28. SEPTEMBER – 4. OKTOBER 2026
SANG NR. 79 Oplært så de kan stå fast
Hjælp andre til at lære Jehova at kende
“For at få evigt liv må de lære dig at kende, den eneste sande Gud.” – JOH. 17:3.
FOKUS
Hvordan vi kan hjælpe dem vi studerer med, til at lære Jehova godt at kende og få et klart billede af hans egenskaber, hvad der gør ham glad, og hvad der sårer ham.
1. Hvordan har du det når en der studerer Bibelen, gør fremskridt?
HVORDAN påvirker det dig når en der studerer Bibelen, kommer til sit første møde, svarer for første gang, begynder at fortælle andre om sin tro og med tiden indvier sig til Jehova og bliver døbt? Det er virkelig noget der kan gøre os glade og stolte. Vi ved at det selvfølgelig er Jehova der fortjener al ære, for det er ham der har hjulpet personen til at gøre fremskridt. Og vi takker ham hver gang nogle nye begynder at “følge sandhedens vej”. – 3. Joh. 3, 4; 1. Kor. 3:5-9.
2. Hvad ønsker Jehova for dem der studerer Bibelen? (1. Timotheus 2:3, 4)
2 Jehovas vilje er “at alle slags mennesker skal frelses og få nøjagtig kundskab om sandheden”. (Læs 1. Timotheus 2:3, 4). Han ønsker at folk skal lære ham at kende og lære om de utrolige ting han har gjort for mennesker, og hvad han vil gøre i fremtiden. (Jer. 9:24) Men der ligger mere i det oprindelige græske udtryk for “nøjagtig kundskab” end bare en samling informationer og fakta. At have nøjagtig kundskab betyder i virkeligheden at man “lader den viden man har opbygget, have en gennemgribende virkning på en”, som en bibelekspert forklarer det.a Når en der studerer, lærer Jehova at kende og får større kundskab, vil det påvirke den måde han lever sit liv på, og han vil få mulighed for “at få evigt liv”. – Joh. 17:3.
3. Hvad vil vi se på i den her artikel?
3 Jehova har givet os det store privilegie at hjælpe andre til at lære ham at kende. I den her artikel vil vi se på spørgsmålene: Hvorfor er det vigtigt at vores bibelstudieelever lærer Jehova godt at kende? Hvordan kan vi hjælpe dem til at forstå hvordan Jehova er? Og hvordan kan vi hjælpe dem til at bruge det de har lært om Jehova, i praksis?
HVORFOR ER DET VIGTIGT AT DIN ELEV LÆRER JEHOVA GODT AT KENDE?
4. Hvad er vores mål når vi studerer med en? (Markus 12:30)
4 Jesus sagde direkte at det vigtigste bud er at vi skal elske Jehova af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke. (Læs Markus 12:30). Men for at få så dyb en kærlighed til Jehova må man lære ham godt at kende. Vi vil gerne have at dem vi underviser, indvier sig – ikke til os, ikke til en samling læresætninger, ikke til en organisation – men til Jehova. Derfor er vores overordnede mål at hjælpe dem til at lære Jehova at kende så de kan få kærlighed til ham.
5. Hvad vil kærlighed til Jehova motivere en elev til?
5 Kærlighed er en stærk motivator. Når en lærer Jehova at kende og får kærlighed til ham, vil det give ham lyst til at gøre det Jehova ønsker. Jesus sagde: “For at verden kan vide at jeg elsker Faren, gør jeg som Faren har påbudt mig.” (Joh. 14:31) På samme måde er det kærlighed til Jehova der mere end noget andet vil motivere en bibelstudieelev til at gøre det der glæder ham, og holde sig tæt til ham. – 1. Joh. 5:3.
6. Hvad indebærer det at lære Jehova at kende, og hvordan vil det hjælpe en bibelstudieelev?
6 En elev der lærer Jehova godt at kende, vil have bedre forudsætninger for at træffe gode beslutninger. Men det kræver mere end bare teoretisk viden. Her er en illustration: For at kunne blive pilot kræver det mere end at man bare lærer teorien, studerer luftfartsreglerne og består en eksamen. Man må også bruge rigtig mange timer i cockpittet. Efterhånden som man får mere erfaring, vil man lære hvordan flyet reagerer under forskellige vejrforhold, og hvordan ens beslutninger påvirker flyet. På samme måde lærer en elev ikke kun om Jehova gennem sit studie, men også ved at se hvordan det går når han træffer beslutninger ud fra principperne i Bibelen. I takt med at han lærer Jehova bedre at kende og mærker hvordan han hjælper ham, vil han blive bedre i stand til at træffe gode beslutninger uanset hvad han kommer ud for.
7. Hvad hjalp Josef til at træffe en god beslutning?
7 Det at kende Jehova godt hjalp Josef da Potifars hustru prøvede at forføre ham. Som lille havde han sikkert hørt om Adam og Eva og om Abraham og Sara. (1. Mos. 2:24; 20:3, 6) Han har uden tvivl tænkt over det og forstået hvordan Jehova ser på ægteskabet og sex. Josef kendte Jehova så godt at han uden at tøve afviste Potifars hustrus tilnærmelser. Han sagde: “Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?” (1. Mos. 39:7-9) Josef vidste hvad der var rigtigt og forkert i Jehovas øjne, og han forstod at hvis han traf en selvisk beslutning, ville han såre Jehova. Det hjalp ham til at gøre det rigtige. Når vi hjælper dem vi studerer med, til at lære Jehova godt at kende og få et klart billede af hans personlighed, vil de også kunne træffe beslutninger der glæder ham.
HJÆLP DIN ELEV TIL AT FORSTÅ HVORDAN JEHOVA ER
8. Hvordan kan du hjælpe din elev til at lære Jehova bedre at kende ved hjælp af Et håb om en lys fremtid?
8 Hvis du studerer med en, hvad kan du så helt konkret gøre for at hjælpe ham til at lære Jehova godt at kende? Jehova hjalp Job til at få et mere klart billede af hvordan han er, ved at stille spørgsmål. Faktisk stillede han over 50 spørgsmål! (Job 38:1 – 41:34) Det er også vigtigt at vi stiller spørgsmål. I bogen Et håb om en lys fremtid er spørgsmålene specifikt designet til at hjælpe en elev til gradvist at lære mere om Jehovas personlighed. (Se boksen “Spørgsmål der er designet til at sætte tankerne i gang”). Så brug spørgsmålene til at hjælpe din elev til at lære Jehova bedre at kende.
9-10. (a) Hvad kan hjælpe bibelstudieelever til at få mest muligt ud af deres bibellæsning? (Jakob 5:11) (b) Forklar hvordan man ud fra beretningen om Daniel kan lære hvad der glæder Jehova, og hvad der sårer ham.
9 Allerede tidligt i bibelkurset bliver eleverne opfordret til at begynde at læse i Bibelen regelmæssigt.b Hvordan kan vi hjælpe dem til at få mest muligt ud af deres bibellæsning? Vi kunne foreslå at de tænker over hvorfor Jehova har sørget for at det stykke de lige har læst, er med i Bibelen, og hvad versene fortæller om ham. Læg mærke til hvordan bibelskribenten Jakob gjorde det da han henviste til beretningen om Job. Han pegede på en flot egenskab hos Job – hans udholdenhed. Men han fremhævede også hvad beretningen viser om Jehova, nemlig at han er utroligt kærlig og barmhjertig. – Læs Jakob 5:11.
10 Vi vil gerne hjælpe vores elever til selv at kunne analysere beretninger fra Bibelen og se hvad der glæder Jehova, og hvad der sårer ham. Hvordan kan vi hjælpe dem til det? Forestil dig at en du studerer med, har kigget på oversigten “Kom godt i gang med at læse i Bibelen” i Et håb om en lys fremtid og siger at han godt kunne tænke sig at læse beretningen om Daniel i løvekulen. Så kunne vi foreslå ham at han tænker over spørgsmål som: Hvorfor reddede Jehova Daniel? Hvad fortæller det om hvad der gør Jehova glad? (Dan. 6:10, 22) Han kunne også spørge sig selv: Hvad skete der med de mænd der prøvede at få Daniel slået ihjel? Hvad viser det mig om hvad der er forkert i Jehovas øjne? (Dan. 6:4, 5, 24) Til sidst kan han tænke over hvilke andre sider af Jehovas personlighed der kommer frem i beretningen. – Dan. 6:26, 27.
11. Hvordan kan vi hjælpe vores elev til at se sit bibelkursus som en gave fra Jehova?
11 Det gør os meget glade når vores elev værdsætter sit bibelkursus og kan se hvor godt det er for ham. Men det er vigtigt at vi hjælper ham til at forstå at undervisningen kommer fra Jehova, vores allesammens store Lærer. (Esa. 30:20, 21) Det kan være at eleven takker os for det han lærer, og endda roser os for vores evner som undervisere. Det er selvfølgelig ikke forkert af eleven at give udtryk for taknemmelighed, men vi må huske at fortælle ham at den han først og fremmest skal takke, er Jehova.
HJÆLP ELEVEN TIL AT BRUGE SIN VIDEN OM JEHOVA
12-13. Hvordan kan det at kende Jehova hjælpe en elev når der er en beretning i Bibelen han ikke forstår? (Se også billedet).
12 Man mærker især værdien af at kende Jehova når man bruger det man har lært om ham, i sit liv. Hvordan kan vi hjælpe vores elev til at gøre det? For det første må vi lære ham at nøglen til at forstå en vanskelig beretning i Bibelen ofte er at tænke over det man allerede ved om Jehova. Når han for eksempel læser en beretning hvor Jehova valgte at udslette nogle og skåne andre, kan det være at han har svært ved at forstå hvordan det hænger sammen. Hvordan kan du gribe situationen an?
13 Du kan opfordre din elev til at tænke over hvad han allerede har lært om Jehova, og stille sig selv spørgsmål som: Hvor dyrebare er mennesker for Jehova? (2. Pet. 3:9) Hvor meget har han gjort for at redde os på trods af vores mange synder og fejl? (Ef. 2:4, 5) Straffer Jehova nogen der ikke fortjener det? Og hvis nogen fortjener straf, lader han dem så slippe? (2. Mos. 34:6, 7) Det er ikke altid at en beretning i Bibelen giver os oplysninger der gør det nemmere for os at forstå Jehovas beslutning. Men i virkeligheden har vi ikke brug for de oplysninger. Vi kender vores Gud, og vi er overbevist om at han altid gør det rigtige.
Vi må lære vores elever at tænke over det de allerede ved om Jehova, når de støder på en beretning i Bibelen der er svær at forstå. (Se paragraf 12-13)
14. Hvordan kan du hjælpe din elev hvis han har det svært med en i menigheden?
14 Lad os se på en anden måde vi kan hjælpe dem vi studerer med, til at bruge deres viden om Jehova i praksis. Forestil dig at din elev er begyndt at komme til møderne, men at der er en i menigheden han har det lidt svært med. Det kan være at broren eller søsteren har sagt noget der har såret den du studerer med. Så må du opfordre ham til at tænke over hvordan Jehova ser på vores brødre og søstre. Hvad har Jehova været villig til at ofre for at vise at han elsker dem? (Joh. 3:16) Hvor vigtigt er det for ham at der er enhed i menigheden? (Sl. 133:1) Hvordan har han det når vi gør en indsats for at bidrage til freden og enheden? (2. Kor. 13:11) Hjælp din elev til at se hvor glad Jehova bliver når vi fokuserer på andres gode sider i stedet for på deres fejl.
15-16. (a) Hvordan kan en elev efterligne Jesus når han skal træffe en vigtig beslutning? (Johannes 8:29) (b) Hvordan hjalp Marianne sin elev til at træffe en god beslutning? (Se også billedet).
15 For det tredje kan du hjælpe din elev til at bruge det han ved om Jehova, til at træffe gode beslutninger. Det kan være en god idé at henvise til lektion 35 i Et håb om en lys fremtid med titlen “Hvordan man kan træffe gode beslutninger”. Men hvad nu hvis din elev har fulgt de gode råd – han har bedt og lavet research – men stadig ikke helt ved hvad han skal gøre? Det kan være at han føler sig overvældet af hvor mange principper fra Bibelen han skal tage i betragtning. Du kan foreslå at han tænker over Jesus’ eksempel. Hvad var det vigtigste for ham når han skulle træffe beslutninger? Han sagde: “Jeg gør altid det han [min Far] synes om.” (Læs Johannes 8:29). Din elev kan spørge sig selv: “Ud fra det jeg har researchet, og det jeg har lært om Jehova, hvilken beslutning vil så glæde ham?” Når den beslutning han træffer, glæder Jehova, er det en god beslutning.
16 En kvinde i Chile der studerede Bibelen, stod over for en vigtig beslutning. Hendes familie prøvede at presse hende til at tage imod et vellønnet job der ville gå ud over møderne. Marianne, der studerede med hende, fortæller hvad der skete: “Jeg opfordrede hende til at tænke over hvordan hendes beslutning ville påvirke Jehova. Ville han blive glad eller ked af det? Jeg sagde også at hun kunne bede til Jehova om den specifikke situation og prøve at lægge mærke til hvordan han besvarede hendes bøn. Hun valgte at takke nej til jobtilbuddet og fandt hurtigt et andet arbejde der gjorde det muligt for hende at komme til alle møderne.” Lagde du mærke til at Marianne ikke fortalte sin elev hvad hun skulle gøre, men i stedet hjalp hende til at bruge det hun allerede vidste om Jehova, til at træffe en god beslutning selv? Hele oplevelsen styrkede elevens forhold til Marianne, men som noget endnu vigtigere styrkede det hendes forhold til Jehova. Marianne siger: “Hun lærte at Jehova altid vil tage sig af os når vi sætter ham først.”
Vi må hjælpe dem vi studerer med, til at kunne træffe beslutninger der glæder Jehova. (Se paragraf 15-16)c
VELSIGNELSER NU OG FOR EVIGT!
17. Hvad er vores overordnede mål når vi underviser andre i Bibelen?
17 Vores bibelstudieelever kommer til at gå i dybden med mange vigtige ting i løbet af deres bibelkursus. Eleverne lærer grundlæggende bibelske sandheder, deriblandt hvad der sker når man dør, hvorfor Jesus gav sit liv for os, og hvad Guds rige vil gøre for mennesker i fremtiden. De får også kendskab til hvordan organisationen fungerer, og lærer for eksempel om møderne, ordningen med ældste og Det Styrende Råds rolle. Men som vi har været inde på, ønsker vi ikke kun at vores elever samler sig en masse fakta. Vores overordnede mål er at de lærer Jehova godt at kende.
18. Hvad kan de der lærer Jehova at kende, glæde sig over?
18 Hvor er det stort at vi kan få lov til at hjælpe andre til at lære Jehova godt at kende. De der lærer Jehova at kende og vælger at tjene ham, får allerede i dag det bedst mulige liv. (Sl. 25:12-15) I fremtiden vil alle der har lært den sande Gud at kende, kunne glæde sig over et evigt og lykkeligt liv. (1. Joh. 5:20) Men det er ikke det hele. Bibelen siger at når en kender Gud og elsker ham, “så er han kendt af Gud”. (1. Kor. 8:3) Er det ikke en stor tanke? Jehova, Den Almægtige Gud, lægger mærke til os og ser os som sine venner. Findes der nogen større gave end det?
SANG NR. 84 Ræk hånden hjælpsomt ud
a R.C.H. Lenski: The Interpretation of St. Paul’s Epistles to the Colossians, to the Thessalonians, to Timothy, to Titus, and to Philemon.
b Det mål der er nævnt i lektion 05 i Et håb om en lys fremtid, er: “Begynd at læse i Bibelen hver dag ved for eksempel at bruge idéerne i ‘Kom godt i gang med at læse i Bibelen’.”
c BILLEDBESKRIVELSE: En gengivelse af situationen hvor Mariannes elev takker nej til et jobtilbud.