Nyheder på nært hold

Økonomisk katastrofe truer

● Med et citat fra Macaskill Letter, der trykkes i Johannesburg i Sydafrika, oplyser bladet Barron’s for 6. december 1976: „Regeringer, byer, firmaer og enkeltpersoner i hele verden går fallit. Det er nu et kapløb med tiden før hele systemet bryder sammen. Der er ingen vej ud af dette syndige rod. Den økonomiske katastrofe truer uundgåeligt. Der er ingen forholdsregler man kan træffe for at redde situationen.“

Hvor hurtigt den ’økonomiske katastrofe’ vil indtræffe, kan ingen sige. Men Bibelen peger på at følgende ord fra Gud gennem profeten Ezekiel snart vil gå i opfyldelse: „Deres sølv og guld kan ikke redde dem på [Jehovas] vredes dag.“ (Ez. 7:19) Velstående mennesker som er gudfrygtige, sætter derfor ikke deres lid til rigdommen og bruger den heller ikke på en selvisk måde. De følger derimod Jesu råd: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“ — Luk. 16:9.

„De evige boliger“ ejes af Jehova Gud og Jesus Kristus. (Joh. 6:37-40, 44) De der bruger deres midler på rette måde, for eksempel til at hjælpe enkeltpersoner som er i nød og til at fremme forkyndelsen af „den gode nyhed“, vil få Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus som venner. — Gal. 2:10; Fil. 4:15.

Kan polygami accepteres?

● Med fyrre stemmer mod seks har Centralafrikas anglikanske Kirkes ottende provinssynode vedtaget at en mand med flere koner kan blive optaget i kirken sammen med sine troende koner og børn. Dette kan tillades „i undtagelsestilfælde hvor særlige forhold gør sig gældende“. Ifølge The Christian Century var synodens delegerede „enige om at ’selv om polygami . . . er i modstrid med det egentlige ideal for det kristne ægteskab’, er det undertiden umuligt at komme ud af situationer hvor der er et sådant modsætningsforhold“.

Rent umiddelbart virker dette måske som en meget hensynsfuld ordning. Men menneskelige ræsonnementer og normer er ikke det altafgørende i sådanne spørgsmål. Fra begyndelsen indførte Jehova Gud det monogame ægteskab (mellem kun én mand og én kvinde). Senere tolererede han ganske vist polygami, men kun for en tid. I den kristne menighed genindførte han den oprindelige standard. Derfor blev der stillet det krav til menighedens ældste og menighedstjenere at de kun måtte være „én kvindes mand“. (1 Tim. 3:2, 12) Desuden skrev apostelen Paulus: „For eksempel er en gift kvinde ved lov bundet til sin mand så længe han lever . . . Så ville hun altså, mens manden lever, blive kaldt en ægteskabsbryderske hvis hun blev en anden mands.“ — Rom. 7:2, 3.

Mennesker som har levet i polygame ægteskaber og har lært Guds krav at kende og har ønsket at indvi sig til Jehova Gud, har bragt deres ægteskabelige forhold i orden. De har også sørget for underhold til de børn de har fået i det polygame forhold. Først efter at de har bragt deres liv i harmoni med Guds retfærdige normer, har de kunnet indvi sig til Gud og lade sig døbe som Jehovas vidner.

Panik på grund af kønssygdomme?

● Bladet Science meddeler at en gonorrétype der er modstandsdygtig over for penicillin „nu udbredes i hele verden i en slags stor international udveksling som vi helst ville have undværet“. Bladet henviser desuden til den fortsatte spredning af almindelig gonorré, og siger at „sundhedsmyndighederne faktisk ikke ved hvad de skal stille op. Da de ikke kan standse sygdommens spredning, eftersom de ikke kan afholde folk fra seksuelt samkvem, føler de noget der nemt kunne udvikle sig til panik hvis de efterhånden stilles over for et meget stort antal resistente tilfælde“.

Som følge af de løse moralprincipper der hyldes i dag, afviser mange, både videnskabsmænd og præster, det mest nærliggende middel mod spredningen af kønssygdomme. Dog er det en kendsgerning at Bibelens råd om at man skal ’flygte fra utugt’ og ’lade ægtesengen være ubesmittet’, er det eneste sikre og brugbare middel til at undgå disse sygdomme.

Science meddeler også at kønssygdommene adskiller sig fra andre infektionssygdomme derved at „folk ikke udvikler nogen effektiv naturlig immunitet mod sygdommen efter at de har haft den. Man ved ikke hvad grunden er“. Denne ’unormale’ reaktion hos legemet tjener yderligere til at underbygge Bibelens udtalelse om at „den der øver utugt synder imod sit eget legeme“. — 1 Kor. 6:18; Hebr. 13:4.