Første Kongebog*

eller TREDJE KONGEBOG ifølge den græske Septuaginta

1 Kong* David var nu gammel,+ højt oppe i årene, og man dækkede ham med klædninger, men han kunne ikke få varmen, 2 så hans tjenere sagde til ham: „Lad nogle søge efter en ung pige, en jomfru,+ til min herre kongen, så hun kan stå til tjeneste+ for kongen og tage sig af ham.+ Og hun skal ligge i din favn,+ og min herre kongen vil få varmen.“+ 3 Og da de* søgte efter en smuk ung pige i hele Israels område, fandt de sjunemitten+ Aʹbisjag+ og bragte hende ind til kongen. 4 Og den unge pige var virkelig meget smuk;+ og hun kom til at tage sig af kongen og varte ham op, men kongen havde ikke omgang med hende.

5 Imens ophøjede Hagʹgits+ søn Adoniʹja+ sig selv+ idet han sagde: „Det er mig der bliver konge.“+ Desuden skaffede han sig vogn og rytteri og halvtreds mand til at løbe foran sig.+ 6 Og hans fader sårede ham ikke på noget tidspunkt* ved at sige: „Hvorfor gør du sådan noget?“+ Af skikkelse så han også meget godt ud+ og [hans moder]* havde født ham efter Abʹsalom. 7 Han førte nu forhandlinger med Joʹab, Zeruʹjas søn, og med præsten Ebʹjatar,+ så de hjalp Adoniʹja+ som hans tilhængere. 8 Men præsten Zaʹdok+ og Benaʹja,*+ Joʹjadas søn, og profeten Natan+ og Sjimʹi+ og Reʹi og de vældige krigere+ som David havde, var ikke med+ Adoniʹja.*

9 Så afholdt Adoniʹja en ofring+ af småkvæg og hornkvæg og fedekvæg ved Zoheʹlet-stenen,* som ligger ved siden af En-Roʹgel,+ og han indbød alle sine brødre, kongens sønner,+ og alle Judas mænd, kongens tjenere; 10 men profeten Natan og Benaʹja og de vældige krigere og sin broder Salomon indbød han ikke. 11 Natan+ sagde derfor til Salomons moder+ Batʹseba:+ „Har du ikke hørt at Hagʹgits søn Adoniʹja+ er blevet konge, og vor herre* David ved det ikke. 12 Så kom nu; lad mig dog give dig et råd:+ Bring din egen sjæl og din søn Salomons sjæl i sikkerhed.+ 13 Gå ind til kong David og sig til ham: ’Var det ikke dig, min herre konge, der svor over for din trælkvinde og sagde: „Din søn Salomon skal være konge efter mig, og det er ham der skal sidde på min trone“?+ Så hvorfor er Adoniʹja blevet konge?’ 14 Se, endnu mens du taler dér med kongen, kommer jeg ind bag efter dig og bekræfter dine ord.“+

15 Batʹseba gik så ind til kongen i det inderste+ kammer, og kongen var meget gammel+ og sjunemitten Aʹbisjag+ var i færd med at varte kongen op. 16 Batʹseba bøjede sig nu og kastede sig ned+ for kongen, hvorpå kongen sagde: „Hvad vil du?“+ 17 Hun sagde da til ham: „Herre,+ du har selv svoret over for din trælkvinde ved Jehova din Gud: ’Din søn Salomon skal være konge efter mig, og det er ham der skal sidde på min trone.’+ 18 Men se, nu er Adoniʹja+ blevet konge uden at du, min herre konge, ved det.+ 19 Og han har ofret en mængde okser og fedekvæg og småkvæg og indbudt alle kongens sønner+ og præsten Ebʹjatar+ og hærføreren Joʹab,+ men din tjener Salomon har han ikke indbudt.+ 20 Og du, min herre konge, hele Israels øjne+ er [rettet] mod dig, for at du skal fortælle dem hvem der skal sidde på min herre kongens trone efter ham.+ 21 Ellers vil jeg og min søn Salomon blive [regnet for] lovovertrædere så snart min herre kongen har lagt sig til hvile hos sine fædre.“+

22 Og se, endnu mens hun talte med kongen kom profeten Natan.+ 23 Det blev da meddelt kongen: „Her er profeten Natan!“ Han gik da ind til kongen og kastede sig ned for kongen med ansigtet mod jorden.+ 24 Derpå sagde Natan: „Min herre konge, har du sagt: ’Det er Adoniʹja der skal være konge efter mig, og det er ham der skal sidde på min trone’?+ 25 For han er i dag gået ned og har ofret+ en mængde okser og fedekvæg og småkvæg og indbudt alle kongens sønner og hærførerne og præsten Ebʹjatar;+ og se, de spiser og drikker hos ham og siger: ’Kong Adoniʹja leve!’+ 26 Men mig, din tjener, og præsten Zaʹdok+ og Benaʹja,+ Joʹjadas søn, og din tjener Salomon har han ikke indbudt.+ 27 Hvis dette er foranlediget af min herre kongen, så har du ikke ladet din tjener vide+ hvem der skal sidde på min herre kongens trone efter ham.“

28 Da svarede kong David og sagde: „Kald Batʹseba+ ind til mig!“ Hun gik da ind til kongen og stillede sig foran kongen. 29 Derpå svor+ kongen og sagde: „Så sandt Jehova lever,+ han som har løskøbt+ min sjæl+ fra hver en trængsel:+ 30 sådan som jeg har svoret over for dig ved Jehova, Israels Gud, og sagt: ’Din søn Salomon skal være konge efter mig, og det er ham der skal sidde på min trone i stedet for mig,’ sådan vil jeg handle på denne dag.“+ 31 Da bøjede Batʹseba sig med ansigtet mod jorden og kastede+ sig ned for kongen og sagde: „Måtte min herre, kong David, leve evindelig!“+

32 Derpå sagde kong David: „Kald præsten Zaʹdok+ ind til mig, og profeten Natan og Benaʹja,+ Joʹjadas søn.“ De kom da ind til kongen, 33 og kongen sagde til dem: „Tag jeres herres* tjenere+ med jer og lad min søn Salomon ride på den muldyrhoppe som er min+ og før ham ned til Giʹhon.+ 34 Og præsten Zaʹdok og profeten Natan skal salve+ ham dér til konge over Israel, og I skal blæse i hornet+ og sige: ’Kong Salomon leve!’+ 35 Og I skal følge med ham op, og han skal gå ind og sætte sig på min trone, og han skal være konge i stedet for mig, for det er ham jeg vil overdrage hvervet som fører for Israel og Juda.“ 36 Da svarede Benaʹja, Joʹjadas søn, kongen og sagde: „Amen!*+ Måtte Jehova, min herre kongens Gud, sige* således.+ 37 Ligesom Jehova har været med min herre kongen,+ måtte han på samme måde være med Salomon,+ og måtte han gøre hans trone større+ end min herre kong Davids trone.“

38 Præsten Zaʹdok+ og profeten Natan+ og Benaʹja,+ Joʹjadas søn, samt keretitterne+ og peletitterne+ gik da ned og lod Salomon ride på kong Davids muldyrhoppe+ og ledsagede ham til Giʹhon.+ 39 Så tog præsten Zaʹdok oliehornet+ fra teltet+ og salvede+ Salomon, hvorpå de blæste i hornet, og hele folket sagde: „Kong Salomon leve!“+ 40 Derpå fulgte hele folket med ham op, og folket spillede på fløjter+ og brød ud i vældige fryderåb,+ så jorden+ slog revner ved lyden af det.

41 Og Adoniʹja og alle de indbudte som var hos ham, hørte det da de var færdige med at spise.+ Da nu Joʹab hørte lyden af hornet, sagde han: „Hvad betyder lyden af den larm+ i staden?“ 42 Endnu mens han talte, se, da kom præsten Ebʹjatars søn Joʹnatan,+ og Adoniʹja sagde: „Kom ind, for du er en brav mand, og du bringer godt nyt.“+ 43 Men Joʹnatan svarede og sagde til Adoniʹja: „Tværtimod! Vores herre* kong David har gjort Salomon til konge,+ 44 idet kongen har sendt præsten Zaʹdok og profeten Natan og Benaʹja, Joʹjadas søn, og keretitterne og peletitterne med ham, og de har ladet ham ride på kongens muldyrhoppe,+ 45 og præsten Zaʹdok og profeten Natan har salvet ham til konge+ ved Giʹhon, hvorpå de gik op derfra under fryderåb, og staden står på den anden ende. Det er den lyd I har hørt.+ 46 Desuden har Salomon sat sig på kongetronen,+ 47 og kongens tjenere er ydermere gået ind for at lykønske vores herre kong David idet de sagde: ’Måtte din Gud* gøre Salomons navn mere strålende end dit navn, og måtte han gøre hans trone større end din trone!’+ hvorpå kongen bøjede sig på sin seng.+ 48 Og kongen sagde desuden dette: ’Velsignet+ være Jehova, Israels Gud, som i dag har givet en til at sidde på min trone, mens mine øjne ser det.’“+

49 Da skælvede alle de indbudte som var med Adoniʹja, og brød op og gik hver sin vej.+ 50 Og Adoniʹja var selv så bange for Salomon at han brød op og gik hen og greb fat i alterets horn.+ 51 Det blev så fortalt Salomon, idet man sagde: „Se, Adoniʹja er bange for kong Salomon, og se, han har grebet fat i alterets horn idet han siger: ’Lad kong Salomon først sværge over for mig at han ikke vil lade sin tjener dø ved sværdet.’“ 52 Da sagde Salomon: „Hvis han vil være en brav mand, skal ikke ét af hans hår+ falde til jorden; men hvis der findes ondt i ham,+ skal han dø.“+ 53 Så sendte kong Salomon bud, og man hentede ham ned fra alteret. Han gik da ind og bøjede sig for kong Salomon, hvorpå Salomon sagde til ham: „Gå til dit hus.“+

2 Nu nærmede dagene sig da David skulle dø,+ og han gav derfor sin søn Salomon følgende påbud: 2 „Jeg går nu al jordens gang,+ så du skal være stærk+ og være en mand+ 3 og holde forpligtelsen over for Jehova din Gud ved at vandre på hans veje,+ overholde hans forskrifter, hans bud og hans retsbestemmelser+ og hans vidnesbyrd,* efter det som står skrevet i Mose lov,+ for at du kan handle med indsigt i alt hvad du gør og overalt hvor du vender dig hen, 4 for at Jehova kan opfylde det ord han udtalte om mig+ da han sagde: ’Hvis dine sønner+ vil vogte på deres vej, så de af hele deres hjerte+ og hele deres sjæl vandrer+ for mit ansigt i sandhed,*+ vil du aldrig komme til at mangle en mand på Israels trone.’+

5 Desuden ved du også selv hvad Joʹab, Zeruʹjas søn, gjorde mod mig+ med det han gjorde mod Israels to hærførere, Abʹner,+ Ners søn, og Amaʹsa,+ Jeʹters søn,+ da han dræbte dem og udgød krigsblod+ i fredstid og fik krigsblod på bæltet der var om hans hofter, og på sandalerne der var på hans fødder. 6 Og du skal handle i overensstemmelse med din visdom+ og ikke lade hans grå hår gå ned i Sheʹol*+ med fred.+

7 Og mod gileaditten Barzilʹlajs+ sønner skal du handle loyalt,* så de er blandt dem der spiser ved dit bord,+ for sådan stod de mig bi+ da jeg flygtede for din broder Abʹsalom.+

8 Og se, du har benjaminitten Sjimʹi,+ Geʹras søn, fra Bahuʹrim,+ hos dig. Han nedkaldte jo ondt over mig med en krænkende forbandelse+ den dag jeg drog til Mahanaʹjim;+ men han kom ned for at møde mig ved Jordan,+ så jeg svor over for ham ved Jehova og sagde: ’Jeg vil ikke lade dig dø ved sværdet!’+ 9 Men nu, lad ham ikke gå ustraffet,+ for du er en vís+ mand og ved hvad du skal gøre med ham, så du bringer hans grå+ hår ned til Sheʹol med blod.“+

10 Derpå lagde David sig til hvile hos sine fædre+ og blev begravet i Davidsbyen.+ 11 Og de dage hvori David havde regeret over Israel, udgjorde fyrre år.+ I Heʹbron+ regerede han i syv år,+ og i Jerusalem regerede han i treogtredive år.+

12 Og Salomon satte sig på sin fader Davids trone,+ og hans kongedømme blev solidt grundfæstet.+

13 Adoniʹja, Hagʹgits søn, kom nu til Salomons moder Batʹseba.+ Hun sagde da: „Kommer du med fred?“+ hvortil han sagde: „Med fred.“ 14 Han sagde videre: „Jeg har noget at tale med dig om.“ Hun sagde da: „Sig frem.“+ 15 Han fortsatte: „Du ved at kongemagten ville være blevet min, og at hele Israel havde rettet ansigtet mod mig som den der skulle være konge.+ Men kongemagten overgik til min broder, for det skyldtes Jehova at han fik den.+ 16 Og nu er der én ting jeg gerne vil bede dig om; afvis mig ikke.“+ Hun sagde da: „Sig frem.“ 17 Han fortsatte: „Jeg beder dig sige til kong Salomon (for han vil ikke afvise dig) at han skal give mig sjunemitten+ Aʹbisjag+ til hustru.“ 18 Da sagde Batʹseba: „Godt! Jeg skal tale din sag for kongen.“

19 Batʹseba gik så ind til kong Salomon for at tale Adoniʹjas sag for ham.+ Kongen rejste sig+ da for at gå hende i møde og bøjede sig for hende.+ Derpå satte han sig på sin trone og lod en trone opstille til kongens moder, så hun sad ved hans højre hånd.+ 20 Hun sagde nu: „Jeg har en lille ting jeg gerne vil bede dig om; afvis mig ikke.“ Kongen sagde da til hende: „Fremfør din anmodning, moder, for jeg vil ikke afvise dig.“ 21 Hun sagde da: „Lad din broder Adoniʹja få sjunemitten Aʹbisjag til hustru.“ 22 Da svarede kong Salomon og sagde til sin moder: „Hvorfor beder du dog om sjunemitten Aʹbisjag til Adoniʹja? Bed også om kongedømmet+ til ham, for han er min broder, ældre end jeg,+ ja, til ham og til præsten Ebʹjatar+ og til Joʹab,+ Zeruʹjas+ søn.“

23 Derpå svor kong Salomon ved Jehova idet han sagde: „Måtte Gud gøre således med mig, og måtte han føje mere til,+ om ikke Adoniʹja har talt dette mod sin egen sjæl.+ 24 Og nu, så sandt Jehova lever,+ han som har grundfæstet mig+ og sat mig på min fader Davids trone+ og som har rejst mig et hus,+ sådan som han lovede:+ i dag skal Adoniʹja lide døden.“+ 25 Og kong Salomon sendte straks bud ved Benaʹja,+ Joʹjadas søn, og han stødte ham ned, og han døde.*+

26 Og til præsten Ebʹjatar+ sagde kongen: „Gå til Aʹnatot,+ til dine marker, for du fortjener at dø;*+ men jeg vil ikke lade dig dø i dag, for du bar den [suveræne] Herre Jehovas+ ark foran min fader David+ og led nød i al den tid min fader led nød.“+ 27 Så jog Salomon Ebʹjatar bort, så han ikke kunne være præst for Jehova, og opfyldte således det ord som Jehova havde talt mod Eʹlis hus+ i Siʹlo.+

28 I mellemtiden nåede rygtet frem til Joʹab+ — Joʹab havde nemlig holdt med Adoniʹja,+ men Abʹsalom* havde han ikke holdt med+ — så Joʹab flygtede til Jehovas telt+ og greb fat i alterets horn.+ 29 Det blev da meddelt kong Salomon: „Joʹab er flygtet til Jehovas telt, og dér er han ved siden af alteret.“ Da sendte Salomon Benaʹja, Joʹjadas søn, af sted, idet han sagde: „Gå hen og stød ham ned.“+ 30 Da Benaʹja kom til Jehovas telt, sagde han til ham: „Således har kongen sagt: ’Kom ud!’“ Men han sagde: „Nej! for her+ vil jeg dø.“ Så sendte Benaʹja bud tilbage til kongen og sagde: „Sådan sagde Joʹab, og sådan svarede han mig.“ 31 Da sagde kongen til ham: „Gør som han siger og stød ham ned; og du skal begrave ham og fjerne det blod*+ som Joʹab uretmæssigt har udgydt,+ fra mig og fra min faders hus. 32 Og Jehova vil lade hans blod komme over hans eget hoved,+ for han overfaldt to mænd, retfærdigere og bedre end han,+ og dræbte dem med sværdet uden at min fader David vidste det,+ nemlig Abʹner,+ Ners søn, Israels hærfører,+ og Amaʹsa,+ Jeʹters søn, Judas hærfører.+ 33 Og deres blod skal komme over Joʹabs hoved og over hans afkoms hoved evindelig;+ men David+ og hans afkom og hans hus og hans trone skal have fred fra Jehova evindelig.“+ 34 Da gik Benaʹja, Joʹjadas søn, op+ og stødte ham ned og lod ham dø;+ og han blev begravet i sit hus i ørkenen. 35 Derpå satte kongen Benaʹja,+ Joʹjadas søn, over hæren i stedet for ham,+ og kongen satte præsten Zaʹdok* i stedet for Ebʹjatar.+

36 Kongen sendte nu bud og tilkaldte Sjimʹi+ og sagde til ham: „Byg dig et hus i Jerusalem og bosæt dig dér, men du må ikke gå bort derfra, hverken til det ene eller det andet sted. 37 Og den dag du går ud og overskrider Keʹdrons Regnflodsdal,+ skal du afgjort vide at du visselig skal dø.+ Dit blod kommer over dit eget hoved.“+ 38 Da sagde Sjimʹi til kongen: „Det ord er godt; som min herre kongen har talt, sådan vil din tjener gøre.“ Derpå boede Sjimʹi i Jerusalem i mange dage.

39 Så skete det, efter tre års forløb, at to af Sjimʹis trælle+ løb bort til Aʹkisj,+ Maʹakas søn, kongen i Gat.+ Det fortalte man nu til Sjimʹi idet man sagde: „Se, dine trælle er i Gat.“ 40 Da brød Sjimʹi op og sadlede sit æsel og tog til Aʹkisj i Gat for at søge efter sine trælle; Sjimʹi tog altså af sted og hentede sine trælle i Gat. 41 Imidlertid fortalte man Salomon at Sjimʹi var taget fra Jerusalem til Gat og kommet tilbage, 42 så kongen sendte bud og tilkaldte+ Sjimʹi og sagde til ham: „Tog jeg dig ikke i ed ved Jehova og advarede dig+ idet jeg sagde: ’Den dag du drager ud og rejser et eller andet sted hen, skal du afgjort vide at du visselig skal dø,’ og du sagde til mig: ’Det ord jeg har hørt, er godt’?+ 43 Hvorfor har du da ikke overholdt Jehovas ed+ og det påbud som jeg gav dig?“+ 44 Og kongen sagde videre til Sjimʹi: „Du kender selv alt det onde som dit hjerte véd at du gjorde mod min fader David,+ og Jehova vil lade din ondskab komme over dit eget hoved.+ 45 Men kong Salomon vil være velsignet,+ og Davids trone vil være grundfæstet for Jehovas ansigt evindelig.“*+ 46 Derpå gav kongen Benaʹja, Joʹjadas søn, befaling, og han gik ud og stødte ham ned, og han døde.+

Og riget var grundfæstet i Salomons hånd.+

3 Salomon blev nu Faraos, Ægyptens konges, svigersøn,+ idet han tog Faraos datter til ægte+ og bragte hende til Davidsbyen,+ indtil han var færdig med at bygge sit eget hus+ og Jehovas hus+ og Jerusalems mur hele vejen rundt.+ 2 Dog ofrede folket stadig på offerhøjene,+ for der var ikke bygget noget hus for Jehovas navn frem til de dage.+ 3 Og skønt Salomon fortsat elskede+ Jehova, idet han vandrede efter sin fader Davids forskrifter,+ bragte han dog også stadig slagtofre og røgofre på offerhøjene.+

4 Kongen tog så til Giʹbeon+ for at ofre dér, for det var den store offerhøj.+ Tusind brændofre ofrede Salomon på alteret dér.+ 5 I Giʹbeon viste Jehova sig+ for Salomon i en drøm+ om natten; og Gud* sagde: „Bed om noget jeg skal give dig.“+ 6 Hertil sagde Salomon: „Du har vist din tjener David, min fader, stor loyalitet,*+ ligesom han vandrede i sandhed og retfærdighed+ for dit ansigt og med et retskaffent hjerte sammen med dig. Og du har bevaret denne store loyalitet mod ham, idet du har givet ham en søn til at sidde* på hans trone, som i dag.+ 7 Og nu, Jehova min Gud, har du gjort din tjener til konge i stedet for min fader David, og jeg er kun en lille dreng.+ Jeg ved ikke hvordan man går ud og ind.+ 8 Og din tjener er midt iblandt dit folk, som du har udvalgt dig,+ et talrigt folk, som ikke kan måles eller tælles, så talrigt er det.+ 9 Derfor skal du give din tjener et lydigt hjerte* så han kan dømme+ dit folk [og] skelne mellem godt og ondt;+ for hvem er i stand til at dømme+ dette dit vanskelige* folk?“+

10 Og det behagede Jehova* at Salomon havde bedt om dette,+ 11 så Gud* sagde til ham: „Fordi du bad mig om dette og ikke bad om mange [leve]dage for dig selv eller bad om rigdom+ eller bad om dine fjenders sjæl,* men bad om forstand* til at høre på retssager,*+ 12 se, da vil jeg handle efter dit ord.+ Se, jeg giver dig et víst og forstandigt* hjerte,+ sådan at der ikke før dig har været nogen som dig, og ikke efter dig skal fremstå nogen som dig.+ 13 Men også det du ikke bad om, vil jeg give dig,+ både rigdom+ og ære, sådan at der alle dine dage ikke vil være nogen som dig blandt kongerne.+ 14 Og hvis du vandrer på mine veje ved at holde mine forordninger+ og bud, sådan som din fader David vandrede,+ så vil jeg give dig en lang række dage.“+

15 Da vågnede+ Salomon, og se, det var en drøm. Og da han kom til Jerusalem, trådte han frem foran Jehovas* pagts ark+ og ofrede brændofre og bragte fællesskabsofre+ og holdt en fest+ for alle sine tjenere.+

16 På den tid kom der to prostituerede+ kvinder til kongen og trådte frem foran ham.+ 17 Den ene kvinde sagde nu: „Undskyld mig, herre,+ jeg og denne kvinde bor i samme hus. Og jeg fødte hos hende i huset, 18 og tredjedagen efter at jeg havde født, fødte denne kvinde også. Og vi var sammen. Der var ingen fremmed hos os i huset, ingen uden os to i huset. 19 Men en nat døde denne kvindes søn fordi hun havde ligget på ham. 20 Hun stod så op midt om natten og tog min søn, [som lå] ved siden af mig, mens din trælkvinde sov, og lagde ham i sin egen favn, men sin døde søn lagde hun i min favn. 21 Da jeg stod op om morgenen for at amme+ min søn, se, da var han død. Jeg undersøgte ham da nøjere dér om morgenen, og se, det var ikke min søn, ham jeg havde født.“ 22 Den anden kvinde sagde imidlertid: „Nej, det er den levende der er min søn, og det er din søn der er død,“ mens den første sagde: „Nej, det er din søn der er død, og min søn der er levende.“ Og sådan blev de ved foran kongen.+

23 Omsider sagde kongen: „Den ene siger: ’Dette er min søn, den levende, og det er din søn der er død!’ Og den anden siger: ’Nej, det er din søn der er død, og min søn der er levende!’“ 24 Og kongen sagde videre:+ „Hent mig et sværd!“ Man bragte da et sværd hen til kongen. 25 Derpå sagde kongen: „Hug det levende barn i to stykker og giv den ene halvdel til den ene og den anden halvdel til den anden.“ 26 Men den kvinde hvis søn var den levende, sagde til kongen (for hendes følelser+ for sønnen var blevet sat i heftig bevægelse,+ så hun sagde): „Undskyld mig,+ herre, giv hende det levende barn. Lad ham under ingen omstændigheder dø.“ Den anden sagde derimod: „Han skal hverken være min eller din. Hug ham over!“+ 27 Da svarede kongen og sagde: „Giv hende dér det levende barn, og lad ham under ingen omstændigheder dø. Hun er moderen.“

28 Da hele Israel hørte om den dom+ som kongen havde afsagt, frygtede de for kongen,+ for de så at han havde Guds visdom+ i sig til at fælde dom.

4 Og kong Salomon var fortsat konge over hele Israel,+ 2 og dette er de øverste embedsmænd*+ han havde: Azarʹja,* præsten Zaʹdoks søn;+ 3 Elihoʹref og Ahiʹja, Sjiʹsjas sønner, var statsskrivere;+ Joʹsafat,+ Aʹhiluds søn, var kansler,* 4 og Benaʹja,+ Joʹjadas søn, var over hæren,+ og Zaʹdok og Ebʹjatar+ var præster, 5 og Azarʹja, Natans+ søn, var over præfekterne, og Zaʹbud, Natans søn, var præst, kongens ven,+ 6 og Aʹhisjar var over huset, og Adoniʹram,+ Abʹdas søn, var over dem der var udskrevet til tvangsarbejde.+

7 Og Salomon havde tolv præfekter over hele Israel, og de sørgede for fødevarer til kongen og hans hus. Én måned om året påhvilede det hver af dem at sørge for fødevarer.+ 8 Og dette er deres navne: Hurs søn i Eʹfraims bjergland;+ 9 Deʹkers søn i Maʹkaz og Sja’alʹbim+ og Bet-Sjeʹmesj+ og Eʹlon-Bet-Haʹnan; 10 Heʹseds søn i Arubʹbot (han havde Soʹko og hele Heʹfers land);+ 11 Abinaʹdabs søn, hele Dors bjergryg+ (Salomons datter Taʹfat blev hans hustru); 12 Baʹana, Aʹhiluds søn, i Taʹanak+ og Megidʹdo+ og hele Bet-Sjeʹan,+ som ligger ved siden af Zarʹetan,+ neden for Jizʹre’el,+ fra Bet-Sjeʹan til Aʹbel-Mehoʹla,+ indtil egnen ved Jokʹmeam;+ 13 Geʹbers søn i Raʹmot-Giʹlead+ (han havde Manasʹses søn Jaʹirs teltbyer,*+ som ligger i Giʹlead;+ han havde området Arʹgob,+ som ligger i Baʹsan,+ tres store byer med mur og kobberslåer); 14 Ahinaʹdab, Idʹdos søn, i Mahanaʹjim;+ 15 Ahiʹma’az i Nafʹtali+ (også han tog en datter af Salomon, Baʹsemat, til hustru);+ 16 Baʹana, Huʹsjajs søn, i Aʹser+ og Beʹalot; 17 Joʹsafat, Paruʹas søn, i Isʹsakar;+ 18 Sjimʹi,+ Eʹlas søn, i Benjamin;+ 19 Geʹber, Uʹris søn, i Giʹleads land,+ amoritternes konge Siʹhons+ og Baʹsans+ konge Ogs+ land. Og der var én præfekt som var [over alle præfekterne] i landet.

20 Juda og Israel var talrige, så talrige som sandskornene der er ved havet.+ De spiste og drak og frydede sig.*+

21 Og Salomon var hersker over alle rigerne fra Floden*+ til filistrenes land og til Ægyptens grænse. De bragte Salomon gaver og tjente ham alle hans levedage.+

22 Og de daglige forsyninger af madvarer til Salomon udgjorde* tredive kor*+ fint mel og tres kor almindeligt mel, 23 ti stykker fedet hornkvæg og tyve stykker hornkvæg fra græsgangen og hundrede stykker småkvæg, foruden hjorte,+ gazeller,+ rådyr og opfedede gøge. 24 For han rådede over alt på denne side af Floden,+ fra Tifʹsa til Gaʹza,+ over alle kongerne på denne side af Floden;+ og han havde fred+ rundt om til alle sider.* 25 Så Juda+ og Israel boede trygt,+ hver mand under sin vinstok og sit figentræ,+ fra Dan til Beʹer-Sjeʹba,+ alle Salomons dage.

26 Og Salomon havde fyrre tusind båse med heste+ til sine stridsvogne,+ og tolv tusind mand i rytteriet.

27 Og disse præfekter+ sørgede for fødevarer til kong Salomon og til enhver som kom til kong Salomons bord, hver i sin måned. De lod intet mangle. 28 Og byggen og halmen til hestene og til forspandene+ bragte de til det sted hvor det skulle være, hver efter det han var pligtig til.+

29 Og Gud* fortsatte med at give Salomon visdom+ og forstand*+ i meget stort mål og et hjerte der spændte så vidt+ som sandet der er ved havets bred.+ 30 Og Salomons visdom var større+ end alle østerlændingenes*+ visdom og al Ægyptens visdom.+ 31 Og han var visere end alle andre mennesker,* end ezraitten Eʹtan+ og Maʹhols sønner Heʹman+ og Kalʹkol+ og Darʹda; og hans ry* [nåede ud] blandt alle nationerne rundt om.+ 32 Og han udtalte tre tusind ordsprog,+ og hans sange+ var et tusind og fem.* 33 Og han kunne tale om træerne, fra cederen som er på Libanon,+ til isopen+ der skyder frem på muren; og han kunne tale om dyrene+ og om de flyvende skabninger+ og om krybdyrene+ og om fiskene.+ 34 Man kom derfor fra alle folkeslagene for at høre Salomons visdom,+ fra alle jordens konger som havde hørt om hans visdom.+

5 Kong Hiʹram+ af Tyʹrus+ sendte nu sine tjenere+ til Salomon, for han havde hørt at det var ham man havde salvet til konge i stedet for hans fader, for Hiʹram havde alle dage været en ven* af David.+ 2 Derpå sendte Salomon bud til Hiʹram og sagde:+ 3 „Du ved selv om min fader David at han ikke kunne bygge et hus for Jehova sin Guds navn på grund af de krige+ som [hans fjender] førte imod ham fra alle sider, indtil Jehova havde lagt dem under hans fødder. 4 Men nu har Jehova min Gud givet mig hvile til alle sider.+ Der er ingen modstander,* og der sker intet ondt.+ 5 Så hør, jeg tænker på at* bygge et hus for Jehova min Guds navn,+ sådan som Jehova lovede min fader David da han sagde: ’Din søn, som jeg vil sætte på din trone i stedet for dig, han skal bygge et hus for mit navn.’+ 6 Så giv nu befaling om at man fælder cedre* til mig på Libanon;+ og mine tjenere skal være sammen med dine tjenere, og jeg vil give dig løn til dine tjenere, helt som du siger, for du ved at der ikke er nogen blandt os der er kendt med at fælde træer som zidonierne.“+

7 Så snart Hiʹram+ nu hørte Salomons ord, frydede han sig meget og sagde: „Velsignet+ være Jehova i dag fordi han har givet David en vís+ søn over dette talrige folk!“+ 8 Hiʹram sendte derpå bud til Salomon og sagde: „Jeg har hørt det du sendte bud til mig om. Jeg vil opfylde alt hvad du ønsker i forbindelse med cedertræerne og enebærtræerne.+ 9 Mine tjenere vil bringe dem ned til havet fra Libanon,+ og jeg vil lade dem lægge i tømmerflåder på havet [og fragte] til det sted du sender bud til mig om,+ og dér vil jeg lade dem skille fra hinanden, men du må selv sørge for den videre transport; du kan så opfylde mit ønske ved at forsyne min husholdning med mad.“+

10 Hiʹram leverede da Salomon alt hvad han ønskede af cedertræer og enebærtræer, 11 mens Salomon leverede Hiʹram tyve tusind kor+ hvede som underhold til hans husholdning og tyve kor* olie af stødte+ oliven.* Dette leverede Salomon Hiʹram år efter år.+ 12 Og Jehova gav Salomon visdom, sådan som han havde lovet ham;+ og der var fred mellem Hiʹram og Salomon, og de to sluttede en pagt.

13 Kong Salomon udskrev så tvangsarbejdere fra hele Israel, og tvangsarbejderne+ udgjorde tredive tusind mand. 14 Derpå sendte han dem til Libanon i skift på ti tusind om måneden. Én måned skulle de være i Libanon, to måneder hjemme.+ Og Adoniʹram+ var over dem der var udskrevet til tvangsarbejde.+ 15 Og Salomon havde+ halvfjerds tusind bærere+ og firs tusind stenhuggere+ i bjerglandet,+ 16 foruden Salomons fyrstelige præfekter*+ som var over arbejdet: tre tusind og tre hundrede formænd+ over folkene som udførte arbejdet. 17 Kongen gav nu befaling om at de skulle bryde store sten, kostbare sten,+ for at husets grundvold+ kunne lægges med kvadersten.+ 18 Salomons bygningsfolk og Hiʹrams bygningsfolk og gebalitterne+ foretog da tilhugningen, og de forberedte således tømmeret og stenene til bygning af huset.

6 Og i det fire hundrede og firsindstyvende år* efter at Israels sønner var draget ud af Ægyptens land,+ i det fjerde år+ efter at Salomon var blevet konge over Israel, i ziv måned,+ det er den anden måned,+ gik han i gang med at bygge huset til Jehova.+ 2 Og huset som kong Salomon byggede+ til Jehova var tres alen*+ langt og tyve bredt og tredive alen højt.+ 3 Og forhallen+ foran husets tempel* var tyve alen lang, svarende til husets bredde; selv var den ti alen bred foran huset.

4 Og til huset lavede han vinduer med tragtformede rammer.+ 5 Endvidere byggede han op mod husets mur en tilbygning hele vejen rundt, langs husets mure udenom, både til templet og det inderste rum,*+ og lavede sidekamre+ hele vejen rundt. 6 Det nederste sidekammer* var fem alen bredt, det mellemste seks alen bredt, og det tredje syv alen bredt, for han lod lave afsatser+ på huset hele vejen rundt udvendig, for at man ikke skulle gribe ind i husets mure.+

7 Og med hensyn til selve huset blev der under opførelsen af det bygget med færdiggjorte kvadersten,+ så man hørte hverken hamre eller økser eller andet værktøj af jern i huset+ mens det blev opført. 8 Indgangen+ til det nederste* sidekammer var på højre side* af huset, og ad en vindeltrappe kunne man gå op til det mellemste, og fra det mellemste op til det tredje. 9 Han byggede så huset og gjorde det færdigt+ og overdækkede huset med bjælker og planker af cedertræ.+ 10 Han byggede desuden sidekamre+ langs hele huset, [hver etage] fem alen høj, og de var fastgjort til huset med tømmer+ af cedertræ.

11 Jehovas ord kom imidlertid til Salomon,+ og det lød:+ 12 „Med hensyn til det hus som du er ved at bygge — hvis du vil vandre efter mine forskrifter+ og handle efter mine retsbestemmelser+ og holde alle mine bud, idet du vandrer efter dem,+ så vil jeg lade det ord som jeg udtalte over for din fader David, gå i opfyldelse på dig,+ 13 og jeg vil bo blandt Israels sønner+ og ikke forlade mit folk Israel.“+

14 Og Salomon byggede videre på huset og gjorde det færdigt.+ 15 Han byggede således husets vægge indvendig af cederbrædder. Fra husets gulv op til loftsbjælkerne* beklædte han det med træ indvendig; og på husets gulv lagde han enebærbrædder.+ 16 Derpå byggede han [et rum] tyve alen fra husets bagside med cederbrædder fra gulvet op til bjælkerne, og således byggede han det inderste+ rum, Det Allerhelligste,+ inden i det. 17 Og huset var fyrre alen, det vil sige templet+ foran det.*+ 18 Og cedertræet indvendig i huset havde relieffer med græskarformede+ ornamenter og blomsterkranse.+ Alt var cedertræ; ikke en sten kunne ses.

19 Og det inderste+ rum inde i huset gjorde han klar indvendig, så man kunne anbringe Jehovas pagts+ ark+ dér. 20 Og det inderste rum var tyve alen langt og tyve alen bredt+ og tyve alen højt; og han beklædte det med purt guld+ og beklædte alteret+ med cedertræ. 21 Derpå beklædte+ Salomon huset indvendig med purt guld+ og lod guldkæder+ spænde over foran det inderste rum;+ og han beklædte det med guld. 22 Ja, hele huset beklædte han med guld,+ indtil hele huset var færdigt; og hele alteret+ som var ved det inderste rum beklædte han med guld.+

23 I det inderste rum lavede han derpå to keruber+ af olietræ, hver af dem ti alen høj.+ 24 Og den ene vinge på keruben var fem alen, og den anden vinge på keruben var fem alen. Der var ti alen fra vingespids til vingespids.+ 25 Og den anden kerub var ti alen. Begge keruberne havde samme mål og samme form. 26 Den ene kerub var ti alen høj, og det var den anden kerub også. 27 Han anbragte så keruberne inde i det indre hus, sådan at keruberne bredte deres vinger ud,+ og den enes vinge rørte ved den [ene] væg, mens den anden kerubs vinge rørte ved den anden væg; og deres vinger nåede til midten af huset, idet vinge rørte ved vinge.+ 28 Desuden beklædte han keruberne med guld.+

29 Og i alle husets vægge hele vejen rundt lavede han udskårne relieffer med keruber+ og palmer+ og blomsterkranse,+ både indenfor og udenfor; 30 og husets gulv+ beklædte han med guld, både indenfor og udenfor. 31 Og indgangen til det inderste rum lavede han med olietræsdøre:+ vægpiller, dørstolper [og] en femte. 32 Og de to døre var af olietræ, og på dem udskar han relieffer med keruber og palmer og blomsterkranse og beklædte dem med guld, idet han lod guldet hamre ned på keruberne og palmerne. 33 Og til indgangen til templet lavede han på samme måde dørstolper af olietræ, firkantede, 34 og to døre af enebærtræ.+ Den ene dørs to fløje drejede på tapper, og den anden dørs to fløje drejede på tapper.+ 35 Og han udskar keruber og palmer og blomsterkranse og beklædte dem med guld som lå jævnt på figurerne.+

36 Derpå byggede han den indre+ forgård af tre rækker+ kvadersten og en række cedertræsbjælker.

37 I det fjerde år blev grundvolden+ lagt til Jehovas hus, i månemåneden ziv;+ 38 og i det ellevte år, i månemåneden bul,* det er den ottende måned, var huset færdigt+ i alle detaljer og efter hele planen til det;+ så han byggede på det i syv år.

7 Og på sit eget hus byggede Salomon i tretten år,+ og han gjorde hele sit hus færdigt.+

2 Således byggede han Libanonskovhuset,+ der var hundrede alen* langt og halvtreds alen bredt og tredive alen højt, på fire rækker cedertræssøjler, og oven på søjlerne var der bjælker+ af cedertræ. 3 Og det var dækket med cedertræ+ foroven, over bærebjælkerne, der lå på de femogfyrre søjler. Der var femten i hver række. 4 Og vinduerne med rammer sad i tre rækker, med lysåbning+ over for lysåbning i tre planer. 5 Og alle indgangene og dørstolperne var firkantede* [med hensyn til] rammen,*+ og lysåbning sad lige over for lysåbning i tre planer.

6 Og han lavede Søjlehallen, halvtreds alen lang og tredive alen bred, og en hal foran den, med søjler og baldakin foran.

7 Og han lavede Tronhallen+ hvor han skulle dømme, domshallen,+ og den var dækket med cedertræ fra gulvet op til bjælkerne.*+

8 Og hans hus, hvor han selv skulle bo, i den anden forgård,+ var adskilt fra huset som udgjorde Hallen; det var lavet på samme måde som denne. Og han lavede et hus som denne hal til Faraos datter,+ hende Salomon havde taget til ægte.

9 Alle disse var af kostbare+ sten, hugget til efter mål, savet ud med stensav på indersiden og ydersiden fra grundvolden op til murkransen, og udenfor indtil den store forgård.+ 10 Og grundvolden var lagt med kostbare sten, store sten, sten på ti alen og sten på otte alen. 11 Og ovenpå var der kostbare sten, hugget til efter mål, og cedertræ. 12 Og uden om den store forgård var der tre rækker+ kvadersten og en række cedertræsbjælker; det gjaldt også den indre+ forgård til Jehovas hus+ og forhallen+ til huset.

13 Og kong Salomon sendte bud og hentede Hiʹram+ fra Tyʹrus. 14 Han var søn af en enke fra Nafʹtalis stamme, og hans fader var en mand fra Tyʹrus+ der var kobbersmed;+ og han var fyldt med visdom og forstand+ og kundskab så han kunne udføre al slags arbejde i kobber. Han kom så til kong Salomon og udførte alt hans arbejde.

15 Han støbte nu de to kobbersøjler.+ Hver søjle var atten alen høj, og en snor på tolv alen kunne nå omkring hver af de to søjler.+ 16 Og han lavede to søjlehoveder, støbt i kobber, til at anbringe oven på søjlerne.+ Det ene søjlehoved var fem alen højt, og det andet søjlehoved var fem alen højt. 17 Der var net i netværksarbejde, snoninger lavet som kæder,+ til søjlehovederne som var oven på søjlerne;+ syv* til det ene søjlehoved, og syv til det andet søjlehoved. 18 Endvidere lavede han granatæblerne:* to rækker rundt om på det ene netværk, til at dække søjlehovederne som var oven på søjlerne;* og det lavede han også til det andet søjlehoved.+ 19 Og søjlehovederne som var oven på søjlerne ved forhallen, var i liljeformet arbejde,+ fire alen. 20 Og søjlehovederne på de to søjler [havde] også foroven, tæt ved udbugningen som stødte op til netværket, to hundrede granatæbler+ i rækker rundt om hvert søjlehoved.

21 Han rejste derpå søjlerne+ som hørte til templets forhal.+ Da han rejste den højre* søjle, gav han den navnet Jaʹkin,* og da han rejste den venstre* søjle, gav han den navnet Boʹaz.* 22 Og oven på søjlerne var der liljeformet arbejde. Således blev arbejdet med søjlerne færdigt.

23 Derpå lavede han det støbte hav,+ ti alen fra den ene rand til den anden, cirkelformet i omkreds; og det var fem alen højt, og der skulle en målesnor på tredive alen til at nå rundt om det.+ 24 Og uden om det var der græskarformede+ ornamenter+ under randen hele vejen rundt; ti for hver alen omsluttede havet hele vejen rundt,+ med to rækker af de græskarformede ornamenter støbt ud i ét med det. 25 Det stod på tolv okser,*+ tre med ansigtet mod nord, og tre med ansigtet mod vest,* og tre med ansigtet mod syd,* og tre med ansigtet mod øst; og havet lå oven på dem, og de vendte alle bagkroppen indad.+ 26 Og det var en håndsbred* tykt,+ og dets rand var lavet som randen på et bæger, en liljeblomst.+ Det plejede at rumme+ to tusind bat.*+

27 Derpå lavede han de ti vogne+ af kobber, hver vogn fire alen lang og fire alen bred og tre alen høj. 28 Og sådan var vognene lavet: de havde sidestykker, og sidestykkerne sad mellem forbindelseslisterne. 29 Og på sidestykkerne mellem forbindelseslisterne var der løver,+ okser+ og keruber,+ og det samme var der på forbindelseslisterne. Oven over og neden under løverne og okserne var der kranse,+ lavet så de hang ned.* 30 Og hver vogn havde fire kobberhjul med aksler af kobber, og dens fire hjørnestykker var støtter for dem. Under bækkenet var støtterne, støbt med kranse over for hver. 31 Og dets munding indefra til støtterne og opefter var [?] alen,* og mundingen var rund, lavet som på et stel, halvanden alen, og der var også relieffer på mundingen. Men sidestykkerne var firkantede, ikke runde. 32 Og de fire hjul var under sidestykkerne, og hjulenes akselholdere sad på vognen, og hvert hjul var halvanden alen højt. 33 Og hjulene var lavet på samme måde som man laver hjul til en stridsvogn.+ Deres holdere og deres fælge og deres eger og deres nav var alle støbt. 34 Og der var fire støtter på de fire hjørner af hver vogn; dens støtter var ud i ét med vognen. 35 Og oven på vognen var der [en fatning],* en halv alen høj, cirkelformet i omkreds; og oven på vognen var dens sider og dens sidestykker ud i ét med den. 36 Endvidere indgraverede+ han på dens sideplader og dens sidestykker keruber, løver og palmer hvor der var plads til det, og kranse udenom.+ 37 Sådan lavede han de ti vogne;+ de var alle sammen støbt ens+ og havde samme mål og samme form.

38 Han lavede derpå ti bækkener+ af kobber. Hvert bækken kunne rumme fyrre bat.* Hvert bækken var fire alen. Der var ét bækken på hver af de ti vogne. 39 Så anbragte han fem vogne på højre side* af huset, og fem på venstre side* af huset.+ Og havet anbragte han på højre side af huset, mod sydøst.+

40 Derpå lavede Hiʹram+ bækkenerne+ og skovlene+ og skålene,+ og således blev Hiʹram færdig+ med at udføre alt det arbejde som han lavede for kong Salomon på Jehovas hus: 41 De to søjler+ og de skålformede søjlehoveder+ som var oven på de to søjler, og de to netværk+ til at dække de to skålformede søjlehoveder som var oven på søjlerne, 42 og de fire hundrede granatæbler+ til de to netværk, to rækker granatæbler til hvert netværk, til at dække de to skålformede søjlehoveder som var på de to søjler;* 43 og de ti vogne+ og de ti bækkener+ på vognene; 44 og det ene hav+ og de tolv okser under havet;+ 45 og spandene og skovlene og skålene og alle disse redskaber,+ som Hiʹram lavede af poleret kobber for kong Salomon til Jehovas hus. 46 Kongen støbte dem i lerform* i Jordanegnen,*+ mellem Sukʹkot+ og Zarʹetan.+

47 Og Salomon lod være med [at veje] alle disse redskaber+ på grund af deres usædvanlig store mængde.+ Kobberets vægt blev ikke regnet ud.+ 48 Salomon lavede endvidere alle tingene som skulle være i Jehovas hus, guldalteret+ og bordet+ hvorpå skuebrødene* lå, af guld, 49 og lampestanderne+ — fem til højre og fem til venstre foran det inderste rum — af purt guld,+ og blomsterkronerne+ og lamperne+ og lampesaksene+ af guld, 50 og bækkenerne og lyseslukkerne+ og skålene+ og bægrene+ og ildbækkenerne+ af purt guld, og lejerne til dørene+ til det inderste hus, Det Allerhelligste,* og til dørene+ til templets hus,+ af guld.

51 Omsider var hele arbejdet som kong Salomon udførte på Jehovas hus, færdigt;+ og Salomon bragte de ting som hans fader David havde helliget,+ derind; sølvet og guldet og genstandene anbragte han i skatkamrene i Jehovas hus.+

8 På det tidspunkt sammenkaldte+ Salomon+ Israels ældste,*+ alle stammeoverhovederne,+ høvdingerne* for Israels sønners fædrenehuse,*+ hos kong Salomon i Jerusalem for at føre Jehovas pagts ark+ op fra Davidsbyen,+ det er Zion.+ 2 Så samledes alle Israels mænd hos kong Salomon til højtiden i månemåneden eʹtanim, det er den syvende måned.+ 3 Da alle Israels ældste var kommet, løftede præsterne arken op,+ 4 og de førte Jehovas ark og mødeteltet+ og alle de hellige redskaber som var i teltet, op, idet præsterne og levitterne+ førte dem op.+ 5 Og kong Salomon og med ham hele Israels forsamling som havde indfundet sig hos ham, var foran arken, mens de ofrede+ så meget småkvæg og hornkvæg at det hverken kunne tælles eller måles.+

6 Derpå bragte præsterne Jehovas pagts ark+ ind på dens plads+ i husets inderste rum, Det Allerhelligste, under kerubernes vinger.+

7 For keruberne bredte deres vinger ud over det sted hvor arken stod, således at keruberne skærmende dækkede over arken og dens stænger.+ 8 Stængerne+ var imidlertid så lange at man kunne se spidserne af stængerne fra Det Hellige foran det inderste rum, men man kunne ikke se dem udenfor. Og dér er de den dag i dag.+ 9 Der var intet i arken ud over de to stentavler*+ som Moses havde lagt+ der ved Hoʹreb, da Jehova havde sluttet [pagt]*+ med Israels sønner dengang de drog ud af Ægyptens land.+

10 Og da præsterne kom ud fra helligdommen, fyldte skyen+ Jehovas hus. 11 Og præsterne+ var ikke i stand til at stå og forrette tjeneste+ på grund af skyen, for Jehovas herlighed+ fyldte Jehovas hus.+ 12 Da sagde Salomon: „Jehova har sagt at han vil bo i det tykke mulm.+ 13 Jeg har virkelig bygget dig et hus, en ophøjet bolig,+ et fast sted+ hvor du kan bo til fjerne tider.“*+

14 Derpå vendte kongen sig om og velsignede+ hele Israels menighed, mens hele Israels menighed* stod op. 15 Og han sagde: „Velsignet være Jehova,+ Israels Gud, som med egen mund har talt til min fader David,+ og med egen hånd har opfyldt det,+ idet han sagde: 16 ’Siden den dag jeg førte mit folk Israel ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt+ nogen by blandt alle Israels stammer hvor der skulle bygges et hus+ for at mit navn+ kunne være dér; men jeg vil udvælge David til at være over mit folk Israel.’+ 17 Det lå derfor min fader David på hjerte at bygge et hus for Israels Gud Jehovas navn.+ 18 Men Jehova sagde til min fader David: ’Fordi det har ligget dig på hjerte at bygge et hus for mit navn, har du gjort vel, for det lå dig på hjerte.+ 19 Blot kommer du ikke selv til at bygge huset; men din søn som udgår af dine lænder, han skal bygge huset for mit navn!’+ 20 Og Jehova har nu opfyldt det løfte+ som han gav, idet jeg er fremstået i min fader Davids sted og har sat mig på Israels trone,+ sådan som Jehova havde lovet; og jeg har bygget huset for Israels Gud Jehovas navn+ 21 og sørget for et sted dér til arken hvori Jehovas pagt+ er, den som han sluttede med vore forfædre da han førte dem ud af Ægyptens land.“

22 Derpå stillede Salomon sig foran Jehovas alter,+ over for hele Israels menighed, og bredte hænderne ud mod himmelen+ 23 og sagde: „Jehova, Israels Gud,+ der er ingen Gud* som du+ oppe i himmelen eller nede på jorden, du som holder fast ved din pagt og din loyale hengivenhed+ mod dine tjenere+ der vandrer for dit ansigt af hele deres hjerte,+ 24 du som over for din tjener David, min fader, har holdt hvad du har lovet ham, idet du med egen mund har lovet det,* og med egen hånd har opfyldt det, som det er sket i dag.+ 25 Og nu, Jehova, Israels Gud, hold over for din tjener David, min fader, hvad du har lovet ham idet du sagde: ’Du skal aldrig for mit ansigt mangle en mand til at sidde på Israels trone,+ hvis blot dine sønner vogter på deres vej ved at vandre for mit ansigt sådan som du har vandret for mit ansigt.’ 26 Og nu, Israels Gud,* lad dog det løfte*+ som du gav din tjener David, min fader, stå fast.

27 Men bor Gud da virkelig på jorden?+ Se, himmelen,+ ja, himlenes himle+ kan ikke rumme dig;+ hvor langt mindre da dette hus+ som jeg har bygget! 28 Men vend din opmærksomhed mod din tjeners bøn+ og mod hans indtrængende anmodning,+ Jehova min Gud, så du hører hans bedende råb og den bøn som din tjener beder foran dig i dag,+ 29 idet dine øjne er åbne+ og rettet mod dette hus nat og dag, mod det sted hvorom du har sagt: ’Dér vil mit navn være,’+ så du hører den bøn som din tjener beder, vendt mod dette sted.+ 30 Og hør din tjeners og dit folk Israels indtrængende anmodning+ når de beder, vendt mod dette sted; ja, måtte du selv høre det på det sted du bor, i himmelen,+ så du hører og tilgiver.+

31 Når en mand synder mod sin næste+ og man lægger en forbandelse på ham ved at tage ham i ed,+ og han kommer [og aflægger] ed foran dit alter i dette hus, 32 måtte du da høre det i himmelen og gribe ind og dømme dine tjenere ved at erklære den ugudelige ugudelig, idet du bringer hans færd over hans eget hoved,+ og ved at erklære den retfærdige retfærdig,+ idet du giver ham [løn] efter hans retfærdighed.+

33 Når dit folk Israel lider nederlag foran fjenden+ fordi de synder imod dig,+ men de så vender om til dig+ og priser dit navn+ og i dette hus beder+ og anmoder dig om nåde,+ 34 måtte du da høre det i himmelen og tilgive dit folk Israels synd+ og bringe dem tilbage+ til den jord som du gav deres forfædre.+

35 Når himmelen lukkes og der ikke kommer regn+ fordi de synder+ imod dig, men de så beder, vendt mod dette sted,+ og priser dit navn og vender sig fra deres synd fordi du ydmyger dem,+ 36 måtte du da høre det i himmelen og tilgive dine tjeneres og dit folk Israels synd, for du lærer+ dem den gode vej som de bør vandre ad,+ og måtte du give regn+ over dit land, det som du har givet dit folk som arvelod.

37 Hvis der kommer hungersnød+ i landet, hvis der kommer pest,+ hvis der kommer afsvidning [af kornet], meldug,+ græshopper,+ kakerlakker;+ hvis deres fjende belejrer dem i deres portes* land — en hvilken som helst plage, en hvilken som helst sygdom — 38 uanset hvilken bøn,+ hvilken indtrængende anmodning+ der kommer fra et hvilket som helst menneske [eller] fra hele dit folk Israel,+ idet enhver kender sit eget hjertes plage,+ og man breder hænderne ud mod dette hus,+ 39 måtte du da høre det i himmelen,+ det sted hvor du bor,+ og tilgive+ og gribe ind+ og give hver enkelt efter alle hans veje,+ for du kender hans hjerte+ (du alene kender jo alle menneskesønnernes* hjerte),+ 40 for at de kan frygte+ dig alle de dage de lever på den jord som du gav vore forfædre.+

41 Og også udlændingen,+ som ikke tilhører dit folk Israel men kommer fra et fjernt land på grund af dit navn+ 42 (for de vil høre om dit store navn+ og din stærke hånd+ og din udrakte arm), når han kommer og beder, vendt mod dette hus,+ 43 måtte du da høre ham i himmelen, det sted hvor du bor,+ og gøre efter alt hvad udlændingen råber til dig om,+ for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende,+ så de frygter dig ligesom dit folk Israel, og kan vide at dit navn er nævnt over dette hus som jeg har bygget.+

44 Hvis dit folk drager ud til kamp+ mod deres fjende ad den vej du sender dem ad,+ og de så beder+ til Jehova i retning af den by som du har udvalgt,+ og det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 45 så må du i himmelen høre deres bøn og deres indtrængende anmodning og tage dig af deres ret.+

46 Hvis de synder imod dig+ (for der er intet menneske som ikke synder),+ og du vredes på dem og overgiver dem til fjenden, og de som tager dem til fange bortfører dem til fjendens land, fjernt eller nært,+ 47 og de så kommer til fornuft* i det land som de blev bortført til,+ og vender om+ og i landet der tilhører dem som har taget dem til fange, anmoder dig om nåde+ idet de siger: ’Vi har syndet+ og forbrudt os;+ vi har handlet ugudeligt,’+ 48 og de vender om til dig af hele deres hjerte+ og af hele deres sjæl i deres fjenders land, dem som tog dem til fange, og beder til dig i retning af deres land, det du gav deres forfædre, den by som du har udvalgt, og det hus som jeg har bygget for dit navn,+ 49 da må du i himmelen, det sted hvor du bor,+ høre deres bøn og deres indtrængende anmodning og tage dig af deres ret+ 50 og tilgive+ dit folk som har syndet+ imod dig, og alle deres overtrædelser+ som de har begået imod dig,+ og lade dem finde barmhjertighed+ hos dem der tog dem til fange, så de viser dem barmhjertighed 51 (for de er dit folk og din arvelod,+ som du har ført ud af Ægypten,+ ud af jernovnen),+ 52 idet dine øjne er åbne for din tjeners indtrængende anmodning og for dit folk Israels indtrængende anmodning,+ så du hører på dem i alt hvad de råber til dig om.+ 53 For det er dig der har skilt dem ud fra alle jordens folk som din arvelod,+ sådan som du lovede ved din tjener Moses+ da du førte vore forfædre ud af Ægypten, suveræne Herre Jehova.“

54 Så snart Salomon nu var færdig med at fremføre hele denne bøn og indtrængende anmodning for Jehova, rejste han sig fra Jehovas alter, efter at have ligget på sine knæ+ med hænderne bredt ud mod himmelen,+ 55 hvorpå han blev stående+ og velsignede+ hele Israels menighed* med høj røst idet han sagde: 56 „Velsignet være Jehova,+ som har givet sit folk Israel et hvilested, ganske som han har lovet.+ Ikke ét af alle de gode løfter som han har givet* ved sin tjener Moses,+ er slået fejl.+ 57 Måtte Jehova vor Gud være med os,+ ligesom han var med vore forfædre.+ Måtte han ikke forlade os og ikke svigte os,+ 58 men bøje vort hjerte+ imod ham så vi vandrer på alle hans veje+ og holder hans bud+ og forordninger+ og retsbestemmelser+ som han pålagde vore forfædre. 59 Og måtte disse mine ord som jeg ydmygt har bedt foran Jehova, være Jehova vor Gud nær+ dag og nat, så han tager sig af sin tjeners ret og sit folk Israels ret, som det kræves dag for dag,+ 60 for at alle jordens folk kan vide+ at det er Jehova der er den [sande] Gud.+ Der er ingen anden.+ 61 Og jeres hjerte skal være helt+ med Jehova vor Gud, idet I vandrer efter hans forordninger og holder hans bud som i dag.“

62 Og kongen og hele Israel med ham ofrede et slagtoffer for Jehovas ansigt.+ 63 Og Salomon ofrede fællesskabsofrene+ som han ofrede til Jehova: toogtyve tusind stykker hornkvæg og et hundrede og tyve tusind stykker småkvæg,+ og således indviede+ kongen og alle Israels sønner Jehovas hus. 64 På den dag helligede kongen det midterste af forgården som er foran Jehovas hus,+ for dér skulle han ofre brændofferet og kornofferet og fedtstykkerne af fællesskabsofrene; kobberalteret+ som står for Jehovas ansigt, var nemlig for lille til at rumme brændofferet og kornofferet og fedtstykkerne+ af fællesskabsofrene. 65 Og Salomon fejrede samtidig højtiden,+ og hele Israel med ham, en stor menighed+ [fra et område der strakte sig] fra indgangen til Haʹmat*+ indtil Ægyptens Regnflodsdal,+ for Jehova vor Guds ansigt* i syv dage, og syv dage til,+ fjorten dage. 66 På den ottende dag sendte han folket bort,+ hvorpå de velsignede kongen og drog bort til deres hjem,* mens de frydede sig+ og var vel til mode i hjertet+ over alt det gode+ som Jehova havde gjort mod sin tjener David og mod sit folk Israel.

9 Så snart Salomon nu var færdig med at bygge Jehovas hus+ og kongens hus,+ ja alt hvad Salomon stærkt havde ønsket og som han havde haft lyst til at lave,+ 2 viste Jehova sig for Salomon for anden gang, ligesom han havde vist sig for ham i Giʹbeon.+ 3 Og Jehova sagde til ham: „Jeg har hørt din bøn+ og din indtrængende anmodning som du har fremført for mig. Jeg har helliget+ dette hus som du har bygget, ved at knytte mit navn+ til det til fjerne tider; og mine øjne+ og mit hjerte vil være der alle dage.+ 4 Og du selv, hvis du vandrer+ for mit ansigt som din fader David+ vandrede, med uangribeligt+ hjerte og med retskaffenhed,+ idet du handler efter alt det som jeg har påbudt dig,+ og du overholder mine forordninger+ og mine retsbestemmelser,+ 5 så vil jeg rejse dit kongedømmes trone over Israel evindelig,* sådan som jeg lovede din fader David da jeg sagde: ’Du skal aldrig mangle en mand [til at sidde] på Israels trone.’+ 6 Hvis I og jeres sønner, derimod, vender om og ikke følger mig+ og ikke holder mine bud og mine forskrifter som jeg har forelagt jer, og I går hen og dyrker andre guder+ og bøjer jer for dem,* 7 så vil jeg udrydde Israel fra den jord som jeg har givet dem;+ og det hus som jeg har helliget for mit navn, vil jeg kaste bort* fra mit ansigt,+ og Israel skal blive et mundheld+ og en spotteglose blandt alle folkeslagene. 8 Og dette hus skal blive en ruindynge.*+ Enhver der går forbi det vil stirre i forfærdelse+ og fløjte [i undren] og sige: ’Af hvilken grund har Jehova gjort sådan mod dette land og mod dette hus?’+ 9 Og man vil sige: ’Fordi de forlod Jehova deres Gud, som førte deres forfædre ud af Ægyptens land,+ og derpå holdt sig til andre guder+ og bøjede sig for dem og dyrkede dem. Derfor har Jehova bragt hele denne ulykke over dem.’“+

10 Da de tyve år hvori Salomon byggede de to huse, Jehovas hus+ og kongens hus,+ var gået, 11 gav kong Salomon Hiʹram,+ Tyʹrus’ konge, tyve byer i Galilæʹas* land.+ Hiʹram havde nemlig bistået Salomon+ med tømmer af cedertræ og tømmer af enebærtræ og med guld, så meget som han ønskede.+ 12 Hiʹram tog derfor ud fra Tyʹrus for at se de byer som Salomon havde givet ham, men de var ikke gode nok i hans øjne.+ 13 Han sagde da: „Hvad er det for byer du har givet mig, broder?“ Man kalder dem derfor Kaʹbuls Land* den dag i dag.

14 Og Hiʹram sendte et hundrede og tyve talenter* guld til kongen.+

15 Og sådan forholdt det sig med de tvangsarbejdere+ som kong Salomon udskrev til at bygge Jehovas hus+ og sit eget hus og Milʹlo*+ og Jerusalems mur+ og Haʹzor+ og Megidʹdo+ og Geʹzer.+ 16 (Farao, Ægyptens konge, var selv draget op og havde indtaget Geʹzer og brændt den med ild, og de kana’anæere+ som boede i byen havde han dræbt. Han havde derpå givet den som afskedsgave til sin datter,+ Salomons hustru.) 17 Salomon byggede nu Geʹzer og Nedre Bet-Hoʹron+ 18 og Baʹalat+ og Taʹmar* i ørkenen, i landet, 19 og alle forrådsbyerne+ som tilhørte Salomon, og vognbyerne+ og byerne til rytteriet og de bygninger som Salomon havde næret et stærkt ønske om at bygge+ i Jerusalem og i Libanon og i hele det land han havde herredømme over. 20 Alle de folk der var tilbage af amoritterne,+ hetitterne,+ perizzitterne,+ hivvitterne+ og jebusitterne,+ som ikke var af Israels sønner,+ 21 deres sønner som var tilbage efter dem i landet, dem som Israels sønner ikke havde kunnet vie til udslettelse,+ dem udskrev Salomon nu til tvangsarbejde som trælle, [og det udfører de] den dag i dag.+ 22 Men af Israels sønner gjorde Salomon ingen til trælle,+ for de var stridsmænd og hans tjenere og hans øverste embedsmænd og hans adjudanter og øverster for hans stridsvogne og hans rytteri.+ 23 Dette var overpræfekterne som var over Salomons arbejde: fem hundrede og halvtreds; de var formænd for folkene der udførte arbejdet.+

24 Imidlertid drog Faraos datter+ op fra Davidsbyen+ til sit hus, det han havde bygget til hende. På det tidspunkt var det han byggede Milʹlo.+

25 Og tre+ gange om året ofrede Salomon brændofre og fællesskabsofre på det alter han havde bygget for Jehova,+ og man bragte røgofre* på det [alter]+ som var foran Jehova; og han gjorde huset færdigt.+

26 Og kong Salomon byggede en flåde i Ezʹjon-Geʹber,+ som ligger ved Eʹlot+ ved bredden af Det Røde Hav i Eʹdoms land.+ 27 Og Hiʹram plejede at sende sine tjenere, søfolk* som kendte havet, med flåden sammen med Salomons tjenere.+ 28 Og de tog til Oʹfir+ og hentede derfra fire hundrede og tyve talenter* guld+ og bragte det til kong Salomon.

10 Og dronningen af Saʹba+ hørte rygtet om Salomon i forbindelse med Jehovas navn,+ så hun kom for at prøve ham med vanskelige spørgsmål,*+ 2 og hun kom til Jerusalem med et meget imponerende følge,+ kameler+ der bar balsamolie+ og guld i stor mængde og kostbare sten. Da hun kom ind til Salomon og talte med ham om alt hvad hun havde på hjerte,+ 3 gav Salomon hende svar på alle hendes spørgsmål;+ der var intet som var skjult for kongen, intet som han ikke gav hende svar på.+

4 Da dronningen af Saʹba så al Salomons visdom+ og huset som han havde bygget,+ 5 og maden* på hans bord,+ og hvordan hans tjenere sad, og hvilken betjening hans opvartere gav,* og hvordan de var klædt, og hans mundskænke,+ og brændofrene som han ofrede ved Jehovas hus, da tog det vejret fra hende.+ 6 Og hun sagde til kongen: „Sandt var det ord som jeg hørte i mit land om forholdene hos dig og om din visdom;+ 7 men jeg troede ikke på ordene før jeg kom og så det med egne øjne. Og se, halvdelen er ikke blevet mig fortalt.+ Du har i visdom og velstand overgået rygtet som jeg hørte.+ 8 Lykkelige er dine mænd;*+ lykkelige+ dine tjenere her, som til stadighed står foran dig og hører din visdom!+ 9 Velsignet være Jehova din Gud,+ som har fundet behag+ i dig og sat dig på Israels trone;+ fordi Jehova elsker Israel evindelig,+ har han indsat dig som konge+ til at øve ret+ og retfærdighed.“+

10 Hun gav+ derpå kongen et hundrede og tyve talenter guld+ og en stor mængde balsamolie+ og kostbare sten. Der kom aldrig mere sådan en mængde balsamolie som den dronningen af Saʹba gav kong Salomon.

11 Og Hiʹrams flåde,+ som fragtede guld fra Oʹfir,+ bragte også fra Oʹfir almugtræ*+ i store mængder og kostbare sten.+ 12 Og kongen lavede af almugtræet gelændere til Jehovas hus+ og til kongens hus samt lyrer+ og harper+ til sangerne. Den slags almugtræ er aldrig før kommet ind og er heller aldrig set siden, til den dag i dag.

13 Og kong Salomon gav dronningen af Saʹba alt hvad hun havde lyst til og bad om, foruden det han gav hende med kong Salomons rundhåndethed.+ Derpå vendte hun om og rejste til sit eget land, hun og hendes tjenere.+

14 Og vægten af det guld+ som kom til Salomon på ét år, udgjorde seks hundrede og seksogtres guldtalenter,*+ 15 foruden [det der kom] fra de omrejsende handelsmænd og det som købmændene tjente ind og [det der kom fra] alle araberkongerne+ og landshøvdingerne i landet.

16 Kong Salomon lavede så to hundrede store skjolde af legeret guld+ (seks hundrede [sekel]* guld lagde han på hvert stort skjold)*+ 17 og tre hundrede små skjolde af legeret guld (tre miner* guld lagde han på hvert lille skjold*).+ Derpå anbragte kongen dem i Libanonskovhuset.+

18 Kongen lavede desuden en stor elfenbenstrone+ og beklædte den med fint guld.+ 19 Tronen havde seks trin, og den havde en rund baldakin bagtil, og der var armlæn på begge sider af sædet, og der stod to løver+ ved siden af armlænene.+ 20 Og der stod tolv løver dér på de seks trin, [seks] på hver side. Der var ikke lavet noget tilsvarende i noget andet rige.+

21 Og alle kong Salomons drikkekar var af guld, og alle karrene i Libanonskovhuset+ var af purt guld.+ Der var intet af sølv; det blev slet ikke regnet for noget i Salomons dage, 22 for kongen havde en flåde af tarsisskibe+ på havet sammen med Hiʹrams flåde. Én gang hvert tredje år kom flåden af tarsisskibe, ladet med guld+ og sølv, elfenben+ og aber og påfugle.

23 Kong Salomon var således større i rigdom+ og visdom+ end alle jordens konger, 24 og hele jorden* søgte foretræde for Salomon for at høre hans visdom, som Gud* havde lagt i hans hjerte.+ 25 Og de bragte hver især sin gave,+ sølvting+ og guldting og klæder og våben+ og balsamolie, heste og muldyr;+ det gentog sig år efter år.+

26 Og Salomon samlede sig stridsvogne og stridsheste,* så han havde et tusind og fire hundrede stridsvogne og tolv tusind stridsheste;+ og han havde dem stationeret i vognbyerne og hos kongen selv i Jerusalem.+

27 Kongen gjorde desuden sølv lige så almindeligt i Jerusalem som sten;+ og cedertræ gjorde han lige så almindeligt som morbærfigentræ i Sjefeʹla;* så meget var der.+

28 Og fra Ægypten eksporterede man heste til Salomon, idet sammenslutningen af kongens købmænd hentede dem i flokke for en fast betaling.+ 29 En stridsvogn eksporteredes fra Ægypten og blev importeret for seks hundrede sølvstykker, og en hest for et hundrede og halvtreds; samme ordning gjaldt for alle hetitternes+ konger og Aʹrams konger. Det var gennem dem* man eksporterede.

11 Og kong Salomon elskede mange fremmede kvinder+ foruden Faraos datter+ — moabitiske,+ ammonitiske,+ edomitiske,+ zidoniske+ [og] hetitiske+ kvinder — 2 fra de nationer om hvem Jehova havde sagt til Israels sønner: „I må ikke indlade jer med dem,+ og de må ikke indlade sig med jer; de vil med sikkerhed bøje jeres hjerte så I følger deres guder.“+ Dem holdt Salomon sig til,+ idet han elskede dem. 3 Han havde således syv hundrede hustruer som var fyrstinder, og tre hundrede medhustruer; men hans hustruer bøjede efterhånden+ hans hjerte, 4 og ved den tid da Salomon var blevet gammel,+ havde hans hustruer bøjet+ hans hjerte så han fulgte andre guder,+ og hans hjerte var ikke helt+ med Jehova hans Gud, som hans fader Davids hjerte havde været. 5 Og Salomon vandrede efter zidoniernes gudinde* Astarʹte+ og efter ammonitternes afskyelighed Milʹkom.+ 6 Salomon gjorde således hvad der var ondt+ i Jehovas øjne og fulgte ikke Jehova helt og fuldt som sin fader David.+

7 Det var på den tid Salomon byggede en offerhøj+ for Moʹabs afskyelighed+ Keʹmosj+ på det bjerg+ som ligger foran+ Jerusalem, og for Amʹmons sønners afskyelighed Moʹlek. 8 Og det samme gjorde han for alle sine fremmede hustruer,+ der bragte røgofre og slagtofre til deres guder.+

9 Jehova blev da vred+ på Salomon, for hans hjerte havde vendt sig fra Jehova, Israels Gud,+ som to gange havde vist sig for ham+ 10 og givet ham påbud i denne sag om ikke at vandre efter andre guder;+ men han holdt ikke det Jehova havde påbudt. 11 Jehova sagde derfor til Salomon: „Fordi dette er sket med dig og du ikke har holdt min pagt og de forskrifter jeg har påbudt dig, vil jeg afgjort rive kongedømmet fra dig og give det til din tjener.+ 12 Jeg vil dog ikke gøre det i dine egne dage+ for din fader Davids skyld,+ men jeg vil rive det ud af din søns hånd.+ 13 Alligevel vil jeg ikke rive hele kongedømmet bort.+ Jeg vil give din søn én stamme for min tjener Davids skyld+ og for Jerusalems skyld, [byen] som jeg har udvalgt.“+

14 Jehova oprejste nu en modstander*+ mod Salomon,+ nemlig edomitten Haʹdad; han var af kongelig æt i Eʹdom.+ 15 Da David slog Eʹdom,*+ havde hærføreren Joʹab slået alle af mandkøn i Eʹdom ihjel+ da han var draget op for at begrave de slagne. 16 (Joʹab og hele Israel var nemlig blevet der i seks måneder indtil han havde udryddet alle af mandkøn i Eʹdom.) 17 Men Haʹdad var flygtet, han selv og nogle edomitiske mænd af hans faders tjenere sammen med ham, for at drage til Ægypten; det var mens Haʹdad endnu var en lille dreng. 18 De brød så op fra Midʹjan+ og kom til Paʹran og tog nogle mænd med sig fra Paʹran+ og kom til Ægypten, til Farao, Ægyptens konge, som gav ham et hus; han tildelte ham også brød og gav ham land. 19 Haʹdad fandt fortsat yndest+ i Faraos øjne, så meget at han til hustru+ gav ham en søster til sin egen hustru og gemalinde Takpeʹnes. 20 Siden fødte Takpeʹnes’ søster ham sønnen Geʹnubat, og Takpeʹnes vænnede ham fra+ i Faraos hus, så Geʹnubat var i Faraos hus blandt Faraos sønner.

21 Haʹdad hørte imidlertid i Ægypten at David havde lagt sig til hvile hos sine fædre+ og at hærføreren Joʹab var død.+ Haʹdad sagde derfor til Farao: „Lad mig tage af sted+ så jeg kan rejse til mit land.“ 22 Men Farao sagde til ham: „Hvad mangler du hos mig, siden du nu søger at rejse til dit eget land?“ Han sagde da: „Ingenting; men du må alligevel lade mig tage af sted.“

23 Gud oprejste endnu en modstander mod ham,+ nemlig Reʹzon, Eljaʹdas søn, som var løbet bort fra sin herre,* kong Hadad’eʹzer+ af Zoʹba,+ 24 og som samlede nogle mænd omkring sig og blev anfører for en røverbande, dengang David dræbte dem*+ [fra Zoʹba]. De drog siden til Damaskus+ og bosatte sig dér og regerede i Damaskus. 25 Han var en modstander af Israel alle Salomons dage+ — hvortil kom den skade Haʹdad forvoldte — og han følte lede ved+ Israel og blev konge over Aʹram.

26 Og der var Jeroʹboam,+ Neʹbats søn, en efraimit fra Zereʹda, Salomons tjener;+ hans moder hed Zeruʹa; hun var enke. Også han løftede hånd mod kongen.+ 27 Og dette er grunden til at han løftede hånd mod kongen: Salomon byggede Milʹlo.*+ Han lukkede bruddet i muren i sin fader Davids by.+ 28 Og manden Jeroʹboam var en dygtig kriger.+ Da Salomon så hvordan den unge mand udførte arbejdet,+ satte han ham over*+ hele det pligtarbejde+ som Josefs hus+ skulle udføre. 29 Det skete nu på det tidspunkt, engang da Jeroʹboam var gået uden for Jerusalem, at profeten Ahiʹja+ fra Siʹlo+ fandt ham på vejen, og [Ahiʹja]* var klædt i en ny klædning, og de to var alene på marken. 30 Ahiʹja greb da den nye klædning han havde på, og rev+ den i tolv+ stykker. 31 Derpå sagde han til Jeroʹboam:

„Tag du de ti stykker, for således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Se, jeg river riget ud af Salomons hånd og giver dig de ti stammer.+ 32 Men den ene stamme+ skal tilhøre ham for min tjener Davids skyld+ og for Jerusalems skyld,+ den by som jeg har udvalgt af alle Israels stammer. 33 Grunden er at de har forladt mig+ og bøjer sig for zidoniernes gudinde* Astarʹte,+ for moabitternes gud* Keʹmosj+ og for Amʹmons sønners gud Milʹkom;+ og de har ikke vandret på mine veje ved at gøre det der er ret i mine øjne og [ved at følge] mine forskrifter og retsbestemmelser som hans fader David [gjorde]. 34 Men jeg vil ikke tage hele riget ud af hans hånd, for jeg gør ham til høvding* alle hans levedage for min tjener Davids skyld, ham som jeg har udvalgt,+ fordi han holdt mine bud og forskrifter. 35 Derimod vil jeg tage kongedømmet ud af hans søns hånd og give det til dig, ti stammer.+ 36 Og hans søn giver jeg én stamme, for at min tjener David alle dage kan have en lampe foran mig i Jerusalem,+ den by som jeg har udvalgt mig for at knytte mit navn dertil.+ 37 Men dig vil jeg tage, og du skal regere over alt hvad din sjæl begærer,+ og du skal være konge over Israel. 38 Og hvis du hører efter alt hvad jeg giver dig påbud om, og vandrer på mine veje og gør hvad der er ret i mine øjne, idet du holder mine forskrifter og bud, sådan som min tjener David gjorde,+ så vil jeg være med dig+ og bygge dig et varigt hus, sådan som jeg gjorde for David,+ og jeg vil give dig Israel. 39 Og jeg vil ydmyge Davids afkom af denne grund,+ dog ikke for altid.’“+

40 Salomon søgte da at bringe død over Jeroʹboam,+ så Jeroʹboam brød op og flygtede+ til Ægypten, til Sjiʹsjak,+ Ægyptens konge, og han blev i Ægypten til Salomons død.

41 Men resten af Salomons historie, ja alt hvad han gjorde, og hans visdom, om det står der jo skrevet i bogen med Salomons historie. 42 Og de dage hvori Salomon regerede i Jerusalem over hele Israel udgjorde fyrre år.+ 43 Derpå lagde Salomon sig til hvile hos sine fædre+ og blev begravet i sin fader Davids by,+ og hans søn Rehaʹbeam+ blev konge i hans sted.

12 Rehaʹbeam+ tog nu til Siʹkem, for hele Israel var kommet til Siʹkem+ for at gøre ham til konge. 2 Og så snart Jeroʹboam,+ Neʹbats søn, hørte det — han var nemlig stadig i Ægypten, som han var flygtet til på grund af kong Salomon, og mens Jeroʹboam boede i Ægypten+ 3 sendte de bud og tilkaldte ham — kom Jeroʹboam og hele Israels menighed og talte til Rehaʹbeam, idet man sagde:+ 4 „Din fader gjorde vort åg hårdt; men gør du nu det hårde arbejde og det tunge åg+ som din fader lagde på os, lettere,+ så vil vi tjene dig.“+

5 Da sagde han til dem: „Gå bort i tre dage og kom så tilbage til mig.“+ Folket gik da bort. 6 Derpå rådførte kong Rehaʹbeam sig med de ældre mænd+ som havde stået i hans fader Salomons tjeneste mens han var i live, idet han sagde: „Hvordan råder I [mig] til at svare dette folk?“+ 7 De talte da til ham og sagde: „Hvis du i dag vil være tjener for dette folk og tjene dem,+ så må du svare dem og tale til dem med venlige ord;+ så vil de være dine tjenere alle dage.“+

8 Han fulgte imidlertid ikke det råd som de ældre mænd gav ham, men rådførte sig med de unge der var vokset op sammen med ham+ og som nu stod i hans tjeneste,+ 9 og han sagde til dem: „Hvilket råd giver I,+ så vi kan svare dette folk som har talt til mig og sagt: ’Gør det åg lettere som din fader lagde på os’?“+ 10 De unge som var vokset op sammen med ham, talte da til ham og sagde: „Således skal du sige+ til dette folk som har talt til dig og sagt: ’Din fader gjorde vort åg tungt; men gør du det lettere for os!’ Således skal du tale til dem: ’Min lillefinger er tykkere end min faders hofter.+ 11 Min fader lod jer slæbe på et tungt åg; men jeg vil lægge mere til jeres åg.+ Min fader tugtede jer med pisk; men jeg vil tugte jer med skorpionsvøber.’“*+

12 Jeroʹboam og hele folket kom så til Rehaʹbeam på tredjedagen, sådan som kongen havde sagt: „Kom tilbage til mig på tredjedagen.“+ 13 Og kongen svarede folket hårdt+ og fulgte ikke det råd som de ældre mænd havde givet ham;+ 14 men han talte til dem i overensstemmelse med de unges råd,+ idet han sagde: „Min fader gjorde jeres åg tungt, men jeg vil lægge mere til jeres åg. Min fader tugtede jer med pisk, men jeg vil tugte jer med skorpionsvøber.“+ 15 Og kongen hørte ikke på folket;+ for den vending sagen havde taget, var kommet fra Jehova,+ for at Jehova kunne opfylde det ord+ han havde talt til Jeroʹboam, Neʹbats søn, gennem Ahiʹja+ fra Siʹlo.

16 Da hele Israel så at kongen ikke hørte på dem, svarede folket kongen og sagde: „Hvad andel har vi i David?+ [Vi har] ingen arvelod i Iʹsajs søn. Til dine guder,*+ Israel. Se nu efter dit eget hus, David!“+ Derpå drog Israel til sine telte. 17 Men dem af Israels sønner der boede i Judas byer regerede Rehaʹbeam fortsat over.+

18 Kong Rehaʹbeam sendte derpå Aʹdoram,+ som var over dem der var udskrevet til tvangsarbejde,+ ud [til dem], men hele Israel stenede+ ham til døde; kong Rehaʹbeam, derimod, nåede at komme op i sin stridsvogn og at flygte til Jerusalem. 19 Således gjorde Israel oprør+ mod Davids hus, [og sådan har det været] til den dag i dag.+

20 Så snart hele Israel hørte at Jeroʹboam var vendt tilbage, sendte de bud og lod ham kalde til forsamlingen* og gjorde ham til konge over hele Israel.+ Der var ingen som fulgte Davids hus uden Judas stamme alene.+

21 Da Rehaʹbeam kom til Jerusalem,+ sammenkaldte han hele Judas hus og Benjamins stamme,+ et hundrede og firs tusind udvalgte, kampklare mænd,* til at gå i krig mod Israels hus for at vinde kongedømmet tilbage til Rehaʹbeam, Salomons søn. 22 Da kom den [sande] Guds* ord til den [sande] Guds mand+ Sjemaʹja,+ og det lød: 23 „Sig til Rehaʹbeam, Salomons søn, Judas konge, og til hele Judas og Benjamins hus og resten af folket: 24 ’Således har Jehova sagt: „I må ikke drage op og kæmpe mod jeres brødre, Israels sønner.+ Vend tilbage, hver til sit hus, for det der er sket, er kommet fra mig.“’“+ Så adlød de Jehovas ord+ og vendte hjem, sådan som Jehova havde sagt.+

25 Jeroʹboam udbyggede derpå Siʹkem+ i Eʹfraims bjergland og bosatte sig dér, og derfra drog han ud og byggede Peʹnuel.+ 26 Imidlertid sagde Jeroʹboam i sit hjerte:+ „Nu vil riget vende tilbage til Davids hus.+ 27 Hvis dette folk drager op for at bringe slagtofre i Jehovas hus i Jerusalem,+ så vil dette folks hjerte vende tilbage til deres herre,* kong Rehaʹbeam af Juda; og de vil dræbe mig+ og vende tilbage til kong Rehaʹbeam af Juda.“ 28 Kongen søgte da råd+ og lavede to guldkalve+ og sagde til folket:* „Det er for meget for jer at tage op til Jerusalem. Se, Israel, det er din Gud*+ som førte dig op fra Ægyptens land.“+ 29 Derpå opstillede han den ene i Beʹtel,+ og den anden satte han i Dan.+ 30 Men dette blev en anledning til synd,+ og folket gik foran den ene helt til Dan.

31 Han lavede desuden offerhøjenes hus+ og gjorde nogle fra det almene folk til præster, nogle som ikke var af Leʹvis sønner.+ 32 Jeroʹboam lavede derpå en højtid i den ottende måned, på den femtende dag i måneden, ligesom den højtid der var i Juda,+ og bragte ofre på det alter som han havde lavet i Beʹtel for at ofre til de kalve som han havde lavet. Og i Beʹtel+ indsatte han præsterne for de offerhøje som han havde lavet. 33 Han bragte så ofre på det alter som han havde lavet i Beʹtel, på den femtende dag i den ottende måned, i den måned som han selv* havde fundet på det skulle være,+ og lavede en højtid for Israels sønner og ofrede på alteret for at bringe et røgoffer.+

13 Men se, der var kommet en Guds mand*+ fra Juda til Beʹtel ved Jehovas ord+ mens Jeroʹboam stod ved alteret+ for at bringe et røgoffer.+ 2 Han råbte nu mod alteret ved Jehovas ord og sagde: „Alter, alter, således har Jehova sagt: ’Se, der skal fødes Davids hus en søn hvis navn er Josiʹas,+ og på dig skal han ofre offerhøjenes præster som nu bringer røgofre på dig, ja, menneskeknogler vil han* brænde på dig!’“+ 3 Og den dag gav han et varsel+ idet han sagde: „Dette er det varsel som Jehova har udtalt: Se, alteret vil revne, og fedtasken som er på det vil blive strøet ud.“

4 Så snart kongen nu havde hørt det ord som den [sande] Guds mand* havde råbt mod alteret i Beʹtel, rakte Jeroʹboam hånden ud fra alteret og sagde: „Grib ham!“+ Men hånden som han havde rakt ud imod ham, tørrede ind, og han kunne ikke trække den til sig igen.+ 5 Og alteret revnede, så fedtasken blev strøet ud fra alteret, i overensstemmelse med det varsel den [sande] Guds mand havde givet ved Jehovas ord.+

6 Da tog kongen til orde og sagde til den [sande] Guds mand: „Formild dog Jehova din Guds ansigt og bed for mig, så jeg kan få min hånd tilbage.“+ Da formildede+ den [sande] Guds mand Jehovas ansigt, hvorpå kongen fik sin hånd tilbage og den var som før.+ 7 Derpå sagde kongen til den [sande] Guds mand: „Kom dog med mig hjem og styrk dig,+ og lad mig give dig en gave.“+ 8 Men den [sande] Guds mand sagde til kongen: „Om du så gav mig halvdelen af dit hus,+ ville jeg ikke komme med dig+ eller spise et måltid eller drikke vand på dette sted. 9 For således blev det mig pålagt ved Jehovas ord: ’Du må ikke spise noget måltid,+ og du må ikke drikke vand, og du må ikke vende tilbage ad den vej du kom.’“ 10 Han gik derfor en anden vej og vendte ikke tilbage ad den vej han var kommet til Beʹtel.

11 Men der boede en gammel profet+ i Beʹtel, og hans sønner* kom nu og berettede for ham alt hvad den [sande] Guds mand havde gjort den dag i Beʹtel, [og] de ord han havde talt til kongen; dem berettede de for deres fader. 12 Deres fader sagde da til dem: „Hvilken vej gik han?“ Så viste hans sønner ham den vej som den [sande] Guds mand der var kommet fra Juda, var draget bort ad. 13 Derpå sagde han til sine sønner: „Vil I sadle æselet for mig!“ De sadlede da æselet+ for ham, og han steg op på det.

14 Han fulgte så efter den [sande] Guds mand og fandt ham siddende under det store træ.+ Han sagde da til ham: „Er du den [sande] Guds mand der er kommet fra Juda?“+ hvortil denne sagde: „Ja, jeg er.“ 15 Han sagde da videre: „Kom med mig hjem og spis et måltid mad!“ 16 Men han sagde: „Jeg kan ikke vende tilbage sammen med dig eller gå ind hos dig, og jeg spiser ikke noget måltid og drikker ikke vand sammen med dig på dette sted,+ 17 for det er sagt mig ved Jehovas ord:+ ’Du må ikke spise noget måltid og ikke drikke vand dér. Du må ikke gå tilbage ad den vej du kom.’“+ 18 Men han sagde til ham: „Jeg er også profet ligesom du, og en engel+ har talt til mig ved Jehovas ord og sagt: ’Bring ham med dig tilbage til dit hus, så han kan spise et måltid mad og drikke vand.’“ (Han løj over for ham.)+ 19 Han vendte så tilbage sammen med ham og spiste et måltid mad i hans hus og drak vand.+

20 Og mens de sad ved bordet, kom Jehovas ord+ til profeten som havde taget ham med tilbage, 21 og han råbte til den [sande] Guds mand som var kommet fra Juda og sagde: „Således har Jehova sagt: ’Fordi du har sat dig op mod+ Jehovas befaling og ikke overholdt det påbud som Jehova din Gud gav dig,+ 22 men er vendt tilbage og har spist et måltid og drukket vand på det sted hvorom han sagde til dig: „Spis ikke noget måltid og drik ikke vand [dér],“ så vil dit lig ikke komme i dine fædres grav.’“+

23 Efter at han havde spist måltidet og efter at han havde drukket, sadlede han så æselet for ham, for profeten som han havde taget med tilbage, 24 og denne begav sig på vej. Senere fandt en løve+ ham på vejen og dræbte ham,+ og hans lig lå kastet hen på vejen og æselet stod ved siden af det; også løven stod ved siden af liget. 25 Og se, der kom nogle mænd forbi, og de så liget kastet hen på vejen og løven stående ved siden af liget. De kom så og talte om det i byen hvor den gamle profet boede.

26 Da profeten som havde taget ham med tilbage fra vejen hørte det, sagde han: „Det er den [sande] Guds mand som satte sig op mod Jehovas befaling;+ Jehova har altså overgivet ham til løven, som har sønderflænget ham og dræbt ham i overensstemmelse med det ord som Jehova talte til ham.“+ 27 Han sagde derpå til sine sønner: „Vil I sadle æselet for mig!“ Så sadlede de det.+ 28 Han begav sig da af sted og fandt hans lig, kastet hen på vejen, og æselet og løven stående ved siden af liget. Løven havde ikke ædt liget og ikke sønderflænget æselet.+ 29 Profeten løftede nu liget af den [sande] Guds mand op og lagde det på æselet og bragte ham tilbage. Og den gamle profet gik til byen for at holde klage over ham og begrave ham. 30 Og han lagde hans lig i sin egen grav, og de holdt klage over ham+ med: „Ak, min broder!“ 31 Efter at han havde begravet ham, sagde han til sine sønner: „Når jeg dør, skal I begrave mig i den grav som den [sande] Guds mand er begravet i; ved siden af hans ben skal I lægge mine ben;*+ 32 for det som han ved Jehovas ord råbte mod alteret+ i Beʹtel og mod alle husene på offerhøjene+ i Samaʹrias byer,+ vil med sikkerhed ske.“+

33 Efter dette vendte Jeroʹboam ikke om fra sin onde vej, men han gjorde igen nogle fra det almene folk til præster ved offerhøjene.+ Den som havde lyst, hans hånd fyldte han med myndighed,*+ så han blev præst* ved offerhøjene. 34 Ved dette blev han anledning til synd for Jeroʹboams hus+ og årsag til dets udslettelse og tilintetgørelse fra jordens flade.+

14 På den tid blev Jeroʹboams søn Abiʹja syg.+ 2 Jeroʹboam sagde da til sin hustru: „Bryd nu op, og forklæd+ dig, så man ikke véd at du er Jeroʹboams hustru, og gå til Siʹlo; se, dér er profeten Ahiʹja.+ Det var ham som talte om at jeg skulle blive konge* over dette folk.+ 3 Og du skal tage ti brød+ med dig og små kager og en flaske+ honning og gå hen til ham.+ Han kan fortælle dig hvad der vil ske med drengen.“+

4 Da gjorde Jeroʹboams hustru således. Hun brød altså op og gik til Siʹlo+ og kom til Ahiʹjas hus. Ahiʹja* kunne imidlertid ikke se, for hans øjne var stive på grund af hans høje alder.+

5 Og Jehova havde sagt til Ahiʹja: „Se, Jeroʹboams hustru kommer for at rådspørge dig angående sin søn, for han er syg. Du skal sige sådan og sådan til hende. Men når hun kommer, har hun sørget for at hun ikke kan genkendes.“+

6 Så snart Ahiʹja nu hørte lyden af hendes fødder idet hun trådte ind i indgangen, sagde han: „Kom ind, Jeroʹboams hustru!+ Hvordan kan det være at du har sørget for at du ikke kan genkendes? Jeg er imidlertid sendt til dig med et hårdt budskab. 7 Gå, sig til Jeroʹboam: ’Således har Jehova, Israels Gud, sagt: „Eftersom jeg har ophøjet dig af folkets midte og gjort dig til fører for mit folk Israel+ 8 og revet+ riget bort fra Davids hus og givet dig det, men du ikke har været som min tjener David, der holdt mine bud og vandrede efter mig af hele sit hjerte ved kun at gøre hvad der var ret i mine øjne,+ 9 og du har handlet værre end alle dem der var før dig, idet du er gået hen og har lavet dig en anden gud*+ og støbte billeder+ for at krænke+ mig, og du har kastet mig bag din ryg,+ 10 se, derfor bringer jeg ulykke over Jeroʹboams hus, og jeg vil udrydde enhver af Jeroʹboams [slægt] som lader vandet op ad en mur,*+ både den hjælpeløse og den uduelige* i Israel,+ og jeg vil feje rent efter Jeroʹboams hus+ som når man fejer gødning væk, indtil det er helt skaffet af vejen.+ 11 Den af Jeroʹboams [slægt] som dør i byen, vil hundene æde,+ og den som dør på marken, vil himmelens flyvende skabninger æde,+ for Jehova selv har talt.“’

12 Men du, bryd du op og gå til dit hus. Når dine fødder træder ind i byen, vil barnet dø. 13 Og hele Israel skal holde klage over ham+ og begrave ham, for han er den eneste af Jeroʹboams [slægt] som vil komme i en grav, fordi der i ham alene fandtes noget godt i Jeroʹboams hus over for Jehova, Israels Gud.+ 14 Men Jehova vil oprejse sig en konge+ over Israel som vil udrydde Jeroʹboams hus på den dag, ja, hvad om [det skete] allerede nu?+ 15 Og Jehova vil slå Israel [så det svajer] som når røret i vandet svajer,+ og han vil rykke Israel op+ af denne gode jord+ som han gav deres forfædre, og han vil sprede+ dem på den anden side af Floden,*+ fordi de lavede deres hellige pæle+ der krænker+ Jehova. 16 Og han vil prisgive+ Israel på grund af de synder hvormed Jeroʹboam syndede, og hvormed han fik Israel til at synde.“+

17 Da rejste Jeroʹboams hustru sig og gik, og hun kom til Tirʹza.+ Da hun kom til husets dørtærskel, døde drengen. 18 De begravede ham så, og hele Israel holdt klage over ham i overensstemmelse med det ord som Jehova havde talt ved sin tjener, profeten Ahiʹja.

19 Men resten af Jeroʹboams historie, hvordan han førte krig+ og hvordan han regerede, se, om det står der skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 20 Og de dage hvori Jeroʹboam regerede udgjorde toogtyve år. Derpå lagde han sig til hvile hos sine fædre,+ og hans søn Naʹdab+ blev konge i hans sted.

21 Rehaʹbeam,+ Salomons søn, var blevet konge i Juda. Rehaʹbeam var enogfyrre år gammel da han blev konge, og han regerede i sytten år i Jerusalem, den by+ som Jehova havde udvalgt af alle Israels stammer+ for at knytte sit navn dertil.+ Og hans moders navn var Na’aʹma, en ammonitterinde.+ 22 Og Juda gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne+ og æggede+ ham til skinsyge, mere end alt hvad deres forfædre havde gjort med de synder de begik.+ 23 Også de byggede sig med tiden offerhøje+ og [rejste] hellige støtter+ og hellige pæle+ på hver høj bakke+ og under hvert frodigt træ.+ 24 Der var endog mandlige tempelprostituerede* i landet.+ De efterlignede alle de vederstyggeligheder der øvedes af de nationer som Jehova havde drevet bort foran Israels sønner.+

25 I kong Rehaʹbeams femte år drog kong Sjiʹsjak+ af Ægypten så op imod Jerusalem. 26 Og han tog skattene i Jehovas hus og skattene i kongens hus,+ ja, alt tog han.+ Og han tog alle guldskjoldene som Salomon havde lavet.+ 27 Kong Rehaʹbeam lavede derfor kobberskjolde i stedet for og betroede dem i øversterne for løbernes+ varetægt; det var dem der stod vagt ved indgangen til kongens hus.+ 28 Og hver gang kongen så kom til Jehovas hus, bar løberne dem, hvorpå de bragte dem tilbage til løbernes vagtrum.+

29 Men resten af Rehaʹbeams historie og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 30 Og der var krig mellem Rehaʹbeam og Jeroʹboam alle dage.+ 31 Så lagde Rehaʹbeam sig til hvile hos sine fædre, og man begravede ham hos hans fædre i Davidsbyen.+ Og hans moders navn var Na’aʹma, en ammonitterinde.+ Derpå blev hans søn Aʹbijam*+ konge i hans sted.

15 Og det var i kong Jeroʹboams,+ Neʹbats søns,+ attende år at Aʹbijam blev konge over Juda.+ 2 Han regerede i tre år i Jerusalem, og hans moders navn var Maʹaka;+ [hun var] en datterdatter* af Abiʹsjalom.*+ 3 Han vandrede videre i alle sin faders synder, dem han havde begået før ham, og hans hjerte var ikke helt+ med Jehova hans Gud som hans forfader Davids hjerte,+ 4 men Jehova hans Gud havde for Davids skyld+ givet ham en lampe+ i Jerusalem ved at indsætte hans søn efter ham og ved at lade Jerusalem bestå,*+ 5 fordi David havde gjort hvad der var ret i Jehovas øjne, og ikke i alle sine levedage vendte sig fra alt det Han havde påbudt ham,+ bortset fra affæren med hetitten Uʹrias.+ 6 Og der var krig mellem Rehaʹbeam* og Jeroʹboam alle hans levedage.+

7 Men resten af Aʹbijams historie og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. Der var også krig mellem Aʹbijam og Jeroʹboam.+ 8 Så lagde Aʹbijam sig til hvile hos sine fædre, og man begravede ham i Davidsbyen,+ og hans søn Aʹsa+ blev konge i hans sted.

9 Det var i kong Jeroʹboam af Israels tyvende år at Aʹsa blev konge over Juda, 10 og han regerede i enogfyrre år i Jerusalem, og hans bedstemoders* navn var Maʹaka;+ [hun var] Abiʹsjaloms datterdatter.+ 11 Og Aʹsa gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne, ligesom sin forfader David.+ 12 Han sendte de mandlige tempelprostituerede ud af landet+ og fjernede alle de uhumske guder+ som hans forfædre havde lavet.+ 13 Han fratog endog sin bedstemoder Maʹaka+ titlen enkedronning,+ fordi hun havde lavet et afskyeligt afgudsbillede til den hellige pæl; og Aʹsa huggede hendes afskyelige afgudsbillede+ om og brændte det+ i Keʹdrons Regnflodsdal.+ 14 Selv om Aʹsa ikke fjernede offerhøjene,+ var hans hjerte dog helt med Jehova alle hans dage.+ 15 Han bragte derpå de ting hans fader havde helliget og de ting han selv havde helliget, ind i Jehovas hus, sølv og guld og redskaber.+

16 Og der var krig mellem Aʹsa og kong Baʹsja+ af Israel alle deres dage. 17 Kong Baʹsja af Israel drog således op mod Juda og byggede Raʹma+ [stærkere] for ikke at lade nogen drage ud fra eller ind til kong Aʹsa af Juda.+ 18 Aʹsa tog derfor alt det sølv og guld der var tilbage blandt skattene i Jehovas hus samt skattene i kongens hus, og overgav det til sine tjenere, hvorpå han sendte dem til Aʹrams konge+ Ben-Haʹdad,+ en søn af Hezʹjons søn Tabrimʹmon, der boede i Damaskus,+ idet han lod sige: 19 „Der er en pagt mellem mig og dig, mellem min fader og din fader. Se, jeg sender dig en gave+ af sølv og guld. Gå hen og bryd din pagt med kong Baʹsja af Israel, så han trækker sig tilbage fra mig.“+ 20 Ben-Haʹdad hørte da på kong Aʹsa og sendte øversterne for sine kampstyrker mod Israels byer og slog Ijʹjon+ og Dan+ og Aʹbel-Bet-Maʹaka+ og hele Kinʹneret samt hele Nafʹtalis land.+ 21 Og så snart Baʹsja hørte det, holdt han op med at bygge på Raʹma+ og blev i Tirʹza.+ 22 Men kong Aʹsa sammenkaldte hele Juda+ — ingen var undtaget — og så bar de stenene og tømmeret fra Raʹma bort, de [materialer] som Baʹsja havde bygget med, hvorpå kong Aʹsa byggede Geʹba+ i Benjamin og Mizʹpa+ [stærkere] med dem.

23 Med hensyn til resten af hele Aʹsas historie og alle hans store bedrifter, ja, alt hvad han gjorde, og byerne som han byggede [stærkere], om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. Men på sine gamle dage+ fik han en sygdom i fødderne.+ 24 Så lagde Aʹsa sig til hvile hos sine fædre,+ og man begravede ham hos hans fædre i hans forfader Davids by,+ og hans søn Joʹsafat+ blev konge i hans sted.

25 Og Jeroʹboams søn Naʹdab+ blev konge over Israel i kong Aʹsa af Judas andet år, og han regerede i to år over Israel. 26 Han gjorde hvad der var ondt+ i Jehovas øjne og vandrede i sin faders spor+ og i hans synd, den hvormed han havde fået Israel til at synde.+ 27 Baʹsja,+ Ahiʹjas søn af Isʹsakars hus, dannede imidlertid en sammensværgelse mod ham, og Baʹsja slog ham ihjel ved Gibʹbeton,+ som tilhørte filistrene, mens Naʹdab og hele Israel belejrede Gibʹbeton. 28 Baʹsja dræbte ham således i kong Aʹsa af Judas tredje år og blev konge i hans sted.+ 29 Men så snart han var blevet konge, slog han hele Jeroʹboams hus ihjel. Han lod ikke en eneste som trækker vejret* blive tilbage af Jeroʹboams [slægt], men tilintetgjorde hver og en, i overensstemmelse med det ord som Jehova havde talt ved sin tjener Ahiʹja fra Siʹlo,+ 30 på grund af de synder hvormed Jeroʹboam syndede,+ og hvormed han fik Israel til at synde, nemlig den krænkelse hvormed han krænkede Jehova, Israels Gud.+ 31 Men resten af Naʹdabs historie og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 32 Og der var krig mellem Aʹsa og kong Baʹsja af Israel alle deres dage.+

33 Det var i kong Aʹsa af Judas tredje år at Baʹsja, Ahiʹjas søn, blev konge over hele Israel i Tirʹza, og han var det i fireogtyve år.+ 34 Og han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne+ og vandrede i Jeroʹboams spor+ og i hans synd, den hvormed han fik Israel til at synde.+

16 Så kom Jehovas ord imod Baʹsja til Jeʹhu,+ Hanaʹnis+ søn, og det lød: 2 „Eftersom jeg har løftet dig op af støvet+ og gjort dig til fører for mit folk Israel,+ men du vandrede i Jeroʹboams spor+ og fik mit folk Israel til at synde, så de krænkede mig med deres synder,+ 3 se, derfor vil jeg feje rent efter Baʹsja og efter hans hus, og jeg vil gøre hans hus som Jeroʹboams, Neʹbats søns, hus.+ 4 Den af Baʹsjas [slægt] som dør i byen, vil hundene æde, og den af hans [slægt] som dør på marken, vil himmelens flyvende skabninger æde.“+

5 Men resten af Baʹsjas historie og det han gjorde og hans store bedrifter, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 6 Derpå lagde Baʹsja sig til hvile hos sine fædre, og man begravede ham i Tirʹza,+ og hans søn Eʹla blev konge i hans sted. 7 Desuden var Jehovas ord imod Baʹsja og hans hus+ kommet ved profeten Jeʹhu, Hanaʹnis søn, ikke alene på grund af alt det onde som han i Jehovas øjne havde gjort, idet han krænkede+ ham med sine hænders værk+ og blev som Jeroʹboams hus, men også fordi han havde slået ham* ihjel.+

8 I kong Aʹsa af Judas seksogtyvende år blev Baʹsjas søn Eʹla konge over Israel i Tirʹza, og han var det i to år. 9 Imidlertid dannede hans tjener Zimʹri,+ øversten for halvdelen af stridsvognene, en sammensværgelse imod ham mens han var i Tirʹza og drak+ sig beruset i huset hos Arʹza, som var over huset+ i Tirʹza. 10 Zimʹri kom da ind og huggede ham ned+ og lod ham dø — det var i kong Aʹsa af Judas syvogtyvende år — og han blev konge i hans sted. 11 Så snart han var blevet konge og havde sat sig på tronen, slog han hele Baʹsjas hus ihjel. Han lod ingen af hans der lader vandet op ad en mur,*+ blive tilbage, hverken af hans blodhævnere*+ eller af hans venner. 12 Således tilintetgjorde Zimʹri hele Baʹsjas hus+ i overensstemmelse med det ord som Jehova+ havde talt imod Baʹsja ved profeten Jeʹhu,+ 13 på grund af alle Baʹsjas synder og hans søn Eʹlas+ synder, hvormed de havde syndet og hvormed de havde fået Israel til at synde, så de krænkede Jehova, Israels Gud, med deres tomme guder.*+ 14 Men resten af Eʹlas historie og alt hvad han gjorde, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie.

15 Det var i kong Aʹsa af Judas syvogtyvende år at Zimʹri blev konge i Tirʹza i syv dage,+ mens folket lå lejret ved Gibʹbeton,+ som tilhørte filistrene. 16 Da folket som lå lejret hørte at der blev sagt: „Zimʹri har dannet en sammensværgelse og endog slået kongen ihjel,“ gjorde hele Israel samme dag i lejren hærføreren Omʹri+ til konge over Israel. 17 Derpå drog Omʹri op fra Gibʹbeton sammen med hele Israel og belejrede+ Tirʹza. 18 Men så snart Zimʹri så at byen var indtaget, gik han ind i tårnborgen i kongens hus og brændte kongens hus ned over sig og døde+ — 19 på grund af de synder hvormed han havde syndet ved at gøre hvad der var ondt i Jehovas øjne,+ idet han vandrede i Jeroʹboams spor og i den synd som han begik ved at få Israel til at synde.+ 20 Men resten af Zimʹris historie og den sammensværgelse han dannede, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie.

21 Det var på det tidspunkt Israels folk delte sig i to.+ Den ene halvdel af folket fulgte Tibʹni, Giʹnats søn, for at gøre ham til konge, og den anden halvdel fulgte Omʹri. 22 Men folket der fulgte Omʹri var stærkere end folket der fulgte Tibʹni, Giʹnats søn, så Tibʹni led døden og Omʹri blev konge.

23 Det var i kong Aʹsa af Judas enogtredivte år at Omʹri blev konge* over Israel, og det var han i tolv år. I Tirʹza regerede han i seks år. 24 Så købte han Samaʹrias* Bjerg af Sjeʹmer for to talenter* sølv og byggede på bjerget, og han gav den by som han havde bygget, navnet Samaʹria,+ efter navnet på bjergets herre,* Sjeʹmer. 25 Men Omʹri gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne og handlede værre end alle dem der havde været før ham.+ 26 Han fortsatte med helt at vandre i Jeroʹboams, Neʹbats søns, spor+ og i den synd hvormed han fik Israel til at synde, så de krænkede Jehova, Israels Gud, med deres tomme guder.+ 27 Men resten af Omʹris historie, det han gjorde og de store bedrifter han øvede, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 28 Derpå lagde Omʹri sig til hvile hos sine fædre, og man begravede ham i Samaʹria, og hans søn Aʹkab+ blev konge i hans sted.

29 Og Aʹkab, Omʹris søn, blev konge over Israel i kong Aʹsa af Judas otteogtredivte år, hvorpå Aʹkab, Omʹris søn, regerede over Israel i Samaʹria+ i toogtyve år. 30 Og Aʹkab, Omʹris søn, handlede værre i Jehovas øjne end alle dem der havde været før ham,+ 31 og [som om] det var for lidt+ for ham at vandre i Jeroʹboams, Neʹbats søns, synder,+ tog han Jeʹsabel,+ zidoniernes+ konge Etʹba’als datter, til hustru+ og gik hen og dyrkede Baʹal*+ og bøjede sig for ham. 32 Han rejste desuden et alter for Baʹal i ba’alshuset+ som han byggede i Samaʹria. 33 Derpå lavede Aʹkab den hellige pæl,*+ og Aʹkab gjorde således mere for at krænke+ Jehova, Israels Gud, end alle Israels konger som havde været før ham.

34 I hans dage byggede betelitten Hiʹel Jeriko. Det kostede ham Aʹbiram, hans førstefødte, at lægge grunden til den, og Seʹgub, hans yngste, at sætte dens døre i, hvilket svarede til det ord som Jehova havde talt ved Josua,* Nuns søn.+

17 Da sagde tisjbitten Elias*+ fra Tisjʹbe* i Giʹlead+ til Aʹkab: „Så sandt Jehova, Israels Gud, lever,+ for hvis ansigt jeg står:*+ Der skal ikke komme dug eller regn+ i disse år uden på mit ord!“+

2 Derpå kom Jehovas ord+ til ham og lød: 3 „Gå bort herfra og tag retning mod øst og skjul+ dig ved regnfloden Krit øst for Jordan. 4 Og du skal drikke af regnfloden,+ og jeg vil byde ravnene+ at sørge for føde til dig dér.“+ 5 Så gik han hen og handlede efter Jehovas ord,+ idet han drog hen og boede ved regnfloden Krit øst for* Jordan. 6 Og ravnene bragte ham brød og kød om morgenen, og brød og kød om aftenen, og han drak af regnfloden.+ 7 Men efter nogen tid tørrede regnfloden ud,+ for der var ingen nedbør kommet i landet.

8 Da kom Jehovas ord til ham, og det lød:+ 9 „Bryd op, gå til Zarepʹta*+ ved Ziʹdon og bo dér. Se, jeg byder en kvinde, en enke dér, at sørge for føde til dig.“ 10 Så brød han op og gik til Zarepʹta og kom til indgangen til byen; og se, der var en kvinde dér, en enke, der samlede brænde. Han råbte da til hende og sagde: „Jeg beder dig, hent mig lidt vand i et kar så jeg kan drikke.“+ 11 Idet hun begav sig hen for at hente det, råbte han til hende og sagde: „Jeg beder dig, tag et stykke brød+ med til mig!“ 12 Da sagde hun: „Så sandt Jehova din Gud lever,+ har jeg ikke en rundkage;*+ blot en håndfuld+ mel i krukken og lidt olie+ i dunken, og jeg er netop ved at samle et par* stykker brænde og vil gå ind og lave noget til mig selv og min søn, og så vil vi spise det og dø.“+

13 Da sagde Elias til hende: „Vær ikke bange!+ Gå ind og gør som du har sagt. Blot skal du først+ lave en lille rund kage til mig deraf og bringe den ud til mig; så kan du lave noget til dig selv og din søn bagefter. 14 For således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Melet i krukken skal ikke slippe op, og der skal ikke mangle olie i dunken, frem til den dag Jehova giver nedbør over jordens flade.’“+ 15 Hun gik da hen og gjorde som Elias havde sagt, og hun havde fortsat noget at spise, hun og han og hendes husstand, i [mange] dage.+ 16 Melet i krukken slap ikke op, og der manglede ikke olie i dunken,+ i overensstemmelse med det ord som Jehova havde talt ved Elias.

17 Så skete det efter disse begivenheder at den søn som kvinden der ejede huset havde, blev syg, og hans sygdom blev så alvorlig at han ikke mere trak vejret.+ 18 Da sagde hun til Elias: „Hvad har jeg med dig at gøre,*+ du den [sande] Guds mand? Du er kommet til mig for at minde om min brøde+ og for at lade min søn dø.“ 19 Men han sagde til hende:* „Giv mig din søn.“ Så tog han ham fra hendes favn og bar ham op i tagkammeret+ hvor han boede, og lagde ham på sit leje.+ 20 Derpå råbte han til Jehova og sagde: „Jehova min Gud,+ vil du også volde den enke ondt som jeg bor som gæst hos, ved at lade hendes søn dø?“ 21 Så strakte han sig hen over barnet+ tre gange og råbte til Jehova og sagde: „Jehova min Gud, lad dog dette barns sjæl+ vende tilbage til ham.“ 22 Da hørte Jehova på Elias’ røst,+ og barnets sjæl vendte tilbage til ham og han kom til live.+ 23 Elias tog nu barnet og bragte ham fra tagkammeret ned i huset og gav ham til hans moder. Og Elias sagde: „Se, din søn lever.“+ 24 Da sagde kvinden til Elias: „Nu ved jeg virkelig at du er en Guds mand+ og at Jehovas ord i din mund er sandhed.“*+

18 Efter mange dage+ kom Jehovas ord til Elias i det tredje år, og det lød: „Gå hen og vis dig for Aʹkab, da jeg vil give regn* over jorden.“+ 2 Så gik Elias hen for at vise sig for Aʹkab. Og hungersnøden var streng+ i Samaʹria.

3 Aʹkab havde i mellemtiden tilkaldt Obadʹja,* som var over huset.+ (Obadʹja havde for øvrigt vist sig at nære stor frygt+ for Jehova. 4 Således havde Obadʹja, dengang Jeʹsabel+ udryddede Jehovas profeter,+ taget hundrede profeter og skjult dem, halvtreds ad gangen, i en hule, og sørget for brød og vand til dem.)+ 5 Og Aʹkab sagde til Obadʹja: „Gå gennem landet, til alle vandkilderne og alle regnfloderne. Måske finder vi grønt græs,+ så vi kan holde hestene og muldyrene i live og undgå at udrydde nogen af dyrene.“+ 6 De delte så landet imellem sig for at drage igennem det. Aʹkab tog én vej alene, og Obadʹja tog en anden vej alene.+

7 Mens Obadʹja nu var undervejs, se, da kom Elias ham i møde.+ Han genkendte ham straks og faldt på sit ansigt+ og sagde: „Er det dig, min herre+ Elias?“ 8 hvortil denne sagde: „Det er mig. Gå hen og sig til din herre:+ ’Elias er her.’“ 9 Men han sagde: „Hvordan har jeg syndet,+ siden du giver din tjener i Aʹkabs hånd så han kan lade mig dø? 10 Så sandt Jehova din Gud lever:+ der findes ikke en nation eller et rige som min herre ikke har sendt bud til for at søge efter dig. Når de sagde: ’Han er ikke [her],’ lod han riget eller nationen sværge på at man ikke kunne finde dig.+ 11 Og nu siger du: ’Gå hen og sig til din herre: „Elias er her.“’ 12 Det vil uden tvivl ske, når jeg går fra dig, at Jehovas ånd+ bærer dig hen et sted som jeg ikke kender, og kommer jeg så og fortæller Aʹkab [nyheden] og han ikke finder dig, så dræber+ han mig, eftersom din træl har frygtet Jehova fra ungdommen af.+ 13 Har man ikke fortalt min herre om det jeg gjorde da Jeʹsabel dræbte Jehovas profeter? At jeg skjulte hundrede mand af Jehovas profeter, halvtreds mand ad gangen, i en hule,+ og sørgede for brød og vand til dem?+ 14 Og nu siger du: ’Gå hen og sig til din herre: „Elias er her.“’ Ja, han dræber mig.“+ 15 Men Elias sagde: „Så sandt Hærstyrkers Jehova+ lever,+ for hvis ansigt jeg står:* I dag vil jeg vise mig for ham.“

16 Obadʹja gik da hen for at møde Aʹkab og fortalte ham [nyheden], hvorpå Aʹkab gik hen for at møde Elias.

17 Så snart Aʹkab nu fik øje på Elias, sagde Aʹkab til ham: „Er det dig, du som styrter Israel i ulykke!“+

18 Hertil sagde han: „Jeg har ikke styrtet Israel i ulykke,+ men dét har du og dit fædrenehus,+ for I har forladt Jehovas bud+ og vandrer efter ba’alerne.+ 19 Men send nu bud og saml hele Israel hos mig på Karʹmels Bjerg,+ også de fire hundrede og halvtreds ba’alsprofeter+ og de fire hundrede profeter for den hellige pæl,*+ dem som spiser ved Jeʹsabels bord.“+ 20 Så sendte Aʹkab bud til alle Israels sønner og samlede profeterne+ på Karʹmels Bjerg.

21 Elias trådte da frem for hele folket og sagde: „Hvor længe vil I halte mellem to standpunkter?*+ Hvis Jehova er den [sande] Gud,* så følg ham;+ men hvis det er Baʹal, så følg ham.“ Og folket svarede ham ikke med et ord. 22 Så sagde Elias videre til folket: „Jeg er den eneste profet for Jehova der er tilbage,+ men ba’alsprofeterne udgør fire hundrede og halvtreds mand. 23 Lad der nu blive givet os to tyre, og lad dem udvælge sig den ene tyr og partere den og lægge den på brændet, men de må ikke sætte ild til. Jeg vil så tilberede den anden tyr og anbringe den på brændet, men jeg vil ikke sætte ild til. 24 I skal så påkalde jeres guds*+ navn, og jeg vil påkalde Jehovas navn, og den gud* der svarer med ild,+ han er den [sande] Gud.*+ Da svarede hele folket og sagde: „Det forslag er godt.“

25 Elias sagde nu til ba’alsprofeterne:* „Udvælg jer den ene tyr og tilbered den først, for I er de mange, og påkald jeres guds navn, men I må ikke sætte ild til.“ 26 Så tog de tyren som man gav dem, og tilberedte den og påkaldte Baʹals navn fra morgen til middag idet de sagde: „Svar os, Baʹal!“ Men der var ingen stemme+ og ingen der svarede.+ Og de blev ved med at danse haltende rundt om alteret som de havde lavet. 27 Ved middagstid gav Elias sig til at spotte+ dem idet han sagde: „Råb højere;* han er jo en gud;+ han er nok optaget af noget, eller han er trængende+ og har måttet gå afsides.+ Måske sover han og må vågne!“+ 28 Så råbte de højere og flængede+ sig med dolke og lanser sådan som de havde for skik, indtil blodet flød ned ad dem. 29 Over middag kom de i profetisk henrykkelse+ indtil man skulle ofre kornofferet, men der var ingen stemme og ingen der svarede og ingen der gav agt.+

30 Da sagde Elias til hele folket: „Kom hen til mig!“ Hele folket kom da hen til ham. Så istandsatte han Jehovas alter, som var revet ned.+ 31 Derpå tog Elias tolv sten, svarende til antallet af Jakobs sønners stammer, ham som Jehovas ord var kommet til:+ „Israel skal være dit navn.“+ 32 Og han byggede i Jehovas navn+ et alter af stenene+ og lavede rundt om alteret en rende, omsluttende et stykke der kunne tilsås med to sea* sæd. 33 Derpå lagde han brændet+ til rette og parterede tyren og lagde den oven på brændet. Så sagde han: „Fyld fire krukker med vand og hæld det ud over brændofferet og over brændet.“ 34 Derpå sagde han: „Én gang til!“ Så gjorde de det én gang til. Men han sagde: „Gør det for tredje gang!“ Så gjorde de det for tredje gang. 35 Således løb vandet rundt om alteret; også renden fyldte han med vand.

36 Ved den tid+ man ofrede kornofferet trådte profeten Elias så frem og sagde: „Jehova, Abrahams,+ Isaks+ og Israels Gud,+ lad det i dag blive kendt at du er Gud i Israel+ og at jeg er din tjener og at det er ved dit ord+ jeg har gjort alle disse ting. 37 Svar mig, Jehova, svar mig, så dette folk kan vide at du, Jehova,+ er den [sande] Gud,* og at det er dig der har vendt deres hjerter [til dig] igen.“+

38 Da faldt Jehovas ild+ ned og fortærede brændofferet+ og brændet og stenene og støvet, ja, selv vandet som var i renden slikkede den op.+ 39 Da hele folket så det, faldt de på deres ansigt+ og sagde: „Jehova er den [sande] Gud! Jehova er den [sande] Gud!“ 40 Elias sagde så til dem: „Grib ba’alsprofeterne! Lad ingen af dem undslippe!“ De greb da ba’alsprofeterne, og Elias førte dem ned til Kiʹsjons Regnflod+ og dræbte dem dér.+

41 Elias sagde derpå til Aʹkab: „Gå op, spis og drik,+ for der lyder larm af regnskyl.“+ 42 Aʹkab gik så op for at spise og drikke, men Elias gik op på toppen af Karʹmel og bøjede sig sammen mod jorden+ idet han lagde ansigtet mellem knæene.+ 43 Så sagde han til sin medhjælper: „Gå engang op og se ud mod havet.“ Så gik han derop og så ud over det, hvorpå han sagde: „Der er overhovedet intet [at se].“ Han sagde da: „Gå tilbage!“ syv gange.+ 44 Men syvende gang sagde han: „Se, en lille sky som en menneskehånd er ved at stige op af havet.“+ Da sagde han: „Gå op og sig til Aʹkab: ’Spænd for+ og drag ned, så du ikke bliver opholdt af skylregnen!’“ 45 I mellemtiden formørkedes himmelen af skyer og blæst,*+ og der kom et voldsomt regnskyl.+ Men Aʹkab kørte af sted og begav sig til Jizʹre’el.+ 46 Og Jehovas hånd var over Elias,+ så han bandt op om sine hofter+ og løb foran Aʹkab hele vejen til Jizʹre’el.+

19 Da Aʹkab+ fortalte Jeʹsabel+ alt hvad Elias havde gjort og alt om hvordan han havde dræbt alle profeterne med sværdet,+ 2 sendte Jeʹsabel et sendebud til Elias og sagde: „Måtte guderne* gøre således [med mig],+ og måtte de føje mere til,+ om ikke jeg inden denne tid i morgen lader din sjæl blive som enhver af deres sjæle!“ 3 Han blev derfor bange* og brød op og begav sig af sted for [at redde] sin sjæl*+ og kom til Beʹer-Sjeʹba,+ som tilhører Juda.+ Her efterlod han sin medhjælper 4 og gik selv en dagsrejse ind i ørkenen, og han gik hen og satte sig under en gyvelbusk.+ Og han bad om at hans sjæl måtte dø idet han sagde: „Det er nok. Nu, Jehova, tag min sjæl bort,+ for jeg er ikke bedre end mine forfædre.“

5 Til sidst lagde han sig ned og sov under gyvelbusken.+ Men se, der var en engel+ som rørte+ ved ham og sagde til ham: „Rejs dig, spis!“ 6 Han så da op, og se, ved hans hoved var der en rund kage,+ bagt på varme sten, og en dunk med vand; så spiste han og drak og lagde sig igen. 7 Senere kom Jehovas engel+ tilbage igen og rørte ved ham og sagde: „Rejs dig, spis, for rejsen er for meget for dig.“+ 8 Så rejste han sig og spiste og drak, og derpå gik han fyrre dage+ og fyrre nætter ved kraften af denne næring, helt til den [sande] Guds bjerg, Hoʹreb.+

9 Dér gik han så ind i en hule+ og overnattede dér. Men se, Jehovas ord kom til ham, og det lød til ham: „Hvad er du her for, Elias?“+ 10 Han sagde da: „Jeg har virkelig været nidkær+ for Jehova, Hærstyrkers Gud, for Israels sønner har forladt din pagt;+ dine altre har de revet ned,+ og dine profeter har de dræbt med sværdet,+ så kun jeg er tilbage;+ og de efterstræber min sjæl for at skaffe den af vejen.“+ 11 Da sagde han: „Gå ud og stil dig på bjerget for Jehovas ansigt.“+ Og se, Jehova gik forbi,+ og en stor og stærk vind sønderrev bjerge og knuste klipper foran Jehova.+ (Jehova var ikke i vinden.) Og efter vinden kom der et jordskælv.+ (Jehova var ikke i jordskælvet.) 12 Og efter jordskælvet kom der ild.+ (Jehova var ikke i ilden.) Og efter ilden lød der en rolig, sagte stemme.*+ 13 Så snart Elias nu hørte den, hyllede han sit ansigt i sin embedsklædning+ og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen; og hør, der lød en stemme til ham, og den sagde: „Hvad er du her for, Elias?“+ 14 Han sagde da: „Jeg har virkelig været nidkær for Jehova, Hærstyrkers Gud, for Israels sønner har forladt din pagt;+ dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværdet, så kun jeg er tilbage; og de efterstræber min sjæl for at skaffe den af vejen.“+

15 Jehova sagde da til ham: „Gå, vend tilbage til Damaskus’+ Ørken ad den vej du kom, og gå hen og salv+ Haʹzael+ til konge over Aʹram, 16 og Jeʹhu,+ Nimʹsjis+ sønnesøn,* skal du salve til konge over Israel, og Elisa,*+ Sjaʹfats søn fra Aʹbel-Mehoʹla,+ skal du salve til profet i dit sted.+ 17 Og den der undslipper Haʹzaels sværd,+ skal Jeʹhu dræbe,+ og den der undslipper Jeʹhus sværd, skal Elisa dræbe.+ 18 Og jeg har ladt syv tusind tilbage i Israel+ — alle knæ som ikke har bøjet sig for Baʹal,+ og hver mund som ikke har kysset+ ham.“

19 Så drog han bort derfra og fandt Elisa, Sjaʹfats søn, mens denne var ved at pløje+ med tolv spand foran sig, og selv var han ved det tolvte. Elias gik så over til ham og kastede sin embedsklædning+ over ham. 20 Han forlod da hornkvæget og løb efter Elias og sagde: „Lad mig dog kysse min fader og min moder.+ Så vil jeg følge dig.“ Han sagde da til ham: „Gå, vend tilbage, for hvad er det jeg har gjort ved dig?“ 21 Så vendte han tilbage fra ham og tog et spand af hornkvæget og ofrede+ det; og ved hornkvægets træktøj+ kogte han kødet og gav det til folkene, og de spiste. Derpå brød han op og fulgte Elias og gjorde tjeneste+ for ham.

20* Ben-Haʹdad,+ Aʹrams konge, samlede imidlertid alle sine styrker, og der var toogtredive konger med ham+ samt heste+ og vogne,+ hvorpå han drog op og belejrede+ Samaʹria+ og førte krig imod den. 2 Da sendte han sendebud+ til kong Aʹkab af Israel inde i byen og sagde til ham: „Således har Ben-Haʹdad sagt: 3 ’Dit sølv og dit guld tilhører mig; og dine hustruer og dine sønner, de der ser bedst ud, tilhører mig!’“+ 4 Hertil svarede Israels konge og sagde: „Efter dit ord, min herre konge; jeg er din med alt hvad der tilhører mig.“+

5 Senere kom sendebudene tilbage og sagde: „Således har Ben-Haʹdad sagt: ’Jeg har sendt bud til dig og sagt: „Du skal give mig dit sølv og dit guld og dine hustruer og dine sønner.“ 6 Men i morgen ved denne tid sender jeg mine tjenere til dig, og de skal gennemsøge dit hus og dine tjeneres huse grundigt, og de skal tage alt det til sig som du skatter højt,+ og føre det bort.’“

7 Israels konge tilkaldte da alle landets ældste+ og sagde: „Mærk jer dog og se at det er [vores] ulykke denne søger;+ for han sendte bud til mig efter mine hustruer og mine sønner og mit sølv og mit guld, og jeg nægtede ham det ikke.“ 8 Da sagde alle de ældste og hele folket til ham: „Adlyd ikke og giv ikke efter.“ 9 Han sagde derfor til Ben-Haʹdads sendebud: „Sig til min herre kongen: ’Alt hvad du først sendte bud om til din tjener vil jeg gøre, men dette er jeg ikke i stand til at gøre.’“ Da gik sendebudene og bragte ham bud tilbage.

10 Ben-Haʹdad sendte nu bud til ham og sagde: „Måtte guderne+ gøre således med mig, og måtte de føje mere til,+ om der i Samaʹria er støv nok til en håndfuld til alle de folk som følger mig!“*+ 11 Men Israels konge svarede og sagde: „Sig [til ham]: ’Lad ikke den der spænder bæltet,+ prale som den der løsner det.’“+ 12 Så snart han nu hørte dette budskab — det var mens han og kongerne sad og drak+ i hytterne — sagde han til sine tjenere: „Stil op!“ Så stillede de op mod byen.

13 Og se, en profet kom hen til Aʹkab, Israels konge,+ og sagde: „Således har Jehova* sagt:+ ’Har du set hele denne store folkemængde? Se, i dag giver jeg den i din hånd, og du skal vide at jeg er Jehova.’“*+ 14 Da sagde Aʹkab: „Ved hvem?“ hvortil han sagde: „Således har Jehova* sagt: ’Ved provinsfyrsternes unge mænd.’“ Så sagde han: „Hvem skal åbne kampen?“ Og han sagde: „Du selv!“

15 Han mønstrede så provinsfyrsternes unge mænd, og der var to hundrede og toogtredive.+ Og efter dem mønstrede han hele folket, alle Israels sønner: syv tusind. 16 De rykkede så ud ved middagstid, mens Ben-Haʹdad drak sig beruset+ i hytterne, han og kongerne, de toogtredive konger som hjalp ham. 17 Da provinsfyrsternes unge mænd+ rykkede ud først, sendte Ben-Haʹdad bud, og man meddelte ham: „Nogle mænd er rykket ud fra Samaʹria.“ 18 Han sagde da: „Hvis de er rykket ud med fred, skal I tage dem levende til fange, og hvis de er rykket ud til kamp, skal I tage dem levende til fange.“+ 19 Og de der var rykket ud af byen, var provinsfyrsternes unge mænd og de styrker som var bag dem. 20 De slog nu hver sin mand ihjel, hvorpå aramæerne+ flygtede,+ og Israel forfulgte dem; men Ben-Haʹdad, Aʹrams konge, undslap til hest sammen med rytteriet. 21 Så rykkede Israels konge ud og slog hestene og stridsvognene,+ og han slog Aʹram stort.

22 Derpå trådte profeten+ frem for Israels konge og sagde til ham: „Gå hen og saml dine kræfter+ og mærk dig og tænk over hvad du vil gøre,+ for næste forår* vil Aʹrams konge drage op imod dig.“+

23 Aʹrams konges tjenere sagde imidlertid til ham: „Deres gud er en bjerggud.*+ Derfor var de stærkere end vi. Så lad os i stedet kæmpe mod dem i slettelandet [og se] om ikke vi er stærkere end de. 24 Gør desuden dette: Fjern hver af kongerne+ fra deres plads og sæt landshøvdinger i stedet for dem.+ 25 Med hensyn til dig selv bør du rejse en styrke af samme størrelse som den styrke der faldt fra dig, hest for hest og vogn for vogn; lad os så kæmpe mod dem i slettelandet [og se] om ikke vi er stærkere end de!“+ Han hørte da efter deres røst og gjorde sådan.

26 Næste forår mønstrede Ben-Haʹdad så aramæerne+ og drog op til Aʹfek+ for at kæmpe mod Israel. 27 Også Israels sønner blev mønstret og fik forsyninger+ og drog af sted for at møde dem; og Israels sønner lejrede sig foran dem som to små flokke af geder, mens aramæerne fyldte landet.+ 28 Da kom den [sande] Guds mand+ hen og sagde til Israels konge, ja, han sagde: „Således har Jehova sagt: ’Fordi aramæerne har sagt: „Jehova er en bjerggud* og ikke en lavsletternes gud,“ overgiver jeg hele denne store folkemængde i din hånd,+ og I skal vide at jeg er Jehova.’“+

29 De lå så lejrede i syv dage, den ene [hær] over for den anden.+ Men på den syvende dag kom det til kamp, og Israels sønner slog aramæerne, et hundrede tusind mand fodfolk på én dag. 30 Og de der var tilbage flygtede til Aʹfek,+ til byen, men muren faldt sammen over syvogtyve tusind mand der var tilbage.+ Og Ben-Haʹdad selv flygtede+ og kom ind i byen, ind i det allerinderste+ kammer.

31 Hans tjenere sagde nu til ham: „Hør engang, vi har hørt om kongerne over Israels hus at de er konger som viser loyal hengivenhed.+ Lad os dog tage sækkelærred+ om vore hofter+ og reb om hovedet og gå ud til Israels konge. Måske vil han bevare din sjæl i live.“+ 32 De bandt så sækkelærred om hofterne og reb om hovedet og kom til Israels konge og sagde: „Din tjener Ben-Haʹdad har sagt: ’Lad dog min sjæl leve.’“ Han sagde da: „Er han endnu i live? Han er min broder.“ 33 Og mændene+ tog det som et varsel og var hurtige til at betragte det som en afgørelse fra ham, så de sagde: „Ben-Haʹdad er din broder.“ Hertil sagde han: „Gå hen og hent ham.“ Så gik Ben-Haʹdad ud til ham, og han lod ham stige op i stridsvognen.+

34 [Ben-Haʹdad] sagde nu til ham: „De byer+ som min fader tog fra din fader giver jeg tilbage, og du kan tage dig gader i Damaskus ligesom min fader tog sig [gader] i Samaʹria.“

„Og jeg for mit vedkommende vil sende dig bort med en pagt.“+

Derpå sluttede han pagt med ham og sendte ham bort.

35 Men en mand, en af profetsønnerne,*+ sagde til sin fælle ved Jehovas ord:+ „Slå mig!“ Men manden vægrede sig ved at slå ham. 36 Han sagde da til ham: „Fordi du ikke adlød Jehovas røst, vil en løve slå dig ihjel når du går fra mig.“ Og da han gik bort fra ham, fandt en løve+ ham og slog ham ihjel.+

37 Han fandt imidlertid en anden mand og sagde: „Slå mig!“ Da slog manden så han sårede ham med slaget.*

38 Derpå gik profeten hen og stillede sig til at vente på kongen ved vejen idet han gjorde sig ukendelig+ med en forbinding over øjnene. 39 Da kongen nu passerede forbi, råbte han til kongen og sagde:+ „Din tjener gik midt ud i kampen, og se, en mand forlod rækkerne og kom hen imod mig med en mand og sagde: ’Pas på denne mand. Hvis han på nogen måde bliver borte, skal din sjæl+ gælde for hans sjæl+ eller også skal du udveje en talent* sølv.’+ 40 Mens din tjener nu var optaget her og der, så var han væk.“ Da sagde Israels konge til ham: „Sådan er din dom. Du har selv afsagt den.“+ 41 Så fjernede han hurtigt forbindingen fra sine øjne, og Israels konge genkendte ham [og så] at han var en af profeterne.+ 42 Han sagde så til ham: „Således har Jehova sagt: ’Fordi du lod den mand slippe dig af hænde som var viet til mig til udslettelse,*+ skal din sjæl gælde for hans sjæl,+ og dit folk for hans folk.’“+ 43 Så drog Israels konge hjem, misfornøjet og nedtrykt,+ og kom til Samaʹria.+

21 Efter disse begivenheder skete der følgende: Jizre’elitten Naʹbot havde en vingård som lå i Jizʹre’el+ ved siden af kong Aʹkab af Samaʹrias palads. 2 Aʹkab talte da med Naʹbot og sagde: „Giv+ mig din vingård,+ så jeg kan have den som urtehave,+ for den ligger nær ved mit hus, og lad mig i stedet for den give dig en vingård der er bedre end den. [Eller] hvis du synes bedre om det,+ giver jeg dig penge som betaling for den.“ 3 Men Naʹbot sagde til Aʹkab: „Af respekt for Jehova+ kunne det aldrig falde mig ind+ at give dig mine forfædres arvelod.“+ 4 Aʹkab gik da ind i sit hus, misfornøjet og nedtrykt over det som jizre’elitten Naʹbot havde udtalt over for ham da han sagde: „Jeg giver dig ikke mine forfædres arvelod.“ Så lagde han sig på sit leje og vendte ansigtet bort+ og spiste ingen mad.

5 Til sidst kom hans hustru Jeʹsabel+ ind til ham, og hun sagde til ham: „Hvordan kan det være at din ånd er nedbøjet+ og du ingen mad spiser?“ 6 Da sagde han til hende: „Fordi jeg talte med jizre’elitten Naʹbot og sagde til ham: ’Giv mig din vingård for penge, eller hvis du har lyst, giver jeg dig en anden vingård i stedet for den.’ Men han sagde: ’Jeg giver dig ikke min vingård.’“+ 7 Da sagde hans hustru Jeʹsabel til ham: „Er det dig der udøver kongemagten i Israel nu?+ Rejs dig, spis noget mad og lad dit hjerte være vel til mode. Jeg vil give dig jizre’elitten Naʹbots vingård.“+ 8 Hun skrev så nogle breve+ i Aʹkabs navn og forseglede dem med hans segl+ og sendte brevene til de ældste+ og til de fornemme i hans by, som boede sammen med Naʹbot. 9 Og hun skrev i brevene:+ „Udråb en faste og sæt Naʹbot øverst blandt folket. 10 Og lad to mænd,+ uslinge,*+ sidde over for ham og lad dem vidne imod ham+ og sige: ’Du har forbandet* Gud og kongen!’+ Før ham så ud og sten ham til døde.“+

11 Mændene i hans by, de ældste og de fornemme som boede i hans by, gjorde da som Jeʹsabel havde sendt bud til dem om, sådan som der stod skrevet i de breve som hun havde sendt til dem.+ 12 De udråbte en faste+ og satte Naʹbot øverst blandt folket. 13 Derpå kom de to mænd, uslingene, ind og satte sig over for ham, og mændene, uslingene, vidnede imod ham, Naʹbot, over for folket idet de sagde: „Naʹbot har forbandet* Gud og kongen!“+ Så førte de ham ud uden for byen og dængede ham til med sten så han døde.+ 14 Dernæst sendte de bud til Jeʹsabel og sagde: „Naʹbot er blevet stenet til døde.“+

15 Så snart Jeʹsabel nu hørte at Naʹbot var blevet stenet til døde, sagde Jeʹsabel til Aʹkab: „Rejs dig, tag jizre’elitten Naʹbots vingård i besiddelse,+ den som han nægtede at give dig for penge, for Naʹbot er ikke mere i live, men er død.“ 16 Så snart Aʹkab hørte at Naʹbot var død, rejste Aʹkab sig for at gå ned til jizre’elitten Naʹbots vingård og tage den i besiddelse.+

17 Da kom Jehovas ord+ til tisjbitten Elias,+ og det lød: 18 „Bryd op, gå ned for at møde Aʹkab, Israels konge, som er i Samaʹria.+ Se, han er i Naʹbots vingård, som han er gået ned for at tage i besiddelse. 19 Og du skal tale til ham og sige: ’Således har Jehova sagt: „Har du både myrdet+ og taget i besiddelse?“’+ Og du skal tale til ham og sige: ’Således har Jehova sagt: „På det sted+ hvor hundene slikkede Naʹbots blod, skal hundene også slikke dit eget blod.“’“+

20 Da sagde Aʹkab til Elias: „Har du fundet mig, min fjende?“+ hvortil denne sagde: „Jeg har fundet dig! ’Fordi du har solgt dig selv til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne,+ 21 se, derfor bringer jeg ulykke over dig,+ og jeg vil feje rent efter dig+ og udrydde enhver af Aʹkabs [slægt] som lader vandet op ad en mur,*+ både den hjælpeløse og den uduelige* i Israel. 22 Og jeg vil lade dit hus blive som Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, hus og som Baʹsjas,+ Ahiʹjas søns, hus på grund af den krænkelse som du har krænket [mig] med og derved fået Israel til at synde.’+ 23 Og også om Jeʹsabel har Jehova talt og sagt: ’Hundene vil æde Jeʹsabel på Jizʹre’els jordlod.+ 24 Den af Aʹkabs [slægt] som dør i byen, vil hundene æde, og den som dør på marken, vil himmelens flyvende skabninger æde.+ 25 Ingen overhovedet har været som Aʹkab,+ der solgte sig selv til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne, idet hans hustru Jeʹsabel+ æggede+ ham. 26 Han handlede desuden meget afskyeligt ved at vandre efter de uhumske guder,+ efter alt hvad amoritterne havde gjort, dem Jehova havde drevet bort foran Israels sønner.’“+

27 Men så snart Aʹkab hørte disse ord, sønderrev han sine klæder og tog sækkelærred+ på sin krop og fastede og lagde sig til at sove i sækkelærred og vandrede tungsindig om.+ 28 Da kom Jehovas ord til tisjbitten Elias, og det lød: 29 „Har du set hvordan Aʹkab har ydmyget sig for mig?+ Fordi han har ydmyget sig for mig, vil jeg ikke lade ulykken komme i hans dage.+ I hans søns dage vil jeg lade ulykken komme over hans hus.“+

22 De blev nu hjemme i tre år uden krig mellem Aʹram og Israel. 2 Men i det tredje år drog kong Joʹsafat*+ af Juda ned til Israels konge. 3 Israels konge sagde så til sine tjenere: „Ved I ikke at Raʹmot-Giʹlead+ tilhører os? Og dog tøver vi med at tage den fra Aʹrams konge.“ 4 Derpå sagde han til Joʹsafat: „Går du med i krig ved Raʹmot-Giʹlead?“+ Da sagde Joʹsafat til Israels konge: „Jeg er som du. Mine folk er som dine folk.+ Mine heste er som dine heste.“

5 Joʹsafat sagde imidlertid videre til Israels konge: „Rådspørg+ dog først om Jehovas ord.“ 6 Da samlede Israels konge profeterne,+ omkring fire hundrede mand, og sagde til dem: „Skal jeg drage i krig mod Raʹmot-Giʹlead, eller skal jeg lade være?“ De sagde da: „Drag derop,+ så vil Jehova* give [den] i kongens hånd.“

7 Men Joʹsafat sagde: „Er der ikke endnu en af Jehovas profeter her, så vi kan spørge om råd gennem ham?“+ 8 Da sagde Israels konge til Joʹsafat: „Der er endnu en mand som man kan rådspørge Jehova gennem,+ men jeg personlig hader ham,+ for han profeterer intet godt om mig, kun dårligt+ — Mikaʹja,* Jimʹlas søn.“ Men Joʹsafat sagde: „Sådan må kongen ikke sige.“+

9 Derpå kaldte Israels konge på en hofmand+ og sagde: „Hent hurtigt Mikaʹja, Jimʹlas søn.“+ 10 I mellemtiden sad Israels konge og kong Joʹsafat af Juda hver på sin trone, klædt i [kongelige] klæder,+ på tærskepladsen ved indgangen til Samaʹrias port, mens alle profeterne var i profetisk henrykkelse foran dem.+ 11 Zidkiʹja, Kenaʹanas søn, lavede sig nu jernhorn og sagde: „Således har Jehova sagt:+ ’Med disse skal du stange aramæerne til du har gjort ende på dem.’“+ 12 Og alle de andre profeter profeterede ligesådan idet de sagde: „Drag op til Raʹmot-Giʹlead, og det vil lykkes for dig, og Jehova vil give [den] i kongens hånd.“+

13 Og sendebudet der var gået hen for at tilkalde Mikaʹja, talte til ham og sagde: „Hør her! Profeternes ord har enstemmigt lovet godt* for kongen. Lad nu dine ord være som deres og giv løfte om noget godt.“+ 14 Hertil sagde Mikaʹja: „Så sandt Jehova lever:+ Hvad Jehova siger mig, dét vil jeg tale.“+ 15 Da han kom hen til kongen, sagde kongen til ham: „Mikaʹja, skal vi drage i krig mod Raʹmot-Giʹlead, eller skal vi lade være?“ Han sagde da til ham: „Drag derop, og det vil lykkes for dig, og Jehova vil give den i kongens hånd.“+ 16 Da sagde kongen til ham: „Hvor mange gange skal jeg tage dig i ed på at du ikke siger mig andet end sandheden i Jehovas navn?“+ 17 Han sagde da: „Jeg så hele Israel spredt+ på bjergene som en hjord der ingen hyrde har.+ Og Jehova sagde: ’Disse har ingen herre.* Lad dem vende tilbage, hver til sit hus, i fred.’“+

18 Da sagde Israels konge til Joʹsafat: „Var det ikke det jeg sagde dig: ’Han profeterer intet godt om mig, kun dårligt’!“+

19 Derpå fortsatte [Mikaʹja]: „Hør derfor Jehovas ord:+ Jeg så Jehova sidde på sin trone+ og hele himmelens hær stå rede hos ham, til højre og venstre for ham.+ 20 Og Jehova sagde: ’Hvem vil narre Aʹkab, så han drager op og falder ved Raʹmot-Giʹlead?’ Da sagde den ene ét, og den anden sagde noget andet.+ 21 Til sidst kom en ånd+ frem og stillede sig foran Jehova og sagde: ’Jeg kan narre ham.’ Da sagde Jehova til ham: ’Hvordan?’+ 22 Og han sagde: ’Jeg vil gå ud og være en løgnens ånd i alle hans profeters mund.’+ Hertil sagde han: ’Du kan narre ham, og du vil også kunne gennemføre det.+ Gå ud og gør sådan.’+ 23 Og se, nu har Jehova lagt en løgnens ånd i munden på alle dine profeter her,+ men selv har Jehova lovet ulykke over dig.“+

24 Da gik Zidkiʹja, Kenaʹanas søn, hen og slog Mikaʹja på kinden+ og sagde: „Ad hvilken [vej] er Jehovas ånd gået fra mig for at tale med dig?“+ 25 Hertil sagde Mikaʹja: „Ja, det får du at se den dag hvor du går ind i det allerinderste+ kammer for at gemme dig.“+ 26 Derpå sagde Israels konge: „Tag Mikaʹja og bring ham tilbage til byøversten Aʹmon og til kongens søn Joʹasj,+ 27 og sig: ’Således har kongen sagt:+ „Anbring denne i arresthuset+ og giv ham nedsat ration af brød at spise,+ og nedsat ration af vand, indtil jeg kommer velbeholdent hjem.“’“+ 28 Da sagde Mikaʹja: „Hvis du virkelig kommer velbeholdent tilbage, har Jehova ikke talt ved* mig.“+ Og han tilføjede: „Hør, I folkeslag, alle sammen.“+

29 Israels konge og kong Joʹsafat af Juda drog så op til Raʹmot-Giʹlead,+ 30 og da sagde Israels konge til Joʹsafat: „Jeg vil forklæde mig og gå* i kamp;+ men tag du dine egne klæder på!“+ Så forklædte+ Israels konge sig og gik i kamp.+ 31 Aʹrams konge havde i mellemtiden påbudt sine toogtredive øverster+ for stridsvognene og sagt: „I må ikke kæmpe med nogen, lille eller stor, undtagen med Israels konge alene!“+ 32 Så snart øversterne for stridsvognene så Joʹsafat, sagde de ved sig selv: „Det må være Israels konge.“+ De drejede så af mod ham for at kæmpe, og Joʹsafat råbte om hjælp.+ 33 Så snart øversterne for stridsvognene så at det ikke var Israels konge, vendte de om og fulgte ikke efter ham mere.+

34 Men der var en mand som spændte sin bue og uforsætligt ramte Israels konge mellem brynjeskørtets lameller og brynjen. Han sagde da til sin vognstyrer:+ „Vend [vognen] og bring mig ud af lejren, for jeg er hårdt såret.“ 35 Kampen voksede imidlertid i styrke den dag, og kongen måtte holdes oprejst i stridsvognen over for aramæerne, og han døde+ om aftenen; og blodet fra såret løb ned i bunden af stridsvognen.+ 36 Da gik der et højt råb* gennem lejren omkring ved solnedgang: „Hver til sin by og hver til sit land!“+ 37 Således døde kongen. Så blev han ført* til Samaʹria, og de begravede kongen i Samaʹria.+ 38 Men da de skyllede vognen ved Samaʹrias dam, slikkede hundene hans blod+ (mens de prostituerede badede sig dér) i overensstemmelse med det ord som Jehova havde udtalt.+

39 Men resten af Aʹkabs historie og alt hvad han gjorde, og elfenbenshuset+ som han byggede og alle byerne som han byggede, om det står der jo skrevet i bogen+ med Israels kongers historie. 40 Derpå lagde Aʹkab sig til hvile hos sine fædre,+ og hans søn Ahazʹja*+ blev konge i hans sted.

41 Men Joʹsafat,+ Aʹsas søn, var blevet konge over Juda i kong Aʹkab af Israels fjerde år. 42 Joʹsafat var femogtredive år gammel da han blev konge, og han regerede i femogtyve år i Jerusalem; og hans moders navn var Azuʹba; [hun var] en datter af Sjilʹhi. 43 Han vandrede helt i sin fader Aʹsas spor uden at vige derfra, idet han gjorde hvad der var ret i Jehovas øjne.+ Blot offerhøjene forsvandt ikke.* Folket bragte stadig slagtofre og røgofre på offerhøjene.+ 44 Joʹsafat holdt desuden fred med Israels konge.+ 45 Men resten af Joʹsafats historie, de store bedrifter han øvede og hvordan han førte krig, om det står der jo skrevet i bogen+ med Judas kongers historie. 46 Og resten af de mandlige tempelprostituerede,+ dem der var tilbage fra hans fader Aʹsas dage, fjernede han fra landet.+

47 Der var imidlertid ingen konge i Eʹdom;+ en præfekt [fungerede som] konge.+

48 Joʹsafat havde lavet tarsisskibe+ til at rejse til Oʹfir efter guld; men de kom ikke af sted, for skibene led skibbrud ved Ezʹjon-Geʹber.+ 49 Da var det Aʹkabs søn Ahazʹja sagde til Joʹsafat: „Lad mine tjenere rejse med dine tjenere i skibene,“ men Joʹsafat ville ikke.+

50 Så lagde Joʹsafat sig til hvile hos sine fædre,+ og man begravede ham hos hans fædre i hans forfader Davids by;+ og hans søn Joʹram+ blev konge i hans sted.

51 Ahazʹja,+ Aʹkabs søn, blev konge over Israel i Samaʹria i kong Joʹsafat af Judas syttende år, og han regerede i to år over Israel. 52 Og han gjorde hvad der var ondt+ i Jehovas øjne og vandrede i sin faders spor+ og i sin moders spor+ og i Jeroʹboams,+ Neʹbats søns, spor, han som havde fået Israel til at synde.+ 53 Han dyrkede således Baʹal+ og bøjede sig for ham og krænkede+ Jehova, Israels Gud, nøjagtig som hans fader havde gjort.