Hvordan skal man bede for at blive hørt af Jehova?
„Den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham.“ — Hebr. 11:6.
1-3. (a) Hvad kan den omtalte hændelse fortælle os? (b) Hvad kan alle kristne forældre lære heraf?
DET hændte i en af Jehovas Vidners rigssale. Til trods for moderens strenge blikke og gentagne formaninger i hvisketone, blev en lille pige ved med at være urolig. Til sidst gav moderen tegn til faderen, om han ville overtage sagen. Det gjorde han. Med datteren ved hånden begav han sig ned mod et lille lokale bagest i salen. Klar over hvad der ventede hende, råbte den lille pige højt: „Jehova, hjælp mig!“
2 Når man hører om en sådan hændelse, trækker man uvilkårligt på smilebåndet. Men er hændelsen kun morsom, eller kan den også fortælle os noget? I hvert fald fortæller den os at den lille pige kendte Guds navn, Jehova — noget som ikke mange små piger gør. Den fortæller også at hun havde lært noget om bønnens værdi og vidste at man kan bede Jehova om hjælp når der opstår vanskeligheder. Selvfølgelig forekommer det morsomt at hun kunne finde på at bede Gud om beskyttelse mod tiltrængt tugt. Men er det, når det kommer til stykket, kun små piger der kan finde på at fremsætte en sådan anmodning? Slet ikke. Israelitterne gjorde det samme, ikke én, men mange gange, specielt i dommertiden. Når de fik deres velfortjente straf for deres onde handlinger, råbte de atter og atter til Gud om hjælp. — Dom. 2:11-18; 4:1-3, 23, 24; 10:6-16; 11:32, 33.
3 Alle kristne forældre kan lære noget af denne hændelse. Begynd tidligt at indgive jeres børn tro på Jehova Gud. Hjælp dem til at indse og forstå at Jehova er en virkelig person og at han hører bønner. At børnene fra ganske små lærer om bønnens kraft, vil bidrage meget til at de bliver gudfrygtige når de vokser til og selv må bære ansvaret for det liv de fører. — Jævnfør Salme 22:10, 11; Ordsprogene 22:6; Andet Timoteusbrev 3:14, 15.
Hvorfor man bør tænke over sine bønner
4, 5. (a) Hvilke spørgsmål angående bøn bør vi stille os selv? (b) Hvorfor er det på sin plads at stille sådanne spørgsmål?
4 Hvilken rolle spiller bøn i dit liv? Hvor meget beder du? Har du ofte for travlt til at bede? Sker det at du haster gennem bønnen, lirer den af mekanisk, som en pligt der bare skal overstås? Ja, hvad er kvaliteten af dine bønner?
5 Sådanne tankevækkende spørgsmål er på deres plads. Selv blandt dem der bekender sig som Jehovas tjenere, er der nogle som ikke beder regelmæssigt. Og der er nogle som føler at deres bønner mangler indhold. Det er en sag den kristne ikke kan tage let på, for kvaliteten af hans bønner afspejler hans åndelige tilstand. Og omvendt afhænger den kristnes åndelige helbred af om han er opmærksom på sit åndelige behov og hele tiden gør noget for at dække det. (Matt. 5:3) Ved at tage kvaliteten af sine bønner op til overvejelse, kan man altså samtidig forbedre sin åndelige tilstand.
Hvorfor vi tillidsfuldt kan vende os til Jehova
6. Hvorfor kan vi tillidsfuldt nærme os Gud i bøn, ifølge det Bibelen siger i Salme 65:2, Filipperbrevet 4:6 og Første Tessalonikerbrev 5:17?
6 Hvorfor kan vi tillidsfuldt komme til Jehova og vente at han vil høre vore bønner? Først og fremmest fordi han selv siger at han „hører bønner“ og gentagne gange befaler os at bede. (Sl. 65:2) Hans ord indeholder påbud som disse: „Bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse.“ (Matt. 26:41) „Bed for hinanden.“ (Jak. 5:16) „Vær vedholdende i bønnen.“ (Rom. 12:12) „Bed uophørligt.“ (1 Tess. 5:17) „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ — Fil. 4:6.
7. Hvem satte os et godt eksempel hvad bøn angår?
7 Bibelen indeholder også eksempler der indirekte pålægger os at bede. Fra Første Mosebog til Åbenbaringen finder vi talrige beretninger om mænd der kendte bønnens kraft. Vi læser at Abraham bad til Jehova. (1 Mos. 12:8) Fra sin dåb i Jordanfloden til sin død på marterpælen bad Jesus Kristus atter og atter til sin Fader. (Luk. 3:21; 23:46) Apostelen Paulus berører emnet bøn snesevis af gange i sine breve. Gang på gang fortæller han at han beder for andre, eller han tilskynder andre til at bede for ham eller til at bede i almindelighed. (Fil. 1:9-11; Ef. 6:18, 19) Og Åbenbaringens bog, der er skrevet af apostelen Johannes, slutter med to bønner. — Åb. 22:20, 21.
8. Af hvilken grund som nævnes her, kan vi trygt nærme os Gud?
8 En anden grund til at vi trygt kan nærme os Gud i bøn, er at det berører hans navn. Det gælder blandt andet hans navn eller omdømme som den der hører bønner. Og eftersom hans navn er knyttet til hans folk, kunne et tilsyneladende vidnesbyrd om at han har svigtet sit folk, fejlagtigt blive udlagt af andre som et bevis for at han ikke er i stand til at hjælpe sine tjenere når de er kommet på afveje, og det ville bringe forsmædelse over hans navn. I Salme 79:9 læser vi derfor: „Hjælp os, vor frelses Gud, for dit navns æres skyld, fri os, forlad vore synder for dit navns skyld!“ Både Moses, Josua, David og Ezekias nævnte dette i deres bønner. (2 Mos. 32:11, 12; Jos. 7:8, 9; 2 Kong. 19:15-19; Sl. 25:11) Og profeten Daniel appellerede til Jehova med disse ord: „Herre, lån øre og grib uden tøven ind . . . thi dit navn er nævnet over din by og dit folk!“ (Dan. 9:19) Ja, når vi bærer Jehovas navn, kan vi bønfalde ham på dette grundlag.
9. Hvorfor kan vi tillidsfuldt bede Gud om tilgivelse og barmhjertighed?
9 En tredje grund til at vi kan vente at Jehova vil høre vore bønner, er at han kender vore begrænsninger og ønsker at hjælpe os. Salmisten David udtrykte det på denne måde: „Så langt som østen er fra vesten, har han fjernet vore synder fra os. Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Sl. 103:12-14; se også Salme 51:7.) Når vi uforvarende fejler, når vi træder ved siden af eller måske begår et alvorligt fejltrin, kan vi altså bede Gud om tilgivelse på grundlag af vor svaghed og ufuldkommenhed.
10. Af hvilken grund kan vi også tillidsfuldt henvende os til Jehova, som det fremgår af det eksempel der blev sat af Job, Paulus og andre?
10 Endnu en vægtig grund til at vi tillidsfuldt kan henvende os til Jehova, er at han vil høre vore bønner fordi vi bevarer vor uangribelighed. Den veltalende Job gav udtryk for dette ønske: „På rettens vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min uskyld.“ (Job 31:6) Og apostelen Paulus skrev til sine trosfæller: „Bed stadig for os, for vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“ (Hebr. 13:18) At vi må stå retskafne i Guds øjne fremgår også af det apostelen Johannes skrev: „I elskede, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed i tale over for Gud; og hvad vi end beder om, får vi fra ham, fordi vi holder hans bud og gør de ting som er tiltalende i hans øjne.“ — 1 Joh. 3:21, 22.
Bed gennem Jesus Kristus, ikke til ham
11. Hvem er den eneste hvorigennem vi kan nærme os Gud i bøn?
11 Hvordan kan vi få foretræde for den almægtige Gud som hører bønner? Han har forordnet at det udelukkende kan ske gennem Jesus Kristus. Der findes kun én mellemmand mellem Gud og mennesker, og kun én ypperstepræst, Jesus Kristus. (1 Tim. 2:5; Hebr. 7:25, 26) Jesus sagde selv med klare ord: „Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Joh. 14:6) „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I beder Faderen om noget, vil han give jer det i mit navn. . . . Bed, og I vil få, så jeres glæde kan være hel og fuld.“ — Joh. 16:23, 24.
12, 13. (a) Hvilket spørgsmål kunne man stille, i betragtning af det Stefanus og apostelen Johannes gjorde? (b) Hvorfor kan vi imidlertid ikke bruge disse eksempler som en begrundelse for at bede til Jesus personligt?
12 Nogle spørger imidlertid: ’Kan man ikke også bede til Jesus? Henvendte disciplen Stefanus ikke en bøn til Jesus, og gjorde apostelen Johannes ikke det samme?’ Jo, det er sandt. Lige før Stefanus udåndede sagde han: „Herre Jesus, modtag min ånd.“ (Apg. 7:59) Og apostelen Johannes bad: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åb. 22:20.
13 Vi må imidlertid tage de særlige omstændigheder i betragtning. Da Stefanus bad sin bøn havde han et syn, for han sagde: „Se! Jeg ser himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.“ Eftersom han så Jesus i et syn, kunne han tale direkte til ham. (Apg. 7:56) Apostelen Johannes havde også et syn af noget der foregik i den himmelske verden. (Åb. 1:1, 10; 4:1, 2) Under dette syn så han Jesus og hørte ham sige: „Han som vidner om disse ting siger: ’Ja; jeg kommer hurtigt.’“ (Åb. 22:20) Johannes svarede altså på det han lige havde hørt Jesus sige. Disse tilfælde kan sammenlignes med det der skete da forfølgeren Saulus fra Tarsus var på vej til Damaskus. Jesus Kristus åbenbarede sig for Saulus idet han sagde: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?“ Ligesom i tilfældene med apostelen Johannes og med Stefanus, henvendte Saulus sit svar direkte til Jesus: „Hvem er du, Herre?“ — Apg. 9:4, 5.
Med passende ærbødighed
14, 15. Hvad bør vor holdning, vort ordvalg og vort tonefald vidne om når vi beder, og hvorfor?
14 Når vi henvender os til universets store Suveræn i bøn, må vi også gøre det på den rette måde. Vi kan kun nærme os ham med den største respekt og ærbødighed, ja i dyb ydmyghed. Ganske vist siger Guds ord at vi kan komme til Gud med „frimodighed i tale“, men dermed være ikke sagt at vi kan tillade os at være familiære over for den store Skaber. (Hebr. 4:16; 1 Joh. 3:21, 22) Det ville afgjort være både tankeløst og upassende at indlede en bøn med et udtryk som: „Godaften, Jehova!“ Vi kan nærme os Gud med frimodighed i tale fordi vi har tro på og tillid til at han vil høre vor bøn og fordi vi bevarer vor uangribelighed. Men vi bør gøre det med dyb respekt, ja ærbødighed. — Jævnfør Prædikeren 4:16; 5:1.
15 Vi bør aldrig glemme at Jehova Gud er højt hævet over os. Eftersom vi er jordiske og lever i den jordiske verden, er vi ringere end englene i magt og herlighed. (Hebr. 2:7) Desuden er vi ufuldkomne og syndige. Det vil derfor være passende at vi i vore bønner benytter et ordvalg og et tonefald der viser at vi har forståelse af vort forhold til Jehova Gud, for han låner kun øre til den ydmyge, den der ’bæver for hans ord’. (Es. 66:2) Jesus Kristus understregede dette på en glimrende måde i sin lignelse om de to mænd der gik op til templet i Jerusalem for at bede. Jehova Gud hørte ikke den stolte, selvretfærdige farisæer, hvorimod han tydeligvis hørte og besvarede den ydmyge og angrende skatteopkrævers bøn. — Luk. 18:9-14.
I tro og med vedholdenhed
16. Hvilke skriftsteder viser at man må tro for at kunne bede til Gud?
16 Endnu et vigtigt krav vi må opfylde for at blive hørt af Jehova, er at vi må komme til ham i tro. Denne betingelse nævnes gang på gang i Guds ord. Jesus sagde: „Hvis I har tro på størrelse med et sennepsfrø, vil . . . intet . . . være umuligt for jer.“ (Matt. 17:20) I Hebræerbrevet 11:6 læser vi at vi, for at behage Gud, ikke alene må tro at han er til men også at han belønner dem der „ivrigt søger ham“. Og disciplen Jakob skrev: „Lad ham fortsat bede i tro, uden overhovedet at tvivle, for den der tvivler . . . vil [ikke] få noget fra Jehova.“ — Jak. 1:6, 7.
17. Hvilken vejledning indeholder Bibelen om det at være vedholdende i bønnen?
17 For at blive hørt må vi også være vedholdende i bønnen. Det bør være en vane for os at bede. Bibelen formaner: „Hold urokkeligt fast ved bønnens vane.“ (Rom. 12:12, The New Testament in Modern English, J. B. Phillips) Jesus fremhævede gang på gang dette aspekt ved bønnen. I sin bjergprædiken sagde han: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ (Matt. 7:7) I sin lignelse om enken der fik sin ret hos en dommer der hverken frygtede Gud eller havde respekt for mennesker, betonede Jesus også hvor vigtigt det er at vise udholdenhed i bønnen. (Luk. 18:1-8) Hvis vi virkelig mener det når vi beder Jehova Gud om noget, vil vi være „vedholdende i bønnen“ og ’bede uophørligt’. — Rom. 12:12; 1 Tess. 5:17.
18. Hvilke ting bør ikke få lov at optage vor tid i den grad at vi forsømmer at bede?
18 For at være vedholdende i bønnen siger det sig selv at vi må tage os tid til at bede. Vi bør aldrig have for travlt til at vende os til Gud. Der er naturligvis mange nødvendige ting der skal gøres og som optager de fleste af døgnets 24 timer. Vi må arbejde, spise, sove og pleje vort legeme. Men foruden dette kan der være mange andre ting som optager en del af vor tid, måske en større del end de burde. Hvor lang tid ofrer vi for eksempel på at læse avis, se fjernsyn, dyrke sport, slappe af eller søge adspredelse? Medmindre vi virkelig værdsætter det dyrebare privilegium bønnen er, kan det meget nemt gå sådan at vi forsømmer bønnen fordi sådanne ting lægger for meget beslag på vor tid.
Lejligheder til at bede
19. Nævn nogle lejligheder hvor vi kan bede.
19 Vi har i sandhed mange lejligheder eller anledninger til at bede. Hvis vi skal ’bede uophørligt’ må vi bede ved enhver lejlighed — når vi står op om morgenen, når vi går til ro om aftenen, før vi spiser og på tidspunkter hvor vi ligger vågne om natten. (Se Salme 5:4; 92:2, 3; 119:147-149, 164; Første Timoteusbrev 4:4, 5.) Vi kan komme ud for alvorlige problemer, blive udsat for pres eller have et særlig stort ansvar at røgte; vi skal måske tale til en kristen forsamling eller forsvare vor tro over for øvrighedspersoner. I alle disse tilfælde er det på sin plads at vi vender os til Jehova. Ja, vi bør ’have ham i tanke på alle vore veje’ så vil han ’jævne vore stier’. (Ordsp. 3:6) Og når vi får en særlig velsignelse — navnlig hvis det sker uventet eller det drejer sig om noget vi inderligt har ønsket os — bør vort hjerte strømme over af taknemmelighed mod Jehova. Men faktisk behøver vi ikke nogen særlig grund. Vort hjerte og sind kan tilskynde os til at sige Jehova tak til hver en tid.
20. Hvilken stilling kan man indtage når man beder? Forklar nærmere.
20 Eftersom det er passende at bede ved enhver lejlighed, kunne man drage den slutning at det er ligegyldigt hvilken stilling man indtager rent legemligt når man beder. Det er sandt at Bibelen ikke foreskriver nogen bestemt stilling, som for eksempel at man skal knæle eller folde hænderne. Imidlertid læser vi at Guds tjenere stod, knælede, bøjede sig eller kastede sig til jorden, og at de ofte bredte hænderne ud, når de bad. (Se Første Mosebog 24:26, 48; Første Kongebog 8:22, 42, 44, 54; Nehemias 2:1-4; Markus 11:25.) Dette viser at det er passende om muligt at indtage en respektfuld stilling under bønnen. Ved et menighedsmøde kan vi for eksempel rejse os op og bøje hovedet. Ved således at ændre stilling hjælpes vi til at koncentrere os om den bøn der bliver bedt på vore vegne. At knæle er en stilling der navnlig synes passende ved private bønner. (Jævnfør Daniel 6:11; Filipperbrevet 2:9, 10.) Hvis vi ved dagens slutning beder liggende i sengen, må vi sikre os at vi følger den apostolske formaning om at være vågne og opmærksomme under bønnen. — Ef 6:18.
21. Hvordan må vi altså bede til Gud for at blive hørt?
21 Vi ønsker på ingen måde at tage let på den forret det er at kunne bede til Jehova Gud. Tværtimod er vi taknemmelige over at vi kan nærme os vor himmelske Fader i tillid til at han hører os når som helst. Men dette afhænger naturligvis af om vi kommer til ham i tro, gennem den rette kanal, med den rette holdning, og at vi er vedholdende i bønnen og aldrig har for travlt til at bede. Og har vi børn, må vi tålmodigt lære dem bønnens betydning — både ved at undervise dem og ved at sætte dem et godt eksempel.