Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w26 februar s. 14-19
  • Hav som mål at blive døbt

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hav som mål at blive døbt
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • HVORFOR NOGLE HOLDER SIG TILBAGE
  • HVORFOR DET ER VIGTIGT AT HUSKE HVOR TÆT VI ER PÅ AFSLUTNINGEN
  • HOLD DIG IKKE TILBAGE
  • Forstå hvad dåben betyder
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
  • Er du klar til at indvi dig til Jehova?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2024
  • ‘Bliv ved med at følge’ Jesus efter din dåb
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2024
  • Hold dig ikke tilbage fra at blive døbt
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
w26 februar s. 14-19

20.-26. APRIL 2026

SANG NR. 49 Vi kan glæde Jehovas hjerte

Hav som mål at blive døbt

“Nu er det den særlige tid hvor det er muligt at blive godkendt.” – 2. KOR. 6:2.

FOKUS

Det bedste tidspunkt at få et nært venskab med Jehova og blive døbt er nu.

1. (a) Hvilke gode ting kommer der ud af at blive døbt? (b) Hvad vil vi se på i den her artikel?

HAR du indviet dig til Jehova og vist det offentligt ved at blive døbt? Så har du anmodet Gud om at få en god samvittighed. (1. Pet. 3:21) Det at du har valgt at blive døbt, er et godt eksempel for både unge og nye der kommer i menigheden. Du kunne ikke have truffet en bedre beslutning end at indvi dig til Jehova. Men hvad hvis du ikke er døbt endnu? Du elsker uden tvivl Jehova og vil gerne gøre hans vilje. Du er også klar over at dåben er nødvendig for at du kan få dine synder tilgivet og få Jehovas godkendelse. (Ap.G. 2:38-40) Men måske holder du dig alligevel tilbage. Hvad kan så hjælpe dig? I den her artikel vil vi se på (1) hvorfor nogle holder sig tilbage fra at blive døbt, (2) hvorfor det er klogt at huske hvor tæt vi er på afslutningen, og (3) hvilke gode ting der kommer ud af målrettet at arbejde på at blive døbt.

HVORFOR NOGLE HOLDER SIG TILBAGE

2. Hvad er grunden til at nogle tøver med at blive døbt?

2 Nogle holder sig tilbage fra at tage beslutningen om at blive døbt fordi de er bange. Det kan være de elsker Jehova meget højt men er bange for at de aldrig vil være gode nok til at tjene ham, og at han ikke vil være tilfreds med dem. Hvis du har det på den måde, vil det være en god idé at læse og tænke over bibelvers der kan overbevise dig om at Jehova ikke forventer at vi er perfekte, og at det gør ham meget glad når han ser at du giver ham dit bedste. (Sl. 103:13, 14; Kol. 3:23) Andre er bange for at møde modstand efter at de bliver døbt. Hvis du har det sådan, så bed Jehova om at hjælpe dig til at få samme tillid som salmisten der skrev: “Jehova er på min side; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?” – Sl. 118:6.

3. Hvad ellers kunne forhindre nogle i at blive døbt? (Se også billedet).

3 Nogle der elsker Jehova, udskyder at blive døbt fordi de forestiller sig at de ikke ved nok. Men hvor meget har man egentlig brug for at vide? Tænk over en beretning i Bibelen. Efter at et jordskælv havde ramt det fængsel hvor Paulus og Silas sad, forkyndte de for fangevogteren og hans familie. Manden og hans familie forstod sikkert at det der var sket, var et mirakel. De lærte også en hel del om Jehova og Jesus den nat. Og derfor fik de lyst til straks at blive døbt. (Ap.G. 16:25-33) Hvis du kender Jehova, elsker ham af hele dit hjerte, kender de grundlæggende bibelske sandheder, har angret dine synder og er besluttet på at blive ved med at leve efter Jehovas normer, er du faktisk klar til at blive døbt. – Mark. 12:30.

Paulus og Silas forkynder for fangevogteren og hans familie om natten. De lytter alle sammen opmærksomt.

Paulus og Silas forkyndte for fangevogteren og hans familie, og straks efter blev de døbt. (Se paragraf 3)


4. Hvad fokuserer nogle for meget på? (Se også billedet).

4 Nogle vil gerne glæde Jehova men fokuserer for meget på omkostningerne ved at gøre det. Det er selvfølgelig altid klogt at tage omkostningerne i betragtning inden man træffer en beslutning. (Luk. 14:27-30) Men nogle fokuserer meget på de ofre de må bringe for at kunne tjene Jehova. Sådan var det for Candace. Som barn havde hun lært om Jehova og hvad han ønsker af mennesker, men senere valgte hun at leve et andet liv. Da hun blev voksen, begyndte hun at studere igen. Hun siger: “Jeg vidste godt hvad jeg burde gøre for at glæde Jehova, men jeg holdt mig tilbage fordi der var nogle ting jeg godt kunne lide som jeg vidste Jehova hader. Jeg var klar over at det ville være svært at give slip på de ting.” Andre er overdrevet bekymret for de høje normer Jehovas tjenere skal leve efter. De er måske bange for at de efter at de er blevet døbt, kommer til at begå en alvorlig synd og bliver fjernet fra menigheden. Er det sådan nogle bekymringer der holder dig tilbage? Hvad kan du så gøre?

En søster studerer Bibelen med en kvinde. Mens søsteren taler, ser kvinden for sig at hun drikker alkohol og danser på en natklub sammen med sine venner.

Nogle har lyst til at gøre det Jehova ønsker, men fokuserer for meget på de ofre det vil kræve. (Se paragraf 4)


5. Hvad skal vi fokusere på når vi overvejer om vi skal døbes? (Matthæus 13:44-46)

5 Når vi skal købe noget, ser vi ikke kun på prisen men også på hvad vi får for pengene. Som regel er vi klar til at købe en ting hvis vi vurderer at vi har brug for den, og at den er pengene værd, selv hvis den koster meget. Det er lidt det samme når man overvejer om man skal døbes. Man skal ikke kun fokusere på hvad det koster – de ændringer det er nødvendigt at man foretager – men også på hvor meget bedre ens liv bliver når man får et nært venskab med Jehova. Jesus brugte to illustrationer for at understrege den pointe. (Læs Matthæus 13:44-46). I hver af illustrationerne møder vi en mand der med glæde solgte alt hvad han ejede, for at kunne købe noget meget værdifuldt han havde fundet. Du har også fundet noget utroligt værdifuldt – sandheden om Guds rige. Hvis du spekulerer over om det er anstrengelserne værd at leve efter Jehovas normer, så tag dig tid til at tænke over Jesus’ illustrationer. Du kan spørge dig selv: “Er jeg helt overbevist om at det er en værdifuld skat jeg har fundet? Ser jeg mit venskab med Jehova, det håb han har givet, og min kærlige åndelige familie som noget der er dyrebart og tilføjer mit liv værdi?” Dine svar kan hjælpe dig til at identificere hvad der holder dig tilbage fra at blive døbt, og finde ud af hvad du må gøre for at blive endnu mere taknemmelig for det du har fundet.

6. Hvad kan vi gøre for at få den rigtige indstilling i hjertet?

6 Jesus fortalte en lignelse om en landmand der gik ud for at så. Han beskrev hvordan den indstilling man har i sit hjerte, kan forhindre en i at gøre åndelige fremskridt. Men Jesus sagde også at nogle ville høre ordet “med et smukt og godt hjerte” og begynde at leve efter det de lærte. (Luk. 8:5-15) Kan du genkende nogle af de hindringer Jesus beskrev i lignelsen? Føler du nogle gange at du ikke har hjertet helt med? Så skal du ikke give op. Jehova kan hjælpe dig til at ændre din indstilling og få “et nyt hjerte” så du kan tage sandheden helt til dig. Bed Jehova om at hjælpe dig til at elske det du lærer, og til at bruge det i dit liv. – Ezek. 18:31; 36:26.

7-8. Hvad hindrer nogle unge i at sætte sig som mål at blive døbt? (Se også billedet).

7 Nogle unge der elsker Jehova, har måske svært ved at nå frem til dåb fordi de bliver påvirket af andre. Det kan være at lærerne i skolen opfordrer til at man skal være tolerant over for alt, også det der strider imod Jehovas moralnormer. Men det kan føre til mange problemer at lytte til den slags råd. (Sl. 1:1, 2; Ordsp. 7:1-5) Det vil være meget bedre at følge salmistens eksempel. Han sagde til Jehova: “Jeg har større forståelse end alle mine lærere fordi jeg tænker dybt over dine påmindelser.” – Sl. 119:99.

8 Unge bliver selvfølgelig også påvirket af deres forældre. Desværre er der nogle forældre der holder deres børn tilbage fra at blive døbt. Måske fokuserer de alt for meget på at børnene får en god uddannelse og et godt job. Eller det kan være at de ikke prioriterer at hjælpe dem til at sætte sig åndelige mål. Hvad skal du gøre hvis du føler at dine forældre kunne være bedre til at støtte dig og hjælpe dig til at nå dit mål om at blive døbt? Tag en åben og ærlig snak med dem. Du skal vide at uanset hvor ung du er, vil Jehova meget gerne være din nære ven. – Ordsp. 20:11.

En teenagedreng henviser til lektion 23 i “Et håb om en lys fremtid” mens han taler med sine forældre.

Tag en åben snak med dine forældre om at du gerne vil døbes. (Se paragraf 8)


9. Hvorfor venter nogle måske med at blive døbt?

9 Nogle der er klar til at blive døbt, venter med at tage skridtet på grund af andre. Måske håber de på at kunne blive døbt samme dag som en af deres venner eller en i deres familie. Du kan selvfølgelig sagtens blive døbt samtidig med en du holder af. Men er det en god grund til at udskyde at blive døbt? Husk at din indvielse til Jehova er et helt personligt løfte. Hvornår du bliver døbt, skal ikke afhænge af hvornår andre bliver det. – Rom. 14:12.

HVORFOR DET ER VIGTIGT AT HUSKE HVOR TÆT VI ER PÅ AFSLUTNINGEN

10. Hvorfor er der nogle der udskyder beslutningen om at blive døbt?

10 Der er også noget andet der hindrer nogle i at gøre åndelige fremskridt. De tænker at der er masser af tid inden afslutningen kommer. Men er det klogt at tænke sådan? Jesus advarede sine disciple: “I skal ... holde jer parate, for Menneskesønnen kommer når I mindst venter det.” – Luk. 12:40.

11. Hvad bliver vi motiveret til at gøre jo mere vi lærer om Jehova, og hvorfor? (Salme 119:60)

11 Det er kærlighed der skal motivere os til at indvi os til Jehova. Jo mere vi lærer om Jehova, jo mere vil vi forstå hvor meget han elsker os, og at hans bud gavner os, og det vil give os lyst til hurtigt at følge dem. (Læs Salme 119:60). Disciplen Jakob nævnte noget andet der kan give os lyst til at være hurtige til at adlyde Jehovas bud: Ingen af os ved hvordan vores liv vil være i morgen. Vi ved i virkeligheden ikke om vi har flere dage at leve i, så derfor må vi allerede nu gøre det der er det rigtige. – Jak. 4:13-17.

12. Hvad kan vi lære af Jesus’ lignelse om arbejderne i vingården?

12 Hvad med Jesus’ lignelse om arbejderne i vingården? Sagde han ikke at nogle kun arbejdede én time men stadig fik samme løn som dem der havde arbejdet hele dagen? Jo, det gjorde han. Men læg mærke til hvorfor de der kun havde arbejdet én time, ikke var begyndt noget før. De sagde: “Fordi ingen har hyret os.” Det var ikke fordi de prøvede at slippe for at arbejde hele dagen – de var ganske enkelt ikke blevet hyret. Så snart de blev bedt om det, begyndte de arbejdet i vingården. (Matt. 20:1-16) I dag har Jesus bedt os om at blive hans disciple og være med i forkyndelsesarbejdet. Den opfordring må vi reagere på så snart vi hører den.

13. Hvad kan vi lære af det der skete med Lots hustru?

13 Nogle tænker at de kan vente med at gøre de nødvendige forandringer til lige før Jehova griber ind. Men det er en farlig tankegang, for det kan være svært at gøre forandringer i sidste øjeblik. Det vidste Jesus, og derfor sagde han advarende til sine disciple: “Husk på Lots hustru.” (Luk. 17:31-35) Hun vidste udmærket godt at Jehova lige om lidt ville ødelægge Sodoma og Gomorra. Men alligevel ser det ud til at de ting hun skulle forlade, betød så meget for hende at hun ikke kunne give slip. (1. Mos. 19:23-26) Det der skete med hende, minder os også om at døren til frelse ikke vil blive ved med at stå åben. Når Jehovas tid er inde, vil døren blive lukket, og det vil ikke længere være muligt at komme ind ad den. – Luk. 13:24, 25.

14. Hvordan skal Bibelens profetier om afslutningen påvirke dig?

14 Hver eneste dag ser vi Bibelens profetier om afslutningen gå i opfyldelse. Det kan godt være at de ting der sker rundt omkring i verden, ikke har berørt dig direkte endnu. Men det du ser, bør alligevel motivere dig til at gøre det der skal til for at blive klar til dåb så hurtigt som muligt. Apostlen Peter mindede de kristne i det første århundrede om at de ting de så ske, skulle påvirke deres måde at leve på. Han skrev: “Afslutningen på det hele er kommet nær. Vær derfor sunde i sindet.” (1. Pet. 4:7) Den afslutning Peter talte om, var åbenbart afslutningen på den jødiske ordning. Dem han skrev til, boede langt væk fra Jerusalem, så de ville ikke blive berørt direkte af at byen blev ødelagt. (1. Pet. 1:1) Men når de så opfyldelsen af profetien, ville deres tillid til alle Jehovas andre løfter blive styrket. Noget lignende gælder i dag. Når du ser profetierne om afslutningen gå i opfyldelse, vil det styrke din tro, og du vil blive motiveret til at gøre det der skal til for at blive døbt.

15. Hvordan kan vi være klar til Jehovas dag? (2. Peter 3:10-13)

15 I det andet brev Peter skrev, forklarede han hvordan vi kan være klar til den dag Jehova griber ind. For de kristne der levede i det første århundrede, lå den dag langt ude i fremtiden. Men alligevel sagde Peter til dem at de altid skulle have den i tanke, eller ivrigt længes efter den. (Læs 2. Peter 3:10-13; fdn.) Vi kan have Jehovas dag i tanke ved altid at huske hvor tæt på den er. Og vi gør vores bedste for at være klar til den ved at have “en hellig livsførelse og gerninger der udspringer af gudhengivenhed”. Det vil glæde Jehova meget når du lever på den måde, og det vil især glæde ham når du indvier dig til ham og bliver døbt.

HOLD DIG IKKE TILBAGE

16. Hvornår er det det bedste tidspunkt at beslutte sig for at blive døbt? (2. Korinther 6:1, 2) (Se også billederne).

16 Det bedste tidspunkt at beslutte sig for at blive døbt er lige nu. (Læs 2. Korinther 6:1, 2). Den etiopiske eunuk som Filip forkyndte for, indså at han måtte gøre noget med det samme. Da han havde forstået den gode nyhed og fik mulighed for at blive døbt, tænkte han ikke: “Jeg vil godt lige lære noget mere først. Jeg kommer sikkert forbi noget vand senere.” Nej, han sagde til Filip: “Hvad forhindrer mig i at blive døbt?” (Ap.G. 8:26, 27, 35-39) Sikke et godt eksempel! Efter at eunukken var blevet døbt, “fortsatte [han] glad sin rejse”.

Collage: 1. Den etiopiske eunuk træder ned i noget vand og går hen til Filip, der er klar til at døbe ham. 2. Bibelstudieeleven og søsteren fra det tidligere billede taler glade med to ældste i rigssalen.

Vi lærer noget vigtigt af den etiopiske eunuk: Det bedste tidspunkt at beslutte sig for at blive døbt er lige nu. (Se paragraf 16)a


17. Hvad kan du være sikker på?

17 Hvis du endnu ikke er døbt, skal du vide at Jehova meget gerne vil være din ven. (Rom. 2:4) Han kan hjælpe dig til at overvinde det der holder dig tilbage, uanset om du er bange for at du ikke er god nok, er bekymret for at det kræver for meget af dig, eller føler at dem omkring dig ikke støtter dig. Dåben vil gøre en kæmpe forskel for dig. Du vil føle en helt særlig glæde fordi du gør det Jehova ønsker af dig. Du vil sikkert opdage at det “der er bagved”, alt det du har givet afkald på, ikke længere betyder noget for dig. (Flp. 3:8, 13) Du vil kunne se fremad til “det der er foran”, alt det Jehova har lovet at gøre for dem der indvier sig til ham og bliver døbt. – Ap.G. 3:19.

HVAD VIL DU SVARE?

  • Hvad holder nogle tilbage fra at blive døbt?

  • Hvorfor er det ikke klogt at udskyde dåben?

  • Hvornår er det det bedste tidspunkt at beslutte sig for at blive døbt?

SANG NR. 38 Han vil gøre dig stærk

a BILLEDBESKRIVELSE: En ung kvinde siger til de ældste at hun gerne vil døbes. På den måde efterligner hun den etiopiske eunuk der sagde til Filip at han var klar til at blive døbt.

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del