Hvordan Riget kommer
1. Hvorfor er det ikke overraskende at „de sidste dage“ for den nuværende verdensordning har strakt sig helt til 1982?
HVOR lang tid der er tilbage indtil „den store trængsel“ bryder løs, ved vi ikke. „De sidste dage“ for den jødiske tingenes ordning strakte sig fra år 29 til år 70, og varede således omkring 41 år. Men nu skal Guds dom fuldbyrdes over en ordning som er langt større, nemlig over hele Djævelens verdensordning, hvoraf den falske religions verdensimperium, og især kristenheden, er den mest dadelværdige del. Det er derfor ikke overraskende at „de sidste dage“ for den nuværende verdensordning foreløbig har strakt sig over 68 år, fra 1914 til 1982. Alt dette har haft en hensigt. Hvilken hensigt?
2. Hvordan var de kristne i det første århundrede et eksempel for os?
2 Ja, hvad foretog de første kristne sig i „de sidste dage“ for den jødiske ordning? De forkyndte! De lod advarselen lyde! Og i løbet af blot nogle få årtier kunne apostelen Paulus skrive at „håbet som hører den gode nyhed til . . . [var] blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“ . — Kolossenserne 1:23.
3, 4. Hvem er ved Guds ånds kraft blevet ledet til at aflægge vidnesbyrdet i vor tid, og med hvilke resultater?
3 I dag er marken mere omfattende. Den udgøres af verden, ja hele verden! Men ledet af Guds ånds kraft er Jehovas kristne vidner på ny draget ud til jordens fjerneste egne. De har forkyndt sandheden på over 160 forskellige sprog, og de har samlet de retsindige, de symbolske får, ud af alle nationer i et sådant antal at der i 1981 var over 5.980.000 der overværede højtiden til minde om Jesu død. Som en vægterskare har „den trofaste og kloge træl“ ført an med hensyn til at forkynde hævnens dag fra Jehova og trøste alle som sørger. (Esajas 21:11, 12; 61:1, 2) I forbindelse med deres forkyndelse har Jehovas Vidner i de sidste hundrede år uddelt over 460.000.000 bibler og indbundne bøger, og 4.767.000.000 eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! Er det ikke et kæmpemæssigt vidnesbyrd der er blevet aflagt om Jehovas navn og rige?
4 Denne forkyndelse af den gode nyhed om Riget nærmer sig nu sit højdepunkt! Trofaste missionærer, pionerer og menighedsforkyndere ud over jorden har i forening udført et fantastisk arbejde — ikke ved magt, ikke ved styrke, men ved Jehovas ånd. (Zakarias 4:6) Som følge heraf har millioner af mennesker sluttet sig til ’den trofaste træl’ med ordene: „Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.“ — Zakarias 8:23.
5. Hvordan skildres Rigets komme i Daniel, kapitel 2?
5 Det eneste der nu mangler, er at Guds rige kommer! Hvordan vil det komme? På den måde profeten Daniel beskriver det i det andet kapitel i sin profeti. Messiasriget skildres her som en sten der hugges løs af en symbolsk klippe som betegner Jehovas evige suverænitet. Stenen slynges mod de menneskeskabte regeringsstrukturer, rammer dem og knuser dem til støv. Derefter bliver denne „sten“ selv et „stort bjerg“ der fylder hele jorden, alt sammen til Jehovas pris og ære. — Daniel 2:34, 35, 44, 45.
Skøgen tilintetgøres
6. (a) Hvorfor skulle det ikke forekomme os mærkeligt at Jehova vil benytte yderliggående politiske magter til at fuldbyrde sin dom? (b) Hvad er i dag et modstykke til fortidens Jerusalem, og hvilket imperium er de en del af?
6 Der er imidlertid nogle begivenheder som skal indtræffe før menneskenes herredømme på jorden bliver knust. Den profetiske Åbenbaringsbog viser at Jehova først vil benytte de yderliggående magter inden for De forenede Nationer som en ødelæggende hammer. Dette skulle ikke forekomme os mærkeligt, for i fortiden benyttede Jehova det babyloniske verdensrige som „al jordens hammer“ til at fuldbyrde sin dom over nationerne, og navnlig over det frafaldne Jerusalem. (Jeremias 50:23) Datidens Jerusalem har i dag et modstykke i kristenhedens kirker. Disse kirker hævder at de tilbeder Bibelens Gud, men de har i stedet gjort sig til en del af den falske religions verdensimperium. Profetien betegner dette imperium som „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. — Åbenbaringen 17:5.
7. (a) Hvilket valg har den falske religion truffet? (b) Hvordan har religionens talsmænd gjort deres håb klart? (c) Men hvad er ifølge Bibelen menneskehedens håb?
7 Dette verdensimperium af falsk religion har truffet sit valg. Det har forkastet Guds kommende rige ved Messias til fordel for menneskeskabte erstatninger. I dag giver verdens gejstlige De forenede Nationer deres fulde støtte. Sagt med en jødisk rabbiners ord er FN „det eneste håb om varig fred i en verden hvis beståen afhænger af den“. Og pave Johannes Paul II beskriver FN som „fredens og retfærdighedens fornemste forum“. Men har De forenede Nationer bragt fred og retfærdighed på jorden? Er FN virkelig menneskenes „eneste håb“? Eller er dette håb ikke Guds rige? Jo, vort håb er knyttet til Guds rige ved Messias! — Mattæus 12:18, 21.
8. Hvilken erklæring i FN-pagten minder os om Første Tessalonikerbrev 5:3, og hvorfor bør dette interessere os?
8 I De forenede Nationers pagt står der at FNs formål først og fremmest er at „opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed“. Er der ikke for os Jehovas vidner noget bekendt ved disse ord? Jo! For apostelen Paulus sagde: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil en pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide kvinde; og de skal afgjort ikke undslippe.“ (1 Tessaloniker 5:3) Efterhånden som „de sidste dage“ nærmer sig deres afslutning, kan vi derfor forvente en eller anden bemærkelsesværdig proklamation af „fred og sikkerhed“. Hvad sker der når dette budskab lyder fra nationerne? Profetien svarer: En pludselig undergang kommer over dem, og de skal afgjort ikke undslippe!
9. (a) Hvilken katastrofe venter der den falske religion? (b) Hvordan vil politiske ledere og storkapitalister se på dette, og hvorfor?
9 Verdensreligionens kærlighedsaffære med De forenede Nationer vil ende med en katastrofe! På „én time“ vil det hele være forbi! ’Vilddyrets’, det vil sige FNs, „ti horn“ vil vende sig mod skøgen, Babylon den Store. Militaristiske, yderliggående elementer i verdensorganisationen vil sønderrive hende, flænge de prægtige klæder af hende og brænde hende op. Korrupte politikere der har styrket deres stilling ved hjælp af falsk religion, og storkapitalister der har benyttet skøgen som et skalkeskjul for våbensmugling og andre indbringende forretningsforehavender, vil på afstand græde over hende. De vil sørge over hende idet de siger: „Ve, ve, du store by, Babylon, du stærke by, for på én time er din dom kommet! . . . for på én time er så stor en rigdom blevet lagt øde!“ Åbenbaringen 18:10, 17.
Harmagedon og derefter
10. Hvorfor indtræffer Harmagedon hurtigt efter Babylons ødelæggelse, og hvad bliver resultatet?
10 Begivenhederne følger hurtigt på hinanden. De samme politiske „horn“ der har ødelagt „den store skøge“ vil derefter vende sig mod de tilsyneladende forsvarsløse vidner for Jehova. Men det vil vise sig at de nu kæmper mod ingen anden end Jehovas „kongers Konge og herrers Herre“. Harmagedon er begyndt. Her er det at Jehovas rige ved Messias ’kommer’ og på den mest storslåede måde hævder Jehovas suverænitet og udfrier hans trofaste tjenere. Kampen bliver hård og afgørende. Satans militaristiske og politiske herredømme over jorden bliver styrtet og tilintetgjort, og Satan selv bliver bundet og kastet i afgrunden for tusind år, ’for at han ikke mere skal kunne vildlede nationerne’. — Åbenbaringen 16:14; 17:14; 19:11-21; 20:2, 3.
11. (a) Hvordan vil Rigets komme da blive til velsignelse for hele menneskeheden? (b) Hvad får menneskene adgang til efter afslutningen af de tusind år og med hvilke fremtidsudsigter?
11 Derefter begynder tusindårsriget. De overlevende vil glæde og fryde sig. Kærlighed, glæde og fred vil brede sig på hele jorden. Ved opstandelsen vil mennesker blive genforenet med deres kære overalt i verden. Et storslået helbredelsesprogram begynder, idet Jesus og hans medkonger og underpræster anvender værdien af hans genløsningsoffer og fører menneskehedens milliarder af medlemmer frem til fuldkommenhed. Og alle som fra Kristi tusindårsrige får adgang til Jehovas evige rige, og som modstår den sidste prøve fra Satans side, vil juble og fryde sig over de mange muligheder som evigheden til stadighed vil byde på. — Åbenbaringen 20:7-9; 21:3, 4.
12. Hvad er det der gør alle disse vidunderlige ting mulige, og hvad bør vi derfor føle os bevæget til at gøre nu?
12 Det er Guds rige ved Messias der gør alle disse vidunderlige ting mulige. Føler vi os da ikke bevæget til, nu da Satans ordning nærmer sig sin afslutning, at ’tale om Guds storslåede gerninger’, om hans kongedømmes herlighed og det urokkelige Messiasrige? (Salme 145:11, NW; Apostelgerninger 2:11; Hebræerne 12:28) Føler vi os ikke bevæget til at sende denne bøn til vor himmelske Fader: „Lad dit rige komme“? — Mattæus 6:9, 10.
13. Hvorfor bør vi af hele vort hjerte bede om Rigets komme?
13 Ja, måtte Guds rige komme, komme for at fjerne alle Satans gerninger og hele hans organisation fra jorden, komme for at give hele menneskeheden den rigtige regering, komme for at indføre Kristi herlige tusindårsrige — hvor Paradiset vil blive genoprettet, de døde vil blive oprejst og menneskehedens milliarder af medlemmer blive ført frem til fuldkommenhed. Ja, måtte det komme for at JEHOVAS uforlignelige navn kan blive helliget i al evighed!
„Jeg så en ny Himmel og en ny Jord, . . . Og jeg hørte en mægtig røst fra Tronen sige: ’Se, Guds bolig er hos menneskene. Han skal bo hos dem, de skal være Hans folk, og Gud selv skal være hos dem som deres Gud. Han skal tørre hver tåre af deres øjne, og Døden skal ikke være mere, og ikke sorg, ikke skrig, ikke pine skal være mere.’“ — Åbenbaringen 21:1-14, Seidelin.
[Ramme på side 19]
Riget i Guds hensigt
■ Forudsagt af Jehovas profeter
■ Forudskildret ved Davids rige
■ Forkyndt af Jesu disciple
■ Oprettet i himmelen i 1914
■ Forkyndt til et vidnesbyrd for alle nationerne siden 1919
■ Der indsamles nu „en stor skare“ som opnår frelse
■ Enden kommer med: En erklæring om „fred og sikkerhed“ Ødelæggelsen af „Babylon den Store“ Udslettelsen af de politiske herskere, deres hære og tilhængere
■ Riget vil fylde jorden med glæde, fred og lovprisning af Jehova
[Illustration på side 18]
Riget eller „stenen“ bliver selv et „stort bjerg“ der fylder hele jorden