Et værdifuldt bibelmanuskript i Leningrad

DET begyndte som en almindelig turistrundtur der udgik fra Finland. Turisten og hans kone nærede ikke større håb om at opleve noget særligt af bibelsk interesse under opholdet i Leningrad, for i rejsebureauets brochure stod der i vejledningen: „Det er forbudt at tage religiøs litteratur med ind i landet.“ Alligevel blev det i Leningrad de fik deres livs største oplevelse hvad Bibelen som bog angår.

Der er mange kirkebygninger i Leningrad, men kun få af dem tjener det formål hvortil de blev bygget. Mange af dem er blevet omdannet til museer. Det gælder for eksempel den imponerende Isakskatedral, der minder om Peterskirken i Rom.

Man får bedst indblik i den officielle holdning til religion ved et besøg i Kazan-katedralen på Leningrads hovedgade, Nevskij Prospekt. Den majestætiske katedral er blevet omdannet til Religionshistorisk museum. I underetagen oprulles religionshistorien i kronologisk orden helt frem til i dag. Man kan se de torturredskaber der blev brugt under inkvisitionen. En af opstillingerne gør et særlig dybt indtryk; den viser en inkvisitionsproces med voksmodeller i naturlig størrelse. Det ulykkelige offer er lænket og ligger på knæ foran anklagerne og munkene, der er i sorte kapper. Vogteren står ved siden af, klar til at føre den dømte til bålet.

Over for Kazan-katedralen, på den anden side af Nevskij Prospekt, ligger byens største boghandel. På første sal så de finske turister mange billeder og slogans der tilsyneladende skulle opfordre de besøgende til at forkaste al religion. En plakat skildrede fisk som gamle koner med tørklæde om hovedet. Fiskene blev lokket med „billetten til himmerige“, der var hæftet på en krog mærket „sekter“.

Turen gik videre ned ad Nevskij Prospekt mod øst. Lige før statuen af Katharina II gik de finske gæster til højre, og stod nu foran det berømte Saltykov-Stjedrin-bibliotek. Dette bibliotek er Sovjetunionens næststørste og et af verdens største; det rummer godt sytten millioner bind og manuskripter. Da en af gæsterne spurgte efter manuskriptet, stillede biblioteksfunktionæren en række høflige, ransagende spørgsmål. Han forsvandt og vendte lidt efter tilbage med en rødbrun kasse. Han satte den på bordet og åbnede låget. Der lå den — Leningrad Codex fra år 1008 e.v.t. (eller 1009). Men hvad specielt er der ved Leningrad Codex, og hvorfor er den så værdifuld?

Leningrad Codex

Kunne du tænke dig at se et manuskript af De hebraiske Skrifter der benyttes som grundtekst ved udarbejdelse af bibeloversættelser? Så lad os se nærmere på Leningrad Codex.

Men måske spørger du: Var De hebraiske Skrifter ikke fuldført før Kristi tid? Hvorfor er denne tekst så først fra 1008 e.v.t.? For at forstå det må vi vide lidt om masoreterne.

Masoreterne (på hebraisk baalei ha-masorah, der betyder „traditionens adelsmænd“) fra de første århundreder efter Kristus, virkede som afskrivere af De hebraiske Skrifter, og de udførte deres arbejde med den største akkuratesse. De rettede intet i teksten men lagde mærke til tidligere afskriveres ændringer, og disse gjorde de opmærksom på i margenen af den hebraiske tekst. De opfandt også et system af vokalpunkter og accenttegn der kunne hjælpe læseren til at udtale teksten korrekt. Masoreternes samvittighedsfulde arbejde gør selvsagt deres tekst velegnet som grundlag for oversættelse af Bibelen, skønt denne tekst er over 1000 år yngre end originalteksten. En sammenligning med langt ældre tekster, for eksempel Esajas’ bog blandt Dødehavsrullerne, fastslår hvor nøjagtig masoreternes tekst er.

Imidlertid kan man ikke støtte sig fuldstændig til ét enkelt manuskript, for afskriverne begik fejl. Derfor begyndte man at udarbejde hebraiske versioner på grundlag af en sammenligning af forskellige manuskripter. For eksempel udgav den tyske lærde Rudolf Kittel i 1906 sin hebraiske bibel, kendt som Biblia Hebraica. Han gik ud fra Jakob ben Chajjims masoretiske tekst. I fodnoter angav han desuden andre manuskripters læsemåde, så man kunne sammenligne. Senere kom der en anden udgave.

Ben Chajjims tekst var fra 1524-25. Rudolf Kittel og hans efterfølger, den tyske professor Paul Kahle, forsøgte ihærdigt at få fat på ældre masoretiske tekster. Der fandtes en udmærket masoretisk tekst i de sefardiske jøders synagoge i Aleppo i Syrien. Den var samlet af den ansete Ben Asherslægt og udarbejdet omkring 930 e.v.t. Men dette manuskript kunne man ikke få adgang til at benytte, for, som professor Kahle sagde, „ejerne af kodeksen ville ikke høre tale om en fotografisk kopi“ da de frygtede for at teksten skulle blive vanhelliget og de selv blive forbandet.

Men der fandtes en anden masoretisk tekst som byggede på Ben Asherslægtens arbejde. Den indeholdt alle De hebraiske Skrifter, og man besluttede at bruge den som grundlag for den tredje udgave af Biblia Hebraica. Den var afskrevet i Cairo i 1008 e.v.t. (eller 1009) efter de korrigerede bøger udarbejdet af mesteren Aaron ben Moshe ben Asher, som afskriveren Samuel ben Jakob gør opmærksom på. Ejerne var ikke ’bange for at blive forbandet’ fordi de lod Bibelen kopiere, som tilfældet var med ejerne af Aleppokodeksen. De udlånte manuskriptet til Rudolf Kittel og Paul Kahle i to år, og det er altså dette manuskript der er Codex B 19-A, som nu opbevares i førnævnte bibliotek i Leningrad.

Må jeg fotografere den?

Leningrad Codex, et manuskript i bogform, består nu af løse blade. Der er taget mikrofilm af den; derfor er indbindingen ødelagt. Bladene er cirka i kvartformat, blot lidt bredere, og de er at føle på som meget tykt papir, næsten som tyndt karton. Nogle blade er slidt i kanten, men teksten, der er skrevet i tre spalter, står klart og tydeligt.

„Må jeg fotografere dette manuskript?“ spurgte den besøgende. Igen forsvandt funktionæren ind i et baglokale og vendte tilbage med et bekræftende svar. Den besøgende stablede nogle få solide bind fra hylderne op foran det nærmeste vindue, anbragte sit stativ med kameraet ovenpå, og valgte side 2 i manuskriptbunken til sit billede.

Han fandt det interessant at Guds navn, tetragrammet (Jehova eller Jahve) forekom adskillige gange på denne side, første gang på det sted der nu kaldes Første Mosebog 2:4. Det guddommelige navn står 6960 gange i De hebraiske Skrifter, hvilket bestemt ikke taler til gunst for de bibeloversættere der erstatter det med HERREN.

Da besøget i biblioteket var ved at være forbi, viste funktionæren gæsterne flere sjældne manuskripter i glasmontrer. Der var blandt andre det berømte Ostromirs evangelium, det ældste bevarede daterede manuskript på russisk (oldbulgarsk) fra år 1056.

Det var en glædelig overraskelse at værdifulde manuskripter som Leningrad Codex bevares så omhyggeligt i et land hvor man ikke frit kan indføre bibler. Leningrad Codex er ikke bare et manuskript blandt mange, nej, det har dannet grundlag for mange af nutidens oversættelser af De hebraiske Skrifter, deriblandt Ny Verden-oversættelsen, som er udgivet af Vagttårnsselskabet.