Har du tænkt over:

Er det forkert at spille?

LOTTERIER, totalisatorspil og lignende former for spil, hvor held eller beregning er afgørende for om man vinder, berører millioner af mennesker hver dag. Lysten til at spille har altid været til stede i det menneskelige samfund, men i dag indtager den en mere fremtrædende plads i folks bevidsthed end for en del år siden.

Hvorfor spiller så mange i dag?

Det har sine dybtliggende grunde. I vort 20. århundrede lægges der større og større vægt på materielle ejendele, og den moderne teknologi har gjort at man kan få dem i mængder og variationer som aldrig før. Lufttrafikken har desuden gjort det lettere at rejse over store afstande. Men det koster alt sammen penge, og spil lokker med „lette penge“, ja masser af penge.

Løftet om kæmpegevinster øver en enorm påvirkning. Det største lotteri i verden, Spaniens El Gordo, eller „Det fede“, udbetaler hvert år ved juletid et beløb der svarer til omkring 2,6 milliarder kroner. Sidste år skaffede medlemmerne af en katolsk kirke i Granollers sig en nettogevinst på 518 millioner kroner ved at købe lodder til dette lotteri af deres præst. I februar 1980 fik en mand i England 1.000.000 pund (12,9 millioner kroner) i tipspræmie, den største præmie til dato. Jo større gevinst, des større tillokkelse!

Så er der også spændingen ved at spille. I en verden hvor problemerne vejer tungt, er der nogle som synes at det giver krydderi på tilværelsen at lade fantasien flyve ind i en verden af rigdom. Nogen må jo vinde, og „det kan lige så godt blive mig!“ tænker samtlige spillere.

Hvem er det i virkeligheden der vinder ved spil?

Gevinsterne kan være store eller små, men det er indlysende at den der arrangerer spillet altid er på vindersiden. Ellers går forretningen jo ikke. Tænk blot på manden i England der blev vist bort fra sin sædvanlige totalisator for livstid fordi han havde vundet flere tusind pund i et hestevæddeløb. Som arrangøren sagde: „Hans spil er blevet en underskudsforretning for os.“

„Hvad så i alle de år hvor jeg har tabt?“ klagede manden. „Da har de taget imod mine penge med åbne arme.“ Åh ja, men det er en helt anden historie!

Selv en stor gevinst bringer ikke nødvendigvis lykke til den der får den. Så snart nyheden siver ud, vælter det ofte ind med tiggerbreve og „venner“. Da et ægtepar vandt den største gevinst der nogen sinde er blevet udtrukket i det franske landslotteri, besluttede de at give familien andel i deres „held“. De gav hvert familiemedlem en ret stor sum penge. Den måde pengene var blevet fordelt på, førte imidlertid snart til stridigheder, og det endte med at familien blev splittet. Senere gjorde manden det til en vane at sove med en revolver under hovedpuden for at gardere sig mod tyveri. Han vågnede op en nat og så skyggen af en skikkelse ved vinduet. I den tro at det var en tyv affyrede han et skud, og dræbte sin hustru.

„Jeg køber aldrig mere en lotteriseddel,“ svor enkemanden. Tilfredshed og enhed i familien kan ikke købes for penge.

Det er naturligvis ikke alle der gribes lidenskabeligt af spillet, men faren er der. Som det hedder i publikationen „Gamblers Anonymous“ (Anonyme spillere): „Er et menneske én gang blevet grebet af sin hang [til at spille], har det mistet al selvbeherskelse, al fornemmelse af moralværdier.“ Den der har det sådan, er i enhver henseende taber. Er det ikke langt klogere helt at undgå spil, i betragtning af at så meget kan gå galt?

Hvorfor opfattes spil trods alt negativt?

Mange er nok misundelige på den der vinder i spil, men hvad der i højere grad nyder deres respekt og tillid er dog i regelen den mand der arbejder flittigt. Denne holdning bygger de som oftest på det de selv har erfaret. Bibelen anbefaler også at man arbejder ærligt fremfor at sætte sin lid til opnåelsen af en gevinst. „Kender du en hårdtarbejdende mand? Han skal have medgang og stedes for konger!“ skrev den vise kong Salomon. — Ordsp. 22:29, The Living Bible.

I sit brev til de kristne i Efesus skriver Paulus også at man skal „slide i det og med sine hænder udføre godt arbejde“. På den måde har man „noget at dele ud af til den som er i nød,“ føjer apostelen til. Er der i øvrigt ikke noget langt mere tiltalende ved at give af penge man har tjent end af penge man har vundet ved et held? — Ef. 4:28.

I mange lande har spil tiltrukket kriminelle elementer og dermed sået korruption. Selv hvor dette ikke er sket, ser man som regel at folk fristes til at være uærlige. Som en forsker udtrykker det: ’Man kan let snyde i et lotteri blot man har lidt kendskab til knebene.’ Hvor det gælder held og chance kan man ikke udelukke sandsynligheden for at en eller anden ændrer på resultatet.

Den fordømmelse der hænger ved spil kommer til udtryk i den jødiske Misjna. Til dem der udelukkedes fra at tjene som vidne eller dommer hørte „en der spiller med terninger“. Hvorfor nu det? Ganske enkelt fordi en sådan mand ansås for at være moralsk upålidelig og måske svækket i sin dømmekraft. I de fleste samfundslag bliver spil stadig betragtet negativt.

Er det forsvarligt at bruge af sine midler på spil?

Den der vil være „rig i en fart“ kan forkvakle sin tankegang. Selv når det ikke er alle pengene der formøbles ved spil, går det ofte ud over familiebåndene.

Penge er et aktiv, ligesom tid, helbred og evner er det. Selv om man ikke er begærlig og ikke mener at ens spillelyst går ud over familien økonomisk, har man alligevel et moralsk ansvar at tage i betragtning. Bibelen formaner os til at „øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre“. Kun derved, påminder den os, kan vi få et „fast greb om det virkelige liv“. (1 Tim. 6:17-19) En kristen søger at udrette så meget godt han formår ved forstandig brug af sin tid og sine penge. For ham er dette tilstrækkelig grund til at undgå spil, uanset hvor stort eller lille et indskud der kræves.