Dommerne*

1 Og efter Josuas død+ spurgte+ Israels sønner så Jehova, idet de sagde: „Hvem af os skal først drage op mod kana’anæerne og kæmpe mod dem?“ 2 Hertil sagde Jehova: „Juda skal drage op.+ Se! Jeg giver landet i hans hånd.“ 3 Da sagde Juda til sin broder Siʹmeon: „Drag med mig op i min lod+ og lad os kæmpe mod kana’anæerne; så vil jeg også gå med dig i din lod.“+ Altså gik Siʹmeon med ham.+

4 Derpå drog Juda op, og Jehova gav kana’anæerne og perizzitterne i deres hånd,+ så de slog dem i Beʹzek, ti tusind mand. 5 Da de fandt Adoʹni-Beʹzek i Beʹzek, kæmpede de mod ham og slog kana’anæerne+ og perizzitterne.+ 6 Da Adoʹni-Beʹzek flygtede, satte de efter ham og greb ham og huggede tommelfingrene af hans hænder og storetæerne af hans fødder. 7 Og Adoʹni-Beʹzek sagde: „Der har været halvfjerds konger med hændernes tommelfingre og føddernes storetæer afhugget, som samlede [smulerne] op under mit bord. Ligesom jeg har handlet, sådan har Gud gengældt mig.“+ Derpå bragte de ham til Jerusalem,+ og dér døde han.

8 Endvidere kæmpede Judas sønner mod Jerusalem+ og indtog den og slog den med sværdets æg, og selve byen overgav de til ilden. 9 Efter dette drog Judas sønner ned for at kæmpe mod de kana’anæere der boede i bjerglandet samt Neʹgeb+ og Sjefeʹla.+ 10 Så Juda drog af sted mod de kana’anæere der boede i Heʹbron+ (for øvrigt var Heʹbrons navn tidligere Kirʹjat-Arʹba),+ og de slog Sjeʹsjaj og Aʹhiman og Talʹmaj.+

11 Derfra drog de videre mod indbyggerne i Deʹbir.+ (For øvrigt var Deʹbirs navn tidligere Kirʹjat-Seʹfer.)+ 12 Da sagde Kaʹleb:+ „Den der slår Kirʹjat-Seʹfer og indtager den, ham giver jeg min datter Akʹsa+ til hustru.“+ 13 Og Otʹniel,+ søn af Keʹnaz,+ Kaʹlebs yngre broder,+ indtog den, og derfor gav han ham sin datter Akʹsa til hustru.+ 14 Men da hun var på vej hjem, æggede hun ham til at bede om en mark af hendes fader. Så klappede hun i hænderne mens [hun sad] på æselet,*+ og Kaʹleb sagde til hende: „Hvad vil du?“ 15 Så sagde hun til ham: „Skænk mig en velsignelse,+ for det er et stykke sydland du har givet mig, så du må give mig Gulʹlot-Maʹjim.“* Så gav Kaʹleb hende Øvre Gulʹlot+ og Nedre Gulʹlot.*

16 Og kenittens+ sønner, han hvis svigersøn Moses var,*+ drog op fra Palmebyen+ sammen med Judas sønner til Judas Ørken, som er syd for Aʹrad.+ Og de tog hen og bosatte sig sammen med folket.+ 17 Men Juda drog af sted med sin broder Siʹmeon, og de slog de kana’anæere der boede i Zeʹfat og viede den til udslettelse.+ Derfor fik byen navnet Horʹma.*+ 18 Derpå indtog Juda Gaʹza+ og dens område og Aʹskalon+ og dens område og Eʹkron+ og dens område. 19 Og Jehova var fortsat med Juda, så han tog bjerglandet i besiddelse, men han kunne ikke fordrive dem der boede på lavsletten, for de havde stridsvogne+ med jernleer.*+ 20 Da de gav Heʹbron til Kaʹleb, sådan som Moses havde lovet [ham],+ fordrev han Aʹnaks tre sønner+ derfra.

21 Men Benjamins sønner fordrev ikke de jebusitter der boede i Jerusalem;+ og jebusitterne er blevet boende sammen med Benjamins sønner i Jerusalem indtil den dag i dag.+

22 Imens drog også Josefs hus+ op — [nemlig] mod Beʹtel+ — og Jehova var med dem.+ 23 Og Josefs hus gav sig til at udspejde+ Beʹtel (for øvrigt var byens navn tidligere Luz),+ 24 og vagterne så en mand gå ud af byen, og de sagde til ham: „Vis os nu hvor man kommer ind i byen, og vi skal handle loyalt mod dig.“+ 25 Så viste han dem hvor man kom ind i byen; og de slog byen med sværdets æg,+ men manden og hele hans familie lod de slippe fri.+ 26 Derpå rejste manden til hetitternes+ land og byggede en by og gav den navnet Luz. Det er dens navn indtil den dag i dag.

27 Manasʹse+ kom dog ikke i besiddelse af Bet-Sjeʹan+ og dens småbyer* eller Taʹanak+ og dens småbyer eller indbyggerne i Dor+ og dens småbyer eller indbyggerne i Jibʹleam+ og dens småbyer eller indbyggerne i Megidʹdo+ og dens småbyer, og kana’anæerne blev ufortrødent boende i dette land.+ 28 Men da israelitterne var blevet stærke,+ satte de kana’anæerne til at udføre tvangsarbejde,+ og de fordrev dem ikke fuldstændigt.+

29 Heller ikke Eʹfraim fordrev de kana’anæere der boede i Geʹzer, men kana’anæerne blev boende midt iblandt dem i Geʹzer.+

30 Zeʹbulon+ fordrev ikke indbyggerne i Kitʹron og indbyggerne i Naʹhalol,+ men kana’anæerne blev boende midt iblandt dem+ og måtte udføre tvangsarbejde.+

31 Aʹser+ fordrev ikke indbyggerne i Akʹko* og indbyggerne i Ziʹdon+ og Ahʹlab og Akʹzib+ og Helʹba og Aʹfik+ og Reʹhob.+ 32 Og aseritterne kom til at bo midt iblandt de kana’anæere der boede i landet, for de fordrev dem ikke.+

33 Nafʹtali+ fordrev ikke indbyggerne i Bet-Sjeʹmesj og indbyggerne i Bet-Aʹnat,+ men de kom til at bo midt iblandt de kana’anæere der boede i landet;+ og indbyggerne i Bet-Sjeʹmesj og Bet-Aʹnat måtte udføre tvangsarbejde for dem.+

34 Og amoritterne trængte Dans sønner+ tilbage til bjerglandet, for de tillod dem ikke at komme ned på lavsletten,+ 35 og amoritterne blev ufortrødent boende på bjerget Heʹres og i Ajʹjalon+ og Sja’alʹbim.+ Men da Josefs hus’ hånd blev tung nok, måtte de udføre tvangsarbejde.+ 36 Og amoritternes område gik fra Akrabʹbimpasset,+ fra Seʹla* og opefter.

2 Jehovas engel+ tog så op fra Gilʹgal+ til Boʹkim+ og sagde: „Jeg førte jer op fra Ægypten og bragte jer ind i det land som jeg havde tilsvoret* jeres forfædre,+ og jeg sagde: ’Jeg vil aldrig bryde min pagt med jer.+ 2 Og I må ikke slutte pagt med dette lands indbyggere.+ Deres altre skal I bryde ned.’+ Men I har ikke hørt efter min røst.+ Hvad er det I har gjort?+ 3 Til gengæld siger jeg: ’Jeg vil ikke drive dem bort foran jer, og de skal blive til snarer for jer,+ og deres guder vil blive lokkemad for jer.’“+

4 Derpå, så snart Jehovas engel havde udtalt disse ord til alle Israels sønner, brast folket i højlydt gråd.+ 5 Derfor gav de det sted navnet Boʹkim.* Og de ofrede så til Jehova dér.

6 Dengang Josua sendte folket bort, tog Israels sønner af sted, hver til sin arvelod, for at tage landet i besiddelse.+ 7 Og folket vedblev med at tjene Jehova alle Josuas dage og alle de ældstes* dage, de som levede længere end Josua* og som havde set hele Jehovas store gerning som han havde gjort for Israel.+ 8 Så døde Jehovas tjener Josua, Nuns søn, et hundrede og ti år gammel,+ 9 og man begravede ham på hans arvelods område, i Timʹnat-Heʹres*+ i Eʹfraims bjergland, nord for bjerget Gaʹasj.+ 10 Og hele den generation samledes også til sine fædre,+ og efter den fremstod der en anden generation som ikke kendte Jehova eller den gerning som han havde gjort for Israel.+

11 Så gav Israels sønner sig til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne+ og dyrke* ba’alerne.+ 12 Således forlod de Jehova, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægyptens land,+ og gik efter andre guder, nogle af guderne hos de folkeslag som var rundt om dem,+ og de bøjede sig for dem og krænkede derved Jehova.+ 13 Således forlod de Jehova og gav sig til at dyrke Baʹal og astarterne.*+ 14 Da blussede Jehovas vrede op mod Israel,+ så han gav dem i plyndringsmænds vold, og de plyndrede dem;+ og han prisgav* dem til deres fjender rundt om,+ så de ikke længere kunne stå sig mod deres fjender.+ 15 Overalt hvor de drog ud, var Jehovas hånd imod dem til [deres] ulykke,+ sådan som Jehova havde sagt og sådan som Jehova havde svoret over for dem;+ og de blev efterhånden meget hårdt trængt.+ 16 Så lod Jehova dommere fremstå,+ og de frelste dem af plyndringsmændenes vold.+

17 Dog heller ikke deres dommere adlød de, men de bedrev utugt*+ med andre guder+ og bøjede sig for dem. De bøjede hurtigt af fra den vej som deres forfædre havde vandret på ved at adlyde Jehovas bud.+ Sådan handlede de ikke. 18 Og når Jehova lod dommere+ fremstå til dem, var Jehova med dommeren, og han frelste dem fra deres fjenders hånd alle dommerens dage; for Jehova fik ondt+ af dem når de stønnede på grund af dem der undertrykte+ dem og plagede dem.

19 Men så, når dommeren døde, vendte de om og handlede mere ødelæggende end deres fædre, idet de gik efter andre guder for at dyrke dem og bøje sig for dem.+ De lod ikke være med nogen af deres handlinger eller med deres forhærdede adfærd.+ 20 Til sidst blussede Jehovas vrede op+ mod Israel og han sagde: „Fordi denne nation har overtrådt min pagt+ som jeg gav deres forfædre påbud om [at holde], og ikke har adlydt min røst,+ 21 vil jeg heller ikke yderligere fordrive nogen af de nationer foran dem som Josua lod tilbage da han døde+ — 22 for ved hjælp af dem at sætte Israel på prøve,+ om de vil holde sig til Jehovas vej ved at vandre på den, sådan som deres fædre holdt sig til den, eller de ikke vil.“ 23 Følgelig lod Jehova disse nationer blive, idet han ikke fordrev dem hurtigt+ og ikke overgav dem i Josuas hånd.

3 Disse nationer+ er altså dem som Jehova lod blive for ved hjælp af dem at sætte Israel på prøve,+ det vil sige alle dem [i Israel] som ikke havde erfaret nogen af krigene med Kaʹna’an+ 2 — kun for at de [næste] generationer af Israels sønner skulle erfare det, for at det skulle lære dem [at føre] krig, kun dem der ikke før havde erfaret det: 3 Filistrenes+ fem forbundsfyrster,*+ og alle kana’anæerne,+ ja, zidonierne+ og hivvitterne+ der boede i Libanons bjergland+ fra bjerget Baʹal-Herʹmon+ til indgangen til Haʹmat.*+ 4 Og de tjente altså til at Israel ved hjælp af dem blev sat på prøve,+ så man kunne vide om de ville adlyde Jehovas bud som han havde givet deres fædre ved Moses.+ 5 Og Israels sønner boede midt iblandt kana’anæerne,+ hetitterne og amoritterne og perizzitterne og hivvitterne og jebusitterne.+ 6 Med tiden tog de sig deres døtre til hustruer,+ og deres egne døtre gav de til deres sønner,+ og de gav sig til at dyrke deres guder.+

7 Således gjorde Israels sønner hvad der var ondt i Jehovas øjne, og de glemte Jehova deres Gud+ og dyrkede ba’alerne+ og de hellige pæle.*+ 8 Da blussede Jehovas vrede op imod Israel,+ og han prisgav+ dem til Mesopotaʹmiens*+ konge, Kuʹsjan-Risj’ataʹjim; og Israels sønner tjente Kuʹsjan-Risj’ataʹjim i otte år. 9 Da Israels sønner råbte til Jehova om hjælp,+ lod Jehova en frelser+ fremstå for Israels sønner, og han frelste dem, nemlig Otʹniel,+ søn af Keʹnaz,+ Kaʹlebs yngre broder.+ 10 Jehovas ånd+ kom således over ham, og han blev dommer for Israel. Da han drog ud til kamp, gav Jehova Aʹrams* konge, Kuʹsjan-Risj’ataʹjim, i hans hånd, så hans hånd fik overtaget+ over Kuʹsjan-Risj’ataʹjim. 11 Derpå havde landet ro i fyrre år. Så døde Keʹnaz’ søn Otʹniel.

12 Og endnu en gang gjorde Israels sønner hvad der var ondt i Jehovas øjne.+ Da lod Jehova kong Egʹlon af Moʹab+ blive stærkere end Israel,+ fordi de gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne.+ 13 Desuden samlede han Amʹmons+ og Aʹmaleks+ sønner imod dem, og de drog hen og slog Israel og tog Palmebyen+ i besiddelse. 14 Israels sønner tjente så kong Egʹlon af Moʹab i atten år.+ 15 Da Israels sønner råbte til Jehova om hjælp,+ lod Jehova en frelser fremstå for dem, Geʹras søn Eʹhud,+ en benjaminit,+ en mand der var kejthåndet.*+ Engang sendte Israels sønner ved ham tribut* til kong Egʹlon af Moʹab. 16 Imidlertid lavede Eʹhud sig et sværd, ja, et med dobbelt æg+ [og] en længde på en alen.* Så bandt han det ved sin højre hofte+ under dragten. 17 Og han overbragte tributten til kong Egʹlon af Moʹab.+ For resten var Egʹlon en meget fed mand.

18 Så snart han nu var færdig med at overbringe tributten,+ sendte han folkene af sted, dem der havde båret tributten. 19 Men selv vendte han om fra stenbruddene* som er ved Gilʹgal,+ og han sagde: „Jeg har et hemmeligt ord til dig, konge.“ Derfor sagde han: „Stilhed!“ Så gik alle der stod hos ham ud derfra.+ 20 Og Eʹhud kom ind til ham mens han sad i det kølige tagkammer som han havde for sig selv. Så sagde Eʹhud: „Det er et ord fra Gud jeg har til dig.“ Da rejste han sig fra tronen. 21 Og Eʹhud rakte sin venstre hånd frem og tog sværdet fra sin højre hofte og stødte det i maven på ham. 22 Og skæftet gik med ind efter bladet, så fedtet lukkede sig over bladet, for han trak ikke sværdet ud af hans mave, og tarmindholdet kom ud.* 23 Så gik Eʹhud ud gennem luftåbningen,* men lukkede dørene til tagkammeret bag sig og låste dem. 24 Han gik så ud.+

Imidlertid kom hans tjenere, og da de så at dørene til tagkammeret var låst, sagde de: „Han forretter nok bare sin nødtørft*+ i det kølige inderste kammer.“ 25 Derpå ventede de så længe man kunne være det bekendt, men se, ingen åbnede dørene til tagkammeret. Så tog de nøglen og åbnede dem, og se, deres herre* lå fældet på gulvet, død!

26 Eʹhud, derimod, undslap mens de tøvede, og han kom forbi stenbruddene+ og undslap videre til Se’iʹra. 27 Da han så kom dertil, blæste han i hornet*+ i Eʹfraims bjergland;+ og Israels sønner drog med ham ned fra bjerglandet, og han var i spidsen for dem. 28 Derpå sagde han til dem: „Følg mig,+ for Jehova har givet jeres fjender, moabitterne, i jeres hånd.“+ Så drog de ned i følge med ham og indtog Jordans vadesteder+ over til moabitterne, og de tillod ingen at gå over. 29 Og på det tidspunkt slog de Moʹab, omkring ti tusind mand;+ det var alle hårdføre*+ og dygtige mænd; og ingen undslap.+ 30 Således blev Moʹab på den dag underlagt Israels herredømme; og landet havde ro i firs år.+

31 Og efter ham var der Aʹnats søn Sjamʹgar,+ og han slog filistrene,+ seks hundrede mand, med en kvægdriverstav; og også han frelste Israel.+

4 Men da Eʹhud var død, gjorde Israels sønner igen hvad der var ondt i Jehovas øjne.+ 2 Derfor prisgav+ Jehova dem til Jaʹbin, det er Kaʹna’ans konge, som regerede i Haʹzor;+ og hans hærfører* var Siʹsera,+ og han boede i nationernes Haʹrosjet.*+ 3 Da råbte Israels sønner til Jehova,+ for han havde ni hundrede stridsvogne med jernleer,*+ og han undertrykte Israels sønner hårdt+ i tyve år.

4 Det var Lapʹpidots hustru Deboʹra,* en profetinde,+ der virkede som dommer for Israel på den tid. 5 Og hun boede under Deboʹras palme mellem Raʹma+ og Beʹtel+ i Eʹfraims bjergland; og Israels sønner tog op til hende for at få sager pådømt. 6 Hun sendte nu bud og tilkaldte Abiʹnoams søn Baʹrak+ fra Keʹdesj-Nafʹtali+ og sagde til ham: „Har Jehova, Israels Gud, ikke befalet: ’Tag af sted og spred dig på Taʹbors Bjerg,+ og du skal tage ti tusind mand med dig af Nafʹtalis sønner+ og af Zeʹbulons sønner.+ 7 Og jeg vil trække+ Jaʹbins+ hærfører Siʹsera+ og hans stridsvogne og hans horder hen til dig i Kiʹsjons Regnflodsdal,+ og jeg vil give ham i din hånd’?“+

8 Da sagde Baʹrak til hende: „Hvis du vil tage med mig, så tager jeg af sted; men hvis du ikke vil tage med mig, vil jeg ikke tage af sted.“ 9 Hertil sagde hun: „Jeg skal nok tage med dig. Imidlertid bliver hæderen så ikke din på den færd du tager af sted på, for det vil være til en kvinde+ Jehova prisgiver* Siʹsera.“ Derpå rejste Deboʹra sig og tog med Baʹrak til Keʹdesj.+ 10 Baʹrak kaldte så Zeʹbulon+ og Nafʹtali sammen i Keʹdesj, og ti tusind mand drog op i hans følge;+ og Deboʹra drog op sammen med ham.

11 Kenitten Heʹber+ havde for øvrigt skilt sig ud fra kenitterne,+ sønnerne af Hoʹbab, hvis svigersøn Moses var,*+ og han havde sit telt slået op i nærheden af det store træ i Za’ananʹnim, som er ved Keʹdesj.

12 Man meddelte nu Siʹsera at Abiʹnoams søn Baʹrak+ var draget op til Taʹbors Bjerg.+ 13 Straks sammenkaldte Siʹsera alle sine stridsvogne, de ni hundrede stridsvogne med jernleer,+ og alle folkene som var med ham, [og kom] fra nationernes Haʹrosjet til Kiʹsjons Regnflodsdal.+ 14 Deboʹra sagde da til Baʹrak: „Bryd op! for det er på denne dag Jehova giver Siʹsera i din hånd. Er det ikke Jehova der er draget ud foran dig?“+ Så gik Baʹrak ned fra Taʹbors Bjerg med ti tusind mand efter sig. 15 Og med sværdets æg skabte Jehova forvirring+ iblandt Siʹsera og alle hans stridsvogne og hele lejren foran Baʹrak. Til sidst steg Siʹsera ned af stridsvognen og flygtede til fods. 16 Men Baʹrak satte efter+ stridsvognene+ og lejren lige til nationernes Haʹrosjet, så hele Siʹseras lejr faldt for sværdets æg. Ikke én blev tilbage.+

17 Siʹsera+ flygtede imidlertid til fods til kenitten+ Heʹbers hustru Jaʹels+ telt, for der var fred mellem Jaʹbin, Haʹzors konge,+ og kenitten Heʹbers husstand. 18 Da gik Jaʹel ud for at møde Siʹsera og sagde til ham: „Kom blot indenfor, min herre, kom blot indenfor hos mig. Vær ikke bange.“ Så gik han indenfor hos hende i teltet, og hun dækkede ham til med et tæppe. 19 Derpå sagde han til hende: „Vær så venlig at give mig lidt vand at drikke, for jeg er tørstig.“ Så åbnede hun en læderflaske+ med mælk og gav ham det at drikke+ og dækkede ham til [igen]. 20 Og han sagde videre til hende: „Stå i teltåbningen; og sker det at nogen kommer og spørger dig og siger: ’Er der en mand her?’ så siger du: ’Nej!’“

21 Derpå tog Heʹbers hustru Jaʹel en teltpløk og lagde hammeren i sin hånd. Så gik hun ubemærket ind til ham og stødte pløkken i hans tinding+ og bankede den i jorden, mens han sov tungt* og var træt; således døde han.+

22 Og se, Baʹrak var i færd med at forfølge Siʹsera! Så gik Jaʹel ud for at møde ham og sagde til ham: „Kom, så skal jeg vise dig den mand du søger.“ Da gik han ind til hende, og se, dér lå Siʹsera død, med pløkken gennem sin tinding.

23 Således betvang+ Gud på den dag Jaʹbin, Kaʹna’ans konge, foran Israels sønner. 24 Og Israels sønners hånd kom til at hvile mere og mere tungt på Jaʹbin, Kaʹna’ans konge,+ indtil de havde udryddet Jaʹbin, Kaʹna’ans konge.+

5 Og på den dag sang+ Deboʹra+ sammen med Abiʹnoams+ søn Baʹrak:+

Og landet havde ro i fyrre år.+

6 Derpå gjorde Israels sønner hvad der var ondt i Jehovas øjne,+ så Jehova overgav dem i Midʹjans+ hånd i syv år. 2 Og Midʹjans hånd fik overtaget over Israel.+ På grund af Midʹjan lavede Israels sønner sig de underjordiske depoter som er i bjergene, foruden hulerne og bjergfæstningerne.+ 3 Og hvis Israel havde sået,+ drog Midʹjan og Aʹmalek+ og Østens sønner*+ op, ja, de drog op imod dem. 4 Og de lejrede sig imod dem og ødelagde jordens afgrøde helt til Gaʹza, og de levnede intet at leve af i Israel, heller ikke får eller okse eller æsel.+ 5 For det var både dem selv og deres kvæg der drog op med deres telte. De kom så talrige som græshopper,+ og der var ikke tal på dem og deres kameler;+ og de kom ind i landet for at ødelægge det.+ 6 Og Israel blev ganske forarmet på grund af Midʹjan, og Israels sønner råbte til Jehova om hjælp.+

7 Men fordi Israels sønner råbte til Jehova om hjælp på grund af Midʹjan,+ 8 sendte Jehova en mand, en profet,+ til Israels sønner, og han sagde til dem: „Således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Det var mig der førte jer op fra Ægypten+ og bragte jer ud af trællehuset.+ 9 Og jeg udfriede jer af Ægyptens hånd og af alle jeres undertrykkeres hånd og drev dem bort foran jer og gav jer deres land.+ 10 Desuden sagde jeg til jer: „Jeg er Jehova, jeres Gud.+ I må ikke frygte de amoritters guder+ i hvis land I bor.“+ Men I hørte ikke efter min røst.’“+

11 Senere kom Jehovas engel+ og satte sig under det store træ der var i Ofʹra, som tilhørte abiezritten+ Joʹasj, mens hans søn Giʹdeon+ håndtærskede hvede i vinpersen for at få det hurtigt af vejen, ud af syne for Midʹjan. 12 Så viste Jehovas engel sig for ham og sagde til ham: „Jehova er med dig,+ du brave kriger.“ 13 Men Giʹdeon sagde til ham: „Undskyld mig, herre, men er Jehova med os, hvorfor rammer alt dette os da,+ og hvor er alle hans undergerninger+ som vore fædre har berettet for os+ om og sagt: ’Var det ikke Ægypten Jehova førte os op fra?’+ Og nu har Jehova svigtet os,+ så han giver os i Midʹjans vold.“ 14 Da vendte Jehova* sig mod ham og sagde: „Drag af sted i den kraft du har,+ og du skal frelse Israel af Midʹjans vold.+ Sender jeg dig ikke?“+ 15 Men han sagde til ham: „Undskyld mig, Jehova.* Med hvad skal jeg frelse Israel?+ Se! Min tusindgruppe* er den ringeste i Manasʹse, og jeg er den yngste i min faders hus.“+ 16 Jehova sagde imidlertid til ham: „Jeg er jo med dig,+ og du skal slå Midʹjan+ som én mand.“

17 Derpå sagde han til ham: „Hvis jeg virkelig har fundet yndest i dine øjne,+ så må du gøre et tegn [som viser] mig at det er dig der taler med mig.+ 18 Vig nu ikke herfra før jeg kommer [tilbage] til dig+ og har bragt min gave ud og sat den frem foran dig.“+ Dertil sagde han: „Jeg bliver siddende indtil du kommer tilbage.“ 19 Giʹdeon gik så ind og tilberedte et gedekid+ samt usyrede brød af en efa* mel.+ Kødet kom han i en kurv, og suppen kom han i en gryde, og så bragte han det ud til ham under det store træ og serverede det.

20 Da sagde den [sande] Guds* engel til ham: „Tag kødet og de usyrede brød og anbring det på denne klippe+ og udgyd suppen.“ Da gjorde han sådan. 21 Derpå rakte Jehovas engel spidsen af den stav som han havde i hånden, frem og rørte ved kødet og de usyrede brød, og der steg ild op fra klippen og fortærede kødet og de usyrede brød;+ og Jehovas engel forsvandt for hans øjne. 22 Da indså Giʹdeon at det var Jehovas engel.+

Og Giʹdeon sagde: „Ak! suveræne Herre Jehova, for jeg har set Jehovas engel, ansigt til ansigt!“+ 23 Men Jehova sagde til ham: „Fred være med dig.+ Frygt ikke.+ Du skal ikke dø.“+ 24 Derpå byggede Giʹdeon et alter+ dér for Jehova, og det kaldes*+ Jehova-Sjaʹlom* til den dag i dag. Det er stadig i abiezritternes Ofʹra.+

25 Samme nat sagde Jehova så til ham: „Tag ungtyren som din fader har, ja, andentyren, som er syv år, og nedriv ba’alsalteret+ som din fader har; og den hellige pæl* som står ved siden af det, skal du hugge om.+ 26 Og du skal bygge et alter for Jehova din Gud på toppen af denne fæstning, med rækken af sten, og du skal tage andentyren og bringe den som brændoffer på træstykkerne af den hellige pæl som du hugger om.“ 27 Giʹdeon tog så ti mænd af sine tjenere og gjorde sådan som Jehova havde sagt til ham;+ men da han frygtede sin faders hus og mændene i byen for meget til at gøre det om dagen, gjorde han det om natten.+

28 Om morgenen da mændene i byen stod tidligt op, se, da var ba’alsalteret brudt ned og den hellige pæl+ som stod ved siden af det, var hugget om, og andentyren var blevet ofret på det alter der var bygget. 29 Og de sagde til hinanden: „Hvem har gjort dette?“ Så forhørte de sig og undersøgte sagen, og til sidst sagde de: „Det er Joʹasj’ søn Giʹdeon der har gjort dette.“ 30 Derfor sagde mændene i byen til Joʹasj: „Bring din søn ud så han kan dø,+ for han har nedbrudt ba’alsalteret og han har omhugget den hellige pæl der stod ved siden af det.“ 31 Men Joʹasj+ sagde til alle dem der stod over for ham:+ „Vil I føre sag for Baʹal, som om I kan frelse ham? Den der vil føre sag for ham, bør lide døden endnu her til morgen.+ Hvis han er Gud,+ [så] lad ham føre sin egen sag,+ for man har nedbrudt hans alter.“ 32 Derfor kaldte han ham på denne dag for Jeʹrubba’al,*+ idet han sagde: „Lad Baʹal føre sag for sig selv, for man har nedbrudt hans alter.“+

33 Nu samlede hele Midʹjan+ og Aʹmalek+ og [alle] Østens sønner+ sig, hver og én,+ og gik over [Jordan] og slog lejr på Jizʹre’elsletten.+ 34 Men Jehovas ånd+ iklædte sig Giʹdeon, så han blæste i hornet,*+ og abiezritterne*+ blev kaldt sammen til at følge ham. 35 Og han sendte sendebud+ ud i hele Manasʹse, så de også blev kaldt sammen til at følge ham. Og han sendte sendebud ud i Aʹser og Zeʹbulon og Nafʹtali, så de drog op for at møde ham.*

36 Derpå sagde Giʹdeon til den [sande] Gud: „Hvis du vil frelse Israel ved min hånd, sådan som du har sagt,+ 37 se, da lægger jeg en nyafklippet uldpels frem på tærskepladsen. Hvis der kommer dug alene på den afklippede uld, mens der er tørt overalt på jorden, så ved jeg at du vil frelse Israel ved min hånd, sådan som du har sagt.“ 38 Og sådan gik det. Da han stod tidligt op næste dag og vred den afklippede uld, pressede han så meget dug ud af den at det fyldte en festskål med vand. 39 Imidlertid sagde Giʹdeon til den [sande] Gud: „Lad ikke din vrede blusse op imod mig, men lad mig tale blot denne ene gang til. Lad mig gøre blot ét forsøg mere med den afklippede uld: Lad der være tørt alene på den afklippede uld, mens der kommer dug overalt på jorden.“ 40 Så gjorde Gud sådan denne nat; og der var tørt alene på den afklippede uld, mens der kom dug overalt på jorden.

7 Jeʹrubba’al,+ det er Giʹdeon,+ og alle de folk der var med ham, stod nu tidligt op og slog lejr ved Haʹrodkilden;* og Midʹjans lejr var nord for ham, ved Moʹrehøjen, på lavsletten. 2 Da sagde Jehova til Giʹdeon: „Der er for mange folk med dig til at jeg kan give Midʹjan i deres hånd.+ Ellers hædrer+ Israel sig selv over for mig og siger: ’Min egen hånd frelste mig.’+ 3 Så udråb nu i folkenes påhør og sig: ’Hvem er bange og skælver? Lad ham vende om.’“+ Så satte Giʹdeon dem på prøve,* og toogtyve tusind af folkene vendte om, og der blev ti tusind tilbage.

4 Men Jehova sagde til Giʹdeon: „Der er stadig for mange folk.+ Lad dem gå ned til vandet, så vil jeg sætte dem på prøve for dig dér. Og det skal være sådan at den om hvem jeg siger til dig: ’Denne skal gå med dig,’ han går med dig, men enhver om hvem jeg siger til dig: ’Denne skal ikke gå med dig,’ han går ikke med.“ 5 Så lod han folkene gå ned til vandet.+

Derpå sagde Jehova til Giʹdeon: „Enhver der labber med tungen af vandet ligesom en hund labber, ham skal du stille for sig, og ligeledes enhver der lægger sig ned på sine knæ for at drikke.“+ 6 Og tallet på dem der labbede ved [at føre] hånden til munden, blev tre hundrede mand. Alle de øvrige af folkene, derimod, lagde sig ned på deres knæ for at drikke vand.

7 Derpå sagde Jehova til Giʹdeon: „Ved de tre hundrede mand der labbede, vil jeg frelse jer og give Midʹjan i jeres hånd.+ Men alle [de andre af] folkene, lad dem hver især begive sig til deres hjemsted.“ 8 Så fik de folkenes proviant til deres rådighed,* samt deres horn;+ og alle Israels mænd sendte han af sted, hver især til sit hjem,* men de tre hundrede mand beholdt han. Og Midʹjans lejr var neden for ham på lavsletten.+

9 Samme nat+ sagde Jehova nu til ham: „Stå op! Drag ned mod lejren, for jeg har givet den i din hånd.+ 10 Men hvis du er bange for at drage derned, [så] gå du og din medhjælper* Puʹra ned til lejren,+ 11 og hør hvad de siger;+ derefter vil dine hænder blive stærke,+ og du vil drage ned mod lejren.“ Så gik han og hans medhjælper Puʹra ned til den yderste gruppe af de kampformerede mænd som var i lejren.

12 Nu havde Midʹjan og Aʹmalek og alle Østens sønner+ slået sig ned på lavsletten, så talrige som græshopper;+ og deres kameler+ var uden tal, så talrige som sandskornene der er ved havets bred. 13 Da Giʹdeon nu kom, se, da var en mand ved at berette om en drøm for sin ven, og han sagde: „Hør! jeg har haft en drøm.+ Og se, der var et rundt bygbrød som kom væltende ind i Midʹjans lejr. Så nåede det hen til et telt og ramte det så det faldt,+ og det væltede det omkuld, og teltet faldt sammen.“ 14 Hertil svarede hans ven+ og sagde: „Det kan ikke være andet end Joʹasj’ søn Giʹdeons+ sværd, en mand i Israel. Den [sande] Gud+ har givet Midʹjan og hele lejren i hans hånd.“+

15 Og så snart Giʹdeon hørte beretningen om drømmen og fortolkningen+ af den, tilbad+ han.* Derpå vendte han tilbage til Israels lejr og sagde: „Bryd op!+ For Jehova har givet Midʹjans lejr i jeres hånd.“ 16 Så inddelte han de tre hundrede mand i tre hold og gav dem alle horn+ i hånden og store, tomme krukker med fakler inden i krukkerne. 17 Han sagde videre til dem: „I skal se på mig hvordan I skal gøre.* Altså, når jeg er nået til udkanten af lejren, skal I gøre sådan som jeg gør. 18 Når jeg har blæst i hornet, jeg og alle der er sammen med mig, så skal I også blæse i hornene, hele vejen rundt om lejren,+ og I skal sige: ’For Jehova+ og for Giʹdeon!’“

19 Så nåede Giʹdeon og de hundrede mand der var sammen med ham, til udkanten af lejren, ved begyndelsen af den midterste nattevagt.+ Man havde først lige fået vagterne på plads. Så blæste de i hornene,+ og de store krukker som de havde i hænderne blev knust.+ 20 Og de tre hold blæste i hornene+ og slog de store krukker i stykker og greb med venstre hånd om faklerne og med højre hånd om hornene til at blæse i og råbte: „Jehovas+ og Giʹdeons sværd!“ 21 Imens blev de stående, hver mand på sin plads, hele vejen rundt om lejren, og alle i lejren gav sig til at løbe, og de råbte højt og flygtede.+ 22 Og de tre hundrede+ blev ved med at blæse i hornene,+ og Jehova rettede den enes sværd mod den anden i hele lejren;+ og lejren flygtede til Bet-Sjitʹta, ad Zereʹra* til, til udkanten af Aʹbel-Mehoʹla,+ ved Tabʹbat.

23 Imidlertid blev Israels mænd kaldt sammen fra Nafʹtali+ og Aʹser+ og hele Manasʹse,+ og de satte efter+ Midʹjan. 24 Og Giʹdeon sendte sendebud ud i hele Eʹfraims bjergland+ og sagde: „Drag ned for at møde Midʹjan og indtag vandene indtil Bet-Baʹra, samt Jordan, før dem.“ Således blev alle Eʹfraims mænd kaldt sammen, og de indtog vandene+ indtil Bet-Baʹra, samt Jordan. 25 Endvidere tog de Midʹjans to fyrster til fange, Oʹreb og Zeʹeb;+ og de dræbte Oʹreb på Oʹreb-Klippen,+ men Zeʹeb dræbte de ved Zeʹeb-Vinpersen. Og de fortsatte forfølgelsen af Midʹjan.+ Oʹrebs og Zeʹebs hoveder bragte de imidlertid til Giʹdeon i egnen ved Jordan.*+

8 Derpå sagde Eʹfraims mænd til ham: „Hvad er det du har gjort imod os ved ikke at tilkalde os da du drog af sted for at kæmpe mod Midʹjan?“+ Og de søgte hårdnakket strid med ham.+ 2 Til sidst sagde han til dem: „Hvad har jeg dog udrettet nu i sammenligning med jer?+ Er Eʹfraims+ efterhøst ikke bedre end Abi’eʹzers+ vinhøst? 3 Det var i jeres hånd Gud* gav Midʹjans fyrster Oʹreb og Zeʹeb,+ så hvad har jeg formået at udrette i sammenligning med jer?“ Da han fremførte disse ord, faldt deres [vrede] ånd mod ham til ro.+

4 Giʹdeon kom så til Jordan; han og de tre hundrede mand der var med ham gik over den, trætte, men uden at standse forfølgelsen. 5 Da sagde han til mændene i Sukʹkot:+ „Jeg beder jer give folkene der er i følge med mig nogle runde brød,+ for de er trætte og jeg er i færd med at forfølge Midʹjans konger Zeʹba+ og Zalmunʹna.“+ 6 Men Sukʹkots fyrster sagde: „Er Zeʹbas og Zalmunʹnas hænder allerede nu i din vold, så vi må give din hær brød?“+ 7 Hertil sagde Giʹdeon: „Af den grund vil jeg tærske jeres kød med ørkentorne og med tidsler*+ når Jehova giver Zeʹba og Zalmunʹna i min vold.“ 8 Så drog han derfra op til Peʹnuel+ og talte til dem på samme måde, men mændene i Peʹnuel svarede ham ligesom mændene i Sukʹkot havde svaret. 9 Derfor sagde han også til mændene i Peʹnuel: „Når jeg vender tilbage i fred, vil jeg rive dette tårn ned.“+

10 Nu var Zeʹba og Zalmunʹna+ i Karʹkor, og deres lejre var sammen med dem, omkring femten tusind [mand], hvilket var alt hvad der var tilbage af hele Østens sønners lejr;+ og de faldne udgjorde et hundrede og tyve tusind mænd som var bevæbnede med sværd.+ 11 Giʹdeon fortsatte imidlertid op ad den vej der tilhører dem der bor i telte øst for Noʹba og Jogʹbeha,+ og gjorde indfald i lejren, mens lejren følte sig tryg.+ 12 Da Zeʹba og Zalmunʹna flygtede, satte han straks efter dem og tog Midʹjans to konger, Zeʹba og Zalmunʹna,+ til fange; og hele lejren fik han til at skælve.

13 Så vendte Joʹasj’ søn Giʹdeon tilbage fra krigen gennem Heʹrespasset.* 14 Imidlertid tog han en ung mand til fange fra mændene i Sukʹkot+ og spurgte ham ud.+ Han skrev så navnene op til ham på Sukʹkots fyrster+ og dens ældste, syvoghalvfjerds mænd. 15 Derpå tog han hen til mændene i Sukʹkot og sagde: „Her er Zeʹba og Zalmunʹna om hvem I smædede mig da I sagde: ’Er Zeʹbas og Zalmunʹnas hænder allerede nu i din vold, så vi må give dine trætte mænd brød?’“+ 16 Derpå tog han byens ældste samt ørkentorne og tidsler, og med disse gav han mændene i Sukʹkot en lærestreg.+ 17 Og Peʹnueltårnet+ rev han ned;+ endvidere dræbte han mændene i byen.

18 Så sagde han til Zeʹba og Zalmunʹna:+ „Hvordan var de mænd som I dræbte på Taʹbor?“+ hvortil de sagde: „Som du er, sådan var de, hver og én, af skikkelse som en konges sønner.“ 19 Da sagde han: „Det var mine brødre, min moders sønner. Så sandt Jehova lever, hvis I havde ladet dem leve, ville jeg ikke have dræbt jer.“+ 20 Derpå sagde han til Jeʹter, sin førstefødte: „Rejs dig, dræb dem.“ Men den unge mand trak ikke sit sværd, for han var bange da han endnu var en ung mand.+ 21 Så sagde Zeʹba og Zalmunʹna: „Rejs dig selv og stød os ned, for som manden er, sådan er hans styrke.“+ Da rejste Giʹdeon sig og dræbte+ Zeʹba og Zalmunʹna og tog de halvmåneformede smykker der var om halsen på deres kameler.

22 Senere sagde Israels mænd til Giʹdeon: „Hersk over os,+ både du og din søn og din sønnesøn, for du har frelst os af Midʹjans hånd.“+ 23 Men Giʹdeon sagde til dem: „Jeg skal ikke herske over jer, og min søn skal ikke herske over jer;+ Jehova skal herske over jer.“+ 24 Og Giʹdeon sagde videre til dem: „Lad mig bede jer om noget: Giv mig, hver især, næseringene+ af jeres bytte.“ (For de havde næseringe af guld, da de var ismaelitter.)+ 25 Dertil sagde de: „Det vil vi gerne give.“ Så bredte de en kappe ud og kastede hver især næseringene af deres bytte på den. 26 Og vægten af de guldnæseringe han havde bedt om, blev på et tusind og syv hundrede guldsekel,* foruden de halvmåneformede smykker+ og øresmykkerne og klæderne af purpurfarvet uld+ som Midʹjans konger havde haft på, og foruden halskæderne der havde været om halsen på kamelerne.+

27 Derpå lavede Giʹdeon en efod+ deraf og udstillede den i sin by Ofʹra;+ med tiden bedrev hele Israel utugt med den dér,+ så den blev en snare for Giʹdeon og hans husstand.+

28 Således blev Midʹjan+ undertvunget foran Israels sønner, og [midjanitterne] kom ikke mere til at løfte deres hoved; derpå havde landet ro i fyrre år i Giʹdeons dage.+

29 Og Joʹasj’ søn Jeʹrubba’al+ tog af sted og blev boende i sit hus.

30 Og Giʹdeon havde halvfjerds sønner+ der udgik af hans lænd, for han havde mange hustruer. 31 Og hans medhustru som var i Siʹkem, også hun fødte ham en søn, og han gav ham navnet Abimeʹlek.+ 32 Med tiden døde Joʹasj’ søn Giʹdeon i en god alderdom og blev begravet i sin fader Joʹasj’ grav i abiezritternes Ofʹra.+

33 Men så snart Giʹdeon var død, vendte Israels sønner om og bedrev* utugt med ba’alerne+ og gjorde Baʹal-Beʹrit* til deres gud.*+ 34 Og Israels sønner huskede ikke Jehova deres Gud,+ som havde udfriet dem af alle deres fjenders hånd hele vejen rundt;+ 35 og de viste ikke loyal hengivenhed+ mod Jeʹrubba’als, Giʹdeons, husstand, til gengæld for al den godhed som han havde vist mod Israel.+

9 Senere tog Jeʹrubba’als søn Abimeʹlek+ hen til Siʹkem+ til sin moders brødre og talte til dem og til hele familien der hørte til hans morfaders hus, og sagde: 2 „Tal nu således i påhør af alle Siʹkems borgere:* ’Hvad er bedst for jer: at halvfjerds mænd,+ alle Jeʹrubba’als sønner, hersker over jer, eller at én mand hersker over jer? Og I må huske at jeg er jeres ben og kød.’“+

3 Derpå fremholdt hans moders brødre alle disse ord om ham i alle Siʹkems borgeres påhør, så deres hjerte blev bøjet mod Abimeʹlek,+ for de sagde: „Han er vor broder.“+ 4 Endvidere gav de ham halvfjerds sølvstykker fra Baʹal-Beʹrits+ hus, og for dem lejede Abimeʹlek nogle lediggængere og tøjlesløse mænd,+ og de ledsagede ham. 5 Derpå gik han ind i sin faders hus i Ofʹra+ og dræbte sine brødre,+ Jeʹrubba’als sønner, halvfjerds mand, på én sten; men Jeʹrubba’als yngste søn, Joʹtam, blev tilbage, for han havde gemt sig.

6 Så samledes alle Siʹkems borgere og hele Milʹlos hus,+ og de gik hen og gjorde Abimeʹlek til konge,+ ved det store træ,+ støtten som var i Siʹkem.+

7 Da man fortalte det til Joʹtam, gik han straks hen og stillede sig på toppen af Gaʹrizims+ Bjerg og hævede sin røst og råbte og sagde til dem: „Hør på mig, I Siʹkems borgere, og måtte Gud høre på jer:

8 Der var engang da træerne gik hen for at salve en til at være konge over dem. Og de sagde til oliventræet:+ ’Vær konge* over os.’+ 9 Men oliventræet sagde til dem: ’Skulle jeg opgive min fedme, hvormed man herliggør+ Gud og mennesker, for at gå hen og vaje over de andre træer?’+ 10 Så sagde træerne til figentræet:+ ’Kom du, vær dronning* over os.’ 11 Men figentræet sagde til dem: ’Skulle jeg opgive min sødme og min gode afgrøde for at gå hen og vaje over de andre træer?’+ 12 Derpå sagde træerne til vintræet: ’Kom du, vær dronning over os.’ 13 Men vintræet sagde til dem: ’Skulle jeg opgive min nye vin som fryder Gud og mennesker,+ for at gå hen og vaje over de andre træer?’ 14 Til sidst sagde alle træerne til tjørnen:+ ’Kom du, vær konge over os.’ 15 Da sagde tjørnen til træerne: ’Hvis det er i sandhed I salver mig til konge over jer, så kom, søg tilflugt i min skygge.+ Men hvis ikke, så lad ild+ fare ud af tjørnen og fortære Libanons+ cedre.’+

16 Og nu, hvis det er i sandhed og i uangribelighed I har handlet og gjort Abimeʹlek til konge,+ og hvis det er godhed I har vist mod Jeʹrubba’al og hans hus, og hvis I har handlet mod ham efter hans hænders gerning, 17 idet min fader kæmpede+ for jer og vovede sin sjæl*+ og udfriede jer af Midʹjans+ vold — 18 men I har rejst jer mod min faders hus i dag, så I dræbte hans sønner,+ halvfjerds mand,+ på én sten, og gjorde Abimeʹlek, hans trælkvindes søn,+ til konge+ over Siʹkems borgere, fordi han er jeres broder — 19 altså, hvis det er i sandhed og i uangribelighed I har handlet mod Jeʹrubba’al og hans hus på denne dag, så fryd jer over Abimeʹlek og lad også ham fryde sig over jer;+ 20 men hvis ikke, så lad ild+ fare ud af Abimeʹlek og fortære Siʹkems borgere og Milʹlos hus,+ og lad ild+ fare ud af Siʹkems borgere og Milʹlos hus og fortære Abimeʹlek.“+

21 Derpå flygtede Joʹtam+ og slap bort, og han rejste til Beʹer hvor han blev boende på grund af sin broder Abimeʹlek.

22 Nu var Abimeʹlek så fyrste* over Israel i tre år.+ 23 Derpå sendte Gud en dårlig ånd+ ind mellem Abimeʹlek og Siʹkems borgere, så Siʹkems borgere handlede forræderisk+ mod Abimeʹlek, 24 for at voldshandlingen mod Jeʹrubba’als halvfjerds sønner kunne komme frem*+ og deres blod blive bragt over deres broder Abimeʹlek fordi han dræbte dem,+ og over Siʹkems borgere fordi de styrkede hans hænder+ til at dræbe hans brødre. 25 Siʹkems borgere gav sig da til at lægge mænd i baghold for ham på bjergtoppene, og de røvede fra enhver der kom forbi dem på vejen. Det blev så meddelt Abimeʹlek.

26 Derpå kom Eʹbeds søn Gaʹal+ og hans brødre og flyttede ind i Siʹkem,+ og Siʹkems borgere fik tillid til ham.+ 27 De gik nu ud på marken og indsamlede druerne i deres vingårde og trådte dem og afholdt en glædesfest,+ hvorpå de gik ind i deres guds hus+ og spiste og drak+ og nedkaldte ondt+ over Abimeʹlek. 28 Så sagde Eʹbeds søn Gaʹal: „Hvem er Abimeʹlek+ og hvem er Siʹkem* at vi skulle tjene ham? Er han ikke Jeʹrubba’als+ søn, og er Zeʹbul+ ikke hans tilsynsmand? Tjen Siʹkems fader Haʹmors+ mænd, men hvorfor skulle vi tjene ham? 29 Ja, gid dette folk var i min hånd!*+ Så skulle jeg nok fjerne Abimeʹlek.“ Og han sagde* til Abimeʹlek: „Gør din hær talrig og drag ud.“+

30 Da Zeʹbul, byøversten, hørte Eʹbeds søn Gaʹals+ ord, blussede hans vrede op, 31 og han sendte i smug sendebud til Abimeʹlek* og sagde: „Se! Eʹbeds søn Gaʹal og hans brødre er kommet til Siʹkem,+ og se, de samler byen til modstand mod dig. 32 Men bryd nu op om natten,+ du og de folk som er med dig, og læg jer i baghold+ på marken. 33 Og om morgenen, så snart solen bryder frem, står du tidligt op og gør et fremstød mod byen, og se, når han og de folk der er med ham drager ud imod dig, så skal du gøre med ham sådan som din hånd finder mulighed for.“

34 Abimeʹlek og alle de folk der var med ham, brød da op om natten og lagde sig i baghold mod Siʹkem i fire hold. 35 Senere gik Eʹbeds søn Gaʹal+ ud og stillede sig ved indgangen til byporten. Da nu Abimeʹlek og de folk der var med ham rejste sig fra bagholdet, 36 så Gaʹal folkene og sagde til Zeʹbul: „Se! Der kommer folk ned fra bjergtoppene.“ Men Zeʹbul sagde til ham: „Det er bjergenes skygger du ser som mænd.“+

37 Imidlertid talte Gaʹal endnu en gang og sagde: „Se! Der kommer folk ned fra landets midterste højdedrag, og ét hold kommer ad vejen forbi det store træ ved Meonʹenim.“* 38 Da sagde Zeʹbul til ham: „Hvor er nu dit mundsvejr fra dengang du sagde:*+ ’Hvem er Abimeʹlek at vi skulle tjene ham?’+ Er dette ikke de folk som du vragede?+ Gå dog nu ud og kæmp mod dem.“

39 Så rykkede Gaʹal ud i spidsen for Siʹkems borgere og kæmpede mod Abimeʹlek. 40 Men Abimeʹlek slog ham på flugt, og han flygtede foran ham, og der faldt mange som slagne helt hen til portindgangen.

41 Og Abimeʹlek blev i Aruʹma,* og Zeʹbul+ drev Gaʹal+ og hans brødre bort, så de ikke blev i Siʹkem.+ 42 Den næste dag gik folkene så ud på marken, og det blev meddelt Abimeʹlek.+ 43 Derfor tog han [sine] folk og delte dem op i tre hold+ og lagde sig i baghold på marken. Da han så at der gik folk ud af byen, rejste han sig mod dem og slog dem. 44 Og Abimeʹlek og de hold* der var med ham, gjorde et fremstød og kom til at stå ved indgangen til byporten, mens to hold gjorde et fremstød mod alle der var på marken og slog dem.+ 45 Og Abimeʹlek kæmpede mod byen hele den dag og indtog byen; og folkene der var i den dræbte han,+ og han rev byen ned+ og såede salt på den.+

46 Da alle borgerne i Siʹkems tårn hørte det, gik de hen i El-Beʹrits*+ hus’ hvælving. 47 Det blev nu meddelt Abimeʹlek at alle borgerne fra Siʹkems tårn havde samlet sig. 48 Da gik Abimeʹlek op på bjerget Zalʹmon,+ han og alle de folk der var med ham, og Abimeʹlek tog en økse i hånden og huggede et bundt grene af træerne og løftede det op og lagde det på skulderen og sagde til folkene som var med ham: „Skynd jer, gør som I har set mig gøre!“+ 49 Alle folkene huggede så hver et bundt grene af og gik efter Abimeʹlek. Derpå lagde de dem op ad hvælvingen og satte ild på hvælvingen over dem, således at også alle mændene fra Siʹkems tårn døde, omkring tusind mænd og kvinder.+

50 Derpå drog Abimeʹlek til Teʹbez,+ og han lejrede sig mod Teʹbez og indtog den. 51 Nu var der et stærkt tårn midt i byen, og dér flygtede alle mænd og kvinder og alle byens borgere hen, hvorpå de lukkede det til bag sig og gik op på taget af tårnet. 52 Og Abimeʹlek kom hen til tårnet og kæmpede mod det, og han gik helt hen til tårnets indgang for at brænde det af med ild.+ 53 Da kastede en kvinde overstenen fra en håndmølle ned i hovedet på Abimeʹlek, så den slog hans hovedskal i stykker.+ 54 Så kaldte han hurtigt på den unge mand der bar hans våben og sagde til ham: „Træk dit sværd og giv mig dødsstødet,+ for at man ikke skal sige om mig: ’Det var en kvinde der dræbte ham.’“ Da gennemborede den unge mand ham, så han døde.+

55 Da Israels mænd så at Abimeʹlek var død, gik de bort, hver til sit hjemsted. 56 Således øvede Gud gengæld for det onde som Abimeʹlek havde gjort mod sin fader ved at dræbe sine halvfjerds brødre.+ 57 Og alt det onde Siʹkems mænd [havde gjort], bragte Gud over deres egne hoveder, så Jeʹrubba’als+ søn Joʹtams+ forbandelse+ kom over dem.+

10 Efter Abimeʹlek fremstod så Toʹla, en søn af Doʹdos søn Puʹa, en mand af Isʹsakar, til frelse+ for Israel, og han boede i Sjaʹmir i Eʹfraims bjergland.+ 2 Og han virkede som dommer for Israel i treogtyve år, hvorpå han døde og blev begravet i Sjaʹmir.

3 Efter ham fremstod så gileaditten+ Jaʹir, og han virkede som dommer for Israel i toogtyve år. 4 Han fik med tiden tredive sønner som red på tredive fuldvoksne æsler+ og havde tredive byer.* Dem kalder man Havʹvot-Jaʹir*+ den dag i dag; de er i Giʹleads land. 5 Så døde Jaʹir og blev begravet i Kaʹmon.

6 Men Israels sønner gjorde atter hvad der var ondt i Jehovas øjne,+ og de gav sig til at dyrke ba’alerne+ og astarterne+ og Aʹrams guder,+ Ziʹdons guder,+ Moʹabs guder,+ Amʹmons sønners guder+ og filistrenes guder.+ De forlod altså Jehova og tjente ham ikke.+ 7 Da blussede Jehovas vrede op mod Israel,+ og han prisgav+ dem til filistrene+ og til Amʹmons sønner.+ 8 Så kuede og undertrykte de Israels sønner samme år — i atten år [undertrykte de] alle Israels sønner som var på den anden side af Jordan, i amoritternes land i Giʹlead. 9 Og Amʹmons sønner gik over Jordan for også at kæmpe mod Juda og Benjamin og Eʹfraims hus; og Israel var hårdt trængt.+ 10 Så råbte Israels sønner til Jehova om hjælp,+ idet de sagde: „Vi har syndet+ mod dig, for vi har forladt vor Gud og dyrker ba’alerne.“+

11 Derpå sagde Jehova til Israels sønner: „Var det ikke fra Ægypten+ og fra amoritterne+ og fra Amʹmons sønner+ og fra filistrene+ 12 og zidonierne+ og Aʹmalek+ og Midʹjan,*+ da de undertrykte jer+ og I råbte til mig, at jeg frelste jer af deres hånd? 13 Men I forlod mig+ og dyrkede andre guder.+ Af den grund frelser jeg jer ikke mere.+ 14 Gå hen og anråb de guder*+ som I har valgt.+ Lad dem frelse jer i jeres trængselstid.“ 15 Men Israels sønner sagde til Jehova: „Vi har syndet.+ Gør du med os ganske som du finder for godt.+ Om du dog blot ville udfri os på denne dag.“+ 16 De fjernede derpå de fremmede guder fra deres midte+ og tjente Jehova,+ så hans sjæl+ blev utålmodig over Israels elendighed.+

17 Senere sammenkaldtes Amʹmons sønner+ og slog lejr i Giʹlead.+ Så samledes Israels sønner og slog lejr i Mizʹpa.+ 18 Folket og Giʹleads fyrster sagde nu til hinanden: „Hvem er den mand som vil føre an i kampen mod Amʹmons sønner?+ Lad ham blive overhoved for alle Giʹleads indbyggere.“+

11 Og gileaditten+ Jefta+ var en dygtig kriger,+ men han var søn af en skøge,+ og Giʹlead var fader til Jefta. 2 Da Giʹleads hustru fødte ham sønner og hustruens sønner voksede op, jog de Jefta bort og sagde til ham: „Du skal ikke have nogen arv i vor faders hus,+ for du er en anden kvindes søn.“ 3 Så flygtede Jefta for sine brødre og bosatte sig i landet Tob.+ Med tiden samlede der sig nogle lediggængere om Jefta, og de drog ud sammen med ham.+

4 Efter nogen tids forløb gav Amʹmons sønner sig så til at føre krig mod Israel.+ 5 Og så snart Amʹmons sønner var gået i krig mod Israel,+ tog Giʹleads ældste af sted for at hente Jefta fra landet Tob.+ 6 De sagde da til Jefta: „Kom og vær vor fører, og lad os kæmpe mod Amʹmons sønner.“ 7 Men Jefta sagde til Giʹleads ældste:+ „Var det ikke jer der hadede mig, så I jog mig bort fra min faders hus?+ Hvorfor kommer I så til mig nu hvor I er trængt?“+ 8 Giʹleads ældste sagde da til Jefta: „Det er netop derfor vi nu er kommet tilbage+ til dig: du skal gå med os og kæmpe mod Amʹmons sønner, og du skal være vort overhoved over alle Giʹleads indbyggere.“+ 9 Derpå sagde Jefta til Giʹleads ældste: „Hvis I fører mig tilbage for at jeg skal kæmpe mod Amʹmons sønner, og Jehova overgiver+ dem til mig, da vil jeg være jeres overhoved!“ 10 Giʹleads ældste sagde da til Jefta: „Måtte Jehova høre på [hvad der siges] mellem os,+ om ikke vi handler sådan, efter dit ord.“+ 11 Så gik Jefta med Giʹleads ældste, og folket gjorde ham til dets overhoved og fører.+ Derpå fremførte Jefta alt hvad han havde sagt, for Jehovas+ ansigt i Mizʹpa.+

12 Jefta sendte derpå sendebud til Amʹmons sønners+ konge, idet han sagde: „Hvad udestående har jeg med dig,*+ siden du er kommet mod mig for at kæmpe i mit land?“ 13 Da sagde Amʹmons sønners konge til Jeftas sendebud: „Grunden er at Israel tog mit land dengang det drog op fra Ægypten,+ lige fra Arʹnon+ til Jabʹbok og til Jordan.+ Men giv det nu tilbage i fred.“ 14 Da sendte Jefta endnu en gang sendebud til Amʹmons sønners konge 15 og sagde til ham:

„Således har Jefta sagt: ’Israel tog ikke Moʹabs land+ og Amʹmons sønners land.+ 16 For da de drog op fra Ægypten, gik Israel gennem ørkenen til Det Røde Hav+ og kom siden til Kaʹdesj,+ 17 og derpå sendte Israel sendebud til Eʹdoms+ konge og sagde: „Lad mig dog gå igennem dit land,“ men Eʹdoms konge ville ikke høre. Og de sendte også bud til Moʹabs+ konge, men han indvilligede heller ikke. Så blev Israel i Kaʹdesj.+ 18 Da de drog videre gennem ørkenen, gik de rundt om Eʹdoms land+ og Moʹabs land så de kom øst om Moʹabs land*+ og slog lejr i egnen ved Arʹnon; og de gik ikke inden for Moʹabs grænse,+ for Arʹnon var Moʹabs grænse.+

19 Derpå sendte Israel sendebud til amoritternes konge Siʹhon, kongen i Hesjʹbon,+ og Israel sagde til ham: „Lad os dog passere igennem dit land til mit sted.“+ 20 Nu troede Siʹhon imidlertid ikke på Israel med hensyn til en sådan gennemrejse af hans område, så Siʹhon samlede alle sine folk og slog lejr i Jaʹhaz+ og indlod sig i kamp mod Israel.+ 21 Da gav Israels Gud Jehova Siʹhon og alle hans folk i Israels hånd, så de slog dem, og Israel tog hele det land i besiddelse der tilhørte amoritterne, dem som boede i det land.+ 22 Således tog de hele amoritternes område i besiddelse, fra Arʹnon til Jabʹbok og fra ørkenen til Jordan.+

23 Nu var det altså Israels Gud Jehova der fordrev amoritterne foran sit folk Israel,+ og så vil du fordrive dem?* 24 Er det ikke den som din gud* Keʹmosj+ lader dig fordrive, du fordriver?* Og hver den som vor Gud Jehova fordriver foran os, fordriver vi.*+ 25 Og nu, er du så meget bedre stillet end Zipʹpors søn Baʹlak, Moʹabs konge?+ Stredes han nogen sinde med Israel, eller indlod han sig nogen sinde i kamp mod dem? 26 Eftersom Israel har boet i Hesjʹbon og dens småbyer+ og i Aʹroer+ og dens småbyer og i alle byerne som ligger ved Arʹnons bredder, i tre hundrede år, hvorfor har du så ikke revet dem til dig i løbet af den tid?+ 27 Hvad mig angår, har jeg ikke syndet mod dig, men du handler ondt mod mig ved at føre krig mod mig. Lad dommeren+ Jehova i dag dømme mellem Israels sønner og Amʹmons sønner.’“

28 Amʹmons sønners konge hørte imidlertid ikke efter de ord som Jefta sendte til ham.+

29 Da kom Jehovas ånd over Jefta,+ og han drog gennem Giʹlead og Manasʹse og passerede Mizʹpe i Giʹlead,+ og fra Mizʹpe i Giʹlead drog han videre mod Amʹmons sønner.

30 Derpå aflagde Jefta et løfte+ til Jehova og sagde: „Hvis du virkelig giver Amʹmons sønner i min hånd, 31 så skal hvem som helst der kommer ud af mit hus’ døre for at møde mig når jeg vender tilbage i fred+ fra Amʹmons sønner, tilhøre Jehova,+ og jeg vil bringe vedkommende som et brændoffer.“+

32 Jefta gik da over til Amʹmons sønner for at kæmpe mod dem, og Jehova gav dem i hans hånd. 33 Og han tilføjede dem meget store tab fra Aʹroer og hele vejen til Minʹnit+ — tyve byer — og til Aʹbel-Keʹramim. Således blev Amʹmons sønner undertvunget foran Israels sønner.

34 Til sidst kom Jefta til Mizʹpa,+ til sit hus, og se, hans datter kom ud for at møde ham med tamburinspil og dans!*+ Og hun var hans eneste barn.* Foruden hende havde han hverken søn eller datter. 35 Da han så hende, sønderrev han sine klæder+ og sagde: „Ak, min datter! Du har virkelig tvunget mig i knæ, ja, du er blevet den jeg har styrtet i ulykke. Og jeg har selv åbnet min mund over for Jehova, og jeg kan ikke vende om.“+

36 Men hun sagde til ham: „Min fader, har du åbnet din mund over for Jehova, [så] gør med mig sådan som det er udgået af din mund,+ eftersom Jehova har skaffet dig grundig hævn over dine fjender, Amʹmons sønner.“ 37 Og hun sagde videre til sin fader: „Måtte dette blive tilstået mig: Giv afkald på mig i to måneder; så vil jeg tage af sted og gå ned over bjergene, og jeg vil græde over min jomfrustand,+ jeg og mine veninder.“

38 Dertil sagde han: „Tag af sted!“ Så sendte han hende bort i to måneder; og hun tog af sted, hun og hendes veninder, og græd over sin jomfrustand på bjergene. 39 Da der var gået to måneder, vendte hun så tilbage til sin fader, hvorpå han opfyldte det løfte som han havde aflagt, på hende.+ Og hun havde aldrig omgang med nogen mand. Men det blev en regel i Israel: 40 År efter år gik Israels døtre hen for at besynge* gileaditten Jeftas datter, fire dage om året.+

12 Derpå sammenkaldtes Eʹfraims mænd og gik over [floden], i retning mod nord, og de sagde til Jefta: „Hvorfor gik du over for at kæmpe mod Amʹmons sønner, men os tilkaldte du ikke til at gå med dig?+ Vi brænder dit hus af med ild over dig.“+ 2 Da sagde Jefta til dem: „Jeg har haft en hård strid,* jeg og mit folk, med Amʹmons sønner.+ Og jeg råbte til jer om hjælp, men I frelste mig ikke af deres hånd. 3 Da jeg så at der ikke kom nogen frelse fra jer, besluttede jeg at lægge min sjæl* i min egen hånd+ og at gå over mod Amʹmons sønner,+ hvorpå Jehova gav dem i min hånd. Så hvorfor er I draget op imod mig på denne dag for at kæmpe mod mig?“

4 Derpå samlede Jefta alle Giʹleads mænd+ og kæmpede mod Eʹfraim; og Giʹleads mænd slog Eʹfraim, for de havde sagt: „Undslupne fra Eʹfraim er I, Giʹlead, midt i Eʹfraim, midt i Manasʹse.“ 5 Og Giʹlead indtog Jordans vadesteder+ foran Eʹfraim; og når så de undslupne af Eʹfraim sagde: „Lad mig komme over,“ sagde Giʹleads mænd til hver enkelt: „Er du efraimit?“ Og sagde han: „Nej!“ 6 sagde de til ham: „Sig så sjibʹbolet,“*+ men han sagde: „Sibʹbolet,“* da han ikke kunne* udtale det rigtigt, og så greb de ham og dræbte ham ved Jordans vadesteder. Således faldt der på det tidspunkt toogfyrre tusind af Eʹfraim.+

7 Jefta virkede nu som dommer for Israel i seks år, hvorpå gileaditten Jefta døde og blev begravet i sin by i Giʹlead.*

8 Og efter ham virkede Ibʹzan fra Betlehem+ som dommer for Israel.+ 9 Han fik med tiden tredive sønner og tredive døtre. Han sendte bud ud og hjemførte tredive døtre udefra* til sine sønner. Og han virkede som dommer for Israel i syv år. 10 Derpå døde Ibʹzan og blev begravet i Betlehem.

11 Og efter ham virkede zebulonitten+ Eʹlon som dommer for Israel, og han dømte Israel i ti år. 12 Derpå døde zebulonitten Eʹlon og blev begravet i Ajʹjalon i Zeʹbulons land.

13 Og efter ham virkede pir’atonitten+ Hilʹlels søn Abʹdon som dommer for Israel. 14 Han fik med tiden fyrre sønner og tredive sønnesønner, der red på halvfjerds fuldvoksne æsler.+ Og han virkede som dommer for Israel i otte år. 15 Derpå døde pir’atonitten Hilʹlels søn Abʹdon og blev begravet i Pirʹaton i Eʹfraims land på Amalekitbjerget.*+

13 Senere gjorde Israels sønner atter hvad der var ondt i Jehovas øjne,+ så Jehova gav dem i filistrenes+ hånd i fyrre år.

2 Nu var der en mand fra Zoʹra+ af danitternes+ slægt, og hans navn var Manoʹa.+ Og hans hustru var ufrugtbar og havde ikke født.+ 3 Men Jehovas engel viste sig for kvinden+ og sagde til hende: „Hør nu, du er ufrugtbar og har ikke født. Men du skal blive gravid og føde en søn.+ 4 Og pas nu endelig på: drik ikke vin eller stærke drikke,+ og spis ikke noget som helst urent.+ 5 For se, du skal blive gravid* og føde en søn, og ingen ragekniv må komme på hans hoved,+ for en Guds nasiræer+ er hvad drengen* skal være fra [moders] liv;+ og han skal være den der begynder at frelse Israel af filistrenes hånd.“+

6 Derpå gik kvinden ind og sagde til sin mand: „Der kom en mand fra den [sande] Gud til mig, og han så ud som en engel fra den [sande] Gud ser ud,+ meget frygtindgydende.+ Og jeg spurgte ham ikke om hvor han var fra, og sit navn fortalte han mig ikke.+ 7 Men han sagde til mig: ’Se! du skal blive gravid og føde en søn.+ Og nu, drik ikke vin eller stærke drikke, og spis ikke noget som helst urent, for en Guds nasiræer er hvad drengen skal være fra [moders] liv til sin dødsdag.’“+

8 Da bønfaldt Manoʹa Jehova og sagde: „Undskyld mig, Jehova.*+ Lad dog den Guds mand som du sendte, komme igen til os og lære+ os hvordan vi skal bære os ad med drengen der skal fødes.“+ 9 Så hørte den [sande] Gud efter Manoʹas røst,+ og engelen fra den [sande] Gud kom igen til kvinden mens hun sad på marken; hendes mand Manoʹa var imidlertid ikke sammen med hende. 10 Hun skyndte sig da at løbe hen og fortælle det til sin mand,+ idet hun sagde til ham: „Se, den mand som kom til mig den dag, har vist sig for mig.“+

11 Så rejste Manoʹa sig og gik med* sin hustru og kom hen til manden og sagde til ham: „Er du den mand som talte til kvinden?“+ hvortil han sagde: „Ja, jeg er.“ 12 Manoʹa sagde videre: „Måtte dine ord nu gå i opfyldelse. Hvordan skal drengens levevis og hans arbejde være?“+ 13 Derpå sagde Jehovas engel til Manoʹa: „Alt hvad jeg nævnte for kvinden, skal hun holde sig fra.+ 14 Intet af hvad der udgår fra vintræet må hun spise, og vin og stærke drikke må hun ikke drikke,+ og intet urent må hun spise.+ Hun skal overholde alt hvad jeg påbød hende.“+

15 Så sagde Manoʹa til Jehovas engel: „Må vi ikke nok holde dig tilbage og tilberede et gedekid til dig!“+ 16 Men Jehovas engel sagde til Manoʹa: „Selv om du holder mig tilbage, vil jeg ikke spise af dit måltid; men hvis du vil tilberede et brændoffer til Jehova,+ kan du ofre det.“ Manoʹa vidste nemlig ikke at det var Jehovas engel. 17 Manoʹa sagde videre til Jehovas engel: „Hvad er dit navn,+ for at vi kan ære dig når dine ord går i opfyldelse?“ 18 Men Jehovas engel sagde til ham: „Hvorfor spørger du om mit navn, når det nu er underfuldt?“

19 Så tog Manoʹa gedekiddet og kornofferet og ofrede det på klippen til Jehova.+ Og Han gjorde noget underfuldt mens Manoʹa og hans hustru så til. 20 Idet flammen steg op mod himmelen fra alteret, steg Jehovas engel op i flammen på alteret mens Manoʹa og hans hustru så til,+ og de faldt ned med ansigtet mod jorden.+ 21 Jehovas engel viste sig imidlertid ikke mere for Manoʹa og hans hustru. Da vidste Manoʹa at det havde været Jehovas engel.+ 22 Derfor sagde Manoʹa til sin hustru: „Vi dør visselig,+ for det er Gud vi har set.“+ 23 Men hans hustru sagde til ham: „Hvis Jehova blot havde haft lyst til at lade os dø, ville han ikke have taget imod et brændoffer og et kornoffer af vor hånd,+ og han ville ikke have vist os alt dette, og han ville ikke som nu have ladet os høre noget som dette.“+

24 Så fødte kvinden en søn og gav ham navnet Samson;+ og drengen voksede op, og Jehova velsignede ham.+ 25 Senere begyndte Jehovas ånd+ at anspore ham i Maʹhane-Dan*+ mellem Zoʹra+ og Esjʹtaol.+

14 Da gik Samson ned til Timʹna+ og så en kvinde i Timʹna, en af filistrenes døtre. 2 Derpå tog han op og fortalte det til sin fader og moder og sagde: „Der er en kvinde jeg har set i Timʹna, en af filistrenes døtre, så tag hende nu til hustru for mig.“+ 3 Men hans fader og moder sagde til ham: „Er der ikke en kvinde blandt dine brødres døtre og blandt hele mit folk,+ siden du må rejse hen og tage dig en hustru fra de uomskårne filistre?“+ Samson sagde dog stadig til sin fader: „Det er hende du skal tage til mig, for hun er den rigtige i mine øjne.“ 4 Hans fader og moder vidste imidlertid ikke at det kom fra Jehova,+ for han søgte en anledning til strid med filistrene, idet filistrene på denne tid herskede over Israel.+

5 Derpå tog Samson sammen med sin fader og moder ned til Timʹna.+ Han* kom så til Timʹnas vingårde, og se, en ung løve med manke kom ham brølende i møde. 6 Da virkede Jehovas ånd på ham,+ så han sønderrev den ligesom man sønderriver et kid, og der var slet intet [våben] i hans hånd. Men han fortalte ikke sin fader og moder hvad han havde gjort. 7 Derpå fortsatte han ned og talte med kvinden, og hun var stadig den rigtige i Samsons øjne.+

8 Efter nogen tids forløb vendte han så tilbage for at hente hende.+ Undervejs gjorde han en afstikker for at se på løvens* kadaver, og se, der var en bisværm i løvens døde krop, og der var honning.+ 9 Den skrabede han da sammen i hænderne og gik videre, idet han spiste mens han gik,*+ og han gik hen til sin fader og moder og gav dem noget, og de spiste. Men han fortalte dem ikke at det var fra løvens døde krop han havde skrabet honningen sammen.

10 Så fortsatte hans fader ned til kvinden, og Samson holdt en fest dér;+ for sådan gjorde de unge mænd. 11 Da de nu så ham, udtog de tredive brudesvende, der så skulle være sammen med ham. 12 Samson sagde da til dem: „Lad mig nu give jer en gåde at gætte.+ Hvis I uden omsvøb fortæller mig løsningen i løbet af festens syv dage+ og finder ud af den, så skal jeg give jer tredive underklædninger og tredive sæt klæder.+ 13 Men hvis I ikke kan fortælle mig løsningen, skal I give mig tredive underklædninger og tredive sæt klæder.“ De sagde da til ham: „Fremsæt din gåde og lad os høre den.“ 14 Så sagde han til dem:

De kunne imidlertid ikke fortælle gådens løsning i løbet af tre dage. 15 Og på den fjerde* dag sagde de så til Samsons hustru: „Lok din mand til at fortælle os gådens løsning.+ Ellers brænder vi dig og din faders husstand inde med ild.+ Var det for at drive os i armod+ I indbød os hertil?“ 16 Da gav Samsons hustru sig til at plage ham med gråd+ idet hun sagde: „Du hader mig kun, og du elsker mig ikke.+ Du har givet mit folks sønner en gåde at gætte,+ men mig har du ikke fortalt løsningen.“ Da sagde han til hende: „Hør her, min fader og moder har jeg ikke fortalt den;+ skulle jeg så fortælle dig den?“ 17 Men hun plagede ham med gråd de syv dage festen varede for dem, så han den syvende dag fortalte hende den, fordi hun havde presset ham,+ og hun fortalte så gådens løsning til sit folks sønner.+ 18 Da sagde byens mænd til ham den syvende dag, før han gik ind i det inderste kammer:*+

19 Da virkede Jehovas ånd på ham,+ så han gik ned til Aʹskalon+ og slog tredive af deres mænd ihjel og tog hvad der var at plyndre på dem og gav tøjet til dem der fortalte gådens løsning.+ Men han var optændt af vrede og tog op til sin faders hus.

20 Imidlertid kom Samsons hustru+ til at tilhøre en af de brudesvende+ som havde ledsaget ham.

15 Efter nogen tids forløb, i hvedehøstens tid, ville Samson så besøge sin hustru med et gedekid,+ og han sagde: „Jeg vil gå ind til min hustru i det inderste kammer.“+ Men hendes fader ville ikke tillade ham at gå derind. 2 Og hendes fader sagde: „Jeg sagde egentlig til mig selv at du uden tvivl måtte hade hende.+ Så jeg gav hende til en af dine brudesvende.+ Er hendes yngre søster ikke bedre end hun? Lad dog hende blive din i stedet for den anden.“ 3 Men Samson sagde til dem: „Denne gang må jeg være uden skyld over for filistrene når jeg volder dem skade.“+

4 Derpå tog Samson af sted og fangede tre hundrede ræve,*+ hvorpå han tog fakler og vendte hale mod hale og satte én fakkel midt imellem to haler; 5 så tændte han ild i faklerne og sendte dem af sted ind på filistrenes marker med uhøstet korn. Således antændte han både neg og uhøstet korn, vingårde og olivenlunde.+

6 Nu sagde filistrene: „Hvem har gjort dette?“ Da man sagde: „Samson, timnittens svigersøn, fordi han tog hans hustru og gav hende til en af hans brudesvende,“+ drog filistrene op og brændte hende og hendes fader inde med ild.+ 7 Derpå sagde Samson til dem: „Hvis I bærer jer ad på den måde, må jeg jo nødvendigvis hævne mig på jer,+ og derefter vil jeg holde inde.“ 8 Derfor slog han dem sønder og sammen, så de led et stort tab, hvorpå han tog ned og boede i en kløft i klippebjerget Eʹtam.+

9 Senere drog filistrene+ op og slog lejr i Juda+ og drev rundt på må og få i Leʹhi.+ 10 Derfor sagde Judas mænd: „Hvorfor er I kommet op imod os?“ hvortil de sagde: „Vi er kommet op for at binde Samson, for at handle mod ham som han har handlet mod os.“ 11 Da drog tre tusind mand af Juda ned i kløften i klippebjerget Eʹtam+ og sagde til Samson: „Ved du ikke at filistrene hersker over os?+ Så hvad er det for noget du har gjort imod os?“ Han sagde da til dem: „Sådan som de har handlet mod mig, sådan har jeg handlet mod dem.“+ 12 Men de sagde til ham: „Vi er kommet herned for at binde dig og overgive dig til filistrene.“ Så sagde Samson til dem: „Sværg over for mig at I ikke selv vil støde mig ned.“ 13 De sagde da til ham: „Nej, vi vil kun binde dig og overgive dig til dem; men vi vil under ingen omstændigheder tage livet af dig.“

Så bandt de ham med to nye reb+ og førte ham op fra klippebjerget. 14 Han nåede til Leʹhi, og filistrene råbte triumferende da de mødte ham.+ Da virkede Jehovas ånd+ på ham, og rebene der var om hans arme blev som linnedtråde der er brændt med ild,+ så hans bånd smeltede af hans hænder. 15 Han fandt nu en frisk æselkæbe* og rakte hånden ud og tog den og slog tusind mand ned med den.+ 16 Derpå sagde Samson:

„Med en æselkæbe — én dynge, to dynger!*

Med en æselkæbe har jeg slået tusind mand ned.“+

17 Da han var færdig med at tale, kastede han kæben fra sig, og han kaldte stedet Raʹmat-Leʹhi.*+ 18 Så blev han meget tørstig og påkaldte Jehova og sagde: „Det var dig der gav denne store frelse ved din tjeners hånd;+ skal jeg nu dø af tørst og falde i de uomskårnes hånd?“+ 19 Så kløvede Gud* den morterformede hulning som findes i Leʹhi,* og der kom vand+ ud af den,* og da han drak, vendte hans ånd+ tilbage og han livede op.+ Derfor gav han den navnet En-Hakkoʹre,* som findes i Leʹhi den dag i dag.

20 Derpå virkede han som dommer for Israel i filistrenes dage i tyve år.+

16 Engang gik Samson til Gaʹza+ og så en prostitueret kvinde dér og gik ind til hende.+ 2 Da det blev meddelt* gazaitterne, idet der blev sagt: „Samson er kommet hertil,“ omringede de ham+ og lagde sig i baghold for ham hele natten i byporten.+ Og de forholdt sig i ro hele natten, idet de sagde: „Når det bliver lyst til morgen, dræber vi ham.“+

3 Imidlertid blev Samson liggende til midnat; så stod han op ved midnat og greb fat i byportens døre+ og de to sidestolper og rykkede dem op sammen med tværstangen og lagde dem på sine skuldre og bar+ dem op på toppen af det bjerg der er over for Heʹbron.*+

4 Efter dette blev han forelsket i en kvinde i Soʹreks Regnflodsdal, og hendes navn var Daʹlila.+ 5 Så kom filistrenes forbundsfyrster+ op til hende og sagde til hende: „Lok+ ham og skaf dig indblik i hvad hans store kraft skyldes og hvormed vi kan få overtaget over ham og få ham bundet, så vi kan kue ham; vi vil så hver give dig et tusind og et hundrede sølvstykker.“+

6 Daʹlila sagde derpå til Samson: „Fortæl mig dog hvad din store kraft skyldes og hvad man kan binde dig med, så man kan kue dig.“+ 7 Så sagde Samson til hende: „Hvis man binder mig med syv endnu friske sener+ som ikke har været tørret, så bliver jeg svag og bliver som et almindeligt menneske.“ 8 Derpå bragte filistrenes forbundsfyrster+ syv endnu friske sener som ikke havde været tørret, op til hende, og hun bandt ham med dem. 9 Imens sad der folk i baghold i hendes inderste kammer,+ men da hun sagde til ham: „Filistrene+ er over dig, Samson!“ rev han senerne over, ligesom en tvundet tråd af blår rives over når den lugter ild.+ [Årsagen til] hans kraft blev altså ikke kendt.+

10 Derfor sagde Daʹlila+ til Samson: „Se, du har ført mig bag lyset og talt til mig med løgne.+ Fortæl mig dog nu hvad du kan bindes med.“ 11 Han sagde da til hende: „Hvis man binder mig forsvarligt med nye reb der ikke er udført noget arbejde med, så bliver jeg svag og bliver som et almindeligt menneske.“ 12 Derpå tog Daʹlila nye reb og bandt ham med dem, men da hun sagde til ham: „Filistrene er over dig, Samson!“ — mens der sad folk i baghold i det inderste kammer+ — rev han dem over [så de faldt] af hans arme som tråd.+

13 Da sagde Daʹlila til Samson: „Hidtil har du ført mig bag lyset og talt til mig med løgne.+ Fortæl mig hvad du kan bindes med.“+ Så sagde han til hende: „Hvis du væver mit hoveds syv fletninger sammen med kædetråden.“+ 14 Derfor fæstede hun dem med pinden,* men da hun sagde til ham: „Filistrene er over dig, Samson!“+ vågnede han af sin søvn og rykkede vævepinden og kædetråden ud.

15 Så sagde hun til ham: „Hvor tør du sige: ’Jeg elsker dig,’+ når dit hjerte ikke er med mig? Her har du tre gange ført mig bag lyset og har ikke fortalt mig hvad din store kraft skyldes.“+ 16 Fordi hun således hele tiden pressede+ ham med sine ord og plagede ham, blev hans sjæl utålmodig til døden,+ 17 og han fortalte hende alt hvad der var i hans hjerte,+ og sagde til hende: „Der er aldrig gået en ragekniv+ over mit hoved, for jeg er en Guds nasiræer fra min moders liv.+ Hvis jeg fik håret barberet af, ville min kraft også vige fra mig, og jeg ville blive svag og blive som ethvert andet menneske.“+

18 Da Daʹlila så at han havde fortalt hende alt hvad der var i hans hjerte, sendte hun bud og tilkaldte filistrenes forbundsfyrster,+ idet hun sagde: „Kom herop denne gang, for han har fortalt mig [alt,] hele sit hjerte.“+ Og filistrenes forbundsfyrster gik op til hende og medbragte pengene.+ 19 Så fik hun ham til at sove på hendes knæ og kaldte på en mand og lod hans hoveds syv fletninger barbere af, hvorpå hun begyndte at kunne kue ham, idet hans kraft veg fra ham. 20 Da hun sagde: „Filistrene er over dig, Samson!“ vågnede han af sin søvn og sagde: „Jeg slipper fri ligesom de andre gange+ og ryster mig løs.“ Han vidste imidlertid ikke at Jehova var veget fra ham.+ 21 Så greb filistrene ham og stak hans øjne ud+ og førte ham ned til Gaʹza+ og bandt ham med to kobberlænker,+ og han kom til at dreje kværnen+ i fangernes hus.+ 22 Imidlertid begyndte håret på hans hoved at vokse sig langt så snart han havde fået det barberet af.+

23 Og filistrenes forbundsfyrster samledes for at bringe et stort slagtoffer til deres gud Daʹgon+ og for at fryde sig, idet de sagde: „Vor gud* har givet Samson, vor fjende, i vor hånd!“+ 24 Da folket så ham, brød de ud i lovsang til deres gud,+ idet de sagde: „For vor gud har givet vor fjende+ i vor hånd, den der afsved vort land+ og gav os mange slagne.“+

25 Endvidere sagde de, fordi deres hjerter var blevet muntre:+ „Tilkald Samson, så han kan være til morskab for os.“+ Derpå tilkaldte de Samson fra fangernes hus, så han kunne være til morskab for dem;+ og de stillede ham mellem søjlerne. 26 Samson sagde da til drengen der holdt ham i hånden: „Tillad mig at røre ved søjlerne som huset hviler på, og lad mig støtte mig til dem.“ 27 (I øvrigt var huset fyldt med mænd og kvinder, og alle filistrenes forbundsfyrster var der;+ og på taget var der omkring tre tusind mænd og kvinder som så til mens Samson var til morskab [for dem].)+

28 Nu råbte Samson+ til Jehova+ og sagde: „Suveræne Herre Jehova,* husk mig nu,+ og styrk+ mig nu, blot denne ene gang, du den [sande] Gud, og lad mig få hævn, hævn over filistrene for det ene af mine to øjne.“*+

29 Så stemmede Samson sig mod de to midtersøjler som huset hvilede på, og tog et fast tag i dem, den ene med sin højre hånd og den anden med sin venstre. 30 Og Samson sagde: „Lad min sjæl dø+ sammen med filistrene,“ hvorpå han bøjede sig med kraft, og huset faldt ned over forbundsfyrsterne og alle de folk som var i det,+ så der var flere han bragte død over ved sin død, end han havde bragt død over i sit liv.+

31 Senere kom hans brødre og hele hans faders husstand ned og bar ham bort og førte ham op og begravede ham mellem Zoʹra+ og Esjʹtaol+ i hans fader Manoʹas+ gravsted. Og han havde virket som dommer for Israel i tyve år.+

17 Nu var der en mand fra Eʹfraims bjergland+ hvis navn var Miʹka.* 2 Engang sagde han til sin moder: „De et tusind og et hundrede sølvstykker som blev taget fra dig og som du udtalte en forbandelse+ over — du sagde det endog i mit påhør — se, det sølv er hos mig. Det var mig der tog det.“+ Hertil sagde hans moder: „Måtte min søn blive velsignet af Jehova!“+ 3 Så gav han de et tusind og et hundrede sølvstykker tilbage til sin moder,+ hvorpå hans moder sagde: „Jeg helliger hermed uforbeholdent Jehova sølvet fra min hånd til gavn for min søn, så der kan laves et udskåret billede+ og et støbt billede;+ så nu giver jeg det tilbage til dig.“*

4 Da han gav sølvet tilbage til sin moder, tog hans moder to hundrede sølvstykker og gav dem til sølvsmeden,+ hvorpå han lavede et udskåret billede+ og et støbt billede;+ og det var så i Miʹkas hus. 5 Og manden Miʹka* havde et gudshus,*+ og han lavede en efod+ og nogle teʹrafimstatuetter*+ og fyldte en af sine sønners hånd med myndighed,*+ så han kunne være præst for ham.+ 6 I de dage var der ingen konge i Israel.+ Enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne.+

7 Nu var der en ung mand fra Betlehem+ i Juda, af Judas slægt,* og han var levit.*+ Og han opholdt sig dér for en tid. 8 Derpå tog manden af sted fra byen Betlehem i Juda for at tage ophold hvor han fandt mulighed for det. Som han nu foretog sin rejse, kom han til Eʹfraims bjergland, til Miʹkas+ hus. 9 Miʹka sagde da til ham: „Hvor kommer du fra?“ hvorpå han sagde til ham: „Jeg er en levit fra Betlehem i Juda, og jeg er undervejs for at tage ophold hvor jeg finder mulighed for det.“ 10 Så sagde Miʹka til ham: „Bosæt dig hos mig og vær fader+ og præst+ for mig, så vil jeg til gengæld give dig ti sølvstykker om året og det normale udstyr af klæder og din kost.“ Det gik levitten så ind på. 11 Således besluttede levitten sig til at bo hos manden, og den unge mand blev som en af hans sønner for ham. 12 Endvidere fyldte Miʹka levittens hånd med myndighed,+ så den unge mand blev præst+ for ham og blev i Miʹkas hus. 13 Derfor sagde Miʹka: „Nu ved jeg at Jehova vil være god mod mig, for levitten er blevet præst for mig.“+

18 I de dage var der ingen konge i Israel.+ Og i de dage ledte danitternes+ stamme efter en arvelod hvor den kunne bo; for indtil den dag var der ikke tilfaldet den nogen arvelod i Israels stammers midte.+

2 Da udsendte Dans sønner fem mænd af deres slægt, mænd som repræsenterede dem alle, brave folk, fra Zoʹra+ og Esjʹtaol,+ til at udspionere+ landet og undersøge det. De sagde altså til dem: „Tag af sted, undersøg landet.“ De kom da til Eʹfraims bjergland,+ til Miʹkas+ hus, og overnattede dér. 3 Mens de befandt sig i nærheden af Miʹkas hus, bemærkede de den unge mands, levittens, stemme, og så gjorde de holdt dér og sagde til ham: „Hvem har bragt dig hertil, og hvad laver du på dette sted, og hvad er du her for?“ 4 Han sagde da til dem: „Det og det har Miʹka gjort for mig, så han lejede mig,+ og jeg blev præst+ for ham.“ 5 Derpå sagde de til ham: „Rådspørg+ nu Gud,+ så vi kan vide om vor færd som vi er taget af sted på, vil lykkes.“ 6 Præsten sagde da til dem: „Tag af sted med fred; jeres færd som I er taget af sted på, har Jehovas bevågenhed.“

7 Derpå tog de fem mænd af sted og kom til Laʹjisj+ og så de folk som var i den, hvordan de boede trygt som zidonierne havde for skik, rolige og trygge,+ og der var ingen undertrykkende erobrer* som forgreb sig på noget i landet, og de befandt sig langt fra zidonierne+ og havde intet med [andre] mennesker* at gøre.

8 Omsider kom de til deres brødre i Zoʹra+ og Esjʹtaol,+ og deres brødre sagde til dem: „Hvordan er det gået jer?“ 9 Så sagde de: „Gør klar til opbrud og lad os drage op imod dem; for vi har set landet, og se, det er virkelig godt.+ Men I nøler. Vær ikke træge til at tage af sted og drage ind og tage landet i besiddelse.+ 10 Når I drager derind, vil I komme til et folk der er trygt;+ og landet er vidtstrakt til begge sider; for Gud* har givet det i jeres hånd,+ et sted hvor der ikke mangler noget af alt hvad der er på jorden.“+

11 Af danitternes+ slægt brød nu seks hundrede mænd op derfra, fra Zoʹra og Esjʹtaol,+ med krigsvåben spændt i bæltet. 12 Og de drog op og slog lejr i Kirʹjat-Jeʹarim+ i Juda. Af den grund kalder man det sted Maʹhane-Dan*+ den dag i dag. Se! det ligger vest for* Kirʹjat-Jeʹarim. 13 Så drog de videre derfra til Eʹfraims bjergland og kom til Miʹkas+ hus.

14 De fem mænd der var taget af sted for at udspionere+ Laʹjisj’+ land, tog da til orde og sagde til deres brødre: „Ved I at der i disse huse findes en efod og nogle teʹrafimstatuetter+ og et udskåret billede+ og et støbt billede?+ Gør jer nu klart hvad I bør gøre.“+ 15 Så bøjede de af dér og kom til den unge mands, levittens,+ hus, ved Miʹkas hus, og spurgte ham hvordan han havde det.+ 16 Og de seks hundrede mænd, som havde deres krigsvåben+ spændt i bæltet [og] som var af Dans sønner,+ stod imens ved indgangen til porten. 17 De fem mænd der var taget af sted for at udspionere landet,+ gik nu videre op. De gik ind dér, tog det udskårne billede+ og efoden+ og teʹrafimstatuetterne+ og det støbte billede,+ og præsten+ stod imens ved indgangen til porten sammen med de seks hundrede mænd der havde krigsvåben spændt i bæltet.* 18 Da de gik ind i Miʹkas hus og tog det udskårne billede, efoden og teʹrafimstatuetterne og det støbte billede,+ sagde præsten+ til dem: „Hvad er det I gør?“ 19 Men de sagde til ham: „Ti stille. Læg din hånd over munden og gå med os og bliv fader+ og præst+ for os. Hvad er bedst? At du er præst for én+ mands hus eller at du er præst for en stamme og slægt i Israel?“+ 20 Da dette tiltalte præstens hjerte,+ tog han efoden og teʹrafimstatuetterne og det udskårne billede+ og gik ind iblandt folkene.

21 Derpå vendte de om og tog af sted og gav de små børn og hjordene og kostbarhederne plads foran sig.+ 22 De var nået et godt stykke bort fra Miʹkas hus, da mændene der var i husene som lå i nærheden af Miʹkas+ hus, blev kaldt sammen og prøvede at indhente Dans sønner. 23 Da de nu råbte til Dans sønner, vendte de sig og sagde til Miʹka: „Hvad vil du,+ siden du har kaldt [dine folk] sammen?“ 24 Hertil sagde han: „Mine guder+ som jeg har lavet,+ har I taget, og præsten+ med, hvorpå I rejser bort; hvad har jeg så igen?+ Og hvordan kan I sige til mig: ’Hvad vil du?’“ 25 Men Dans sønner sagde til ham: „Lad ikke din stemme høres i nærheden af os, at ikke mænd med bitter sjæl+ skal angribe jer, og du sætter din sjæl* og din husstands sjæl over styr.“ 26 Derpå fortsatte Dans sønner deres færd, og Miʹka så at de var stærkere end han,+ så han vendte om og tog tilbage til sit hus.

27 De, derimod, tog hvad Miʹka havde lavet og præsten+ som han havde fået, og nåede frem til Laʹjisj,+ til et roligt og trygt folk,+ hvorpå de slog dem med sværdets æg;+ og byen brændte de med ild.+ 28 Og der var ingen befrier, for [byen] lå langt fra Ziʹdon,+ og de havde intet med [andre] mennesker at gøre; og den lå på lavsletten der hører til Bet-Reʹhob.+ Derpå genopbyggede de byen og bosatte sig i den.+ 29 Og de gav byen navnet Dan efter navnet på deres fader Dan,+ som var blevet født Israel.+ Men egentlig var byens navn fra begyndelsen Laʹjisj.+ 30 Derpå rejste Dans sønner sig det udskårne billede;+ og Joʹnatan,*+ søn af Moses’* søn Gerʹsjom,+ han og hans sønner var præster for danitternes stamme indtil den dag landet* blev ført i landflygtighed.+ 31 Og de havde fortsat Miʹkas udskårne billede, som han havde lavet, opstillet til deres brug alle de dage den [sande] Guds hus+ var i Siʹlo.+

19 I de dage da der ingen konge var i Israel,+ var der engang en levit som havde taget ophold langt oppe i Eʹfraims bjergland,+ og han tog en medhustru+ fra Betlehem+ i Juda til ægte. 2 Men hans medhustru var ham utro,*+ og til sidst rejste hun fra ham til sin faders hus, til Betlehem i Juda, og blev der i fulde fire måneder. 3 Derpå brød hendes mand op og rejste efter hende for at tale opmuntrende til hende* og få hende med tilbage; og med sig havde han sin medhjælper*+ og et spand æsler. Hun førte ham så ind i sin faders hus, og da den unge kvindes fader så ham, frydede han sig over at møde ham. 4 Og hans svigerfader, den unge kvindes fader, holdt på ham, så han blev hos ham i tre dage; og de spiste og drak, og han* overnattede dér.+

5 Den fjerde dag, da de stod tidligt op om morgenen, brød han så op for at tage af sted, men den unge kvindes fader sagde til sin svigersøn: „Styrk dit hjerte med en bid brød,+ og derefter kan I tage af sted.“ 6 Så satte de sig og gav sig begge til at spise og drikke sammen, hvorpå den unge kvindes fader sagde til manden: „Vær så god at blive natten over,+ og føl dig godt tilpas i dit hjerte.“+ 7 Da manden ville rejse sig for at tage af sted, blev hans svigerfader ved med at nøde ham, så han igen blev der natten over.+

8 Da han stod tidligt op om morgenen den femte dag for at tage af sted, sagde den unge kvindes fader: „Styrk dog dit hjerte.“+ Og de tøvede indtil dagen gik på hæld, og de blev begge ved med at spise. 9 Manden+ rejste sig nu for at tage af sted, han selv og hans medhustru+ og hans medhjælper;+ men hans svigerfader, den unge kvindes fader, sagde til ham: „Se dog! Dagen er svundet bort [og det går] mod aften. Bliv dog natten over.+ Se, dagen går til ro. Bliv her natten over, og føl dig godt tilpas i dit hjerte.+ I morgen kan I så stå tidligt op til jeres færd, og du kan rejse til dit telt.“ 10 Manden ville imidlertid ikke gå med til at blive natten over, og han brød op og tog af sted og kom hen ud for Jeʹbus,+ det er Jerusalem;+ og med sig havde han spandet af sadlede æsler, samt sin medhustru og sin medhjælper.*

11 Da de var nær ved Jeʹbus og dagslyset var aftaget meget,+ sagde medhjælperen til sin herre:* „Kom dog og lad os dreje fra til denne jebusitterby+ og overnatte dér.“ 12 Men hans herre sagde til ham: „Lad os ikke dreje fra til en by som tilhører fremmede+ der ikke er af Israels sønner; vi må gå videre til Giʹbea.“+ 13 Og han sagde videre til sin medhjælper: „Kom og lad os gå hen til et af stederne og overnatte enten i Giʹbea eller i Raʹma.“+ 14 Så gik de forbi og fortsatte deres vandring, og solen gik ned over dem da de var nær Giʹbea, som hører til Benjamin.

15 De drejede så fra dér for at tage ind og overnatte i Giʹbea. Og de* gik ind og satte sig på byens torv; dog var der ingen som tog dem ind i sit hus så de kunne overnatte.+ 16 Men se, om aftenen kom der en gammel mand ind fra sit arbejde på marken,+ og den mand var fra Eʹfraims bjergland+ og han havde taget ophold i Giʹbea; folkene på stedet var derimod benjaminitter.+ 17 Da han løftede sine øjne, så han manden, den rejsende, på byens torv. Derfor sagde den gamle mand: „Hvor skal du hen, og hvor kommer du fra?“+ 18 Han sagde da til ham: „Vi er på gennemrejse fra Betlehem i Juda til et sted langt oppe i Eʹfraims bjergland.+ Det er dér jeg er fra, men jeg rejste til Betlehem i Juda;+ jeg er nu på rejse til mit eget hus,* og der er ingen der tager mig ind i sit hus.+ 19 Imidlertid er der her både halm og foder+ til vore æsler, og der er både brød+ og vin til mig og til din trælkvinde+ og til den medhjælper+ der er med din tjener.* Der mangler ikke noget.“ 20 Hertil sagde den gamle mand: „Fred være med dig!*+ Lad blot mig sørge for hvad som helst du måtte mangle.+ Blot må du ikke overnatte på torvet.“ 21 Han førte ham så ind i sit hus+ og gav æslerne blandfoder;+ derpå vaskede de deres fødder+ og spiste og drak.

22 Mens de følte sig godt tilpas i deres hjerte,+ se, da omringede mændene i byen, mænd der var uslinge,*+ huset,+ idet de skubbede hinanden mod døren; og de sagde til den gamle mand, husets ejer: „Kom ud med den mand der gik ind i dit hus, så vi kan have omgang med ham.“+ 23 Da gik manden, husets ejer, ud til dem og sagde til dem:+ „Nej, mine brødre,+ gør dog ikke noget ondt, eftersom denne mand er gået ind i mit hus. Begå ikke denne skændige tåbelighed.+ 24 Her er min datter, en jomfru, og hans medhustru; lad mig dog bringe dem ud. Så kan I voldtage dem+ og gøre med dem som I finder for godt. Men mod denne mand må I ikke gøre noget så skændigt og tåbeligt som dette.“

25 Mændene ville imidlertid ikke høre efter ham. Da greb manden sin medhustru+ og bragte hende ud til dem udenfor; og de havde omgang med hende+ og mishandlede+ hende hele natten indtil om morgenen, hvorpå de lod hende gå da daggryet brød frem. 26 Så kom kvinden da det var ved at blive morgen, og hun faldt om ved indgangen til mandens hus hvor hendes herre var,+ [og blev liggende] indtil det blev lyst. 27 Da hendes herre rejste sig om morgenen og åbnede dørene til huset og gik ud for at begive sig på vej, se, da lå kvinden, hans medhustru,+ faldet om ved indgangen til huset med hænderne på tærskelen! 28 Da sagde han til hende: „Rejs dig og lad os gå.“ Men der kom intet svar.+ Derpå tog manden hende op på æselet og brød op og rejste til sit sted.+

29 Han gik nu ind i sit hus og tog slagterkniven og greb fat i sin medhustru og parterede hende efter hendes knogler i tolv stykker+ og sendte hende til hvert område i Israel.+ 30 Og enhver der så det sagde: „Noget som dette er ikke hændt og har ikke været set fra den dag Israels sønner drog op fra Ægyptens land indtil denne dag. Lad jeres hjerte give agt* på dette; hold råd+ og sig hvad I mener.“

20 Derfor drog alle Israels sønner ud,+ og forsamlingen blev kaldt sammen, hver og én,+ fra Dan+ til Beʹer-Sjeʹba*+ samt Giʹleads land,+ til Jehova i Mizʹpa.+ 2 Og de førende mænd* i hele folket, alle Israels stammer, trådte frem i den [sande] Guds+ folks menighed,* fire hundrede tusind mand fodfolk, bevæbnede med sværd.+

3 Og Benjamins sønner hørte at Israels sønner var draget op til Mizʹpa.+

Så sagde Israels sønner: „Tal. Hvordan er denne ugerning sket?“+ 4 Da svarede manden, levitten,+ den myrdede kvindes mand, og sagde: „Det var Giʹbea,+ som hører til Benjamin, jeg kom til, jeg og min medhustru,+ for at overnatte. 5 Så rejste Giʹbeas borgere sig imod mig og omringede mig i huset om natten. Det var mig de havde i sinde at dræbe, men det var min medhustru de voldtog,+ så hun døde.+ 6 Derpå tog jeg min medhustru og parterede hende og sendte hende til hvert område i Israels arvelod,+ fordi de havde begået en skamløs gerning+ og en skændig og tåbelig handling i Israel.+ 7 Se! Alle I Israels sønner, kom med det ord og det råd+ I har her.“

8 Så rejste hele folket sig som én mand+ og sagde: „Ingen af os vil begive sig til sit telt, og ingen af os vil bøje af til sit hus.+ 9 Og nu, dette er hvad vi vil gøre ved Giʹbea: Lad os drage op* imod den ved lodkastning.+ 10 Og vi udtager ti mænd af hver hundrede af alle Israels stammer, og hundrede af hver tusind, og tusind af hver ti tusind, til at hente proviant til folket, så det kan skride til handling ved at drage mod Giʹbea* i Benjamin, i betragtning af hele den skændige og tåbelige handling+ som de* har begået i Israel.“ 11 Således samledes alle Israels mænd i fællesskab mod byen som én mand.

12 Derpå sendte Israels stammer mænd af sted til alle medlemmer af Benjamins stamme,*+ idet de sagde: „Hvad er det for en ugerning der er sket iblandt jer?+ 13 Men overgiv nu de mænd,+ de uslinge,+ der er i Giʹbea,+ så vi kan lade dem lide døden,+ og lad os fjerne det onde fra Israel.“+ Benjamins sønner* ville imidlertid ikke høre efter deres brødres, Israels sønners, røst.+

14 Derpå samledes Benjamins sønner fra deres byer i Giʹbea for at drage ud til kamp mod Israels sønner. 15 Og Benjamins sønner mønstredes på den dag fra byerne, seksogtyve tusind mænd bevæbnede med sværd,+ foruden Giʹbeas indbyggere, hvoraf syv hundrede udvalgte mænd mønstredes. 16 Af alle disse folk var der syv hundrede udvalgte mænd som var kejthåndede.*+ Hver eneste af disse brugte stenslynge+ [og ramte] på et hår, uden at ramme ved siden af.

17 Og Israels mænd blev mønstret, uden Benjamin, fire hundrede tusind mænd bevæbnede med sværd.+ Alle disse var stridsmænd. 18 Så brød de op og drog op til Beʹtel og rådspurgte Gud.+ Israels sønner sagde da: „Hvem af os skal først drage op til kamp mod Benjamins sønner?“+ Hertil sagde Jehova: „Juda først.“+

19 Derpå brød Israels sønner op om morgenen og slog lejr mod Giʹbea.

20 Israels mænd drog nu ud til kamp mod Benjamin; og Israels mænd stillede sig op i slagorden mod dem ved Giʹbea. 21 Så kom Benjamins sønner ud fra Giʹbea+ og strakte den dag toogtyve tusind mand af Israel til jorden.+ 22 Folkene, Israels mænd, viste sig imidlertid modige og stillede på ny op i slagorden på det sted hvor de havde været opstillet den første dag. 23 Så drog Israels sønner op og græd+ for Jehovas ansigt indtil aften og rådspurgte Jehova, idet de sagde: „Skal jeg på ny nærme mig til kamp mod min broder Benjamins sønner?“+ Hertil sagde Jehova: „Drag op mod ham.“

24 Israels sønner nærmede sig da Benjamins sønner den anden dag.+ 25 Men Benjamin kom ud fra Giʹbea for at møde dem den anden dag og strakte yderligere atten tusind mand af Israels sønner til jorden;+ alle disse var bevæbnede med sværd.+ 26 Så drog alle Israels sønner,+ ja hele folket, op og kom til Beʹtel* og græd+ og sad dér for Jehovas ansigt og fastede+ den dag indtil aften og bragte brændofre+ og fællesskabsofre+ for Jehovas ansigt. 27 Derpå rådspurgte Israels sønner Jehova,+ for det var dér den [sande] Guds pagts ark+ var i de dage, 28 og Piʹnehas,+ søn af Arons søn Eleaʹzar, stod foran den i de dage,+ og man sagde: „Skal jeg endnu en gang drage ud til kamp mod min broder Benjamins sønner, eller skal jeg holde op?“+ Hertil sagde Jehova: „Drag derop, for i morgen vil jeg give ham i din hånd.“+ 29 Så lagde Israel nogle mænd i baghold+ mod Giʹbea hele vejen rundt.

30 Israels sønner drog derpå op mod Benjamins sønner den tredje dag og stillede op mod Giʹbea på samme måde som de andre gange.+ 31 Da Benjamins sønner rykkede ud for at møde folkene, blev de trukket bort fra byen,+ og på samme måde som de andre gange begyndte de at hugge nogle af folkene ned så de lå dødeligt sårede ved landevejene — hvoraf den ene fører op til Beʹtel+ og den anden til Giʹbea+ — på marken, omkring tredive mand af Israel.+ 32 Derfor sagde Benjamins sønner: „De lider nederlag foran os som første gang.“+ Men Israels sønner sagde: „Lad os flygte+ og derved trække dem bort fra byen, til landevejene.“ 33 Og alle Israels mænd brød op fra deres pladser og stillede op ved Baʹal-Taʹmar, mens de af Israel der lå i baghold,+ gik til angreb fra deres pladser i nærheden af Giʹbea.+ 34 Således rykkede ti tusind udvalgte mænd af hele Israel hen foran Giʹbea, og kampen var hård; og benjaminitterne* vidste ikke at ulykken+ var ved at nå dem.

35 Derpå lod Jehova Benjamin+ lide nederlag foran Israel, så Israels sønner den dag nedkæmpede femogtyve tusind og et hundrede mand af Benjamin; alle disse var bevæbnede med sværd.+

36 Benjamins sønner så altså [for sig] at Israels mænd var ved at lide nederlag, da de blev ved med at vige pladsen+ for Benjamin, fordi de stolede på bagholdet som de havde lagt mod Giʹbea. 37 Og bagholdet skyndte sig at gøre et fremstød mod Giʹbea.+ Derpå spredte bagholdet+ sig og slog hele byen med sværdets æg.+

38 Nu havde Israels mænd den aftale med bagholdet* at det skulle lade et røgsignal* stige op fra byen.+

39 Da Israels sønner gjorde omkring i kampen, begyndte Benjamin at hugge ned blandt Israels mænd+ så de lå dødeligt sårede, omkring tredive mand, for de sagde: „De lider simpelt hen nederlag foran os ligesom i den første kamp.“+ 40 Men signalet+ begyndte at stige op fra byen i form af en røgsøjle,+ og da Benjamin vendte sig om, se, da steg [røgen fra] hele byen op mod himmelen.+ 41 Israels mænd gjorde nu omkring,+ og Benjamins mænd blev forfærdede,+ for de så at ulykken havde nået dem.+ 42 Derfor vendte de om foran Israels mænd i retning mod ørkenen, men kampen indhentede dem, og de der kom fra byerne nedkæmpede dem i deres midte. 43 De samlede sig omkring Benjamin.+ De forfulgte ham uden [at give ham] et sted at hvile sig.+ De trampede ham ned lige foran Giʹbea,+ mod solens opgang. 44 Således faldt der atten tusind mand af Benjamin; alle disse var dygtige mænd.+

45 De vendte altså om og flygtede mod ørkenen, til Rimʹmons Klippebjerg.+ Men man gjorde en efterhøst af dem på fem tusind mand på landevejene,+ og man fulgte stadig tæt efter dem lige til Giʹdom og slog yderligere to tusind mand af dem ihjel. 46 Og alle de der den dag faldt af Benjamin udgjorde således femogtyve tusind mænd der var bevæbnede med sværd;+ alle disse var dygtige mænd. 47 Imidlertid vendte seks hundrede mænd om og flygtede mod ørkenen, til Rimʹmons Klippebjerg,+ og de blev boende på Rimʹmons Klippebjerg i fire måneder.

48 Israels mænd, derimod, vendte tilbage til Benjamins sønner og slog med sværdets æg dem fra byen, både mænd og husdyr, ja, alt hvad der fandtes.+ Desuden overgav de alle de byer der fandtes, til ilden.+

21 Israels mænd havde imidlertid svoret i Mizʹpa+ og sagt: „Ikke en eneste af os vil give sin datter som hustru til Benjamin.“+ 2 Derfor kom folket til Beʹtel+ og blev siddende dér foran den [sande] Gud+ indtil aften og løftede deres røst og græd meget voldsomt,+ 3 og de sagde: „Hvorfor, Jehova, Israels Gud, er dette sket i Israel, så der i dag mangler én stamme i Israel?“+ 4 Og den næste dag stod folket tidligt op og byggede et alter dér og bragte brændofre+ og fællesskabsofre.+

5 Da sagde Israels sønner: „Hvem af alle Israels stammer drog ikke op til Jehova sammen med menigheden?* Der er nemlig aflagt en højtidelig ed+ om at den som ikke drog op til Jehova i Mizʹpa visselig skulle dø.“+ 6 Og Israels sønner havde ondt af deres broder Benjamin, idet de sagde: „I dag er én stamme blevet hugget af fra Israel. 7 Hvad kan vi gøre for dem, så de der er tilbage kan få hustruer, når vi selv har svoret+ ved Jehova ikke at ville give dem nogen af vore døtre til hustruer?“+

8 De sagde altså: „Hvem af Israels stammer er den ene som ikke drog op til Jehova i Mizʹpa?“+ Og se, ingen var kommet til lejren, til menigheden, fra Jaʹbesj i Giʹlead.+ 9 Da folket mønstredes, se, da var der ingen dér fra indbyggerne i Jaʹbesj i Giʹlead. 10 Så sendte forsamlingen tolv tusind af de dygtigste mænd* derhen og gav dem følgende påbud: „Gå hen og slå indbyggerne i Jaʹbesj i Giʹlead med sværdets æg, selv kvinder* og småbørn.+ 11 Og dette er hvad I skal gøre: Hver mand, og hver kvinde som har kendt til at ligge hos en af mandkøn, skal I vie til udslettelse.“+ 12 Men blandt indbyggerne i Jaʹbesj i Giʹlead+ fandt de fire hundrede unge piger, jomfruer,+ som ikke havde haft omgang med en mand ved at ligge hos en af mandkøn. Og dem bragte de så til lejren i Siʹlo,+ som er i Kaʹna’ans land.

13 Derpå sendte hele forsamlingen bud og talte til Benjamins sønner som var på Rimʹmons Klippebjerg+ og tilbød dem fred. 14 På det tidspunkt kom Benjamin så tilbage, og man gav dem de kvinder som man havde bevaret i live af kvinderne fra Jaʹbesj i Giʹlead;+ dog fandtes der ikke nok til dem.+ 15 Og folket havde ondt af Benjamin,+ fordi Jehova havde forvoldt et brud blandt Israels stammer. 16 Derfor sagde forsamlingens ældste: „Hvad skal vi gøre for at de der er tilbage kan få hustruer, for kvinderne i Benjamin er blevet tilintetgjort?“ 17 Og de sagde videre: „Der bør være en slægtsbesiddelse til de undslupne af Benjamin,+ så der ikke slettes en stamme af Israel. 18 Men vi selv kan ikke give dem hustruer af vore døtre, for Israels sønner har svoret: ’Forbandet den der giver Benjamin en hustru.’“+

19 Til sidst sagde de: „Se! Der er en højtid for Jehova år efter år i Siʹlo,+ som ligger nord for Beʹtel, øst for landevejen der fører op fra Beʹtel til Siʹkem+ og syd for Leboʹna.“ 20 Og så gav de Benjamins sønner følgende påbud: „Gå hen og læg jer på lur i vingårdene. 21 Se så efter, og lige når Siʹlos døtre kommer ud for at danse+ runddanse, da skal I komme ud af vingårdene og hver især bortføre jer en hustru med magt af Siʹlos døtre og tage af sted til Benjamins land. 22 Og i tilfælde af at deres fædre eller brødre kommer for at føre en retssag mod os,* skal vi* nok sige til dem: ’Gør os en tjeneste for deres skyld, eftersom vi ikke i krig har taget en hustru til hver mand.+ I har jo ikke selv givet [dem] til dem på et tidspunkt da I* ville være skyldige.’“+

23 Da gjorde Benjamins sønner således og bortførte hustruer efter det antal de var,+ blandt de kvinder der deltog i runddansen+ [og] som de røvede; derpå tog de af sted og vendte tilbage til deres arvelod og opbyggede byerne+ og bosatte sig i dem.

24 Samtidig tog Israels sønner af sted derfra, hver til sin stamme og sin slægt; og de drog bort derfra, hver til sin arvelod.+

25 I de dage var der ingen konge i Israel.+ Enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne.+