21.-27. SEPTEMBER 2026
SANG NR. 12 Jehova, vores store Gud
Bliv ved med at lære Jehova bedre at kende
“Lær din fars Gud at kende, og tjen ham af et helt hjerte.” – 1. KRØN. 28:9.
FOKUS
Hvad det vil sige at kende Jehova, hvorfor det er vigtigt at vi bliver ved med at lære ham bedre at kende, og hvordan vi kan gøre det.
1. Hvordan får du det når du tænker over Jehovas indsigt, visdom og handlinger?
HVORDAN påvirker det dig når du stopper op og tænker over Jehovas uendelige visdom, hans dybe indsigt og alle de storslåede ting han har gjort? Vi føler os meget små når vi tænker på vores mægtige Skaber, og bliver fyldt med taknemmelighed. Det kan være at du kan genkende de følelser Paulus gav udtryk for da han skrev: “Hvor er Gud dog rig på velsignelser! Hvor er hans visdom og indsigt dyb! Hans beslutninger og hans handlinger er så ophøjede at vi ikke forstår dem til fulde!” – Rom. 11:33, 34.
2. Hvad viser at det er muligt at lære Jehova at kende?
2 Selvom vi aldrig kommer til at forstå alle aspekter af Jehovas personlighed, er det faktisk muligt at lære ham at kende. Kong David sagde til sin søn Salomon: “Lær din fars Gud at kende, og tjen ham af et helt hjerte ... Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig.” (1. Krøn. 28:9) Flere hundrede år senere mindede apostlen Johannes de første kristne, og dermed også os, om at “vi kan lære den sande Gud at kende”. (1. Joh. 5:20) Og Jesus, den der kender Jehova allerbedst, sagde at han var villig til at åbenbare Faren for alle der har lyst til at lære ham at kende. – Matt. 11:27.
3. Hvad vil vi kigge på i den her artikel?
3 Alle der tjener Jehova, ved allerede meget om ham. Men det at lære Jehova at kende er en proces vi aldrig bliver færdige med. (Joh. 17:3; se studienote). Vi kan altid lære noget nyt om ham. For eksempel kan vi lære mere om hvad der gør ham glad, og hvordan vi får større tillid til ham. I den her artikel skal vi kigge på tre spørgsmål der er relevante for os alle, uanset hvor lang tid vi har tjent Jehova: Hvad vil det sige at kende Jehova? Hvorfor skal vi blive ved med at lære ham bedre at kende? Og hvordan kan vi lære ham bedre at kende?
HVAD VIL DET SIGE AT KENDE JEHOVA?
4. Hvad indbefatter det at kende Jehova?
4 Vi lærer noget om hvad det indbefatter at kende Jehova, ved at se på det han sagde om de jøder der skulle vende tilbage fra eksilet i Babylon. Jehova lovede: “Jeg vil give dem et hjerte som kender mig og ved at jeg er Jehova.” (Jer. 24:7) De der rejste tilbage efter eksilet, vidste helt sikkert allerede mange grundlæggende ting om Jehova. Men verset viser at hvis de virkelig skulle kende Jehova, skulle deres hjerte være involveret, det vil sige deres følelser og motiver. Et opslagsværk beskriver det på den her måde: “Der er en betydelig forskel på at kende til Gud og virkelig at kende ham. Det kan sammenlignes med forskellen mellem at læse om forelskelse og selv blive forelsket.”a Det er ikke nok bare at kende til overfladiske fakta, som at Jehova har et navn, og at han er Gud. Vi må lære personen bag navnet at kende.
5. Hvad viser Josijas eksempel om det at lære Jehova at kende?
5 Efterhånden som vi lærer Jehova bedre at kende, finder vi ud af hvad der glæder ham, og hvad der sårer ham. Tænk over beretningen om kong Josija. Bibelen fortæller: “I sit 8. regeringsår, mens han endnu var en dreng, begyndte han at søge sin forfar Davids Gud.” (2. Krøn. 34:3) Men Josija gjorde mere end at læse og studere – han omsatte sin viden til handling. Gennem profeten Jeremias sagde Jehova at Josija “dømte ret og retfærdigt”, og at han forsvarede de fattige og sårbare i samfundet. Og så tilføjede Jehova: “Er det ikke hvad det vil sige at kende mig?” – Jer. 22:15, 16.
6. Hvordan vil det påvirke os at lære Jehova bedre at kende, som det fremgår af Salme 9:10?
6 Læs Salme 9:10. Jo bedre vi lærer Jehova at kende, jo større tillid vil vi få til ham. Det oplevede Paulus. Under sin sidste fængsling kort inden sin henrettelse skrev han hvorfor han ikke skammede sig over den modgang han kom ud for fordi han tjente Jehova: “For jeg kender den Gud jeg har fået tro på.” (2. Tim. 1:12) Alt det Paulus havde lært og oplevet igennem sit liv, gjorde at han havde ubetinget tillid til Jehova. En studienote til verset forklarer: “Paulus ... var overbevist om at Jehova ville huske hans liv som en trofast tjener indtil den dag hvor han ville oprejse ham.”
HVORFOR SKAL VI BLIVE VED MED AT LÆRE JEHOVA BEDRE AT KENDE?
7. Hvad kunne der ske for nogen der har kendt Jehova i mange år?
7 Da vi begyndte at lære Jehova at kende, var vi helt sikkert ivrige efter at få mere at vide om ham. Men efter at have tjent Jehova i noget tid kan det være at vi ikke gør en lige så stor indsats for at lære nyt om ham. Når vi læser i Bibelen for os selv eller gennemgår et stykke ved møderne, kommer vi måske mest til at fokusere på hvordan vi kan bruge det vi læser, rent praktisk i vores eget liv eller til at hjælpe andre. Og det er også godt, for det opfordrer Bibelen os til at gøre. (2. Tim. 3:16, 17) Men der er noget andet vi også må tænke over, nemlig hvad vi lærer om Bibelens Forfatter. (Sl. 25:8-10) Vi må aldrig være så optaget af hvordan Bibelen kan gavne os selv og andre, at vi glemmer at spørge: “Hvad fortæller det her mig om Jehova?”b
8. Hvad vil det betyde for vores venskab med Jehova at vi lærer ham endnu bedre at kende? (Salme 73:24-28)
8 Jo bedre vi lærer Jehova at kende, jo stærkere vil vores venskab med ham blive. Hvordan har du det for eksempel når du har haft din daglige bibellæsning, set et broadcastingprogram eller været til stævne? Vi føler os ofte tættere knyttet til Jehova. Hvorfor er det sådan? Fordi vi har lært ham endnu bedre at kende. Det fylder os med taknemmelighed og giver os lyst til at sætte ord på vores følelser over for ham. Vi har det ligesom ham der skrev Salme 73. Han reflekterede over den måde Jehova tog sig af ham på, og sagde: “Gud er mit hjertes klippe og min andel til evig tid.” (Læs Salme 73:24-28). Vi må gribe hver en mulighed for at lære Jehova endnu bedre at kende, for det vil hjælpe os til at forstå hvor uvurderlig og dyrebar en gave vores venskab med ham er.
9. Hvad vil det sige at tage Jehova i betragtning, og hvordan vil det påvirke vores beslutninger?
9 Bibelen opfordrer os: “Tag ham [Jehova] i betragtning i alt hvad du gør.” (Ordsp. 3:5, 6) Det betyder at vi tænker over hvad vi har lært om ham, og over hvordan det vi gør, påvirker ham. Det vil hjælpe os til at træffe gode beslutninger. Man kan illustrere det på den her måde: Mange har et billede af deres ægtefælle på deres kontor eller som baggrund på deres telefon. Hver gang de ser på billedet, kommer de til at tænke på hvor meget de elsker deres ægtefælle. Det hjælper dem til at træffe beslutninger som de ved vil gøre den anden glad, og undgå at gøre noget der vil såre ham eller hende. Samme princip gælder i vores forhold til Jehova. Når vi tager ham i betragtning i det vi gør, vil det hjælpe os til at træffe beslutninger der vil glæde ham. – Sl. 19:13, 14.
10. Hvad vil vi blive bedre til når vi lærer mere om Jehova?
10 Vi er skabt i Jehovas billede, og det betyder at vi har evnen til at vise de samme egenskaber som ham. (1. Mos. 1:26) Og jo mere vi lærer om Jehovas egenskaber, jo bedre vil vi blive til at afspejle dem. Jesus fordømte de skriftlærde og farisæerne fordi de slet ikke fokuserede på at efterligne Jehova. De gik meget op i at man fulgte de mindste detaljer i Loven, men så fuldstændigt bort fra “det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdighed og barmhjertighed og trofasthed”. (Matt. 23:23) Vi har ikke lyst til at være som de religiøse ledere. Vi vil gerne gøre vores bedste for at forstå hvordan Jehovas egenskaber kan ses i hans love og principper. Når vi gør det, vil vi blive bedre til at vise de samme smukke egenskaber som Jehova. – 1. Joh. 4:8, 11.
HVORDAN LÆRER VI JEHOVA BEDRE AT KENDE?
11. Hvordan lærte du om Jehova?
11 Hvordan begyndte du at lære om Jehova? Måske er du vokset op i en familie der tjener Jehova, og så kan det være at dine forældre fortalte dig nogle beretninger fra Bibelen der lærte dig om hvordan Jehova er. De har sikkert også talt med dig om hvordan Jehovas personlighed kan ses i naturen. Eller det kan være at du senere i livet har studeret Bibelen med et af Jehovas Vidner, for eksempel ved hjælp af bogen Et håb om en lys fremtid. Den der studerede med dig, lærte dig sikkert at analysere beretninger fra Bibelen og få øje på Jehovas smukke egenskaber i det han har skabt.c (Neh. 8:8; Ap.G. 14:17) Nu skal vi se på hvordan vi kan fortsætte med at lære om Jehova.
12-13. På hvilke måder lærer Bibelen os om Jehova? Nævn et eksempel. (Jeremias 39:15-18) (Se også billedet).
12 For det første kan vi lære mere om Jehova ved at læse og studere hans ord, Bibelen. Nogle gange nævner Bibelen Jehovas egenskaber direkte. (2. Mos. 34:6, 7) Men som oftest fortæller den om mennesker og de beslutninger de traf. Når du læser den slags beretninger, så tænk over hvad de lærer dig om Jehova.
13 Lad os tage et eksempel. I Jeremias 38:6-13 læser vi om etiopieren Ebed-Melek, der reddede profeten Jeremias. Det er sikkert ikke svært for dig at få øje på hvordan du kan efterligne Ebed-Meleks gode egenskaber, som for eksempel selvopofrelse, mod og næstekærlighed. Men kan du også se hvad beretningen lærer dig om Jehova? (Læs Jeremias 39:15-18). Hvilke vers viser for eksempel at Jehova værdsætter det vi gør for ham? At han er rimelig og upartisk? Når du tænker nærmere over beretningen, dukker der så andre sider af Jehovas personlighed op? Hver gang du læser et stykke i Bibelen, så tænk over hvad det lærer dig om Jehova og hans egenskaber. Og husk at takke ham fordi han har en så smuk personlighed, og fortælle ham hvorfor du elsker ham.
Ebed-Melek redder modigt Jeremias, der var blevet kastet i en cisterne. (Se paragraf 12-13)
14. Hvad må vi gøre for virkelig at se Jehova i skaberværket?
14 For det andet kan skaberværket fortælle os meget om Jehova. (Sl. 145:9, 10) Men det er ikke nok bare at betragte forskellige ting i naturen. Nogle bruger hele deres liv på at studere noget i naturen, for eksempel en plante eller et dyr, uden nogensinde at få øje på Guds egenskaber eller overhovedet at anerkende hans eksistens. Paulus skrev at man tydeligt kan se Jehovas usynlige egenskaber, “for de kan opfattes gennem de ting der er skabt”. (Rom. 1:20) En anden oversættelse af det her vers siger at Guds egenskaber kan ses med “forstandens øjne”.d Det er altså vigtigt at vi stopper op og tænker efter. Så vil vi kunne se Jehovas personlighed i de ting han har skabt.
15. Hvad har Patrick gjort for at lære Jehova bedre at kende, og hvordan kan du gøre noget lignende? (Se også billedet).
15 Mange af os bor i byer hvor beton og asfalt fylder langt mere end smuk natur. Hvis det er sådan der hvor du bor, kan du så stadig lære noget af skaberværket? Det gjorde en bror der hedder Patrick, fra Brazzaville, hovedstaden i Republikken Congo. Han siger: “Hver dag går jeg ud på min altan og prøver at få øje på noget Jehova har skabt. Jeg ser tit bittesmå insekter eller småfugle der flyver energisk rundt for at lede efter mad eller et sted at bo. På et tidspunkt var der nogle fugle der var ved at bygge rede lige i nærheden. De fandt alt muligt i området de kunne bygge deres rede af så deres unger kunne bo trygt og rart.” Men Patrick gjorde mere end bare at observere. Han tænkte over hvad det havde med Jehova at gøre. Han fortæller: “Jeg blev mindet om at Jehova tager sig af alle sine skabninger, også dem der virker ubetydelige. Og det styrkede min tillid til at han elsker mig og også altid vil sørge for at jeg har det jeg har behov for.”
Du kan lære Jehova bedre at kende ved at tænke dybt over skaberværket. (Se paragraf 15)
16. Hvad hjalp Jesus’ mor, Maria, til at lære Jehova bedre at kende, og hvordan kan vi efterligne hende? (Se også billedet).
16 For det tredje kan vi lære Jehova bedre at kende ved at meditere over de oplevelser vi har haft med ham. Det var noget Jesus’ mor, Maria, var god til. Hun kendte allerede Jehova godt, og der blev sagt om hende at hun havde “Guds godkendelse”. (Luk. 1:30) Men så fik hun en stor og krævende opgave, nemlig at være mor til Guds søn. Gennem englen Gabriel og hendes slægtning Elisabeth styrkede Jehova Maria og forsikrede hende om at han ville hjælpe hende. Senere brugte hun tid på at tænke over hvad hendes oplevelse havde lærte hende om Jehova og hans egenskaber, blandt andet hans magt, barmhjertighed, upartiskhed og kærlighed over for dem der føler sig ubetydelige. (Luk. 1:46-55) Ligesom Maria lagde mærke til hvordan Jehova havde støttet hende, og var taknemmelig for det, værdsætter vi det også når Jehova hjælper os på det rigtige tidspunkt. (Hebr. 4:16) Når du har mærket at han har hjulpet dig, så spørg dig selv: “Hvad har det lært mig om Jehova? Hvilke sider af Jehovas personlighed har den her situation hjulpet mig til at se?”
Du kan lære Jehova bedre at kende ved at meditere over dine oplevelser med ham. (Se paragraf 16)e
DER VIL ALTID VÆRE MERE AT LÆRE!
17-18. Hvorfor bliver vi aldrig færdige med at lære mere om Jehova?
17 Tænk på hvor meget vi kommer til at lære om Jehova i den nye verden. Vi vil få nogle nye skriftruller med vejledning om hvordan vi skal leve. (Åb. 20:12) Vi vil få mulighed for at opleve naturen på endnu nærmere hold. (Esa. 11:6-9) Og nye oplevelser – som at se vores kære blive oprejst og mærke hvordan vi selv kommer tættere og tættere på fuldkommenheden – vil give os endnu større indblik i Jehovas smukke personlighed.
18 Jehova har allerede levet i en evighed, så “hans forstand kan slet ikke måles”. (Sl. 90:2; 147:5) Vi vil “aldrig kunne forstå hele det værk den sande Gud har skabt, lige fra det første til det sidste”. (Præd. 3:11) Der er uendeligt meget at lære om vores elskede Far. Derfor vil vi, uanset hvor længe vi har kendt ham, gribe enhver mulighed for at lære endnu mere om ham.
SANG NR. 28 Venskab med Jehova
a G. A. Buttrick (red.): The Interpreter’s Bible.
b Se spørgsmål 20 i “En introduktion til Guds ord”, som er forrest i Ny Verden-Oversættelsen.
c Se lektion 07, punkt 5-7, i bogen Et håb om en lys fremtid.
d The New English Bible.
e BILLEDBESKRIVELSE: En bror der bliver ekstremt nervøs hver gang han skal på podiet, tænker over hvordan Jehova har hjulpet ham til at klare en opgave ved midtugemødet.