Fra kejserens soldat til Kristi soldat

OMKRING århundredskiftet stod folk i en tysk koloni i det sydvestlige Rusland tålmodigt i to rækker uden for en beskeden kirke hver søndag morgen. Først efter at en skægget ældre herre og hans hustru var gået gennem rækkerne og ind i kirken, gik de andre ind.

Det ældre par var mine bedsteforældre. De modtog denne ugentlige æresbevisning fra menigheden, fordi deres gudsfrygt var så stor at den havde tilskyndet dem til at bygge kirken for deres egne midler. Min far var deres ældste søn, og han gjorde på sin side hvad han kunne for at bibringe sine syv børn den samme gudsfrygt.

Min første religiøse opdragelse

Hver morgen før arbejdet på gården begyndte, kaldte far hele familien og alle der hjalp til på gården sammen om vort store bord for at høre oplæsning fra Bibelen. Man bad ydmygt om Guds velsignelse, og der blev takket for den nye dag og Skaberens kærlige omsorg.

Sådan var atmosfæren i mit barndomshjem — måske ikke hvad man ville forvente i betragtning af at jeg skulle tilbringe det meste af mit liv som soldat.

Da tiden kom da børnene skulle begynde at gå i skole, udvandrede far til Tyskland så vi kunne få vores uddannelse dér. Jeg kunne lide at lære noget, undtagen når det drejede sig om religionsundervisning. Jeg antager man kunne sige at jeg hverken var ’til at hugge eller stikke i’ religiøst set.

Det betød ikke at jeg var uden tro. Det var den måde vi blev undervist på om Gud og hans hensigter der vendte mig bort fra religionen. Selv konfirmationsforberedelsen i den lutherske kirke kedede mig. Præsten gjorde åbenbart kun det han havde pligt til. Om vi børn forstod noget eller ej, syntes ikke at interessere ham. Skønt jeg blev konfirmeret som et medlem af kirken, overværede jeg aldrig gudstjenesterne. Hvad min far lærte mig bevarede jeg imidlertid i mit hjerte.

Den første verdenskrig

I løbet af disse sorgløse år skete der en forandring som førte mig ind på en løbebane som soldat. Da jeg var elleve år gammel gik Tyskland i krig. Hvor det begejstrede os drenge at se de første soldater komme marcherende med deres blomstersmykkede geværer!

Snart blev far soldat og overlod til mor at sørge for syv små børn. Hendes helbred var ikke stærkt. Meget af det hårde arbejde hvilede derfor på mine skuldre som den ældste søn.

Det ene år gik efter det andet, og stadig kom far ikke tilbage fra hæren. Jeg forsømte ofte skolen for at hjælpe familien. Bestandig spurgte jeg mig selv: Hvad kan jeg gøre for at lindre vores vanskelige situation?

Jeg gik til distriktets militære rådgiver og anmodede om at tjene som soldat i stedet for min far. Rådgiveren afviste mig fordi jeg kun var femten år gammel. Dog ønskede jeg så inderligt at aflaste min far at jeg skrev et brev til den tyske kejser, Wilhelm II, og gav udtryk for mit ønske. Lykkelig var jeg da tilladelsen blev givet! Og så, i foråret 1918, blev jeg den yngste soldat i den tyske hær.

Da krigen endte i november samme år, var jeg stadig for ung til at vurdere hvor ødelæggende den havde været, og til klart at se de skår den havde gjort i så mange familier. For mig havde disse få måneder som soldat gjort et barn til en mand. Det var begyndelsen til min militære løbebane.

Stræben efter en militær løbebane

Krigen var tabt og hæren blev opløst. Jeg gik i lære som maskinist, besluttet på at blive en mester i faget. Imidlertid bevirkede efterkrigsårenes hårde vilkår at dette mål var vanskeligt at nå. Så kom nyheden om at Tyskland måtte få lov at have en hær på 100.000 mand. Her var en lejlighed til at kunne mestre mit fag; jeg kunne fortsætte min uddannelse og samtidig være soldat.

Endnu en gang kom jeg ind i infanteriet. Orden og disciplin tiltalte mig; det kunne man derimod ikke sige om den tvungne gudstjeneste. Hvor så det latterligt ud at vi som soldater var forenet lige til om søndagen; så skiltes vi, og katolikkerne blev sendt ét sted hen og protestanterne et andet.

Havde vi ikke én Gud? Læste vi ikke den samme bibel? Hvorfor skulle vi skilles i en særlig time under navn af gudstjeneste? Endog ceremonierne syntes jeg var barnlige, og prædikenerne tomme.

Den militære løbebane afbrydes

En knæskade tvang mig til at afbryde min militære løbebane, og to oplevelser i denne periode drev mig endnu længere bort fra kirken.

Under meget sørgelige omstændigheder mistede min hustru og jeg vort første barn da det var kun seks måneder gammelt. Præsten spurgte om han skulle holde en prædiken til 20 mark eller en til 25 mark. Han forklarede at for de ekstra fem mark ville han ringe med klokkerne og holde en bedre prædiken. „Så det er altså pengene du vil have,“ tænkte jeg. Hvor sørgeligt!

Denne slutning blev bekræftet af den anden oplevelse, der angik min nabo. Han var i stor nød på grund af alvorlig arbejdsløshed i landet. Lige meget hvor hårdt han anstrengte sig, var han ude af stand til at betale kirkeskatterne. Til trods for bønner til præsten om at vise forståelse, blev hans møbler taget, for at skatterne kunne blive betalt. Det var for meget for mig. Øjeblikkelig gik jeg til retten for juridisk at bryde alle bånd med kirken, et nødvendigt skridt i Tyskland, hvor kirke og stat er snævert forbundet. Det var i 1931.

Soldat igen

I 1934 blev jeg igen optaget i hæren for at fortsætte min militære løbebane. Kort tid efter blev jeg officer. Det var først i 1936, da jeg blev overført til Spanien ved udbruddet af borgerkrigen dér, at jeg endnu en gang kom i kontakt med religionen i kristenheden — klostrene i Spanien var blevet fæstninger og våbenlagre!

Da den anden verdenskrig begyndte i 1939, fik jeg ansvaret for at inspicere flyvemaskiner der blev gjort klar til det tyske luftvåben. En dag i begyndelsen af krigen blev en stor, udsmykket platform rejst ved en af de militære lufthavne. Flagene vajede, flyvemaskiner og våben blev vist frem, og hele bataljonen paraderede. En limousine ankom med æresgæsterne — en katolsk og en protestantisk præst!

Sikke taler de holdt! Vi blev forsikret om at vi kæmpede for en retfærdig sag. Ved afslutningen af ceremonien velsignede de alle våbnene.

Den anden verdenskrig ender

Seks lange år gik før krigen endte. Den gud som disse præster havde bedt til, havde øjensynlig ikke lyttet, for vi tabte igen. Sammen med mine kammerater var jeg krigsfange.

Efter min løsladelse så jeg hen til mit hjemland, der havde fået de bedste år af mit liv. Skønt jeg som soldat havde nået rang af major, blev jeg skubbet til side da jeg bad om arbejde med den motivering at jeg var for gammel. Mine ejendele havde jeg mistet, og døden havde berøvet mig min ægtefælle. Uden et sted at bo besluttede jeg at tage til Frankrig for at se mig om efter arbejde.

Mens jeg var i Frankrig arbejdede jeg i en by der havde et bibliotek for tyske krigsfanger og andre der måtte ønske at benytte det. En dag strejfede mine øjne fra hylde til hylde, indtil de fandt hvile i et hjørne hvor der stod nogle få bibler. Jeg gemte en under min arbejdstrøje og gik hjem, da jeg ikke ville have at nogen skulle se den og le ad mig.

I adskillige dage læste jeg i den atter og atter uden at forstå. I arbejdstiden opdagede jeg at jeg bad det ene øjeblik og bandede det næste. Jeg havde aldrig mistet troen på Gud, men nu søgte jeg efter en kundskab som jeg ikke kunne finde.

Lærer Bibelens sandheder at kende

Efter tre ensomme år giftede jeg mig igen og flyttede tilbage til Tyskland. En smuk søndag morgen bemærkede min hustru og jeg en lille gruppe mænd og kvinder der var kommet fra en naboby på deres cykler. Snart blev der banket på vores dør, og vi inviterede en ung mand indenfor.

Han havde en bibel, og han talte om ting vi aldrig havde hørt før, end ikke min hustru der havde været en trofast kirkegænger. Vi havde mange spørgsmål, og den unge mand besvarede dem alle ud fra Bibelen. Han tilbød os en bog som han sagde ville hjælpe os til at forstå Guds ord. Vi afslog hans tilbud, men det han havde fortalt, havde gjort et så stærkt indtryk på os at vi aldrig glemte hans besøg.

Der gik en vinter. En dag havde jeg et ærinde i den samme by hvorfra den unge mand var kommet for at besøge os sommeren forinden. Det var allerede middag da jeg startede for hjemadgående på min cykel. Som jeg kørte af sted fik jeg øje på en mand der stod på et torv og holdt to tidsskrifter synligt frem. Jeg vendte om som om nogen styrede mig.

Tidsskrifterne var Vagttårnet og Vågn op! Jeg havde aldrig set dem før. De kostede 25 pfennig, nøjagtig så meget som jeg havde på mig. Jeg fik begge tidsskrifter af manden, der var så overrasket over min beslutsomhed at han tilbød at komme og besøge mig. To timer senere ankom han til vort hjem.

Før han kom, havde min kone og jeg lige akkurat nået at spise et beskedent måltid og bringe vort lille værelse i orden. Min kone havde ikke læst mere end titlen på det ene tidsskrift — „Vagttårnet, Forkynder af Jehovas rige“ — da manden bankede på vores dør.

Hun faldt næsten over ham med spørgsmålene: „Hvem er Jehova? Er han ikke jødernes Gud?“

I stedet for at give en lang forklaring tog vores gæst en bog frem fra sin taske. Åh, det var den samme bog vi havde afslået at tage imod forrige sommer „Gud Maa Være Sanddru“, udgivet af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab!

Vi sad rundt om bordet og læste sammen kapitlet „Hvem er Jehova?“ Vi fik at vide at han er den Gud der skabte himmelen og jorden.

Uge efter uge vendte manden tilbage for at studere Bibelen med os, idet han brugte bogen „Gud Maa Være Sanddru“ som grundlag. Efterhånden som vort studium skred frem, kom vi til at føle som apostelen Paulus må have følt da blindhedens skæl faldt fra hans øjne. (Ap. G. 9:17-19) Den åndelige blindheds skæl faldt også fra vore øjne.

Bliver soldat af en anden slags

Vores lærer blev en kær ven. Materielt set var han fattig, måske endnu fattigere end vi var; men han var åndeligt rig på gode ting fra Guds ord, som han gavmildt delte ud af. Han havde været heltidsforkynder af den gode nyhed om Guds rige siden afslutningen af den første verdenskrig og forsørgede sig selv ved deltidsarbejde. Da vi var kommet til det punkt da vi skulle indvi vort liv til Jehova Gud, gav han os ikke desto mindre i sin venlighed 10 mark, så vi kunne rejse til et stævne for Jehovas vidner, hvor vi symboliserede vores indvielse ved dåben.

Så endnu en gang blev jeg soldat, men denne gang soldat for Kristus, som beskrevet i Andet Timoteusbrev 2:3. Siden da har jeg givet af hele mit hjerte for at „stride den gode strid“, for at kæmpe imod åndeligt mørke og for at hjælpe alle der søger Jehova og ønsker at tjene ham. (1 Tim. 1:18) Efter at jeg holdt op med at arbejde, flyttede vi til Canada, og her tjener min hustru og datter nu som „pionerer“, idet de bruger al deres tid til at forkynde om Jehovas vidunderlige hensigter om en paradisisk jord, der snart vil blive til virkelighed.

Skønt mit helbred ikke er så godt som det har været, fortsætter jeg med at gøre hvad jeg kan i Jehovas tjeneste. Da jeg var soldat for kejseren og hans efterfølgere tjente jeg helhjertet og ofrede meget. Skulle det være anderledes nu?

Som soldat inden for militæret mente jeg at jeg havde lært meget og var blevet en mand. Men jeg fandt ikke sand visdom før jeg studerede Guds ord, Bibelen. Nu tjener jeg med en virkelig belønning i sigte: evigt liv i Guds retfærdige nye orden. — Indsendt.