En historisk indvielse
„NÆSTEN uden offentlig omtale åbnes et nyt hovedkontor for Australiens Jehovas Vidner på lørdag, sandsynligvis den mest bemærkelsesværdige administrationsbygning der nogen sinde er rejst til et religiøst samfund i Australien. . . . Jehovas vidner — arkitekter, ingeniører, blikkenslagere, murere — har selv frivilligt udført hele arbejdet.“ Dette stod at læse i The Sydney Morning Herald den 16. marts 1983.
De tre delvis luftkonditionerede hovedbygninger ligger på en skrånende grund og er forbundet med hinanden ved korridorer med tilknyttede kontorer. Der er desuden værksteder og landbrugsbygninger. I den en-etages bygning man kommer ind i gennem hovedindgangen, er der administrationskontorer og en rigssal med plads til 200.
I fabriksbygningen på to etager er der 5400 kvadratmeter gulvareal, der gør bygningen stor nok til at give plads for fremtidig vækst. I den to til fire etager høje boligblok er der værelser til 135 mennesker. Der er også spisesal og køkken, køle- og fryserum, en sygeafdeling, vaskeri, tandlægeklinik og frisørsalon. Alt dette blev bygget for halvdelen af den normale kommercielle pris, takket være tusinder af ivrige og frivillige arbejderes utrættelige indsats!
Vækst førte til pladsmangel
Da det australske afdelingskontor i 1929 blev flyttet fra Melbourne til Sydney, var der kun elleve medlemmer i betelfamilien og omkring 340 aktive Jehovas vidner i hele Australien. I 1971 var antallet af Jehovas vidner vokset til flere end 23.000, og man besluttede at begynde at trykke bladene Vagttårnet og Vågn op! her. For at gøre dette muligt byggede man på den sammen grund i Sydney en stor tre-etages bygning med trykkeri og kontorer.
En yderligere vækst i antallet af forkyndere af Riget gjorde det nødvendigt at bygge igen, blot fem år senere. Vore planer om at bygge en fire-etages bygning på grunden i Sydney blev imidlertid afvist af de lokale myndigheder. Det så derfor ud til at det mest passende sted at bygge ville være på en grund med 40 hektarer landbrugsjord som lå blot 48 kilometer fra bymidten. Grunden havde allerede i 40 år været i Selskabets besiddelse. Ville vi mon få lov til at opføre et fabrikskompleks i dette område der delvis var udlagt som landbrugsarealer? Vi forelagde sagen for de lokale myndigheder og svaret kom: „Ja!“
I december 1978 blev sagen stadfæstet af Jehovas Vidners styrende råd, og arbejdet med at tegne og med at byggemodne grunden kom hurtigt i gang. I mellemtiden lød en opfordring til frivillige om at komme og bo på byggepladsen i mindst et år for at hjælpe. For at kunne sætte sig ind i hvilken vanskelig beslutning disse brødre og søstre stod over for, må man vide lidt om forholdene i Australien.
Afstandene en udfordring
Australien er det sjettestørste land i verden. Det er lige så stort som USA (minus Alaska og Hawaii). Der er imidlertid kun 15 millioner indbyggere, og 90 procent af dem bor i kystområderne i et bælte på 120 kilometer langs havet. Det indre af landet er vidtstrakt, tørt og tyndt befolket, og kaldes „the outback“ (ødemarken). De fleste australiere bor i en af landets seks større byer, og der er store afstande imellem disse byer. For eksempel er der fra Perth i Vestaustralien til Sydney på østkysten over 4000 kilometer.
Alligevel var der hundreder af Jehovas vidner der begav sig ud på sådanne rejser for at komme og hjælpe. I løbet af hele byggeperioden var der omkring 3000 der reagerede på opfordringen til at komme og hjælpe, og de fleste havde rejst mindst 1600 kilometer. De betalte selv deres rejse, og kom for at arbejde i uger, måneder eller endog år. Nogle solgte deres hus, lukkede deres forretning, tog fri fra arbejde eller bragte andre ofre. Det var i sandhed et eksempel på at Guds folk „møder villigt frem“. — Salme 110:3.
Nogle arbejdere var uddannede håndværkere, mens andre stillede sig til rådighed for at arbejde hvor der var brug for det. En uddannet tjener kom i to perioder for at hjælpe til i spisestuen og frigjorde derved en yngre mand til at arbejde på byggepladsen. På et tidspunkt købte man en stor grader, en slags „vejhøvl“, men der var ingen der kunne køre den. Man havde knap nok modtaget den på grunden da en broder der var vant til at køre en sådan maskine ringede fra østaten Tasmanien og sagde at han kunne stå til rådighed i tre uger — var der brug for ham?
Anden hjælp kom fra hold af øvede håndværkere der rejste over lange afstande, ofte mere end én gang, når der var brug for deres faglige kunnen. Betonarbejdere der boede omkring 1000 kilometer væk, kom når der skulle foretages en række større støbninger; de der satte lofter op rejste omkring 1100 kilometer, og hegnsmændene rejste 1500 kilometer. Desuden kom de lokale Jehovas vidner inden for en radius på 200 kilometer for at hjælpe om lørdagen, og fik den faste arbejdsstyrke på 200 mand til at stige til over 300.
Fra nogle Jehovas vidner der driver en savmølle i den nordlige del af Queensland 3200 kilometer væk, kom den ene ladning fremragende lokalt tømmer efter den anden, og efter at være blevet skåret og smukt poleret på grunden blev dette træ en del af byggeriet der fremkaldte mange lovord. Blandt de sjældne træsorter var der rosentræ, calophylum og træ af slægten sterculiaceae.
Fra hele Australien blev byggeriet støttet i form af bidrag til dækning af omkostningerne ved byggeriet. Fra en seksårig pige kom et omhyggeligt håndskrevet brev hvori der blandt andet stod: „I skal have pengene fra min skolebank. Jeg har sparet sammen i et år.“ Hun sendte 41 dollars! Fra Queensland kom en check sammen med et brev der forklarede at den var fra „en af jeres søstre i troen der ønsker at være anonym. Hun er enke, og ligesom enken i Bibelen giver hun alt hvad hun har. Hun sætter sin lid til Jehova“. Checken lød på 6283,94 dollars! Der er ingen tvivl om at Jehova tilskyndede sit folk til at give ’frivillige gaver af et helt hjerte’. — 1 Krønikebog 29:9.
Rede til fremtidigt arbejde for Riget
Fra det nye afdelingskontor kan de 36.000 forkyndere der virker i 571 menigheder over hele Australiens store kontinent, på god måde betjenes. En stor procentdel af Australiens befolkning udgøres af indvandrere fra andre lande eller børn af indvandrere. For at betjene disse grupper har man på afdelingskontoret læsestof på 52 sprog. Desuden trykker man bøger og blade på 14 sprog til mange af øerne i Stillehavet, som for eksempel Papua-Ny Guinea, Salomonøerne og Fiji.
Hver måned trykkes der mere end 750.000 engelske blade, og det foregår nu på den nye offset-rotationspresse der i april 1983 kom fra hovedkontoret i Brooklyn. I forbindelse med overgangen til offsettrykning har man indrettet mørkekamre med et moderne computerstyret kamera og fremkalderudstyr, og en grafisk afdeling.
I de sidste atten måneder har der været en fremgang på over 4000, eller 13 procent, i antallet af aktive Jehovas vidner. Da der nu ledes flere end 16.200 hjemmebibelstudier, og da 72.457 overværede mindehøjtiden i 1983, er der store muligheder for fremtidig vækst i Australien.
Indvielsesdagen
Lørdag den 19. marts 1983 blev en uges regnvejr afbrudt af en mild dag, og flere end 2000 indbudte gæster, hvoraf de fleste havde været aktive Jehovas vidner før 1945, samledes i det nye afdelingskontor på indvielsesdagen. Som ordstyreren påpegede, repræsenterede de tilsammen mere end 65.000 års trofast tjeneste. Det blev en storslået sammenkomst. Gæster fra USA, Fiji, New Zealand og Papua-Ny Guinea bragte hilsener og fortalte oplevelser.
Det australske afdelingskontor var i sin tid det tredje der blev oprettet af Vagttårnsselskabet uden for USA. På et tidspunkt førte det tilsyn med næsten en fjerdedel af jordens overfladeareal, deriblandt næsten samtlige øer i Stillehavet, såvel som de lande der nu kaldes Thailand, Vietnam, Laos, Kampuchea, Malaysia, Indonesien, Hongkong, Singapore og hele Kina. Nu er der tretten særskilte afdelingskontorer der fører tilsyn med forkyndelsen af Riget i disse lande. Men for de fleste lande gælder det at det var pionerer fra Australien der tilbage i 1930rne påbegyndte forkyndelsesarbejdet. Mange af disse var til stede ved indvielsen, og de 88 medlemmer af den australske betelfamilie var glade for at kunne tage gæstfrit imod disse åndelige bedsteforældre!
Lloyd Barry, der er medlem af Jehovas Vidners styrende råd og i fyrrerne var medlem af den australske betelfamilie, indviede om eftermiddagen officielt bygningerne, ikke til noget menneske eller nogen organisation, men til Jehova Gud.
Den følgende dag, søndag den 20. marts, styrtede regnen atter ned. Alligevel samledes 10.468 på den nærliggende Warwick Farm væddeløbsbane for at høre et program der opmuntrede til at fortsætte med at udvide Jehovas arbejde i disse „sidste dage“. Ti andre steder var telefonisk forbundet med væddeløbsbanen og bragte det samlede tilhørerantal op på 36.757!
Der blev fortalt mange gode oplevelser, og programmet styrkede alles beslutning om at „kæmpe energisk“ for at forkynde ’den gode nyhed om riget’ i hver eneste afkrog af det store australske kontinent. Det er dette arbejde der er årsagen til at det nye australske afdelingskontor er blevet bygget, og dette arbejde der vil garantere bygningens fortsatte værdi. — Lukas 13:24; Mattæus 24:14.
● Ifølge Jehovas Vidners årbog 1983 var der i tjenesteåret 1982 gennemsnitlig 33.153 Jehovas vidner der tog aktiv del i den offentlige forkyndelse i Australien. Det var en stigning på 7 procent i forhold til året før. Tallet indebærer at der nu er ét Jehovas vidne for hver 432 indbyggere i dette vidtstrakte land. Da man i 1982 fejrede den årlige højtid til minde om Jesu død, var der 67.724 til stede i Australiens 571 menigheder — altså flere end dobbelt så mange som antallet af forkyndere. Den spændende beretning om hvordan Jehovas Vidners arbejde begyndte i Australien, og hvordan det voksede til det nuværende omfang, står at læse i Jehovas Vidners årbog 1984.
[Illustration på side 20, 21]
Det nye australske afdelingskontor der blev indviet den 19. marts 1983
[Illustration på side 22]
Et barn støtter byggearbejdet
Kære brødre og søstre!
Jeg ved I skal bruge penge til trykkemaskinen. I skal have pengene fra min skolebank. Jeg har sparet sammen i et år. Jeg er seks år.
Kærlig hilsen
Nicole