Et liv med forandringer, men et liv for Jehova
FORTALT AF SMITH BELL
„DE RETFÆRDIGES sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ — Ordsprogene 4:18.
Dette skriftsted antyder forandringer og fremskridt. Når jeg tænker tilbage på de hundrede år mit liv indtil nu har varet, kan jeg se at Jehova vitterlig har oplyst sandhedens sti lidt efter lidt. Det har krævet villighed af hans tjenere at anerkende sådanne forandringer.
Forbud mod bibelhåndbøger
Den første store forandring i mit liv kom under den første verdenskrig. Jeg kan stadig se de ord for mig der i 1918 stod at læse i den lokale avis for landdistrikterne Saskatchewan i Canada: „FORBUDT: DEN FULDBYRDEDE HEMMELIGHED AF C. T. RUSSELL.“ Det ville sikkert ikke have gjort større indtryk på mig hvis det ikke havde været fordi min fader under min opvækst i White Water, Manitoba, plejede at læse denne forfatters bibelprædikener. Jeg kan især huske at han var enig med Russell i de af hans prædikener som ud fra Bibelen påpegede at der ikke findes et brændende helvede.
Nu lod det til at alle talte om denne bog, og min nysgerrighed blev derfor vakt i særlig grad. Hvorfor skulle netop en kommentar til Bibelen holdes tilbage fra offentligheden? På den anden side: Sagde avisen ikke at bogen indeholdt oprørske udtalelser mod krigen? Jeg måtte for enhver pris have fat i den bog! Men trods mine forsøg var den ikke til at opdrive. I stedet fik jeg tilbudt en anden bog i samme serie der hed: Tidsaldrenes Plan. Da jeg havde læst den igennem og sammenholdt den med Bibelen var jeg henrykt. Dette var sandheden!
Min interesse for religion havde været ret overfladisk før dette tidspunkt, skønt det var lykkedes mig at få Bibelen læst igennem en enkelt gang. Min moder havde stukket den ned blandt mine ejendele da jeg som 22-årig forlod Manitoba. Jeg drog mod vest til Saskatchewan for dér at starte mit eget landbrug. I 1905, da mit læsestof i løbet af den første vinter var ved at slippe op, begyndte jeg for alvor at se nærmere på Bibelen og den sandhed den indeholdt. Jeg kom til den konklusion at intet i denne verden ville forbedres før Satan var blevet bundet og kastet i afgrunden, som det fremgår af Åbenbaringen 20:1-3.
Jeg vidste at jeg måtte forkynde
De næste få år gik hurtigt eftersom jeg blev gift og begyndte at stifte familie. Men nu, efter at have læst Tidsaldrenes Plan, følte jeg ikke længere at jeg blot kunne sidde med hænderne i skødet og vente på at disse ting ville ske, og så håbe på at jeg alene fik gavn af det. Jeg måtte fortælle andre om de vidunderlige ting Jehova havde lovet.
Det ville være naturligt at begynde med mine naboer, tænkte jeg. De ville helt sikkert blive lige så glade for at høre den gode nyhed som jeg var blevet. Jeg søgte at bringe et fælles bibelstudium i stand i mit hjem, ved at indbyde mine venner fra nabogårdene til at være med. I stedet for den ventede reaktion skinnede en helt anden indstilling igennem; de troede jeg var gået fra forstanden! De mente at jeg kunne være til større gavn for samfundet hvis jeg ville være leder af den lokale, tværkirkelige søndagsskole. Jeg indvilligede i at tage derhen den følgende søndag for derefter at træffe min afgørelse.
Da jeg ankom fik jeg oplyst at dagens drøftelse skulle være over emnet: „Hvem er mest religiøse — mænd eller kvinder?“ Jeg ventede ikke på at høre prædikenen men forlod stedet, for aldrig mere at vende tilbage. Hvordan kunne jeg stille mig tilfreds med sådan noget nonsens, efter at jeg havde fået øjnene op for de virkelig meningsfyldte sandheder? Disse sandheder havde befriet mig for frygten for evig pine og givet mig forståelse af de dødes søvnlignende tilstand. Dertil kom, ikke at forglemme, det storslåede håb om at kunne opnå evigt liv. Bibelens lære om opstandelsen havde været til stor trøst for min kone og mig eftersom vi havde mistet vore to små piger. Vor bitterhed forsvandt da det gik op for os at Gud ikke havde taget dem for at befolke himmelen med flere engle. — Prædikeren 9:5, 10; Esajas 25:8; Johannes 5:29; Åbenbaringen 21:3-5.
Det var omtrent på dette tidspunkt jeg kontaktede andre interesserede bibelstudenter i området omkring Wilkie, der var den nærmeste by. Der blev oprettet en menighed med omkring 12 tilsluttede. Jeg blev næsten med det samme udnævnt til at lede det ugentlige studium af Vagt-Taarnet om søndagen. Denne opgave fik jeg endog inden jeg blev døbt!
Jeg ændrer synspunkt
I 1922 blev jeg døbt. Min hustru blev døbt kort tid efter, og således var der indtruffet endnu en forandring. Jeg trak mig ud af kommunalrådet, da jeg indså at min loyalitet ikke kunne være delt. Jeg kunne ikke gå ud for at tale med mennesker i omegnen om hvorledes Guds rige vil befri os for den uretfærdighed der er i verden, og samtidig fortsætte med at fremme menneskers bestræbelser. Især ikke når Bibelen klart slår fast at disse bestræbelser er dømt til at mislykkes. — Åbenbaringen 19:11-18.
Eftersom befordringsmidlerne dengang var meget langsommere end i dag, blev vor forkyndelse udført noget anderledes end nu om stunder. Vi udvalgte for eksempel en gruppe husstande i et skoledistrikt. Her brugte vi en hel dag til at besøge alle for at indbyde dem til at høre et bibelsk foredrag, der blev afholdt på skolen om søndagen. Jeg kan huske en søndag hvor en broder og jeg gik fra gård til gård for at invitere folk hen på skolen om aftenen; samtidig tilbød vi dem seks bibelstudiehåndbøger til tre dollars. Vi bankede på en dør, og en dame kom ud. Hun gjorde det ret klart for os at hun aldrig ville få læst alle de bøger. Som svar sagde broderen: „Frue, de bliver ikke alene nødt til at læse disse bøger men også til at lære alt hvad der står i dem hvis de vil vinde livet!“ Nu om dage har vi en mere taktfuld måde at henvende os til folk på, men vores oprigtighed skinnede trods alt igennem den upolerede facade.
I løbet af de næste få år blev adskillige i menigheden urolige med hensyn til vor rette plads i Jehovas ordning. Hvor blev vi lykkelige da der i 1935 blev kastet lys over hvem der udgør ’den store skare’ som omtales i Åbenbaringen 7:9-17. Det var ikke en sekundær himmelsk skare, og dens medlemmer skulle derfor ikke nyde symbolerne, vinen og det usyrede brød, ved den årlige højtid til minde om Kristi død. Det var virkelig en lettelse for os at vi nu med tillid kunne se frem til at skulle leve for evigt på en paradisisk jord, som en del af de „sagtmodige“ om hvem Jesus sagde at de skulle arve jorden, som hans „andre får“. — Mattæus 5:5, da. aut; Johannes 10:16; Esajas 65:17-25.
Atter forbud mod bibelsk litteratur!
I 1940, under den anden verdenskrig, fandt religiøse modstandere igen lejlighed til, ad politisk vej, at få vort arbejde forbudt. Dette indtraf uden varsel. Det skete mens min familie og jeg var på besøg i Manitoba. Da vi kom hjem og gik i gang med at fodre hestene, var det ikke kun havre der var i siloen! Det lod til at brødrene havde haft tid nok til at fjerne menighedens litteratur fra vort mødested og gemme det i vores fodersilo, for at det ikke skulle blive konfiskeret. Myndighederne lukkede vort mødelokale og beslaglagde vores bankkonto. Vi måtte derfor træffe foranstaltning til at holde møder i forskellige hjem hver uge.
I 1941 tog min kone, min datter og jeg til British Columbia, mens vores søn blev tilbage på gården. Vi havde planlagt at tilbringe vinteren ved kysten. Eftersom vort arbejde stadig var under forbud læssede vi omhyggeligt så meget litteratur som muligt i vores pick-up. Da vi ankom til White Rock fik jeg med det samme arbejde som tømrer. Eftersom der ingen menighed var, gik jeg i gang med at foretage tilfældige forespørgsler for at finde frem til andre trosfæller i området. En samtale kunne forme sig nogenlunde sådan her: Som indledning sagde jeg for eksempel: „Hvad mener De om forbudet mod Jehovas Vidner?“ Så kunne det være de svarede: „Jeg ved ikke særlig meget om det, men jeg tror at den eller den der bor derhenne sympatiserer med dem.“ Så kontaktede jeg vedkommende, og inden længe var vi en gruppe på en seks-syv stykker der begyndte at holde et ugentligt vagttårnsstudium.
Eftersom White Rock ligger ved den amerikanske grænse, og der ikke var forbud i De forenede Stater, plejede forskellige af os at krydse grænsen til fods for at hente det sidste nye Vagttaarn. Der var mindre sandsynlighed for at blive undersøgt når man ikke var i bil, og vi var derved i stand til fortsat at modtage den sidste nye åndelige føde. Selv om vort arbejde og vor litteratur var forbudt, kunne de der var ansvarlige for forbudet, nemlig præsteskabet, dog ikke forbyde Bibelen. Så vi besøgte folk i deres hjem og gjorde udelukkende brug af Bibelen.
I ét tilfælde planlagde vi at foretage et hurtigt fremstød i White Rock, en by hvor der på det tidspunkt boede omkring 1500 mennesker. Vi samlede alle de brochurer som brødrene havde skjult eller gravet ned og føjede dem til det som jeg havde bragt med fra Saskatchewan. Vi pakkede brochurerne ind i cellofan, tre og tre, med elastik omkring, og en aften efter midnat lagde vi dem ved folks dørtrin.
Næste morgen tog jeg på arbejde som sædvanlig. Det lod til at hele byen talte om det vi havde udrettet den foregående nat. Alle syntes overbevist om at der måtte være temmelig mange af de her „vidner“, eftersom de havde modtaget brochuren uanset hvilken del af byen de boede i.
Religiøs stolthed og fordom
Kort efter at forbudet blev ophævet i 1943, blev der officielt oprettet en menighed i White Rock, og min familie og jeg besluttede at blive der. Vi lejede en bygning som kunne bruges til mødested, men nogle modstandere lavede altid en sådan støj at det var umuligt at koncentrere sig. Vi kunne høre trommer, tinpander og bilhorn fra gaden, samt støj og spektakel fra naboerne. Alt dette gjorde at vi ikke følte os særlig velkomne.
Vi flyttede til en anden lejet bygning uden for byen hvor der var roligt. På dette tidspunkt var vores menighed vokset til omkring 50 forkyndere. Kort tid efter var vi i stand til at bygge en ny rigssal i selve byen, men efter en periode på syv år opstod der behov for mere plads. Lykkeligvis var det muligt for os at sælge rigssalen for en pæn sum. Derved var vi i stand til at købe en grund i byens centrum og bygge en ny rigssal uden at låne.
Store personlige forandringer
I løbet af 1950erne lykkedes det mig endelig med Jehovas hjælp at foretage endnu en stor forandring i mit liv, nemlig at holde op med at ryge. I mange år havde jeg været en slags „deltids-ryger“, uden at det dog havde grebet ind i min tjeneste for Jehova. Jeg var aldrig holdt helt op. Fra tid til anden plagede det min samvittighed. De oplysninger vi hidtil havde fået om hvor alvorlig denne usunde vane er, var blevet fremlagt meget ’taktfuldt’, så jeg fortsatte med at ryge.
Først da Vagttårnets publikationer gjorde opmærksom på at ’ingen der røg ville få lov at deltage på podiet’, læste jeg igen skriftstederne i Andet Korintherbrev 7:1, Romerbrevet 12:1, 2 og Ordsprogene 3:5. Først da erkendte jeg at jeg måtte holde op med at ryge. Da jeg endelig med den rette indstilling henvendte mig til Jehova i bøn, gav han mig „hjælp i rette tid“. Jeg blev i stand til én gang for alle at holde op! Og for øvrigt er min lyst til cigaretter aldrig vendt tilbage. — Hebræerne 4:16.
Jehova fortsatte med at velsigne vor forkyndergruppes bestræbelser, og i 1967 var vor menighed i White Rock vokset til omtrent hundrede forkyndere. På det tidspunkt viste det sig at det på grund af mit dårlige syn ikke længere var forsvarligt at jeg kørte bil. Vi blev derfor opmuntret af vores datter, svigersøn og børnebørn til at flytte til Whidbey Island i Washington, for at være i nærheden af dem. Vi var kede af at skulle forlade vore venner, men alle i vores nye menighed gjorde deres til at vi følte os meget velkomne, og vi fik hurtigt nye venner. Min hustru døde i 1973; vi havde et vidunderligt ægteskab, der varede i næsten 67 år, og jeg ser frem til den dag da jeg igen vil se hende fyldt med livskraft og ved godt helbred.
Jeg har så meget at være Jehova taknemmelig for, blandt andet det privilegium han har givet mig at se ’den mindste blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation’. Selv om jeg er oppe i årene finder jeg også glæde ved at betjene mine brødre som ældste i den lokale menighed. Jeg går også stadig fra dør til dør, sammen med min familie, for at finde endnu flere mennesker der er interesseret i noget der er bedre end det som denne syge verden har at tilbyde. Jehova har fremskyndet sit arbejde nu da „tiden er inde til det“, nøjagtig som han har lovet, og han har virkelig velsignet mig fordi jeg har fulgt hans kærlige ledelse. — Esajas 60:22.