Forfølgelse i et fredeligt land
I OVER 60 år havde landet været fredeligt, med en venligsindet befolkning der blev regeret af en god konge. Så døde kongen. Næsten fra den ene dag til den anden blev det fredelige land skueplads for lidelser der blev påført en lille gruppe mennesker som i hele verden er kendt for deres næstekærlighed og respekt for myndighed. Hvorfor blev de forfulgt? Fordi de ønskede at leve efter Bibelens principper. Hvor skete det? I Swaziland.
Swaziland er et dejligt lille land på 17.364 kvadratkilometer, og det ligger mellem Sydafrika og Moçambique. Den vestlige del af landet er grøn og bjergrig, mens den østlige del er mere flad og tør. Der er kun lidt over en halv million indbyggere. Swazifolket tog området i besiddelse i begyndelsen af det 18. århundrede. I 1903 kom det under britisk herredømme, men det blev et uafhængigt kongedømme i 1968, styret af kong Sobhuza II.
Denne bemærkelsesværdige mand opnåede at blive samtidens ældste og længst regerende monark i verden, idet han herskede fra 1921 og til sin død den 21. august 1982. Han var kendt for sin indsigt og forstand. Da landet ligger mellem Sydafrika og Moçambique, der fører vidt forskellig politik, fulgte han en neutral kurs. Som følge deraf fortsatte Swaziland med at være et land med fred og fremgang.
Den religiøse baggrund
Som de fleste i Afrika har swazierne i århundreder dyrket forfædrene. I nyere tid har mange missioner og kirker kunnet arbejde frit i landet, men traditionsbestemte skikke og ritualer spiller stadig en stor rolle i de flestes liv. I begyndelsen af 1930rne sendte Jehovas Vidner missionærer dertil for at udbrede den gode nyhed om Guds rige. De besøgte ofte kong Sobhuza, der hver gang gav dem en kongelig modtagelse.
Med tiden gav flere folk i Swaziland agt på det budskab Jehovas vidner forkyndte. Da de nu fulgte Guds lov som den findes i Bibelen, kunne de ikke længere følge visse ikke-kristne religiøse skikke. Det førte til modstand fra nogle høvdinge, men kongen tillod ikke at Jehovas vidner blev forfulgt. Derfor har vidnerne god grund til at være taknemmelige mod ham og til oprigtigt at sørge over hans død. Men betyder det at de skal deltage i de traditionelle religiøse sørgeskikke, som det at lade sig rage?
Sørgeceremonier
Sådanne ceremonier tillægges stor betydning. En ekspert i afrikanske skikke, dr. I. Schapera, har skrevet: „Forfædredyrkelsen bygger på den tro at når et menneske dør, fortsætter det med at øve indflydelse på de slægtninge der fortsat befinder sig på jorden.“ Om disse døde forklarer han: „Hvis de bliver stødt over at nogen forsynder sig mod disse skikke, kan de også sende tørke og kvægpest samt ulykke, sygdom eller død over stammer eller over enkeltpersoner.“ Hvis det drejer sig om en høvding, „gælder [dette] i endnu højere grad“. At undlade at udføre et sørgeritual i forbindelse med en konges død vil derfor være noget helt utænkeligt for dem der tror på disse traditionsbestemte skikke.
Kristne må imidlertid tage hensyn til hvordan Jehova Gud ser på sådanne skikke. For tusinder af år siden sagde Gud til sit udvalgte folk: „I [må] ikke indridse mærker på eder eller afrage håret over panden for de dødes skyld. Thi du er et folk, der er helliget [Jehova] din Gud.“ — 5 Mosebog 14:1, 2.
Det er logisk nok, for vi kan ikke gøre noget som kan behage eller mishage en der er død. „De døde ved ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Selv en hersker „bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag“. (Salme 146:4) Han sover da, er uden bevidsthed. Hans eneste håb er at Gud engang i fremtiden vil oprejse ham. Han kan hverken hjælpe eller skade sine tidligere undersåtter.
At rage sit hoved for en afdød ville være et udtryk for at man troede at hans sjæl stadig levede. Det ville for et af Jehovas vidner være en hyklerisk handling. (Ezekiel 18:4) Han ville ’øve løgn’ og mishage Gud. (Åbenbaringen 22:15) Desuden bliver sande kristne advaret kraftigt imod at blande ikke-kristne skikke ind i deres tilbedelse. (2 Korinter 6:14) Deres samvittighed vil ikke tillade dem at overholde sørgeskikke der er i modstrid med Bibelen, uanset hvor megen sorg de måtte føle når en ven dør.
Embedsmænds reaktion
Den 13. september 1982 bragte avisen The Times i Swaziland denne rapport: „Hofmarskallen har bekendtgjort nogle retningslinjer som hele nationen skal følge i sørgeperioden for afdøde kong Sobhuza II. Rådsmedlem Vusumuzi Bhembe har i en landsdækkende radioudsendelse meddelt at alle swazier af hankøn skal have håret klippet [hovedet raget] som et tegn på sorg. . . . Gifte kvinder skal have håret klippet af så det sidder i en krans over ørerne.“ Der blev snart lagt pres på dem hvis samvittighed ikke tillod dem at efterkomme dette dekret.
Den 23. september 1982 blev Andreas Xaba, der er dyrlæge og arbejder for staten, af sin overordnede, hr. Mavimbela, spurgt hvorfor han ikke havde raget sit hoved. Da Andreas prøvede at forklare hvorfor, nægtede hr. Mavimbela at lytte, og han hentede tre soldater fra en nærliggende militærlejr. Soldaterne afgjorde imidlertid at politiet skulle ordne sagen.
Mens de ventede på politiet, bad hr. Mavimbela en af soldaterne om at hente Andreas’ kone, der var hjemme, fordi hun heller ikke havde klippet sit hår. Politiet ankom, men overbetjenten sagde at man skulle lade hr. og fru Xaba i fred, da regeringen ikke havde givet politiet besked om at arrestere dem der ikke havde klippet håret.
Ikke desto mindre kom der samme aften syv soldater til familien Xabas hjem sammen med hr. Mavimbela, og de førte Andreas og hans kone til militærlejren. Alle soldaterne samledes, og efter at de havde udspurgt Andreas og hans kone, slog de dem flere gange. Så blev de sat i forvaring og tvunget til at ligge på ryggen mens soldaterne slog dem på fødderne. Til sidst blev de tvunget til at få hovedet raget, og derefter fik de lov til at gå.
Den 11. oktober 1982 blev fire Jehovas vidner stillet for landsretten i Manzini. Før retspræsidenten, Mabhula Shongwe, afsagde dommen, beordrede han politiet til at rage hovedet på de fire anklagede. Det blev gjort meget brutalt. Øjenvidner siger at blodet løb fra sår i hovedbunden. Dommene blev så afsagt: Et års fængsel eller en bøde på 100 rand.
To dage senere blev elleve Jehovas vidner, ti mænd og en kvinde, arresteret på deres arbejdsplads, Mhlume-kompagniet. Næste dag tog sikkerhedsvagter fra dette firma hen til disse mænds hjem og klippede deres koner og børn og satte også dem i forvaring. Den 20. oktober fik de alle lejlighed til i retten at forklare hvorfor de ikke ville rage deres hoved. På en respektfuld måde forklarede de sagen, idet de henviste til skriftsteder som Femte Mosebog 14:1 og Mattæus 6:17, 18. Alligevel fik de en dom på et års fængsel eller en bøde på 100 rand. Og desuden blev både mændenes, kvindernes og børnenes hoveder raget med magt. Senere blev de afskediget fra Mhlume-kompagniet.
Den 28. september 1982 blev tretten Jehovas vidner, der var ansat ved Usuthu Pulp-kompagniet, ved landsretten i Bhunya af prins Logiyela Dlamini dømt til at betale en bøde på 60 rand. Senere blev de forhindret i at komme ind på deres arbejdsplads. De bad om at komme til at tale med ledelsen, men de blev i stedet tvunget til at møde i det øverste gehejmeråd i Lobamba den 7. oktober.
Formanden for dette råd, hr. Lusendvo Fakudze, gav vidnerne lov til at forklare deres standpunkt. Under deres redegørelse sagde en af høvdingene truende: „I 1975 ønskede vi at gøre op med jer, men det forbød den afdøde konge. Hvem skal nu beskytte jer?“ Til sidst fik Vidnerne at vide at sagen ville gå til fyrsteforsamlingen og derefter til dronningemoderen i Lobamba. Samtidig fik deres arbejdsgivere at vide at de ikke skulle give dem arbejde medmindre de havde raget deres hoved.
Den følgende uge blev disse vidner igen arresteret. Seks af dem skulle stille i retten den 19. oktober, og igen i landsretten i Bunya. Da dagen kom, dukkede retspræsidenten ikke op. Man blev nødt til at udsætte sagen til den følgende dag og udnævne en ny retspræsident, hr. Magombo Dlamini. Han gav ordre til at Vidnerne skulle rages med magt og idømte dem tre måneders fængsel eller en bøde på 30 rand.
Blandt de dømte var Aaron Phakathi, Leonard Mabuza, Bartholomew Mbuli, Stephen Mngomezulu, John Shabangu og Lina Mbuli. De var nu blevet dømt for anden gang for den samme forseelse. De blev alle fyret fra Usuthu Pulp-kompagniet.
På det tidspunkt da dette blev skrevet var mindst 90 Jehovas vidner blevet arresteret og dømt ifølge de rapporter vi har modtaget. Nogle er blevet arresteret mere end en gang.
Nogle gode resultater
Til trods for disse trængsler er der et opmuntrende moment i forbindelse med den uventede forfølgelse. Her er en rapport fra de Jehovas vidner der var fængslet i Manzini:
„Da vi ankom hertil, var fængselsbetjenten meget imod os, og han sagde at vi kæmpede mod regeringen. Han forhindrede vore brødre i at komme ind og besøge os og sendte dem hjem igen med al den mad de havde med til os. Men vi blev ved med at vise ham stor respekt og svare ham høfligt. Da han så dette, ændrede han indstilling. Han gav os sin bibel og bad os forkynde for alle fangerne. Til sidst vidste alle at vi var i fængsel for retfærdighedens skyld, og både vore medfanger og politiet tilskyndede os til at holde fast ved vort standpunkt.“
Gud eller kejseren?
Jehovas vidner er opmærksomme på apostelen Paulus’ ord: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) De husker også at Jesus lærte: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens.“ Jesus tilføjede imidlertid: „. . . og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:19-21) Da Jesu apostle fik ordre til at holde op med at gøre noget som Gud havde befalet dem at gøre, svarede de: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Det var ikke fordi de ønskede at være ulydige mod deres jordiske herskere. Men når disse herskere tvang dem til at vælge mellem at adlyde Gud eller mennesker, måtte de adlyde Gud først.
Jehovas vidner følger dette kristne eksempel. Og samtidig beder de til at myndighederne vil komme til at forstå deres synspunkt. Apostelen Paulus skrev: „Jeg tilskynder derfor først af alt til at der fremføres anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser . . . for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv.“ — 1 Timoteus 2:1, 2.
Myndighederne i Swaziland er uden tvivl klar over at Jehovas vidner prøver at føre „et roligt og stille liv“. Som gruppe betragtet betaler de skat og lever et rent og retskaffent liv. Siden kong Sobhuzas død er de imidlertid blevet udsat for en forfølgelse der bringer religionsfriheden i fare. Og mange mænd og kvinder der er Jehovas vidner, står nu uden mulighed for at tjene til livets opretholdelse, idet de er blevet fyret fra deres arbejde.
Hvad mener du?
Overrasker det dig at en hel nation her i vor moderne verden bliver tvunget til at udføre ritualer der skal stemme de døde gunstigt? Mener du at man skal have frihed til at tilbede Gud i overensstemmelse med sin samvittighed? Føler du med dem der må lide fordi de nægtes dette? Hvis det er tilfældet, kunne du måske tænke dig at sende et telegram eller et brev — skrevet i en respektfuld og venlig tone — til et eller flere medlemmer af regeringen i Swaziland. I den hosstående ramme er der nogle adresser på højtstående personer som du måske gerne vil skrive til.
[Ramme på side 21]
Her Majesty the Queen Regent
Ndlovukazi Dzeliwe
Lobamba Royal Residence
P. O. Box 1
LOBAMBA
Swaziland
Chairman of the Supreme Council
Prince Sozisa
Lobamba Royal Residence
P. O. Box 1
LOBAMBA
Swaziland
Minister of Home Affairs
Prince Gabheni
P. O. Box 432
MBABANE
Swaziland
The Prime Minister
Prince Mabandla
P. O. Box 395
MBABANE
Swaziland
Minister of Justice
Mr. Polycarp KaLazarus Dlamini
P. O. Box 924
MBABANE
Swaziland
Commissioner of Police
Mr. Titus Msibi
P. O. Box 49
MBABANE
Swaziland
Federation of Swaziland Employers
P. O. Box 386
MBABANE
Swaziland
Councillor Vusumuzi Bhembe
Lobamba Royal Residence
P. O. Box 1
LOBAMBA
Swaziland
Councillor Lusendvo Fakudze
Lobamba Royal Residence
P. O. Box 1
LOBAMBA
Swaziland
Chief Justice
Mr. C. J. Nathan
P. O. Box 924
MBABANE
Swaziland
King’s Liaison Officer for Religion
Mr. A. K. Hlophe
P. O. Box 162
MBABANE
Swaziland