Anden Kongebog

eller FJERDE KONGEBOG ifølge den græske Septuaginta

1 Moʹab+ gjorde nu oprør+ mod Israel efter Aʹkabs død.+

2 Ahazʹja faldt imidlertid ned+ gennem netværket i sit tagkammer+ i Samaʹria og blev syg. Han sendte da sendebud af sted og sagde til dem: „Gå hen og rådspørg+ Baʹal-Zeʹbub,*+ Eʹkrons+ gud,* om jeg kommer mig af denne sygdom.“+ 3 Jehovas engel+ talte i mellemtiden til tisjbitten+ Elias* [og sagde]: „Rejs dig; gå op og mød Samaʹrias konges sendebud og sig til dem: ’Er det fordi der slet ingen Gud+ er i Israel at I går hen for at rådspørge Baʹal-Zeʹbub, Eʹkrons gud? 4 Så derfor har Jehova sagt således: „Det leje som du er steget op på, vil du ikke stige ned fra, for du skal visselig dø.“’“+ Derpå gik Elias bort.

5 Da sendebudene kom tilbage til ham, sagde han til dem: „Hvordan kan det være at I er kommet tilbage?“ 6 De sagde da til ham: „Der var en mand som kom op for at møde os, og han sagde til os: ’Gå, vend tilbage til kongen som har sendt jer, og sig til ham: „Således har Jehova sagt:+ ’Er det fordi der slet ingen Gud er i Israel at du sender bud for at rådspørge Baʹal-Zeʹbub, Eʹkrons gud? Derfor, det leje som du er steget op på, vil du ikke stige ned fra, for du skal visselig dø.’“’“+ 7 Da sagde han til dem: „Hvordan så den mand ud som kom op for at møde jer og som talte disse ord til jer?“ 8 De sagde da til ham: „Det var en mand der bar en klædning af hår*+ og havde et læderbælte spændt om hofterne.“+ Så sagde han: „Det var tisjbitten Elias.“

9 Han sendte nu en øverste* over halvtreds af sted til ham, med hans halvtreds [mænd].+ Han gik så op til ham, og se, han sad på toppen af bjerget. Han sagde da til ham: „[Sande] Guds mand,*+ kongen selv har talt: ’Kom ned!’“ 10 Men Elias svarede og sagde til øversten over de halvtreds: „Og hvis jeg er en Guds mand,* lad da ild+ fare ned fra himmelen og fortære dig og dine halvtreds [mænd].“ Da fór ild ned fra himmelen og fortærede ham og hans halvtreds [mænd].+

11 Så sendte han atter en øverste over halvtreds af sted, en anden, med hans halvtreds [mænd], til ham.+ Han tog da til orde og sagde til ham: „[Sande] Guds mand, således har kongen sagt: ’Kom straks ned.’“+ 12 Men Elias svarede og sagde til dem: „Hvis jeg er den [sande] Guds mand, lad da ild fare ned fra himmelen og fortære dig og dine halvtreds [mænd].“ Da fór Guds ild ned fra himmelen og fortærede ham og hans halvtreds [mænd].

13 Så sendte han atter en øverste over halvtreds af sted, en tredje, og hans halvtreds.+ Men den tredje øverste over halvtreds gik op og kom hen og faldt på knæ+ foran Elias* og bad ham om nåde+ og sagde til ham: „[Sande] Guds mand, lad dog min sjæl+ og disse dine halvtreds tjeneres sjæl være dyrebar+ i dine øjne. 14 Se, ild fór ned fra himmelen og fortærede+ de to tidligere øverster over halvtreds og deres halvtreds [mænd]; men lad nu min sjæl være dyrebar i dine øjne.“

15 Da sagde Jehovas engel til Elias: „Gå ned sammen med ham. Vær ikke bange for ham.“+ Så rejste han sig og gik sammen med ham ned til kongen. 16 Derpå sagde han til ham: „Således har Jehova sagt: ’Når du har sendt sendebud+ af sted for at rådspørge Baʹal-Zeʹbub, Eʹkrons+ gud,* er det da fordi der slet ikke er nogen Gud i Israel hvis ord man kan søge? Derfor skal du ikke stige ned fra det leje som du er steget op på, for du skal visselig dø.’“ 17 Han døde så,+ i overensstemmelse med Jehovas ord+ som Elias havde talt, og [hans broder] Joʹram*+ blev konge i hans sted i Joʹsafats søns, kong Joʹram+ af Judas, andet år, for han havde ingen søn.

18 Men resten af Ahazʹjas+ historie, det han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie.

2 Dengang Jehova stod i begreb med at tage Elias+ op til himmelen i et stormvejr,+ begav Elias og Elisa*+ sig af sted fra Gilʹgal.*+ 2 Elias sagde da til Elisa: „Bliv dog her, for Jehova har sendt mig til Beʹtel.“ Men Elisa sagde: „Så sandt Jehova lever+ og så sandt din sjæl lever,+ forlader jeg dig ikke!“+ De gik så ned til Beʹtel.+ 3 De profetsønner+ der var i Beʹtel kom da ud til Elisa og sagde til ham: „Ved du at Jehova i dag vil tage din herre* fra dig som overhoved?“+ Han sagde da: „Jeg ved det også.+ Ti stille!“

4 Derpå sagde Elias til ham: „Elisa, bliv dog her, for Jehova har sendt mig til Jeriko.“+ Men han sagde: „Så sandt Jehova lever og så sandt din sjæl lever, forlader jeg dig ikke!“ De kom da til Jeriko. 5 De profetsønner der var i Jeriko kom så hen til Elisa og sagde til ham: „Ved du at Jehova i dag vil tage din herre fra dig som overhoved?“ Han sagde da: „Jeg ved det også. Ti stille!“+

6 Elias sagde derpå til ham: „Bliv dog her, for Jehova har sendt mig til Jordan.“+ Men han sagde: „Så sandt Jehova lever og så sandt din sjæl lever, forlader jeg dig ikke!“+ De gik så begge to af sted. 7 Og der var halvtreds mand af profetsønnerne der tog af sted og blev stående inden for synsvidde et stykke borte,+ mens de to stod ved Jordan. 8 Da tog Elias sin embedsklædning+ og rullede den sammen og slog på vandet med den, og det delte sig til hver sin side, hvorpå de to gik over på tør grund.+

9 Så snart de var kommet over, sagde Elias til Elisa: „Bed mig om noget jeg kan gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig.“+ Da sagde Elisa: „Måtte der dog være en dobbelt del+ af din ånd+ til mig.“+ 10 Hertil sagde han: „Du har bedt+ om noget der er vanskeligt [at opfylde]. Hvis du ser mig blive taget bort fra dig, vil det ske således for dig; hvis ikke, vil det ikke ske.“

11 Mens de nu vandrede videre og talte sammen, se, en stridsvogn af ild+ og heste af ild, og de skilte dem fra hinanden, og Elias steg op til himmelen i stormvejret.+ 12 Imens stod Elisa og så på det, og han råbte: „Min fader, min fader;+ Israels stridsvogn* og rytteri!“+ Og han så ham ikke mere. Han greb da fat i sine klæder og rev dem i to stykker.+ 13 Derpå tog han embedsklædningen+ op som var faldet af Elias, og gik tilbage og stillede sig ved Jordans bred. 14 Så tog han embedsklædningen som var faldet af Elias og slog på vandet+ med den og sagde: „Hvor er Jehova, Elias’ Gud, ja, [hvor er] Han?“+ Da han slog på vandet, delte det sig til hver sin side, hvorpå Elisa gik over.

15 Da profetsønnerne i Jeriko så ham på afstand, sagde de: „Elias’ ånd+ hviler på Elisa.“ De kom ham derfor i møde og bøjede sig*+ til jorden for ham. 16 Derpå sagde de til ham: „Hør her! Hos dine tjenere er der halvtreds mænd, brave folk. Lad dog dem tage ud og søge efter din herre. Det kan være at Jehovas ånd*+ har løftet ham op og derpå kastet ham på et af bjergene eller i en af dalene.“ Men han sagde: „I skal ikke sende dem af sted.“ 17 De nødte ham imidlertid, til han ikke kunne undslå sig mere, så han sagde: „Send dem da af sted.“ De sendte så halvtreds mænd af sted, og de søgte i tre dage, men fandt ham ikke. 18 Derpå vendte de tilbage til ham, idet han var blevet i Jeriko.+ Så sagde han til dem: „Sagde jeg ikke til jer: ’I skal ikke tage af sted’?“

19 Mændene i byen sagde nu til Elisa: „Se, byens beliggenhed er god,+ som min herre ser, men vandet+ er dårligt, og landet er årsag til aborter.“+ 20 Han sagde da: „Hent mig en lille ny skål og kom salt i den.“ Så hentede de den til ham. 21 Han gik så ud til kilden som vandet kom fra, og kastede saltet i den+ og sagde: „Således har Jehova sagt: ’Jeg gør dette vand sundt.+ Det skal aldrig mere forårsage død og aborter.’“ 22 Og vandet er forblevet sundt til den dag i dag+ som følge af det ord Elisa talte.

23 Så gik han derfra op til Beʹtel.+ Mens han gik op ad vejen, var der nogle smådrenge+ der kom ud fra byen, og de gav sig til at håne+ ham idet de sagde til ham: „Gå derop, skaldepande!+ Gå derop, skaldepande!“ 24 Han vendte sig da om og så dem og nedkaldte ondt+ over dem i Jehovas navn. Da kom der to hunbjørne+ ud fra skoven og sønderrev toogfyrre af børnene.+ 25 Så gik han derfra til Karʹmels Bjerg,+ og derfra vendte han tilbage til Samaʹria.

3 Og Aʹkabs søn Joʹram+ blev konge over Israel i Samaʹria i kong Joʹsafat af Judas attende år, og han regerede i tolv år. 2 Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne,+ dog ikke som sin fader+ og som sin moder, og han fjernede den hellige støtte+ for Baʹal som hans fader havde lavet.+ 3 Kun holdt han sig til Jeroʹboams, Neʹbats søns, synder,+ hvormed han havde fået Israel til at synde.+ Han veg ikke fra dem.

4 Og kong Meʹsja+ af Moʹab var fåreavler, og han betalte Israels konge et hundrede tusind vædderlam og et hundrede tusind uklippede væddere.* 5 Men så snart Aʹkab døde,+ gjorde Moʹabs konge oprør+ mod Israels konge. 6 Kong Joʹram drog derfor på den dag ud fra Samaʹria og mønstrede+ hele Israel. 7 Han gik endvidere hen og sendte bud til kong Joʹsafat af Juda idet han sagde: „Moʹabs konge har gjort oprør imod mig. Går du med mig i krig mod Moʹab?“ Hertil sagde han: „Jeg drager derop!+ Jeg er som du; mine folk er som dine folk;+ mine heste er som dine heste.“ 8 Og han sagde videre: „Ad hvilken vej skal vi drage derop?“ Han sagde da: „Ad vejen gennem Eʹdoms Ørken.“+

9 Israels konge og Judas konge og Eʹdoms konge+ tog så af sted, og da de havde gået en vej rundt der tog syv dage, var der intet vand til lejren og til dyrene i deres følge. 10 Omsider sagde Israels konge: „Ak, hvor sørgeligt at Jehova har tilkaldt disse tre konger for at overgive dem i Moʹabs hånd!“+ 11 Da sagde Joʹsafat:+ „Er der ikke en af Jehovas profeter her,+ så vi kan rådspørge Jehova gennem ham?“+ En af Israels konges tjenere svarede da og sagde: „Elisa,+ Sjaʹfats søn, er her, han som hældte vand på Elias’ hænder.“+ 12 Hertil sagde Joʹsafat: „Jehovas ord er hos ham.“ Så gik Israels konge og Joʹsafat og Eʹdoms konge ned til ham.

13 Elisa sagde imidlertid til Israels konge: „Hvad har jeg med dig at gøre?*+ Gå hen til din faders profeter+ og til din moders profeter.“ Men Israels konge sagde til ham: „Nej, for Jehova har tilkaldt disse tre konger for at overgive dem i Moʹabs hånd.“+ 14 Hertil sagde Elisa: „Så sandt Hærstyrkers Jehova lever,+ for hvis ansigt jeg står:* havde det ikke været fordi jeg nærer agtelse for kong Joʹsafat af Juda,+ ville jeg hverken se på dig eller lægge mærke til dig.+ 15 Men hent mig nu en som kan spille på strenge.“+ Og så snart han som kunne spille på strenge spillede, kom Jehovas hånd+ over [Elisa] 16 og han sagde: „Således har Jehova sagt: ’Der må laves* grøft ved grøft*+ i denne regnflodsdal, 17 for således har Jehova sagt: „I vil ikke se nogen blæst og ikke se noget regnskyl; dog skal denne regnflodsdal fyldes med vand,+ og I skal drikke,+ I og jeres kvæghjorde og jeres dyr.“’ 18 Og dette vil være en let sag i Jehovas øjne,+ og han vil give Moʹab i jeres hånd.+ 19 Og I skal slå hver befæstet by+ og hver udvalgt by, og hvert godt+ træ skal I fælde,+ og alle vandkilder skal I tilstoppe, og hver god jordlod skal I ødelægge med sten.“

20 Og om morgenen,+ netop som man ofrede kornofferet,+ se, da kom der vand i retning fra Eʹdom, og landet blev fyldt med vand.

21 Alle moabitterne havde i mellemtiden hørt at kongerne var draget op for at føre krig imod dem, så de sammenkaldte [en hær] af alle, lige fra de var gamle nok til at spænde bælte+ og opefter, hvorpå de tog opstilling ved grænsen. 22 Da de stod op tidligt om morgenen og solen skinnede på vandet, så moabitterne fra den modsatte side vandet rødt som blod, 23 så de sagde: „Det er blod! Kongerne er sikkert blevet dræbt med sværdet idet de har slået hinanden ihjel. Så nu: Til byttet,+ Moʹab!“ 24 Men da de kom til Israels lejr, rejste israelitterne+ sig straks og slog moabitterne så de flygtede foran dem.+ Derpå rykkede de ind i Moʹab* og slog moabitterne.* 25 Og byerne rev de ned,+ og på hver god jordlod kastede de hver især en sten og fyldte den, og hver vandkilde stoppede de til,+ og hvert godt træ fældede de,+ indtil de kun havde ladt Kir-Haʹresets+ sten tilbage i den; men slyngekasterne omringede [byen] og beskød den.

26 Da Moʹabs konge så at kampen var for hård for ham, tog han syv hundrede mænd bevæbnede med sværd med sig for at bryde igennem til Eʹdoms konge,+ men de kunne ikke. 27 Så tog han sin førstefødte søn som skulle være konge efter ham og ofrede+ ham som brændoffer på muren. Da kom der stor harme over Israel, så de drog bort fra ham og vendte tilbage til deres land.

4 Og en kvinde, en af profetsønnernes+ hustruer, råbte til Elisa og sagde: „Din tjener, min mand, er død, og du ved selv at din tjener var en der frygtede+ Jehova, men kreditoren+ er kommet for at tage mine to børn med sig som trælle.“ 2 Da sagde Elisa til hende: „Hvad kan jeg gøre for dig?+ Fortæl mig hvad du har i huset.“ Hertil sagde hun: „Din tjenestepige har intet andet i huset end en lille kande olie.“+ 3 Da sagde han: „Gå hen og bed andre, alle dine naboer, om nogle kar, tomme kar. Du skal ikke tage for få. 4 Og du skal gå ind og lukke døren efter dig og dine sønner, og du skal hælde [olie] op i alle disse kar, og de fyldte skal du sætte til side.“ 5 Hun gik da bort fra ham.

Så lukkede hun døren efter sig og sine sønner, [og] mens de bragte [karrene] hen til hende, hældte hun op.+ 6 Så snart karrene nu var fulde, sagde hun til sin søn: „Bring et kar mere hen til mig!“+ Men han sagde til hende: „Der er ikke flere kar!“ Da standsede olien.+ 7 Hun gik så hen og fortalte det til den [sande] Guds mand, og han sagde: „Gå hen og sælg olien og betal din gæld;+ du og dine sønner kan så leve af resten.“+

8 En dag da Elisa drog over til Sjuʹnem,+ var der en velstående kvinde dér som nødte+ ham til at spise et måltid. Og hver gang han kom forbi, tog han ind dér for at spise et måltid. 9 Hun sagde da til sin mand:+ „Hør engang! Jeg ved at det er en hellig Guds mand+ som til stadighed kommer forbi hos os. 10 Lad os dog lave et lille tagkammer+ på muren og sætte en løjbænk og et bord og en stol og en lampestander+ til ham dér. Når han så kommer til os, kan han trække sig tilbage dertil.“+

11 En dag kom han så derind og trak sig tilbage til tagkammeret og lagde sig dér. 12 Han sagde da til sin medhjælper Gehaʹzi:+ „Kald på sjuʹnemkvinden+ her!“ Så kaldte han på hende, og hun kom og stillede sig foran ham, 13 hvorpå han sagde til ham: „Sig nu til hende: ’Se, du har haft alt dette besvær for vores skyld.+ Hvad kan der gøres for dig?+ Er der noget at tale til kongen+ om for dig, eller til den øverste+ for hæren?’“ Hertil sagde hun: „Jeg bor blandt mit eget folk.“+ 14 Han sagde videre: „Men hvad kan der gøres for hende?“ Så sagde Gehaʹzi: „Hun har jo i hvert fald ingen søn,+ og hendes mand er gammel.“ 15 Da sagde han: „Kald på hende.“ Så kaldte han på hende, og hun kom og stillede sig i døråbningen, 16 hvorpå han sagde: „Ved denne fastsatte tid til næste år* har du en søn i din favn.“+ Men hun sagde: „Nej, herre, du den [sande] Guds mand! Lyv ikke for din tjenestepige.“

17 Kvinden blev imidlertid gravid og fødte en søn+ til den fastsatte tid året efter, sådan som Elisa havde sagt til hende.+ 18 Barnet voksede så op; men en dag da han gik ud til sin fader hos høstfolkene,+ 19 sagde han til sin fader: „Mit hoved, mit hoved!“+ Han sagde da til medhjælperen: „Bær ham hen til hans moder.“+ 20 Han tog ham så op og bragte ham til hans moder. Han sad nu på hendes knæ indtil middag; så døde han.+ 21 Hun gik da op og lagde ham på den [sande] Guds mands+ løjbænk+ og lukkede døren ind til ham og gik ud. 22 Derpå kaldte hun på sin mand og sagde: „Jeg beder dig sende mig en af medhjælperne og et af hunæslerne, så jeg hurtigt kan komme hen til den [sande] Guds mand og komme tilbage.“+ 23 Men han sagde: „Hvorfor tager du hen til ham i dag? Det er hverken nymåne+ eller sabbat.“ Hun sagde imidlertid: „Det er som det skal være.“ 24 Så lagde hun sadel på hunæselet+ og sagde til sin medhjælper: „Før [æselet] af sted og gå! Hold ikke igen for min skyld under rideturen, medmindre jeg siger det til dig.“

25 Hun tog så af sted og kom til den [sande] Guds mand på Karʹmels Bjerg, og så snart den [sande] Guds mand så hende på afstand, sagde han til sin medhjælper Gehaʹzi:+ „Se, dér er sjuʹnemkvinden! 26 Tag dog og løb hende i møde og sig til hende: ’Har du det godt? Har din mand det godt? Har barnet det godt?’“ Hertil sagde hun: „Det står godt til.“ 27 Da hun kom hen til den [sande] Guds mand på bjerget, greb hun fat i hans fødder,+ og da Gehaʹzi nærmede sig for at skubbe hende bort,+ sagde den [sande] Guds+ mand: „Lad hende være,+ for hendes sjæl i hende er bitter,+ og Jehova har skjult+ det for mig og ikke fortalt mig det.“ 28 Hun sagde så: „Har jeg bedt min herre om en søn? Sagde jeg ikke: ’Du må ikke indgive mig falsk håb’?“+

29 Han sagde da til Gehaʹzi:+ „Spænd et bælte om hofterne+ og tag min stok+ i hånden og gå. Hvis du træffer nogen, må du ikke hilse på ham;+ og hvis nogen hilser på dig, må du ikke svare ham. Og du skal lægge min stok over drengens ansigt.“+ 30 Da sagde drengens moder: „Så sandt Jehova lever+ og så sandt din sjæl lever,+ forlader jeg dig ikke!“+ Så rejste han sig og fulgte med hende.* 31 Gehaʹzi gik i mellemtiden i forvejen for dem, men da han lagde stokken over drengens ansigt kom der ikke en lyd og der var ingen reaktion.+ Så vendte han tilbage for at møde ham, og han fortalte ham det idet han sagde: „Drengen vågnede ikke.“+

32 Omsider kom Elisa til huset, og dér lå drengen død på hans løjbænk.+ 33 Så gik han ind og lukkede døren bag dem begge+ og bad til Jehova.+ 34 Derpå steg han op og lagde sig oven på barnet,+ idet han anbragte sin mund over hans mund og sine øjne over hans øjne og sine hænder over hans hænder og bøjede sig over ham, og barnets legeme blev da varmt. 35 Så gik han atter en tur i huset, én gang til den ene, og én gang til den anden side, hvorpå han steg op og bøjede sig over ham. Da nyste* drengen syv gange, hvorpå drengen åbnede øjnene.+ 36 Han kaldte så på Gehaʹzi og sagde: „Kald på sjuʹnemkvinden+ her!“ Han kaldte da på hende, og hun kom ind til ham. Derpå sagde han: „Tag din søn!“+ 37 Da kom hun ind og faldt ned for hans fødder og bøjede sig til jorden;+ derpå løftede hun sin søn op og gik ud.+

38 Og Elisa vendte tilbage til Gilʹgal,*+ og der var hungersnød+ i landet. Mens profetsønnerne+ nu sad foran ham,+ sagde han til sin medhjælper:+ „Sæt den store gryde over og kog en stuvning til profetsønnerne.“+ 39 En gik derfor ud på marken for at samle katostplanter;+ da fandt han en vild ranke og samlede nogle vilde græskar fra den, idet han fik sin klædning fuld; så gik han hen og skar dem i skiver i gryden med stuvningen, for de kendte dem ikke. 40 De øste derpå op til mændene så de kunne spise, men så snart de spiste af stuvningen, råbte de op og sagde: „Døden er i gryden,+ du den [sande] Guds mand!“+ og de kunne ikke spise den. 41 Han sagde da: „Hent noget mel.“ Derpå kastede han det i gryden og sagde: „Øs op til folkene så de kan spise.“ Og der var ikke noget farligt i gryden.+

42 Og der var en mand som kom fra Baʹal-Sjaliʹsja,+ og han kom med+ brød af den første modne afgrøde til den [sande] Guds mand:+ tyve bygbrød+ og nymodent korn i sin brødtaske. Og han sagde: „Giv det til folkene så de kan spise.“+ 43 Hans tjener sagde imidlertid: „Hvordan kan jeg sætte det her frem for hundrede mand?“+ Men han sagde: „Giv det til folkene så de kan spise, for således har Jehova sagt: ’Man skal spise og levne.’“*+ 44 Så satte han det frem for dem, og de spiste og levnede, i overensstemmelse med Jehovas ord.+

5 Na’aʹman,+ kongen af Aʹrams hærfører, var i mellemtiden blevet en mægtig mand hos sin herre* og nød stor anseelse,* for det var ved ham Jehova havde givet Aʹram frelse;*+ og manden selv var en dygtig kriger, skønt han var spedalsk.* 2 Engang da aramæerne var draget ud på røvertogt,+ havde de taget en lille pige til fange+ fra Israels land, hvorpå hun kom i tjeneste hos Na’aʹmans hustru. 3 Hun sagde nu+ til sin frue: „Hvis blot min herre var hos profeten+ i Samaʹria! Så ville han skaffe ham af med hans spedalskhed.“+ 4 Han kom da og fortalte det til sin herre og sagde: „Sådan og sådan har pigen fra Israels land sagt.“+

5 Da sagde Aʹrams konge: „Rejs endelig derhen! Så sender jeg et brev til Israels konge.“ Derpå rejste han af sted og tog ti talenter sølv og seks tusind guldstykker+ og ti sæt klæder+ med sig.+ 6 Han bragte så brevet+ til Israels konge, og det lød: „Og nu, samtidig med at dette brev kommer til dig, sender jeg dig her min tjener Na’aʹman, så du kan skaffe ham af med hans spedalskhed.“ 7 Men så snart Israels konge havde læst brevet, sønderrev+ han sine klæder og sagde: „Er jeg Gud,+ så jeg kan lade dø og lade leve,+ siden han sender bud til mig om at skaffe en mand af med hans spedalskhed? Nej, mærk jer og se at han søger en anledning til strid med mig!“+

8 Men så snart den [sande] Guds mand Elisa hørte at Israels konge havde sønderrevet sine klæder,+ sendte han bud til kongen og sagde: „Hvorfor har du sønderrevet dine klæder? Lad ham dog komme til mig, så han kan vide at der findes en profet i Israel.“+ 9 Na’aʹman kom så med sine heste og sine stridsvogne og gjorde holdt ved indgangen til Elisas hus. 10 Elisa sendte imidlertid et sendebud til ham idet han sagde: „Gå hen* og bad dig+ syv gange+ i Jordan, så vil dit kød heles igen på dig,+ og du skal være ren!“ 11 Da blev Na’aʹman harmfuld+ og drog bort idet han sagde: „Se, jeg sagde [ved mig selv]:+ ’Han vil helt sikkert komme ud til mig og stå og påkalde Jehova sin Guds navn og bevæge sin hånd frem og tilbage over stedet og således skaffe den spedalske af med [sygdommen].’ 12 Er Damaskus’+ floder Abaʹna* og Parʹpar ikke bedre end alle Israels vande?+ Kunne jeg ikke bade mig i dem og blive ren?“+ Så vendte han om og drog forbitret bort.+

13 Da gik hans tjenere hen og talte til ham og sagde: „Min fader,+ havde det været en stor ting profeten havde talt til dig om, ville du da ikke have gjort det? Hvor meget mere da når han siger til dig: ’Bad dig og du skal være ren’?“ 14 Da tog han ned og dykkede sig* syv gange i Jordan, efter den [sande] Guds mands ord,+ og hans kød heledes og blev som kødet på en lille dreng,+ og han blev ren.+

15 Derpå vendte han tilbage til den [sande] Guds mand,+ han selv og hele hans lejr, og kom og stod foran ham og sagde: „Nu ved jeg at der ikke er nogen Gud på hele jorden uden i Israel,+ så modtag dog nu en velsignelsesgave+ af din tjener.“ 16 Han sagde imidlertid: „Så sandt Jehova lever,+ for hvis ansigt jeg står:* jeg modtager den ikke.“+ Da nødte han ham til at modtage den, men han blev ved med at afslå. 17 Omsider sagde Na’aʹman: „Hvis ikke, så lad dog din tjener få så meget jord+ som et par muldyr kan bære, for din tjener vil ikke mere bringe brændoffer eller slagtoffer til andre guder end Jehova.+ 18 Måtte Jehova blot tilgive din tjener med hensyn til dette: Når min herre går ind i Rimʹmons hus+ for at bøje sig dér, og han støtter+ sig til min hånd, så jeg må bøje mig+ i Rimʹmons hus, måtte Jehova da, når jeg bøjer mig i Rimʹmons hus, tilgive din tjener for dette.“+ 19 Da sagde han til ham: „Drag bort i fred.“+ Så drog han bort fra ham [og kom] et stykke vej.

20 Da sagde Gehaʹzi,+ den [sande] Guds mand+ Elisas medhjælper: „Se, min herre* har ladet aramæeren Na’aʹman+ her slippe uden at modtage af ham hvad han bragte. Så sandt Jehova lever,+ løber jeg efter ham og får et eller andet af ham.“+ 21 Gehaʹzi satte så efter Na’aʹman. Da Na’aʹman så at der var en som kom løbende efter ham, sprang han ned fra stridsvognen for at møde ham og sagde: „Står det godt til?“+ 22 hvortil han sagde: „Det står godt til. Det er min herre+ der har sendt mig+ idet han lader sige: ’Se, der er lige nu kommet to unge mænd til mig fra Eʹfraims bjergland, fra profetsønnerne.+ Jeg beder dig give dem en talent* sølv og to sæt klæder.’“+ 23 Da sagde Na’aʹman: „Vær så god at tage mod to talenter!“ Han nødte+ ham således og bandt to talenter sølv op i to poser, samt to sæt klæder, og gav det til to af sine medhjælpere, som så bar det foran ham.

24 Da han kom til Oʹfel* tog han det fra dem og gemte det væk i huset,+ hvorpå han sendte mændene af sted. De drog så bort. 25 Men han selv gik ind og stillede sig hos sin herre.+ Elisa sagde da til ham: „Hvor [kommer du] fra, Gehaʹzi?“ Men han sagde: „Din tjener har slet ingen steder været.“+ 26 Da sagde han til ham: „Var mit hjerte ikke med, da manden vendte sig om fra sin stridsvogn for at møde dig? Er det tiden til at modtage sølv eller til at modtage klæder eller olivenlunde eller vingårde eller småkvæg eller hornkvæg eller tjenere eller tjenestepiger?+ 27 Men Na’aʹmans spedalskhed+ skal hænge ved dig og dit afkom til fjerne tider.“+ Da gik han bort fra ham som spedalsk, hvid som sne.+

6 Profetsønnerne+ sagde engang til Elisa: „Hør her! Det sted+ hvor vi bor hos dig er for trangt+ til os. 2 Lad os dog gå hen til Jordan og derfra hente en bjælke hver og lave os+ et sted dér hvor vi kan bo.“ Han sagde da: „Gå bare!“ 3 Men en af dem sagde: „Vær så god at gå med dine tjenere.“ Han sagde da: „Jeg går med.“ 4 Så gik han med dem, og de kom til Jordan og gav sig til at hugge træer om.+ 5 Mens en af dem nu var ved at fælde sin bjælke, faldt øksehovedet*+ i vandet. Han råbte da og sagde: „Ak, herre,+ og det var lånt!“+ 6 Den [sande] Guds mand sagde imidlertid: „Hvor faldt det?“ Så viste han ham stedet. Derpå skar han et stykke træ af og kastede det derhen og fik øksehovedet til at flyde.+ 7 Han sagde nu: „Tag det selv op.“ Han rakte så hånden ud og tog det.

8 Aʹrams konge+ var imidlertid kommet i krig med Israel. Han holdt derfor råd med sine tjenere+ og sagde: „På det og det sted skal I slå lejr med mig.“*+ 9 Da sendte den [sande] Guds mand+ bud til Israels konge og sagde: „Tag dig i agt for at drage forbi dette sted,+ for aramæerne kommer ned dér.“+ 10 Israels konge sendte da bud til det sted som den [sande] Guds mand havde sagt ham.+ Således advarede+ han ham, og han tog sig i agt for det, ikke blot én eller to gange.

11 Aʹrams konge oprørtes derfor i sit hjerte over denne sag,+ og han kaldte på sine tjenere og sagde til dem: „Kan I ikke fortælle mig hvem det er hos os der er for Israels konge?“+ 12 En af hans tjenere sagde da: „Ingen, min herre konge; det er derimod profeten Elisa+ i Israel der fortæller+ Israels konge de ord som du taler i dit sovekammer.“+ 13 Da sagde han: „I skal gå hen og se hvor han er, så jeg kan sende bud og tage ham.“+ Siden meddelte man ham: „Se, han er i Doʹtan.“+ 14 Så sendte han heste og stridsvogne og en vældig kampstyrke+ derhen, og de kom om natten og indesluttede byen.

15 Da den [sande] Guds mands tjener+ stod tidligt op og gik ud, se, da var en kampstyrke med heste og stridsvogne i færd med at omringe byen. Da sagde hans medhjælper til ham: „Ak, herre,+ hvad skal vi dog gøre?“ 16 Men han sagde: „Vær ikke bange,+ for der er flere med os end med dem.“+ 17 Derpå bad+ Elisa og sagde: „Jehova, luk dog hans øjne op+ så han kan se!“ Da lukkede Jehova medhjælperens øjne op så han så, og se, bjerglandet omkring Elisa var fyldt med heste og stridsvogne+ af ild.+

18 Da de kom ned imod ham, bad Elisa til Jehova og sagde: „Slå dog denne nation* med blindhed.“+ Så slog Jehova dem med blindhed på Elisas ord. 19 Elisa sagde nu til dem: „Det er ikke denne vej, og det er ikke denne by. Følg mig, så skal jeg føre jer til den mand I søger.“ Derpå førte han dem til Samaʹria.+

20 Men så snart de var kommet til Samaʹria sagde Elisa: „Jehova, luk øjnene op på disse, så de kan se!“+ Da lukkede Jehova deres øjne op og de så, og se, de var midt inde i Samaʹria. 21 Israels konge sagde nu til Elisa så snart han så dem: „Skal jeg slå [dem] ihjel, skal jeg slå [dem] ihjel,+ min fader?“+ 22 Men han sagde: „Du må ikke slå [dem] ihjel. Slår du dem ihjel som du har taget til fange med dit sværd og din bue?+ Sæt mad og vand frem for dem så de kan spise og drikke+ og drage bort til deres herre.“ 23 Så dækkede man op til et stort festmåltid for dem, og de spiste og drak. Derpå lod han dem gå, og de drog af sted til deres herre. Og der kom ikke mere aramaiske røverbander+ ind i Israels land.

24 Men efter dette samlede Ben-Haʹdad, Aʹrams konge, hele sin lejr og drog op og belejrede+ Samaʹria. 25 Der blev da en stor hungersnød i Samaʹria,+ og se, deres belejring af den varede så længe at et æselhoved+ kostede firs sølvstykker og en kvart kab* duegødning+ fem sølvstykker. 26 Mens Israels konge nu gik forbi på muren, råbte en kvinde til ham og sagde: „Kom [mig] til undsætning, herre konge!“+ 27 Han sagde da: „Kommer Jehova dig ikke til undsætning, hvorfra skulle jeg så få mulighed for at komme dig til undsætning?+ Fra tærskepladsen eller fra vin- og oliepersen?“ 28 Og kongen sagde videre til hende: „Hvad er der i vejen?“ Hun sagde da: „Den kvinde dér sagde til mig: ’Kom med din søn så vi kan spise ham i dag, så spiser vi min søn i morgen.’+ 29 Vi kogte+ da min søn og spiste ham.+ Så sagde jeg til hende dagen efter: ’Kom med din søn så vi kan spise ham.’ Men hun skjulte sin søn.“

30 Så snart kongen hørte kvindens ord, sønderrev+ han sine klæder, og idet han gik forbi på muren, så folkene [ham], og se, indenunder havde han sækkelærred på kroppen. 31 Han sagde nu: „Måtte Gud gøre således med mig, og måtte han føje mere til, om Elisas, Sjaʹfats søns, hoved bliver på ham i dag!“+

32 Imens sad Elisa i sit hus, og de ældste* sad sammen med ham.+ [Kongen] sendte så en mand forud for sig. Før sendebudet kom hen til [Elisa], sagde denne til de ældste: „Har I set at denne søn af en morder+ har sendt bud for at fjerne mit hoved? Se, så snart sendebudet kommer, skal I lukke døren og trænge ham tilbage med døren. Er lyden+ af hans herres fødder ikke bag ham?“ 33 Mens han endnu talte med dem, se, da kom sendebudet* ned til ham, og [kongen]* sagde: „Se, denne ulykke er fra Jehova.+ Hvorfor skulle jeg vente længere på Jehova?“+

7 Da sagde Elisa: „Hør Jehovas ord.+ Således har Jehova sagt: ’I morgen ved denne tid vil en sea* fint mel koste en sekel,* og to sea byg en sekel, i Samaʹrias port.’“+ 2 Da svarede den adjudant hvis hånd kongen støttede sig til,+ den [sande] Guds mand og sagde: „Kunne dette ske+ om så Jehova lavede sluseporte i himmelen?“+ Hertil sagde han: „Du skal få det at se med egne øjne,+ men du kommer ikke til at spise af det.“+

3 Nu var der fire mænd, spedalske, ved indgangen til porten,+ og de sagde til hinanden: „Hvorfor bliver vi siddende her til vi dør? 4 Hvis vi siger: ’Lad os gå ind i byen,’ og der er jo hungersnød i byen, dør vi dér.+ Og hvis vi bliver her, dør vi også. Kom derfor nu og lad os løbe over til aramæernes lejr. Hvis de lader os leve, bliver vi i live; og hvis de lader os dø, dør vi!“+ 5 De rejste sig så i skumringen for at gå til aramæernes lejr, men da de kom til udkanten af aramæernes lejr, se, da var der ingen dér.

6 Jehova* havde nemlig fået aramæernes lejr til at høre+ lyden af stridsvogne og lyden af heste, lyden af en stor kampstyrke,+ så de havde sagt til hinanden: „Hør, Israels konge har lejet hetitternes konger+ og Ægyptens konger+ til at komme imod os!“ 7 De rejste sig da og flygtede i skumringen+ og efterlod deres telte og deres heste+ og deres æsler — lejren sådan som den var — og flygtede for deres sjæl.*+

8 Da disse spedalske så kom til udkanten af lejren, gik de ind i et telt og spiste og drak og tog sølv og guld og klæder med derfra og gik hen og gemte det. Derpå vendte de tilbage og gik ind i et andet telt og tog noget med derfra og gik hen og gemte det.+

9 Til sidst sagde de til hinanden: „Det er ikke rigtigt, det vi gør. Denne dag er en dag med gode nyheder!+ Tøver og venter vi indtil det bliver lyst til morgen, vil straffen for misgerningen indhente os.+ Kom derfor nu og lad os gå ind og fortælle det i kongens hus.“ 10 De gik så ind og råbte til portvagterne+ i byen og fortalte dem det idet de sagde: „Vi kom til aramæernes lejr, og se, der var ingen dér; heller ikke lyden af noget menneske; der var kun hestene som stod bundet, og æslerne som stod bundet, og teltene sådan som de var.“+ 11 Da råbte portvagterne det ud, og de meldte det indenfor i kongens hus.

12 Da stod kongen op om natten og sagde til sine tjenere:+ „Lad mig lige fortælle jer hvad aramæerne har gjort mod os.+ De ved at vi er sultne,+ så de er gået ud af lejren for at skjule sig på marken+ idet de siger: ’Når de kommer ud fra byen, fanger vi dem levende og trænger ind i byen!’“ 13 Da svarede en af hans tjenere og sagde: „Men lad så nogle tage fem af de heste der er tilbage i byen.+ Det går jo med dem som med hele Israels mængde der er tilbage i den. Det går jo med dem som med hele Israels mængde der har mødt sit endeligt.+ Og lad os sende bud ud og se.“ 14 Så tog de to stridsvogne med heste, hvorpå kongen sendte dem ud bag efter aramæernes lejr idet han sagde: „Tag ud og se efter!“ 15 De fulgte da efter dem helt til Jordan, og se, hele vejen var fuld af klæder og redskaber+ som aramæerne havde kastet bort mens de opskræmte skyndte sig væk.+ Så vendte sendebudene tilbage og meldte det til kongen.

16 Folket gik da ud og plyndrede+ aramæernes lejr, og en sea fint mel kom til at koste en sekel, og to sea byg en sekel, i overensstemmelse med Jehovas ord.+ 17 Kongen havde i mellemtiden betroet den adjudant hvis hånd han støttede sig til,+ opsynet over porten. Men folket trampede+ ham til døde i porten, sådan som den [sande] Guds mand havde forudsagt+ dengang kongen kom ned til ham. 18 Så det gik som den [sande] Guds mand havde sagt til kongen: „To sea byg vil koste en sekel, og en sea fint mel en sekel, i morgen ved denne tid i Samaʹrias port.“+ 19 Men adjudanten havde svaret den [sande] Guds mand og sagt: „Kunne noget sådant ske om så Jehova lavede sluseporte i himmelen?“+ hvortil han sagde: „Du skal få det at se med egne øjne, men du kommer ikke til at spise af det.“+ 20 Og således gik det ham+ da folket trampede+ ham til døde i porten.

8 Og Elisa havde talt til den kvinde hvis søn han havde bragt til live,+ og sagt: „Bryd op og tag af sted, du og din husstand, og tag ophold hvor du kan bo som udlænding,+ for Jehova har hidkaldt hungersnød,+ og den skal tilmed komme* over landet i syv år.“+ 2 Kvinden brød da op og gjorde som den [sande] Guds mand havde sagt, og tog af sted,+ hun og hendes husstand,+ og boede som udlænding i filistrenes land+ i syv år.

3 Men efter syv års forløb vendte kvinden tilbage fra filistrenes land og gik ud for at anråbe kongen+ om hjælp til at få sit hus og sin mark tilbage. 4 Nu sad kongen og talte med Gehaʹzi,+ den [sande] Guds mands medhjælper, og han sagde: „Fortæl mig dog beretningen om alle de store gerninger som Elisa har gjort.“+ 5 Og mens han var i færd med at berette for kongen om hvordan han havde bragt den døde til live,+ se, da anråbte den kvinde hvis søn han havde bragt til live, kongen om hjælp til at få sit hus og sin mark tilbage.+ Gehaʹzi sagde da: „Min herre+ konge, det er den kvinde, og det er hendes søn som Elisa bragte til live.“ 6 Da spurgte kongen kvinden ad, og hun fortalte ham beretningen.+ Så gav kongen hende en hofmand+ med idet han sagde: „Giv hende alt hvad der er hendes tilbage, og alle afgrøderne fra marken, fra den dag hun forlod landet, til nu.“+

7 Elisa kom derpå til Damaskus,+ og kong Ben-Haʹdad+ af Aʹram var syg. Det blev så meddelt ham idet man sagde: „Den [sande] Guds mand+ er kommet hertil.“ 8 Da sagde kongen til Haʹzael:+ „Tag en gave+ med dig og gå hen og mød den [sande] Guds mand og rådspørg+ Jehova ved ham: ’Kommer jeg mig af denne sygdom?’“ 9 Haʹzael gik da hen for at møde ham og tog en gave med sig, ja, alle slags gode ting fra Damaskus, fyrre kamelladninger, og kom og stod foran ham og sagde: „Din søn+ Ben-Haʹdad, Aʹrams konge, har sendt mig til dig idet han lader sige: ’Kommer jeg mig af denne sygdom?’“ 10 Da sagde Elisa til ham: „Gå hen og sig til ham: ’Du vil afgjort* komme dig,’ men Jehova har vist mig+ at han visselig vil dø.“+ 11 Han stirrede nu stift frem for sig og blev ved med det til det blev pinligt. Så græd+ den [sande] Guds mand. 12 Haʹzael sagde da: „Hvorfor græder min herre?“ Hertil sagde han: „Fordi jeg ved hvad ondt+ du vil gøre mod Israels sønner. Deres befæstede steder vil du overgive til ilden, og deres udvalgte mænd vil du dræbe med sværdet, og deres børn vil du knuse,+ og deres gravide kvinder vil du sprætte op.“+ 13 Da sagde Haʹzael: „Hvad er din tjener, den hund,+ at han skulle gøre så store ting?“ Og Elisa sagde: „Jehova har vist mig dig som konge over Aʹram.“+

14 Han gik så fra Elisa og kom til sin herre, som sagde til ham: „Hvad sagde Elisa til dig?“ Hertil sagde han: „Han sagde til mig: ’Du vil afgjort komme dig.’“+ 15 Men næste dag tog han et tæppe* og dyppede* det i vand og bredte det ud over hans ansigt,+ så han døde.+ Og Haʹzael+ blev konge i hans sted.

16 Og i Aʹkabs søn kong Joʹram*+ af Israels femte år, mens Joʹsafat var konge i Juda, blev Joʹram,+ en søn af kong Joʹsafat af Juda, konge. 17 Han var toogtredive år gammel da han blev konge, og han regerede i otte år i Jerusalem.+ 18 Han vandrede i Israels kongers spor,+ sådan som Aʹkabs hus havde gjort,+ for det var en datter af Aʹkab han havde til hustru,+ og han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne. 19 Men for sin tjener Davids skyld+ ønskede Jehova ikke at ødelægge Juda,+ eftersom han havde lovet ham at give ham [og] hans sønner en lampe*+ for altid.*

20 I hans dage gjorde Eʹdom+ oprør mod Judas overherredømme og satte en konge+ over sig. 21 Joʹram drog derfor over til Zaʹir, og alle stridsvognene var med ham. Og han selv rejste sig om natten og slog edomitterne som omringede ham og øversterne for stridsvognene; og folkene flygtede til deres telte. 22 Men Eʹdom er blevet ved med at gøre oprør mod Judas overherredømme indtil den dag i dag. Det var på samme tidspunkt Libʹna*+ gjorde oprør.

23 Men resten af Joʹrams historie og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 24 Så lagde Joʹram sig til hvile hos sine fædre,+ og man begravede ham hos hans fædre i Davidsbyen,+ og hans søn Ahazʹja*+ blev konge i hans sted.

25 Det var i Aʹkabs søn kong Joʹram af Israels tolvte år at Ahazʹja, kong Joʹram af Judas søn, blev konge.+ 26 Ahazʹja var toogtyve år gammel da han blev konge, og han regerede i ét år i Jerusalem.+ Og hans moders navn var Atalʹja;+ [hun var] en sønnedatter* af kong Omʹri+ af Israel. 27 Han vandrede i Aʹkabs hus’ spor+ og gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne,+ ligesom Aʹkabs hus, for han var besvogret med Aʹkabs hus.+ 28 Han drog således med Aʹkabs søn Joʹram i krig mod Haʹzael,+ Aʹrams konge, ved Raʹmot-Giʹlead.+ Men aramæerne sårede+ Joʹram. 29 Kong Joʹram+ vendte da tilbage for i Jizʹre’el+ at blive helbredt for de sår som aramæerne havde tilføjet ham i Raʹma* da han kæmpede mod kong Haʹzael af Aʹram. Og Joʹrams søn, kong Ahazʹja+ af Juda, rejste ned for at se til Aʹkabs søn Joʹram i Jizʹre’el, for han var syg.

9 Og profeten Elisa kaldte på en af profetsønnerne+ og sagde til ham: „Spænd et bælte om hofterne+ og tag denne olieflaske*+ med dig og gå til Raʹmot-Giʹlead.+ 2 Når du er kommet derhen, skal du opsøge Jeʹhu,+ en søn af Joʹsafat, Nimʹsjis søn, dér. Og du skal gå ind og lade ham rejse sig blandt sine brødre og tage ham med ind i det allerinderste kammer.+ 3 Og du skal tage olieflasken og hælde [olien] ud over hans hoved+ og sige: ’Således har Jehova sagt: „Jeg salver+ dig hermed til konge+ over Israel.“’ Og du skal åbne døren og flygte, og du må ikke vente.“

4 Så begav den unge mand, profetens medhjælper, sig til Raʹmot-Giʹlead. 5 Da han ankom, se, da sad øversterne for kampstyrken der. Han sagde nu: „Jeg har et ord til dig,+ øverste.“ Hertil sagde Jeʹhu: „Til hvem af alle os?“ Han sagde da: „Til dig, øverste!“ 6 Han rejste sig så og gik ind i huset; han hældte derpå olien ud over hans hoved og sagde til ham: „Således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Jeg salver dig hermed til konge+ over Jehovas folk,+ Israel. 7 Og du skal slå din herre Aʹkabs hus ihjel, og jeg vil hævne+ mine tjenere profeternes blod* og alle Jehovas tjeneres blod på Jeʹsabel.+ 8 Og hele Aʹkabs hus skal gå til grunde; og jeg vil udrydde enhver af Aʹkabs [slægt]+ som lader vandet op ad en mur,*+ både den hjælpeløse og den uduelige*+ i Israel. 9 Og jeg vil lade Aʹkabs hus blive ligesom Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, hus og som Baʹsjas,+ Ahiʹjas søns, hus. 10 Og Jeʹsabel skal hundene æde+ på Jizʹre’els jordlod uden at nogen begraver hende.’“ Derpå åbnede han døren og flygtede.+

11 Da Jeʹhu var kommet ud til sin herres tjenere, sagde de til ham: „Er alt som det skal være?+ Hvorfor kom den vanvittige+ mand til dig?“ Han sagde da til dem: „I kender jo den mand og hans snak.“ 12 Men de sagde: „Løgn! Fortæl os det nu!“ Da sagde han: „Sådan, ja sådan sagde han til mig: ’Således har Jehova sagt: „Jeg salver dig hermed til konge over Israel.“’“+ 13 Da skyndte de sig at tage hver sin klædning+ og lægge den under ham på selve trinnene. Derpå blæste de i hornet+ og sagde: „Jeʹhu er blevet konge!“+ 14 Således dannede Jeʹhu,+ en søn af Joʹsafat, Nimʹsjis søn,+ en sammensværgelse+ mod Joʹram.*

Og Joʹram havde holdt vagt ved Raʹmot-Giʹlead,+ han og hele Israel, på grund af kong Haʹzael+ af Aʹram. 15 Men kong Joʹram+ var vendt tilbage for at blive helbredt i Jizʹre’el+ for de sår som aramæerne havde tilføjet ham da han kæmpede mod kong Haʹzael af Aʹram.+

Jeʹhu sagde nu: „Hvis jeres sjæle synes,*+ lad da ingen slippe ud af byen og gå hen og fortælle det i Jizʹre’el.“ 16 Derpå kørte Jeʹhu af sted og tog til Jizʹre’el, for Joʹram lå dér, og kong Ahazʹja*+ af Juda var kommet ned for at se til Joʹram. 17 Og vægteren+ stod på tårnet+ i Jizʹre’el,+ og da han så Jeʹhus vældige flok komme, sagde han: „Jeg ser en vældig flok.“ Joʹram sagde da: „Tag en rytter og send ham af sted for at møde dem, og lad ham sige: ’Er der fred?’“+ 18 En rytter til hest tog da af sted for at møde ham, og han sagde: „Således har kongen sagt: ’Er der fred?’“ Men Jeʹhu sagde: „Hvad har du med ’fred’ at gøre?*+ Vend om, følg mig!“

Vægteren+ fortalte det nu idet han sagde: „Sendebudet kom hen til dem, men han vendte ikke tilbage.“ 19 Han sendte så en anden rytter til hest af sted, og da han kom hen til dem, sagde han: „Således har kongen sagt: ’Er der fred?’“ Men Jeʹhu sagde: „Hvad har du med ’fred’ at gøre?+ Vend om, følg mig!“

20 Vægteren fortalte det nu idet han sagde: „Han kom hen til dem, men han vendte ikke tilbage; og måden at køre på ligner Jeʹhus,+ Nimʹsjis sønnesøns,*+ måde at køre på, for han kører som en vanvittig.“+ 21 Da sagde Joʹram: „Spænd for!“+ Så spændte man for hans stridsvogn, hvorpå kong Joʹram af Israel og kong Ahazʹja+ af Juda kørte ud, hver i sin stridsvogn. De kørte så ud for at møde Jeʹhu og nåede frem til ham på jizre’elitten Naʹbots+ jordlod.

22 Så snart Joʹram så Jeʹhu, sagde han: „Er der fred, Jeʹhu?“ Men han sagde: „Hvordan kan der være fred+ så længe din moder Jeʹsabels utugt+ og mange trolddomskunster+ fortsætter?“ 23 Da vendte Joʹram [vognen] for at flygte, idet han sagde til Ahazʹja: „Svig,+ Ahazʹja!“ 24 Men Jeʹhu tog en bue+ i hånden og ramte Joʹram mellem armene, så pilen gik ud gennem hans hjerte, og han faldt sammen i sin vogn.+ 25 [Jeʹhu] sagde nu til sin adjudant+ Bidʹkar:* „Løft ham op; kast ham hen på jizre’elitten Naʹbots marklod,+ for husk: Jeg og du kørte sammen* bag hans fader Aʹkab dengang Jehova forkyndte dette budskab+ imod ham: 26 ’„Sandelig, i går så jeg Naʹbots blod+ og hans sønners blod,“+ lyder Jehovas udsagn, „og jeg vil gengælde+ dig det på denne jordlod,“ lyder Jehovas udsagn.’ Så løft ham nu op og kast ham på jordlodden i overensstemmelse med Jehovas ord.“+

27 Og kong Ahazʹja+ af Juda så det og flygtede ad vejen mod havehuset.+ (Siden* satte Jeʹhu efter ham, idet han sagde: „Også ham! Hug ham ned!“ Så ramte de ham* i vognen på vejen op til Gur, som ligger ved Jibʹleam.+ Og han flygtede videre til Megidʹdo+ og døde dér.+ 28 Hans tjenere kørte ham derpå til Jerusalem og begravede ham i hans grav hos hans forfædre i Davidsbyen.+ 29 Og det var i Aʹkabs søn Joʹrams+ ellevte år at Ahazʹja+ var blevet konge over Juda.)

30 Så kom Jeʹhu til Jizʹre’el,+ og Jeʹsabel+ hørte det. Hun kom da sort øjensminke+ på sine øjne og pyntede sit hoved+ og så ned fra vinduet.+ 31 Og Jeʹhu kom ind gennem porten. Da sagde hun: „Gik det godt med Zimʹri,+ som dræbte sin herre?“ 32 Han løftede da sit ansigt mod vinduet og sagde: „Hvem er med mig? Hvem?“+ Da to-tre hoffolk+ så ned på ham, 33 sagde han: „Kast hende ned!“+ Så kastede de hende ned, og noget af hendes blod sprøjtede op på muren og på hestene, og han trampede+ på hende. 34 Så gik han ind og spiste og drak, hvorpå han sagde: „Tag jer lige af hende, den forbandede,+ og begrav hende; hun var trods alt en kongedatter.“+ 35 De gik da hen for at begrave hende, men de fandt ikke andet af hende end hovedskallen og fødderne og håndfladerne.+ 36 Da de kom tilbage og fortalte ham det, sagde han: „Det er det ord som Jehova udtalte ved+ sin tjener tisjbitten Elias:* ’På Jizʹre’els jordlod skal hundene æde Jeʹsabels kød.+ 37 Og Jeʹsabels lig skal blive som gødning+ på marken på Jizʹre’els jordlod, så ingen kan sige: „Dette er Jeʹsabel.“’“+

10 Nu havde Aʹkab halvfjerds+ sønner i Samaʹria,+ så Jeʹhu skrev nogle breve og sendte dem til Samaʹria til Jizʹre’els fyrster,+ de ældste+ og Aʹkabs [sønners] formyndere,* og de lød som følger: 2 „Når dette brev nu kommer til jer, er jeres herres sønner hos jer; desuden har I stridsvognene og hestene+ og en befæstet by og våbnene hos jer. 3 I skal derfor se hvem af jeres herres sønner der er den bedste og mest retskafne, og sætte ham på hans faders trone.+ Kæmp så for jeres herres hus.“

4 De blev da meget, meget bange og sagde: „Se, to konger+ stod sig ikke imod ham, hvordan skulle vi så gøre det?“+ 5 Den som var over huset og den som var over byen og de ældste og formynderne+ sendte derfor bud til Jeʹhu og sagde: „Vi er dine tjenere, og alt hvad du siger os vil vi gøre. Vi vil ikke gøre nogen til konge. Gør hvad der synes bedst i dine øjne.“

6 Han skrev da endnu et brev til dem som lød: „Hvis I er med mig+ og I adlyder min røst, tag da hovederne af de mænd som er jeres herres sønner,+ og kom til mig i Jizʹre’el+ i morgen ved denne tid.“

Og kongens sønner, halvfjerds mænd, var hos byens stormænd som opfødte dem. 7 Så snart brevet nu kom til dem, tog de kongens sønner og dræbte de halvfjerds mænd+ og kom deres hoveder i kurve og sendte dem til ham i Jizʹre’el. 8 Da sendebudet+ kom og fortalte ham det og sagde: „De er kommet med kongesønnernes hoveder,“+ sagde han: „Læg dem i to bunker ved portindgangen til i morgen.“+ 9 Da han så gik ud om morgenen, blev han stående og sagde til hele folket: „I er retfærdige.*+ Det er mig der har dannet en sammensværgelse+ mod min herre og dræbt ham,+ men hvem har slået alle disse ihjel? 10 Erkend derfor at intet af hvad Jehova har udtalt mod Aʹkabs hus,+ falder til jorden,+ og Jehova har gjort hvad han har udtalt ved sin tjener Elias.“+ 11 Jeʹhu slog da alle dem der var tilbage af Aʹkabs hus i Jizʹre’el ihjel, samt alle hans stormænd+ og hans bekendte og hans præster,+ indtil han ikke havde ladt nogen overlevende af hans [mænd] tilbage.+

12 Derpå brød han op og begav sig på vej til Samaʹria. Hyrdernes bindehus* var på vejen. 13 Og Jeʹhu traf på kong Ahazʹja+ af Judas brødre.+ Da han sagde til dem: „Hvem er I?“ sagde de: „Vi er Ahazʹjas brødre, og vi er på vej ned for at høre hvordan det står til med kongens sønner og enkedronningens sønner.“* 14 Da sagde han: „Grib dem levende!“+ Så greb de dem levende og dræbte dem ved bindehusets cisterne,* toogfyrre mænd, og lod ikke én af dem tilbage.+

15 Da han tog af sted derfra, traf han på Joʹnadab,*+ Reʹkabs+ søn, som kom ham i møde. Han velsignede+ ham da og sagde til ham: „Er dit hjerte ret indstillet [over for mig], som mit hjerte er over for dit?“+

Hertil sagde Joʹnadab: „Det er det!“

„Hvis det er det, så giv mig din hånd!“

Så gav han ham sin hånd, hvorpå han lod ham stige op til sig i stridsvognen.+ 16 Derpå sagde han: „Kom med mig og se min nidkærhed+ for Jehova.“* Og de* lod ham køre med i hans stridsvogn. 17 Da han kom til Samaʹria, slog han alle dem ihjel som var tilbage af Aʹkabs [slægt] i Samaʹria, indtil han havde tilintetgjort dem,+ i overensstemmelse med det ord som Jehova havde talt til Elias.+

18 Derpå samlede Jeʹhu hele folket og sagde til dem: „Aʹkab dyrkede* Baʹal* lidt.+ Jeʹhu vil dyrke ham meget. 19 Så kald nu alle ba’alsprofeterne+ og alle som dyrker ham,+ og alle hans præster+ sammen hos mig. Ikke én må mangle, for jeg har et stort slagtoffer at bringe Baʹal; ingen som mangler, vil forblive i live.“ Men Jeʹhu handlede med list+ for at udrydde ba’alsdyrkerne.

20 Jeʹhu sagde nu: „Hellighold et højtidsstævne for Baʹal.“ Så udråbte de det. 21 Derpå sendte Jeʹhu bud til hele Israel,+ så alle ba’alsdyrkerne kom, og der var ingen tilbage som ikke kom. De gik så ind i Baʹals hus,+ og Baʹals hus blev fyldt fra ende til anden.* 22 Han sagde endvidere til den som stod for garderoben: „Tag klæder frem til alle ba’alsdyrkerne.“ Han tog da klædninger frem til dem. 23 Derpå gik Jeʹhu og Joʹnadab,+ Reʹkabs søn, ind i Baʹals hus. Så sagde han til ba’alsdyrkerne: „Foretag en omhyggelig undersøgelse og se efter at der ikke her hos jer er nogen af dem der dyrker Jehova, men kun dem der dyrker Baʹal.“+ 24 Derpå gik de ind for at bringe slagtofre og brændofre, men Jeʹhu anbragte firs* mænd udenfor og sagde: „Den mand der lader nogen af de mænd undslippe som jeg overgiver i jeres hænder, skal undgælde, sjæl for sjæl.“+

25 Så snart man var færdig med at bringe brændofferet, sagde Jeʹhu til løberne og adjudanterne: „Gå ind, slå dem ihjel! Lad ikke nogen slippe ud.“+ Løberne og adjudanterne+ slog dem så ihjel med sværdets æg og kastede dem ud, og de gik så langt som til ba’alshusets by. 26 Derpå tog de de hellige støtter*+ ud af ba’alshuset og brændte+ dem.* 27 De rev desuden Baʹals hellige støtte ned,+ og de rev Baʹals hus+ ned og gjorde det til nødtørftssteder,+ [og det er de] den dag i dag.

28 Således tilintetgjorde Jeʹhu Baʹal i Israel. 29 Kun Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde,+ vendte Jeʹhu sig ikke bort fra at følge, nemlig guldkalvene,+ den i Beʹtel og den i Dan.+ 30 Jehova sagde derfor til Jeʹhu: „Fordi du har handlet vel ved at gøre hvad der er ret i mine øjne,+ [og] du har handlet med Aʹkabs hus efter alt hvad der var i mit hjerte,+ skal dine sønner sidde på Israels trone indtil fjerde generation.“+ 31 Men Jeʹhu tog ikke vare på at vandre efter Jehovas, Israels Guds, lov af hele sit hjerte.+ Han vendte sig ikke bort fra Jeroʹboams synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde.+

32 I de dage begyndte Jehova at skære stykke for stykke af Israel, og Haʹzael+ slog dem i hele Israels område, 33 fra Jordan mod solens opgang, hele Giʹleads land,+ tilhørende gaditterne+ og rubenitterne+ og manassitterne,+ fra Aʹroer+ ved Arʹnons Regnflodsdal, både Giʹlead og Baʹsan.+

34 Men resten af Jeʹhus historie og alt hvad han gjorde og alle hans store bedrifter, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 35 Derpå lagde Jeʹhu sig til hvile hos sine fædre,+ og man begravede ham i Samaʹria, og hans søn Jehoʹahaz+ blev konge i hans sted. 36 Og de dage hvori Jeʹhu regerede over Israel i Samaʹria udgjorde otteogtyve år.

11 Da Ahazʹjas+ moder Atalʹja+ så at hendes søn var død, tog hun og udryddede alle af kongelig æt.+ 2 Men kong Joʹrams datter Josjeʹba,+ Ahazʹjas søster, tog Ahazʹjas søn Joʹasj*+ og stjal ham blandt kongesønnerne som skulle lide døden, både ham og hans amme, [og bragte ham] ind i sengekammeret, og de* holdt ham skjult+ for Atalʹja, så han ikke led døden. 3 Han var således gemt hos hende i Jehovas hus i seks år, mens Atalʹja regerede over landet.+

4 Og i det syvende år sendte Joʹjada+ bud og lod hundredførerne for den kariske+ livvagt og for løberne+ hente og bringe til sig i Jehovas hus, og han sluttede pagt+ med dem og lod dem sværge+ i Jehovas hus, hvorpå han viste dem kongens søn. 5 Derpå gav han dem følgende befaling: „Dette skal I gøre: En tredjedel af jer kommer ind på sabbatten og holder vagt ved kongens hus,+ 6 og en tredjedel ved Grundvoldsporten,*+ og en tredjedel ved porten bag løberne. Og I skal holde vagt ved huset+ på skift. 7 Og der er to delinger af jer som alle går ud på sabbatten, og de skal holde vagt over kongen ved Jehovas hus. 8 Og I skal slå ring omkring kongen, hver med våben i hånd, og enhver som går ind mellem rækkerne skal lide døden. Og I skal blive hos kongen når han går ud og når han går ind.“

9 Så gjorde hundredførerne+ nøjagtig som præsten Joʹjada havde befalet dem, og tog hver deres mænd som kom ind på sabbatten, sammen med dem som gik ud på sabbatten,+ og gik ind til præsten Joʹjada. 10 Derpå gav præsten hundredførerne de spyd og rundskjolde som havde tilhørt kong David og som var i Jehovas hus.+ 11 Og løberne+ stod, hver med våben i hånd, fra højre side af huset* over til venstre side af huset,* ved alteret+ og ved huset, hele vejen rundt om kongen. 12 Så førte han kongens søn+ ud og satte diademet+ og Vidnesbyrdet+ på ham, og de* gjorde ham til konge+ og salvede ham.+ Derpå klappede de i hænderne+ og sagde: „Kongen leve!“+

13 Da Atalʹja hørte lyden af folket der løb af sted, gik hun straks ind til folket i Jehovas hus.+ 14 Hun så da, og se, kongen stod ved søjlen,+ som det var skik, og øversterne og [de der havde] trompeterne*+ var hos kongen, mens hele landets befolkning frydede sig+ og der blæstes i trompeterne. Da sønderrev Atalʹja+ sine klæder og råbte: „Sammensværgelse! Sammensværgelse!“+ 15 Men præsten Joʹjada gav hundredførerne, dem som var sat over kampstyrkerne,+ befaling og sagde til dem: „Før hende ud fra rækkerne; og lad enhver som følger efter hende dø* for sværdet!“+ For præsten havde sagt: „Lad hende ikke lide døden i Jehovas hus.“ 16 Så lagde de hånd på hende, og da hun kom til vejen ved hesteindgangen+ til kongens hus,+ lod man hende lide døden dér.+

17 Derpå sluttede Joʹjada pagten+ mellem Jehova+ og kongen+ og folket om at de skulle være Jehovas folk; og også mellem kongen og folket.+ 18 Derpå gik hele landets befolkning til Baʹals hus og rev hans altre ned;+ og hans billeder knuste de fuldstændigt,+ og ba’alspræsten Matʹtan+ dræbte de foran altrene.+

Så satte præsten tilsynsmænd* over Jehovas hus.+ 19 Derpå tog han hundredførerne og den kariske livvagt+ og løberne+ og hele landets befolkning, og de førte kongen ned fra Jehovas hus, og de kom til kongens hus ad vejen gennem løbernes port;+ derpå satte han sig på kongernes trone.+ 20 Da frydede hele landets befolkning sig;+ og byen havde ro, og Atalʹja havde de ladet lide døden for sværdet ved kongens hus.*+

21 Joʹasj*+ var syv år gammel da han blev konge.+

12 Det var i Jeʹhus+ syvende år at Joʹasj+ blev konge, og han regerede i fyrre år i Jerusalem, og hans moders navn var Zibʹja; [hun var] fra Beʹer-Sjeʹba. 2 Joʹasj gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne så længe præsten Joʹjada underviste ham.+ 3 Kun offerhøjene forsvandt ikke.+ Folket bragte stadig slagtofre og røgofre på offerhøjene.

4 Joʹasj sagde så til præsterne:+ „Alle pengene* fra helliggaverne+ som bringes til Jehovas hus:+ de penge som hver enkelt ansættes til,*+ de penge [som indkommer] for sjæle efter hvad de vurderes til,+ alle de penge som det opkommer i den enkeltes hjerte at bringe til Jehovas hus,+ 5 skal præsterne tage imod, hver især fra dem han kender,+ og lad dem så reparere revnerne i huset hvor som helst der findes revner.“+

6 Men i kong Joʹasj’ treogtyvende år havde præsterne endnu ikke repareret revnerne i huset.+ 7 Da tilkaldte kong Joʹasj præsten Joʹjada+ og de [andre] præster og sagde til dem: „Hvorfor reparerer I ikke revnerne i huset? Tag derfor ikke imod flere penge af dem I kender, men giv dem til [reparation af] revnerne i huset.“+ 8 Da gik præsterne ind på ikke at modtage flere penge af folket og heller ikke at skulle reparere revnerne i huset.

9 Præsten Joʹjada tog så en kiste*+ og borede et hul i dens låg og satte den ved siden af alteret, til højre når man går ind i Jehovas hus, og dér lagde præsterne, dørvogterne,*+ alle de penge+ som blev bragt til Jehovas hus. 10 Og så snart de så at der var mange penge i kisten, kom kongens sekretær+ og ypperstepræsten,* og de penge som fandtes i Jehovas hus bandt de [i poser] og talte.+ 11 Og de overdrog de penge som var blevet talt op, til dem som skulle udføre arbejdet,+ dem der var sat som tilsynsmænd over Jehovas hus. De udbetalte dem så til håndværkerne der kunne arbejde i tømmer og bygningsfolkene som arbejdede på Jehovas hus, 12 og til murerne og til stenhuggerne+ og til at købe tømmer og tilhuggede sten for, til reparation af revnerne i Jehovas hus og til alle udgifter på huset med henblik på dets reparation.

13 Der blev dog ikke lavet sølvbækkener, lyseslukkere,+ skåle,+ trompeter,+ nogen som helst slags guldredskaber eller sølvredskaber til Jehovas hus for de penge der blev bragt til Jehovas hus;+ 14 men man gav dem til dem der udførte arbejdet, og de reparerede Jehovas hus for dem.+ 15 Og man forlangte ikke regnskab+ af de mænd til hvem man overdrog pengene så de kunne give dem til dem der udførte arbejdet,+ for de handlede på tro og love.+ 16 Pengene for skyldofferet+ og pengene for syndofferet blev ikke bragt til Jehovas hus. De skulle være præsternes.+

17 Det var på det tidspunkt kong Haʹzael+ af Aʹram drog op og førte krig mod Gat+ og indtog den. Derpå rettede Haʹzael sit ansigt+ mod Jerusalem for at drage derop.+ 18 Kong Joʹasj af Juda tog da alle helliggaverne+ som hans forfædre, kongerne Joʹsafat, Joʹram og Ahazʹja af Juda, havde helliget, og sine egne helliggaver og alt det guld der fandtes i skatkamrene i Jehovas hus og kongens hus, og sendte+ det til kong Haʹzael af Aʹram. Han drog da bort fra Jerusalem.

19 Men resten af Joʹasj’ historie og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 20 Hans tjenere+ rejste sig imidlertid og dannede en sammensværgelse+ og slog Joʹasj ihjel i Milʹlos*+ hus,+ [ved vejen] som går ned til Silʹla. 21 Det var i øvrigt hans tjenere Joʹzakar,* Sjimʹats søn, og Joʹzabad,+ Sjoʹmers søn, der slog ham ihjel, og således døde han. Derpå begravede man ham hos hans fædre i Davidsbyen, og hans søn Amazʹja+ blev konge i hans sted.

13 I Ahazʹjas+ søn kong Joʹasj+ af Judas treogtyvende år blev Jeʹhus+ søn Jehoʹahaz+ konge over Israel i Samaʹria og var det i sytten år. 2 Og han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne+ og vandrede efter Jeroʹboams, Neʹbats søns, synd,+ den hvormed han havde fået Israel til at synde.+ Han veg ikke fra den. 3 Jehovas vrede+ blussede da op imod Israel, så han gav dem i kong Haʹzael+ af Aʹrams vold, og i Haʹzaels søn Ben-Haʹdads+ vold alle deres dage.

4 Jehoʹahaz formildede+ imidlertid Jehovas ansigt, så Jehova hørte+ ham; for han havde set Israels undertrykkelse,+ eftersom Aʹrams konge havde undertrykt dem.+ 5 Jehova gav derfor Israel en frelser,+ så de slap ud af Aʹrams vold, og Israels sønner boede i deres hjem* som før.+ 6 (Kun veg de ikke fra Jeroʹboams hus’ synd, den hvormed han havde fået Israel til at synde.+ Den vandrede han i;+ endog den hellige pæl*+ stod i Samaʹria.) 7 Han havde nemlig ikke levnet Jehoʹahaz nogen folk, undtagen halvtreds mand i rytteriet og ti vogne og ti tusind mand fodfolk,+ for Aʹrams konge havde udryddet dem+ og ladet dem blive som støvet ved tærskning.+

8 Men resten af Jehoʹahaz’ historie og alt hvad han gjorde samt hans store bedrifter, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 9 Derpå lagde Jehoʹahaz sig til hvile hos sine fædre, og man begravede ham i Samaʹria,+ og hans søn Joʹasj+ blev konge i hans sted.

10 I kong Joʹasj af Judas syvogtredivte år blev Jehoʹahaz’ søn Joʹasj+ konge over Israel i Samaʹria, og han var det i seksten år. 11 Og han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne.+ Han veg ikke fra nogen af Jeroʹboams, Neʹbats søns, synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde.+ Dem vandrede han i.

12 Men resten af Joʹasj’ historie og alt hvad han gjorde, samt hans store bedrifter [og] hvordan han førte krig+ mod kong Amazʹja af Juda, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 13 Derpå lagde Joʹasj sig til hvile hos sine fædre, og Jeroʹboam*+ satte sig på hans trone. Og Joʹasj blev begravet i Samaʹria hos Israels konger.+

14 Elisa+ var i mellemtiden blevet syg af den sygdom han senere døde af.+ Kong Joʹasj af Israel kom da ned til ham og græd over hans ansigt og sagde: „Min fader,+ min fader, Israels stridsvogn* og rytteri!“+ 15 Elisa sagde da til ham: „Tag en bue og nogle pile.“ Så tog han en bue og nogle pile. 16 Han sagde derpå til Israels konge: „Læg din hånd på buen.“* Han lagde da sin hånd på den, hvorpå Elisa anbragte sine hænder oven på kongens hænder.+ 17 Så sagde han: „Luk vinduet op mod øst.“ Så lukkede han det op, og Elisa sagde: „Skyd!“ Så skød han. Han sagde nu: „Jehovas frelsespil, ja, frelsespilen+ mod Aʹram! Og du skal slå Aʹram ved Aʹfek+ til det er færdigt.“

18 Og han fortsatte: „Tag pilene.“ Så tog han dem. Derpå sagde han til Israels konge: „Slå på jorden.“ Så slog han tre gange og standsede.+ 19 Den [sande] Guds mand+ blev da harmfuld på ham og sagde: „Det var meningen at du skulle slå fem eller seks gange!* Så ville du have slået Aʹram til det var færdigt, men nu vil du slå Aʹram tre gange.“+

20 Siden døde Elisa, og man begravede ham.+ Der plejede imidlertid at komme moabitiske+ røverbander+ ind i landet ved årets begyndelse, 21 og mens nogle nu var i færd med at begrave en mand, se, da fik de øje på en røverbande. De kastede derfor manden ind i Elisas grav og gik bort. Men da manden rørte ved Elisas knogler, blev han levende+ og rejste sig op på sine fødder.+

22 Og kong Haʹzael+ af Aʹram undertrykte+ Israel alle Jehoʹahaz’ dage. 23 Jehova viste dem imidlertid sin gunst+ og havde barmhjertighed+ med dem og vendte sig til dem på grund af sin pagt+ med Abraham,+ Isak+ og Jakob,+ og han ønskede ikke at ødelægge dem,+ og han har ikke indtil nu kastet dem bort fra sit ansigt. 24 Omsider døde kong Haʹzael af Aʹram, og hans søn Ben-Haʹdad blev konge i hans sted. 25 Jehoʹahaz’ søn Joʹasj fratog da Haʹzaels søn Ben-Haʹdad de byer som [Haʹzael] havde taget fra hans fader Jehoʹahaz i krig. Joʹasj slog ham tre gange og fik således Israels byer tilbage.+

14 I Jehoʹahaz’* søn kong Joʹasj+ af Israels andet år blev kong Joʹasj af Judas søn Amazʹja*+ konge. 2 Han var femogtyve år gammel da han blev konge, og han regerede i niogtyve år i Jerusalem. Og hans moders navn var Jehoadʹdin;+ [hun var] fra Jerusalem. 3 Han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne,+ blot ikke som sin forfader David.+ Han handlede helt som hans fader Joʹasj havde gjort.+ 4 Kun offerhøjene forsvandt ikke,+ idet folket stadig bragte slagtofre og røgofre på offerhøjene.+ 5 Så snart hans hånd nu havde fået et fast greb om kongedømmet, slog han dem af sine tjenere ihjel+ som havde slået hans fader kongen ihjel.+ 6 Men sønnerne af dem der havde slået [kongen] ihjel, lod han ikke lide døden, i overensstemmelse med det der står skrevet i bogen med Mose lov, hvor Jehova havde påbudt:+ „Fædre skal ikke lide døden på grund af sønner, og sønner skal ikke lide døden på grund af fædre, men enhver skal lide døden for sin egen synd.“+ 7 Det var ham der slog edomitterne+ i Saltdalen,+ ti tusind mand, og erobrede Seʹla i krigen og gav den navnet Jokʹte’el, [som den hedder] den dag i dag.

8 Dengang sendte Amazʹja sendebud til kong Joʹasj af Israel, søn af Jeʹhus søn Jehoʹahaz, idet han sagde: „Kom! Lad os prøve kræfter med hinanden.“+ 9 Men kong Joʹasj af Israel sendte bud til kong Amazʹja af Juda og sagde: „Tornebusken som var på Libanon, sendte bud til cedertræet+ som var på Libanon, og sagde: ’Giv min søn din datter til hustru.’ Men et af markens vilde dyr på Libanon kom forbi og trampede tornebusken ned.+ 10 Du har godt nok slået+ Eʹdom, og dit hjerte har løftet dig op.+ Nyd din ære+ og bliv i dit hus, for hvorfor skulle du indlade dig i strid+ under ugunstige betingelser+ og falde, du selv og Juda med dig?“ 11 Men Amazʹja ville ikke høre.+

Kong Joʹasj af Israel drog da op, og han og kong Amazʹja af Juda prøvede kræfter med hinanden+ ved Bet-Sjeʹmesj,+ som tilhører Juda. 12 Og Juda led nederlag over for Israel,+ og de flygtede, hver til sit telt. 13 Og kong Joʹasj af Israel tog kong Amazʹja af Juda, søn af Ahazʹjas søn Joʹasj, til fange ved Bet-Sjeʹmesj. Derpå kom de til Jerusalem og nedbrød et afsnit af Jerusalems mur ved Eʹfraimsporten,+ indtil Hjørneporten,+ fire hundrede alen.* 14 Og han tog alt guldet og sølvet og alle redskaberne som fandtes i Jehovas hus+ og i skatkamrene i kongens hus, samt gidslerne,* og vendte så tilbage til Samaʹria.

15 Men resten af Joʹasj’ historie, det han gjorde, og hans store bedrifter, og hvordan han førte krig mod kong Amazʹja af Juda, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 16 Derpå lagde Joʹasj sig til hvile hos sine fædre,+ og man begravede ham i Samaʹria+ hos Israels konger, og hans søn Jeroʹboam*+ blev konge i hans sted.

17 Kong Amazʹja+ af Juda, Joʹasj’ søn, levede imidlertid femten år efter at kong Joʹasj+ af Israel, Jehoʹahaz’ søn, var død.+ 18 Og resten af Amazʹjas historie, derom står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie.+ 19 Man dannede med tiden en sammensværgelse+ mod ham i Jerusalem; så flygtede han til Laʹkisj,+ og man sendte folk efter ham til Laʹkisj og lod ham lide døden dér.+ 20 Derpå førte de ham af sted på heste og begravede+ ham i Jerusalem hos hans fædre i Davidsbyen.+ 21 Hele Judas befolkning tog så Azarʹja,+ som var seksten år gammel,+ og gjorde ham til konge i hans fader Amazʹjas+ sted. 22 Det var ham der byggede Eʹlat+ op og genvandt den til Juda efter at kongen havde lagt sig til hvile hos sine fædre.

23 I Joʹasj’ søn kong Amazʹja af Judas femtende år blev kong Joʹasj af Israels søn Jeroʹboam+ konge i Samaʹria og var det i enogfyrre år. 24 Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne. Han veg ikke fra nogen af Jeroʹboams, Neʹbats søns, synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde.+ 25 Det var ham der genoprettede Israels grænse fra indgangen til Haʹmat+ indtil Aʹrabahavet,+ i overensstemmelse med det ord som Jehova, Israels Gud, havde talt ved sin tjener profeten Jonas,+ Amitʹtajs søn, som var fra Gat-Heʹfer.+ 26 For Jehova havde set Israels meget bitre nød.+ Der var hverken en hjælpeløs eller en uduelig,* nej, der var ingen til at hjælpe Israel.+ 27 Men Jehova havde lovet ikke at udslette Israels navn under himmelen,+ så han frelste+ dem ved Jeroʹboams, Joʹasj’ søns, hånd.

28 Men resten af Jeroʹboams historie og alt hvad han gjorde, samt hans store bedrifter, hvordan han førte krig og hvordan han genvandt Damaskus+ og Haʹmat+ for Juda i Israel, om det står der jo skrevet i bogen med Israels kongers historie. 29 Derpå lagde Jeroʹboam sig til hvile hos sine fædre, hos Israels konger, og hans søn Zekarʹja+ blev konge i hans sted.

15 I kong Jeroʹboam af Israels syvogtyvende år blev Azarʹja,+ kong Amazʹja+ af Judas søn, konge. 2 Han var seksten år gammel da han blev konge, og han regerede i tooghalvtreds år i Jerusalem.+ Og hans moders navn var Jekolʹja;* [hun var] fra Jerusalem. 3 Han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne, nøjagtig som hans fader Amazʹja havde gjort.+ 4 Kun offerhøjene forsvandt ikke,+ idet folket stadig bragte slagtofre og røgofre på offerhøjene.+ 5 Siden ramte Jehova kongen+ så han var spedalsk+ til sin dødsdag; han blev derfor i et hus hvor han var fritaget for alle embedspligter,+ mens kongens søn Joʹtam+ stod for huset og dømte+ landets folk.* 6 Men resten af Azarʹjas* historie og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 7 Så lagde Azarʹja sig til hvile hos sine fædre,+ og man begravede ham hos hans fædre i Davidsbyen, og hans søn Joʹtam blev konge i hans sted.+

8 I kong Azarʹja+ af Judas otteogtredivte år blev Zekarʹja,*+ Jeroʹboams søn, konge over Israel i Samaʹria og var det i seks måneder. 9 Og han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne, sådan som hans forfædre havde gjort.+ Han veg ikke fra Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde.+ 10 Så dannede Sjalʹlum, Jaʹbesj’ søn, en sammensværgelse+ mod ham og huggede+ ham ned i Jibʹleam*+ og lod ham dø, hvorpå han blev konge i hans sted. 11 Men resten af Zekarʹjas historie, se, derom står der skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 12 Dette var det ord+ som Jehova havde talt til Jeʹhu:+ „Dine sønner+ skal sidde på Israels trone indtil fjerde generation.“ Og således skete det.+

13 Sjalʹlum, Jaʹbesj’ søn, blev konge i kong Uzziʹja*+ af Judas niogtredivte år, og han regerede i en hel månemåned* i Samaʹria.+ 14 Så drog Meʹnahem,+ Gaʹdis søn, op fra Tirʹza+ og kom til Samaʹria og huggede Sjalʹlum,+ Jaʹbesj’ søn, ned i Samaʹria og lod ham dø, hvorpå han blev konge i hans sted. 15 Men resten af Sjalʹlums historie og den sammensværgelse+ han dannede, se, derom står der skrevet i bogen med Israels kongers historie. 16 Det var på det tidspunkt at Meʹnahem ud fra Tirʹza slog Tifʹsa og alt hvad der var deri samt dens område, fordi den ikke havde åbnet [portene];* så han slog den. Alle dens gravide kvinder sprættede han op.+

17 I kong Azarʹja* af Judas niogtredivte+ år blev Meʹnahem, Gaʹdis søn, konge over Israel i Samaʹria, og var det i ti år. 18 Og han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne.+ Han veg ikke i alle sine dage fra Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde.+ 19 Pul,+ Assyriens+ konge, trængte ind i landet. Meʹnahem gav+ så Pul et tusind talenter sølv+ for at dennes hånd kunne være med ham og lade hans egen hånd få et fast greb om kongedømmet.+ 20 Meʹnahem opkrævede da sølvet hos Israel, hos alle velstillede mænd,+ til at give Assyriens konge, halvtreds sekel* sølv fra hver mand. Da vendte Assyriens konge om, og han blev ikke dér i landet. 21 Men resten af Meʹnahems+ historie og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 22 Derpå lagde Meʹnahem sig til hvile hos sine fædre, og hans søn Pekaʹja+ blev konge i hans sted.

23 I kong Azarʹja af Judas halvtredsindstyvende år blev Pekaʹja, Meʹnahems søn, konge over Israel i Samaʹria og var det i to+ år. 24 Og han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne.+ Han veg ikke fra Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde.+ 25 Så dannede hans adjudant+ Peʹka,+ Remalʹjas* søn, en sammensværgelse+ imod ham og huggede ham ned i Samaʹria, i tårnborgen i kongens hus,+ tillige med Arʹgob og Arʹje, og med ham var der halvtreds mand af Giʹleads sønner.* Han lod ham således dø og blev konge i hans sted. 26 Men resten af Pekaʹjas historie og alt hvad han gjorde, se, derom står der skrevet i bogen+ med Israels kongers historie.

27 I kong Azarʹja af Judas tooghalvtredsindstyvende år blev Peʹka,+ Remalʹjas søn,+ konge over Israel i Samaʹria og var det i tyve år. 28 Og han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne.+ Han veg ikke fra Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, synder, dem hvormed han havde fået Israel til at synde.+ 29 I kong Peʹka af Israels dage kom Assyriens konge+ Tigʹlat-Pileʹser+ og tog Ijʹjon,+ Aʹbel-Bet-Maʹaka,+ Janoʹa, Keʹdesj,+ Haʹzor,+ Giʹlead+ og Galilæʹa,*+ hele Nafʹtalis+ land, og førte [befolkningen] i landflygtighed til Assyrien.+ 30 Da dannede Hosjeʹa,+ Eʹlas søn, en sammensværgelse+ mod Peʹka, Remalʹjas søn, og huggede ham ned+ og lod ham dø, hvorpå han blev konge i hans sted i Uzziʹjas* søn Joʹtams+ tyvende år. 31 Men resten af Peʹkas historie og alt hvad han gjorde, se, derom står der skrevet i bogen+ med Israels kongers historie.

32 I Remalʹjas søn kong Peʹka af Israels andet år blev kong Uzziʹja+ af Judas søn Joʹtam+ konge. 33 Han var femogtyve år gammel da han blev konge, og han regerede i seksten år i Jerusalem, og hans moders navn var Jeruʹsja; [hun var] en datter af Zaʹdok.+ 34 Han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne.+ Han handlede nøjagtig som hans fader Uzziʹja havde gjort.+ 35 Kun offerhøjene forsvandt ikke, idet folket stadig bragte slagtofre og røgofre på offerhøjene.+ Det var ham der byggede den øvre port til Jehovas hus.+ 36 Men resten af Joʹtams historie, det han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen med Judas kongers historie.+ 37 I de dage begyndte Jehova at sende+ kong Reʹzin+ af Aʹram og Peʹka,+ Remalʹjas søn, mod Juda. 38 Så lagde Joʹtam sig til hvile hos sine fædre, og man begravede ham hos hans fædre i hans forfader Davids by,+ og hans søn Aʹkaz+ blev konge i hans sted.

16 I Remalʹjas søn Peʹkas syttende år blev Aʹkaz,+ kong Joʹtam af Judas søn, konge. 2 Aʹkaz var tyve år gammel da han blev konge, og han regerede i seksten år i Jerusalem; men han gjorde ikke hvad der var ret i Jehova sin Guds øjne som sin forfader David.+ 3 Han vandrede derimod i Israels kongers spor+ og lod endog sin søn gå gennem ilden,+ i lighed med de vederstyggeligheder+ der øvedes af nationerne som Jehova havde drevet bort foran Israels sønner. 4 Han bragte desuden slagtofre og røgofre på offerhøjene+ og på bakkerne+ og under hvert frodigt træ.+

5 Dengang drog kong Reʹzin+ af Aʹram og Remalʹjas søn, kong Peʹka+ af Israel, op mod Jerusalem for at føre krig, og de belejrede Aʹkaz, men var ikke i stand til at kæmpe.+ 6 På den tid gav kong Reʹzin af Aʹram Eʹlat+ tilbage til Eʹdom, hvorpå han fordrev jøderne fra Eʹlat; og edomitterne* kom til Eʹlat, og de bor der den dag i dag. 7 Aʹkaz sendte da sendebud til Assyriens konge, Tigʹlat-Pileʹser,+ idet han sagde: „Jeg er din tjener+ og din søn. Kom op og frels+ mig fra Aʹrams konge og Israels konge, der rejser sig mod mig.“ 8 Derpå tog Aʹkaz sølvet og guldet som fandtes i Jehovas hus og i skatkamrene i kongens hus,+ og sendte det til Assyriens konge som bestikkelse.+ 9 Da hørte Assyriens konge på ham, og Assyriens konge drog op mod Damaskus+ og erobrede den+ og førte [indbyggerne] i landflygtighed til Kir,+ og Reʹzin+ lod han lide døden.

10 Kong Aʹkaz+ rejste derpå hen for at møde Assyriens konge, Tigʹlat-Pileʹser,+ i Damaskus, og han så da det alter+ som var i Damaskus. Derfor sendte kong Aʹkaz præsten Uriʹja en tegning* af alteret og en model af dets konstruktion i alle detaljer.+ 11 Derpå byggede præsten Uriʹja+ alteret.+ I overensstemmelse med alt hvad kong Aʹkaz havde sendt bud om fra Damaskus, sådan gjorde præsten Uriʹja, inden kong Aʹkaz kom fra Damaskus. 12 Da kongen ankom fra Damaskus, så han alteret; kongen gik da hen til alteret+ og ofrede på det.+ 13 Og han bragte sit brændoffer+ og sit kornoffer+ som røgoffer+ og udgød sit drikoffer+ og stænkede blodet af sine fællesskabsofre på alteret. 14 Men kobberalteret+ som stod foran Jehova, bragte han hen fra [dets plads] foran huset, mellem sit alter og Jehovas hus,+ og anbragte det på nordsiden af alteret. 15 Kong Aʹkaz gav derpå præsten Uriʹja+ følgende påbud: „Morgenbrændofferet skal du bringe som røgoffer på det store alter;+ ligeså aftenkornofferet+ og kongens brændoffer+ og hans kornoffer og det brændoffer som er for hele folket i landet, samt deres kornoffer og deres drikofre; og alt blodet fra brændofrene og alt blodet fra slagtofrene skal du stænke på det. Men kobberalteret er noget jeg vil tage op til overvejelse.“ 16 Så gjorde præsten Uriʹja+ nøjagtig som kong Aʹkaz havde påbudt.+

17 Aʹkaz skar+ endvidere sidestykkerne+ på vognene+ i stykker og fjernede bækkenerne som var på dem,+ og havet+ tog han ned fra kobberokserne+ som stod under det og anbragte det på en brolægning af sten, 18 og overdækningen til sabbatten som man havde bygget ved huset, samt kongens ydre indgang, flyttede han fra Jehovas hus, [alt sammen] på grund af Assyriens konge.

19 Men resten af Aʹkaz’ historie, hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 20 Så lagde Aʹkaz sig til hvile hos sine fædre, og han blev begravet hos sine fædre i Davidsbyen,+ hvorpå hans søn Ezekiʹas*+ blev konge i hans sted.

17 I kong Aʹkaz af Judas tolvte år blev Hosjeʹa,+ Eʹlas søn, konge over Israel i Samaʹria+ og var det i ni år. 2 Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne, blot ikke som Israels konger der var før ham.+ 3 Det var mod ham Assyriens+ konge Salmanasʹsar+ drog op, hvorpå Hosjeʹa blev hans tjener og betalte tribut+ til ham. 4 Men da Assyriens konge opdagede at Hosjeʹa var med i en sammensværgelse,+ idet han havde sendt sendebud til kong So af Ægypten+ og ikke havde bragt Assyriens konge tribut som i de foregående år, anholdt Assyriens konge ham og lod ham være indespærret i arresthuset.+

5 Og Assyriens konge drog op mod hele landet, og han drog op mod Samaʹria og belejrede+ den i tre år. 6 I Hosjeʹas niende år indtog Assyriens konge Samaʹria+ og førte Israel i landflygtighed+ til Assyrien og lod dem bosætte sig i Haʹla+ og Haʹbor ved floden Goʹzan+ og i medernes byer.+

7 Således gik det fordi Israels sønner havde syndet+ mod Jehova deres Gud, som havde ført dem op fra Ægyptens land, fra [trældom] under Faraos, Ægyptens konges,+ hånd, og [fordi] de gav sig til at frygte andre guder;+ 8 og de vandrede efter de forskrifter+ man havde i de nationer som Jehova havde drevet bort foran Israels sønner, og [efter de forskrifter] som Israels konger havde lavet; 9 og Israels sønner gav sig således i lag med ting som ikke var rigtige over for Jehova deres Gud,+ og byggede sig offerhøje+ i alle deres byer, [alle steder] lige fra tårne+ for vagtmænd til befæstede byer, 10 og de opstillede hellige støtter+ og hellige pæle+ på hver høj bakke+ og under hvert frodigt træ,+ 11 og dér, på alle offerhøjene, bragte de røgofre ligesom de nationer+ Jehova havde drevet i landflygtighed foran dem, og de gjorde alle disse onde ting og krænkede+ således Jehova.

12 De dyrkede* desuden deres uhumske guder,+ om hvilke Jehova havde sagt til dem: „I må ikke gøre dette;“+ 13 og Jehova blev ved med at advare+ Israel+ og Juda+ ved alle sine profeter+ [og] hver seer+ idet han sagde: „Vend om fra jeres onde veje+ og hold mine bud,+ mine forskrifter,+ i overensstemmelse med hele den lov+ som jeg gav jeres forfædre+ påbud om og som jeg sendte til jer ved mine tjenere profeterne.“+ 14 De ville dog ikke høre, men gjorde deres nakker stive+ ligesom deres forfædre, der ikke troede+ på Jehova deres Gud. 15 De afviste desuden hans forordninger og den pagt+ som han havde sluttet med deres forfædre, og de formaninger*+ som han havde advaret dem med, og de vandrede efter de tomme guder+ og blev selv tomme,+ idet de efterlignede nationerne der var rundt om dem og om hvem Jehova havde påbudt dem ikke at gøre som de.+

16 De forlod således alle Jehova deres Guds bud+ og lavede sig støbte billeder,+ to kalve,+ og lavede en hellig pæl+ og bøjede sig for hele himmelens hær+ og dyrkede Baʹal.+ 17 Desuden lod de deres sønner og døtre gå gennem ilden+ og drev spådomskunst+ og tog varsler+ og solgte+ sig til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne og krænkede+ ham således.

18 Derfor blev Jehova meget vred+ på Israel og fjernede dem fra sin nærhed.+ Der var ingen tilbage uden Judas stamme alene.+

19 Heller ikke Juda holdt Jehova deres Guds bud,+ men vandrede efter Israels forskrifter,+ som de havde lavet. 20 Jehova forkastede derfor hele Israels æt*+ og lod dem lide nød og gav dem i plyndringsmænds vold, indtil han havde kastet dem bort fra sig.+ 21 For han rev Israel bort fra Davids hus, og de gjorde derpå Jeroʹboam, Neʹbats søn, til konge; Jeroʹboam+ vendte så Israel bort fra Jehova og fik dem til at begå en stor synd.+ 22 Og Israels sønner vandrede fortsat efter alle de synder som Jeroʹboam havde øvet.+ De veg ikke fra dem 23 før Jehova fjernede Israel fra sin nærhed,+ sådan som han havde udtalt ved alle sine tjenere profeterne.+ Israel gik så i landflygtighed, bort fra deres jord, til Assyrien, [hvor de er] den dag i dag.+

24 Assyriens konge bragte derpå [folk] fra Babylon,*+ Kuʹta og Avʹva,+ Haʹmat+ og Sefarvaʹjim+ og lod dem bosætte sig i Samaʹrias byer+ i stedet for Israels sønner; og de tog så Samaʹria i besiddelse og boede i dets byer. 25 Men i begyndelsen da de boede der, frygtede+ de ikke Jehova. Derfor sendte Jehova løver+ iblandt dem, som dræbte nogle af dem. 26 Man sagde da til Assyriens konge: „De nationer som du førte i landflygtighed og lod bosætte sig i Samaʹrias byer, kender ikke den måde hvorpå landets Gud* skal dyrkes,* så han har sendt løver iblandt dem,+ og se, de bringer død over dem fordi ingen af dem kender den måde hvorpå landets Gud skal dyrkes.“

27 Da gav Assyriens konge følgende påbud: „Få en af de præster+ som I førte i landflygtighed derfra, til at rejse derhen, og han skal tage hen og bo der og undervise dem i hvordan landets Gud skal dyrkes.“ 28 Der kom så en af præsterne som man havde ført i landflygtighed fra Samaʹria og bosatte sig i Beʹtel,+ og han lærte dem hvordan de skulle frygte Jehova.+

29 Hver nation lavede imidlertid sin egen gud,*+ som de satte i offerhøjenes hus som samaritanerne* havde lavet, hver nation* i de byer hvor de boede. 30 Og folkene fra Babylon lavede Sukʹkot-Beʹnot, og folkene fra Kut+ lavede Nerʹgal, og folkene fra Haʹmat lavede Asjiʹma. 31 Og avvitterne+ lavede Nibʹhaz og Tarʹtak, og sefarvitterne+ brændte deres sønner i ilden+ for Adrammeʹlek og Anammeʹlek, Sefarvaʹjims guder. 32 De frygtede desuden Jehova og gjorde nogle fra det almene folk til præster+ ved offerhøjene, og de virkede for dem i offerhøjenes hus. 33 Det var Jehova de frygtede,+ men det var deres egne guder de dyrkede+ på samme måde som de nationer man havde ført dem i landflygtighed fra.+

34 Den dag i dag følger de deres tidligere skikke.+ Ingen af dem frygtede Jehova+ og handlede efter hans* forskrifter og hans* retsbestemmelser,+ eller efter loven+ og budet+ som Jehova havde pålagt Jakobs+ sønner — ham han havde givet navnet Israel+ — 35 dengang Jehova sluttede pagt+ med dem og gav dem følgende påbud: „I må ikke frygte andre guder,+ og I må ikke bøje jer for dem eller dyrke dem* eller ofre til dem.+ 36 Men Jehova, som førte jer op fra Ægyptens land med stor kraft og udrakt arm,+ ham skal I frygte+ og ham skal I bøje jer for+ og ham skal I ofre til.+ 37 Og de forordninger+ og retsbestemmelser+ og den lov og det bud som han har skrevet op til jer,+ skal I tage vare på altid at følge;+ og I må ikke frygte andre guder. 38 Og den pagt som jeg har sluttet med jer, må I ikke glemme,+ og I må ikke frygte andre guder.+ 39 Men det er Jehova+ jeres Gud I skal frygte, da det er ham der vil udfri jer af alle jeres fjenders hånd.“+

40 Og de adlød ikke, men fulgte deres tidligere skikke.+ 41 Alle disse nationer frygtede således Jehova,+ men det var deres egne billedstøtter de dyrkede. Også deres sønner og sønnesønner gør den dag i dag som deres forfædre gjorde.

18 Det var i Eʹlas søn kong Hosjeʹa+ af Israels tredje år at kong Aʹkaz+ af Judas søn Ezekiʹas+ blev konge. 2 Han var femogtyve år gammel da han blev konge, og han regerede i niogtyve år i Jerusalem. Og hans moders navn var Aʹbi;* [hun var] en datter af Zekarʹja.+ 3 Han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne,+ helt som hans forfader David havde gjort.+ 4 Det var ham der fjernede offerhøjene+ og knuste de hellige støtter+ og huggede den hellige+ pæl om og slog kobberslangen+ i stykker som Moses havde lavet,+ for indtil da var Israels sønner blevet ved med at bringe røgofre+ til den, og man* kaldte den Nehusjʹtan.*+ 5 Han stolede på Jehova, Israels Gud,+ og efter ham var der ingen som han blandt alle Judas konger,+ og heller ikke før ham.+ 6 For han holdt sig nær til Jehova+ og veg ikke fra ham, men holdt de bud som Jehova havde pålagt Moses.+ 7 Og Jehova var med ham.+ Han handlede med indsigt+ når som helst han drog ud; og han gjorde oprør mod Assyriens konge og tjente ham ikke.+ 8 Han slog filistrene+ helt til Gaʹza+ og dens områder, [alt] lige fra tårne+ for vagtmænd til befæstede byer.

9 I kong Ezekiʹas’* fjerde år, det vil sige i Eʹlas søns, kong Hosjeʹa+ af Israels, syvende år, drog Assyriens konge Salmanasʹsar+ imidlertid op mod Samaʹria og belejrede den,+ 10 og de indtog den+ efter tre års forløb; i Ezekiʹas’ sjette år, det vil sige i kong Hosjeʹa af Israels niende år, blev Samaʹria indtaget.+ 11 Assyriens konge+ førte derpå Israel i landflygtighed+ til Assyrien og anbragte dem i Haʹla+ og i Haʹbor+ ved floden Goʹzan og i medernes byer,+ 12 fordi de ikke havde adlydt+ Jehova deres Guds røst, men havde overtrådt hans pagt,+ alt det Jehovas tjener Moses+ havde påbudt.+ De hverken hørte eller handlede derefter.

13 Og i kong Ezekiʹas’ fjortende år drog Assyriens+ konge Sanʹkerib+ op mod alle Judas befæstede byer og erobrede dem. 14 Da sendte kong Ezekiʹas af Juda bud til Assyriens konge ved Laʹkisj og sagde: „Jeg har syndet. Træk dig tilbage fra mig. Det du forlanger af mig vil jeg bære.“+ Så pålagde Assyriens konge kong Ezekiʹas af Juda [at betale] tre hundrede talenter* sølv+ og tredive talenter guld. 15 Da afleverede Ezekiʹas alt sølvet der fandtes i Jehovas hus+ og i skatkamrene i kongens hus.+ 16 På det tidspunkt huggede Ezekiʹas dørene til Jehovas tempel*+ af, og dørstolperne som kong Ezekiʹas af Juda havde overtrukket,+ og afleverede dem til Assyriens konge.

17 Siden sendte Assyriens konge+ Tarʹtan*+ og Rabsaʹris* og Rabsjaʹke*+ fra Laʹkisj+ til kong Ezekiʹas i Jerusalem med en anselig kampstyrke, og de drog op og kom til Jerusalem. Da de drog op, kom de og gjorde holdt ved den øvre dams vandledning,+ den som er ved landevejen til vaskerimandens mark.+ 18 Da de kaldte på kongen, kom Elʹjakim,+ Hilkiʹjas* søn, som forestod huset, ud til dem sammen med statsskriveren Sjebʹna+ og kansleren Joʹa, Aʹsafs søn.

19 Rabsjaʹke+ sagde da til dem: „Sig venligst til Ezekiʹas: ’Således har den store konge,+ Assyriens konge, sagt: „Hvad er det for en forhåbning du har sat din lid til?+ 20 Du har sagt (men det er kun læbers ord): ’[Jeg ved] råd+ og [har] styrke til krig.’ Hvem har du da sat din lid til, siden du har gjort oprør+ mod mig? 21 Se nu, du har sat din lid til Ægypten,+ denne knækkede rørkæp af en stok,+ som vil trænge ind i og gennembore håndfladen på enhver som støtter sig til den. Sådan er Farao,+ Ægyptens konge, over for alle som sætter deres lid til ham. 22 Og hvis I siger til mig: ’Det er Jehova+ vor Gud vi har sat vor lid til,’+ er det så ikke ham hvis offerhøje+ og hvis altre Ezekiʹas+ har fjernet, mens han siger til Juda og Jerusalem: ’Foran det alter her bør I bøje jer i Jerusalem’?“’+ 23 Så indgå dog nu et væddemål+ med min herre, Assyriens konge, ja, lad mig give dig to tusind heste, hvis du på din side kan sætte ryttere på dem.+ 24 Hvordan skulle du kunne afvise et angreb fra bare én landshøvding blandt de ringeste af min herres tjenere,+ når du på din side sætter din lid til Ægypten med hensyn til vogne+ og rytteri?+ 25 Nu: Er det mon uden bemyndigelse fra Jehova at jeg er draget op mod dette sted for at ødelægge det? Jehova har selv sagt til mig:+ ’Drag op imod dette land og ødelæg det.’“

26 Da sagde Elʹjakim,+ Hilkiʹjas søn, og Sjebʹna+ og Joʹa+ til Rabsjaʹke:+ „Tal dog aramaisk*+ til dine tjenere, for det forstår vi;* men tal ikke med os på jødernes sprog*+ mens folkene som er på muren hører det.“* 27 Men Rabsjaʹke sagde til dem: „Er det til din herre og til dig at min herre har sendt mig for at sige disse ord? Er det ikke til de mænd som sidder på muren, som skal komme til at æde deres egne ekskrementer+ og drikke deres egen urin sammen med jer?“+

28 Og Rabsjaʹke blev stående og råbte med høj røst på jødernes sprog,+ idet han talte og sagde: „Hør den store konges,+ Assyriens konges, ord. 29 Således har kongen sagt: ’Lad ikke Ezekiʹas bedrage jer, for han kan ikke udfri jer af min hånd.+ 30 Og lad ikke Ezekiʹas få jer til at sætte jeres lid til Jehova+ når han siger: „Jehova vil helt sikkert udfri+ os, og denne by vil ikke blive givet i Assyriens konges hånd.“+ 31 Hør ikke på Ezekiʹas, for således har Assyriens konge sagt: „Overgiv jer til mig* og kom ud til mig, og spis, hver af sin egen vinstok og hver af sit eget figentræ,+ og drik vand, hver af sin egen cisterne,+ 32 indtil jeg kommer og tager jer med til et land ligesom jeres eget land,+ et land med korn og ny vin, et land med brød+ og vingårde,+ et land med olivenolietræer og honning;+ ja, bliv i live og dø ikke. Og hør ikke på Ezekiʹas, for han forleder jer ved at sige: ’Jehova vil udfri os.’+ 33 Har nogen af nationernes guder nogen sinde udfriet sit land af Assyriens konges hånd?+ 34 Hvor er Haʹmats+ og Arʹpads+ guder? Hvor er Sefarvaʹjims,+ Heʹnas+ og Ivʹvas+ guder? Har de mon udfriet Samaʹria af min hånd?+ 35 Hvem er der blandt alle landenes guder som har udfriet deres land af min hånd,+ så Jehova skulle kunne udfri Jerusalem af min hånd?“’“+

36 Folkene forholdt sig imidlertid tavse+ og svarede ham ikke et ord,+ for kongens påbud lød: „I må ikke svare ham.“+ 37 Og Elʹjakim,+ Hilkiʹjas søn, som forestod huset, og statsskriveren Sjebʹna+ og kansleren Joʹa,+ Aʹsafs søn, kom til Ezekiʹas med sønderrevne klæder+ og fortalte ham Rabsjaʹkes ord.

19 Og så snart kong Ezekiʹas+ hørte det, sønderrev han sine klæder+ og klædte sig i sæk+ og gik ind i Jehovas hus.+ 2 Desuden sendte han Elʹjakim,+ som forestod huset, og statsskriveren Sjebʹna+ og præsternes ældste, klædt i sæk, til profeten Esajas,*+ Aʹmoz’ søn.+ 3 Og de sagde til ham: „Således har Ezekiʹas sagt: ’Denne dag er en trængselens+ og retledningens+ og forsmædelsens+ dag, for sønnerne er kommet så langt som til livmodermunden,+ men der er ikke kraft til at føde.+ 4 Måske vil Jehova din Gud høre+ alle Rabsjaʹkes ord, ham som hans herre, Assyriens konge, har sendt for at smæde+ den levende Gud, og så vil Jehova din Gud kræve ham til regnskab for de ord som han har hørt.+ Og du skal opsende en bøn+ for den rest der endnu findes.’“+

5 Da kong Ezekiʹas’ tjenere kom til Esajas,+ 6 sagde Esajas til dem: „Således skal I sige til jeres herre: ’Således har Jehova sagt:+ „Vær ikke bange+ på grund af de ord som du har hørt [og] som Assyriens konges tjenere har spottet mig med.+ 7 Se, jeg indgiver ham en ånd,+ og han skal høre en melding+ og vende tilbage til sit eget land; og jeg vil lade ham falde for sværdet i hans eget land.“’“+

8 Da Rabsjaʹke+ vendte tilbage, fandt han Assyriens konge i kamp mod Libʹna,+ for han havde hørt at han var brudt op fra Laʹkisj.+ 9 Og han hørte at det blev sagt om Tirhaʹka, Ætiopiens* konge: „Se, han er draget ud for at kæmpe imod dig.“ Han sendte derfor igen sendebud+ til Ezekiʹas idet han sagde: 10 „Således skal I sige til Ezekiʹas, Judas konge: ’Lad ikke din Gud som du stoler på, bedrage dig+ ved at sige: „Jerusalem+ vil ikke blive givet i Assyriens konges hånd.“+ 11 Se! Du har selv hørt hvad Assyriens konge har gjort ved alle landene idet han har viet dem til udslettelse;+ skulle du så blive udfriet?+ 12 Har guderne+ for de nationer som mine forfædre ødelagde, udfriet dem, Goʹzan,+ Kaʹran,+ Reʹzef og Eʹdens+ sønner som var i Telasʹsar?+ 13 Hvor er Haʹmats+ konge og Arʹpads+ konge og byen Sefarvaʹjims konge — [eller] Heʹnas og Ivʹvas?’“+

14 Da tog Ezekiʹas brevet af sendebudenes hånd og læste det,+ og derpå gik Ezekiʹas op til Jehovas hus og bredte det ud for Jehovas ansigt.+ 15 Og Ezekiʹas bad+ foran Jehova og sagde: „Jehova, Israels Gud,+ som troner på keruber,+ du alene er den [sande] Gud for alle jordens riger.+ Du er den der har frembragt himmelen+ og jorden.+ 16 Bøj dit øre, Jehova, og hør.+ Lad dine øjne+ være åbne, Jehova, og se, og hør de ord som Sanʹkerib har sendt for at smæde+ den levende Gud.* 17 Det er sandt, Jehova, at Assyriens konger har afsvedet nationerne og deres lande+ 18 og overgivet deres guder til ilden; for de var ikke guder,*+ men værk af menneskehænder,+ træ og sten, og derfor kunne de udrydde dem. 19 Og nu, Jehova vor Gud,+ frels os+ dog fra hans hånd, så alle jordens riger kan vide at du, Jehova, alene er Gud.“+

20 Esajas, Aʹmoz’ søn, sendte da bud til Ezekiʹas og sagde: „Således har Jehova, Israels Gud, sagt:+ ’Det du har bedt+ til mig om angående kong Sanʹkerib af Assyrien har jeg hørt.+ 21 Dette er det ord som Jehova har talt imod ham:

29 Og dette er tegnet for dig:+ Der bliver i dette år spist* af det der vokser op fra spildte kerner,+ og i det andet år af korn der skyder op af sig selv; men i det tredje år skal I så+ og høste, og plante vingårde og spise deres frugt.+ 30 Og de undslupne af Judas hus, de der levnes,+ skal igen slå rod forneden og bære frugt foroven.+ 31 En rest vil nemlig udgå fra Jerusalem,+ og undslupne fra Zions Bjerg.+ Hærstyrkers Jehovas* nidkærhed+ vil gøre dette.

32 Derfor, således har Jehova sagt om Assyriens+ konge: „Han kommer ikke ind i denne by+ eller skyder en pil+ derind, og han møder den ikke med skjold eller opkaster belejringsvold+ imod den. 33 Ad den vej han kom, vender han tilbage, og i denne by kommer han ikke ind,“ lyder Jehovas udsagn.+ 34 „Og jeg vil forsvare+ denne by for at frelse den, for min egen skyld+ og for min tjener Davids skyld.“’“+

35 Og samme nat gik Jehovas engel ud og slog et hundrede og femogfirs tusind ihjel i assyrernes+ lejr.+ Da man stod op tidligt næste morgen, se, da var de alle døde kroppe.+ 36 Så brød Sanʹkerib,+ Assyriens konge, op og rejste bort og vendte tilbage+ og blev i Niʹneve.+ 37 Men da han engang bøjede sig i sin gud* Nisʹroks hus,+ slog hans sønner* Adrammeʹlek og Sar-Eʹzer ham ihjel med sværdet,+ og selv undslap de til landet Aʹrarat.*+ Hans søn Asarhadʹdon+ blev da konge i hans sted.

20 I de dage blev kong Ezekiʹas syg og var ved at dø.+ Så kom profeten Esajas,+ Aʹmoz’ søn, ind til ham og sagde til ham: „Således har Jehova sagt: ’Giv [de nødvendige] påbud til din husstand,+ for du skal dø og ikke leve.’“+ 2 Da vendte han sit ansigt mod væggen+ og bad til Jehova+ og sagde: 3 „Åh, Jehova, husk+ dog hvordan jeg har vandret+ for dit ansigt i sandfærdighed+ og med et helt hjerte;+ og hvad der var godt i dine øjne har jeg gjort.“+ Derpå græd Ezekiʹas voldsomt.*+

4 Esajas var imidlertid ikke nået ud til den mellemste gård* før Jehovas ord kom til ham+ og lød: 5 „Vend tilbage og sig til Ezekiʹas, mit folks fører:+ ’Således har Jehova, din forfader Davids Gud,+ sagt: „Jeg har hørt+ din bøn.+ Jeg har set dine tårer.+ Se, jeg helbreder dig.+ På tredjedagen vil du gå op til Jehovas hus.+ 6 Og jeg vil føje femten år til dine dage, og af Assyriens konges hånd udfrier jeg dig og denne by, og jeg vil forsvare+ denne by for min og for min tjener Davids skyld.“’“+

7 Esajas sagde videre: „I skal hente en figenkage.“+ Så hentede de den og lagde den på bylden,+ hvorpå han kom sig.+

8 Ezekiʹas sagde imidlertid til Esajas: „Hvad er tegnet+ på at Jehova vil helbrede mig og jeg skal gå op til Jehovas hus på tredjedagen?“ 9 Hertil sagde Esajas: „Fra Jehova får du dette tegn+ på at Jehova vil opfylde det ord som han har talt: Skal skyggen gå ti trin* frem eller skal den gå ti trin tilbage?“ 10 Da sagde Ezekiʹas:* „Det er let nok for skyggen at strække sig ti trin frem, men ikke at skyggen går ti trin tilbage.“+ 11 Derpå råbte profeten Esajas til Jehova, og han lod da skyggen gå tilbage ad trinnene som den var gået ned ad på Aʹkaz’ [trappes] trin, ti trin tilbage.+

12 På den tid sendte Balʹadans søn Beʹrodak-Balʹadan,+ Babylons+ konge,* [udsendinge med] et brev+ og en gave til Ezekiʹas,* for han havde hørt at Ezekiʹas havde været syg. 13 Ezekiʹas hørte da på dem* og viste dem hele sit skatkammer,+ sølvet og guldet+ og balsamolien+ og den gode olie og sit våbenarsenal og alt hvad der fandtes i hans forrådskamre. Der var intet som Ezekiʹas ikke viste dem i sit hus og i hele sit rige.+

14 Derpå kom profeten Esajas ind til kong Ezekiʹas og sagde til ham:+ „Hvad sagde disse mænd, og hvorfra kom de til dig?“+ Da sagde Ezekiʹas: „Fra et fjernt land kom de til mig, fra Babylon.“ 15 Og han sagde videre: „Hvad så de i dit hus?“ Dertil sagde Ezekiʹas: „De så alt hvad der er i mit hus. Der var intet som jeg ikke viste dem i mine forrådskamre.“+

16 Så sagde Esajas til Ezekiʹas: „Hør Jehovas ord:+ 17 ’„Se! De dage kommer da alt hvad der er i dit hus+ og som dine forfædre har oplagret frem til denne dag, skal bringes til Babylon.+ Intet vil blive ladt tilbage,“+ har Jehova sagt. 18 „Og nogle af dine sønner som udgår fra dig, som du bliver fader til, vil blive taget,+ og de skal blive hofmænd+ i Babylons konges palads.“’“*+

19 Da sagde Ezekiʹas til Esajas: „Det ord fra Jehova som du har talt er godt.“+ Og han sagde videre: „Er det ikke — hvis der er fred og sandhed+ i mine dage?“+

20 Men resten af Ezekiʹas’ historie og alle hans store bedrifter, og hvordan han lavede dammen+ og vandledningen+ og førte vandet ind i byen, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 21 Derpå lagde Ezekiʹas sig til hvile hos sine fædre,+ og hans søn Manasʹse+ blev konge i hans sted.

21 Manasʹse+ var tolv år gammel da han blev konge, og han regerede i femoghalvtreds år i Jerusalem. Og hans moders navn var Hefʹziba. 2 Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne,+ de samme vederstyggeligheder som de nationer+ Jehova havde drevet bort foran Israels sønner. 3 Han byggede således igen de offerhøje som hans fader Ezekiʹas havde ødelagt,+ og rejste altre for Baʹal og lavede en hellig pæl, sådan som kong Aʹkab+ af Israel havde gjort, og bøjede sig+ for hele himmelens hær+ og dyrkede* den.+ 4 Og han byggede altre i Jehovas hus,+ hvorom Jehova havde sagt: „Til Jerusalem vil jeg knytte mit navn.“+ 5 Han byggede desuden altre for hele himmelens hær+ i de to forgårde til Jehovas hus.+ 6 Og han lod sin søn gå gennem ilden,+ og han øvede magi+ og tog varsler og ansatte åndemedier+ og spåkyndige.+ Han gjorde meget der var ondt i Jehovas øjne og krænkede ham således.

7 Han anbragte endvidere den udskårne hellige pæl+ som han havde lavet, i det hus+ hvorom Jehova havde sagt til David og til hans søn Salomon: „Til dette hus og til Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg knytte mit navn evindelig.+ 8 Og jeg vil ikke igen lade Israels fod vandre bort, uden hjemsted, fra den jord som jeg gav deres forfædre,+ forudsat de tager vare på at handle efter alt det jeg gav dem påbud om,+ ja, efter hele den lov som min tjener Moses pålagde dem.“ 9 Men de adlød ikke,+ og Manasʹse forledte dem til at handle værre+ end de nationer+ som Jehova havde tilintetgjort foran Israels sønner.

10 Da talte Jehova ved sine tjenere profeterne+ og sagde: 11 „Eftersom kong Manasʹse+ af Juda har øvet disse vederstyggeligheder+ — han har handlet værre end alt det amoritterne+ som var før ham gjorde, og med sine uhumske guder har han fået endog Juda til at synde+ — 12 derfor, således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Se, jeg bringer ulykke over Jerusalem+ og Juda, så det vil ringe for begge ører af enhver som hører derom.+ 13 Og jeg vil spænde målesnoren+ der blev brugt på Samaʹria,+ ud over Jerusalem, og bruge nivellérloddet der blev brugt på Aʹkabs hus;+ og jeg vil tørre Jerusalem af,+ som når man tørrer et fad af, idet man tørrer det af og vender det om.*+ 14 Og jeg vil forlade min arvelods+ rest+ og give dem i deres fjenders vold. Og de skal blive til rov og plyndring for alle deres fjender,+ 15 fordi de gjorde hvad der var ondt i mine øjne og blev ved med at krænke mig fra den dag deres forfædre gik ud af Ægypten og indtil i dag.’“+

16 Manasʹse udgød endog uskyldigt blod+ i store mængder, indtil han havde fyldt Jerusalem fra ende til anden,* foruden den synd han fik Juda til at synde med ved at gøre hvad der var ondt i Jehovas øjne.+ 17 Men resten af Manasʹses historie og alt hvad han gjorde og den synd som han syndede med, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 18 Derpå lagde Manasʹse sig til hvile hos sine fædre,+ og man begravede ham i haven til hans hus, i Uzʹzas have;+ og hans søn Aʹmon blev konge i hans sted.

19 Aʹmon+ var toogtyve år gammel da han blev konge, og han regerede i to år+ i Jerusalem. Og hans moders navn var Mesjulʹlemet; [hun var] en datter af Haʹruz fra Jotʹba. 20 Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne, ligesom hans fader Manasʹse havde gjort,+ 21 idet han vandrede helt i det spor som hans fader havde vandret i,+ og dyrkede de uhumske guder+ som hans fader havde dyrket, og bøjede sig for dem. 22 Han forlod således Jehova,+ sine forfædres Gud, og vandrede ikke på Jehovas vej.+ 23 Så dannede Aʹmons tjenere en sammensværgelse mod ham og dræbte kongen+ i hans eget hus. 24 Men landets folk slog alle de sammensvorne+ mod kong Aʹmon ihjel. Derpå gjorde landets folk hans søn Josiʹas+ til konge i hans sted. 25 Men resten af Aʹmons historie, det han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 26 Derpå begravede man* ham i hans grav i Uzʹzas have,+ hvorpå hans søn Josiʹas+ blev konge i hans sted.

22 Josiʹas+ var otte år gammel da han blev konge, og han regerede i enogtredive år i Jerusalem, og hans moders navn var Jediʹda; [hun var] en datter af Adaʹja fra Bozʹkat.+ 2 Han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne+ og vandrede helt i sin forfader Davids spor,+ uden at vige til højre eller venstre.+

3 I kong Josiʹas’ attende år sendte kongen så statsskriveren* Sjaʹfan,+ en søn af Mesjulʹlams søn Azalʹja, hen til Jehovas hus idet han sagde: 4 „Gå op til ypperstepræsten* Hilkiʹja*+ og lad ham gøre de penge+ op* som er indkommet til Jehovas hus,+ dem som dørvogterne+ har indsamlet fra folket, 5 og lad dem overdrage dem til dem der skal udføre arbejdet,+ dem der er sat som tilsynsmænd i Jehovas hus, så de kan give dem videre til dem som skal udføre arbejdet, dem som er i Jehovas hus for at reparere revnerne i huset,+ 6 til håndværkerne og bygningsfolkene og murerne, og til at købe tømmer for og tilhuggede sten til reparation af huset.+ 7 Men der skal ikke føres regnskab med dem for de penge der overdrages dem, for de handler på tro og love.“+

8 Ypperstepræsten* Hilkiʹja+ sagde senere til statsskriveren Sjaʹfan:+ „Jeg har fundet lovbogen+ i Jehovas hus.“ Derpå gav Hilkiʹja bogen til Sjaʹfan, og han læste den. 9 Statsskriveren Sjaʹfan gik så ind til kongen og bragte kongen besked tilbage idet han sagde: „Dine tjenere har tømt de penge ud som fandtes i huset og overdraget dem til dem som udfører arbejdet, dem der er sat som tilsynsmænd i Jehovas hus.“+ 10 Og statsskriveren Sjaʹfan fortalte så kongen: „Præsten Hilkiʹja har givet mig en bog.“+ Derpå læste Sjaʹfan op af den for kongen.

11 Men så snart kongen hørte lovbogens ord, sønderrev han sine klæder.+ 12 Derpå gav kongen præsten Hilkiʹja og Aʹhikam,+ Sjaʹfans søn, og Akʹbor, Mikaʹjas søn, og statsskriveren Sjaʹfan og kongens tjener Asaʹja+ følgende befaling: 13 „Gå hen og rådspørg+ Jehova på mine vegne og på folkets vegne og på hele Judas vegne angående ordene i denne bog som er blevet fundet; stor er nemlig Jehovas forbitrelse,+ som er optændt imod os, fordi vore forfædre+ ikke har hørt efter ordene i denne bog og handlet efter alt hvad der står skrevet i den vedrørende os.“+

14 Derpå gik præsten Hilkiʹja og Aʹhikam, Akʹbor, Sjaʹfan og Asaʹja hen til profetinden+ Hulʹda, hustru til Sjalʹlum, søn af Harʹhas’ søn Tikʹva, den der tog vare på klæderne+ — hun boede i øvrigt i Jerusalem i den anden bydel — og talte med hende.+ 15 Hun sagde da til dem: „Således har Jehova, Israels Gud, sagt:+ ’Sig til den mand som har sendt jer til mig: 16 „Således har Jehova sagt: ’Se, jeg bringer ulykke+ over dette sted og dets indbyggere,+ alle ordene+ i den bog som Judas konge har læst,+ 17 eftersom de har forladt mig og bragt røgofre til andre guder+ og således krænket mig med hele deres hænders værk,+ og min forbitrelse er optændt mod dette sted og kan ikke slukkes.’“’+ 18 Og til Judas konge, som har sendt jer for at rådspørge Jehova, til ham skal I sige således: ’Således har Jehova, Israels Gud, sagt: „Med hensyn til de ord som du hørte+ — 19 fordi dit hjerte+ rørtes og du ydmygede+ dig for Jehova da du hørte hvad jeg har udtalt mod dette sted og dets indbyggere: at det* skal blive noget man forfærdes over og en forbandelse,+ og du sønderrev+ dine klæder og græd foran mig, så har også jeg hørt [dine ord],“ lyder Jehovas udsagn.+ 20 „Se, derfor vil jeg lade dig samles+ til dine fædre, og du vil blive bragt til din begravelsesplads* i fred,+ og dine øjne skal ikke se hele den ulykke som jeg bringer over dette sted.“’“ Derpå bragte de svaret tilbage til kongen.

23 Kongen sendte nu bud, og man samlede alle Judas og Jerusalems ældste hos ham.+ 2 Derpå gik kongen op til Jehovas hus, og alle Judas mænd og alle Jerusalems indbyggere var med ham, og præsterne+ og profeterne og hele folket, fra den mindste til den største,+ og han oplæste+ i deres påhør alle ordene i pagtsbogen+ som man havde fundet i Jehovas hus.+ 3 Og kongen stod ved søjlen,+ og han sluttede pagt+ for Jehovas ansigt om at følge+ Jehova og holde hans bud+ og vidnesbyrd*+ og forskrifter+ af hele [sit] hjerte+ og af hele [sin] sjæl,+ ved at opfylde denne pagts ord som stod skrevet i denne bog.+ Og hele folket sluttede op om pagten.+

4 Kongen gav derpå ypperstepræsten Hilkiʹja+ og underpræsterne og dørvogterne+ befaling om at alle de redskaber som var lavet til Baʹal og den hellige pæl og hele himmelens hær,+ skulle bringes ud af Jehovas tempel, hvorpå han brændte dem uden for Jerusalem på Keʹdrons+ terrasser, og støvet fra dem bragte han til Beʹtel.+ 5 Og han afsatte afgudspræsterne,* som Judas konger havde indsat til at bringe røgofre på offerhøjene i Judas byer og i Jerusalems omegn, og også dem der bragte røgofre til Baʹal,+ til solen og til månen og til dyrekredsens stjernebilleder og til hele himmelens hær.+ 6 Han bragte desuden den hellige pæl+ ud fra Jehovas hus, ud uden for Jerusalem, til Keʹdrons Regnflodsdal og brændte den+ i Keʹdrons Regnflodsdal og malede den til støv, hvorpå han kastede støvet fra den hen på det jævne folks begravelsesplads.+ 7 Han rev derpå de huse ned som tilhørte de mandlige tempelprostituerede+ der var i Jehovas hus, hvor kvinderne vævede telthuse til den hellige pæl.

8 Han hentede endvidere alle præsterne ind fra Judas byer og gjorde offerhøjene hvor præsterne havde bragt røgofre, urene,* fra Geʹba+ til Beʹer-Sjeʹba;+ og han nedrev portenes* offerhøje som lå ved Jehoʹsjuas, byøverstens, portindgang, til venstre når man kommer ind* gennem byporten. 9 Kun kom præsterne+ ved offerhøjene ikke op til Jehovas alter i Jerusalem, men spiste usyret+ brød blandt deres brødre. 10 Og han gjorde Toʹfet,*+ som er i Hinʹnoms Sønners Dal,*+ urent, således at ingen kunne lade sin søn eller datter gå gennem ilden+ for Moʹlek.+ 11 Han lod desuden hestene som Judas konger havde givet til solen, ophøre med at gå ind til Jehovas hus ved hofmanden Neʹtan-Meʹleks spiserum,+ som lå i søjlegangene, og solvognene+ brændte han i ild. 12 Og altrene som var på taget af Aʹkaz’ tagkammer,+ dem Judas konger havde lavet, og altrene+ som Manasʹse havde lavet i de to forgårde til Jehovas* hus, rev kongen ned, hvorpå han knuste dem dér* og kastede deres støv i Keʹdrons Regnflodsdal. 13 Og de offerhøje som lå over for+ Jerusalem, til højre* for Ødelæggelsens Bjerg,* dem kong Salomon+ af Israel havde bygget for Astarʹte,+ zidoniernes afskyelighed, og for Keʹmosj,+ Moʹabs afskyelighed, og for Milʹkom,+ Amʹmons sønners vederstyggelighed, gjorde kongen urene. 14 Og han knuste+ de hellige støtter og huggede de hellige pæle om og fyldte stederne hvor de stod, med menneskeknogler. 15 Også det alter som stod i Beʹtel,+ offerhøjen som Jeroʹboam,+ Neʹbats søn, havde lavet, han som havde fået Israels hus til at synde,+ også det alter og offerhøjen rev han ned. Derpå afbrændte han offerhøjen; han malede [den] til støv* og brændte den hellige pæl.

16 Da Josiʹas* vendte sig om, så han gravstederne som var dér på bjerget. Han sendte derfor bud hen og tog knoglerne fra gravene og brændte+ dem på alteret og gjorde det urent, i overensstemmelse med Jehovas* ord+ som den [sande] Guds mand havde forkyndt,+ han som havde forkyndt disse ord. 17 Derpå sagde han: „Hvad er det for en gravsten som jeg ser derovre?“ Mændene i byen sagde da til ham: „Det er den [sande] Guds mands gravsted,+ han som kom fra Juda+ og forkyndte det som du har gjort mod alteret i Beʹtel.“+ 18 Da sagde han: „Lad ham ligge.+ Lad ingen forstyrre hans ben.“ Derfor lod de hans knogler være, sammen med knoglerne af den profet+ der var kommet fra Samaʹria.

19 Og alle de offerhøjes huse+ som var i Samaʹrias byer+ [og] som Israels konger+ havde lavet som en krænkelse,*+ fjernede Josiʹas også, og han gjorde med dem nøjagtig som han havde gjort i Beʹtel.+ 20 Han ofrede således alle offerhøjenes præster+ som var dér, på altrene og brændte menneskeknogler på dem.+ Derpå vendte han tilbage til Jerusalem.

21 Kongen gav nu hele folket følgende befaling: „Hold påske+ for Jehova* jeres Gud, sådan som der står skrevet i denne pagtsbog.“+ 22 For en påske som denne havde ikke været holdt siden dommernes dage, dem som havde dømt Israel;+ heller ikke i alle Israels kongers og Judas kongers dage.+ 23 Men i kong Josiʹas’ attende år holdt man denne påske for Jehova* i Jerusalem.+

24 Også åndemedierne+ og de spåkyndige+ og teʹrafimstatuetterne*+ og de uhumske guder+ og alle de afskyelige+ ting som man så i Judas land og i Jerusalem, rensede Josiʹas ud for at kunne opfylde lovens ord+ der stod skrevet i den bog+ som præsten Hilkiʹja havde fundet i Jehovas hus.+ 25 Og før ham havde der ikke været nogen konge som han, der vendte sig+ til Jehova* af hele sit hjerte og af hele sin sjæl+ og af hele sin virkekraft, i overensstemmelse med hele Mose lov; og efter ham fremstod der ingen som han.

26 Dog vendte Jehova* ikke om fra den vældige vredesglød hvormed hans vrede var blusset op mod Juda+ over alle de krænkelser som Manasʹse havde fået det til at øve.+ 27 Men Jehova* sagde: „Også Juda+ vil jeg fjerne fra min nærhed,+ ligesom jeg fjernede Israel;+ og jeg vil forkaste denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt, og det hus hvorom jeg har sagt: ’Dér vil mit navn være.’“+

28 Men resten af Josiʹas’ historie og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 29 I hans dage drog Ægyptens konge Farao Neʹko+ op mod Assyriens* konge ved Euʹfratfloden.+ Kong Josiʹas drog da hen for at møde ham,+ men han dræbte+ [Josiʹas] ved Megidʹdo,+ så snart han så ham. 30 Så kørte hans tjenere ham død fra Megidʹdo og bragte ham til Jerusalem+ og begravede ham i hans grav. Derpå tog landets folk Josiʹas’ søn Jehoʹahaz+ og salvede ham og gjorde ham til konge i hans faders sted.

31 Jehoʹahaz+ var treogtyve år gammel da han blev konge, og han regerede i tre måneder i Jerusalem, og hans moders navn var Haʹmutal;+ [hun var] en datter af Jirmeʹja fra Libʹna. 32 Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne, nøjagtig som hans forfædre havde gjort.+ 33 Så lod Farao Neʹko+ ham fængsle+ i Ribʹla+ i Haʹmats land for at han ikke skulle være konge* i Jerusalem, og pålagde derpå landet en bøde+ på et hundrede talenter* sølv+ og en talent guld.+ 34 Farao Neʹko gjorde endvidere Josiʹas’ søn Elʹjakim+ til konge i hans fader Josiʹas’ sted og ændrede hans navn til Joʹjakim; men Jehoʹahaz tog han og bragte til Ægypten, og dér døde han.+ 35 Og sølvet+ og guldet gav Joʹjakim til Farao; men han satte landet i skat+ for at kunne aflevere sølvet på Faraos befaling. I overensstemmelse med den skat+ der påhvilede hver enkelt, inddrev* han sølvet og guldet fra befolkningen i landet for at give det til Farao Neʹko.

36 Joʹjakim+ var femogtyve år gammel da han blev konge, og han regerede i elleve år i Jerusalem,+ og hans moders navn var Zebiʹda; [hun var] en datter af Pedaʹja fra Ruʹma. 37 Han gjorde hvad der var ondt+ i Jehovas øjne, nøjagtig som hans forfædre havde gjort.+

24 I hans dage drog kong Nebukadneʹzar+ af Babylon* op, og Joʹjakim blev hans tjener+ i tre år. Så faldt han fra og gjorde oprør mod ham. 2 Jehova sendte da kaldæiske+ røverbander, aramaiske* røverbander, moabitiske+ røverbander og røverbander fra Amʹmons sønner imod ham, idet han sendte dem imod Juda for at ødelægge det i overensstemmelse med det ord som Jehova havde talt+ ved sine tjenere profeterne. 3 Det var udelukkende på Jehovas befaling at dette skete med Juda, for han ville fjerne+ det fra sin nærhed på grund af Manasʹses synder,+ alt det han havde gjort; 4 og også [på grund af] det uskyldige blod+ som han havde udgydt, idet han havde fyldt Jerusalem med uskyldigt blod så Jehova ikke ønskede at tilgive det.+

5 Men resten af Joʹjakims historie+ og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 6 Så lagde Joʹjakim sig til hvile hos sine fædre,+ og hans søn Joʹjakin blev konge i hans sted.

7 Og Ægyptens konge drog aldrig mere+ ud fra sit land,+ for Babylons konge havde taget alt hvad der tilhørte Ægyptens konge+ fra Ægyptens Regnflodsdal+ til Euʹfratfloden.+

8 Joʹjakin+ var atten år gammel da han blev konge, og han regerede i tre måneder i Jerusalem,+ og hans moders navn var Nehusjʹta; [hun var] en datter af Elnaʹtan fra Jerusalem. 9 Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne, nøjagtig som hans fader havde gjort.+ 10 På den tid drog kong Nebukadneʹzar af Babylons tjenere op til Jerusalem, så byen kom under belejring.+ 11 Derpå kom kong Nebukadneʹzar af Babylon til byen, mens hans tjenere belejrede den.+

12 Med tiden gik kong Joʹjakin af Juda ud til Babylons konge,+ han selv og hans moder+ og hans tjenere og hans fyrster og hans hofmænd, og Babylons konge tog ham [til fange] i sit ottende+ år som konge. 13 Man førte da alle skattene fra Jehovas hus ud derfra, sammen med skattene fra kongens hus,+ og huggede alle guldredskaberne+ i stykker som kong Salomon af Israel havde lavet til Jehovas tempel, sådan som Jehova havde sagt [det ville ske]. 14 Og han førte hele Jerusalem i landflygtighed,+ og alle fyrsterne+ og alle de dygtige krigere+ — ti tusind førte han i landflygtighed — og hver eneste håndværker+ og skansebygger. Ingen blev ladt tilbage, undtagen den laveste klasse+ af landets folk. 15 Han førte således Joʹjakin+ i landflygtighed til Babylon;+ og kongens moder+ og kongens hustruer og hans hofmænd+ og landets ledende mænd førte han fra Jerusalem til Babylon som landflygtige. 16 Og alle de mænd der var dygtige [krigere], syv tusind, og håndværkerne og skansebyggerne, et tusind, alle de vældige krigere der var øvede i krig, dem bragte Babylons konge som landflygtige til Babylon.+ 17 Babylons konge+ gjorde endvidere [Joʹjakins] farbroder+ Mattanʹja til konge i hans sted og ændrede hans navn* til Zedekiʹas.+

18 Zedekiʹas*+ var enogtyve år gammel da han blev konge, og han regerede i elleve år i Jerusalem. Og hans moders navn var Haʹmutal;+ [hun var] en datter af Jirmeʹja* fra Libʹna. 19 Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne, nøjagtig som Joʹjakim havde gjort.+ 20 Hvad der skete i Jerusalem og i Juda, skyldtes nemlig Jehovas vrede,+ indtil han havde kastet dem bort fra sit ansigt.+ Og Zedekiʹas gjorde oprør mod Babylons konge.+

25 Det skete så i hans niende+ regeringsår, i den tiende måned, på den tiende+ dag i måneden, at Nebukadneʹzar,+ Babylons konge, kom+ imod Jerusalem, han og hele hans kampstyrke, og lejrede sig imod det og byggede en belejringsmur imod det hele vejen rundt.+ 2 Byen kom således under belejring indtil kong Zedekiʹas’ ellevte år. 3 På den niende+ dag i den [fjerde] måned,* da hungersnøden+ var streng i byen og der ikke var brød+ til landets folk, 4 blev [forsvaret om] byen gennembrudt;+ og alle stridsmændene [flygtede]* om natten ad vejen gennem porten mellem de to mure som er ved kongens have,+ mens kaldæerne+ [lå lejret] mod byen hele vejen rundt; og [kongen]* drog af sted+ i retning af Aʹraba.+ 5 En kaldæisk kampstyrke+ satte da efter kongen og indhentede ham+ på Jerikos ørkensletter;+ og hele hans kampstyrke spredtes [og skiltes] fra ham. 6 Så greb de kongen+ og førte ham op til Babylons konge i Ribʹla,+ så de kunne afsige dom over ham. 7 Og de dræbte Zedekiʹas’ sønner for øjnene af ham,+ og Zedekiʹas’ øjne blindede man,+ hvorpå man bandt ham med kobberlænker+ og førte ham til Babylon.+

8 Og i den femte måned, på den syvende dag i måneden, det vil sige i kong Nebukadneʹzars, Babylons konges, nittende+ år, kom Neʹbuzar-Aʹdan,+ øversten for livvagten, Babylons konges tjener, til Jerusalem.+ 9 Han brændte da Jehovas hus+ og kongens hus+ og alle Jerusalems huse;+ ja, hver stormands hus* brændte han med ild.+ 10 Og hele den kaldæiske kampstyrke der var med øversten for livvagten, nedbrød Jerusalems mure, hele vejen rundt.+ 11 Og resten af folket+ som var tilbage i byen, og overløberne* som var løbet over* til Babylons konge, og resten af folkemængden førte Neʹbuzar-Aʹdan, øversten for livvagten, i landflygtighed.+ 12 Men øversten for livvagten lod nogle af de ringestillede+ i landet blive tilbage som vinavlere og markarbejdere.+ 13 Og kobbersøjlerne+ som var i Jehovas hus, og vognene+ og kobberhavet+ som var i Jehovas hus, slog kaldæerne i stykker, og kobberet fra dem bragte de til Babylon.+ 14 Og spandene og skovlene og lyseslukkerne og bægrene og alle kobberredskaberne+ som man plejede at forrette tjeneste med, tog de. 15 Og ildbækkenerne og skålene som var af ægte guld+ og dem der var af ægte sølv+ tog øversten for livvagten. 16 Med hensyn til de to søjler, det ene hav og vognene som Salomon havde lavet til Jehovas hus, var det ikke muligt at veje kobberet fra alle disse ting.+ 17 Hver søjle var atten alen+ høj, og søjlehovedet+ på dem var af kobber, og søjlehovedet var tre* alen højt; og netværket og granatæblerne+ på søjlehovedet hele vejen rundt var alt sammen af kobber; og den anden søjle havde de samme [ornamenter] som disse på netværket.

18 Øversten for livvagten tog endvidere Seraʹja,+ den overordnede præst,* og Zefanʹja,*+ andenpræsten, og de tre dørvogtere,+ 19 og fra byen tog han en hofmand, nemlig ham som var sat over stridsmændene, og fem af de mænd som havde haft adgang til kongen* [og] som fandtes i byen, og sekretæren for hærføreren, ham som udskrev landets folk, og tres mænd af landets folk som fandtes i byen;+ 20 Neʹbuzar-Aʹdan,+ øversten for livvagten, tog altså disse+ og førte dem til Babylons konge i Ribʹla.+ 21 Og Babylons konge huggede dem ned+ og lod dem dø i Ribʹla i Haʹmats land.+ Således gik Juda i landflygtighed, bort fra sin jord.+

22 Men over folket+ som var tilbage i Judas land, dem kong Nebukadneʹzar af Babylon havde ladt tilbage, satte han Gedalʹja,*+ Sjaʹfans+ søn Aʹhikams+ søn. 23 Da alle øversterne for kampstyrkerne+ og deres mænd hørte at Babylons konge havde indsat Gedalʹja, kom de til Gedalʹja i Mizʹpa,+ nemlig Jisjʹmael, Netanʹjas søn, og Johaʹnan, Kareʹas søn, og Seraʹja, netofatitten Tanʹhumets søn, og Ja’azanʹja,* ma’akatittens søn, med deres mænd. 24 Gedalʹja svor+ da over for dem og deres mænd og sagde til dem: „Vær ikke bange for [at være] kaldæernes tjenere. Bliv boende i landet og tjen Babylons konge, og det vil gå jer godt.“+

25 Men i den syvende+ måned kom Jisjʹmael,+ Elisjaʹmas søn Netanʹjas søn, [som var] af kongelig æt, og sammen med ham ti mænd, og huggede Gedalʹja ned+ og lod ham dø; ligeså de jøder og kaldæere som var hos ham i Mizʹpa.+ 26 Derpå brød hele folket op, fra den mindste til den største, sammen med øversterne for kampstyrkerne, og tog til Ægypten,+ for de var blevet bange for kaldæerne.+

27 Og i det syvogtredivte år af kong Joʹjakin+ af Judas landflygtighed, i den tolvte måned, på den syvogtyvende dag i måneden, opløftede Eʹvil-Meʹrodak,+ Babylons konge, i det år han blev konge, Joʹjakins, Judas konges, hoved,+ så han kunne forlade arresthuset; 28 han talte desuden venligt med ham og satte hans trone højere end de [andre] kongers trone, de som var hos ham i Babylon.+ 29 Og han tog sine fængselsklæder af,+ og han spiste til stadighed [sine] måltider+ hos ham, alle sine levedage. 30 Og med hensyn til hans underhold+ blev et stadigt underhold givet ham af kongen, dag for dag hvad han behøvede,* alle hans levedage.