget for en ordning der gør det muligt for os at få sonet vores synder så vi kan få et godt forhold til ham. Hvad er soning? Det indebærer at man giver en ting i bytte for noget andet der har præcis den samme værdi. Soning gør det muligt for mennesker at få det tilbage som Adam mistede. w25.02 3-4 § 7-8

Apostlen Paulus skrev til menigheden: “Den irettesættelse de fleste af jer har givet denne mand, er nok.” (2. Kor. 2:5-8) Med andre ord havde retledningen tjent sit formål. Hvilket formål? At hjælpe manden der havde haft et seksuelt forhold til sin stedmor, til at angre og vende om. (Hebr. 12:11) Paulus skrev videre: “Derfor skal I nu kærligt tilgive ham og trøste ham.” Og: “Jeg tilskynder jer stærkt til at bekræfte jeres kærlighed til ham.” Læg mærke til at Paulus gerne ville have at menigheden gjorde mere end bare at tillade at manden kom tilbage til Jehovas folk. Han ønskede at de gennem det de sagde, og det de gjorde, forsikrede ham om at de virkelig havde tilgivet ham og elskede ham. På den måde var det tydeligt for ham at de var glade for at han var kommet tilbage. w24.08 15 § 4; 15-17 § 6-8

Apostlen Paulus kunne med overbevisning forklare hvad det kræver at holde ud. Han mindede dem om at når de kom ud for prøvelser, skulle de ikke stole på sig selv men på Jehova. Paulus kunne tillidsfuldt sige: “Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange.” (Hebr. 13:6) Nogle af vores brødre og søstre oplever forfølgelse lige nu. Vi kan støtte dem ved at bede for dem, og nogle gange ved at gøre noget praktisk. Men Bibelen siger tydeligt at “alle der ønsker at leve gudhengivent som disciple af Kristus Jesus, vil blive forfulgt”. (2. Tim. 3:12) Derfor må vi alle forberede os på fremtiden. Lad os blive ved med at stole helt på at Jehova vil hjælpe os til at udholde enhver prøvelse vi måtte komme ud for. Og når tiden er inde til det, vil han sørge for lindring til alle sine trofaste tjenere. – 2. Thess. 1:7, 8. w24.09 12-13 § 17-18

Hvad hjalp korintherne til at blive døbt? (2. Kor. 10:4, 5) Guds ord og hans hellige ånd gav dem styrke til at foretage store forandringer i deres liv. (Hebr. 4:12) Nogle af korintherne havde været drankere, kriminelle eller levet som homoseksuelle, men da de lærte den gode nyhed om Kristus at kende, var de i stand til at lægge det liv bag sig. (1. Kor. 6:9-11) Selvom nogle af korintherne havde indgroede vaner de måtte kæmpe for at komme af med, gav de ikke op. De gjorde en målrettet indsats for at komme ind på den trange vej der fører til evigt liv. (Matt. 7:13, 14) Kæmper du lige nu for at komme af med en dårlig vane eller for at ændre din livsstil så du kan blive døbt? Så må du ikke give op! Bliv ved med at bede Jehova om at give dig af sin hellige ånd. Den vil hjælpe dig til at lade være med at gøre noget forkert. w25.03 6 § 15-17

Jehova lover at give os visdom til at finde ud af om en bestemt beslutning vil glæde ham. Og den visdom giver han “gavmildt til alle og uden at kritisere”. Når du har bedt Jehova om visdom, så må du lytte omhyggeligt til hans svar. Det kan illustreres på den her måde: Hvis du er ude at rejse og er faret vild, kan det være at du spørger en lokal om hjælp til at finde vej. Men ville du så bare gå videre før han kan nå at give dig et svar? Selvfølgelig ikke. Du ville lytte omhyggeligt til det han siger. Sådan er det også når du beder Jehova om visdom. Prøv at finde hans svar ved at undersøge hvilke bibelske love og principper der gælder i din situation. Hvis du for eksempel skal beslutte om du vil komme til en fest, kan du tænke over hvad Bibelen siger om vilde fester, dårligt selskab og om hvor vigtigt det er at sætte åndelige aktiviteter før personlige præferencer. – Matt. 6:33; Rom. 13:13; 1. Kor. 15:33. w25.01 16 § 6-7

Esajas’ profeti peger på hvor stor en kontrast der er mellem livet i det åndelige paradis og livet uden for. Jehova dækker gavmildt sine tjeneres åndelige behov så de kan have et nært venskab med ham. Vi har Jehovas hellige ånd, Bibelen og masser af åndelig mad så vi kan ‘spise, drikke og juble’. (Se også tanken i Åbenbaringen 22:17). Det er helt anderledes med dem der er uden for det åndelige paradis. De ‘sulter, tørster og bliver ydmyget’. De får ikke dækket deres åndelige behov. (Amos 8:11) Jehova giver gavmilde gaver til sit folk. (Joel 2:21-24) Han giver os alt hvad vi har brug for, derunder åndelig mad. Vi har Bibelen, vores bibelske publikationer, vores hjemmeside og møder og stævner. Vi kan tage for os af den åndelige mad hver eneste dag, og det gør os sunde og giver os ny energi. w24.04 21 § 5-6

Hvis der er en du gerne vil begynde at komme sammen med, kunne du aftale med vedkommende at snakke sammen over telefonen eller mødes et offentligt sted. Giv tydeligt udtryk for din interesse og at du gerne vil lære ham bedre at kende. (1. Kor. 14:9) Måske har han brug for tid til at tænke over det. (Ordsp. 15:28) Og hvis han ikke er interesseret, må du respektere hans følelser. Hvis en kommer og fortæller at han er interesseret i dig, har det uden tvivl krævet meget mod, så vær venlig og respektfuld. Hvis du har brug for tid til at tænke over det, så sig det. Men prøv at komme med et svar så hurtigt som muligt. (Ordsp. 13:12) Hvis du ikke er interesseret, så sig det tydeligt men venligt. Hvis du er interesseret i vedkommende, så tal om jeres følelser, og hvilke forventninger I har til hinanden og til det at komme sammen. Jeres forventninger kan måske være forskellige. w24.05 23-24 § 12-13

Måske mens David stadig var teenager, tog han ud til det sted hvor israelitternes hær havde slået lejr. Soldaterne var skrækslagne fordi en kæmpestor filister ved navn Goliat var kommet for at ‘håne Israels hær’. (1. Sam. 17:10, 11) De fokuserede desværre på hvor stor Goliat var, og på de provokerende ting han sagde, og derfor var de lammet af frygt. (1. Sam. 17:24, 25) Men David havde et helt andet fokus. Han betragtede ikke bare Goliats hån som en hån mod Israels hær, men som en hån mod “den levende Guds hær”. (1. Sam. 17:26) Så det var altså først og fremmest Jehova David tænkte på. Han havde fuld tillid til at fordi Jehova havde hjulpet ham da han var hyrde, ville han også hjælpe ham i den her situation. Med Jehova i ryggen gik han op imod Goliat – og selvfølgelig vandt han! – 1. Sam. 17:45-51. w24.06 21 § 7

Vi kan prøve at forestille os hvordan vores liv ville have været hvis vi ikke tjente Jehova. Det vil hjælpe os til at forblive trofaste og sige ligesom salmisten: “For mig er det bedste at søge nær til Gud.” (Sl. 73:28) Vi vil kunne klare en hvilken som helst prøvelse vi måtte møde her i de sidste dage, fordi vi tjener “en Gud der er levende og sand”. (1. Thess. 1:9) Han har omsorg for os og vil altid hjælpe os. Han var med sine tjenere i fortiden, og han vil også være med os i dag. Snart vil vi stå over for den største trængsel i menneskehedens historie. Men vi skal ikke klare det alene. “Vi kan være ved godt mod og sige: ‘Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange.’” – Hebr. 13:5, 6. w24.06 25 § 17-18

Bibelen nævner flere end 40 forskellige konger der regerede over Israel. Vi får at vide at de gode konger indimellem gjorde ting Jehova ikke syntes om. David var en god konge. Jehova sagde om ham: “Min tjener David ... fulgte mig af hele sit hjerte ved kun at gøre det der var rigtigt i mine øjne.” (1. Kong. 14:8) Men vi ved jo også at David var utro med en gift kvinde og endda sørgede for at få hendes mand dræbt i krig. (2. Sam. 11:4, 14, 15) På den anden side var der også nogle af de konger der ikke var trofaste mod Jehova, der gjorde nogle gode ting, for eksempel Rehabeam. Jehova beskrev ham som en konge der “gjorde det der var ondt”. (2. Krøn. 12:14) Men Rehabeam adlød Jehova da han bad ham om ikke at kæmpe mod de ti stammer der gerne ville løsrive sig. Han gjorde også noget godt for nationen ved at bygge befæstede byer. (1. Kong. 12:21-24; 2. Krøn. 11:5-12) Hvad var kriterierne der afgjorde om Jehova kunne godkende en konge eller ej? Det han tog i betragtning, var den hjerteindstilling kongen havde, om han angrede, og om han holdt fast ved den sande tilbedelse. w24.07 20 § 1-3

Hvad hvis en døbt mindreårig – altså en under 18 år – begår en alvorlig synd? Ældsterådet vil sørge for at to ældste mødes med den mindreårige og hans troende forældre. De ældste vil spørge ind til hvad forældrene allerede har gjort for at hjælpe deres barn til at angre. Hvis den unge bror eller søster har en god og ydmyg indstilling til det der er sket, og forældrene tydeligvis gør hvad de kan for at hjælpe deres barn, beslutter de to ældste måske at det ikke er nødvendigt at gøre mere ved sagen. Det er trods alt forældrene Jehova har givet ansvaret for at oplære og vejlede deres børn. (5. Mos. 6:6, 7; Ordsp. 6:20; 22:6; Ef. 6:2-4) Efterfølgende vil de ældste af og til tale med forældrene for at høre hvordan det går med barnet, og sikre sig at han får den hjælp han har behov for. Men hvad så hvis en døbt mindreårig ikke angrer og fortsætter med sin forkerte adfærd? I det tilfælde vil et udvalg af ældste mødes med ham sammen med hans troende forældre. w24.08 25 § 18

Vi har helt sikkert selv oplevet hvor glade vi bliver når nogen giver os en gave. Men vi oplever endnu større glæde når det er os der giver til andre. Ved at skabe os som han gjorde, har Jehova givet os mulighed for selv at have indflydelse på hvor glade og tilfredse vi er. Jo flere muligheder vi finder for at give til andre og vise dem kærlighed, jo gladere vil vi blive. Er det ikke fantastisk at Jehova har skabt os på den måde? (Sl. 139:14) Når nu Bibelen forsikrer os om at det at give til andre giver glæde, er det ikke så mærkeligt at Jehova beskrives som “den lykkelige Gud”. (1. Tim. 1:11) Han er den første der har givet noget til andre, og han er også den der har givet allermest. Det er takket være ham at vi lever og bevæger os og er til, som Paulus skrev. (Ap.G. 17:28) Ja, “enhver god og fuldkommen gave” kommer fra Jehova. (Jak. 1:17) Vi kunne sikkert alle sammen godt tænke os i endnu højere grad at mærke den glæde der kommer af at give. Og det vil vi kunne ved at efterligne Jehovas måde at vise gavmildhed på. w24.09 26 § 1-4

Nogle menighedstjenere mister måske modet efter at have set nærmere på de kvalifikationskrav der er til ældste, og føler at de aldrig vil kunne leve op til dem. Men husk at hverken Jehova eller hans organisation forventer at du er fuldkommen. (1. Pet. 2:21) Og det er Jehovas magtfulde ånd der kan hjælpe dig til at leve op til de kvalifikationskrav der er. (Flp. 2:13) Er der en bestemt egenskab du godt kunne tænke dig at arbejde på? Så bed Jehova om at hjælpe dig. Gå i dybden med egenskaben i dit personlige studie, og bed en af de ældste om forslag til hvad du kan gøre for at forbedre dig. Fortsæt med at gøre fremskridt. Bed Jehova om at oplære og forme dig så du kan blive endnu mere brugbar for ham og for menigheden. (Esa. 64:8) Så kan du være sikker på at Jehova vil velsigne din indsats og hjælpe dig til at kvalificere dig til at blive ældste. w24.11 24-25 § 17-18

Ingen af os skal føle at vi har krav på at blive tilgivet af Jehova, uanset hvor mange år vi har tjent ham. Der er ingen tvivl om at Jehova sætter stor pris på alt det vi har gjort, og på at vi er trofaste mod ham. Men han har givet sin Søn som en gave til os, ikke som en betaling for noget vi har gjort. Hvis vi begyndte at tænke at vi havde fortjent Jehovas tilgivelse og barmhjertighed, ville det svare til at sige at vi slet ikke havde brug for at Jesus døde for os. (Se også Galaterne 2:21). Apostlen Paulus vidste at han ikke kunne gøre sig fortjent til Jehovas barmhjertighed. Hvorfor gjorde han så så meget som han gjorde, i tjenesten for Jehova? Det var for at vise værdsættelse af Jehovas ufortjente godhed. (Ef. 3:7) Ligesom Paulus tjener vi også Jehova med alt hvad vi har, ikke fordi vi tror at vi kan gøre os fortjent til hans barmhjertighed, men for at vise taknemmelighed for den. w25.01 27 § 5-6