Kristne forfølges i Rwanda
„DISSE mennesker er en fare for landets sikkerhed. De er ikke under anklage for det de tror på, men de bruger religionen som et dække for bevidst lovstridige handlinger, og de er besluttede på at fortsætte med det. De forstyrrer andre, optræder som falske profeter, vildleder det jævne folk.“ Disse ophidsende og hadefulde ord blev udtalt af anklageren i en retssal. Hans navn var Alphonse Nkubito. På anklagebænken sad 89 Jehovas vidner og tre af deres børn. Sagen blev behandlet af sikkerhedsdomstolen i den afrikanske stat Rwanda. Det er landets højeste retsinstans.
Der blev fremført den ene alvorlige anklage efter den anden: „De ægger befolkningen til oprør mod den bestående myndighed, er ulydige mod den retmæssige øvrighed, holder forbudte offentlige møder og viser foragt for vor nationale suverænitets symboler.“ Retten, under forsæde af dommer Simon Ntahomvukiye, påhørte sagen fra den 2. til den 17. oktober 1986. Den 24. oktober blev 49 af de anklagede Jehovas vidner kendt skyldige. De fleste af dem fik domme på 10 år. Augustin Murayi Nduhira og hans kone, Rachel Ndayishimiye, og et Jehovas vidne ved navn Rwagasore Justin, fik 12 års fængsel.
Denne retssag er blot den seneste episode i en lang række overgreb som rwandiske embedsmænd har foretaget mod Jehovas vidner gennem de sidste fire år. Hvis anklagerne om at Jehovas vidner er oprørere der ægger andre til oprørske handlinger var sande, var det forståeligt at den rwandiske regering måtte tage et sådant skridt. Intet rimeligt og fornuftigt menneske vil kritisere en regering for at beskytte sig mod oprørske elementer. Men hvordan forholder det sig i dette tilfælde? Hvad ligger der virkelig bag denne behandling af et religiøst mindretal hvis medlemmer overalt i verden er kendt for at være fredelige, lovlydige, respektfulde og samarbejdsvillige?
Rwanda — født til at være en fri nation
Rwanda er et lille men smukt land, et af de tættest befolkede i verden. På grund af sine høje, sneklædte bjerge kaldes det ofte Afrikas Schweiz. Selv om det ligger lige syd for ækvator har det på grund af højden et behageligt klima.
Siden uafhængigheden i 1962 har Rwanda haft mange problemer at overvinde. Det beskrives i opslagsværket Encyclopedia Americana som et land „der går ind for socialisme og demokrati“. Men på grund af „knapheden på økonomiske ressourcer“ har det ikke været let for Rwanda at komme på fode økonomisk set. Landet har i årevis været henvist til at importere fødevarer til sin hastigt voksende befolkning. Massiv hjælp fra Belgien, Canada, Vesttyskland, Frankrig, Skandinavien og USA har også været stærkt medvirkende til at nationen har klaret sig.
Lederne i Rwanda har taget flere rosværdige skridt for at beskytte borgernes frihed. I grundlovens artikel 18 garanteres både trosfriheden og samvittighedsfriheden. I artikel 20 garanteres retten til at forsamles fredeligt. Artikel 22 garanterer hjemmets ukrænkelighed. Rwanda har også tilsluttet sig FNs menneskerettighedserklæring.
I et land hvor man har kæmpet så bittert for friheden, er det inkonsekvent at man nu berøver Jehovas vidner friheden. Mens omkring halvdelen af Rwandas indbyggere praktiserer de traditionelle stammereligioner, er den anden halvdel interessant nok katolikker. Den katolske kirkes politiske indflydelse har derfor været gennemgribende. Indtil for ganske nylig var den katolske ærkebiskop Nsengiyumba Vincent således medlem af Rwandas politiske partis centralkomité. Kirken driver en række skoler og udgiver det eneste blad der udkommer i landet foruden regeringsavisen. Katolikkerne har tydeligvis religionsfrihed i landet.
Forfølgelsen af Jehovas vidner er tilsyneladende blevet udløst af en udvikling der for nylig har fundet sted inden for Rwandas eneste politiske parti, MRND (Mouvement Revolutionnaire Nationale du Developpement). Alle rwandiske borgere regnes automatisk for at være medlemmer af partiet når de fylder 18. I de senere år har man imidlertid forlangt at alle partiets medlemmer skulle betale et minimumsbidrag på 100 rwandiske franc (lidt under 10 danske kroner) som hjælp til partiet. Da Jehovas vidner er neutrale og ikke beskæftiger sig med politik, har de afslået at betale dette beløb.
Foruden dette er der blevet lagt stigende vægt på deltagelse i „animeringsøvelser“, en slags politiske handlinger hvor man synger og klapper og ofte fremsiger eller råber politiske slagord. Midt i denne stærkt nationalistiske atmosfære har Jehovas vidner forsøgt at fortsætte deres tilbedelse og fredeligt forkynde den gode nyhed om Guds rige for andre. (Mattæus 24:14) Antallet af Jehovas vidner i Rwanda er lille; der var kun 483 aktive forkyndere i 1986. Men fordi de standhaftigt har nægtet at lade sig involvere i politik på nogen måde, har regeringen rettet sin opmærksomhed imod dem.
Tidligere indgreb mod kristne i Rwanda
I slutningen af 1982 ansøgte man Rwandas regering om juridisk anerkendelse af Jehovas Vidner. Resultatet? De tre kristne ordets tjenere der havde underskrevet ansøgningen blev arresteret og fængslet uden dom. Det var Rwakabubu Gaspard og I’Mugarula Mpakaniye fra Kigali og Joseph Koroti fra Gisenyi. Der gik et år, og den 18. oktober 1983 idømte dommer Muliganda Mathias hver af de tre mænd to års fængsel for „svindel“ eller for at „have tilegnet sig de troendes midler“. Der blev ikke ført et eneste vidne eller fremlagt et eneste bevis som kunne støtte denne falske anklage. Iagttagere tog retssagen for det den var: en ren parodi på retfærdighed og korrekt sagsbehandling.
De tre Jehovas vidner begyndte så at afsone deres domme. Ved deres eksemplariske opførsel vandt de fængselsmyndighedernes respekt og opnåede privilegier og tillidshverv i fængselet. Senere blev et antal forbrydere løsladt ved benådning eller på grund af god opførsel. Og de tre Jehovas vidner? Deres straffe blev ikke nedsat, end ikke med en enkelt dag.
Arrestationerne fortsatte. Fem Jehovas vidner blev holdt indespærret i 20 måneder uden retssag og dom. Det var Habiyambere Samuel, Bakinahurwanga Anastase, Musabyimana Andre, Ruzima Laurent og Habimana Enos, alle fra byen Shaki. Et Jehovas vidne ved navn Twagirangusi Jean-Bosco blev anholdt på sin arbejdsplads i Ruhengeri fordi nogle medarbejdere havde set at han havde en bibel. Han blev tilbageholdt uden retssag og dom i fem måneder.
Så indledte nogle højtstående embedsmænd en total krig mod Jehovas vidner. Justitsministeren, Mugemana Jean Marie Vianney, skrev i et brev, dateret den 12. juni 1984, til lederne af alle landets præfekturer (distrikter): „Jehovas vidner holder ikke op med at udbrede skadelige ideer over hele landet, hvorved de afleder befolkningens opmærksomhed fra vore udviklingsprojekter . . . Denne sekts propaganda må på det kraftigste bekæmpes, og De opfordres til at tage alle forholdsregler til at forbyde dens virke.“ En kopi af brevet blev sendt til republikken Rwandas præsident. Jehovas vidner var de facto blevet forbudt! Alle appeller blev uden videre ignoreret.
Forfølgelsen forstærkes
I oktober 1985 begyndte regeringen at optrappe arrestationerne af Jehovas vidner. Nogle blev afskediget fra deres arbejde. Børn blev bortvist fra skoler. Privat ejendom blev konfiskeret. Sytten Jehovas vidner blev arresteret i områderne Butare og Nyabisindu fordi de afslog at yde bidrag til det politiske parti. Heriblandt var flere mødre med småbørn. En hel uge igennem blev disse kvinder brutalt slået med geværkolber. Nogle blev endog slået og hånet offentligt! Der blev lavet et skilt med deres navne og erklæringen: „Jeg bryder mig ikke om landets politiske parti.“ De anholdte havde naturligvis aldrig fremsat en sådan udtalelse.
Efterhånden som arrestationerne tog til, blev mishandlingen af disse sande kristne stadig mere voldelig og sadistisk. Et kvindeligt Jehovas vidne, Coletta Mujawamaliya, blev indkaldt til forhør efter at hun havde besøgt sin mand, André Maniraho, som sad fængslet i Butare. Myndighederne forsøgte at få hende til at fornægte sin tro. Slægtninge blev tilkaldt for at presse hende til at „angre“. Da hun holdt fast ved sin bibelske tro begyndte borgmester Kanyabashi Joseph at gennemprygle hende! Hun tilbragte de næste elleve måneder i fængsel sammen med sit lille barn, der nu er 26 måneder.
Den 10. august 1986 skete følgende under ledelse af borgmester Sibomana Straton: 23 Jehovas vidner og deres interesserede i Nyakabanda, Gitarama, blev halet ud af deres huse, og flere af dem, deriblandt Ngiruwonsanga, Habiyambere Felicien og Munyabarenzi, blev offentligt gennempryglet af øvrighedens repræsentanter. Blødende fra isse til fodsål blev elleve af dem derpå kastet ind i et ventende køretøj og kørt til et fængsel — med betjentene stående oven på sig.
„Dommen er berettiget“
Særlig hårdt for man frem mod Augustin Murayi Nduhira og hans kone, Rachel Ndyishimiye. Murayi var velkendt i Rwanda, idet han havde været generaldirektør i ministeriet for folkeskoleundervisning. Den 11. august 1986 blev han tilsagt til at møde hos den offentlige anklager, Alphonse Nkubito, og fik at vide at der var udstedt arrestordre mod ham. Anklageren forklarede at han ikke havde noget personligt imod ham, men at han var tvunget til at følge denne ordre. Han tilbød derefter at tale Murayis sag og anmode om at få ham benådet — hvis han blot ville afsværge sin tro. Murayi fik så tre dage til at gå hjem og tænke over sagen.
Som en hengiven kristen kunne Murayi ikke fornægte sin Gud. Den 14. august blev han så arresteret og fængslet. Fire dage senere blev hans kone og et Jehovas vidne ved navn Bimenyimana Vedaste, som begge var ansat i det nationale forsikringsselskab Sonarwa, indkaldt til forhør. Den følgende morgen blev de ført til centralfængselet i Kigali.
Da sagen kom for retten i oktober, henledte Murayi opmærksomheden på at der i al den tid han havde tjent regeringen i forskellige ministerier ikke en eneste gang var blevet rettet nogen kritik mod ham for forsømmelighed eller embedsmisbrug. Der blev ikke fremlagt et eneste bevis for at denne velkendte rwandiske borger havde tilskyndet andre til at gøre oprør eller på nogen måde handlet i strid med regeringens direktiver. Da dommen blev afsagt den 24. oktober fik han, hans kone og hendes medarbejder alligevel den strengeste straf af alle — 12 års fængsel! Hvorfor? En pressemeddelelse fra Rwandas pressebureau dateret den 25. oktober 1986 viser at de blev straffet for deres uddannelse og position: „Dommen er berettiget fordi de var de få intellektuelle i gruppen og fordi regeringen havde vist dem tillid ved at give dem ansvarsfulde poster.“
En alvorlig misforståelse må rettes
Alt dette har fundet sted i et land hvis grundlov garanterer religionsfrihed, og de begåede handlinger er oven i købet i strid med et dekret fra præsidenten angående medlemskab af partiet, hvori det betones at medlemskabet medfører privilegier og ikke at det er en pligt. Alligevel har massefængslingerne fundet sted uden at der er blevet forelagt skygge af bevis i retten for at Jehovas vidner har deltaget i politisk eller undergravende virksomhed. Hvordan en regering kan føle sig truet af en sådan lille skare fredselskende mennesker, er vanskeligt at fatte. Der må tydeligvis foreligge en alvorlig misforståelse.
Når Jehovas vidner ikke deltager i ceremonier for nationale symboler, er det fordi de samvittighedsfuldt adlyder Bibelens befaling om at flygte fra enhver form for billed- eller afgudsdyrkelse. (1 Johannes 5:21; 2 Mosebog 20:4-6) Samtidig elsker de det land de er født i, og de respekterer de nationale symboler, selv om de ikke tilbeder dem. At Jehovas vidner overalt i verden er neutrale hvad politik og politisk virksomhed angår, er velkendt og veldokumenteret. Deres standpunkt er baseret på Bibelen og er et udtryk for lydighed mod Jesu Kristi befaling om ’ikke at være en del af verden’. (Johannes 17:16) Derfor kan de ikke med god samvittighed yde økonomiske bidrag til Rwandas politiske parti, og de kan ikke gå med partiemblemer.
Det må erkendes at nogle har vanskeligt ved at forstå Jehovas vidners neutrale standpunkt. Oplyste lande i verden forstår dog at disse kristnes upolitiske holdning på ingen måde er et udtryk for mangel på respekt for de nationale myndigheder. Jehovas vidner lærer tværtimod at man skal respektere myndighederne, i lydighed mod Bibelens ord i Romerbrevet 13:1: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder [regeringerne].“ Desuden prøver de ikke at påtvinge andre deres bibelsk begrundede neutralitet. — Se Vagttårnet, 1. september 1986, side 19, paragraf 12.
Der foreligger også rigeligt med vidnesbyrd om at Jehovas vidner er lovlydige, ærlige mennesker der betaler deres skat. I Rwanda har de ikke tøvet med at deltage i udviklingsprojekter som for eksempel Umuganda (et projekt for offentlige arbejder, iværksat af regeringen). Som bevis for dette citerer vi den rwandiske ugeavis Imvaho for 13.-19. oktober 1986. Om Jehovas vidners syn på at deltage i nationale udviklingsprojekter siger denne avis på side 3: „De udfører manuelt arbejde sammen med andre; de betaler skatterne og andre bidrag, bortset fra det til regeringspartiet.“
Der er intet som kan underbygge anklagerne om at Jehovas vidner enten ved offentlige møder eller ved hjælp af tryksager har prøvet at ophidse Rwandas befolkning til oprør. Ingen af dem er blevet arresteret mens de har ledet kristne møder eller mens de har deltaget i nogen form for offentlig kristen tjeneste. Man kan derfor vanskeligt tro at alle regeringsembedsmænd i Rwanda deler det urimelige syn på Jehovas vidner som landets højesteret har givet udtryk for. Præsidenten selv går for at være en både rimelig og fornuftig statsleder.
Rapporterne om forfølgelsen og de brutale overgreb i Rwanda kommer som et chok for Jehovas vidner og for alle andre frihedselskende mennesker i verden. Jesus forudsagde imidlertid at hans disciple ville blive forfulgt på grund af hans navn. Dette er nu sket i Rwanda, selv om mange af indbyggerne hævder at være kristne. (Mattæus 10:17, 18; 24:9) Myndighederne i Rwanda gør vel i at følge lovlæreren Gamaliels råd, som er gengivet i Bibelen i Apostelgerninger 5:34-39, og tilstå Jehovas vidner frihed. Det er vort håb at de vil lade disse oprigtige kristne nyde de menneskerettigheder som de ifølge loven har krav på.
Udsendt i frihedens og medmenneskelighedens interesse,
Jehovas Vidners styrende råd
25 Columbia Heights
Brooklyn, New York 11201
USA
[Ramme på side 1]
Kvinder og børn ikke skånet
Masseretssagen hvor et antal Jehovas vidner blev idømt lange fængselsstraffe, var omtalt i The New York Times søndag den 26. oktober 1986. Avisen berørte en af sagens mere groteske sider med følgende ord: „De anklagede, deriblandt kvinder og børn, blev . . . kendt skyldige.“ — Kursiveret af os.
Ja, kvinder og børn er ikke blevet skånet for den grusomme behandling som Jehovas vidner er blevet udsat for i Rwanda. Fire kristne kvinder som blev arresteret den 22. januar 1986 blev udsat for verbal mishandling, og sammen med fem kristne mænd der også var blevet arresteret, måtte de undvære tæpper eller andet at tage over sig i fængselet. Deres navne er Mukamanzi Vestine, Mukamurhirwa Laurene, Niyonagira Berancille og Nyirangirabega Drolatta. Der blev sagt at ’tæpperne var tilvejebragt af det politiske parti, og eftersom de ikke ville støtte partiet, kunne de ikke få udleveret tæpper’.
Særlig tragisk er det dog at man også har ladet det gå ud over forsvarsløse børn. Et kvindeligt Jehovas vidne ved navn Mujawamana Goletta blev fængslet sammen med sit treårige barn og et lille spædbarn. Clotilde Mukanyangezis lille dreng har tilbragt hovedparten af sine første 15 måneder i fængsel sammen med sin moder. En tredje kristen kvinde, Athanasie Mukankuranga, er nu moder til et to måneder gammelt barn. Barnet blev født i fængselet. At børn i den spæde alder tvinges til at leve i et fængsels snavs og elendighed, understreger det urimelige had der ligger bag denne forfølgelse.