Venlighed har magt

I El Salvador fik to specialpionerer (heltidsforkyndere af Riget) til opgave at forkynde i en by som lå højt oppe i bjergene. En af deres naboer dér var en troende katolsk dame som hver dag gik til messe. En dag blev hun alvorligt syg, og pionerpigerne hørte hende stønne. Straks besøgte de hende for at tilbyde deres hjælp, og mens de hjalp hende aflagde de samtidig et kort vidnesbyrd. Damen havde ikke tidligere været interesseret i Bibelens sandheder, men fra da af ændrede hun indstilling.

Hun sammenlignede den venlighed pionererne havde vist, med den handlemåde som en af hendes andre naboer havde lagt for dagen — en dame som hun gik til messe med hver dag. Skønt denne katolske dame udmærket vidste at hendes nabo var syg, havde hun ikke gjort sig nogen ulejlighed for at besøge hende og tilbyde sin hjælp.

Pionerernes venlighed gjorde efterhånden sin virkning. Kvinden modtog tilbudet om et bibelstudium, ledet af den ene af pionererne, og tilskyndede sine to døtre til at være med. Den ene af døtrene fik modstand fra sin mand, men kærligheden til Jehova gav hende styrke til at fortsætte med at gøre åndelig fremgang. Med tiden blev både moderen og hendes to døtre døbt som kristne.

Hustruen til den mand der havde ydet modstand benyttede forskellige lejligheder til at fortælle manden lidt om sandheden, ligesom også pionererne talte med ham på en venlig og vindende måde. Nogen tid senere flyttede dette ægtepar til et andet område. Dér studerede manden Bibelen og begyndte at forkynde „den gode nyhed“ for andre. Ja, faktisk påbegyndte han selv bibelstudier med forskellige interesserede mennesker. Både han og hans ’elever’ modtog undervisning fra Bibelen på samme tid. Til sidst tog han selv og to af dem han læste med, skridt til at blive døbt ved et områdestævne.

Hele dette handlingsforløb udsprang af én venlig gestus. Det er ikke uden grund at kristne tilskyndes til at ’iføre sig venlighed’. — Kol. 3:12.