Nyheder på nært hold

Et offer til Gud at give blod?

● Avisen Philippines Daily Express meddelte den 11. april 1977: „Bodfærdige medlemmer af ’Negros Occidental’ har fundet en enestående måde at opnå syndsforladelse på. Stiftets fasteudvalg Alay Kapwa 77 organiserede et storstilet bloddonorprogram i stedet for den sædvanlige piskning og korsbæren.“ Det oplyses at omkring hundrede mænd havde „givet blod som et offer“.

Nogle vil måske finde det meget menneskekærligt at man giver blod der kan bruges til transfusion. Og åbenbart er der i hvert fald nogle som tror at der er en vis religiøs og åndelig fortjeneste derved. Men fra et bibelsk standpunkt er et sådant „offer“ ikke til nogen gavn for donoren, men tværtimod en overtrædelse af Guds lov.

Den vise kong Salomon i fortidens Israel indrømmede i en bøn til Gud at „der er intet menneske, som ikke synder“. (1 Kong. 8:46) Og intet ufuldkomment og syndigt menneske kan bringe noget offer der vil fritage ham for synd eller sone andres synder. Kun Jesu Kristi genløsningsoffer har denne sonende kraft. Som den kristne apostel Johannes udtrykte det da han skrev til sine trosfæller: „Jesu . . . blod renser os fra al synd.“ — 1 Joh. 1:7; Sl. 49:7-9.

I sin lov til israelitterne havde Gud endvidere indført den bestemmelse at når man slagtede et dyr, måtte man ikke bruge blodet til noget, men skulle lade det løbe ud på jorden. (5 Mos. 12:16) Senere fik de kristne direkte at vide at de skulle ’afholde sig fra blod’. (Apg. 15:28, 29) Man indlægger sig altså ikke nogen fortjeneste hos Gud ved at ’give blod som et offer’; tværtimod, det er en handling Gud fordømmer.

Dobbeltmoral

● I bladet Christianity Today stod der den 15. april 1977: „Mennonitterkonferencen i Ontario, som har 4500 medlemmer og som af moralske og religiøse grunde fordømmer lotterier, har for nylig modtaget en bevilling på 250.000 dollars fra Wintario, et canadisk lotteri. Konferencens delegerede gik med til at modtage pengene da de fik at vide at en afvisning kunne forsinke opførelsen af et mennonitisk pensionistcenter til 3,4 millioner dollars. De gik ind på at modtage pengene på den betingelse at konferencen undersøgte mulighederne for at betale dem tilbage.“

„Hvis vi ikke tager imod pengene,“ skal en af konferencens delegerede have ræsonneret, „vil en anden få dem og ikke bruge dem ansvarligt. Vi har som kristne pligt til at sørge for at pengene bruges på en god måde.“

Nogle vil måske ræsonnere på den måde, men derfor kommer man dog ikke uden om at lotterier er en form for spil, som ikke billiges i Guds ord. De der holder sig til Bibelen, stoler ikke på lykkeguden. (Es. 65:11, 12) De er ikke ivrige efter at få noget uden at arbejde for det. (2 Tess. 3:10) Eftersom spil har en tendens til at vække havesyge i et menneskes hjerte, vil de gudfrygtige undgå enhver form for spil, idet de ved at ingen „havesyge“ skal arve Guds rige. (1 Kor. 6:9, 10) Af den grund går den kristne menighed ikke ind for spil, og søger heller ikke på nogen måde at drage nytte af spil.