Anden Samuelsbog

eller ANDEN KONGEBOG ifølge den græske Septuaginta

1 Efter Sauls død, da David var kommet tilbage efter at have slået amalekitterne,*+ blev David i Zikʹlag+ to dage. 2 Og på den tredje dag, se, da kom en mand+ fra lejren, fra Saul, med sønderrevne klæder+ og jord på hovedet,+ og da han kom hen til David faldt han til jorden+ og kastede sig ned.

3 David sagde nu til ham: „Hvor kommer du fra?“ Og han sagde til ham: „Jeg er undsluppet fra Israels lejr.“ 4 David sagde da videre til ham: „Hvad er der sket? Fortæl mig det.“ Hertil sagde han: „Folkene er flygtet fra kampen, og desuden er mange af folkene faldet og er døde,+ ja, også Saul+ og hans søn Joʹnatan+ er døde.“ 5 Da sagde David til den unge mand som fortalte ham det: „Hvordan ved du at Saul er død, og hans søn Joʹnatan?“+ 6 Hertil sagde den unge mand som fortalte ham det: „Jeg var tilfældigvis på Gilboʹas Bjerg,+ og dér var Saul, som støttede sig til sit spyd.+ Og se, vognstyrerne* og mændene i rytteriet havde indhentet ham.+ 7 Da han vendte sig om og så mig, råbte han til mig, og jeg sagde: ’Her er jeg.’ 8 Han sagde da til mig: ’Hvem er du?’ Og jeg sagde til ham: ’Jeg er amalekit.’+ 9 Han sagde derpå til mig: ’Tag og stil dig over mig og giv mig dødsstødet, for krampen* har grebet mig, og hele min sjæl+ er stadig i mig.’ 10 Så stillede jeg mig over ham og gav ham dødsstødet,+ for jeg vidste at han ikke kunne leve efter at han var faldet. Derpå tog jeg diademet+ som han havde på hovedet, og armbåndet som han havde på armen, og dem bringer jeg her til min herre.“

11 Da greb David fat i sine klæder og sønderrev dem,+ og det gjorde mændene som var hos ham også. 12 Og de holdt klage og græd+ og fastede+ indtil aften over Saul og over hans søn Joʹnatan og over Jehovas* folk og over Israels hus,+ fordi de var faldet for sværdet.

13 David sagde så til den unge mand som fortalte ham det: „Hvor er du fra?“ hvortil han sagde: „Jeg er søn af en fastboende udlænding, en amalekit.“+ 14 Derpå sagde David til ham: „Hvordan kan det være at du ikke frygtede+ for at række din hånd ud for at dræbe Jehovas salvede?“*+ 15 David kaldte så på en af de unge mænd og sagde: „Træd hen [og] stød ham ned!“ Han slog ham da ihjel, og således døde han.+ 16 Derpå sagde David til ham: „Måtte dit blod* komme over dit eget hoved,+ for din mund vidnede imod dig+ da du sagde: ’Jeg gav Jehovas salvede dødsstødet.’“+

17 David sang da denne klagesang+ over Saul og hans søn Joʹnatan,+ 18 og han sagde at man skulle lære Judas sønner+ „Buen“.+ Se, den står skrevet i Jaʹsjars* Bog:+

2 Efter dette spurgte David imidlertid Jehova+ og sagde: „Skal jeg drage op til en af Judas byer?“ Jehova sagde da til ham: „Drag op.“ Og David sagde videre: „Hvor skal jeg drage op til?“ Han sagde da: „Til Heʹbron.“+ 2 David drog så derop, og også hans to hustruer, jizre’elitten Ahiʹnoam+ og Abigaʹjil,+ karmelitten Naʹbals hustru. 3 Og David tog mændene+ som var hos ham, med op, hver med sin husstand, og de bosatte sig i byerne omkring Heʹbron. 4 Derpå kom Judas mænd+ og salvede+ David dér til konge over Judas hus.+

De fortalte desuden David: „Det var mændene fra Jaʹbesj i Giʹlead som begravede Saul.“ 5 David sendte da sendebud til mændene i Jaʹbesj i Giʹlead+ og sagde til dem: „Måtte Jehova velsigne jer+ fordi I har vist jeres herre,* Saul, denne loyale hengivenhed+ og begravet ham.+ 6 Og måtte Jehova nu vise jer loyal hengivenhed+ og troskab;* og også jeg vil vise jer denne godhed fordi I har gjort dette.+ 7 Og lad nu jeres hænder være stærke og vær brave mænd,+ for jeres herre Saul er død, og desuden har Judas hus salvet mig til konge+ over sig.“

8 Men Abʹner,+ Ners søn, Sauls hærfører, tog Sauls søn Isjʹbosjet+ og førte ham over* til Mahanaʹjim+ 9 og gjorde ham til konge over Giʹlead+ og asjuritterne* og Jizʹre’el+ og over Eʹfraim+ og Benjamin+ og over Israel, hele [landet]. 10 Sauls søn Isjʹbosjet var fyrre år gammel da han blev konge over Israel, og han regerede i to år. Kun Judas hus+ fulgte David. 11 Og tallet på de dage hvor David var konge i Heʹbron over Judas hus udgjorde syv år og seks måneder.+

12 Abʹner, Ners søn, og Sauls søn Isjʹbosjets tjenere drog imidlertid ud fra Mahanaʹjim+ til Giʹbeon.+ 13 Også Joʹab,+ Zeruʹjas søn,+ og Davids tjenere drog ud,* og de mødte hinanden ved Giʹbeons dam; og de sad, det ene [hold] på den ene side af dammen, og det andet på den anden side af dammen. 14 Omsider sagde Abʹner til Joʹab: „Lad nu de unge mænd rejse sig og dyste foran os.“ Da sagde Joʹab: „Lad dem rejse sig.“ 15 De rejste sig så og gik over efter antal, tolv for Benjamin og Sauls søn Isjʹbosjet,+ og tolv af Davids tjenere. 16 De greb derpå hver især fat om den andens hoved og [stak] deres sværd i siden på den anden, så de faldt om sammen. Man kaldte da stedet Helʹkat-Hazzuʹrim,* som ligger i Giʹbeon.+

17 Men kampen blev meget hård den dag, og Abʹner+ og Israels mænd led nederlag over for Davids tjenere. 18 Og Zeruʹjas tre sønner+ var der, Joʹab+ og Aʹbisjaj+ og Aʹsael;+ og Aʹsael var hurtig til fods som en af gazellerne+ der er på marken, 19 så Aʹsael satte efter Abʹner uden at bøje af til højre eller til venstre i forfølgelsen af Abʹner. 20 Abʹner så sig nu tilbage og sagde: „Er det dig, Aʹsael?“ hvortil han sagde: „Det er mig.“ 21 Abʹner sagde da til ham: „Bøj af til højre eller til venstre og grib en af de unge mænd og tag dig hans udrustning.“+ Men Aʹsael ønskede ikke at opgive forfølgelsen af ham. 22 Da sagde Abʹner endnu en gang til Aʹsael: „Opgiv at forfølge mig. Hvorfor skulle jeg slå* dig til jorden?+ Hvordan skulle jeg da kunne løfte mit ansigt mod din broder Joʹab?“ 23 Men han nægtede at opgive; da ramte Abʹner ham i underlivet+ med den bagerste ende* af sit spyd, så spyddet kom ud af ryggen på ham, og han faldt dér og døde på stedet. Og alle de der kom til det sted hvor Aʹsael faldt og døde, stod stille.+

24 Men Joʹab og Aʹbisjaj satte efter Abʹner. Da solen gik ned kom de til Amʹmas Høj, som ligger foran Giʹa på vejen til Giʹbeons Ørken.+ 25 Benjamins sønner samlede sig nu omkring Abʹner og udgjorde således en sluttet trop, og de blev stående på toppen af en høj. 26 Abʹner råbte da til Joʹab og sagde: „Skal sværdet fortære+ for bestandig? Ved du ikke at der opstår bitterhed senere?+ Hvor længe varer det før du siger til folkene at de skal vende om og ikke forfølge deres brødre?“+ 27 Hertil sagde Joʹab: „Så sandt den [sande] Gud* lever,+ hvis du ikke havde talt,+ ville folkene først i morgen tidlig have trukket sig tilbage og være holdt op med hver især at forfølge deres brødre.“ 28 Derpå blæste Joʹab i hornet,+ og alle folkene standsede og forfulgte ikke Israel længere, og de genoptog ikke kampen.

29 Og Abʹner og hans mænd marcherede gennem Aʹraba+ hele den nat, hvorpå de gik over Jordan+ og marcherede gennem hele slugten og kom til Mahanaʹjim.+ 30 Joʹab vendte i mellemtiden tilbage fra forfølgelsen af Abʹner, hvorpå han samlede alle folkene, og der savnedes da nitten mænd af Davids tjenere foruden Aʹsael. 31 Davids tjenere, derimod, havde slået mange af dem fra Benjamin og af Abʹners mænd ihjel — tre hundrede og tres mænd var døde.+ 32 De bar nu Aʹsael+ hen og begravede ham i hans faders grav,+ som er i Betlehem.+ Derpå marcherede Joʹab og hans mænd hele natten, og da det blev lyst var de i Heʹbron.+

3 Men krigen mellem Sauls hus og Davids hus blev langtrukken;+ og David blev stadig stærkere,+ mens Sauls hus blev stadig svagere.+

2 Der blev i mellemtiden født David sønner+ i Heʹbron,+ og hans førstefødte var Amʹnon,+ [søn] af jizre’elitten Ahiʹnoam.+ 3 Hans anden var Kilʹab,+ [søn] af Abigaʹjil,+ karmelitten Naʹbals hustru, og den tredje var Abʹsalom,+ søn af Maʹaka, datter af Talʹmaj,+ Geʹsjurs konge, 4 og den fjerde var Adoniʹja,+ søn af Hagʹgit,+ og den femte var Sjefatʹja,+ søn af Aʹbital, 5 og den sjette var Jitʹream,+ [søn] af Egʹla, Davids hustru. Disse blev født David i Heʹbron.

6 Mens der nu var krig mellem Sauls hus og Davids hus, styrkede Abʹner+ sin stilling i Sauls hus. 7 Saul havde imidlertid haft en medhustru hvis navn var Rizʹpa,+ Ajʹjas+ datter, og Isjʹbosjet*+ sagde til Abʹner: „Hvorfor gik du ind til min faders medhustru?“+ 8 Abʹner blev da meget vred+ over Isjʹbosjets ord, så han sagde: „Er jeg et hundehoved+ som tilhører Juda? I dag viser jeg loyal hengivenhed mod din fader Sauls hus, mod hans brødre og hans nære venner, og jeg har ikke overladt dig i Davids hånd; alligevel kræver du mig i dag til regnskab for en forseelse i forbindelse med en kvinde. 9 Måtte Gud gøre således med Abʹner, og måtte han føje mere til,+ hvis jeg ikke behandler David+ i overensstemmelse med det Jehova tilsvor ham 10 om at tage kongedømmet bort fra Sauls hus og rejse Davids trone over Israel og over Juda, fra Dan til Beʹer-Sjeʹba.“+ 11 Og han var ikke mere i stand til at tage til genmæle mod Abʹner på grund af sin frygt for ham.+

12 Abʹner sendte nu på stedet sendebud til David og sagde: „Hvem tilhører landet?“ og han fortsatte: „Slut pagt med mig, for se, min hånd er med dig for at vende hele Israel om til dig.“+ 13 Han sagde da: „Godt, jeg slutter pagt med dig. Kun én ting beder jeg dig om: Du får ikke mit ansigt at se+ uden at du først bringer mig Sauls datter Miʹkal+ når du kommer for at se mit ansigt.“ 14 David sendte desuden sendebud til Sauls søn Isjʹbosjet+ og lod sige: „Giv mig min hustru Miʹkal som jeg blev forlovet med for hundrede filisterforhuder.“+ 15 Så sendte Isjʹbosjet bud og tog hende fra hendes mand,* Palʹtiel,*+ Laʹjisj’ søn; 16 men hendes mand gik med hende, idet han grædende gik bag efter hende helt til Bahuʹrim.+ Da sagde Abʹner til ham: „Gå, vend tilbage!“ hvorpå han vendte tilbage.

17 Men Abʹner havde forhandlet med Israels ældste og sagt: „Både i går og i forgårs+ søgte I [at få] David som konge over jer, 18 så gør nu noget, for Jehova har sagt til David: ’Ved min tjener Davids+ hånd vil jeg frelse mit folk Israel fra filistrenes hånd og fra alle deres fjenders hånd.’“ 19 Abʹner talte desuden i Benjamins+ påhør, og Abʹner drog også hen for i Davids påhør i Heʹbron at fremføre alt hvad der syntes godt i Israels øjne og i hele Benjamins hus’ øjne.

20 Da Abʹner kom til David i Heʹbron, og tyve mand sammen med ham, holdt David en fest+ for Abʹner og mændene som var med ham. 21 Derpå sagde Abʹner til David: „Lad mig bryde op og drage af sted og samle hele Israel til min herre kongen, sådan at de kan slutte pagt med dig og du bliver konge over alt hvad din sjæl begærer.“+ David sendte derfor Abʹner af sted, hvorpå denne drog bort i fred.+

22 Men se, Davids tjenere og Joʹab kom hjem fra et togt, og de bragte meget bytte+ med sig; men Abʹner var ikke længere hos David i Heʹbron, for han havde sendt ham af sted, og han var draget bort i fred. 23 Idet Joʹab+ og hele hæren som var med ham kom ind, fortalte man Joʹab: „Abʹner,+ Ners+ søn, kom til kongen, og han sendte ham af sted, og han drog bort i fred.“ 24 Joʹab gik da ind til kongen og sagde: „Hvad er det du har gjort?+ Se, Abʹner kom til dig; hvorfor sendte du ham af sted, så han uden videre drog bort? 25 Du kender Abʹner, Ners søn;* det var for at holde dig for nar han kom, og for at få at vide når du går ud og når du går ind,+ og for at få kendskab til alt hvad du foretager dig.“+

26 Derpå gik Joʹab ud fra David og sendte sendebud efter Abʹner, og de bragte ham tilbage+ fra Siʹras cisterne; men David vidste intet. 27 Da Abʹner kom tilbage til Heʹbron,+ tog Joʹab ham til side i porten for at tale med ham i stilhed;+ men han stak ham i underlivet+ dér så han døde, på grund af sin broder Aʹsaels blod.+ 28 Da David bagefter hørte om dette, sagde han: „Jeg og mit rige vil for stedse over for Jehova være uden skyld i Ners søn Abʹners blod.+ 29 Måtte det falde tilbage på Joʹabs hoved+ og på hele hans fædrenehus, og måtte Joʹabs hus+ aldrig være uden en mand som har udflåd+ eller som er spedalsk+ eller som griber om tenen+ eller som falder for sværdet eller som mangler brød!“+ 30 Joʹab og hans broder Aʹbisjaj+ havde nemlig dræbt Abʹner+ fordi han havde slået deres broder Aʹsael ihjel i kampen ved Giʹbeon.+

31 David sagde nu til Joʹab og alle folkene som var hos ham: „Sønderriv jeres klæder+ og bind sækkelærred om jer+ og hold klage foran Abʹner.“ Og kong David selv vandrede bag ved båren. 32 De begravede således Abʹner i Heʹbron, og kongen løftede røsten og græd ved Abʹners grav, og alle folkene græd.+ 33 Derpå sang kongen en klagesang over Abʹner og sagde:

„Skulle Abʹner dø som uforstandige+ dør?

Og så græd+ alle folkene over ham igen.

35 Da alle folkene, mens det endnu var dag, kom for at give David trøstens brød,+ svor David og sagde: „Måtte Gud gøre således med mig,+ og måtte han føje mere til, om jeg før solnedgang+ smager brød eller noget som helst andet!“ 36 Og alle folkene bemærkede det, og det syntes godt i deres øjne; ligesom alt andet kongen gjorde, syntes det godt i alle folkenes øjne.+ 37 Alle folkene og hele Israel blev således på den dag klar over at det ikke kom fra kongen at lade Abʹner, Ners søn, dø.+ 38 Kongen sagde desuden til sine tjenere: „Ved I ikke at det er en fyrste og en stor mand som i dag er faldet i Israel?+ 39 Men jeg er svag i dag, selv om jeg er salvet+ til konge; og disse mænd, Zeruʹjas+ sønner, er for vanskelige for mig.+ Måtte Jehova gengælde den der handler ondt efter hans ondskab.“+

4 Da Sauls søn+ hørte at Abʹner var død i Heʹbron,+ blev hans hænder slappe,+ og hele Israel blev forfærdet. 2 Nu var der to mænd hos Sauls søn,* anførere for røverbander;+ den enes navn var Baʹana og den andens navn Reʹkab, sønner af be’erotitten Rimʹmon, af Benjamins sønner; for også Beʹerot+ blev regnet til Benjamin; 3 men be’erotitterne flygtede til Gitʹtajim,+ hvor de bor som udlændinge den dag i dag.

4 For resten havde Sauls søn Joʹnatan+ en søn med forkrøblede fødder.+ Han var fem år gammel da meldingen om Saul og Joʹnatan kom fra Jizʹre’el.+ Hans barnepige løftede ham da op og flygtede; men idet hun opskræmt flygtede, faldt han ned og blev halt. Hans navn var Mefiʹbosjet.+

5 Be’erotitten Rimʹmons sønner Reʹkab og Baʹana tog nu af sted og kom til Isjʹbosjets+ hus da dagen var hed og han lå og fik sin middagssøvn. 6 Og se, de kom helt ind i huset som om de skulle hente hvede, hvorpå de stak ham i underlivet.+ Og Reʹkab og hans broder Baʹana+ undslap. 7 Da de var kommet ind i huset, hvor han lå på sit leje i sovekammeret, stak de ham ihjel og lod ham dø.+ Så huggede de hans hoved af+ og tog hans hoved og vandrede hele natten ad vejen til Aʹraba. 8 De bragte nu Isjʹbosjets+ hoved til David i Heʹbron og sagde til kongen: „Her er Isjʹbosjets hoved, søn af din fjende+ Saul som efterstræbte din sjæl;+ så Jehova har på denne dag givet min herre kongen hævn+ over Saul og hans afkom.“

9 David svarede imidlertid Reʹkab og hans broder Baʹana, be’erotitten Rimʹmons sønner, og sagde til dem: „Så sandt Jehova lever,+ han som løskøbte+ min sjæl+ fra enhver trængsel:+ 10 Dengang en fortalte mig:+ ’Se, Saul er død,’ greb jeg ham og dræbte+ ham i Zikʹlag, da jeg skulle give ham løn for hans budskab, selv om han i egne øjne bragte godt nyt; 11 så meget desto mere når ugudelige mænd+ har dræbt en retfærdig mand på hans seng i hans eget hus. Så skulle jeg ikke nu kræve hans blod af jeres hånd+ og fjerne jer fra jorden?“+ 12 Derpå gav David de unge mænd påbud, og de dræbte dem+ og skar deres hænder og fødder af og hængte+ dem op ved dammen i Heʹbron; men Isjʹbosjets hoved tog de og begravede i Abʹners grav i Heʹbron.+

5 Alle Israels stammer kom så til David+ i Heʹbron+ og sagde: „Se, vi er dine ben og dit kød.+ 2 Hidtil,*+ mens Saul var konge over os, har det været dig som førte Israel ud og hjem.+ Jehova sagde da til dig: ’Det er dig der skal være hyrde+ for mit folk Israel, og dig der skal være fører+ for Israel.’“ 3 Da nu alle Israels ældste*+ kom til kongen i Heʹbron, sluttede kong David pagt+ med dem i Heʹbron for Jehovas ansigt, hvorpå de salvede+ David til konge over Israel.*+

4 David var tredive år gammel da han blev konge. Han regerede i fyrre år.+ 5 I Heʹbron regerede han over Juda i syv år og seks måneder,+ og i Jerusalem+ regerede han i treogtredive år over hele Israel og Juda. 6 Derpå drog kongen og hans mænd til Jerusalem mod jebusitterne+ som boede i landet; men de sagde til David: „Her kommer du ikke ind, for blinde og halte vil drive dig tilbage.“+ Dermed mente de: „Her kommer David ikke ind.“ 7 Ikke desto mindre indtog David klippeborgen Zion,+ det er Davidsbyen.+ 8 David sagde nemlig den dag: „Enhver der vil slå jebusitterne,+ lad ham gennem vandledningen+ nå frem til både de halte og blinde som Davids sjæl hader!“ Det er derfor man siger: „En blind og en halt kommer ikke ind i huset.“ 9 David bosatte sig nu i klippeborgen og kaldte den Davidsbyen. Derpå byggede David [en befæstning] hele vejen rundt fra Milʹlo*+ og indefter. 10 Således blev David stadig større og større,+ og Jehova, Hærstyrkers Gud,*+ var med ham.+

11 Kong Hiʹram+ af Tyʹrus sendte nu sendebud+ til David, samt cedertræ+ og håndværkere der kunne arbejde i tømmer, og håndværkere der kunne opføre mure af sten, og de byggede et hus til David.+ 12 David vidste således at Jehova havde befæstet hans stilling som konge over Israel,+ og at han havde hævet hans kongedømme højt+ for sit folk Israels skyld.+

13 David tog imidlertid flere medhustruer+ og hustruer+ fra Jerusalem efter at han var kommet fra Heʹbron, og der blev således født David flere sønner og døtre. 14 Og dette er navnene på dem der blev født ham i Jerusalem: Sjammuʹa+ og Sjoʹbab+ og Natan+ og Salomon+ 15 og Jibʹhar og Elisjuʹa+ og Neʹfeg+ og Jafiʹa+ 16 og Elisjaʹma+ og Eljaʹda og Elifeʹlet.+

17 Filistrene hørte nu at man havde salvet David til konge over Israel,+ så alle filistrene drog op for at søge efter David. Da David hørte det, drog han ned til bjergfæstningen.+ 18 I mellemtiden kom filistrene og strejfede om i Reʹfa’imlavningen;+ 19 David spurgte+ så Jehova: „Skal jeg drage op mod filistrene? Vil du overgive dem i min hånd?“ Og Jehova sagde til David: „Drag op, for jeg vil afgjort overgive filistrene i din hånd.“+ 20 David kom nu til Baʹal-Peʹrazim,+ og David slog dem dér og sagde: „Jehova er brudt igennem mine fjender+ foran mig, som vand bryder igennem.“ Af den grund kaldte han stedet Baʹal-Peʹrazim;*+ 21 og de efterlod deres gudebilleder*+ dér, så David og hans mænd tog dem bort.+

22 Filistrene drog imidlertid op endnu en gang+ og strejfede om i Reʹfa’imlavningen.+ 23 Men da David spurgte+ Jehova, sagde han: „Du må ikke drage op. Gå om bag ved dem og gå imod dem foran bakabuskene.*+ 24 Og når du hører lyden af skridt* i bakabuskenes toppe, da må du handle beslutsomt,+ for da er Jehova draget ud foran dig for at slå filistrenes lejr.“+ 25 Så gjorde David sådan som Jehova havde påbudt ham,+ og han slog+ filistrene fra Geʹba*+ helt til Geʹzer.+

6 Nu samlede David atter alle udvalgte mænd i Israel:+ tredive tusind. 2 Derpå brød David og alle folkene som var hos ham, op og tog til Baʹale-Juʹda+ for at bringe den [sande] Guds ark+ op derfra, [arken] hvor navnet påkaldes, Hærstyrkers Jehovas+ navn,+ han som troner på keruber.+ 3 De lod imidlertid den [sande] Guds ark køre på en ny vogn+ og flyttede den således fra Abinaʹdabs hus,+ som lå på højen, mens Abinaʹdabs sønner Uzʹza og Aʹjo+ førte den nye vogn.

4 Således flyttede de den fra Abinaʹdabs hus, som lå på højen — med den [sande] Guds ark, mens Aʹjo gik foran arken. 5 Og David og hele Israels hus fejrede begivenheden foran Jehova med alle slags instrumenter af enebærtræ og lyrer+ og harper+ og tamburiner+ og sistra* og cymbler.+ 6 Men da de kom til Naʹkons* tærskeplads, rakte Uzʹza+ ud efter den [sande] Guds ark og greb fat i den,+ fordi okserne næsten fik [vognen] til at vælte. 7 Da blussede Jehovas vrede+ op mod Uzʹza, og den [sande] Gud slog ham dér+ på grund af [hans] uærbødighed, så han døde dér ved den [sande] Guds ark.+ 8 Men David blev vred fordi Jehova havde tilføjet Uzʹza et brud. Og den dag i dag kalder man stedet dér Peʹrez-Uzʹza.*+ 9 Og David blev på den dag bange for Jehova,+ så han sagde: „Hvordan kan Jehovas ark komme hjem til mig?“+ 10 Og David ønskede ikke at flytte Jehovas ark hen til sig i Davidsbyen,+ så David fik den sat til side i gittitten Oʹbed-Eʹdoms hus.+

11 Jehovas ark blev nu i gittitten Oʹbed-Eʹdoms hus i tre måneder; og Jehova velsignede+ Oʹbed-Eʹdom og hele hans hus.+ 12 Og man fortalte det til kong David og sagde: „Jehova har velsignet Oʹbed-Eʹdoms hus og alt hvad der er hans på grund af den [sande] Guds ark.“ David gik da hen og førte den [sande] Guds ark op fra Oʹbed-Eʹdoms hus til Davidsbyen med fryd;+ 13 og når de som bar+ Jehovas ark havde gået seks skridt, ofrede man en okse og et stykke fedekvæg.+

14 Og David selv dansede omkring af alle kræfter foran Jehova, og David havde en efod+ af linned bundet om sig. 15 Og David og hele Israels hus bragte Jehovas ark+ op med jubelråb+ og hornklang.+ 16 Da nu Jehovas ark kom til Davidsbyen, kiggede Miʹkal,+ Sauls datter, ned fra vinduet, og da hun så kong David springe og danse omkring foran Jehova, ringeagtede+ hun ham i sit hjerte.+ 17 De bragte så Jehovas ark ind og stillede den på dens plads inde i det telt som David havde rejst til den.+ Derpå ofrede David brændofre+ og fællesskabsofre+ for Jehovas ansigt. 18 Da David var færdig med at ofre brændofrene og fællesskabsofrene, velsignede+ han folket i Hærstyrkers Jehovas+ navn. 19 Desuden uddelte+ han et ringformet brød, en kage af dadler og en kage af rosiner+ til alle [i] folket, hele Israels folkemængde, til hver enkelt, både mand og kvinde, hvorpå hele folket drog bort, hver til sit hus.

20 Da David kom tilbage for at velsigne sin husstand,+ gik Miʹkal,+ Sauls datter, ud for at møde David og sagde: „Hvor har Israels konge dog opført sig ærefuldt i dag,+ da han i dag blottede sig for øjnene af sine tjeneres trælkvinder, som en af de tomhovedede* gerne blotter sig!“+ 21 Men David sagde til Miʹkal: „Det var for Jehovas ansigt, ham som* udvalgte mig frem for din fader og frem for hele hans hus, ved at overdrage mig hvervet+ som fører for Jehovas folk, for Israel. Og jeg vil fejre denne begivenhed for Jehovas ansigt.+ 22 Og jeg vil tage mig endnu ringere ud end dette,+ og jeg vil være lav i egne* øjne; men blandt de trælkvinder som du omtalte, blandt dem vil jeg æres.“+ 23 Og Miʹkal,+ Sauls datter, fik til sin dødsdag ingen børn.

7 Da kongen nu boede i sit hus+ og Jehova havde givet ham hvile for alle hans fjender rundt om,+ 2 sagde kongen til profeten Natan:+ „Se her, jeg bor i et hus af cedertræ,+ mens den [sande] Guds ark bor under teltduge.“+ 3 Natan sagde da til kongen: „Gå hen og gør alt hvad du har på hjerte,+ for Jehova er med dig.“

4 Men samme nat kom Jehovas ord+ til Natan: 5 „Gå hen og sig til min tjener David: ’Således har Jehova sagt: „Skulle du bygge mig et hus at bo i?+ 6 Jeg har jo ikke boet i et hus fra den dag jeg førte Israels sønner op fra Ægypten frem til denne dag;+ men jeg var fortsat på vandring,+ i telt+ og i teltbolig.+ 7 Har jeg, i al den tid hvor jeg vandrede omkring blandt alle Israels sønner,+ med et ord sagt til en eneste af Israels stammer*+ som jeg påbød at være hyrde for mit folk Israel: ’Hvorfor har I ikke bygget mig et hus af cedertræ?’“’ 8 Og nu skal du sige således til min tjener David: ’Således har Hærstyrkers Jehova sagt: „Det var mig som tog dig fra græsgangen, fra din plads bag hjorden,+ til at være fører+ for mit folk Israel. 9 Og jeg vil være med dig hvor du end går,+ og jeg vil udrydde alle dine fjender foran dig;+ og jeg vil skænke dig et stort navn,+ som navnet på de største der er på jorden. 10 Og jeg vil tildele mit folk Israel et sted+ og plante+ dem, og de skal bo hvor de er, og de skal ikke mere bæve, og uretfærdige skal ikke mishandle dem igen, sådan som førhen,+ 11 ja, siden den dag da jeg satte dommere+ over mit folk Israel, og jeg vil give dig hvile for alle dine fjender.+

Og Jehova har fortalt dig at Jehova vil bygge dig et hus.+ 12 Når dine dage er til ende+ og du ligger hos dine fædre,+ så vil jeg oprejse dit afkom efter dig, det som udgår fra dit indre, og jeg vil grundfæste hans kongedømme.+ 13 Han skal bygge et hus for mit navn,+ og jeg vil grundfæste hans kongedømmes trone for stedse.+ 14 Jeg vil være ham en fader,+ og han vil være mig en søn.+ Når han gør noget som er uret, så vil jeg retlede ham med menneskers* kæp+ og menneskesønners* slag, 15 men min loyale hengivenhed vil ikke vige fra ham, som jeg lod den vige fra Saul,+ ham som jeg fjernede for din skyld. 16 Og dit hus og dit kongedømme vil stå fast for stedse foran dig; din trone vil være grundfæstet for stedse.“’“+

17 Alle disse ord og hele dette syn overbragte Natan David.+

18 Kong David gik da ind og satte sig for Jehovas ansigt og sagde: „Hvem er jeg,+ suveræne Herre Jehova, og hvad er mit hus, siden du har bragt mig så vidt? 19 Som om dette er for lidt i dine øjne, suveræne Herre Jehova, så taler du endog om din tjeners hus i en fjern fremtid, og dette er en lov til menneskene,*+ suveræne Herre Jehova.+ 20 Men hvad mere kan David tilføje og sige dig? Du kender jo selv din tjener,+ suveræne Herre Jehova. 21 For dit ords+ skyld og efter dit hjerte+ har du gjort alt dette store for at lade din tjener det vide.+ 22 Derfor er du stor,+ suveræne Herre Jehova; for der er ingen som du,+ og der er ingen Gud uden dig+ blandt alle dem vi har hørt om med vore ører. 23 Og hvilken anden* nation på jorden er som dit folk Israel,+ det Gud drog [ud] for at løskøbe til sig selv som et folk+ og for at gøre sig et navn+ og for at udføre store og frygtindgydende gerninger+ for dem,* ved at uddrive* nationer og deres guder for dit folks skyld, det som du løskøbte+ til dig selv fra Ægypten? 24 Derpå grundfæstede du Israels folk+ som dit folk for stedse, og du, Jehova, er blevet deres Gud.+

25 Og nu, Jehova Gud,* det ord som du har udtalt vedrørende din tjener og hans hus: Opfyld det for stedse og gør sådan som du har sagt.+ 26 Og lad dit navn være stort for stedse,+ idet man siger: ’Hærstyrkers Jehova er Gud for Israel,’+ og lad din tjener Davids hus være grundfæstet for dit ansigt.+ 27 For du, Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, har røbet det for din tjener,* idet du sagde: ’Jeg vil bygge dig et hus.’+ Derfor har din tjener fundet [mod i] sit hjerte til at bede denne bøn til dig.+ 28 Og nu, suveræne Herre Jehova, du er den [sande] Gud, og dine ord, lad dem være sande,*+ eftersom du lover din tjener denne lykke.+ 29 Og måtte du nu være besluttet på at velsigne+ din tjeners hus, så det bliver for stedse for dit ansigt;+ for du, suveræne Herre Jehova, har lovet det, så lad din tjeners hus blive velsignet med din velsignelse for stedse.“+

8 Efter dette slog David så filistrene+ og underlagde sig dem,+ og David tog Meʹteg-Amʹma ud af filistrenes vold.

2 Han slog desuden moabitterne,+ og han målte dem med et reb idet han lod dem lægge sig* på jorden og målte to reblængder til at lade dø og en hel reblængde til at lade leve;+ moabitterne blev så Davids tjenere+ og måtte betale tribut.*+

3 David slog derpå Hadad’eʹzer,*+ Reʹhobs søn, konge over Zoʹba,+ da han drog hen for at genoprette sit herredømme ved floden Euʹfrat.*+ 4 Og David tog et tusind og syv hundrede mand af rytteriet og tyve tusind mand fodfolk til fange af hans [hær].+ David skar derpå haserne over+ på alle vognhestene,+ men lod dog hundrede vognheste* af dem tilbage.

5 Da aramæerne* fra Damaskus+ kom kong Hadad’eʹzer af Zoʹba til hjælp, slog David toogtyve tusind mand af aramæerne ihjel.+ 6 David anbragte desuden garnisoner+ i det damaskenske Aʹram, og aramæerne blev således Davids tjenere og måtte betale tribut.+ Og Jehova frelste David hvor som helst han drog hen.+ 7 Og David tog rundskjoldene+ af guld som Hadad’eʹzers tjenere havde båret, og bragte dem til Jerusalem. 8 Og fra Hadad’eʹzers byer Beʹta* og Beʹrotaj tog kong David kobber i store mængder.+

9 Da kong Toʹi* af Haʹmat+ hørte at David havde slået alle Hadad’eʹzers styrker,+ 10 sendte Toʹi sin søn Joʹram til kong David for at spørge til hans velbefindende+ og for at lykønske* ham fordi han havde ført krig mod Hadad’eʹzer og slået ham (for Hadad’eʹzer havde ligget i krig med Toʹi); og han havde sølvting og guldting og kobberting med.+ 11 Også dem helligede* kong David til Jehova sammen med sølvet og guldet som han havde helliget fra alle de nationer som han havde undertvunget,+ 12 fra Aʹram og Moʹab+ og Amʹmons sønner og fra filistrene+ og Aʹmalek+ og fra det bytte [han havde taget] fra Hadad’eʹzer, søn af Reʹhob, konge i Zoʹba.+ 13 David gjorde sig desuden et navn da han kom tilbage efter at han havde slået edomitterne* i Saltdalen+ — atten tusind.+ 14 Derpå anbragte han garnisoner i Eʹdom;+ i hele Eʹdom anbragte han garnisoner, og alle edomitterne blev således Davids tjenere.+ Og Jehova frelste David hvor som helst han drog hen.+

15 David var nu konge over hele Israel,+ og han øvede til stadighed ret og retfærdighed+ mod hele sit folk.+ 16 Og Joʹab,+ Zeruʹjas søn, var over hæren; og Joʹsafat,+ Aʹhiluds søn, var kansler;* 17 og Zaʹdok,+ Aʹhitubs søn, og Ahimeʹlek,+ Ebʹjatars søn,* var præster; og Seraʹja var statsskriver; 18 og Benaʹja,*+ Joʹjadas søn, [var over]* keretitterne+ og peletitterne.+ Og Davids sønner var præster.*+

9 David sagde engang: „Mon der endnu er nogen tilbage af Sauls hus, så jeg kan vise ham loyal hengivenhed+ for Joʹnatans skyld?“+ 2 Nu havde Sauls hus en tjener hvis navn var Ziʹba,+ så man kaldte ham hen til David. Kongen sagde da til ham: „Er du Ziʹba?“ hvortil han sagde: „Jeg er din tjener.“ 3 Derpå sagde kongen: „Er der ikke længere nogen af Sauls hus, så jeg kan vise ham Guds loyale hengivenhed?“+ Ziʹba sagde da til kongen: „Der er endnu én af Joʹnatans sønner; han har forkrøblede fødder.“+ 4 Så sagde kongen til ham: „Hvor er han?“ Ziʹba sagde da til kongen: „Se, han er i Amʹmiels søn Maʹkirs+ hus i Lo-Deʹbar.“+

5 Så sendte kong David bud og hentede ham i Amʹmiels søn Maʹkirs hus i Lo-Deʹbar. 6 Da Mefiʹbosjet, søn af Sauls søn Joʹnatan, kom ind til David, faldt han på sit ansigt og kastede sig ned.+ David sagde da: „Mefiʹbosjet!“ og han sagde: „Her er din tjener!“ 7 David sagde videre til ham: „Vær ikke bange, for jeg vil afgjort vise dig loyal hengivenhed+ for din fader Joʹnatans skyld,+ og jeg vil give dig alle din bedstefader* Sauls marker+ tilbage, og du selv skal til stadighed holde måltid ved mit bord.“+

8 Han kastede sig da ned og sagde: „Hvad er din tjener, siden du har vendt dig til en død hund+ som mig?“ 9 Derpå kaldte kongen på Ziʹba, Sauls medhjælper, og sagde til ham: „Alt hvad der tilhørte Saul og hele hans hus giver+ jeg til din herres sønnesøn.* 10 Og du skal dyrke jorden for ham, du og dine sønner og dine tjenere, og bringe [høsten] ind, så der er brød* at spise til [dem der tilhører] din herres* sønnesøn;* men din herres sønnesøn Mefiʹbosjet vil til stadighed holde måltid* ved mit bord.“+

Og Ziʹba havde femten sønner og tyve tjenere.+ 11 Ziʹba sagde da til kongen: „Nøjagtig som min herre kongen påbyder sin tjener, sådan vil din tjener gøre; men Mefiʹbosjet+ spiser ved mit bord* som en af kongens sønner.“ 12 Mefiʹbosjet havde i øvrigt en lille søn hvis navn var Miʹka;+ og alle de der boede i Ziʹbas hus blev Mefiʹbosjets tjenere; 13 men Mefiʹbosjet selv blev boende i Jerusalem, for han spiste til stadighed ved kongens bord.+ Og han var vanfør på begge fødder.+

10 Efter dette døde Amʹmons sønners+ konge, og hans søn Haʹnun blev konge i hans sted.+ 2 David sagde da: „Jeg vil vise Naʹhasj’ søn Haʹnun loyal hengivenhed, ligesom hans fader viste mig loyal hengivenhed.“+ Så David sendte bud ved sine tjenere+ for at trøste ham over [tabet af] hans fader. Men da Davids tjenere kom til Amʹmons sønners land, 3 sagde Amʹmons sønners fyrster til deres herre Haʹnun: „Tror du det er for at ære din fader at David har sendt nogle som skal trøste dig? Mon ikke det er for at udforske byen* og udspionere+ og omstyrte den at David har sendt sine tjenere til dig?“+ 4 Da tog Haʹnun Davids tjenere og barberede halvdelen af deres skæg+ af og skar halvdelen af deres dragt af op til sædet og lod dem gå.+ 5 Da man fortalte dette til David, sendte han dem nogle i møde, for mændene følte sig meget ydmygede; og kongen sagde: „Bliv i Jeriko+ til jeres skæg er vokset ordentligt ud, og kom så tilbage.“

6 Amʹmons sønner så nu at de var blevet en stank+ for David, så Amʹmons sønner sendte bud og lejede aramæerne fra Bet-Reʹhob+ og aramæerne fra Zoʹba,+ tyve tusind mand fodfolk, og kongen over Maʹaka,+ et tusind mand, og Isjʹtob,* tolv tusind mand. 7 Da David hørte det, sendte han Joʹab og hele hæren [og] de vældige krigere* af sted.+ 8 Men Amʹmons sønner rykkede ud og stillede op til kamp ved portindgangen,* mens aramæerne fra Zoʹba og fra Reʹhob,+ og Isjʹtob og Maʹaka [stod] for sig selv på åben mark.+

9 Da Joʹab så at han i kampen ville blive angrebet både forfra og bagfra, valgte han nogle ud af alle de udvalgte+ mænd i Israel og stillede dem op for at de skulle møde aramæerne, 10 men resten af folkene overlod han til sin broder Aʹbisjaj,+ og han stillede dem op for at de skulle møde Amʹmons sønner.+ 11 Han sagde desuden: „Hvis aramæerne bliver for stærke for mig, må du frelse mig, og hvis Amʹmons sønner bliver for stærke for dig, kommer jeg og frelser dig.+ 12 Vær stærk, så vi kan vise os modige+ for vort folks skyld og for vor Guds byers skyld.+ Jehova vil så gøre hvad der synes godt i hans øjne.“+

13 Derpå rykkede Joʹab og folkene som var med ham frem til kamp mod aramæerne, og de flygtede for ham.+ 14 Da Amʹmons sønner så at aramæerne var flygtet, flygtede de for Aʹbisjaj og søgte ind i byen.+ Joʹab vendte da tilbage fra Amʹmons sønner og kom til Jerusalem.+

15 Da aramæerne så at de havde lidt nederlag over for Israel, samlede de sig i forening; 16 og Hadad’eʹzer+ sendte bud og lod de aramæere som var i egnen ved Floden,+ rykke ud, og de kom til Heʹlam,* med Sjoʹbak,+ Hadad’eʹzers hærfører, i spidsen for dem.

17 Da man fortalte David dette, samlede han hele Israel og gik over Jordan og kom til Heʹlam. Aramæerne stillede da op for at møde David og gik i kamp mod ham.+ 18 Men aramæerne flygtede+ for Israel, og David dræbte blandt aramæerne syv hundrede vognstyrere+ og fyrre tusind mand af rytteriet, og Sjoʹbak, deres hærfører, huggede han ned, og han døde dér.+ 19 Da alle kongerne,+ Hadad’eʹzers tjenere, så at de havde lidt nederlag over for Israel,+ sluttede de fred med israelitterne og tjente dem,+ og aramæerne blev bange for at komme Amʹmons sønner til undsætning mere.+

11 Næste forår,*+ ved den tid kongerne drager ud,+ sendte David Joʹab af sted, og sine tjenere sammen med ham, og hele Israel, så de hærgede+ Amʹmons sønner og belejrede Rabʹba,+ mens David blev i Jerusalem.

2 Engang ved aftenstid, da David rejste sig fra sin seng og gik omkring på taget+ af kongens hus, så+ han fra taget en kvinde bade sig,* og kvinden havde et meget smukt udseende.+ 3 Da sendte David bud og forhørte sig om kvinden,+ og man sagde: „Er det ikke Batʹseba,+ Eʹliams*+ datter, hetitten+ Uʹrias’+ hustru?“ 4 Derpå sendte David sendebud af sted og hentede hende.+ Hun kom da til ham+ og han lå hos hende,+ og hun var ved at hellige sig efter sin urenhed.+ Siden vendte hun tilbage til sit hus.

5 Kvinden blev nu gravid og sendte bud og fortalte David det og sagde: „Jeg er blevet gravid.“ 6 David sendte da bud til Joʹab og sagde: „Send mig hetitten Uʹrias!“ Så sendte Joʹab Uʹrias til David. 7 Da Uʹrias kom ind til ham, spurgte David ham hvordan det gik med Joʹab og hvordan det gik med folkene og hvordan det gik med krigen. 8 Derpå sagde David til Uʹrias: „Gå ned til dit hus og vask dine fødder.“+ Uʹrias gik da ud af kongens hus, og kongens foræring* blev bragt ud efter ham. 9 Men Uʹrias lagde sig ved indgangen til kongens hus sammen med alle sin herres tjenere og gik ikke ned til sit eget hus. 10 Det fortalte man nu David idet man sagde: „Uʹrias er ikke gået ned til sit hus.“ Da sagde David til Uʹrias: „Er du ikke kommet hjem fra rejse? Hvorfor går du ikke ned til dit hus?“ 11 Uʹrias sagde da til David: „Arken+ og Israel og Juda bor i hytter, og min herre Joʹab og min herres tjenere+ ligger lejret på åben mark; skulle jeg så gå ind i mit hus og spise og drikke og ligge hos min hustru?+ Så sandt du lever, og så sandt din sjæl lever,+ vil jeg ikke gøre dette!“

12 Så sagde David til Uʹrias: „Bliv i dag med, og i morgen vil jeg sende dig af sted.“ Uʹrias blev derfor i Jerusalem den dag og dagen efter. 13 David indbød ham nu, og han spiste sammen med ham og drak; og han drak ham fuld.+ Alligevel gik han om aftenen ud og lagde sig på sin seng hos sin herres tjenere og gik ikke ned til sit hus. 14 Om morgenen skrev David så et brev+ til Joʹab og sendte det af sted ved Uʹrias, 15 og i brevet skrev han:+ „Anbring Uʹrias over for de hårdeste udfald;+ træk jer så tilbage fra ham, så han bliver ramt og dør.“+

16 Mens Joʹab holdt byen bevogtet, satte han derfor Uʹrias på et sted hvor han vidste at der var dygtige mænd.+ 17 Og da mændene i byen rykkede ud og kæmpede mod Joʹab, faldt nogle af folkene, af Davids tjenere, og også hetitten Uʹrias døde.+ 18 Derpå sendte Joʹab bud og fortalte David om alle tildragelser i krigen, 19 og han gav sendebudet følgende påbud: „Så snart du er færdig med at tale til kongen om alle krigens tildragelser, 20 og hvis kongens forbitrelse stiger og han siger til dig: ’Hvorfor kom I så nær til byen for at kæmpe? Vidste I ikke at de ville skyde oppe fra muren? 21 Hvem slog Abimeʹlek,+ Jerubbeʹsjets*+ søn ihjel? Var det ikke en kvinde som oppe fra muren kastede overstenen fra en håndmølle ned på ham,+ så han døde ved Teʹbez?+ Hvorfor kom I så nær til muren?’ så skal du sige: ’Også din tjener hetitten Uʹrias døde.’“+

22 Da tog sendebudet af sted og kom og fortalte David alt det som Joʹab havde sendt ham [for at sige]. 23 Og sendebudet sagde til David: „Mændene fik overtaget over os, og de rykkede ud imod os på marken, men vi trængte dem tilbage til portindgangen. 24 Da skød skytterne oppe fra muren+ på dine tjenere, så nogle af kongens tjenere døde, og også din tjener hetitten Uʹrias døde.“+ 25 Da sagde David til sendebudet: „Sådan skal du sige til Joʹab: ’Tag dig ikke dette for nær; sværdet fortærer+ jo den ene såvel som den anden. Forstærk din kamp mod byen og riv den ned.’+ Ja, sæt mod i ham!“

26 Da Uʹrias’ hustru hørte at hendes mand Uʹrias var død, holdt hun klage+ over sin ægtemand.*+ 27 Da sørgetiden+ var forbi, sendte David bud og hentede hende hjem til sit hus, og hun blev hans hustru.+ Siden fødte hun ham en søn. Men det som David havde gjort, var ondt+ i Jehovas øjne.+

12 Jehova sendte nu Natan+ til David. Han gik da ind til ham+ og sagde til ham: „Der var to mænd i samme by; den ene var rig og den anden havde det småt. 2 Den rige havde overordentlig meget småkvæg og hornkvæg;+ 3 men han der havde det småt havde ikke andet end ét lille hunlam som han havde købt;+ og han holdt det i live, og det voksede op hos ham sammen med hans sønner. Det plejede at spise af hans brødstykke og drikke af hans bæger og ligge i hans favn, og det var som en datter for ham. 4 Så kom der en besøgende til den rige mand, men han nænnede ikke at tage noget af sit eget småkvæg eller sit eget hornkvæg og tilberede det til den rejsende som var kommet til ham; så han tog hunlammet som tilhørte manden der havde det småt, og tilberedte det til manden der var kommet til ham.“+

5 Da blussede Davids vrede voldsomt op mod [denne] mand,+ så han sagde til Natan: „Så sandt Jehova lever:+ den mand som gjorde dette, fortjener at dø!*+ 6 Og hunlammet skal han erstatte+ med fire,+ eftersom han gjorde dette og fordi han ikke viste medfølelse.“+

7 Da sagde Natan til David: „Du er manden! Således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Jeg salvede+ dig til konge over Israel og jeg udfriede+ dig af Sauls hånd, 8 og jeg gav dig gerne din herres hus+ og din herres hustruer+ i din favn, og jeg gav dig Israels og Judas hus.*+ Og hvis det havde været for lidt, ville jeg gerne have givet dig mere af den ene og den anden slags.+ 9 Hvorfor har du ringeagtet Jehovas ord ved at gøre hvad der er ondt+ i hans øjne? Hetitten Uʹrias slog du ihjel med sværdet,+ og hans hustru tog du dig til hustru,+ og ham selv dræbte du med Amʹmons sønners sværd. 10 Så nu skal sværdet+ aldrig nogen sinde vige fra dit hus,+ eftersom du ringeagtede mig og tog hetitten Uʹrias’ hustru til at være din hustru!’ 11 Således har Jehova sagt: ’Se, jeg lader ulykken rejse sig mod dig fra dit eget hus,+ og jeg vil tage dine hustruer for øjnene af dig og give dem til din næste,+ og han skal ligge hos dine hustruer for øjnene af solen dér.+ 12 Du handlede nemlig i det skjulte;+ jeg, derimod, vil gøre dette foran hele Israel+ og foran solen.’“+

13 Da sagde David+ til Natan: „Jeg har syndet mod Jehova,“+ hvorpå Natan sagde til David: „Så har Jehova også båret over med din synd.+ Du skal ikke dø.+ 14 Da du imidlertid har handlet fuldstændig respektløst+ over for Jehova* i denne sag, så skal den søn som er født dig, visselig dø.“+

15 Derpå gik Natan til sit hus.

Men Jehova slog+ barnet som Uʹrias’ hustru havde født David, så det sygnede hen. 16 David gik da i forbøn for drengen hos den [sande] Gud, og David holdt en streng faste+ idet han gik ind og tilbragte natten liggende på jorden.+ 17 De ældste i hans hus stod imidlertid over ham for at få ham til at rejse sig fra jorden, men han ville ikke, og han spiste ikke noget måltid+ med dem. 18 På den syvende dag døde barnet; og Davids tjenere var bange for at fortælle ham at barnet var død; de sagde nemlig: „Se, mens barnet var levende talte vi til ham, men han hørte ikke på vores røst; så hvordan kan vi sige til ham: ’Barnet er død’? Ja, han vil gøre en ulykke [på sig selv].“

19 Da David så at hans tjenere hviskede sammen, forstod David at barnet var død, så David sagde til sine tjenere: „Er barnet død?“ hvortil de sagde: „Han er død.“ 20 David rejste sig så fra jorden og vaskede sig og gned+ sig ind i olie; derpå skiftede han kappe og gik ind i Jehovas hus+ og kastede sig ned,+ hvorpå han gik ind i sit hus og bad [om noget at spise]; de satte da mad frem for ham og han spiste. 21 Hans tjenere sagde nu til ham: „Hvad er meningen med det du gør? Du faster og græder for barnets skyld mens det er levende, men så snart barnet er død, står du op og spiser mad.“ 22 Hertil sagde han: „Mens barnet endnu var i live, fastede+ jeg og græd,+ for jeg sagde ved mig selv: ’Hvem ved om Jehova vil vise mig sin gunst så barnet overlever?’+ 23 Hvorfor skulle jeg faste nu da han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen?+ Jeg går til ham,+ men han kommer ikke tilbage til mig.“+

24 David trøstede så sin hustru Batʹseba+ og gik ind til hende og lå hos hende. Siden fødte hun en søn,+ og man* gav ham navnet Salomon.*+ Og Jehova elskede ham;+ 25 så han sendte bud ved profeten Natan,+ og han gav ham navnet Jedidʹja,* for Jehovas skyld.

26 Joʹab+ førte imidlertid krig mod Rabʹba+ som tilhørte Amʹmons sønner, og indtog den kongelige by.* 27 Joʹab sendte da sendebud til David og sagde: „Jeg har ført krig mod Rabʹba;+ jeg har også indtaget vandbyen; 28 saml derfor nu resten af folket og slå lejr mod byen og indtag den, så jeg ikke indtager byen og mit navn nævnes over den.“

29 David samlede da hele folket og drog til Rabʹba og førte krig mod den og indtog den. 30 Han tog desuden kronen af Malʹkams* hoved+ — og dens vægt var en guldtalent,* og der var kostbare sten på den — og den blev sat på Davids hoved. Og byttet+ fra byen bragte han ud i store mængder. 31 Og folkene som var i den, førte han ud, og han satte dem ved stensave og jernhakker+ og jernøkser, og han lod dem arbejde* med teglværksarbejde, og sådan gjorde han ved alle Amʹmons sønners byer. Derpå vendte David og hele folket tilbage til Jerusalem.

13 Efter dette skete følgende: Davids søn Abʹsalom+ havde en smuk søster hvis navn var Taʹmar,+ og hende forelskede+ Davids søn Amʹnon+ sig i; 2 og det var så strengt for Amʹnon at han følte sig syg+ på grund af sin søster Taʹmar, for hun var jomfru, så det var i Amʹnons øjne+ næsten umuligt at gøre noget som helst med hende.+ 3 Men Amʹnon havde en ven som hed Joʹnadab,*+ Davids broder Sjimʹas+ søn; og Joʹnadab var en meget vís mand, 4 så han sagde til ham: „Hvorfor er du så nedslået morgen efter morgen, kongesøn? Vil du ikke fortælle mig det?“+ Amʹnon sagde da til ham: „Jeg er forelsket+ i min broder Abʹsaloms søster+ Taʹmar.“ 5 Da sagde Joʹnadab til ham: „Læg dig på din seng og spil syg,+ og når din fader kommer for at se til dig, skal du sige til ham: ’Lad dog min søster Taʹmar komme og give mig sygekost og tilberede sygekosten i mit påsyn så jeg kan se det og få noget at spise af hendes hånd.’“+

6 Amʹnon lagde sig da og spillede syg,+ og kongen kom og så til ham. Amʹnon sagde nu til kongen: „Lad dog min søster Taʹmar komme og lave et par hjertebrød i mit påsyn, så jeg kan få sygekost af hendes hånd.“ 7 David sendte da bud til Taʹmar derhjemme idet han sagde: „Gå hen til din broder Amʹnons hus og lav sygekost til ham.“ 8 Så gik Taʹmar hen til sin broder Amʹnons+ hus, hvor han lå [til sengs]. Hun tog nu dejen og æltede den og formede hjertebrød i hans påsyn, hvorpå hun bagte* hjertebrødene. 9 Så tog hun panden og øste op for ham, men han nægtede at spise. Amʹnon sagde nu: „Få alle til at gå ud herfra!“+ De gik da alle ud derfra.

10 Derpå sagde Amʹnon til Taʹmar: „Bring sygekosten ind i det inderste kammer, så jeg kan få sygekost af din hånd.“ Så tog Taʹmar hjertebrødene som hun havde lavet og bragte dem ind til sin broder Amʹnon i det inderste kammer. 11 Men da hun bragte dem hen til ham så han kunne spise, greb+ han fat i hende og sagde til hende: „Kom, lig+ hos mig, søster!“+ 12 Hun sagde imidlertid til ham: „Nej, broder! Krænk+ mig ikke, for sådan gør man ikke i Israel;+ begå ikke denne skændige og tåbelige handling.+ 13 Og jeg, hvor skal jeg gå hen med min forsmædelse? Og du, du vil blive [regnet] som en af de uforstandige i Israel. Men tal dog nu med kongen, for han vil ikke nægte dig mig.“ 14 Han ville dog ikke høre på hvad hun sagde, og da han var stærkere end hun, krænkede+ han hende og lå hos hende.+ 15 Amʹnon fattede nu et meget stærkt had til hende, ja, det had som han fattede til hende, var større end den kærlighed som han havde elsket hende med. Amʹnon sagde derfor til hende: „Rejs dig, gå!“ 16 Da sagde hun til ham: „Nej, broder,* dette at du vil sende mig bort, er endnu værre end det andet du har gjort imod mig!“ Men han ville ikke høre på hende.

17 Han kaldte da på den unge mand som opvartede ham og sagde: „Få lige hende dér sendt væk fra mig, udenfor, og lås døren bag hende.“ 18 (Hun havde for øvrigt en lang, stribet+ kjortel på, for med sådanne gik kongedøtrene, jomfruerne, klædt, i stedet for med overklædninger uden ærmer.) Hans tjener førte hende så udenfor, og han låste døren bag hende. 19 Taʹmar tog da aske+ på hovedet, og den lange, stribede kjortel som hun havde på, sønderrev hun; derpå holdt hun sine hænder* på hovedet,+ og sådan gik hun skrigende bort.

20 Da sagde hendes broder Abʹsalom+ til hende: „Er det din broder Amʹnon+ der har været hos dig? Så ti nu stille, søster; han er jo din broder.+ Lad ikke dit hjerte være rettet mod denne sag.“ Taʹmar boede så tilbagetrukket i sin broder Abʹsaloms hus. 21 Kong David havde i mellemtiden hørt om alle disse ting,+ og han blev meget vred.+ 22 Men Abʹsalom talte ikke med Amʹnon, hverken ondt eller godt, for Abʹsalom hadede+ Amʹnon fordi han havde krænket hans søster Taʹmar.

23 Da to hele år var gået, havde Abʹsalom fåreklippere+ i Baʹal-Haʹzor, der ligger tæt ved Eʹfraim,+ så Abʹsalom indbød alle kongens sønner.+ 24 Abʹsalom gik derfor til kongen og sagde: „Hør engang, din tjener har fåreklippere! Lad dog kongen og hans tjenere tage med din tjener.“ 25 Men kongen svarede Abʹsalom: „Nej, min søn, lad os dog ikke tage af sted alle sammen, at vi ikke ligger dig til byrde.“ Og selv om han nødte+ ham, ville han ikke tage af sted, men velsignede+ ham. 26 Da sagde Abʹsalom: „Hvis ikke, så lad i det mindste min broder Amʹnon tage med os.“+ Kongen sagde da til ham: „Hvorfor skulle han tage med dig?“ 27 Men Abʹsalom nødte+ ham, så han lod Amʹnon og alle kongens sønner gå med ham.*

28 Abʹsalom gav derpå sine unge mænd følgende påbud: „Hold nu øje med når Amʹnons hjerte er blevet muntert af vinen;+ når jeg så siger til jer: ’Slå Amʹnon ihjel!’ så skal I lade ham dø. Vær ikke bange;+ er det ikke mig der har påbudt jer det? Vær modige og vis jer som brave mænd.“ 29 Abʹsaloms unge mænd gjorde derfor sådan med Amʹnon som Abʹsalom havde påbudt.+ Alle kongens sønner rejste sig da og steg hver op på sit muldyr* og flygtede. 30 Mens de var undervejs, nåede rygtet til David idet man sagde: „Abʹsalom har slået alle kongens sønner ihjel, og der er ikke en eneste af dem tilbage.“ 31 Da rejste kongen sig og sønderrev sine klæder,+ og han lagde sig på jorden,+ mens alle hans tjenere stod ved siden af med sønderrevne klæder.*+

32 Men Davids broder Sjimʹas+ søn Joʹnadab+ tog til orde og sagde: „Lad ikke min herre mene at de har ladet alle de unge mænd, kongens sønner, dø, for kun Amʹnon er død.+ Dette er nemlig sket på Abʹsaloms befaling som noget der har været fastsat+ siden den dag han krænkede+ hans søster+ Taʹmar. 33 Så lad nu ikke min herre kongen bebyrde sit hjerte med det ord der siger: ’Alle kongens sønner er døde,’ for kun Amʹnon er død.“

34 Abʹsalom flygtede imidlertid.+ Senere da den unge mand som var vagtpost+ løftede sine øjne og så, se, da kom der en mængde folk ad vejen bag ham, langs bjergsiden.* 35 Joʹnadab+ sagde da til kongen: „Se, kongens sønner er kommet; det er som din tjener har sagt.“+ 36 Og netop som han var færdig med at tale, se, da kom kongens sønner ind, og de brast i højlydt gråd. Og også kongen og alle hans tjenere brød ud i heftig gråd. 37 Men Abʹsalom flygtede og tog hen til Talʹmaj,+ Amʹmihuds søn, kongen i Geʹsjur.+ Og [David]* holdt sorg+ over sin søn alle dagene. 38 Men Abʹsalom flygtede og tog til Geʹsjur,+ og dér var han i tre år.

39 Omsider længtes kong David[s sjæl]* efter at drage ud* til Abʹsalom, for han havde fundet trøst over Amʹnon, over at han var død.

14 Da Joʹab,+ Zeruʹjas+ søn, fik at vide at kongens hjerte [længtes] efter Abʹsalom,+ 2 sendte Joʹab bud til Tekoʹa+ og hentede dér en vís+ kvinde og sagde til hende: „Foregiv nu at du sørger og tag sørgeklæder på og indgnid dig ikke med olie,+ men vær som en kvinde der i mange dage har sørget over en død,+ 3 og gå ind til kongen og tal således til ham,“ hvorpå Joʹab lagde ordene i munden på hende.+

4 Kvinden fra Tekoʹa kom så ind* til kongen og faldt ned med ansigtet mod jorden+ og bøjede sig og sagde: „Frels [mig],+ konge!“ 5 Kongen sagde da til hende: „Hvad er der i vejen med dig?“ hvortil hun sagde: „Ak, jeg er en kvinde der er enke,+ for min mand er død. 6 Og din tjenestepige havde to sønner; men de to kom op at slås på marken+ og der var ingen til at lægge sig imellem,*+ så den ene slog den anden til døde. 7 Men se, hele familien har rejst sig mod din tjenestepige og siger: ’Giv os ham som har slået sin broder ihjel, så vi kan lade ham dø for sin broders sjæl+ som han dræbte,+ og samtidig tilintetgøre arvingen!’ Og de vil slukke den af mine gløder* der er tilbage, så der ikke sikres min mand navn eller rest* på jordens flade.“+

8 Da sagde kongen til kvinden: „Tag hen til dit hus, så vil jeg give påbud angående dig.“+ 9 Men kvinden fra Tekoʹa sagde til kongen: „Lad brøden hvile på mig, herre konge, og på min faders hus,+ mens kongen og hans trone er uskyldig.“ 10 Kongen sagde da: „Hvis nogen siger noget til dig, så skal du komme til mig med ham, så vil han aldrig røre dig mere.“ 11 Men hun sagde: „Lad kongen nævne Jehova din Gud,+ sådan at blodhævneren+ ikke vedholdende søger at ødelægge, og så de ikke tilintetgør min søn.“ Han sagde da: „Så sandt Jehova lever,+ skal der ikke falde ét af din søns hår+ til jorden.“ 12 Derpå sagde kvinden: „Lad dog din tjenestepige+ sige noget+ til min herre kongen.“ Han sagde da: „Tal!“+

13 Kvinden sagde videre: „Hvorfor har du da udtænkt noget sådant+ mod Guds folk?+ For idet kongen siger dette, er han som en der er skyldig,+ eftersom kongen ikke bringer sin fordrevne [søn] tilbage.+ 14 For vi skal visselig dø+ og blive som vand der er løbet ud på jorden [og] som ikke kan samles op. Dog tager Gud undertiden ikke sjælen bort,+ men har udtænkt grunde til at den fordrevne ikke skal være fordrevet fra ham. 15 Men når jeg nu er kommet for at sige dette til min herre kongen, er det fordi folkene gjorde mig bange, så din tjenestepige sagde: ’Lad mig dog tale med kongen; måske vil kongen handle efter sin trælkvindes ord; 16 for kongen vil høre, så han udfrier sin trælkvinde af den mands hånd som søger at tilintetgøre mig* og min eneste søn fra Guds* arvelod.’+ 17 Derpå sagde din tjenestepige: ’Lad dog min herre kongens ord give [mig] ro.’ For som en af den [sande] Guds engle,+ sådan er min herre kongen til at skelne mellem godt og ondt.+ Og måtte Jehova din Gud være med dig.“

18 Da svarede kongen og sagde til kvinden: „Skjul nu ikke noget for mig af det jeg spørger dig om,“+ hvortil kvinden sagde: „Lad dog min herre kongen tale.“ 19 Kongen sagde videre: „Har Joʹabs hånd+ været med dig i alt det her?“+ Da svarede kvinden og sagde: „Så sandt din sjæl lever,+ min herre konge, kan ingen vige til højre eller til venstre fra noget som helst af det min herre kongen siger, for det var din tjener Joʹab som gav mig påbud, og det var ham der lagde alle disse ord i din tjenestepiges mund.+ 20 Det er for at give sagen et andet ansigt at din tjener Joʹab har handlet således. Men min herres visdom er som den [sande] Guds engels+ visdom, så han kender alt hvad der sker på jorden.“

21 Derpå sagde kongen til Joʹab: „Nu vel, jeg vil gøre* dette;+ så gå hen og bring den unge mand, Abʹsalom, tilbage.“+ 22 Joʹab faldt da ned med ansigtet mod jorden og bøjede sig og velsignede kongen;+ derpå sagde Joʹab: „I dag ved din tjener at jeg har fundet yndest i dine øjne,+ min herre konge, fordi kongen har gjort som hans tjener har sagt.“ 23 Dermed brød Joʹab op og drog til Geʹsjur+ og bragte Abʹsalom til Jerusalem.+ 24 Men kongen sagde: „Lad ham gå hen til sit eget hus; men mit ansigt får han ikke at se.“+ Abʹsalom gik så hen til sit eget hus, men kongens ansigt så han ikke.

25 Og i hele Israel var ingen mand så prist for sin skønhed+ som Abʹsalom; fra fodsål til isse var der ingen fejl ved ham, 26 og når han klippede [håret på] sit hoved — og det skete ved udløbet af hvert år at han måtte klippe det, for det var for tungt+ for ham, så han klippede det af — så vejede håret på hans hoved to hundrede sekel* efter kongeligt lod.* 27 Der fødtes desuden Abʹsalom tre sønner+ og en datter ved navn Taʹmar; hun blev en kvinde der havde et smukt udseende.+

28 Abʹsalom boede nu i Jerusalem i to hele år, men kongens ansigt så han ikke.+ 29 Abʹsalom sendte da bud til Joʹab for at sende ham til kongen, men han ønskede ikke at komme hen til ham. Så sendte han bud en gang til, men han ønskede ikke at komme. 30 Han sagde da til sine tjenere: „Se Joʹabs jordlod ved siden af min, ja, den han har byg på; gå hen og sæt ild til den.“+ Abʹsaloms tjenere satte så ild til jordlodden.+ 31 Da rejste Joʹab sig og kom til Abʹsalom i [hans] hus og sagde til ham: „Hvorfor har dine tjenere sat ild til den jordlod som tilhører mig?“ 32 Abʹsalom sagde da til Joʹab: „Hør, jeg har sendt bud efter dig idet jeg sagde: ’Kom herhen, så jeg kan sende dig til kongen og sige: „Hvorfor er jeg kommet fra Geʹsjur?+ Det var bedre for mig om jeg stadig var dér. Så lad mig nu se kongens ansigt, og hvis der er brøde hos mig,+ da må han lade mig lide døden.“’“

33 Joʹab gik da ind til kongen og fortalte ham det. Han tilkaldte så Abʹsalom, som kom ind til kongen og bøjede sig for ham [idet han faldt ned]* med ansigtet mod jorden foran kongen, hvorpå kongen kyssede Abʹsalom.+

15 Efter dette lod Abʹsalom imidlertid lave en vogn til sig selv, med heste og med halvtreds mand løbende foran sig.+ 2 Og Abʹsalom stod tidligt op+ og stod ved portvejen,+ og hver gang der var en mand som gik ind til kongen med et søgsmål for at få en retskendelse,+ kaldte Abʹsalom på ham og sagde: „Hvilken by er du fra?“ hvortil vedkommende sagde: „Din tjener er fra en af Israels stammer.“ 3 Abʹsalom sagde da til ham: „Se, dit anliggende er godt og ærligt, men der er ingen til at høre på dig hos kongen.“+ 4 Og Abʹsalom sagde videre: „Bare man gjorde mig til dommer i landet+ og hver mand som havde et søgsmål eller en retssag ville komme til mig, så skulle jeg yde ham retfærdighed!“+

5 Og når en eller anden trådte hen for at bøje sig for ham, så rakte han hånden frem og greb ham+ og kyssede ham. 6 Således gjorde Abʹsalom mod alle israelitter som gik ind til kongen for at få en retskendelse, så Abʹsalom stjal Israels mænds hjerte.+

7 Efter fyrre års* forløb sagde Abʹsalom nu til kongen: „Lad mig dog tage af sted og i Heʹbron+ indfri det løfte jeg har givet Jehova;+ 8 for mens jeg boede i Geʹsjur+ i Aʹram, aflagde din tjener et løfte+ og sagde: ’Hvis Jehova nogen sinde bringer mig tilbage til Jerusalem, så vil jeg tjene Jehova!’“+ 9 Kongen sagde da til ham: „Tag af sted i fred.“+ Han brød så op og tog til Heʹbron.

10 Abʹsalom sendte imidlertid spioner+ ud blandt alle Israels stammer idet han sagde: „Så snart I hører hornets klang, skal I sige: ’Abʹsalom er blevet konge+ i Heʹbron!’“+ 11 Og to hundrede mænd var draget med Abʹsalom fra Jerusalem, idet de var blevet indbudt og var gået med i god tro,*+ og de vidste ikke noget som helst. 12 Da Abʹsalom ofrede slagtofferet sendte han endvidere bud efter* gilonitten+ Akitoʹfel,+ Davids rådgiver,+ fra hans by Giʹlo.+ Sammensværgelsen+ blev således stærkere, og folkene hos Abʹsalom blev stadig mere talrige.+

13 Der kom imidlertid en som fortalte det til David og sagde: „Israels mænds hjerte+ er bag Abʹsalom.“ 14 David sagde da til alle sine tjenere som var hos ham i Jerusalem: „Bryd op og lad os flygte,+ for det vil ikke være muligt for os at undslippe Abʹsalom! Skynd jer at drage bort; ellers skynder han sig og indhenter os og bringer ulykken over os og slår byen med sværdets æg!“+ 15 Da sagde kongens tjenere til kongen: „I alt hvad min herre kongen foretrækker: Se, [vi er] dine tjenere.“+ 16 Derpå drog kongen ud med hele sit hus i sit følge;+ dog efterlod kongen ti kvinder, medhustruer,+ til at passe huset. 17 Kongen drog altså ud med alle folkene i sit følge; men de standsede ved Bet-Merʹhak.*

18 Og alle hans tjenere gik over ved hans side, og alle keretitterne og alle peletitterne+ og alle gittitterne,+ seks hundrede mand som var kommet i hans følge* fra Gat,+ gik over foran kongen. 19 Kongen sagde nu til gittitten Itʹtaj:+ „Hvorfor skulle du også gå med os? Vend tilbage+ og bliv hos kongen, for du er udlænding og er desuden i landflygtighed fra dit hjemsted. 20 Det var i går du kom, og skulle jeg så lade dig flakke om+ sammen med os i dag, så du må rejse, når jeg selv blot rejser derhen hvor jeg nu kan? Vend tilbage, og tag dine brødre med dig tilbage; [og måtte Jehova vise dig]* loyal hengivenhed+ og troskab.“+ 21 Men Itʹtaj svarede kongen og sagde: „Så sandt Jehova lever og så sandt min herre kongen lever:+ På det sted hvor min herre kongen er, uanset om det betyder død eller liv, dér vil din tjener være!“+ 22 Da sagde David til Itʹtaj:+ „Kom og gå over!“ Da gik gittitten Itʹtaj over med alle sine mænd og alle småbørnene som var med ham.

23 Og hele landet græd højlydt+ da alle folkene gik over; og kongen stod i Keʹdrons Regnflodsdal+ mens alle folkene gik over i retning af vejen mod ørkenen.* 24 Og se, også Zaʹdok+ var der, og med ham alle levitterne,+ bærende+ på den [sande] Guds pagts ark.+ Og de satte den [sande] Guds ark ned ved siden af Ebʹjatar*+ indtil alle folkene var færdige med at gå over fra byen. 25 Kongen sagde imidlertid til Zaʹdok: „Bring den [sande] Guds ark+ tilbage til byen.+ Hvis jeg finder yndest i Jehovas øjne, vil han lade mig komme tilbage og lade mig se den og dens bosted.+ 26 Men hvis han siger således: ’Jeg har ikke behag i dig,’ så er jeg her — han kan gøre med mig som det synes godt i hans øjne.“+ 27 Og kongen sagde videre til præsten Zaʹdok: „Du er seer,+ ikke sandt? Vend tilbage til byen i fred, og din søn Ahiʹma’az og Ebʹjatars søn Joʹnatan,+ jeres to sønner, sammen med jer. 28 Se, jeg vil tøve ved vadestederne* i ørkenen indtil der kommer et ord fra jer til min underretning.“+ 29 Zaʹdok og Ebʹjatar bragte da den [sande] Guds ark tilbage til Jerusalem og blev* dér.

30 Og David gik op ad Oliebjergets+ skråning idet han græd mens han gik op, med hovedet tildækket+ og gående på bare fødder. Og alle folkene som var med ham tildækkede hver især deres hoved og gik grædende opefter.+ 31 Og man fortalte David at Akitoʹfel var blandt dem der havde sammensvoret sig+ med Abʹsalom,+ så David sagde:+ „Jehova,+ gør dog Akitoʹfels råd tåbeligt!“+

32 Da David nu kom til toppen hvor man* plejede at bøje sig for Gud, se, da kom arkitten+ Huʹsjaj+ ham i møde med sønderreven kjortel og jord på hovedet.+ 33 Men David sagde til ham: „Hvis du drog over sammen med mig, ville du bare være en byrde for mig.+ 34 Men hvis du vender tilbage til byen og siger til Abʹsalom: ’Jeg vil være din tjener, konge. Jeg var nok din faders tjener førhen, men nu er jeg din tjener,’+ så kan du modvirke+ Akitoʹfels råd for mig. 35 Er præsterne Zaʹdok og Ebʹjatar ikke dér sammen med dig?+ Og hvert ord som du hører fra kongens hus, skal du fortælle præsterne Zaʹdok og Ebʹjatar.+ 36 Se, de har deres to sønner hos sig dér, Zaʹdoks [søn] Ahiʹma’az+ og Ebʹjatars [søn] Joʹnatan,+ og ved dem skal I sende bud til mig om hvert ord I hører.“ 37 Huʹsjaj, Davids ven,+ gik da ind i byen; og Abʹsalom+ kom til Jerusalem.

16 Da David var kommet lidt over på den anden side af toppen,+ se, da [kom] Mefiʹbosjets+ medhjælper Ziʹba+ ham i møde med et par opsadlede æsler,+ og på dem var der to hundrede brød+ og hundrede rosinkager+ og hundrede [mål] sommerfrugt+ og en stor krukke vin.+ 2 Kongen sagde da til Ziʹba: „Hvad er det du har dér?“+ Hertil sagde Ziʹba: „Æslerne er til kongens husstand at ride på, og brødet og sommerfrugten er til de unge mænd+ at spise, og vinen er til at drikke for den der bliver træt i ørkenen.“+ 3 Kongen sagde derpå: „Og hvor er din herres* søn?“+ Ziʹba sagde da til kongen: „Se, han bliver i Jerusalem, for han sagde: ’I dag giver Israels hus mig min faders kongedømme tilbage.’“+ 4 Kongen sagde da til Ziʹba: „Se, alt hvad der tilhørte Mefiʹbosjet, tilhører dig,“+ hvortil Ziʹba sagde: „Jeg bøjer+ mig ned; måtte jeg finde yndest i dine øjne, min herre konge.“

5 Da kong David var kommet så langt som til Bahuʹrim,+ se, da kom der en mand fra Sauls hus’ familie ud derfra, og hans navn var Sjimʹi,+ Geʹras søn, og idet han kom ud nedkaldte han ondt [over David].+ 6 Han kastede desuden sten mod David og alle kong Davids tjenere, skønt alle folkene og alle de vældige krigere var til højre og venstre for [David]. 7 Og sådan sagde Sjimʹi idet han nedkaldte ondt [over ham]: „Ud! ud! du blodskyldige+ mand,* usling af en mand!*+ 8 Jehova har gengældt dig al blodskylden for Sauls hus, han i hvis sted du blev konge, og Jehova overgiver kongedømmet i din søn Abʹsaloms hånd; og dér er du i din ulykke, for du er en blodskyldig mand!“+

9 Da sagde Aʹbisjaj, Zeruʹjas+ søn, til kongen: „Hvorfor skal den døde hund+ nedkalde ondt over min herre kongen?+ Lad dog mig gå over og kappe hovedet af ham.“+ 10 Men kongen sagde: „Hvad har jeg med jer at gøre,*+ Zeruʹjasønner?+ Lad ham nedkalde ondt+ således, for Jehova har sagt til ham:+ ’Nedkald ondt over David!’ Hvem kan da* sige: ’Hvorfor gør du sådan?’“+ 11 Og David sagde videre til Aʹbisjaj og til alle sine tjenere: „Se, min egen søn som er udgået fra mit indre efterstræber min sjæl;+ hvor meget mere da ikke en benjaminit!+ Lad ham være så han kan nedkalde ondt, for Jehova har sagt det til ham. 12 Måske vil Jehova se+ [det] med sit øje,* og måske vil Jehova vise mig godhed til gengæld for hans forbandelse i dag.“+ 13 Derpå gik David og hans mænd videre ad vejen, mens Sjimʹi gik over for ham, langs bjergsiden, og idet han gik over for ham nedkaldte han ondt+ [over ham] og kastede med sten og smed med støv.+

14 Omsider ankom kongen og alle folkene som var med ham, trætte [til deres bestemmelsessted], og de hentede ny styrke dér.+

15 Abʹsalom og alle folkene, Israels mænd, gik derimod ind i Jerusalem,+ og Akitoʹfel+ var med ham. 16 Så snart Davids ven+ arkitten+ Huʹsjaj+ kom til Abʹsalom, sagde Huʹsjaj til Abʹsalom: „Kongen leve!+ Kongen leve!“ 17 Men Abʹsalom sagde til Huʹsjaj: „Er det din loyale hengivenhed mod din ven! Hvorfor gik du ikke med din ven?“+ 18 Huʹsjaj sagde da til Abʹsalom: „Nej, for den som Jehova og dette folk og alle Israels mænd har udvalgt, ham tilhører jeg* og hos ham vil jeg blive. 19 Og for det andet: Hvem vil jeg blive tjener for? Er det ikke for hans søn? Ligesom jeg har været tjener for din fader, sådan vil jeg være* det for dig.“+

20 Senere sagde Abʹsalom til Akitoʹfel [og de andre]: „Giv et råd.+ Hvad skal vi gøre?“ 21 Akitoʹfel sagde da til Abʹsalom: „Gå ind til din faders medhustruer+ som han lod blive tilbage til at passe huset.+ Så vil hele Israel høre at du er blevet en stank+ for din fader,+ og alle de der er med dig, deres hænder+ vil være stærke.“ 22 De slog derfor et telt op til Abʹsalom oppe på taget,+ hvorpå Abʹsalom gik ind til sin faders medhustruer+ for øjnene af hele Israel.+

23 Og Akitoʹfels råd som han gav i de dage, var som når en mand* beder om et ord fra den [sande] Gud.* Sådan var alle Akitoʹfels+ råd,+ både for David og for Abʹsalom.

17 Akitoʹfel sagde derpå til Abʹsalom: „Lad mig få lov at udvælge tolv tusind mand og bryde op og sætte efter David i nat.+ 2 Så kan jeg overrumple ham mens han er udmattet og [hans] hænder er svage,+ og få ham til at skælve. Og alle folkene som er hos ham vil flygte; så vil jeg slå kongen ihjel mens han er alene,+ 3 men bringe alle folkene tilbage til dig. Om de alle vender tilbage, afhænger af [hvordan det går] den mand som du efterstræber; hele folket vil [så] få fred.“* 4 Og dette syntes rigtigt i Abʹsaloms+ øjne og i alle Israels ældstes øjne.

5 Men Abʹsalom sagde: „Kald engang på arkitten Huʹsjaj,+ så vi også kan høre hvad [råd] der er i hans mund.“ 6 Huʹsjaj kom da ind til Abʹsalom, og Abʹsalom sagde til ham: „Sådan og sådan har Akitoʹfel sagt. Skal vi handle efter hans ord? Hvis ikke, tal du!“ 7 Huʹsjaj sagde da til Abʹsalom: „Det råd Akitoʹfel har givet, er ikke godt i dette tilfælde!“+

8 Og Huʹsjaj sagde videre: „Du kender selv din fader og hans mænd, at de er vældige krigere,+ og at de i sjælen er bitre+ som en hunbjørn der har mistet sine unger på marken.+ Og din fader er en stridsmand,+ og han tilbringer ikke natten sammen med folkene. 9 Se, lige nu gemmer han sig+ i en af gruberne eller et af de andre steder. Og når han falder over dem i begyndelsen [af kampen] og en eller anden hører om det og siger: ’Folkene som følger Abʹsalom har lidt nederlag!’ 10 så vil selv den der er en brav mand, hvis hjerte er som løvens* hjerte,+ afgjort blive blød [af skræk];+ for hele Israel ved at din fader er en vældig kriger,+ og det er de brave mænd som er med ham også.+ 11 Så jeg giver rådet: Lad hele Israel straks samles om dig, fra Dan til Beʹer-Sjeʹba,+ talrigt som sandet der er ved havet,+ idet du personligt* går med i kampen.*+ 12 Og vi vil komme imod ham på et af de steder hvor han befinder sig,+ og vi vil være over ham som når duggen+ falder på jorden, og der vil ikke være en eneste tilbage hos ham og blandt alle de mænd der er med ham. 13 Og hvis han trækker sig tilbage til en by, skal hele Israel lade reb bære til den by, og vi vil slæbe den ned i regnflodsdalen indtil der ikke findes selv den mindste sten dér.“+

14 Da sagde Abʹsalom og alle Israels mænd: „Arkitten Huʹsjajs råd er bedre+ end Akitoʹfels råd!“ Jehova havde nemlig påbudt+ at Akitoʹfels gode råd+ skulle modvirkes,+ for at Jehova kunne bringe ulykke+ over Abʹsalom.

15 Derpå sagde Huʹsjaj til præsterne Zaʹdok+ og Ebʹjatar: „Sådan og sådan rådede Akitoʹfel Abʹsalom og Israels ældste, og sådan og sådan rådede jeg. 16 Så send nu hurtigt bud og fortæl det til David+ idet I siger: ’Overnat ikke på sletterne i ørkenen i nat, men gå i stedet med det samme over [Jordan],+ at ikke kongen og alle folkene som er med ham bliver opslugt.’“*+

17 I mellemtiden stod Joʹnatan+ og Ahiʹma’az+ ved En-Roʹgel,+ og en tjenestepige gik hen og underrettede dem; de skulle så tage hen og underrette kong David; de kunne nemlig ikke vise sig ved at gå ind i byen. 18 Men en ung mand så dem og fortalte det til Abʹsalom. De to skyndte sig da af sted og kom til et hus der tilhørte en mand i Bahuʹrim+ som havde en brønd på sin gårdsplads, og den kravlede de ned i. 19 Derpå tog konen en måtte og bredte den ud over brønden og dyngede gryn op over den,+ så intet var kendt. 20 Abʹsaloms tjenere kom nu til kvinden i huset og sagde: „Hvor er Ahiʹma’az og Joʹnatan?“ Kvinden sagde da til dem: „De gik videre herfra til vandet.“+ De søgte så, men fandt dem ikke,+ hvorpå de vendte tilbage til Jerusalem.

21 Efter at de var gået, kom de [to] op af brønden og drog videre og underrettede kong David, idet de sagde til David: „Bryd op og skynd jer over på den anden side af vandet, for det og det råd+ gav Akitoʹfel imod jer.“ 22 Da brød David op med alle folkene som var hos ham, og gik over Jordan. Da det blev lyst om morgenen,+ manglede der ikke en eneste som ikke var gået over Jordan.

23 Men Akitoʹfel der havde set at man ikke handlede efter hans råd,+ sadlede et æsel, brød op og begav sig på vej til sit hus, til sin by.+ Derpå gav han sin husstand [de nødvendige] påbud,+ hvorpå han hængte+ sig* og døde,+ og han blev begravet+ i sine forfædres grav.

24 David var nu kommet til Mahanaʹjim,+ og Abʹsalom var gået over Jordan, han selv og alle Israels mænd sammen med ham. 25 Og Abʹsalom havde sat Amaʹsa+ over hæren i stedet for Joʹab;+ og Amaʹsa var søn af en mand hvis navn var israelitten* Jitʹra,+ som var gået ind til Naʹhasj’* datter Abigaʹjil,+ søster til Joʹabs moder Zeruʹja. 26 Israel og Abʹsalom lejrede sig nu i Giʹleads land.+

27 Så snart David kom til Mahanaʹjim, [bragte]* Sjoʹbi, søn af Naʹhasj fra Amʹmons sønners Rabʹba,+ og Maʹkir,+ søn af Amʹmiel+ fra Lo-Deʹbar, og gileaditten Barzilʹlaj+ fra Roʹgelim+ 28 senge og skåle og pottemagerkar, og hvede og byg og mel+ og ristet korn+ og hestebønner+ og linser+ og tørret korn, 29 og honning+ og smør+ og småkvæg og kvark af ko[mælk]; de bragte det hen til David og til folkene som var med ham, så de kunne spise,+ for de sagde: „Folkene er blevet sultne og trætte og tørstige i ørkenen.“+

18 David mønstrede nu folkene som var med ham og satte tusindførere og hundredførere over dem.+ 2 Derpå sendte David en tredjedel+ af folkene af sted under Joʹabs+ ledelse, og en tredjedel under Joʹabs broder Aʹbisjajs,+ Zeruʹjas søns, ledelse, og en tredjedel under gittitten Itʹtajs+ ledelse. Kongen sagde desuden til folkene: „Jeg vil også selv drage ud med jer.“ 3 Men folkene sagde: „Du må ikke drage ud,+ for selv om vi bliver nødt til at flygte, vil man ikke bekymre sig om os;+ og selv om halvdelen af os dør, vil man ikke bekymre sig om os, for du er lige så meget værd som ti tusind af os;+ og lige nu er det bedre hvis du vil være os til hjælp+ fra byen.“ 4 Kongen sagde da til dem: „Jeg vil gøre hvad der synes bedst i jeres øjne.“+ Kongen blev så stående ved siden af porten,+ mens alle folkene drog ud i formationer på hundrede og tusind.+ 5 Kongen gav derpå Joʹab og Aʹbisjaj og Itʹtaj følgende påbud: „For min skyld må I gå skånsomt+ frem mod den unge mand Abʹsalom.“ Og alle folkene hørte at kongen gav alle øversterne dette påbud angående Abʹsalom.

6 Folkene drog nu ud på åben mark for at møde Israel, og der blev kamp i Eʹfraims skov.*+ 7 Men folkene fra Israel+ led nederlag+ dér over for Davids tjenere, og det blev et stort nederlag for dem dér den dag: tyve tusind [faldne]. 8 Og kampen dér bredte sig efterhånden over hele landets flade. Skoven fortærede desuden flere af folkene end sværdet gjorde den dag.

9 Da traf Abʹsalom på Davids tjenere. Og Abʹsalom red på et muldyr, men muldyret kom ind under grenværket på et meget stort træ, sådan at hans hoved sad fast i det store træ og han blev hængende mellem himmel og jord,+ mens muldyret under ham løb videre. 10 En mand så det imidlertid og fortalte det til Joʹab+ og sagde: „Hør, jeg så Abʹsalom hænge i et stort træ.“ 11 Da sagde Joʹab til manden som fortalte ham det: „Du så det altså; hvorfor slog du ham da ikke til jorden på stedet? Så havde jeg måttet give dig ti sølvstykker og et bælte.“+ 12 Men manden sagde til Joʹab: „Om jeg så fik vejet tusind sølvstykker op i hånden, ville jeg ikke række hånden ud mod kongens søn, for det var i vort påhør* kongen gav dig og Aʹbisjaj og Itʹtaj påbudet: ’Hvem I end er, pas på den unge mand Abʹsalom.’+ 13 Ellers havde jeg handlet bedragerisk mod hans sjæl, og slet intet af sagen ville kunne skjules for kongen,+ og du selv ville holde dig udenfor.“ 14 Hertil sagde Joʹab: „Jeg vil ikke lade mig opholde her hos dig på denne måde!“ Derpå tog han tre spyd* i hånden og jog+ dem i Abʹsaloms hjerte, mens han endnu var i live midt+ i det store træ.* 15 Så omringede ti unge mænd som var Joʹabs våbendragere, Abʹsalom og slog ham ihjel, og lod ham således lide døden.+ 16 Joʹab blæste da i hornet,+ så folkene vendte tilbage fra forfølgelsen af Israel, for Joʹab holdt folkene tilbage. 17 De tog så Abʹsalom og kastede ham i en stor grube i skoven og rejste en meget stor stendysse over ham.+ Men hele Israel flygtede, hver til sit hjem.*

18 Nu havde Abʹsalom, mens han var i live, taget sig en støtte som han rejste,+ den som er i Kongedalen,+ for han sagde: „Jeg har ingen søn til at bevare mindet om mit navn.“+ Han kaldte derfor støtten ved sit eget navn,+ og man kalder den Abʹsaloms Mindesmærke den dag i dag.

19 Nu sagde Zaʹdoks søn Ahiʹma’az:+ „Lad dog mig løbe hen og bringe kongen nyheden, for Jehova har som dommer udfriet ham af hans fjenders hånd.“+ 20 Men Joʹab sagde til ham: „Du er ikke den der skal bringe nyheden i dag. Du kan bringe en nyhed en anden dag, men i dag skal du ikke bringe nyheden, eftersom* det er kongens søn der er død.“+ 21 Derpå sagde Joʹab til en kusjit:+ „Gå, fortæl kongen hvad du har set.“ Kusjitten bøjede sig da for Joʹab og løb. 22 Men Zaʹdoks søn Ahiʹma’az sagde endnu en gang til Joʹab: „Ske hvad der vil; lad dog også mig løbe, efter kusjitten.“ Joʹab sagde imidlertid: „Hvorfor skulle du dog løbe, min søn, når der ingen nyhed er til dig?“ 23 [Men han svarede:]* „Ske hvad der vil; lad mig løbe.“ Han sagde da til ham: „Løb!“ Ahiʹma’az løb da ad vejen gennem [Jordan]egnen*+ og overhalede kusjitten.

24 Mens David nu sad mellem de to porte,+ gik vagtposten+ op på taget over porten, ved muren, og da han løftede sine øjne og så, se, da kom en mand løbende alene. 25 Vagtposten råbte da til kongen og fortalte det, hvorpå kongen sagde: „Hvis han er alene, har han nyt at fortælle.“ Han kom imidlertid stadig nærmere. 26 Vagtposten så nu en anden mand komme løbende, så vagtposten råbte til portvagten og sagde: „Se! Der kommer [endnu] en mand løbende alene!“ Kongen sagde da: „Det er også en der bringer nyt.“ 27 Vagtposten sagde videre: „Jeg kan se at den førstes måde at løbe på ligner Zaʹdoks søn Ahiʹma’az’+ måde at løbe på.“+ Hertil sagde kongen: „Han er en god mand,+ og han kommer med godt nyt.“+ 28 Ahiʹma’az råbte nu til kongen og sagde: „Alt vel!“* Derpå bøjede han sig for kongen med ansigtet mod jorden og sagde: „Velsignet+ være Jehova din Gud som har overgivet+ de mænd der løftede deres hånd mod min herre kongen!“

29 Kongen sagde imidlertid: „Hvordan har den unge mand Abʹsalom det?“ Hertil sagde Ahiʹma’az: „Jeg så en voldsom tummel netop som Joʹab sendte kongens tjener og din tjener af sted, men jeg ved ikke hvad det var.“+ 30 Kongen sagde da: „Gå til side, stil dig dér.“ Han gik da til side og blev stående.

31 Og se, kusjitten+ kom ind. Kusjitten sagde nu: „Måtte min herre kongen tage imod nyt, for i dag har Jehova som dommer udfriet dig fra alle dem der rejser sig mod dig.“+ 32 Kongen sagde imidlertid til kusjitten: „Hvordan har den unge mand Abʹsalom det?“ hvorpå kusjitten sagde: „Måtte min herre kongens fjender og alle som har rejst sig imod dig med ondt i sinde, blive som den unge mand.“*+

33 Da blev kongen rystet og gik op i tagkammeret+ over porten og græd; og således sagde han idet han gik: „Min søn Abʹsalom, min søn, min søn+ Abʹsalom! Gid det var mig der var død i stedet for dig, Abʹsalom, min søn, min søn!“+

19 Senere meddelte man Joʹab: „Se, kongen græder og sørger over Abʹsalom.“+ 2 Frelsen på den dag blev derfor til sorg for alle folkene, for folkene hørte den dag at man sagde: „Kongen er bedrøvet over sin søn.“ 3 Og folkene stjal sig den dag ind i byen,+ ligesom folk der føler sig ydmygede stjæler sig bort når de er flygtet i krigen. 4 Alt imens tildækkede kongen sit ansigt og udstødte klageråb med høj røst: „Min søn Abʹsalom, Abʹsalom, min søn, min søn!“+

5 Da gik Joʹab ind til kongen i huset og sagde: „Du har i dag bragt skam over alle dine tjeneres ansigt, dem som i dag udfriede+ din sjæl og dine sønners+ og døtres+ sjæl, og dine hustruers+ sjæl og dine medhustruers+ sjæl, 6 ved at du elsker dem der hader dig, og hader dem der elsker dig; for du har i dag fortalt at øverster og tjenere ikke betyder noget for dig, ja, jeg ved i dag at hvis blot Abʹsalom var i live og alle vi andre i dag var døde, ja da ville det være ret i dine øjne. 7 Så rejs dig nu, gå ud og tal til dine tjeneres hjerte,+ for jeg sværger ved Jehova, at hvis du ikke går ud, vil ingen blive hos dig natten over,+ og dette vil blive værre for dig end al den ulykke der er kommet over dig fra din ungdom til nu.“ 8 Så rejste kongen sig og satte sig i porten,+ og man fortalte det til alle folkene idet man sagde: „Se, kongen sidder i porten.“ Da kom alle folkene hen foran kongen.

Israel var i mellemtiden flygtet, hver til sit hjem.*+ 9 Men hele folket diskuterede indbyrdes i alle Israels stammer idet man sagde: „Det var kongen der udfriede os af vore fjenders hånd,+ og det var ham der bragte os i sikkerhed for filistrenes hånd; og nu er han flygtet fra landet på grund af Abʹsalom.+ 10 Men Abʹsalom, som vi salvede [til konge] over os,+ er død i kampen,+ så hvorfor gør I ikke noget nu for at bringe kongen tilbage?“+

11 Kong David sendte imidlertid bud til præsterne Zaʹdok+ og Ebʹjatar+ idet han sagde: „Tal til Judas ældste+ og sig: ’Hvorfor skulle I være de sidste til at bringe kongen tilbage til hans hus, eftersom hele Israels ord er nået til kongen i hans hus? 12 I er mine brødre; I er mine ben og mit kød;+ så hvorfor skulle I være de sidste til at bringe kongen tilbage?’ 13 Og til Amaʹsa skal I sige:+ ’Er du ikke mine ben og mit kød? Måtte Gud gøre således med mig, og måtte han føje mere til,+ om du ikke alle dage skal være min hærfører i stedet for Joʹab!’“+

14 Han bøjede således alle Judas mænds hjerte, alle som én,+ så de sendte bud til kongen: „Kom tilbage, du og alle dine tjenere.“

15 Kongen vendte da tilbage og kom til Jordan. Juda var i mellemtiden kommet til Gilʹgal,+ idet man var gået ud for at møde kongen og ledsage kongen over Jordan. 16 Og Sjimʹi,+ søn af benjaminitten Geʹra,+ som var fra Bahuʹrim,+ skyndte sig at drage ned sammen med Judas mænd for at møde kong David, 17 og sammen med ham var der tusind mænd fra Benjamin. (Også Ziʹba,+ medhjælperen i Sauls hus, og hans femten sønner+ og hans tyve tjenere var sammen med ham, og det lykkedes dem at nå frem til* Jordan før kongen. 18 Og han* gik over vadestedet+ for at ledsage kongens husstand over og for at gøre hvad der syntes godt i hans øjne.) Og Sjimʹi, Geʹras søn, faldt ned foran kongen da han skulle til at gå over Jordan.+ 19 Derpå sagde han til kongen: „Lad ikke min herre tilregne mig brøde, og husk ikke den misgerning din tjener begik+ den dag da min herre kongen drog ud* af Jerusalem, så at kongen tager sig det til hjerte.+ 20 For din tjener ved at det er mig der har syndet; og se, jeg er i dag kommet som den første af hele Josefs+ hus for at gå ned og møde min herre kongen.“

21 Da tog Aʹbisjaj,+ Zeruʹjas søn,+ til orde og sagde: „Skulle Sjimʹi ikke lide døden for dette? For han har nedkaldt ondt over Jehovas salvede.“*+ 22 Men David sagde: „Hvad har jeg med jer at gøre,*+ Zeruʹjasønner, siden I bliver mine modstandere*+ i dag? Skulle nogen lide døden i Israel i dag?+ Mon ikke jeg ved at jeg i dag er konge over Israel?“ 23 Derpå sagde kongen til Sjimʹi: „Du skal ikke dø,“ og kongen svor desuden over for ham.+

24 Og Mefiʹbosjet,+ Sauls sønnesøn,* kom ned for at møde kongen; og han havde ikke plejet sine fødder+ eller plejet sit overskæg,+ ja end ikke vasket sine klæder, fra den dag kongen drog bort til den dag han kom [tilbage] i fred. 25 Men da han kom til Jerusalem for at møde kongen, sagde kongen til ham: „Hvorfor gik du ikke med mig, Mefiʹbosjet?“ 26 Hertil sagde han: „Min herre konge, det var min tjener+ der narrede mig. For din tjener havde sagt: ’Jeg vil lade et æsel sadle til mig, så jeg kan ride på det og drage bort med* kongen;’ din tjener er jo halt.+ 27 Og så bagtalte+ han din tjener for min herre kongen. Men min herre kongen er som den [sande] Guds engel,+ så gør hvad der synes godt i dine øjne. 28 For hele min faders husstand var ikke andet for min herre kongen end folk der fortjente døden,* og dog satte du din tjener blandt dem der spiser ved dit bord.+ Hvilket retfærdigt krav har jeg da tilbage, eller hvad mere at anråbe+ kongen om?“

29 Kongen sagde imidlertid til ham: „Hvorfor skulle du sige mere? Jeg siger: Du og Ziʹba skal dele marken.“+ 30 Da sagde Mefiʹbosjet til kongen: „Lad ham bare tage det hele,+ nu da min herre kongen er kommet [tilbage] til sit hus i fred.“

31 Og gileaditten Barzilʹlaj+ kom ned fra Roʹgelim og ledsagede kongen til Jordan, så han kunne tage afsked med ham ved Jordan. 32 Og Barzilʹlaj var meget gammel, firs år gammel,+ og han havde sørget for kongens underhold mens han boede i Mahanaʹjim,+ for han var en meget velstående+ mand. 33 Kongen sagde nu til Barzilʹlaj: „Kom du med mig over, så vil jeg sørge for dit underhold hos mig i Jerusalem.“+ 34 Men Barzilʹlaj sagde til kongen: „Hvor mange dage [har jeg igen] af mit livs år at jeg skulle drage med kongen op til Jerusalem? 35 I dag er jeg firs år gammel.+ Kan jeg kende forskel på noget godt og noget dårligt, eller kan din tjener smage hvad jeg spiser og drikker,+ eller kan jeg høre+ sangeres og sangerinders+ stemmer mere? Så hvorfor skulle din tjener yderligere være en byrde+ for min herre kongen? 36 Din tjener ledsager kun kongen det lille stykke til Jordan, så hvorfor skulle kongen give mig denne belønning til gengæld?+ 37 Lad dog din tjener vende tilbage, så jeg kan dø+ i min by ved min faders og moders grav.+ Men her er din tjener Kimʹham.+ Lad ham gå over med min herre kongen; gør så mod ham hvad der synes godt i dine øjne.“

38 Da sagde kongen: „Kimʹham skal gå over sammen med mig, så vil jeg gøre mod ham hvad der synes godt i dine øjne; og hvad som helst du vælger at pålægge mig, vil jeg gøre for dig.“ 39 Derpå gik alle folkene over Jordan; også kongen gik over. Kongen kyssede+ nu Barzilʹlaj og velsignede+ ham, hvorpå han vendte tilbage til sit sted. 40 Da kongen gik over til Gilʹgal,+ gik Kimʹham over sammen med ham, og alle folkene fra Juda, og også halvdelen af folkene fra Israel, ledsagede kongen over.

41 Og se, alle Israels mænd kom hen til kongen, og de sagde til kongen: „Hvorfor+ har vore brødre, Judas mænd, stjålet dig, idet de har ledsaget kongen og hans hus over Jordan — og alle Davids mænd sammen med ham?“+ 42 Da svarede alle Judas mænd Israels mænd: „Fordi kongen er nært beslægtet med os;*+ så hvordan kan det være at I er blevet vrede over dette? Har vi på nogen måde spist på kongens bekostning, eller har man givet os en gave?“

43 Men Israels mænd svarede Judas mænd og sagde: „Vi* har ti andele i kongen,+ så selv David har vi større krav på end I;* så hvorfor har I været ligeglade med os,* og hvorfor blev det ikke netop vores* sag først+ at bringe vores konge tilbage?“ Men Judas mænds ord var hårdere end Israels mænds ord.

20 Det traf sig imidlertid således at der var en usling*+ dér hvis navn var Sjeʹba,+ Bikʹris søn, en benjaminit; han blæste nu i hornet+ og sagde: „Vi har ingen andel i David, og vi har ingen arvelod i Iʹsajs søn.+ Hver til sine guder,*+ Israel!“ 2 Da brød alle Israels mænd op og fulgte ikke længere efter David men efter Sjeʹba, Bikʹris søn;+ men Judas mænd holdt sig til deres konge fra Jordan til Jerusalem.+

3 David kom så til sit hus i Jerusalem.+ Kongen tog derpå de ti kvinder,+ de medhustruer han havde ladet blive tilbage til at passe huset, og anbragte dem i et bevogtet hus, men han blev ved med at sørge for deres underhold. Han gik derimod ikke ind til dem,+ men de forblev afsondret til deres dødsdag, i enkestand med en levende [mand].*

4 Kongen sagde nu til Amaʹsa:+ „Sammenkald Judas mænd hos mig inden tre dage; også du skal stille her.“ 5 Amaʹsa drog da af sted for at sammenkalde Juda, men han kom for sent til den tid der var aftalt for ham, 6 så David sagde til Aʹbisjaj:+ „Nu bliver Sjeʹba,+ Bikʹris søn, værre for os end Abʹsalom.+ Tag du din herres tjenere+ og sæt efter ham, så han ikke finder sig befæstede byer og slipper væk for øjnene af os.“* 7 Joʹabs+ mænd og keretitterne+ og peletitterne+ og alle de vældige krigere drog da ud i følge med ham, idet de drog ud fra Jerusalem for at sætte efter Sjeʹba, Bikʹris søn. 8 Mens de var ved den store sten som er i Giʹbeon,+ kom Amaʹsa+ dem i møde. Og Joʹab havde et bælte spændt om sig, klædt som han var i sin kappe, og over den havde han et sværd i dets skede spændt fast om hofterne, og idet han trådte frem, faldt det* ud.

9 Joʹab sagde nu til Amaʹsa: „Har du det godt, min broder?“+ Derpå greb Joʹab med højre hånd fat i Amaʹsas skæg for at kysse ham.+ 10 Men Amaʹsa tog sig ikke i agt for sværdet som var i Joʹabs hånd, så han stødte det i underlivet på ham,+ og hans indvolde væltede ud på jorden, og han behøvede ikke at gøre det ved ham igen. Således døde han. Men Joʹab og hans broder Aʹbisjaj satte efter Sjeʹba, Bikʹris søn.

11 Og en af Joʹabs unge mænd stod over ham og sagde: „Enhver der synes om Joʹab og enhver der hører til David:+ Følg Joʹab!“ 12 Imens lå Amaʹsa væltet om i en blodpøl+ midt på landevejen. Da manden så at alle folkene blev stående, flyttede han Amaʹsa fra landevejen over på marken; derpå kastede han en klædning over ham, eftersom han så at alle der kom hen til ham, blev stående.+ 13 Så snart han havde fjernet ham fra landevejen, gik alle mændene forbi og fulgte Joʹab for at sætte efter Sjeʹba,+ Bikʹris søn.

14 Denne drog imidlertid igennem alle Israels stammer til Abel ved Bet-Maʹaka.+ Og alle bikritterne* samledes og gik også med ham ind [i byen].

15 De [andre] kom nu og belejrede ham i Abel ved Bet-Maʹaka, idet de opkastede en belejringsvold mod byen,+ for den lå bag en vold. Og alle folkene som var med Joʹab, var i færd med at underminere muren for at vælte den. 16 Men en vís kvinde+ råbte fra byen: „Hør, hør! Sig engang til Joʹab: ’Kom nærmere herhen, så jeg kan tale med dig!’“ 17 Så gik han nærmere til hende, og kvinden sagde: „Er du Joʹab?“ Hertil sagde han: „Ja, jeg er!“ Derpå sagde hun til ham: „Hør på din trælkvindes ord!“+ hvorpå han sagde: „Jeg hører.“ 18 Hun sagde da videre: „Førhen sagde man altid: ’Lad dem blot spørge i Abel, for på den måde afgør de sagen.’ 19 Jeg hører til de fredelige,+ trofaste+ i Israel. Du søger at bringe død over en by+ og en moder i Israel. Hvorfor vil du opsluge+ Jehovas arvelod?“+ 20 Hertil svarede Joʹab og sagde: „Det kunne aldrig nogen sinde falde mig ind at opsluge og ødelægge. 21 Sådan forholder sagen sig ikke; men en mand fra Eʹfraims bjergland+ hvis navn er Sjeʹba,+ Bikʹris søn, har løftet sin hånd mod kong David.+ Overgiv ham, ham alene,+ og jeg trækker mig tilbage fra byen.“+ Da sagde kvinden til Joʹab: „Se, hans hoved+ vil blive kastet over muren til dig!“

22 Kvinden gik da i sin visdom+ hen til alle folkene, hvorpå de huggede hovedet af Sjeʹba, Bikʹris søn, og kastede det over til Joʹab. Han blæste da i hornet,+ og de spredtes fra byen, hver til sit hjem.* Men Joʹab vendte tilbage til Jerusalem, til kongen.

23 Og Joʹab var over hele Israels hær;+ og Benaʹja,+ Joʹjadas+ søn, var over keretitterne*+ og peletitterne.+ 24 Og Aʹdoram+ var over dem der var udskrevet til tvangsarbejde, og Joʹsafat,+ Aʹhiluds søn, var kansler,* 25 og Sjeʹva+ var statsskriver,+ og Zaʹdok+ og Ebʹjatar+ var præster. 26 Og også ja’iritten Iʹra blev Davids præst.*+

21 I Davids dage kom der nu hungersnød+ i tre år, år efter år. David søgte da Jehovas ansigt, og Jehova sagde: „Der hviler blodskyld* på Saul og på hans hus, fordi han lod gibeonitterne dø.“+ 2 Kongen lod da gibeonitterne+ kalde og sagde til dem — gibeonitterne hørte for øvrigt ikke til Israels sønner men til resten af amoritterne,+ og Israels sønner havde aflagt edsløfte til dem;+ alligevel havde Saul søgt at slå dem ihjel+ i sin nidkærhed+ for Israels og Judas sønner — 3 David sagde altså til gibeonitterne: „Hvad skal jeg gøre for jer, og hvordan skal jeg skaffe soning,*+ således at I kan velsigne Jehovas arvelod?“+ 4 Gibeonitterne sagde da til ham: „Det er ikke sølv og guld+ vi* har krav på hos Saul og hos hans hus, og vi har ikke ret til at lade nogen i Israel dø.“ Hertil sagde han: „Jeg vil gøre dét for jer som I siger.“ 5 Da sagde de til kongen: „Den mand som gjorde det af med+ os og som planlagde+ at vi skulle tilintetgøres så vi ikke kunne holde stand i noget som helst område i Israel, 6 lad der blive givet os syv mænd af hans sønner;+ så vil vi udstille*+ dem for Jehova i Sauls Giʹbea,+ han som var Jehovas udvalgte.“*+ Hertil sagde kongen: „Jeg giver [jer] dem.“

7 Kongen skånede imidlertid Mefiʹbosjet,+ Sauls søn Joʹnatans søn, på grund af Jehovas ed+ der var mellem dem, mellem David og Sauls søn Joʹnatan. 8 Kongen tog da Ajʹjas datter Rizʹpas+ to sønner, dem hun havde født Saul, Armoʹni og Mefiʹbosjet, og Sauls datter Miʹkals*+ fem sønner, dem hun fødte Aʹdriel,+ meholatitten Barzilʹlajs søn. 9 Derpå overgav han dem i gibeonitternes hånd, og de udstillede dem på bjerget for Jehovas ansigt;+ således faldt de syv samtidig. Og de led døden [en af] de første dage i høsten, i begyndelsen af byghøsten.+ 10 Rizʹpa, Ajʹjas+ datter, tog imidlertid noget sækkelærred+ og bredte det ud til sig på klippen fra begyndelsen af høsten indtil vandet strømmede ned over dem fra himmelen;+ og hun tillod ikke himmelens flyvende skabninger+ at sætte sig på dem om dagen eller markens vilde dyr+ om natten.

11 Man fortalte+ nu David hvad Ajʹjas datter Rizʹpa, Sauls medhustru, havde gjort. 12 Så tog David hen og hentede Sauls knogler+ og hans søn Joʹnatans knogler hos borgerne i Jaʹbesj i Giʹlead,+ som havde stjålet dem fra torvet i Bet-Sjan,+ hvor filistrene havde hængt+ dem den dag filistrene slog Saul ihjel på Gilboʹa.+ 13 Han bragte da Sauls knogler og hans søn Joʹnatans knogler op derfra, og de samlede desuden knoglerne af dem der var blevet udstillet.+ 14 Derpå begravede de Sauls og hans søn Joʹnatans knogler* i Zeʹla+ i Benjamins land i hans fader Kisj’+ grav og gjorde således alt hvad kongen havde påbudt. Efter dette hørte Gud omsider bønnerne for landet.+

15 Filistrene+ gik imidlertid atter i krig mod Israel. David, og hans tjenere sammen med ham, drog da ned og kæmpede mod filistrene, men David blev træt. 16 Og Jisjʹbi-Beʹnob, som var blandt refaitternes*+ efterkommere og hvis spyd+ havde en vægt på tre hundrede sekel* kobber og som havde et nyt sværd* spændt om sig, tænkte på at slå David ihjel. 17 Men Aʹbisjaj,+ Zeruʹjas søn, kom ham til hjælp+ og huggede filisteren ned og lod ham dø. Da svor Davids mænd over for ham og sagde: „Du må ikke drage med os ud i kamp mere,+ for at du ikke skal slukke+ Israels lampe!“+

18 Og efter dette blev der atter krig med filistrene, ved Gob.* Da var det at husjatitten+ Sibʹbekaj+ slog Saf ihjel, som var blandt refaitternes+ efterkommere.

19 Og der blev atter krig med filistrene, ved Gob. Betlehemitten Jaʹare-Oʹregims søn Elhaʹnan+ slog da gittitten Goʹliat* ihjel,* hvis spydskaft var som en vævebom.+

20 Og der blev atter krig, ved Gat.+ Og der var en mand af usædvanlig størrelse, med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod, i alt fireogtyve, og også han nedstammede fra refaitterne.+ 21 Da han smædede+ Israel, slog Joʹnatan,+ en søn af Davids broder Sjimʹi,*+ ham ihjel.

22 Disse fire nedstammede fra refaitterne i Gat,+ men de faldt for Davids hånd og for hans tjeneres hånd.+

22 David talte derpå til Jehova med denne sangs ord,+ den dag Jehova havde udfriet ham af alle hans fjenders+ hånd og af Sauls hånd.+ 2 Han sagde da:

„Jehova er mit klippebjerg+ og min borg+ og den der bringer mig i sikkerhed.+

13 Ud af det klare lys foran ham brændte glødende kul.+

8 Dette er navnene på de vældige+ krigere som David havde: Takemonitten Joʹsjeb-Bassjeʹbet,+ anføreren for de tre.* Han svang sit spyd* over otte hundrede slagne på én gang. 9 Efter ham kom Eleaʹzar,+ søn af Ahoʹhis søn Doʹdo,+ blandt de tre vældige krigere som var sammen med David da de smædede filistrene. De* havde samlet sig dér til kamp, men Israels mænd trak sig tilbage.+ 10 Han, derimod, stod frem og slog filistrene indtil hans hånd var udmattet og hans hånd klæbede til sværdet,+ så Jehova udvirkede en stor frelse den dag.+ Og folkene, som vendte om og fulgte ham, skulle kun plyndre [de faldne].+

11 Og efter ham kom Sjamʹma, hararitten Aʹges søn.+ Da filistrene samlede sig ved Leʹhi, var der dér en marklod fuld af linser;+ og folkene flygtede for filistrene, 12 men han holdt stillingen midt på jordlodden og befriede den, idet han slog filistrene, således at Jehova udvirkede en stor frelse.+

13 Og tre af de tredive anførere+ drog ned og kom ved høsten* til David i Adulʹlams+ hule. Og filistrenes teltby var lejret i Reʹfa’imlavningen.*+ 14 Og David var på det tidspunkt i bjergfæstningen,+ og dengang var der en filisterforpost+ i Betlehem. 15 Da gav David udtryk for sin længsel og sagde: „Hvem der kunne give mig noget vand at drikke fra den cisterne i Betlehem der er ved porten!“+ 16 Så brød de tre vældige krigere gennem filistrenes lejr og trak vand op af Betlehems cisterne, den der er ved porten, og tog det med og bragte det til David.+ Han ville dog ikke drikke det, men udgød+ det for Jehova 17 og sagde: „Jehova, det kunne ikke falde mig ind+ at gøre dette! [Skulle jeg drikke]* de mænds blod+ som drog af sted med fare for deres sjæl?“ Og han ville ikke drikke det.

Dette udrettede de tre vældige krigere.

18 Og Aʹbisjaj,+ Joʹabs broder, Zeruʹjas søn,+ var anfører for de tredive;* og han havde svunget sit spyd over tre hundrede slagne, og han havde et ry som de tre.+ 19 Selv om han var mere anset end de andre tredive* og blev øverste for dem, kom han ikke på højde med de [første] tre.+

20 Og Benaʹja,*+ Joʹjadas søn,+ søn af en dygtig mand, som udførte mange bedrifter i Kabʹze’el,+ slog de to Aʹrielsønner fra Moʹab ihjel; og det var ham som steg ned og slog en løve*+ ihjel i en cisterne en dag det havde sneet.+ 21 Og det var ham der slog en ægyptisk mand som var af usædvanlig størrelse* ihjel.+ Og selv om ægypteren havde et spyd i hånden, gik han ned imod ham med en stav og vristede spyddet ud af hånden på ægypteren og dræbte ham med hans eget spyd.+ 22 Dette gjorde Benaʹja,+ Joʹjadas søn, og han havde et ry som de tre vældige krigere.+ 23 Selv om han var mere anset end de tredive, kom han ikke på højde med de tre. David satte ham imidlertid over sin livvagt.+

24 Joʹabs broder Aʹsael+ var blandt de tredive; Elhaʹnan,+ Doʹdos søn fra Betlehem; 25 haroditten Sjamʹma;+ haroditten Eliʹka; 26 paltitten Heʹlez;+ Iʹra,+ søn af tekoitten Ikʹkesj;+ 27 anatotitten+ Abi’eʹzer;+ husjatitten Mebunʹnaj;+ 28 ahohitten Zalʹmon;+ netofatitten Maʹharaj;+ 29 Heʹleb,+ søn af netofatitten Baʹana; Itʹtaj,+ søn af Riʹbaj fra Benjamins sønners Giʹbea; 30 pir’atonit[ten] Benaʹja;+ Hidʹdaj fra Gaʹasj’ regnflodsdale;+ 31 arbatitten Aʹbi-Alʹbon; barhumitten Azʹmavet;+ 32 sja’albonitten Eljaʹba; Jaʹsjens sønner; Joʹnatan;+ 33 hararitten Sjamʹma; Aʹhiam,+ søn af hararitten Sjaʹrar; 34 Elifeʹlet, søn af ma’akatittens søn Ahasʹbaj; Eʹliam, søn af gilonitten Akitoʹfel;+ 35 karmelitten Hezʹro;+ arbitten Paʹaraj; 36 Jiʹgal, søn af Natan+ fra Zoʹba; gaditten Baʹni; 37 ammonitten Zeʹlek;+ be’erotitten Naʹharaj, Joʹabs, Zeruʹjas søns, våbendragere; 38 jitritten+ Iʹra; jitritten Gaʹreb;+ 39 hetitten Uʹrias;+ i alt syvogtredive.

24 Men Jehovas vrede blussede atter+ op mod Israel, da man* æggede David imod det idet man sagde: „Gå hen og hold folketælling+ over Israel og Juda.“ 2 Kongen sagde derfor til Joʹab,+ øversten for* kampstyrkerne, som var hos ham:* „Drag gennem alle Israels stammer, fra Dan til Beʹer-Sjeʹba,+ og I skal mønstre folket,+ så jeg kender tallet på befolkningen.“+ 3 Men Joʹab sagde til kongen: „Måtte Jehova din Gud dog føje hundrede gange så mange til folket som de er, mens min herre kongens øjne ser det. Men hvorfor har min herre kongen fået lyst til dette?“+

4 Kongen stod imidlertid fast+ på sit ord over for Joʹab og øversterne for kampstyrkerne, så Joʹab og øversterne for kampstyrkerne gik ud fra kongen for at mønstre+ Israels folk. 5 De gik så over Jordan og slog lejr ved Aʹroer,+ til højre for byen* der ligger midt i regnflodsdalen, hen mod Gad,+ og [kom] til Jaʹzer.+ 6 Derpå kom de til Giʹlead+ og til Takʹtim-Hodʹsjis land* og fortsatte til Dan-Jaʹan og hele vejen rundt til Ziʹdon.+ 7 Derpå kom de til Tyʹrus’ fæstning+ og alle hivvitternes+ og kana’anæernes byer og sluttede af i Beʹer-Sjeʹba+ i Judas Neʹgeb.+ 8 Da de var draget gennem hele landet, kom de til Jerusalem efter ni måneder og tyve dage. 9 Joʹab overgav nu tallet på de mønstrede+ i folket til kongen; og Israel udgjorde otte hundrede tusind dygtige mænd bevæbnede med sværd, og Judas mænd udgjorde fem hundrede tusind mænd.+

10 Men Davids hjerte slog+ ham efter at han havde talt folket, så David sagde til Jehova: „Jeg har begået en stor synd+ ved det jeg har gjort. Så bær dog nu over med din tjeners misgerning,+ Jehova, for jeg har handlet meget tåbeligt.“+ 11 Da David stod op næste morgen, var Jehovas ord kommet til profeten Gad,+ Davids seer,+ og det lød: 12 „Gå hen* og sig til David: ’Således har Jehova sagt: „Jeg lægger tre ting på dig.+ Vælg dig en af dem, og så vil jeg gøre det mod dig.“’“+ 13 Gad gik så ind til David og fortalte ham det og sagde til ham:+ „Skal der komme syv* år med hungersnød til dig i dit land,+ eller tre måneder hvor du flygter for dine modstandere+ mens de forfølger dig, eller skal der være tre dage med pest* i dit land?+ Find nu ud af det og afgør hvad jeg skal svare den der sendte mig.“ 14 David sagde da til Gad: „Jeg er meget hårdt trængt. Lad os hellere falde i Jehovas hånd,+ for hans barmhjertighed er stor;+ men lad mig ikke falde i menneskers* hånd.“*+

15 Da bragte Jehova pest+ over Israel fra om morgenen til den fastsatte tid, og fra Dan til Beʹer-Sjeʹba+ døde der halvfjerds tusind mand blandt folket.+ 16 Men da engelen+ rakte sin hånd ud mod Jerusalem for at lægge den øde, fortrød+ Jehova ulykken, så han sagde til engelen der forårsagede ødelæggelse blandt folket: „Nu er det nok; lad din hånd synke.“ Jehovas engel var da lige ved jebusitten+ Arauʹnas+ tærskeplads.

17 Derpå sagde David til Jehova, da han så engelen som slog ihjel blandt folket, ja, han sagde: „Se, det er mig der har syndet og det er mig der har begået en misgerning, men denne hjord,+ hvad har den gjort? Lad dog din hånd komme over mig+ og mit fædrenehus.“

18 Senere samme dag kom Gad ind til David og sagde til ham: „Gå op og rejs Jehova et alter på jebusitten Arauʹnas tærskeplads.“+ 19 Da gik David derop på Gads ord, sådan som Jehova havde påbudt.+ 20 Da Arauʹna så ned og så kongen og hans tjenere komme over imod sig, gik Arauʹna ud og bøjede+ sig for kongen med ansigtet mod jorden.+ 21 Derpå sagde Arauʹna: „Hvorfor er min herre kongen kommet hen til sin tjener?“ Hertil sagde David: „For at købe+ tærskepladsen af dig, så jeg kan bygge et alter for Jehova, så plagen+ blandt folket kan standse.“ 22 Da sagde Arauʹna til David: „Lad min herre kongen tage den+ og ofre hvad der synes godt i hans øjne. Se, her er hornkvæget til brændofferet, og her er tærskeslæden og hornkvægets træktøj til brændsel.+ 23 Det hele, o konge, giver Arauʹna* til kongen.“ Arauʹna sagde desuden til kongen: „Måtte Jehova din Gud vise dig velvilje.“+

24 Men kongen sagde til Arauʹna: „Nej, jeg vil virkelig købe det af dig til en pris;+ og jeg vil ikke ofre brændofre som ikke koster noget til Jehova min Gud.“+ Så købte+ David tærskepladsen og hornkvæget for halvtreds sekel sølv.* 25 Derpå byggede David et alter+ for Jehova dér og ofrede brændofre og fællesskabsofre, og Jehova hørte bønnerne+ for landet, således at plagen over Israel standsede.