Første Samuelsbog*

eller FØRSTE KONGEBOG ifølge den græske Septuaginta

1 Der var engang en mand fra Ramataʹjim-Zoʹfim,*+ fra Eʹfraims bjergland,+ og hans navn var Elkaʹna,+ en søn af Jeʹroham, en søn af Eʹlihu,* en søn af Toʹhu, en søn af Zuf,+ en efraimit.* 2 Og han havde to hustruer; den enes navn var Hanna og den andens navn var Peninʹna; og Peninʹna havde børn, men Hanna havde ingen børn.+ 3 Og denne mand drog år efter år* op fra sin by for at bøje sig+ for og ofre til Hærstyrkers Jehova* i Siʹlo,+ dér hvor Eʹlis to sønner* Hofʹni og Piʹnehas+ virkede som præster for Jehova.+

4 Nu kom den dag da Elkaʹna skulle ofre, og han gav sin hustru Peninʹna, og alle hendes sønner og døtre, flere andele,+ 5 men Hanna gav han én andel; dog* var det Hanna han elskede,+ men Jehova havde lukket hendes moderliv.+ 6 Og hendes medbejlerske* generede+ hende desuden groft for at gøre hende nedtrykt fordi Jehova havde lukket for hendes moderliv. 7 Ja, således plejede hun* at gøre år efter år,+ hver gang hun* drog op til Jehovas hus.+ Således generede hun hende, og hun græd og spiste intet. 8 Men Elkaʹna, hendes mand, sagde til hende: „Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke, og hvorfor gør dit hjerte ondt?+ Er jeg ikke mere værd for dig end ti sønner?“+

9 Hanna rejste sig da efter at de* havde spist i Siʹlo* og efter at de havde drukket* — det var mens præsten Eʹli sad på [sin] stol ved dørstolpen i Jehovas tempel*+ — 10 og hun var bitter i sjælen,+ så hun bad til Jehova+ og græd heftigt,+ 11 og hun aflagde et løfte+ og sagde: „Hærstyrkers Jehova, hvis du blot ville se din trælkvindes nød+ og huske mig,+ og ikke glemme din trælkvinde men give din trælkvinde et drengebarn, så vil jeg give ham til Jehova alle hans levedage, og ingen ragekniv skal komme på hans hoved.“+

12 Mens hun havde bedt meget+ foran Jehova, havde Eʹli imidlertid holdt øje med hendes mund. 13 Hanna havde nemlig talt i sit hjerte;+ kun hendes læber bevægede sig, og hendes stemme kunne ikke høres, så Eʹli tænkte at hun var beruset.+ 14 Eʹli sagde da til hende: „Hvor længe vil du gå rundt og være beruset?+ Bliv af med din rus!“ 15 Men Hanna svarede og sagde: „Nej, herre! Jeg er en kvinde hvis ånd er trængt, og jeg har ikke drukket vin og stærke drikke; men jeg udøser min sjæl foran Jehova.+ 16 Antag ikke din trælkvinde for en usling,*+ for jeg har indtil nu talt ud af min store bekymring og min græmmelse.“+ 17 Da svarede Eʹli og sagde: „Gå i fred;+ og måtte Israels Gud opfylde det ønske som du har bedt til ham om.“+ 18 Hertil sagde hun: „Måtte din tjenestepige finde yndest i dine øjne.“+ Kvinden gik derpå sin vej; og hun spiste+ og var ikke længere indadvendt.+

19 Så stod de tidligt op om morgenen og bøjede sig for Jehova, hvorpå de vendte tilbage og kom til deres hus i Raʹma.+ Elkaʹna havde da omgang+ med sin hustru Hanna, og Jehova huskede hende,+ 20 og efter et års forløb* var Hanna blevet gravid og havde født en søn, og hun gav ham navnet+ Samuel,* „for,“ sagde hun, „jeg har bedt+ Jehova om ham.“

21 Senere drog manden Elkaʹna op med hele sit hus for at bringe det årlige offer*+ til Jehova sammen med sit løfteoffer,+ 22 men Hanna drog ikke med op,+ for hun sagde til sin mand: „Så snart drengen bliver vænnet fra,+ vil jeg komme med ham, og han skal fremstilles for Jehovas ansigt, og han skal bo der for stedse.“+ 23 Da sagde hendes mand+ Elkaʹna til hende: „Gør som det er bedst i dine øjne.+ Bliv hjemme til du har vænnet ham fra; måtte Jehova blot opfylde sit* ord.“+ Da blev kvinden hjemme og ammede sin søn indtil hun havde vænnet ham fra.+

24 Så snart hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med sig op, sammen med en treårs tyr* og en efa* mel og en stor krukke vin,+ og kom til* Jehovas hus i Siʹlo,+ og drengen var med hende.* 25 De* slagtede nu tyren og bragte drengen til Eʹli,+ 26 hvorpå hun sagde: „Undskyld mig, herre. Så sandt din sjæl lever,+ herre, jeg er den kvinde som stillede sig her hos dig for at bede til Jehova.+ 27 Det var om denne dreng jeg bad, og Jehova opfyldte mit ønske for mig,+ det jeg bad ham om.+ 28 Og jeg har til gengæld lånt ham* til Jehova;+ alle de dage han er til,* er han et lån* til Jehova.“

Derpå bøjede han* sig for Jehova dér.+

11 Derpå drog Elkaʹna til Raʹma, til sit hus,* men drengen blev en tjener*+ for Jehova hos præsten Eʹli.

12 Eʹlis sønner var imidlertid uslinge;*+ de kendte ikke Jehova.+ 13 Og med hensyn til det præsterne havde ret til* fra* folket,+ så kom præstens medhjælper når en eller anden var ved at ofre et slagtoffer, med en tregrenet gaffel i hånden netop som kødet kogte,+ 14 og stødte den ned i kedelen eller den dobbelthankede gryde eller kogekarret eller den enkelthankede gryde. Alt hvad gaffelen tog med op, tog præsten til sig selv.* Således gjorde de mod alle israelitterne som kom dér* i Siʹlo.+ 15 Endog før de bragte fedtet som røgoffer,+ kom præstens medhjælper og sagde til manden som ofrede: „Giv [mig] noget kød til at stege til præsten; lad ham ikke få kogt kød af dig, men råt.“+ 16 Når manden så sagde til ham: „De må sandelig først bringe fedtet som røgoffer;+ så kan du tage så meget din sjæl ønsker,“+ sagde han: „Nej,* for du må give [mig] det nu, og hvis ikke, tager jeg det med magt.“+ 17 Så medhjælpernes* synd blev meget stor for Jehovas ansigt,+ for mændene behandlede Jehovas offergaver uden respekt.+

18 Men Samuel forrettede tjeneste+ for Jehovas ansigt, en dreng med en linned efod+ bundet om sig med et bælte. 19 Og år efter år lavede hans moder en lille overklædning uden ærmer til ham og bragte den op til ham når hun sammen med sin mand drog op for at bringe det årlige offer.+ 20 Og Eʹli velsignede+ Elkaʹna og hans hustru og sagde: „Måtte Jehova give dig afkom fra denne kvinde i stedet for det lån der er ydet Jehova.“*+ Og de drog bort til deres* hjem. 21 Jehova så derfor til Hanna+ så hun undfangede og fødte* tre sønner og to døtre.+ Men drengen Samuel voksede op hos Jehova.+

22 Og Eʹli var meget gammel, og han havde hørt+ om alt det hans sønner gjorde+ mod hele Israel, og om at de lå hos kvinderne+ som tjente* ved indgangen til mødeteltet,*+ 23 så han sagde til dem:+ „Hvorfor gør I den slags ting?+ De ting jeg hører om jer fra hele folket er dårlige.*+ 24 Nej,+ mine sønner; det rygte jeg hører Jehovas folk sætte i omløb er jo ikke godt.+ 25 Hvis en mand synder mod en anden,+ mægler Gud for ham;+ men hvis det er mod Jehova en mand synder,+ hvem kan da bede for ham?“+ Men de ville ikke høre på deres faders røst,+ for Jehova var indstillet på at lade dem dø.+ 26 Men drengen Samuel voksede efterhånden op og blev stadig mere vellidt både af Jehova og af mennesker.+

27 Nu kom der en Guds mand*+ til Eʹli og sagde til ham: „Således har Jehova sagt: ’Har jeg virkelig ikke åbenbaret mig for dit fædrenehus mens de var i Ægypten som trælle* i Faraos hus?+ 28 Og det blev udvalgt* for mig af alle Israels stammer+ til at gøre præstetjeneste* og stige op på mit alter+ for at bringe røgoffer* [og] bære efod for mit ansigt. Og jeg gav dit fædrenehus alle Israels sønners ildofre.+ 29 Hvorfor sparker I til mit offer+ og min offergave som jeg har påbudt [i min] bolig,*+ og [hvorfor] ærer du dine sønner mere end mig ved at I mæsker jer*+ med det bedste af hver af mit folk* Israels offergaver?+

30 Derfor lyder Jehovas, Israels Guds, udsagn: „Jeg har ganske rigtigt sagt: ’Dit hus og dit fædrenehus skal vandre for mit ansigt til fjerne tider.’“+ Men nu lyder Jehovas udsagn: „Det kunne aldrig falde mig ind! For dem der ærer mig,+ vil jeg ære,+ og de der foragter mig, vil være uden betydning.“+ 31 Se, der kommer dage da jeg vil hugge din arm af, og dit fædrenehus’ arm, sådan at der ikke længere er en gammel mand i dit hus.+ 32 Og du skal se en modstander [i min] bolig, under alt det gode der gøres mod Israel,+ og der vil aldrig være nogen gammel mand i dit hus. 33 Dog, én mand af din [slægt] vil jeg ikke udrydde fra mit alter, for at dine* øjne kan svigte og din* sjæl hentæres; men størstedelen af dit hus vil alle dø ved menneskers sværd.*+ 34 Og dette skal være dig et tegn som kommer over dine to sønner, over Hofʹni og Piʹnehas:+ De vil begge dø på samme dag.+ 35 Og jeg vil oprejse mig en trofast præst;+ han vil handle efter hvad der er i mit hjerte og i min sjæl, og jeg vil bygge ham et varigt* hus, og han skal altid* vandre foran min salvede.*+ 36 Og enhver der er tilbage+ i dit hus skal komme og bøje sig for ham for at få udbetalt penge og [for at få] et rundt brød, og han skal sige: „Knyt mig dog til et af præsteembederne, så jeg kan få et stykke brød at spise.“’“+

3 Og drengen Samuel tjente+ Jehova hos Eʹli. Jehovas ord+ var imidlertid sjældent i de dage;+ et syn+ var ikke almindeligt.

2 En dag skete der nu dette: Eʹli lå på sin plads — og hans øjne var begyndt at blive svage;+ han var ikke i stand til at se — 3 og Guds lampe* var endnu ikke gået ud, og Samuel lå i Jehovas tempel,+ der hvor Guds ark befandt sig. 4 Da kaldte Jehova på Samuel.* Denne sagde da: „Her er jeg,“+ 5 hvorpå han løb hen til Eʹli og sagde: „Her er jeg; du kaldte jo på mig.“ Men han sagde: „Jeg har ikke kaldt; læg dig hen igen.“ Han gik da hen og lagde sig; 6 men Jehova kaldte igen, for anden gang: „Samuel!“+ Da rejste Samuel sig og gik hen til Eʹli og sagde: „Her er jeg; du kaldte jo på mig.“ Men han sagde: „Jeg har ikke kaldt, min søn;+ læg dig hen igen.“ 7 (Og Samuel kendte endnu ikke Jehova, og Jehovas ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham.)+ 8 Men Jehova kaldte igen, for tredje gang: „Samuel!“ Da rejste han sig og gik hen til Eʹli og sagde: „Her er jeg; du kaldte jo på mig.“

Da forstod Eʹli at det var Jehova som kaldte på drengen. 9 Derfor sagde Eʹli til Samuel: „Gå hen og læg dig, og hvis han kalder på dig [igen], da skal du sige: ’Tal, Jehova, for din tjener hører.’“ Så gik Samuel hen og lagde sig på sin plads.

10 Nu kom Jehova og stillede sig der og kaldte som de andre gange: „Samuel, Samuel,“ hvorpå Samuel sagde: „Tal, for din tjener hører.“+ 11 Jehova sagde da til Samuel: „Se, jeg gør+ noget i Israel, så det vil ringe for begge ører af enhver som hører derom.+ 12 På den dag opfylder jeg på Eʹli alt det jeg har udtalt imod hans hus, fra begyndelsen til enden.+ 13 Og du skal fortælle* ham at jeg dømmer hans hus+ for stedse for den misgerning han har haft kendskab til;+ for* hans sønner nedkalder ondt over Gud*+ uden at han har sat dem i rette.+ 14 Og det er af den grund at jeg har svoret over Eʹlis hus at Eʹlis hus’ misgerning ikke vil blive sonet ved offer eller ved offergave til fjerne tider.“+

15 Samuel blev nu liggende indtil morgen,* hvorpå han åbnede dørene til Jehovas hus.+ Samuel var imidlertid bange for at fortælle Eʹli om synet,+ 16 men Eʹli kaldte på Samuel og sagde: „Samuel, min søn!“ Han sagde da: „Her er jeg!“ 17 Derpå sagde han: „Hvad var det ord han talte til dig? Skjul det nu ikke for mig.+ Måtte Gud gøre således med dig, og måtte han føje mere til,+ om du skjuler noget af alt det som han har sagt til dig.“ 18 Da fortalte Samuel ham alt hvad han havde sagt, og han skjulte intet for ham. Så sagde han: „Han er Jehova; lad ham gøre hvad der er bedst i hans øjne.“+

19 Samuel voksede nu op, og Jehova var med ham+ og lod intet af alle sine ord falde til jorden;+ 20 og hele Israel fra Dan til Beʹer-Sjeʹba+ fik at vide at Samuel havde fået en profetgerning for Jehova betroet.+ 21 Og Jehova viste sig atter+ i Siʹlo, for Jehova åbenbarede sig for Samuel i Siʹlo ved Jehovas ord.+

4 Samuels ord kom da ud til* hele Israel.*

Siden drog Israel ud for at møde filistrene* i kamp, og de slog lejr ved* Eʹben-Eʹzer;*+ filistrene, derimod, havde slået lejr i Aʹfek.+ 2 Filistrene stillede nu op+ for at møde Israel, men kampen gik dårligt,* så Israel led nederlag over for filistrene+ som på åben mark slog omkring fire tusind mand ihjel* i [Israels] slagrækker. 3 Da folkene kom til lejren, sagde Israels ældste*: „Hvorfor lod Jehova os i dag lide nederlag over for filistrene?+ Lad os hente Jehovas pagts ark+ til os fra Siʹlo, så den kan komme med i vor midte og frelse os af vore fjenders hånd.“ 4 Folkene sendte da bud til Siʹlo, og man bar Hærstyrkers Jehovas pagts ark — han som troner på* keruber+ — bort derfra. Og Eʹlis to sønner, Hofʹni og Piʹnehas, var der sammen med den [sande] Guds* pagts ark.+

5 Så snart Jehovas pagts ark nu kom ind i lejren, brød alle israelitterne ud i et højt råb,+ så jorden sitrede. 6 Da filistrene hørte lyden af råbet, sagde de: „Hvad betyder lyden af dette høje råb+ i hebræernes lejr?“ Siden fik de at vide at Jehovas ark var kommet til lejren. 7 Da blev filistrene bange, for de sagde: „Gud* er kommet til lejren,“+ og de sagde: „Ve os, for sådan noget er aldrig sket før. 8 Ve os, hvem kan udfri os af denne majestætiske Guds hånd? Dette er den Gud som slog* Ægypten med alle slags plager i ørkenen.+ 9 Vis jer modige og vær mænd, filistre, ellers kommer I til at tjene hebræerne ligesom de har tjent jer;+ ja, vær mænd og kæmp!“ 10 Da kæmpede filistrene, og Israel led nederlag+ og flygtede hver til sit telt,*+ og tabet blev meget stort+ idet der faldt tredive tusind mand fodfolk af Israel.+ 11 Og Guds* ark blev taget,+ og Eʹlis to sønner, Hofʹni og Piʹnehas, døde.+

12 Men en mand fra Benjamin løb bort fra slagrækkerne og kom til Siʹlo samme dag med tøjet sønderrevet+ og med jord på hovedet.+ 13 Da han ankom, se, da sad Eʹli på en stol ved vejsiden og holdt vagt, for hans hjerte skælvede på grund af den [sande] Guds ark.+ Da manden kom ind i byen og fortalte [hvad der var sket], råbte hele byen højt, 14 og da Eʹli hørte lyden af råbet, sagde han: „Hvad betyder lyden af denne larm?“+ Og manden skyndte sig hen for at fortælle Eʹli [hvad der var sket]. 15 (Eʹli var imidlertid otteoghalvfems år gammel, og hans øjne var stive og han kunne ikke se.)+ 16 Og manden sagde til Eʹli: „Jeg er den der er kommet fra slagrækkerne,* idet jeg i dag er flygtet fra slagrækkerne.“ Han sagde da: „Hvad er det der er sket, min søn?“ 17 Hertil svarede budbringeren og sagde: „Israel er flygtet for filistrene, og det er desuden blevet et stort nederlag for folkene,+ og også dine to sønner, Hofʹni og Piʹnehas,+ er døde, og den [sande] Guds ark er taget.“+

18 Og i samme øjeblik som han nævnte* den [sande] Guds ark, faldt han baglæns ned af stolen ved siden af porten og brækkede halsen og døde, for manden var gammel og tung. Han havde været dommer over Israel i fyrre år. 19 Og hans svigerdatter, Piʹnehas’ hustru, var gravid og skulle snart føde. Da hun hørte meldingen om at den [sande] Guds ark var taget og at hendes svigerfader og hendes mand var døde, bøjede hun sig sammen og fødte, fordi hendes veer kom uventet* over hende.+ 20 Og lige før det tidspunkt hun døde, sagde kvinderne som stod hos hende: „Du skal ikke være bange, for du har født en søn.“+ Men hun svarede ikke og fæstede ikke sit hjerte ved det. 21 Men hun kaldte drengen Iʹkabod,*+ idet hun sagde: „Herligheden er gået i landflygtighed fra Israel.“+ [Dette sagde hun] fordi den [sande] Guds ark var blevet taget, og på grund af hendes svigerfader og hendes mand.+ 22 Så hun sagde: „Herligheden er gået i landflygtighed fra Israel,+ for den [sande] Guds* ark er blevet taget.“+

5 Filistrene tog imidlertid den [sande] Guds ark+ og bragte den fra Eʹben-Eʹzer til Asʹdod.+ 2 Derpå tog filistrene den [sande] Guds ark og bragte den ind i Daʹgons hus og stillede den hen ved siden af Daʹgon.+ 3 Da stod asdoditterne tidligt op den følgende dag,* men se, Daʹgon var faldet næsegrus til jorden foran Jehovas ark.+ De tog* så Daʹgon og satte ham tilbage på hans plads,+ 4 men da de stod op tidligt den følgende dags morgen, se, da var Daʹgon faldet næsegrus til jorden foran Jehovas ark, og Daʹgons hoved og begge hans hænder [lå] afhuggede ved dørtærskelen;*+ kun det af ham der var formet som en fisk,* var tilbage. 5 Af denne grund træder Daʹgons præster og enhver der går ind i Daʹgons hus, den dag i dag ikke på Daʹgons dørtærskel i Asʹdod.*

6 Og Jehovas hånd+ hvilede tungt på asdoditterne, og han slog [dem] med forfærdelse* og plagede dem med hæmorroider,*+ Asʹdod og [hele] dens område. 7 Da mændene i Asʹdod så at det forholdt sig sådan, sagde de: „Israels Guds ark kan ikke blive hos os, for hans hånd har været hård mod os og mod vores gud*+ Daʹgon.“ 8 De sendte derfor bud og samlede alle filistrenes forbundsfyrster til sig og sagde: „Hvad skal vi gøre med Israels Guds ark?“ Hertil sagde de: „Før Israels Guds ark over til Gat.“+ Så førte de Israels Guds ark derover.*

9 Men efter at de havde ført den derover, blev Jehovas hånd+ rettet mod byen med meget stor panik til følge, og han slog mændene i byen fra den mindste til den største, så der brød hæmorroider+ ud på dem.* 10 De sendte da den [sande] Guds* ark til Eʹkron.+ Men så snart den [sande] Guds ark var kommet til Eʹkron, råbte ekronitterne og sagde: „De har ført Israels Guds ark over til mig for at bringe død over mig og mit folk!“+ 11 Så sendte de bud og samlede alle filistrenes forbundsfyrster og sagde: „Send Israels Guds ark bort, så den kan vende tilbage til sit sted og ikke bringe død over mig og mit folk,“ for der var opstået en dødelig panik i hele byen;+ den [sande] Guds hånd hvilede meget tungt dér,+ 12 og de mænd som ikke døde, var plaget af hæmorroider,+ så byens nødråb+ steg op mod himmelen.

6 Da Jehovas ark+ havde været i filistrenes område i syv måneder,* 2 sammenkaldte filistrene præsterne og spåmændene+ og sagde: „Hvad skal vi gøre med Jehovas ark? Lad os vide hvad vi skal sende med den tilbage til dens sted.“ 3 Hertil sagde de: „Hvis I sender Israels Guds ark bort, må I ikke sende den bort uden gave, for I må afgjort bringe ham et skyldoffer til gengæld.+ Da vil I blive helbredt, og det skal blive kendt for jer hvorfor hans hånd ikke viger fra jer.“ 4 De sagde da: „Hvad slags skyldoffer er det vi skal bringe ham til gengæld?“ Hertil sagde de: „Fem guldhæmorroider og fem guldspringmus* efter antallet af filistrenes forbundsfyrster,+ for I har alle,* sammen med jeres forbundsfyrster, samme plage.* 5 Og I skal lave afbilleder af jeres hæmorroider og afbilleder af jeres springmus,+ dem som ødelægger landet, og I skal give Israels Gud ære.+ Måske vil han lette sin hånd [og tage den bort] fra jer, jeres gud og jeres land.+ 6 Ja, hvorfor skulle I gøre jeres hjerter upåvirkelige, sådan som Ægypten og Farao gjorde deres hjerter upåvirkelige?+ Så snart Han fór frem med strenghed imod dem+ — sendte de dem da ikke af sted, hvorpå de drog bort?+ 7 Men nu, tag og lav en ny vogn,+ [og tag] to køer der giver die, som man ikke har lagt noget åg på,+ og spænd køerne for vognen og lad deres kalve* bag dem vende hjem til huset. 8 Og tag Jehovas ark og sæt den på vognen, og tingene af guld+ som I skal bringe ham som et skyldoffer+ til gengæld, skal I lægge i en kasse ved siden af den. Send den så af sted og lad den drage bort. 9 Og se efter: hvis den går op ad vejen mod sit eget område, mod Bet-Sjeʹmesj,+ er det ham der har forvoldt os denne store ulykke, men hvis ikke, så ved vi at det ikke var hans hånd der rørte os; det der hændte os var et tilfælde.“+

10 Mændene gjorde da således. De tog altså to køer som gav die og spændte dem for vognen, men deres kalve holdt de tilbage derhjemme. 11 Derpå satte de Jehovas ark på vognen,+ også kassen og guldspringmusene og afbillederne af hæmorroiderne.* 12 Køerne gik så lige frem* ad landevejen mod Bet-Sjeʹmesj.+ De gik ad denne ene vej, og brølede mens de gik,* og de drejede hverken af til højre eller til venstre, og filistrenes forbundsfyrster+ gik bag efter dem helt til Bet-Sjeʹmesj’ grænse. 13 Nu var folk i Bet-Sjeʹmesj ved at høste hvedehøsten+ i lavningen. Da de løftede deres øjne, så de arken og frydede sig ved synet. 14 Og vognen kom ind på bet-sjemesjitten Jehoʹsjuas mark og blev stående dér, og dér var der en stor sten. De kløvede nu træet fra vognen, og køerne+ ofrede de som brændoffer til Jehova.+

15 Men levitterne+ tog Jehovas ark ned, og kassen der var sammen med den [og] hvori guldtingene var, og satte dem på den store sten. Og på den dag ofrede mændene fra Bet-Sjeʹmesj+ brændofre, og derpå ofrede de slagtofre, til Jehova.

16 Og filistrenes fem forbundsfyrster+ så det og vendte tilbage til Eʹkron samme dag. 17 Og dette er de guldhæmorroider som filistrene bragte Jehova som skyldoffer til gengæld:+ Én fra Asʹdod,+ én fra Gaʹza,+ én fra Aʹskalon,+ én fra Gat,+ én fra Eʹkron.+ 18 Og guldspringmusene svarede i antal til alle filistrenes byer som tilhørte de fem forbundsfyrster, lige fra de befæstede byer til landsbyerne i det åbne land.

Og den store sten* hvor de satte Jehovas ark, [står som] vidne* på bet-sjemesjitten Jehoʹsjuas mark den dag i dag. 19 Men Han slog mændene fra Bet-Sjeʹmesj+ ihjel,* for de havde set på Jehovas ark, så han slog halvfjerds mand af folket ihjel — halvtreds tusind mand.* Da sørgede folket, for Jehova havde rettet et stort slag mod folket.+ 20 Bet-Sjeʹmesj’ mænd sagde derfor: „Hvem kan stå sig mod Jehova, denne hellige Gud,+ og hvem vil han drage op til fra os?“+ 21 De sendte da sendebud til Kirʹjat-Jeʹarims+ indbyggere og sagde: „Filistrene har sendt Jehovas ark tilbage; kom ned [og] bring den op til jer.“+

7 Mændene i Kirʹjat-Jeʹarim+ kom da og tog Jehovas ark [med sig] op og bragte den til Abinaʹdabs hus+ på højen,* og hans søn Eleaʹzar helligede de til at vogte Jehovas ark.

2 Men fra den dag man satte arken i Kirʹjat-Jeʹarim gik der mange dage, og de blev til tyve år, hvorpå hele Israels hus klagende søgte Jehova.*+ 3 Da sagde Samuel til hele Israels hus: „Hvis det er med hele jeres hjerte at I vender om til Jehova,+ så fjern de fremmede guder* fra jeres midte,+ også astarterne,+ og tag i jeres hjerte et fast standpunkt for Jehova og tjen ham alene,+ så vil han udfri jer af filistrenes hånd.“+ 4 Israels sønner fjernede da ba’alerne+ og astarterne+ og tjente Jehova alene.

5 Derpå sagde Samuel: „Saml hele Israel+ i Mizʹpa,+ så jeg kan bede+ til Jehova for jer.“ 6 De forsamledes da i Mizʹpa og trak vand op og udgød det for Jehovas ansigt,* og de fastede den dag+ og sagde dér: „Vi har syndet mod Jehova.“+ Derpå virkede Samuel som dommer+ for Israels sønner i Mizʹpa.

7 Da filistrene hørte at Israels sønner var forsamlede i Mizʹpa, drog filistrenes forbundsfyrster+ op mod Israel. Men da Israels sønner hørte det, blev de bange på grund af filistrene.+ 8 Israels sønner sagde nu til Samuel: „Forhold dig for vores skyld ikke tavs, men råb til Jehova vor Gud om hjælp,+ så han kan frelse os fra filistrenes hånd.“ 9 Da tog Samuel et diende lam og ofrede det som brændoffer, et heloffer+ til Jehova, og da Samuel råbte til Jehova om hjælp for Israel,+ svarede Jehova ham.+ 10 Og mens Samuel ofrede brændofferet og filistrene rykkede nærmere til kamp mod Israel, tordnede Jehova på den dag med høj røst+ mod filistrene og skabte forvirring iblandt dem,+ så de led nederlag over for Israel.+ 11 Israels mænd rykkede nu ud fra Mizʹpa og forfulgte filistrene og slog dem ihjel, så langt som til syd for Bet-Kar. 12 Derpå tog Samuel en sten+ og satte den mellem Mizʹpa og Jesjaʹna,* og han gav den navnet Eʹben-Eʹzer* og sagde: „Så langt har Jehova hjulpet os.“+ 13 Således blev filistrene undertvunget, og de trængte ikke mere ind på Israels område,+ og Jehovas hånd var imod filistrene alle Samuels dage.+ 14 Og de byer som filistrene havde taget fra Israel, vendte nu tilbage til Israel, fra Eʹkron til Gat, og området omkring dem udfriede Israel af filistrenes hånd.

Og der var fred mellem Israel og amoritterne.+

15 Og Samuel var dommer for Israel alle sine levedage;+ 16 ja, år efter år tog han af sted og rejste rundt til Beʹtel+ og Gilʹgal+ og Mizʹpa,+ og han dømte Israel+ alle disse steder. 17 Men han vendte tilbage til Raʹma,+ for dér var hans hus og dér dømte han Israel og dér byggede han et alter for Jehova.+

8 Da Samuel var blevet gammel satte han sine sønner til dommere over Israel.+ 2 Og hans førstefødte søns navn var Joel,+ og den andens navn var Abiʹja.+ De dømte i Beʹer-Sjeʹba. 3 Hans sønner vandrede imidlertid ikke i hans spor,+ men de bøjede af for uærlig vindings skyld+ og tog imod bestikkelse+ og bøjede retten.+

4 Da forsamledes alle Israels ældste+ og kom til Samuel i Raʹma 5 og sagde til ham: „Se, du er blevet gammel, og dine sønner vandrer ikke i dit spor. Indsæt nu en konge over os+ til at dømme os, sådan som alle nationerne [har].“ 6 Men forslaget var dårligt i Samuels øjne, eftersom de sagde: „Giv os en konge til at dømme os,“ så Samuel bad til Jehova.+ 7 Jehova sagde da til Samuel:+ „Adlyd folkets røst i alt hvad de siger til dig,+ for det er ikke dig de har vraget, men mig de har vraget som konge+ over sig. 8 Som alle de gerninger de har gjort fra den dag jeg førte dem op fra Ægypten+ og frem til denne dag, idet de forlod mig+ og tjente andre guder,+ sådan gør de også mod dig. 9 Så adlyd nu deres røst; dog skal du indtrængende advare dem og fortælle dem om de rettigheder den konge har som kommer til at regere over dem.“+

10 Da sagde Samuel alle disse ord fra Jehova til folket som bad ham om en konge. 11 Og han sagde: „Dette vil være de rettigheder+ den konge har som kommer til at regere over jer: Jeres sønner vil han tage+ og sætte i sine stridsvogne+ og i sit rytteri,+ og de skal løbe foran hans stridsvogne,+ 12 og han vil sætte dem til at være øverster* over tusind+ og øverster over halvtreds+ og til at pløje for sig+ og til at høste for sig+ og til at lave sine krigsvåben+ og sit vogntilbehør.+ 13 Og jeres døtre vil han tage til salveblandersker og kokkepiger og bagere.+ 14 Og jeres marker og jeres vingårde+ og jeres olivenlunde,+ de bedste, vil han tage og give til sine tjenere. 15 Og fra jeres sædemarker og fra jeres vingårde vil han tage tiende+ og give den til sine hoffolk+ og sine tjenere. 16 Og jeres tjenere og jeres tjenestepiger og jeres bedste hjorde* og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde.+ 17 Af jeres småkvæg+ vil han tage tiende, og I vil selv blive tjenere for ham. 18 Den dag skal I råbe på grund af jeres konge,+ ham som I har udvalgt jer, men Jehova vil ikke svare jer på den dag.“+

19 Men folket nægtede at høre på Samuels røst+ og sagde: „Det er lige meget; der skal være en konge over os. 20 Ja, også vi skal være som alle nationerne,+ og vores konge skal dømme os, og han skal drage ud i spidsen for os, og han skal føre vore krige.“ 21 Da Samuel havde hørt alle folkets ord, fremsagde han dem i Jehovas påhør,+ 22 hvorpå Jehova sagde til Samuel: „Adlyd deres røst og udnævn en konge over dem.“+ Derfor sagde Samuel til Israels mænd: „Drag bort, hver til sin by.“

9 Nu var der en mand fra Benjamin hvis navn var Kisj,+ en søn af Aʹbiel, en søn af Zeʹror, en søn af Beʹkorat, en søn af Afiʹa, en benjaminit,*+ en velstillet mand,+ 2 og han havde en søn hvis navn var Saul,+ ung og smuk,* og der var ingen mand blandt Israels sønner der var smukkere end han; hele folket nåede ham kun til skulderen.+

3 Nogle hunæsler+ som tilhørte Sauls fader Kisj blev engang borte, så Kisj sagde til sin søn Saul: „Tag nu en af medhjælperne med dig og bryd op, tag af sted, søg efter hunæslerne.“ 4 Han* drog da gennem Eʹfraims bjergland+ og drog videre gennem Sjaliʹsjas land,+ men de fandt [dem] ikke. Så drog de gennem Sjaʹalims land, men [de] var der ikke; derpå drog han gennem benjaminitternes land, men de fandt [dem] ikke.

5 De kom til landet Zuf, og Saul sagde til medhjælperen som var med ham: „Kom, lad os vende tilbage; ellers holder min fader op med at bekymre sig om hunæslerne og bliver ængstelig for os.“+ 6 Men han sagde til ham: „Hør engang, der er en Guds mand*+ i denne by, og denne mand holdes i ære; alt hvad han siger, indtræffer helt bestemt.+ Lad os gå derhen nu; måske kan han fortælle os hvilken vej vi skal gå.“ 7 Saul sagde da til sin medhjælper: „Og hvis vi går, hvad skal vi så bringe manden?+ Brødet i vores oppakning er sluppet op, og der er intet vi kan bringe den [sande] Guds mand som gave.+ Hvad har vi med?“ 8 Men medhjælperen svarede atter Saul og sagde: „Se, jeg har en kvart sølvsekel*+ hos mig som jeg vil* give til den [sande] Guds mand; så fortæller han os om vores vej.“ 9 (Når en mand førhen i Israel gik hen for at rådspørge Gud, sagde han således: „Kom, lad os gå hen til seeren,“+ for profeten i dag plejede man førhen at kalde seeren.) 10 Da sagde Saul til sin medhjælper: „Det du siger er godt.+ Kom, lad os gå.“ Så gik de hen til byen hvor den [sande] Guds mand var.

11 Mens de var på vej op ad skråningen til byen, traf de nogle piger der gik ud for at trække vand op,+ så de sagde til dem: „Er seeren+ her?“ 12 De svarede dem da og sagde: „Ja, han er. Se, han er længere fremme. Men I må skynde jer nu, for han er kommet til byen i dag; der er nemlig en ofring+ for folket på offerhøjen+ i dag. 13 Så snart I kommer ind i byen, finder I ham sagtens inden han går op på offerhøjen for at spise, for folket spiser ikke før han kommer, da det er ham der velsigner slagtofferet.+ Først da kan de som er indbudt, spise. Men gå derop nu, for netop nu kan I finde ham.“ 14 De gik da op til byen. Som de nu kom ind i byen, se, da kom Samuel ud og gik dem i møde på vej op til offerhøjen.

15 Men Jehova havde røbet det for Samuel*+ dagen før Saul kom, og sagt: 16 „I morgen ved denne tid sender jeg dig en mand fra Benjamins land,+ og du skal salve+ ham som fører for mit folk Israel, og han skal frelse mit folk fra filistrenes hånd,+ for jeg har set mit folk [og dets nød],* og deres skrig har nået mig.“+ 17 Og Samuel så Saul, og Jehova svarede ham: „Det er den mand om hvem jeg har sagt dig: ’Ham er det som skal holde mit folk i tømme.’“+

18 Saul nærmede sig nu Samuel [som stod] midt i porten, og sagde: „Kan du fortælle mig hvor seerens hus er?“ 19 Da svarede Samuel Saul og sagde: „Seeren — det er mig. Gå foran mig op på offerhøjen og spis sammen med mig i dag,+ så vil jeg sende jer af sted i morgen, og jeg skal fortælle dig alt hvad du har på hjerte.+ 20 Hvad angår hunæslerne som blev borte for dig for tre dage siden,+ så skal du ikke bebyrde dit hjerte+ med dem, for de er blevet fundet; og hvem tilhører alle Israels kostbare skatte?+ Er det ikke dig og hele dit fædrenehus?“ 21 Da svarede Saul og sagde: „Er jeg ikke en benjaminit, fra en af de mindste+ af Israels stammer,+ og min familie den mest uanselige af alle Benjamins stammes familier?+ Så hvorfor siger du sådan noget til mig?“+

22 Samuel tog så Saul og hans medhjælper og førte dem hen til spisesalen og gav dem plads øverst+ blandt de indbudte; og de var omkring tredive mænd. 23 Samuel sagde nu til kokken: „Giv [ham] den andel som jeg gav dig, den hvorom jeg sagde til dig: ’Læg den fra hos dig.’“ 24 Da løftede kokken køllen og det der var på den op og lagde den foran Saul. Og han sagde: „Se, den som er blevet lagt til side,* er sat foran dig. Spis, for den er blevet lagt til side til dig til den fastsatte tid, så du kunne spise med dem der er indbudt.“* Så spiste Saul med Samuel den dag. 25 Derpå gik de ned fra offerhøjen+ til byen, hvorefter han talte med Saul oppe på taget.+ 26 Så stod de tidligt op,* ja, så snart det blev daggry kaldte Samuel på Saul der var på taget, idet han sagde: „Stå op og lad mig sende dig af sted.“ Saul stod så op, hvorpå de begge, han og Samuel, gik ud udenfor. 27 Mens de gik ned, ved udkanten af byen, sagde Samuel til Saul: „Sig til medhjælperen+ at han skal gå videre foran os“ — hvorpå han gik videre — „men bliv du nu stående, så jeg kan lade dig høre Guds ord.“*

10 Samuel tog da olieflasken+ og hældte [olien] ud over hans hoved og kyssede+ ham og sagde: „Er det ikke fordi Jehova* har salvet dig til fører+ for hans arvelod?+ 2 Når du i dag går bort fra mig, skal du træffe på to mænd ved Rakels grav+ i Benjamins område, ved Zelʹza, og de skal sige til dig: ’Hunæslerne som du tog af sted for at søge efter er blevet fundet, og se, din fader har ladt det med hunæslerne+ bag sig, men er blevet ængstelig for jer, idet han siger: „Hvad kan jeg gøre for min søn?“’+ 3 Og derfra går du videre og kommer til det store træ ved Taʹbor, og dér skal tre mænd som er på vej op til den [sande] Gud i Beʹtel,+ træffe på dig; én bærer tre kid,+ og én bærer tre runde brød,+ og én bærer en krukke vin;+ 4 og de skal spørge hvordan du har det+ og give dig to brød, og du skal tage imod dem af deres hånd. 5 Efter dette vil du komme til den [sande] Guds+ høj, hvor der er en garnison+ af filistre. Og så snart du kommer til byen dér, vil du møde en gruppe profeter+ som er på vej ned fra offerhøjen,+ og foran dem er der harpe+ og tamburin+ og fløjte+ og lyre,+ alt imens de er i profetisk henrykkelse. 6 Og Jehovas ånd+ skal virke på dig, og du skal komme i profetisk henrykkelse+ og forandre dig så du bliver en anden mand. 7 Og når disse tegn+ indtræffer for dig, så gør hvad din hånd finder muligt,+ for den [sande] Gud er med dig.+ 8 Og du skal gå ned til Gilʹgal+ foran mig, og se, jeg kommer ned til dig for at ofre brændofre og bringe fællesskabsofre.+ Du må vente på mig i syv+ dage indtil jeg kommer til dig og lader dig vide hvad du skal gøre.“

9 Og så snart han havde vendt ryggen til for at gå bort fra Samuel, forandrede Gud hans hjerte til et andet,+ hvorpå alle disse tegn+ indtraf samme dag. 10 De gik da derfra til højen, og se, en gruppe profeter kom dem i møde, og Guds ånd virkede på ham+ så han kom i profetisk henrykkelse+ iblandt dem. 11 Og da alle de der hidtil havde kendt ham, så ham — og se, han profeterede sammen med profeterne — sagde disse folk til hinanden: „Hvad er det der er sket med Kisj’ søn? Er Saul også blandt profeterne?“+ 12 Da svarede en mand derfra og sagde: „Men hvem er deres fader?“ Af den grund er det blevet et mundheld+ [at sige]: „Er Saul også blandt profeterne?“

13 Omsider var han ikke i profetisk henrykkelse mere og kom så til offerhøjen. 14 Senere sagde Sauls farbroder til ham og medhjælperen: „Hvor gik I hen?“ Han sagde da: „[Ud] for at søge efter hunæslerne,+ men da vi så at de ikke var der, gik vi til Samuel.“ 15 Da sagde Sauls farbroder: „Fortæl mig hvad Samuel sagde til jer,“ 16 hvorpå Saul sagde til sin farbroder: „Han fortalte os simpelt hen at hunæslerne var blevet fundet.“ Men det om kongedømmet, som Samuel havde talt om, fortalte han ham ikke.+

17 Samuel sammenkaldte nu folket til Jehova i Mizʹpa+ 18 og sagde til Israels sønner: „Således har Jehova, Israels Gud, sagt:+ ’Det var mig som førte Israel op fra Ægypten, idet jeg udfriede jer af Ægyptens hånd+ og af alle de rigers hånd som undertrykte jer.+ 19 Men I har i dag forkastet jeres Gud,+ ham som frelste jer fra alle jeres ulykker og trængsler, og I har sagt: „Det er lige meget;* du skal indsætte en konge over os.“ Så tag nu opstilling foran Jehova efter jeres stammer+ og efter jeres tusinder!’“*

20 Samuel lod da alle Israels stammer træde frem,+ hvorpå Benjamins stamme blev udpeget.*+ 21 Han lod da Benjamins stamme træde frem slægt for slægt, hvorpå matritternes slægt blev udpeget.*+ Omsider blev Saul, Kisj’ søn, udpeget,+ men da de søgte efter ham, fandt man ham ikke. 22 De spurgte+ da Jehova endnu en gang: „Er manden overhovedet kommet hertil?“ hvortil Jehova sagde: „Se, han skjuler sig+ ved oppakningen.“ 23 Så løb de hen og hentede ham dér, og da han stillede sig blandt folket, nåede hele folket ham kun til skulderen.+ 24 Samuel sagde nu til hele folket: „Har I set ham som Jehova har udvalgt,+ at der er ingen som han i hele folket,“ hvorpå hele folket råbte og sagde: „Kongen leve!“+

25 Derpå talte Samuel til folket om kongedømmets rettigheder+ og skrev det ned i en bog og lagde den hen for Jehovas ansigt. Så sendte Samuel hele folket bort, hver til sit hus. 26 Også Saul tog af sted til sit hus, til Giʹbea,+ og de brave mænd hvis hjerte Gud havde rørt, gik med ham.+ 27 Men uslingene+ sagde: „Hvordan vil han dér frelse os?“+ Så de foragtede+ ham og bragte ham ingen gave.+ Men han forholdt sig tavs.*+

11 Senere drog ammonitten+ Naʹhasj op og lejrede sig mod Jaʹbesj+ i Giʹlead.* Da sagde alle mændene i Jaʹbesj til Naʹhasj: „Slut pagt med os, så vil vi tjene dig.“+ 2 Ammonitten Naʹhasj sagde da til dem: „På denne betingelse slutter jeg [pagt] med jer: at hvert højre øje på jer bliver stukket ud,+ og jeg vil gøre det til en forsmædelse for hele Israel.“+ 3 Men Jaʹbesj’ ældste sagde til ham: „Lad os være i syv dage, så vil vi sende sendebud til hele Israels område, og hvis der ikke er nogen der frelser+ os, vil vi komme ud til dig.“ 4 Da sendebudene kom til Sauls Giʹbea+ og fremførte disse ord i folkets påhør, græd hele folket højlydt.+

5 Men i det samme kom Saul ind fra marken bag efter hornkvæget, og Saul sagde: „Hvad er der i vejen med folket, siden de græder?“ hvorpå de gengav det mændene i Jaʹbesj havde sagt, for ham. 6 Da Saul hørte dette, virkede Guds ånd*+ på ham, og hans vrede blussede voldsomt op.+ 7 Så tog han et spand hornkvæg og parterede [dyrene] og sendte dem til hvert område i Israel+ ved sendebudenes hånd, idet han sagde: „Den af os der ikke drager ud efter Saul og efter Samuel, med hans hornkvæg skal der gøres sådan, uanset hvem han er.“+ Da faldt der en Jehovas rædsel+ over folket, og de drog ud alle som én.+ 8 Da han mønstrede+ dem i Beʹzek, udgjorde Israels sønner tre hundrede tusind, og Judas mænd tredive tusind. 9 De* sagde nu til sendebudene som var kommet: „Således skal I sige til mændene i Jaʹbesj i Giʹlead: ’I morgen når solen er hed, vil frelsen være jeres.’“+ Sendebudene kom da og fortalte dette til mændene i Jaʹbesj, og disse frydede sig. 10 Derpå sagde mændene i Jaʹbesj: „I morgen kommer vi ud til jer; så kan I gøre med os hvad som helst I finder for godt.“+

11 Den følgende dag opdelte Saul+ så folkene i tre hold,+ hvorpå de gik ind midt i lejren under morgenvagten*+ og huggede ammonitterne*+ ned indtil dagen blev hed, og de der var tilbage blev spredt, så der ikke var to af dem tilbage som var sammen.+ 12 Derpå sagde folkene til Samuel: „Hvem er det der siger: ’Saul, skal han være konge* over os?’+ Udlevér de mænd, så vi kan lade dem dø!“+ 13 Men Saul* sagde: „På denne dag skal ingen lide døden,+ for i dag har Jehova udvirket frelse i Israel.“+

14 Senere sagde Samuel til folket: „Kom og lad os gå til Gilʹgal,+ og lad os forny kongedømmet dér.“+ 15 Så gik hele folket til Gilʹgal, og dér i Gilʹgal gjorde de Saul til konge* for Jehovas ansigt. Derpå ofrede de fællesskabsofre dér for Jehovas ansigt,+ og Saul og alle Israels mænd frydede sig meget dér.+

12 Samuel sagde nu til hele Israel: „Se, jeg har adlydt jeres røst i alt hvad I har sagt mig,+ idet jeg har udnævnt en konge over jer.+ 2 Og se, nu vandrer kongen foran jer!+ Jeg, derimod, er blevet gammel+ og gråhåret,+ og mine sønner, se, de er hos jer,+ men jeg har vandret foran jer fra min ungdom til denne dag.+ 3 Her er jeg. Svar mig i nærværelse af Jehova og i nærværelse af hans salvede:*+ Hvis okse har jeg taget eller hvis æsel har jeg taget,+ og hvem har jeg udbyttet eller* hvem har jeg undertrykt, og af hvis hånd har jeg modtaget løsesum* og med den dækket mine øjne til?*+ Da giver jeg det tilbage til jer.“+ 4 Hertil sagde de: „Du har ikke udbyttet os, og du har ikke undertrykt os, og du har ikke modtaget noget som helst af nogens hånd.“+ 5 Da sagde han til dem: „Jehova er vidne imod jer, og hans salvede+ er vidne denne dag, at I ikke har fundet noget som helst i min hånd.“+ De* sagde da: „Han er vidne.“*

6 Og Samuel sagde videre til folket: „Jehova [er vidne],* han som brugte Moses og Aron og som førte jeres forfædre op fra Ægyptens land.+ 7 Og stil nu op så jeg kan dømme jer for Jehovas ansigt [og fortælle jer]* om alle Jehovas retfærdighedsgerninger,+ dem som han har gjort mod jer og mod jeres forfædre.

8 Da Jakob* kom til Ægypten,*+ og jeres forfædre råbte til Jehova om hjælp,+ sendte Jehova Moses+ og Aron, som så førte jeres forfædre ud af Ægypten og lod* dem bosætte sig på dette sted.+ 9 Men de glemte Jehova deres Gud,+ så han prisgav+ dem til Siʹsera,+ Haʹzors hærfører,* og til filistrene+ og til Moʹabs konge,+ hvorpå de førte krig imod dem. 10 Så råbte de til Jehova om hjælp+ og sagde: ’Vi har syndet,+ for vi har forladt Jehova og tjener ba’alerne+ og astarterne;+ men udfri+ os nu af vore fjenders hånd, så vi kan tjene dig.’ 11 Jehova sendte da Jeʹrubba’al+ og Beʹdan* og Jefta+ og Samuel*+ og udfriede jer af jeres fjenders hånd til alle sider, så I kunne bo trygt.+ 12 Da I så at Naʹhasj,+ kongen over Amʹmons sønner, kom imod jer, sagde I til mig: ’Nej, en konge skal regere over os,’+ selv om Jehova jeres Gud er jeres konge.+ 13 Og her er nu kongen som I har valgt — som I har bedt om;+ ja se, Jehova har sat en konge over jer.+ 14 Hvis I frygter Jehova+ og tjener ham+ og adlyder hans røst+ og ikke sætter jer op imod Jehovas befaling,+ så skal I, både I selv og den konge som regerer over jer, følge Jehova jeres Gud. 15 Men hvis I ikke adlyder Jehovas røst,+ men sætter jer op imod Jehovas befaling,+ så skal Jehovas hånd være imod jer og jeres fædre.*+ 16 Og stil nu op og se den store gerning som Jehova gør for jeres øjne. 17 Er det ikke hvedehøst+ i dag? Jeg vil råbe+ til Jehova og han vil give torden* og regn;+ erkend da og indse at I har handlet meget ondt i Jehovas øjne ved at bede om at I måtte få en konge.“+

18 Derpå råbte Samuel til Jehova,+ og Jehova gav torden og regn samme dag,+ så hele folket blev meget bange for Jehova og Samuel. 19 Hele folket sagde da til Samuel: „Bed+ til Jehova din Gud for dine tjenere, så vi ikke dør, for til alle vore synder har vi føjet den onde handling at bede om at vi måtte få en konge.“

20 Samuel sagde da til folket: „Frygt ikke;+ I har ganske vist begået al denne ondskab; kun må I ikke vende jer bort fra at følge Jehova,+ men tjen Jehova med hele jeres hjerte.+ 21 Og vend jer ikke bort for at følge tomme [guder]+ som ikke kan gavne+ nogen og ikke kan skaffe udfrielse, for de er tomhed. 22 Jehova vil nemlig for sit store navns skyld+ ikke svigte+ sit folk, for Jehova har påtaget sig at gøre jer til sit folk.+ 23 Det kunne på den anden side aldrig falde mig ind at synde mod Jehova ved at holde op med at bede for jer,+ og jeg vil lære+ jer den gode+ og rette vej. 24 Frygt+ blot Jehova og tjen ham i sandhed med hele jeres hjerte;+ for se hvor store ting han har gjort med jer.+ 25 Men hvis I alligevel handler ondt, vil både I og jeres konge+ blive revet bort.“+

13 Saul var [?]* år gammel da han blev konge,+ og han regerede over Israel i to år. 2 Saul udvalgte sig nu tre tusind mænd af Israel, idet to tusind var hos Saul i Mikʹmas+ og i Beʹtels bjergland, og et tusind var hos Joʹnatan+ i Giʹbea+ i Benjamin. Men resten af folkene sendte han bort, hver til sit telt.* 3 Joʹnatan slog derpå filistrenes+ garnison+ som var i Geʹba,*+ og filistrene fik det at høre. Men Saul lod blæse i horn+ landet over, idet han sagde: „Lad hebræerne høre det!“ 4 Og hele Israel hørte det, idet man sagde: „Saul har slået filistrenes garnison, og nu er Israel blevet en stank+ for filistrene.“ Folkene blev da kaldt sammen for at følge Saul i Gilʹgal.+

5 Filistrene, derimod, samledes for at kæmpe mod Israel, tredive* tusind stridsvogne+ og seks tusind mand i rytteriet og folk så talrige som sandskornene der er ved havets bred;+ de drog så op og slog lejr ved Mikʹmas, øst for Bet-Aʹven.+ 6 Men Israels mænd så at de var hårdt trængt,+ for folket var under stærkt pres. Folket skjulte sig da i huler og hulninger og mellem klipperne og i grotter* og gruber.+ 7 Nogle hebræere gik endog over Jordan+ til Gads+ og Giʹleads land. Men Saul var endnu i Gilʹgal, og alle folkene fulgte ham skælvende.+ 8 Han ventede nu syv dage til den fastsatte tid som Samuel [havde sagt];*+ men Samuel kom ikke til Gilʹgal, så folkene spredtes [og skiltes] fra ham. 9 Da sagde Saul: „Bring brændofferet og fællesskabsofrene hen til mig,“ hvorpå han ofrede brændofferet.+

10 Men netop som han var færdig med at ofre brændofferet, se, da kom Samuel. Saul gik derfor ud for at møde ham og velsigne ham.+ 11 Samuel sagde imidlertid: „Hvad har du gjort?“+ hvortil Saul sagde: „Jeg så at folkene spredtes [og skiltes] fra mig,+ og du kom ikke i løbet af de aftalte dage,+ og filistrene samledes i Mikʹmas;+ 12 da sagde jeg:*+ ’Nu kommer filistrene ned mod mig i Gilʹgal, og jeg har ikke formildet Jehovas ansigt,’ derfor tog jeg mig sammen+ og ofrede brændofferet.“

13 Da sagde Samuel til Saul: „Du har handlet tåbeligt.+ Du har ikke holdt Jehova din Guds bud,+ det som han påbød dig;+ ellers ville Jehova nu have grundfæstet dit kongedømme over Israel for stedse, 14 men nu vil dit kongedømme ikke bestå.+ Jehova skal søge sig en mand efter sit hjerte,+ og Jehova vil overdrage ham hvervet som fører+ for sit folk, for du har ikke overholdt det Jehova har påbudt dig.“+

15 Derpå brød Samuel op og drog op fra Gilʹgal* til Giʹbea i Benjamin, og Saul mønstrede folkene, dem der fandtes hos ham, omkring seks hundrede mand.+ 16 Og Saul og hans søn Joʹnatan og folkene som fandtes hos dem boede i Geʹba+ i Benjamin. Filistrene, derimod, havde lejret sig i Mikʹmas,+ 17 og tre grupper som plyndrede, drog ud fra filistrenes lejr.+ Den ene gruppe vendte sig mod vejen til Ofʹra,+ mod Sjuʹals land, 18 og den anden gruppe vendte sig mod Bet-Hoʹron-Vejen,+ og den tredje gruppe vendte sig mod vejen til området der vender mod Zeʹbo’ims* Dal, mod ørkenen.

19 Der fandtes imidlertid ingen smed i hele Israels land, for filistrene havde sagt: „Ellers laver hebræerne sværd og spyd.“+ 20 Så alle israelitterne tog ned til filistrene for hver især at få sit plovjern eller sin hakke eller sin økse eller sin segl skærpet.*+ 21 Og prisen for skærpningen var en pim* for plovjern og for hakker og for tregrenede forke og for økser og for at fæste spidsen på en pigkæp.+ 22 Og på kampdagen fandtes der hverken sværd+ eller spyd i hånden på nogen af de folk der var hos Saul og Joʹnatan, men der fandtes [våben] til Saul+ og til hans søn Joʹnatan.

23 En filisterforpost+ rykkede nu ud til passet ved Mikʹmas.+

14 En dag sagde Sauls søn Joʹnatan+ så til den unge mand som var hans våbendrager: „Kom og lad os gå over til filistrenes forpost som er derovre.“ Men han fortalte intet til sin fader.+ 2 Og Saul befandt sig i udkanten af Giʹbea+ under det granatæbletræ som er i Migʹron, og folkene som var hos ham udgjorde omkring seks hundrede mand.+ 3 (Og Ahiʹja, søn af Aʹhitub,+ [der var] broder til Iʹkabod,+ søn af Piʹnehas,+ søn af Eʹli,+ Jehovas præst i Siʹlo,+ bar efoden.)+ Men folkene vidste ikke at Joʹnatan var gået. 4 Og mellem passene som Joʹnatan søgte at gå igennem mod filistrenes forpost,+ var der et klippefremspring* på den ene side og et klippefremspring på den anden side, og navnet på det ene var Boʹzez, og navnet på det andet var Seʹne. 5 Det ene fremspring [stod som] en støtte* mod nord, imod Mikʹmas,+ og det andet mod syd, imod Geʹba.+

6 Og Joʹnatan* sagde til den unge mand som var hans våbendrager: „Kom og lad os gå over til de uomskårnes+ forpost dér. Måske vil Jehova gribe ind for os, for der er intet der hindrer Jehova i at frelse ved mange eller ved få.“+ 7 Hans våbendrager sagde da til ham: „Gør hvad som helst dit hjerte synes. Vend dig hvorhen du vil; se, jeg er med dig, helt efter hvad dit hjerte synes.“+ 8 Så sagde Joʹnatan: „Se, vi går over til mændene så vi kan vise os for dem. 9 Hvis de siger sådan til os: ’Stå stille til vi er nået ned til jer,’ så bliver vi stående hvor vi er, og vi går ikke op til dem. 10 Men hvis de siger sådan: ’Kom op til os,’ så går vi derop, for Jehova har givet dem i vores hånd, og dette er tegnet for os.“+

11 De viste sig da begge for filistrenes forpost, og filistrene sagde: „Se de hebræere som kommer ud af hullerne hvor de har skjult sig.“+ 12 Og mændene i forposten svarede Joʹnatan og hans våbendrager og sagde: „Kom herop, så skal vi lære jer noget,“+ hvorpå Joʹnatan sagde til sin våbendrager: „Kom med mig op, for Jehova har givet dem i Israels hånd.“+ 13 Så kravlede Joʹnatan op på hænder+ og fødder, og våbendrageren efter ham, og [filistrene] faldt foran Joʹnatan,+ og hans våbendrager [gik] bag efter ham og gav dem dødsstødet.+ 14 Og det første tab som Joʹnatan og hans våbendrager tilføjede [dem], udgjorde således omkring tyve mand over en strækning på omkring en halv plovfure på en tønde land.*

15 Da opstod der skælven+ i lejren på marken og blandt alle folkene i forposten, og selv de der var gået ud for at plyndre,+ skælvede, og jorden bævede,+ og det blev til en skælven fra Gud.+ 16 Vagtposterne hos Saul i Giʹbea+ i Benjamin så det imidlertid, og se, tummelen bevægede sig hid og did.*+

17 Saul sagde da til folkene som var hos ham: „Foretag lige en mønstring og se hvem af os der er gået.“ Så foretog de mønstringen, og se, Joʹnatan og hans våbendrager var der ikke. 18 Derpå sagde Saul til Ahiʹja:+ „Bring den [sande] Guds ark herhen.“+ (For den dag var den [sande] Guds ark hos Israels sønner.)*+ 19 Mens Saul endnu talte med præsten+ fortsatte tummelen i filistrenes lejr og blev større og større, så Saul sagde til præsten: „Træk din hånd tilbage!“ 20 Så blev Saul og alle folkene som var hos ham samlet,+ og da de kom frem til kamppladsen, se, da var den enes sværd rettet mod den andens;+ forvirringen var meget stor. 21 Og de hebræere som hidtil havde været hos filistrene+ [og] som var kommet op sammen med dem [og var] rundt om i [deres] lejr, ja, også de viste sig at være med Israel som var med Saul og Joʹnatan.* 22 Og da alle Israels mænd som havde skjult sig+ i Eʹfraims bjergland, hørte at filistrene var på flugt, fulgte også de tæt efter dem i kampen. 23 Og den dag frelste+ Jehova Israel, og kampen fortsatte til Bet-Aʹven.*+

24 Men Israels mænd var på den dag under pres;* og dog tog Saul folkene i ed*+ idet han sagde: „Den mand er forbandet som spiser brød inden aften og inden jeg har hævnet mig+ på mine fjender.“ Så ingen af folkene smagte brød.+

25 Og [folkene fra] hele landet kom ind i skoven, og der lå honning+ over [hele] området. 26 Da folkene kom ind i skoven, se, da dryppede det af honning,+ men ingen førte hånden til munden, for folkene var bange på grund af eden.+ 27 Joʹnatan, derimod, havde ikke hørt at hans fader havde ladet folkene sværge,+ så han rakte spidsen af den stav han havde i hånden ud og dyppede den i bikagen og løftede hånden til munden, hvorpå hans øjne fik glans.+ 28 Men en af folkene tog til orde og sagde: „Din fader har på det bestemteste ladet folkene sværge, idet han sagde: ’Den mand er forbandet som i dag spiser brød.’“+ (Skønt folkene var blevet trætte.)+ 29 Da sagde Joʹnatan: „Min fader har styrtet landet i ulykke;+ se engang hvor mine øjne har fået glans fordi jeg har smagt denne lille smule honning.+ 30 Hvis blot folkene i dag havde spist+ af byttet som de fandt efter deres fjender.+ Men nu er mandefaldet blandt filistrene ikke blevet stort.“+

31 Og den dag slog de filistrene fra Mikʹmas+ til Ajʹjalon,+ og folkene blev meget trætte.+ 32 Folkene kastede sig derfor over byttet+ og tog småkvæg og hornkvæg og kalve og slagtede [dyrene] på jorden, hvorpå folkene spiste [kødet] med blodet i.+ 33 Da man fortalte Saul det og sagde: „Se, folkene synder mod Jehova ved at spise [kød] med blodet i,“+ sagde han: „I har handlet troløst. Rul straks en stor sten hen til mig.“ 34 Og Saul sagde videre: „Spred jer blandt folkene og sig til dem: ’Kom hver især hen til mig med jeres okse og jeres får, og slagt dem her og spis, og synd ikke mod Jehova ved at spise noget med blod i.’“+ Da førte alle folkene den nat hver især med egen hånd sin okse hen og slagtede den der. 35 Derpå byggede Saul et alter+ for Jehova; med dette begyndte han at bygge altre for Jehova.+

36 Senere sagde Saul: „Lad os i nat gå ned bag efter filistrene og udplyndre dem indtil det bliver lyst til morgen,+ og ikke lade en eneste blive tilbage iblandt dem.“+ Hertil sagde de: „Gør hvad som helst der synes godt i dine øjne.“ Da sagde præsten: „Lad os træde frem for den [sande] Gud her.“+ 37 Saul spurgte da Gud: „Skal jeg gå ned bag efter filistrene?+ Vil du overgive dem i Israels hånd?“+ Men han svarede ham ikke den dag.+ 38 Saul sagde da: „Kom herhen,+ alle I som er førende mænd* i folket,+ og skaf jer vished for og indblik i hvorledes denne synd er opstået i dag. 39 For så sandt Jehova lever som har frelst Israel: om det så er min søn Joʹnatan [synden] hviler på, skal han visselig dø.“+ Men ingen blandt alle folkene svarede ham. 40 Derpå sagde han til hele Israel: „I er på den ene side, og jeg og min søn Joʹnatan er på den anden side.“ Hertil sagde folkene til Saul: „Gør hvad der synes godt i dine øjne.“+

41 Saul sagde da til Jehova: „Israels Gud,* giv Tumʹmim!“+ hvorpå Joʹnatan og Saul blev udpeget, men folkene gik fri.+ 42 Derpå sagde Saul: „Kast lod+ mellem mig og min søn Joʹnatan,“ hvorpå Joʹnatan blev udpeget. 43 Saul sagde så til Joʹnatan: „Fortæl mig: Hvad har du gjort?“+ Da fortalte Joʹnatan ham det og sagde: „Jeg har ganske rigtigt smagt lidt honning på spidsen af staven som er i min hånd.+ Her er jeg! Lad mig dø!“

44 Hertil sagde Saul: „Måtte Gud gøre således, og måtte han føje mere til,+ om ikke du visselig skal dø,+ Joʹnatan.“ 45 Men folkene sagde til Saul: „Skal Joʹnatan dø, han som udvirkede denne store frelse+ i Israel? Det er utænkeligt!+ Så sandt Jehova lever+ — ikke et af hans hovedhår+ skal falde til jorden, for det er med Guds hjælp han har handlet i dag.“+ Derpå løskøbte+ folkene Joʹnatan, og han døde ikke.

46 Saul holdt da op med at følge efter filistrene, og filistrene drog til deres sted.+

47 Og Saul tog kongedømmet over Israel+ og førte krig rundt om mod alle sine fjender, mod Moʹab+ og mod Amʹmons sønner+ og mod Eʹdom+ og mod Zoʹbas+ konger og mod filistrene,+ og hvor han end vendte sig hen, eksekverede han sin fordømmelse.*+ 48 Han handlede desuden bravt+ og slog Aʹmalek+ og udfriede Israel fra dem som udplyndrede det.

49 Sauls sønner var i øvrigt Joʹnatan+ og Jisjʹvi og Malkisjuʹa.+ Og navnene på hans to døtre: den førstefødtes navn var Meʹrab,+ og den yngstes navn var Miʹkal.+ 50 Og navnet på Sauls hustru var Ahiʹnoam, Ahiʹma’az’ datter, og navnet på hans hærfører var Abʹner,+ Ners søn, Sauls farbroder.* 51 Og Kisj+ var Sauls fader, og Ner,+ Abʹners fader, var søn* af Aʹbiel.*

52 Men der førtes hårde kampe mod filistrene i alle Sauls dage.+ Og når som helst Saul så en vældig kriger og en brav mand, tog han ham til sig.+

15 Og Samuel sagde til Saul: „Det var mig Jehova sendte for at salve+ dig til konge over hans folk Israel, så hør nu hvordan Jehovas ord lyder.+ 2 Således har Hærstyrkers Jehova+ sagt: ’Jeg vil kræve Aʹmalek til regnskab+ for det han gjorde mod Israel, da han stillede sig i vejen for ham dengang han drog op fra Ægypten.+ 3 Gå nu hen og slå Aʹmalek,+ og lad alt hvad der tilhører ham vie til udslettelse;+ og du må ikke have medfølelse med ham, men lad dem dø,+ både mand og kvinde, både barn og diende,+ både okse og får, både kamel og æsel.’“+ 4 Saul sammenkaldte da folkene og mønstrede dem i Teʹla’im:+ To hundrede tusind mand fodfolk og ti tusind mand fra Juda.+

5 Saul kom nu til Aʹmaleks by og lagde baghold i regnflodsdalen. 6 Saul sagde imidlertid til kenitterne:+ „Gå, søg bort; gå ned fra amalekitternes midte, så jeg ikke river jer bort* sammen med dem,+ for du handlede loyalt* mod alle Israels sønner+ da de drog op fra Ægypten.“+ Så søgte kenitterne bort fra Aʹmaleks midte. 7 Derpå slog Saul Aʹmalek+ fra Haviʹla+ helt til Sjur,+ som ligger op til Ægypten. 8 Og han tog Aʹgag,+ Aʹmaleks konge, levende til fange, men hele folket viede han til udslettelse ved sværdets æg;+ 9 Saul og folkene skånede imidlertid Aʹgag og det bedste af småkvæget og hornkvæget,+ og de fedeste dyr* og vædderne og alt det bedste, og de ønskede ikke at vie det til udslettelse.+ Men alt det gods der var værdiløst og kasseret, det viede de til udslettelse.

10 Jehovas ord kom* nu til Samuel, og det lød: 11 „Jeg har fortrudt+ at jeg har gjort Saul til konge, for han har vendt sig bort fra mig,+ og mine ord har han ikke opfyldt.“+ Da blev Samuel dybt foruroliget*+ og råbte til Jehova hele natten.+ 12 Derpå stod Samuel tidligt op for at møde Saul om morgenen. Da meddelte man Samuel: „Saul kom til Karʹmel,+ og se, han rejste sig et mindesmærke,+ hvorpå han vendte om og drog videre, ned til Gilʹgal.“ 13 Da Samuel kom til Saul, sagde Saul til ham: „Måtte Jehova velsigne+ dig. Jeg har opfyldt Jehovas ord.“+ 14 Hertil sagde Samuel: „Hvad betyder da denne lyd af småkvæg i mine ører, og den lyd af hornkvæg som jeg hører?“+ 15 Da sagde Saul: „Det er nogle man har bragt hertil fra amalekitterne, for folkene+ skånede det bedste af småkvæget og hornkvæget for at ofre det til Jehova din Gud,+ men resten har vi viet til udslettelse.“ 16 Men Samuel sagde til Saul: „Stop! Så skal jeg fortælle dig hvad Jehova har sagt mig i nat.“+ Han* sagde da til ham: „Tal!“

17 Så sagde Samuel: „Var det ikke mens du var ubetydelig i egne øjne+ at du blev overhoved for Israels stammer og Jehova salvede+ dig til konge over Israel? 18 Senere sendte Jehova dig ud på en opgave og sagde: ’Gå hen og lad amalekitterne,* de syndere,+ vie til udslettelse og kæmp imod dem indtil du har gjort ende på dem.’+ 19 Så hvorfor har du ikke adlydt Jehovas røst, men er faldet over byttet+ og har gjort hvad der er slet i Jehovas øjne?“+

20 Da sagde Saul til Samuel: „Men jeg adlød+ da Jehovas røst og drog af sted på den opgave Jehova sendte mig ud på, og jeg bragte Aʹgag,+ Aʹmaleks konge, [med tilbage], og Aʹmalek selv viede jeg til udslettelse.+ 21 Og folkene+ tog småkvæg og hornkvæg af byttet, det bedste af det der var viet til udslettelse, for at ofre+ det til Jehova din Gud i Gilʹgal.“+

22 Men Samuel sagde: „Mon Jehova har lige så meget behag i brændofre+ og slagtofre som i at man adlyder Jehovas røst? Se, at adlyde+ er bedre end slagtoffer,+ at lytte opmærksomt [bedre] end vædderfedt;+ 23 for opsætsighed+ er det samme som spådomssynd,+ og formastelighed* er det samme som [at gøre brug af] onde magter og teʹrafimstatuetter;*+ fordi du har forkastet Jehovas ord,+ har han* forkastet dig som konge.“*+

24 Da sagde Saul til Samuel: „Jeg har syndet,+ for jeg har overtrådt Jehovas befaling og dine ord; jeg var nemlig bange for folkene+ så jeg adlød deres røst. 25 Men tilgiv+ dog nu min synd og vend tilbage sammen med mig, så jeg kan kaste mig ned+ for* Jehova.“ 26 Samuel sagde imidlertid til Saul: „Jeg vender ikke tilbage sammen med dig, for du har forkastet Jehovas ord, og Jehova har forkastet dig så du ikke skal forblive konge over Israel.“+ 27 Da Samuel vendte sig for at gå, greb [Saul] fat i fligen på hans ærmeløse overklædning, så den blev revet+ af. 28 Da sagde Samuel til ham: „I dag har Jehova revet kongedømmet over Israel fra dig,+ og han vil give det til din næste, en som er bedre end du.+ 29 Og desuden, Israels Herlighed*+ er ikke falsk+ og han fortryder ikke, for han er ikke et menneske* at han skulle fortryde.“+

30 Da sagde han:* „Jeg har syndet. Vis mig dog nu den ære,+ i nærværelse af mit folks ældste og i nærværelse af Israel, at vende tilbage sammen med mig; så vil jeg kaste mig ned for Jehova din Gud.“+ 31 Så fulgte Samuel med Saul tilbage, hvorpå Saul kastede sig ned for Jehova. 32 Derpå sagde Samuel: „Bring Aʹgag, Aʹmaleks konge, herhen til mig.“ Så gik Aʹgag modvilligt* hen til ham, og Aʹgag sagde ved sig selv:* „Nu er dødens bitterhed i sandhed forsvundet.“ 33 Men Samuel sagde: „Ligesom dit sværd+ har gjort kvinder barnløse, således vil din moder+ blive den mest barnløse blandt kvinder,“+ og derpå sønderhuggede Samuel Aʹgag foran Jehova i Gilʹgal.+

34 Samuel drog så til Raʹma, men Saul drog op til sit hus i Sauls Giʹbea.+ 35 Og Samuel så ikke Saul mere indtil sin dødsdag, for Samuel sørgede+ over Saul. Og Jehova fortrød at han havde gjort Saul til konge over Israel.+

16 Derpå sagde Jehova til Samuel: „Hvor længe vil du sørge over Saul,+ når jeg har forkastet ham som konge over Israel?+ Fyld dit horn med olie+ og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Iʹsaj,+ for jeg har udset mig en konge blandt hans sønner.“+ 2 Da sagde Samuel: „Hvordan kan jeg tage af sted? Når Saul hører det, dræber han mig.“+ Men Jehova sagde: „Du kan tage en kvie af hornkvæget med dig* og sige: ’Jeg er kommet for at ofre til Jehova.’+ 3 Og du skal indbyde Iʹsaj til ofringen, og jeg skal nok selv lade dig vide hvad du skal gøre,+ og du skal salve+ den for mig som jeg siger dig.“

4 Derpå gjorde Samuel det som Jehova havde sagt. Da han kom til Betlehem+ skælvede+ byens ældste idet de mødte ham, og de sagde: „Kommer du med fred?“+ 5 Hertil sagde han: „Med fred. Jeg er kommet for at ofre til Jehova. I skal hellige+ jer og komme med mig til ofringen.“ Så helligede han Iʹsaj og hans sønner og indbød dem til ofringen. 6 Da de nu kom ind og han så Eʹliab,+ sagde han: „Ja, her står Jehovas salvede* foran Ham.“ 7 Men Jehova sagde til Samuel: „Se ikke på hans udseende og hans høje vækst,+ for jeg har forkastet ham. For [Gud ser]* ikke som mennesker ser;+ mennesker ser nemlig på det der er [synligt] for øjnene,*+ men Jehova ser på hjertet.“*+ 8 Derpå kaldte Iʹsaj på Abinaʹdab+ og lod ham gå forbi Samuel, men han sagde: „Jehova har heller ikke udvalgt ham.“ 9 Derpå lod Iʹsaj Sjamʹma+ gå forbi, men han sagde: „Jehova har heller ikke udvalgt ham.“ 10 Iʹsaj lod således syv af sine sønner gå forbi Samuel, men Samuel sagde til Iʹsaj: „Jehova har ikke udvalgt dem.“

11 Samuel sagde nu til Iʹsaj: „Er det alle drengene?“ Hertil sagde han: „Der er stadig den yngste tilbage,+ men se, han vogter småkvæget.“+ Da sagde Samuel til Iʹsaj: „Send bud og hent ham, for vi kan ikke sætte os til bords før han er kommet herhen.“ 12 Så sendte han bud og lod ham bringe. Og han var rødmosset,+ med* smukke øjne, og så godt ud. Jehova sagde da: „Rejs dig, salv ham, for det er ham.“+ 13 Samuel tog så oliehornet+ og salvede ham blandt hans brødre, og Jehovas ånd virkede på David fra og med den dag.+ Siden brød Samuel op og drog til Raʹma.+

14 Imidlertid var Jehovas ånd veget+ fra Saul, og en ond ånd+ fra Jehova skræmte ham. 15 Da sagde Sauls tjenere til ham: „Se, det er jo en ond ånd fra Gud* som skræmmer dig; 16 lad dog vores herre sige til dine tjenere [som står] foran dig at de skal søge efter en mand som er dygtig+ til at spille på lyre.+ Og når den onde ånd fra Gud er over dig, så skal han spille, og du vil få det godt.“ 17 Så sagde Saul til sine tjenere: „Se efter en mand til mig som er god til at spille, og bring ham til mig.“+

18 En af de unge mænd svarede da og sagde: „Hør, jeg har set en søn af betlehemitten Iʹsaj som er dygtig til at spille,+ og han er en brav kriger+ og en stridsmand,+ og han er veltalende+ og en mand med et stateligt ydre,+ og Jehova er med ham.“+ 19 Så sendte Saul nogle sendebud til Iʹsaj og lod sige: „Send din søn David til mig, han som er hos småkvæget.“+ 20 Iʹsaj tog da et æsel, brød og en læderflaske+ med vin og et gedekid og sendte det til Saul med sin søn David.+ 21 Således kom David til Saul og stod i hans tjeneste,*+ og [Saul] kom til at elske ham meget, og han blev hans våbendrager.+ 22 Derfor sendte Saul bud til Iʹsaj og lod sige: „Lad dog David blive ved med at stå i min tjeneste, for han har fundet yndest i mine øjne.“ 23 Og når ånden fra Gud var over Saul, tog David lyren og spillede, og Saul fik lindring og fik det bedre, og den onde ånd veg fra ham.+

17 Filistrene+ samlede nu deres lejre til kamp, og de samlede sig ved Soʹko,+ som hører til Juda, og slog lejr mellem Soʹko og Azeʹka,+ ved Eʹfes-Damʹmim.+ 2 Men Saul og Israels mænd samlede sig og slog lejr i lavningen ved Eʹla,+ hvorpå de stillede op til kamp for at møde filistrene, 3 idet filistrene stod på bjerget på den ene side, og israelitterne stod på bjerget på den anden side, med dalen imellem sig.

4 En tvekæmper kom så frem fra filistrenes lejre; hans navn var Goʹliat,+ [og han var] fra Gat;+ han var seks alen og et spand* høj.+ 5 Og han havde en kobberhjelm på hovedet, og han var iført en skælbrynje, og brynjens+ vægt var på fem tusind sekel* kobber. 6 Og han havde benskinner af kobber på benene, og han havde et kastespyd+ af kobber over skulderen. 7 Hans spydskaft var som en vævebom,+ og hans spydspids var på seks hundrede sekel* jern; og den der bar det store skjold gik foran ham. 8 Han stod nu stille og råbte til Israels slagrækker,+ idet han sagde til dem: „Hvorfor kommer I ud og stiller op til kamp? Er jeg ikke filister og I Sauls tjenere?+ Udvælg jer en mand og lad ham komme ned til mig. 9 Hvis han kan kæmpe imod mig og slå mig ihjel, skal vi være jeres tjenere, men hvis jeg klarer ham så jeg slår ham ihjel, så skal I være vores tjenere, og I skal tjene os.“+ 10 Og filisteren sagde videre: „I dag har jeg smædet+ Israels slagrækker. Giv mig en mand så vi kan kæmpe mod hinanden!“+

11 Da Saul+ og hele Israel hørte disse ord fra filisteren, blev de skrækslagne og var meget bange.+

12* Men David var søn af denne efratit+ fra Betlehem i Juda hvis navn var Iʹsaj og som havde otte sønner,+ og denne mand var allerede i Sauls dage gammel blandt folk.* 13 Og Iʹsajs tre ældste sønner drog af sted; de var draget med Saul i krigen.+ Og navnene på hans tre sønner som var draget i krig var Eʹliab,+ den førstefødte, Abinaʹdab,+ den anden, og Sjamʹma,+ den tredje. 14 Men David var den yngste,+ og de tre ældste var draget med Saul.

15 Og David drog frem og tilbage fra Saul for at vogte sin faders småkvæg+ i Betlehem. 16 Og filisteren kom frem i fyrre dage, tidligt om morgenen og om aftenen, og stillede sig op.

17 Iʹsaj sagde nu til sin søn David: „Tag denne efa* ristet korn+ og disse ti brød med til dine brødre og løb over til lejren, til dine brødre, [med dem]. 18 Og disse ti mål mælk* kan du bringe til tusindføreren;+ og du skal se til dine brødre, om de har det godt,+ og tage et pant med fra dem.“ 19 Det var mens Saul og de og alle Israels mænd førte krig mod filistrene+ i lavningen ved Eʹla.+

20 David stod da op tidligt om morgenen og overlod småkvæget til vogteren og løftede [tingene] op og tog af sted sådan som Iʹsaj havde påbudt ham.+ Da han kom til lejrpladsen,+ var kampstyrkerne på vej ud til slagrækken,+ idet de udstødte krigsråbet. 21 Israel og filistrene stillede derpå op, slagrække for at møde slagrække. 22 David overlod da tingene+ han havde med, til den som vogtede oppakningen,+ og løb ud til slagrækken. Da han kom derhen, spurgte han hvordan hans brødre havde det.+

23 Mens han talte med dem, se, da kom tvekæmperen hvis navn var filisteren Goʹliat+ fra Gat,+ frem fra filistrenes slagrækker og sagde det samme som før,+ og David hørte det. 24 Men alle Israels mænd flygtede for manden da de så ham, og de var meget bange.+ 25 Og Israels mænd sagde: „Har I set den mand som kommer frem dér? Ja, han kommer frem for at smæde+ Israel. Og den mand som slår ham ihjel, ham vil kongen gøre meget rig, og han vil give ham sin datter,+ og han vil gøre hans faders hus frit i Israel.“+

26 David sagde da til mændene som stod hos ham: „Hvad vil man gøre med den mand som slår den filister+ dér ihjel og fjerner forsmædelsen over Israel?+ For hvem er den uomskårne+ filister, siden han smæder+ den levende Guds*+ slagrækker?“ 27 Folkene gentog da ordene for ham idet de sagde: „Sådan vil man gøre med den mand som slår ham ihjel.“ 28 Da hans storebroder Eʹliab+ hørte at han talte med mændene, blussede Eʹliabs vrede op mod David,+ og han sagde: „Hvad er du kommet herned for? Og hvem har du overladt de få får dér i ørkenen til?+ Jeg kender dit overmod og sletheden i dit hjerte,+ for du er kommet herned for at se kampen.“+ 29 Da sagde David: „Hvad har jeg nu gjort? Det var jo bare et spørgsmål, ikke?“+ 30 hvorpå han vendte sig bort fra ham mod en anden og gentog spørgsmålet,+ og folkene svarede det samme som før.+

31 De ord David havde sagt, blev imidlertid hørt, og man fortalte dem til Saul, så han hentede ham.* 32 David sagde da til Saul: „Lad ikke hjertet synke hos noget menneske.*+ Din tjener vil gå hen og kæmpe mod filisteren dér.“+ 33 Men Saul sagde til David: „Du kan ikke gå mod filisteren dér og kæmpe mod ham,+ for du er kun en dreng,+ mens han har været stridsmand fra sin ungdom af.“ 34 David sagde da til Saul: „Din tjener har været hyrde for sin fader over småkvæget, og kom der en løve*+ og en bjørn og slæbte et får bort fra flokken, 35 gik jeg ud efter den og slog den ihjel+ og udfriede [fåret] fra dens gab. Når den rejste sig imod mig, greb jeg den i skægget og slog den ihjel og lod den dø. 36 Både løve og bjørn har din tjener slået ihjel, og denne uomskårne filister+ skal blive som en af dem, for han har smædet+ den levende Guds*+ slagrækker.“+ 37 Og David tilføjede:* „Jehova, som har udfriet mig af løvens vold* og bjørnens vold, han vil også udfri mig af denne filisters vold.“+ Da sagde Saul til David: „Gå, og må Jehova være med dig.“+

38 Derpå gav Saul David sin dragt på, og han satte en kobberhjelm på hans hoved og gav ham en brynje på. 39 Så spændte David hans sværd uden på dragten og forsøgte at gå, men han havde ikke prøvet [det før].* David sagde da til Saul: „Jeg kan ikke gå i det her, for jeg har ikke prøvet [det før].“ Derpå tog David det af.+ 40 Han tog så sin stav i hånden og udvalgte sig fem af de glatteste sten fra regnflodsdalen og lagde dem i hyrdetasken der tjente ham som felttaske, og med sin slynge i hånden+ nærmede han sig filisteren.

41 Nu kom filisteren nærmere og nærmere til David, og manden som bar det store skjold var foran ham. 42 Da filisteren så op og fik øje på David, ringeagtede+ han ham, for han var en ung mand+ og rødmosset,+ smuk at se til;+ 43 så filisteren sagde til David: „Er jeg en hund,+ siden du kommer imod mig med stave?“ hvorpå filisteren nedkaldte ondt over David ved sine guder.*+ 44 Derpå sagde filisteren til David: „Kom bare hen til mig, så skal jeg give dit kød til himmelens flyvende skabninger og til markens dyr.“+

45 Men David sagde til filisteren: „Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastespyd,+ men jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn,+ ham som du har smædet.+ 46 I dag vil Jehova overgive dig i min hånd,+ og jeg vil slå dig ihjel og fjerne dit hoved fra din [krop], og i dag vil jeg give de døde kroppe i filistrenes lejr* til himmelens flyvende skabninger og til jordens vilde dyr,+ og hele jorden* skal vide at Israel har en Gud;*+ 47 og hele denne menighed skal vide at Jehova ikke frelser ved sværd eller spyd,+ for kampen tilhører Jehova,+ og han vil give jer i vores hånd.“+

48 Da filisteren satte sig i bevægelse og gik frem og nærmede sig for at møde David, skyndte David sig at løbe frem mod slagrækken for at møde filisteren.+ 49 Og David stak hånden ned i tasken og tog en sten derfra og slyngede den, så den ramte+ filisteren i panden, og stenen borede sig ind i hans pande* og han faldt næsegrus til jorden.+ 50 Så David var med slynge og sten stærkere end filisteren, og han ramte filisteren og sårede ham dødeligt; og David havde intet sværd i hånden.+ 51 David løb derpå hen og stillede sig over filisteren og tog hans sværd+ og trak det ud af skeden og gav ham dødsstødet og huggede hans hoved af med det.+ Da filistrene så at deres vældige kriger var død, flygtede de.+

52 Da rejste Israels og Judas mænd sig og opløftede et råb og satte efter+ filistrene så langt som til dalen,*+ helt til Eʹkrons porte,+ og filistrenes slagne faldt på vejen fra Sja’araʹjim*+ helt til Gat og Eʹkron. 53 Senere vendte Israels sønner tilbage fra den hidsige forfølgelse af filistrene og udplyndrede+ deres lejre.

54 David tog imidlertid filisterens hoved+ og bragte det til Jerusalem, men hans våben lagde han i sit telt.+

55* Da Saul så David gå ud for at møde filisteren, havde han sagt til hærføreren Abʹner:+ „Hvis+ søn er denne dreng,+ Abʹner?“ hvortil Abʹner sagde: „Så sandt din sjæl lever, konge, jeg ved det ikke!“ 56 Da sagde kongen: „Spørg du hvis søn den unge mand er.“ 57 Så snart David kom tilbage efter at have slået filisteren ihjel, tog Abʹner ham derfor og bragte ham for Saul, mens han endnu havde filisterens hoved+ i hånden. 58 Saul sagde da til ham: „Hvis søn er du, dreng?“ hvortil David sagde: „Din tjener betlehemitten+ Iʹsajs+ søn.“

18 Da han var færdig med at tale med Saul, var Joʹnatans*+ sjæl blevet knyttet+ til Davids sjæl, og Joʹnatan elskede ham som sin egen sjæl.+ 2 På den dag tog Saul ham så [til sig], og han tillod ham ikke at vende tilbage til sin faders hus.+ 3 Og Joʹnatan og David sluttede en pagt,+ da han elskede ham som sin egen sjæl.+ 4 Desuden tog Joʹnatan den ærmeløse overklædning af som han havde på, og gav den til David, samt sin dragt, ja endog sit sværd og sin bue og sit bælte. 5 Og så drog David ud. Han klarede med indsigt+ alle opgaver som Saul sendte ham ud på, så Saul satte ham over stridsmændene;+ og det syntes godt i hele folkets øjne og også i Sauls tjeneres øjne.

6 Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have slået filistrene,** kom kvinderne ud af alle Israels byer med sang+ og danse for at møde kong Saul, med tamburin,+ med frydesang+ og med lut. 7 Og kvinderne som fejrede [sejren], sang vekselsang og sagde:

8 Saul blev da optændt af stor vrede,+ og disse ord mishagede ham,* og han sagde: „De har givet David titusinder, men mig har de givet tusinder; nu mangler han kun kongedømmet!“+ 9 Og fra og med den dag så Saul på David med mistænksomhed.+

10 Den følgende dag+ virkede den onde ånd fra Gud på Saul+ så han kom i profetisk henrykkelse+ inde i huset, mens David spillede+ som førhen; og Saul havde et spyd i hånden.+ 11 Da kastede Saul spyddet,+ idet han sagde: „Jeg vil spidde David til væggen,“+ men David veg til side for ham to gange.+ 12 Og Saul frygtede+ for David, fordi Jehova var med ham,+ men havde vendt sig fra Saul,+ 13 så Saul fjernede ham fra sig+ og gjorde ham til en af sine tusindførere; og han drog ud og kom hjem i spidsen for folkene.+ 14 Og David handlede med indsigt+ i hele sin færd, og Jehova var med ham.+ 15 Og Saul så at han handlede med stor indsigt,+ og han gruede for ham; 16 men hele Israel og Juda elskede David, for han drog ud og kom hjem i spidsen for dem.

17 Saul sagde nu til David: „Her er min ældste datter Meʹrab.+ Hende vil jeg give dig til hustru.+ Vær mig blot en brav mand og udkæmp Jehovas krige.“*+ Saul sagde nemlig ved sig selv: „Lad ikke min hånd ramme ham, men lad filistrenes hånd ramme ham.“+ 18 Da sagde David til Saul: „Hvem er jeg og hvem er mine slægtninge, min faders slægt, i Israel, at jeg skulle blive kongens svigersøn?“+ 19 Men ved den tid Sauls datter Meʹrab skulle gives til David, var hun blevet givet til meholatitten+ Aʹdriel+ som hustru.

20 Nu var Sauls datter Miʹkal+ forelsket i David, og det fortalte man til Saul, og han syntes godt om sagen.* 21 Så Saul sagde: „Jeg vil give hende til ham, så hun kan blive en snare for ham,+ og filistrenes hånd kan ramme ham.“ Saul sagde derfor til David: „Ved [en af] de to kvinder* vil du i dag blive min svigersøn.“ 22 Desuden bød Saul sine tjenere: „Tal til David i hemmelighed og sig: ’Se, kongen synes om dig, og alle hans tjenere elsker dig; så bliv nu kongens svigersøn.’“ 23 Men da Sauls tjenere lod disse ord komme David for øre, sagde denne: „Er det i jeres øjne en let sag at blive kongens svigersøn? Jeg er en ubemidlet+ og lidet anset mand.“+ 24 Sauls tjenere fortalte ham da dette, idet de sagde: „Sådan og sådan talte David.“

25 Derpå sagde Saul: „Således skal I sige til David: ’Kongen har ikke lyst til nogen brudekøbesum,+ men til hundrede filisterforhuder+ som hævn+ over kongens fjender.’“ Men Saul havde planlagt at fælde David ved filistrenes hånd. 26 Hans tjenere meddelte så David disse ord, og David syntes godt om sagen,* om at blive kongens svigersøn,+ og dagene var endnu ikke udløbet. 27 Så David brød op og drog af sted, han og hans mænd, og slog+ filistrene, to* hundrede mand, hvorpå David bragte deres forhuder+ og gav dem fuldtalligt til kongen, så han kunne blive kongens svigersøn. Saul gav ham da sin datter Miʹkal til hustru.+ 28 Og Saul så og erkendte at Jehova var med David,+ og Sauls datter Miʹkal elskede ham.*+ 29 Saul blev derfor stadig mere bange for David, og Saul blev Davids fjende alle dage.+

30 Når filistrenes fyrster+ drog ud, skete det hver gang de drog ud, at David handlede med større indsigt+ end alle Sauls [andre] tjenere, og hans navn nød stor agtelse.+

19 Saul talte nu med sin søn Joʹnatan* og med alle sine tjenere om at bringe død over David.+ 2 Men Sauls søn Joʹnatan syntes virkelig godt om David;+ så Joʹnatan fortalte David det og sagde: „Min fader Saul søger at bringe død over dig; så vær nu på vagt i morgen tidlig, og hold dig skjult og gem dig.+ 3 Jeg, derimod, vil gå ud og stå ved siden af min fader på marken hvor du er, og jeg vil tale med min fader om dig, og jeg vil se hvad der sker og fortælle dig det.“+

4 Joʹnatan talte da godt+ om David til sin fader Saul, og han sagde til ham: „Lad ikke kongen synde+ mod sin tjener David, for han har ikke syndet mod dig, og hans gerninger mod dig har været virkelig gode.+ 5 Og han lagde sin sjæl i sin hånd+ og slog filisteren ihjel,+ og Jehova udvirkede stor frelse*+ for hele Israel. Du så det og frydede dig. Så hvorfor skulle du synde imod uskyldigt blod ved at lade David dø+ uden grund?“+ 6 Da adlød Saul Joʹnatans røst, og Saul svor: „Så sandt Jehova lever,+ han skal ikke lide døden.“ 7 Derpå kaldte Joʹnatan på David, og Joʹnatan fortalte ham da alt dette, hvorpå Joʹnatan bragte David ind til Saul. Han var så hos ham som hidtil.+

8 Men der blev atter krig; så David drog ud og kæmpede mod filistrene og slog dem stort,+ så de flygtede foran ham.+

9 Den onde ånd fra Jehova*+ kom nu over Saul mens han sad i sit hus med spyddet i hånden og David spillede, 10 så Saul søgte at spidde David til væggen+ med sit spyd, men han veg til side+ for Saul, så han stødte spyddet ind i væggen; og David flygtede og undslap samme nat.+ 11 Saul sendte da sendebud+ til Davids hus for at bevogte det og for at lade ham lide døden om morgenen;+ men Miʹkal, Davids hustru, fortalte ham det, idet hun sagde: „Hvis du ikke lader din sjæl undslippe i nat, er du dødsens i morgen.“ 12 Derpå hejsede Miʹkal David ned gennem vinduet, hvorpå han drog bort og flygtede og undslap.+ 13 Miʹkal tog derpå teʹrafimstatuen+ og anbragte den på lejet og lagde et gedehårsnet* over dens hoved, hvorpå hun dækkede den til med en klædning.

14 Saul sendte nu sendebud af sted for at hente David, men hun sagde: „Han er syg.“+ 15 Saul sendte da sendebudene hen for at se David, idet han sagde: „Bring ham op til mig på lejet, så han kan lide døden.“+ 16 Men da sendebudene kom ind, se, da var det teʹrafimstatuen der lå på lejet, og det var et gedehårsnet der var over dens hoved. 17 Saul sagde derfor til Miʹkal: „Hvorfor har du narret+ mig på den måde og sendt min fjende+ bort så han undslap?“ Da sagde Miʹkal til Saul: „Han sagde til mig: ’Send mig bort! Hvorfor skulle jeg lade dig dø?’“*

18 David var i mellemtiden løbet bort, så han undslap+ og kom til Samuel i Raʹma.+ Han fortalte ham da om alt hvad Saul havde gjort imod ham, hvorpå han og Samuel drog bort og tog ophold i Naʹjot.+ 19 Det blev dog fortalt Saul, idet man sagde: „Se, David er i Naʹjot i Raʹma.“ 20 Saul sendte straks sendebud af sted for at hente David, men da de så de ældre* af profeterne profetere, og Samuel stående som den der præsiderede over dem, da kom Guds ånd+ over Sauls sendebud, så også de kom i profetisk henrykkelse.+

21 Da man fortalte Saul om det, sendte han andre sendebud af sted, men også de kom i profetisk henrykkelse. Saul sendte derfor endnu en gang sendebud af sted, et tredje hold, men også de kom i profetisk henrykkelse. 22 Da drog han selv til Raʹma og kom til den store cisterne som er i Seʹku* og spurgte og sagde: „Hvor er Samuel og David?“ Hertil sagde man: „Dér i Naʹjot+ i Raʹma.“ 23 Han gik da derhen, til Naʹjot i Raʹma, men Guds ånd+ kom også over ham, så han bare gik og gik og var i profetisk henrykkelse indtil han kom til Naʹjot i Raʹma. 24 Da tog også han sine klæder af og var i profetisk henrykkelse foran Samuel, og han faldt nøgen* om [og blev liggende] hele den dag og hele natten.+ Derfor siger man: „Er Saul også blandt profeterne?“+

20 David løb så bort+ fra Naʹjot i Raʹma og kom og sagde foran Joʹnatan: „Hvad har jeg gjort?+ Hvad er min brøde, og hvordan har jeg syndet mod din fader, siden han efterstræber min sjæl?“ 2 Han sagde da til ham: „Det er utænkeligt!+ Du skal ikke dø. Se, min fader foretager sig intet, stort eller småt, uden at han røber det for mig;*+ og hvorfor skulle min fader skjule denne sag for mig?+ Det vil ikke ske.“ 3 Men David svor+ desuden og sagde: „Din fader ved udmærket at jeg har fundet yndest i dine øjne,+ så han siger: ’Lad ikke Joʹnatan vide noget om dette, ellers bliver han ked af det.’ Men i virkeligheden, så sandt Jehova lever+ og så sandt din sjæl lever,+ er der kun et skridt mellem mig og døden!“+

4 Joʹnatan sagde da til David: „Hvad din sjæl end siger,* vil jeg gøre for dig.“ 5 Så sagde David til Joʹnatan: „Se, i morgen er det nymåne,+ og jeg burde afgjort sidde og spise sammen med kongen; men du må sende mig bort; så vil jeg skjule+ mig på marken til om aftenen på den tredje dag.* 6 Hvis din fader tydeligt bemærker mit fravær, så skal du sige: ’David bad mig indtrængende om lov til at løbe til sin by Betlehem,+ for der er en årlig ofring for hele familien dér.’+ 7 Hvis han siger således: ’Det er i orden,’ betyder det fred for din tjener. Men hvis han bliver virkelig optændt af vrede, ved du at han er besluttet på ondt.+ 8 Og du må handle loyalt* mod din tjener,+ for det er en Jehovas pagt+ du har indgået med din tjener. Men hvis der findes brøde hos mig,+ skal du selv lade mig lide døden; hvorfor skulle du dog bringe mig til din fader?“

9 Hertil sagde Joʹnatan: „Det er utænkeligt [at jeg skulle gøre sådan] mod dig; hvis jeg tydeligt får at vide at min fader er besluttet på at lade en ulykke komme over dig, skulle jeg da ikke fortælle dig det?“+ 10 Imidlertid sagde David til Joʹnatan: „Hvem kan fortælle mig om det din fader svarer dig er hårdt?“ 11 Joʹnatan sagde da til David: „Kom og lad os gå ud på marken.“ De gik så begge ud på marken. 12 Og Joʹnatan sagde videre til David: „Jehova, Israels Gud,+ [er vidne på]*+ at jeg i morgen eller på tredjedagen ved denne tid vil lodde stemningen hos min fader, og hvis han er David venligt stemt,* vil jeg da ikke sende bud og røbe det for dig?* 13 Måtte Jehova gøre således med Joʹnatan, og måtte han føje mere til,+ hvis min fader finder for godt [at bringe] en ulykke over dig og jeg ikke røber det for dig og sender dig bort så du kan gå i fred. Og måtte Jehova være med dig,+ sådan som han var med min fader.+ 14 Og vil du ikke, hvis jeg stadig er i live,+ ja, vil du ikke handle med mig efter Jehovas loyale hengivenhed, så jeg ikke dør?+ 15 Og du må aldrig* nogen sinde afskære din loyale hengivenhed fra mit hus.+ Heller ikke, når Jehova udrydder Davids fjender, hver og én, fra jordens flade, 16 må Joʹnatan[s navn] blive udryddet fra Davids hus.*+ Og Jehova skal kræve det af Davids fjenders hånd.“ 17 Så svor Joʹnatan igen over for David* på grund af sin kærlighed til ham, for han elskede ham som sin egen sjæl.+

18 Og Joʹnatan sagde videre til ham: „I morgen er det nymåne+ og man vil bemærke dit fravær, for din plads vil stå tom. 19 Og på tredjedagen vil man bemærke dit fravær meget; og du skal komme hen til det sted hvor du skjulte dig+ på gerningsdagen, og du skal sætte dig i nærheden af stenen her.* 20 Jeg, derimod, vil skyde tre pile* hen ved siden af den, idet jeg skyder til måls. 21 Og se, jeg sender medhjælperen af sted [med ordene]: ’Gå! Find pilene!’ Hvis jeg tydeligt siger til medhjælperen: ’Se, pilene er på denne side af dig; tag dem,’* da kom, for det betyder fred for dig og at der intet er i vejen, så sandt Jehova lever.+ 22 Men hvis jeg skulle sige sådan til den unge mand: ’Se, pilene er længere borte fra dig,’ [så] drag bort, for Jehova har sendt dig af sted. 23 Men med hensyn til de ord vi har talt sammen,+ jeg og du, måtte Jehova da være mellem mig og dig for stedse.“+

24 David skjulte sig da på marken.+ Og det blev nymåne, og kongen satte sig til måltidet* for at spise.+ 25 Og kongen sad på sin plads som sædvanlig, på pladsen ved væggen, og Joʹnatan sad overfor,* og Abʹner+ sad ved siden af Saul, men Davids plads stod tom. 26 Saul sagde dog intet som helst den dag, for han sagde ved sig selv: „Der er sket noget så han ikke er ren;+ ja, han er ikke blevet renset.“* 27 Men da Davids plads stod tom dagen efter nymåne, den anden dag, sagde Saul til sin søn Joʹnatan: „Hvorfor er Iʹsajs søn+ hverken kommet til måltidet i går eller i dag?“ 28 Joʹnatan svarede da Saul: „David bad mig indtrængende om lov til [at tage] til Betlehem,+ 29 idet han sagde: ’Lad mig dog tage af sted, for vi har en ofring for vores familie i byen, og det er min broder der har påbudt mig det, så lad mig dog slippe af sted nu, hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, så jeg kan se mine brødre.’ Det er grunden til at han ikke er kommet til kongens bord.“ 30 Da blussede Sauls vrede+ op mod Joʹnatan, og han sagde til ham: „Søn af en oprørsk pige,+ vidste jeg ikke at du til skam for dig selv og til skam for din moders+ nøgenhed foretrækker* Iʹsajs søn? 31 Men så længe Iʹsajs søn er i live på jorden, vil du og dit kongedømme ikke være grundfæstet.+ Så send nu bud og hent ham til mig, for han fortjener at dø.“*+

32 Joʹnatan svarede imidlertid sin fader Saul og sagde til ham: „Hvorfor skulle han lide døden?+ Hvad har han gjort?“+ 33 Da slyngede Saul spyddet mod ham for at ramme ham;+ Joʹnatan vidste da at hans fader var besluttet på at lade David dø.+ 34 Joʹnatan rejste sig derfor fra bordet, optændt af vrede,+ og han spiste intet måltid på andendagen efter nymåne, for han var ked af det på Davids vegne,+ fordi hans fader havde ydmyget ham.+

35 Om morgenen gik Joʹnatan så ud på marken til det sted der var aftalt med David,+ og der var en ung medhjælper med ham. 36 Han sagde da til sin medhjælper: „Løb nu hen og find de pile som jeg skyder af.“+ Medhjælperen løb, og han selv skød pilen af således at han lod den flyve forbi ham. 37 Da medhjælperen kom hen til det sted hvor den pil var som Joʹnatan havde skudt af, råbte Joʹnatan efter medhjælperen og sagde: „Er pilen ikke længere væk fra dig?“+ 38 Og Joʹnatan råbte videre efter medhjælperen: „Hurtigt, skynd dig, stå ikke stille!“ hvorpå Joʹnatans medhjælper samlede pilene op og kom hen til sin herre.* 39 Men medhjælperen vidste intet; Joʹnatan og David, derimod, kendte sagens sammenhæng. 40 Joʹnatan gav derpå sine våben til sin medhjælper og sagde til ham: „Gå, bring dem til byen.“

41 Medhjælperen gik, og David rejste sig [fra sit skjul] i nærheden, mod syd. Så faldt han ned med ansigtet mod jorden+ og bøjede sig tre gange. Derpå kyssede+ de hinanden og græd over hinanden, men David [græd] mest.+ 42 Joʹnatan sagde da til David: „Drag bort i fred,+ for vi har svoret,+ begge to, ved Jehovas navn og sagt: ’Måtte Jehova være mellem mig og dig og mellem mit afkom og dit afkom for stedse.’“*+

Så rejste David* sig og drog bort, men Joʹnatan gik ind til byen.

21 David kom derpå til Nob,+ til præsten Ahimeʹlek; men Ahimeʹlek+ skælvede over at møde David og sagde til ham: „Hvorfor er du alene uden at have nogen med dig?“+ 2 Da sagde David til præsten Ahimeʹlek: „Kongen selv har givet mig påbud angående et ærinde,+ og han sagde desuden til mig: ’Lad ingen vide noget som helst om det ærinde som jeg sender dig ud i og som jeg har givet dig påbud om;’ og jeg har aftalt det og det sted med de unge mænd.* 3 Og nu, hvis du har fem brød ved hånden, så giv mig dem, eller* hvad der nu findes.“+ 4 Men præsten svarede David og sagde: „Jeg har ikke noget almindeligt brød ved hånden; der er derimod helligt brød+ — hvis de unge mænd i det mindste har holdt sig fra kvinder.“+ 5 Da svarede David præsten og sagde til ham: „Jo, kvinder er blevet holdt borte fra os som førhen når jeg drog ud,*+ så de unge mænds legemer* er hellige selv om det er en almindelig færd. Hvor meget mere må de da ikke være hellige på legemet i dag?“ 6 Så gav præsten ham det hellige,+ for der var intet brød dér undtagen skuebrødet* som var blevet fjernet fra [bordet] foran Jehova,+ sådan at der kunne anbringes varmt* brød i stedet, den dag [det gamle] blev taget bort.

7 Men den dag var en af Sauls tjenere dér, en som var tilbageholdt+ hos Jehova, og hans navn var Doʹeg,+ en edomit,+ den førende blandt Sauls hyrder.*+

8 David sagde videre til Ahimeʹlek: „Og har du ikke et eller andet ved hånden her, et spyd eller et sværd? Jeg tog nemlig hverken mit sværd eller mine våben med mig, for kongens ærinde hastede.“ 9 Hertil sagde præsten: „Filisteren Goʹliats sværd,+ ham som du slog ihjel i lavningen ved Eʹla,+ se, det er her bag efoden,+ svøbt ind i en kappe. Hvis du vil have det, så tag det, for der er ikke andet her end det.“ Da sagde David: „Der er intet som det. Giv mig det.“

12 David tog da disse ord til hjerte og blev meget bange+ for Aʹkisj, kongen i Gat. 13 Derfor lod han som om+ han var sindssyg i deres påsyn+ og opførte sig som forrykt mellem hænderne på dem, idet han slog kryds* på dørene i porten* og lod sit spyt løbe ned i skægget. 14 Da sagde Aʹkisj til sine tjenere: „I kan da se at manden opfører sig som en vanvittig. Hvorfor bringer I ham til mig? 15 Mangler jeg vanvittige, siden I er kommet med ham dér for at han kan opføre sig som en vanvittig hos mig? Skulle han dér komme ind i mit hus?“

22 Derpå tog David bort derfra+ og undslap+ til Adulʹlams+ hule.+ Og hans brødre og hele hans faders hus fik det at høre, så de kom ned til ham dér. 2 Og enhver mand som havde trængsel,+ og enhver mand som havde en långiver+ [over sig], og enhver mand hvis sjæl var bitter,+ samlede sig om ham,+ og han blev deres anfører;*+ der var således omkring fire hundrede mand hos ham.

3 Senere drog David derfra til Mizʹpe i Moʹab og sagde til Moʹabs+ konge: „Lad dog min fader og min moder+ bo hos jer,* indtil jeg ved hvad Gud vil gøre med mig.“ 4 Han lod dem da blive hos Moʹabs konge, og de boede hos ham alle de dage David var i bjergfæstningen.*+

5 Profeten Gad+ sagde imidlertid til David: „Du må ikke bo i bjergfæstningen. Drag bort og søg ind i Judas land.“+ Da drog David bort og kom til Heʹrets skov.

6 Men Saul fik at høre at David og de mænd som var med ham var blevet opdaget; og Saul selv sad i Giʹbea under tamarisken+ på højen* med sit spyd+ i hånden og med alle sine tjenere stående hos sig. 7 Da sagde Saul til sine tjenere som stod hos ham: „Hør engang, benjaminitter. Vil Iʹsajs søn+ også give jer alle sammen marker og vingårde?+ Vil han gøre jer alle til tusindførere+ og hundredførere? 8 I har jo alle sammensvoret jer imod mig, og ingen røber+ for mig* at min søn slutter* [pagt]+ med Iʹsajs søn, og ingen af jer har sympati for mig* og røber for mig at min søn har sat min tjener op imod mig som en der ligger i baghold,* sådan som [han gør] i dag.“

9 Da svarede edomitten Doʹeg+ som stod over* Sauls tjenere, idet han sagde: „Jeg har set Iʹsajs søn komme til Nob, til Aʹhitubs+ søn Ahimeʹlek,+ 10 og han rådspurgte+ Jehova* for ham og gav ham proviant,+ og filisteren Goʹliats sværd+ gav han ham.“ 11 Kongen sendte så bud og lod Aʹhitubs søn, præsten Ahimeʹlek, og hele hans faders hus, præsterne som var i Nob,+ kalde. De kom da alle sammen til kongen.

12 Saul sagde nu: „Hør engang, Aʹhitubs søn!“ hvortil han sagde: „Her er jeg, herre.“ 13 Saul sagde videre til ham: „Hvorfor har I sammensvoret jer imod mig,+ du og Iʹsajs søn, ved at du har givet ham brød og sværd, og rådspurgt* Gud for ham, med hensyn til at rejse sig imod mig for at ligge i baghold, som [han gør] i dag?“+ 14 Hertil svarede Ahimeʹlek kongen og sagde: „Hvem er da som David blandt alle dine tjenere:+ trofast,+ og kongens svigersøn,+ og øverste over din livvagt, og æret i dit hus?+ 15 Er det fra i dag jeg er begyndt at rådspørge+ Gud for ham? Det kunne aldrig falde mig ind [at være utro]! Lad ikke kongen lægge sin tjener [og] hele min faders hus noget til last, for om alt dette har din tjener intet vidst, hverken småt eller stort.“+

16 Men kongen sagde: „Du skal visselig dø,+ Ahimeʹlek, du og hele din faders hus.“+ 17 Derpå sagde kongen til løberne+ som stod hos ham: „Træd frem og lad Jehovas præster dø, for også deres hånd er med David og de vidste at han var flygtet, men de røbede det ikke for mig.“*+ Men kongens tjenere ønskede ikke at række hånden ud for at støde Jehovas præster ned.+ 18 Så sagde kongen til Doʹeg:+ „Træd du frem og stød præsterne ned!“ Da trådte edomitten+ Doʹeg frem og stødte egenhændigt præsterne ned og lod på den dag femogfirs mænd som bar linned* efod+ dø.+ 19 Og Nob,+ præsternes by, slog han med sværdets æg, både mænd og kvinder, både børn og diende, og okser og æsler og får, med sværdets æg.

20 Men en af Aʹhitubs søn Ahimeʹleks sønner, hvis navn var Ebʹjatar,+ undslap og flygtede bort for at følge David. 21 Ebʹjatar fortalte nu David at Saul havde dræbt Jehovas præster. 22 Da sagde David til Ebʹjatar: „Jeg vidste den dag+ at eftersom edomitten Doʹeg var der, ville han helt sikkert fortælle det til Saul.+ Det er mig der har gjort hver sjæl i din faders hus uret.* 23 Bliv blot hos mig; vær ikke bange, for den der efterstræber min sjæl, efterstræber din sjæl, ja, du har brug for beskyttelse hos mig.“+

23 Imidlertid fortalte man David følgende: „Se, filistrene fører krig imod Ke’iʹla,+ og de er ved at plyndre tærskepladserne.“+ 2 David spurgte+ nu Jehova, idet han sagde: „Skal jeg drage af sted og slå disse filistre?“ Jehova sagde da til David: „Drag af sted og slå filistrene og frels Ke’iʹla.“ 3 Men Davids mænd sagde til ham: „Hør, vi er bange her i Juda;+ hvor meget mere da ikke hvis vi drager til Ke’iʹla imod filistrenes slagrækker!“+ 4 David spurgte da Jehova endnu en gang,+ hvorpå Jehova svarede ham og sagde: „Bryd op, gå ned til Ke’iʹla, for jeg overgiver filistrene i din hånd.“+ 5 David drog derfor til Ke’iʹla med sine mænd og kæmpede mod filistrene og førte deres kvæg bort og slog dem stort. Således frelste David Ke’iʹlas indbyggere.+

6 Da Ahimeʹleks søn Ebʹjatar+ flygtede til David ved Ke’iʹla, havde han en efod+ med sig ned.* 7 Nu fortalte man Saul at David var kommet til Ke’iʹla,+ så Saul sagde: „Gud har prisgivet* ham til mig,+ for han har lukket sig inde ved at gå ind i en by med døre og slåer.“ 8 Saul sammenkaldte derfor hele folket til krig for at drage ned til Ke’iʹla og belejre David og hans mænd. 9 Men David fik at vide at Saul havde ondt i sinde+ mod ham, så han sagde til præsten Ebʹjatar: „Bring efoden herhen.“+ 10 Og David sagde: „Jehova, Israels Gud,+ din tjener har med sikkerhed hørt at Saul søger at komme til Ke’iʹla for at ødelægge byen for min skyld.+ 11 Vil Ke’iʹlas borgere* overgive mig til ham? Vil Saul komme herned, sådan som din tjener har hørt? Jehova, Israels Gud, fortæl det dog til din tjener!“ Da sagde Jehova: „Han vil komme herned.“+ 12 Derpå sagde David: „Vil Ke’iʹlas borgere overgive mig og mine mænd til Saul?“ Og Jehova sagde: „De vil overgive [dig].“+

13 Da brød David op med sine mænd, omkring seks* hundrede mand,+ og de gik ud af Ke’iʹla og vandrede omkring dér hvor de kunne. Og man fortalte Saul at David var undsluppet fra Ke’iʹla, så han opgav at drage ud. 14 David bosatte sig imidlertid i ørkenen, i bjergfæstningerne, idet han bosatte sig i bjergene i Zifs+ Ørken. Og Saul søgte altid efter ham,+ men Gud* overgav ham ikke i hans hånd.+ 15 David var dog bange, for* Saul var draget ud for at efterstræbe hans sjæl, mens David var i Zifs Ørken ved Hoʹresj.*+

16 Sauls søn Joʹnatan brød nu op og tog af sted til David i Hoʹresj og styrkede+ hans hånd ved Gud.+ 17 Han sagde desuden til ham: „Vær ikke bange,+ for min fader Sauls hånd vil ikke få fat i dig, og du er den der vil blive konge+ over Israel, mens jeg vil blive nummer to efter dig; og det ved min fader Saul også godt.“+ 18 Derpå sluttede de begge en pagt+ for Jehovas ansigt. David blev imidlertid boende i Hoʹresj, men Joʹnatan drog til sit hjem.

19 Senere gik zifitterne+ op til Saul i Giʹbea+ og sagde: „Skjuler+ David sig ikke hos os i bjergfæstningerne ved Hoʹresj,+ på Hakiʹlas Høj,+ som ligger til højre for Jeʹsjimon?*+ 20 Så kom nu herned, konge, når som helst din sjæl begærer at komme herned;+ så vil vi sørge for at overgive ham i kongens hånd.“+ 21 Hertil sagde Saul: „Måtte Jehova velsigne jer,+ for I har medlidenhed med mig. 22 Gå kun, bliv endnu mere sikre; gør jer bekendt med hans sted og se det, dér hvor han har sin gang, hvem der end har set ham dér; for man har sagt mig at han er yderst snedig.+ 23 Se desuden alle hans skjulesteder og gør jer bekendt med dem, dér hvor han skjuler sig, og kom tilbage til mig med det der står fast,* så vil jeg gå med jer; og hvis han er i landet, vil jeg eftersøge ham blandt alle Judas tusinder.“*+

24 Så brød de op og tog til Zif+ i forvejen for Saul, mens David og hans mænd var i Maʹons+ Ørken i Aʹraba,*+ syd* for Jeʹsjimon. 25 Senere kom Saul med sine mænd for at søge efter ham.+ Da man fortalte det til David, drog han ned til klippebjerget+ og boede* i Maʹons Ørken. Da Saul hørte det, satte han efter+ David i Maʹons Ørken. 26 Saul kom nu til bjergets ene side, mens David og hans mænd var på den anden side af bjerget, så David havde travlt med at komme væk+ fra Saul, alt imens Saul og hans mænd halede ind på David og på hans mænd for at pågribe dem.+ 27 Men der kom et sendebud til Saul og sagde: „Skynd dig at komme, for filistrene har gjort indfald i landet!“ 28 Da vendte Saul om fra forfølgelsen af David+ og drog af sted for at møde filistrene; derfor har man kaldt stedet dér for „Klippen som skiller“.*

29* Derpå drog David op derfra og bosatte sig i bjergfæstningerne ved En-Geʹdi.+

24 Men så snart Saul var kommet tilbage efter at have forfulgt filistrene,+ fortalte man ham følgende: „Se, David er i ørkenen ved En-Geʹdi.“+

2 Saul tog da tre tusind udvalgte mænd+ fra hele Israel og drog af sted for at søge efter David+ og hans mænd på klipperne hvor stenbukkene færdes.+ 3 Omsider kom han til nogle fårefolde med stengærder ved vejen, og dér var der en hule. Saul gik nu derind for at forrette sin nødtørft,*+ men David og hans mænd sad i den bagerste ende af hulen.+ 4 Davids mænd sagde da til ham: „Se, det er den dag da Jehova siger til dig: ’Se, jeg giver din fjende i din hånd,+ og du kan gøre med ham som det synes godt i dine øjne.’“+ Så rejste David sig og skar i hemmelighed en flig af Sauls ærmeløse overklædning. 5 Men bagefter slog Davids hjerte ham,+ fordi han havde skåret en flig af [den ærmeløse overklædning]* som tilhørte Saul, 6 så han sagde til sine mænd: „Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at handle sådan mod min herre, mod Jehovas salvede,*+ at række min hånd ud imod ham; for han er Jehovas salvede.“+ 7 Og David spredte sine mænd med disse ord, og han tillod dem ikke at rejse sig mod Saul.+ Men Saul rejste sig fra hulen og gik sin vej.

8 Efter dette rejste David sig imidlertid og gik ud af hulen og råbte efter Saul, idet han sagde: „Min herre+ konge!“ Saul så sig da tilbage, hvorpå David bøjede sig med ansigtet mod jorden+ og kastede sig ned. 9 Derpå sagde David til Saul: „Hvorfor hører du på menneskers ord,+ når man siger: ’Se, David søger din ulykke’? 10 Her på denne dag har du med egne øjne set hvordan Jehova i dag gav dig i min hånd inde i hulen; man sagde at jeg skulle dræbe+ dig, men jeg ynkedes over dig og sagde: ’Jeg rækker ikke min hånd ud mod min herre, for han er Jehovas salvede!’+ 11 Og min fader,+ se, ja, se fligen af din ærmeløse overklædning som jeg har i hånden. Jeg skar nemlig fligen af din overklædning af, men dræbte dig ikke. Erkend da og indse at der ikke er noget ondt+ eller nogen overtrædelse* i min hånd, og jeg har ikke syndet imod dig, skønt du ligger på lur efter min sjæl for at tage den.+ 12 Lad Jehova dømme mellem mig og dig;+ og Jehova vil hævne+ mig på dig, men min hånd vil ikke være imod dig.+ 13 Som de gamles ordsprog siger: ’Fra ugudelige udgår ugudelighed,’+ men min hånd vil ikke være mod dig. 14 Hvem er det Israels konge er draget ud efter? Hvem er det du forfølger? En død hund?+ En enkelt loppe?+ 15 Ja, Jehova skal være dommer og dømme mellem mig og dig, og lad ham se og lad ham føre min sag+ og lad ham som dommer udfri mig af din hånd.“

16 Så snart David var færdig med at sige dette til Saul, sagde Saul: „Er det din stemme, min søn David?“+ Derpå græd Saul højlydt+ 17 og sagde til David: „Du er mere retfærdig end jeg,+ for du har gengældt mig med det gode,+ mens jeg har gengældt dig med det onde. 18 Og du har i dag fortalt om hvordan du har handlet vel imod mig, om hvordan Jehova overgav mig i din hånd+ uden at du dræbte mig. 19 For når en mand finder sin fjende, sender han ham så af sted ad en god vej?+ Jehova vil belønne dig med godt+ på grund af det som du har gjort mod mig i dag. 20 Og nu, se, jeg ved at du afgjort vil blive konge,+ og at Israels rige i din hånd skal bestå. 21 Så sværg nu over for mig ved Jehova+ at du ikke vil udrydde mit afkom efter mig og at du ikke vil tilintetgøre mit navn fra min faders hus.“+ 22 Da svor David over for Saul, hvorpå Saul drog til sit hjem,+ men David og hans mænd gik op til bjergfæstningen.+

25 Imidlertid døde Samuel,+ og hele Israel samlede sig og holdt klage+ over ham og begravede ham ved hans hus* i Raʹma.+ Derpå brød David op og drog ned til Paʹrans* Ørken.+

2 Nu var der en mand i Maʹon+ — men hans arbejde var i Karʹmel*+ — og denne mand var meget velstående, og han havde tre tusind får og tusind geder, og han var ved at klippe+ sine får i Karʹmel. 3 Mandens navn var i øvrigt Naʹbal,+ og hans hustrus navn var Abigaʹjil;+ og hustruen havde god indsigt+ og en smuk skikkelse, men manden var hård og slet i sine handlinger;+ han var for resten kalebit.+ 4 Ude i ørkenen hørte David nu at Naʹbal var ved at klippe+ sine får, 5 så David sendte ti unge mænd af sted, og David sagde til de unge mænd: „Gå op til Karʹmel og gå til Naʹbal og spørg ham i mit navn om alt er vel,+ 6 og sig således til min broder:* ’Måtte du have fred+ og måtte dit hus have fred og måtte alt hvad du har have fred. 7 Og nu har jeg hørt at du har klippere. Nu har de hyrder som tilhører dig, været hos os.+ Vi generede dem ikke,+ og der gik slet intet tabt hos dem, alle de dage de var ved Karʹmel. 8 Spørg dine unge mænd, så vil de fortælle dig det; lad derfor mine* unge mænd finde yndest i dine øjne, for det er en god dag vi er kommet på. Giv dog dine tjenere og din søn David noget af det du har ved hånden.’“+

9 Da kom Davids unge mænd og fremførte alle disse ord for Naʹbal i Davids navn, og ventede så. 10 Men Naʹbal svarede Davids tjenere og sagde: „Hvem er David,+ og hvem er Iʹsajs søn? Nu til dags er der så mange tjenere som stikker af fra deres herrer.*+ 11 Og skulle jeg tage mit brød+ og mit vand* og mit slagtekvæg som jeg har slagtet til mine klippere og give det til mænd som jeg ikke ved hvor er fra?“+

12 Så vendte Davids unge mænd om og gik deres vej og tog tilbage, og de kom og fortalte ham alle disse ord. 13 Da sagde David til sine mænd: „Spænd hver især jeres sværd om jer.“+ Så spændte de hver især deres sværd om sig, og også David spændte sit sværd om sig, hvorpå de fulgte med David op, omkring fire hundrede mand, mens to hundrede blev ved oppakningen.+

14 En af de unge mænd fortalte det i mellemtiden til Naʹbals hustru Abigaʹjil, idet han sagde: „Hør, David sendte nogle sendebud fra ørkenen for at velsigne vores herre,* men han overfusede+ dem. 15 Mændene har imidlertid været meget gode mod os. Og vi er ikke blevet generet, og vi har slet intet mistet alle de dage vi vandrede omkring med dem mens vi var på marken.+ 16 De var en mur+ om os både nat og dag, alle de dage vi var hos dem mens vi vogtede hjorden. 17 Så find nu ud af noget og se hvad du kan gøre, for der er besluttet en ulykke+ over vores herre og over hele hans hus, og han er sådan en usling*+ at man ikke kan tale til ham.“

18 Abigaʹjil+ skyndte sig da at tage to hundrede brød og to store krukker vin+ og fem tillavede får+ og fem sea* ristet+ korn og hundrede rosinkager+ og to hundrede figenkager+ og lagde dem på æslerne, 19 hvorpå hun sagde til sine unge mænd: „Gå derover foran mig,+ se, jeg kommer bag efter jer.“ Men sin mand Naʹbal fortalte hun intet.

20 Idet hun kom ridende på æselet+ og var på vej ned, skjult af bjerget, se, da kom David og hans mænd hende i møde på vej ned, således at hun mødte dem. 21 David havde imidlertid sagt: „Det var kun til skuffelse at jeg vogtede alt hvad der tilhørte den fyr i ørkenen. Og der gik slet intet tabt af alt det der tilhørte ham,+ og alligevel har han gengældt mig godt med ondt.+ 22 Måtte Gud gøre således med Davids fjender,* og måtte han føje mere til,+ hvis jeg lader nogen af alle hans der lader vandet op ad en mur,*+ blive tilbage til i morgen.“+

23 Da Abigaʹjil så David, skyndte hun sig at stige ned fra æselet og faldt på sit ansigt foran David og bøjede sig+ til jorden. 24 Så faldt hun ned for hans fødder+ og sagde: „Lad brøden hvile på mig,+ herre, men lad dog din trælkvinde tale i dit påhør,+ og hør på din trælkvindes ord. 25 Lad dog ikke min herre bebyrde sit hjerte med denne usling+ af en mand, med Naʹbal, for som sit navn, sådan er han: Naʹbal* er hans navn, og der er uforstand* i ham.+ Men jeg, din trælkvinde, havde ikke set de unge mænd fra min herre, dem som du sendte. 26 Så nu, herre — så sandt Jehova lever+ og så sandt din sjæl lever+ — har Jehova forhindret+ dig i at pådrage dig blodskyld,*+ og din hånd i selv at skaffe dig frelse;*+ og måtte nu dine fjender og de der søger [at bringe] ulykke over min herre, blive som Naʹbal.+ 27 Og nu med hensyn til denne velsignelsesgave+ som din tjenestepige har bragt min herre, så skal den gives til de unge mænd som går i min herres følge.+ 28 Bær dog over med din trælkvindes overtrædelse,+ for Jehova vil helt sikkert rejse min herre et varigt hus,*+ for min herre fører Jehovas krige,+ og intet ondt vil findes i dig [alle] dine dage.*+ 29 Når et menneske rejser sig for at forfølge dig og for at efterstræbe din sjæl, så skal min herres sjæl være indsvøbt [og forvaret] hos Jehova din Gud+ i livets pose,+ men dine fjenders sjæl vil han slynge bort, som stenen fra slyngens greb.+ 30 Og fordi Jehova vil gøre alt det gode mod min herre som han har talt til dig om, vil han overdrage dig hvervet som fører for Israel.+ 31 Så lad ikke dette blive til vaklen* for dig og til snublen for min herres hjerte, både ved at udgyde blod uden grund+ og ved at min herre skaffer sig selv frelse.*+ Men når Jehova handler vel mod min herre, må du også huske+ din trælkvinde.“

32 Da sagde David til Abigaʹjil: „Velsignet være Jehova, Israels Gud,+ som på denne dag sendte dig ud for at møde mig! 33 Og velsignet være din fornuft,+ og velsignet være du som på denne dag har hindret mig i at pådrage mig blodskyld+ og lade min egen hånd skaffe mig frelse.+ 34 For hvis ikke — så sandt Jehova, Israels Gud, lever, han som forhindrede mig i at gøre dig ondt+ — ja, hvis du ikke havde skyndt dig at komme mig i møde,+ ville der afgjort ikke være blevet nogen der lader vandet op ad en mur,* tilbage hos Naʹbal til det blev lyst i morgen.“+ 35 Derpå modtog David af hendes hånd det hun havde bragt til ham, og til hende sagde han: „Gå op til dit hus i fred.+ Se, jeg har adlydt din røst og taget hensyn+ til dig.“

36 Senere kom Abigaʹjil til Naʹbal, og se, han havde fest i sit hus som festen hos en konge,+ og Naʹbals hjerte var muntert, og han var overmåde beruset,+ så hun fortalte ham ikke et ord, hverken lidt eller meget, før det blev lyst om morgenen. 37 Men om morgenen, da rusen var forsvundet fra Naʹbal, fortalte hans hustru ham om disse tildragelser. Da døde hans hjerte+ inden i ham, og han blev som sten. 38 Derefter gik der omkring ti dage, hvorpå Jehova slog+ Naʹbal og han døde.

39 Da David hørte at Naʹbal var død, sagde han: „Velsignet være Jehova som har ført min forsmædelses+ sag+ [og friet mig] fra Naʹbals hånd og holdt sin tjener tilbage fra ondt,+ og Naʹbals slethed har Jehova bragt over hans eget hoved!“+ Derpå sendte David bud og lod sige til Abigaʹjil at han ville tage hende til hustru.+ 40 Davids tjenere kom så til Abigaʹjil i Karʹmel og talte til hende, idet de sagde: „David har sendt os til dig for at hente dig som hustru til ham.“ 41 Da rejste hun sig, og hun bøjede sig med ansigtet mod jorden+ og sagde: „Her er din trælkvinde, som en tjenestepige til at vaske min herres tjeneres fødder.“+ 42 Derpå skyndte Abigaʹjil+ sig at bryde op, og hun red+ af sted på et æsel og havde fem unge piger gående i sit følge.* Og hun fulgte efter Davids sendebud og blev hans hustru.

43 David havde også taget Ahiʹnoam+ fra Jizʹre’el,+ og de blev begge to hans hustruer.+

44 Men Saul havde givet sin datter Miʹkal,+ Davids hustru, til Laʹjisj’ søn Palʹti,+ som var fra Galʹlim.+

26 Zifitterne+ kom imidlertid til Saul i Giʹbea+ og sagde: „Skjuler David sig ikke* på Hakiʹlas Høj,+ som vender mod Jeʹsjimon?“*+ 2 Da brød Saul op+ og drog ned til Zifs Ørken, og der var tre tusind udvalgte mænd+ af Israel med ham for at søge efter David i Zifs Ørken. 3 Saul slog nu lejr på Hakiʹlas Høj, som vender mod Jeʹsjimon, ved vejen, mens David boede i ørkenen. Da David så at Saul var kommet efter ham ud i ørkenen, 4 sendte han spioner ud+ og fik at vide at Saul virkelig var kommet. 5 Så brød David op og kom til det sted hvor Saul havde slået lejr, og David så stedet hvor Saul og hans hærfører Abʹner,+ Ners søn, lå; og Saul lå på lejrpladsen+ med folkene lejret rundt om sig. 6 Da tog David til orde og sagde til hetitten+ Ahimeʹlek og til Aʹbisjaj,+ Zeruʹjas+ søn, Joʹabs broder: „Hvem går med mig ned til Saul, til lejren?“ Da sagde Aʹbisjaj: „Jeg går med dig derned.“+ 7 David og Aʹbisjaj kom da hen til folkene om natten, og se, Saul lå og sov på lejrpladsen med sit spyd stukket ned i jorden ved sit hoved, og Abʹner og folkene lå rundt om ham.

8 Da sagde Aʹbisjaj til David: „Gud* har i dag overgivet din fjende i din hånd,+ så lad mig dog nu spidde ham til jorden med spyddet, blot én gang; jeg behøver ikke at gøre det to gange mod ham.“ 9 Men David sagde til Aʹbisjaj: „Dræb ham ikke, for hvem rækker sin hånd ud mod Jehovas salvede*+ og forbliver ustraffet?“+ 10 Og David sagde videre: „Så sandt Jehova lever,+ vil Jehova selv tilføje ham et slag,+ eller hans dag vil komme+ og han må dø, eller han drager i krig+ og bliver revet bort.+ 11 Af respekt for Jehova+ kunne det aldrig falde mig ind+ at række min hånd ud+ mod Jehovas salvede;+ men tag nu blot spyddet som er ved hans hoved, og vanddunken, og lad os gå vores vej.“ 12 Så tog David spyddet og vanddunken ved Sauls hoved, hvorpå de gik deres vej. Og der var ingen som så det+ og ingen som vidste det og ingen som vågnede, for de sov alle sammen; for en dyb søvn+ fra Jehova var faldet over dem. 13 Derpå gik David over på den anden side og stillede sig på bjergtoppen langt derfra; der var et stort stykke imellem dem.

14 Så råbte David til folkene og til Abʹner, Ners søn, og sagde: „Svarer du ikke, Abʹner?“ hvorpå Abʹner+ svarede og sagde: „Hvem er du som råber til kongen?“ 15 Og David sagde videre til Abʹner: „Er du ikke en mand? Ja, hvem er som du i Israel? Så hvorfor passer du ikke på din herre* kongen? For en af folkene kom for at dræbe din herre kongen.+ 16 Det som du dér har gjort, er ikke godt. Så sandt Jehova lever,+ I fortjener at dø,*+ for I passede ikke på+ jeres herre, Jehovas salvede.+ Og se nu efter hvor kongens spyd er og vanddunken+ som var ved hans hoved.“

17 Da genkendte Saul Davids stemme og sagde: „Er det din stemme, min søn David?“+ hvortil David sagde: „Det er min stemme, min herre konge.“ 18 Og han sagde videre: „Hvordan kan det være at min herre sætter efter sin tjener?+ For hvad har jeg gjort, og hvad ondt er der i min hånd?+ 19 Og lad dog nu min herre kongen høre sin tjeners ord: Hvis det er Jehova som har ægget dig imod mig, så lad ham nyde duften af et kornoffer.+ Men hvis det er menneskesønner,*+ så lad dem være forbandede for Jehovas ansigt,+ for de har i dag drevet mig bort, så jeg ikke føler at jeg er knyttet til Jehovas arvelod,+ idet de siger: ’Gå hen og tjen andre guder!’+ 20 Og nu, lad ikke mit blod falde på jorden foran Jehovas ansigt;+ Israels konge er jo draget ud for at søge efter en enkelt loppe,*+ ligesom man jager en agerhøne i bjergene.“+

21 Da sagde Saul: „Jeg har syndet;+ vend tilbage, min søn David, for jeg vil ikke mere gøre dig ondt, eftersom min sjæl i dag har været dyrebar+ i dine øjne. Se, jeg har opført mig tåbeligt og begået en meget stor fejl.“ 22 Hertil svarede David og sagde: „Her er kongens spyd, så lad en af de unge mænd komme over og hente det. 23 Og Jehova vil gengælde enhver hans retfærdighed+ og hans trofasthed, eftersom Jehova i dag gav dig i min hånd, men jeg ikke ønskede at række min hånd ud mod Jehovas salvede.+ 24 Og se, ligesom din sjæl i dag har været værdifuld i mine øjne, måtte min sjæl på samme måde være værdifuld i Jehovas øjne,+ således at han vil udfri mig fra enhver trængsel.“+ 25 Da sagde Saul til David: „Måtte du blive velsignet, min søn David. Du vil ikke blot handle, men du vil også helt sikkert gennemføre det.“+ Derpå gik David sin vej, og Saul vendte tilbage til sit sted.+

27 David sagde imidlertid i sit hjerte: „En dag bliver jeg nu revet bort ved Sauls hånd. Det bedste jeg kan gøre er at se at undslippe+ til filistrenes+ land; så opgiver Saul mig og søger ikke mere efter mig i hele Israels område,+ og jeg undslipper fra hans hånd.“ 2 Så brød David op, og han og de seks hundrede mænd+ som var med ham tog over til Aʹkisj,+ Maʹoks søn, kongen i Gat. 3 Derpå bosatte David sig hos Aʹkisj i Gat, han og hans mænd, hver med sin husstand,+ David og hans to hustruer: jizre’elitten Ahiʹnoam+ og karmelitten Abigaʹjil,+ Naʹbals hustru. 4 Siden fortalte man Saul at David var flygtet til Gat, og så søgte han ikke efter ham mere.+

5 David sagde nu til Aʹkisj: „Hvis jeg har fundet yndest i dine øjne, så lad dem dog give mig et sted i en af byerne i det åbne land, så jeg kan bo dér; for hvorfor skulle din tjener bo hos dig i kongebyen?“ 6 Derfor gav Aʹkisj ham Zikʹlag+ den dag. Det er grunden til at Zikʹlag den dag i dag tilhører Judas konger.

7 Og tallet på de dage hvor David boede på filistrenes område udgjorde et år og fire måneder.+ 8 David og hans mænd drog imidlertid op og gjorde indfald hos gesjuritterne+ og girzitterne og amalekitterne,+ for de boede i landet fra Teʹlam*+ til Sjur+ og til Ægyptens land. 9 Og David slog landet og lod hverken mand eller kvinde leve;+ og han tog småkvæg og hornkvæg og æsler og kameler og klæder, hvorpå han vendte tilbage og kom til Aʹkisj. 10 Aʹkisj sagde da: „Hvor gjorde I indfald i dag?“ Og David sagde:+ „I det sydlige Juda+ og blandt jerame’elitterne+ mod syd og blandt kenitterne+ mod syd.“ 11 Men David lod hverken mand eller kvinde leve for at bringe dem til Gat, idet han sagde: „Ellers fortæller de om os: ’Sådan har David gjort.’“+ (Og således havde han for skik alle de dage han boede på filistrenes område.) 12 Så Aʹkisj troede+ på David, idet han sagde ved sig selv: „Han er virkelig blevet en stank for sit folk Israel,+ så han er min tjener for altid.“

28 I de dage samlede filistrene imidlertid deres lejre til en hær der skulle kæmpe mod Israel.+ Aʹkisj sagde derfor til David: „Du ved uden tvivl at det er med mig, i [min] lejr, du skal drage ud, du og dine mænd.“+ 2 David sagde da til Aʹkisj: „Så ved du selv* hvad din tjener skal gøre.“ Og Aʹkisj sagde derpå til David: „Så gør jeg dig til min personlige vagt alle dage.“+

3 I mellemtiden var Samuel død, og hele Israel havde holdt klage over ham og begravet ham i Raʹma, hans egen by.+ Saul havde i øvrigt fjernet åndemedierne* og de spåkyndige fra landet.+

4 Filistrene samlede sig altså og kom og lejrede sig ved Sjuʹnem.+ Saul samlede derfor hele Israel, og de lejrede sig ved Gilboʹa.+ 5 Da Saul så filistrenes lejr blev han bange, og hans hjerte skælvede stærkt.+ 6 Saul spurgte så Jehova,+ men Jehova svarede ham ikke,+ hverken i drømme+ eller ved Uʹrim+ eller ved profeterne.+ 7 Da sagde Saul til sine tjenere: „Søg efter en kvinde som er åndemedium+ til mig, så jeg kan gå hen til hende og rådspørge hende.“ Og hans tjenere sagde til ham: „Se, i En-Dor+ er der en kvinde som er åndemedium.“

8 Saul forklædte+ sig da idet han tog andre klæder på, hvorpå han drog af sted, han og to mænd med ham, og de kom til kvinden om natten.+ Han sagde da: „Spå nu for mig ved en medieånd,+ og lad den som jeg siger dig komme op.“ 9 Kvinden sagde imidlertid til ham: „Hør, du ved selv hvad Saul har gjort: hvordan han har udryddet åndemedierne og de spåkyndige af landet;+ så hvorfor lægger du snare for min sjæl for at bringe død over mig?“+ 10 Da svor Saul over for hende ved Jehova, idet han sagde: „Så sandt Jehova lever,+ vil der ikke blive tilregnet dig nogen misgerning i denne sag!“ 11 Da sagde kvinden: „Hvem skal jeg bringe op for dig?“ hvortil han sagde: „Bring Samuel op for mig.“+ 12 Da kvinden så „Samuel“,+ råbte hun med høj røst,* og kvinden sagde til Saul: „Hvorfor har du narret mig? Du er jo Saul!“ 13 Men kongen sagde til hende: „Vær ikke bange, men hvad har du set?“ Kvinden sagde da til Saul: „Jeg har set en gud*+ komme op af jorden.“ 14 Så sagde han til hende: „Hvordan ser han ud?“ Og hun sagde: „En gammel* mand stiger op, og han er hyllet i en overklædning uden ærmer.“+ Da vidste Saul at det var „Samuel“,+ så han bøjede sig med ansigtet mod jorden og kastede sig ned.

15 „Samuel“ sagde nu til Saul: „Hvorfor har du forstyrret mig ved at bringe mig op?“+ Hertil sagde Saul: „Jeg er meget hårdt trængt,+ da filistrene kæmper imod mig, og Gud* har vendt sig+ fra mig og svarer mig ikke mere, hverken gennem profeterne eller i drømme,+ så jeg har kaldt på dig for at du kan lade mig vide hvad jeg skal gøre.“+

16 Da sagde „Samuel“: „Hvorfor spørger du så mig, når Jehova har vendt sig fra dig+ og er blevet din modstander?*+ 17 Men Jehova vil gøre sådan for sig selv* som han har udtalt gennem mig, og Jehova river kongedømmet ud af din hånd+ og giver det til din næste, til David.+ 18 Fordi du ikke adlød Jehovas røst+ og ikke eksekverede hans brændende vrede over Aʹmalek,+ derfor vil Jehova gøre dette imod dig på denne dag. 19 Og Jehova vil også give Israel [som er] med dig, i filistrenes hånd,+ og i morgen vil du+ og dine sønner+ være hos mig.* Også Israels lejr vil Jehova give i filistrenes hånd.“+

20 I samme nu faldt Saul til jorden i hele sin længde, da han blev meget bange på grund af „Samuels“ ord. Der var heller ikke mere kraft i ham, for han havde ikke fået mad at spise hele dagen og hele natten. 21 Kvinden kom nu hen til Saul og så at han var dybt forfærdet; hun sagde derfor til ham: „Se, din tjenestepige har adlydt din røst, idet jeg lagde min sjæl i min hånd+ og adlød de ord du talte til mig. 22 Så adlyd du nu din tjenestepiges røst og lad mig sætte et stykke brød foran dig, og spis, så du kan have kræfter når du begiver dig på vej.“ 23 Men han vægrede sig og sagde: „Jeg vil ikke have noget at spise.“ Hans tjenere, og kvinden med, nødte ham imidlertid; han adlød da deres røst og rejste sig op fra jorden og satte sig på lejet. 24 Og kvinden havde en fedekalv+ i huset, så hun skyndte sig at ofre* den,+ og hun tog desuden noget mel og æltede dej og bagte usyrede brød. 25 Derpå serverede hun dem for Saul og hans tjenere, og de spiste. Siden brød de op og drog bort samme nat.+

29 Filistrene+ samlede nu alle deres lejre ved Aʹfek, mens israelitterne var lejret ved kilden som er i Jizʹre’el,+ 2 og filistrenes forbundsfyrster+ passerede forbi i formationer på hundrede og tusind, og David og hans mænd passerede forbi bagefter sammen med Aʹkisj.+ 3 Da sagde filistrenes fyrster: „Hvad skal det sige med de hebræere?“+ Og Aʹkisj sagde til filistrenes fyrster: „Det er jo David, kong Saul af Israels tjener, som har været hos mig det sidste års tid eller to;*+ og jeg har ikke fundet+ noget som helst [mistænkeligt] ved ham fra den dag han løb over* [til mig], frem til denne dag.“ 4 Filistrenes fyrster blev imidlertid harmfulde på ham, og filistrenes fyrster sagde til ham: „Send den mand tilbage,+ så han kan vende tilbage til sit sted, det du har anvist ham, og lad ham ikke drage ned i krig sammen med os, at han ikke bliver vores modstander*+ i krigen. For hvordan vinder han sin herres* godkendelse? Mon ikke med disse mænds hoveder? 5 Var det ikke om denne David man sang vekselsang under dans idet man sagde: ’Saul slog sine tusinder, og David sine titusinder’?“+

6 Så kaldte Aʹkisj+ på David og sagde til ham: „Så sandt Jehova lever,+ du er retskaffen; det har været godt i mine øjne+ at du drog ud og at du kom hjem+ hos mig i lejren, for jeg har ikke fundet noget dårligt hos dig fra den dag du kom til mig, frem til denne dag.+ Men du er ikke god i forbundsfyrsternes+ øjne. 7 Så vend nu tilbage og drag bort i fred, så du ikke gør noget der er dårligt i filistrenes forbundsfyrsters øjne.“ 8 Men David sagde til Aʹkisj: „Hvad har jeg da gjort,+ og hvad har du fundet hos din tjener fra den dag da jeg [først] stod foran dig, frem til denne dag,+ siden jeg ikke kan komme og kæmpe mod min herre kongens fjender?“ 9 Da svarede Aʹkisj og sagde til David: „Jeg ved at du er god i mine øjne, som en Guds engel.+ Dog har filistrenes fyrster sagt: ’Han må ikke drage op med os i kampen.’ 10 Så stå nu tidligt op i morgen med din herres tjenere som kom sammen med dig, ja, I skal stå tidligt op i morgen når det er lyst nok for jer; tag så af sted.“+

11 David stod derfor tidligt op, han og hans mænd, for at tage af sted om morgenen+ og vende tilbage til filistrenes land; filistrene, derimod, drog op til Jizʹre’el.+

30 Da David og hans mænd kom til Zikʹlag+ på tredjedagen, havde amalekitterne+ imidlertid gjort indfald i Neʹgeb og Zikʹlag, og de havde slået Zikʹlag og brændt den med ild 2 og taget kvinderne+ [og alle andre] som* var i den til fange, fra den mindste til den største. De havde ikke ladet nogen* lide døden, men de drev dem af sted da de gik deres vej. 3 Da David og hans mænd kom til byen, se, da var den brændt med ild, og deres hustruer og deres sønner og deres døtre var blevet taget til fange. 4 David og folkene som var med ham løftede derfor deres røst og græd+ indtil de ikke havde kræfter til at græde [mere]. 5 Og Davids to hustruer var blevet taget til fange, jizre’elitten Ahiʹnoam+ og karmelitten Naʹbals hustru Abigaʹjil.+ 6 Og det var meget strengt for David,+ for folkene talte om at stene ham;+ alle folkene var nemlig bitre i sjælen,+ hver især på grund af deres sønner og døtre. David styrkede sig imidlertid hos Jehova sin Gud.+

7 David sagde da til præsten Ebʹjatar,+ Ahimeʹleks søn: „Bring nu efoden+ hen til mig.“ Ebʹjatar bragte så efoden hen til David. 8 Derpå spurgte David Jehova,+ idet han sagde: „Skal jeg sætte efter denne røverbande? Kan jeg indhente den?“ Han sagde+ da til ham: „Sæt efter den, for du vil afgjort indhente den, og du vil afgjort skaffe udfrielse.“+

9 Så drog David af sted, han og de seks hundrede mand+ som var med ham, og de kom omsider til Beʹsors Regnflodsdal. Og de der måtte lades tilbage standsede; 10 men David fortsatte forfølgelsen,+ han og fire hundrede mand, mens to hundrede mænd som var for trætte til at gå over Beʹsors Regnflodsdal,+ standsede.

11 De fandt nu en mand, en ægypter,+ [liggende] på marken, og de tog ham med hen til David og gav ham brød at spise og vand at drikke. 12 De gav ham desuden en skive af en figenkage og to rosinkager;+ så han spiste og hans ånd+ vendte tilbage til ham, for han havde hverken spist brød eller drukket vand i tre dage og tre nætter. 13 Derpå sagde David til ham: „Hvem tilhører du, og hvor er du fra?“ hvortil han sagde: „Jeg er en ægyptisk medhjælper, træl hos en amalekit, men min herre efterlod mig fordi jeg blev syg for tre dage siden.+ 14 Det var os der gjorde indfald blandt de sydlige keretitter+ og det der tilhører Juda og den sydlige del af Kaʹleb,+ og Zikʹlag brændte vi med ild.“ 15 Da sagde David til ham: „Vil du føre mig ned til denne røverbande?“ hvortil han sagde: „Sværg+ først ved Gud* over for mig at du ikke lader mig dø og at du ikke overgiver mig i min herres hånd,+ så vil jeg føre dig ned til denne røverbande.“*

16 Derpå førte han ham derned,+ og se, de lå spredt over det hele på jorden, idet de spiste og drak og festede+ på hele det store bytte som de havde taget i filistrenes land og i Judas land.+ 17 David slog dem nu fra morgengry til aften og viede dem således til udslettelse;* og ikke en mand af dem undslap,+ undtagen fire hundrede unge mænd som red på kameler og flygtede. 18 David udfriede imidlertid alle som amalekitterne havde taget,+ også sine to hustruer udfriede David. 19 Og der manglede intet af hvad der tilhørte dem, hverken småt eller stort, eller af [deres] sønner og døtre, eller af byttet, ja, af alt det de havde taget til sig.+ David fik det alt sammen igen. 20 Og David tog alt småkvæget og hornkvæget, som man drev foran det [andet] kvæg, og man sagde: „Dette er Davids bytte.“+

21 Omsider kom David til de to hundrede mænd+ som havde været for trætte til at drage af sted sammen med David,* og som man* havde ladet blive ved Beʹsors Regnflodsdal. De gik nu ud for at møde David og for at møde de folk som var med ham. Da David kom hen til folkene, spurgte han dem om alt var vel. 22 Men alle de dårlige mænd og uslingene+ blandt de mænd der var draget af sted med David, tog til orde og sagde: „Eftersom de ikke drog af sted med os,* giver vi dem ikke noget af det bytte vi har udfriet, undtagen deres hustruer og sønner; så lad dem tage dem med sig og gå.“ 23 Men David sagde: „Mine brødre, sådan må I ikke gøre med det Jehova har givet os,+ idet han bevarede os+ og overgav den røverbande som kom imod os, i vores hånd.+ 24 Og hvem vil høre på jer i denne sag?* For den andel som tilkommer ham der blev ved oppakningen,+ skal være som den andel der tilkommer ham der drog ned til kampen. De skal dele med hinanden.“+ 25 Og fra og med denne dag blev dette gjort til en forordning og et lovbud+ i Israel, til den dag i dag.

26 Da David kom til Zikʹlag, sendte han noget af byttet til Judas ældste, hans venner,+ idet han sagde: „Her er en velsignelsesgave+ til jer af byttet fra Jehovas fjender.“ 27 Til dem i Beʹtel,+ og til dem i Raʹmot+ i Neʹgeb, og til dem i Jatʹtir,+ 28 og til dem i Aʹroer, og til dem i Sifʹmot, og til dem i Esjtemoʹa,+ 29 og til dem i Raʹkal, og til dem i jerame’elitternes+ byer, og til dem i kenitternes+ byer, 30 og til dem i Horʹma,+ og til dem i Bor-Aʹsjan,+ og til dem i Aʹtak, 31 og til dem i Heʹbron,+ og til alle de steder hvor David havde vandret omkring, han og hans mænd.

31 I mellemtiden kæmpede filistrene med Israel,+ og Israels mænd flygtede for filistrene, så de faldt slagne+ på Gilboʹas Bjerg.+ 2 Og filistrene fulgte tæt efter Saul og hans sønner, og filistrene slog Sauls sønner Joʹnatan+ og Abinaʹdab+ og Malkisjuʹa+ ihjel. 3 Og kampen blev hård for Saul, og skytterne fandt ham, mændene med bue, og han blev hårdt såret af skytterne.*+ 4 Da sagde Saul til sin våbendrager: „Træk dit sværd+ og jag det gennem mig; ellers kommer disse uomskårne+ og gennemborer mig og mishandler mig.“ Men hans våbendrager ville ikke,+ for han var meget bange. Så tog Saul sværdet og kastede sig i det.+ 5 Da våbendrageren så at Saul var død,+ kastede også han sig i sit sværd og døde sammen med ham.+ 6 Således døde Saul og tre af hans sønner og hans våbendrager, ja, alle hans mænd, på samme dag.+ 7 Da Israels mænd som var i egnen omkring lavsletten og i egnen omkring Jordan, så at Israels mænd var flygtet og at Saul og hans sønner var døde, forlod de byerne og flygtede,+ hvorpå filistrene kom og bosatte sig i dem.+

8 Dagen efter, da filistrene kom for at plyndre de slagne,+ fandt de Saul og hans tre sønner faldne på Gilboʹas Bjerg.+ 9 De huggede så hovedet+ af ham og plyndrede ham for hans våben og sendte bud rundt i filistrenes land for at fortælle+ nyheden i deres afgudshuse+ og blandt folket. 10 Derpå anbragte de hans våben+ i astarternes+ hus, og hans krop fæstede de til Bet-Sjans+ mur. 11 Da indbyggerne i Jaʹbesj i Giʹlead+ hørte det om ham — hvad filistrene havde gjort mod Saul — 12 brød alle de brave mænd op og gik hele natten, og de tog Sauls krop og hans sønners kroppe [ned] fra Bet-Sjans mur og kom* til Jaʹbesj og brændte dem dér.+ 13 Derpå tog de deres knogler+ og begravede+ dem under tamarisken+ i Jaʹbesj og fastede i syv dage.+