Tredje Mosebog (Leviticus)

1 Og Jehova kaldte* på Moses og talte til ham fra mødeteltet,+ idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner+ og sig til dem: ’I det tilfælde at nogen* af jer vil frembære* en offergave* for Jehova af husdyrene, skal I frembære jeres offergave* af hornkvæget og af småkvæget.

3 Hvis hans offergave er et brændoffer*+ af hornkvæget, skal han frembære et sundt+ handyr. Ved indgangen til mødeteltet skal han frembære det af egen fri vilje for Jehova.+ 4 Og han skal lægge sin hånd på brændofferets hoved, og det vil blive modtaget med velbehag+ [til gunst] for ham og skaffe ham soning.*+

5 Og man skal slagte den unge tyr* for Jehovas ansigt; og Arons sønner, præsterne,+ skal frembære blodet og slynge blodet mod alteret,+ hele vejen rundt, [det alter] som er ved indgangen til mødeteltet. 6 Og man skal flå brændofferet og partere det.+ 7 Og Arons sønner, præsterne,* skal komme ild på alteret+ og lægge brænde til rette på ilden.+ 8 Og Arons sønner, præsterne,* skal lægge stykkerne+ til rette med hovedet og nyrefedtet på brændet over ilden på alteret. 9 Og dets indvolde+ og dets skinneben vaskes* med vand; og præsten skal bringe det hele som røgoffer på alteret, som et brændoffer, et ildoffer* til en formildende duft for Jehova.+

10 Og hvis hans offergave til et brændoffer er af småkvæget,+ af vædderlammene eller gederne, skal det være et sundt handyr+ han frembærer.+ 11 Og man skal slagte det ved alterets nordside, for Jehovas ansigt, og Arons sønner, præsterne, skal slynge dets blod mod alteret, hele vejen rundt.+ 12 Og man skal partere det, hovedet og nyrefedtet indbefattet, og præsten skal lægge det til rette på brændet over ilden på alteret.+ 13 Og indvoldene+ og skinnebenene+ vaskes med vand, og præsten skal frembære det hele og bringe det som røgoffer+ på alteret. Det er et brændoffer, et ildoffer til en formildende duft for Jehova.+

14 Men hvis hans offergave til Jehova er et brændoffer af de flyvende skabninger, så skal han frembære sin offergave af turtelduerne+ eller dueungerne.*+ 15 Og præsten skal frembære den ved alteret og knibe+ dens hoved af og bringe det som røgoffer på alteret, men dens blod skal presses ud* mod alterets side. 16 Og han skal fjerne dens kro tillige med dens fjer* og kaste det ved siden af alteret, mod øst, ved stedet for fedtasken.*+ 17 Og han skal kløve den ved dens vinger. Han må ikke skille den ad.+ Og præsten skal bringe den som røgoffer på alteret over brændet der er på ilden. Det er et brændoffer,+ et ildoffer til en formildende duft for Jehova.+

2 Og i det tilfælde at en sjæl vil frembære et kornoffer+ som offergave til Jehova, skal hans offergave være fint mel;+ og han skal hælde olie over det og komme virak på det. 2 Og han skal bringe det til Arons sønner, præsterne, og præsten skal deraf tage en håndfuld af dets fine mel og olie samt al dets virak; og han skal bringe det som røgoffer på alteret som en repræsentativ del+ deraf, som et ildoffer til en formildende duft for Jehova. 3 Og det der er tilbage af kornofferet tilhører Aron og hans sønner,+ som noget højhelligt+ af Jehovas ildofre.

4 Og i det tilfælde at du som offergave vil frembære et kornoffer i form af noget der er bagt i ovn, skal det være af fint mel, usyrede ringformede+ kager tilsat olie eller* usyrede+ fladbrød smurt med olie.+

5 Og hvis din offergave er et kornoffer fra bagepladen,+ skal det være af fint mel tilsat olie, usyret. 6 Det skal brækkes* i stykker, og du skal hælde olie over det.+ Det er et kornoffer.

7 Og hvis din offergave er et kornoffer fra fedtgryden,* skal det laves af fint mel med olie. 8 Og du skal bringe kornofferet som laves af disse [ting] til Jehova; og man skal bringe det til præsten, og han skal bringe det hen til alteret. 9 Og præsten skal tage noget af kornofferet fra som en repræsentativ del+ deraf og bringe det som røgoffer på alteret, som et ildoffer til en formildende duft for Jehova.+ 10 Og det der er tilbage af kornofferet tilhører Aron og hans sønner, som noget højhelligt af Jehovas ildofre.+

11 Intet kornoffer som I frembærer for Jehova må laves som noget syret,+ for I må ikke bringe nogen som helst surdej eller honning* som røgoffer, som et ildoffer til Jehova.

12 Som* en offergave af førstegrøden+ kan I frembære dem for Jehova, men de må ikke komme op på alteret til en formildende duft.

13 Og enhver offergave af dit kornoffer skal du krydre med salt;+ du må ikke lade din Guds pagts salt+ mangle på dit kornoffer. Du skal frembære salt sammen med enhver af dine offergaver.

14 Og hvis du vil frembære kornofferet af den første modne afgrøde for Jehova, skal du frembære grønne aks ristede over ild, de groftmalede kerner af nymodent korn, som kornoffer af din første modne afgrøde.+ 15 Og du skal komme olie på det og lægge virak oven på det. Det er et kornoffer.+ 16 Og præsten skal bringe en repræsentativ del+ af det som røgoffer, det vil sige nogle af dets groftmalede kerner og noget af dets olie, samt al dets virak, som et ildoffer til Jehova.

3 Og hvis hans offergave er et fællesskabsoffer,*+ skal det, hvis han frembærer det af hornkvæget, hvad enten det er et handyr eller et hundyr, være et sundt+ [dyr] han frembærer for Jehova. 2 Og han skal lægge sin hånd på sin offergaves hoved,+ og man skal slagte* [dyret] ved indgangen til mødeteltet; og Arons sønner, præsterne, skal slynge blodet mod alteret, hele vejen rundt. 3 Og han skal frembære noget af fællesskabsofferet som et ildoffer til Jehova, nemlig fedtet+ der dækker indvoldene, ja alt fedtet der er på indvoldene,+ 4 og begge nyrerne+ og fedtet der er på dem, såvel som det der er på lænderne. Og vedhænget på leveren skal han fjerne sammen med nyrerne. 5 Og Arons sønner+ skal bringe det som røgoffer+ på alteret, oven på brændofferet over brændet+ på ilden, som et ildoffer til en formildende duft+ for Jehova.

6 Og hvis hans offergave som et fællesskabsoffer til Jehova er af småkvæget, et handyr eller et hundyr, skal det være et sundt+ [dyr] han frembærer. 7 Hvis det er et vædderlam han frembærer som sin offergave, så skal han frembære det for Jehovas ansigt.+ 8 Og han skal lægge sin hånd på sin offergaves hoved,+ og man skal slagte+ [dyret] foran mødeteltet; og Arons sønner skal slynge dets blod mod alteret, hele vejen rundt. 9 Og af fællesskabsofferet skal han frembære dets fedt som et ildoffer til Jehova.+ Hele fedthalen+ skal han fjerne, tæt ved rygraden, og fedtet der dækker indvoldene, ja alt fedtet der er på indvoldene,+ 10 og begge nyrerne og fedtet der er på dem, såvel som det der er på lænderne. Og vedhænget+ på leveren skal han fjerne sammen med nyrerne. 11 Og præsten skal bringe det som røgoffer+ på alteret som føde,*+ et ildoffer til Jehova.

12 Og hvis hans offergave er en ged,+ så skal han frembære den for Jehovas* ansigt. 13 Og han skal lægge sin hånd på dens hoved,+ og man skal slagte den foran mødeteltet;+ og Arons sønner skal slynge dens blod mod alteret, hele vejen rundt. 14 Og han skal deraf, som sin offergave, som et ildoffer til Jehova, frembære fedtet der dækker indvoldene, ja alt fedtet der er på indvoldene,+ 15 og begge nyrerne og fedtet der er på dem, såvel som det der er på lænderne. Og vedhænget på leveren skal han fjerne sammen med nyrerne. 16 Og præsten skal bringe det som røgoffer på alteret som føde, et ildoffer til en formildende duft. Alt fedtet tilhører Jehova.+

17 Det er en ordning der varer ved, i denne og kommende generationer, overalt hvor I bor: I må ikke spise noget som helst fedt eller noget som helst blod.’“+

4 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig: ’I det tilfælde at en sjæl+ synder af vanvare*+ i forbindelse med nogen af de ting som man ifølge Jehovas bud ikke må gøre, og han altså gør en af dem:

3 Hvis præsten, den salvede,*+ synder+ så han bringer skyld over folket, da skal han for den synd+ som han har begået, frembære en sund ung tyr* for Jehova som et syndoffer.* 4 Og han skal bringe tyren til mødeteltets indgang,+ for Jehovas ansigt, og lægge sin hånd på tyrens hoved+ og slagte tyren for Jehovas ansigt. 5 Og præsten, den salvede,*+ skal tage noget af tyrens blod og bringe det ind i mødeteltet; 6 og præsten skal dyppe* sin finger+ i blodet og stænke noget af blodet syv gange+ for Jehovas ansigt foran helligdommens forhæng. 7 Og præsten skal komme noget af blodet på hornene+ af alteret med den vellugtende røgelse, det som er foran Jehovas ansigt i mødeteltet, og alt det øvrige af tyrens blod skal han hælde ud ved foden+ af brændofferalteret, som er ved indgangen til mødeteltet.

8 Med hensyn til alt fedtet fra syndoffertyren skal han tage fedtet der dækker indvoldene, ud af den, ja alt fedtet der er på indvoldene,+ 9 og begge nyrerne og fedtet der er på dem, såvel som det der er på lænderne. Og vedhænget på leveren skal han fjerne sammen med nyrerne.+ 10 Det er det samme som det der tages af oksen der bringes som fællesskabsoffer.+ Og præsten skal bringe det som røgoffer på brændofferalteret.+

11 Men med hensyn til tyrens hud og alt dens kød samt dens hoved og dens skinneben og dens indvolde og dens skarn,+ 12 så skal han lade hele tyren bringe ud uden for lejren+ til et rent sted, dér hvor fedtasken+ hældes ud, og man skal brænde den på brænde i ilden.+ Dér hvor fedtasken hældes ud skal den brændes.

13 Og hvis hele Israels forsamling begår en fejl+ og sagen har været skjult for menighedens øjne, idet man har gjort en af alle de ting som man ifølge Jehovas bud ikke må gøre, og således har pådraget sig skyld,+ 14 og den synd som man har begået mod budet, er blevet kendt,+ så skal menigheden frembære en ung tyr som syndoffer og bringe den hen foran mødeteltet. 15 Og forsamlingens ældste* skal for Jehovas ansigt lægge deres hænder på tyrens hoved,+ og man skal slagte* tyren for Jehovas ansigt.

16 Så skal præsten, den salvede,*+ bringe noget af tyrens blod ind i mødeteltet.+ 17 Og præsten skal dyppe sin finger i noget af blodet og stænke det syv gange for Jehovas ansigt foran forhænget.*+ 18 Og han skal komme noget af blodet på hornene af alteret+ som er i mødeteltet, foran Jehova; og alt det øvrige blod skal han hælde ud ved foden af brændofferalteret,+ som er ved indgangen til mødeteltet. 19 Og alt dens fedt skal han tage ud af den og bringe det som røgoffer på alteret.+ 20 Og han skal gøre med tyren sådan som han gjorde med den anden syndoffertyr. Sådan skal han gøre med den; og præsten skal skaffe soning+ for* dem, og således skal det tilgives dem. 21 Og man skal bringe tyren ud uden for lejren og brænde den, sådan som man brændte den første tyr.+ Det er et syndoffer for menigheden.+

22 Når en høvding+ synder idet han af vanvare gør en af alle de ting som man ifølge Jehova hans Guds bud ikke må gøre,+ og således pådrager sig skyld, 23 eller den synd som han har begået mod budet* er blevet gjort kendt for ham,+ da skal han som sin offergave bringe et gedekid, et sundt handyr.+ 24 Og han skal lægge sin hånd på den unge buks* hoved+ og slagte den på det sted hvor man slagter brændofferet, for Jehovas ansigt.+ Det er et syndoffer.+ 25 Og præsten skal med sin finger tage noget af syndofferets blod og komme det på brændofferalterets horn,+ og resten af dets blod skal han hælde ud ved foden af brændofferalteret. 26 Og alt dets fedt skal han bringe som røgoffer på alteret ligesom fedtet fra fællesskabsofferet;+ og præsten skal skaffe ham soning for hans synd,+ og således skal den tilgives ham.

27 Og hvis en sjæl af landets folk synder af vanvare ved at gøre en af de ting som man ifølge Jehovas* bud ikke må gøre, og derved pådrager sig skyld,+ 28 eller den synd som han har begået, er blevet gjort kendt for ham, da skal han som sin offergave bringe et gedekid, et sundt hundyr,+ for den synd som han har begået. 29 Og han skal lægge sin hånd på syndofferets hoved+ og slagte syndofferet på samme sted som brændofferet.+ 30 Og præsten skal med sin finger tage noget af dets blod og komme det på brændofferalterets horn,+ og alt det øvrige blod skal han hælde ud ved foden af alteret.+ 31 Og han skal fjerne alt dets fedt,+ ligesom fedtet blev fjernet fra fællesskabsofferet;+ og præsten skal bringe det som røgoffer på alteret til en formildende duft for Jehova;+ og præsten skal skaffe ham soning, og således skal det tilgives ham.+

32 Og hvis det er et lam*+ han vil bringe som sin offergave til et syndoffer, skal det [også] være et sundt+ hundyr han bringer. 33 Og han skal lægge sin hånd på syndofferets hoved og slagte det som et syndoffer på det sted hvor man plejer at slagte brændofferet.+ 34 Og præsten skal tage noget af syndofferets blod med sin finger og komme det på brændofferalterets horn,+ og alt det øvrige af dets blod skal han hælde ud ved foden af alteret. 35 Og han skal fjerne alt dets fedt, sådan som man plejer at fjerne fedtet af fællesskabsofferets vædderlam, og præsten skal bringe det som røgoffer på alteret, oven på Jehovas ildofre;+ og præsten skal skaffe ham soning+ for den synd som han har begået, og således skal den tilgives ham.+

5 Og i det tilfælde at en sjæl+ synder idet han har hørt en offentlig forbandelse*+ og han er vidne — hvad enten han har set noget eller ved noget — og ikke meddeler+ det, da skal han bære ansvaret for sin misgerning.

2 Eller når en sjæl rører ved noget urent, enten den døde krop af et urent vildt dyr eller den døde krop af et urent husdyr eller den døde krop af et af de urene smådyr,+ så er han, skønt det har været skjult for ham,+ alligevel uren* og har pådraget sig skyld.+ 3 Eller i det tilfælde at han rører ved et menneskes urenhed,* det vil sige enhver urenhed+ hos det hvorved man kan blive uren, så har han, skønt det har været skjult for ham, men han bliver klar over det, pådraget sig skyld.

4 Eller i det tilfælde at en sjæl sværger idet han med sine læber taler tankeløst+ om at ville gøre noget, ondt+ eller godt — hvad et menneske nu end tankeløst kan udtale med en ed+ — så har han, skønt det har været skjult for ham, men han bliver klar over det, pådraget sig skyld i en af disse ting.

5 Og i det tilfælde at han pådrager sig skyld i en af disse ting, så skal han bekende+ på hvilken måde han har syndet. 6 Og han skal bringe sit skyldoffer+ til Jehova for den synd han har begået, nemlig et hundyr+ af småkvæget, et lam eller et gedekid, som syndoffer; og præsten skal skaffe ham soning for hans synd.+

7 Men hvis han ikke har tilstrækkelige midler* til et stykke småkvæg,+ da skal han som sit skyldoffer bringe to turtelduer+ eller to dueunger* til Jehova for den synd han har begået, én som syndoffer+ og én som brændoffer. 8 Og han skal bringe dem til præsten, der først skal frembære den som er til syndofferet og knibe+ dens hoved af foran på halsen, men han må ikke skille det fra. 9 Og han skal stænke noget af syndofferets blod på siden af alteret, men det der er tilbage af blodet skal presses ud ved foden af alteret.+ Det er et syndoffer. 10 Og den anden skal han tilberede som et brændoffer på den sædvanlige måde;+ og præsten skal skaffe ham soning+ for den synd han har begået, og således skal den tilgives ham.+

11 Men hvis han ikke har råd+ til to turtelduer eller to dueunger, da skal han som sin offergave for den synd han har begået, bringe en tiendedel efa*+ fint mel som syndoffer. Han må ikke komme olie+ på det og han må ikke lægge virak på det, for det er et syndoffer.+ 12 Og han skal bringe det til præsten, og præsten skal deraf tage en håndfuld som en repræsentativ del+ deraf og bringe det som røgoffer på alteret, oven på Jehovas ildofre.+ Det er et syndoffer.+ 13 Og præsten skal skaffe ham soning+ for den synd han har begået, en hvilken som helst af disse synder,* og således skal den tilgives ham; og det skal tilfalde præsten+ ligesom kornofferet.’“

14 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 15 „I det tilfælde at en sjæl handler troløst idet han synder af vanvare mod Jehovas hellige ting,+ da skal han som sit skyldoffer+ bringe Jehova en sund vædder af småkvæget i overensstemmelse med vurderingssummen* i sølvsekel+ efter helligdommens sekel,* som et skyldoffer. 16 Og han skal yde erstatning for den synd han har begået mod det hellige sted, og han skal føje en femtedel+ af [værdien] til, og han skal give det til præsten, så præsten kan skaffe ham soning+ med skyldoffervædderen, og således skal det tilgives+ ham.

17 Og hvis en sjæl synder idet han gør en af alle de ting som man ifølge Jehovas bud ikke må gøre, så har han, skønt han ikke var klar over det,+ alligevel pådraget sig skyld og må bære ansvaret for sin misgerning.+ 18 Og som skyldoffer+ skal han til præsten bringe en sund vædder af småkvæget i overensstemmelse med vurderingssummen; og præsten skal skaffe ham soning+ for den fejl som han har begået af vanvare, skønt han ikke selv var klar over det, og således skal den tilgives ham.+ 19 Det er et skyldoffer. Han har visselig pådraget sig skyld+ over for Jehova.“

6* Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Når en sjæl synder idet han handler troløst mod Jehova+ og nægter sin landsmand retten*+ til noget som er overgivet i hans varetægt eller betroet i hans hånd+ eller er tilranet, eller han har besveget sin landsmand,+ 3 eller han har fundet noget som [hans fælle] har mistet,+ og benægter det og sværger falsk+ i en af alle de ting som et menneske kan gøre og derved synde i dem, 4 da skal han, når han synder og pådrager sig skyld,+ give det tilbage som han har tilranet sig, eller det som han har taget med svig, eller det som var overgivet i hans varetægt, eller det mistede som han har fundet, 5 eller hvad som helst han måtte sværge falsk om, og han skal erstatte+ det med det fulde beløb derfor, og han skal føje en femtedel til. Til den som det tilhører, skal han give det på den dag hans skyld bevises. 6 Og som sit skyldoffer skal han bringe Jehova en sund vædder+ af småkvæget i overensstemmelse med vurderingssummen; som et skyldoffer+ [bringes den] til præsten. 7 Og præsten skal skaffe ham soning+ for Jehovas ansigt, og således skal han få tilgivelse for en hvilken som helst af alle de ting som han gør og derved pådrager sig skyld.“

8 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 9 „Giv Aron og hans sønner følgende påbud: ’Dette er loven om brændofferet:+ Brændofferet skal blive på ildstedet på alteret hele natten, indtil om morgenen, og alterets ild skal antændes ved det. 10 Og præsten skal iføre sig sin linneddragt,+ og han skal tage linnedbenklæderne+ på over sit legeme. Og han skal fjerne fedtasken+ fra brændofferet, som ilden fortærer på alteret, og lægge den ved siden af alteret. 11 Og han skal tage sine klæder af+ og tage andre klæder på og bringe fedtasken ud til et rent sted uden for lejren.+ 12 Og ilden på alteret skal blive ved med at brænde på det. Den må ikke gå ud. Og præsten skal brænde træ+ på den, morgen efter morgen, og lægge brændofferet til rette over den, og han skal bringe fedtstykkerne af fællesskabsofferet som røgoffer på den.+ 13 Der skal brænde en stadig ild+ på alteret. Den må ikke gå ud.

14 Og dette er loven om kornofferet:+ I Arons sønner skal frembære det for Jehova foran alteret. 15 Og en af dem skal tage en håndfuld af kornofferets fine mel og af dets olie og al virakken som er på kornofferet, og bringe det som røgoffer på alteret til en formildende duft, som en repræsentativ del+ deraf til Jehova. 16 Og det der er tilbage af det, kan Aron og hans sønner spise.+ Det spises som usyrede brød+ på et helligt sted. De skal spise det i forgården til mødeteltet. 17 Det må ikke bages med noget der er syret.+ Jeg har givet [dem] det som deres andel af mine ildofre.+ Det er højhelligt,+ ligesom syndofferet og skyldofferet. 18 Enhver af mandkøn+ blandt Arons sønner kan spise det. Det er deres retmæssige andel til alle tider,+ i denne og kommende generationer, af Jehovas ildofre. Alt hvad der rører ved dem bliver helligt.’“

19 Og Jehova talte videre til Moses og sagde: 20 „Dette er Arons og hans sønners offergave+ som de skal frembære for Jehova den dag han bliver salvet:+ en tiendedel efa+ fint mel som et stadigt kornoffer,+ halvdelen af det om morgenen og halvdelen af det om aftenen. 21 Det laves med olie på en bageplade.+ Du skal bringe det godt rørt. Du skal frembære kornofferets bagte ting i stykker som en formildende duft for Jehova. 22 Og præsten, den af hans sønner der er salvet* i hans sted,+ skal ofre det. Det er en varig forordning: Det skal bringes som et helt røgoffer+ for Jehova. 23 Og ethvert kornoffer fra en præst+ skal være et heloffer. Det må ikke spises.“

24 Og Jehova talte videre til Moses og sagde: 25 „Tal til Aron og hans sønner og sig: ’Dette er loven om syndofferet:+ På det sted+ hvor brændofferet slagtes, skal syndofferet slagtes for Jehovas ansigt. Det er højhelligt.+ 26 Den præst som ofrer det for synd, kan spise det.+ På et helligt sted+ skal det spises, i forgården+ til mødeteltet.

27 Alt hvad der rører ved dets kød bliver helligt,+ og når nogen sprøjter noget af dets blod på klædningen,+ skal du vaske dét hvorpå man har sprøjtet blod, på et helligt sted.+ 28 Og det lerkar+ hvori det koges, skal slås i stykker. Men hvis det er kogt i et kobberkar, skal det skures og skylles med vand.

29 Enhver af mandkøn blandt præsterne kan spise det.+ Det er højhelligt.+ 30 Dog må intet syndoffer hvoraf noget af blodet+ bringes ind i mødeteltet for at skaffe soning på det hellige sted, spises. Det skal brændes i ild.

7 Og dette er loven om skyldofferet:+ Det er højhelligt.+ 2 På det sted+ hvor de slagter brændofferet, skal de slagte skyldofferet, og dets blod+ skal man slynge+ mod alteret, hele vejen rundt. 3 Med hensyn til alt dets fedt+ skal man deraf frembære fedthalen og fedtet der dækker indvoldene, 4 og begge nyrerne og fedtet der er på dem, såvel som det der er på lænderne. Og vedhænget på leveren skal man fjerne sammen med nyrerne.+ 5 Og præsten skal bringe det som røgoffer på alteret, som et ildoffer til Jehova.+ Det er et skyldoffer. 6 Enhver af mandkøn blandt præsterne kan spise det.+ På et helligt sted skal det spises. Det er højhelligt.+ 7 Som syndofferet, således skyldofferet. Der er én lov for dem.+ Den præst som skaffer soning med det, ham tilhører det.

8 Med hensyn til den præst der frembærer en mands brændoffer, ham tilhører huden+ af det brændoffer som er frembåret for præsten.

9 Og ethvert kornoffer der bages i ovnen,+ og alt hvad der tilberedes i fedtgryden+ og på bagepladen,+ tilhører den præst som frembærer det. Det tilfalder ham.+ 10 Men ethvert kornoffer der er tilsat olie+ eller er tørt,+ tilfalder alle Arons sønner, den ene såvel som den anden.

11 Og dette er loven om fællesskabsofferet+ som man frembærer for Jehova: 12 Hvis man frembærer det som udtryk for taksigelse,*+ da skal man sammen med takofferet frembære usyrede ringformede kager tilsat olie, og usyrede fladbrød smurt med olie,+ og fint mel, godt rørt, som ringformede kager tilsat olie. 13 Sammen med ringformede kager af syret+ brød skal man frembære sin offergave sammen med sine fællesskabsofres takoffer. 14 Og deraf skal man frembære én [kage] af hver offergave som en hellig ydelse* til Jehova;+ den præst som slynger fællesskabsofrenes blod [mod alteret], ham tilfalder det.+ 15 Og kødet af fællesskabsofrenes takoffer skal spises den dag man frembærer sin offergave. Man må ikke lægge noget af det til side til næste morgen.+

16 Men hvis det slagtoffer man bringer som offergave er et løfteoffer+ eller en frivillig gave,+ skal det spises den dag man frembærer sit slagtoffer, og det der er levnet kan også spises den følgende dag. 17 Men det der er levnet af slagtofferets kød den tredje dag, skal brændes i ild.+ 18 Og hvis noget af ens fællesskabsoffers kød på nogen måde spises den tredje dag, vil den der frembærer det ikke blive godkendt.+ Det vil ikke blive regnet ham til gode.+ Det bliver noget væmmeligt, og den sjæl der spiser noget af det, skal bære ansvaret for sin misgerning.+ 19 Og det kød der rører ved noget som helst urent,+ må ikke spises. Det skal brændes i ild. Med hensyn til kødet kan enhver som er ren, spise kødet.

20 Og den sjæl der spiser kødet af fællesskabsofferet, som er til Jehova, mens han er i en uren tilstand, den sjæl skal udryddes af sit folk.+ 21 Og i det tilfælde at en sjæl rører ved noget som helst urent, et menneskes* urenhed+ eller et urent dyr+ eller noget ækelt som er urent,+ og spiser noget af kødet fra fællesskabsofferet, som er til Jehova, da skal den sjæl udryddes af sit folk.’“

22 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 23 „Tal til Israels sønner og sig: ’I må ikke spise noget som helst fedt+ af en okse, et får eller en ged. 24 Og fedtet af et selvdødt dyr og fedtet af et sønderrevet dyr+ kan bruges til ethvert formål, men I må under ingen omstændigheder spise det. 25 For enhver der spiser fedt af det dyr hvoraf man frembærer et ildoffer for Jehova, den sjæl der spiser det, skal udryddes+ af sit folk.

26 Og I må ikke spise noget som helst blod+ nogen af de steder hvor I bor, hverken af flyvende skabninger eller [andre] dyr. 27 Enhver sjæl der spiser noget som helst blod, den sjæl skal udryddes+ af sit folk.’“

28 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 29 „Tal til Israels sønner og sig: ’Den der frembærer sit fællesskabsoffer for Jehova, skal af sit fællesskabsoffer bringe sin offergave til Jehova.+ 30 Med egne hænder skal han som Jehovas ildofre bringe fedtet+ sammen med brystet. Han skal bringe det sammen med brystet for at svinge det frem og tilbage som et svingningsoffer+ for Jehovas ansigt. 31 Og præsten skal bringe fedtet som røgoffer+ på alteret, men brystet skal tilfalde Aron og hans sønner.+

32 Og I skal give præsten den højre kølle af jeres fællesskabsofre som en hellig ydelse.+ 33 Den af Arons sønner der frembærer blodet af fællesskabsofrene og fedtet, ham tilfalder den højre kølle som hans andel.+ 34 Ja, jeg tager hermed svingningsbrystet+ og den hellige ydelses kølle fra Israels sønner, fra deres fællesskabsofre, og jeg giver dem til præsten Aron og hans sønner, fra Israels sønner, som en varig forordning.

35 Dette var Arons præstelige andel og hans sønners præstelige andel af Jehovas ildofre, på den dag da han fremstillede+ dem til at virke som præster for Jehova, 36 den som Jehova havde påbudt at give dem på den dag han salvede+ dem blandt Israels sønner. Det er en ordning der varer ved, i denne og kommende generationer.’“+

37 Dette er loven vedrørende brændofferet,+ kornofferet+ og syndofferet,+ skyldofferet,+ indsættelsesofferet+ og fællesskabsofferet,+ 38 sådan som Jehova havde påbudt Moses på Sinaj Bjerg+ den dag han påbød Israels sønner at frembære deres offergaver for Jehova i Sinaj Ørken.+

8 Og Jehova talte videre til Moses og sagde: 2 „Tag Aron, og hans sønner med ham,+ og klæderne+ og salveolien+ og syndoffertyren+ og de to væddere og kurven med usyrede brød,+ 3 og lad hele forsamlingen kalde sammen*+ ved indgangen til mødeteltet.“+

4 Da gjorde Moses sådan som Jehova havde påbudt ham, hvorpå forsamlingen trådte sammen* ved indgangen+ til mødeteltet. 5 Så sagde Moses til forsamlingen: „Dette har Jehova påbudt at gøre.“+ 6 Og Moses førte så Aron og hans sønner frem og vaskede+ dem med vand.+ 7 Derpå gav han ham den lange kjortel+ på og bandt skærfet+ om ham og iførte ham den ærmeløse overklædning+ og gav ham efoden+ på og bandt efodens bælte+ om ham og bandt den stramt om ham med det. 8 Så anbragte han brystskjoldet+ på ham og lagde Uʹrim og Tumʹmim*+ i brystskjoldet. 9 Derpå satte han turbanen+ på hans hoved og anbragte den skinnende guldplade, det hellige indvielsestegn,*+ på turbanen, på forsiden af den, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

10 Så tog Moses salveolien og salvede teltboligen+ og alt hvad der var i den og helligede det. 11 Derpå stænkede han noget af den syv gange på alteret og salvede alteret+ og alle dets redskaber og bækkenet og dets stel for at hellige dem. 12 Til sidst hældte han noget af salveolien over Arons hoved og salvede ham for at hellige ham.+

13 Derpå førte Moses Arons sønner frem+ og gav dem lange kjortler på og bandt skærf+ om dem og viklede hovedtøjet+ om dem, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

14 Så førte han syndoffertyren+ frem, og Aron og hans sønner lagde deres hænder på syndoffertyrens hoved.+ 15 Så slagtede+ Moses den og tog blodet+ og kom det med sin finger på alterets horn, hele vejen rundt, og rensede alteret for synd, men resten af blodet hældte han ud ved foden af alteret, og således helligede han det, så man kunne skaffe soning+ på det. 16 Derpå tog Moses alt fedtet som var på indvoldene, og leverens vedhæng og begge nyrerne og deres fedt og bragte det som røgoffer på alteret.+ 17 Men tyren og dens hud og dens kød og dens skarn brændte man i ild uden for lejren,+ sådan som Jehova havde påbudt Moses.

18 Derpå førte han brændoffervædderen frem, og Aron og hans sønner lagde deres hænder på vædderens hoved.+ 19 Derpå slagtede Moses den og slyngede blodet mod alteret, hele vejen rundt.+ 20 Og Moses parterede vædderen,+ hvorpå han bragte hovedet og stykkerne og nyrefedtet som røgoffer. 21 Og indvoldene og skinnebenene vaskede Moses med vand, hvorpå han bragte hele vædderen som røgoffer på alteret.+ Det var et brændoffer til en formildende duft.+ Det var et ildoffer til Jehova, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

22 Derpå førte han den anden vædder frem, indsættelsesvædderen,+ og Aron og hans sønner lagde deres hænder på vædderens hoved. 23 Derpå slagtede Moses den og tog noget af dens blod og kom det på Arons højre øreflip og på hans højre hånds tommelfinger og på hans højre fods storetå.+ 24 Dernæst førte Moses Arons sønner frem og kom noget af blodet på deres højre øreflip og på deres højre hånds tommelfinger og på deres højre fods storetå; og til sidst slyngede Moses resten af blodet mod alteret, hele vejen rundt.+

25 Derpå tog han fedtet og fedthalen og alt fedtet der var på indvoldene,+ og leverens vedhæng og begge nyrerne og deres fedt og den højre kølle.+ 26 Og af kurven med usyrede brød som stod for Jehovas ansigt, tog han en usyret ringformet kage+ og en ringformet oliebrødkage+ og et fladbrød.+ Derpå anbragte han dem oven på fedtstykkerne og den højre kølle. 27 Så lagde han det alt sammen på Arons hænder og hans sønners hænder og gav sig til at svinge det frem og tilbage som et svingningsoffer for Jehovas ansigt.+ 28 Så tog Moses det af deres hænder og bragte det som røgoffer på alteret, oven på brændofferet.+ Det var et indsættelsesoffer+ til en formildende duft.+ Det var et ildoffer til Jehova.+

29 Derpå tog Moses brystet+ og gav sig til at svinge det frem og tilbage som et svingningsoffer for Jehovas ansigt.+ Det blev Moses’ andel+ af indsættelsesvædderen, sådan som Jehova havde påbudt Moses.

30 Så tog Moses noget af salveolien+ og noget af blodet som var på alteret og stænkede det på Aron og hans klæder og på hans sønner og hans sønners klæder sammen med ham. Således helligede+ han Aron og hans klæder, og sammen med ham hans sønner og hans sønners+ klæder.

31 Derpå sagde Moses til Aron og hans sønner: „Kog+ kødet ved indgangen til mødeteltet, og dér skal I spise det+ og brødet som er i indsættelseskurven, sådan som jeg fik påbud om* med ordene: ’Aron og hans sønner skal spise det.’ 32 Og det der levnes af kødet og brødet skal I brænde i ild.+ 33 Og I må ikke gå bort fra indgangen til mødeteltet i syv dage,+ før den dag jeres indsættelsesdage er til ende, for det vil tage syv dage at fylde jeres hånd med myndighed.*+ 34 Sådan som det er blevet gjort i dag, [sådan] har Jehova givet påbud om at det skal gøres for at skaffe jer soning.+ 35 Og I skal blive ved indgangen til mødeteltet dag og nat i syv dage+ og holde den vagt for Jehova I er forpligtede til,+ for at I ikke skal dø; for således er det blevet mig påbudt.“

36 Og Aron og hans sønner gjorde alt hvad Jehova havde givet påbud om ved Moses.

9 Og på den ottende+ dag tilkaldte Moses Aron og hans sønner og Israels ældste. 2 Og han sagde til Aron: „Tag dig en ung kalv til syndoffer+ og en vædder til brændoffer,+ sunde [dyr], og frembær dem for Jehovas ansigt.+ 3 Men til Israels sønner* skal du tale og sige: ’Tag en gedebuk+ til syndoffer og en kalv og et vædderlam,+ hver et år gamle [og] sunde, til brændoffer, 4 og en okse og en vædder til fællesskabsofre+ for at bringe dem som slagtofre for Jehovas ansigt, og et kornoffer+ tilsat olie, for i dag vil Jehova vise sig for jer.’“+

5 Så tog de det som Moses havde givet påbud om, og bragte det hen foran mødeteltet. Og hele forsamlingen trådte frem og stod for Jehovas ansigt.+ 6 Da sagde Moses: „Dette har Jehova påbudt jer at gøre, så Jehovas herlighed kan vise sig for jer.“+ 7 Og Moses sagde til Aron: „Træd hen til alteret og bring dit syndoffer+ og dit brændoffer, og skaf soning+ for dig selv og for dit hus;* og bring folkets offergave+ og skaf soning+ for det, sådan som Jehova har påbudt.“

8 Aron trådte da hen til alteret og slagtede den kalv som skulle være syndoffer for ham.+ 9 Derpå bragte Arons sønner blodet+ hen til ham, og han dyppede sin finger i blodet+ og kom det på alterets horn,+ og resten af blodet hældte han ud ved foden af alteret. 10 Og fedtet+ og nyrerne og leverens vedhæng fra syndofferet bragte han som røgoffer på alteret,+ sådan som Jehova havde påbudt Moses. 11 Og kødet og huden brændte man i ild uden for lejren.+

12 Så slagtede han brændofferet, hvorpå Arons sønner rakte ham blodet, og han slyngede det mod alteret, hele vejen rundt.+ 13 Og de rakte ham brændofferet stykke for stykke, samt hovedet, hvorpå han bragte det som røgoffer på alteret.+ 14 Til sidst vaskede han indvoldene og skinnebenene og bragte dem som røgoffer oven på brændofferet på alteret.+

15 Så frembar han folkets offergave+ og tog den buk som skulle være syndoffer for folket og slagtede den og bragte den som syndoffer ligesom den første. 16 Endvidere frembar han brændofferet og tilberedte det på den sædvanlige måde.+

17 Dernæst frembar han kornofferet+ og fyldte hånden med noget af det og bragte det som røgoffer på alteret, foruden morgenbrændofferet.+

18 Derpå slagtede han oksen og vædderen, som var folkets fællesskabsoffer.+ Så rakte Arons sønner ham blodet, hvorpå han slyngede det mod alteret, hele vejen rundt.+ 19 Med hensyn til fedtstykkerne+ af oksen og fedthalen+ af vædderen og fedtlaget* og nyrerne og leverens vedhæng, 20 så lagde de* fedtstykkerne på bryststykkerne,+ hvorpå han bragte fedtstykkerne som røgoffer på alteret. 21 Men bryststykkerne og den højre kølle svang Aron frem og tilbage som et svingningsoffer+ for Jehovas ansigt, sådan som Moses havde påbudt.

22 Så løftede Aron sine hænder mod folket og velsignede det,+ hvorpå han steg ned+ efter at have ofret syndofferet og brændofferet og fællesskabsofrene. 23 Til sidst gik Moses og Aron ind i mødeteltet og kom ud og velsignede folket.+

Da viste Jehovas herlighed+ sig for hele folket, 24 og der fór ild ud fra Jehova+ og fortærede brændofferet og fedtstykkerne på alteret. Da hele folket så det, råbte de højt af glæde og faldt på deres ansigter.+

10 Senere tog Arons sønner Naʹdab og Aʹbihu+ hver sit ildbækken+ og kom ild i dem og lagde røgelse+ derpå og frembar ulovlig ild for Jehovas ansigt,+ hvad han ikke havde påbudt dem. 2 Da fór der ild ud fra Jehova og fortærede dem,+ så de døde for Jehovas ansigt.+ 3 Da sagde Moses til Aron: „Dette har Jehova talt og sagt: ’Lad mig blive helliget+ blandt dem der står mig nær,+ og lad mig blive herliggjort foran hele folket.’“+ Og Aron forholdt sig tavs.

4 Så kaldte Moses på Miʹsjael og Elzaʹfan, Arons farbroder Uzʹziels+ sønner, og sagde til dem: „Kom herhen, bær jeres brødre fra [stedet] foran helligdommen til [et sted] uden for lejren.“+ 5 Så kom de hen og bar dem i deres kjortler uden for lejren, sådan som Moses havde sagt.

6 Derpå sagde Moses til Aron og til hans sønner Eleaʹzar og Iʹtamar: „I må ikke lade jeres hoved[hår] hænge uplejet,+ og I må ikke sønderrive jeres klæder, at I ikke skal dø og Han ikke skal harmes på hele forsamlingen;+ men jeres brødre i hele Israels hus kan græde over den brand som Jehova har ladet brænde. 7 Og I må ikke gå bort fra mødeteltets indgang, at I ikke skal dø,+ for Jehovas salveolie er på jer.“+ Så handlede de efter Moses’ ord.

8 Derpå talte Jehova til Aron og sagde: 9 „Drik ikke vin eller stærke drikke,+ hverken du eller dine sønner sammen med dig, når I går ind i mødeteltet, at I ikke skal dø. Det er en ordning der skal vare ved, i denne og kommende generationer, 10 både for at gøre skel mellem det der er helligt og det der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene,+ 11 og for at lære Israels sønner+ alle de forordninger som Jehova har talt til dem om ved Moses.“

12 Så talte Moses til Aron og til Eleaʹzar og Iʹtamar, hans sønner som var tilbage: „Tag det kornoffer+ som er levnet af Jehovas ildofre og spis det usyret nær alteret, for det er højhelligt.+ 13 Og I skal spise det på et helligt sted,+ for det er din retmæssige andel og dine sønners retmæssige andel af Jehovas ildofre; for sådan er det blevet mig påbudt. 14 Og I skal spise svingningsbrystet+ og den hellige ydelses kølle+ på et rent sted, du og dine sønner og dine døtre med dig,+ for det er givet som din retmæssige andel og som dine sønners retmæssige andel af Israels sønners fællesskabsofre. 15 De skal bringe den hellige ydelses kølle og svingningsbrystet+ sammen med fedtstykkerne til ildofre, for at svinge svingningsofferet frem og tilbage for Jehovas ansigt; og det skal tilfalde dig og dine sønner sammen med dig som en retmæssig andel+ til alle tider, sådan som Jehova har påbudt.“

16 Og Moses søgte og søgte efter syndofferbukken,+ og se, den var brændt op. Da harmedes han på Eleaʹzar og Iʹtamar, dem der var tilbage af Arons sønner, og sagde: 17 „Hvorfor har I ikke spist syndofferet på det hellige sted;+ det er jo højhelligt, og han har givet jer det for at I kan bære ansvaret for forsamlingens misgerning og skaffe den soning for Jehovas ansigt?+ 18 Se! Dets blod er ikke blevet bragt indenfor på det hellige sted.+ I skulle jo have spist det på det hellige sted, sådan som jeg fik påbud om.“*+ 19 Da sagde Aron til Moses: „Se! De har i dag frembåret deres syndoffer og deres brændoffer for Jehova,+ og så hændte der mig noget som dette; havde jeg nu spist syndofferet i dag, ville det da have været tilfredsstillende i Jehovas øjne?“+ 20 Da Moses hørte dette, var han tilfreds.

11 Og Jehova talte videre til Moses og Aron idet han sagde til dem: 2 „Tal til Israels sønner og sig: ’Dette er de levende skabninger som du kan spise+ af alle de dyr der er på jorden: 3 Alt hvad der har spaltede klove og har en fuld kløft i klovene og tygger drøv* blandt dyrene, dét kan I spise.+

4 Kun disse må I ikke spise blandt dem der tygger drøv og blandt dem der har spaltede klove: kamelen, for den tygger nok drøv, men har ikke spaltede klove. Den er uren for jer.+ 5 Og klippegrævlingen,*+ for den tygger nok drøv, men har ikke spaltede klove. Den er uren for jer. 6 Og haren,+ for den tygger nok drøv, men den har ikke spaltede klove. Den er uren for jer. 7 Og svinet,+ for det har spaltede klove og har en fuld kløft i kloven, men det tygger ikke drøv. Det er urent for jer. 8 I må ikke spise noget af deres kød, og I må ikke røre ved døde dyr af deres slags.+ De er urene for jer.+

9 Dette kan I spise af alt hvad der er i vandet:+ Alt hvad der har finner og skæl+ i vandet, i havene og i regnfloderne, det kan I spise. 10 Men alt hvad der er i havene og regnfloderne som ikke har finner og skæl — af alle vrimlende smådyr i vandet og af hver levende sjæl* der er i vandet — det er noget ækelt for jer. 11 Ja, det vil være noget ækelt for jer. I må ikke spise noget af deres kød,+ og I skal betragte et dødt dyr af deres slags som noget ækelt. 12 Alt hvad der er i vandet som ikke har finner og skæl, er noget ækelt for jer.

13 Og følgende skal I betragte som ækle blandt de flyvende skabninger.+ De må ikke spises. De er noget ækelt: ørnen,+ fiskeørnen* og den grå grib,* 14 den røde glente og den sorte glente+ efter dens art,* 15 alle ravne+ efter deres art, 16 samt strudsen,*+ uglen,* mågen og falken efter dens art, 17 og den lille ugle,* skarven og skovhornuglen,+ 18 svanen,* pelikanen og ådselgribben,+ 19 storken, hejren efter dens art, hærfuglen og flagermusen.+ 20 Alle vingede vrimlende smådyr som går på fire, er noget ækelt for jer.+

21 Kun dette kan I spise af alle de vingede vrimlende smådyr som går på fire: dem som har* springben over deres fødder til at springe på jorden med. 22 Disse kan I spise af dem: vandregræshoppen*+ efter dens art, solamʹgræshoppen*+ efter dens art, fårekyllingen efter dens art og hagabʹgræshoppen*+ efter dens art. 23 Men alle andre vingede vrimlende smådyr som har fire ben, er noget ækelt+ for jer. 24 Så ved disse kan I gøre jer urene. Enhver der rører ved et dødt dyr af deres slags, vil være uren til aften.+ 25 Og enhver der bærer et dødt dyr af deres slags bort, skal vaske+ sine klæder, og han skal være uren til aften.

26 Med hensyn til ethvert dyr der har spaltede klove men ikke har en fuld kløft [i klovene] og ikke tygger drøv, så er de urene for jer. Enhver der rører ved dem, bliver uren.+ 27 Med hensyn til enhver der går på poter blandt alle de levende skabninger der går på fire, så er de urene for jer. Enhver der rører ved et dødt dyr af deres slags, vil være uren til aften. 28 Og den der bærer et dødt dyr af deres slags+ bort, skal vaske sine klæder,+ og han skal være uren til aften. De er urene for jer.

29 Og dette er urent for jer blandt de smådyr der vrimler på jorden:+ blindmusen, springmusen+ og firbenet* efter dets art, 30 gekkoen, kæmpefirbenet og salamanderen, ørkenfirbenet og kamæleonen.* 31 Disse er urene for jer blandt alle de vrimlende smådyr.+ Enhver der rører ved dem når de er døde, vil være uren til aften.+

32 Og alt hvad nogen af dem falder ned på når de er døde, bliver urent, enten det er et trækar+ eller en klædning eller et skind+ eller en sæk.+ Ethvert redskab som man gør brug af, skal lægges i vand, og det skal være urent til aften og så være rent. 33 Med hensyn til ethvert lerkar+ som nogen af dem falder ned i, så bliver alt hvad der er i det urent, og [karret] skal I slå i stykker.+ 34 Al slags føde som kan spises [og] som vand derfra kommer i berøring med, bliver uren, og enhver drik der drikkes i ethvert [sådant] kar, bliver uren. 35 Og alt hvad et dødt dyr af deres slags falder ned på, bliver urent. Hvad enten det er en ovn eller en krukkeholder, så skal den brydes ned. De er urene, og de vil være urene for jer. 36 Kun en kilde og en cisterne med en samling af vand vil fortsat være rene, men den der rører ved et dødt dyr af deres slags bliver uren. 37 Og i det tilfælde at et dødt dyr af deres slags falder ned på noget plantefrø der skal sås, er det rent. 38 Men i det tilfælde at der kommes vand på frøet og et dødt dyr af deres slags er faldet ned på det, er det urent for jer.

39 Og i det tilfælde at et dyr som tjener jer til føde dør, vil den der rører ved det være uren til aften.+ 40 Og den der spiser+ noget af det døde dyr skal vaske sine klæder, og han skal være uren til aften; og den der bærer det bort skal vaske sine klæder, og han skal være uren til aften. 41 Og alle smådyr der vrimler på jorden er noget ækelt.+ De må ikke spises. 42 Ingen skabning der kryber på bugen*+ og ingen skabning der går på fire eller har mange fødder, af alle de smådyr der vrimler på jorden, må I spise, for den er noget ækelt.+ 43 Gør ikke jeres sjæle ækle med nogen af de smådyr det vrimler med; ja I må ikke gøre jer urene ved dem og således blive urene ved dem.+ 44 For jeg er Jehova jeres Gud;+ og I skal hellige jer og være hellige,+ for jeg er hellig.+ Så I må ikke gøre jeres sjæle urene ved nogen af de smådyr der bevæger sig på jorden. 45 For jeg er Jehova som fører jer op fra Ægyptens land for at være Gud for jer;+ og I skal være hellige,+ for jeg er hellig.+

46 Dette er loven om [land]dyrene og de flyvende skabninger og hver levende sjæl der bevæger sig i vandet+ og om hver sjæl af dem der vrimler på jorden, 47 for at gøre skel+ mellem det urene og det rene, og mellem de levende skabninger der kan spises og de levende skabninger der ikke kan spises.’“

12 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig: ’Når en kvinde undfanger+ og føder en dreng, skal hun være uren i syv dage; som i den månedlige urenheds dage, når hun har sin menstruation, vil hun være uren.+ 3 Og på den ottende dag skal hans forhuds kød omskæres.+ 4 I endnu treogtredive dage bliver hun i renselsesblodet. Hun må ikke røre ved noget som helst helligt, og hun må ikke gå ind i helligdommen før hendes renselsesdage er til ende.+

5 Og hvis hun føder en pige, så skal hun være uren i fjorten dage,* som under sin månedlige urenhed. I endnu seksogtres dage bliver hun i renselsesblodet. 6 Derpå skal hun, når hendes renselsesdage er til ende for en søn eller en datter, bringe et vædderlam i dets første år som et brændoffer+ og en dueunge* eller en turteldue+ som et syndoffer til mødeteltets indgang, til præsten. 7 Og han skal frembære det for Jehova og skaffe hende soning, og hun er ren efter udstrømningen af hendes blod.+ Dette er loven om den kvinde der føder, hvad enten det er en dreng eller en pige. 8 Men hvis hun ikke har tilstrækkelige midler* til et stykke småkvæg, så skal hun tage to turtelduer eller to dueunger,*+ én til et brændoffer og én til et syndoffer, og præsten vil skaffe hende soning,+ og hun er ren.’“

13 Og Jehova talte videre til Moses og Aron og sagde: 2 „I det tilfælde at der på legemets hud hos et menneske kommer udslæt eller skurv+ eller en plet, og det på legemets hud bliver til et angreb af spedalskhed,*+ skal han bringes hen til præsten Aron eller til en af hans sønner, præsterne.+ 3 Og præsten skal se på angrebet på legemets hud.+ Når håret på det angrebne sted er blevet hvidt og stedet ser ud til at ligge dybere end legemets hud, er det et angreb af spedalskhed. Og præsten skal se på det, og han skal erklære ham for uren. 4 Men hvis pletten er hvid på legemets hud og den ikke ser ud til at ligge dybere end huden og dens hår ikke er blevet hvidt, skal præsten sætte den angrebne i karantæne+ i syv dage. 5 Og præsten skal se på ham den syvende dag, og hvis angrebet efter sit udseende er standset [og] ikke har bredt sig på huden, så skal præsten sætte ham i karantæne+ i syv dage til.

6 Og præsten skal se på ham den syvende dag for anden gang, og hvis det angrebne sted er blevet blegt og angrebet ikke har bredt sig på huden, så skal præsten erklære ham for ren. Det var skurv. Og han skal vaske sine klæder og være ren. 7 Men hvis skurven umiskendeligt har bredt sig på huden efter at han har ladet sig syne af præsten for at få sin renselse stadfæstet, så skal han lade sig syne for anden gang af præsten,+ 8 og præsten skal se på ham; og hvis skurven har bredt sig på huden, så skal præsten erklære ham for uren. Det er spedalskhed.+

9 I det tilfælde at der kommer et angreb af spedalskhed hos et menneske, så skal han bringes hen til præsten. 10 Og præsten skal se på ham;+ og hvis der er et hvidt udslæt på huden og det har gjort håret hvidt og der er levende råt kød+ i udslættet, 11 er det kronisk spedalskhed+ på legemets hud, og præsten skal erklære ham for uren. Han skal ikke sætte ham i karantæne,+ for han er uren. 12 Og hvis der umiskendeligt bryder spedalskhed ud på huden, og spedalskheden dækker hele huden hos den angrebne fra hoved til fod, så vidt præstens øjne kan se, 13 og præsten har set det, og se, spedalskheden dækker hele hans legeme, så skal han erklære den angrebne for ren.* Det hele er blevet hvidt. Han er ren. 14 Men den dag der viser sig levende kød i det, vil han være uren. 15 Og præsten+ skal se det levende kød, og han skal erklære ham for uren. Det levende kød er urent. Det er spedalskhed.+ 16 I det tilfælde, derimod, at det levende kød heles igen og det bliver hvidt, så skal han komme til præsten. 17 Og præsten skal se på ham,+ og hvis den angrebne er blevet hvid, så skal præsten erklære den angrebne for ren. Han er ren.

18 Og i det tilfælde at der på legemets hud kommer en byld+ og den er blevet lægt, 19 og der på byldens sted er kommet et hvidt udslæt eller en rødlighvid plet, så skal han lade sig syne af præsten. 20 Og præsten skal se på det,+ og hvis det ser ud til at ligge lavere end huden og håret er blevet hvidt, så skal præsten erklære ham for uren. Det er et angreb af spedalskhed. Den er brudt ud i bylden. 21 Men hvis præsten ser på det, og se, der er intet hvidt hår i det og det ligger ikke lavere end huden og det er blegt, så skal præsten sætte ham i karantæne+ i syv dage. 22 Og hvis det umiskendeligt breder sig på huden, så skal præsten erklære ham for uren. Det er et angreb [af spedalskhed]. 23 Men hvis pletten bliver som den er [og] den ikke har bredt sig, er det betændelse+ af bylden; og præsten skal erklære ham for ren.+

24 Eller i det tilfælde at der på legemets hud kommer et brandsår og det rå kød i brandsåret bliver til en rødlighvid eller en hvid plet, 25 så skal præsten se på det; og hvis håret er blevet hvidt i pletten og den ser ud til at ligge dybere end huden, er det spedalskhed. Den er brudt ud i brandsåret, og præsten skal erklære ham for uren. Det er et angreb af spedalskhed. 26 Men hvis præsten ser på det, og se, der er intet hvidt hår i pletten og den ligger ikke lavere end huden og den er bleg, så skal præsten sætte ham i karantæne i syv dage. 27 Og præsten skal se på ham den syvende dag. Hvis den umiskendeligt breder sig på huden, så skal præsten erklære ham for uren. Det er et angreb af spedalskhed. 28 Men hvis pletten bliver som den er [og] ikke har bredt sig på huden og den er bleg, er det et udslæt i brandsåret; og præsten skal erklære ham for ren, for det er en betændelse i brandsåret.

29 I det tilfælde at der hos en mand eller en kvinde kommer et angreb [af en hudsygdom] på hovedet eller på hagen, 30 så skal præsten+ se angrebet; og hvis det ser ud til at ligge dybere end huden, og håret på det er gult og sparsomt, så skal præsten erklære vedkommende for uren. Det er et unormalt håraffald.+ Det er spedalskhed på hovedet eller på hagen. 31 Men i det tilfælde at præsten ser angrebet af det unormale håraffald, og det ikke ser ud til at ligge dybere end huden og der ikke er sort hår i det, så skal præsten sætte den der er angrebet af det unormale håraffald i karantæne+ i syv dage.+ 32 Og præsten skal se på angrebet den syvende dag; og hvis det unormale håraffald ikke har bredt sig og der ikke er kommet gult hår i det, og stedet med det unormale håraffald+ ikke ser ud til at ligge dybere end huden, 33 så skal han lade sig barbere, men han skal ikke lade stedet med det unormale håraffald barbere;+ og præsten skal sætte [den der er angrebet af] det unormale håraffald i karantæne i syv dage til.

34 Og præsten skal se på stedet med det unormale håraffald den syvende dag; og hvis det unormale håraffald ikke har bredt sig på huden, og stedet ikke ser ud til at ligge dybere end huden, så skal præsten erklære ham for ren;+ og han skal vaske sine klæder og være ren. 35 Men hvis det unormale håraffald umiskendeligt breder sig på huden efter at hans renselse er stadfæstet, 36 så skal præsten+ se ham; og hvis det unormale håraffald har bredt sig på huden, behøver præsten ikke at undersøge om der er gult hår; han er uren. 37 Men hvis det unormale håraffald efter sit udseende er standset og der er vokset sort hår ud på stedet, er det unormale håraffald helbredt. Han er ren, og præsten skal erklære ham for ren.+

38 I det tilfælde at der hos en mand eller en kvinde kommer pletter,+ hvide pletter, på deres legemes hud, 39 så skal præsten+ se på det; og hvis pletterne på deres legemes hud er bleghvide, er det et godartet udslæt. Det er brudt ud på huden. Han er ren.

40 I det tilfælde at en mand bliver skaldet+ på hovedet, er han isseskaldet. Han er ren. 41 Og hvis hans hoved bliver skaldet foran,* er han pandeskaldet. Han er ren. 42 Men i det tilfælde at der kommer et rødlighvidt angreb [af en hudsygdom] på hans skaldede isse eller pande, er det spedalskhed der bryder ud på hans skaldede isse eller pande. 43 Og præsten+ skal se på ham; og hvis der er et udslæt af et rødlighvidt angreb [af en hudsygdom] på hans skaldede isse eller pande af samme udseende som spedalskhed på legemets hud, 44 er han spedalsk.* Han er uren. Præsten kan uden videre erklære ham for uren. Han er angrebet [af spedalskhed] på hovedet. 45 Med hensyn til den spedalske, den som er angrebet, så skal hans klæder være sønderrevne,+ og hans hoved[hår] skal være uplejet,+ og han skal tildække overskægget*+ og råbe: ’Uren, uren!’+ 46 Alle de dage han er angrebet, vil han være uren. Han er uren. Han skal bo for sig selv. Uden for lejren+ skal hans bolig være.

47 I det tilfælde at der kommer et angreb af spedalskhed på en klædning, hvad enten det er en ulden klædning eller en lærredsklædning, 48 eller i kædegarn+ eller skudgarn af hør eller uld, eller på et skind eller på noget som helst der er lavet af skind,+ 49 og angrebet da er gulgrønt eller rødligt på klædningen eller skindet eller i kædegarnet eller skudgarnet eller på den pågældende ting af skind, er det et angreb af spedalskhed, og man skal vise præsten det. 50 Og præsten+ skal se angrebet, og han skal sætte det angrebne i karantæne+ i syv dage. 51 Når han har set angrebet den syvende dag [og konstateret] at angrebet har bredt sig på klædningen eller i kædegarnet eller skudgarnet+ eller på skindet — hvilken anvendelse skindet end måtte være lavet til — er angrebet ondartet spedalskhed.+ Det er urent. 52 Og han skal brænde klædningen eller kædegarnet eller skudgarnet af uld eller hør,+ eller en hvilken som helst ting af skind hvorpå angrebet måtte være, for det er ondartet+ spedalskhed. Det skal brændes i ild.

53 Men hvis præsten ser på det, og se, angrebet har ikke bredt sig på klædningen eller i kædegarnet eller skudgarnet eller på den pågældende ting af skind,+ 54 så skal præsten påbyde at de vasker det hvori angrebet er, og han skal sætte det i karantæne i syv dage til. 55 Og præsten skal se på det angrebne efter at det er vasket ud, og hvis angrebet ikke har ændret udseende er det urent, selv om angrebet ikke har bredt sig. Du skal brænde det i ild. Det er en fordybning på et tyndslidt sted på dets underside eller dets overside.

56 Men hvis præsten har set på det, og se, det angrebne sted er blegt efter at det er vasket ud, så skal han rive det ud af klædningen eller skindet eller kædegarnet eller skudgarnet. 57 Men hvis det stadig viser sig på klædningen eller i kædegarnet eller skudgarnet+ eller på den pågældende ting af skind, er det i udbrud. Hvad angrebet end er i, skal du brænde+ det i ild. 58 Med hensyn til klædningen eller kædegarnet eller skudgarnet eller den pågældende ting af skind som du vasker, så skal det vaskes for anden gang når angrebet er forsvundet fra dem; og det skal være rent.

59 Dette er loven om angreb af spedalskhed på en klædning af uld eller lærred,+ eller i kædegarn eller skudgarn, eller på en eller anden ting af skind, for at man kan erklære den for ren eller uren.“

14 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Dette skal være loven for den spedalske+ på den dag hans renselse stadfæstes, når han skal føres til præsten.+ 3 Og præsten skal gå ud uden for lejren, og præsten skal se på ham; og hvis angrebet af spedalskhed er blevet helbredt+ hos den spedalske, 4 så skal præsten give påbud; og til den der skal renses skal han* tage to levende rene fugle+ og cedertræ+ og karmoisinrødt garn+ og isop.+ 5 Og præsten skal give påbud, og den ene fugl skal slagtes* i et lerkar over rindende vand.*+ 6 Med hensyn til den levende fugl skal han tage den og cedertræet og det karmoisinrøde garn og isopen, og han skal dyppe det og den levende fugl i blodet af den fugl som blev slagtet over det rindende vand. 7 Og han skal stænke+ det syv gange+ på ham der er i færd med at rense sig for spedalskhed, og han skal erklære ham for ren,+ og han skal sende den levende fugl bort over den åbne mark.*+

8 Og den der er i færd med at rense sig skal vaske sine klæder+ og barbere alt sit hår af og bade sig+ i vand, og han skal være ren, og bagefter kan han komme ind i lejren. Og han skal bo uden for sit telt i syv dage.+ 9 Og på den syvende dag skal han barbere alt sit hår på hovedet+ og hagen samt sine øjenbryn af. Ja, han må barbere alt sit hår af og vaske sine klæder og bade sit legeme i vand; og han er ren.

10 Og på den ottende+ dag skal han tage to sunde vædderlam* og et sundt hunlam,+ i dets første år, og tre tiendedele efa fint mel til et kornoffer,+ tilsat olie, og en log* olie;+ 11 og præsten som erklærer ham for ren, skal fremstille manden som er i færd med at rense sig, og tingene, for Jehova, ved indgangen til mødeteltet. 12 Og præsten skal tage det ene vædderlam og frembære det som et skyldoffer+ sammen med den [dertil hørende] log+ olie og svinge det frem og tilbage for Jehovas ansigt som et svingningsoffer.+ 13 Og han skal slagte vædderlammet på det sted+ hvor man plejer at slagte* syndofferet og brændofferet, på det hellige sted,+ for ligesom syndofferet tilhører skyldofferet præsten.+ Det er højhelligt.

14 Og præsten skal tage noget af skyldofferets blod og komme det på højre øreflip af ham der er i færd med at rense sig, og på hans højre hånds tommelfinger og på hans højre fods storetå.+ 15 Og præsten skal tage noget af den [dertil hørende] log+ olie og hælde det i sin venstre hånd. 16 Og præsten skal dyppe sin højre finger i olien som er i hans venstre hånd, og med sin finger stænke noget af olien syv gange+ foran Jehova. 17 Og af resten af olien som er i hans hånd, skal præsten komme noget på den højre øreflip af ham der er i færd med at rense sig, og på hans højre hånds tommelfinger og på hans højre fods storetå, oven på blodet af skyldofferet.+ 18 Og det der er tilbage af olien som er i hans hånd, skal præsten komme på hovedet af ham der er i færd med at rense sig, og præsten skal skaffe ham soning+ for Jehovas ansigt.

19 Og præsten skal frembære syndofferet+ og skaffe ham der er i færd med at rense sig for sin urenhed, soning, og bagefter skal han slagte brændofferet. 20 Og præsten skal ofre brændofferet og kornofferet+ på alteret, og præsten+ skal skaffe ham soning;+ og han er ren.+

21 Men hvis hans kår er ringe+ og han ikke har råd,*+ så skal han tage ét vædderlam som skyldoffer, til svingningsoffer, for at der kan skaffes ham soning, og en tiendedel efa fint mel tilsat olie som et kornoffer, og en log olie 22 og to turtelduer+ eller to dueunger,* efter hvad han har råd til, og den ene skal tjene som syndoffer og den anden som brændoffer. 23 Og han skal på den ottende dag+ bringe dem til præsten ved indgangen til mødeteltet+ for Jehovas ansigt, for at få sin renselse stadfæstet.+

24 Og præsten skal tage skyldofferlammet+ og den [dertil hørende] log olie, og præsten skal svinge det frem og tilbage for Jehovas ansigt som et svingningsoffer.+ 25 Og han skal slagte skyldofferlammet, og præsten skal tage noget af skyldofferets blod og komme det på den højre øreflip af ham der er i færd med at rense sig, og på hans højre hånds tommelfinger og på hans højre fods storetå.+ 26 Og præsten skal hælde noget af olien i sin venstre hånd.+ 27 Og præsten skal med sin højre finger stænke+ noget af olien som er i hans venstre hånd, syv gange for Jehovas ansigt. 28 Og præsten skal komme noget af olien som er i hans hånd, på den højre øreflip af ham der er i færd med at rense sig, og på hans højre hånds tommelfinger og på hans højre fods storetå på det sted hvor blodet af skyldofferet er.+ 29 Og det der er tilbage af olien som er i hans hånd, skal præsten komme på hovedet+ af ham der er i færd med at rense sig, for at skaffe ham soning for Jehovas ansigt.

30 Og han skal frembære den ene af turtelduerne eller af dueungerne efter hvad han har råd til,+ 31 den ene af dem som han har råd til, som syndoffer,+ og den anden som brændoffer,+ sammen med kornofferet; og præsten skal skaffe ham der er i færd med at rense sig, soning+ for Jehovas ansigt.

32 Dette er loven for den der har været angrebet af spedalskhed og som ikke har midlerne når hans renselse stadfæstes.“

33 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses og Aron idet han sagde: 34 „Når I kommer ind i Kaʹna’ans land,+ som jeg giver jer til ejendom,+ og jeg da lader et angreb af spedalskhed sætte ind i et hus i jeres ejendomsland,+ 35 så skal den hvem huset tilhører, komme og fortælle det til præsten, idet han siger: ’Der har vist sig noget der for mig ser ud som et angreb [af spedalskhed] i huset.’ 36 Og præsten skal give påbud, og de skal rydde huset før præsten går ind for at se angrebet, at ikke alt hvad der er i huset bliver urent; og derefter kan præsten gå ind for at se huset. 37 Når han har set angrebet, og hvis angrebet er i husets vægge, med gulgrønne eller rødlige fordybninger, og de ser ud til at ligge lavere end væggens overflade, 38 så skal præsten gå ud af huset, til husets indgang, og aflukke+ huset* i syv dage.

39 Og præsten skal vende tilbage på den syvende dag og se på det;+ og hvis angrebet har bredt sig i husets vægge, 40 så skal præsten give påbud, og de skal rive+ de sten hvori angrebet er, ud, og kaste dem uden for byen på et urent sted. 41 Og han skal lade huset skrabe af* hele vejen rundt indvendig, og de skal hælde lerpudset som de har hugget af,* uden for byen på et urent sted. 42 Og de skal tage andre sten og indsætte dem i stedet for de tidligere sten; og man* skal tage andet lerpuds og pudse huset.

43 Men hvis angrebet vender tilbage og bryder ud i huset efter at man har revet stenene ud og efter at man har ladet huset hugge af* og pudset det, 44 så skal præsten+ gå ind og se på det; og hvis angrebet har bredt sig i huset, er det ondartet spedalskhed+ i huset. Det er urent. 45 Og man skal bryde huset ned med dets sten og dets træværk og alt lerpudset i huset og bringe det ud uden for byen til et urent sted.+ 46 Men den der går ind i huset nogen af de dage hvor man har holdt det aflukket,+ vil være uren til aften;+ 47 og den der lægger sig i huset skal vaske sine klæder,+ og den der spiser i huset skal vaske sine klæder.

48 Hvis derimod præsten kommer og ser [på huset], og se, angrebet har ikke bredt sig i huset efter at huset er blevet pudset, så skal præsten erklære huset for rent, for angrebet er blevet helbredt.+ 49 Og for at rense huset for synd skal han tage to fugle+ samt cedertræ+ og karmoisinrødt garn+ og isop. 50 Og han skal slagte den ene fugl i et lerkar over rindende vand.+ 51 Og han skal tage cedertræet og isopen+ og det karmoisinrøde garn og den levende fugl og dyppe det hele i blodet af den fugl der blev slagtet, og i det rindende vand, og han skal stænke det+ i retning af huset syv gange.+ 52 Og han skal rense huset for synd med fuglens blod og det rindende vand og den levende fugl og cedertræet og isopen og det karmoisinrøde garn. 53 Og han skal sende den levende fugl bort, uden for byen, ud på den åbne mark, og skaffe huset soning;+ og det skal være rent.

54 Dette er loven om ethvert angreb af spedalskhed+ og om unormalt håraffald+ 55 og om spedalskhed på en klædning+ og i et hus, 56 og om udslæt og skurv og pletter,+ 57 til vejledning+ om hvornår noget er urent og hvornår noget er rent.* Dette er loven om spedalskhed.“+

15 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses og Aron idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’I det tilfælde at en mand* har udflåd+ fra sit lem,* er hans udflåd urent. 3 Og dette er hans urenhed ved hans udflåd: Hvad enten hans lem har flydt med et udflåd eller hans lem er tilstoppet på grund af hans udflåd, er det urenhed hos ham.

4 Enhver seng som den der har udflåd ligger på, bliver uren, og enhver ting som han sidder på, bliver uren. 5 Og enhver der rører ved hans seng, skal vaske sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften.+ 6 Og den der sætter sig på en ting som den der har udflåd sidder på, skal vaske+ sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften. 7 Og den der rører ved dens legeme som har udflåd,+ skal vaske sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften.+ 8 Og i det tilfælde at den der har udflåd spytter på en der er ren, så skal vedkommende vaske sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften. 9 Og enhver sadel+ som den der har udflåd rider på, bliver uren. 10 Og enhver der rører ved noget der tilfældigvis er under ham, vil være uren til aften; og den der bærer det, skal vaske sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften. 11 Og enhver som den der har udflåd+ rører ved uden at han har skyllet sine hænder i vand, skal vaske sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften. 12 Og et lerkar som den der har udflåd rører ved, skal slås i stykker;+ og ethvert trækar+ skal skylles i vand.

13 Og i det tilfælde at den der har udflåd bliver ren for sit udflåd, skal han tælle syv dage frem til sin renselse,+ og han skal vaske sine klæder og bade sit legeme i rindende vand;+ og han er ren. 14 Og på den ottende dag skal han tage sig to turtelduer+ eller to dueunger,* og han skal gå hen for Jehovas ansigt, til mødeteltets indgang, og give dem til præsten. 15 Og præsten skal ofre dem, den ene som et syndoffer og den anden som et brændoffer;+ og præsten skal skaffe ham soning for Jehovas ansigt for hans udflåd.

16 Og i det tilfælde at en mand har en sædudtømmelse,+ skal han bade hele sit legeme i vand og være uren til aften. 17 Og ethvert klædningsstykke og ethvert skind som sædudtømmelsen kommer på, skal vaskes i vand og være urent til aften.+

18 Med hensyn til en kvinde som en mand har samleje med: de skal [begge] bade sig i vand og være urene+ til aften.

19 Og i det tilfælde at en kvinde har udflåd, og udflåddet fra hendes legeme er blod,+ vil hendes månedlige urenhed+ vare syv dage, og enhver der rører ved hende vil være uren til aften. 20 Og alt hvad hun ligger på under sin månedlige urenhed, bliver urent,+ og alt hvad hun sidder på, bliver urent. 21 Og enhver der rører ved hendes seng skal vaske sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften.+ 22 Og enhver der rører ved en hvilken som helst ting som hun sidder på, skal vaske sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften.+ 23 Og hvis det er sengen eller en anden ting hun sidder på, vil man, når man rører+ derved, være uren til aften. 24 Og hvis en mand ligefrem ligger hos hende, og hendes månedlige urenhed kommer på ham,+ så skal han være uren i syv dage, og enhver seng som han lægger sig på, vil være uren.

25 Og i det tilfælde at en kvindes blodflåd flyder i mange dage+ når det ikke er tiden for hendes månedlige urenhed,+ eller i det tilfælde at hun har flåd ud over sin månedlige urenhed, så vil hun i alle de dage hun har sit urene flåd, være som i sin månedlige urenheds dage. Hun er uren. 26 Enhver seng som hun ligger på i alle de dage hun har sit flåd, vil være for hende som hendes månedlige urenheds seng,+ og enhver ting som hun sidder på, vil være uren som hendes månedlige urenheds urenhed. 27 Og enhver som rører+ ved dem, bliver uren, og han skal vaske sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften.

28 Men hvis hun er blevet ren efter sit flåd, skal hun også tælle syv dage frem, og derefter vil hun være ren.+ 29 Og på den ottende dag skal hun tage sig to turtelduer+ eller to dueunger og bringe dem til præsten ved indgangen til mødeteltet.+ 30 Og præsten skal ofre den ene som et syndoffer og den anden som et brændoffer;+ og præsten skal skaffe hende soning+ for Jehovas ansigt for hendes urene udflåd.

31 Og I skal holde Israels sønner adskilt fra deres urenhed, for at de ikke skal dø i deres urenhed, idet de besmitter min teltbolig, som er midt iblandt dem.+

32 Dette er loven om den mand der har udflåd+ og den mand der har en sædudtømmelse+ og således bliver uren ved det; 33 og om den menstruerende+ kvinde under hendes månedlige urenhed, ja om den der har udflåd,+ hvad enten det er en mand eller en kvinde, eller det er en mand som ligger hos en uren kvinde.’“

16 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses efter Arons to sønners død da de trådte frem* for Jehova og derpå døde.+ 2 Og Jehova sagde til Moses: „Tal til din broder Aron [og sig] at han ikke til hver en tid må gå ind på det hellige sted*+ inden for forhænget,+ foran låget* som er på arken, at han ikke skal dø;+ for jeg viser mig i en sky+ over låget.+

3 Med følgende skal Aron gå ind på det hellige sted:+ med en ung tyr til syndoffer+ og en vædder til brændoffer.+ 4 Han skal tage den hellige linnedkjortel+ på, og linnedbenklæderne+ skal han have på sit legeme, og han skal binde linnedskærfet+ om sig og vikle linnedturbanen+ om sig. Det er hellige klæder.+ Og han skal bade sit legeme i vand+ og tage dem på.

5 Og fra Israels sønners forsamling+ skal han tage to gedebukke til syndoffer+ og en vædder til brændoffer.+

6 Og Aron skal frembære tyren som er syndoffer for ham,+ og han skal skaffe sig+ og sit hus+ soning.*+

7 Og han skal tage de to bukke og stille dem foran Jehova ved indgangen til mødeteltet. 8 Og Aron skal trække lod+ om de to bukke, det ene lod for Jehova og det andet lod for Azaʹzel.*+ 9 Og Aron skal frembære bukken som loddet+ for Jehova faldt på, og han skal ofre den som et syndoffer.+ 10 Men bukken som loddet for Azaʹzel faldt på, stilles levende for Jehovas ansigt for at der kan skaffes soning for den, [og] for at den kan sendes+ ud i ørkenen+ til Azaʹzel.

11 Og Aron skal frembære tyren som er syndoffer for ham,* og skaffe soning for sig selv og sit hus; og han skal slagte syndoffertyren, som er for ham.+

12 Og han skal tage ildbækkenet+ fuldt af glødende kul fra alteret+ foran Jehova, og begge sine hænder+ fulde af finstødt, vellugtende røgelse,*+ og han skal bringe det inden for forhænget.+ 13 Og han skal lægge røgelsen på ilden foran Jehova,+ og røgelsesskyen skal dække låget,+ som er på Vidnesbyrdet,*+ for at han ikke skal dø.

14 Og han skal tage noget af tyrens blod+ og med sin finger stænke det foran låget,* på østsiden, og han skal med sin finger stænke+ noget af blodet syv gange foran låget.+

15 Og han skal slagte bukken som er syndoffer for folket,+ og bringe dens blod inden for forhænget+ og gøre med dens blod+ som han gjorde med tyrens blod; og han skal stænke det hen imod låget* og foran låget.

16 Og han skal skaffe det hellige sted soning for* Israels sønners urenheder+ og for deres overtrædelser, ja alle deres synder;+ og sådan skal han gøre med mødeteltet, som befinder sig hos dem midt blandt deres urenheder.

17 Og intet andet menneske* må være i mødeteltet fra han går ind for at skaffe soning på det hellige sted, til han kommer ud; og han skal skaffe soning for sig selv+ og for sit hus og for hele Israels menighed.*+

18 Og han skal gå ud til alteret,+ som er foran Jehova, og skaffe soning* for det, og han skal tage noget af tyrens blod og noget af bukkens blod og komme det på alterets horn hele vejen rundt.+ 19 Han skal også med sin finger stænke+ noget af blodet på det syv gange og rense det og hellige det for Israels sønners urenheder.

20 Når han er færdig med at skaffe det hellige sted og mødeteltet og alteret soning,+ skal han fremstille den levende buk.+ 21 Og Aron skal lægge begge sine hænder+ på hovedet af den levende buk og over den bekende+ alle Israels sønners misgerninger+ og alle deres overtrædelser, ja alle deres synder,+ og han skal lægge dem på bukkens hoved+ og sende den ud i ørkenen+ ved en mand der står rede dertil.+ 22 Og bukken skal på sig bære alle deres misgerninger+ til et øde land,+ og han skal sende bukken ud i ørkenen.+

23 Og Aron skal gå ind i mødeteltet og tage linnedklæderne af som han tog på da han gik ind på det hellige sted, og lægge dem dér.+ 24 Og han skal bade sit legeme i vand+ på et helligt sted+ og tage sine klæder+ på og komme ud og ofre sit brændoffer+ og folkets brændoffer+ og skaffe soning for sig selv og folket.*+ 25 Og han skal bringe fedtet fra syndofferet som røgoffer på alteret.+

26 Og den+ der sendte bukken bort til Azaʹzel+ skal vaske sine klæder og bade sit legeme i vand,+ og derefter kan han komme ind i lejren.

27 Og syndoffertyren og syndofferbukken, hvis blod blev bragt ind for at skaffe soning på det hellige sted, skal man bringe uden for lejren; og man skal brænde deres hud og deres kød og deres skarn i ild.+ 28 Og den der brænder det, skal vaske sine klæder og bade sit legeme i vand, og derefter kan han komme ind i lejren.

29 Og det skal tjene som en varig* ordning for jer:+ I den syvende måned,* på den tiende i måneden,+ skal I spæge jeres sjæle,+ og I må ikke udføre noget som helst arbejde,+ hverken den indfødte* eller den fastboende udlænding* der opholder sig iblandt jer. 30 For på denne dag skaffes der jer soning*+ for at I kan erklæres rene. I vil være rene for alle jeres synder for Jehovas ansigt.+ 31 Det er en sabbat+ med fuldstændig hvile* for jer, og I skal spæge jeres sjæle. Det er en varig ordning.

32 Og den præst som salves*+ og hvis hånd fyldes med myndighed* så han kan virke som præst+ i sin faders sted,+ skal skaffe soning og iføre sig linnedklæderne,+ de hellige klæder.+ 33 Og han skal skaffe soning for den hellige helligdom,+ og for mødeteltet+ og for alteret+ vil han skaffe soning; og for præsterne og for hele folket i menigheden vil han skaffe soning.+ 34 Og dette skal være en varig ordning for jer,+ for at der kan skaffes Israels sønner soning for alle deres synder én gang om året.“+

Derpå gjorde han sådan som Jehova havde påbudt Moses.

17 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Aron og hans sønner og alle Israels sønner og sig til dem: ’Dette har Jehova påbudt:

3 „En hvilken som helst mand af Israels hus som slagter en okse eller et vædderlam eller en ged i lejren eller som slagter dem uden for lejren 4 og ikke bringer dem til indgangen til mødeteltet+ for at frembære dem som en offergave til Jehova foran Jehovas teltbolig, den mand vil der blive tilregnet blodskyld. Han har udgydt blod, og den mand skal udryddes af sit folks midte,+ 5 for at Israels sønner kan komme med deres slagtofre som de ofrer på den åbne mark,+ og bringe dem til Jehova, til mødeteltets indgang, til præsten,+ og ofre dem som fællesskabsofre til Jehova.+ 6 Og præsten skal slynge blodet mod Jehovas alter+ ved indgangen til mødeteltet, og han skal bringe fedtet+ som røgoffer til en formildende duft for Jehova.+ 7 De må altså ikke mere ofre deres slagtofre til de bukkelignende dæmoner*+ som de bedriver utugt* med.+ Dette vil være en varig ordning for jer i denne og kommende generationer.“’

8 Og du skal sige til dem: ’En hvilken som helst mand af Israels hus eller fastboende udlænding der opholder sig iblandt jer, som ofrer et brændoffer+ eller et slagtoffer 9 og ikke bringer det til mødeteltets indgang for at frembære det for Jehova,+ den mand skal udryddes af sit folk.+

10 Og en hvilken som helst mand af Israels hus eller fastboende udlænding der opholder sig iblandt jer,* som spiser noget som helst blod+ — den sjæl som spiser blodet — vil jeg rette mit ansigt imod,+ og jeg vil udrydde ham* af hans* folks midte. 11 For kødets sjæl er i blodet,+ og jeg har selv givet jer det på alteret til at skaffe soning+ for jeres sjæle, for det er blodet+ der skaffer soning+ ved sjælen [i det].* 12 Det er derfor jeg har sagt til Israels sønner: „Ingen sjæl iblandt jer må spise blod, og ingen fastboende udlænding der opholder sig iblandt jer,+ må spise blod.“+

13 Og en hvilken som helst mand af Israels sønner eller fastboende udlænding der opholder sig iblandt jer, som nedlægger et stykke vildt eller et stykke fjerkræ der kan spises, han skal lade dets blod løbe ud+ og dække det til med støv.+ 14 For alt køds sjæl* er dets blod ved sjælen i det.* Derfor siger jeg til Israels sønner: „I må ikke spise blodet af nogen som helst slags kød, for alt køds sjæl er dets blod.+ Enhver der spiser det, skal udryddes.“+ 15 Og enhver sjæl der spiser et selvdødt dyr eller et sønderrevet dyr,+ hvad enten han er en indfødt eller en fastboende udlænding, han skal vaske sine klæder og bade sig i vand og være uren til aften;+ da er han ren. 16 Men hvis han ikke vasker [sine klæder] og ikke bader sit legeme, da skal han bære ansvaret for sin misgerning.’“+

18 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’Jeg er Jehova jeres Gud.+ 3 Som man gør i Ægyptens land, hvor I har boet, må I ikke gøre;+ og som man gør i Kaʹna’ans land, som jeg fører jer ind i, må I ikke gøre;+ og efter deres forskrifter må I ikke vandre. 4 Mine lovbud+ skal I følge, og mine forskrifter+ skal I overholde, så I vandrer efter dem.+ Jeg er Jehova jeres Gud. 5 Og I skal overholde mine forskrifter og mine lovbud, for det menneske* der handler efter dem, skal leve ved dem.*+ Jeg er Jehova.+

6 Ingen som helst af jer må nærme sig sin nære kødelige slægtning for at blotte vedkommendes blusel.+ Jeg er Jehova. 7 Din faders blusel*+ og din moders blusel må du ikke blotte. Hun er din moder. Du må ikke blotte hendes blusel.

8 Din faders hustrus blusel må du ikke blotte.+ Det er din faders blusel.

9 Med hensyn til din søsters blusel, din faders datter eller din moders datter, hvad enten hun er født i samme husstand eller født udenfor, så må du ikke blotte deres blusel.+

10 Med hensyn til din sønnedatters eller din datterdatters blusel, så må du ikke blotte deres blusel, for det er din egen blusel.

11 Med hensyn til din faders hustrus datters blusel, din faders afkom — hun er din søster — så må du ikke blotte hendes blusel.

12 Din fasters blusel må du ikke blotte. Hun er din faders nære slægtning.+

13 Din mosters blusel må du ikke blotte, for hun er din moders nære slægtning.

14 Din farbroders blusel må du ikke blotte. Du må ikke komme hans hustru nær. Hun er din tante.+

15 Din svigerdatters blusel+ må du ikke blotte. Hun er din søns hustru. Du må ikke blotte hendes blusel.

16 Din broders hustrus blusel+ må du ikke blotte. Det er din broders blusel.

17 En kvindes og hendes datters blusel må du ikke blotte.+ Hendes sønnedatter og hendes datterdatter må du ikke tage til ægte og således blotte hendes blusel. De er nære slægtninge. Det er skamløshed.*+

18 Og du må ikke tage en kvinde til ægte som rivalinde+ til hendes søster og således blotte hendes blusel, det vil sige sammen med hende i hendes levetid.

19 Og du må ikke komme en kvinde nær under hendes menstruationsurenhed+ og således blotte hendes blusel.+

20 Og du må ikke have kønslig omgang med* din landsmands hustru og således blive uren derved.+

21 Og du må ikke tillade at noget af dit afkom overgives*+ til Moʹlek.+ Du må ikke vanhellige+ din Guds navn på den måde. Jeg er Jehova.+

22 Og du må ikke ligge hos en mand+ som man ligger hos en kvinde.+ Det er en vederstyggelighed.

23 Og du må ikke have kønslig omgang med* noget som helst dyr+ og således blive uren derved, og en kvinde må ikke stille sig foran et dyr for at parre sig med det.*+ Det er en krænkelse af hvad der er naturligt.

24 Gør jer ikke urene med noget af dette, for med alt dette har nationerne som jeg driver bort foran jer, gjort sig urene.+ 25 Derfor er landet urent, og jeg vil bringe straf over det for dets brøde, og landet vil udspy sine indbyggere.+ 26 Men I skal overholde mine forskrifter og mine lovbud,+ og I må ikke øve nogen af alle disse vederstyggeligheder, hverken den indfødte eller den fastboende udlænding der opholder sig iblandt jer.+ 27 For alle disse vederstyggeligheder har landets folk, som var [der] før jer, øvet,+ så landet blev urent. 28 Og landet vil ikke udspy jer som følge af at I besmitter det, sådan som det har udspyet nationerne* som var [der] før jer.+ 29 I det tilfælde at nogen øver nogen af alle disse vederstyggeligheder, skal de sjæle der øver dem, udryddes af deres folks midte.+ 30 Og I skal holde jeres forpligtelse over for mig til ikke at følge nogen af de vederstyggelige skikke som man har fulgt før jer,+ at I ikke gør jer urene ved dem. Jeg er Jehova jeres Gud.’“

19 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 2 „Tal til hele Israels sønners forsamling og sig til dem: ’I skal være hellige,+ for jeg, Jehova jeres Gud, er hellig.+

3 Enhver af jer skal frygte sin moder og sin fader,*+ og I skal holde mine sabbatter.+ Jeg er Jehova jeres Gud. 4 Vend jer ikke til afguderne,*+ og støbte guder må I ikke lave jer.+ Jeg er Jehova jeres Gud.

5 Og i det tilfælde at I ofrer et fællesskabsoffer til Jehova,+ skal I ofre det så I opnår [Guds] godkendelse.+ 6 Den dag I bringer jeres slagtoffer og den følgende dag kan det spises, men det der er levnet til den tredje dag, skal brændes i ild.+ 7 Men hvis det på nogen måde spises den tredje dag, er det noget væmmeligt.+ Det vil ikke blive godkendt.+ 8 Og den* der spiser det, må bære ansvaret for sin misgerning,+ for han har vanhelliget noget helligt som tilhører Jehova; og den sjæl skal udryddes af sit folk.

9 Og når I høster jeres lands høst, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og de efterladte aks efter din høst må du ikke opsamle.+ 10 Og du må ikke samle det der levnes+ i din vingård eller samle de nedfaldne druer i din vingård op. Til den nødstedte og den fastboende udlænding skal du efterlade dem.+ Jeg er Jehova jeres Gud.

11 I må ikke stjæle,+ og I må ikke bedrage,+ og ingen må handle uærligt over for sin landsmand.+ 12 Og I må ikke sværge falsk i mit navn+ og således vanhellige din Guds navn. Jeg er Jehova. 13 Du må ikke besvige din næste,+ og du må ikke røve.+ En daglejers løn må ikke blive hos dig natten over, til om morgenen.+

14 Du må ikke nedkalde ondt over en der er døv, og du må ikke lægge en snublesten for en der er blind,+ men du skal frygte din Gud.+ Jeg er Jehova.

15 I må ikke øve uret ved domsafsigelse. Du må ikke behandle den ringe med partiskhed,+ og du må ikke favorisere den store.+ Med retfærdighed skal du dømme din landsmand.

16 Du må ikke gå omkring som en bagvasker+ blandt dit folk. Du må ikke stå op imod din næstes blod.+ Jeg er Jehova.

17 Du må ikke hade din broder i dit hjerte.+ Du skal visselig retlede din landsmand,+ så du ikke kommer til at bære synd sammen med ham.

18 Du må ikke hævne dig+ eller bære nag mod dit folks sønner;+ men du skal elske din næste som dig selv.+ Jeg er Jehova.

19 I skal overholde mine forskrifter: Du må ikke krydse to slags af dine husdyr. Du må ikke tilså din mark med to slags sæd,+ og du må ikke tage en klædning på af to slags tråd som er blandet.+

20 Og i det tilfælde at en mand har samleje med en kvinde og hun er en tjenestepige som er bestemt for en anden mand og hun ikke på nogen måde er blevet løskøbt eller har fået [sin] frihed, skal der finde en afstraffelse* sted.* Dog skal de* ikke lide døden, for hun var ikke frigivet. 21 Og han skal bringe sit skyldoffer til Jehova, til mødeteltets indgang, en skyldoffervædder.+ 22 Og præsten skal skaffe ham soning med skyldoffervædderen for Jehovas ansigt for den synd han har begået; og den synd han har begået, skal tilgives ham.+

23 Og når I kommer ind i landet og planter et eller andet træ til føde, så skal I betragte dets frugt som uren, som dets „forhud“. I tre år skal det være uomskåret for jer. [Frugten]* må ikke spises. 24 Og i det fjerde år vil al dets frugt+ være hellig, en festjubel for Jehova.+ 25 Men i det femte år kan I spise dets frugt, for at dets afgrøde kan øges for jer.+ Jeg er Jehova jeres Gud.

26 I må ikke spise noget med blod i.+

I må ikke tage varsler,+ og I må ikke øve magi.+

27 I må ikke klippe jeres hoved[hår] rundt ved tindingerne,* og du må ikke ødelægge spidsen af dit skæg.+

28 Og I må ikke lave flænger i jeres legeme for en [afdød] sjæl,*+ og I må ikke lave noget tatoveringsmærke på jer. Jeg er Jehova.

29 Gør ikke din datter vanhellig ved at lade hende drive prostitution,+ så landet ikke skal forfalde til prostitution og derved blive fyldt med skamløshed.+

30 Mine sabbatter skal I holde,+ og I skal have ærefrygt for min helligdom.+ Jeg er Jehova.

31 Vend jer ikke til åndemedierne,*+ og rådspørg ikke de spåkyndige,+ så I bliver urene ved dem. Jeg er Jehova jeres Gud.

32 Du skal rejse dig for de grå hår,+ og du skal tage hensyn til en gammel mand+ som er til stede, og du skal frygte din Gud.+ Jeg er Jehova.

33 Og i det tilfælde at en fastboende udlænding opholder sig hos dig i jeres land, må I ikke behandle ham dårligt.+ 34 Den fastboende udlænding der opholder sig hos jer, skal være for jer som en indfødt iblandt jer; og du skal elske ham som dig selv,+ for I har [selv] været fastboende udlændinge i Ægyptens land.+ Jeg er Jehova jeres Gud.

35 I må ikke øve uret ved domsafsigelse,+ ved måling, ved vejning+ eller ved udmåling af flydende varer. 36 I skal have nøjagtige vægtskåle,+ nøjagtige lodder,* en nøjagtig efa og en nøjagtig hin. Jeg er Jehova jeres Gud, som førte jer ud af Ægyptens land. 37 Og I skal overholde alle mine forskrifter og alle mine lovbud og følge dem.+ Jeg er Jehova.’“

20 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Du skal sige til Israels sønner: ’En hvilken som helst mand blandt Israels sønner og blandt de fastboende udlændinge der opholder sig i Israel, som giver noget af sit afkom til Moʹlek,*+ skal ubetinget lide døden. Landets folk skal stene ham til døde. 3 Og jeg selv vil rette mit ansigt mod den mand og udrydde ham af hans folks midte,+ fordi han har givet noget af sit afkom til Moʹlek og således besmittet min helligdom+ og vanhelliget mit hellige navn.*+ 4 Og hvis landets folk med overlæg lukker øjnene for den mand når han giver noget af sit afkom til Moʹlek, ved ikke at lade ham lide døden,+ 5 så vil jeg selv rette mit ansigt mod den mand og hans slægt+ og udrydde ham og alle dem der bedriver utugt sammen med ham, idet de bedriver utugt+ med Moʹlek, af deres folks midte.

6 Hvad angår den sjæl der vender sig til åndemedierne+ og de spåkyndige+ for at bedrive utugt med dem, så vil jeg rette mit ansigt mod den sjæl og udrydde ham af hans folks midte.+

7 Og I skal hellige jer og være hellige,+ for jeg er Jehova jeres Gud. 8 Og I skal overholde mine forskrifter og følge dem.+ Jeg er Jehova som helliger jer.*+

9 I det tilfælde at der er en mand — en hvilken som helst mand — som nedkalder ondt over sin fader og sin moder,+ skal han ubetinget lide døden.+ Det er hans fader og hans moder han har nedkaldt ondt over. Hans blod* kommer over ham selv.+

10 Og en mand som begår ægteskabsbrud med en anden mands hustru, er en som begår ægteskabsbrud* med sin næstes hustru.+ Han* skal ubetinget lide døden, både ægteskabsbryderen og ægteskabsbrydersken.+ 11 Og en mand der ligger hos sin faders hustru, har blottet sin faders blusel.+ De skal begge ubetinget lide døden. Deres blod kommer over dem selv. 12 Og når en mand ligger hos sin svigerdatter, skal de begge ubetinget lide døden.+ De har gjort sig skyldige i en krænkelse af hvad der er naturligt. Deres blod kommer over dem selv.+

13 Og når en mand ligger hos en af mandkøn som man ligger hos en kvinde, har de begge gjort noget vederstyggeligt.+ De skal ubetinget lide døden. Deres blod kommer over dem selv.

14 Og når en mand tager en kvinde og hendes moder til ægte, er det skamløshed.+ Man skal brænde ham og dem i ild,+ for at der ikke skal blive ved med at være skamløshed+ iblandt jer.

15 Og når en mand har kønslig omgang med* et dyr,+ skal han ubetinget lide døden, og dyret skal I dræbe. 16 Og når en kvinde nærmer sig noget som helst dyr for at parre sig+ med det,* skal du dræbe kvinden og dyret. De skal ubetinget lide døden. Deres blod kommer over dem selv.

17 Og når en mand tager sin søster til ægte, sin faders datter eller sin moders datter, og han derved ser hendes blusel, og hun ser hans blusel, er det en skændighed.+ Og de skal udryddes for øjnene af deres folks sønner. Det er hans søsters blusel han har blottet. Han må bære ansvaret for sin misgerning.

18 Og når en mand ligger hos en menstruerende kvinde og derved blotter hendes blusel, har han afdækket hendes kilde, og hun har blottet sit blods kilde.+ Og de skal begge udryddes af deres folks midte.

19 Og din mosters+ og din fasters+ blusel må du ikke blotte, for det er ens nære slægtning man har afdækket.+ De må bære ansvaret for deres misgerning. 20 Og en mand som ligger hos sin farbroders hustru, har blottet sin farbroders blusel.+ De må bære ansvaret for deres synd. De vil dø barnløse.+ 21 Og når en mand tager sin broders hustru til ægte, er det noget afskyeligt.+ Det er hans broders blusel han har blottet. De vil blive* barnløse.

22 Og I skal overholde alle mine forskrifter+ og alle mine lovbud+ og følge dem, for at landet som jeg fører jer til for at I kan bo deri, ikke skal udspy jer.+ 23 Og I må ikke vandre efter de nationers forskrifter som jeg driver bort foran jer,+ for de har gjort alle disse ting, og jeg ledes ved dem.+ 24 Derfor har jeg sagt til jer:+ „I skal tage deres jord i eje, og jeg vil give jer den i eje, et land der flyder med mælk og honning.+ Jeg er Jehova jeres Gud, som har skilt jer ud fra folkeslagene.“+ 25 Og I skal gøre skel mellem de rene dyr og de urene, og mellem de urene flyvende skabninger og de rene;+ og I må ikke gøre jeres sjæle ækle+ ved dyrene og de flyvende skabninger og noget som helst der bevæger sig på jorden som jeg har skilt ud for jer ved at erklære det urent. 26 Og I skal være hellige for mig,+ for jeg, Jehova, er hellig,+ og jeg skiller jer ud fra folkeslagene for at I kan tilhøre mig.+

27 Og hvad angår en mand eller en kvinde i hvem der viser sig at være en medieånd eller en spådomsånd,+ så skal de ubetinget lide døden.+ Man skal stene dem til døde. Deres blod kommer over dem selv.’“+

21 Og Jehova sagde videre til Moses: „Sig til præsterne, Arons sønner, ja du skal sige til dem: ’Ingen må gøre sig uren blandt sit folk ved en [afdød] sjæl.*+ 2 Dog, ved en af sine nære slægtninge, [en af dem] som står ham nærmest, ved sin moder og ved sin fader og ved sin søn og ved sin datter og ved sin broder 3 og ved sin søster [som er] jomfru [og] som står ham nær, som ikke har tilhørt en mand, ved hende* kan han gøre sig uren. 4 Han må ikke gøre sig uren blandt sit folk ved en kvinde som har en ægtemand,* og således vanhellige sig selv. 5 De må ikke rage deres hoved skaldet,+ og de må ikke skære spidsen af deres skæg af,+ og de må ikke lave flænger i deres legeme.+ 6 De skal være hellige for deres Gud,+ og de må ikke vanhellige deres Guds navn,+ for det er dem der frembærer Jehovas ildofre, deres Guds brød;+ og de skal være hellige.*+ 7 En prostitueret+ eller vanæret kvinde må de ikke tage til ægte; og en kvinde som er skilt+ fra sin mand, må de ikke tage til ægte,+ for han er hellig for sin Gud. 8 Og du skal hellige ham,+ for han er en der frembærer din Guds brød. Han skal være hellig for dig,+ for jeg, Jehova, som helliger jer, er hellig.+

9 Og i det tilfælde at en datter af en præst vanhelliger sig selv ved at drive prostitution, er det sin fader hun vanhelliger. Hun skal brændes i ild.+

10 Og den præst som er den ypperste blandt sine brødre, over hvis hoved salveolien udgydes+ og hvis hånd er fyldt med myndighed* til at bære klæderne,+ må ikke lade sit hoved[hår] hænge uplejet,+ og han må ikke sønderrive sine klæder.+ 11 Og han må ikke gå hen til nogen som helst død sjæl.*+ Han må ikke gøre sig uren ved sin fader og sin moder. 12 Han må heller ikke gå bort fra helligdommen og må ikke vanhellige sin Guds helligdom,+ for indvielsestegnet, hans Guds salveolie,+ er på ham. Jeg er Jehova.

13 Og han skal tage en kvinde til ægte som er jomfru.+ 14 En enke eller en fraskilt kvinde og en vanæret kvinde, en der er prostitueret, ingen af disse må han tage, men han skal tage en jomfru til hustru af sit folk. 15 Og han må ikke vanhellige sit afkom* blandt sit folk,+ for jeg er Jehova som helliger ham.’“+

16 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 17 „Tal til Aron og sig: ’Ingen mand af dit afkom, i denne eller kommende generationer, hos hvem der er en legemsfejl,+ må nærme sig for at frembære sin Guds brød.+ 18 For ingen mand overhovedet hos hvem der er en legemsfejl, må nærme sig: en mand der er blind eller halt eller har en spaltet næse eller et lem der er for langt,*+ 19 eller en mand hos hvem der er et brud på foden eller et brud på hånden, 20 eller en der er pukkelrygget eller tynd* eller en som har en øjensygdom eller lider af skab eller har ringorm eller hvis testikler er beskadigede.+ 21 Ingen mand af præsten Arons afkom hos hvem der er en legemsfejl, må nærme sig for at frembære Jehovas ildofre.+ Der er en legemsfejl hos ham. Han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds brød.+ 22 Han kan spise sin Guds brød af de højhellige ting+ og af de hellige ting.+ 23 Men han må ikke gå ind til forhænget,+ og han må ikke nærme sig alteret,+ for der er en legemsfejl hos ham;+ og han må ikke vanhellige min helligdom,+ for jeg er Jehova som helliger dem.’“+

24 Så sagde Moses dette til Aron og hans sønner og alle Israels sønner.

22 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Aron og hans sønner [og sig] at de må holde sig adskilt fra Israels sønners hellige ting og ikke vanhellige mit hellige navn+ i forbindelse med de ting de helliger mig.+ Jeg er Jehova. 3 Sig til dem: ’I denne og kommende generationer [gælder det at] enhver mand af alt jeres afkom der, mens hans urenhed er på ham,+ nærmer sig de hellige ting som Israels sønner vil hellige Jehova, den sjæl skal udryddes, [fjernes] fra min nærhed. Jeg er Jehova. 4 Ingen som helst mand af Arons afkom må, når han er spedalsk+ eller har udflåd,+ spise af de hellige ting før han bliver ren;+ heller ikke den der rører ved nogen der er uren ved en afdød sjæl,*+ eller den mand der har haft en sædudtømmelse,+ 5 eller den mand der rører ved nogen af de vrimlende smådyr som er urene for ham,+ eller ved et menneske som er urent for ham på grund af en eller anden urenhed hos ham.+ 6 Den sjæl der rører ved noget sådant, skal være uren til aften og må ikke spise af de hellige ting, men han skal bade sit legeme i vand.+ 7 Når solen er gået ned, så er han ren, og derefter kan han spise af de hellige ting, for det er hans brød.+ 8 Han må heller ikke spise noget der er selvdødt eller noget der er sønderrevet af vilde dyr og således blive uren ved det.+ Jeg er Jehova.

9 Og de skal holde deres forpligtelse over for mig, så de ikke pådrager sig synd på grund af den og må dø+ derfor, fordi de vanhelligede den. Jeg er Jehova som helliger dem.

10 Og ingen uvedkommende* overhovedet må spise noget helligt.+ Ingen indvandrer eller daglejer hos en præst må spise noget helligt. 11 Men i det tilfælde at en præst køber en sjæl, et køb for hans penge, kan denne spise af det. Og trælle der er født* i hans hus kan spise af hans brød.+ 12 Og i det tilfælde at en datter af en præst kommer til at tilhøre en mand som ikke er af præsteslægt, da må hun ikke spise af de hellige ting der er givet som bidrag. 13 Men i det tilfælde at en datter af en præst bliver enke eller fraskilt* og hun ikke har noget afkom og hun må vende tilbage til sin faders hus som i sin ungdom,+ kan hun spise af sin faders brød;+ men ingen uvedkommende overhovedet må spise af det.

14 Og i det tilfælde at en mand af vanvare spiser noget helligt,+ skal han føje en femtedel+ af det hellige til og give det til præsten. 15 Og de* må ikke vanhellige Israels sønners hellige ting, som de giver som bidrag til Jehova,+ 16 og således lade dem bære straffen for skyld når de spiser deres hellige ting; for jeg er Jehova som helliger dem.’“

17 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 18 „Tal til Aron og hans sønner og alle Israels sønner og sig til dem: ’For en hvilken som helst mand af Israels hus eller fastboende udlænding i Israel der frembærer sin offergave+ — for ethvert af deres løfteofre+ og for enhver af deres frivillige gaver+ som de frembærer for Jehova som et brændoffer — 19 [gælder det] at det, for at I kan opnå [Guds] godkendelse,+ må være et sundt+ handyr af hornkvæget, af fårene eller af gederne. 20 Noget der er en legemsfejl ved, må I ikke frembære,+ for det vil ikke tjene til at I kan opnå [Guds] godkendelse.

21 Og i det tilfælde at en mand vil frembære et fællesskabsoffer+ for Jehova for at aflægge et løfte+ eller som en frivillig gave, skal det være et sundt dyr af hornkvæget eller af småkvæget for at opnå [Guds] godkendelse. Der må overhovedet ingen legemsfejl være ved det. 22 Intet dyr med blindhed eller brud eller flænge eller vorte eller skab eller ringorm,+ intet af den slags må I frembære for Jehova, og I må ikke lægge nogen af dem på alteret som et ildoffer+ til Jehova. 23 Men en okse eller et får der har et lem der er for langt eller for kort,+ kan du ofre som en frivillig gave; dog vil det ikke blive godkendt som løfteoffer. 24 Og et dyr med sønderklemte eller knuste eller afrevne eller bortskårne testikler*+ må I ikke frembære for Jehova, og i jeres land må I ikke ofre dem. 25 Og fra en udlændings hånd må I ikke frembære nogen af den slags overhovedet som jeres Guds brød, for deres fordærv er i dem. Der er en legemsfejl+ ved dem. De vil ikke blive godkendt til gavn+ for jer.’“

26 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 27 „Når en okse eller et får eller en ged fødes, så skal [dyret] blive hos dets moder i syv dage,+ men fra den ottende dag og fremefter vil det blive godkendt som en offergave, et ildoffer til Jehova. 28 Med hensyn til en okse eller et får, så må I ikke slagte [dyret] og dets afkom samme dag.+

29 Og i det tilfælde at I ofrer et takoffer* til Jehova,+ skal I ofre det så I kan blive godkendt. 30 Det skal spises den dag.+ I må ikke levne noget af det til næste morgen.+ Jeg er Jehova.

31 Og I skal holde mine bud og følge dem.+ Jeg er Jehova. 32 Og I må ikke vanhellige mit hellige navn,+ men jeg skal helliges* blandt Israels sønner.+ Jeg er Jehova som helliger jer,+ 33 den som har ført jer ud af Ægyptens land for at være Gud for jer.+ Jeg er Jehova.“

23 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’Jehovas festtider+ som I skal udråbe,+ er hellige stævner. Dette er mine festtider:

3 I seks dage må der udføres arbejde, men på den syvende dag er det sabbat med fuldstændig hvile,+ et helligt stævne. I må ikke udføre noget som helst arbejde. Det er sabbat for Jehova overalt hvor I bor.+

4 Dette er Jehovas festtider,+ hellige stævner,+ som I skal udråbe til deres fastsatte+ tid: 5 I den første måned, på den fjortende [dag] i måneden,+ mellem de to aftener,* er det påske+ for Jehova.

6 Og på den femtende dag i denne måned er det de usyrede brøds højtid for Jehova.+ I syv dage skal I spise usyrede brød.+ 7 På den første dag skal I holde et helligt stævne.+ I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde. 8 Men I skal frembære et ildoffer til Jehova i syv dage. På den syvende dag skal der være et helligt stævne. I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde.’“

9 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 10 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’Når I kommer ind i det land som jeg giver jer, og I har høstet dets høst, så skal I bringe et neg* af førstegrøden+ af jeres høst til præsten. 11 Og han skal svinge neget frem og tilbage+ for Jehovas ansigt for at opnå godkendelse for jer. Dagen efter sabbatten skal præsten svinge det frem og tilbage. 12 Og på den dag I svinger neget frem og tilbage, skal I ofre et sundt vædderlam, i dets første år, som et brændoffer til Jehova; 13 og som dets kornoffer to tiendedele efa fint mel tilsat olie, som et ildoffer til Jehova, en formildende duft; og som dets drikoffer en fjerdedel hin* vin. 14 Og I må intet brød eller ristet korn eller nymodent korn spise før denne samme dag,+ før I bringer jeres Guds offergave. Det er en varig ordning, i denne og kommende generationer, overalt hvor I bor.

15 Og I skal tælle jer syv sabbatter* frem fra dagen efter sabbatten, fra den dag I bringer svingningsneget.+ Det skal være hele [uger]. 16 Til dagen efter den syvende sabbat skal I tælle, halvtreds dage,+ og I skal frembære et nyt kornoffer+ for Jehova. 17 Fra jeres boliger skal I bringe to brød+ som et svingningsoffer. Af to tiendedele efa fint mel skal de være. De skal bages syrede,+ som den første modne afgrøde til Jehova.+ 18 Og sammen med brødene skal I frembære syv sunde vædderlam,+ et år gamle, og en ung tyr og to væddere. De skal tjene som et brændoffer til Jehova sammen med deres kornoffer og deres drikofre, som et ildoffer til en formildende duft for Jehova. 19 Og I skal ofre en gedebuk+ som et syndoffer og to vædderlam, et år gamle, som et fællesskabsoffer.+ 20 Og præsten skal svinge dem frem og tilbage+ med brødene af den første modne afgrøde, som et svingningsoffer for Jehovas ansigt, sammen med de to vædderlam. De skal være hellige for Jehova [og] tilfalde præsten.+ 21 Og på denne samme dag skal I udråbe+ at der vil være et helligt stævne for jer. I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde. Det er en varig ordning overalt hvor I bor, i denne og kommende generationer.

22 Og når I høster jeres lands høst, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og de efterladte aks efter din høst må du ikke opsamle.+ Du skal efterlade dem til den nødstedte+ og den fastboende udlænding.+ Jeg er Jehova jeres Gud.’“

23 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 24 „Tal til Israels sønner og sig: ’I den syvende måned,+ på den første [dag] i måneden, skal der være fuldstændig hvile for jer, en minde[dag] med trompetblæsning,+ et helligt stævne.+ 25 I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde, og I skal frembære et ildoffer for Jehova.’“

26 Og Jehova talte videre til Moses idet han sagde: 27 „Men på den tiende [dag] i denne syvende måned er det forsoningsdag.+ Der skal være et helligt stævne for jer, og I skal spæge jeres sjæle+ og frembære et ildoffer+ for Jehova. 28 Og I må intet som helst arbejde udføre på denne samme dag, for det er en forsoningsdag hvor der skaffes jer soning+ for Jehova jeres Guds ansigt; 29 for enhver sjæl der ikke vil spæge sig på denne samme dag, skal udryddes af sit folk.+ 30 Med hensyn til enhver sjæl der udfører noget som helst arbejde på denne samme dag, da skal jeg udrydde den sjæl af hans folks midte.+ 31 I må intet som helst arbejde udføre.+ Det er en ordning der skal vare ved i denne og kommende generationer, overalt hvor I bor. 32 Det er en sabbat med fuldstændig hvile for jer,+ og I skal spæge jeres sjæle+ på den niende [dag] i måneden, om aftenen. Fra aften til aften skal I holde jeres sabbat.“

33 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 34 „Tal til Israels sønner og sig: ’På den femtende dag i denne syvende måned er det løvhyttefest i syv dage for Jehova.*+ 35 På den første dag er der et helligt stævne. I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde. 36 I syv dage skal I frembære et ildoffer for Jehova. På den ottende dag skal der være et helligt stævne for jer,+ og I skal frembære et ildoffer for Jehova. Det er et højtidsstævne.* I må ikke udføre noget som helst slidsomt arbejde.

37 Dette er Jehovas festtider+ som I skal udråbe som hellige stævner+ hvor der skal frembæres ildoffer+ for Jehova: brændofferet+ og slagtofferets kornoffer+ og drikofrene,+ efter hvad der daglig kræves,* 38 foruden Jehovas sabbatter+ og foruden jeres gaver+ og alle jeres løfteofre+ og alle jeres frivillige gaver,+ som I giver Jehova. 39 Men på den femtende dag i den syvende måned, når I har indsamlet landets afgrøde, skal I holde Jehovas højtid+ i syv dage.+ På den første dag er der fuldstændig hvile og på den ottende dag fuldstændig hvile.+ 40 Og på den første dag skal I hente jer frugt af prægtige træer, blade af palmetræer+ og grene af træer med tætte grene og popler fra regnflodsdalen, og I skal fryde jer+ for Jehova jeres Guds ansigt i syv dage. 41 Og I skal fejre den som en højtid for Jehova syv dage om året.+ Som en varig ordning, i denne og kommende generationer, skal I fejre den i den syvende måned. 42 I skal bo i løvhytter i syv dage.+ Alle de indfødte i Israel skal bo i løvhytter,+ 43 for at [de kommende] generationer hos jer kan vide+ at jeg lod Israels sønner bo i løvhytter da jeg førte dem ud af Ægyptens land.+ Jeg er Jehova jeres Gud.’“

44 Så talte Moses til Israels sønner om Jehovas festtider.+

24 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Giv Israels sønner påbud om at skaffe dig ren olie af stødte oliven til belysningen,+ for at lampen til stadighed kan være tændt.+ 3 Uden for Vidnesbyrdets forhæng i mødeteltet skal Aron til stadighed gøre den i orden [så den kan brænde] fra aften til morgen for Jehovas ansigt. Det er en varig ordning i denne og kommende generationer. 4 På lampestanderen+ af rent guld* skal han til stadighed+ gøre lamperne+ i orden for Jehovas ansigt.

5 Og du skal tage fint mel og bage det til tolv ringformede kager. Der skal gå to tiendedele efa til hver ringformet kage. 6 Og du skal lægge dem i to stabler, seks i hver stabel,+ på bordet af rent guld* for Jehovas ansigt.+ 7 Og du skal lægge ren virak på hver stabel, og den skal tjene som en repræsentativ del+ af brødet, et ildoffer til Jehova. 8 Han skal til stadighed, sabbatsdag efter sabbatsdag, lægge det til rette for Jehovas ansigt.+ Det er en varig pagt med Israels sønner. 9 Og det skal tilhøre Aron og hans sønner,+ og de skal spise det på et helligt sted,+ for det er noget højhelligt for ham af Jehovas ildofre, som en forordning der varer ved.“

10 Og en israelitisk kvindes søn, som dog var søn af en ægyptisk mand,+ gik ud blandt Israels sønner, og den israelitiske kvindes søn og en israelitisk mand kom op at slås+ i lejren. 11 Og den israelitiske kvindes søn gav sig til at spotte Navnet*+ og at nedkalde ondt over det.+ De førte ham da hen til Moses.+ Hans moders navn var i øvrigt Sjeʹlomit, en datter af Dibʹri af Dans stamme. 12 Så satte de ham i forvaring+ indtil de fik en tydelig kendelse ved Jehovas mund.+

13 Da talte Jehova til Moses og sagde: 14 „Før ham der nedkaldte ondt [over Navnet] uden for lejren;+ og alle der hørte ham, skal lægge deres hænder+ på hans hoved, og hele forsamlingen skal stene ham.+ 15 Og du skal tale til Israels sønner og sige: ’I det tilfælde at en eller anden nedkalder ondt over sin Gud, så skal han bære ansvaret for sin synd. 16 Den der spotter Jehovas navn skal ubetinget lide døden.+ Hele forsamlingen skal ubetinget stene ham. Den fastboende udlænding såvel som den indfødte skal lide døden når han spotter Navnet.*+

17 Og i det tilfælde at en mand slår nogen som helst menneskesjæl ihjel,* skal han ubetinget lide døden.+ 18 Og den der slår en dyresjæl ihjel, skal erstatte den, sjæl for sjæl.+ 19 Og i det tilfælde at en mand tilføjer sin landsmand en legemsskade, da skal man gøre ved ham sådan som han selv har gjort.+ 20 Brud for brud, øje for øje, tand for tand; som han tilføjer et menneske en legemsskade, sådan skal der tilføjes ham.+ 21 Og den der slår et husdyr ihjel,+ skal erstatte+ det, men den der slår et menneske ihjel, skal lide døden.+

22 Én og samme ret skal gælde for jer. Den fastboende udlænding skal være som den indfødte,+ for jeg er Jehova jeres Gud.’“+

23 Derpå talte Moses til Israels sønner, og de førte så ham der havde nedkaldt ondt [over Navnet] uden for lejren og stenede ham til døde.+ Og Israels sønner gjorde sådan som Jehova havde påbudt Moses.

25 Og Jehova talte videre til Moses på Sinaj Bjerg idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’Når I kommer ind i det land som jeg giver jer,+ så skal landet holde sabbat for Jehova.+ 3 I seks år kan du tilså din mark, og i seks år kan du beskære din vingård og indsamle landets afgrøde.+ 4 Men i det syvende år skal der være en sabbat med fuldstændig hvile for landet,+ en sabbat for Jehova. Din mark må du ikke tilså, og din vingård må du ikke beskære. 5 Det der vokser op fra spildte kerner af din høst må du ikke høste, og druerne af din ubeskårne vinstok må du ikke indsamle. Det skal være et år med fuldstændig hvile for landet. 6 Men landets [egen frugt på dets] sabbat skal tjene jer til føde, dig og din træl og din trælkvinde og din daglejer og indvandreren hos dig, dem der bor som udlændinge hos dig, 7 og dine husdyr og de vilde dyr der er i dit land. Al dets afgrøde kan spises.

8 Og du skal tælle dig syv årsabbatter* frem, syv gange syv år, og de syv årsabbatters* dage bliver således i alt niogfyrre år for dig. 9 Og du skal lade det gjaldende horn* lyde*+ i den syvende måned, på den tiende [dag] i måneden;+ på forsoningsdagen+ skal I lade hornet lyde i hele jeres land. 10 Og I skal hellige* det halvtredsindstyvende år og udråbe frihed* i landet for alle dets indbyggere.+ Det vil være et jubelår*+ for jer, og I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom og hver især vende tilbage til jeres slægt.+ 11 Et jubelår, dét vil det halvtredsindstyvende år være for jer.+ I må ikke så og I må ikke høste det der vokser op fra spildte kerner i landet eller indsamle druerne af dets ubeskårne vinstokke.+ 12 For det er et jubelår. Det skal være helligt for jer. Fra marken må I spise landets afgrøde.+

13 I dette år, jubelåret, skal I hver især vende tilbage til jeres ejendom.+ 14 Og i det tilfælde at I sælger noget til en landsmand eller køber* [noget] af en landsmands* hånd, gør da ikke hinanden uret.+ 15 Efter antallet af år siden jubelåret skal du købe det af din landsmand; efter antallet af afgrødeår skal han sælge det til dig.+ 16 Jo flere år [der er tilbage], jo højere skal du sætte prisen for det,+ og jo færre år [der er tilbage], jo lavere skal du sætte prisen for det; det er nemlig antallet af afgrøder han sælger dig. 17 Ingen af jer må gøre sin landsmand uret,+ men du skal frygte din Gud,+ for jeg er Jehova* jeres Gud.+ 18 Og I skal følge mine forskrifter og overholde mine lovbud og følge dem. Så skal I bo trygt i landet.+ 19 Og landet skal give sin frugt,+ og I skal spise jer mætte og bo trygt i det.+

20 Men når I siger: „Hvad skal vi spise i det syvende år når vi ikke må så eller indsamle vore afgrøder?“+ 21 da vil jeg i det sjette år give min velsignelse påbud til gavn for jer, og [landet] skal give sin afgrøde for tre år.+ 22 Og I skal så i det ottende år og spise af den gamle afgrøde indtil det niende år. Indtil dets afgrøde kommer, skal I spise den gamle.

23 Og [jorden i] landet må ikke sælges uigenkaldeligt,+ for landet er mit.+ I er nemlig fastboende udlændinge og indvandrere hos mig.+ 24 Og i hele jeres ejendomsland skal I tilstå [jorden i] landet ret til at blive købt tilbage.+

25 I det tilfælde at din broder forarmes og må sælge noget af sin ejendom, da skal hans genløser, hans nærmeste slægtning, komme og købe dét tilbage som hans broder har solgt.+ 26 Og i det tilfælde at en mand ingen genløser har men han selv får råd og finder tilstrækkelige midler til at købe det tilbage, 27 da skal han beregne årene fra han solgte det, og give manden som han solgte det til, det overskydende beløb tilbage og vende tilbage til sin ejendom.+

28 Men hvis han ikke har tilstrækkelige midler at give ham tilbage, så skal dét han har solgt forblive i køberens hånd indtil jubelåret;+ og det skal blive frit i jubelåret, og han skal vende tilbage til sin ejendom.+

29 Og i det tilfælde at en mand sælger et beboelseshus i en by med mure om, så skal hans tilbagekøbsret vare ved til der er gået et år fra han solgte det; hans tilbagekøbsret+ skal vare et helt år.* 30 Men hvis det ikke købes tilbage før det fulde år er udløbet, så skal huset som er i byen der har en mur, uigenkaldeligt forblive køberens, i denne og kommende generationer. Det vil ikke blive frit i jubelåret. 31 Men huse i de bebyggelser der ikke har nogen mur rundt om, skal regnes med til landets markjord. Der vil vedvarende være tilbagekøbsret+ for dem, og i jubelåret+ vil de blive givet fri.

32 Med hensyn til levitternes byer,+ så har levitterne varig tilbagekøbsret til husene i de byer der hører til deres ejendom.+ 33 Og når noget som tilhører levitterne ikke købes tilbage,* så skal huset der blev solgt i byen* som hører til hans ejendom, blive frit i jubelåret;+ for husene i levitternes byer er deres ejendom blandt Israels sønner.+ 34 Dog må en mark som hører til deres byers græsgang+ ikke sælges, for det er deres varige ejendom.

35 Og i det tilfælde at din broder forarmes og sidder hårdt i det* hos dig,+ så skal du understøtte ham.+ Som en fastboende udlænding og indvandrer+ skal han leve hos dig. 36 Tag ikke rente og åger af ham,+ men du skal frygte din Gud;+ og din broder skal forblive i live hos dig. 37 Du må ikke give ham dine penge mod rente,+ og du må ikke give af dine fødevarer mod åger. 38 Jeg er Jehova jeres Gud, som førte jer ud af Ægyptens land for at give jer Kaʹna’ans land,+ for at være jeres Gud.+

39 Og i det tilfælde at din broder forarmes hos dig og han må sælge sig selv til dig,+ må du ikke bruge ham til at udføre trællearbejde.+ 40 Han skal være hos dig som en daglejer,+ som en indvandrer. Han skal tjene hos dig indtil jubelåret. 41 Og han skal drage bort fra dig [som fri], han og hans sønner med ham, og vende tilbage til sin slægt, og han skal vende tilbage til sine forfædres ejendom.+ 42 For de er mine trælle, som jeg førte ud af Ægyptens land.+ De må ikke sælge sig selv som man sælger en træl. 43 Du må ikke tyrannisk udøve din magt over ham,+ men du skal frygte din Gud.+ 44 Med hensyn til din træl og din trælkvinde som kommer til at tilhøre dig fra de nationer der er rundt om jer — af dem kan I købe en træl og en trælkvinde. 45 Og også af indvandrernes sønner, der bor som udlændinge hos jer,+ af dem kan I købe, og af deres slægt som er hos jer [og] som er født dem i jeres land; og de skal blive jeres ejendom. 46 Og I skal lade dem gå i arv til jeres sønner efter jer som en varig ejendom de kan besidde.+ Dem kan I bruge som trælle, men hvad angår jeres brødre, Israels sønner, så må den ene ikke tyrannisk udøve magt over den anden.+

47 Men i det tilfælde at den fastboende udlænding eller indvandreren hos dig bliver velstående, og din broder er blevet forarmet ved siden af ham og må sælge sig selv til den fastboende udlænding eller indvandreren* hos dig, eller til et medlem af den fastboende udlændings slægt, 48 da gælder tilbagekøbsretten stadig+ for ham efter at han har solgt sig selv.+ En af hans brødre kan købe ham tilbage.+ 49 Eller hans farbroder eller hans farbroders søn kan købe ham tilbage, eller en nær kødelig slægtning,+ en af hans slægt, kan købe ham tilbage.

Eller hvis han selv er blevet velstående, så skal han købe sig selv tilbage.+ 50 Og han skal sammen med sin køber regne fra det år han solgte sig selv til ham, indtil jubelåret,+ og pengene for salget af ham skal svare til antallet af år.+ Som en daglejers skal hans dage hos ham beregnes.*+ 51 Hvis der endnu er mange år [tilbage], skal han af summen han blev købt for, tilbagebetale en genløsningspris der svarer til disse. 52 Og hvis der kun er få år tilbage indtil jubelåret,+ så skal han gøre sig en beregning. Han skal tilbagebetale prisen for sin genløsning i forhold til de år han har [tilbage]. 53 Han skal være hos ham som en daglejer+ fra år til år. Han må ikke tyrannisk udøve magt over ham+ for øjnene af dig. 54 Men hvis han ikke kan købe sig selv tilbage på disse vilkår, så skal han drage bort [som fri] i jubelåret,+ han og hans sønner med ham.

55 For mig tilhører Israels sønner som trælle. De er mine trælle+ som jeg har ført ud af Ægyptens land.+ Jeg er Jehova jeres Gud.+

26 I må ikke lave jer afguder,*+ og I må ikke rejse jer et udskåret billede+ eller en hellig støtte, og I må ikke opstille en stenfigur+ i jeres land for at bøje jer for den,+ for jeg er Jehova jeres Gud. 2 I skal holde mine sabbatter+ og have ærefrygt for min helligdom. Jeg er Jehova.

3 Hvis I vandrer efter mine forskrifter og holder mine bud og følger dem,+ 4 så vil jeg give jer regnskyl i rette tid,+ og landet skal give sin afgrøde,+ og markens træer vil give deres frugt.+ 5 Og tærskning skal hos jer nå til vinhøst, og vinhøst vil nå til såtid; og I skal spise jeres brød til I er mætte,+ og bo trygt i jeres land.+ 6 Og jeg vil give fred i landet,+ og I skal lægge jer til hvile uden at nogen får [jer] til at skælve;+ og jeg vil udrydde de farlige vilddyr af landet,+ og sværdet skal ikke gå igennem jeres land.+ 7 Og I skal forfølge jeres fjender,+ og de skal falde for sværdet foran jer. 8 Og fem af jer skal forfølge hundrede, og hundrede af jer skal forfølge ti tusind, og jeres fjender skal falde for sværdet foran jer.+

9 Og jeg vil vende mig til jer+ og gøre jer frugtbare og talrige,+ og jeg vil holde min pagt med jer.+ 10 Og I skal spise den gamle [afgrøde] fra forrige år,+ til I må rydde den gamle ud for at give plads for den nye. 11 Og jeg vil sætte min bolig midt iblandt jer,+ og min sjæl vil ikke føle afsky for jer.+ 12 Og jeg vil vandre midt iblandt jer og være jeres Gud,+ og I skal være mit folk.+ 13 Jeg er Jehova jeres Gud, som førte jer ud af Ægyptens land, fra at være trælle for dem,+ og jeg brød således jeres ågstænger og lod jer gå oprejst.+

14 Men hvis I ikke vil høre på mig eller følge alle disse bud,+ 15 og hvis I vrager mine forskrifter,+ og hvis jeres sjæle føler afsky for mine lovbud, så I ikke følger alle mine bud og således bryder min pagt,+ 16 da vil jeg for min del gøre følgende mod jer: jeg vil som straf bringe forfærdelse over jer med tuberkulose+ og brændende feber, som får øjnene til at svigte+ og sjælen til at hentæres.+ Og I skal så jeres sæd til ingen nytte, da jeres fjender skal spise den.+ 17 Og jeg vil rette mit ansigt mod jer, og I skal lide nederlag over for jeres fjender;+ og de der hader jer skal udøve magt over jer,+ og I skal flygte uden at nogen forfølger jer.+

18 Men hvis I, trods dette, ikke vil høre på mig, da vil jeg tugte jer syv gange til* for jeres synder.+ 19 Og jeg vil knække stoltheden over jeres styrke og gøre jeres himmel som jern+ og jeres jord som kobber. 20 Og jeres kraft skal være til ingen nytte, da jeres jord ikke vil give sin afgrøde,+ og jordens træer ikke vil give deres frugt.+

21 Og hvis I bliver ved med at gå imod mig og ikke er villige til at høre på mig, så vil jeg tilføje jer syv gange flere slag, svarende til jeres synder.+ 22 Og jeg vil sende markens vilde dyr iblandt jer,+ og de skal gøre jer barnløse+ og udrydde jeres husdyr og mindske jeres tal, og jeres veje skal lægges øde.+

23 Men hvis I, selv med dette, ikke lader jer tugte af mig+ og I absolut vil gå imod mig, 24 da vil jeg også gå imod jer+ og selv slå jer syv gange for jeres synder.+ 25 Og jeg vil bringe sværd over jer, [et sværd] som tager hævn+ for pagten;+ og I skal samle jer i jeres byer, og jeg vil sende pest iblandt jer,+ og I skal gives i fjendehånd.+ 26 Når jeg har brudt stavene hos jer som de ringformede brød hænges op på,*+ så skal ti kvinder bage jeres brød i kun én ovn og give jeres brød tilbage efter vægt;+ og I skal spise, men I skal ikke blive mætte.+

27 Men hvis I, selv med dette, ikke vil høre på mig og I absolut vil gå imod mig,+ 28 da vil jeg i forbitrelse gå imod jer+ og selv tugte jer syv gange for jeres synder.+ 29 Og I skal spise kødet af jeres sønner, og I skal spise kødet af jeres døtre.+ 30 Og jeg vil tilintetgøre jeres offerhøje+ og omhugge jeres røgelsesstandere og lægge jeres egne døde kroppe oven på de døde kroppe af jeres uhumske guder;+ og min sjæl vil føle afsky for jer.+ 31 Og jeg vil give jeres byer til sværdet+ og lægge jeres helligdomme* øde,+ og jeg vil ikke indånde jeres formildende dufte.+ 32 Og jeg selv vil lægge landet øde,+ og jeres fjender som bor i det skal stirre forbløffede på det.+ 33 Og jer vil jeg sprede blandt nationerne,+ og jeg vil trække sværdet bag jer;+ og jeres land skal blive en ødemark,+ og jeres byer vil blive en øde ruinhob.

34 Til den tid skal landet yde godtgørelse for sine sabbatter, alle de dage det ligger øde, mens I er i jeres fjenders land. Til den tid skal landet holde sabbat, eftersom det må godtgøre sine sabbatter.+ 35 Alle de dage det ligger øde, skal det holde sabbat, fordi det ikke holdt sabbat under jeres sabbatter da I boede i det.

36 Med hensyn til dem der bliver tilbage iblandt jer,+ da vil jeg gøre deres hjerter frygtsomme i deres fjenders lande, og lyden af et blad der blæses bort skal jage dem på flugt, og de skal flygte som man flygter for sværdet, og de skal falde uden at nogen forfølger [dem].+ 37 Og de skal snuble over hinanden som [man snubler] for sværdet, uden at nogen forfølger [dem], og I skal ikke kunne holde stand over for jeres fjender.+ 38 Og I skal gå til grunde blandt nationerne,+ og jeres fjenders land skal fortære jer. 39 Men de der bliver tilbage af jer vil på grund af deres misgerning rådne op+ i jeres fjenders lande. Ja, også på grund af deres fædres misgerninger+ vil de rådne op, sammen med dem. 40 Og de skal bekende deres misgerning+ og deres fædres misgerning i deres troløshed da de handlede troløst mod mig, ja, og da de gik imod mig.+ 41 Derfor gik jeg også imod dem+ og førte dem til deres fjenders land.+

Måske* deres uomskårne hjerte+ til den tid vil ydmyge sig,+ og de til den tid vil gøre deres misgerning god igen. 42 Så vil jeg huske min pagt med Jakob;+ og også min pagt med Isak+ og også min pagt med Abraham+ vil jeg huske, og landet vil jeg huske. 43 Imens ligger landet forladt af dem og yder godtgørelse for sine sabbatter+ mens det ligger øde, uden dem, og de selv gør deres misgerning god igen,+ fordi, ja fordi* de har vraget mine lovbud+ og deres sjæle har følt afsky for mine forskrifter.+ 44 Men trods alt dette vil jeg, mens de er i deres fjenders land, ikke vrage dem+ eller føle afsky for dem,+ så jeg gør det af med dem og således bryder min pagt+ med dem, for jeg er Jehova deres Gud. 45 Og jeg vil for deres skyld huske pagten med stamfædrene+ som jeg førte ud af Ægyptens land for øjnene af nationerne+ for at være deres Gud. Jeg er Jehova.’“

46 Dette er de forordninger og lovbud+ og love som Jehova fastsatte mellem sig og Israels sønner på Sinaj Bjerg ved Moses.+

27 Og Jehova fortsatte med at tale til Moses idet han sagde: 2 „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’I det tilfælde at en mand vil bringe Jehova et særligt løfteoffer+ af sjæle svarende til vurderingssummen, 3 og vurderingen gælder en mand fra tyve år og indtil tres år, så skal vurderingssummen være halvtreds sekel* sølv efter helligdommens sekel.* 4 Men hvis det er en kvinde, så skal vurderingssummen være tredive sekel. 5 Og hvis vedkommende er fra fem år og indtil tyve år, så skal vurderingssummen for en af mandkøn være tyve sekel og for en af kvindekøn ti sekel. 6 Og hvis vedkommende er fra en måned og indtil fem år, så skal vurderingssummen for en af mandkøn være fem+ sekel sølv, og for en af kvindekøn skal vurderingssummen være tre sekel sølv.

7 Og hvis vedkommende er fra tres år og opefter, så skal vurderingssummen, hvis det er en mand, være femten sekel og for en kvinde ti sekel. 8 Men hvis han er for fattig til [at betale] vurderingssummen,+ så skal han fremstille vedkommende* for præsten, og præsten skal vurdere ham.+ Efter hvad løftegiveren har råd til,+ vil præsten vurdere vedkommende.

9 Og hvis det er et dyr af dem man frembærer* offergave af til Jehova, bliver alt hvad man giver heraf til Jehova, helligt.+ 10 Man må ikke udskifte det og ikke foretage en ombytning med godt for dårligt eller med dårligt for godt. Og hvis man på nogen måde ombytter dyr med dyr, da bliver det selv [helligt], og det som det ombyttes med, bliver også helligt. 11 Men hvis det er et eller andet urent+ dyr af dem man ikke må frembære offergave af til Jehova,+ så skal man fremstille dyret for præsten.+ 12 Og præsten skal vurdere det, om det er godt eller dårligt. I overensstemmelse med den sum det vurderes+ til af præsten,* sådan bliver det. 13 Og hvis man absolut vil købe det tilbage, så skal man føje en femtedel+ til vurderingssummen.

14 Og i det tilfælde at en mand helliger sit hus som noget helligt til Jehova, så skal præsten vurdere det, om det er godt eller dårligt.+ Hvad præsten vurderer det til, så meget står det til. 15 Men hvis den der helliger det, vil købe sit hus tilbage, så skal han føje en femtedel af vurderingsbeløbet til;+ og det skal være hans.

16 Og hvis det er noget af sin ejendoms mark+ en mand vil hellige til Jehova, så skal vurderingssummen ansættes i forhold til dens udsæd: [hvis der bruges] en homer+ bygsæd [sættes den] til halvtreds sekel sølv.* 17 Hvis han vil hellige sin mark fra jubelåret,+ vil den stå til vurderingssummen. 18 Og hvis det er efter jubelåret han vil hellige sin mark, så skal præsten udregne prisen for ham i forhold til de år der er tilbage indtil næste jubelår, og der skal foretages en nedskæring i vurderingssummen.+ 19 Men hvis den der helliger marken absolut vil købe den tilbage, så skal han føje en femtedel af vurderingsbeløbet til, og den skal forblive hans.+ 20 Men hvis han ikke køber marken tilbage, og hvis marken er blevet solgt til en anden mand,* kan den ikke købes tilbage igen. 21 Og marken skal, når den bliver fri i jubelåret, være noget helligt der tilhører Jehova, som en mark der er viet [til hellig brug].+ Den tilhører præsten som hans ejendom.+

22 Og hvis han helliger Jehova en mark som er købt af ham [og] som ikke er en del af hans ejendoms mark,+ 23 så skal præsten udregne ham beløbet som den vurderes til indtil jubelåret, og han skal give vurderingssummen samme dag.+ Det er noget helligt som tilhører Jehova.+ 24 I jubelåret vender marken tilbage til den han købte den af, til den hvem jorden tilhører som ejendom.+

25 Og enhver vurderingssum skal ansættes i helligdommens sekel.* Sekelen udgør tyve gera.*+

26 Kun den førstefødte blandt husdyrene, der som den førstefødte fødes til Jehova,+ må ingen hellige. Hvad enten det er en okse eller et får, tilhører [dyret] Jehova.+ 27 Men hvis det er blandt de urene dyr,+ så skal han løskøbe det i overensstemmelse med vurderingssummen og føje en femtedel af den til.+ Men hvis det ikke købes tilbage, så skal det sælges til vurderingssummen.

28 Blot må intet som er viet,+ intet som en mand måtte vie til Jehova af alt hvad der er hans, sælges, hvad enten det er af mennesker eller dyr eller af hans ejendoms mark, og intet som er viet kan købes tilbage.+ Det er noget højhelligt for Jehova. 29 Ingen som er viet, intet menneske som vies til udslettelse,* kan løskøbes.+ Han skal ubetinget lide døden.+

30 Og hver tiendedel*+ af landet, af landets sæd og træernes frugt, tilhører Jehova. Det er noget helligt som tilhører Jehova. 31 Og hvis en mand overhovedet vil købe noget af sin tiendedel tilbage, skal han lægge en femtedel af det til.+ 32 Med hensyn til hvert tiende stykke af hornkvæg og småkvæg, alt hvad der går under staven,+ det tiende tilhører Jehova som noget helligt. 33 Man skal ikke undersøge om det er godt eller dårligt, og man skal heller ikke ombytte det. Men hvis man på nogen måde vil ombytte det, så bliver det selv [helligt], og det som det ombyttes med, bliver også helligt.+ Det kan ikke købes tilbage.’“

34 Dette er de bud+ som Jehova gav Moses til Israels sønner på Sinaj Bjerg.+