Overraskende nye vidnesbyrd kommer for dagen!

DET var bogstavelig talt med livet i hænderne de steg ned over de stejle skrænter til det som i dag kaldes Rædslernes hule. Lidet kunne de ane at de midt imellem skeletter ville finde et vigtigt spor der havde med Bibelen at gøre.

Forestil dig at du befandt dig i den golde ørken du ser på billedet på side 9, i bjergene vest for Det døde Hav.

Mod syd ligger Masada, den ensomme fæstning der blev jødernes sidste støttepunkt under deres oprør, og som blev indtaget af romerne i år 73 e.v.t. Mod nord har vi ruinerne af Qumran, der var tilholdssted for et jødisk samfund i det første århundrede. Det var medlemmer af dette samfund der skjulte de berømte Dødehavsruller med Esajasbogen og andre skrifter i nærliggende huler.

I begyndelsen af 1961 drog et hold eksperter af sted for at udforske hulerne i det ugæstmilde område Nahal Hever. De var udstyret med minesøgere, støvmasker, reb og faldskærmsseler. Der var en kritisk og farlig strækning på 80 meter ned til indgangen til hule nummer 8, den hule der blev omdøbt til Rædslernes hule. Et forkert skridt kunne betyde et styrt på flere hundrede meter ned til klipperne nedenunder.

Det makabre navn Rædslernes hule hentyder til hvad ekspeditionsholdet fandt i hulen — skeletterne af cirka 40 mænd, kvinder og børn. De havde været tilhængere af den jødiske oprørsleder Bar Kokba, der ledede krigen mod romerne i 132 e.v.t. Man mener at de er blevet fanget i en fælde af romerne, der lå lejret på toppen af klippeskrænten, og at de er sultet eller tørstet ihjel.

Du spekulerer måske på hvad alt dette har at gøre med om Jesus og apostlene brugte Guds personlige navn, og med om det burde stå i Bibelen og om du burde bruge navnet. Forbindelsen finder vi i ni små pergamentfragmenter med græsk tekst som blev gravet frem i Rædslernes hule.

Da videnskabsmændene omhyggeligt studerede fundet, blev de enige om at fragmenterne måtte være rester af en gammel skindrulle med de tolv små profeter (fra Hoseas til Malakias). Teksten var græsk og man daterede den til mellem 50 f.v.t. og 50 e.v.t. Og man vidste hvor rullen stammede fra, nemlig Rædslernes hule i Judæas ørken. Måske fremgår det ikke umiddelbart hvor vigtigt dette fund er, men det er et væsentligt spor i opklaringen af om det guddommelige navn bør stå i din bibel.

Skal dette spor eller holdepunkt sige os noget, må vi se på hvilke skriftruller Jesus og hans apostle havde adgang til at benytte i det første århundrede efter vor tidsregning.

Guds ord på græsk

Bibelens bøger fra Første Mosebog til Malakias’ bog blev oprindelig skrevet på hebraisk, med små afsnit på aramaisk. Da jøderne imidlertid blev spredt i hele den dakendte verden, begyndte de at bruge det internationale sprog, græsk. Omkring år 280 f.v.t. begyndte De hebraiske Skrifter at blive oversat til græsk, og man fik det der i dag kendes som den græske Septuaginta-oversættelse (LXX).

Da Jesus påbegyndte sin tjeneste benyttede de græsktalende jøder almindeligvis denne oversættelse. Af ordvalget i apostlenes skrifter kan vi se at de var godt kendt med Septuaginta, og det må Jesus også have været.

Men indeholdt denne græske oversættelse Guds navn? De mest komplette manuskripter af Septuaginta som findes endnu, skriver sig fra det fjerde århundrede e.v.t., og de giver et foruroligende billede af spørgsmålet. Overalt hvor tetragrammet forekommer i den hebraiske bibel har den græske Septuaginta i stedet indsat ordene „Gud“ (Theos) og „Herre“ (Kyrios). Derfor har de lærde haft den opfattelse at Jesus og hans apostle ikke brugte Guds personlige navn. Nogle har påstået at Jesus og apostlene fulgte skikken med at erstatte navnet med ordene for „Herre“ eller „Gud“ når de læste op af eller citerede fra den hebraiske udgave af Skrifterne, og at den udgave af Septuaginta de brugte, ikke engang indeholdt navnet.

De fleste teologer har selvsikkert fastholdt dette synspunkt. Men hvad nu med det spor man fandt i Rædslernes hule?

Det judæiske spor

Vi husker at der i Rædslernes hule, i Judæas ørken, havde ligget nogle skindfragmenter med tekst fra de tolv små profeter, fragmenter der hørte til en skriftrulle som blev til omkring ved den tid da Jesus blev født. Teksten var græsk og fulgte formen i Septuaginta. Men hvad med Guds navn? Læg mærke til hosstående gengivelse.

Disse fragmenter fra den judæiske ørken indeholdt det guddommelige navn skrevet med gammelhebraiske skrifttegn! Selve teksten var på græsk, men man havde bibeholdt Guds navn og skrevet det med hebraiske skrifttegn. Den græske titel Kyrios var ikke sat i stedet for tetragrammet, som tilfældet er i Septuaginta-manuskripter som er udfærdiget i senere århundreder.

Siden er man blevet opmærksom på endnu et vigtigt spor. Dette spor giver også et vægtigt grundlag for at afgøre om Guds navn bør stå i vore bibler, og om vi følgelig bør bruge navnet. Det kom for dagens lys i Cairo.

Det egyptiske spor

Der er her tale om mange fragmenter af en gammel papyrusrulle med tekst fra Femte Mosebog; denne rulle står opført som Fouad-papyrus nummer 266. Fragmenterne blev fundet allerede i 1940erne, men de lærde fik ikke adgang til dem og kunne derfor ikke undersøge dem.

I 1950 blev der for første gang offentliggjort fotografier af en del af disse enestående fragmenter, nemlig i New World Translation of the Christian Greek Scriptures. Helt op i 1950erne og 1960erne havde de fleste eksperter stadig ikke fået adgang til fragmenterne, og intet andet lærd værk havde afbildet fotografier af dem eller beskrevet alle fragmenterne indgående. Endelig gjorde 1971-udgaven af Études de Papyrologie det. Men hvad var det der var så usædvanligt ved fragmenterne? Og hvad har de at gøre med brugen af Guds navn?

Fouad 266 papyrusfragmenterne stammer fra det andet eller det første århundrede f.v.t. De er ikke skrevet på hebraisk, men på græsk. Prøv at se på skriften i de stykker af Fouad 266 der er gengivet herunder. Læg mærke til at tetragrammet står med hebraisk kvadratskrift selv om den omgivende tekst er på græsk. Afskriveren som skrev denne papyrusrulle indsatte altså ikke det græske ord for „Herre“ (Kyrios) eller „Gud“. Nej, over 30 gange skrev han — midt i den græske tekst — tetragrammet med hebraiske bogstaver!

Ifølge dr. Paul E. Kahle, Oxford, indeholder disse fragmenter „måske den mest nøjagtige Septuaginta-tekst af Femte Mosebog der er overleveret os“. Han tilføjer: „Vi har her i en papyrusrulle en græsk tekst der repræsenterer Septuagintas tekst i en mere pålidelig form end Codex Vaticanus, og som blev skrevet mere end 400 år før.“ (Studia Patristica) Og den har bibeholdt Guds egennavn, ligesom de græske fragmenter af de tolv små profeter fra den judæiske ørken. De to tekster stemmer overens.

I tidsskriftet Journal of Biblical Literature (årg. 79, s. 111-118) foretager dr. Kahle et tilbageblik over de vidnesbyrd man efterhånden har om brugen af det guddommelige navn blandt jøderne. Han kommer til følgende slutning:

„Alle græske oversættelser af Bibelen som er udarbejdet af jøder og til jøder i den førkristne tid, må som Guds navn have brugt tetragrammet i hebraiske skrifttegn, og ikke [Kyrios], eller forkortelser af tetragrammet, som vi finder det i de kristne“ afskrifter af Septuaginta.

At det guddommelige navn blev fremhævet for at det omhyggeligt kunne bevares, sås tydeligt selv i hebraiske tekster fra omkring det første århundrede. I nogle af de hebraiske skriftruller fra hulerne ved Det døde Hav var tetragrammet skrevet med rødt eller med en let kendelig ældre hebraisk skriftform. J. P. Siegel siger herom:

„Lige da man havde fundet Qumran-manuskripterne for mere end tyve år siden, var et af de mere overraskende træk ved dem at tetragrammet, skrevet med palæo-hebraiske skrifttegn, forekom i en begrænset del af teksterne. . . . At denne praksis er udtryk for en dyb ærefrygt for de(t) guddommelige navn(e) siger næsten sig selv.“ — Hebrew Union College Annual, 1971.

Det forlyder også at der i Jerusalem i det første århundrede fandtes en hebraisk skriftrulle som indeholdt de fem Mosebøger med tetragrammet skrevet i guldbogstaver. — Israel Exploration Journal, årg. 22, 1972, s. 39-43.

Mener du ikke at disse nye vidnesbyrd tydeligt viser at Jesus må have været godt kendt med det guddommelige navn og også må have brugt det, hvad enten han læste Skrifterne på græsk eller hebraisk?

[Illustration på side 7]

Fragment af Dødehavsrulle på græsk, med tetragrammet på hebraisk (Hab. 2:15-20; 3:9-14)

[Illustration på side 8]

Tetragrammet i Septuaginta-fragmenter fra Egypten (Fouad-papyrus 266)