Rut*

1 Engang i de dage da dommerne+ dømte, blev der hungersnød+ i landet, og en mand tog af sted fra Betlehem+ i Juda for at tage ophold i Moʹabs område,*+ han og hans hustru samt hans to sønner. 2 Mandens navn var Elimeʹlek,* og hans hustrus navn var No’oʹmi, og hans to sønners navne var Maʹlon og Kilʹjon, efratitter*+ fra Betlehem i Juda. De kom så til Moʹabs område og blev dér.

3 Nu døde Elimeʹlek, No’oʹmis mand, og hun blev ladt tilbage med sine to sønner. 4 Med tiden tog mændene sig hustruer, moabitiske kvinder.+ Den enes navn var Orʹpa, og den andens navn var Rut.+ De blev så boende dér i omkring ti år. 5 Nu døde også de to, Maʹlon* og Kilʹjon,* og kvinden blev ladt tilbage uden sine to børn og uden sin mand. 6 Derpå brød hun op sammen med sine svigerdøtre og vendte tilbage fra Moʹabs område, for hun havde hørt i Moʹabs område at Jehova havde vendt sin opmærksomhed mod* sit folk+ ved at give det brød.+

7 Hun tog altså bort fra det sted hvor hun havde været,+ og hendes to svigerdøtre var med hende, og de vandrede af sted på vejen tilbage til Judas land. 8 Da sagde No’oʹmi til sine to svigerdøtre: „Tag af sted, vend tilbage, hver især til sin moders hus. Måtte Jehova vise loyal hengivenhed mod jer,+ ligesom I har vist mod dem der er døde, og mod mig.+ 9 Måtte Jehova lade jer finde* et trygt hjem,+ hver især i sin mands hus.“ Derpå kyssede+ hun dem, men de brød ud i højlydt gråd 10 og sagde til hende: „Nej, vi vil vende tilbage til dit folk sammen med dig.“+ 11 No’oʹmi sagde imidlertid: „Vend tilbage, mine døtre. Hvorfor skulle I gå med mig? Har jeg stadig sønner i mit indre som kan blive jeres mænd?+ 12 Vend tilbage, mine døtre, tag af sted, for jeg er for gammel til at blive en mands [hustru]. Selv om jeg sagde at der var håb for mig så jeg både blev en mands [hustru] i nat og også fødte sønner,+ 13 ville I så vente på dem* til de voksede op? Ville I for deres skyld leve afsondret uden at blive en mands [hustru]? Nej, mine døtre; men det er meget bittert for mig på jeres vegne at Jehovas hånd har gjort udfald imod mig.“+

14 Da brød de atter ud i højlydt gråd, og Orʹpa kyssede så sin svigermoder. Rut, derimod, blev hos hende.+ 15 Derfor sagde hun: „Se! Din svigerinde* er vendt tilbage til sit folk og sine guder.+ Følg med din svigerinde tilbage.“+

16 Da sagde Rut: „Du må ikke bede mig om at forlade dig, om at vende tilbage og ikke følge dig;* for dér hvor du går hen, vil jeg gå hen, og dér hvor du overnatter, vil jeg overnatte.+ Dit folk skal være mit folk,+ og din Gud skal være min Gud.+ 17 Dér hvor du dør, vil jeg dø,+ og dér vil jeg begraves. Måtte Jehova gøre således mod mig og føje mere til,+ hvis noget andet end døden skulle skille mig fra dig.“

18 Da hun så at hun stod fast på at ville gå med hende,+ holdt hun op med at tale til hende [om det]. 19 Så fortsatte de begge rejsen indtil de kom til Betlehem.+ Så snart de nu kom til Betlehem, kom hele byen i bevægelse på grund af dem,+ og kvinderne sagde: „Er det No’oʹmi?“+ 20 Men hun sagde til dem: „Kald mig ikke No’oʹmi.* Kald mig Maʹra,* for den Almægtige*+ har gjort det meget bittert for mig.+ 21 Jeg havde fuldt op da jeg tog af sted,+ men Jehova bringer mig tomhændet tilbage.+ Hvorfor skulle I kalde mig No’oʹmi, når Jehova har ydmyget mig+ og den Almægtige har voldt mig ulykke?“+

22 Således vendte No’oʹmi tilbage, og sammen med hende moabitterinden Rut, hendes svigerdatter, da hun vendte tilbage fra Moʹabs område;+ og de kom til Betlehem+ ved byghøstens+ begyndelse.

2 Nu havde No’oʹmi en slægtning*+ på sin mands side, en velstillet+ mand der hørte til Elimeʹleks familie og hvis navn var Boʹaz.*+

2 Og moabitterinden Rut sagde til No’oʹmi: „Lad mig dog gå hen på marken og sanke aks+ efter den i hvis øjne jeg finder yndest.“ Hun sagde da til hende: „Gå, min datter.“ 3 Så tog hun af sted og gik ind og sankede på marken efter høstfolkene.+ Tilfældigvis kom hun da til at være på den marklod der tilhørte Boʹaz,+ som var i familie med Elimeʹlek.+ 4 Og se! Boʹaz kom fra Betlehem og sagde til høstfolkene: „Jehova være med jer,“+ hvorpå de sagde til ham: „Jehova velsigne dig.“+

5 Derpå sagde Boʹaz+ til den unge mand der var sat over høstfolkene: „Hvem tilhører denne unge kvinde?“ 6 Den unge mand der var sat over høstfolkene, svarede så og sagde: „Den unge kvinde er en moabitterinde+ som vendte tilbage sammen med No’oʹmi fra Moʹabs område.+ 7 Og hun sagde: ’Lad mig få lov til at sanke;+ så vil jeg samle afskårne aks efter høstfolkene.’ Derpå gik hun ind, og hun har holdt stand lige siden i morges indtil hun netop nu har sat sig lidt i huset.“+

8 Senere sagde Boʹaz til Rut: „Hører du, min datter! Gå ikke hen for at sanke på en anden mark,+ og gå heller ikke bort herfra, og hold dig således til mine unge piger.+ 9 Hold øje med hvilken mark de høster, og gå efter dem. Har jeg ikke givet de unge mænd påbud om ikke at røre+ dig? Og er du tørstig, skal du gå hen til karrene og drikke af det de unge mænd trækker op.“+

10 Hun faldt da på sit ansigt og bøjede sig til jorden+ og sagde til ham: „Hvordan har jeg fundet yndest i dine øjne, så man kendes ved mig, skønt jeg er en fremmed?“+ 11 Da svarede Boʹaz og sagde til hende: „Man har udførligt fortalt+ mig om alt hvad du har gjort for din svigermoder efter din mands død,+ og hvordan du forlod din fader og din moder og dit fødeland og rejste til et folk som du ikke tidligere havde kendt.+ 12 Måtte Jehova belønne din handlemåde,+ og måtte du få fuld løn+ af Jehova, Israels Gud, under hvis vinger du er kommet for at søge tilflugt.“+ 13 Hertil sagde hun: „Lad mig finde yndest i dine øjne, herre, for du har trøstet mig og talt opmuntrende til din tjenestepige,*+ skønt jeg ikke engang er som en af dine tjenestepiger.“+

14 Derpå sagde Boʹaz til hende ved spisetid: „Kom nærmere herhen og spis af brødet+ og dyp dit stykke i vineddiken.“ Så satte hun sig ved siden af høstfolkene, og han rakte hende ristet korn,+ og hun spiste og blev mæt og kunne levne. 15 Derpå rejste hun sig for at sanke videre.+ Boʹaz gav så sine unge mænd følgende påbud: „Lad hende også sanke blandt de afskårne aks, og I må ikke genere+ hende. 16 I skal også ligefrem trække nogle ud af bundterne til hende og lade dem ligge så hun kan sanke dem,+ og I må ikke tale strengt til hende.“

17 Hun sankede så på marken indtil aften,+ hvorpå hun håndtærskede+ det hun havde sanket, og det blev til omkring en efa*+ byg. 18 Så løftede hun det op og gik ind til byen, og hendes svigermoder så* hvad hun havde sanket. Derpå tog hun det frem som hun havde levnet+ efter at have spist sig mæt, og gav hende det.

19 Hendes svigermoder sagde da til hende: „Hvor har du sanket i dag, og hvor har du arbejdet? Måtte den der ville kendes ved dig blive velsignet.“+ Så fortalte hun sin svigermoder hvem hun havde arbejdet hos, og hun sagde: „Navnet på den mand som jeg har arbejdet hos i dag, er Boʹaz.“ 20 Da sagde No’oʹmi til sin svigerdatter: „Måtte han blive velsignet af Jehova,+ som ikke har svigtet sin loyale hengivenhed+ mod de levende og de døde.“+ Og No’oʹmi sagde videre til hende: „Manden er nært beslægtet med os.+ Han er en af vore genløsere.“*+ 21 Moabitterinden Rut sagde da: „Han sagde også til mig: ’Du skal holde dig til de unge folk som tilhører mig, indtil de er færdige med hele den høst jeg har.’“+ 22 Og No’oʹmi+ sagde til sin svigerdatter Rut:+ „Det er bedre, min datter, at du går ud sammen med hans unge piger, så man ikke forulemper dig på en anden mark.“+

23 Hun holdt sig så til Boʹaz’ unge piger for at sanke, indtil byghøsten+ og hvedehøsten var forbi, og hun blev boende hos sin svigermoder.+

3 Hendes svigermoder No’oʹmi sagde nu til hende: „Min datter, bør jeg ikke søge et trygt hjem+ til dig, så du kan få det godt? 2 Og nu Boʹaz, hvis unge piger du har været sammen med, er han ikke en af vore pårørende?+ Se! han renser+ byg på tærskepladsen i nat. 3 Du skal derfor vaske dig og indgnide dig med olie+ og tage din kappe på+ og gå ned til tærskepladsen. Giv dig ikke til kende for manden før han er færdig med at spise og drikke. 4 Og når han så lægger sig, skal du mærke dig stedet hvor han lægger sig, og du skal gå derind og afdække pladsen ved hans fødder og lægge dig dér; han vil så fortælle dig hvad du bør gøre.“

5 Da sagde hun til hende: „Alt hvad du siger til mig,* vil jeg gøre.“ 6 Derpå gik hun ned til tærskepladsen og gjorde alt hvad hendes svigermoder havde påbudt hende. 7 Da nu Boʹaz spiste og drak og hans hjerte blev veltilpas,+ gik han hen for at lægge sig i kanten af korndyngen. Derpå kom hun ubemærket og afdækkede pladsen ved hans fødder og lagde sig dér. 8 Ved midnat kom manden til at skælve og han bøjede sig frem, og se, der lå en kvinde ved hans fødder! 9 Da sagde han: „Hvem er du?“ hvortil hun sagde: „Jeg er Rut, din trælkvinde, og du må brede din kappeflig ud over din trælkvinde, for du er genløser.“+ 10 Han sagde da: „Måtte du blive velsignet af Jehova,+ min datter. I dette sidste tilfælde har du vist din loyale hengivenhed+ [endnu] bedre end i det første,+ ved at du ikke er gået efter de unge mænd, hverken dem der er ringe stillet eller dem der er rige. 11 Og nu, min datter, frygt ikke. Alt hvad du siger, vil jeg gøre for dig,+ for enhver i mit folks port* ved at du er en dygtig kvinde.+ 12 Nu er det ganske vist sandt at jeg er genløser,+ men der er også en genløser som er nærmere beslægtet end jeg.+ 13 Bliv her natten over, og hvis han i morgen vil genløse+ dig, godt, så lad ham genløse, men hvis han ikke har lyst til at genløse dig, så genløser jeg dig, så sandt Jehova lever.+ Bliv liggende indtil morgen.“

14 Hun blev så liggende ved hans fødder indtil om morgenen, hvorpå hun rejste sig før nogen kunne genkende hinanden. Han sagde nu: „Lad det ikke blive kendt at en kvinde har været inde på tærskepladsen.“+ 15 Videre sagde han: „Kom med det slag som du har på, og hold det åbent.“ Så holdt hun det åbent, og han målte seks mål* byg af og anbragte det på hende, hvorpå han* gik ind til byen.

16 Da hun nu kom til sin svigermoder, sagde denne: „Hvem er du, min datter?“ hvorpå hun fortalte hende alt hvad manden havde gjort for hende. 17 Videre sagde hun: „Disse seks mål byg gav han mig, for han sagde til mig:* ’Kom ikke tomhændet til din svigermoder.’“+ 18 Da sagde hun: „Bliv her, min datter, indtil du ved hvordan sagens udfald bliver; for manden vil ikke have ro på sig, medmindre han får sagen afsluttet endnu i dag.“+

4 Boʹaz var imidlertid gået op til porten+ og havde sat sig dér. Og se, den genløser som Boʹaz havde talt om, kom forbi.+ Han sagde da: „Kom herhen. Sæt dig her, NN.“* Da kom han derhen og satte sig. 2 Derpå tog han ti mænd af byens ældste*+ og sagde: „Sæt jer her.“ Og de satte sig.

3 Han sagde nu til genløseren:+ „Den marklod som tilhørte vor broder Elimeʹlek,+ må No’oʹmi, der er vendt tilbage fra Moʹabs område,+ sælge. 4 Jeg har nu tænkt mig* at forelægge det for dig,* idet jeg siger: ’Køb den+ i påsyn af indbyggerne og i påsyn af mit folks ældste.+ Hvis du vil genløse den, så genløs den; men hvis du ikke vil genløse den, så fortæl mig det, at jeg kan vide det, for der er ingen andre end dig til at genløse,+ og jeg kommer efter dig.’“ Så sagde han: „Jeg vil genløse den.“+ 5 Boʹaz sagde derpå: „Den dag du køber marken af No’oʹmis hånd, køber du den også af moabitterinden Rut, den afdødes hustru, for at rejse den afdødes navn på hans arvelod.“+ 6 Hertil sagde genløseren: „Da kan jeg ikke genløse den så den bliver min; ellers ødelægger jeg min egen arvelod. Du må genløse den med min genløsningsret så den bliver din, for jeg kan ikke genløse.“

7 Nu var det skik* førhen i Israel med hensyn til genløsningsret og med hensyn til byttehandel, når sager af enhver art skulle stadfæstes: En mand tog sin sandal+ af og gav den til sin næste, og dette var måden at bevidne [en sag] på i Israel. 8 Så da genløseren* sagde til Boʹaz: „Køb den, så den bliver din,“ tog han sin sandal+ af.* 9 Derpå sagde Boʹaz til de ældste og hele folket: „I er i dag vidner+ på at jeg hermed køber alt hvad der tilhørte Elimeʹlek og alt hvad der tilhørte Kilʹjon og Maʹlon af No’oʹmis hånd. 10 Og også moabitterinden Rut, Maʹlons enke, køber jeg mig hermed til hustru for at rejse den afdødes navn+ på hans arvelod, således at den afdødes navn ikke bortskæres fra hans brødre og fra hans hjemsteds port. I er vidner+ i dag.“

11 Hertil sagde hele folket som var i porten, samt de ældste: „[Vi er] vidner! Måtte Jehova lade den hustru* der går ind i dit hus, blive som Rakel+ og Lea,+ de to der byggede Israels hus;+ og måtte du vise dit værd i Eʹfrata+ og gøre [dit] navn kendt* i Betlehem.+ 12 Og måtte dit hus blive som Peʹrez’ hus, ham som Taʹmar fødte Juda,+ ved det afkom som Jehova vil give dig ved denne unge kvinde.“+

13 Altså tog Boʹaz Rut til sig, og hun blev hans hustru, og han gik ind til hende. Så lod Jehova hende blive gravid,+ og hun fødte en søn. 14 Da sagde kvinderne+ til No’oʹmi: „Velsignet være Jehova,+ som ikke har ladet dig mangle en genløser i dag; og måtte hans* navn blive gjort kendt* i Israel. 15 Han er blevet en der giver din sjæl ny styrke* og en der kan forsørge dig i din alderdom,+ for din svigerdatter som elsker dig,+ har født ham, hun som er bedre for dig end syv sønner.“+ 16 No’oʹmi tog så barnet og lagde det i sin favn, og hun blev plejemoder for det. 17 Derpå gav nabokonerne+ det et navn, idet de sagde: „Der er født No’oʹmi en søn.“ Og de gav ham navnet Oʹbed.*+ Han er fader til Davids fader Iʹsaj.+

18 Og dette er Peʹrez’+ slægtsfortegnelse: Peʹrez blev fader til Hezʹron;+ 19 og Hezʹron blev fader til Ram; og Ram+ blev fader til Amminaʹdab; 20 og Amminaʹdab+ blev fader til Nahʹsjon;+ og Nahʹsjon blev fader til Salʹmon;* 21 og Salʹmon*+ blev fader til Boʹaz; og Boʹaz+ blev fader til Oʹbed; 22 og Oʹbed blev fader til Iʹsaj;+ og Iʹsaj blev fader til David.+