Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w85 1/12 s. 26
  • Tyrkiets højesteret løslader Jehovas vidner

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Tyrkiets højesteret løslader Jehovas vidner
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
  • Underoverskrifter
  • Retten træffer sin afgørelse
  • Anmodning om fuldstændig frifindelse
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
w85 1/12 s. 26

Tyrkiets højesteret løslader Jehovas vidner

DER herskede stor glæde blandt de 23 Jehovas vidner som i juni i år blev løsladt efter at have tilbragt et år i fængsel i Ankara, hvor de i 1984 var blevet idømt fængselsstraffe på fire til seks år af „Domstolen vedrørende Statens Sikkerhed“. Retten havde kendt dem skyldige i at have overtrådt paragraf 163 i straffeloven, som forbyder religiøs virksomhed der har til formål at ’ændre Statens sociale, økonomiske, politiske eller juridiske orden’. Retten havde underkendt Jehovas Vidners status som trossamfund. — Se Vagttårnet for 1. april 1985.

Kendelsen var blevet appelleret, og den 29. maj 1985 blev sagen taget op ved Tyrkiets højesteret. Ved sagsbehandlingen blev der fremsat anmodning om at denne kendelse blev omstødt, af den grund at Jehovas Vidner er et trossamfund og at der ikke foreligger beviser for anklagerne.

Forsvaret påpegede at Jehovas vidner i alle tidligere retssager i landet var blevet frikendt for samme anklage, og at de juridiske eksperter som havde undersøgt Jehovas vidners aktivitet i de forløbne 20 år, aldrig var stødt på nogen lovovertrædelse. Advokaterne påpegede også at kendelsen var blevet afsagt på grundlag af fordomme og fejlagtige oplysninger.

Retten træffer sin afgørelse

Den 19. juni 1985 afsagde højesteret sin enstemmige afgørelse. Den omstødte kendelsen fra „Domstolen vedrørende Statens Sikkerhed“ og beordrede de 23 forkyndere løsladt omgående. Retten fremhævede at alle trossamfund ifølge Tyrkiets forfatning har samme ret til at tilbede og til at udbrede deres tro, forudsat det ikke griber ind i Statens anliggender.

Højesteret påpegede at de anklagede blev dømt „blot for at være . . . Jehovas vidner“, en kendelse der byggede på udsagn fra to religiøst forudindtagede „sagkyndige“. De havde udtalt at Jehovas vidner var „forkastelige set under trosenhedens og tilbedelsens synsvinkel“. Men højesteret påviste at der intet bevis fandtes for at Jehovas vidners handlinger havde været en overtrædelse af paragraf 163.

Retten konkluderede at Jehovas vidner ikke havde overskredet grænserne for den trosfrihed som forfatningen garanterer, og at der derfor „ikke var forekommet overtrædelse og misbrug af friheden i ond hensigt“.

Dommen er i harmoni med kendsgerningerne. Den er også i harmoni med en højesteretsafgørelse fra 1980, som klart havde tilkendegivet at Jehovas vidners virksomhed ikke er undergravende og ikke udgør en fare for landet. Den havde også udtalt: „Hvis det de anklagede tror, en dag sker og Gud overtager styret i hele verden, vil det at straffe de anklagede på grundlag af en sådan tro ikke forebygge sådanne begivenheder. Og hvis deres forventning blot er en fantasiforestilling og letkøbt tro, kan deres tro ikke på nogen måde volde skade på vor ikke-religiøse statsorden.“

Dermed var alle anklager samt de oplysninger som de to religiøst forudindtagede „sagkyndige“ havde fremført, blevet gendrevet som falske. Vort arbejdes upolitiske og rent religiøse karakter var igen blevet fastslået.

Anmodning om fuldstændig frifindelse

Skønt dommen er blevet omstødt, er sagen igen blevet overgivet til „Domstolen vedrørende Statens Sikkerhed“ til ny behandling. Vi håber at retten denne gang vil dømme i overensstemmelse med kendsgerningerne og fuldstændig frifinde de anklagede på alle anklagepunkter.

Frihedselskende mennesker i hele verden vil fortsat spændt holde øje med sagens udfald for at se om Jehovas vidner vil få fuld tilbedelsesfrihed. Hvis det viser sig at være tilfældet, kan det med rette siges at Tyrkiet bestræber sig for at leve op til sin påstand om at være et demokratisk land.

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del