Et uventet resultat af selvbeherskelse

SELVBEHERSKELSE er en frugt af Guds ånd. (Gal. 5:22, 23, New World Translation) Det at bevare selvbeherskelsen, også i meget ubehagelige situationer, kan gøre et gunstigt indtryk på dem der bliver vidne dertil, og det kan endda føre til at de får kundskab om Ham der er kilden til alle prisværdige egenskaber. Det erfarede et af Jehovas kristne vidner i Californien. Han fortæller:

„Jeg vågnede tidligt den morgen. Det var helligdag og jeg skulle ikke på arbejde, så jeg besluttede at gå en lille tur. Idet jeg drejede om hjørnet ved min nye nabos hus, så jeg at han stod i forhaven. Jeg havde truffet ham før, så jeg løftede armen og sagde: ’Godmorgen, Don, hvordan har du det i dag?’

Før han kunne svare kom noget stort og mørkt farende imod mig gennem forhaven, satte over stakittet og gav sig til at bide mig hårdt i benene. Instinktivt løftede jeg armene for at beskytte ansigtet, og Don var straks henne ved siden af mig. Den lange, mørke skikkelse der var kommet imod mig, viste sig at være hans dobermann-pinscher, en hunhund. Hunden havde misforstået min hilsen og opfattet den som et tegn til angreb på Don. Før han fik beroliget hunden og trukket den væk fra mig havde den bidt mig en hel del gange og samtidig revet mine benklæder i stykker.

Jeg var naturligvis lidt rystet oven på choket, og det var Don også. Men her kom selvbeherskelsen ind i billedet. Jeg eksploderede ikke i vrede over episoden, men gav mig til at tale beroligende til Don og forklarede ham at hunden kun havde ønsket at beskytte sin herre, da det så ud til at han var i fare. Efter at have forvisset mig om at hunden var blevet vaccineret mod hundegalskab, humpede jeg hjemad, og straks efter fik jeg fat i en læge, som forbandt mine sår og gav mig en stivkrampeindsprøjtning.

Kort tid efter bankede det på døren. Da jeg lukkede op stod Don udenfor. Jeg bød ham ind, og han spurgte hvordan jeg nu havde det efter lægens besøg, og så videre. Efter at vi havde talt lidt frem og tilbage sagde han: ’Nu vil du jo nok gerne have min hund aflivet, eller måske henter du selv din revolver og skyder hende.’ Endnu en gang forsikrede jeg ham at jeg ikke nærede nogen bitre følelser mod ham eller hans hund. Det overvældede ham fuldstændig. Han kunne ikke tro at jeg havde en sådan selvbeherskelse og ikke ville gengælde ondt med ondt. Så fortalte jeg ham stille og roligt at jeg som et af Jehovas vidner opdyrkede de egenskaber der kommer af Guds ånd, og at det kun var gennem studium og ved at praktisere det jeg havde lært, at jeg havde været i stand til at vise selvbeherskelse i dette tilfælde.

Nogle få dage senere besøgte min hustru denne nabo og efterlod bladene Vagttårnet og Vågn op! hos Dons kone, Mary. Kort efter blev der oprettet et bibelstudium med familien. Don sagde gang på gang at det måtte være noget særligt der kunne få en mand til at beherske sig i sådan en situation.“

Hvilket resultat har alt dette medført? Don og Mary er nu døbte vidner for Jehova, og som sådan forstår og værdsætter de hvor vigtigt det er at kristne viser selvbeherskelse.