’Den mindste er blevet til tusind’ i Italien
„DEN mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ — Esajas 60:22, NW.
Jehovas Vidner i det katolske Italien er virkelig ’blevet til tusind’ i de år der er gået siden den anden verdenskrig. De udgør nu det næststørste religiøse samfund i landet, og deres antal er forøget mere end tusindfold inden for samme periode — fra 95 i 1946 til over 100.000 i dag.
Æren for denne enestående vækst tilfalder naturligvis Jehova. Men de nidkære Jehovas vidner i Italien har med deres indsats, deres trofaste udholdenhed trods vanskeligheder, og deres villighed til at anvende tid, kræfter og materielle midler i tjenesten for Jehova, gjort deres til at sikre væksten. For at holde trit med denne fremgang, og for at kunne sørge for den nødvendige ledelse og opbakning, har man i årenes løb foretaget en tilsvarende udvidelse af Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Italien.
Udvidelse af afdelingskontoret
Det allerførste afdelingskontor i Italien blev oprettet i Milano i 1946. Efter to år blev kontoret flyttet til et lille hus som Selskabet købte i Rom. I 1972 var antallet af Jehovas vidner i Italien vokset til 25.000, og på en grund man havde erhvervet i Roms nordlige udkant opførte Selskabet derfor samme år en bygning der skulle huse et nyt afdelingskontor og betelhjem.
Blot fire år efter at denne bygning blev taget i brug, var antallet af rigsforkyndere i Italien vokset til 60.000. Endnu en gang blev det nødvendigt at udvide afdelingskontoret. At skaffe en byggetilladelse viste sig imidlertid at være en langsommelig affære. I 1978 kunne man langt om længe begynde at bygge en landbrugsbygning, og den blev færdiggjort i 1980. I efteråret 1979 påbegyndtes opførelsen af en ny boligfløj og et trykkeri.
De nye bygninger
Boligfløjen i tilknytning til Betel er på fire etager med kælder. I stueetagen er der en hyggelig opholdsstue med marmorgulv og paneler af oliventræ. Der er også en spisestue med plads til 200, og et køkken med alt hvad dertil hører. Spisestuens vægge er udsmykket med smukke landskabsmalerier. På første etage er der en rigssal med plads til 350, og på anden etage har brødrene et bibliotek. I kælderen er der elektrikerværksted, maskinværksted og lagerrum.
Derudover er der i bygningen 70 dejlige værelser, hvert med badeværelse og altan. Tæller man værelserne i den gamle boligfløj med, kan Betel nu huse 170 mennesker, så der er god plads til betelfamiliens 158 medlemmer.
Takket være de store vinduer virker fabrikken usædvanlig lys og luftig. Den måler 1161 kvadratmeter, og der er fuld kælder nedenunder. Tre M.A.N.-trykkemaskiner er blevet installeret, og to af disse er nyanskaffelser. Man har også købt en ny bogbinderimaskine.
Vagttårnet og Vågn op! trykkes her i et antal på over 2.300.000 om måneden. Dette repræsenterer en stor fremgang, i betragtning af at de 95 forkyndere af Riget der var i Italien i 1946 blot spredte 268 eksemplarer af disse blade. På trykkeriet kan der desuden fremstilles 60.000 bøger om ugen.
Landbrugsbygningen ligger ved en skyggefuld vej nogle få hundrede meter fra de nye bygninger. Der hører i alt 50 hektarer jord til landbruget, og herfra får betelfamiliens medlemmer kød, æg, mælk, grøntsager og frugt. De får således en god og nærende kost, og omkostningerne holdes på et forholdsvis lavt plan. På taget af alle bygninger er der installeret solfangere til opvarmning af vandet.
En forenet indsats
Der er ikke noget usædvanligt i at der opføres nogle bygninger, men dette byggeri skiller sig alligevel ud fra så mange andre. Alt arbejdet er nemlig blevet udført af omkring 1000 Jehovas vidner der frivilligt stillede sig til rådighed. Tømrere, tegnere, arbejdsmænd, murere, elektrikere, malere, blikkenslagere og andre kom fra hele Italien, inklusive Sicilien og Sardinien. Faglærte håndværkere såvel som kontorfolk kom og udførte hårdt manuelt arbejde. Tre tømrere — en fader og hans to sønner — kom og hjalp nu og da, selv om de kort tid forinden havde lidt et betragteligt økonomisk tab på grund af en brand i deres værksted. En anden broder der arbejdede på byggegrunden, rejste i flere måneder 100 kilometer hver weekend for også at kunne være lidt sammen med sin familie.
Mange brødre forlod deres hjem og arbejde, eller tog deres årlige ferie for at komme og give en hånd med i længere perioder ad gangen. De familier de lod bag sig fortjener megen ros for de ofre de bragte for at et af familiens medlemmer kunne komme og arbejde med ved dette særlige projekt.
De fleste brødre kunne kun blive på byggepladsen i en begrænset tid, og mandskabets sammensætning ændredes derfor næsten hver eneste uge. Dette frembød noget af en udfordring for de brødre der førte tilsyn med arbejdet. Alle var dog villige til at tilpasse sig og følge de anvisninger der blev givet. Brødrenes villighed til at samarbejde var i sandhed et vidnesbyrd om „åndens frugt“. — Galaterne 5:22, 23.
Mange brødre ydede et bidrag til arbejdet ved at stille deres private virksomhed til rådighed for Selskabet. I et firma der ejes af brødre blev der for eksempel fremstillet 300 døre til den nye boligfløj. De der ikke kunne komme og arbejde med, bidrog med penge, materialer og forskelligt udstyr. Selv børn var ivrige efter at hjælpe. En lille dreng sendte de penge han havde sparet sammen gennem fem år — alt hvad der var i hans sparegris.
En af de brødre der førte tilsyn med arbejdet tænker på de frivilliges gode indstilling, og siger: „Det var både opmuntrende og rørende da øjeblikket var kommet til at tage afsked med disse brødre. Mange takkede os for det privilegium at de havde fået lov til at bidrage med deres arbejdskraft til fremme af den rene tilbedelse.“ I denne forbindelse siger koordinatoren for afdelingskontorets udvalg: „Denne bygning er ikke blevet rejst som følge af et enkelt menneskes eller en enkelt gruppes indsats. Den er blevet bygget ved en forenet indsats fra hele Guds folk i Italien. Den er et bevis på Jehovas velsignelse.“
Indvielsen
Der var stor glæde blandt brødrene da byggeriet af det nye afdelingskontor var fuldført, og denne glæde kom klart til udtryk ved en særlig lejlighed — nemlig da de nye bygninger blev indviet til Jehova. Dette skete den 24. april 1982. Hvordan kunne et stort antal vidner for Jehova nu få del i denne glædelige begivenhed? For at gøre dette muligt blev det særlige indvielsesprogram transmitteret via telefonlinjer fra rigssalen i en af de nye bygninger til mødesteder i Rom, Novara, Ascoli Piceno, Napoli, Syracusa og Cagliari.
Den fastsatte dag viste sig at være blæsende, kold og regnfuld. De fleste af brødrene skulle forsamles på udendørs stadioner, men alligevel var der en begejstret tilhørerskare på 27.372 der trodsede vejret for at glæde sig over programmet. Om dem der var forsamlet i Novara skrev avisen Corriere della Sera:
„Regnen styrtede ned i de kolde, forblæste gader. De fleste mennesker havde barrikaderet sig derhjemme eller på værtshuset, men de [Jehovas vidner] var en undtagelse. De kom rejsende fra Trieste, Gorizia, Verona og Alessandria i tog, busser og små biler. Børn var pakket ind i skidragter, gamle damer var stoppet ud så de lignede madrasser og ældre par søgte ly under tæpper mens de sad på stadionets lille tilskuertribune. . . . der var ingen tegn på uro, utilfredshed eller utålmodighed.“
En landsdækkende fjernsynskanal omtalte begivenheden i aftenens nyhedsudsendelse. Der blev blandt andet bragt klip fra mødet og vist billeder fra det nye afdelingskontor.
M. G. Henschel, medlem af Jehovas Vidners styrende råd, holdt hovedtalen ved indvielsesprogrammet på afdelingskontoret. Missionærer der havde tjent i Italien i over 30 år var også til stede, sammen med medlemmerne af betelfamilien, hvoraf nogle har tjent på afdelingskontoret i over 35 år.
Broder Henschel indledte sit indvielsesforedrag med at citere ordene: „Den mindste vil blive til tusind.“ Disse ord vakte særlige minder hos de „gamle i gårde“, men fik samtidig alle de tilstedeværende til at føle en inderlig taknemmelighed mod Jehova Gud, der virkelig har ’fremskyndet det når tiden var inde til det’. — Esajas 60:22, NW.
Yderligere vækst
Skønt „den mindste“ allerede er ’blevet til tusind’ i Italien, er der ingen tvivl om at Jehovas vidner stadig har et stort arbejde at gøre dér, og med deres nye og større afdelingskontor føler de sig veludrustede til det arbejde der ligger foran. Tillidsfuldt ser de hen til at Jehova vil give væksten.
Og Jehova har allerede givet megen vækst. I marts 1983 blev mindehøjtiden overværet af 233.042 — over dobbelt så mange som antallet af forkyndere i Italien. Brødrene glæder sig over at de har det privilegium at hjælpe disse interesserede til at gøre åndelige fremskridt. Mange har taget imod Rigets budskab. I maj 1983 nåede brødrene i Italien et nyt højdepunkt på 105.463 forkyndere af den gode nyhed om Riget.
Jehovas vidner i Italien føler at Gud har ’ladet al sin ufortjente godhed strømme over’ i forbindelse med deres arbejde. Foruden den vækst der kan aflæses i tal, har de nydt godt af rigelige åndelige velsignelser. De er taknemmelige for Jehovas gavmildhed, og det er deres faste beslutning at så endnu mere rigeligt i de kommende år. — 2 Korinter 9:8-10.