Jehova har oplært mig lige fra jeg var ung

Men lad os begynde med begyndelsen. Jeg blev født under Anden Verdenskrig i Calgary i Canada. I slutningen af 1940’erne bankede en ung pioner der hed Donald Fraser, på vores dør, og min mor sagde ja til et bibelstudie. Hun kom til at elske sandheden, men hun havde nogle alvorlige helbredsproblemer som gjorde at hun ikke kunne være så aktiv i menigheden. På trods af det gjorde hun fremskridt og blev døbt i 1950. Desværre mistede vi hende mindre end to år efter det. Min far havde ikke taget sandheden på det tidspunkt, men alligevel ville han gerne have at en af brødrene holdt min mors begravelse.

Nogle få dage efter begravelsen inviterede en ældre, salvet søster ved navn Alice mig med til et møde. Hun kendte mig fordi jeg plejede at tage med min mor til møderne i weekenden når hun var frisk nok til at tage afsted. Jeg spurgte min far om jeg måtte tage med. Han sagde ja og bestemte sig for selv at tage med “bare en enkelt gang” for at takke den bror der havde holdt foredraget ved min mors begravelse. Den aften var der Teokratisk Skole og tjenestemøde. Det var det perfekte møde for min far, for han havde taget et kursus i at holde foredrag og blev meget imponeret over hvor dygtige talerne var. Han besluttede at tage med til det møde hver uge. Lidt efter lidt begyndte han også at komme til de andre møder.

Dengang indledte skoletjeneren mødet med at læse navnene op på alle der var tilmeldt skolen. Og når de hørte deres navn, sagde de: “Her!” Den aften spurgte jeg om jeg kunne få mit navn læst op ved det næste møde. Skoletjeneren roste mig meget men spurgte mig ikke om jeg forstod hvad det indebar at få sit navn læst op.

Jeg anede ikke at jeg havde meldt mig til at holde foredrag på skolen – jeg ville bare gerne have læst mit navn op. Ugen efter, da mit navn blev læst op, svarede jeg stolt: “Her!” Og efter mødet kom mange hen og roste mig. Nogle uger senere skete det jeg fortalte om i begyndelsen af artiklen: Jeg fik tildelt mit første foredrag.

Nu var jeg i problemer! Dengang skulle eleverne udarbejde et foredrag på seks til otte minutter. Og der var ikke nogen opgave hvor man bare skulle læse op fra Bibelen. Min far hjalp mig med at lave foredraget og fik mig til at øve det 20 gange før jeg holdt det. Bagefter fik jeg nogle gode råd af skoletjeneren. Gennem årene har Jehova brugt min far, dygtige brødre og søstre og sin organisation til at oplære mig.

MERE OPLÆRING

Alice, som jeg nævnte tidligere, oplærte mig da jeg begyndte som forkynder. Dengang blev vi tilskyndet til at læse tre bibelvers for den besøgte og så tilbyde en bog. Når det var min tur til at tage et besøg, præsenterede Alice os og indledte samtalen, og så bad hun mig om at læse det første bibelvers. Derfra fortsatte jeg selv, læste det andet og det tredje bibelvers og tilbød bogen. Senere lærte jeg hvordan jeg selv kunne indlede besøget. Da min far var blevet døbt sidst på året i 1954, fortsatte han med at oplære mig som forkynder. Selvom han var alenefar, gjorde han alt hvad han kunne, for at opdrage mig i sandheden. Møderne og forkyndelsen betød rigtig meget for ham, så jeg var aldrig i tvivl om hvad vi skulle på mødeaftner og lørdag og søndag formiddag.

Jeg var en helt gennemsnitlig elev i skolen, men meget af det jeg lærte de 12 år jeg gik i skole, har hjulpet mig senere i livet. For eksempel lærte jeg en masse om matematik og engelsk grammatik, og de ekstra fag jeg tog i engelsk og kreativ skrivning, har jeg haft stor gavn af i den opgave jeg har nu i Redaktionen.

Folk spørger mig ofte hvordan jeg er blevet så passioneret omkring musik. Musik fyldte meget i min opvækst fordi begge mine forældre gik op i det. Da jeg var syv, gik jeg til klaver i en periode, men min lærer var ikke særligt imponeret af mine evner. Hun spurgte min far om det ikke var bedst at jeg stoppede. Og jeg kan godt forstå hvorfor, for det sagde mig ikke så meget på det tidspunkt.

Efter et par måneder fandt min far en anden lærer til mig. Denne gang gik jeg både til klaver og sang, og jeg elskede det. Jeg havde en god stemme som drengesopran og vandt flere konkurrencer. Senere blev det mit mål at undervise i musik så jeg kunne forsørge mig selv som pioner. Men efterhånden gik det op for mig hvor meget tid det ville kræve at læse til eksamen i harmonilære, musikhistorie og komposition. Så i 1963 droppede jeg mine planer og begyndte som pioner.

PIONERTJENESTEN GIVER MASSER AF GLÆDER

Efter at jeg havde været pioner i et år, blev jeg udnævnt som specialpioner i byen Kapuskasing i Ontario. Min pionermakker hed Daniel Skinner og var mere end dobbelt så gammel som mig. Han lærte mig en masse om hvordan en menighed fungerer, og det havde jeg virkelig brug for, for allerede da jeg var 20, blev jeg en del af menighedens tjenesteudvalg. Jeg glæder mig over at organisationen igen fokuserer så meget på oplæring af unge brødre. Hvis de gør det der skal til, kan de allerede fra de er helt unge, blive brugt af Jehova til mange forskellige opgaver.

Der var visse udfordringer forbundet med at være i Kapuskasing. Daniel og jeg gik som regel rundt i hele distriktet – selv om vinteren, hvor det kunne blive iskoldt og temperaturen kunne dykke helt ned til minus 44 grader. Andre gange var det dog lidt lunere – måske kun minus 33 grader. Der var også mange glæder ved at være i den opgave, og en af dem var at jeg mødte en søster der hed Linda Cole, som senere blev til Linda Splane.

Linda var en dygtig forkynder, og hun havde mange gode genbesøg. Hun var et varmt, gavmildt og åbent menneske. Hendes mor, Goldie, var en trofast søster, men hendes far, Allen, kunne til at begynde med ikke lide Jehovas Vidner. På trods af det tog Goldie Linda og hendes brødre, John og Gordon, med til møderne i rigssalen og oplærte dem i forkyndelsen. Goldie, Linda, John og Gordon har alle på et tidspunkt været i pionertjenesten. Efter mange år blev Allen selv et Jehovas Vidne og engagerede sig meget i menigheden.

I 1965 blev jeg inviteret på Rigets Tjenesteskole på Betel i Canada for at få mere oplæring. Kurset varede en hel måned. Mens jeg var på skolen, blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at udfylde en gileadansøgning. Jeg havde aldrig overvejet at blive missionær, for jeg troede ikke at jeg egnede mig til det. Men jeg udfyldte ansøgningen og kom i gileadklasse nummer 42. På Gilead fik vi regelmæssigt fremskridtsrapporter fra vores lærere. I den første rapport jeg fik, blev jeg opfordret til at lære alt hvad jeg overhovedet kunne, om organisationen mens jeg var på Gilead. Jeg var kun 21 på det tidspunkt, så det var et meget godt råd at få.

Noget af det vi lærte på Gilead, var hvordan vi kunne samarbejde med journalister på radio- og tv-stationer og aviser. Jeg syntes det var utroligt spændende, og jeg var slet ikke klar over hvor meget jeg ville komme til at bruge det senere i livet.

AFSTED TIL SENEGAL

Få dage efter vores gileadafslutning var Michael Höhle, som skulle være min missionærmakker, og jeg på vej afsted til vores distrikt i Senegal i Afrika. På det tidspunkt var der omkring 100 forkyndere i landet.

Efter at jeg havde været i Senegal i mindre end et år, fik jeg til opgave at hjælpe til på afdelingskontoret en dag om ugen. “Afdelingskontoret” bestod faktisk bare af et rum på et missionærhjem. Men selvom det var småt og beskedent, mindede tilsynsmanden for afdelingskontoret, Emmanuel Paterakis, mig altid om at det her kontor repræsenterede Jehovas organisation i landet. En dag besluttede bror Paterakis at vi skulle skrive et opmuntringsbrev der skulle sendes ud til alle missionærer. På det her tidspunkt var der ikke nogen let eller billig måde at få kopieret breve på, så hvert eneste brev skulle skrives manuelt på en skrivemaskine. Og det var under ingen omstændigheder tilladt at bruge slettepapir hvis man lavede en fejl!

Da jeg gjorde mig klar til at tage tilbage til mit eget missionærhjem sent den aften, gav bror Paterakis mig en kuvert i hånden. Han sagde: “David, der er brev til dig fra afdelingskontoret.” Da jeg senere åbnede kuverten, var det et af de breve jeg selv havde skrevet. Den episode lærte mig at have respekt for organisationen uanset hvor stort eller lille det lokale afdelingskontor er.

Jeg fik mange gode venner i menigheden, og de fleste lørdag aftner hyggede jeg mig sammen med lokale familier. Det var virkelig en skøn tid, og jeg har stadig kontakt med de venner jeg fik dengang. Og det fransk jeg lærte i Senegal, har jeg brugt når jeg besøger afdelingskontorer rundt omkring i verden.

I 1968 blev Linda og jeg forlovet. I flere måneder prøvede jeg at finde et deltidsarbejde så Linda og jeg kunne være pionerer sammen i Senegal. Men arbejdsgivere skulle helst ansætte lokale og ikke udlændinge, så derfor lykkedes det ikke for mig. Til sidst rejste jeg tilbage til Canada. Vi blev gift og fik opgaven at være specialpionerer i Edmundston, New Brunswick, en lille by på grænsen til provinsen Quebec.

PIONERER I NEW BRUNSWICK OG QUEBEC

Der var ingen lokale forkyndere i byen og kun få bibelstudier. Den katolske kirke styrede næsten alt i folks liv, og langt de fleste huse havde et skilt hvor der stod: “Jehovas Vidner, nej tak!” Dengang gik vi ikke så meget op i at respektere sådan nogle skilte, så vi tog alle huse uanset om der var et skilt eller ej. Hver eneste uge havde den katolske kirke et opslag i lokalavisen hvor der stod: “Sæt ind i heksejagten mod Jehovas Vidner!” Og man var ikke i tvivl om hvem de var ude efter, for der var kun fire “hekse” i byen – Victor og Velda Norberg og Linda og mig.

Jeg vil aldrig glemme første gang kredstilsynsmanden var på besøg. Da han havde været hos os en uge, sagde han: “Måske skal I nedjustere jeres forventninger til distriktet og bare fokusere på at nedbryde folks fordomme.” Fra da af blev det vores mål, og det gik godt. Lige så stille begyndte folk at kunne se forskel på Jehovas Vidner og de stolte præster i den katolske kirke. I dag er der en lille menighed i byen.

Efter at have tilhørt den lille gruppe på fire forkyndere i et år blev vi bedt om at hjælpe til i en stor menighed i Quebec City. Vi havde seks dejlige måneder hvor vi nød at være sammen med en masse gæstfrie brødre og søstre, før vi blev spurgt om at begynde i rejsetjenesten.

I 14 år var vi så i kredstjenesten i provinsen Quebec. Det var en meget spændende tid. Der var fuld gang i arbejdet i Quebec, og ofte var der flere familier i den samme menighed der studerede og var på vej mod dåb.

FLITTIGE BRØDRE OG SØSTRE DER HAR GJORT STORT INDTRYK

Man kan slet ikke lade være med at elske de fransk-canadiske brødre og søstre. De er glade, åbne og entusiastiske. Men det har ikke altid været let for dem at tage imod sandheden, og mange har oplevet stor modstand fra familien. Nogle af de helt unge fik et ultimatum af deres forældre: “Stop med at studere med Jehovas Vidner, eller rejs hjemmefra!” Stort set ingen bukkede under for presset. Hvor må Jehova være stolt af dem.

Der er også noget andet jeg ikke kan lade være med at nævne i den her forbindelse, nemlig den fantastiske gruppe pionerer og specialpionerer der tjente i Quebec i de her år. De fleste af dem var rejst til fra andre dele af Canada. De skulle ikke kun lære fransk, men de skulle også lære den lokale kultur og tankegang at kende, som var meget præget af den katolske tro.

Specialpionerer blev ofte sendt til distrikter hvor der ikke var nogen forkyndere i forvejen. På grund af alle de fordomme der var imod os, var det svært at finde noget at bo i og endnu sværere at finde en lille smule deltidsarbejde. Selv nygifte boede to, tre eller fire par sammen for at deles om udgifterne. De havde simpelthen ikke råd til at betale for en lejlighed hvor de kunne bo for sig selv. De her pionerer var virkelig flittige, og når de fik et bibelstudie, gjorde de alt hvad de kunne, for at hjælpe ham eller hende. Nu hvor der ikke længere er behov for hjælp udefra i Quebec, er mange af de pionerer der var der dengang, rejst til andre steder hvor der er større behov.

Når vi besøgte menigheder i kredstjenesten, sørgede vi som regel for at have aftaler med teenagere lørdag formiddag. Det gav os mulighed for at få en god snak med dem og finde ud af hvilke udfordringer de stod over for. Nogle af de unge brødre og søstre vi samarbejdede med dengang, er nu missionærer eller har andre store opgaver i organisationen.

På den tid var det ikke alle menigheder der havde råd til at dække vores rejseudgifter, så nogle gange løb vi tør for penge i slutningen af måneden. De gange måtte vi bare stole helt på at Jehova kendte til vores udfordring, og han hjalp os hver eneste gang. Det lykkedes os i hvert fald altid at komme videre til den næste menighed.

JEG LÆRER MEGET AF ERFARNE BRØDRE

Som jeg var inde på tidligere, fik vi meget god oplæring på Gilead i hvordan man kan tale med pressefolk. Da vi var i Quebec, havde vi mange muligheder for at aflægge et godt vidnesbyrd i radioen, på tv og i aviserne. Jeg fik ofte til opgave at arbejde sammen med Léonce Crépeault, der også var i kredstjenesten. Han var rigtig god til at tale med journalister. Når vi mødtes med en pressechef, for eksempel, lod han ikke som om han selv var professionel, men sagde: “Min ven og jeg her er bare forkyndere. Vi ved ikke særligt meget om at tale i radioen og på tv. Men vi har fået til opgave at informere folk om et stort stævne Jehovas Vidner skal have. Hvis du på nogen måde kan hjælpe os, vil vi være rigtig glade for det.” Den ydmyge tilgang åbnede mange døre der ellers ville have været lukkede.

Senere fik jeg til opgave at arbejde sammen med bror Glen How, en af vores advokater der tog sig af specielle sager som kunne skabe stor medieopmærksomhed. Her fik jeg virkelig brug for den oplæring jeg havde fået på Gilead, og den erfaring jeg havde fået sammen med Léonce. Det var et stort privilegie at arbejde sammen med bror How. Han var frygtløs når det kom til at have med det juridiske at gøre. Men det vigtigste var at han elskede Jehova meget højt.

I 1985 blev vi sendt til en kreds i nærheden af min far i det vestlige Canada, og det gjorde det nemmere for os at hjælpe ham. Efter tre måneder døde han. Vi fortsatte med at betjene kredse i det vestlige Canada indtil 1989, hvor vi pludselig til vores store overraskelse blev inviteret på Betel i USA. Det var slutningen på næsten 19 år i rejsetjenesten. I årenes løb boede vi hos hundredvis af venner, og vi spiste tusindvis af måltider hos vores brødre og søstre. Vi er meget taknemmelige mod alle dem der viste os så stor gæstfrihed.

VI FLYTTER TIL USA

Da vi kom til Brooklyn, kom jeg i Tjenesteafdelingen. Jeg vil for altid være taknemmelig for den oplæring jeg fik dér. En af de ting jeg lærte, var at man ikke skal drage nogen konklusioner før man har alle fakta. I 1998 fik jeg så en ny opgave – i Redaktionen. Og her er jeg stadig i gang med at lære hvordan man skriver godt. I flere år havde jeg det privilegie at være assistent for bror John Barr, som var koordinator for Redaktionsudvalget. Jeg værdsætter virkelig den tid vi havde sammen, og den oplæring jeg fik af ham. Han havde nogle meget smukke kristne egenskaber.

Det er skønt at arbejde tæt sammen med de ydmyge brødre og søstre der er i Redaktionen. De har altid Jehova med i deres arbejde, og de er meget bevidste om at det de udretter, ikke skyldes deres egne evner men Jehovas ånd.

Det har været en stor glæde for Linda og mig at besøge trofaste brødre og søstre i 110 forskellige lande. Vi har oplevet den kærlighed der bliver vist af missionærer, medlemmer af Afdelingskontorernes Udvalg og andre heltidstjenere. Det har også været en velsignelse at møde lokale venner i menighederne rundt omkring som sætter tjenesten for Jehova først på trods af trusler om krig, økonomiske udfordringer og forfølgelse. Jehova må elske dem meget højt for deres trofasthed og udholdenhed.

I årenes løb har Linda været en kæmpe støtte for mig i alle de opgaver jeg har haft. Hun elsker mennesker og er altid på udkig efter hvordan hun kan hjælpe andre. Hun har også en naturlig evne til at komme i snak med folk. Hun har givet mange lyst til at lære Jehova at kende og har også hjulpet nogle inaktive til at komme i gang i sandheden igen. Linda har været en helt uvurderlig gave fra Jehova. Nu hvor vi er ved at komme op i årene, er vi taknemmelige for at yngre brødre og søstre tager med os på vores rejser og hjælper os med andre praktiske ting. – Mark. 10:29, 30.

Når jeg tænker tilbage på de sidste otte årtier, fylder det mig med taknemmelighed. Jeg har det ligesom salmisten der skrev: “Gud, du har oplært mig lige fra jeg var ung, og den dag i dag forkynder jeg om dine storslåede gerninger.” (Sl. 71:17) Lige så længe jeg lever, vil jeg blive ved med at forkynde om Jehova.