Når andre er betænksomme

„JEG har slet ingen familie. . . . Jeg klarer mig selv og får ingen hjælp fra andre, men tro mig, tit kunne jeg godt trænge til det. . . . Selv den mindste opmærksomhed rører os dybt. Den bliver inderligt værdsat.“

Sådan skrev en ældre kvinde. Andre ældre mennesker har det ofte ligesom hun og er meget taknemmelige når nogen tager sig af dem.

Det samme kan siges om mange unge. En ung pige skrev følgende til sine gode venner: „Jeg vil gerne sige jer tak fordi I er så kærlige og betænksomme, og fordi I tager os unge med, ofrer jeres tid for at vi kan have det rart.“ En lille gruppe havde tilbragt en dag med fornøjeligt og opbyggende samvær. Det havde åbenbart været en uforglemmelig oplevelse, og brevet var et udtryk for taknemmelighed mod det betænksomme ægtepar der havde vist så stor interesse for andre.

Betænksomhed — en virkelig hjælp

De der er genstand for andres betænksomhed har ofte stor gavn af det. For at nævne én ting: Det kan virke opmuntrende. Henvendt til en trosfælle, en åndelig søster, skrev en ung kvinde: „Du opmuntrede mig når jeg var i humør til at sy eller til at lave mad, og du kritiserede aldrig . . . Jeg holder virkelig af dig som en kristen søster.“ Ja, opmuntring til sunde beskæftigelser, og navnlig beskæftigelser af åndelig art, kan gavne andre. — Apg. 11:23; 1 Pet. 5:12.

Betænksomhed gavner også på andre måder. Vejledning kan være tiltrængt, og det er bestemt meget lettere at tage imod gode råd når man ved at de kommer fra en der virkelig viser oprigtig interesse. En kristen ældste blev glad da én skrev til ham: „Tak for al din . . . vejledning, og for den tid og opmærksomhed du har ofret.“ Apostelen Paulus var sandelig også betænksom og omsorgsfuld over for sine trosfæller, for han skrev: „Foruden disse ting udefra er der det som vælter ind over mig fra dag til dag, bekymringen for alle menighederne. Hvem er svag, uden at jeg er svag? Hvem bringes til snublen og fald, uden at jeg er optændt?“ — 2 Kor. 11:28, 29.

Interesse eller omsorg for andre kan have endnu flere gavnlige virkninger — virkninger som måske ikke er så åbenbare. Til det førnævnte ægtepar skrev en ung kvinde: „Jeg vil aldrig kunne gengælde jer hvad I har gjort for mig. Jeg håber ikke at jeg nogen sinde vil gøre jer kede af det.“ Ja, venlighed avler venlighed, og den drager mennesker nærmere til hinanden. Og når man ved at andre har tanke for én, vil man nødig skuffe dem eller gøre dem kede af det. Blot det at man gengælder deres interesse kan være dem en ekstra spore til at fortsætte den gode og kærlige færd.

Hvordan man viser sin betænksomhed

Hvordan kan man vise betænksomhed over for andre? Det kan man utvivlsomt på utallige måder, men lad os blot betragte nogle få af dem her.

„Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende,“ skrev apostelen Paulus. (Ef. 4:32) Han skrev også: „Lad broderkærligheden vare ved. Glem ikke gæstfriheden.“ (Hebr. 13:1, 2) Ved altid at være venlig, medfølende, kærlig og gæstfri kan du altså vise andre din betænksomhed.

Bør vi for eksempel ikke vise gæstfrihed mod andre end dem på vores egen alder og på vort eget sociale stade? Jesus Kristus sagde engang: „Når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med. For det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“ (Luk. 14:13, 14) Tænk først og fremmest på dem der er mindre heldigt stillet, deriblandt måske enker og enkemænd, der vil være glade for at være sammen med dig.

Nu tillader din økonomi måske ikke ligefrem at du holder selskab; men lad ikke det hindre dig i at vise gæstfrihed. Det hedder i et inspireret ordsprog: „Bedre en ret grønt med kærlighed end fedet okse og had derhos.“ (Ordsp. 15:17) Da Jesus Kristus ved en lejlighed besøgte sine gode venner, Maria og Marta i Betania, understregede han at det åndelige havde størst værdi. Men hvordan betragtede han da maden? „Marta, Marta,“ sagde han, „du er bekymret og urolig over mange ting. Kun få ting behøves, eller blot én ting.“ (Luk. 10:38-42) Ja, Jesus ville have været tilfreds med en enkelt ret mad, så den bekymrede og urolige Marta, lige så vel som den opmærksomme Maria, kunne have fået gavn af hans undervisning.

Kristne kan vise deres betænksomhed over for andre ved at komme sammen med dem privat. Sådanne sammenkomster kan gøres til uforglemmelige oplevelser. Man kan for eksempel fortælle om hvad man har erfaret i den kristne tjeneste; man kan opmuntre hinanden ved gode, åndeligt opbyggende samtaler; man kan på skift læse højt fra Bibelen eller man kan drøfte skriftsteder. Både ældre og unge kan have udbytte af et sådant samvær, og som regel flyver tiden afsted. Venskaber styrkes, og de der er til stede vil i lang tid derefter kunne mindes de fornøjelige timer de har tilbragt sammen.

Men hvordan så med dem der vises gæstfrihed eller en anden form for venlighed? De bør naturligvis give udtryk for deres oprigtige påskønnelse. Derved viser de også deres betænksomhed. „I betragtning af den tid vi lever på,“ skrev en ung kristen til sine gode venner, „tror jeg ikke at vi kristne bør forsømme nogen lejlighed til at fortælle hinanden hvor højt vi sætter hinandens venskab. I . . . har hjulpet mig på så mange måder, måske også uden at I egentlig var klar over det.“

De der med det rette motiv viser interesse for andre, angler ikke efter ros for deres indsats. Alligevel belønnes de fordi de giver af sig selv, for Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apg. 20:35) Både giver og modtager nyder altså godt af betænksomhed vist i ord eller handling. Hvilke velsignelser fører det ikke med sig når nogen er betænksomme over for andre!