Nyheder på nært hold
Sovjets militære beredskab
■ I Daniels bog i Bibelen, kapitel 11, findes en profetisk beskrivelse af magtkampen mellem „Nordens konge“ og „Sydens konge“. I profetien hedder det at „Nordens konge“ ærer „fæstningernes gud“, det vil sige militær magt baseret på videnskabelig teknologi. — Dan. 11:36-43.
Den nuværende magtkamp mellem den kommunistiske verden med Sovjetunionen i spidsen og den demokratiske verden med De forenede Stater i spidsen, svarer til denne profeti. Og i de senere måneder har mange givet udtryk for at Sovjetunionen er ved at komme foran De forenede Stater inden for flere vigtige våbenarter.
En „efterretningsrapport“ i bladet Parade oplyser følgende: „Den nye udgave af Jane’s All the World’s Aircraft, der udkommer i London, hævder at Sovjetunionen er Amerika langt overlegen hvad angår militærfly. . . . J. W. R. Taylor, Jane’s ansete redaktør, siger at der er stor tvivl om hvorvidt U.S.A. for øjeblikket kunne klare Sovjetunionen i konventionel krigsførelse.“
Uanset disse to ’kongers’ indbyrdes militære stilling, er det tydeligt at Daniels profeti er ved at gå i opfyldelse. Det er med stor nøjagtighed blevet forudsagt at den kommunistiske „Nordens konge“ ville være besluttet på at udvikle sit militære beredskab for dermed at øve indflydelse på verdenssituationen. Hvor langt denne „konge“ vil nå på dette punkt før Gud bringer hele den nuværende tingenes ordning til afslutning, må vi vente og se. — Dan. 2:44; 11:44, 45.
Den spanske kirke splittet
■ Den katolske kirke i Spanien er slemt splittet. New York Times skriver: „Et antal højreorienterede biskopper og præster forsvarer arven fra Franco. En bred konservativ og moderat blok hælder til forskellige former for kristent demokrati efter italiensk mønster. Og til venstre er der radikale præster som er aktive inden for socialist- og kommunistpartiet.“ De katolske sognebørn står splittet ligesådan.
Præsten Bernandino Hernando, der er redaktør af det indflydelsesrige katolske ugeskrift Vida Nueva, indrømmer: „Det store problem i den spanske kirke er den stærke splittelse blandt katolikkerne selv. Når man betragter splittelsen mellem de politiske partier, er det som at se den katolske kirke.“
New York Times siger også: „Så splittet er den spanske kirke i dag, at man undertiden får det indtryk at der er flere kirker.“ I mange andre lande er situationen den samme. Og et resultat heraf er at mange, både præster og sognebørn, vender sig fra kirken i afsky.
Jesus Kristus advarede: „Hvis et hus kommer i splid med sig selv, kan det hus ikke bestå.“ Den katolske kirke er netop kommet i splid med sig selv. Det er en af følgerne af at gejstligheden har ignoreret det råd Jesus gav da han pålagde sine disciple ikke at være en del af verden, ligesom han selv ikke var en del af verden. — Mark. 3:25; Joh. 17:14, 16.
Familier opløses
■ I mange lande er familielivet inde i en svær krise. For eksempel er der nu i De forenede Stater over en million skilsmisser hvert år. Eller, sagt med andre ord, én skilsmisse for hver to nye ægteskaber. Det er den højeste skilsmisseprocent i De forenede Staters historie. (I Danmark var der i 1973 to skilsmisser for hver fem nye ægteskaber.)
Der er også flere og flere som lever papirløst. Man anslår at det i 1976 drejede sig om 660.000 par, hvilket er mere end en fordobling siden 1970. Det moralske sammenbrud har også givet sig udslag i en vældig stigning i antallet af børn født uden for ægteskab. Dette tal er steget til mere end det tredobbelte inden for de sidste femogtyve år.
Når loyaliteten inden for ægteskabet er på retur, er det et sikkert tegn på at loyaliteten også er på retur andre steder. Familielivets opløsning er som regel sideløbende med samfundets opløsning. Familielivets sammenbrud har i historiens løb været karakteristisk for vældige rigers forfald og endelige undergang.
Eftersom det er Gud der har indstiftet den ægteskabelige ordning, er manglende respekt for denne ordning endnu et vidnesbyrd om den udbredte mangel på respekt for Guds love og hensigter. Omfanget af denne respektløshed i vor tid vidner om at denne verden er nået langt ind i sine „sidste dage“. — 1 Mos. 2:22-24; 1 Kor. 7:10, 11; 2 Tim. 3:1-5.