Sande venner — hvorfor er de så svære at finde?

„JEG ønsker mig en million venner.“ Sådan lyder en populær brasiliansk sang. Men hvad er en ven? Nogle bruger ordet i så løs en betydning at det omfatter alle bekendte der ikke lige netop er fjendtlige over for én. Men en sand ven er mere end ’en man kender’. Om det sande venskab skrev digteren Francis Bacon: „Det gør glæden dobbelt stor og sorgen halvt så svær“ — en tanke som også danske digtere har udtrykt på lignende måde.

Ja, en sand ven må være en der gør livet gladere og skønnere for én, og som træder til og hjælper hvis man rammes af sorg. Den der ingen venner har kan ikke være helt lykkelig. Men millioner har udtrykt deres skuffelse over at det er så svært at finde sande venner.

Hvorfor sande venner er så svære at finde?

Det er forudsagt i Bibelen at menneskene i dag skulle være „egenkærlige, . . . pralende, hovmodige, . . . utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige, opblæste“. (2 Timoteus 3:1-4) Når disse egenskaber er fremherskende er det ikke så mærkeligt at trofaste venner er svære at finde! Selve miljøet modarbejder udviklingen af de egenskaber en sand ven må have.

Men der er også andet der spiller ind. Nogle har et meget overfladisk syn på livet og dets værdier. Og nogle er ikke villige til at bringe de ofre der hører et venskab til. „Jeg vil ikke bindes af noget!“ hører man mange sige. Den materialistiske indstilling har også kostet mange venskaber. Det forekommer alt for ofte at materielle ejendele — eller hunde og katte — får fortrin fremfor menneskelige forbindelser. På den måde bliver menneskekærligheden kun overfladisk. Som en ældre kvinde har sagt: „Jo, man viser kærlighed, men kun på afstand.“ Selv i de miljøer hvor det er almindeligt at give knus og kys til højre og venstre, kan det sagtens være at man svigter når nøden rammer en ven og han virkelig har brug for støtte.

Tidspresset har også hæmmet mange venskaber. I det daglige jag sker det alt for ofte at man ikke får tid eller kræfter til at dyrke et venskab. Nogle har måske endda den opfattelse at man er nødt til at ofre et meget dyrt traktement hver gang man ser sine venner, og føler derfor at de „ikke har råd til“ at have venner!

Overfladisk venskab

Et andet spørgsmål er dette: Hvor nære er de venskaber vi mener at have? Det sker ofte at én viser interesse for en anden på grund af det som denne anden kan give, og ikke på grund af det han er. Den slags venskaber lever sjældent ret længe, for når den anden part ikke længere har noget at give af, vil han ofte blive kasseret som ven.

Dét at man har noget tilfælles er heller ikke nogen garanti for et varigt venskab. Avisen Brazil Herald fortalte om to der var meget nære „venner“ og som hver weekend plejede at tage på en større druktur fra det ene værtshus til det andet. En dag kom de op at skændes om hvem af dem der var den stærkeste og mandigste. For at bevise sin påstand tog den ene af dem sin revolver og tømte den mod den anden. Morderen sagde bagefter at han havde dræbt sin „bedste ven“.

Vejen til sandt venskab er belagt med mange vanskeligheder og hindringer. Og dog har vi alle et stærkt, iboende behov for at have venner. Hvor finder man dem — og hvordan?